Kæmpe hiphopfest lagde Tap 1 ned i går aftes

Danny Brown i en kæmpe koger

Der var lagt i kakkelovnen til noget af en hiphop-fest i Tap 1 i går, da Run The Jewels svingede forbi København. De havde endda været så søde at tage selveste Danny Brown med som opvarmning, hvilket jeg var stærkt begejstret over, da Danny Brown, i min optik, er noget af det aller vildeste.

Run the Jewels har aldrig rigtig fanget mig. Jeg synes ærligt talt ikke, deres album er særligt fede, men jeg befandt mig alligevel til koncerten på Northside i år. Hvorfor ved jeg ikke, men der er nok noget nysgerrighed, når alle folk er helt oppe at køre over noget, og man bare ikke selv rigtigt kan fange det. På Northside leverede de en gedin eftermiddagsfest af dimensioner. Jeg kan huske at stå og kigge ud over flere tusind mennesker, der bare havde det alt for vildt, og tænke: “Ja, okay, det kan noget”.

Igen prøvede jeg at lytte til albummene, fordi jeg ville så gerne være med på hypen, men det siger mig ikke en skid. Til gengæld tænkte jeg, at det måske bare er en af de grupper, man skal opleve live for at få det fulde udbytte af deres rå energi med.

Og det havde jeg heldigvis ret i.

Men før vi går ind i det, vil jeg lige smide et par ord efter Danny Brown. Det var dejligt endelig at opleve ham live, men det var godt nok noget af en svingende koncert. Den kære Danny var så skæv, at han glemte sin egen lyrik, og ramte ca. hvert tredje beat. Jeg ved ikke, om jeg havde nogen forventninger til Danny, men hvis jeg havde, var det nok at det ville blive skørt og uforudsigeligt, og det må man sige, at han leverede. Han brokkede sig også lidt over publikum, der måske ikke var vilde nok til hans smag. En kær gut i en rød hættetrøje fik et par ord med på vejen: “What happened to you? Your girl broke up with you or something?”. Jeg kunne ikke se gutten, men jeg går ud fra, han bare ikke var helt med på Dannys rave-rap.

Skift over til Run The Jewels som leverede det, de altid gør, en kæmpe fucking fest. Tap 1 var genialt udvalgt, omend lidt for stort, så gav den rå industrielle hal virkelig noget til koncerten. Killer Mike og El-P var yderst oplagte og leverede, hvad de skulle. Det var en kæmpe hiphopfest med to af de dygtigste inde for feltet. Det kan man se, når man oplever dem live. De har en helt særlig energi som smitter af på publikum, men heldigvis ikke på den der ungdommelige mosh-pit every-man-for-himself måde. De er sgu mere ægte, og jeg ville fortsat ønske, at deres musik sagde mig noget, men for nu har jeg det fint med bare at være en del af den fest, de kommer og leverer, når de spiller live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mød Kane Strang, en højtråbende singer/songwriter fra New Zealand

Kane Strang Regnsky

I morgen lørdag giver newzealandske Kane Strang koncert i KB18 i Kødbyen på Vesterbro i København (og på Atlas i Aarhus på mandag). Kane Strang er en 24-årig ung mand fra universitetsbyen Dunedin i det sydlige New Zealand. Han gjorde sig først bemærket i hjemlandet for fire år siden, da han udgav debutalbummet “Blue Cheese”. Tidligere i år udgav han så opfølgeren “Two Hearts And No Brain”, og det er anledningen til, at han nu kan opleves to gange i Danmark de kommende dage.

Når man siger newzealandsk musik herhjemme, vil de fleste nok først og fremmest tænke på Lorde – og hvis man er lidt mere dedikeret – på Ladyhawke og Kimbra (Ja, hende fra Gotyes megahit fra 2012). Men der er faktisk langt mere musik at dykke ned i fra det helt fantastiske land far, far away.

Det var blandt andet noget af det, jeg talte med Kane Strang om forleden.

Du er en helt ny artist for de fleste i Danmark, så hvordan vil du beskrive din musik for de uindviede?
“Jeg vil sige, at jeg laver høj singer-songwriter musik med nogle catchy elementer.

Hvad vil du gerne med din musik?
“Jeg laver musik af mange grunde. Det er sådan, jeg har mødt de fleste af mine venner og en masse andre inspirerende mennesker. Jeg er samtidig afhængig af den følelse, du får, når du finder på noget interessant. Der findes virkelig ikke noget som den følelse.”

Tidligere i år udgav du et nyt album, “Two Hearts and No Brain” – hvad ville du gerne med det album?
“Jeg ville gerne lave noget mere raffineret og poleret, når nu jeg endelig havde muligheden for at optage i et studie med en producer. Inden da havde jeg mest lavet en masse lo-fi ting på mit værelse, så jeg følte, at det var det, jeg ville. Mest af alt håber jeg, at andre mennesker kan relatere til mine tekster.”

Hvis du selv kunne vælge dit publikum til din koncert på KB18, hvordan skulle de så være?
“Jeg elsker, når folk danser og synger og alt det, men i virkeligheden vil jeg gerne bare have et publikum, som har en god aften og passer godt på hinanden. Og så må de meget gerne komme og sige hej henne ved merchandisebordet før eller efter koncerten.”

Jeg vil følge den opfordring op med en generel opfordring til at tage ind og høre Kane Strang. Han er fantastisk dygtig, og hans tekster ér vitterligt værd at lytte til. Til slut bad jeg ham om at komme med sine bud på tre endnu mere upcoming artister fra hans hjemland, som vi bør kende herhjemme. De kommer her – med min egen lynbeskrivelse i parentes:

Pixels (lo-fi lækkerhedspop):

October (elektronisk dommedagspop):

Earth Tongue (støjrock med ekstra støj):

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Vi vil gerne være lige så store som Marcus og Martinus!”

Fra venstre mod højre: Anders, Mads, Mathias og Lauge. Tilsammen udgør de SILQUE

SILQUE er navnet på hedengangne Disarray Son’s nye projekt. Eller, projekt er måske tarveligt sagt, fordi de har lige udgivet deres første album under titlen “Gloria”, og så må man gerne være lidt mere end et projekt, tænker jeg. De fire gymnasievenner fra Køge har spillet sammen i syv år, men har ændret koncept og stil med deres nye band. De vil helst ikke genredefinere deres musik, men det bringer tankerne hen på Beatles mm.

Jeg stødte på deres album tilfældigt, og så fik jeg lyst til at dele det med jer. Det lød ret fedt, synes jeg, så jeg blev nysgerrig efter at vide mere om herrerne bag, og så mødte jeg dejligt selvironiske og selvindsigtsfulde Lauge, Anders, Mads og Mathias på Nordvest Ølbar en regnfuld torsdag eftermiddag.

Hvor meget er der overhovedet tilbage af Disarray Son?

  • Os. Ellers kun de mange år, vi har spillet sammen og det venskab, vi har bygget op. Og fire tatoveringer.

Hvad er det for nogle tatoveringer?

  • Ja, det var nogen, vi fik…

Javel, ja… Hvorfor ændrede i navn og koncept?

  • Vi havde brug for en ny start. Vi følte lidt, at den her garagerock var ved at løbe ud for os. Vores studiesession skulle have varet en måned, men endte med at vare fire, så der kunne vi mærke der skulle noget nyt til.

Hvordan føles det at udgive jeres første album?

  • Det bliver fedt. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Vi har skrevet og komponeret på det siden sidste sommer. Nu har vi et HELT album, ligesom man hørte på CD på drengeværelset eller på forældrenes vinyl, og lige pludselig er det ens egen lyd og ens egen musik. Det er en form for komplethed. Vi har haft udgivet singler før, men det med at udgive et helt album på vinyl, det er, som det skulle være i drømmen.
  • Det er vildt at tænke over, at man står med en fucking vinyl, man har lavet, man. Fra start til slut. Det er et fuldt værk.

Hvad er det SILQUE kan, som Disarray Son ikke kunne?

  • SILQUE kan tage mange flere chancer. Før i tiden var vi meget mere fastlåste i et eller andet rockmantra. Vi har en meget større frihed til at gøre lige, hvad vi har lyst til, og det fordrer bare rigtig meget kreativt.

Hvem er det, I lader jer inspirere af?

  • Det er meget flygtigt. Der er altid de klassiske som Beatles, men jeg tror, vi er blevet bedre til at høre et nummer i radioen og tænke “Fuck det var dårligt, men den der groove eller det der beat, det er sindssygt inspirerende”. Så det er en blanding af de gamle pop og rock-kompositioner, samtidig med at man prøver at absorbere det, der er moderne.

Hvordan vil I så genredefinere jer selv?

  • Mads: Ordet genrer… Jeg hader det! Jeg vil bare gerne kalde det alternativ rock, for det er sgu egentlig rimelig bredt. Det er dækkende, fordi vi giver os lov til at bevæge os i forskellige retninger.
  • Lauge: Ja, lige nu er det dækkende, men man ved aldrig, om vi laver to hiphop singler nu. Du må gerne citere mig for at sige, at genrer er noget pis, lyt til musikken, og bestem selv, hvad du synes.

Men er I ikke bange for, at I får påduttet en eller anden genre?

  • Så skal vi nok gøre det bedste for at undvige. Så ændrer vi bare stil igen!
  •  Det er subjektivt. Det er som at skulle skrive en personanalyse af sit eget barn. Det er unikt, det er perfekt. Der vil nok komme noget, hvor man siger, det der, det er pop, og det der, det er smadderrock, men også derfor har vi snakket os frem til, hvad vi skulle svare, hvis der kom en eller anden fra en blog og spurgte, hvilken genre vi er, så siger vi alternativ rock.

Ja, det er godt nok bredt. Alt fra Radiohead til Rage Against The Machine…

  • Ja, men genren er alternativ rock, og held og lykke med det!

Ok, fair nok. Genredefinition er et følsomt emne. Jeg har for nylig lavet et interview med Fugleflugten, der som det første sagde “Vi er ikke fucking shoegaze”.

  • Det er vi heller ikke! Vi er heller ikke fucking shoegaze!

Skide godt. Nu har I udgivet album. Hvad er målet så her fra?

  • Vi vil gerne være lige så store som Marcus og Martinus. Vi vil gerne spille Royal Arena for 12-årige piger og deres forældre. Det er næste skridt. Lige inden det, så vil vi gerne holde trit med branchen. Få spillet en masse koncerter og få udgivet en masse sange og give folk en masse forskellige indtryk af, hvad SILQUE det kan være. Uden at gå i detaljer så har vi meget klare planer for 2018, og der kommer til at ske ret meget. No spoilers.

Er der et dybere budskab, eller noget I gerne vil sige med “Gloria”?

  • Det er ikke et album, der prædiker. Der er ikke noget større budskab, andet end at det er en identificering af nogle af de problemer, der hører til i livet generelt. Dagligdagsfortællinger fra ting der kan være svære, ting der kan være håbefulde og ting, der kan gøre en optimistisk. Det er måske bare et håb om, at der er nogen i sidste ende, der kan høre de her sange og tænke: “Puha, sådan har jeg det faktisk også!”. Håbet er, at der er nogen, der kan høre de her sange, og så have vidt forskellige opfattelser af, hvad hver sang betyder. Vi har før oplevet, at en pige kom over til os og påpegede et nummer, som hun var blevet helt forelsket af, men hvor vi faktisk skrev det som en break-up sang. Det er jo helt fantastisk! Det er ligesom med “Every Breath You Take”, der i virkeligheden handler om en stalker..

Så “Hey Brother” er det en, der er super stalker-agtig omkring sin egen bror?

  • Anders: Haha! Nej, det er det sgu ikke. Det er, rent personligt for mig, en kærlighedserklæring til min bror. Det, der er essensen af nummeret, er, at der altid er en lige omkring dig. Om det er så er en bror, søster, kvinde, mand, whatever, der er altid en omkring dig, hvor du tænker, den person gør det worthwhile, når du har det af helvedes til.

Så der er ingen reference til Avicii i den?

  • (Alle griner og klapper) Anders: Jo! Nu sagde jeg jo bror, men jeg mente Avicii. Det er ham, der gør det worthwhile. Det er en tribute til housemusic!

Hvordan er jeres interne dynamik? Den virker ret god, men hvis I selv kan sætte ord på den?

  • Altså, det er kun på overfladen! Vi er rigtig, rigtig gode skuespillere. Ej, det er en af vigtigste ting for os. Vi havde en ret dyb snak omkring det. Ud ad til er vi sgu bare os. Vi går selvfølgelig ikke på scenen i vores hverdagstøj, men det er ikke nok bare at snakke med Anders. Det hedder “vi”. Vi er EN ting. Vi er bedste venner, og vi gør en dyd ud af også at ses, når vi ikke øver. Men vi ser dog også andre på siden. Haha.

Så der er ikke en, der pludselig går solo?

  • Anders: Nej, desværre ikke. Jeg gør måske. Jeg havde tænkt mig at lave noget psytrance..

Nu har I udgivet et album, og det ret professionelt, men er I så et sted, hvor I satser 100% på musikken?

  • (Alle fire i kor) Ja! Der er ingen vej tilbage nu. Mads: Det er i hvert fald en kæmpe motivationsfaktor for mig. Jeg tror, vi alle sammen har brug for at gøre det 100%. Det handler også om, at det er en vigtig ting for os at spille sammen og lave musik, og jeg ville personligt have ret svært ved at spille, hvis SILQUE var et hobbyband. Det ville jeg faktisk ikke gøre, tror jeg. Jeg ville ikke kunne slæbe mig selv en enkelt gang om ugen over i øvelokalet og stå og spille lidt Thomas Helmig. Ikke at der er noget galt med Thomas Helmig. Jeg elsker Thomas Helmig.
  • Anders: Vi arbejder rigtig, rigtig hårdt. Vi vælger selv at kalde os Danmarks mest hårdtarbejdende band.

Det er simpelthen en ting, du gerne vil citeres for?

  • Øeeeh…. Ja? Vi har Danmarks kedeligste band, det er TV-2, så tager vi den der!

Har I nogen rivaler, eller nogen I sammenligner jer med?

  • Marcus og Martinus. Det er helt klart vores største rivaler. De snakker jo netop om daglige struggles. Der er altid den der pige, du jagter i skolegården. Ogææææh, de tjener flere penge, end vi gør.. Og de har ikke engang fået låst deres børneopsparing op.

SILQUE’s debut album “Gloria” kan høres på Spotify eller erhverves på vinyl hos Route 66 på Fælledvej!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lad Fugleflugtens nye EP være soundtracket til dit efterår

ENDELIG, ENDELIG, ENDELIG kommer Fugleflugtens anden EP “Bølgevækker”. Det er den EP, du har gået og ventet på. Du vidste det bare ikke, før du hørte den. Eller at jeg fortalte dig det.

Siden jeg stødte på nummeret “Alt Der Glimter” på Roskilde Festivalens Spotify-playliste i foråret en gang, har jeg været en Fugl-ieber. Det er sjældent, man falder over noget i dagens konstante strøm af udgivelser, som bare med ét sætter sig fast, men Fugleflugten fløj (pun intended) direkte ind i hovedet på mig og byggede rede (stadig med vilje). Over sommeren har jeg haft glæden af både at interviewe, opleve live og komme nærmere ind på de fire gutter: Mathias, Frederik, Laurits og min navnebror Rasmus. På Roskilde led deres koncert under en ærgerligt lav lyd det første kvarter, og mit favoritnummer “En Anden Side Af Ting” druknede fuldstændig, men på Uhørt fik de oprejsning med en intens og hårdtslående 23-minutters koncert, hvor forsanger Rasmus nåede at springe en streng på sin guitar og måtte fortsætte koncerten på Mathias’ guitar, som han aldrig før havde spillet på. Den korte koncert gav en intens følelse af at ville have mere, og det har været min generelle kilde til frustration hos fugledrengene. Jeg vil bare gerne have mere.

Nu giver de mig endelig det, jeg vil have, og det kommer i form af den berusende EP “Bølgevækker”, der udkommer på fredag. På Uhørt fik vi introduceret singlen “Glædens Port”, som er en del af Bølgevækker. På EP’en findes, udover Alt Der Glimter, En Anden Side Af Ting og Glædens Port, sangene: “Solens Sidste Stråler” og “Det Næsten Totale Mørke”.

EP’en er helt perfekt udgivet i oktober måned, når himlen og bladene skifter farve, og melankolien raser (og fuglene trækker sydpå – eller flygter?). Her passer det drømmende lydunivers til humøret, og med titler som Solen Sidste Stråler og Det Næsten Totale Mørke tillader jeg mig at gætte på, det ikke er helt tilfældigt.

Deres helt egen

Jeg er så glad for, at der findes nogen derude i det danske musiklandskab, som ikke kan andet end at være dem selv. Der er ikke nogen, Fugleflugten prøver at lyde eller være som. Der er kun Fugleflugten. De laver musik, de selv synes er fedt, fortalte de mig på Roskilde Festival, og jeg kan ikke opdigte en mere beundringsværdig tilgang til tingene. Heldigvis har de god smag, og Bølgevækker står som en enormt stærk udgivelse.

Det er svært at spå om deres fremtid herfra, men de har fuldstændig overbevist en musikskribent om, at de er bomben, så mon ikke der burde være flere spændende ting i vente. Jeg håber i hvert fald, de vil fortsætte med samme gejst, som de har nu.

Tag mine varmeste anbefalinger, hør EP’en Bølgevækker eller tag til en koncert med Fugleflugten i efteråret. Det er en dejlig oplevelse at blive suget med ind i Fugleflugtens toner og glemme tid og sted for en stund og tage del i den sanselige beruselse, som de formår at frembringe – jeg ved det, for jeg har været der.

P.s. Tjek allerede nu sangene “En anden side af ting” og “Alt der glimter” på Spotify, og se videoen til “Glædens Port” på Youtube. Den er desuden animeret af forsanger Rasmus Yde.

P.p.s. Fugleflugten spiller med ligeledes fantastiske Tårn den 3. november på Templet i Lyngby. Det er en god mulighed for at opleve dem. Facebook-event!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lea Kampmann

Uanset om du har efterårsferie eller ej, synes jeg, du skal give dig selv en stille stund alene eller sammen med en god ven og lytte til Lea Kampmanns nye EP Common Blue. Selv blev jeg første gang præsenteret for Lea, da hun i vinters varmede op til Eik Octobres releasekoncert, og her fik hun da også et par Regnsky-ord med på vejen.

Nu står Lea Kampmann klar med sin første udgivelse gennem det færøske pladeselskab Tutl Records (der også står bag navne som Teitur og Konni Kass). De fem sange på Common Blue er hver især en inderlig musikalsk oplevelse. Båret af Leas stemme, folder de fem numre sig ud og sender mig på en rejse ind i et atmosfærisk drømmeunivers, hvor fine sensible nuancer i stemme og sind snor sig ind og ud mellem Leas storladne følelser og rå musikalitet.

Lea Kampmann beskriver selv atmosfæren i Common Blue som:

“At blive kastet i understrømmen og forsøge at kæmpe sig op til overfladen igen, men ikke være stærk nok. Lettelsen ved at lade understrømmen føre sig i mål. At synke i den fællesblå uro. At mærke at når uroen er fælles, kan den forvandles til ro”

.. og således vil jeg blot opfordre til at møde efteråret og lade dig flyde med en stund gennem Leas Common Blue.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *