Bryd fordommene om fuglefreaks og ryst halefjerene på Dans og Lærs nye single

Foto: Frederik Schumann

Kan du huske Benny’s Badekar og den excentriske ornitolog, der flakser rundt med opspillede og roterende øjne, former næb af sin næse og imiterer fuglefagter? En kikset og indladende type, der prøver at overbevise lille Benny om, at han ikke er spor børnelokker-agtig. En ornitolog, der har efterladt mig med et indtryk af, at det kun er gakkede og sære professortyper, der beskæftiger sig med fugle. 

Det var først efter, at jeg stiftede bekendtskab med den danske kvartet: Dans og Lær, at jeg fik øjnene op for fuglenes finurlige sprog og brudt mine fordomme om fuglefreaks. Det er nemlig nørderiet og fascinationen for fuglenes skønsang, der er forudsætningen for Dans og Lærs elektroniske danserytmer og fuglefunk.

Det hele startede for 10 år siden, da frontmanden Bjarke Søballe Andersen (også kendt fra indiebandet Leisure Alaska, der i min optik har udgivet en af de bedste danske popsange: Hey There Mr med den yderst fantasifulde animationsvideo) kastede sin kærlighed over gamle kassettebånd fra Dansk Ornitolog Forening. Bjarke samplede de 40 år gamle optagelser af fugle- og menneskestemmer og akkompagnerede dem med håndindspillede elektronisk musik, der bl.a. byder på insisterende bass, spacey synth, koklokker og tropiske-taktrytmer. Lyde der godt kan drage associationer til Chemical Brothers og Fat Freddys Drop. Teknikken bag arrangementerne er at mime fuglenes kald og overføre dem til musikken, så det bliver fuglene, der digerer.

Ryst halefjerene og lær på samme tid: 
Som navnet indikerer, kan man altså både ryste fjerpragten og blive klogere på fuglenes filosofi på samme tid.  Bjarke Søballes første soloudgivelse Havens Fugle fra 2010 er en anerkendende hyldest til vores bevingede venner, som mange har en tendens til at tage forgivet. Sidenhen har guitaristen fået selskab af Andreas Halberg på bas, Frederik Schumann på trommer og Lars Meiling på synth. Den fuldbyrdige flok har sammen udgivet studiealbumene Flere Fugle, det engelsksprogede New Zealand og er nu aktuelle med det nyeste udspil Fra Fugl til Fugl, som udkommer i slutningen af måneden. Heldigvis løfter spøgefuglene allerede vingen for deres funky fugleunivers på 1. singlen Munk i dag!

Nummeret er i sin enkelthed præget af en rastløs og sitrende stemning, som passer perfekt til munkefuglens søgende fløjtetoner. Der er desuden sammenflettet et munkekor i omkvædet, som fungerer farligt godt med den insisterende bass. Videoen er instrueret af koregraf, Sara Jordan, og der bliver for første gang skabt sammenhæng mellem bandnavn og videomateriale. Her fortolker den brasiliansk-japanske danser, Vitor Hamamoto, nummerets dystre stemning i en mørk kirke, mens farverige og psykedeliske fugle åbenbarer sig for ham. Der er religiøse undertoner over dansen, og Vitor lader til at gå fra et indre kaos til katarsis. Desværre virker videoen lidt for forsøgt og artsy-fartsy agtig, og det stjæler opmærksomheden fra det ellers glimrende nummer. 

Hele det naturskønne dobbeltalbum udkommer d. 30 november, og jeg kan godt afsløre, at der er noget at glæde sig til. Kan man ikke vente på, at udgivelsen klækker, kan det købes før tid til Dans og Lærs release-koncerter i løbet af måneden. Jeg har heldigvis allerede kløerne i pladen, og det bliver med en kæmpe fugl på, at halefjerene skal rystes på Hotel Cecil d. 25 november!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kwamie Liv leger musikalsk kamæleon på debutalbummet “Lovers That Come and Go”

Tilbage i 2014 kastede jeg min kærlighed på Kwamie Liv og særligt den populære single “Lost In The Girl” og Angel Haze-samarbejdet “Pleasure This Pain” fik en fast plads på min playliste – og har været der lige siden! Dette er da også grunden til, at jeg blev glad helt ind i maven, da det blev offentliggjort, at der rent faktisk var et album på vej fra Kwamie Liv. Nu er det sket. Nu er det ude. Og jeg er vild med “Lovers That Come and Go”.

Som en vaskeægte juleaften er jeg blevet den lykkelige ejer af hele 11 nye sange, og en ekstra gave i form af den lille akustiske perle til slut: En smuk, smuk, smuk version at hittet “Higher”. “Lovers That Come and Go” er et nuanceret album, der tager lytteren gennem alle facetter af Kwamie Livs lyd. Fra lyse, poppede P3’s Uundgåelige “Follow My Heart” til den organiske sydlandske “Sweet Like Brandy” – albummet har det hele, og det er på godt og ondt.

Når Kwamie lader hendes dybe stemme blende ind med elektroniske beats og svøber den ind i diverse vokaleffekter, mister jeg gang på gang mit hjerte til hendes fantastiske stemme og lydunivers. Særligt sange som “Last Night”, den konstant uforløsende “Blasé” og “Palm Tree Jungle” der indeholder en fantastisk outro, til dem der lytter med så langt, ligger højest på listen over yndlingssange fra udgivelsen. Åbningsnummeret “Do To You” synes jeg også var en dejlig overraskelse, der, med sin dybe, svævende lyd og Kwamies gennemtrængende vokal, på fineste vis reintroducerede mig til lyduniverset efter fires års stilhed fra sangerinden.

At Kwamie Liv har en forkærlighed for både det elektroniske og det organiske kom allerede frem på debut EP’en, og det er igen medført på debutalbummet. Der er sange der, i mine ører, lyder som om, at de bevidst er skrevet til radioen. Det er ellers noget af det anti-radio-sangskrivning, som fangede mig ved debut-EP’en, der med nedtonede og tunge produktioner viste Kwamie Livs fantastiske sangskrivning og fængende melodier frem på en anderledes måde.
“Follow My Heart” – der rent faktisk også blev P3’s Uundgåelige – og “Mama’s A Millionaire” bliver for gennemtænkte, for upersonlige og for radiopoppede til mig. Særligt sidstnævnte nummer læner sig meget op af det alt det afrobeatinspirerede, der gennem den sidste tid er blevet utroligt populært. Jeg synes, at det er en smule ærgerligt, da det er to gode sange, som pakkes ind i produktioner, der skubber dem væk fra resten af pladens materiale. Kwamie Livs vokal passer, efter min mening, ikke 100% ind i disse produktioner, og de ender aldrig der, hvor det føles som om, at de gerne vil hen.

Tekstuniverset på “Lovers That Come and Go” drejer sig endnu engang meget om nattelivet, kærligheden og relationer mellem mennesker. Jeg synes, at Kwamie Liv skriver fantastiske og dragende historier ind i sine sange, og særligt “Deep Water” og “Did” gav mig lyst til at lytte til nummeret igen med det samme, selvom produktionerne er lidt til den anonyme side. Også “New Boo” og “Last Night” er skarpe kandidater til enhver pre-party playliste.

“Lovers That Come and Go” er en blandet landhandel af alle de ting, som Kwamie ønsker at vise sine fans: det tunge elektroniske, de organiske kærlighedsballader der falder perfekt ind i enhver Tarantino-film, og de nye mere poppede skæringer, som jeg er sikker på, nok skal give hende en større – og efter min mening – velfortjent plads i folk musikalske bevidsthed. Nu vil jeg for titusinde gang sætte “Blasé” på mit anlæg, og krydse fingre for, at jeg kommer til at opleve “Lover That Come and Go” blive bragt til live på scenen en dag.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Emma says:

    Hej Regnsky
    Jeg kunne meget godt tænke mig at sende jer information og pressemateriale om Jazzhus Montmartres program for november og december. Når jeg forsøger at sende til jeres mail info@regnsky.dk, vil den ikke afsende, da jeres mailbox er fyldt.
    I må meget gerne kontakte mig på emma@jazzhusmontmartre.dk, når I har fået plads til nye mails, eller hvis I har en anden emailadresse, som jeg kan sende til.
    MVH Emma Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Orbital tog VEGA med på en 90’er tidsrejse med tung “far-techno”

Orbital i VEGA i søndags  (foto: joltvideo)

Sidste søndag havde jeg mest af alt lyst til at flade ud og pleje tømmermændene med slask og snask. Tømmermænd og techno er normalt ikke min cocktail, og jeg havde selvfølgelig glemt alt om, at jeg havde aftalt at tage i VEGA og høre kultkoncert med techno og electro-dance på menuen. En menu, der skulle vise sig at være rasende sprød, og som drev tankerne langt væk fra tømmermænd og tidlige mødertider mandag morgen. Brødrene Paul- og Phil Hartnoll bag det britiske band Orbital forvandlede nemlig VEGA til en kosmisk og komisk ravefest for alle aldre.

Orbital blev dannet i 1989 i den sydøstlige del af London og med navne som Underworld, Aphex Twin, The Prodigy og Chemical Brothers var de med til at forme 90’ernes techno- og electro-scene i England. De to brødre slog igennem med albummet Snivilisation og har efter en genforenings-tour sidste år netop udgivet electro-dance albummet Monsters Exist fra ACP Recordings Ltd. Orbital er med 8.927.641 afspilninger på Spotify, bedst kendt for det hypnotiske og trance-agtige nummer: Halcyon On and On som sammen med det nye album blev luftet i Svend Auken-Salen i søndags. 

De to monstre, om man vil, var udstyret med ikoniske briller med runde lys på hver side, som fik dem til at ligne planetens sidste overlevende eksistenser. Orbital gik i luften fem år før, jeg blev født og har så mange albums på CV’et at de, som aftenens øvrige klientel, kunne have været mine forældre. Med undtagelse af en lille purk, der sad på sin fars skuldre udstyret med høreværn, var jeg klart den yngste i 90’er tidslommen af tung støj og hård “far-techno”. Koncerten havde ikke solgt ud, så salen var halveret og balkonerne lukket. Dette bidrog bare til en mere intim stemning af at være samlet til den samme nieche-koncert på en højhellig søndag.

Orbital gik på scenen til et nedtællende ur og en alarmerende stemme, der gentagende gange sagde: “How long do you think the humanrace will survive?”. Der var dommedags trusler i luften, og deres dias virkede som en syrede kritik af systemet og det menneskeskabte kaos på jorden. På trods af de dystre visuals, var Orbitals søndagstrance både sjov, kikset og sprød på samme tid. Nummeret Hoo Hoo Ha Ha fra det nye album forvandelede tilskuerrækken fra trancetilstand til en trompet-triumf af hoppende hoveder.

Koncerten kørte glat på nær en enkelt afbrydelse med tekniske problemer. Det skabte lidt af en akavet stemning, men Hartnoll-brødrene kom heldigvis hurtigt tilbage bag pulten. Der blev mixet efter den gamle skole, hvor alle instrumenter bliver blæst ud med samme styrke, og det gjorde ørepropper til et absolut must. Det særlige ved deres live-performances er, at de improviserer og leger med strukturen undervejs i numrene. Orbital sætter sequencere i gang og bygger konstant lyden op i lag via diverse analoge synthesizere og trommemaskiner.

Det virkede i starten en anelse malplaceret, da brødrene flettede pop-klassikere som I Will Survive og Heaven is a Place on Earth midt ind i rave-sættet, men efter nogen tid voksede deres mashups på mig. Det var festligt og plat på den der “vildere klovn” agtige måde. Man fik især de tunge electro-bølger og break-beats at mærke på nummeret Impact (The Earth Is Burning), som fungerede vanvittig godt i liveudgave. Studieversionen er en del anderledes, men også glimrende, hvis man er i humør til noget ravey baggrundsmusik og et skud Mario Party-nostalgi.

Lider man af epilepsi eller angstanfald, vil jeg dog fraråde at opleve bandet live. Støjniveauet, strobelyset og deres excentriske dias, er ikke for sarte sjæle. Lysshowet mindede mig om en intergalaktisk stjernekrig, der ville have lukket luftrummet, hvis brødrene spillede under åben himmel. 

På trods af den korte afbrydelse og en lydstyrke, der kunne have baldret samtlige af Enghavevejs vinduer, får Orbital mine varmeste anbefalinger. De erfarne brødre var på trods af alderen i topform, og jeg skal klart opleve Orbital og deres tossede throwback-techno, hvis de gæster Danmark igen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Theophilius London og Tame Impala genindspiller discodiamant

Et af mine absolutte yndlingsdansenumre er Steve Monites ’Only You’ fra 1984. Det er en vaskeægte kultklassiker med en af de mest funklende basgange nogensinde. Originalen har et futuristisk lydunivers og lyder stadig dugfrisk den dag i dag.

Theophilius London og Kevin Parker må være enige i, at sangen er yderst spændstig, for de har netop udgivet et cover af dansedjævlen. Jeg vil dog mere kalde det en genindspilning end et cover, for selvom man kan høre Tame Impalas patenterede slørede synths, har sangen fuldstændig samme struktur og lyd som Steve Monites version. På trods af, at man nok skal se udgivelsen som en hyldest til discohymnen, virker den stadig lidt ligegyldig, for det er ikke meget, de to kunstnere fornyer sangen. Genindspilningen ledsages af en musikvideo i VHS-retrostil tonet i lilla og guldglimmer.

London og Parker spillede for nyligt et udsolgt show i Los Angeles under gruppenavnet Theo Impala. Duoen har indtil videre kun udgivet ’Only You’, men rapperen har tidligere spillet et nummer fra samarbejdet ’Whiplash’ til koncerter tilbage i 2016. Efter sigende skulle begge sange være at finde på Theophilus Londons kommende album BeBey.

Theo Impala er ikke de eneste, der har fortolket Monites klassiker. Tilbage i 2017 spillede selveste Frank Ocean nummeret under sin koncert ved FYF Fest i Los Angeles. Hvis det ikke kan overbevise dig om, at ’Only You’ skal direkte ind på din danseliste, så ved jeg ikke, hvad der kan.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Månedens bedste tracks: Oktober 2018

November er over os, oktober er et overstået kapitel, men inden vi helt siger goddag til det nye måned, hylder Regnsky nogle af de udspil fra ind- og udland, der var med til at definere det forgangne.

Desire – Tears From Heaven

Synthpop-trioen Desire, der består af Megan Louise, Nat Walker og Johnny Jewel (som også er med i Chromatics og Glass Candy, og som driver pladeselskabet Italians Do It Better), er tilbage med sit første udspil siden 2009. Tears From Heaven er en forsmag på et album, der er sat til at udkomme i 2019, og nummeret byder på poleret og mørk synthpop lig den, der for snart et årti siden gav gruppen kultstatus for sit bidrag til Nicolas Winding Refns film Drive med nummret Under Your Spell. (Morten Bruhn)

Lyra Valenza – Reality Blizz

Danske Lyra Valenza har på kort tid gjort sit navn kendt på den internationale scene, og nu er duoen bestående af Jens Konrad Barrett (Sigurd Barretts søn(!)) og Hjalte Lehmann klar med en ep på det fremadsynede britiske label Opal Tapes. Ep’en hedder Scan, Deliver, hvorfra den 150 bpm-torpederende post-rave-single Reality Blizz kan høres nu. Nummeret knytter tropiske synthlines med insisterende og inciterende akkordprogressioner og jungle-rytmik. Tænk… Aphex Twin? (Morten Bruhn)

Roísin Murphy – The Rumble

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Roskilde Festival bør som minimum gøre en ihærdig indsats for at skaffe irske Roísín Murphy til sin 2019-plakat. Det bør de, fordi den tidligere Moloko-forsangerinde i år har spyttet hele fire ep’er ud, der alle er producerede af house-originalen og legenden Maurice Fulton. I oktober kom det afsluttende kapitel så, The Rumble / World’s Crazy, hvor førstnævnte skæring både skuer tilbage mod house-lydens oprindelse og frem mod i dag. Roísín Murphys vokal er som fløde lagt ned over Fultons klassiske house-beats og piano-stabs. (Morten Bruhn)

NAO – Curiosity

Siden jeg for første gang hørte Mura Masa-samarbejdet Bad Blood, har jeg været en regulær NAO-fangirl. Det er med stor glæde, at jeg nu kan sætte mig ned og lytte til hele hendes nye Saturn-album, men jeg vil dog gerne fremhæve single-udspillet fra tidligere på måneden; Curiosity. Den slæbende, atmosfæriske stemning, som gennemsyrer nummeret, er tryllebindende, og sammen med hendes geniale vokal og korarrangementer er jeg simpelthen blæst bagover af hendes rå talent. (Line Mortensen)

Kwamie Liv – New Boo

ENDELIG! Efter alt for mange år har Kwamie Liv igen åbnet op for sin sang-godtepose og udgivet ny musik. Jeg er personligt selv vild med oktoberudgivelsen New Boo, der stemningsmæssigt minder dejligt meget om hendes tidligere udgivelser på Lost In The Girl-ep’en fra 2014. Den mystiske stemning og hendes dybe vokal er endnu engang den perfekte kombination, og den uforløsende måde, som New Boo holdes nede på fra start til slut, giver mig kun lyst til at høre mere, mere, mere! (Line Mortensen)

Thom Yorke – Suspirium

Ny genistreg fra manden, der besidder historiens flotteste falsetstemme, og som i sig selv er blevet en genre. Nummeret kommer fra det nye album Suspiria, som er soundtracket til Luca Gudagnino’s remake af Dario Argento’s klassiske horrorfilm. En filmisk genre, der er lige så mørk, mystisk og melankolsk som Thom Yorkes magiske lydunivers. Traileren til filmen ser så creepy ud, at jeg måtte stoppe efter 15 sekunder, men alligevel ser jeg det som et absolut must at skulle se og ikke mindst høre filmen i en biograf med en ordenlig surroundsound. (Laura Fromm)

Robyn – Ever Again

Sveriges ukronede pop- og dancehallqueen er efter seneste genistreg Body Talks tilbage med et emotionelt, dybt og honningsødt abum, Honey. Udgivelsen har været undervejs i otte år, og jeg er efter første lyt allerede lige så stor fan af det som de foregående plader. Robyn har genforenet den gamle lyd med flere farver, dynamik og samarbejdspartnere som svenske ZHALA, der før har været med på turné. Pladen slutter efter min mening med det bedste nummer, Ever Again, og bidrager til en af de der A-Z oplevelser. Jeg kan ikke vente på, hvornår en af sommerens festivaler løfter sløret, slipper bierne løs og lader forventningsfulde fans sværme helt tæt på den længe ventede honning #PrayforRobyn!!! (Laura Fromm)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *