Proton præsenterer: Morphosis x To\To

Det københavnske spillested Jazzhouse har igennem en årrække skillet sig ud med nogle af de modigste og mest progressive bookinger – bare tænk på Nisennenmondai i 2011, Black Dice i 2012 og sidste år med Julia Holter på scenekanten. Derfor er det ingen overraskelse at det er netop hér, det nye klubkoncept Proton – hvis bagland består af bookerne bag den eksperimenterende musikfestival Phono i Odense – har valgt at slå pløkkerne ned.

I starten af 2014 søsatte Proton programmet med sin første aften, der bød på musik fra Felix Kubin i selskab med det ni mand høje polske big band Mitch and Mitch, og på lørdag fortsætter Jazzhouse og Proton med de eksperimenterende kollaborationer, når Morphosis, den libanesiske dj og producer af psykedelisk, modulær synth-dreven techno, giver klubkoncert side om side med den danske trommeduo To\To.

Morphosis aka Rabih Beaini havde allerede været dj i seks år, da han som 20-årig flyttede fra Libanon til Italien, hvor han hurtigt blev et varmt navn på den europæiske elektroniske scene med sin eklektiske tilgang. Han henter inspiration i alt fra libanesisk folkemusik og kosmisk krautrock til Chicago-house, og nok så vigtigt henter han stor inspiration i nogle af jazzens pionerer som Sun Ra og Miles Davis.

Med andre ord passer Morphosis perfekt ind i Protons program, der over foråret også byder på koncerter med blandt andre Tim Hecker, Moritz Van Oswald Trio og Andreas Tillianders sideprojekt TM404 – og der offentliggøres stadig navne! Hele programmet kan ses på Protons Facebook-side.

Proton: Morphosis x To\To
Lørdag, 1. marts, 22.00.
Jazzhouse, Niels Hemmingsensgade 10.
Billetter til lørdagens koncert kan købes via Billetlugen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

2012 i album – marts & april

Årets første virkeligt store albumoplevelse stod en, for undertegnede, komplet ukendt amerikansk kvinde for. Siden er hendes musik blevet hørt så mange gange, at pladen ikke længere burde kunne overraske og forundre. Men det gør den forsat. Kontrasterne blev fundet i konstaterende mænd, der er nogenlunde lige så livstrætte på den semi-tragiske måde, som kun fremkommer af overdreven bevidsthed, som teenagepiger med dødssyge jobs og venneproblemer. Samtidig undrede jeg mig over mine egne anbefalinger og hørte en plade med to af årets isoleret set bedste numre.

Marts

Julia HolterEkstasis (RVNG Intl)

Læg dig på din seng med hele pladen på anlægget og noget så eksotisk som en booklet i hånden. Lyt og læs, lav ikke andet end at lytte og læse, og lad hjernen køre på højtryk. Fordi det her er vildt. På den mest underspillede, fine og veldisponerede måde. Ekstasis lyder legende let, men bliver aldrig letsindigt. Albummet er detaljeret, men aldrig et puslespil. Værket er vellydende, men stadig udfordrende. Og mest beskrivende af alt er Julia Holters musik feminin, men på ingen måde skrøbelig. “In the Same Room” er en naivistisk popperfektion, mens “Marienbad” er et perlende drømmespil. “Goddess Eyes” er næsten bombastisk, men en blidhed findes i Our Sorrows”. Netop den kan få Holter til at virke afvisende. Men giv hende lidt tid, lyt til “In the Same Room” og “Moni Mon Amie” flere gange end pladen i sin helhed først, føl dig tryg ved disse numre, og dediker dig så til helhedsoplevelsen. Det er de 57 minutter værd. Og de mange efterfølgende. Og de videre undersøgelser af græsk drama og amerikansk poesi. 2013 byder i øvrigt på et nyt album fra Holter, som netop er blevet signet på Matador.

Julia Holter – Our Sorrows
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/02-Our-Sorrows.mp3]

Lower Dens – Brains/Propagation 10″ (Ribbon)
Insisterende fremdrift og en dreven, sært tilbageholdt vokal. Ikke mange ligheder mellem de elementer, men på Lower Dens 10″ indgår de to i en fuldkommen paralyserende samklang. Jana Hunters vokal er fra så langt væk, at den næsten bliver en erindring, og samtidig så intens, at jeg har lyst til at finde det sted hvor den kommer fra. Resten af pladen fængede mig aldrig, men de to numre her, dem vender jeg tilbage til.

Lower Dens – Brains
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/Brains.mp3]

April

Silver JewsStarlite Walker (Drag City)

Få plader får unge piger til at se frem mod at blive 27. Normalt set vil jeg tro, at deres odds for at gøre netop det er endnu dårligere, hvis de bliver ført an af en ret kynisk og kronisk livsled mand med en tørt konstaterende humor som mest dominerende karaktertræk. Under alle omstændigheder var det afsindigt passende at være halvsyg den ene del af måneden, have tømmermænd den anden og traske gennem aprils regnvejr med Silver Jews debut fra 1994 i ørerne. Okay, det var ikke fordi Starlite Walker decideret fik mig til at længes voldsomt efter at blive gammel, men at kunne begrunde sine nederlag i stroferne “In 27 years/ I’ve drunk 50.000 beers/ And they just wash against me/ Like the sea into a pier” må være en formidlende omstændighed. Hvis du er til støvet produktion, umulige overgange, lidt kaos og et debutbands kluntede forsøg på både at udnytte en sangs potentiale melodisk og samtidig udtrykke forvirringens nedbrydende karakter – tilsat en kende håb – er Starlite Walker lige dig. Stephen Malkmus fra Pavement var i øvrigt med i Silver Jews i Starlite Walker-perioden. Kan man høre det? Lad os give et svar, som ville være ganske symptomatisk for Silver Jews: I don’t know.

Silver Jews – Trains Across the Sea
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/02-Trains-Across-The-Sea.mp3]

Silver Jews – New Orleans
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/07-New-Orleans.mp3]

Choir of Young BelieversRhine Gold (Tigerspring)

Trods “Nye Nummer Et” og “Sedated” er din ven fra første lyt, tog det tid for Rhine Gold at finde en ledig plads i min pladesamling. Ikke underligt, for pladen er rimelig overvældende. Sammen fik det tonstunge første nummer “The Third Time” og det afsluttende titelnummers foruroligende grumme dødsklaver mig næsten til at opgive troen på, at jeg for alvor ville komme til at holde af Rhine Gold. Men da det gik op for mig, at jeg med ord om, at det nok var årets bedste danske plade havde givet to veninder pladen indenfor en måned, indså jeg, at det nok mere var egen dovenskab og forudindtagethed, og ikke den egentlige opfattelse af pladen, som fik mig til ikke helt at kunne overskue den. Rhine Gold fik flere lyt, og anbefalingen forstod jeg pludselig også selv – og den fandt rum i reolen. “Have I Ever Truly Been Here” er – som resten af pladen – ægte rørende, og “Sedated” et af årets bedste danske numre. Begge har intensitet og dybde nok til at du kan blive helt væk i dem, men besidder også en forbilledlig melodiøs klarhed. Selv det ti minutter lange “Paralyze” finder altid tilbage til stien. Det er i sig selv nok til at gøre Rhine Gold til en stor bedrift.

Choir of Young Believers – Sedated
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/01/03-Sedated.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Nye toner fra Rosenkrantz & Gyldenstjerne

Succes på Det Elektriske Barometer kan give et danske indieband præcis det skub, som det kræver at gå fra den totale undergrund til upcoming-området. Den udvikling er lige præcis sket for den Thisted-baserede folk-duo Rosenkrantz & Gyldenstjerne.

Man forstår hvorfor. Minihittet “Tiddlers” er poppet folk, som trækker en fin linje fra tidligt The Rumour Said Fire over Cody til The New Spring. Og med Rosenkrantz & Gyldenstjernes bopæl langt fra resten af musikverden får den ellers lidt prøvede genre i Mikkel Roar og Niels Christians hænder tilføjet noget af genrens oprindelige autencitet. Men det kunne være ret irrelevant, hvis ikke duoen udmærkede sig ved en grundigt tænkt sangskrivning. Både på “Tiddlers”, b-siden “Creator” og det nye nummer “Dust” bruger Rosenkrantz & Gyldenstjerne duoformatet forbilledligt: Niels Christians lyse vokal er i front, mens Mikkel Roars lidt dybere ligger lige under. Den akustiske guitar spiller nummerets gennemgående riff, mens den elektriske variant former simple, let støjende modstykker. De to supplerer hinanden, og tosomheden skaber en smuk harmoni.
Og så er der selvfølgelig teksterne. De bevæger sig på et personligt, men stadig alment niveau. Det er simpelt, men det bliver ikke naivt, når de to på “Creator” synger “I’ve lost the power to create/I’ve miss the will to concentrate/I can’t expand my point of view/I’ve lost something, I’ve lost a few”. Det kender man jo godt.

Rosenkrantz & Gyldenstjerne – Tiddlers

Siden “Tiddlers” i foråret blev hevet fra den jyske muld til den landsdækkende FM-frekvens, har duoen haft nogle sporadiske liveoptrædener. Men med den lille videoteaser af “Dust”, er det åbner op for mere materiale fra dem, for et cover af Julia Holters fænomenale nummer “In the Same Room” foreligger også. Anledningen er, at Rosenkrantz & Gyldenstjerne supporter The New Spring i Lemvig, Aarhus og Aalborg i forbindelse med hans Danmarksturné med sid-ned-koncerter. “Dust” er godt nyt, for det bekræfter, at Rosenkrantz & Gyldenstjerne er mere end to gode numre. Ja, faktisk bekræfter det, at duoen er bygget på en musikalsk dynamik, som gør mærkatet upcoming særdeles passende.

Rosenkrantz & Gyldenstjerne – Creator

Rosenkrantz & Gyldenstjernes turnédatoer:
18. august – Alive Festival, Thisted
06. september – Biohuset, Lemvig m. The New Spring
07. september – Studenterhuset, Aalborg m. The New Spring
13. september – Atlas, Aarhus m. The New Spring

Turnedatoer for The New Springs turné findes her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rudi Zygadlo – Melpomene

Det er en berusende kompleksitet af Yann Tiersen, Julia Holter, dødsklaver og Beirut, Rudi Zygadlo skaber på “Melpomene”. Et repeteret klavertema hypnotiserer dig, præcis som elektronisk musiks rytmer plejer at gøre, mens Zygadlos klagende vokal og en harmonikas karakteristiske tone placerer dig i den østeuropæiske tradition for folkemusik.

Overraskelsen er central for oplevelsen af nummeret. Vi ved, at det udgives som forløber for et fuldlængde album på det elektroniske label Planet Mu (Faulty DL, Floating Points, Machinedrum), og forventer, at introens klavertema er begyndelsen på et housetrack. Et sample, som om lidt vil blive understøttet af et beat. Men beatet kommer ikke. Det bliver antydet af et enkelt slag, som siden glimrer ved sit fravær. Hvorfor kommer det ikke tilbage, når Zygadlo er en elektronisk producer? Fordi det er mødet, der interesserer Rudi Zygadlo. Det har det gjort, siden skotten på debutalbummet Great Western Layment (2010) forenede dubstep med en vokalbaseret sangstruktur, og han på ep’en Achtung! (2011) begyndte at famle rundt med folkemusikkens instrumenter. Det er faktisk først med “Melpomene”, Zygadlo får antændt spændingerne sin musik. Og “Melpomene” er et brændende drama, overvældende, men stadig med en jordbunden tristesse i harmonikaens klang og vokalens langstrakte udfoldelse. Dybt seriøst, men stadig fabulerende. Komplet indtagende.

‘Melpomene’ er første single fra Tragicomedies som udkommer d. 17. september via Planet Mu.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde 2012 – Ingen skuffede, men de små klarede sig bedst

Feature: Eva afrunder årets Roskilde med en tekst, der kommer omkring de bedste koncerter, overraskelser og ikke mindst, hvordan Roskilde vinder i styrke ved at satse på det smalle.

Hvordan fastsætter du tiden efter en tur på Roskilde Festival? Du tænker bare på din hals’ tilstand. I dag er min ovre imod fint sandpapir. Det fortæller mig, at festivalen sluttede for tre dage siden, at indtrykkene har bundfældet sig og at det dermed er tid til at gøre status.
Roskilde Festival 2012 var en særdeles vellykket en af slagsen. Det lykkedes mig fuldstændigt at undgå dårlige koncerter (ok, The Shins var kedeligt. Find en ny bassist og gå all-in på popmusikken, James Mercer), og stort set alle sats i mit program viste sig at være veloplagte overraskelser – tilmed det komplet tilfældigt oplevede indie-bluegrassband Punch Brothers og lo-fi-originalen R. Stevie Moore. Begge have jeg forestillet mig ville være lovligt langt fra mit af vejen gemte, men på en festival ganske dikterende pophjerte, men musikalsk ramte de en magiske tilfredsstillelse i punktet mellem genkendelighed og eksperimentering.

Fælles for dem begge var det, at de spillede på Roskildes to mindste telte. For hvad gør Roskilde allermest fantastisk? At festivalen formår at samle et ca. fem gange større publikum til hver enkelt kunstners koncert end den samme normalt ville kunne trække i Danmark. Det gælder både de store koncerter på Orange Scene, men i særdeleshed de mindste i lilleput-teltet Gloria, hvor Julia Holter et døgns tid før R. Stevie Moore spillede lørdagen i gang. Sammen med en cellist og en absurd velspillende trommeslager fortolkede hun de mindst intime og mest udadvendte numre fra Ekstasis og Tragedy til medrivende, af og til støjende kompositioner. Den mest mærkbare forandring fra plade- til liveudgaverne var, at Holter i flere tilfælde – eksempelvis på “Four Gardens” og åbningsnummeret “Our Sorrows” – brugte celloen som melodibærende instrument i stedet for indspilningernes synthesizere. Et klogt valg, da det gjorde koncertoplevelsen langt mere nærværende end den komplette gengivelse af pladen ville have gjort. Dem kom Holters uovertrufne vokal selv imponerende tæt på, og den rytmiske præcision gav kuldegysninger på afslutningsnummeret “This Is Ekstasis”.
Julia Holters koncert var ironisk nok den eneste, hvor jeg ærgrede mig over at ørepropperne lå langt fra mudderet. Og det var nok fordi, jeg ikke havde forventet de soniske udflugter på “Try To Make Yourself a Work of Art”. Roskilde Festival har efter et par år med pinligt lavt lydniveau fundet et tilpas leje, som tillader rum for musikkens nuancer, men heller ikke sender flittige koncertgængere i seng med ti forskellige efterklange i ørerne. Jo, til Nils Frahm var gennemsnittet på 90 DB. Men en hovedsageligt ambient klaverkoncert behøver bestemt ikke mere power – særligt når publikum er pinligt stille, og koncerten foregår i på en aflukket scene.

Eneste organiseringsmæssige anke mod festivalen må være den komplet tåbelige Apollo scene, der gav sine optrædende de værst tænkelige forhold med elendig lyd (bortset fra lige midt på pladsen) og en sært lille scene, som ikke gav mulighed for nogen form for visuelt udtryk – hvad mange elektroniske artister ellers efterhånden benytter sig af – og en placering langt ude på pløjemarken, hvilket fik enhver koncert til at være et inferno af lejr-druk frem for musik, hvilket folk som Blondes næppe har haft godt af.

Til gengæld fandt Gloria i år rytmen efter det noget famlende første år, der var præget af larm fra naboerne Orange og Arena. Teltet har kapacitet svarende til Store Vega i København, men qua scenens både lave og lavloftede konstruktion opleves rummet langt mere intimt. Oveni hatten tilbyder det selv de bagerste koncertgængere en visuel oplevelse i kraft af de smukke visuals både på og ved siden af scenen. Thumbs up til Roskilde for at have taget musikalsk diversitet alvorligt og skabt et rum, hvor flere kan stifte bekendtskab med det smalle.

Lidt mindre smalle var verdens fineste søskendepar, Johanna og Klara Söderberg, der lørdag eftermiddag spillede den perfekte solskinskoncert på Odeon som First Aid Kit. Håret flagrede i takt til de veloplagte, vokalbårne og ganske energiske udgaver af numre fra både dette års The Lion’s Roar og debuten The Big Black and the Blue, og fik kombineret deres gribende melankoli med det gudsbenåede popøre. Om det var den altid betragtelige mængde af søstrenes landsmænd, som bar dem kollektivt fra Odeon-scenen og hele vejen til Den Gyldne Bønne, eller om pigerne vitterligt har så godt fat i det danske publikum, ved jeg ikke, men publikums eufori over den gennemførte koncert smittede af på First Aid Kit, som kvitterede med mere og mere engagerede udgaver af repetoirets energiske numre som coveret af Fever Ray og ikke mindst det bombastisk afsluttende “The Lion’s Roar”. First Aid Kit spillede med ungdommens sympatiske friskhed hele området tilbage til 70’erne og gjorde eftermiddagsseancen til min bedste koncertoplevelse på Roskilde Festival 2012.

At festivalens større scener også præsenterede fine shows (M83, Mew og – trods en del forvirring – Apparatjik) gør Roskilde Festival 2012 vellykket. Ikke mindst fordi den viste, at festivalen har fået styr på prioriteterne og følger en klar idé. I en branche, hvor både gigant-navnene og de mellemstore bliver dyrere og dyrere, giver det så meget mere mening at booke få internationale kæmpenavn og en hel masse af de mindre og fremsynede, og så ellers lade danske succeser som Malk De Koijn og Mew tage sig af de øvrige samlende koncerter på Orange. Det vil også gavne dansk musik – og Roskilde Festival.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Bjørn Alexander says:

    Apollo-scenen var komplet tosset. Gad vide, hvad de havde tænkt sig, RF-planlæggerne? Alligevel var koncerten Giraffage samme sted, noget af det bedste jeg har set i år. Meget anbefalelsesværdigt når han, efter eget udsagn, kommer tilbage til september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?