Vi beklager meget, at Regnsky.dk har været nede det sidste døgns tid. Vi var udsat for et hacker-angreb og har været nødt til at geninstallere blogsystemet og uploade alle mp3’erne igen. Det tog lidt tid, men nu er vi tilbage. Forhåbentlig sker dette ikke igen.
Som en lille trøst har vi gravet disse to Lulu Rouge remixes frem. LR spillede for halvanden uge siden på Train i Århus og gav blandt andet undertegnede en kanon oplevelse.
Det ene remix er The Power af Snap!, mens det andet remix er af Trolle//Siebenhaar’s Shortcuts.
I sommers forelskede jeg mig hovedkulds i Bon Ivers meget roste debut “For Emma, Forever Ago”. Et poetisk album, af den slags, der griber fat i lytteren, og nærmest er så indtagende at det bliver besættende. I al sin enkelthed var “For Emma, Forever Ago” et lovende album, der præsenterede en ny amerikansk sanger med hjertet bag hver strofe og øre for det musikalsk i enkeltheden.
På “Blood Bank” fortsætter Bon Iver i samme spor. Produktionen er afdæmpet og med fokus på Justin Vernons stemme, og de dominerende instrumenter er fortsat guitaren og klaveret. Titelnummeret er smukt, og lyder præcis som var det fra “For Emma, Forever Ago”. I mine ører leder det til undren – for da Bon Iver i efteråret gav koncert på Vega, var det netop dette nummer, der ruskede op i koncerten og viste en forfriskende fornyelse. Problemet med “Blood Bank” som ep er nemlig, at numrene ikke viser nogen særlig bevægelse eller fornyelse, udover brugen af vocoder på nummeret “Woods”, som jeg i hvert fald godt kunne have været foruden. Og de alenlange klaverstykker på “Babys”, der lyder som et forsøg på fornyelse, men blot bliver til ligegyldigt fyld. Alt i alt giver Bon Iver os mere efter “For Emma…”-formlen, men udtrykket er ustruktureret, usammenhængende og uden den samme indlevelse – det virker simpelthen ikke som om, at udgivelsen er vigtig for Justin Vernon. Det får “Blood Bank” til at fremstå som en temmelig ligegyldig udgivelse, der på ingen måde lever op til debuten.
Bon Iver – Blood Bank
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/bon-iver-blood-bank.mp3]
Med ordene: “Kick this fucking shit, motherfuckers” åbnede svenske Slagsmålsklubben deres koncert på Roskilde Festival i sommers. Forinden havde jeg forgæves forsøgt at overbevise nogle venner om, at de skulle tage med mig til Pavilion Junior og se en halv times Game Boy-techno. De lod sig ikke overbevise, og det endte med, at jeg i min ensomhed hastede afsted for at nå koncerten i tide. Det lod dog ikke til at festivalens enorme svenske publikum ville lade denne koncert gå stille hen, og allerede inden de føromtalte ord bragede ud over anlægget var festen skudt igang.
Det var svært at få en plads indenfor teltet, og dette blev yderligere umuliggjort, da musikken begyndte og folk dansede som galninge. Jeg var kommet til et vaskeægte rave-party klokken ni om aftenen – Er du gal en vild stemning der var.
Folk dansede ustandseligt, smed hæmningerne, kastede rundt med ting og sager (og glovesticks) og rystede deres svedige hår i takt til musikken. Højdepunktet og koncertens absolut største bifald kom, da bandet fremførte Sponsored By Destiny, og folk gav den alt hvad havde tilbage i sig.
Efter koncerten stod jeg 5-10 minutter og iagttog folk der kom ud fra teltets midte, og jeg er overbevist om, at jo tættere man stod på scenen jo mere våd og svedig var man efter denne koncert. Alle var helt vildt oppe og køre, nynnede melodier fra koncerten og jeg hørte flere der sagde: “det var den vildeste Roskilde-koncert jeg nogensinde har oplevet”.
Nu er de her igen. De svenske djævle vender tilbage til Danmark og giver d. 11. marts koncert på Train i Aarhus. Koncerten finder sted i forbindelse med klubben MiskMask, og med sig som support har gruppen Kings of Dark Disco.
Jeg ville være et utaknemmeligt skarn hvis jeg sagde det, men jeg siger det nok alligevel; The Whitest Boy Alive er endelig tilbage! Siden debutalbummet Dreams udkom i 2006 har der mest af alt været en smule stille omkring det norsk/tyske pop-rockband. Dog er det siden blevet til en del koncerter, blandt andet en optræden på Roskilde i 2007. Sanger og guitarist Erlend Øye har da også haft en masse jern i ilden, som sammen med landsmanden Eirik Bøe også senere på året udsender det tredje album under navnet Kings Of Convenience.
2. marts udkommer det andet studiealbum Rules altså, næsten 3 år efter Dreams, og med de numre der allerede er blevet offentliggjort ser det allerede aldeles spændende ud. Rules virker på mange måder som et konceptalbum, som fra sang til sang omhandler forskellige regelsæt. Dette ses også tydeligt på nogle af sangtitlerne, blandt andet “Keep A Secret”, “Courage” og “Promise Less Or Do More”.
Siden Dreams udkom er tyske Daniel Nentwig også blevet fuldtidsmedlem af The Whitest Boy Alive. Nentwigs instrument i bandet er en italiensk syntheizer og man kan da også spore en mere elektronisk lyd i nogle af numrene, blandt andet i High On The Heels, som er et af de to numre vi bringer i denne omgang.
The Whitest Boy Alive – High On The Heels
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/high.mp3]
Det andet nummer, Dead End, som handler om at komme sig over en gammel kærlighed, er et nummer der har flere paraleller til debutalbummet Dreams.
The Whitest Boy Alive – Dead End
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/10-the_whitest_boy_alive-dead_end.mp3]
Måske vækker navnene Arne Schröder Stöy Kvalvik og Kjetil Ovesen ikke megen opmærksomhed, men historien bag disse to norske fyre er, at begge også er medlemmer af det mere genkendelige band 120 Days. Nu er de også gået sammen i det instrumentale projekt Bygdin, et projekt som startede i foråret 2008.
Sammen har de to skabt en genreblanding af electronica, techno, ambient, støj og pop. På overfladen virker deres lyd meget repeterende og ensformig, men tilføjelsen af flere lag giver deres sange en spændende opbygning som er yderst interessant og fængende. Selv forklarer de da også, at de har en stor kærlighed til naturen, støj, aggression, mørke, sved, beats, drømme, opbygning, breakdowns og ikke mindst en kold pilsner, og at deres kærlighed til disse har været inspirationskilde til Bygdins lydunivers. Schröder og Ovesen har skabt en duo, man både kan slappe af til på en mørk hverdag, og danse til en festlig weekend.
Til sidst skal det selvfølgelig siges, at Bygdin albumdebuterer i denne måned med to cd-udgivelser. På deres Myspace profil kan man vælge enten at bestille det ene album, det andet album eller begge to til en meget fornuftig pris.
Fra det ene album kommer her Saga, der meget typisk for Bygdins lyd starter roligt ud, og bygger op med sin lag på lag-lyd, før den på rolig vis når sit klimaks, for bagefter at fade ud.
Fra det andet vil jeg varmt anbefale Grindaheim, et mere eksperimenterende og dystert nummer. Omkring halvvejs inde i Grindaheim sparkes et beat igang, og det er dette beat der sammen med den dystre lyd, der særligt gør dette nummer interessant.
