Rumpistol @ Astoria

Rumpistol

Første koncert på den rigtige Roskilde Festival galdt for mit vedkomne danske Jens Berents Christiansen og Rumpistol, der klokken 20.00 gjorde sin entré på Astoria. Koncerten skal ses som et enormt skulderklap fra den danske musikverdens side, der sidst i 2008 storroste hans tredje udgivelse, Dynamo. Er der nogen, der har arbejdet hårdt for denne anerkendelse er det Jens Berents Christiansen, og derfor var det på sin plads, at han som den anden indtog dette års Astoria efter finske Alamaailman Vasarat.

Skulle man være i tvivl om, hvilket publikum der var mødt op, fandt man hurtigt ud af det. Inden Rumpistol trådte på scenen skulle scenens konferrencier først annoncere en ændring i spilleplanen. Da det blev fortalt, at den amerikanske rapper Lil Wayne måtte melde afbud, kom der stor jubel, hvilket beviste at fremmødet langt fra interesserede sig for sølle The Voice-roterende rap og i stedet var kommet, parat til at rokke til en hård omgang IDM – intelligent dansemusik – og electronica med knitrende lyde, kombineret af et skvæt dub og ambient.

Introduktionsvist lagde Rumpistol mildt ud, nok med den forudsætning at vække publikummet langsomt og taktvist. Hans musik var forinden blevet præsenteret som drømmende electronica, en beskrivelse, der var fint i overensstemmelse med det strømmende lydbillede. Det flotte fremmøde blev langsomt bragt i et lunefuld humør, og det var lige før man kunne mærke sengen langt, langt væk fra Roskilde Festivals campingområde.

I takt med settes opbygning vågnede man pludseligt fra denne dvalende fornemmelse, og det varede ikke længe før hans uforudsigeligt passager og lydstykker fangede folk. Kort inde i hans godt timelange set konstaterede en glad lytter ved siden af mig at han var ”virkelig dejlig”. Et prædikat som man på mange måder også kunne påføre hans livefremføring af bagkataloget. Overgangene numrene imellem virkede interessante på publikum, og når de reagerede på disse, var det tydeligt at det påvirkede Rumpistol, der ydmygt og gang på gang takkede for klapsalverne.

Et kvarter inde i settet blev kæleriet for laptoppen erstattet med musikalske fremføringer på den medbragte guitar. Først her blev jeg for alvor fanget efter en drømmende intro, men samtidigt med Rumpistols legen med guitaren, virkede der til at komme en mere energisk feeling i musikken. Tempoet blev mere fandenivoldsk og pumpende, hvilket fangede publikum, og satte bevægelser igang i deres fødder. Opbygningen numrene imellem blev lagt således, at et klimaks pludseligt kunne vendes på hovedet og arbejde sig op til et nyt klimaks – et sats der i værste fald kunne ende med forvirrede hoveder iblandt publikum, men til Rumpistols eget held bestod fremmødet af omvendt tålmodige hoveder, som tog imod settets konstruktion og forskellighed med kyshånd. Eneste problem i koncerten var da Jens Berents Christiansens musik blev akkompaneret af en violinist og cellist, hvor den kombinationen af elektronisk musik og analoge fremførelser i for høj grad druknede hinanden.

Forinden min indgang til denne koncert havde jeg gjort mig nogle tanker for Rumpistols musik. I hvor høj grad var det dansable udtryk til at føle på, og hvordan skal man som anmelder vurdere lydbilledet med de små knitrende elementer. Er de tilfældige og improviserede eller er de overvejede og meningsfyldte? Kunst er et bredt fænomen og man skal virkelig være opmærksom på denne genre, for det kan være svært at skelne mellem kopi og originalitet. Men Rumpistols sammensætning af dybdegående bas og knitrende, elektroniske perler ramte bredt på et fremmøde, der virkelig nød Jens Berents Christiansens musik og fremmøde, hvilket er den såre, simple årsag bag et proppet og vuggende Astoria fra start til slut. Jeg er en smule fan.

Snöleoparden – Dreng (Rumpistol patchwork edit)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Dreng_Rumpistol_Patchwork_Edit1.mp3]

Rumpistol – KOCMOC
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/7-KOCMOC.mp3]

Sætliste:
Dødvægt
Mobile
Sdr. Fasanvej
Refleksion
Come Bring Me
Overtone
Gargamel & Cholic
Vuggelise
Kocmoc
V2
Dynamo
Transit

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kristian says:

    Bare en smule fan ;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Warm-up round-up.

Vinnie Who af Christian Hjort via POLFOTO
Pavillion Juniors scoop var helt som forventet Vinnie Who. Jeg har adskillige gange tidligere hypet ham, både her og overfor venner og bekendte. Og efter denne koncert, tror jeg aldrig jeg har fået så mange begejstrede sms’er og telefonopkald, der stort set alle havde denne ordlyd: “FUCK, det var jo SINDSYGT!” Hvilket virkelig også er den bedste beskrivelse af koncerten, hvor bandet evnede at omdanne mandagens tidlige sommeraften til en kogende hed, tæt sammenpresset skov af dansende, hoppende og helt igennem begejstrede mennesker.
For at lave den perfekte fest skal man ikke kun kunne hamre derud med 160 bpm. Man skal have noget at have det i – melodierne, der kan bære et nummers udvikling, udfordre musikerne og holde en afveksling. Det helt igennem velstrukturerede set kunne det, ligefra 1. nummers langsomme udvikling til de knivskarpe kulminationener i numre som “Accident or Will” og “The Fall”.
Danmarks mest personlige, ambitiøse, velspillende, tændte – og ikke mindst bedste – “upcoming” band hedder Vinnie Who.
Så blev standarten ligesom lagt mandag aften. Og det var måske ikke helt fair for de andre Pavillion Junior-aktuelle bands.

Twins Twins af Rasmus Weng Karlsen (via POLFOTO)

Musikprogrammet var søndag eftermiddag blevet åbnet af Twins Twins, som vi tidligere har anbefalet. De leverede et solidt sæt, der dog fremstod utrolig tidstypisk – adskillige gange i koncerten var jeg i tvivl om, hvorvidt det nu var Lily Electric, Kiss Kiss Kiss eller Twins Twins, der stod på scenen. Særpræget og det originale manglede, for at koncerten ikke blot blev lyst op af 3-4 stærke numre, men funklede og holdt publikums koncentration hele vejen igennem.

Anderledes personligt var mandagens program, hvis fokus lå på øvre del af det danske vækstlag og havde stærke kort som tidligere omtalte Cody og Vinnie Who samt Men Among Animals og BodeBrixen linet op.
Midt på eftermiddagen var Men Among Animals solskinspop parat på programmet. Og beskrivelse passede så glimrende til koncerten, der med de legesyge melodier og det virkelig velspillende og udafvendte band svalede publikum med et forfriskende løssluppent pust af velserveret 60’er inspireret popmusik. Der kæles virkelig for detaljerne, og særligt korets kontrast til forsanger Lasse Nielsens til tider noget anstrenge vokal fungerede godt. Et cover af Talking Heads klassiker “Psycho Killer” bød koncerten også på, og når det lykkedes så godt som for Men Among Animals, må man give koncerten stemplet “meget accepteret”.

BodeBrixen af Rasmus Weng Karlsen (via POLFOTO)
BodeBrixen havde æren af dagens sene spilletid, og blev mødt af et fyldt telt. Og der blev lagt lovende ud, for BodeBrixens smittende popmusik appellerer bredt, og må derfor have indfriet de forventninger størstedelen af publikum kom med. Men musikken var nogenlunde ligeså holdbar som de farverige balloner bandet kastede ud over publikum, og koncentrationen holdt nogenlunde ligeså længe. Efter 3 med numre BodeBrixen var en plads i aftensolen betydeligt mere tillokkende end endnu flere numre, der så konsekvent søgte efter det sære i legetøjsinstrumenter, at de besad fuldstændig samme ligegyldighed.

Kira Kira

Tirsdag bød på udover danske Ginger Ninja og Giana Factory, på bands fra resten af Skandinavien. Kira Kira spillede sin naivistiske musik med mange virkemidler i små doser. Og en lille dosis var helt bestemt også ganske fint. Men efter kort tid får man altså nok af små islandske trolle, der hopper rundt på en scene, drejer på spilledåser og hvisker i stemmeforvrænginger på bekostning af noget så essentielt som melodien. Også savner man noget der stikker ud, en melodi, noget der kan gøre lydlandskabet levende og samle det. For der er ingen tvivl om at ideerne var rigtig fine og alt det der. De var bare himmelråbende ligegyldige.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. KasperwithK says:

    fede fotos! hvem har taget dem?

  2. Eva Regnsky says:

    Hej Kasper,
    ja, de er rigtig gode! De er taget af forskellige fotografer, dog hovedsageligt Rasmus Weng Karlsen. Når vi bruger andre billeder end officielle pressefotos, foto fra myspace osv, står krediteringen som “titel” når du fører curseren over dem.

    kh Eva Regnsky.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Mew LIVE @ Studio 1

Mew (af Atlantius)

Livestemning:
Hvad er god musik? Hvad gør et band godt?
Disse spørgsmål stilte jeg mig selv under den utroligt eksklusive koncert Mew onsdag aften spillede for hardcore fans. Koncerten var bandets første i to år, og den første med numre fra den kommende plade i repetoiret. Det var på ingen måde promovering, det var en ærlig tak til frengers, familie og kollegaer – vi var inviteret indenfor i bandets øvelokale, med fri bar og venskabelig stemning.
Først og fremmest skal det siges, at jeg på ingen måde kan være subjektiv eller rationelt tænkende i forhold til det band – jeg er vokset op med det, og i en periode på fire år var jeg så hardcore fan, at mit iTunes bibliotek – efter adskillige grundige oprydninger – stadig indeholder over 16 timers mew.

For at vende tilbage til mit udgangspunkt omkring den gode musik, har Mew altid været det ultimative mål i min musikalske verden – bandet består af kontrasten mellem det lyse og mørke, det diskante og bassen, af en rå, dynamisk perfektion og af levende energi. De elementer, der i høj grad stadig er det centrale i min begejstring for musik.

Selvom bandet aldrig har udgivet samme plade to gange i træk, og forskellene dem alle imellem er enorm, har bandet et samlet udtryk, der vel bedst kan beskrives som en særlig kemi. Derfor blev jeg så bange, da bassisten smuttede over i The Storm i stedet, og nu er jeg så glad for at han gjorde det.

De nye numre er også noget helt andet end forventet – selvfølgelig. Koncerten præsenterede 4 numre fra den kommende plade og ep, hvor singlen “Introducing Palace Players” særligt imponerede. Det ville måske have været et bedre åbningsnummer end det også nye, noget rodede “New Terrain” der blev brugt. Til en åbning fængede det ikke på den måde, som Mew ellers plejer at kunne slippe afsted med. Men det skal sandsynligvis opleves som en positiv kritik, da den bedste musik utroligt sjældent er den umiddelbare. Til gengæld levede “Introducing Palace Players” fuldt ud op til de tidligere oplevelser med nummer – hjertegribende smukt og inderligt, men med en råhed, der præsenterede Mews nye kærlighed: distorted bas.

“And The Glasshanded Kites” fra 2005 var lyden enorm og grandiøs, storladen, rocket og mørkt støjende pakket omkring de glasklare melodier. Jeg savnede det enkle på den plade. Også når den var spillet live, hvor jeg godt nok blev væltet bagover af de vilde kompositioner, af trommernes kombination af præcision og improvisation, men stadig savnede det indiepoppede element fra de tidligere plader.

Aftenens koncert præsenterede et nyt nummer med det, jeg tidligere havde søgt – “Sometimes Life Isn’t Easy” (dedikeret til holdet bag koncerten). En pop-fragmenteret sag, der startede neddæmpet ud med et elektronisk beat, der afløstes af en symfonisk ørehænger af en melodi, der åbner sig i passager for at lukke sig om sig selv igen, og nærmest holder publikum ude af melodien.

Selvom “Introducing…” allerede er et klart hit i fanskaren, var det da de sædvanlige koncertåbnere “Circuitry of the Wolf” og “Chinaberry Tree”s støj bragede udover publikum koncerten opfyldte os med den lykke, som rigtig velspillet musik giver – bandet var så meget på hjemmebane, så sikre i netop de her gamle numre, at selv en halvmudret koncertlyd gav dem nye dimensioner – efter 4 år og en 3-400 omgange på pladespilleren. 
Og evnen til at overraske – med nye numre, nye drejninger af gamle, og ikke at give publikum, hvad de håber – men noget andet, og ligeså godt eller bedre, gør Mew til et band, der virkelig stadig er værd at samle på. Eneste egentlige anke er, at de efterhånden har samlet sig et så solidt bagkatalog, at det kræver koncerter på mere end 1½ time.

Jeg er glad og endnu mere spændt på det kommende album end før koncerten. Og bandet vil helt sikker blive ved med at overraske lige frem til udgivelsen.
Eksempelvis er der netop blevet sluppet en single til den ep, der udkommer på mandag – den havde eksklusiv premiere på en finsk radiostation i dag, og den ligger til streaming her. Utrolig poppet og efter min mening for straight-forward kedelig, sammenlignet med 1. singlen “Introducing Palace Players” legende, overraskende tema, er det lidt letkøbt – bare fordi man har rigets bedste trommeslager redder det ikke alle plain melodier. 

Mew – Repeaterbeater
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/Mew_Repeaterbeater.mp3]

Mew – Introducing Palace Players
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/Mew-Introducing-Palace-Players.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Mislyd @ Start! Festival

start! festival - Mislyd

Start! festival lever i sandhed op til sit navn. Indtil videre har jeg oplevet lovende bands fyre startskuddet til lovende karrierer af, men koncerterne har haft svært ved at hæve sig fra lovende til glimrende. Det er måske en af bagsiderne ved at Distortion og Start! festival ligger i samme weekend – meget af det potentielle publikum gider simpelthen ikke betale 300,- for en billet til Start! festival, når hele byen summer af gratis gadefest.
Derfor har stemningen på festivalen været mat, uden det massive fremmøde der ellers har været karakteristisk for den de seneste år. Og selvom mange bands ihærdigt har prøvet at trække op i teenagepigerne foran hegnet og det hotdog-spisende kernefamiliepublikum, der i år udgør størstedelen af festivalens publikum, har ingen for alvor fået skabt feststemningen.

Livestemning: Tættest på feststemningen var Mislyd. Trods det utaknemmelige idspunk 01:45, var en lille, men pænt hardcore gruppe mødt op med en hensigt: at danse sig gennem hele Club 55 lokalet, om så det kun var 1/10 del fyldt. Mislyd er svære at kategorisere  – men live slog det mig, at det tyske label BPitch Control må have en særlig plads hos bandet. Mislyd deler i særdeleshed Paul Kalkbrenners glæde til diskanten, og det er netop i de dirrende,  lyse toner og luftige passager bandets styrke findes. Lytteren lokkes gennem dragende passager ind i et bredt lydbillede, der brydes af bandets store mængde gode ideer, hvoraf nogle er mere heldige end andre.
En af disse ideer var at spille bandets remix af vennerne i Annasaids nummer “Balloon Fields”, og det ganske succesfuldt. Særligt var livevokalen et scoop, og Martin Sahlertz kraftfulde vokal fik for alvor gjort den ellers noget introverte elektronika til en liveoplevelse der kom udover scenen. 
Mislyd live er en glimrende opvisning i, hvor mange ansigter elektronisk musik har, og netop mangfoldigheden i numrene er Mislyds største styrke. Jeg glæder mig til næste koncert…

Mislyd – Mislyd
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/mislyd.mp3]

AnnasaidBalloon Field (Mislyd remix)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/06/baloon_field_mislyd_remix.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

glad men rodet og uorganiseret nat

Kele Okereke

Siden januar har den unge lækre lydgidsel fra ULAH i ny og næ holdt Train i Aarhus gyngende med fester af de mere elektroniskovervejede genrer. Første fest var med Lulu Rouge, hvilket viste sig at være en kæmpe succes. Sidenhen har DJs og kunstnere som John Dahlbäck, Martinez, Troels Abrahamsen og WhoMadeWho lagt vejen forbi Train og i går kunne ULAH afholde sit nok hidtil største arrangement, med et DJ-set fra Bloc Party-frontmanden Kele Okereke.

Som opvarmning til hovednavnet var LOCO-bagmanden Andreas Lemche og fotografen Rasmus Weng gået sammen i forsøget på at skabe stemning blandt fremmødet, som bestod af folk der enten var kommet til festens start klokken 23.30 eller publikum fra den forinden afviklede Baal-koncert, som var blevet hængende for at se hvad der skete efterfølgende. Efter tre kvarters kæleri for os var det blevet Kele Okerekes tid til at forkæle Aarhus.

Kele Okerekes tematik for sangvalg i forbindelse med hans set bestod i høj grad af numre han holdt kært – en kærlighed for numre, som mange iblandt publikum tydeligvis delte. Det blev blandt andet til rockklassikere som Nirvanas Smells Like Teen Spirit og Killing In The Name Of af Rage Against The Machine – men også numre som havde mere dansegulvsappel i sig, heriblandt lidt fra Wiley, M.I.A. i det lækre DFA-remix, Le Tigre og noget typisk overvurderet og overkneppet Crookers-materiale (DAY N’ NITE!).

Problemet med hans sangvalg og struktureringen af disse var imidlertid, at han genre- og tempomæssigt alt for ofte flød rundt, hvilket jeg ofte blev lidt for forvirret over. Samtidigt var der teknisk ikke meget kvalitet over Keles mixing, selvom ULAH forinden havde kaldt kombinationen af Kele og DJ i samme sætning for en “proffesionen hobby”. Derfor måtte jeg konstatere at der ikke var mange dj-skills denne aften hos Bloc Party-frontmanden i form af overgange o.l. Alt for ofte fik hans numre lov til at køre fra start til slut, hvilket særligt blev et problem pga. hans rodede organisering af disse. Derudover begik Kele Okereke også den fejl at spille et nummer to gange, mens M.I.A. i løbet af hele aftenen blev spillet fire gange.

Kontakten til publikum kom tit i mængder, men når det hvide tandsæt endelig blev luftet i følgeskab med nogle små dansetrin bag pulten kunne det tydeligt mærkes hos publikum. Følelsen af endelig at have oplevet Kele Okereke kunne mærkes iblandt en god del af fremmødet og det var måske dette folk havde fokuseret mere på, fremfor organisering af numre og mixe-egenskaber – hvilket jeg blev lidt skuffet over. Men så er det jo meget heldigt at Kele primært gør sig som frontmand i et af de pt. største alternative rockbands overhovedet. Gudskelov for dét!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.