“Jeg har ingen drøm om at blive popstjerne”

På SPOT-festival er der altid god mulighed for at scoute nye talenter og få nogle spændende interviews i kassen. Det er i høj grad en mulighed, vi aldrig lader gå forbi os på Regnsky! Jeg fik en aftale med Molina, som jeg selv er blevet stor fan af, og jeg mødte hende lige efter hendes koncert til Tambourhinocerus’ day party i Dome of Visions til en snak om mennesket bag Molina med Århus havn som baggrund.

Vil du ikke lige introducere dig selv?

  • Jeg hedder Rebecca Molina, og jeg er skaberen bag projektet Molina, og jeg producerer og mixer alt selv. Jeg får det dog mastered. Det kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan godt lide at være den, der laver hele processen.

Fuld kreativ kontrol?

  • Præcis!

Er det ikke svært, når man skal spille live så?

  • Jo, men jeg har faktisk fundet nogle bandmedlemmer, som forstår min musik rigtigt godt. Når vi spiller live, kommer de også med inputs, og når vi øver, så har jeg også taget nogle af deres ting med ind i mine indspilninger. Jeg laver grundidéen, og så tager vi det med i øveren, og så kommer de med nogle inputs.

Jeg så du spillede sidste år også – hvordan er det, at komme tilbage?

  • Det synes jeg er mega fedt, og jeg har faktisk glædet mig meget mere til i år, end jeg gjorde sidste år.

Hvorfor?

  • Fordi jeg skal spille med band, og jeg skal spille på Atlas, og jeg skal spille solo, og der er sket rigtigt meget, og jeg har lavet en masse nye sange, som jeg skal udgive på mit album her næste år.

Så du er generelt ret glad for SPOT-festival?

  • ELSKER Århus. Jeg synes, det er så dejligt. Noget af min familie bor her også, så dem får jeg også lige set.

Har du gjort noget anderledes i forhold til sidste år?

  • Ja, jeg har nye sange med, men så har jeg også købt en masse nyt gear, så der sker mere i mit solo-setup. Jeg spiller på lidt flere ting, fordi jeg har mest lyst til at spille frem for bare at stå og synge. Og det gør jeg også med bandet, selvfølgelig, som er med. Sidste år var det en duet med min guitarist og mig.

Men du siger, at du meget hellere vil spille end at synge?

  • Nej, jeg kan bare godt lide, at jeg også spiller, jeg har ikke bare lyst til at stå og synge. Jeg vil gerne være en del af bandet, fordi det ligesom er mig, der har lavet al musikken, så det er vigtigt for mig, at jeg også spiller med.

Er dit fokus Danmark eller internationalt?

  • Det er helt sikkert internationalt. Jeg har lige været i England i to uger og møde nogle fede mennesker og få et overblik over, hvor jeg har lyst til at spille, og hvem jeg skal kontakte. Jeg synes, de har en helt vildt fed scene, som jeg passer ind i.

Hvilken scene er det?

  • Det er den der new wave/80’er-undergrundscene.

Hvad ligger til grund for din 80’er lyd?

  • Jeg har bare lyttet rigtigt meget til den slags musik. Jeg startede selvfølgelig med Depeche Mode og New Order og alle de store bands, men jeg lytter også rigtigt meget til dark wave-bands fra 70’erne. Jeg har altid lyttet meget til det, så det er grunden til, at jeg lyder, som jeg gør. Det gør bare et eller andet i mig.

Så du har lidt engelsk fokus?

  • Ja, men jeg vil også gerne spille herhjemme!

Ja, klart. Det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det er bare altid interessant at vide! Nu synger du jo på engelsk.

  • Ja, og jeg har faktisk lige lavet en sang på spansk.

På spansk?

  • Ja! haha. Det er fordi, jeg er halvt chilener.

Ja ok, så giver det jo meget god mening! Så du snakker spansk?

  • Ikke særligt meget.. Men jeg har skrevet en sang på spansk. Dog meget simpelt. Det er noget, jeg længe har haft lyst til at prøve.

For at komme ind på det chilenske marked, eller?

  • Næ, bare fordi, jeg synes, det lyder flot. Jeg synes, at hvis man synger på andre sprog, som f.eks. tysk, fransk eller spansk, så udelukker det ikke at være international. Sådan virker det dog, hvis man synger på dansk.

Ja, det er et lille sprog.

  • Det er jo det. Og jeg synes bare, at spansk er virkelig flot, så det skulle jeg lige prøve!

Er det en, der lige er udkommet, eller?

  • Nej, det er bare en, jeg lige lavede i sidste uge. En lille skitse.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, hvad drømmen er med “Molina”-projektet?

  • Jeg vil bare gerne ud og spille en del med bandet og få et set oppe og køre, som vi er trygge i. Det hele er stadig meget nyt, så det er stadig lidt shaky, og jeg glæder mig til, at vi bliver rustet mere sammen. Og så kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at ramme det internationale markede. Især England. Og så komme ud og spille i udlandet. Egentlig vil jeg bare gerne vågne op og så vide, at mit arbejde er at sidde og skrive musik, fordi det er det, jeg elsker.

Så du vil gerne opnå så meget succes, at du kan købe dig selv fri?

  • Ja, bare arbejde med musik, men jeg har ikke en eller anden drøm om at blive en popstjerne. Det har jeg faktisk ikke lyst til. Jeg gad bare godt, at kunne leve af det, så det kørte rundt.

Hvordan vil du gerne have, at folk de tager imod din musik?

  • Når jeg laver musik, så tænker jeg ikke så meget. Jeg kommer nærmest ind i en trance, hvor jeg ikke tænker, men hvor jeg bare er i det. Det kunne jeg godt tænke mig, at de folk der lytter til min musik også kom i. Sådan så man glemmer tid og sted, men bare er i en boble, hvor man ikke tænker over alt muligt, men bare er i musikken.

Så du vil gerne sprede den følelse, du selv får, når du laver musik?

  • Ja, men det er også fint nok, hvis de ikke får den, og hvis de bare får lyst til at danse eller bevæge sig, fordi der er en puls i musikken. Bare de kommer til at føle et eller andet.

Er der forskel på Rebecca og på Molina?

  • Nej, det er bare mig. Haha. Ej, når jeg skal spille live, så bliver jeg lidt genert. Det er jeg egentlig ikke normalt.

Er der noget du har lyst til at sige til, ja, jeg vil gerne sige verden, så mange er der heller ikke, der læser Regnsky?

  • Ja, I må ikke kalde mig en sangerinde!

Nej, du er mere holistisk end det?

  • Ja præcis!

Og på den note siger jeg tak til MUSIKEREN Rebecca Molina for en god snak, og jeg ser meget frem til at følge med i din fremtidige karriere!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Great Escape, du er fandme en babe

G Flip The Great Escape
Foto: Mike Massaro

Vi havde sendt vores gæsteskribent Tanja Toubro til Brighton, hvor The Great Escape traditionen tro løb af stablen. Hvis du ikke kender festivalen, kan den beskrives som en slags britisk SPOT Festival. Senere følger interviews med nogle af de optrædende, men først kan du læse om hendes oplevelser på festivalen herunder. God læselyst – og tak til Tanja!

Allerede da jeg trådte ud i morgensolen fra togstationen i Brighton, kunne jeg mærke, hvordan byen summede af festivalstemning. Eller også var det bare mine sommerfugle i maven. Det var anden gang, jeg skulle på The Great Escape Festival (TGE), og jeg havde glædet mig helt ustyrligt til at komme tilbage til den sydengelske by. I løbet af tre dage spiller de 450 artister på lineuppet typisk to-tre koncerter, der er et tæt pakket konferenceprogram, et hav af netværksarrangementer for artister og branchefolk og en lang række uofficielle koncerter på byens pubs og barer. Så hvis man kommer til at kede sig i løbet af festivalen, er man selv ude om det.

De danske navne på plakaten var i år K-Phax, Simone Tang, KOPS, Nelson Can, Maximilian og M.I.L.K (som godt nok var registreret som fransk grundet signingen på Capitol Music France), og selvom det altid er sjovt at se, hvordan danske acts bliver taget imod af et udenlandsk publikum, så gik jeg ganske bevidst udenom dem. Noget af det, jeg elsker ved showcase-festivaler som TGE, er netop at opleve helt nye acts, som jeg ellers ikke har mulighed for at se live.

Australien bugner af store talenter
Nogle af de artister, som ikke er lige om hjørnet fra Danmark, er selvfølgelig de australske. Jeg er for nylig vendt hjem efter et år i Sydney, hvor jeg har fulgt den upcoming scene i landet tæt, og der er virkelig meget spændende musik på den side af kloden lige nu. Derfor var mit første stop i Brighton spillestedet Komedia, hvor Sounds Australia havde slået lejr, og det var her, jeg fandt de tre artister, som for alvor brændte sig fast på festivalens første dag: Alex the Astronaut, Didirri og Stella Donnelly.

De har, udover deres nationalitet, tre ting til fælles: De er singer-songwriters, de havde kun selskab af deres guitar på scenen, og de formår at skabe et helt specielt nærvær i rummet, både under og mellem numrene. Alex the Astronaut med sin skæve charme, Didirri med sin eftertænksomhed og Stella Donnelly med sine hverdagshistorier om akavede Tinder-dates, uduelige chefer og mærkelige familiemedlemmer, men også dybt alvorlige emner som seksuelt overgreb på den hjerteskærende ”Boys Will Be Boys”.

Der er virkelig mange stærke kvindelige acts i Australien lige nu, og Alex og Stella var langt fra de eneste, som havde taget turen til Brighton. De havde blandt andet selskab af Jack River, Hatchie, Odette, Caiti Baker og Smukfest-aktuelle Ecca Vandal (som jeg desværre ikke fik set på TGE, men var så heldig at fange i London i søndags). Og selvfølgelig G Flip. Selvfølgelig er måske så meget sagt, for her er der virkelig tale om et nyt navn. Det er blot tre måneder siden, at Georgia Flipo, som oprindeligt er trommeslager, udgav sin debutsingle, ørehængeren ”About You”, og da jeg fangede hende på den nye Beach House-scene på, ja, Brightons strand, var det kun 15. gang, at hun stod på en scene som frontkvinde for sit eget band. Lyden på scenen var ikke optimal, og der var øjeblikke, hvor vokalen ikke var helt skarp, men G Flip og hendes to bandmedlemmer gav sig fuldt ud, og hun er klart et navn, som er værd at holde øje med.

Det sidste australske act, som jeg gerne vil fremhæve, er powerpigerne Haiku Hands. Jeg kendte dem egentlig kun af navn, da jeg blev hængende på Horatio’s Bar efter Alaskalaska (som jeg nok skal komme mere ind på senere) lørdag aften, men hold nu op, hvor var de vilde. De tre tøser bankede rundt på scenen i mere eller mindre koordinerede moves, mens de præsenterede den ene dansable elektropop-banger efter den anden. Sjældent har jeg oplevet så meget energi og performance-glæde. Holy shit.

Amerikanske børn
Okay, nu er jeg vist færdig med Australien. Og så kan jeg jo bevæge mig videre til det amerikanske, nærmere bestemt Los Angeles, hvor begge andendagens highlights har base. Lo Moon var et helt ukendt navn for mig, men forsanger Matt Lowell og Co. fik mig hurtigt overbevist om, at det ikke var en fejl at tage forbi Coalition fredag aften. Svævende drømmepop mødte storslået indierock og i løbet af koncerten blev der bygget op til en lyd, som nemt ville kunne fylde et stadion. Jeg har ikke fået lyttet til gruppens nyligt udgivne debutalbum endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af, om det fungerer lige så godt på plade, som det gør live.

Senere på aftenen vendte jeg tilbage til Coalition for at se et af festivalens hovednavne, og en af mine personlige favoritter, nemlig BØRNS. Jeg havde tårnhøje forventninger til amerikaneren med den stærke falset, som jeg ikke havde oplevet live før, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Han var kæk, charmerence, vokalen var lige så skarp som på pladen, og han forkælede det tætpakkede spillested med både nye tracks, som ”God Save Our Young Blood” og ”Faded Heart”, og kendinge som ”10.000 Emerald Pools”, ”American Money” og, selvfølgelig, ”Electric Love”. Mere er det vist ikke at sige. Det var bare en fandens god koncert.

De britiske artister strålede også
På festivalens sidste aften var det briterne, der brillerede. Alaskalaska var endnu et helt ukendt navn for mig, men sekstetten var tryllebindende, og jeg tog flere gange mig selv i at tænke over, hvad jeg egentlig ville kalde deres lækre lydunivers. Det er (elektro)poppet, næsten lidt jazzet, men alligevel også lidt rocket. Det er laid back, men alligevel dansabelt. Så ja, en nærmere definition kan jeg stadig ikke helt give. Men en kæmpe anbefaling er intet problem.

Min sidste koncert blev med et band, som har et helt specielt sted i mit musikhjerte: Ten Fé. Jeg opdagede dem, sidst jeg var på Great Escape, i 2016, og jeg har fulgt dem tæt lige siden. Jeg har set dem live flere gange, så jeg troede, jeg vidste præcis, hvad der ville ske, da jeg mødte op på tætpakkede The Prince Albert. Men jeg blev alligevel taget lidt med bukserne nede. Det er lidt over halvandet år siden, at Leo Duncan og Ben Moorhouse fik fast selskab af Rob Shipley, Johnny Drain og Alex Hammond, og de fremstår nu som et langt mere sammentømret band. Energien på scenen havde fået adskillige nyk opad, og selvom de kun spillede ’gamle’ numre, så var det på mange måder en helt ny oplevelse. Der var langt mere plads – og mod – til at trække numrene ud med lange instrumentaler og til at lege med tempoet, og jeg blev helt skuffet, da de annoncerede sidste nummer – jeg havde jo kun stået der i to minutter.

Jeg kunne blive ved og ved. Om alt det jeg ellers så, det jeg gik glip af, det jeg ville have mere af. Om solen, søvnunderskud og ømme fødder. Men lige meget hvor meget jeg ævler, så er konklusionen den samme: Great Escape, du er sgu en babe altså. Jeg glæder mig allerede til næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Gedigen tirsdagsrock på Hotel Cecil!

Egentlig havde jeg set Hotel Cecil som et sted, hvor danske musikere der ikke helt er upandcoming, men heller ikke helt har fået deres store gennembrud endnu, var førsteprioriteten. Det er koncerter med GENTS, Lord Siva og den Emil Kruse-koncert jeg selv var til i fredags gode eksempler på. Derfor synes jeg, det var super interessant, at de havde booket britiske The Chameleons, som efter forsanger Mark Burgess udsagn, aldrig havde spillet i Danmark før.

The Chameleons er en sjov størrelse. I følge Wikipedia eksisterer de slet ikke. De så ellers meget levende ud til deres danske debutkoncert i går aftes.

Som du kan læse, startede de tilbage i 1981, og de blev aldrig rigtigt store. Det er også svært, når man står i skyggen af bands som The Smiths og Joy Division. Til gengæld virker det som om, at The Chameleons er den type band, som dit yndlingsband har som yndlingsband. I følge koncertbeskrivelsen er både Interpol og The National stærkt inspirerede af dem. Alene af den grund måtte jeg simpelthen ind og se dem. Faktisk opdagede jeg dem, da Spotifys evigt gode discoverfunktion foreslog nummeret “Swamp Thing”, og det havde den der gode britiske 80’er rock lyd, som jeg er så glad for.

Tilbage til Hotel Cecil. Jeg var inde og besøge stedet for første gang sidste fredag. Det var virkelig en oplevelse. Arven fra hedengangne Jazzhouse skinner igennem, og baren er stilet, lyden er god og loungeområdet helt perfekt til at tage et pust mellem numrene. Baren har det bedste udvalg, jeg tror, jeg har set på et spillested. Du kan få 7-8 craft beers, eller du kan nøjes med Albani. Her fås naturligvis både pilsner, classic og IPA – alle på fad (og flaske, hvis du er til det). Skide godt. Det betyder meget for mig, at man kan få andet end en Tuborg til 60 kroner (jeg kigger på dig, Vega). Hotel Cecil kunne godt gå hen og blive mit nye yndlingsspillested.

Men nu skulle det jo egentlig handle om igår, hvor jeg gik til koncerten med den største frygt for at blive mødt af afdankede 80’er hasbeens eller neverwas, der kæmpede for at skrabe folk sammen til en tour, så de kunne leve lidt længere på den beskedne berømmelse, de opnåede for 30 år siden.

Det var heldigvis slet ikke sådan. I forhold til at to af bandmedlemmerne tydeligvis ikke var med, da deres album “Script Of The Bridge“, som koncerten tog udgangspunkt i, blev skrevet, blev jeg positivt overrasket. Albummet er fra 1983, og kun forsanger Mark Burgess og guitarist Dave Fielding lignede mænd, der var unge dengang. Trommeslager John Lever døde dog også beklageligvis sidste år, og erstatningen så ikke meget ældre ud end mig selv.

Sceneshowet var meget spartansk. Og med det mener jeg ikke eksistererende. Der var lidt kulørte lamper i forskellige farver, men det var faktisk det. Og de gamle mænd var lidt for gamle til at bevæge sig. Alarmklokkerne ringede hurtigt, men de blev stille igen, så snart de begyndte at spille. Det lød helt fantastisk. Det var spartansk britisk rock af den definitivt aller bedste skuffe, og skuffe gjorde de ikke! (Ordspil, hurra!) Det var tight, det var højt, det var råt, det var lige i skabet. Efter de havde spillet deres plade færdig, stod min ven og jeg og krydsede fingre i længsel efter, om de ikke nok ville spille “Svamp Thing”, som er fra albummet “Strange Times”. Og som andet ekstranummer kom forløsningen endelig, og det var den perfekte kulmination på en helt gedigen perfekt skåret rockkoncert en tirsdag aften.

Nu kilder det altså i kroppen for at komme på festivaler!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Project Pablo sender et postkort fra hjemlandet Canada

Den Montreal-baserede houseproducer Project Pablo (aka Patrick Holland) har i en årrække været en af Canadas fineste musikalske eksportvarer på den elektroniske scene.

I dj-sets såvel som på sine udgivelser på blandt andet 1080P-kollektivet fra Vancouver og på sit eget pladeselskab, Sounds of Beaubien Ouest, bærer Project Pablo sin nationalitet og sit ophav uden på tøjet.

Derfor kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at kærligheden og taknemmeligheden for fædrelandet er budskabet på Project Pablos kommende album, Come To Canada You Will Like It, som netop er annonceret og udkommer 22. juni.

Ifølge Patrick Holland selv handler Come To Canada You Will Like It om at sætte farten ned, se tilbage og bevæge sig fremad og om at veksle storbylivet med tid på landet. Kort sagt om at huske på og bevare en flydende og tilbagelænet munterhed, som er essensen af pseudonymet Project Pablo.

Jagten på den idylliske mellemvej og en balance i livet indkapsles perfekt i Fine Match, den første smagsprøve fra det kommende album. Her tager Project Pablo et langt skridt væk fra dansegulvet, som han mestrer weekend efter weekend, går ned i tempo og jammer lige dele formålsløst og determineret med sig selv.

Come To Canada You Will Like It er Project Pablos andet album siden 2015-debuten I Want To Believe og udkommer på Patrick Hollands eget pladeselskab, Verdicchio Music Publishing.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT, for helvede, hvorfor er du så dejlig?

SPOT Festival plakat

SPOT-festival fylder mig med glæde og håb. Glæde, fordi jeg elsker at være i Århus, når byen summer af liv og mennesker, der har det fedt. Håb, fordi SPOT-festivalen vidner om, hvor meget endnu uforløst talent der er i den danske musikbranche.

Jeg har valgt at sætte et par ord på de tre bedste koncerter, jeg så på årets SPOT-festival. Det er altså ikke pligtanmeldelser, men simpelthen bare min rendyrkede glæde over, og behov for at dele, de her oplevelser med nogen.

Barselona, hvor er I fede. Det var egentlig en koncert, jeg ikke havde tænkt mig at tage til. Jeg så dem varme op til Minds of 99 i efteråret, og jeg syntes dengang, at det var noget generisk drengepop, som aldrig nogensinde ville fange mig. Den sidste uges tid har jeg dog hørt “Pige & Dreng” og “Et år” på repeat, og jeg tog derfor til koncerten uden forventninger. Ud kom det mest veloplagte band på hele SPOT, og publikum kvitterede ved at rejse sig op. Hele den store sal i musikhuset (til den uindviede, så er det en sal med siddepladser) stod op, og det udviklede sig til en dansefest med en hvirvelvind af dansksprogede sange, der rykkede publikum op med roden. Rud Aslak er en fantastisk dygtig frontmand, som selvfølgelig endte med at stå og synge ude blandt publikum. Heldigvis til alles store begejstring, så han kunne bade sig i den kærlighed, de sendte ham. Det var årets højdepunkt på min SPOT.

Athletic Progression har ikke fået andet en Regnsky-love med på vejen, og det stopper ikke lige foreløbig. Hvis du ikke allerede er hoppet med på vognen, så bør du gøre alt i din magt for at se dem live. De er mere end et band, de er et fænomen af temposkift og musikalsk overlegenhed og at se koncentrationen og det maniske, nærmest psykotiske, blik i Jonathans øjne, mens han spiller trommer på en måde, jeg aldrig har set mage, rangerer som et af de bedste øjeblikke på min SPOT-festival. Jeg fik desuden muligheden for at lave et interview med dem, som jeg glæder mig til at dele med jer!

Mange medier har allerede skrevet om GENTS’ magtdemonstration af en koncert lørdag på Scandinavian. De beviste, at de er klar til at tage det næste skridt, hvilket en komplet pakket sal vidnede om. Ligeledes var de, som spået af en clairvoyantisk musikskribent, i glødende topform. Det var næsten ærgerligt, at koncerten ikke varede længere, fordi hverken jeg eller publikum kunne få nok af Theis og Niels, som sagtens kunne have båret at spille en større festival. Jeg tror ikke, der går mange år, før de får muligheden for at spille på en større scene i det danske land, og jeg glæder mig til at stå der og sige: “hvad sagde jeg”.

Det blev til endnu en SPOT med fantastisk vejr og brede smil hele vejen rundt. Det blev også til tømmermænd, der stadig sidder i kroppen her tirsdagen efter – men nogle gange er det bare det værd. Jeg forstår virkelig Peters entusiasme over SPOT og det, som SPOT kan, omend vi stadig har meget forskellig musiksmag. Heldigvis ved jeg, at han har lavet et par spændende interviews, som du kan læse inden for den nærmeste fremtid her på Regnsky.

Jeg takker, bukker og nejer for SPOT, Århus og alle de seje mennesker, jeg har været ude at mingle med over weekenden. Og som verdens største, men mest velmente, kliché, så glæder jeg mig allerede til næste år!

TAK, SPOT <3

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *