Det var i sandhed en tur ind i maskinrummet, Frost Festival præsenterede publikum for til Efterklangs utraditionelle koncert i Diesel House.
Helt derude hvor Kalvebod Brygges hovedvej bliver til Sydhavnens motorvej, ligger den mest forladte del af København. Et område, du kun besøger på en både forblæst og forfrossen februar-aften, hvis dine forventninger om hvad stedet indeholder er aldeles høje.
Hvad ventede der så et koldt, vådt (og måske lidt bange) publikum? Frosts program beskrev egentligt omstændighederne ret godt: at det var Efterklangs første koncert som trio, at numrene ville være nye samt takeouts fra indspilningerne af bandets seneste plade Piramida, og at det ville være betragtelig mere elektronisk end Efterklangs seneste par album. Mon ikke det varsel havde fået mangt end gammel Efterklang-elsker ud i riv og rusk? Erindringen om Efterklang anno det sublime, neddæmpede indietronica-album Tripper (2004), var i hvert fald motivationen for mig: en idé om, at det på Diesel House ville være muligt at komme ind til den kerne af knitrende piano og skurrende, knasende elektronik, der giver Efterklangs kompositioner deres på en og samme tid rolige og foruroligende rolige tone.
Settingen var perfekt – Frost kan i sandhed noget, når det kommer til at parre bands med alternative locations. At se Efterklang inden i H.C. Ørstedværkets mave sendte uundgåeligt tankerne mod den efterhånden så velkendte historie om Efterklang, der tog til Svalbard for at optage de lyde, Piramidas numre består af. Man kunne optage nogle vilde lyde på den dieselmotor. Men mest imponerende var dog rummets akustik. At det ikke rungede, selvom loftet først fandtes i 4. sals højde. At elektronisk knitren, glasklar piano og en distinkt bas kunne finde både egen plads og samling, uanset om du stod på gulvet eller på balkonen.
De ydre omstændigheder var i sandhed i orden. Og hvad så med musikken? Tjo. Det er fascinerende at opleve skabelsen af noget, man virkelig godt kan lide. At høre hver enkel tonerække for sig selv, som i koncertens første ti minutter lange lydkollage – et lydværk komponeret af Efterklangs elektroniske mastermind Mads Brauer. Lyde, ikke altid toner, kommer roligt dumpende i og udenfor egentlige mønstre. Det er nemlig primært lyde. Som lytter må vi selv samle dem til små melodier. Og i det delvist ambiente, delvist orkestrale, mestendels søgende og ganske abstrakte musikalske rum, bliver selv de mest momentære melodier bemærket som kontrasten til det overordnede fravær af struktur.
Denne første, særdeles gennemtænkte tur i maskinrummet bliver afløst af et par mere regulære numre. Sanger Casper Clausen og bassist Rasmus Stolberg optrådte i lydværket kun som samples, men sluttede sig nu til Brauer, og trioen stod helt tæt sammen og spillede med vokal, bas, piano og samples en lille håndfuld nye numre. De adskiller sig fra lydværket ved at have genkendelige sammenhængende stykker, en begyndelse, en slutninger og midterstykker. Men jeg bled ved med at fokusere på de enkle dele, og de overordnede ideer trængte ikke lettere igennem her, end i det mere avantgarde første stykke.
Da Efterklang efter 40 minutter takker af, er jeg et kig ind i to maskinrum rigere. Begge to imponerede, og denne aften måske også en lille smule hule. Selvom Efterklang fascinerede, gjorde renheden i de enkeltstående lyde numrene – som det var – en smule gennemsigtige, og jeg tog mig selv i at hviske “var det det?” i tørklædet på vej hjem. Ikke fordi der skulle have været mere, nødvendigvis. Men fordi de spredte toner krævede en omstilling, som det med en så kort koncert var svært helt at finde ro til at nyde.
Showcasefestivaler er noget sært noget. De er lavet til musikbranchen, men hovedparten af de besøgende er lokale musiklyttere. Logistisk vægter de det store koncert-puslespils sammenhæng frem for den enkelte briks særkende. Og målet for bandsene er ikke blot at spille en god koncert – men at spille den rigtige, så det er lige præcis dit band, der bliver husket af pladeselskabsbossen, spillestedsbookeren eller den amerikanske journalist.
By:Larm er Skandinaviens største branchefestival, og som den med flest udenlandske akkrediterede, kan by:Larm ses som skandinavisk musiks vindue til resten af verden. Programmet præsenterer en del acts, som i forvejen er signet til major labels (Vinnie Who, Alina Devecerski) eller velansete indielabels som Secretly Canadian (Taken By Trees), 4AD (Indians) og Captured Tracks (Holograms), men samtidig en lang række af – især norske – upcomings, de færreste udenfor Oslos inderkreds har hørt om før. 50 % af bandsene er norske, de øvrige 50 % er en ulige fordeling af svenske, finske, islandske og danske bands. Desuden er by:Larm skræmmende gode til at tiltrække de branchefolk, som i høj grad afgør, om et nyt band kommer udover stepperne, og er villige til at betale de 8000 kroner, et delegatpas til festivalen koster. Og til at udvælge både de bands, som har potentiale til at blive talk of the indie-town i dag eller ugens uundgåelige i morgen.
Jeg er taget til den 15. udgave af festivalen by:Larm, Skandinaviens største branchefestival, som for en halv uge i februar samler Nordens bedste bands og flere tusinde branchefolk i Oslo. For at høre musik. For at tale om musik. Men primært for at tale om, hvordan man sælger musik. Det kommer vi tilbage til. Nu handler det om festivaloplevelsen. Set uden branchebriller:
Hvis det dækker over præcision, planlægning, nøjagtighed, seriøsitet, effektivitet og pletfrihed, kan et enkelt adjektiv beskrive by:Larm Festival 2013: Professionel.
By:Larm er velsagtens den letteste festival i verden at være gæst på. Du glider naturligt fra den ene nøje udvalgte koncert til den anden, og du kan nå det hele, for intet er forsinket og ingen bands overskrider de afsatte 30 minutter. Som regel kan du tilmed også komme ind til alle koncerterne, selvom de foregår på byens allerede eksisterende venues, for spredningen af artister udover intet mindre end 18 scener giver plads til både festivalens 2000 branchefolk og det øvrige publikum.
Det handler om musik som vare. Eksporten er essentiel, og den korte, præcise optræden i højsædet. At et band som de visuelt relativt underholdende Phantom – en klassisk “dreng med laptop og sært instrument og pige der synger”-duo – formåede at kede mig allerede efter et enkelt nummer, men så ud til at kunne spille hele aftenen. Vel at mærke numre, der lød stort set ens. Bare fordi bands kommer fra sjældne steder og bruger en ufo-lignende sensorisk følsom controler, er det ikke nødvendigvis eksotisk – til gengæld var Tommi Koskinen (billede) prototypen på den elektroniske troldmand. På den anden side spillede danske CTM så også en af festivalens absolut bedste koncerter ved kort og præcist at fremføre de fremragende numre fra ep’en Variations pletfrit, men med indlevelse og professionalisme. At bandet så gjorde mig lidt urolig ved at slutte af med et covernummer som eneste nummer, der ikke var fra ep’en er en anden sag, for coveret var fortolket til CTMs genkendelige lyd. Jeg havde blot ønsket, at høre noget, Cæcilie Trier selv havde komponeret. Når ep’en har en så klar og selvstændig lyd, hvor jeg fornemmer en identitet med et sandt potentiale, vil jeg sådan set bare gerne have mere. Pludselig musikalsk forslugenhed er som regel en god ting.
Og så foregår festivalen i Oslo. At den norske hovedstad er en by med et meget lille centrum gik – bogstavelig talt – op for mig allerede torsdag, festivalens første reelle koncertaften. Alle venues ligger nemlig i gå-afstand til hinanden. Gå-afstand skal forstås som en afstand, hvor du dårligt når at mærke den bidende kulde, der unægteligt står imod en i Skandinavien i februar. Overvej lige den samling af oplysninger en gang til: 18 spillesteder i gå-afstand. Vel at mærke 18 overvejende glimrende spillesteder, som du har lyst til at sende et håbefuldt band op på. Her er snuskede kælderlokaler, men de har god lyd. Tak, kulturstøtte finansieret af de norske oliepenge.
Det er lige netop en kælder, jeg ret tilfældigt lander i torsdag aften. Dagens Ungdom står på scenen på det minimale spillested Revolver, og bliver min festivals første norske indslag. Jeg er der fordi spillestedet ligger lige ved siden af teltet, hvor jeg kort efter skal høre Vinnie Who, men hvor heavy-bandet inden stadig er i gang. Hvis det ikke var for gruppen af 40 venner/hardcore fans, som primært forevigede Dagens Ungdoms koncert på film, kunne Revolver lige så godt have ligget i en mellemstor engelsk provinsby i 80’erne, for de sjovt nok ikke så unge medlemmer af Dagens Ungdom har garanteret været med til at få priserne på originale vinyloplag med Felt og The Smiths til at stige markant. Svært var det i hvert fald at få så frygteligt meget mere ud af bandet end vellydende, men lidt kedelige og meget pæne guitarmelodier pakket grundigt ind i et ikke altid helt veldimensioneret kor. En Marr eller en Lawrence er selvfølgelig meget at forlange i alle chorus-effektglade indiepop-bands. Men en tro på, at den rene melodi, som kan matche guitarens klarhed, kan bære et nummer, ville være storartet. Og evnen til at skrive disse melodier ville måske rykke Dagens Ungdom til en lidt større kælder. Men stueetagen bliver der næppe tale om.
30 minutter var dagens helt perfekte dosis af det band. Men netop den helt firkantede holdning til koncerternes længde viste sig i en hel del tilfælde at være negativt. Det er svært, at få opbygget et særligt rum omkring sin musik på 30 minutter, og derfor gav mange koncerter mig en fornemmelse af, at bandet enten ønskede at vise så mange muskler som muligt, at de helt glemte knoglerne. Eksempelvis lokale Kid Astray, som formåede at fylde det ganske store og velrenomerede spillested Rockefeller godt ud. Den purunge sekstet mindede overordentligt meget om Dúné i deres store dage, dengang hvor de virkede friske. At høre Kid Astrays første par numre, var lidt som forventningen om at spise et helt perfekt sprødt, syrligt/sødt æble. Men efter fjerde nummer bed tænderne gennem skralden, og skuffelsen gik op får mig: jo, guitaristen er overordentligt levende, men når der ikke ligger mere end gennemsnitlige poprocknumre med lidt syntetiske detaljer gemt i melodierne, er æblet altså et temmelig melet et, som skuffer og er svært at komme igennem. Kid Astray prøvede virkelig at vælte publikum bagover med en energisk koreograferet koncert, som på næstsidste nummer (selvfølgelig) indebar et indspark af dans og håndklap. Relativt sært, for Kid Astrays fuldkommen gennemsnitlige poprock var ikke særligt energisk, og derfor fremstod krumspringene unaturlige. Og det er nok det værste, sådan nogle kan. Her var 30 minutter så mere end nok.
Det var det til gengæld ikke for svenske Anna von Hausswolff. Sidste år udgav hun albummet Ceremony til anmelderroser over hele linjen, for sammenhængen mellem Hausswolffs ekspressive vokal, tungt trampende trommer, orgel og piano er ikke bare overvældende på papiret – også i den virkelige verden. De to første numre, Hausswolff og band spillede i det godt fyldte WiMP Annex-telt var instrumentale, næsten postrockede, tæt på apokalyptiske. I hvert fald ildevarslende. Som hun huggede hovedet frem og tilbage over keyboardet så håret fløj i takt med tonerne, dragede musikkens drama mig til sig. På blot ti minutter kan man forvandle et hvidt tele til et kirkeskibs hvælving og hensætte publikum i en tilstand af ærefrygtig. Som frontkvinden indledningsvist havde sagt, ville hun ikke snakke så meget, hun ville spille musikken. Og da hun med ”Mountain’s Crave” som tredje nummer tog hul på den mere sangbårne del af sættet, var jeg ikke i tvivl om, at hun havde valgt rigtigt. I sig selv er ”Mountain’s Crave” imponerende: den skræmmer dig, men er i virkeligheden blid. Som en popmelodi i ulveklæder agerede den overgang til det lidt mindre kontrastfulde og blide ”Liturgy of Light”. På det nummer skiftede Hausswolff orgel ud med akustisk guitar, men intensiteten var intakt. Og da de 30 minutter kort efter var gået, kunne jeg godt have taget 30 mere.
Anna von Hauswolffs koncert var den perfekte smagsprøve – sådan en, som gør journalisterne inspirerede, pladeselskaber interesserede og bookere overbeviste. Lidt mindre intens var danske Broken Twins efterfølgende optræden på klubben Gamla. Sammen med violinisten Nils Gröndal spillede hun sine sarte sange på skiftevist klaver og akustisk guitar ligeså nøgternt, som de behandler deres hjerteskærende emner. Hun led under et tørstigt publikums hang til fadøl (68 kroner for 0,4 liter, jeg tror branchen blev endnu gladere for skattefradragsregler), og gjorde heller ikke meget væsen af sig på scenen. Smukke sange og en perfekt udførelse, men stadig en noget uforløst følelse. Hende ville jeg gerne se overfor et andægtigt opmærksomt publikum, på et spillested der var lige så gennemført, som hendes musik. Måske hun skulle følge efter Anna von Hauswolffs næsten opdragende seance en gang? Eller også skulle jeg blot have set hende dagen før, da hun spillede i Oslos Koncertkirke. En af de virkelig store fordele ved by:Larm er, at alle optrædende spiller minimum to gange. Både rart, når puslespillet skal lægges, og godt til at afprøve de forskellige acts i forskellige miljøer. På Gamla var Broken Twin på udebane.
Jeg har hoppet rundt i dagene. Som man gør, når man studerer en rejse i bakspejlet. Og egentligt betyder de enkelte dage ikke så meget på by:Larm. Om dagen går du til seminarer eller udforsker Oslo, om aftenen til koncerter, du snakker med nye mennesker, og enten networker du konstant, og har det lidt, som om du er på lejrskole med hele årgangen af dansk musikindustri. Det hele er tilrettelagt branchen – både koncerternes sene start hver aften og deres korte længde. Alt på by:Larm er smagsprøver, løfter om fremtiden. Det er lidt frustrerende at tænke frem hele tiden, på potentiale frem for konkret oplevelse. Og derfor er by:Larm Festival 2013 som koncertoplevelse en lidt uforløst begivenhed, men som branchefestival opløftende. For professionalismen gør stemningen så god, koncerterne viser at talenterne er der og seminarerne bærer præg af en optimisme omkring branchens fremtid i streamingens tidsalder. Som – forhåbentligt – kommer til at sikre, at de dødelige gæster vil kunne opleve de bedste artister igen, og i lidt længere tid end mere end 30 minutter.
by:Larm Festival 2013 var den 15. af slagsen, og fandt sted fra onsdag d. 13. til lørdag d. 16. februar.
Foxygen og Ducktails. To top-aktuelle navne, som springer mig i øjnene, når jeg kigger på den københavnske venuefestival Frost Festivals imponerende program. To navne som trods åbenlyst forskellig omgang med sine referencer, begge dyrker et lyst og åbent lydunivers. Og som lige akkurat stadig kan kaldes for talenter – dem, som Frost Festival er næsten skræmmende gode til at finde frem, tage til sig og videregive til de sultede københavnske koncertgængere.
Så vidt jeg husker, startede Frost Festival ud fra en rebelsk idé: mændene bag ville gøre op med februars mørke. For februar er ikke bare mørk, kold og ruskende. Måneden er, i hvert fald traditionelt set, også mørk på koncertfronten. I musiksammenhænge har der altid været tryk på koncerterne i forårs- og efterårsmånederne, mens spillestederne ofte er helt stille om vinteren. Måske vil vi bare hellere putte os under dynerne i skjul for mørket.
Nu er det tid til at stå ud af sengen: Frost Festival er på sit tredje år blevet en kærkommen paraply for 21 februar-koncerter. Jeg har lyst til at tage til hver og en af dem. Ikke fordi jeg har tætte forhold til alle bandsene, men fordi jeg stoler 100 % på Frosts kvalitetssans. Jeg tror, at jeg kan få en god oplevelse til alle koncerterne – om det så er Efterklang i en gammel fabrikshal eller Electro Guzzi på Zoologisk Museum. Det er der dog også mange andre, der tror. Derfor er de to koncerter, som mange andre af Frosts, udsolgte.
Kom i god tid. Det er nok den vigtigste anbefaling, jeg kan give ford for Foxygens med garanti absurd pakkede koncert. Man skal nemlig have haft hovedet kvælende dybt nede i dynerne, for ikke at have oplevet den ekstreme hype, San Fransisco-duoen har været omgivet af siden “Shuggie” fik hele verden til med et henført blik at synge “But she don’t love me/that’s news to me” og forelske sig hovedkuls i de mest charmerende drenge i showbizz. Jeg er fuldstændig solgt, både når drengene svinger mig rundt i et kaleidoskop af forestillinger om gulnede 60’er-minder på den uforlignelige “San Fransisco” og fraserer sublimt på “On Blue Mountain”. Hvor ofte finder man lige et band med oneliner på oneliner på oneliner, som leverer dem med overlegen selvsikkerhed, og er blottet for arrogance? Ekstremt sjældent. Men de findes på Bremen i morgen, lørdag den 9. Og du skal nok indfinde dig sammested i hvert fald et par timer inden, hvis du vil gøre dig forhåbning om at se bare et glimt af de smågeniale drenge.
Foxygen er netop blevet offentliggjort til årets Roskilde Festival.
Ducktails – Spillestedet Stengade – 22. februar – 110 kr.
Real Estate med varme følelser for disco i pendulfart mellem det opløftede og nedtrykte? Ja tak. Real Estate-guitaristen Matt Mondaniles soloprojekt sætter tempoet helt ned og fjerner det rebelsk rockede fra Foxygen, men befinder sig derudover på den samme solbeskinnede kyst. Med sin plade nummer to, den netop udgivne The Flower Lane, tager Ducktails et skridt ud af lo-fi og ind i vellyd – bare lyt til den bølgende “Letter of Intent”, hvor Ducktails låner Jessa Farkas‘ vokal til en drivende smuk duet. Jeg kan næste dufte saltvandet og mærke min hånd i hans.
Ducktails’ er sært dansabel – som The Whitest Boy Alive uden housereferencer, men med større hittepåsomhed, eksempelvis på “Under Cover”, mit personlige minihit fra pladen. Jeg forestiller mig, at koncerten kan tage to forskellige drejninger:
a) Matt Mondanile skruer op for disko-referencerne, hiver en saxofon frem og sender spillestedet Stengade tilbage til 80’erne.
b) Matt Mondanile skruer op på guitarforstærkeren, -effekterne og gemmer popsangene i lo-fi-æstetik.
Begge scenarier vil gøre mig tilfreds. Og det vil et tredje garanteret også.
Ducktails – Letter of Intent
[soundcloud url=”http://api.soundcloud.com/tracks/69873592″ params=”” width=” 100%” height=”166″ iframe=”true” /]
I torsdags var det så blevet tid til en slags efterfest for de af os, der enten måtte savne den fantastiske festival, var gået glip af den i efteråret, eller som bare ønskede sig nogle dejlige toner til øregangen. For der var lagt op til god musik med to af de ypperste eksponenter for dansk elektropop i ColorKaleido og MØ.
ColorKaleido kom desværre ikke særlig godt fra start, hvilket ofte er tilfældet til den type arrangementer, hvor hovedparten af publikum først kommer dryssende et godt stykke inde i den første koncert. De tog dog en alvorlig revanche mod slutningen, hvor singlerne “Like a Rainbow” og især “Magic Mind” fik sat gang i festen hos det stadigt voksende publikum. For der skal ikke herske tvivl om, at Christine Milton og Kim Vagn Wagner er dygtige musikere. Bundniveauet er dog til tider lidt for lavt, men hvis “Magic Mind” er et tegn på den retning, som bandet er i gang med at bevæge sig i, tegner fremtiden utvivlsomt rigtig lys for de to københavnere, som bestemt kan være deres optræden i Aarhus denne iskolde vinteraften bekendt.
Aftenens hovednavn, MØ, leverede fra første sekund en stilistisk spektakulær og samtidig meget homogen koncert. Akkompagneret af Hitchcock-inspirerede film noir-hjemmevideoer som baggrundstapet, fortryllede 24-årige MØ straks publikum med back-to-back energiske versioner af “Pilgrim” og sin nye single “Glass.”
Aftenens ubestridte højdepunkt var dog et nummer, som formentlig vil være at finde på MØs kommende debutalbum, og som i min lille notesbog har fået titlen “Never Wanna Know” efterfulgt af tre meget store stjerner. På det nummer lykkedes hun med at kombinere de gode ting fra “Glass” og “Maiden:” Hendes dybe, sexede vokal og de dansable rytmer fra “Glass,” uden dog at give slip på de elektroniske elementer og den dystre stemning, som “Maiden” emmer af.
Jeg kan af gode grunde ikke give jer denne sang her på Regnsky, så derfor skal der lyde en stor opfordring til at tage til koncert med MØ, hvis I skulle få mulighed for det. De cirka 120 mennesker i Studenterhuset denne torsdag aften var i hvert fald ikke skuffede, hvis man skal tro den i øvrigt ret paradoksale feststemning foran scenen, som nok altid vil komme bag på mig i den forstand, at den står i skærende kontrast til budskaberne i MØs tekster, som ofte bærer præg af ensomhed, sorg og afsavn.
Den eneste kritik fra min side må være den til tider lidt lukkede fest, som MØ valgte at holde med ryggen til publikum og fronten mod de visuelle kopier af sig selv på storskærmen. Det ødelagde dog ikke helhedsoplevelsen af en ganske fremragende koncert.
MØ – Maiden
Det var alt fra Newbees Festival i denne omgang, men vi ses forhåbentlig igen til efteråret, hvor festivalen igen vil flytte fremtiden tættere på nutiden.
Gæsteindlæg: Vi har endnu en gang sendt Rasmus Damsholt sydpå – nærmere bestemt til en af de branchefestivaler, der udgør Europas vinterlige oversvømmelser. Januar dedikeres til den største af dem: Eurosonic i Holland. Rasmus arbejder til daglig på pladeselskabet Tambourhinoceros, er manager for hyper-aktuelle og hypede Schultz & Forever og har tidligere været tilknyttet Frost Festival, Volcano og teaterkoncerten Hey Jude.
I Groningen, Holland bor man på flydende hoteller forklædt som husbåde, man får serveret verdens mindste fadøl, og man ser flere cykler per indbygger end i København. Udover det så finder man hvert år i januar måned den yderst dedikerede Eurosonic Noorderslag Festival. En musikfestival fyldt med masser af tro, håb og også en god portion kærlighed.
Den ellers så afslappede lokalbefolkning må en gang om året leve med, at håbefulde unge bands, smarte hipsterbloggere og erfarne musikbranchefolk indtager deres by for en uge i den nye musiks tegn. For Eurosonic betegnes som den største såkaldte ”showcase festival” i Europa. En showcase er en koncert på halv time til 45 minutters varighed, sat op for at artister og bands kan vise sig frem for pladeselskaber, festivaler og andre relevante personer. Alle dem som man gerne vil vise, hvad man kan, deltager i Eurosonic. Derfor er der hård kamp om pladserne på Eurosonic Festivals program, og derfor altid et skarpt line-up – et line-up, der stiller skarpt på morgendagens stjerner.
Ingen Rihanna
Eurosonic Festival skiller sig ud fra andre festivaler på mange måder . En af de mest iøjenfaldende forskelle er, at der ikke bliver lavet en traditionel festival plakat, hvor alle navnene er listet op i forskellige skriftstørrelser, alt efter hvor store de defineres at være. I bedste idealistiske stil fungerer Eurosonic Festival efter princippet ”alle-bands-er-lige-meget-upcomming”, så der er ingen store navne til at trække billetsalget. Eurosonic er en pakke, hvor man må stole på indholdet, når man køber sin billet. Selvom navne som Jake Bugg og C2C måske alligevel har tryllet et par ekstra armbånd på de hollandske arme.
200 forlommer
Der er ingen tvivl om, at det almindelige publikum er til for at få forretningen til at løbe rundt. Branchefolkene kommer i første række over det hele. Det ses tydeligt i det kæmpe lukkede konferencecenter, der til lejligheden er indrettet med cafeer, konferencelokaler, speedmeetings og meget andet, hvor venner og kollegaer i musikbranchen på tværs af landegrænser kan mødes.
Men det vildeste eksempel på at Eurosonic tager ordet ”branche” meget alvorligt, blev for mig, da jeg var på vej til Jake Buggs koncert.
Jeg bliver mødt af en mange meter lang kø. Men køen er delt op i to rækker. En række for ”almindelige mennesker”, og så en for akkrediterede. Så jeg slanger mig ind med mit pressekort og kan med en smule skamfølelse overhale de småmopsede hollændere, som sandsynligvis aldrig fik hørt det engelske vidunderbarn. 200 forlommer på få sekunder er en lidt blandet følelse.
En anden sjov gimmick, der er lavet på forsøgsbasis, som er lige sej for branche, som for almindelige koncertgængere, er at alle festivalarmbånd er udstyret med en chip. Den lille fætter registrerer alle de koncerter og konferencer jeg er til, så hvis hele ens aften skulle være skyllet ud i al for små fadøl, så vil en venlig mail dagen derpå genopfriske ens hukommelse med hvad man hørte den foregående aften. Fantastisk – og så kan Eurosonic samtidig måle præcis hvor mange publikummer, der har været til alle koncerterne. Spændende at se om Danmarks egen showcase festival, Spot Festival, har været nede og hente inspiration i Eurosonics tjekkede add ons.
Jake Bugg
Eurosonic Noorderslag har som filosofi ikke at have headliners, alle acts er på vej op, ingen er større trækplastre end andre. Dog må en kun 18 årige Jake Bugg, trods Eurosonics idealistiske filosofi, betragets som et af dette års hovednavne. Med sin karakteristiske stemme og sin naive og oldschool tilgang til at skabe musik, der lyder som var det skrevet og indspillet i 60´erne eller endnu før, overrasker det ikke, at der denne aften er flere til stede, som sandsynligvis har oplevet 60’erne på egen hånd, selvom Eurosonics publikum almindeligvis afspejler, at Groningen er en universitetsby med en lav gennemsnitsalder.
En lang kø foran spillestedet indikerede, at forventninger var store, men Jake Bugg indtog noget ubekymret scenen. Publikum holdt ikke deres glæde tilbage, da han uimponeret leverede sine skramlede hits ”Lightning Bolt” og ”Two Fingers”, flankeret af sin guitar i samspil med trommer og bas. Hvis den unge Bugg bliver ved med at skrive nyklassikkere som de to førnævnte, så er der ingen tvivl om, at han nok skal få sig en plads i historiebøgerne, som ham der genopfandt en genre, få før ham har turde tage frem igen. Så er det spændende at følge med i, om han slavisk forfølger sine inspirationskilder, eller om han samler sig og finder sin egen retning, der kan sikre flere fremragende numre. Lige nu lyser han dog som et af de største engelske håb længe.
Juveniles
På festivaler som denne, hvor man – ligegyldig hvor indie og opsøgende man er – ikke kender halvdelen af programmet, så prøver jeg mindst en gang om dagen at gå til en koncert, hvor jeg ikke kender artisten. Det har givet mig nogle ret pudsige koncertoplevelser – eksempelvis på Roskilde Festival, hvor jeg især har fået nogle specielle oplevelser, da en decideret verdensscenen eksisterede, og man kunne blive overrasket af 20 saxofonister eller en kæmpe improviseret balkanfest.
Torsdag aften trådte jeg ind på den lille scene, på spillestedet Simpleon og blev næsten blæst helt ud igen af en smittende charme og energi, som jeg ikke har set magen til siden Turboweekend var på deres højeste.
Juveniles forsøger ikke at flygte fra den sterotype forestilling om fransk electropop. Hvorfor også gøre det, når det fungerer med sød 80’er synth og catchy basgange krydret med håndspillede effekter?
Men dybden og originaliteten i kompositionerne var stadig ikke helt på plads. Nede i publikumsrækkerne kunne vi godt mærke, hvor Juveniles ville hen, og vi ville gerne med, men vi kunne ikke helt følge med. Der var godt tryg på, oppe på scenen, men det blev til tider en monoton lyd, som smed os en lille smule af.
Hvis Juveniles får arbejdet på at gøre deres lyd mere nuanceret, og holder den gode liveenergi, så er jeg ikke i tvivl, at vi kommer til at se dem snart igen. Måske med en koncert i Danmark?
Ewert and the Two Dragons
Bandet formåede at fylde den store Maschinefabrik, selvom det er et af de venues, der ligger længst væk fra Groningens centrum. Publikum var tydeligvis kommet med store forventninger, og de estiske gutter kvitterede med et ni mand stort orkester – lidt af en kontrast til de ellers så direkte og skarpe indspilninger.
Albummet Good Man Down er en forfriskende omgang folkpop, med sange som er svære ikke at nynne med på.
På indspilninger er der ikke meget at klandre bandet for, men Ewert og hans band mangler måske stadig at finde deres stil live.
Jeg er helt sikkert på, at vi med afsæt i Good Man Down kommer til at høre mere til Ewert, men live blev de så fine numre lidt for storladne og prætentiøse – det overskyggede desværre de gode melodier. Numre som “Jolene“, “(In The End) There Is Only Love” og “Good Man Down” blev leveret med sikkerhed og uden violin, blæsere og jazztrommer, som i andre sange føltes som unødigvendigt fyld, der kun forstyrrede den gode sangskrivning. Det er ikke en opfordring til, at musikere skal præsentere præcis det som publikum forventer, men der må være en mellemvej mellem total naivitet (nogen gange nærmere arrogance over for publikum) og så det sikre. Men herfra skal lyde en stor anbefaling til at lytte til Good Man Down, og så må man håbe på at Ewert and the Two Dragons har fundet formlen live, når de forhåbentlig snart gæster Danmark.
Den er der næsten
Fælles for Juveniles, Jake Bugg og Ewert and the Two Dragons, er følelsen af ”at den næsten er der”, og sådan var følelsen generelt på hele festivalen. Men da jeg så det næste act, så var jeg ikke i tvivl om, ”at den allerede ER der.” Og mere til:
C2C
DJ-kollektivet er for mig at se det sikreste kort Eurosonic spillede på dette års festival, og der venter årets Roskilde Festival publikum et sublimt liveshow, når de fire turntable magikere bringer til sommer bringer publikum i gennem så forskellige genrer som hiphop, funk, soul, jazz og dubstep. På Eurosonics største scene, Cathedral, fyrede C2C den af torsdag nat. Ved første øjekast havde C2C medbragt et ret simpelt set up: fire dj-pulte med lidt visuals på forsiden af podierne. Men sammenspillet mellem lys, visuals og lyd fungerede fantastisk godt. Når de fire optrædende så samtidig havde små indøvede og diskrete koreografier, så bevæger vi os i grænselandet mellem show og koncert.
Men det må have været tydeligt for enhver, også selvom alle lige er blevet skræmt i deres grundvold af Beyoncé singback, at de her drenge spillede deres set live. Hvis man skal forklare, hvad publikum kan forvente til et C2C show, så var vi i Cathedral-teltet vidner til Den Sorte Skole med ekstra dimension af levering og udadvendthed. Fire fyre, som formår at inddrage publikum på en helt anden måde, med visuals som passer til rytmen, og dj’s, der bytter plads og med store armbevægelser hele tiden viser, hvem der gør hvad, så man kan føle musikken på en helt anden måde, end når en dj står sammenkrøbet over pulten og fedter med at få et mix til at passe. Dermed ikke sagt, at det også kan være helt retfærdigt, at være total indadvendt ved pulten, men der var noget originalt, friskt og især bredt appellerende ved C2Cs optræden.
Der, hvor showet kammer en lille smule over, er da gruppen pludselig hopper frem foran pulten og springer ud som MC’s. De rapper Beastie Boys for at hylde Adam Yauch, men her synes jeg så, at vi er ude i noget, der mere ligner et billigt plagiat, frem for de ellers så opfindsomme samples, mixes og nye numre, vi blev præsenteret for tidligere i settet. Følelsen var helt klart, at de skulle være blevet bag skranen. En blasfemisk fornemmelse nærede mig også, i en genrer, som jeg tidligere var imponeret i, som jeg ellers ikke føler mig hjemme i. Det skal dog siges at publikum var helt med hele vejen og sagtens kunne have klaret en time mere af samme skuffe.
Flere gange står der på min notesblog, at det her crew uden tvivl bliver det næste store. Og hvis jeg i anledningen af at Eurosonics store branchedel skal tillade mig at tage de briller på, så vil jeg, gerne tage hatten af for den person, som har set de firedobbelte vindere af VM i hold scratch og tænkt, at her er der både hit- og livepotentiale. Respekt for det – denne gruppe kommer til at ramme verden, som et frisk pust og modsvar til den kedelige og umusikalske EDM (electronic dance music), hvor hjernedøde navne som Swedish House Mafia og Deathmau5 leverer liveoptrædener for tusindvis af mennesker, hvor det stort set bare er en press-play performance, blottet for musikalsk levering, og hvor det hele bliver tabt i showet.
Her fik vi faktisk en oplevelse af originale og håndspillede mix.
Imponerende dansk line up
Det danske line up i år talte Broken Twin, MØ, Rangleklods, Indians, Lukas Graham, Nelson Can, The Good The Bad, Turboweekend, Efterklang. Disse artisters niveau giver en god indikator på, hvor ambitiøs en festival Eurosonic er. Men endnu vigtigere fortæller det danske line up også om, hvor stor talentmasse vi har i Danmark i øjeblikket, når man kan stille med en så lang række seriøse bud på acts, som har potentiale til at slå igennem i udlandet meget snart.
Jeg vil ikke gå i dybden med de danske artisters optræden, men der var nogle fantastiske præstationer i Holland, og jeg vil klart anbefale jer de danske faner fra Holland. Især anbefalelsesværdig var Efterklang og MØs optrædener.
