Her er årtiets mest læste artikler på Regnsky!

Velvet Volume
Pressefoto / Over & Aude

Et gyldent musikalsk årti går på hæld, og her på Regnsky ser vi selvfølgelig også tilbage på 10’erne, der på alle måder har defineret vores lille blog. Siden 1. januar 2010 har vi udgivet mere end 1.250 artikler her på bloggen, skrevet af en lang række forskellige skribenter om musik fra alt mellem stjernehimmel og jordbundne soveværelsessnedkere.

Men hvilke artikler har fået flest af jer til at finde læsebrillerne frem? Det vil jeg give svaret på gennem denne tur ned af memory lane, hvor vi skal forbi de 20 mest læste artikler fra de seneste 10 år. Vi skal blandt andre møde Velvet Volume, Athletic Progression og Konni Kass – og mindes en masse fortryllende oplevelser fra landets festivaler.

20) ““Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.”
Vi starter med et interview med Emil Wilk aka. M.I.L.K. fra 2016, som Mirja havde fornøjelsen af at møde på det års Roskilde Festival. Bevæbnet med TUC-kiks og kaffe tog de sig blandt andet en snak om, hvad M.I.L.K. egentlig er for en størrelse, og om dengang Emil var til middag med Brian Eno.

Læs interviewet her.

19) “Roskilde Festival: Anbefalinger fra gæsteblogger Cathrine Bangild”
Gennem årene har Regnsky bestået af et væld af faste skribenter, men fra tid til anden har vi også hevet venner og bekendte ind som gæsteskribenter. En af dem var Mortens udkårne, Cathrine, som i 2015 var med os på Roskilde Festival. Hendes anbefaling af blandt andre Father John Misty og The Entrepreneurs lister sig ind på listen 19. plads.

Læs Cathrines anbefalinger her.

18) “Haven Festival: Band of Horses var som en halvkedelig begravelse”
Fra Roskilde Festival-højdepunkter anno 2015 tager vi turen videre til Haven anno 2017, som også bød på en lang række højdepunkter fra blandt andre Bon Iver og Conor Oberst. Men Band of Horses-koncerten var bestemt ikke en af dem. Den var derimod som en halvkedelig begravelse…

Læs anmeldelsen her.

17) “JÆRV – Et hav af vellyd”
Hvis der er én artist, som jeg har skrevet (virkelig) meget om i midten af det snart forgangne årti, er det Amanda Glindvad og JÆRV, der i dag er blevet en duo med Matias Pedersen Smidt som Amandas lige så gode halvdel. I 2016 udgav JÆRV debut-EP’en ‘Dit Hav’, som stadig står som en af mine yndlings-EP’er nogensinde. Hvorfor kan I læse mere om i artiklen.

Læs artiklen her.

16) “Spot på SPOT Festival: Peters anbefalinger”
En af de ting, vi gør en dyd ud af på Regnsky, er at bakke op om vækstlaget – både herhjemme og især i vores nabolande. Derfor er SPOT Festival en fast del af vores årlige dækning, og det er tydeligt, at vores læsere deler den samme kærlighed til festivalen. I 2018 var jeg selvfølgelig også af sted og anbefalede artister som Ea Kaya, Jada og FRUM.

Læs artiklen her.

15) “Dem skal du høre på UHØRT Festival”
Mange af de artister, der optræder på SPOT, har i årene inden kunne opleves rundt på nogle af landets mindre vækstlagsfestivaler. En af dem er UHØRT Festival i København, som jeg har siddet i lytteudvalget for siden 2015. Minds of 99 og Baby in Vain har blandt andre taget deres første skridt på festivalen, som i 2016 kunne præsentere artister som Masasolo, JÆRV og de aarhusianske rockdarlings The White Dominos.

Læs artiklen her.

14) “Eksklusiv premiere: Mellemblond – “Elsk og bliv elsket””
Apropos UHØRT turnerede Kristoffer Munck Mortensen og hans alias Mellemblond i 2010 sammen med Niels Skousen under overskriften ‘Uhørt’, men det er dog ikke derfor, at Mellemblond indtager 14. pladsen over vores mest læste artikler for det forgangne årti. Det skyldes derimod den vidunderlige single ‘Elsk og bliv elsket’, som vi havde premiere på for snart to år siden.

Læs og lyt til singlen her.

13) “Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!””
Lad mig sige det med det samme: Det bliver ikke eneste gang, vi møder Athletic Progression på denne liste. Den jazzede hiphop-trio har om nogen fanget jeres (og vores) interesse i de sidste par år. Med deres uforudsigelige og genrenedbrydende stil ramte de os lige i dansehofterne fra første sekund, og det var ingen undtagelse for Mirja, da hun oplevede dem til åbningsfest af Monten.

Mød Athletic Progression her.

12) “Fem ting, vi lærte af Roskilde Festivals endelige line-up”
På 12. pladsen tager vi turen tilbage til Roskilde Festival; denne gang i 2018-udgaven. I april 2018 havde festivalen netop offentliggjort det fulde program, hvilket fik Morten til at filosofere over årets – på papiret – største op- og nedture. Konklusionen blev blandt andet, at der var tale om det bedste elektroniske program i årevis, men at vi også skulle leve med et par afdankede hovednavne.

Læs analysen her.

11) “Premiere: Rest in Beats – Fugle kan dø”
Noget af det, jeg selv holder meget af at skrive, er premierer på nye singler. Der findes simpelthen ikke noget federe end at få et fremragende nummer ind i indbakken og smage på det, inden alle mulige andre har haft mulighed for at påvirke ens holdning til det givne nummer. Et af de numre, jeg elskede fra første stund, var Rest in Beats‘ ‘Fugle kan dø’ fra 2016. Det var jeg heldigvis ikke ene om…

Læs og lyt til singlen her.

10) “Chienne Lucas – et frikvarter i Zoo”
Synes du også, at det kan være lidt dyrt at besøge Zoologisk Have? Så frygt ej! Du kan nemlig komme gratis af sted med Chienne Lucas på nummeret ‘Diagonal 1′, hvilket Eva bemærkede tilbage i 2015. Om vores læsere generelt er lidt pressede på pengepungen, eller det bare var Chienne Lucas’ fænomenale debut-kassettebånd ‘Left Hand Orientation’, der trak, skal jeg dog ikke gøre mig klog på…

Tag med i Zoo her.

9) “Forpremiere: Konni Kass – I Lie”
Fik jeg sagt, at jeg elsker premierer? Jeg løj ikke, omend man ikke kan sige det samme om færøske Konni Kass‘ på nummeret ‘I Lie’, som vi havde fornøjelsen af at præsentere i 2016. Nummeret var dengang en forløber for Konni Kass’ stemningsfyldte debutalbum ‘Haphe’, som jeg kun kan anbefale, at du lytter til, hvis du endnu ikke har gjort det. Det er perfekt til en kold vinterdag!

Lyt og læs om ‘I Lie’ her.

8) “Regnsky møder… Konni Kass”
Lad mig bare slå fast: Konni Kass har de mest stabile fans på den nordlige halvkugle. Der er blot 21 læsere til forskel mellem 8. og 9. pladsen på listen. Jeg havde fornøjelsen af at mødes med Konni forud for hendes koncert under 2016-udgaven af SPOT Festival. Hun lovede mig en fed koncert – og det løfte blev i den grad indfriet af, hvad jeg husker som det års bedste koncert på festivalen. Og så fik vi talt en masse om naturen, som faste læsere vil vide, at jeg ynder at gøre i mine interviews.

Læs interviewet her.

7) “Århusianske overraskelser blev favoritten”
Jeg lovede jer, at vi ville møde Athletic Progression igen højere oppe på listen – og her kommer de så. Denne gang formidlet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen, som Rasmus havde taget med på SPOT i 2017. Det var egentlig ikke meningen, at hun ville skrive om bandet, men nogle gange vil tilfældet, at man falder over en helt unik oplevelse – og det skete her, hvor Marie Louise blev blæst fuldkommen bagover af den aarhusianske trio.

Læs artiklen her.

6) “PREMIERE: Eugenia – vildt+sødt”
I know, I know… And you know! Vi elsker premierer her på Regnsky, og det var for mit vedkommende især tilfældet i 2016, hvor jeg nærmest væltede mig i dem. Duoen Eugenia er stadig et af de mest interessante projekter, jeg er stødt på. Kombinationen af velproduceret dansksproget avantgarde-pop og en unik visuel side gør bare, at det er et band, man aldrig rigtig bliver træt af at udforske – det gælder også singlen ‘vildt+sødt’ fra 2016.

Udforsk singlen her.

5) ““Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli”
I løbet af Regnskys godt 11-årige levetid har vi løbende udvidet og udskiftet i skribentflokken, alt efter hvor livet har ført os hen. En af de gange var i foråret 2016, hvor Rasmus og Mirja sluttede sig til vores lille kollektiv. Og Mirja debuterede med et brag med hvad, der skulle vise sig at være den femte mest læste artikel på Regnsky i 10’erne. Mirja elsker at udfordre sig selv musikalsk, og det havde hun også gjort her, hvor hun var taget til hiphop-koncert med DC og Fouli på Stengade.

Læs om hendes oplevelse her.

4) “Roskilde Festival 2015 – Peters anbefalinger”
Fra undergrundshiphop tager vi en sidste tur tilbage til Roskilde Festival, hvor I af en eller anden grund havde ekstra meget brug for nogle gode anbefalinger til 2015-udgaven af festivalen. Om det skyldes, at 2015-Roskilde i høj grad var mellemlagets festival, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald året, hvor man blandt andre kunne opleve kvalitetsnavne som The War on Drugs, Perfume Genius og Kaytranada.

Genoplev Roskilde Festival 2015 her.

3) “Eksklusiv premiere: and the shine”
Vi snupper en premiere mere på 3. pladsen, hvor Lasse i 2015 kunne introducere os for det spritnye band and the shine. Det kunne han med deres allerførste sang ‘All That I Wanted’ med ledsagende video. Lasse udråbte det til en ‘pornografisk lyskatedral af en forårsperle’. Hvis det ikke giver en lyst til at opleve and the shine, så ved jeg snart ikke…

Tag turen ind i den pornografiske lyskatedral her.

2) “Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo”
Listen højstplacerede premiere står Laura bag med noget så unikt som en live-debut-musikvideo. Bandet, der har skabt denne musikvideo, er danske Yör & U (de har sidenhen smidt ‘& U’) til deres single ‘Badekar’. Bandet skulle eftersigende arbejde på en debut-EP, så anbefalingen herfra vil blot lyde på at hoppe med i badekarret og flyde med strømmen mod vellyd og gode vibes i 2020 – man kan jo starte i Helsingør, hvor de giver koncert den 21. januar på Toldkammeret.

Mød Yör lige her.

1) “Velvet Volume vælter UHØRT”
Vores suverænt mest læste artikel fra 2010’erne stammer fra min allerførste UHØRT Festival, hvor jeg blev blæst bagover af tre (dengang) teenagekvinder fra Aarhus-egnen. Velvet Volume indtog det års UHØRT Festival med en sådan energi, at jeg faktisk endte med at tage hjem direkte efter koncerten, fordi jeg bare MÅTTE skrive om den koncert, mens den stadig var frisk i erindringen. Men jeg havde egentlig ikke så travlt, for energien, nærværet og den gennemførte rockattitude, som Noa, Naomi og Nataja lagde for dagen, vil jeg aldrig nogensinde glemme. Wow!

Læs om min oplevelse her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GoldLink leverede komprimeret dansefest

Foto: Emil Hougaard

Torsdag aften var Store Vega pludselig væk og alle publikum var på magisk vis tryllet hen i GoldLinks private danseklub. Her er den eneste regler, at man loser sit shit når dj’en tæller til tre. Og det gjorde vi så. Store moshpits blev beordret åbnet fra scenen og folk bouncede ind i hinanden da beatet i ‘Maniac’ droppede. Generelt var stemningen skruet helt i top, og man kunne fra første track mærke forventningens glæde blive indfriet.

Sidst jeg så GoldLink var i Lille Vega, og på de to år, der gået siden sidst kan man godt mærke, at Washington D.C.-rapperen har gennemgået en udvikling. Kernen med dansable, eksperimenterende beats er den samme, men han udfordrer sig selv ved at inddrage nye genrer, og give sit eget twist på dem. For eksempel fungerede afrobeat-nummeret ‘Zulu Screams’ sindssygt godt, og dets hæsblæsende tempo, og adskilte sig markant fra sange tidligere i karrieren, som den gospel-inspirerede ‘Pray Everyday’.

Foto: Emil Hougaard

Udover de nye genrer, viste GoldLink også, at han har forbedret sig live. Han har en utrolig forfinet vejrtrækningsteknik, så han aldrig lyder forpustet, når han snakke-rapper i sit karakteristiske flow. Men han demonstrerede også, at han sagtens kan variere flows i løbet af en enkelt sang, og ændre stemningen løbende gennem koncerten. I forhold til vokalpræstationen er min eneste anke, at jeg gerne ville have hørt ham synge lidt flere af sine melodiske hooks, for det virkede til at stemmen kunne holde til det. Men det var stadigvæk en totalt overbevisende optræden, hvor det var forfriskende og nærværende at høre ham rappe så godt uden at rappe ind over et backing track, som man ellers ofte oplever.

Scenen var pænt sagt spartansk indrettet. Dj’en var placeret ude til højre og GoldLink optrådte under en farveskiftende cirkel, der mindede om en minimalistisk diskokugle. Nedenunder sfæren, var der en lysende, lodret rektangel, der fik hans silhouet til at stå tydeligt frem. Når rapperens energiniveau matchede publikums og hans egne potente beats, var det en festlig totaloplevelse. Men der er også en faldgrube ved det simple setup, for hvis ikke GoldLink leverede 100%, stod han meget sårbar alene på scenen, fordi han ikke havde noget band eller dansere at støtte sig op ad. Heldigvis gik det godt langt hen ad vejen, men der var øjeblikke, hvor det virkede en anelse tandløst. Det var hovedsageligt i starten under lidt mere stille sange som ‘Days Like This’.

Generelt fungerede sange uden markante features bedst. Det er bare lidt fladt at høre omkvæd over højtalerne uden, at den eneste mand på scenen synger med. Og det er så fedt at opleve den febrilske, maniske GoldLink, når han bærer sangene. For det kan han sagtens! Han var allerbedst i midten af koncerten, hvor han først skruede op for samarbejdet med KAYTRANADA på ‘Meditation’ og gik direkte over i ‘U Say’, der er det bedste nummer på hans seneste album ‘Diaspora’

Efter koncerten var stemningen blandt publikum, at koncerten havde været lidt for kort, og den var da også kun cirka 45 minutter plus dj-opvarmning. Jeg kan godt forstå utilfredsheden, men samtidigt var en af årsagerne til koncertens succes, at det var så komprimeret. GoldLink leverer en festkoncert, og jeg tror det er rigtigt set af ham, at gassen ville gå af ballonen, hvis showet var blevet trukket i langdrag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Soon er altid i synk: “Vi kan ikke lave musik, hvis vi ikke er på samme level”

Fra venstre: August Møller Fogh og Andreas Bendix Wilson

Den ene er rød. Den anden er blå. Den ene hedder August. Den anden hedder Andreas. Sammen er de popduoen Soon, og arbejder på at slå igennem på den sprudlende danske popscene. I september udgav de deres debut-ep ’Red // Blue’. Regnsky har mødt de unge mænd for at forstå, hvad der gør Soon til Soon.

Regnsky: Forestil jer, at I sidder i en biograf om 40 år og skal se filmen om Soon. Hvad hedder filmen? Og hvad er åbningsscenen?

Andreas Bendix Wilson: Jeg synes filmens titel egentlig godt kunne være ‘Red/Blue’ ligesom ep’en. Fordi det afspejler vores musik og personligheder. August er rød, og jeg er den blå. Rød er varme, temperament, følelser og at være impulsiv og eksplosiv.

August Møller Fogh: Og så er rød selvfølgelig også sang og inderlighed. Jeg tror kernen i vores musik, dynamik og hele vores relation er, at vi egentlig er to mega forskellige personer. Vi startede ikke med at være venner. Det er musikken, der har ført os sammen, og den har fået os til at udforske hinandens personligheder. En sjov åbningsscene til filmen ville helt sikkert være da vi spillede i Royal Arena som opvarmning for Phlake, fordi det er et af højdepunkterne.

En anden scene der kunne åbne filmen er, da vi var en uge i London for halvandet år siden, hvor vi var ovre og snakke med et engelsk pladeselskab, Method Music, som vi faktisk var tæt på at signe med. Det var vores første rigtige oplevelse, hvor Andreas og jeg virkelig bare var os to. Jeg husker at stå i Hammersmith i elevatoren på et cheap hotel og se dørene lukke i, og tænke at nu er Andreas og jeg på vej op både bogstaveligt og symbolsk. På vej op til værelset, før ugen startede, hvor vi skulle have sessions hver dag og møder med pladeselskabet.

Siden Englandsturen har Soon fundet sig til rette på det store pladeselskab Warner, der udgav ep’en. Det engelske og internationale islæt er dog ikke forsvundet, selvom pladeselskabet har kontorer på Frederiksberg. Deres sange trækker på indflydelser fra forskellige genrer, men når man hører Soon første gang, er det formentlig deres R&B-klang man falder pladask for, selvom der også er strejf af hiphop eller house.

Hvorfor er jeres sange på engelsk?

August: Jeg er vokset op med engelsksproget musik. Selv de danske artister jeg lyttede meget til som Tina Dickow, Tim Christensen eller Agnes Obel synger allesammen på engelsk. Når jeg skriver, er det også afspejlinger af ting jeg har hørt og inspireret af brudstykker fra sange jeg godt kan lide, som jeg sætter sammen på min egen måde, så det lå lige til højrebenet, at det skulle være på engelsk. Så er det samtidigt også en kæmpe drøm, at musikken skal ud i verden.

Risikerer man ikke at miste noget inderlighed og ærlighed, når man ikke synger på det sprog man føler på?

August: Hvis man ikke gør noget ekstra, så mister man det. Engelsk er ikke vores modersmål, og selvom vi er gode til det, så kan vi ikke lige så mange ord og vi har ikke lige så mange nuancer på engelsk, som danskere. Men vi er bevidste om, at når vi synger på engelsk så der kommer automatisk en distance til andre danskere, og derfor tænker vi over, hvad vi kan gøre ekstra, for alligevel at få det ind under huden på folk. Det er sådan noget som virkelig at tænke over, hvordan man leverer det og virkelig synge det med indlevelse og på sin egen måde. Det kan godt give en distance for mig, hvis jeg hører nogen synge med en påtaget accent for eksempel.

Andreas: Jeg har især tænkt meget over, at vi ikke bare skal vælge nogle ord, der er et synonym for et eller andet, bare fordi det er mere specielt end at sige fx ‘feelings’ eller ‘emotions’. Hvis englænder eller en amerikaner ikke ville bruge det ord i en sang, hvorfor skulle vi så bruge det?

Lige før koncerten i Royal Arena

Hvilken sang er sværest at spille?

Andreas: Det er når vi skal spille ’28 thoughts’. Det er aldrig en af de sange, hvor vi kan slappe lidt mere af, for den går rigtig stærkt og det er ikke de nemmeste toner, der bliver sunget på i melodien. Derudover er der meget kor i, som mig og Søren Breum (guitarist) synger. Samtidigt er den meget synkoperet og meget rytmisk, samtidigt med at selve melodien og sangen er meget straight og ligefrem.

August: Ja, der står vi altid og sveder. Jeg har faktisk ikke en eneste sang, når vi spiller live, hvor jeg føler, at jeg altid kan naile den. Jeg er ikke en skolet sanger, og har prøvet at lære det undervejs. Jeg spiller guitar og er fra guitaren vant til, at der ikke er nogen toner man ikke kan gå hen til fordi det hele er frit, fordi det ikke er hårdere at spille de forskellige steder på guitarhalsen. Det ender tit med, at de sange jeg skriver, bliver vildt udfordrende for mig at synge. Det er lidt hårdt at være nervøs på den måde nogen gange, men det gør også, at jeg lever mig meget ind i det og det betyder rigtig meget for mig, hver gang jeg står på scenen, fordi jeg skal levere 100% for at kunne synge det, som jeg gerne vil. For hvis jeg har en dag på 70%, så kan jeg ikke de ting, jeg virkelig gerne vil. Så for mig er det at stille sig op og synge mega grænseoverskridende, og det er det fedeste når det lykkes, og man får ros. Jeg kan huske, at Jada kom ud efter Royal Arena koncerten og sagde ‘Du synger pissehamrende godt’ og så stod jeg bare og måtte samle min kæbe op fra gulvet.

I lægger meget fokus på, at I er gode til at snakke meget og åbent sammen. Hvor kommer evnerne til det fra?

Andreas: August er en meget åben person, og det prøver jeg også at være. Det tror jeg måske ikke altid, at jeg har været. Men fordi vi skulle flytte til København sammen, inden vi var bedste venner, og har skullet finde på den bedste musik sammen, så var det vigtigt for os, at det var sjovt at være sammen. For hvis vi skulle se hinanden hver dag i studiet, så skulle vi også kunne snakke sammen hver dag. Vi kan ikke finde ud af at lave musik sammen, hvis vi ikke er på samme level.

August: Vi har lært meget af hinanden på de punkter, hvor vi er forskellige. Min far er coach og arbejder med samtaler, der er rygraden i hans arbejde. Så jeg kommer fra en familie og et hjem, der er meget vant, at man snakker, føler og stiller mange spørgsmål. Men noget jeg har lært rigtig meget af Andreas er, det der med også at lytte og give plads og bruge de der ekstra sekunder på at prøve at forstå, hvad der lige er blevet sagt og være tålmodig. Vi kan godt afbryde hinanden i min familie, fordi alle hele tiden har noget, de gerne vil sige. Andreas har vist mig, hvor vigtigt det er at få den anden del med, hvor man tager tempoet lidt ned, lytter og mærker efter.

Andreas: Jeg er nemlig rigtig dårlig til bare at snakke og fyre derudaf. Jeg er nødt til at afbryde August nogle gange for at sige noget, og sådan er det bare. Og samtidigt er August nødt til at holde nogle pauser en gang i mellem for at jeg kan komme ud med det jeg gerne vil.

August: Vores styrke er også, at jeg vil se Andreas vinde. Jeg vil se ham spille i Royal Arena. Fordi jeg kender så meget til hans passion og hans lyst. Jeg ved hvor meget han ofrer, hvor mange aftaler med venner og kæresten han dropper for at være i studiet for at arbejde på det han elsker. Det er motiverende, at hvis jeg gør mine ting ordentligt, så kan jeg hjælpe Andreas med at nå derhen, hvor han gerne vil og den anden vej rundt.

Hvad bliver den næste yndlingssang til folk fra Soon?

August: Jeg tror den næste yndlingssang fra Soon bliver en ret simpel sang uden alt for mange elementer. Hvor det bare er sangen, der er i fokus, med få udvalgte signaturlyde og så bare en nærværende vokal.

Andreas: Men vi er også i gang med at skrive en masse forskellige sange. Vi prøver en masse forskellige ting af lige nu, fordi vi som sagt ikke har opskriften på, hvad der er perfekt for os, eller hvordan den perfekte Soon-sang er. Vi har ikke indsnævret endnu, hvad det er, der kommer til at ske.

August: Det der rykker i vores musik, er nærværet og det umiddelbare, nerven, vokalen, inderligheden og produktionerne. Så vi har snakket med om at skære lidt ind til benet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lige børn leger bedst, men Steve Lacy har det sjovest

Det blev besluttet, at vi ikke måtte tage vores egne billeder til koncerten. Vi har valgt ikke at bringe et pressefoto af Steve Lacy, da vi gerne vil forbeholde os retten til at bringe vores egen fortolkning af koncerten.

Steve Lacys udgifter til musikere er ret minimale, når han skal indspille. Faktisk står han selv for alle instrumenter og al sang. Og det fungerer glimrende. Det er bare ikke så nemt live. Hvordan løser man så lige det, hvis man vil undgå at være ham gademusikanten på strøget, der spiller hi-hat ved at banke foden ned i jorden mens han panfløjter derudaf i en sand rædsel? Jo, det mest oplagte ville nok være at hyre et band. Men Steve Lacy, der også er en del af The Internet virker ikke til at have nogen lyst til at være konventionel. Han vil lege.

Med sig har han to mennesker: en DJ og så en fyr, der hjælper ham med at udskifte instrumenter løbende. Så foregår det sådan, at Steve Lacy tager sig af ét instrument ad gangen, mens DJ’en sørger for at resten af det indspillede materiale bliver sendt ud af højtalerne. Men der er stor forskel på, hvordan det virker. For når Lacy står alene med mikrofonen, så falder han igennem. Vokalen er simpelthen for lav, og selvom han egentlig har en lækker stemme, så kan han ikke nok med den til at redde et nummer, hvor han bliver overdøvet af sit eget backing track.

Løbende får han stukket nye strengeinstrumenter i hånden, og det går klart bedst med bassen. Det er tydeligt at se, at den er hans foretrukne legetøj. Hans i forvejen smittende smil bliver bredere, og han begynder flere gange at løbe en form for æresrunde på scenen. Det ligner nærmest, at han lige skal have brændt lidt krudt af, som et barn på legepladsen, der har for meget energi. Og det er bare for ikke at tale om selve musikken, for han kan sgu godt finde ud af, at strikke en funky bassline sammen. Sjovt nok fungerer det allerbedst på nummeret Playground, hvor Lacy for første gang får rigtig fat i publikummet.

Lacy vil gerne det hele, og det er både på godt og ondt, for nogen stor rapper bliver han nok aldrig. Det bliver til et par middelmådige vers over trap-drops, der lyder som om, de er copy-pastede fra et af Spotifys top 10 mest afspillede numre i 2018. Når han så også glemmer, hvornår droppet kommer i sin egen sang, bliver det ikke bedre af det.

Men gadedrengecharme kan sgu redde meget, og når han så indrømmer sin fejl, starter forfra med et skævt smil og en lille løbetur rundt på scenen, så skal man ikke have meget fantasi for at kunne leve sig ind i det alligevel.

“Come on, get a room.”, råber han ned, til hvad man må gå ud fra, er et mundvandsudvekslende par, der står midt i salen.

“Your’e making everybody uncomfortable. I would kiss at a Steve Lacy concert too, i get it, but come on.” Det er den slags kækhed, hvor man tilgiver ham, på trods af, at man står og spekulerer over, om han mon tiltalte parret i første omgang, bare for at fremhæve, at folk bliver kåde, når spiller på guitaren. Det er den frækhed, der redder mange af de stykker, hvor musikken ikke for alvor slår igennem.

I det store hele er Lacys koncert lidt som det Dark Red, som han også slutter af med. Hvor det under koncerten handler om noget teknisk, så er det teksten til Dark Red, der er en smule banal. Men samtidig er der noget forbandet medrivende over den umiddelbarhed, der sammen med den muntre og sommerlige guitarpop kan gøre selv børnehavens sureste pædagog i godt humør.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jeg har skrevet en forfærdelig masser af musik og sange Det udgiver jeg nu på min hjemmeside http://www.jfnmusik.dk i første om gang med mig selv som kunstner senere hen vil jeg gerne samarbejde med andre kunstner der fortolker mine ting. Håber at I vil følge med i min blog. Jeg vil forsøge at lægge meget tit ud, enten med lyd fil, video eller tekster med andre emner, så følg med i når det der sker.
    Med venlig hilsen
    Jan Fischer-Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Banks pløjede dramatisk sin hær tværs gennem Store Vega

Banks med sine to ‘skygger’ Foto: Nikolaj Boesby Skou

Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a, Ai-ai-ai-a-a-a. Sådan starter Banks’ seneste album III med sangen Till Now, og det var også til det kampskrig, at den amerikanske sangerinde trådte ind på scenen mandag aften i Store Vega. Aftenens hovedperson blev lyst op af et infernalsk lysshow i kraftige røde og orange spots, så hendes silhuet stod tydeligt og intimiderende frem mod publikum. Så var den dramatiske tone slået an og den krigeriske stemning bredte sig med en voldsom hastighed fra Banks’ strube.

Banks pop-hær bestod af en mand på keys, en på trommer og to knivskarpt koreograferede dansere, der fulgte hver et lille hoftevrid eller kast med hoved fra deres amazone-agtige krigsherskerinde. På den måde, var det som om Banks fik to ekstra skygger, der sammen med det fænomenale lysshow udgjorde et mesterligt sceneshow.

Ronja Røverdatter a la Banks Foto: Nikolaj Boesby Skou

Men nu var det hverken et cirkus eller et teaterstykke, jeg var inde og opleve. Den hektiske stemning var med til at distrahere, og gjorde det svært at skelne mange af sangene fra hinanden. Banks havde et klart defineret lydunivers, men problemet var, at det samtidigt blev en uheldig begrænsning, fordi det ofte blev for ensformigt. Sange som Drowning og Waiting Game flød sammen, uden at efterlade varige indtryk.

Koncertens første del blev afsluttet, da Banks læste sit digt Ode to the Grey Zone op. Det var en fin måde at dele showet op i to på, og digtet beskrev hendes musik meget nøjagtigt. Banks styrke ligger i det førnævnte lydunivers, men det er også hendes største svaghed. For selvom universet på overfladen virker dragende, er der desværre egentlig ikke så mange krummelurer eller kroge at gå på opdagelse i. Det bliver aldrig så eksperimenterende som fx FKA Twigs eller så pop-charmerende som Christine and the Queens. Efterhånden som koncerten skred frem virkede de manipulerede vokaler en anelse fortærskede, og det var svært at finde ud af, hvorfor det hele skulle være så pokkers dramatisk.

Top koordineret optræden i vildt lys Foto: Nikolaj Boesby Skou

En af aftenens største oplevelser var nummeret Alaska fra den nye plade, hvor Banks eksperimenterede med et næsten salsa-agtigt klaver-riff, og sang siddende på en lille taburet fremfor at hvirvle rundt på scenen. Fra den magtpositur fik hun løftet koncerten og vist, at hun havde mere at byde på, end hun hidtil havde vist. Den statiske koreografi tillod hende også at vise flere facetter af sin stemme frem end på de fleste andre sange, og det var en stor oplevelse at høre hende på den måde, specielt når hun sang dybe melodier.

Banks leverede et imponerende show til et ekstremt veloplagt publikum, hvis mundgeværer var ladt og klar til affyring på hver eneste opfordring fra krigerinden. Hun behøvede således blot at bøje pegefingeren for at høre salven “‘Cause I fuck with myself more than anybody else” fra sangen Fuck With Myself. Publikum fortjener stor ros for at løfte aftenens oplevelse, hvor Banks tog lidt for få chancer og blev lidt for meget i sin grå komfortzone.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *