Vejen til det Pallettske univers

Kender du ikke Owen Pallett? Ærgerligt, for han spillede på Vega i går. Synd at gå glip af den oplevelse, som Owen Pallett åbner for, men heldigt at du kan nå at gøre det næsten godt igen. Læs anmeldelse af sidste års bedste album, som introduktion til Palletts univers. Men hvorfor skal du læse en et år gammel anmeldelse? Fordi du ikke må gå glip af Owen Pallett igen:

Spectrum er det parallelunivers Owen Pallett opfandt på albummet fra sidste år, Heartland. Som vel egentlig kan kaldes den ellers rutinerede canadiers gennembrud. Som første plade under eget navn appellerede han i hvert fald bredere end på de foregående som Final Fantasy. Og noget mere poppet – en udvikling, der fuldendtes med den sjældent straigt-forward og rytmisk forudsigelige ep-single A Man With No Ancles. Netop det nummer indledte aftenens koncert på Vega – mystisk nok den første Owen Pallett nogensinde spiller i København. En lille påmindelse om, hvor lykkelige københavnerne bør prise sig for at initiativer som Frost Festival og ikke mindst Smash! Bang! Pow! overbeviser de lidt smallere appellerende kunstnere til at slå et smut forbi her også.

Men tilbage til paralleluniverset. Helt parallelt er det ikke, for skønt det både har himmel, hav og helvede, befinder det sig på et niveau, det kan være svært at nå til fulde. Det er det til koncertens første 4 numre. Jeg tager mig selv i at ønske, at Pallett snart opfylder forventningerne og spiller et par numre fra Heartland. Bare lige lette presset lidt. Der indledes med numre fra ep’er og tidligere plader, og mild fumlen med volumen på de forskellige samples, Palletts liveshow opbygges af. På scenen står en mand med sin violin og sit keyboard. Og sine pedaler. Sine usandsynlig mange pedaler. Dem bruger han til loops – loops han indspiller live på scenen. Så hvert nummer starter med et 20 sek. stykke violin, spillet som en fremførelse i violinens mange muligheder, eller et stykke kor, eller et stykke klaver eller programmeret synth (som på det utrolig festlige cover af Caribous fabelagtige“Odessa”).
Derefter siger Pallett “Take two”, indspiller et nyt sample, måske et par mere. Og så starter nummeret. Det er ikke gimmicks, det er musikkens præmis – det, der cementerer udtrykkets grundlæggende originalitet.

Vi får en parade af numre fra Heartland, forventningerne forløses til fulde, publikum lytter hengivent til ham, vejen til dette parallelunivers, han beretter om. Jeg kan godt lide andre verdener, end den vi vandrer rundt i til hverdag, det er nok derfor jeg falder for episk musik. Fortællinger, der er mere umiddelbart refleksive end litteratur, i hvert fald i min optik. Men det er svært at finde vejen til det der magiske ikke-sted, jeg søger.
Derfor er Owen Pallett ham, jeg holder mest af.

For som han står på scenen og joker om franske journalister, der mener hans liveoptræden er obnoxious, og dermed har taget til sig at han ikke kun skal fyre op under de helt store violinarrangementer, men også pleje de stille (og i Palletts stort grinende hoved) kedelige numre. Så det gør han. I ca. 10 % langsommere tempo får vi “Oh, Heartland Up Yours” som med Palletts stræbende vokal og umådeligt præcise udtale af egentlig ubetydelige ord som “locust” og “focus” (der brækker over i halv af særligt klare konsonanter og derved skaber spænding), tegner en smal sti til et ukendt sted. Publikum holder vejret, og sjældent har Vega været så stille, som ved den glidende overgang til “Lewis Takes Actions”‘s indledende samples. Nummeret eksekveres så præcist muligt – det er et af koncertens eneste med trommer på backtrack, og dermed et af de eneste med en decideret rytmegruppe. Den rene lyd lader os komme endnu tættere på målet. Også kommer det. Nummeret, der i over et år har givet mig evige kuldegysninger, kronisk gåsehud og rysteture en masse:
The Great Elsewhere. Og så rammer vi det. Paralleluniverset. Om det er Spectrum ved jeg ikke. Men bevidsthedsudvidende, det er det. Fremprovokeret af musik, ikke af noget som helst andet. Af toner, af sammensætningen af dur og mol, af interaktion med publikum og konsekvent selvsikkerhed. Når han spørger, hvad vi vil høre, er det fordi der skal være nogle til at råbe “Mariah Carey”. Så han kan give os det vi egentlig vil have.

Og “The Great Elsewhere” rinder ud, han spiller flere numre, det er fantastisk, jeg er i den anden verden, hvordan den er anderledes ved jeg ikke. Næppe bedre eller værre. Men det er renere. Jeg ved mere i den verden. Jo, den er ustruktureret, jo den består af tankestrømme, af fragmenter. Det er musikkens verden, improvisationens verden, som Pallett har så forfærdeligt godt styr på. Struktureret improvisation, som kan indkapsle øjeblikket, følelsen. Lade den stå i den tid, der kræves for observationen at blive fuldendt. Så øjeblikket forstås, så følelsen forstås. Både den et kvart snublende “Odessa” frembringer, og den hjertet skvulper over med under “What do You Think Will Happen Now?”.
Den klarhed er meget værd.

Derfor skal du tage ind på Voxhall i Århus og høre Owen Pallett når han spiller på Pop Revo til maj. Billetter her.

Owen PallettA Man With No Ankles
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/01-A-Man-With-No-Ankles.mp3]

Owen Pallett – The Great Elsewhere
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/The-Great-Elsewhere.mp3]