Flyv med på ASTRONAUTS nye single gennem en ‘indie-galaktsisk’ tåge

ASTRONAUT. Pressefoto

Tag Bowies drømmende 70’er pop, mix det med Tame Impalas støjende indie-rock, skru en anelse ned for de neo-psykedeliske udskejelser, og du har ASTRONAUT. Det danske band er efter to års arbejde klar til at udsende debutalbummet Silence One i foråret. Indtil da kan du svæve med på musikvideoen til deres nye single Inside An Atom.

ASTRONAUT udspringer af de græske ord ástron og nautes, der tilsammen betyder stjernesejler. Et passende navn til et band med en psyk-poppet klang og et kosmisk lydunivers. Bandet består af fem venner, som mødte hinanden på musikkonservatoriet i Århus. Sammen udgør de en britrocket og flamboyant udstråling, der er svær at ignorere.

Nogle kender måske allerede århusianerne fra debut-ep’en A Bloud of Ink og musikvideoen til nummeret Imagionary Friend, der er optaget i en jetjager, som flyver på hovedet. De fem århusianere er nu klar til at indtage luftrummet med nyt materiale under vingerne, og på den nye single Inside An Atom, beviser de musikalske astronauter, at de ikke er bange for at flyve mod ‘ozonhøje’ himmellag.

Inside an Atom er som et splittet atom, der folder sig ud og bliver til en fortryllende og sprælsk indie-skæring. Nummeret starter i en lys og svævende rock-sfære og bevæger sig længere og længere over i et mystisk mørke, hvor dynamiske trommerytmer afslutter udfoldelsen. Det lille atom emmer af bittersød intensitet, og skaber en stemning, der vender op og ned på det smukke og mørke – En stemning, der ifølge forsangeren, også har været en intention at skabe:

“Første single “Inside an Atom” fra albummet skulle være en kærlighedssang. En sang til det menneske, der kan hive os ud af vores lort, når vores verden lukker sig for tæt om sig selv. Når vi lukker os inde og næsten smider nøglen væk, men bliver taget i hånden, når vi mindst venter det.  En sang til dét menneske, der kan få os til at glemme mærkelige oplevelser, vi har haft, mærkelige ting vi har set og som tror på os, når vi er mest mærkelige” – Martin Zeppelin.

Musikvideoen til nummeret er instrueret af den ukrainske collage-kunstner Sergei Sviatchenko – og det er netop collagekunsten, der er central i den grynede og flimrende animationsvideo, hvor blinkende øjne og afskårne hænder krydses med svævende skyer og dystert tornekrat. En svævende gullig boble – eller ’æggevidesol’, om man vil, binder elementerne sammen og belyser silhuet-portrætter af bandets medlemmer.

Collage fra musikvideoen til Inside an Atom. Pressefoto

Videoen drager mine associationer til Kashmirs animationsvideo til She’s Made of Chalk, hvor mange af de samme enkeltdele optræder; og det skal her opfattes som et kæmpe kompliment, når jeg kaster tråde til Kasper Eistrups løsslupne og kreative kunstunivers.

Alt i alt er ASTRONAUTS første single spækket med højkoncentrerede, sensible toner, der bare venter på at blive forløst. Jeg glæder mig til at samle resten af ‘lyd-atomerne’ på debutalbummet i foråret og er spændt på, om de lever lige så flot op til ambitionsniveauet som på Inside An Atom.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Altid at kunne åbne et parallelt univers – Et essay om Talk Talk og Mark Hollis

Mark Hollis er død, 64 år gammel. Britiske medier skrev først om dødsfaldet mandag aften, og tirsdag er det blevet bekræftet af Hollis’ manager, Keith Aspden.

Mark Hollis var især kendt som frontmand i bandet Talk Talk, der som ganske få bands formåede at undergå en komplet forvandling fra 80’er-artpopband til genrepionerer med albummene Spirit of Eden og Laughing Stock, der var med til at definere postrock. Mark Hollis udgav efterfølgende sit selvbetitlede og eneste soloalbum i 1998, og trak sig dernæst tilbage fra offentligheden med ordene: “I choose for my family. Maybe others are capable of doing it, but I can’t go on tour and be a good dad at the same time.”

På baggrund af den triste nyhed bringer vi her et essay om, hvordan Mark Hollis’ og Talk Talks musik lever videre. Essayet er skrevet i 2015 og har ligget i skuffen siden da.

Det korte moment, hvor Mark Hollis synger “Lenient/The song the lawyer sang/Our nation’s wrong” på The Rainbow varer under 13 sekunder. Fra den dumpe trommerytme standser og blot efterlader det ildevarslende rasleæg, åbner Talk Talk porten til Paradisets Have i det splitsekund, hvor melodien letter.

Er det en obo, en violin eller et harmonium, det er et godt spørgsmål, som min forfængelighed ville ønske, jeg kunne besvare sådan lige, men som med sit milde mysteries tiltrækningskraft bliver symbolsk for albummets helhed: Spirit of Eden er en mytisk plade, fremmedartet i mange aspekter, svær at sammenligne med den foregående musikhistorie. En gennemført elegant overskridelse af genreskel ind i sit helt eget rum. Et nybrud, der gør at en obo, en violin, et harmonium, Hollis’ helt nære stemme og alle de andre lyde, vi generelt kender ganske udmærket i forvejen, bliver så groundbreakende nye som lytteoplevelse. Jeg har aldrig før hørt en sammensætning af instrumenter, genrer og visioner forløst i en intensitet som denne.

80’er-pop og teenageri eller diskant eufori og eksistentiel alvor

Der er to udgaver af Talk Talk. Den poppede, new romantics-alvorlige, new wave-synthede, der sætter Mark Hollis som sjælebror med David Sylvian og forudser en Duran Duran’sk fremtid for London-gruppen. Og så der er den anden del af bandets liv, som eksisterer aldeles uden for etablerede genrer og er komplet distanceret fra sin samtids strømninger. Jeg har derfor opdaget Talk Talk ad to omgange. Først gennem hitsene, Life’s What You Make It og It’s My Life. It’s My Life kan et barometer-barn godt spjætte rundt til i diskant eufori og samtidig fornemme den eksistentielle alvor i Mark Hollis’ tekster. Den trodser alle de stjerneskudssprinklende 80‘er-synths og står klart frem, selv på dansegulvet et par og tyve år efter udgivelsen. Naturligvis med klar genlyd fra ophavsårtiet, men med sin universelle “er denne plads i verden min rette”-tematik udtalt med en nødvendighed, så refrænet er printet i hukommelsen. Derfra går man hjem og spørger sine forældre, hvad mon det var, man hørte i går, delvist anklagende, fordi det jo var godt, og det i sig selv disharmonerer med deres fortælling om 80‘erne som dødens årti for ny musik. Og de fortæller om Talk Talk som det bedste fra perioden, og jeg får min mors gamle The Colour of Spring-vinyl. Det er i 2007, det var måske i forgårs, men det er før streaming, det er før pladespillere på teenageværelset, og det er i øvrigt også den forkerte plade, for det var jo It’s My Life og ikke Life’s What You Make It, jeg forelskede mig i der på Stengade. Et godt arvestykke ender for nu i reolen, og jeg glemmer alt om Talk Talk.

Lige indtil jeg tre år efter ramler ind i en fest med et godt 80’er-trip kørende, der er Tears For Fears, Japan og Talking Heads, der er Talk Talk med Life’s What You Make It, denne gang er tempoet skruet lidt ned, min hukommelse er dårligere, jeg skriver band og titel ned til den følgende dag. Det er 2010, der er stadig ingen pladespiller på teenageværelset, men til gengæld en streamingtjeneste med en aftale med Talk Talks forhadte label EMI, som jeg dog er ret taknemmelig for. Så The Colour of Spring lytter jeg til uden at forelske mig hovedkuls, men dog med et etableret nok forhold til ikke længere at ligne et spørgsmåltegn, når Life’s What You Make It, Happiness Is Easy og Living In Another World krydser mit spor.

Det er faktisk først efter, at jeg har tabt mig selv i Spirit of Eden, at jeg rigtigt værdsætter The Colour of Spring som andet end kor- og bongolækre Sport på 3‘eren-hits. Det er først der, at jeg sådan rigtigt hører begyndelsen til Talk Talk part to i samklangen af orgeldroner og Mark Hollis’ tyste vokal på albummets hovedstykke, April 5th. Hører stilheden hvorimod hvert bidrag i nummeret er opvejet. Den ekstra vægt, tonerne fremstår med qua deres estimerede nødvendighed. At de forlanger opmærksomheden og til gengæld giver et helt rum tilbage. Før April 5th knitrer vinylen særligt, nålen er blevet sat i her mange gange før, selvom det er sidste nummer på side A. Det er det nummer, mine forældre har hørt mest. Sådan sladrer det fysiske format, sådan gemmer det på historier. De havde god smag.

Altid fremmed når jeg lytter

Hvordan møder jeg Spirit of Eden? Igen tak til forældrene. Jeg flytter hjemmefra, får en pladespiller og en pose vinyler af mor, hendes dubletter fra den fælles pladesamling. Heriblandt er velkendte sager, Bowie, Joy Division, Cohen, og så er der Talk Talk. Hvornår bliver Talk Talk velkendte? Deres musik føles end ikke familiær i dag. Heri ligger dens største attraktion vist nok. At jeg kan høre Spirit of Eden firetusinde gange og stadig sætte den på, lægge mig på sengen, lukke øjnene og blive påvirket af den som var det første gang.

Mit første lyt var egentligt en tilfældighed på en kedsom hverdagseftermiddag. Jeg var komplet uforberedt på Spirit of Edens natur, forventede vel egentligt Life’s What You Make It part to, og ikke en videreudvikling af de sange, jeg havde bemærket mindst på The Colour of Spring, grundet deres fravær af netop sangstruktur og hook.

I stedet fik jeg den overrumplende musikoplevelse, der kan opstå i det uforventede. Uforventet var pladen, og uforventede var de store udsving, som præger den. Der er en del minimalistisk percussion, og der er en del stilhed, og der er en del flænsende støj, der ikke ulmer, men slår ned ganske abrupt og lige så pludseligt aftager igen. Hvor April 5th sang om sæsonernes logiske skiften, er infernoet i “omkvædet” på Desire uforudset som lyn fra en skyfri himmel. Det er det stadig den dag i dag, selvfølgelig ved jeg, at det kommer, men kraften, hvormed guitaren hviner og bæknerne crasher er overvældende hver gang. Lidt ubehagelig, dog ofte ret berusende: Selv i den ultimativt kontrollerede proces forekommer udbrud. Her i selvforsvar, måske foranlediget af vrede, i et af de mest emotionelt kraftfulde stykker musik, jeg kender.

Det er ikke en diskografi, Talk Talks to sidste album og Mark Hollis’ soloplade, jeg brænder for at dele med andre, diskutere med andre. Hvordan forklares skønheden i noget så midlertidigt, i noget så flygtigt, i noget så hverdagsfjernt? Musikkens momenter af skønhed antyder et billede, og eroderer det lynsnart igen, just som jeg kunne skimte skitsen af det skønne på mit indre lærred. Jeg fortsætter med at komme tilbage, i et håb om at se mere i ilden ved endnu et strøg af tændstikken. Den brænder hurtigt ud, og billedet er ufatteligt svært at fastholde. Det er de følelser, enkelte passager på Spirit of Eden ikke fremkalder. Kort efter jeg først hørte Spirit of Eden købte jeg mig en uldplaid. Om jeg dengang kendte sammenhængen er uvist, men den er som regel i brug, når jeg besøger Spirit of Eden. For kuldegysningerne risler, de små hår rejser sig, og jeg bliver her, alene, med pladen i en rum tid. Kold og overvældet igen-igen over et album så vedvarende forunderligt.

Stilhed fremfor støj, improviseret fremfor forceret

Så Spirit of Eden kommer altså efter hits. Efter masser af penge, fra et dyrt studie, fra 17 forskellige musikeres totale frihed, herefter forvaltet grundigt af Mark Hollis’ og Tim Friese-Greenes musikalske vision. Hvad den nu helt præcist var er et godt spørgsmål, der fremgår ikke at de få interviews, der er tilgængelige fra perioden. Blot at hver tone skal være spillet med topmålet af intensitet. Optaget i mange bidder og sat sammen til blot seks stykker af værket Spirit of Eden er hver enkelt tone et eksempel på tilværelsens umiddelbare intensitet i musik. Det særligt følte slag, tone, stryg over violinstrenge, blæs, er en repræsentation, ikke af tidligere spillede stykker, men af en følelse motiveret i den improvisation, hele albummet er skabt af. Som Walter Benjamin i sit klassiske essay The work of art in the age of mechanical reproduction hævder, mister kunst sin aura, når det reproduceres, mener Mark Hollis og co. også, at musikken mister sin følelse, når den gentages. Derfor er alle de optagelser, der indgår på Spirit of Eden enten firsttakes, improvisationer eller afvigelser fra det planlagte. Derfor er der påny steder at dykke ned i albummet, selv efter 4.000 lyt. Med moderne indspilningsmetoder har Talk Talk som nogen af de første kunnet rykke rundt på optagelser, således at stykker indspillet med henblik på et sted på albummet ender med at optræde et helt andet. Og således at en tone kan indsættes akkurat der, hvor den ikke forventes, men i sit indbyggede overraskelsesmoment skaber næsegrus beundring og forbløffelse. Som percussionen på Eden ved 2:37 – ude af kontekst med det øvrige nummer, men en påmindelse om at være på tæerne før omkvædets distortede guitar sætter ind. En lille venlighed. En af årsagerne til, at Spirit of Eden ikke fremstår som et svært album, der vender lytteren ryggen, men som et humanistisk album. Målet er ikke det bevidst arty, højpandede eller uforståelige, men den intense lytteoplevelse. Og den opstår ikke nødvendigvis i et overvældende ragnarok, men kan opstå af stilhed. Talk Talk tager faktisk lytteren i hånden med Spirit of Eden, en bedrift når nu referencefremkaldte glæder ved gentagelser ikke lige er noget, gruppen stryger omkring sig med, selvom dens baggrund i 80‘ernes synthbands netop har bidraget til popmusikkens alfabet af “efter denne tone kommer denne” – bare lyt til modulationen før omkvædet på It’s My Life fra 1984.

Det kunne være verdens mest irriterende band

Modulationer ved omkvæd. Rimelig Melodi Grand Prix-agtigt, og potentielt virkelig irriterende. Bidrag fra 17 forskellige musikere samt et kirkekor og et år i studiet, der ender ud i et komplet markedsføringsuegnet album til EMI som tak for smør på brødet. Og så toppe den med et romantisk natursyn og et til tider nykristent tekstunivers om synder, tilgivelse og verdens forfald, en (megaloman) søgen efter at genskabe ånden fra Paradis. Talk Talk kunne være verdens mest irriterende band. Men er det ikke. Netop fordi modulationerne, ambitionerne, det verdensfjerne og det uimponerede fremstår universelt menneskeligt, som en humanistisk musik.

Talk Talk komponerer Paradisets uendelige ro frem til Mark Hollis’ terminalt heroinafhængige bror med I Believe In You. Jeg tror, at det lykkes. Han døde i hvert fald kort efter sangen var færdigskrevet, med et værk der inkluderer Choir of Chelmsford Cathedral og et kirkeorgel, som får troen på synthesizeren til at evaporere. I Believe In You er det tætteste, vi kommer en religiøs hymne, jeg kan tro på.

Mark Hollis er som tekstens formidler uendeligt melankolsk. Han står som det efterladte menneske uden for Paradisets Have: enten med døden lige foran sig, eller med de afdøde helt tæt i hukommelsen og savnet som en kvælende klump lige ved stemmebåndet. Vaklende mellem en følelse af at være forurettet af verden (eller måske af sin skaber, hvis man vil anlægge det perspektiv), når han med stor, men halvvejs kvælt kraft spytsynger “Enough/Ain’t it enough/Crippled world”, og derefter med en bedende, opofrende hviskevokal lige før grådkvalt synger “Spirit/How long?”. Hvor længe må vi vente på porten til Paradis åbnes, åbnes for de døende, der skal have lov at gå ind, åbnes for forsoning og genforening, på at der åbnes for sorgens knugende klump i halsen, så luften igen kan strømme frit i tilgivelse og erkendelse, i en fornyet tro på mening i døden eller en genforening i et liv efter dette. Med koret og orglet, kirken, som et tydeligt rum for I Believe In You, og disses opadstigende, overjordiske klange så rene, at sangen bliver rørende sorgmodig, sker en forløsning. “Ikke længere”, siger instrumenteringen omkring Hollis. Når koret dør ud, er Paradisets Have her.

At I Believe In You giver stof til sådan en analyse, kunne gøre Talk Talk til verdens mest irriterende band – megalomant, helt generelt for meget. Helt ærligt, spille Paradisets Have åbent for sin heroinjunkende bror? Åh jo, for heri ligger sådan en menneskelighed. Den menneskelighed, som forhindrer Talk Talks perfektionistiske flueknepperi på Spirit of Eden i at kamme over i freejazz’et dygtighed-wank. Den menneskelighed, som gør Spirit of Eden til et universelt værk. Talk Talk kerer sig om verden, er bekymret for den, for naturens forsvinden (se blot dyrene på covers til Laughing Stock, The Colour of Spring, samt selvfølgelig Spirit of Eden), for undergangen, og derved bliver gruppens fortolkning af livets skønhed så meget større.

Fra jeg mødte Spirit of Eden til jeg forleden satte efterfølgeren Laughing Stock på for første gang, er der gået fire år. Normalt, når jeg opdager noget nyt godt, eftersøger jeg alt relateret i en forslugen lykkerus. Men med Talk Talk var det nok med Spirit (og Mark Hollis’ selvbetitlede soloalbum fra 1998), som om det ypperligste delikates knaphed fordrer en særlig andægtighed omkring sig. Jeg ville gemme Laughing Stock til den dag, Spirit kedede mig. Jeg ville være “færdig” med det foregående, før det sidste blev defloreret. Efter fire år forstår jeg, at der hele tiden var (og er) mere at opdage i Spirit. Og så hører jeg New Grass fra Laughing Stock, og så hører jeg det smukkeste stykke musik i en uendelighed, og så vaskes mit blik på verden rent, til det blot er nuets tilværelse i musik. Mildt, taknemmeligt over en skønhed som denne: facetteret, tæt på uendelig i noget så temporært som en tone, en tilværelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Himmelrum og Kogekunst har Danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger

Entréskilt på ALICE <3. Foto: Laura Fromm

Med gennemsyret postrock og pisset pop-poesi på menuen dækkede ALICE i lørdags fint op til Himmelrum og Kogekunst, som var en del af programmet på Vinter Jazz. En kulinarisk kulmination, der skulle vise sig at være forbløffende godt stegt – og som solgte ud på det lille spillested.

Himmelrum var de første, der med deres lange hår, orientalske smykker og lakerede gule negle indtog scenen. Bandet består af fire venner, som krydsede klinger på Aurehøj Gymnasium i 2014. Siden har de udgivet to instrumentale albums, hvoraf den sidste, Free Camping Romania, som blev udgivet fra Honeyland Records sidste år, var i højsædet på ALICE. Pladen er resultatet af et roadtrip ned gennem Østeuropa, hvor der blev jammet på gader, i skove og på strande, og hvor omgivelsernes tilfældige lyde har fået frit lejde.

På ALICE kunne de fire unge flippere let gå for at være trådt direkte ud af en tidsmaskine med Woodstock Festivalen i den anden ende. Dog var 70’ernes fredsfyldte kærlighedsmusik erstattet med ambient krautrock og fusionsjazzede udskejelser. Med en almægtig trompet som det bærende led, bragende rytmer fra den oprejste trommeslager og bidende toner fra de to guitarister, skabte Himmelrum en storslået luftopstigning, der for en kort stund krængede sjælen ud af kroppen og tilbage igen – i hvert fald for mit vedkommende. En følelse, der kan være svær at beskrive, da den på samme tid er smuk og kaotisk, men som måske kan fornemmes på det 21 minutter-lange nummer Fårehyrde, der fylder halvdelen af den nye skæring – ja, faktisk hele B-siden, hvis man er typen, der foretrækker at høre sin musik på vinyl. Nummeret starter i en repetitiv og opbyggelig motorik, der bliver afbrudt af en støjende sammensmeltning af tunge guitarskyer, tiltagende trommehvirvler og kakofonisk trompet, der rev publikum gennem et heftigt uvejr på ALICE.

Kvartetten skabte dystopiske himmelstrøg, der var meget langt fra Philadelphia-reklamer med yndefulde engle, der svæver rundt på hvide skyer og spiser flødeost. Badet i en atmosfærisk lilla tåge startede bandet en nedtælling til dommedag, der med mystik og kosmiske rumlyde, skabte dragende associationer til Nicolas Jaars sideprojekt, Darkside – specielt på titelnummeret Free Camping Romania.

Dog var hele koncerten ikke dyster og melankolsk; lysere, transcenderende numre som Brian og Symphisodon fik også plads, og mindede om de fire sidste numre på Mobys legendariske Play.

Som et overraskende element havde de fire venner medbragt et analogt lysshow fra den danske lyskunstner Fabriksejer, som projekterede eksperimentelle live-optagelser fra koncerten op på bagtæppet med grafiske effekter indover. Det skabte en unik og syret oplevelse af at være til fremvisning af en psykedelisk artfilm og samtidig til koncert.

Trompethymner fra Himmelrum og Fabriksejers lysshow. Foto: Laura Fromm

Himmelrums lydbillede var helstøbt, og den instrumentale musik kunne sagtens bære sig selv. Skal der sættes en finger på noget, kunne vokalerne (som heller ikke er med på pladerne) godt være udeladt. Det blev desværre lidt for pløret og rablende, og musikken tabte noget af tråden i larmen. Jeg savnede reallydende fra de østeuropæiske campingpladser, og så kunne der godt være skruet en anelse op for lyden – skud ud til dig, lydmand! Ellers var koncerten en kuriøs oplevelse i topklasse, og jeg takker for den personlige hilsen på pladen.

Skæv signatur fra Himmelrum. Foto: Laura Fromm

Selvom oplevelsen med Himmelrum kunne have været en yderst fyldestgørende oplevelse i sig selv, var vi, som trompetisten Carlo Janusz Becker gjorde publikum opmærksom på, ”kun halvvejs” igennem aftenen. Efter trommeslagerens håndsoprækning og et ”skål” i en cult shaker blev grydeskeen kastet videre til Kogekunst.

Den aalborgensiske duo bestående af Simon Mariegaard og Oskar Krusell satte for alvor gang i dansefesten og heftige håndsoprækninger med excentrisk pop-poesi og børnehavehits. De to ærkejyske kogehoveder udsendte sidste år det fængende og facetterede album SEXEDE fra pladeselskabet Marathon Media International. Albummet med den tillokkende titel er som en improviseret simreret, der er blevet krydret med så mange forskellige genrer, at den er svær at definere – Og så er den nok også umulig at kokkerere, hvis man ikke hedder Simon og Oscar, har en skrue løs og kommer fra ålleren.

Simon fra Kogekunst synger salen op. Foto: Laura Fromm

Da Kogekunst åbnede låget til madpakken, steg en vulgær vellugt i vejret, som forvandlede ALICE til en støjende, smuk og sjov legeplads, hvor plastikskovlen var byttet ud med el-spade og resten af sandkassens legetøj med synthesizer, trommer og bas. Duoen demonstrerede solide sangskriverevner, der med medrivende og følsomme bekendelsessange emmede af genkendelige hverdagssituationer – men også af sjofelheder og plat poesi.

Med lyse, kraftige krøller og mikrofonen dirrende i hånden stirrede Oscar iført wifebeater og et lille smil på læben ud mod publikum gennem kronisk kogeren øjne, som om han havde afsløret summen af hele salens dårskaber. Sammen med Simon kunne de godt minde om en gakket udgave af Simon and Garfunkel, og jeg måtte flere gange sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var til komedie eller koncert. Det gik hurtigt op for mig, at netop kombinationen af disse to elementer var det, der gjorde aftenen til en rar og bizar oplevelse.

Nogle kender måske Kogekunst fra hittet Kan ikke vente til i morgen med den yderst syrede og gennemførte Walter og Trofast-agtige stopmotion-video, hvor modellervoksformer uden formler og en mager ståltrådsmand jammer løs i et fiktivt øvelokale. Der er lidt ’prol eller art’ over nummeret, og ud fra den ophedede stemning efter dets udførsel, må jeg klart hælde til det sidste. På hittet strakte vokalen sig fra det dybe og dovne til en klar og skinger falset, der gjorde det vanskeligt at vurdere, hvad der egentlig blev sunget. Ligeledes var det svært at bedømme fordelingen af seriøsitet og ironi gennem hele lyduniverset, men det kunne også være det samme, da resultaterne var sindssygt catchy og charmerende – og i fredags var det fandeme svært at vente til i morgen!

Jeg må indrømme, at jeg var oprigtigt rørt under introen til en sød og genkendelig vuggevise, hvor Oscar indledende synger ”hun kan ikke sove”. Jeg må også indrømme, at jeg ikke havde set det komme, at det faktisk virkede temmelig fedt, da sjæleren blev punkteret af primitive gloser om pik og åbne huller. Det virkede råt og realistisk og formåede at holde sig inden for de poetiske rammer uden at blive alt for SUSPEKT.

Lyduniverset mindede om en fusion af First Flush og Mikael Simpson – bare i en noget mere udskejende form; specielt på nummeret med det buldrende trip-hop-beat Saltvand Pt. 1, hvor teksten ”det er saltvand, der drypper på mit hår” udgør omkvædet. Nummeret blev senere samlet op på Saltvand Pt. 2, akkompagneret af en vrængende guitarsolo, hvor Oscar holdt om instrumentet, som var det en maskinpistol lavet til masseødelæggelse. Væbnet med spaden hoppede han ned fra scenen,og pløkkede publikum med skramlende krautrock-patroner.

Alt i alt var koncerten den perfekte afslutning på en aften med instrumentalrock og elektronisk avantgarde i gryden. Jeg blev intuitivt revet med på de formeksperimenterende bekendelsessange, hvor lydstyrken spillede hele vejen igennem.

Begge bands skabte et intimt og nærværende rum af den slags, man sommetider kan være heldig at opleve med nichebands, der umiddelbart ikke har vakt flertallets bevågenhed. De var begge fuldt ud til stede, og udtrykte en ærlig og oprigtig glæde ved at skrue op for blusset og varme stemningen op til en himmelsk koger.

Himmelrum og Kogekunst er helt sikkert navne, man kommer til at høre mere til, og jeg kan ikke vente med at se, hvad de to originaler har på menuen næste gang. Jeg sender skoldhede anbefalinger (også til de to udgivelser nedenfor), og håber ikke, at jeg derved prikker hul på nicheboblen.

Himmelrum – Free Camping Romania og Kogekunst – SEXEDE. Foto: Laura Fromm

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Journey.indie blev en opvisning i genrens diversitet

Foto: Matias Flensborg

Indiegenren kan hurtigt blive stemplet som noget relativt ensartet. Det kan godt være, det er noget, jeg selv tænker, fordi jeg ikke altid hører så meget, der passer på den betegnelse, men Journey.indie beviste i den grad, hvor forskellig lyden af indie kan være, da Schultz & Forever, Communions og Homeshake lod guitarene tale på Pumpehuset onsdag den 20. februar.

Størst var kontrasten mellem danske Communions og canadiske Homeshake. For Communions er i høj grad dét, jeg kender som den klassiske indie. Der er godt gang i både guitar, bas og trommer, uden at det på noget tidspunkt kammer over og nærmer sig metal. Forsangerens stemme er tight under hele koncerten – ikke fordi den spænder vidt i toneleje og form. Den sidder bare, hvor den skal og flankerer de hyppige strengelyde, der dominerer numrene. Snak med publikum er der ikke noget af. I stedet kommer bandet ind på scenen og fyrer den af i omkring 40 minutter. Alt i alt ikke så meget bullshit – bare klassisk, velspillet indierock.

Foto: Matias Flensborg

At beskrive Homeshake som indie er en cirka lige så nøjagtigt beskrivelse af bandets lyd som at beskrive en vin som værende rød. Peter Sagar, der er tidligere guitarist for Mac DeMarco, er manden bag Homeshake. Med sig har han blandt andet en vocoder, som han insisterer på at snakke igennem, når han taler til publikum. Det får hurtigt smilebåndene frem, når han med musestemme beder folk om ikke at råbe af ham. Det virker måske en anelse fjollet at snakke til folk på den måde. Det virker til gengæld meget kraftfuldt, når han på nogle numre peaker skifter til vocoderen, der får intensiteten i nummeret til at sprænge skalaen.

Han har også et tre mand stort og sindssygt skarpt band med. Især bassisten er i hopla og brillerer blandt andet ved at starte et nummer med en fremragende slap bass. Skiftevis er det bas, keys eller guitaren, der i hypnotisernde stil kan få publikum til at forsvinde helt ind i sig selv. Jeg tog eksempelvis mig selv i at tænke over noget så underordnet, som hvor populær beanien egentlig er blevet (halvdelen af bandet, bartenderne og Regnskys udsendte var iført beanie). Men selvom man kan tage sig selv i at være et helt andet sted, er det en styrke, at musikken er bygget sådan op, for med sig har numrene de mest elegante skift, så man pludselig ryger tilbage fra sin egen verden og er endnu mere til stede, end man var før.

Homeshake gav mig lyst til at danse og huje, men hvis Homeshake på Pumpehuset den 20. februar var et album, så ville jeg også smække det på en søndag formiddag på sofaen med tæmmermænd.

Foto: Matias Flensborg

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Octavian og Slowthai reddede JOURNEY fest.

Octavian rapper inden en moshpit. Foto: Johannes Bruun Andersen

De to unge britiske rappere Slowthai og Octavian viste lørdag aften deres høje klasse til JOURNEY fest.s afslutningsbal i Den Grå Hal. De måtte kæmpe med et publikum, der bar præg af at have været en hel aften på Christiania. Pusher Streets funklende lamper havde givetvis lokket en del gæster til sig under de, mildt sagt, knap så heldige koncerter fra Bob Moses og Health. De to nordamerikanske bands var som taget ud af stock photos, du finder, hvis du googler henholdsvis pop rock og metal. Skuffende tandløst udtryk og de var da også genstande for utallige jokes blandt de fremmødte.

Bob Moses spillede desværre ordinær rock denne aften. Foto: Johannes Bruun Andersen

Heldigvis var en stor del af publikum blevet i den kølige hal til aftenens sene lækkerbiskner. Scenen sydede efter at være blevet varmet grundigt op af den britiske upcoming rapper, Flexlikekev, og Slowthai startede med at hælde en kæmpe dunk musikalsk benzin på bålet. Sammen med sin elefanthue-klædte DJ/Hypeman fyrede han den fuldstændigt af med sin intense punkede hiphop. Jeg må indrømme, jeg blev lidt intimideret, da han skreg ’KODAK MOMENT POLAROID PICTURE SHAKE IT YEAH YEAH YEAH’ ind i fjæset på mig med fuldt udspilede pupiller.

Slowthai har en punket og ekstremt direkte attitude, der manglede lidt modspil fra publikum. Rapperen åbnede flere gange op for moshpits, og deltog selv flittigt i dem. Men det var som om gnisten aldrig rigtig blev tændt, på trods af tunge sange som ’Doorman’, ’Drug Dealer’ og ’T N Biscuits’. Jeg tror Slowthai fungerer bedre på et lidt mindre spillested med lavere til loftet, hvor kondensen kan drive ned ad væggene og den aggressive stemning er mere klaustrofobisk, end tilfældet var i Den Grå Hal.

Slowthai sender salver ud mod publikum. Foto: Johannes Bruun Andersen

Så var det blevet tid til den koncert, jeg har glædet mig mest til i dette år; Octavian. Det var tydeligt at mærke, at han spiller i en anden liga end aftenens andre artister. Fra et gennemført stærkt visuelt sceneshow til de knivskarpe shuffle-agtige dansetrin, så sad det hele lige i skabet. Jeg synes ofte, at rap-koncerter handler om at se giraffen og høre ham forsøge at holde trit med et backing track. Octavian havde kun et par ad-libs, men ellers rappede han fuldstændig live og lå stramt på beatet.

Det der adskiller Octavian fra andre fremstormende rappere er hans alsidighed. Han kan gå op og ned i tempo, og springer ubesværet rundt i forskellige genrer, så man aldrig kan gætte, hvad der kommer i næste sang eller vers. Han croonede sjælefuldt på ’Move Faster’ og var helt rå på ’Bet’. Koncerten var endnu en bekræftelse på, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor stor han kan blive, for han har hele pakken. Hvis man var så uheldig at gå glip af briten, kan man heldigvis få rådet bod på det, når han spiller på sommerens Roskilde Festival.

Octavian indhyllet i galaksefarver. Foto: Johannes Bruun Andersen

Tidligere på aftenen viste norske Varnrable og Erika de Casier spændende smagsprøver på talent, der skal blive spændende at følge fremover. De Casier indtog scenen blot med en trommeslager og sin naturlige charme, og delte soleklart ud af sine tågede og mystiske popsange.

Erika de Casier under sin koncert. Foto: Johannes Bruun Andersen

Mystik var der også rigelig af da rockens Young Thug, Yves Tumor spillede. Efter at have smidt fotograferne væk fra fotograven, gav han stort set hele sin koncert på hegnet foran publikum. Hans unikke genreblandinger er svære at sætte ord på, så jeg vil anbefale at høre hans, efter min mening, bedste nummer ’Noid’. Det blev også leveret ekstremt stærkt, og det er mig en gåde, hvordan en næsten to-meter-høj mand kan vogue så nænsomt, mens han brøler sine tekster ud.

Alt i alt var JOURNEY fest. i Den Grå Hal en pose blandede bolsjer. De navne jeg havde glædet mig mest til leverede 100%, men de positive overraskelser udeblev desværre. Måske havde det gavnet at lægge arrangementet i en lidt mindre venue, der havde givet plads til mere nærvær og intensitet mellem publikum og kunstnerne. Men det var også fedt at kunne skeje ud på forreste række som kæmpe uk-fanboy.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.