The Kites @ Rust, 27.11.

Det var med forventninger om en velspillet liveoplevelse med et engageret band ved højt humør, jeg fredag aften fik rystet dynerne af mig og drog mod Rusts mørke lokaler. Det var en time efter, jeg smuttede ud af døren med et smil på læben, fløjtende otte forskellige catchy melodier i en bizar blanding. Og det gode humør holder endnu.

Vurderet på resten af publikums respons, tror jeg min oplevelse er delt. For selv den mest modvillige, gnavne dagbladsanmelder, der hævder at al musik produceret før 1980 altid er den bedste, vil få svært ved ikke at vippe med foden, når The Kites står på scenen.
Med to ep’er bag sig – den nyeste som The Kites, den første som ArtArena –  bestod koncerten af lige dele nye og gamle numre. Særligt for denne koncert var det, at publikum allerede har taget de nye numre ligeså meget til sig, som de ældre, velkendte hits.

At catchy, cheesy og alt for meget hos The Kites bliver vendt til superlativer, kan næppe være nogen overraskelse, hvis du tidligere har lyttet til gruppens musik. Selvom de bærer den tunge, selvudnævnte titel som “Danmarks mest uheldige rockband”, besidder bandet en humor, der i den grad legitimerer inspirationskilderne.
Live brænder numrene med guitaren helt fremme i fokus bedst igennem, hvilket gjorde “Sally Lunn”, og i særdeleshed den pågående og britrockede “Balloons”, til numre hvor man ønsker P3 tog sig sammen, og rent faktisk spillede noget af den kompetente musik, der produceres i Danmark.

Det mest bemærkelsesværdige ved at opleve The Kites live var imidlertid, at bandet i John Philip har en trommeslager ud over det sædvanlige. Hvor numrene i studieversioner afspejler den særlige dynamik, en der rent faktisk har øvet sig nok bag sine bækkener giver, gav livesituationen mulighed for improvisation. Det fik hævet koncerten kolosalt som liveoplevelse, gav afveksling og frihed til resten af bandet. The Kites tør tage den oplagte mulighed når det drejer sig om melodierne, og derfor bliver muligheden for finesser så meget større. Og lige fra den nye publikumsfavorit “Lizzie”, der ellers er lidt mindre stramt organiseret, til den hurtigere “Circus City” blev jeg overrasket over at trommer kan spilles så overlegent, nærmest flabet. Forfriskende for et band i en genre, der ellers oftest fokuserer på guitaren!

Efter 60 minutters imponerende velspillet, velkomponeret og venskabelig koncert, vendte jeg tilbage til jernhesten, fuldt ud tilfreds med at have brugt fredag aften i selskab med The Kites.

The KitesPlay
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/11/01-Play.mp3]

The KitesLizzie
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/11/02-Lizzie.mp3]

The KitesBalloons
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/11/03-Balloons.mp3]

The KitesThe Leak
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/11/04-The-Leak.mp3]
Regnsky satte billetter på højkant til koncerten – var du så heldig at vinde? Vi hører meget gerne om din oplevelse i kommentarfeltet!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Martin Fält says:

    Jeg var så heldig at vinde to gæstelistepladser til koncerten og jeg må sige at det ikke kunne ske på et bedre tidspunkt. Det var sidst på måneden, hvilket vil sige at studerende som mig selv virkelig leve på det sidste pengelag. Så jeg vil derfor takke Regnsky mange gange for at lave en sådan konkurrence og til med lade mig vinde i den. Super god koncert og fremragende anmeldelse.
    Ps. Super cool billede i har valgt af The Kites!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Glass Candy @ Brooklyn Bowl

Glass Candy @ Brooklyn Bowl

Livestemning: Ligesom support dj’ens udstyr, ligner Glass Candys live setup ikke den vildeste fest. To personer, den ene dybt begravet i sine maskiner, den anden som festligt indslag. Men skindet bedrager, for de beskedne rammer indeholder en imponerende leveret fest.
Rammerne dannes af noget så hippe Williamsburg, med det sædvanlige crowd. Og dog. Italians Do It Better hostede festen i et af de kæmpe warehouses bydelen er så kendt for, men som for nyligt er omdannet til bowlingcenter. Eamon Harkin og Justin Carter fik derfor noget af en udfordring som opvarmning. Dj-set som opvarmning til koncerter har jeg generelt dårlige oplevelser med, og oftest ender hele festen enten i baren eller rygerummet med tomt dansegulv. Men når opvarmningen tryller med konstant 3-4 pladespillere, kører numrene perfekt omkring, ind i, forbi hinanden, har diversitet og en udvikling, der fæstner publikums opmærksomhed, så det er præcis ligeså imponerende som et absurd godt liveband.
Så imponerende, at da Glass Candy indtog scenen, stod publikum allerede dansende foran scenen (hvis de da ikke bowlede, selvfølgelig).


Johnny Jewel er mastermind bag Glass Candy, såvel som Desire og Chromatics. Med aftenens industrielle, distancerede og alligevel dybt vedkommende forklædning, blev der distanceblændet på alle punkter.
En bedre og mere overlegen bestyrer af et helt lydbillede har jeg næppe oplevet tidligere. Med kontrol over både vokalen, der fik tilføjet effekter uden at blive effekt-sovset, men i stedet havde perfekt timing på beatet, med kontrol over trommemaskinen som man på ingen måde kunne hævde “bare var et backtrack”, med synthen, der samples om og om, så man på “Candy Castle” ender med 7 forskellige riff, perfekt synkroniseret.
Men hvordan undgår en koncert, der er så imponerende at blive elitær og uden kontakt med publikum, når troldmanden gemmer sig bag pandehår og maskineri? Man kan måske være så sikker på sine instrumenter og i sine numre, at man samtidig kan stå og danse, lige finde nogle ting under keyboardet, køre tempoet helt ned – konstant overraske.
Man kan også invitere en lille, smækker og guldskinnende sangerinde som Ida No med og give hende blot to opgaver: lav en fest. Syng som vi har aftalt. Og det er faktisk nok, for begge opgaver løses til UG.
Ballet åbnes med en tour de force i brilliante singeler; “Digital Versicolor” med dreven, smygende vokal og kølig, sylespids synth, “Beatific” med de syntetiske horn som svimlende tema og som numrene afløste hinanden blev begejstringen for duoens tekniske kunnen blandet med en fysisk begejstring, hvor musikken konstant fastholdt tankerne, men samtidig spredte liv i kroppen.

Hvorvidt bowlerne i den anden ende af lokalet begyndte at fokusere på andet end keglerne, står hen i det uvisse. Men imponeret til helt nye højder er det svært at tro andet – for sjældent har et band ramt kombinationen af nærvær, perfektionisme og glasklare melodier så rent.

Glass Candy spiller med Desire og Mike Simonetti (dj) på Vega Natklub 14. november. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Deerhunter @ Vega


Kort før Deerhunter betrådte Vegas bonede gulve, kommenterede min koncertmakker tørt: “alle til den her koncert ville ønske de led af en kronisk sygdom og spillede musik hver dag. Og de er +25.”

Og jo, publikums jeans var nogenlunde ligeså tight som bandet på scenen var. Selvom lyden bølgede rundt, og den poppede vokal ikke fik tag i lydbilledet de første numre igennem og favoritten “Never Stops” fremstod stift og unuanceret.  Men med den opfølgende “Little Kids” blev der rettet op på de irriterende ting, og tilgengæld kunne koncentrere sig om den  helliges det enormt velspillende band. Med enormt smukke, selvfølgelige og dog stadig bemærkelsesværdige og progressive overgange, blev numrenes støjniveau live ganget op taget i forhold til de indspillede versioner.
Men det var med “Nothing Ever Happens”, ørerne for alvor blev slået helt ud. Med drive, støj og Bradford Cox karismatiske vokal helt øverst i lydbilledet sendte Deerhunter hele Vega til forældrenes garage på den amerikanske østkyst, med ligegyldighedens kvælende trummerum inderverende afspejlet af guitarens nærmest hjælpeløse støjen mod det konstante trommespor. Den velstrukturerede og energiske oplevelse gik igen i hvert nummer, ligefra “Agoraphobia”s intro med en blottet sanger til støjende den støjende afslutter “Calvary Scars”.

Hvordan undgås opfattelsen af Deerhunter som et one-man show, når Bradford Cox er i front? Som fokus, og med hele publikums opmærksomhed hvilkende på sig, kunne band let blive til backingband, men den interne kemi på scenen er i sig selv et studie værd. Der spilles live, som man sjældent hører det. Hvis der var et backtrack var det godt gemt, og friheden i de ellers stramt orkestrerede numre overvældede, bragte liv og engagement – ligesom bassistens næsten lykkelige smil var svært ikke at smittes af. Og selvom de oftest lidt for lange, flyvske jams mellem numrene skæmmede koncerten en smule, var det svært ikke at forlade Vega med et smil, opløftet af tanken om, at musik stadig kan spilles live, rykkes ud fra garagen og ind på scenen, hvor umiddelbarheden kan herske og 4 mates med bas, guitar og trommer stadig kan fortrylle.

Deerhunter – Nothing Ever Happened
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/09-Nothing-Ever-Happened1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kristian says:

    jeg får file not found når jeg vil afspille “Nothing Ever Happened”:s

  2. Eva Regnsky says:

    hov, ja, det har du fuldstændigt ret i, Kristian. Tak for du gjorde os opmærksomme på det – nu burde det fungere igen (:

  3. Jakse says:

    Sikke fin kval videoen er i.. Beklageligt at mit budget ikke rakte til Deerhunter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Reportage fra Musikdagen

copenhagen cable park
Sand, liggestole og bagende sol. Surfere med meter lange boards, flying dog beers, og en lydmand med en måske lidt for stor passion for sport.
Og, nå ja, nogle bands og et par dj’s på en scene.

Udgangspunktet for en rigtig hyggedag, af dem København efterhånden er stabil leverandør af i sensommeren – Stella Polaris, Strøm og en million andre events, hvor musikken enten har en reel rolle eller er en undskyldning for at drikke øl om eftermiddagen. Nu er turen kommet til InkInk, der lørdag føjede Musikdagen til sommerens kalender.

Med et program, jeg ventede mig en hel del af, drog jeg til Amager, forbi adskillige brombærkræt og ud i sandet, hvor Harald Björks dj-set imponerede og fyldte ventetiden mellem kunstnerne glimrende ud med sin gennemmusikalske mixer-skills, der elegant surfede mellem dubbet electronica og fængende discotemaer, uden det på noget tidspunkt bliver for cheesy, for meget eller for kedeligt.

hellraiser ten live
For meget blev dagens første band heller ikke. Hellraiser Ten stillede op med en mærkværdig, måske næsten påtaget tilbageholdenhed overfor et publikum, der i virkeligheden helst ville have at alle var venner.
Hellraiser Ten formår at gøre skævhed til skønhed – snublende beats, knækkende vokaler og drømmende guitarflader smyger sig mellem hinanden, og rammer i øjeblikke en popmagi. Men modsætningen til disse øjeblikke fandtes også, især når der gik slowcore i den. Hellraiser Ten tangerede ikke det kedelige. Heller ikke det ordinære, og de er i hvert fald ikke et dårligt band. Men samtidig har jeg rigtig svært ved at engagere mig i bandet, og tænke andet end ”næh, en god sang” eller ”ups, der var det falsk”, sådan cirka halvdelen af tiden hver.

pellarin & lenler live
Rigtig besynderligt blev det, da Pellarin & Lenler gik på. Et for mig noget ukendt navn, der eftersigende heller ikke havde spillet live i et par år. Efter surf på myspace forventede jeg noget lidt mere poppet end 2 mænd siddende på scenen med en bærbar hver, der udsendte meget ambient musik. Så ambient, at jeg rent faktisk var i tvivl om, hvorvidt det var sceneteknikere, en lydprøve eller noget andet. Måske også på grund af det lave lydniveau, der skabte en distance til publikum, da det virkelig krævede koncentration at finde ud af om der overhovedet blev spillet musik… det var generelt det, koncerterne led under – de blev let overdøvet at snakken, og det er sådan set rigtig fint, for det var et gennemført hyggeligt arrangement med en vedkommende, venlig og rar stemning, men når det er en musikdag, kunne det også være rart med et lidt større fokus på netop musikken.

piroth live
To charmerende og søde piger fra Sverige, der havde taget vennerne og guitaren med, udgjorde som Piroth eftermiddagens 3. act. De numre, jeg via nettet havde surfet mig frem til, havde sendt mine forventninger til netop denne koncert højt op. Dog fremstod musikken en kende anonym de først numre igennem, men “Transsiberean Express”‘ inddragelse af publikum, med uddeling af rasleinstrumenter var et genial træk, der passede perfekt ind i den hyggelige stemning, ligesom det gjorde, da de satte sig ned på scenen under koncertens sidste nummer, “Fog Dancers”, og derved kom i niveau med publikum. Det var særligt numrene med brug af rytmeinstrumenter, der brændte igennem, for her blev de sympatiske og søde piger lidt mere bestemte. Derfor glæder jeg mig til Piroth kommer til Danmark næste gang – her har de forhåbentlig taget bandet med!

En positiv oplevelse var Undr P og Lft. gtr til gengæld – med en noget mere levende og karismatisk fremtoning bag pulten end man normalt oplever. De havde det sjovt på scenen, og det fik erstattet vennerne som primære underholdningskilde, og gjort det til musikken i stedet.

Rart arrangement. Virkelig sympatisk arrangement. Men ikke et helt arrangeret arrangement. Måske manglede der et decideret hovednavn, noget folk kom for at høre. Jeg ved det ikke. Men der manglede noget til lige at ryste op i publikum og samle folk om et eller andet. Til gengæld sparkede efterfesten på Dunkel gevaldigt røv, med livemusik fra Vinnie Who, CloudC og Harald Björk, der alle leverede sjove, engagerede koncerter på meget højt niveau, ligesom Dj Lab virkelig fik spillet hardcore techno.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En tur i København – When Saints Go Machine & CloudC

When Saints Go Machine @ Anders Birch/ROCKPHOTO
Livestemning: Når nu man ikke er på Melt, må man gøre et eller andet. For ikke at komme til at tænke på, hvad det er man går glip af dernede. Når man ikke er på Beniccassim, må man det samme.
CloudC og When Saints Go Machine har sammen leveret mit soundtrack de sidste par måneder, og derfor var lørdagens program noget, jeg længe havde set frem til. Den lagde nemlig ud med When Saints Go Machine natkoncert på Rust, og efterfølgende var der lagt i ovnen til det perfekte afterparty med premieren på CloudC’s liveshow på Dunkel.

Både WSGM og CloudC må i livesammenhæng have truffet et ikke helt let valg. Er det festen eller fordybelsen, der skal prioriteres højst? Skal den ambitiøse instrumentering stå i baggrunden på bekostning af hurtige popmelodier? Og hvordan forener man det hele i en livesituation, uden det fremstår rodet?

Ligesom de omkring 450 andre mennesker på et proppet Rust, så jeg frem mod koncerten med forventning om dansable electrobeat. De lod dog vente på sig, og det smukke åbningsnummer ”Pick Up Your Tears And Run” kom til at lide under overraskelsen, som gjorde det svært at omstille sine forventninger. Det var ikke festen, der var højst prioriteret. Imidlertid var det et tight, perfekt sammenspillet band, der spillede studieindspilningerne virkelig godt live. Og trods et par nye numre og genhør med ”Pale” og ”You Should Be Someone Else”, længtes man efter lidt afveksling eller improvisering.
For en mildt afventende stemning bredte sig mellem publikum, og musikken fik ikke for alvor vundet kampen om opmærksomheden. Måske fordi fordybelse er en svær kunst klokken 2 om natten. Måske fordi knaldperler som ”Fail Forever” og ”Spitting Image” blev skudt i retning mod instrumenterings-ambitioner i stedet for popambitioner, hvilket er modigt og imponerer, men også gav en noget uforløst stemning, der først blev vendt med ”Pale” – som sidste nummer.

When Saints Go Machine – Spitting Image
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/05-spitting-image.mp3]

 
CloudC, Dunkel, klokken halv 3 lørdag nat. Selvom Rust efter When Saints Go Machine forlod scenen ramte kombinationen af mange mennesker og feststemt dj perfekt, trækker Dunkel og CloudC nu mere. Der var dømt debutkoncert, og på forhånd havde jeg forberedt mig på at stille spørgsmål til musikkens evne til at interagere med et publikum kl. sendt om natten – eller publikums evne og vilje til at koncentrere sig om musikken.

Men CloudC har en så markant stemme, en så gennemskinnende personlighed, at den ikke kan ignoreres, også selvom liveoplevelsen ikke blev til en større oplevelse end numrene er i sig selv. Opbygningen af settet manglede lidt en decideret form. Udviklingen blev lidt for ofte brudt helt op, som eksempelvis i overgangen fra det upbeat COMA-remix “Choices”, der indbød til dans, til den rent lydbilledemæssigt langsommere og langt mindre favnenende “Shapes & Forms”, der kom til at virke som et antiklimaks, skønt nummeret helt holdt standarten. Det er ærgerligt, og helt klart det, som en debut lider under, fordi intensiteten ikke går hele vejen, og reaktionen fra publikum ikke helt læses.
Bedst fungerede numre som de live-inspirerede “How To Ruin A Night” og “Head On In Bed”, der gav mulighed for en lidt mere legesyg tilgang, der fjernede spørgsmålene og erstattede dem med intensitet og total opslugelse i musikken.

COMAChoices (CLOUDC RMX)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/COMA-Choices-CLOUDC-RMX.mp3]

CloudC kan opleves flere gange i efteråret, følg med på myspacen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *