Death Grips: Det sikreste sted var mosh pitten

Foto: Gobinder Jhitta

Det kan i den grad give bagslag at have høje forventninger til en koncert. Og det havde jeg til Death Grips klokken 02.00 natten til lørdag. Det skulle være vanvid, der skulle moshes, og der skulle være en meget tatoveret fyr, der stod og råbte ind i en mikrofon i en time om analsex i pitten og andre absurditeter, mens højtalerne på Arena smadrede støjguitar og bas fra en computer. Men jeg blev ikke skuffet, for det var præcis det, der skete.

Der var endda plads til lidt, der gik over forventning. En kampenergisk trommeslager straffede trommesættet, som om, at det ikke var meningen, de skulle virke, når koncerten var slut.

Men det, der nok var vigtigst, var, at intensiteten steg gennem hele koncerten. Der var ingen snak, ingen vinken til publikum, ingen pauser, der var bare mere musik, som var hårdere, end det der lige havde været der. Og det var ikke fordi, at de ikke startede hårdt ud. Både Get Got og I´ve seen Footage blev sendt afsted tidligt under koncerten som to hits, der skulle give det sidste skud doping, som kunne garantere energi nok blandt publikum, selvom klokken var cirka 02.30 fredag på Roskilde Festival.

En smøg og en knytnæve

Man kunne måske forestille sig, at det ville blive for farligt forrest. For når minimumsgrænsen for, hvornår folk begynder at moshe, er, at musikken har en rytme, så kunne det gå galt til Death Grips. Og det gjorde det også, bare ikke i pitten. For crowden, der nok havde en af de skæveste kønsfordelinger jeg længe har set, kunne rent faktisk finde ud at moshe.

På trods af, at der var travlt hos sammaritterne, og der gik rygter om flækkede øjenbryn og forstuvede fødder, så kunne man føle sig virkelig sikker, fordi man kunne se, at hvordan folk beskyttede de faldne og hev dem op, mens der blev blokeret for massen af mennesker, der kom for at skubbe. Jeg var ikke den eneste, der følte mig sikker. På et tidspunkt stod min homie og røg en smøg, mens cirklen var åben, og folk var klar til at løbe ind. Han lignede dog en, der ikke rigtig vidste hvor han var, men det var lige meget, fordi folk var opmærksomme. Min anden ven formåede at parodiere samme situationen til næste gang moshing, og han nåede at ryge en hel smøg bortset fra de sidste par hvæs, inden massen ramte ham.

Problemet var i stedet, at den samme homie, som var så uopmærksom i pitten, endte med at blive straight up slået i ansigtet af en fyr med bøllehat, fordi han troede, at han var kommet til at skubbe til ham. Det var han ikke. Det var en anden. Jeg ved ikke, om det dummeste er, at man slår et andet menneske, eller at man tager til Death Grips og forventer, at folk ikke kommer til at støde ind i hinanden. Min ven er okay, men det lagde en dæmper på stemningen, som koncerten slet ikke fortjente, og det kunne have gået galt. Så husk nu også at være opmærksom når du ikke mosher, og lad være med at stille dig helt oppe foran til festlige koncerter, hvis du ikke er klar på at holde en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tirzah trumfede regnen


Der var lang kø i regnen, da forventningsfulde fans stimlede sammen foran Gloria for at opleve den anmelderroste post-r’n’b-sangerinde Tirzah og hendes hypnotisk minimalisme. Dørene blev åbnet kl. 19:58, og engelske Tirzah Mason gik på scenen kl. 20.00, SHARP! Tidsprogrammet var stramt og struktureret modsat den 31-årige sangerindes afslappede look. Iført joggingbukser, oversize boyfriend-tee og uglet hår som lignede noget, ejeren til shirten havde givet hende, gik Tirzah på scenen. Den yderst uformelle beklædning virkede som et statement til Cardi B, der dagen inden optrådte på Orange i en ualmindelig stram glimmerdragt, der trak associationer til Sara Bros teenage-tenderende opmærksomhedstrang og midtvejskrise. Der var noget befriende i, at man kunne lægge fordomme og fordømmelser på hylden og blot koncentrere sig om musikken med Tirzah, der var nøgen gennem musikken og ikke sin krop.

Den elektroniske pop-sangerinde stod med armene bag ryggen og kiggede apatisk ud i mørket. Hun var scenens midtpunkt, og de to øvrige bandmedlemmer gemte sig bag mixerpulten. Tirzah lagde ud med en blød og yndig intro, men smadrede den hurtigt med nedslidte synths og repititive trap beats. Vokalen var som forventet ualmindelig søvnig, og den passede perfekt til mørket og regnen udenfor.

Læg mærke til chime-instrumentet til højre for Tirzah på bongotrommer.

Man kunne fornemme en stærk britisk accent under Tirzahs snøvlende artikulation, og den blev særlig tydelig, da hun afsluttede hvert nummer med et forsigtigt ”Thank you!”. Hun fastholdte et mat og køligt ansigt det meste af koncerten, men afslørede små ydmyge smil efter publikums opløftende klapsalver ved hvert endt nummer.

Tirzahs tekster er spækket med emotionelle hallucinationer, og hun er en exceptionel dygtig og alternativ lyrikker. Hun er den slags kunstner, hvor du tænker: ‘Enten er du et ualmindeligt stærkt menneske, der ikke giver en fuck for NOGET, eller også er du det stik modsatte: en skrøbelig skabning, som skjuler det uperfekte bag et kaotisk virvar af dæmpet soul, garage og grime’.

Koncerten tog mig gennem mange forskellige sindsstemninger. Det var en atypisk oplevelse, hvor melankolske figurer tog form i ukonventionelle kærlighedstekster og melodiske knuder. Tirzah abrød koncertens stive form med langsomme bongotrommer og nænsomme berøringer på chimes, som skabte en tryllebindende effekt. – (Du kender måske instrumentet bedre som vindens svar på drømmefangeren). Publikum brød desuden ud af trancen og hoppede med på hittet Holding On fra debutalbummet Devotion, som jeg før har linket til, men du simpelthen SKAL tjekke ud, hvis du endnu ikke kender det. Specielt hvis du har en forkærlighed for eksperimenterende r’n’b.

Koncerten varede i små 50 minutter, og selvom musikken var meditativ, var man på intet tidspunkt ved at falde i søvn. Det var nærmere en magisk og fængende koncertoplevelse, og jeg skal klart opleve Tirzah igen, når jeg får muligheden for det!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Den første musikdag på Roskilde Festival 2019

Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Solen stod højt, og det samme var stemningen, da Roskilde åbnede for pladsen og varmede folket op med fællessang og akustiske toner. Musikeren Frederik Thaae havde byttet det vanlige danske navn ud med covernumre af  Minds of 99, Kim Larsen og Pete Seeger. Publikum var i fællesskab opvarmningsbandet og allerede efter først nummer, hvor Ung Kniv blev skrålet med storladende smil, blev de sidste facader nedbrudt, og alle var gode venner. Vejret holdt tørt første dag, og det gjorde, at man havde endnu mere lyst til at begive sig ud til koncerter. Om end de var over åben himmel eller under ‘dynen’ – (Roskildes overdækkede scener.) Her giver jeg dig et overblik over fem koncerter fra onsdag – 3. juli, Roskildes første ‘rigtige’ musikdag.

Tears For Fears kl. 18.00 – Arena.

Tears for Fears startede som altid deres koncert med Everybody Wants To Rule The World. En klassiker, der fik smilet frem, og som var det perfekte indledningsnummer til åbningen af Arena. Fremmødet af grå hår og måner var massivt, og stemningen var i absolut top. Det samme kan siges om Roland Orzabal og Curt Smiths. De to herrer leverede en gennemført koncert, der både var rå og blød, og som din far og Rasmus uden tvivl har elsket! Det var særlig gyldent, da 80’er bandet fyrede hittet Mad World af, og en mand foran mig hejste mobilen i vejret for at identificere nummeret på Shazam. Til gengæld var det knap så gyldent, da Tears For Fears spillede Radioheads helt store; Creep. Det virkede som et unødvendigt fyldenummer, og som inkarneret Radiohead-fan, var det ren blasfemi og ripoff.

Bob Dylan kl. 20.00 – Orange

Koncerten var som en uendelig opvarmning, men tjeeeek! Hvis jeg en dag får børn, kan jeg fortælle dem, at jeg har delt en halv time med folk-legenden med de livsbekræftende tekster.

Ghetto Kumbé kl. 20.30  – Gloria

Det var det hele værd, at forlade Dylan og tage til rave-fest med Colombianske Ghetto Kumbé på Gloria. Med housebeats og tropisk techno forvandlede de rytmiske zulu-krigerne den gamle kostald til en undergrundsklub, hvor du ville få ti i dress-code, hvis du var iført samme neonmaling masker, som bandet. (Jeg har endnu ikke set dem i camingområdet!) Der var noget mystisk over settingen, og den indledende lyd trak associationer til en David Lynch-film. Koncertens stemning var opbyggelig, og den gik amok over panfløjter og vilde bongotromme-jams. Til koncerten følte man sig som ‘special invited’ i en afrikansk kult-klub, og efter få numre, gik lyset amok i magiske rør over publikum. Det er i år mestrene af lys fra Vertigo, der står bag lyset på Gloria. Og som sædvanligt har de gjort det suverænt! Hver koncert er skræddersyet med et unikt arrangement, og lyset til Ghetto Kumbé var ingen undtagelse. Der var stadig kø til stalden, som kun har plads til 1200 mennesker, da jeg forlod Gloria lidt før tid. Jeg håber, at andre end jeg, har fået fornøjelsen af et skud borende bas og jungle bangers fra Colombia.

Rosalia kl. 21.30 – Avalon

Det var ikke med god vilje, at jeg forlod Ghetto Kumbé før tid, men jeg ville sikre mig en plads til den spanske latino-prinsesse, som optrådte på Avalon. Desværre var det ikke nok at gå før tid, og jeg fik en middelmådig plads uden for teltdugen. Avalon har de seneste år rådet over navne, som er for store til ikke at udstyre scenen med storskærme, og jeg håber, at der til næste år kommer til at blive budgetteret med et par i hver side. Rosalia var dog ikke svær at få øje på fra lang afstand. I en rød pelsjakke, lingeri og en lille vifte i hånden forvandlede hun teltet til en glamourøs tangoklub. Hendes opsatte hår blafrede i falsk vind foran scenen, og der var ingen tvivl om, at Rosalia var midtpunktet blandt de mange dansere. Det var et flot show, og klapsalverne fra publikum var mange. Jeg må dog indrømme, at der var for meget dans, ‘Olé-stemning’ og diamant dias til min smag. Hvis man ikke taler spansk, forstod man desuden ikke et hak af den sydlandske sang. Koncerten blev desværre for langtrukken, og det var som om, at Rosalia prøvede at gøre Solange kunsten efter, da Queen B’s lillesøster lagde Arena ned i 2017. Det var super dumt, da fem ældre herrer møvede sig ind i den tætpakkede mængde med deres velpolstrede maver. Kort tid efter spørge den ene bløde mave den anden: “hvad er det vi hører?”, hvorefter den anden svarer: “jeg aner ikke, hvad det er.” Hurra for bløde far typer med forkærlighed for spanske skønheder og direktørtid til koncerter.

Christine and the Queens kl. 03:00 – Arena:

Den franskbaserede queer-superstjerne leverede et latterligt godt show, som gik laaaaangt over mine forventninger – både på det visuelle og lydmæssige plan. Læs Nikolajs artikel, så ved du, hvad jeg mener!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

JADAs tudefest var lige det Roskilde Festival havde brug for

Danmarks bedste liveshow. Længere er den ikke. JADA har det mest rørende, sjoveste, smukkeste, overraskende og hjertelige show, man kan få fornøjelsen af at opleve i vores lille kongerige. Alle omkring mig, fædre, mødre, venner, veninder, døtre og sønner græd til koncerten. Jeg måtte også lige finde lomeletterne frem, da JADA fortalte en rørende historie om lysten til at være der for ens venner, men at blive forhindret af en travl hverdag. Jeg tror folk græd af lettelse af at få lov til at dele ud af sig selv og få lov til at svede kærlighed, mens de dansede til JADAs virtuose melodier.

Men hvad er det JADA gør, for at retfærdiggøre titlen som Danmarks bedste show? Her kommer en hurtig opremsning af de stunts sangerinden havde med til publikummet på Avalon-scenen:

  • Et gennemført farvetema i lyseblå og en sart nuance af pink
  • Det meste af publikum i Avalon-teltet var blevet udstyret med signatur-viften, der blev brugt flittigt til at hylde og holde hovedet koldt
  • Minimum tre kostumeskift, som hver markerede en ny fase i showet.
  • En eventyrlig gynge pyntet med blomster og fint silkestof, så JADA kunne gynge ud over sit publikum, mens hun performede
  • Gæsterne på scenen var hendes faste samarbejdspartner på el-spade og hendes mor, der gav det vildeste skrig, der er hørt på Dyrskuepladsen til dato
  • Bevæge sig ud til lydteltet i midten for at holde fællessang på storhittet ‘Keep Cool’ og derefter lade sig crowdsurfe hele de godt og vel 25 meter op til scenen
  • Hylde sine venner og bekæmpe ensomhed ved at synge med hænderne sammenflettede med sine dygtige korsangere

Man fristes jo til at spørge, om der er noget JADA ikke kan klare? Hvis hun har mulighed for at rive to uger ud af kalenderen er jeg sikker på, at global opvarmning og uro i Mellemøsten ville være en saga blot. Men jeg har egentlig ikke lyst til at bede hende om at lave andet end det hun gør, for hun giver så meget fantastisk energi via hendes vidunderlige musik.

Kort lige to linjer om musikken. Det er pop i verdensklasse. JADA synger som en kvindelig Pavarotti og bandet akkompagnerede hende til perfektion.

Sådan slutter man et show af med manér! Tak JADA!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Christine viste hvilken dronning hun er første nat på Roskilde

En gang i mellem er man det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. En gang i mellem går forventningens glæde hånd i hånd med indfrielsens lettelse og sådan et øjeblik var jeg vidne til onsdag nat på Arena, da Christine and the Queens lyste den mørke og kolde festivalplads op.

Jeg var målløs fra første færd, og Christine er en popstjerne med alt hvad det indebærer. Hun er fuldkommen overlegen i alt, hvad hun foretager sig på den store scene og som den mest elegante, spinkle og vævre guldsmed danser hun rundt i et hektisk men elegant tempo. Uden at miste pusten på et eneste tidspunkt synger den franske mester med en brølende kraft, der kommer fra den mave, der gang på gang flexes og slipper urkraften løs.

Hun er helt vanvittigt kæk og flabet, uden man nogensinde bliver træt af hende, for man vil bare have mere. Hun havde dansere med på scenen, og naturligvis dansede hun bedre end dem. Hun havde frækheden til spontant at rappe Cardi Bs monsterhit ‘Bodak Yellow’ og, hvad hendes raplevering måske manglede gjorde hun så sandelig op for med attitude. Hun spillede desuden Travis Scott og fik hele det tætpakkede telt til at synge David Bowies ‘Heroes’. Kort sagt tager hun, alt hvad du elsker ved din yndlingskunstner og gør det bedre end dem, endda i deres musikalske arena.

Men Christine pryder sig ikke kun med lånte fjer. Hendes ekstremt stærke og potente album ‘Chris’ fra sidste år udgjorde det meste af setlisten, og det var ingen kede af. Det ene funky nummer efterfulgte det andet og jeg dansede til dem alle sammen. Passende til den store aften, var Christine bedst til sit største nummer ‘Tilted’, her gik sang og dans op i den højeste enhed, jeg har oplevet på dette års Roskilde Festival.

Der var kun en eneste tanke i mit hoved da jeg forlod Arena: JEG SKAL HØRE HENDE IGEN!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *