Livestemning

Livestemning

En reportage fra Reeperbahn Festival 2012: Ny musik og en gammel luder

Af gæsteskribent den

GÆSTEINDLÆG: Vi sendte Rasmus Damsholt til Hamborgs Reeperbahn Festival. Bevæbnet med blok, kuglepen og et sæt ører med en fandens god evne til at spore talentfulde upcoming bands, har han vurderet 2012-udgaven af den tyske festival.
Rasmus er til dagligt manager for bandet Schultz & Forever, praktikant på pladeselskabet Tambourhinoceros og har tidligere været tilknyttet Volcano og Frost Festival.

Jeg går spejdende ned af Reeperbahn, jeg kigger efter et skilt eller et andet tegn, som kan hjælpe mig med at finde spillestedet, jeg leder efter. Jeg er som så mange gange før denne weekend på jagt efter et lille koncertsted på den berømte gade i Hamborg.
På vejen passere jeg både en sexbutik, et casino, en ølstue, en karaokebar og pludselig midt mellem en blanding af sexturister, fodboldtilhængere fra klubben St. Pauli og unge hipstere finder jeg det venue, jeg er på udkig efter.
Sådan er det hver gang, man skal finde et af de godt 30 koncertsteder på Reeperbahn Festival, festivalen som igen i år er rykket ind i Hamborgs lumre red light district. Alle beværtninger, som kan presse en scene og et lydanlæg ind, har livemusik fra Reeperbahn Festivals officielle program på menuen. Over 200 koncerter byder de tre dage på, så der er nok at se til for de mange internationale musikbranchefolk, journalister og almindelige musikentusiaster, som strømmer til Reeperbahn Festival for at finde fremtidens stjerner. Den ambitiøse festival har nemlig fået ry for at være en af de festivaler i verden, der er allerbedst til at præsentere morgendagens stjerner.

Derfor er det meget eftertragtet at få lov at optræde på Reeperbahn Festival, og mange håbefulde bands ansøger hvert år for at komme med i den tyske festivals program, der kan være netop den døråbner og øjenåbner i forhold til den opmærksomhed fra koncertarrangører, bookingagenturer, festivaler, pladeselskaber m.fl. fra hele verden, som nye bands har brug for.

I år er Danmark også rigtig fint repræsenteret med Rangleklods, Vinnie Who, Indians, Boho Dancer, Let Me Play Your Guitar, Veto, The Floor Is Made Of Lava, Veto, Asbjørn, Lukas Graham, I Got You On Tape, Dad Rocks!, Spleen United, The Asteroids Galaxy Tour, The Rumour Said Fire, The Eclectic Moniker og Reptile Youth. Lørdag aften viste det sig tydeligt, at vi har god grund til at være stolte af den spirende danske musikscene i øjeblikket, da en meget lang kø på flere hundrede mennesker hurtigt etableret sig foran stopfyldte Indra, der dannede rammen om ”Danish Night”, hvor en håndfuld af de Danske band får lov til at vise det tyske publikum, hvad de er lavet af, hvorfor de har succes herhjemme og selvfølgelig bevise, at de er klar til at slå igennem internationalt.

La Femme – Sur La Planche


Jeg finder endelig frem til Knust, som er et af de mere almindelige spillesteder Reeperbahn Festival har indtaget. Her spiller François and the Atlas Mountains. Jeg er spændt på samme måde til denne koncert, som jeg har været det til de foregående jeg har været til på dette års Reeperbahn Festival. Jeg er spændt, fordi jeg ikke aner, hvad der venter mig. Som da jeg fredag aften gik på opdagelse i den trashede Molotow Bars stopfyldte kælder og blev blæst bagover af det unge franske band La Femmes charmerende og skramlede indiepop.
Med al deres energi, legesyghed og spilleglæde kom La Femme virkelig til deres ret live og jeg blev straks forelsket i den mystiske og dybt sexede forsangerinde, hvis navn jeg ikke har kunne researche mig frem til efter jeg er kommet hjem, men som tog teten og førte forestillingen an.
Det meste fungerede denne aften for La Femme, som det ene øjeblik kunne lade et nummer gå op i dobbelttempo på få sekunder og kort efter lave en fuldstændig uventet overgang mellem to numre. En overgang, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre. Men La Femme havde publikum i deres hule hånd, og de opstemte koncertgæster forsøgte at mase sig frem i den bagende ovn af en kælder. Festen ville ingen ende tage og med ”Sur La Planche” som det retro-catchy højdepunkt, kogte de unge tyskere næsten over og leverede i hvert fald eftervarme nok til at baren kunne køre videre mange timer efter koncerten.

Netop denne følelse af at kunne blive overrasket så positivt er det, der driver mig til at gå til et tocifret antal koncerter hver dag på Reeperbahn. Men ligeså imponeret man kan blive, ligeså skuffet kan man også blive, når man træder ind til et band som Last Dinosaurs, der mest af alt lød som et utight efterskoleband, som lige var trådt ud af øvelokalet. Og det er en af de åbenlyse faldgrupper ved at hyre unge og uprøvede bands, uden den store liveerfaring, og som måske skal bruge flere år på at opbygge deres evner på en scene. Men også mere etablerede navne som Jonathan Boulet skuffede fælt ved en punkteret og rå liveudgave af de ellers legende og opfindsomme kompositioner, han er kendt for. Hvis man lyttede rigtig godt efter kunne man høre de fængende melodier, men de forsvandt hurtigt i et lydhelvede på natklubben Moondoo, hvor også publikum ret hurtigt forduftede. Det store rum var næsten tomt, da den ellers så formidable ”A Community Service Announcement” blev leveret på samme uinspirerede vis som resten af settet.

Joathan Boulet – A Community Service Announcement

Andre acts som Islands optræden fejlede ved ikke helt at have forstået, at en koncert på Reeperbahn Festival ikke bare er endnu en koncert på turnéen, men rent faktisk en branche-showcase koncert, hvor man ikke bør spille en mere end en time plus to ekstra numre, hvor det ene endda var et kikset cover af Ray Charles, indledt med ordene ”Sorry if we fuck it up”.

Ligesom med Islands faldt også de amerikanske überhypede Best Coast ned i den farlige grøft af ligegyldighed, hvor man som publikum føler, at det optrædende band har sat deres koncert på autopilot. Det blev illustrativt for min oplevelse af Reepebahn Festival, som har mantraet at der ikke bliver differentieret på samme måde mellem store og små navne som andre festivaler normalt gør. Således er der ikke en hierarkisk fordeling af navnene i forskellige størrelser på plakaten eller fremhævet nogle navne specifikt i presse for at trække publikum til.
Den nærhed og nerve som jeg manglede i de etablerede navne, fik jeg så til gengæld leveret af de upcomming navne, heriblandt tidligere nævnte, men så sandelig også Francios and the Atlas Mountains, Charlie XCX og Electric Guest.

Førstnævnte spillede selvsikkert sange, primært hentet fra deres nyeste album E Volo Love fra 2012, men med spændende elementer lagt ovenpå albumudgaverne. Man følte sig hele tiden godt underholdt af bandets sjove livedetaljer, som bl.a. var at medbringe en række ret særprægede instrumenter, som underlige rasleæg og bongotrommer, og hele tiden at skifte instrumenter bandmedlemmerne internt. Publikum var også henrykte, da de franske drenge brød ud i charmerende synkronhop- og dans.

Francios and the Atlas Mountains – Les Plus Beaux

Charli XCX er den meget karismatiske 19-årige Charli, der mest af alt ligner et gadekryds mellem Alice Glass fra Crystal Castles og Marina and the Diamonds med det pæne pige-look indkapslet i sort make-up. En pæn vokal, som står i kontrast til det dystre electrounivers Charlie XCX ellers bevæger sig i. Selvom det tydeligt var Charlis show, så havde hun medbragt en meget kompetent trommeslager og en synthmager, som fik Charli XCXs slæbende electro til at fremstå meget reelt. Efter en lidt sløv start fik Charli virkelig sunget sig selv og publikum op under koncerten, det var som om, at hendes selvtillid og mod fik et løft for hvert vellykket nummer og bifald. Koncerten kulminerede således i et vanvittigt cover af Gold Pandas ”You” samt egne indiehits som ”You’re The One”, ”Nuclear Seasons” og ”Stay Here”, hvor Charli XCX virkelig trak stikket hjem, især med sætningen ”I’m going to dance like you have never seen anyone dance before” ytret mellem de to sidste numre, fik hun publikum til at stemme i med dans. Alt i alt en dejlig forløsende oplevelse at se et band, der live kan leve op til de gode produktioner på udgivelserne.

Charlie XCX – Nuclear Season

Electric Guest lukkede og slukkede Reeperbahn Festivals musikprogram lørdag aften på Uebel & Gefärhlich, der udefra mest af alt ligner en høj grå klods af en gammel bunker, hvor der på 4. sal ligger et stort spillested, som Electic Guest denne aften fyldte med indiepop af bedste skuffe.
Frontmand Asa Taccone ligner lidt en ung og meget lille udgave af Enrique Iglesias og indtog faktisk også scenen med ligeså stor selvtillid, og det kan man godt forstå, når man har et så tight band med sig. Det kræver ellers noget at holde tungen lige i munden, imens de ret komplicerede popkompositioner i et højt tempo drøner derud af. For mig blev koncerten højdepunktet for Reeperbahn Festival 2012, og jeg glemte næsten at tage min blok op og notere noget, fordi jeg ikke kunne lade være at danse med til Electric Guests latterlig catchy sange fra debutalbummet Mondo, som jeg ikke synes indeholder en eneste dårlig sang.

Og på den måde sluttede mit Reeperbahn med et af de bands som festivalen måske i fremtiden vil kunne profilere sig på at have været med til at skyde ud over rampen, eller i hvert fald have opdaget dem på vej op.

Electric Guest – This Head I Hold

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Nikolaj Nørlund i DRs Koncertsal: Etableringen af et musikalsk forhold

Af Eva Laksø den

Balancen mellem at være en autoritet og at være autoritær er hårfin. Nikolaj Nørlund er om nogen en autoritet indenfor dansk, alternativ musik, både i kraft af sin position som producer og som ejer af pladeselskabet Auditorium, der står bag nogle af de fineste, dansksprogede udgivelser de senere år: Ulige Numre, Niels Skousen og Mellemblond nævnes i flæng. Og så er der selvfølgelig den helt afgørende årsag til, at tre timer i Koncertsalens magelige sæder ikke er pacificerende på denne torsdag aften: Nørlunds eget virke som musiker, sanger, komponist og ikke mindst lyriker. Ethvert Nikolaj Nørlund-nummer har en identifikationsfremmende fortælling, som oftest er bundet op omkring en du/jeg-relation. I Koncertsalen oplever vi, hvordan musik sunget på ens eget modersmål har hemmelig genvej til hjertet. Ikke mindst fordi instrumentation og tekst hos Nørlund altid indgår i en tæt på overvældende symbiose. Bare lyt til et af den første del af koncertens stærkeste numre, det live såvel som på plade eminente “Ridset i Panden”: til lejligheden fuldt orkestreret med Cæcilie Triers cello sjældent markant og Jeppe Brix guitar som finessernes udtrykssted. Instrumentrigdommen indbefattede blandt andre også Christian Hjelm på kor og guitar samt Daniel Bonde på trompet og Morten Jessen på trombone, og med en velsammensat setliste – første set med de mere neddæmpede ting, andet med det lidt mere rockede og ekstranumrene med begge dele – fastholdt bandet mig i at lytte efter instrumenternes sammenhæng i de enkelte numre som en selvfølgelighed i stedet for som et studie i “hvordan lyder en cello”-stilen.

Nikolaj Nørlund – Ridset i Panden

Mit forhold til Nørlund var indtil denne koncert begrænset til forårets formidable Alt Sammen, Lige Nu. Jeg formoder derfor, at min oplevelse af koncerten adskilte sig rimelig meget fra resten af koncertgængernes, som sandsynligvis har været der lige så meget for at fejre diskografien som Nørlund lige nu. Jeg havde ingen forventninger til, hvordan koncertens 19 ældre numre ville blive spillet. Det er en unik oplevelse at etablere sit forhold til musik live – især, hvis indgangsvinklen er så ukritisk som min var her. I kraft af Nørlunds autoritet tilsluttede jeg mig før koncerten konsensus på et svagt grundlag, og sagde: Alt Nørlund laver er godt. Med den kritiske sans lagt på hylden indtog jeg derfor en portion dansk sangskat med ét enkelt krav: Det skulle give mig en trang til at høre mere.

Nikolaj Nørlund – Ringvejen

“Tanken om at skulle møde dig her slår mig ud” var Nikolaj Nørlunds første strofer til den 1000 mennesker store samling af hovedsageligt hengivne følger med vedhæng, og sådan blev benovelsen over at spille for en så stor sal korslagte arme vendt til noget konstruktivt – nummeret “Slet Ikke Dig” var forbilledligt som åbning, bare den nævnte strofe gjorde teksternes ‘du’ til aftenens publikum, og etablerede dermed en intimitet. Nørlund spillede for os om os.

Nikolaj Nørlund – Slet Ikke Dig

Siden torsdag nat har mit behov for at høre numre som “Indre By”, “Pariah” og “Kongens Have” været aldeles overvældende. For live ætsede numrenes følelse sig ind, talte til mig på et flydende, intuitivt forståeligt sprog, som det må ligge i enhver dansk indie-elskers blod at værdsætte. Det har sjældent været så let at gå ind i musiks følelse, som det var i Koncertsalen, og så svært at forlade den igen, som efter en helaftensforestilling med Nikolaj Nørlund og band. Jeg ser gerne musikken som en autoritet.

Nikolaj Nørlund – Indre By (Monogram Session)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Roll The Dice på Trailerpark Festival

Af Søren Thue Stenager den

Roll The Dice leverede lørdag aften en oplevelse i særklasse. Med en miniature park af analoge synthesizere og samplere, lod de publikum forstå, at ”computerfrei” elektronisk musik kan have et fængslende tyngdepunkt, der låser publikum i tid og sted.

Roll The Dice – Undertow (Live)

Roll The Dice er syre i vanetænkningens DNA. De to hætteklædte bødler placerer en Macbook Pro i guillotinen og halshugger den, imens Avicii stortudende ser til. For den digitale fernis af computerplugins og hård digital compression, som vi tit forbinder med en elektronisk koncert, var fuldstændig fraværende og Roll The Dice musik fremstod upoleret, rå og uredigeret – men stadig intuitiv og gennemtænkt. Den 45-minutter lange koncerts tre numre var drevet af en kompromisløshed, der langsomt opløste de forventninger om klimaks og forudsigelig struktur, som den mere ordinære elektroniske musik kan genere.

Onde tunger ville påpege, at Roll The Dice er nostalgiske i deres produktionstilgang, men musikken havde en glødende pionerånd, som på sine egne præmisser inkluderede nutidige tendenser fra den elektroniske scene. De inkorporerede rytmikken fra footwork/juke i et mere dronebaseret loop-univers uden egentlige trommeprogrammeringer – og det er væsentligt og særdeles interessant, at arbejde så rytmisk med musikken uden at inkludere egentlige trommer. Det lød som om Steve Reich havde lavet temaet til Terminator 2 på en daglig ration af kviksølv-indsprøjtninger.

De modsatrettede rytmiske mønstre blev med stor tålmodighed arrangeret ind i musikken. Den nærværende lytter kunne træde ind i et meditativt stadie, og føle, at det, der egentlige fremstod statisk, rummede en muterende, cirkulær rytmik, som satte kroppen i svingninger og langsomt opløste forventninger om at (stor)trommer ville komme og levere det endelig klimaks. Cirkulariteten genererede til gengæld en klaustrofobisk og kalejdoskopisk følelse af konstant ekstase.
Beundringsværdigt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Et tilbageblik på Trailerpark Festival 2012

Af Eva Laksø den

Jeg kommer ofte for sent. Også til de første koncerter på både Trailerpark Festivalens fredag, lørdag og søndag. Derfor forsøger jeg netop nu at google Broke. Det er ret svært. Men jeg blev væltet så kraftfuldt omkuld, at det må være anstrengelserne værd.

Overraskelsesmomentet ved at dumpe ind i en særdeles støjende og sært elektronisk swingende postpunk på en mentalt tåget festivalsøndag kan ikke undervurderes. Oplevelsen af Broke understregede, hvad Trailerpark handler om. Det handler om den uforudsete optur. Det kan være Brokes kombination af postpunk, synth og stjerneskudsguitar. Det kan være Sekouias livepercussions og -vokal. Hvordan bassens vibrationer i vampyrcampingvognens gulv kilder dig under tæerne. Det kan være Roll The Dices hypnose. Måske at Ice Cream Cathedral bruger en synthoverflod som sonisk overfald?

Lad os glemme en festlig, men ikke så mindeværdig, fredag (et citat som “jeg går bare meget op i min presence på sociale medier” vil dog sent blive glemt) og direkte ind i en tætpakket lørdag aften. Lad os lande midt i netop Ice Cream Cathedrals koncert. Foruden selvstudie gennem den blændende debut-ep Straight Arcs, har jeg hægtet mig med på trioens vellydende live-udforskning af feltet mellem halvt skræmmende, halvt tillokkende drømmespil af et par gange. Men det er først på Trailerpark, resultatet for alvor afspejler ambitionerne. Sandsynligvis fordi denne koncert med et par undtagelser kun består af nyt, uudgivet materiale, som rykker Ice Cream fra at være en spændende Beach House/Salem fusion til hovedsageligt at være sindssygt dygtige sangskrivere. Guitarist Kristian Paulsens shoegazing lægger grundlaget for de rummelige dimensioner, Ice Cream Cathedral ufattelig vellykket sammenstykker på Trailerpark Festival. Lyden er fremragende, og lader både Anja Lahrmanns klassisk smukke vokal folde sig ud som melodibærer, bassen skabe energi, synthen fremkalde atmosfære og trommerne binder disse elementer forbilledligt sammen i et avanceret, men altid harmonisk lydbillede.

Ice Cream Cathedral – Cornucopia

Whoa. Sådan startes en festival, som vil hylde det nytænkende og skæve. Derfor ærgrede det efterfølgende hovednavn, britiske Gang Colours klichéklistrede pianofløde mig. Trailerpark Festival 2012 præsenterede en ganske stor mængde elektroniske singer/songwritere, som med sampling, piano og vokal forsøgte at snige sig uden om sammenligningen med James Blake. Gang Colours håndterede opgaven ved at ændre Blakes fintfølende jazz-klaver til en bizart poppet, Yul Andersson-cheesy og – i disse ører – ganske ulidelig variant, som på ingen måde åbenbarede nogle af instrumentets nuancer. Når r’n’b-rytmerne ind i mellem blev introduceret, fandt en form for modsvar til den kvalmende fedme godt nok vej ind i sangene, men en afbalancering blev der aldrig tale om.

Så gik det bedre for Sekuoia alias danske Patrick Alexander Bech-Madsen. I den fornemme festivalanledning blev soloartisten suppleret af en drumpad-trommeslager, som med sans for finesser bidrog med dynamik til Sekuoias skrøbelige electronica. Inkorporeringen af en den ekstra mand trak Sekuoia væk fra indieforbillederne og over mod moderne britiske bas-producere som Blawan og Hyetal. Sekuoia sigter mod en position langt fra Danmark, og en eskapistisk følelse gik igen store dele af Sekuoias repetoire. På et nummer synger Bech-Madsen søgende, på grænsen til usikre toner, mens programmeringer og trommer former en selvsikker modvægt, på andre styrer koret melodien med stor sikkerhed, og lader guitarsamples og synthfladere glide ud i horisonten.

Sekuoia – Dissapear

Trailerpark Festival har en unik position i det danske festivallandskab. Med sin lille størrelse og det minimale budget, ser alle de optrædende danske bands en booking på festivalen som en ære, som noget man bliver udvalgt til, frem for en almindelig booking. Waldo & Marsha kvitterede – udover med en fremragende koncert – med dybfølt tak fra hele tre bandmedlemmer, og det er også årsag til, at festivalen for 4.(!) år i streg kan præsentere Vinnie Who som husorkester.
Men der er et “men”. I år var Trailerpark en mindre omfavnende oplevelse end de foregående år. Det er en usikker diagnose, for den er afledt af uklare symptomer: Er de tre scener en for meget? Burde nogle af de små, internationale artister droppes til fordel for flere af de taknemmelige danske? Det kan ikke undgå at forurolige en Trailerpark-fan, når der til netop Vinnie Whos afslutningskoncert blot står 300 mennesker, og festen ikke helt kan komme op i omdrejninger lørdag nat til discodrengene fra Casiokids. Så bliver jeg en smule nervøs for, at Trailerpark Festival ikke helt formår at gribe ud i Københavns musikinteresserede kredse, og trække dem til sig. Og frygter at festivalen, som leverer en så enestående ramme om både musik og fest, kommer til at vikle sig for meget ind i sin egen kreds, i stedet for at kigge ud en gang i mellem. For der er hyggeligt i den farverige fold. Men nogle gange må selv flokdyr gerne udfordres.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning

Trailerpark Festival 2012: Æstetik og Musik

Af Lasse Posborg Michelsen den

Trailerpark føltes mere lokal og mindre kosmopolitisk i år. Jeg har ikke sammenlignet antallet af danske navne i dette og sidste års program, men personligt havde jeg fornemmelsen af, at festivalen i højere grad var repræsentant for en dansk scene i denne omgang. Det havde sine fordele og ulemper. Der var færre must-see-navne i mine øjne, tilgengæld for at der var flere, jeg ikke kendte, hvilket er en luksus i sig selv. Især på en så velkurateret festival som Trailerpark: Selv det mindste navn er valgt med nøjsommelighed. En dygtig kurator tør samtidig vise sin smag, hvilket også skinner igennem på Trailerpark. Det er på mange måder et ret homogent univers, du træder ind i. Det vil de fleste også opleve i forhold til stedets æstetik, der på smukkeste vis vender og drejer muligheden for dekoration, der rent faktisk føles dekorativ og ikke formelt påklistret. Alt sammen foregår med en Christiania-agtig venlighed, der måske godt kunne afveksles med en mere udfordrende ambition fra tid til anden. Indrømmet, det er et svært krav at stille, da det er ret forskelligt, hvad folk opfatter som udfordrende. Især fordi Trailerparks koncept kredser om muligheden for kunst i nattelivet, hvilket i sig selv er et felt, hvor forskellen mellem kulørt, fortryllende Tivolisme og egentlig emotionel eller tankevækkende bevægelse kan være svær at opretholde. Afgørende er det i hvert fald, at det er indbydende, hvis publikum skal gide at tage sig af det. Og Trailerpark har valgt at spille på følelsen af velkommenhed, hygge og tryghed – i hvert fald hvis man er en typisk musikinteresseret, ung købehavner. Det lykkes dem helt utroligt godt. Alternativt kunne man bruge mere energi på at udforske nattelivets uhyggelige side. Det skræmmende ved mørket, den høje musik, alkoholen, de fremmede mennesker og erotikken er jo også på sin egen måde indbydende. Jeg gad godt se Trailerpark kigge denne del af ungdommens natteliv i øjnene og eksponere den mere i de installationer, der stilles op. Den Tivoliske forlystelse skal helt sikkert have lov at skinne, men man kunne sagtens gøre mere ud af at vise dens skyggeside. Faren er i hvert fald at festen får en lovlig poleret overflade. Er jeg den eneste der har det sådan? Fordelen ved det hyggeligt indbydende er at publikum ikke holder sig tilbage for at prøve de muligheder, der står til rådighed. På den måde har Trailerpark et skær af det, Roskilde er så god til, nemlig at skabe en – for at bruge et lidt pres udtryk – voksenlegeplads.

Personligt havde jeg svært ved helt at gennemskue ideen med homotemaet på Rebel Stage fredag aften, hvor en række homoseksuelle musikere og dj’s spillede op. Det er sympatisk og meningsfuldt, at festivalen gerne vil promovere og fremme det homoseksuelle musikmiljø, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt man når formålet ved at samle alle de homoseksuelle optrædener på række. Det er jo hverken en speciel musik eller optræden, der dermed signaleres, heller ikke en bestemt fest, men alene musikernes seksualitet. Og hvad skal publikum bruge den oplysning til? Samtidig opstår der den potentielt underlige, implicitte antagelse, at alle andre musikere på festivalen ikke er homoseksuelle. Og hvad med de biseksuelle? Det er ikke for at spille politisk korrekt, og jeg håber meget, at opstillingen har kunnet fremme homoseksuelle musikere og dj’s, men jeg har svært ved præcis at se ideens effekt og funktion. Hvad synes I? Gav det mening?

Misbelieve Me by Kala-OK

Hvad angår viften af danske navne var især søndagens program interessant. Kala-OK, som er et band, man måske har hørt tale om over sommeren, fyldte lytternes tømmermændsramte følelse af tomhed med fyldig og galoperende rock. Specielt trommerne var bemærkelsesværdigt opfindsomme og lokkede ofte sangene ind i længere abstrakte passager, hvor den fyldige lyd vandt lidt af den transparens, man ellers godt kunne savne – man fik tid til at forstå og høre de enkelte elementer, hvis funktioner kunne folde sig mere tydeligt ud. Desværre gjorde den manglende transparens de vokale passager og kor uklare og lidt rodede. Jeg kan ikke udelukke at en del af grunden lå i Rebel Stage’s lydforhold.

Restless Beach by Broke ✺

På Royal Stage kunne man bagefter høre Broke, der heller ikke er bange for de abstrakte passager, men som knytter det langt mere til elektronikken. Koblingen fra den hårdere ende af rockmusikken til de elektroniske spor fungerede overraskende godt, især i de dele, hvor en guitarsolo næsten meditativt kæmpede sig ind på beatet vha. melodier uden skæret af sentimentalitet og langt fra rockens klicheer. Overraskende nok blev den forjættede MØ pludselig inviteret på scenen. Hun har fået en del opmærksom hos f.eks. Soundvenue og står bag et par særdeles lækre tracks, især ”Pilgrim” som er meget lytteværdig. Det var derfor en glædelig overraskelse, men desværre gik det helt galt med lyden. Man kunne ikke høre et ord af, hvad der blev sunget i verset, og omkvædet lå svagt i baggrunden. En fortvivlet lydmand forsøgte at løse problemet, men fandt aldrig dets årsag. Desværre et lidt mystisk anti-klimaks på en ellers velfungerende koncert.

En stemme man derimod godt kunne høre var Lydmors, der sang sig ind folks hjerter tilbage på Rebel Stage efter Broke. Trailerpark har efterhånden disket op med en del kunstnere i genren sanger-alene-med-elektronik. Jeg husker bl.a. Emikas optræden sidste år, hvilket var en stenet oplevelse (hun spillede i øvrigt på Strøm i år). Touchy Mob, der er en tysk kunstner, dyrker samme koncept og spillede også søndag (han spillede tilgengæld også på Roskilde i år – super fed koncert. Vent, booker de danske festivaler de samme navne?). Lydmor klarede skærerne med at være alene på scenen ganske godt. Imponerende ligefremt inviterede hun publikum ind i sit univers, der måske ikke var perfekt, men som var ærligt og personligt. Med masser af inspiration fra bl.a. Björk sang hun sine inderlige, men beslutsomt udadvendte kærlighedssange, der selvsikkert rungede igennem søndagstågen på Rebel Stage, der nok hjalp lige lovlig meget til med rungeriet.

Electric Mistress by lydmor

Trailerpark Festival er altid en enestående oplevelse. Også den festlige ende af skalaen fungerede fint, især Jimmy Edgar der i hvert fald fik mig til at glemme, at jeg ikke ryger cigaretter. Vi ses til næste år!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
 Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *