Deerhunter @ Vega


Kort før Deerhunter betrådte Vegas bonede gulve, kommenterede min koncertmakker tørt: “alle til den her koncert ville ønske de led af en kronisk sygdom og spillede musik hver dag. Og de er +25.”

Og jo, publikums jeans var nogenlunde ligeså tight som bandet på scenen var. Selvom lyden bølgede rundt, og den poppede vokal ikke fik tag i lydbilledet de første numre igennem og favoritten “Never Stops” fremstod stift og unuanceret.  Men med den opfølgende “Little Kids” blev der rettet op på de irriterende ting, og tilgengæld kunne koncentrere sig om den  helliges det enormt velspillende band. Med enormt smukke, selvfølgelige og dog stadig bemærkelsesværdige og progressive overgange, blev numrenes støjniveau live ganget op taget i forhold til de indspillede versioner.
Men det var med “Nothing Ever Happens”, ørerne for alvor blev slået helt ud. Med drive, støj og Bradford Cox karismatiske vokal helt øverst i lydbilledet sendte Deerhunter hele Vega til forældrenes garage på den amerikanske østkyst, med ligegyldighedens kvælende trummerum inderverende afspejlet af guitarens nærmest hjælpeløse støjen mod det konstante trommespor. Den velstrukturerede og energiske oplevelse gik igen i hvert nummer, ligefra “Agoraphobia”s intro med en blottet sanger til støjende den støjende afslutter “Calvary Scars”.

Hvordan undgås opfattelsen af Deerhunter som et one-man show, når Bradford Cox er i front? Som fokus, og med hele publikums opmærksomhed hvilkende på sig, kunne band let blive til backingband, men den interne kemi på scenen er i sig selv et studie værd. Der spilles live, som man sjældent hører det. Hvis der var et backtrack var det godt gemt, og friheden i de ellers stramt orkestrerede numre overvældede, bragte liv og engagement – ligesom bassistens næsten lykkelige smil var svært ikke at smittes af. Og selvom de oftest lidt for lange, flyvske jams mellem numrene skæmmede koncerten en smule, var det svært ikke at forlade Vega med et smil, opløftet af tanken om, at musik stadig kan spilles live, rykkes ud fra garagen og ind på scenen, hvor umiddelbarheden kan herske og 4 mates med bas, guitar og trommer stadig kan fortrylle.

Deerhunter – Nothing Ever Happened
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/09-Nothing-Ever-Happened1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kristian says:

    jeg får file not found når jeg vil afspille “Nothing Ever Happened”:s

  2. Eva Regnsky says:

    hov, ja, det har du fuldstændigt ret i, Kristian. Tak for du gjorde os opmærksomme på det – nu burde det fungere igen (:

  3. Jakse says:

    Sikke fin kval videoen er i.. Beklageligt at mit budget ikke rakte til Deerhunter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Reportage fra Musikdagen

copenhagen cable park
Sand, liggestole og bagende sol. Surfere med meter lange boards, flying dog beers, og en lydmand med en måske lidt for stor passion for sport.
Og, nå ja, nogle bands og et par dj’s på en scene.

Udgangspunktet for en rigtig hyggedag, af dem København efterhånden er stabil leverandør af i sensommeren – Stella Polaris, Strøm og en million andre events, hvor musikken enten har en reel rolle eller er en undskyldning for at drikke øl om eftermiddagen. Nu er turen kommet til InkInk, der lørdag føjede Musikdagen til sommerens kalender.

Med et program, jeg ventede mig en hel del af, drog jeg til Amager, forbi adskillige brombærkræt og ud i sandet, hvor Harald Björks dj-set imponerede og fyldte ventetiden mellem kunstnerne glimrende ud med sin gennemmusikalske mixer-skills, der elegant surfede mellem dubbet electronica og fængende discotemaer, uden det på noget tidspunkt bliver for cheesy, for meget eller for kedeligt.

hellraiser ten live
For meget blev dagens første band heller ikke. Hellraiser Ten stillede op med en mærkværdig, måske næsten påtaget tilbageholdenhed overfor et publikum, der i virkeligheden helst ville have at alle var venner.
Hellraiser Ten formår at gøre skævhed til skønhed – snublende beats, knækkende vokaler og drømmende guitarflader smyger sig mellem hinanden, og rammer i øjeblikke en popmagi. Men modsætningen til disse øjeblikke fandtes også, især når der gik slowcore i den. Hellraiser Ten tangerede ikke det kedelige. Heller ikke det ordinære, og de er i hvert fald ikke et dårligt band. Men samtidig har jeg rigtig svært ved at engagere mig i bandet, og tænke andet end ”næh, en god sang” eller ”ups, der var det falsk”, sådan cirka halvdelen af tiden hver.

pellarin & lenler live
Rigtig besynderligt blev det, da Pellarin & Lenler gik på. Et for mig noget ukendt navn, der eftersigende heller ikke havde spillet live i et par år. Efter surf på myspace forventede jeg noget lidt mere poppet end 2 mænd siddende på scenen med en bærbar hver, der udsendte meget ambient musik. Så ambient, at jeg rent faktisk var i tvivl om, hvorvidt det var sceneteknikere, en lydprøve eller noget andet. Måske også på grund af det lave lydniveau, der skabte en distance til publikum, da det virkelig krævede koncentration at finde ud af om der overhovedet blev spillet musik… det var generelt det, koncerterne led under – de blev let overdøvet at snakken, og det er sådan set rigtig fint, for det var et gennemført hyggeligt arrangement med en vedkommende, venlig og rar stemning, men når det er en musikdag, kunne det også være rart med et lidt større fokus på netop musikken.

piroth live
To charmerende og søde piger fra Sverige, der havde taget vennerne og guitaren med, udgjorde som Piroth eftermiddagens 3. act. De numre, jeg via nettet havde surfet mig frem til, havde sendt mine forventninger til netop denne koncert højt op. Dog fremstod musikken en kende anonym de først numre igennem, men “Transsiberean Express”‘ inddragelse af publikum, med uddeling af rasleinstrumenter var et genial træk, der passede perfekt ind i den hyggelige stemning, ligesom det gjorde, da de satte sig ned på scenen under koncertens sidste nummer, “Fog Dancers”, og derved kom i niveau med publikum. Det var særligt numrene med brug af rytmeinstrumenter, der brændte igennem, for her blev de sympatiske og søde piger lidt mere bestemte. Derfor glæder jeg mig til Piroth kommer til Danmark næste gang – her har de forhåbentlig taget bandet med!

En positiv oplevelse var Undr P og Lft. gtr til gengæld – med en noget mere levende og karismatisk fremtoning bag pulten end man normalt oplever. De havde det sjovt på scenen, og det fik erstattet vennerne som primære underholdningskilde, og gjort det til musikken i stedet.

Rart arrangement. Virkelig sympatisk arrangement. Men ikke et helt arrangeret arrangement. Måske manglede der et decideret hovednavn, noget folk kom for at høre. Jeg ved det ikke. Men der manglede noget til lige at ryste op i publikum og samle folk om et eller andet. Til gengæld sparkede efterfesten på Dunkel gevaldigt røv, med livemusik fra Vinnie Who, CloudC og Harald Björk, der alle leverede sjove, engagerede koncerter på meget højt niveau, ligesom Dj Lab virkelig fik spillet hardcore techno.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

En tur i København – When Saints Go Machine & CloudC

When Saints Go Machine @ Anders Birch/ROCKPHOTO
Livestemning: Når nu man ikke er på Melt, må man gøre et eller andet. For ikke at komme til at tænke på, hvad det er man går glip af dernede. Når man ikke er på Beniccassim, må man det samme.
CloudC og When Saints Go Machine har sammen leveret mit soundtrack de sidste par måneder, og derfor var lørdagens program noget, jeg længe havde set frem til. Den lagde nemlig ud med When Saints Go Machine natkoncert på Rust, og efterfølgende var der lagt i ovnen til det perfekte afterparty med premieren på CloudC’s liveshow på Dunkel.

Både WSGM og CloudC må i livesammenhæng have truffet et ikke helt let valg. Er det festen eller fordybelsen, der skal prioriteres højst? Skal den ambitiøse instrumentering stå i baggrunden på bekostning af hurtige popmelodier? Og hvordan forener man det hele i en livesituation, uden det fremstår rodet?

Ligesom de omkring 450 andre mennesker på et proppet Rust, så jeg frem mod koncerten med forventning om dansable electrobeat. De lod dog vente på sig, og det smukke åbningsnummer ”Pick Up Your Tears And Run” kom til at lide under overraskelsen, som gjorde det svært at omstille sine forventninger. Det var ikke festen, der var højst prioriteret. Imidlertid var det et tight, perfekt sammenspillet band, der spillede studieindspilningerne virkelig godt live. Og trods et par nye numre og genhør med ”Pale” og ”You Should Be Someone Else”, længtes man efter lidt afveksling eller improvisering.
For en mildt afventende stemning bredte sig mellem publikum, og musikken fik ikke for alvor vundet kampen om opmærksomheden. Måske fordi fordybelse er en svær kunst klokken 2 om natten. Måske fordi knaldperler som ”Fail Forever” og ”Spitting Image” blev skudt i retning mod instrumenterings-ambitioner i stedet for popambitioner, hvilket er modigt og imponerer, men også gav en noget uforløst stemning, der først blev vendt med ”Pale” – som sidste nummer.

When Saints Go Machine – Spitting Image
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/05/05-spitting-image.mp3]

 
CloudC, Dunkel, klokken halv 3 lørdag nat. Selvom Rust efter When Saints Go Machine forlod scenen ramte kombinationen af mange mennesker og feststemt dj perfekt, trækker Dunkel og CloudC nu mere. Der var dømt debutkoncert, og på forhånd havde jeg forberedt mig på at stille spørgsmål til musikkens evne til at interagere med et publikum kl. sendt om natten – eller publikums evne og vilje til at koncentrere sig om musikken.

Men CloudC har en så markant stemme, en så gennemskinnende personlighed, at den ikke kan ignoreres, også selvom liveoplevelsen ikke blev til en større oplevelse end numrene er i sig selv. Opbygningen af settet manglede lidt en decideret form. Udviklingen blev lidt for ofte brudt helt op, som eksempelvis i overgangen fra det upbeat COMA-remix “Choices”, der indbød til dans, til den rent lydbilledemæssigt langsommere og langt mindre favnenende “Shapes & Forms”, der kom til at virke som et antiklimaks, skønt nummeret helt holdt standarten. Det er ærgerligt, og helt klart det, som en debut lider under, fordi intensiteten ikke går hele vejen, og reaktionen fra publikum ikke helt læses.
Bedst fungerede numre som de live-inspirerede “How To Ruin A Night” og “Head On In Bed”, der gav mulighed for en lidt mere legesyg tilgang, der fjernede spørgsmålene og erstattede dem med intensitet og total opslugelse i musikken.

COMAChoices (CLOUDC RMX)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/COMA-Choices-CLOUDC-RMX.mp3]

CloudC kan opleves flere gange i efteråret, følg med på myspacen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde opsamling

bye bye (af Kim Agersten)

Søndag er tømmermændenes dag. Kampen for overlevelse.
En Roskilde Festival afspejler livet i dets reneste form. Beruselsen og nedture. Af musik, mennesker og kærlighed, indtag og udtryk.
Det bliver meget let for meget. Kammer over i en lukkethed overfor de enorme angreb sanserne udsættes for gennem op mod 8 dage, og gør udmattelsen så enorm – og nærmest berusende på samme måde som den bedste koncert kan være det.

Søndag eftermiddag sad jeg alene i solen foran Pavillion teltet. Get Well Soon spillede en udenmærket koncert indenfor, og det var behageligt at føle sig hjemme i den rare, folkinspirerede indierock. Hvile hovedet mod knæene og lade musikken være der for at opsluge ugens tilegenede ringen for ørerne. Uden at behøve at koncentrere sig om den, men bare være. Vide, at man om 12 timer sover i sin egen seng. At man kun skulle tvinge benene til 2 koncerter mere, slæbe sine ting hjem, og så sove i omtrendt et halvt døgn.

Der stilles i hvert fald større og større krav til musikken som ugen skrider frem, fødderne bliver trætte og hovedet så tungt, at enhver falsk tone borrer sig ind i hjernen og truer med at giver dig dødsstødet til den totale resignation.
Så længes man efter stilhed, stabile temperaturer og et fyldt køleskab. Efter ens egen cd-reol. Og fjernbetjeningen med volumen-kontrol.

Men vi vil vende tilbage til næste år. Her vil festival-feberen igen overmande os og give glæden, beruselsen igen.
For i mandags vågnede vi op, og var fuldkommen paniske over, at der er præcis 50 uger og 6 dage til at ens støvdepoter bliver fyldt, og teltet igen kommer i brug.
Måske vil det være for meget igen. Det vil det helt sikkert. Men for meget af det gode er ikke kun godt eller dårligt. Det er livet i sin reneste form. Og selvfølgelig vender vi tilbage til det. År efter år.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kristian says:

    Smukt og fantastisk præcist.

  2. skyen says:

    Takker for at kunne følge lidt med i festival livet, når man ikke selv havde mulighed for at være tilstede!

  3. Det var så lidt! Og mange tak til Roskilde Festivals bestyrelse for at udstede billetter til mediebyen. Nu håber vi imidlertid bare at de to styks vil blive fordoblet næste år.

  4. Nicolaj S says:

    Well written, Eva. Virkelig lækkert :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

The Whitest Boy Alive @ Arena

The Whitest Boy Alive af Carsten Snejbjerg via Polfoto
Min første Roskilde Festival var i det herrens år 2007. Den blev stort set kun tilbragt på Odeon scenen, hvor der var skruet godt op for neonfarverne med et line-up, der inkluderede LCD Soundsystem, Klaxons og CSS. Og selvfølgelig The Whitest Boy Alive, der som det eneste af disse bands er vendt tilbage til støvsteppen igen.
Denne gang i lidt anderledes omgivelser og overfor et vel 5 x større publikum i det tætpakkede Arenatelt. Og hvilket publikum! Med så dedikerede lyttere er det umuligt for en koncert ikke at opfylde succeskriteriet, også selvom man måtte væbne sig med en større portion tålmodighed.

Egentlig havde jeg tænkt mig at danse samme tacky discodans som for to år siden. Det kom jeg desværre ikke til, men det var helt min egen skyld. Publikum var hengivne, overfor det afslappede band, der efter en lidt sløv halv time kom op i fart med nogle smittende og veloplagte ”Courage”, der med en dansende Erlend Øye væbnet med det smittende mantra fik hele teltet til at hoppe med på den direkte discohouse.

Men ligeså højt op som koncerten kom, næsten ligeså langt tog bandet den også ned i de lidt for ofte ufokuseret lange jammingstykker både i og mellem numrene. I det hele taget rodede det lidt for meget i de stramme kasser, bandet indkapsler deres smækre beats og figurer i. Det kunne have givet en fin afveksling fra de indspillede numre, men de kom til at virke skæmmende for en ellers finurlig og veloplagt koncert.

Med hits som “Golden Cage”, “1517” og “Burning” er det dog virkelig svært ikke at skabe en fest. Og selvom discodansen ikke erobrede mig på Arena, erobrede den største del af det ekstatiske publikum, der i op til en halv time efter sidste tone var klinget af, endnu hoppede rundt og skrålede sidste nummers mantra – faktisk så eftertrykkeligt at bandet kom ud foran sceneforhænget og dansede.

The Whitest Boy Alive – Courage
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/03-Courage.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Ulf Aslak says:

    Ufff! Den koncert! Måske er det fordi jeg ikke så dem i 2007, men jeg syntes virkelig det var fantastisk. De overraskede i hvert fald mig, som havde forventet en chillaxet feel good koncert, men fik et ordentligt spark disco i ansigtet! Sturt 5-tal!

  2. Jesper Hinze says:

    Nok min bedste roskilde oplevelse i 2009, for satan det var en dejlig koncert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?