Slagsmålsklubben til Aarhus


slagsmålsklubben

Med ordene: “Kick this fucking shit, motherfuckers” åbnede svenske Slagsmålsklubben deres koncert på Roskilde Festival i sommers. Forinden havde jeg forgæves forsøgt at overbevise nogle venner om, at de skulle tage med mig til Pavilion Junior og se en halv times Game Boy-techno. De lod sig ikke overbevise, og det endte med, at jeg i min ensomhed hastede afsted for at nå koncerten i tide. Det lod dog ikke til at festivalens enorme svenske publikum ville lade denne koncert gå stille hen, og allerede inden de føromtalte ord bragede ud over anlægget var festen skudt igang.
Det var svært at få en plads indenfor teltet, og dette blev yderligere umuliggjort, da musikken begyndte og folk dansede som galninge. Jeg var kommet til et vaskeægte rave-party klokken ni om aftenen – Er du gal en vild stemning der var.
Folk dansede ustandseligt, smed hæmningerne, kastede rundt med ting og sager (og glovesticks) og rystede deres svedige hår i takt til musikken. Højdepunktet og koncertens absolut største bifald kom, da bandet fremførte Sponsored By Destiny, og folk gav den alt hvad havde tilbage i sig.
Efter koncerten stod jeg 5-10 minutter og iagttog folk der kom ud fra teltets midte, og jeg er overbevist om, at jo tættere man stod på scenen jo mere våd og svedig var man efter denne koncert. Alle var helt vildt oppe og køre, nynnede melodier fra koncerten og jeg hørte flere der sagde: “det var den vildeste Roskilde-koncert jeg nogensinde har oplevet”.

Nu er de her igen. De svenske djævle vender tilbage til Danmark og giver d. 11. marts koncert på Train i Aarhus. Koncerten finder sted i forbindelse med klubben MiskMask, og med sig som support har gruppen Kings of Dark Disco.

SlagsmålsklubbenSponsored By Destiny

[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/25-sponsored-by-destiny.mp3]

Kings of Dark DiscoDark Disco

[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/26-dark-disco.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rules

The Whitest Boy Alive

Jeg ville være et utaknemmeligt skarn hvis jeg sagde det, men jeg siger det nok alligevel; The Whitest Boy Alive er endelig tilbage! Siden debutalbummet Dreams udkom i 2006 har der mest af alt været en smule stille omkring det norsk/tyske pop-rockband. Dog er det siden blevet til en del koncerter, blandt andet en optræden på Roskilde i 2007. Sanger og guitarist Erlend Øye har da også haft en masse jern i ilden, som sammen med landsmanden Eirik Bøe også senere på året udsender det tredje album under navnet Kings Of Convenience.

2. marts udkommer det andet studiealbum Rules altså, næsten 3 år efter Dreams, og med de numre der allerede er blevet offentliggjort ser det allerede aldeles spændende ud. Rules virker på mange måder som et konceptalbum, som fra sang til sang omhandler forskellige regelsæt. Dette ses også tydeligt på nogle af sangtitlerne, blandt andet “Keep A Secret”, “Courage” og “Promise Less Or Do More”.

Siden Dreams udkom er tyske Daniel Nentwig også blevet fuldtidsmedlem af The Whitest Boy Alive. Nentwigs instrument i bandet er en italiensk syntheizer og man kan da også spore en mere elektronisk lyd i nogle af numrene, blandt andet i High On The Heels, som er et af de to numre vi bringer i denne omgang.

The Whitest Boy Alive High On The Heels
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/high.mp3]

Det andet nummer, Dead End, som handler om at komme sig over en gammel kærlighed, er et nummer der har flere paraleller til debutalbummet Dreams.

The Whitest Boy Alive Dead End
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/10-the_whitest_boy_alive-dead_end.mp3]

Det bliver stort!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Schröder og Ovesen prøver selv!

Bygdin

Måske vækker navnene Arne Schröder Stöy Kvalvik og Kjetil Ovesen ikke megen opmærksomhed, men historien bag disse to norske fyre er, at begge også er medlemmer af det mere genkendelige band 120 Days. Nu er de også gået sammen i det instrumentale projekt Bygdin, et projekt som startede i foråret 2008.

Sammen har de to skabt en genreblanding af electronica, techno, ambient, støj og pop. På overfladen virker deres lyd meget repeterende og ensformig, men tilføjelsen af flere lag giver deres sange en spændende opbygning som er yderst interessant og fængende. Selv forklarer de da også, at de har en stor kærlighed til naturen, støj, aggression, mørke, sved, beats, drømme, opbygning, breakdowns og ikke mindst en kold pilsner, og at deres kærlighed til disse har været inspirationskilde til Bygdins lydunivers. Schröder og Ovesen har skabt en duo, man både kan slappe af til på en mørk hverdag, og danse til en festlig weekend.

Til sidst skal det selvfølgelig siges, at Bygdin albumdebuterer i denne måned med to cd-udgivelser. På deres Myspace profil kan man vælge enten at bestille det ene album, det andet album eller begge to til en meget fornuftig pris.

Fra det ene album kommer her Saga, der meget typisk for Bygdins lyd starter roligt ud, og bygger op med sin lag på lag-lyd, før den på rolig vis når sit klimaks, for bagefter at fade ud.

BygdinSaga
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/saga-sorecords11.mp3]

Fra det andet vil jeg varmt anbefale Grindaheim, et mere eksperimenterende og dystert nummer. Omkring halvvejs inde i Grindaheim sparkes et beat igang, og det er dette beat der sammen med den dystre lyd, der særligt gør dette nummer interessant.

BygdinGrindaheim
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/grindaheim-sorecords1.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

You’re a very good dancer!

Woodhands

Jeg kom lige i tanke om et indlæg jeg ville have skrevet før relancheringen. Det omhandler den vanvittige canadiske duo, Woodhands, bestående af Dan Werb og Paul Banwatt, som mest af alt er kendt for deres super energiske liveoptrædener. De laver, som de selv så fint beskriver det, beskidt elektronisk musik, der til en vis grad kan sammenlignes med mestrene inden for genren, Death From Above 1979. Bandet er tilsluttet det fede Toronto pladeselskab, Paper Bag Records, hvorfra de sidste år udsendte deres debutalbum, Heartattack.

“We are interested in emotional, sweaty dance floors.
We want to make you cry while you’re having sex, and it’ll be the best damn sex of your life. And you’ll be dancing.”
Woodhands

WoodhandsI Wasn’t Made For Fighting
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/05-i-wasnt-made-for-fighting.mp3]

WoodhandsDancer
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/01-dancer.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Discoens genkomst

Vinnie Who

Discoen er vendt tilbage til sin originale form. Fra undergrundsmiljøer, med epicenter hos selskaber som Italians Do It Better og DFA, har bands som Hercules and Love Affair, Chromatics og Glass Candy gennem 2008 erobret klubber verden over tilbage til discoen, efter i mere end 20 år at have været negligeret og stemplet som for useriøs, for pæn og for cheesy en genre.
I oktober kørte Soundvenue en uge med disco-tema på deres hjemmeside. Klubber som Disco Vendetta har i to år vendt italodisco på Dunkel bar. Og siden i sommers er det blevet sværere at finde koncerter med danske indiebands.
Discoen, og i det hele taget den mere organiske lyd i elektronisk musik, er det nye hit.

“Det er heldigt for mig, at navne som Hercules & Love Affair og Chromatics har fået hul igennem via et disco-brand, som jeg har oplevet, at folk synes er rigtig spændende,” mener Niels Bagge, alias Vinnie Who, der fredag spillede sin 4. officielle koncert i forbindelse med booking-bureauet InkInk’s night på Dunkel, hvor danske Freja Loeb også havde debutkoncert.

Den mindre alvorlige discoscene er et tiltrængt pusterum fra de sidste 5 års postpunk-revival, indierock-bands med 10 medlemmer, og minimaltechnoens monopol på dj-pulten.
“Først og fremmest er det (disco) dansevenligt. Efter at have spillet mange indie-koncerter, fik jeg rigtig meget lyst til, at folk kunne danse til musikken. Desuden havde jeg indtil for ca. fire år siden udelukkende dyrket en indie musik scene, og discoen var og er et friskt pust som inspirer mig enormt. Det svinger og er ikke nødvendigvis ligeså alvorlig som hvad jeg ellers er gået op i før hen,” fortæller Niels om baggrunden for delvist at konvertere til discoen. Vinnie Who’s disco er stærkt infiltreret af baggrunden i indierock. “Den traditionelle disco er generelt en optimistisk genre, mens min udgave også indeholder en mere mørk side, hvilket jeg synes giver et interessant følelsesmæssigt paradoks. Det er bl.a. sådan noget, som giver mig gåsehud. Det betyder rigtig meget at lytteren føler noget, da jeg lægger mange følelser i musikken selv.”
Følelsen, og “den mørke side” er kendetegnende for den nye bølge af disconavne. Live nedbrydes folks barrierer af den catchy musik, og der danses discodans som på et provinsdiskotek i 80’erne, mens musikken uden alkohol i blodet er mindst ligeså interessant, på trods af at disco’en som genre er forholdsvis enkel. Det er så bare en god anledning til, som hos Vinnie Who, at gøre musikken til et overflødighedshorn af melodisk overskud i et detaljemættet lydbillede.

Vinnie Who kan fanges på Kødboderne 18 d. 16.1, på Jolene 22.1, på Rust 31.1 eller her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *