Fantastiske fredag – The Field & Gang Gang Dance

Gang Gang Dance

Så blev festen skudt i gang. Fredag kl. 21:15, The Field har netop spillet første nummer færdig, og den mest oplagte festaften er skudt i gang. Det er frækt, det her. Viser en modig kunstner, der nærmest arrogant rydder gulvet, før han langsomt opbygger melodierne, instrumenternes tema hver for sig. Live er en knivskarp trommeslager og potent bassist med til at give musikken endnu større sprødhed, selvom numrene ikke afviger synderligt fra liveversionerne.
Hypnosen indfindes sig langsomt, men overbevisende. Det under halvt fyldte telt er en mindre kerne dedikerede fans, der ikke er opsatte på at have en fest, men på at lytte til musikken. Lade den oversvømme kroppen, stimulere hjernen og derfra udsende impulserne hele vejen gennem kroppen. Den fysiske oplevelse er sekundær, men uundgåelig med et set, der så stabilt holder samme tårnhøje niveau. Genremæssigt bliver The Field oftest betegnet som neo-psy-trance. Det har undret mig lidt, for trance forbinder jeg med mange hæsligheder. Men en trance findes i flere former. Hvis vi snakker musikalsk er den vel oftest forbundet med Ibizas mere eller mindre interessante dansegulve med hakkende rytmer og ligeledes lemmer. Men den trance, som The Field opbygger er en anden, en dybere tilstand, hvor bevidsthed og kroppen adskilles, og bliver til bevidsthed, musik og krop. En trance, hvor det dynamiske tempoarbejde udfordrede publikums trance – lokkede folk ind i den for derefter at vende det hele på hovedet, og ryste publikum fysisk og i særdeleshed mentalt. 
En rammende totaloplevelse, der efterlod mig forunderligt udmattet, veltilpas og i næsegrus beundring.

Halvdelen af publikum gør, som halvdelen af festivalens publikum altid gør. Løber videre til næste koncertoplevelse, for vi må ikke gå glip af noget. Halvdelen slår sig ned udenfor teltet og nyder aftenens sidste mulighed for at flashe kulsorte raybans. For mig er der ingen særlig grund til at storme over til Cosmopol og høre de første 20 minutter af 2manydjs. Så hellere puste lidt ud.


23:00 stod amerikanske Gang Gang DancePavillion scenen. Og det viste sig at have været en rigtig fornuftig beslutning, det med at slappe lidt af. Bentøjet blev i hvert fald tvunget til engagement endnu engang gennem New Yorkernes rytmeglade koncert. Og det var velfortjent, det engagement det ellers lidt hemmelige band blev mødt af. Gang Gang Dance er endnu ikke blevet det helt store talk of town, sådan som de halvt beslægtede Animal Collective er det. Bare en del mere håndgribeligt, med nogle langstrakte bevægelser i numrene. De langstrakte bevægelser flød i dele af koncerten numrene ud i hinanden – stemningen blev det vigtigste, mens melodierne gled ind og ud af hinanden og skiftevis dominerede. Det kunne have været ufokuseret, men blev i stedet dragende og ambitiøst.
Bandet spiller aldrig samme koncert to gange. Numrene bæres af improvisationen, det skæve indfald, af at instrumenterne nærmest løber efter hinanden og skiftes til at bære melodien videre. “Vacuum” fra sidste års Saint Dymphna var en svævende, mens “House Jam” fra samme plade med indbydende, snublende beat indbød til discodans, med Liz Bougatsos halvt skingre, helt særegnede vokal i front.

Gang Gang Dance formåede at balancere perfekt mellem festen og det musikalsk komplekse. Og forene disse to i en spiselig cocktail, der også appellerede til andre, end freak-folk-symfoni-elskere.

The Field Over The Ice
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/The_Field_-_Over_The_Ice.mp3]

Gang Gang Dance Vacuum
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/04-Vacuum1.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Pernille says:

    Husk at The Field også kommer på årets Strøm festival, yay!

  2. Strøm-indlæg kommer senere, baby!

  3. Ulf Aslak says:

    Hvor er Analogik på jeres fantastiske fredag? Det var vildt mand!

  4. Jeg tror det skyldes at der vistnok ikke var nogle fra Regnsky til den koncert. Nu blev koncerten jo så også afholdt klokken 3 om natten og efter 2manyDJs og Royksöpp var der ikke nok energi tilbage i mig til at gå et smut forbi Astoria.

    Men hvordan var det? Jeg ville også rigtigt gerne have været til Analogik.

  5. Ulf Aslak says:

    Det var nok min vildeste om ikke bedste koncertoplevelse i år. Du kender vel musikken, så hvis du forestiller dig dét live foran et fyldt, men ikke proppet, Astoria hvor alle var glade og dansede har du den vidst nogenlunde. Og så lavede de desuden et fantastisk sceneshow, dels fordi de bare er sjove og se på, men også fordi der hele tiden skete noget nyt og underligt.

    “Nu skal det ikke handler om musik. Nu skal det handle om stoffer. Hårde stoffer!! Og frimærker…”, hvorefter en gammel nisse i morgenkåbe begynder at kaste tusindvis af frimærker ud til publikum. Vidunderligt!

  6. Eva Regnsky says:

    Haha, det lyder helt fantastisk! Hårde stoffer og frimærker! Yes! Endnu mere ærgerligt at gå død kl 02:15.

  7. Kristian says:

    De sagde faktisk “Nu skal det handle om stoffer: men de gode stoffer: Pot og frimærker!”.
    Analogik ville aldrig lægge sige ud med noget der ikke kommer fra naturen ^^

  8. Ulf Aslak says:

    Undskyld mig hvis jeg ikke citerer korrekt, klokken var 3 om natten og jeg var høj på øl og kaffe :P

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Fantastiske fredag – Frightened Rabbit @ Pavillion


Fredag aften var velsagtens den enkeltstående periode, jeg havde glædet mig mest til. Med et perfekt program, der efter Wavves aflysning og The Fields tilkommen indbød til, at den kun blev tilbragt i festivalens mindste – og bedste – telt, Pavillion.

Kl. 19:00 gjaldt det de støjende folk-rockerne i Frightened Rabbit. Med klingende skotsk accent entrerede de scenen med det fabelagtige “Feeling Better” hentet fra kvartetens imponerende gennembrudsalbum “Midnight Organ Fight” det gjorde bandet til et af de mest kritikerroste sidste år. Åbningen med “I Feel Better” var en dragende og kompleks indledning til koncerten med et dedikeret publikum, der længtes mod den mulighed for total hengivelse, som bandet giver med sin kombinationen af desperat inderlighed og en tilbageholdt, nærmest fortrydende energi, der i korte udbrud bryder fri fra de henslængt spillede, men enormt komplekst sammenspillede numre.
Koncerten var en sand tour de force i stærke numre, og den mindede mig virkelig om, hvilken helt fantastisk, støjende folkbølge, der med bannerførerne i Frigthened Rabbit og tidligere Roskilde-aktuelle The Twilight Sad de sidste år er kommet snigende fra Skotland. “Midnight Organ Fight”s klare højdepunkter som den dybt melankolske, men paralyserende fantastiske “Fast Blood” fik live tilføjet en smuk intensitet, der gjorde det svært ikke at fortabe sig. På mærkværdig vis fik bandet appelleret til både fordybelsen såvel som halvdelens af publikums mere fysiske fordybelse, der udmundede sig til skæv dans, eksempliceret for den referent-stærke “Head Rolls Off”, gik ramte perfekt – lige midt i hjernen og i særdeleshed i hjertet.

At Frigthened Rabbit ikke blot er et fantastisk velspillende liveband med en glimrende plade bag sig, beviste ældre numre, som fik vist en instrumental tyngde i musikken, der ellers ofte gemmes lidt bag hovedmand Scot Hutchinsons tekster og vokal.  Det var symfonisk og dragende mørkt, nærmest på grænsen til det apokalyptiske. Den komplette ekstase blev en realitet, da koncertens sidste nummer “Keep Yourself Warm” langsomt blev introduceret og publikum øjeblikkeligt hengav sig til den spiddende tekst “But, you won’t find love in a, won’t find love in a hole. It takes more than fucking someone to keep yourself warm.”
Måske har bandet ret. Musikken og bandet har i hvert fald al mulig eksistensberigelse.

Frightened Rabbit – The Modern Leper
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01-The-modern-leper.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. David Law says:

    Hej Regnsky-folk!

    Tak for debatten ved Yourspace på Roskilde. Vi har tilføjet jer i vores lille link-liste, og håber at I vil gøre det samme.

    Vi snakkes ved,
    David – Akustikken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Meget publikumsvenlige Friendly Fires

Friendly Fires - Victoria Jones via PolFoto
Friendly Fires og publikum var klar på festen fra første takt. De ligetil, poppede formidlere af discohouse-lyden anno 2009 stod klar på Odeons scene, og fra første takt af den legende ”Lovesick”, blev den voksende klump af dansende mennesker foran scenen etableret. Frække breaks og et stabilt, håndklapvenligt beat krydret med de nuancerede percussion og frække breaks som bandets personlighedsskabende krydderi, var opskriften på nummeret, der var catchy som et 80’er hit.

Koncertens første numre var præget af ekstrem dårlig lyd, hvor både guitar og vokal druknede hinanden fuldstændigt, og sangeren Ed Macfarlanes stemme fremstod anstrengt og sekundær. Han er betydeligt mere showman end sanger, og selvom det er sympatisk for Friendly Fires som et festband, savnede man lidt noget mere personlighed end hoppen frem og tilbage.  ”It’s hot” lød det fra bandet mellem to numre, og det var det i sandhed også, for tempoet var højere end i remixene, energien og engagementet fra bandet forbilledligt, særligt under hits som ”Skeleton Boy” og den længselsfulde ungdomshymne “Paris”.

Friendly Fires numre er bygget op efter en simpel formel med et par omkvæd og en hel masse percussionfokuserede breaks ca. 2/3 dele inde i nummeret. Og de breaks er faktisk interessante og dynamiske, men ikke efter 12 numre. I længden savner jeg godt nok noget andet, noget overraskende! For når det, der er overraskende de første to numre igennem gentages, så begynder metaltrætheden at melde sig, og man kender næste nummer før det end er begyndt. 
Catchy numre er ofte fantastiske, men det forsvinder nogenlunde ligeså hurtigt som energien fra druesukker og går fra rush til ligegyldighed på et kort øjeblik. Friendly Fires har for travlt med at pace numrene frem i stedet for at lade dem hvile, finde sin melodi og gribe publikum gennem raffinement i stedet for trampende rytmer.

Personligt kan jeg godt lide krydderier, som kardemomme eller et eller andet. Men jeg kan ikke lide det, hvis al min mad smager af det. Og her ligger problemet hos Friendly Fires. Deres musik er så letfordøjelig og appetitlig, at man meget let får for meget. Hvis man søgte et dybere indhold i koncerten end den totale fest, så gik man forgæves. For sjovt var det da, og publikum elskede det. Men er det nok?
Ikke helt for mig.

Friendly Fires – Lovesick
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Lovesick.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Fleet Foxes @ Arena

Fleet Foxes (af David Bering)
Jeg har en masse gode minder med amerikanske Fleet Foxes. Særligt husker jeg en aften med min kusine, hvor vi sad og snakkede om vejret og hvad der ellers skulle ske med os når vi blev gamle og grimme, mens vi lyttede til den Sub Pop-signede indie folk-kvintet og deres selvbetitlede debutalbum fra sidste år. Det regnede udenfor, og det gjorde selvfølgelig kun tingene bedre.

Nu var tiden imidlertid kommet til at opleve bandet fra Seattle i liveaktion. De seneste par år er folkrocken nærmest bombarderet igennem herhjemme i Danmark, hvor man i flæng kan nævne kunstnere som Bon Iver, Sufjan Stevens, Devendra Banhart, M. Ward og vores egen Choir Of Young Believers, som udover Fleet Foxes er modtaget med masser af jubel af det danske indiecrowd. Derfor kom det heller ikke just som et chok at være en del af en proppet og tætpakket Arena Roskilde Festival. Dette var sikkert skidefedt for bandet og knapt så fedt for mig, der lige netop kunne finde en plads under teltets skygge. Men vi kan jo ikke alle sammen være så heldige at komme helt tæt på frontmanden Robin Pecknolds fødder, der i store dele af koncerten var bare som på god, gammeldags hippievis.

Det virkede i starten på de skæggede amerikanere, at fodfæstet manglede. Robin Pecknolds vokal var fra start til slut virkelig smuk, men en forhøjet sammenfatning af det instrumentale lydbillede, som var vildere end på pladen, var nærmest overflødig og det hændte, at vokalstykket blev druknet. Men det var til stor glæde for publikum, da nogle af de mere let genkendelige numre fra Fleet Foxes blev luftet. Her tænker jeg blandt andet på numre som White Winter Hymnal og Ragged Wood. Publikum modtog introduktionerne til disse numre med klapsalver, men så snart Pecknolds vokal indtrådte blev der musestille iblandt publikum, nærmest for at få det absolutte udbytte ud af Robin Pecknold.

Vokalharmonierne reddede i sidste ende bandet fra at blive husket for en lidt dvalende indledning i stedet for de smukke harmonier Fleet Foxes er i stand til at præstere, både i studiet og på scenen. Krydret med en meget snaksageligt besætning, der til tider drillede publikum med at overveje en coverversion (heriblandt af Hotel California) og en god portion hyggelig tålmodighed mellem numrene var det i sidste ende med et positivt indtryk at jeg forlod Arena.

Fleet Foxes Ragged Wood
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Ragged-Wood.mp3]

Fleet Foxes White Winter Hymnal
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/White-Winter-Hymnal.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rumpistol @ Astoria

Rumpistol

Første koncert på den rigtige Roskilde Festival galdt for mit vedkomne danske Jens Berents Christiansen og Rumpistol, der klokken 20.00 gjorde sin entré på Astoria. Koncerten skal ses som et enormt skulderklap fra den danske musikverdens side, der sidst i 2008 storroste hans tredje udgivelse, Dynamo. Er der nogen, der har arbejdet hårdt for denne anerkendelse er det Jens Berents Christiansen, og derfor var det på sin plads, at han som den anden indtog dette års Astoria efter finske Alamaailman Vasarat.

Skulle man være i tvivl om, hvilket publikum der var mødt op, fandt man hurtigt ud af det. Inden Rumpistol trådte på scenen skulle scenens konferrencier først annoncere en ændring i spilleplanen. Da det blev fortalt, at den amerikanske rapper Lil Wayne måtte melde afbud, kom der stor jubel, hvilket beviste at fremmødet langt fra interesserede sig for sølle The Voice-roterende rap og i stedet var kommet, parat til at rokke til en hård omgang IDM – intelligent dansemusik – og electronica med knitrende lyde, kombineret af et skvæt dub og ambient.

Introduktionsvist lagde Rumpistol mildt ud, nok med den forudsætning at vække publikummet langsomt og taktvist. Hans musik var forinden blevet præsenteret som drømmende electronica, en beskrivelse, der var fint i overensstemmelse med det strømmende lydbillede. Det flotte fremmøde blev langsomt bragt i et lunefuld humør, og det var lige før man kunne mærke sengen langt, langt væk fra Roskilde Festivals campingområde.

I takt med settes opbygning vågnede man pludseligt fra denne dvalende fornemmelse, og det varede ikke længe før hans uforudsigeligt passager og lydstykker fangede folk. Kort inde i hans godt timelange set konstaterede en glad lytter ved siden af mig at han var ”virkelig dejlig”. Et prædikat som man på mange måder også kunne påføre hans livefremføring af bagkataloget. Overgangene numrene imellem virkede interessante på publikum, og når de reagerede på disse, var det tydeligt at det påvirkede Rumpistol, der ydmygt og gang på gang takkede for klapsalverne.

Et kvarter inde i settet blev kæleriet for laptoppen erstattet med musikalske fremføringer på den medbragte guitar. Først her blev jeg for alvor fanget efter en drømmende intro, men samtidigt med Rumpistols legen med guitaren, virkede der til at komme en mere energisk feeling i musikken. Tempoet blev mere fandenivoldsk og pumpende, hvilket fangede publikum, og satte bevægelser igang i deres fødder. Opbygningen numrene imellem blev lagt således, at et klimaks pludseligt kunne vendes på hovedet og arbejde sig op til et nyt klimaks – et sats der i værste fald kunne ende med forvirrede hoveder iblandt publikum, men til Rumpistols eget held bestod fremmødet af omvendt tålmodige hoveder, som tog imod settets konstruktion og forskellighed med kyshånd. Eneste problem i koncerten var da Jens Berents Christiansens musik blev akkompaneret af en violinist og cellist, hvor den kombinationen af elektronisk musik og analoge fremførelser i for høj grad druknede hinanden.

Forinden min indgang til denne koncert havde jeg gjort mig nogle tanker for Rumpistols musik. I hvor høj grad var det dansable udtryk til at føle på, og hvordan skal man som anmelder vurdere lydbilledet med de små knitrende elementer. Er de tilfældige og improviserede eller er de overvejede og meningsfyldte? Kunst er et bredt fænomen og man skal virkelig være opmærksom på denne genre, for det kan være svært at skelne mellem kopi og originalitet. Men Rumpistols sammensætning af dybdegående bas og knitrende, elektroniske perler ramte bredt på et fremmøde, der virkelig nød Jens Berents Christiansens musik og fremmøde, hvilket er den såre, simple årsag bag et proppet og vuggende Astoria fra start til slut. Jeg er en smule fan.

Snöleoparden – Dreng (Rumpistol patchwork edit)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/Dreng_Rumpistol_Patchwork_Edit1.mp3]

Rumpistol – KOCMOC
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/7-KOCMOC.mp3]

Sætliste:
Dødvægt
Mobile
Sdr. Fasanvej
Refleksion
Come Bring Me
Overtone
Gargamel & Cholic
Vuggelise
Kocmoc
V2
Dynamo
Transit

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kristian says:

    Bare en smule fan ;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?