Roskilde Festival: Geografiforvirrede Lorde strålede i glimt

Lorde Regnsky

Det er egentlig vildt, at vi skulle helt hen til fredag på Roskilde Festival, før det skete. Lorde blev den første til ikke at vide, hvor hun befandt sig. Det er egentlig lidt synd, for nogen skulle have briefet hende inden, så hun ikke endte med at stå på scenen og råbe “I love you Copenhagen!” og “Roskilde! It’s so good to be here in Copenhagen!”

Men hvis nogen kunne slippe af sted med sådan en lille svipser, så var det newzealandske Lorde fredag aften. For hvis der er kommet noget godt ud af, at Roskilde Festival af uransagelige årsager ikke har anset Lorde for at være stor nok til at være hovednavn, så er det, at nærmest samtlige mennesker i Arena-teltet denne aften var Lorde-fans, som kunne mere eller mindre samtlige tekster. Jeg var selv en af dem.

Det gav en helt særlig stemning, hvor man glemte, at man var på Roskilde Festival. For en stund var jeg bare til Lorde-koncert sammen med en masse andre, som kun var kommet for det. Dén oplevelse havde man nok ikke haft på Orange Scene. Bagsiden af medaljen var så, at alt, alt for mange blev efterladt uden for teltet og uden for fællesskabet, men det er Roskilde Festivals fejl – ikke Lordes.

Lorde selv virkede nærmest chokeret over det absurd store fremmøde, og hun måtte flere gange tage sig til hovedet og tydeligt rørt takke et særdeles veloplagt publikum. Det er fandme også sjældent, at man kan stå helt bagerst i teltet og stadig føle, at alle omkring en er der for musikken og intet andet. Hurra for jer, fellow festivalgæster!

Koncerten blev åbnet med “Tennis Court” fra 2013-albummet “Pure Heroine”, og det gav den forventede effekt blandt det dedikerede publikum. Det samme gjorde blandt andet gennembrudshittet “Royals“, dette års monsterhit “Green Light“, “Homemade Dynamite” fra samme album (“Melodrama“) og nyklassikeren “Team“. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at være lidt skuffet, for numrene druknede for mig i overdreven backtracking, som dog blev mindre tydeligt af, at alle blandt publikum sang med på hver en strofe. Jeg ved godt, at det er en normal popkoncertsygdom, men det ville klæde Lorde at medbringe et rigtigt band og et kor næste gang frem for bare en trommeslager og en fyr til at dreje på knapper. Det kan hendes musik godt bære, og det samme kan Lordes tydelige vokaltalent.

For det var en god koncert, og særligt på balladen “Liability” strålede Lorde som den stjerne, jeg har ment, hun var, siden jeg stødte på hende ved et tilfælde i slutningen af 2012. Her fremstod hun nemlig helt nøgen musikalsk, og det klædte hende gevaldigt. Det hjalp selvfølgelig også, at store dele af publikum på eget initiativ tændte lightere og kameralys og skabte en kulisse, der fik Ella Yelich-O’Connors stemme til at knække, da hun opdagede, hvad der foregik.

Og inden det her ender som en anmeldelse med et enkelt højdepunkt, er det vigtigt for mig at fastslå, at jeg nød koncerten til fulde. Det var en skøn oplevelse, som absolut vil stå som et af mine højdepunkter i år. Fordi jeg havde glædet mig til at høre Lorde i efterhånden fem år. Fordi publikum til denne koncert var så klart det bedste, jeg har været i selskab med på årets festival. Og fordi Lorde er så pisse dygtig, at det bare er en fornøjelse at opleve. Men det er også derfor, jeg gerne vil have mere. For hun kan mere. Og det ville klæde hende at vise det. Det ville givetvis kaste nogle fejl ind hist og her, men der må hun bare tro på, at publikum og hende nok skal komme igennem det sammen. Gårsdagens publikum ville i hvert fald have båret Lorde rundt i en dronningestol, indtil deres arme faldt af.

Så tak for en dejlig koncert, men hey, tag lige dit band med fra Austra…jeg mener New Zealand, næste gang!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Ikke tale, bare snakke…

Roskilde Festival Regnsky
Foto: Jonas Laurien

Det er efterhånden 13 år siden, at Peter Sommer udødeliggjorde ordene i overskriften med gennembrudshittet “Valby Bakke”, men sjældent har et citat været så on point til at beskrive min oplevelse af Roskilde Festivals fredagsprogram. Det er efterhånden ganske forudsigeligt at beklage sig over, at der er for meget snak blandt publikum til rigtig mange koncerter. Ikke bare til festivalkoncerter men også til koncerter, som folk rent faktisk har betalt penge for specifikt at høre. Måske kunne det tyde på, at der findes et uudnyttet marked for dyr baggrundsstøj til din samtale om heste, kærester eller en kombination. Iværksætteridé lige der; du tager den bare!

Men det er egentlig ikke den irriterende summen, som i går fx fik Angel Olsen til at ytre ordene: “Can I ask you something? Will you please just shut up?!” Hvilket blev modtaget med store jubelbrøl fra den frustrerede del af publikum, som var mødt i Avalon for at nyde en af verdens mest interessante singer/songwritere lige nu. Avalon er i øvrigt klart den værste synder på Roskilde Festival, da teltet tilsyneladende er designet på en sådan måde, at den også suger al udefrakommende lyd til sig. Denne vidunderlige teknologi må kunne udnyttes andre steder; fx til at få folk til at gå hjem fra fester.

Nu har jeg efterhånden selv gjort mig skyldig i at snakke frem for at tale – for god ordens skyld skal det lige siges, at min definition i dagens anledning er, at tale har indhold – det har snak ikke. Det er ligegyldigt fyld, der selvfølgelig også er vigtig i mange sociale sammenhænge. Men hvad, jeg oplevede i går, var, at nærmest alle de artister, jeg havde fornøjelsen af at lytte (igen en vigtig nuance: Lytte er aktivt, høre er passivt) til i går, var yderst snaksaglige.

Det gjorde sig gældende for både Karl William, Seun Kuti, Angel Olsen, Alex Cameron, Mammút, Foo Fighters og Lorde. Og interessant nok ikke rigtig for Father John Misty, som virkede mindre oplagt i mundtøjet end normalt. Eller for Noga Erez, som man ellers må sige har noget på hjerte, men som måske også bare havde indset, at klokken 02.00 på Gloria fredag aften ikke var det mest oplagte tidspunkt til at komme med politiske statements om forholdene i hjemlandet Israel.

Men lad os fokusere på dem, der rent faktisk forsøgte at interagere med publikum. For det kan virkelig både gå godt eller skidt. Det er muligt, at det står i Roskilde Festival-håndbogen, at man skal råbe “Roskilde” med tryk på d’et mindst fem gange i løbet af en koncert, men derudover bør man nok kun tale, hvis man har noget at udtrykke. Kort sagt skal man kende sit publikum.

Eva var inde på noget af det samme i sin anmeldelse af Rüfüs tidligere på ugen, og jeg vil sige, at især Karl William faldt i den samme fælde. Han formåede at sige “det her er så stort for os” så mange gange, at han til sidst rent faktisk tog sig selv i at være i gang med at sige det igen, hvorefter han fik mumlet noget fuldkommen meningsløst. Så er det bedre at lade musikken tale.

Dave Grohl i front for Foo Fighters er derimod en sand mester i stadiontale. Det er selvfølgelig også en fordel, når bandet direkte udstråler, at de elsker at stå på Orange Scene. Det var ikke bare et eller andet tilfældigt job. Det betød fandme noget og særligt anekdoten om, at Dave havde siddet backstage og krydset fingre inden en koncert for 25 år siden, da Danmark vandt EM i fodbold, var spot on. Det var ærligt, det var nærværende, og det talte direkte ind i den danske folkesjæl. Lidt ligesom da Romy fra The xx aftenen forinden havde fortalt om dengang, hvor hun som 16-årig var blevet droppet af sin kæreste på Roskilde Festival – det tror jeg, at de fleste på pladsen kan relatere til i en eller anden grad; alle anmelderne kunne i hvert fald.

Det er alt andet lige også en bedre anekdote, end da den ene konferencier forud for Seun Kuti-koncerten fortalte om et par, som engang havde været på Roskilde, og nu var det igen med deres børn. Man må godt prøve lidt mere. Det gjorde Seun Kuti heldigvis selv, og han leverede alle de politiske budskaber, som jeg savnede fra Noga Erez. Nogle mindre end andre. Blandt andet kastede han sig ud i en underholdende svada om, at han ikke måtte ryge sig skæv backstage, men at andre ifølge ham tilsyneladende godt måtte tage hårdere stoffer uden at få skæld ud. Det kan man selvfølgelig også undre sig over; særligt med festivalens fokus i disse år.

Mammút og Lorde er faktisk nok de mest interessante snakke/tale-cases, for de gjorde vel nærmest alt det, man kan blive irriteret over, men det blev alligevel ikke for meget. Mammút-frontkvinden Kata var tydeligvis rørt over at stå på scenen og fik formuleret den ene halvforvrøvlede sætning efter den anden. Højdepunkterne talte blandt andet “now, we will play a song” og “we will see you… the next time we see you!” Men man kan slippe af sted med meget, når man konstant tager sig til hovedet i benovelse og tydeligt viser sin taknemmelighed over at få lov til at spille på Roskilde Festival – hvilket hun da også fik sagt, er det største, man kan opnå som islandsk artist. Og det troede man på!

Jeg havde lidt frygtet, at Lorde ville være mere distanceret, da hun entrerede Arena, men hun var nærmest selvudslettende ydmyg, og jeg tror faktisk, at hun var lidt i chok over den enorme opbakning, hun oplevede. Hun var helt tydeligt alt, alt for stor til Arena, hvilket betød, at samtlige personer i teltet var fans, der kunne nærmest alle hendes sange udenad. Så det gjorde det mindre, at hun flere gange fik sagt “I love you Copenhagen” og “It’s so good to be here in Copenhagen”. Mere om det i min anmeldelse af koncerten.

Så den overordnede pointe er vel egentlig bare, at man skal have noget på hjerte, inden man kaster sig ud i de længere foredrag. Det er der ikke noget groundbreaking i. Men samtidig at det i grunden måske ikke er så vigtigt, hvad man siger, så længe man siger det på en troværdig måde. Musik handler om følelser, og hvis man samtidig finder de rette ord til at udtrykke de følelser, der opstår mellem en kunstner og et publikum, skaber man den magi, der gør koncerter mindeværdige. The xx mestrerede det torsdag, rigtig mange ramte inden for skiven fredag.

Og hold så kæft under koncerterne! Dine ord er ikke magi – medmindre du er Gandalf eller Harry Potter. Og det er du ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Overlegne Jamie xx gik forrest i the xx magtdemonstration

The xx Regnsky

Jamie FUCKING xx! Her kunne min anmeldelse af the xx på Roskilde Festival egentlig fint stoppe, for alle, der var til stede i regnen foran Orange Scene, ville forstå budskabet til fulde.

Det var en vaskeægte magtdemonstration, vi var vidne til i går aftes, hvor the xx slog fast, at dygtige musikere sagtens kan tilpasse musikken til tid og sted uden at gå på kompromis med sine kunstneriske værdier og kvaliteter. Trioen havde klogt ladet Jamie “xx” Smith styre slagets gang, og det gjorde han med så sikker hånd, at det nærmest var uforståeligt. For han skabte fandme stort set hele skidtet live!

Det virker til, at årets Roskilde Festival har været stopfyldt med artister, som nærmest har lagt hele pakken klar på forhånd, så der bare skal trykkes play på den obligatoriske Macbook Pro. Men ikke Jamie FUCKING xx. Dette var en præstation præget af både overskud og overlegenhed. Overskud til at improvisere og det overlegne talent til nærmest at spille trommer, klaver og lege med synths på samme tid. Alt imens han styrede tempoet efter forgodtbefindende som en anden general. Og hey, findes der nogen, der er bedre til at spille trommer i slowmotion?

Inden min Jamie xxgasme tager overhånd, må jeg også lige nævne, at hverken Romy Croft og Oliver Sim måtte stå tilbage for maestroens genialiteter. Romy Crofts guitarspil var on point, Oliver Sim var mere udadvendt og charmerende, end jeg har oplevet ham tidligere, og i fællesskab komplementerede de hinanden og Jamie som tankelæsende trillinger. Særligt bandets brug af breaks var dybt imponerende. Timingen var absolut perfekt hver evigt eneste gang, og det vidner om et band, der virkelig gjorde sig umage for at være den bedste udgave af sig selv. Og det var de.

Jeg har efterhånden set the xx en del gange, men aftenens optræden var uden tvivl den bedste, jeg endnu har været vidne til. Fra den faste åbning “Intro”, som flød lækkert over i “Crystalised”, over til lejligheden ekstremt dansable udgaver af “VCR” og “Fiction” til Jamies eget megahit “Loud Places” dominerede the xx Orange Scene i en sådan grad, at jeg faktisk ikke kan huske at have haft så stærk en oplevelse på den legendariske scene. Det hele orkestreret af Jamie FUCKING xx!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Future Islands gav publikum energi i en solid arbejdssejr

Future Islands - Foto: Malthe Ivarsson
Future Islands – Foto: Malthe Ivarsson

“You know the road has given us everything we’ve got”, er Samuel T. Herrings første ord til publikum i et fyldt Arena-telt. Klokken er 16, det vil sige, at det er formiddag på Roskilde, og det vil også sige, at et lidt søvnigt publikum kan forekomme. Måske ved Future Islands ikke det, måske gør de og er i så fald lige glade.

Future Islands er live såvel som på deres seneste to album, Singles (2014) og The Far Field (2017) indpiskere. De er et band af vejene, som Sam Herring pointerer. De har spillet over 1000 liveshows, og lad os blot få det sagt: de er et forbandet godt og karismatisk liveband, som kan bære at være netop indpiskere over en festivalkoncerts 75 minutter med et energihungrende publikum uden at miste deres personlighed i et forsøg på at please.

Publikum sugede godt til sig af Future Islands’ energi. Den kom fra live-trommeslageren Michael Lowrys piskende trommer, fra Gerrit Whelmers ekskursioner udi synthens lange toner, fra saltstøtten William Cashions melodiske basspil. Og så kom den selvfølgelig fra den nok mest usandsynlige dansestjerne, Sam Herring. Jo, en del af publikum var mødt op for at se giraffen i form af Herrings gorilla-dans. En del af dem gik efter koncertens tredje nummer. Synd, for havde de ventet, var de nok blevet omvendt til at være en del af fællesskabet af Future Islands-fans live – præcis sådan som Future Islands altid har opbygget deres publikum.

Future Islands lagde fra land med to forrygende singler, “Ran” og “A Dream of You And Me”, inden en række lidt mindre genkendelige tracks fra tidligere udgivelser og A Far Field overtog. Future Islands har fået sit gennembrud på baggrund af albummet Singles, og girafgæsterne kom på den baggrund. Det har været en udfordring for Future Islands at få lyttere med over på nye album.

Så meget desto heldigere for bandet, at de havde en Roskilde-koncert at gøre det ved. Et nummer som “North Star” funklede live med sit todelte omkvæd, som går en tone ned i sted fremfor op. Det er den form for overraskelser, som gør Future Islands til et gode liveband, trods deres musikalsk univers over 75 minutter kan blive lidt vel ensformigt, når festivalsettet hives frem for at give publikum den maksimale energi – nuancerende albumtracks som de mere stille “Give Us The Wind” og “Little Dreamer” blev naturligt undladt.

I stedet valgte Future Islands at give os energien. Den ustoppelige Herring – der i øvrigt stadig ligner en værftsarbejder fra Baltimore – farede scenen rundt med skiftevist parringsdans, på hug growlende mod publikum og hoftevrikkende som den vildeste ladyboy. Lod man sig indtage af det til tider lidt aparte syn og blev man hængende, så fik Future Islands i en solid arbejdssejr overbevist om, at også The Far Fields mere album-orienterede sange er af en helt særlig funklende slags – det kunne ses og høres i publikums fortløbende jubelbrøl halvvejs i sange. Så må nuancerne opleves til en venuekoncert med et veludhvilet publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Her er snydekoderne til fredagens program

Den Sorte Skole Regnsky
Foto: Jesper Palermo

Fredag står for døren. Vi er halvvejs gennem Roskilde Festivals musikdage. Du er træt, jeg er træt, ham/hende, du kigger på lige nu, er med sikkerhed også træt. Programmet bliver sværere og sværere at overskue. Hvad vi alle har brug for, er en nem og indsatsløs metode til at få et overblik og finde ud af, hvad der skal ske. Det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor præsenterer jeg her snydekoderne til fredagsprogrammet, som giver dig evigt liv og fuldt overblik over det vigtigste. I hvert fald det sidste.

Hvis din torsdag blev sen, og du ikke kan stave til iddqd, kan du bare scrolle lidt længere ned på siden. Jeg vil nemlig starte med at fortælle dig, at du bør begynde din dag med at besøge to danske kunstnere:
Først First Hate på Apollo klokken 12 og dernæst Cancer på Avalon klokken 13. Ind imellem kan du købe en cola eller en milkshake. Eller morgenmad. Milkshaken kan selvfølgelig også være din morgenmad. Dit liv, dine regler, du ved.

Både First Hate og Cancer skaber behagelig, omfavnende musik, som man godt kan overskue at stå eller sidde (i regnen) og lytte til. For First Hates vedkommende vil Anton Falcks rolige baryton skabe en slags blødt velourskjold, som kan holde de værste tømmermænd på afstand, mens du roligt rokker frem og tilbage til duoens yderst velskabte synthpop.

Så er du nemlig også helt klar til at nyde Cancer aka Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne fra Chorus Grant, når de krammer dig varm med silkeblød drømmepop. Det er noget mere eksperimenterede end First Hate, men alligevel behøver du ikke tænke så meget. Du kan bare give slip og glide ind i deres drømmende univers ledsaget af Kristian Finnes lækre guitarspil og Vonsild overjordiske vokal.

Så er det nu, at alle jer, som har behov for at sove længe, kan begynde at læse med igen!

De morgenfriske har nemlig nu fået frokost, fundet deres venner, og klokken nærmer sig der, hvor eftermiddag bliver til aften. Det betyder, at vi i samlet flok bevæger os mod Avalon (eller bliver siddende, hvis du ikke har formået at flytte dig efter Cancer – Meyers er lige ved siden af, så det er fair nok, hvis du er blevet hængende), hvor Angel Olsen giver koncert klokken 17. Det vil du gerne høre – trust me!

Angel Olsen er nemlig i al beskedenhed verdens bedste kvindelige singer-songwriter lige pt. Hvis du hørte Kevin Morby onsdag, som jeg sagde, du skulle, så vil du helt sikkert også gerne høre Angel Olsen. Hvis ikke, så er det på tide, at du tager til koncert med en vaskeægte historiefortæller. Hendes musik er vel egentlig country i genren, men med så mange finurlige twists og udefrakommende elementer, at det bare bliver til Angel Olsen. Nogle gange er det grunget, andre gange poppet – men altid er det godt!

Efter Angel Olsen står du og jeg ved en ret afgørende skillevej. Dit valg afhænger i høj grad af, hvor godt din krop har det på nuværende tidspunkt. Du har to valgmuligheder:
Enten kan du købe en drink og gå over til Gloria klokken 18.30, hvor det excentriske australske synthpopfænomen Alex Cameron holder til – ham har Angel Olsen i øvrigt sagt, at hun lytter til, mens hun træner. Du behøver derimod ikke træne for at høre ham. Eller også kan følge strømmen mod Orange Scene klokken 19, hvor entertainer og fidusmager Father John Misty er klar til at synge fjollede sange og formentlig opføre et nyt, absurd teaterstykke imens, ligesom han gjorde sidste gang han besøgte Roskilde Festival.

Dermed ikke sagt, at Alex Cameron er en mindre entertainer end Father John Misty, for det er han bestemt ikke. Han er nok bare mere selvdestruktiv og knastør i sin humor, så det er vel det, man må kalde en smagssag. Personligt er jeg nok mest til Alex Cameron-humor. Musikalsk står valget mellem bas, synths og en langsom fest hos Alex Cameron eller en mere afslappende og hyggelig start på aftenen foran Orange, hvor man – hvis vejrguderne gider – sikkert godt kan få lov til at sidde ned og grine med sine venner, mens Joshua Tillmann leverer den ene skøre karakter efter den anden. Hvis du synes, at Mac DeMarco er genial live, så vil du helt sikkert også elske Father John Mistys live-performance!

(Pst.. Nu fik jeg sat det op som et valg, men i virkeligheden kan du jo godt bruge den første halve time på at finde ud af, om Alex Cameron er noget for dig, og så ellers bevæge dig mod Orange omkring klokken 19. Det er nok min egentlige anbefaling. Ja, gør det!)

Uanset hvad du vælger, skal du naturligvis hen og høre islandske Mammút bagefter. Det vil jeg ikke skrive så meget om, for det har jeg allerede gjort her. Men det er på Pavilion, og det er klokken 20.15.

Nu er du enten nået til det stadie, hvor den første fadøl er blevet indtaget, og du vurderer, at du er klar til at tage en næstsidste tørn i natsmatten. Eller også er du på vej i seng igen. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dig at prøve den der fadøl af. Eller noget andet flydende, som kan få dig på bedre tanker. For klokken 22 skal vi allesammen hen til Orange Scene og høre Foo Fighters. Det skal vi bare. Også selvom de fleste af os bare er pretenders blandt de ægte fans…

Ægte fans i Danmark har Roskilde Festival åbenbart vurderet, at Lorde ikke har så mange af, som man skulle tro. Af uransagelige årsager er kvinden, hvis nyeste album pt ligger nummer 1 i USA, Canada, Australien og naturligvis hjemlandet New Zealand, ikke stor nok til at være hovednavn på festivalen. Man kan undres over den ikke helt ædruelige beslutning, men i virkeligheden burde jeg nok være ligeglad – det er jeg bare ikke (det er endnu et fjollet pun, slap af!).

Det ændrer dog ikke ved, at hun spiller på Arena klokken 23.30, og at hun er det største scoop på årets program. Og at jeg har glædet mig til den her dag, lige siden jeg stiftede bekendtskab med den dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor i foråret 2013.

Hvis du stadig er i live efter Lorde, er det fordi, du har besluttet dig for at feste. Og det gør du bare bedst sammen med Den Sorte Skole, som står klar til at vælte dig, mig og Orange Scene klokken 01.15 natten til lørdag. Rygterne vil vide, at bandet har anmodet om at få lukket luftrummet over festivalen, mens koncerten står på, så jeg er spændt på at se, hvad de og deres hær af visuelle wizkids, som blandt andre tæller Dark Matters, har fundet på. Vildt bliver det i hvert fald.

…og nu vil jeg holde op med at guide dig, for du er garanteret enten for træt eller for fuld til at forstå det komplicerede koncept, som er bogstaver. God fest og/eller godnat!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *