Sidste år udkom det Nebraska-baserede dance/punk-band fra The Faint med deres syvende studiealbum, Fasciination. 7. juni udkommer franske Das Glow‘s remix af den sjette skæring på albummet, Mirror Error, på Boysnoize Records – en fortolkning der er så fantastisk morsom. Men ligeså fantastisk morsom den er, ligeså irriterende kan den være for andre. Uanset hvad må man konkludere at Das Glow er kommet op med en festappel der ikke tidligere er set lignende.
Remixet udkommer i løbet af sommeren i fysisk format.
Prøv at synge med.
The Faint – Mirror Error (Das Glow remix)
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/01_mirror_error__das_glow_remix_2.mp3]
Den engelske cutie Polly Scattergood kan på sin vokal på mange måder sammenlignes med andre britiske females som Lily Allen og Kate Nash – hvilket ikke rigtigt rammer mig på nogen måde. Men så er det jo meget heldigt at vores darlings The Golden Filter har taget hende under kærlig behandling. Faktisk så kærligt, at det har resulteret sig i hele tre forskellige remixes. Der er måske ikke just tale om den store diversitet eller nogle “for boys”, “for girls” eller “for weiners”-udgaver. I stedet er der blevet til tre forskellige udgaver, hvor der fokuseres på henholdsvis dubbet, vokalen og på poppen.
Som sagt er versionerne ikke banebrydende adskillelige og det kan derfor måske også være svært at udpege sig en bestemt foretrukket version. Men personligt hælder jeg oftest til pop-versionen. Uanset hvad kommer alle tre versioner hér.
På mandag udgiver When Saints Go Machine debutalbummet “Ten Makes a Face”. Det er opfølgeren til 1. singlen “Fail Forever”, der ligesom sidste års ep, lovede godt nyt til alle med hang til soulet electropop tilsat et skvæt punk og en stor glæde til eksperimenterne, de skæve indfald og i særdeleshed den gode melodi.
Nu sidder jeg imidlertid med coveret i hænderne, pladen på anlægget, og der har den fået en velsagtens 20-30 omgange de sidste 14 dages tid. Så dommen er parat: When Saints Go Machine lever i særdeleshed op til de tidligere smagsprøver – og mere end det, faktisk.
Og netop fordi “Ten Makes a Face” er en plade med så mange, ja, ansigter, tog jeg den med på tre prøver: hi-fi prøven, festtesten, og gåturen med høretelefoner.
Hi-fi prøven: wow – “Ten Makes A Face” er en af de plader, hvor nye finesser træder frem, hver gang den høres på et nyt anlæg. Særligt fremstår “You and the Gang” smukt forløst, og har en fin opbygning, der virkelig viser When Saints Go Machines evne til at forene maskinparken med strygerne – et af pladens bærende element lydmæssigt. Det er utrolig smukt, velproduceret og følelsesladt – rammer plet. På “Pick Up Your Tears and Run” træder er pladens korarrangementer er beundringsværdige, og meget af detaljen ligger i disse.
Fest-testen: When Saints Go Machine rammer popmagien adskillige gange i kræft af de ikke er bange for at være catchy. “Fail Forever” har allerede markeret sig grundigt på klubscenen i forskellige remixudgaver, men den oprindelige version er et originalt bud på et popppet dansetrack, der byder på repeterende beats med inspiration fra minimaltechno. Det Pet Shop Boys inspirerede “Spitting Image” er derimod ren discopop smurt tykt ind i falset, tacky panfløjte-tema, koklokke og dance-inspiration. Ren magi, der takket være de fantastiske overgange aldrig bliver for meget.
Gåturen:“Ten Makes a Face” indeholder ikke et dårligt nummer. Som “baggrundsmusik” er pladen, trods dens store forskelle i stemning såvel som tempo, en fornøjelse at lytte til hele vejen igennem. Numre skiftes til at træde i karakter og viser nuanceret bandets styrker – måske fordi det er en plade, der låner træk fra utroligt mange genre, og derfor aldrig bliver ensformig.
Oftest giver de mange genremæssige referencer mening. Lytteoplevelsen er ved første spin en mærkværdig oplevelse. Men efter et par omgange falder melodierne på plads, og viser et nuanceret og eksperimenterende værk, der bæres af et beundringsværdigt sammenspil og en imponerende evne til at skrive fantastiske og udfordrende popmelodier.
When Saints Go Machine leverer med “Ten Makes a Face” et værk, der beviser at den mest sammenhængende helhed kan findes i de små fragmenter – så længe melodien er med. Det er den hos When Saints Go Machine.
When Saints Go Machine Release party m. bl.a. MHM One og Kenton Slash Demon
@ Dunkel
Lørdag 16.5. kl. 23-09
When Saints Go Machine – Spitting Image
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/05-spitting-image.mp3]
When Saints Go Machine – You or the Gang
[audio:https://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/04-you-or-the-gang.mp3]
Do you like bass? Den Los Angeles-baserede duo Classixx er 1. juni aktuel med den digitale udgivelse af singlen “I’ll Get You” på det franske pladeselskab Kitsuné. På nummeret har drengene fået hjælp af Jeppe, kendt fra Junior Sunior, på vokal. Til singlen er der også lavet en musikvideo, skabt og klippet af Marc Hunter fra den kendte fotoblog The Cobrasnake. Videoen giver et indtryk af sommer, hvilket harmonerer godt med nummerets lydbillede og harmoni.
Roskilde Festivals program er nu en kendsgerning, og på trods af de omkring 15 navne, der endnu mangler at blive offentliggjort kan vi ligeså godt sige det, som det er: det elektroniske program er hverken frygtelig spændende, har nok ikke fyldt særligt meget i budgettet, og gengangere fra foregående festivaler sender et signal om en lille stilstand hos bookerne – i hvert fald indenfor denne genre.
Men kvaliteten af navnene har Roskilde sandelig styr på, og 2Manydjs, Deadmau5 og 2562 er der næppe nogle med hang til elektroniske beats og de helt store mixere på scenen, der bliver kede af at stifte live-bekendtskab med.
2ManyDjs skulle i april have spillet på Rust i København, men aflyste den optræden ganske kort før koncerten. Dj-duoen der består af de to Soulwax-medlemmer David og Stephen Dewaele, og er kendt for skamløst at mixe historiens værste og bedste pophits (både Britney og Hot Chip – og alt det ind imellem) til en nærmest ugenkendelig fest. Det er både cheesy og helt helt fantastisk.
Når mine techno-abstinenser melder sin ankomst under årets festival, vil jeg med længsel se frem mod Deadmau5. Bag sin karakteristiske scenerekvisit – et gigantisk musse-hoved i Mickey Mouse-stilen – gemmer canadiske Joel Zimmerman sig selv og sin musik, der lægger sig i fest-feltet mellem techno, house og trance, og derved er det tætteste jeg kommer på mit drug. Deadmau5 balancerer på kanten mellem ulideligt provins-diskoteks-tramp og en heftig fest. Jeg håber virkelig han holder sig til det sidste.
Med 2562 vender vi snuden den helt anden vej. Sidste år udgav Dave Huismans første gang noget under sit 2562 alias, nemlig den yderst kritikerroste “Aerial”. Debuten præsenterede en udvikling i dubstep-genren, der som seneste deciderede genre på det elektroniske stamtræ har haft et særligt kendetegn: bas. 2562 kombinerer imidlertid de dybe toner med kendetegn fra både minimal og house, hvilket giver et afvekslende lydbillede, der dog stadig har fokus på rytmen.
Men tja, der er mange gengangere i programmet – her tænker jeg særligt på Lulu Rouge (der også sidste år spillede på festivalen), Trentemøller (der i 2007 spillede for et proppet Arena-telt) og Mike Sheridan (der efter undertegnedes mening er noget overeksponeret efterhånden – og spillede to gange på sidste års festival). Dog indrømmer jeg gerne, at jeg glæder mig sindssygt meget til Trentemøllers live dj-set, hvis hans venner altså er i de kaliber jeg håber på…
Vi vender ganske snart tilbage med en ny omgang elektroniske festivalgæster, det i særdeleshed er værd at bemærke.
