The Whitest Boy Alive @ Arena

The Whitest Boy Alive af Carsten Snejbjerg via Polfoto
Min første Roskilde Festival var i det herrens år 2007. Den blev stort set kun tilbragt på Odeon scenen, hvor der var skruet godt op for neonfarverne med et line-up, der inkluderede LCD Soundsystem, Klaxons og CSS. Og selvfølgelig The Whitest Boy Alive, der som det eneste af disse bands er vendt tilbage til støvsteppen igen.
Denne gang i lidt anderledes omgivelser og overfor et vel 5 x større publikum i det tætpakkede Arenatelt. Og hvilket publikum! Med så dedikerede lyttere er det umuligt for en koncert ikke at opfylde succeskriteriet, også selvom man måtte væbne sig med en større portion tålmodighed.

Egentlig havde jeg tænkt mig at danse samme tacky discodans som for to år siden. Det kom jeg desværre ikke til, men det var helt min egen skyld. Publikum var hengivne, overfor det afslappede band, der efter en lidt sløv halv time kom op i fart med nogle smittende og veloplagte ”Courage”, der med en dansende Erlend Øye væbnet med det smittende mantra fik hele teltet til at hoppe med på den direkte discohouse.

Men ligeså højt op som koncerten kom, næsten ligeså langt tog bandet den også ned i de lidt for ofte ufokuseret lange jammingstykker både i og mellem numrene. I det hele taget rodede det lidt for meget i de stramme kasser, bandet indkapsler deres smækre beats og figurer i. Det kunne have givet en fin afveksling fra de indspillede numre, men de kom til at virke skæmmende for en ellers finurlig og veloplagt koncert.

Med hits som “Golden Cage”, “1517” og “Burning” er det dog virkelig svært ikke at skabe en fest. Og selvom discodansen ikke erobrede mig på Arena, erobrede den største del af det ekstatiske publikum, der i op til en halv time efter sidste tone var klinget af, endnu hoppede rundt og skrålede sidste nummers mantra – faktisk så eftertrykkeligt at bandet kom ud foran sceneforhænget og dansede.

The Whitest Boy Alive – Courage
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/03-Courage.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Ulf Aslak says:

    Ufff! Den koncert! Måske er det fordi jeg ikke så dem i 2007, men jeg syntes virkelig det var fantastisk. De overraskede i hvert fald mig, som havde forventet en chillaxet feel good koncert, men fik et ordentligt spark disco i ansigtet! Sturt 5-tal!

  2. Jesper Hinze says:

    Nok min bedste roskilde oplevelse i 2009, for satan det var en dejlig koncert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

St. Vincent var ikke lydmand på Roskilde Festival – ikke, så vidt jeg ved

St. Vincent (af David Bering via Gaffa)

Der er blevet sagt og skrevet meget (ok, måske ikke, men så en betydelig del) om amerikanske St. Vincents koncert på Roskilde Festivals scene Astoria. Snakker man med de fornemme hører man i det fleste tilfælde en kritik rettet imod lyden og det faktum at mange af de publikumsvenlige numre med mest “genkendelighed” blev luftet alt for tidligt i sættet. Og ja, det var sgu da lidt en skam at hun for eksempel ikke sluttede af med et brag ved at spille Now Now og for fanden hvor havde jeg set frem til at bevæge mig til Paris Is Burning, uden at den nogensinde kom – begge i øvrigt fra debutalbummet Marry Me fra 2007.

Men problemer med lyden skal sgu ikke tilskrives St. Vincent, som by the way også kan kaldes Annie Clark, skulle man være interesseret i et borgerligt navn. For snakker man i stedet med folk og ikke med Morten Sternberg fra Soundvenue vil man rent faktisk høre positive beretninger om en koncert, hvor jeg selv oplevede en nervøs men på mange måder sød kontakt fra Annie Clark og ud til publikum – og på samme måde tilbage igen. Folk var afventende, jeg selv blandt andet, men mest fordi koncerten fremstod på det intime plan, som jeg tror mange af os havde håbet på. Den 26-årige multiinstrumentalist, som var akkompagneret af fire jævnaldrende mænd på Astorias scene, kan desuden have svært ved at holde niveauet oppe en hel koncert igennem, når hun lægger ud med en så skide smuk fremførsel af Marry Me, som hun gjorde det sent torsdag aften. For at være ærlig lød hendes vokal nok cirka 500 gange bedre end på albumversionen af dette nummer. Hendes vokal, samt måden hvorpå hun formåede at gå fra naboens søde og uskyldige datter-attituden til at være den bidske kvinde der vil have tingene “her way or the high way” når hun støjede og skar sig vej igennem nærmest vrede passager som på The Strangers, var mine højdepunkter. Og så at hun var skidesmuk. Damn.

Men klart. Der var også betydningsfulde fejl. Sættets opbygning, som sagt, og det at scenens fem personer ikke var i stand til at bibevare publikummets interessere hele vejen igennem ved ikke at få det absolutte ud af instrumenterne medbragt til denne koncert. Overordnet ser jeg dog tilbage på koncerten med flest positive indtryk, hvilket jeg faktisk tror størstedelen af fremmødet fra denne koncert gør. Det brændte jeg ligesom bare efter at understrege.

Sætliste fra St. Vincents koncert på Astoria, torsdag klokken 22.00:
Marry Me
The Strangers
Save Me From What I Want
Now, Now
Actor Out Of Work
Dig A Pony (Cover af The Beatles)
Laughing With A Mouth Full Of Blood
Black Rainbow
Marrow
Just The Same But Brand New

The Party
Your Lips Are Red

St. Vincent Marry Me
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/St.-Vincent-Marry-Me.mp3]

St. Vincent The Strangers
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/stvincent_thestrangers.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Eva Regnsky says:

    synes generelt der var rigtig mange problemer med lyden på Roskilde i år… ligesom der også var i 2008. De burde snart lære det. Yeah Yeah Yeahs gjorde aldrig nævneværdigt indtryk på mig, simpelthen fordi det er svært at engagere sig i musik, når man skal spidse ører for at opfange andet end bastromme og vokal…
    De eneste steder jeg ikke oplevede problemet var på Pavillion, Astoria og Cosmopol. Odeon er bare præget af dårlig lyd, der ikke bliver reguleret alt efter, hvor mange mennesker der er. Det er virkelig ærgerligt og tager en meget stor del af fornøjelsen ved mange af koncerterne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Fantastiske fredag – The Field & Gang Gang Dance

Gang Gang Dance

Så blev festen skudt i gang. Fredag kl. 21:15, The Field har netop spillet første nummer færdig, og den mest oplagte festaften er skudt i gang. Det er frækt, det her. Viser en modig kunstner, der nærmest arrogant rydder gulvet, før han langsomt opbygger melodierne, instrumenternes tema hver for sig. Live er en knivskarp trommeslager og potent bassist med til at give musikken endnu større sprødhed, selvom numrene ikke afviger synderligt fra liveversionerne.
Hypnosen indfindes sig langsomt, men overbevisende. Det under halvt fyldte telt er en mindre kerne dedikerede fans, der ikke er opsatte på at have en fest, men på at lytte til musikken. Lade den oversvømme kroppen, stimulere hjernen og derfra udsende impulserne hele vejen gennem kroppen. Den fysiske oplevelse er sekundær, men uundgåelig med et set, der så stabilt holder samme tårnhøje niveau. Genremæssigt bliver The Field oftest betegnet som neo-psy-trance. Det har undret mig lidt, for trance forbinder jeg med mange hæsligheder. Men en trance findes i flere former. Hvis vi snakker musikalsk er den vel oftest forbundet med Ibizas mere eller mindre interessante dansegulve med hakkende rytmer og ligeledes lemmer. Men den trance, som The Field opbygger er en anden, en dybere tilstand, hvor bevidsthed og kroppen adskilles, og bliver til bevidsthed, musik og krop. En trance, hvor det dynamiske tempoarbejde udfordrede publikums trance – lokkede folk ind i den for derefter at vende det hele på hovedet, og ryste publikum fysisk og i særdeleshed mentalt. 
En rammende totaloplevelse, der efterlod mig forunderligt udmattet, veltilpas og i næsegrus beundring.

Halvdelen af publikum gør, som halvdelen af festivalens publikum altid gør. Løber videre til næste koncertoplevelse, for vi må ikke gå glip af noget. Halvdelen slår sig ned udenfor teltet og nyder aftenens sidste mulighed for at flashe kulsorte raybans. For mig er der ingen særlig grund til at storme over til Cosmopol og høre de første 20 minutter af 2manydjs. Så hellere puste lidt ud.


23:00 stod amerikanske Gang Gang DancePavillion scenen. Og det viste sig at have været en rigtig fornuftig beslutning, det med at slappe lidt af. Bentøjet blev i hvert fald tvunget til engagement endnu engang gennem New Yorkernes rytmeglade koncert. Og det var velfortjent, det engagement det ellers lidt hemmelige band blev mødt af. Gang Gang Dance er endnu ikke blevet det helt store talk of town, sådan som de halvt beslægtede Animal Collective er det. Bare en del mere håndgribeligt, med nogle langstrakte bevægelser i numrene. De langstrakte bevægelser flød i dele af koncerten numrene ud i hinanden – stemningen blev det vigtigste, mens melodierne gled ind og ud af hinanden og skiftevis dominerede. Det kunne have været ufokuseret, men blev i stedet dragende og ambitiøst.
Bandet spiller aldrig samme koncert to gange. Numrene bæres af improvisationen, det skæve indfald, af at instrumenterne nærmest løber efter hinanden og skiftes til at bære melodien videre. “Vacuum” fra sidste års Saint Dymphna var en svævende, mens “House Jam” fra samme plade med indbydende, snublende beat indbød til discodans, med Liz Bougatsos halvt skingre, helt særegnede vokal i front.

Gang Gang Dance formåede at balancere perfekt mellem festen og det musikalsk komplekse. Og forene disse to i en spiselig cocktail, der også appellerede til andre, end freak-folk-symfoni-elskere.

The Field Over The Ice
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/The_Field_-_Over_The_Ice.mp3]

Gang Gang Dance Vacuum
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/04-Vacuum1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Pernille says:

    Husk at The Field også kommer på årets Strøm festival, yay!

  2. Strøm-indlæg kommer senere, baby!

  3. Ulf Aslak says:

    Hvor er Analogik på jeres fantastiske fredag? Det var vildt mand!

  4. Jeg tror det skyldes at der vistnok ikke var nogle fra Regnsky til den koncert. Nu blev koncerten jo så også afholdt klokken 3 om natten og efter 2manyDJs og Royksöpp var der ikke nok energi tilbage i mig til at gå et smut forbi Astoria.

    Men hvordan var det? Jeg ville også rigtigt gerne have været til Analogik.

  5. Ulf Aslak says:

    Det var nok min vildeste om ikke bedste koncertoplevelse i år. Du kender vel musikken, så hvis du forestiller dig dét live foran et fyldt, men ikke proppet, Astoria hvor alle var glade og dansede har du den vidst nogenlunde. Og så lavede de desuden et fantastisk sceneshow, dels fordi de bare er sjove og se på, men også fordi der hele tiden skete noget nyt og underligt.

    “Nu skal det ikke handler om musik. Nu skal det handle om stoffer. Hårde stoffer!! Og frimærker…”, hvorefter en gammel nisse i morgenkåbe begynder at kaste tusindvis af frimærker ud til publikum. Vidunderligt!

  6. Eva Regnsky says:

    Haha, det lyder helt fantastisk! Hårde stoffer og frimærker! Yes! Endnu mere ærgerligt at gå død kl 02:15.

  7. Kristian says:

    De sagde faktisk “Nu skal det handle om stoffer: men de gode stoffer: Pot og frimærker!”.
    Analogik ville aldrig lægge sige ud med noget der ikke kommer fra naturen ^^

  8. Ulf Aslak says:

    Undskyld mig hvis jeg ikke citerer korrekt, klokken var 3 om natten og jeg var høj på øl og kaffe :P

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Fantastiske fredag – Frightened Rabbit @ Pavillion


Fredag aften var velsagtens den enkeltstående periode, jeg havde glædet mig mest til. Med et perfekt program, der efter Wavves aflysning og The Fields tilkommen indbød til, at den kun blev tilbragt i festivalens mindste – og bedste – telt, Pavillion.

Kl. 19:00 gjaldt det de støjende folk-rockerne i Frightened Rabbit. Med klingende skotsk accent entrerede de scenen med det fabelagtige “Feeling Better” hentet fra kvartetens imponerende gennembrudsalbum “Midnight Organ Fight” det gjorde bandet til et af de mest kritikerroste sidste år. Åbningen med “I Feel Better” var en dragende og kompleks indledning til koncerten med et dedikeret publikum, der længtes mod den mulighed for total hengivelse, som bandet giver med sin kombinationen af desperat inderlighed og en tilbageholdt, nærmest fortrydende energi, der i korte udbrud bryder fri fra de henslængt spillede, men enormt komplekst sammenspillede numre.
Koncerten var en sand tour de force i stærke numre, og den mindede mig virkelig om, hvilken helt fantastisk, støjende folkbølge, der med bannerførerne i Frigthened Rabbit og tidligere Roskilde-aktuelle The Twilight Sad de sidste år er kommet snigende fra Skotland. “Midnight Organ Fight”s klare højdepunkter som den dybt melankolske, men paralyserende fantastiske “Fast Blood” fik live tilføjet en smuk intensitet, der gjorde det svært ikke at fortabe sig. På mærkværdig vis fik bandet appelleret til både fordybelsen såvel som halvdelens af publikums mere fysiske fordybelse, der udmundede sig til skæv dans, eksempliceret for den referent-stærke “Head Rolls Off”, gik ramte perfekt – lige midt i hjernen og i særdeleshed i hjertet.

At Frigthened Rabbit ikke blot er et fantastisk velspillende liveband med en glimrende plade bag sig, beviste ældre numre, som fik vist en instrumental tyngde i musikken, der ellers ofte gemmes lidt bag hovedmand Scot Hutchinsons tekster og vokal.  Det var symfonisk og dragende mørkt, nærmest på grænsen til det apokalyptiske. Den komplette ekstase blev en realitet, da koncertens sidste nummer “Keep Yourself Warm” langsomt blev introduceret og publikum øjeblikkeligt hengav sig til den spiddende tekst “But, you won’t find love in a, won’t find love in a hole. It takes more than fucking someone to keep yourself warm.”
Måske har bandet ret. Musikken og bandet har i hvert fald al mulig eksistensberigelse.

Frightened Rabbit – The Modern Leper
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01-The-modern-leper.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. David Law says:

    Hej Regnsky-folk!

    Tak for debatten ved Yourspace på Roskilde. Vi har tilføjet jer i vores lille link-liste, og håber at I vil gøre det samme.

    Vi snakkes ved,
    David – Akustikken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Meget publikumsvenlige Friendly Fires

Friendly Fires - Victoria Jones via PolFoto
Friendly Fires og publikum var klar på festen fra første takt. De ligetil, poppede formidlere af discohouse-lyden anno 2009 stod klar på Odeons scene, og fra første takt af den legende ”Lovesick”, blev den voksende klump af dansende mennesker foran scenen etableret. Frække breaks og et stabilt, håndklapvenligt beat krydret med de nuancerede percussion og frække breaks som bandets personlighedsskabende krydderi, var opskriften på nummeret, der var catchy som et 80’er hit.

Koncertens første numre var præget af ekstrem dårlig lyd, hvor både guitar og vokal druknede hinanden fuldstændigt, og sangeren Ed Macfarlanes stemme fremstod anstrengt og sekundær. Han er betydeligt mere showman end sanger, og selvom det er sympatisk for Friendly Fires som et festband, savnede man lidt noget mere personlighed end hoppen frem og tilbage.  ”It’s hot” lød det fra bandet mellem to numre, og det var det i sandhed også, for tempoet var højere end i remixene, energien og engagementet fra bandet forbilledligt, særligt under hits som ”Skeleton Boy” og den længselsfulde ungdomshymne “Paris”.

Friendly Fires numre er bygget op efter en simpel formel med et par omkvæd og en hel masse percussionfokuserede breaks ca. 2/3 dele inde i nummeret. Og de breaks er faktisk interessante og dynamiske, men ikke efter 12 numre. I længden savner jeg godt nok noget andet, noget overraskende! For når det, der er overraskende de første to numre igennem gentages, så begynder metaltrætheden at melde sig, og man kender næste nummer før det end er begyndt. 
Catchy numre er ofte fantastiske, men det forsvinder nogenlunde ligeså hurtigt som energien fra druesukker og går fra rush til ligegyldighed på et kort øjeblik. Friendly Fires har for travlt med at pace numrene frem i stedet for at lade dem hvile, finde sin melodi og gribe publikum gennem raffinement i stedet for trampende rytmer.

Personligt kan jeg godt lide krydderier, som kardemomme eller et eller andet. Men jeg kan ikke lide det, hvis al min mad smager af det. Og her ligger problemet hos Friendly Fires. Deres musik er så letfordøjelig og appetitlig, at man meget let får for meget. Hvis man søgte et dybere indhold i koncerten end den totale fest, så gik man forgæves. For sjovt var det da, og publikum elskede det. Men er det nok?
Ikke helt for mig.

Friendly Fires – Lovesick
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Lovesick.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *