Det skal du høre fra september

6lack feat. J. Cole – Pretty Little Fears

Hvis du kun skal høre ét nummer fra september, så lad det være Pretty Little Fears med 6lack og J. Cole.

Nummeret er fra 6lack’s dugfriske album East Atlanta Love Letter. Selve albummet er ikke så konsistent, og selvom mange af numrene er velproducerede og sunget med hjerte, så føles meget af det andet som fyld. Sådan er det ikke med Pretty Little Fears. Nummeret er helstøbt, ærligt og sidder lige i skabet. 6lacks vokal er sindssygt lækker, når den er akkompagneret af en bas, der ikke er den ellers for tiden meget dominerende trap-bas, men i stedet mere konstant og underspillet. Basen lægger sig rundt om 6lacks stemme som det tynde lag mørke chokolade, der gør et marcipanbrød komplet. Og dette marcipanbrød er både med nougat og nødder på toppen, for bassen er ikke den eneste underspillede, instrumentale lækkerbisken.

Lyrisk bruger 6lack mange af de samme greb, som den moderne R’n’B bruger. Han synger om sex og begær i en helt direkte form, et greb der efterhånden kan virke uoriginalt. Det ville man måske også umiddelbart tænke, hvis ikke det var fordi, det sammen med omkvædet føles så dybfølt ærligt. Det betyder også, at den ellers lidt banale tekst i omkvædet virker troværdig frem for fabrikeret. Man tror på 6lack.

At J. Cole så lige smider et veltimet gæstevers ind er ren flødeskum på toppen. Pretty Little Fears er et samleje, der hele tiden er lige på grænsen til at peake, men hvor man alligevel efterlades mere end tilfreds.

The Blaze – Dancehall

Dancehall beviser The Blaze, at de kan mere end bare at strikke ét (genialt) hit sammen. Selvom albummet ikke indeholder en ny Territorry, så er Dancehall et helstøbt sammenhængende album med variation nok til at man hele tiden har lyst til at lytte videre, men sammenhæng nok til at hver overgang er naturlig. The Blaze laver house, men skal man beskrive musikken med ét ord, er stemningsfuldt meget mere præcist.

Dancehalls tempo er er både lavt og højt, man kan danse til det og man kan synke ned i sofaen og ind i sig selv. Med dybe forvrængede vokaler, klaverbårne og langsomme synthesizers, er det ikke som andet house. Til gengæld er det meget symptomatisk for genren, at både den vokale og instrumentale side er repetetiv, og sammenhængen mellem de ovennævnte ting – altså de traditionelle house-elementer og de nyskabende er det, der gør, at Dancehall fungerer så godt, som det gør. Generelt er det dog svært at beskrive Dancehall ud fra elementer som vokaler og instrumentaler, for det er i virkeligheden albummets evne til at vække følelser, der er det mest fængende.

At Dancehall slutter med en outro, der kun stiger i intensitet, fungerer overraskende godt, og er måske den detalje, der kan indkapsle det hele. Ud fra de første par singler ser det i øvrigt ud til, at The Blaze fortsætter deres biograf-værdige måde at skære musikvideoer på.


Brockhampton – Iridescence

Det selvudnævnte boyband Brockhampton har udgivet deres fjerde album på lidt over et år. Det lyder af meget, og det første indtryk er da også, at gruppens rodede og skiftende lyd ikke er så nyskabende nu, som på Saturation 1 og 2. Men kommer man nogle numre ind, bliver man mødt af nye skæve beats og vers. I løbet af pladen beviser Brockhampton, at hvis de var et fodboldhold, – der er nok medlemmer af gruppen til at stille et 11-mandshold – så var de ekstremt svære at spille mod, for Brockhampton skifter tempo og stil så hurtigt, at det er umuligt at forudsige, hvad der sker lige om lidt. Og det gør de mere end nogensinde før på Iridiscence. Du kan med fordel starte albummet med nummeret WHERE THE CASH AT. Det er her albummet for alvor går i gang, og det er svært ikke at lade sig rive med af et så dirty didgeridoo-agtigt beat.

Som stor fan af gruppens tidligere værker, må jeg være ærlig at indrømme, at jeg savner det nu tidligere gruppemedlem Ameer Vann rent musikalsk. Meget kan man sige om ham, men han havde de vildeste tekster og det bedste flow i gruppen. Dog tror jeg ikke, at man vil tænke over, at der mangler noget, hvis man ikke har hørt Brockhampton før, så et eller andet sted har den tilbageværende del af Brockhampton oppet sig på Iridescence.

Derudover har Noname smidt Room 25, som Nikolaj har skrevet om længere nede på siden. Maribou State viser høj kvalitet på deres nye album Kingdoms In Colour. Men bortset fra et helt genialt samarbejde med KhruanbinFeel Good, lyder de desværre meget som på deres tidligere udgivelser.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

De syv bedste koncerter fra Reeperbahn – Tysklands svar på Spot og by:Larm

Reeperbahn Festival (Foto: Roberto Kai Hegeler)

Reeperbahn Festival er Tysklands svar på SPOT, by:Larm, SXSW og Great Escape; festivaler, som udover et hav af koncerter med hovedsageligt upcoming bands har et omfattende konference- og netværksprogram. Efter at have besøgt SXSW fik festivalens grundlægger Alexander Schultz den idé, at der også skulle holdes en lignende festival i Hamburg, og således blev Reeperbahn født. Det er i år trettende gang, at festivalen afholdes, og der er over årene blevet føjet flere og flere ting til programmet, der nu – foruden et hav af musik – rummer kunsttiltag, filmvisninger og en lang række tech-fokuserede oplæg – sådan som man også finder det på SXSW, men selvfølgelig i meget mindre skala.

Det er anden gang, at jeg er på Reeperbahn, og i løbet af de fire dage, festivalen varede, blev det til et hav af koncerter, talks og events. Jeg vil spare jer for den slaviske opremsning af bands og i stedet give jer mine syv favoritkoncerter – værsågod:

Hope

I 2016 lancerede Reeperbahn sin egen talentpris, Anchor Award, og blandt de otte nominerede i år kunne man finde Berlin-bandet Hope, som jeg fangede på den lille bar Sommersalon på festivalens første dag. Hopes musik er både dyster, pulserende og hårdtslående, og forsangeren Christine balancerede perfekt på den flydende linje mellem det skrøbelige og det nærmest maniske. Sommersalon var fyldt til randen, og musikken, der bankede ud af de åbne vinduesfacader bag scenen, tiltrak mange nysgerrige ører ude på gaden. Hope vandt ikke Anchor-prisen på trods af, at flere jurymedlemmer (blandt andet Sky Edwards fra Morcheeba og stjerneproduceren Linda Perry) fremhævede dem i løbet af awardshow’et, som fandt sted lørdag aften – men det skulle undre mig meget, hvis vi alligevel ikke kommer til at høre mere fra dem.

Jungle

Det tog et godt stykke tid, før britiske Jungle gik op for mig. Jeg kan godt huske at være gået forbi Avalon-scenen på Roskilde for nogle år siden og tænkt, at det var en virkelig svedig lyd, der kom derinde fra, men jeg var på vej til noget andet og stoppede ikke rigtig op. Det var faktisk først, da jeg fangede dem på Falls Festival i Vestaustralien i januar i år, at jeg blev mindet om dem. Jeg er stadig ikke helt fanget af pladerne, men live sætter det syv mand store band og deres yderst dansable neo-soul altså gang i en fest. Udover at det nærmest var umuligt at stå stille, så er der noget dragende og virkelig smittende ved den spilleglæde og kemi, der er mellem de to frontmænd, Tom MacFarland og Joshue Lloyd-Watson, og deres nærmest flirtende kontakt med publikum. Så, ja, jeg var godt og grundigt glad i låget, da jeg gik fra spillestedet Docks onsdag nat.

Carey

Carey er et nyt navn for mig på trods af, at han har flere album bag sig, og, nårh ja, så spiller han trommer i Bon Iver. Det var da også det faktum, der fik mig til at gå til hans koncert torsdag aften – altså Bon Iver-forbindelsen. Jeg tænkte, at det ikke jo ikke kunne være helt ved siden af. Og det var det heller ikke. Fra balkonen på det smukke jazz-spillested Mojo Club lod jeg mig i knapt en time tryllebinde af den beskedne amerikaners ambiente univers, som næsten selvfølgeligt bringer tankerne hen på særligt det tidlige Bon Iver, men også navne som Sufjan Stevens og Fleet Foxes. En helt igennem lækker afslutning på festivalens andendag.

Tempesst

Der var propfyldt, da jeg ankom til det underjordiske spillested Bahnhof Pauli fredag aften, og jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle droppe at mase mig ind i det aflange lokale. Heldigvis blev jeg hængende. Kernen i det fem mand høje band Tempesst udgøres af brødrene Toma og Andy Banjanin, som egentlig er fra Australien, men nu er bosat i London, og de laver indie-rock med psykedeliske tendenser. Jeg kendte ikke rigtig musikken på forhånd, men det var svært ikke at rocke med, og efterhånden fik jeg også arbejdet mig så langt frem, at jeg også kunne se scenen – momentvis i hvert fald. Det var ikke en koncert, som blæste mig bagover, men jeg var rigtig godt underholdt, og den har gjort mig nysgerrig på bandet.

Dizzy

Hvis du ikke allerede har fået ørerne op for canadiske Dizzy, så kan det kun gå for langsomt. Bandet består af brødrene Charlie, Alex og Mackenzie Spencer samt Katie Munshaw, som står for den fine vokal, og de er nok det band, som jeg var allermest ærgerlig over at gå glip af på Great Escape Festival i engelske Brighton i maj. De har siden udgivet det virkelig lækre debutalbum ’Baby Teeth’, og mine forventninger til bandet er bestemt ikke blevet mindre siden da. Heldigvis blev jeg heller ikke skuffet, da de gik på scenen på Nochspeicher fredag aften. Det eneste, der var galt med koncerten, var, at den ikke var længere – 40 minutter er simpelthen alt for kort tid i Dizzys drømmende elektropop-univers.

 Parcels

Jeg opdagede dette band, da jeg var på Reeperbahn første gang for to år siden. De fem unge australiere, som er bosat i Berlin, var nomineret til føromtalte Anchor Award, og jeg blev med det samme fanget af deres legende funk-univers. Og der er altså sket meget, siden jeg så dem på en propfyldt Molotow-bar, hvor der er plads til ca. 150 personer, til nu, hvor de spillede for fuldt hus på ikoniske Große Freiheit 36, der har en kapacitet på 2.000. Kvintetten lagde ud med en af mine favoritter, nemlig det super funkede track ’Hideout’, og jeg kunne simpelthen ikke holde op med at smile – og danse. Daft Punk har produceret nummeret ’Overnight’, og i de lange instrumentaler undervejs i koncerten var det tydeligt, at kvintetten er store fans af den franske duo. Bandets debutalbum kommer på gaden i midten af oktober, og jeg kan godt bekymre mig for, om lyden kommer til at blive lidt for ensformig på plade – men live fungerer det altså.

Christof van der Ven

En af mine sidste koncerter på årets Reeperbahn blev med hollandske Christof van der Ven (som også er del af Bear’s Dens liveband). Singer-songwriteren spillede et akustisk set på Hamburger Schulmuseum lørdag aften, og det var en af den slags koncerter, hvor man virkelig føler, at man kommer tæt på en artist. Vi var nok omkring 60 mennesker, måske lidt flere, i lokalet, hvoraf størstedelen sad ned på de bonede trægulve, og stemningen var afslappet, men også meget respektfuld – der var musestille under numrene. Christofs ’jeg tuner lige min guitar’-smalltalk blev leveret med en lidt akavet charme, som flere gange fyldte rummet med latter, og det var blot med til at lette stemningen yderligere. Alt i alt bare en rigtig fin koncert i et lidt anderledes format.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette skulle ikke have været en anmeldelse af Octavians mixtape ‘Spaceman’

Den britiske kunstner Oliver Godji går under navnet Octavian, som er en 22-årig rapper, der trods sin opvækst i det sydlige London er født i byen Lille i Frankrig. Han blev tidligere i år signet af Sony/ATV og Stellar Songs til en verdensomspændende kontrakt.

Dette skulle egentlig have været en tekst om Octavians forestående koncert til den stort anlagte Journey-festival, der finder sted på lørdag i Den Grå Hal, og som også byder på koncerter med Jimothy Lacoste, Nilüfer Yanyar, First Hate og mange flere. Men desværre har briten netop meldt sit afbud, så dette er i stedet en anmeldelse af hans debut-mixtape, ‘Spaceman‘, der udkom for to uger siden.

Octavian spiller grime i slowmotion, krydrer lyden med Jamie xx-agtige beats og en af de sprødeste og mest originale kunstnere, der debuterer i år. Han har for to uger siden udgivet sit debut-mixtape ’Spaceman’. Mixtapet er en perfekt anledning til at springe på Octavian-vognen, men hvis du gerne vil have en god indføring i den 22-åriges stil kan du passende varme op med at høre rapperens første, og efter min mening bedste, single ’Party Here’.

’Party Here’ er produceret af J. Rick og lyder som en privatfest, hvor der er plads til at snakke følsomt i et mørklagt rum, mens der i stuen er fuld drøn på højtalerne. Alle på dansegulvet bliver badet i tropiske farver af lavalamper og lyskegler.

Det dunkle rum er møbleret af grime-agtige synths, og Octavians vokal og lyrik står meget tydeligt frem i mixet. I omkvædet buldrer et eksotisk beat med olietønder, der minder om noget, Jamie xx kunne stå bag.

De indadvendte og ærlige tekster kombineret med en eksperimenterende blanding af beats giver tilsammen nummeret en blanding af melankoli og feststemning, som får mig til at sætte nummeret på repeat.

Octavians musik er tiltrækkende, for den fransk-engelske rapper har noget på spil. Han tager ikke sit fancy poolbord i sin lejlighed for givet. Han kan huske, hvordan det føles at sove på gaden. Han vil gerne være have succes, men er også klar over, at han ikke kommer sovende til det. Det sætter dog ikke en stopper for, at det er vigtigt at have det sjovt, mens man knokler, og det kan man især mærke på førstesinglen fra Spaceman, ’Revenge’.

’Revenge’ er en kort tune, på under 2 minutter, hvor Octavian autotunerapper med sin karakteristiske raspe, hæse røst. Beatet er luftigt og minder om produktionen på sange som ’Pick up the phone’ af Travi$ Scott og Young Thug eller Kesis seneste single ’Ekstra’. Octavian rammer altså lige ned i tidsånden, men formår at bevare originaliteten især i kraft af stemmen, men også i sangens format, der er kortere end radio edits.

Ligesom den romerske kejser Octavian, regerer Oliver Godji også over et stort imperium af musikalske genrer. Han siger selv, at han er meget inspireret af Bon Iver og James Blake, og deres ambiente tilgang til musikken kan godt spores, bl.a. på nummeret ’Hands’. Specielt den autotunede vokal på dette nummer minder om den måde, Frank Oceans vokal forvrænges på ’Lens’, eller vokaleffekterne på Bon Ivers ’The Wolves (Act I and II).

Og så må vi ellers håbe, at Octavian snart kommer til Danmark i en anden forbindelse. Det har han allerede lovet efter sit afbud til Journey. Det vil formentlig blive et brag af en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Noname serverer varm efterårssoul til din kolde regnvejrsdag på ‘Room 25’

Noname – ‘Room 25’ (selvudgivet)

Hvis du lige er trådt ind af døren med rød næse og bittert fortryder, du ikke tog regnjakken med på en lang dag på studie eller arbejde, så har jeg det helt rigtige album til dig. Du kan godt begynde at sætte kaffen eller kakaoen over og glæde dig til en elegant blanding af jazz, soul og hiphop. I dag er Noname den musikalske kok, og menuen står på hendes andet album ’Room 25’, som hun udgav i fredags, 14. september.

På nummeret ’Window’ med en feature af pladens producer, Phoelix, går den bløde percussion i et med den regn, der stille banker på mine vinduer, og sammen med strygerne har sangen en soundtrack-vibe, som er vanvittigt dragende.

Neo-soulens ypperstepræst D’Angelo får en kærlig reference på den følsomme ’Don’t Forget About Me’, og der er flere sange på albummet, der lægger sig i slipstrømmen af D’Angelos ’Voodoo’-plade fra 2000.

Pladen er velproduceret og formår at beholde den autencitet, jeg kan savne hos kollegerne Smino eller Xavier Omär. Prøv at sammenligne lilletrommen på ’Part of Me’ med Sminos ’blkswn’. Jeg synes, det klæder ’Room 25’ at bruge en mere livlig lyd i produktionen, og det er med til at understrege den modning, Noname har gennemgået fra sin debut til i dag.

Heldigvis har Noname alias Fatimah Nyeema Warner ikke mistet sit kække og humoristiske bid, som vises frem i allerførste sang ,’Self’: “My pussy teachin’ ninth-grade English/My pussy wrote a thesis on colonialism.” Generelt virker Chicago-rapperen veloplagt, og hendes poetiske snakke-rappen leveres overbevisende på hele albummet.


’Room 25’ er lige i underkanten af 35 minutter lang og selvudgivet. ’Room 25’ følger op på Nonames 2016-udgivelse ’Telefone’, som bestemt også er værd at (gen)lytte igennem.

Mine yndlingssange: ’Window’, ’Don’t Forget About Me’, ’Ace’, ’Part Of Me’

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Premiere: Danske Moon Mountain krænger kærlighedsfrustrationerne ud på ny single

Moon Mountain

På årets UHØRT Festival både anbefalede og elskede Rasmus den danske kvartet Moon Mountain. I dag har vi så fornøjelsen af at kunne præsentere deres spritnye single “If You Don’t Trust Me” med dertilhørende musikvideo.

På “If You Don’t Trust Me” går forsanger Mona Selma Linderoth i kødet på den mistillid, man nogle gange kan blive mødt med i forholdet til et andet menneske. Få gange er den berettiget, mens mistroen eller mistilliden andre gange skyldes noget hos den anden person; et tidligere svigt, et uafsluttet parforhold eller noget helt urelateret, som bare går ind og bliver destruktivt. Eller måske skal kilden findes hos én selv – eller hos begge…

Moon Mountain, der foruden Mona Selma består af guitaristen Ronnie Fischer, Ingvild Skandsen på synths og Patrick Gamst Pedersen på bas, laver drømmende, sfærisk synthpop, og det er den nye single og musikvideo en fantastisk showcase af.

Nogle vil måske mene, at vi er ved at være på den anden side af den synthpop-bølge, der ramte Skandinavien for nogle år siden, og det er vi måske også. Men Moon Mountain formår med “If You Don’t Trust Me” at bygge ovenpå synthpop-basen med kontrastfyldt melankoli og udtrykt længsel, der gør mig nysgerrig på det univers, Mona Selmas lækkerthæse vokal forsøger at hive mig ind i. Nummeret er på samme tid både nyskabende og nostalgisk, hvilket gør, at man føler sig behageligt tryg uden at kede sig, når man lytter til deres musik.

Nostalgien er også i højsædet i videoen, som er et særdeles stemningsfuldt sammenklip af, hvad der ligner ferievideoer fra et sted langs Middelhavets kyst. De små videoklip er hovedsageligt filmet fra synspunktet af den mystiske partner, som også er singlens lyriske omdrejningspunkt. Musikvideoen fungerer som en tankevækkende kontrast til lyrikken, hvor man pludselig på en og samme tid er inde i hovedet på begge hovedpersoner – eller snarere: Partnerens syn og Mona Selmas tanker.

For mig er musikvideoen med til at give “If You Don’t Trust Me” et ekstra lag, fordi den med simple virkemidler illustrerer den distance, som måske i virkeligheden er den største kilde til mistro og mistillid mennesker imellem. Selvom der trods alt er nogle glimt af håb til sidst i videoen, hvor man mærker, at de to sjæle måske alligevel passer sammen…

Se videoen og lyt til den nye single her:

“If You Don’t Trust Me” udkommer i morgen, fredag den 14. september. Køb den, stream den, lyt til den!

Lad mig her til sidst sende en kæmpe anbefaling i retning af Moon Mountain som liveband. Jeg har sjældent været så opslugt af et band, som jeg var det til deres koncert på UHØRT i sidste måned. Særligt Mona Selma Linderoth og Ingvild Skandsens nærmest filmisk koreograferede sammenspil er i sig selv en oplevelse værd; særligt når den indhylles i kvartettens omfavnende synth-univers.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *