Foråret er i luften, og det samme er Regnskys månedlige koncertkalender


Har du også glædet dig til at smide yeti-jakken og erstatte den grå vinter-blues med forårsbrise og lune toner? Det har vi i hvert fald på Regnsky. Her guider vi til de koncertoplevelser, som du ikke må misse i marts.

Balkan-bas og skæve sækkepiber

Hvis du ikke vil gå glip af et mellemøstligt fest-mekka af borende balkan-bass, skal du tage i Pumpehuset og høre Acid Arab d. 15. marts. En booking, der uden tvivl kommer til at få Pumpehuset til at leve op til sit navn. Lydmæssigt er den parisiske DJ-duo, hvad du får, når du krydser Den Sorte Skoles storladende verdensmusik med Omar Souleymans skæve, syriske techno – og en anelse koklokker (Hør nummeret Le Disco!). Jeg så Acid Arab, da de spillede på SPOT Festival sidste forår, og jeg skal lige love for, at der var dømt energisk house, dakke disco og løssluppen acid-jazz for alle pengene. Duoen skaber en lydmæssig stemningsbølge, hvor kædedansen er uendelig og alle er bedste venner. (Laura Fromm)

Nyt ungt blod i hiphoppens baggård

Bløder du stadig i ren ærgrelse over, at A Tribe Called Quest aflyste deres koncert på Roskilde sidste sommer? Så har Lille Vega et plaster på såret. D. 9. marts gæster amerikanske Saba nemlig spillestedet med kufferten fuld af jazzet hiphop. Den unge Chicago-rapper har en tung og selvsikker attitude, som han blander med blød og forførende soul; og så er han venner med Chance the Rapper og Noname. Få en forsmag på koncerten på hans bidrag til Tiny Desk Concert eller på hittet LIFE nedenfor. (Laura Fromm)

Elektroniske loops energisk r’n’b

Tænk MIA, St. Vincent og Janelle Monáe i én skæring, og du har Kimbra. Nogle kender hende måske fra samarbejde med Gotye på den halvirriterende ørehænger Somebody That I Used To Know, men Kimbra er meget mere end det. Jeg har fuldt den newzealandske pop-dronning i mange år, og Lille Vegas koncert med den charmerende sangerinde 18. marts er særdeles sublim. Kimbras sangskriverevner er intelligente, hendes stemme er både dyb, sensuel og silkefin, og så holder hendes nye synthede r&b-album, Primal Heart, som har været syv år undervejs, hele vejen igennem. I videoen på Top of the World vælter Kimbra søjler med vrængende vokaler, elektroniske loops og junglerytmer.  Spørgsmålet er, om hun også kan vælte Lille Vega? (Laura Fromm)

R’n’b-gudinde og et strejf af nordisk sommer

Lige siden jeg hørte ”Fire Fly”-samarbejdet med produceren Mura Masa, har NAO haft en særlig plads i mit hjerte og på min playliste. Der er soul, r’n’b, pop, funk og alle mulige andre musikalske universer blandet sammen i én fantastisk lyd båret af powerkvindens imponerende vokal. Da Vega offentliggjorde, at NAO’s Saturn-turné også omfattede Store Vega 13. marts, var det jo en sand dream come true. Endelig en mulighed for at skråle med på Inhale Exhale, Bad Blood og singlen Make It Out Alive fra det seneste album – jeg var lykkelig. Og der er gode nyheder til det koncert-hungrende folk derude: der er stadig billetter tilbage! En anbefaling fra undertegnede skal helt sikkert lyde på at bruge lidt at den nye løn på en koncertoplevelse, som ikke vil skuffe. (Line Mortensen)

Når forårets første måned er ved at gå på hæld, så kan du fejre, at sommeren er endnu tættere på, ved at tage et smut i Musikcaféen og høre norske Hajk. Deres musik er nemlig lyden af en lækker og stemningsfyldt sommeraften. Store internationale medier som The Clash og Line of Best Fit har kastet deres kærlighed efter det norske band, og jeg tilslutter mig stolt gruppen. Med et herligt mix af det analoge og digitale har Hajk efter min mening ramt en særlig nerve inden for popgenren, og jeg glæder mig til at opleve, hvad deres univers kan på scenekanten, når de kommer forbi Musikcaféen 29. marts. (Line Mortensen)

Eksplosivitet og skyhøj energiudladning på Spillestedet Stengade

Spillestedet Stengade har for mit vedkommende altid været et venue, som uden nogen grund er gået lidt i glemmebogen, når jeg har ledt efter koncerter. Dog har jeg fået øjnene op for deres nye program, og jeg klapper i mine hænder over en lang række navne på plakaten. Særligt for marts måned kan jeg se to af mine personlige favoritter pryde programmet: Hiphop-bandet Monti 8. marts og techno-duoen Farveblind den 22. marts. Begge navne har jeg været så heldig at opleve flere gange, og hver eneste gang har været en energi-eksplosion uden lige. Både Farveblinds elektroniske sæt med verdens nok tungeste bas, og Montis hurtige beats og skarpe rap skal have en anbefaling herfra. Hvis du ikke kender de to navne endnu, så snyd ikke dig selv for muligheden, inden deres koncerter lige pludselig sælger som varmt brød og på minuttet. (Line Mortensen)

CPH:DOX er lig med unikke koncertoplevelser

Det bliver et næsten royalt besøg af det ypperste inden for techno-hoffet, når GAS slår et smut forbi ALICE 23. marts med sit nyeste album, Rausch og dertilhørende visuals. Bag GAS finder man Wolfgang Voight, der er en af medstifterne bag det ikoniske pladeselskab Kompakt, der siden 90’erne har udgivet nogle af de mest ikoniske plader fra den tyske techno- og house-scene. Som GAS skaber Voight drømmende lydunivers, hvor loopende strygere smeltes sammen med minimal techno og masser af ambience. Udover GAS kan man også opleve Yuri, der for et år siden udgav kassettebåndsalbummet Diamene Janushoved. (Morten Bruhn)

Datarock? I 2019? Seriøst?” Det er helt på sin plads, hvis du tænker sådan om den joggingdragt-bærende electro/disco-duo fra Norge og deres koncert 31. marts på Hotel Cecil i København. Gruppen har netop udgivet en ep med den indadskuende(!?) titel A Fool At Forty Is A Fool Indeed. Men det er ikke fordi, Datarock ser ud til at have bevæget sig langt væk fra sit ikoniske og 14 år gamle debutalbum, Datarock Datarock, thi presseteksten for den nye ep er én stor reference til 2005-albummet. Hvad Datarock har bedrevet siden debutalbummet – hvis tekster om Computer Camp Love og I Used To Dance With My Daddy har sat sig på hjernen i sådan en grad, at jeg midt om natten kan fremtone enhver linje fra disse sange, hvis jeg blev truet til det – er jeg ikke sikker på. Men skulle man have lyst til et walk down memory lane, og har man endnu ikke fået nok af at synge med på teksterne Sex me up / And I’ll sex you down eller Let’s take a nightflight to Uranus, så venter der en fuldfed audiovisuel oplevelse med både musikvideo-screening og Datarock-koncert på CPH:DOX-sidstedagen 31. marts. (Morten Bruhn)

Vandglad Chicago-rapper og filmglad house-duo

Det er ikke tilfældigt, at The Blaze var en af de højest placerede på Regnskys liste over bedste koncerter i 2018. De to franskmænd har deres helt eget melodiske og stemningsfulde take på house-musikken og skiller sig også ud ved at lave musikvideoer, der er så flotte, at de burde ses i biografen. Der er desværre udsolgt på Vega den 17. marts, men har du mulighed for at komme med, så tag ind og blive ramt af en af de største koncertmæssige helhedsoplevelser, du kan finde for tiden. Hvis ikke, så rammer Mick Jenkins København og er klar til at smide sin sprøde stemme og lækre flow ud til publikum sammen med en velproduceret og jazzet lydside. Jenkins har det også med, at opfordre folk til at drikke rigeligt med vand. Det er ikke til at sige hvorfor, men det er nok en god idé at gøre, for der er stor chance for, at Pumpehuset kommer til at koge den 6. marts. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Himmelrum og Kogekunst har Danmarks bedste opskrift på en himmelsk koger

Entréskilt på ALICE <3. Foto: Laura Fromm

Med gennemsyret postrock og pisset pop-poesi på menuen dækkede ALICE i lørdags fint op til Himmelrum og Kogekunst, som var en del af programmet på Vinter Jazz. En kulinarisk kulmination, der skulle vise sig at være forbløffende godt stegt – og som solgte ud på det lille spillested.

Himmelrum var de første, der med deres lange hår, orientalske smykker og lakerede gule negle indtog scenen. Bandet består af fire venner, som krydsede klinger på Aurehøj Gymnasium i 2014. Siden har de udgivet to instrumentale albums, hvoraf den sidste, Free Camping Romania, som blev udgivet fra Honeyland Records sidste år, var i højsædet på ALICE. Pladen er resultatet af et roadtrip ned gennem Østeuropa, hvor der blev jammet på gader, i skove og på strande, og hvor omgivelsernes tilfældige lyde har fået frit lejde.

På ALICE kunne de fire unge flippere let gå for at være trådt direkte ud af en tidsmaskine med Woodstock Festivalen i den anden ende. Dog var 70’ernes fredsfyldte kærlighedsmusik erstattet med ambient krautrock og fusionsjazzede udskejelser. Med en almægtig trompet som det bærende led, bragende rytmer fra den oprejste trommeslager og bidende toner fra de to guitarister, skabte Himmelrum en storslået luftopstigning, der for en kort stund krængede sjælen ud af kroppen og tilbage igen – i hvert fald for mit vedkommende. En følelse, der kan være svær at beskrive, da den på samme tid er smuk og kaotisk, men som måske kan fornemmes på det 21 minutter-lange nummer Fårehyrde, der fylder halvdelen af den nye skæring – ja, faktisk hele B-siden, hvis man er typen, der foretrækker at høre sin musik på vinyl. Nummeret starter i en repetitiv og opbyggelig motorik, der bliver afbrudt af en støjende sammensmeltning af tunge guitarskyer, tiltagende trommehvirvler og kakofonisk trompet, der rev publikum gennem et heftigt uvejr på ALICE.

Kvartetten skabte dystopiske himmelstrøg, der var meget langt fra Philadelphia-reklamer med yndefulde engle, der svæver rundt på hvide skyer og spiser flødeost. Badet i en atmosfærisk lilla tåge startede bandet en nedtælling til dommedag, der med mystik og kosmiske rumlyde, skabte dragende associationer til Nicolas Jaars sideprojekt, Darkside – specielt på titelnummeret Free Camping Romania.

Dog var hele koncerten ikke dyster og melankolsk; lysere, transcenderende numre som Brian og Symphisodon fik også plads, og mindede om de fire sidste numre på Mobys legendariske Play.

Som et overraskende element havde de fire venner medbragt et analogt lysshow fra den danske lyskunstner Fabriksejer, som projekterede eksperimentelle live-optagelser fra koncerten op på bagtæppet med grafiske effekter indover. Det skabte en unik og syret oplevelse af at være til fremvisning af en psykedelisk artfilm og samtidig til koncert.

Trompethymner fra Himmelrum og Fabriksejers lysshow. Foto: Laura Fromm

Himmelrums lydbillede var helstøbt, og den instrumentale musik kunne sagtens bære sig selv. Skal der sættes en finger på noget, kunne vokalerne (som heller ikke er med på pladerne) godt være udeladt. Det blev desværre lidt for pløret og rablende, og musikken tabte noget af tråden i larmen. Jeg savnede reallydende fra de østeuropæiske campingpladser, og så kunne der godt være skruet en anelse op for lyden – skud ud til dig, lydmand! Ellers var koncerten en kuriøs oplevelse i topklasse, og jeg takker for den personlige hilsen på pladen.

Skæv signatur fra Himmelrum. Foto: Laura Fromm

Selvom oplevelsen med Himmelrum kunne have været en yderst fyldestgørende oplevelse i sig selv, var vi, som trompetisten Carlo Janusz Becker gjorde publikum opmærksom på, ”kun halvvejs” igennem aftenen. Efter trommeslagerens håndsoprækning og et ”skål” i en cult shaker blev grydeskeen kastet videre til Kogekunst.

Den aalborgensiske duo bestående af Simon Mariegaard og Oskar Krusell satte for alvor gang i dansefesten og heftige håndsoprækninger med excentrisk pop-poesi og børnehavehits. De to ærkejyske kogehoveder udsendte sidste år det fængende og facetterede album SEXEDE fra pladeselskabet Marathon Media International. Albummet med den tillokkende titel er som en improviseret simreret, der er blevet krydret med så mange forskellige genrer, at den er svær at definere – Og så er den nok også umulig at kokkerere, hvis man ikke hedder Simon og Oscar, har en skrue løs og kommer fra ålleren.

Simon fra Kogekunst synger salen op. Foto: Laura Fromm

Da Kogekunst åbnede låget til madpakken, steg en vulgær vellugt i vejret, som forvandlede ALICE til en støjende, smuk og sjov legeplads, hvor plastikskovlen var byttet ud med el-spade og resten af sandkassens legetøj med synthesizer, trommer og bas. Duoen demonstrerede solide sangskriverevner, der med medrivende og følsomme bekendelsessange emmede af genkendelige hverdagssituationer – men også af sjofelheder og plat poesi.

Med lyse, kraftige krøller og mikrofonen dirrende i hånden stirrede Oscar iført wifebeater og et lille smil på læben ud mod publikum gennem kronisk kogeren øjne, som om han havde afsløret summen af hele salens dårskaber. Sammen med Simon kunne de godt minde om en gakket udgave af Simon and Garfunkel, og jeg måtte flere gange sætte spørgsmålstegn ved, om jeg var til komedie eller koncert. Det gik hurtigt op for mig, at netop kombinationen af disse to elementer var det, der gjorde aftenen til en rar og bizar oplevelse.

Nogle kender måske Kogekunst fra hittet Kan ikke vente til i morgen med den yderst syrede og gennemførte Walter og Trofast-agtige stopmotion-video, hvor modellervoksformer uden formler og en mager ståltrådsmand jammer løs i et fiktivt øvelokale. Der er lidt ’prol eller art’ over nummeret, og ud fra den ophedede stemning efter dets udførsel, må jeg klart hælde til det sidste. På hittet strakte vokalen sig fra det dybe og dovne til en klar og skinger falset, der gjorde det vanskeligt at vurdere, hvad der egentlig blev sunget. Ligeledes var det svært at bedømme fordelingen af seriøsitet og ironi gennem hele lyduniverset, men det kunne også være det samme, da resultaterne var sindssygt catchy og charmerende – og i fredags var det fandeme svært at vente til i morgen!

Jeg må indrømme, at jeg var oprigtigt rørt under introen til en sød og genkendelig vuggevise, hvor Oscar indledende synger ”hun kan ikke sove”. Jeg må også indrømme, at jeg ikke havde set det komme, at det faktisk virkede temmelig fedt, da sjæleren blev punkteret af primitive gloser om pik og åbne huller. Det virkede råt og realistisk og formåede at holde sig inden for de poetiske rammer uden at blive alt for SUSPEKT.

Lyduniverset mindede om en fusion af First Flush og Mikael Simpson – bare i en noget mere udskejende form; specielt på nummeret med det buldrende trip-hop-beat Saltvand Pt. 1, hvor teksten ”det er saltvand, der drypper på mit hår” udgør omkvædet. Nummeret blev senere samlet op på Saltvand Pt. 2, akkompagneret af en vrængende guitarsolo, hvor Oscar holdt om instrumentet, som var det en maskinpistol lavet til masseødelæggelse. Væbnet med spaden hoppede han ned fra scenen,og pløkkede publikum med skramlende krautrock-patroner.

Alt i alt var koncerten den perfekte afslutning på en aften med instrumentalrock og elektronisk avantgarde i gryden. Jeg blev intuitivt revet med på de formeksperimenterende bekendelsessange, hvor lydstyrken spillede hele vejen igennem.

Begge bands skabte et intimt og nærværende rum af den slags, man sommetider kan være heldig at opleve med nichebands, der umiddelbart ikke har vakt flertallets bevågenhed. De var begge fuldt ud til stede, og udtrykte en ærlig og oprigtig glæde ved at skrue op for blusset og varme stemningen op til en himmelsk koger.

Himmelrum og Kogekunst er helt sikkert navne, man kommer til at høre mere til, og jeg kan ikke vente med at se, hvad de to originaler har på menuen næste gang. Jeg sender skoldhede anbefalinger (også til de to udgivelser nedenfor), og håber ikke, at jeg derved prikker hul på nicheboblen.

Himmelrum – Free Camping Romania og Kogekunst – SEXEDE. Foto: Laura Fromm

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Journey.indie blev en opvisning i genrens diversitet

Foto: Matias Flensborg

Indiegenren kan hurtigt blive stemplet som noget relativt ensartet. Det kan godt være, det er noget, jeg selv tænker, fordi jeg ikke altid hører så meget, der passer på den betegnelse, men Journey.indie beviste i den grad, hvor forskellig lyden af indie kan være, da Schultz & Forever, Communions og Homeshake lod guitarene tale på Pumpehuset onsdag den 20. februar.

Størst var kontrasten mellem danske Communions og canadiske Homeshake. For Communions er i høj grad dét, jeg kender som den klassiske indie. Der er godt gang i både guitar, bas og trommer, uden at det på noget tidspunkt kammer over og nærmer sig metal. Forsangerens stemme er tight under hele koncerten – ikke fordi den spænder vidt i toneleje og form. Den sidder bare, hvor den skal og flankerer de hyppige strengelyde, der dominerer numrene. Snak med publikum er der ikke noget af. I stedet kommer bandet ind på scenen og fyrer den af i omkring 40 minutter. Alt i alt ikke så meget bullshit – bare klassisk, velspillet indierock.

Foto: Matias Flensborg

At beskrive Homeshake som indie er en cirka lige så nøjagtigt beskrivelse af bandets lyd som at beskrive en vin som værende rød. Peter Sagar, der er tidligere guitarist for Mac DeMarco, er manden bag Homeshake. Med sig har han blandt andet en vocoder, som han insisterer på at snakke igennem, når han taler til publikum. Det får hurtigt smilebåndene frem, når han med musestemme beder folk om ikke at råbe af ham. Det virker måske en anelse fjollet at snakke til folk på den måde. Det virker til gengæld meget kraftfuldt, når han på nogle numre peaker skifter til vocoderen, der får intensiteten i nummeret til at sprænge skalaen.

Han har også et tre mand stort og sindssygt skarpt band med. Især bassisten er i hopla og brillerer blandt andet ved at starte et nummer med en fremragende slap bass. Skiftevis er det bas, keys eller guitaren, der i hypnotisernde stil kan få publikum til at forsvinde helt ind i sig selv. Jeg tog eksempelvis mig selv i at tænke over noget så underordnet, som hvor populær beanien egentlig er blevet (halvdelen af bandet, bartenderne og Regnskys udsendte var iført beanie). Men selvom man kan tage sig selv i at være et helt andet sted, er det en styrke, at musikken er bygget sådan op, for med sig har numrene de mest elegante skift, så man pludselig ryger tilbage fra sin egen verden og er endnu mere til stede, end man var før.

Homeshake gav mig lyst til at danse og huje, men hvis Homeshake på Pumpehuset den 20. februar var et album, så ville jeg også smække det på en søndag formiddag på sofaen med tæmmermænd.

Foto: Matias Flensborg

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Octavian og Slowthai reddede JOURNEY fest.

Octavian rapper inden en moshpit. Foto: Johannes Bruun Andersen

De to unge britiske rappere Slowthai og Octavian viste lørdag aften deres høje klasse til JOURNEY fest.s afslutningsbal i Den Grå Hal. De måtte kæmpe med et publikum, der bar præg af at have været en hel aften på Christiania. Pusher Streets funklende lamper havde givetvis lokket en del gæster til sig under de, mildt sagt, knap så heldige koncerter fra Bob Moses og Health. De to nordamerikanske bands var som taget ud af stock photos, du finder, hvis du googler henholdsvis pop rock og metal. Skuffende tandløst udtryk og de var da også genstande for utallige jokes blandt de fremmødte.

Bob Moses spillede desværre ordinær rock denne aften. Foto: Johannes Bruun Andersen

Heldigvis var en stor del af publikum blevet i den kølige hal til aftenens sene lækkerbiskner. Scenen sydede efter at være blevet varmet grundigt op af den britiske upcoming rapper, Flexlikekev, og Slowthai startede med at hælde en kæmpe dunk musikalsk benzin på bålet. Sammen med sin elefanthue-klædte DJ/Hypeman fyrede han den fuldstændigt af med sin intense punkede hiphop. Jeg må indrømme, jeg blev lidt intimideret, da han skreg ’KODAK MOMENT POLAROID PICTURE SHAKE IT YEAH YEAH YEAH’ ind i fjæset på mig med fuldt udspilede pupiller.

Slowthai har en punket og ekstremt direkte attitude, der manglede lidt modspil fra publikum. Rapperen åbnede flere gange op for moshpits, og deltog selv flittigt i dem. Men det var som om gnisten aldrig rigtig blev tændt, på trods af tunge sange som ’Doorman’, ’Drug Dealer’ og ’T N Biscuits’. Jeg tror Slowthai fungerer bedre på et lidt mindre spillested med lavere til loftet, hvor kondensen kan drive ned ad væggene og den aggressive stemning er mere klaustrofobisk, end tilfældet var i Den Grå Hal.

Slowthai sender salver ud mod publikum. Foto: Johannes Bruun Andersen

Så var det blevet tid til den koncert, jeg har glædet mig mest til i dette år; Octavian. Det var tydeligt at mærke, at han spiller i en anden liga end aftenens andre artister. Fra et gennemført stærkt visuelt sceneshow til de knivskarpe shuffle-agtige dansetrin, så sad det hele lige i skabet. Jeg synes ofte, at rap-koncerter handler om at se giraffen og høre ham forsøge at holde trit med et backing track. Octavian havde kun et par ad-libs, men ellers rappede han fuldstændig live og lå stramt på beatet.

Det der adskiller Octavian fra andre fremstormende rappere er hans alsidighed. Han kan gå op og ned i tempo, og springer ubesværet rundt i forskellige genrer, så man aldrig kan gætte, hvad der kommer i næste sang eller vers. Han croonede sjælefuldt på ’Move Faster’ og var helt rå på ’Bet’. Koncerten var endnu en bekræftelse på, at der ikke er nogen begrænsninger for, hvor stor han kan blive, for han har hele pakken. Hvis man var så uheldig at gå glip af briten, kan man heldigvis få rådet bod på det, når han spiller på sommerens Roskilde Festival.

Octavian indhyllet i galaksefarver. Foto: Johannes Bruun Andersen

Tidligere på aftenen viste norske Varnrable og Erika de Casier spændende smagsprøver på talent, der skal blive spændende at følge fremover. De Casier indtog scenen blot med en trommeslager og sin naturlige charme, og delte soleklart ud af sine tågede og mystiske popsange.

Erika de Casier under sin koncert. Foto: Johannes Bruun Andersen

Mystik var der også rigelig af da rockens Young Thug, Yves Tumor spillede. Efter at have smidt fotograferne væk fra fotograven, gav han stort set hele sin koncert på hegnet foran publikum. Hans unikke genreblandinger er svære at sætte ord på, så jeg vil anbefale at høre hans, efter min mening, bedste nummer ’Noid’. Det blev også leveret ekstremt stærkt, og det er mig en gåde, hvordan en næsten to-meter-høj mand kan vogue så nænsomt, mens han brøler sine tekster ud.

Alt i alt var JOURNEY fest. i Den Grå Hal en pose blandede bolsjer. De navne jeg havde glædet mig mest til leverede 100%, men de positive overraskelser udeblev desværre. Måske havde det gavnet at lægge arrangementet i en lidt mindre venue, der havde givet plads til mere nærvær og intensitet mellem publikum og kunstnerne. Men det var også fedt at kunne skeje ud på forreste række som kæmpe uk-fanboy.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ólafur Arnalds indhyllede Koncertsalen i en islandsk og hypnotisk sweater

Hvad får man, når man blander nordatlantisk naturmusik med ny computerteknologi og Koncerthusets 360 graders amfiscene? … En tidsløs aften fyldt med magisk melankoli og meditative melodier.

I onsdags åbnede den islandske multiinstrumentalist Ólafur Arnalds sin europaturné i DRs Koncertsal med sit fjerde studiealbum Re:member, som er en hyldest til vulkanøens natur.

Det særlige ved Ólafur Arnalds lyd er, at han mixer klassisk og elektronisk musik, hvor strygere og klaver sammenflettes med ambiente loops og grænsesøgende beats. Den 31-årige kunstner har før gæstet Danmark, bare ikke i så fine omgivelser. Tidligere på året optrådte han på hjemmebane til en totalt udsolgt Sonar Festival og senere også i Royal Albert Hall. Nogle vil måske genkende hans musik fra den britiske TV-serie Broadchurch, andre fra hans kærkomne bidrag til Late Night Tales, eller hans eksperimenterende technoprojekt i samarbejde med Janus Rasmussen: Kiasmos, som er kendt for nummeret Looped. Jeg kender ham fra hans samarbejde med Nils Frahm og dobbelt-udgivelsen Collaborative Works, som er en smuk og tidsløs genistreg af improviserede melodier. Hvis Haruki Murakamis litterære værker skulle reduceres til et album, ville det være det her. Ligesom Murakami blander Ólafur Arnalds nemlig drømme og virkelighed. Med forventningen til hans smukke lyd, og måden denne udfolder sig på, er vi fælles om at være alene med de dybe og personlige følelser, som musikken fremkalder. Netop dét gør den speciel.

Til min store lykke arbejder jeg i Koncerthusets restaurant, og jeg har sjældent glædet mig så meget til at slippe tallerkenerne og nyde den ultimative fyraftens frynsegode. Jeg træder ind i salen akkurat som det islandske multitalent kommer til syne iført en hvid t-shirt, der matcher farven på hans hår. Arnalds fortæller i en gebrokken blanding af islandsk og ‘danglish’, at vi nu skal ”hyggæh os”. Han afslører et ydmygt smil, mens publikum ler. Han virker som en rar og jordnær type.

Med sig har han tre violinister, en cellist og en trommeslager/perkussionist, som alle er placeret i forskellige vinkler for at imødekomme salens breddegrader. Scenens epicenter er et keyboard-arrangement; det er herfra, Arnalds indledende spørger aftenens gæster: ”Can you sing?”, hvorefter hele salen messer ”aaaaaaaaaaaah” i et nonneagtigt kor. Med stor elegance looper han koret ind i det følgende nummer, og skaber et inkluderende og nærværende rum.

Det er også fra epicenteret, at de robotstyrede instrumenter får deres lyd. To flygler er placeret forskudt af hinanden, og det ene spiller via algoritmer fra de lydbilleder, Arnalds udsender fra det andet. Det autostyrrede flygel trækker associationer til introen i Westworld, hvor kunstige skeletfingre spiller på flyglets tangenter. Dog har Arnalds’ flygel slet ingen fører. Det ser uhyggeligt og spøgelsesagtigt ud, når tangerne presses ned uden menneskelig berøring. Samtidig er det også et indlevende og komisk syn, da der foran er placeret en klaverstol til Arnalds “hemmelige ven” – som dog spiller upåklageligt smukt; særligt i remførelsen af intro- og titelnummeret Re:member. Både titlen og musikvideoen kaster et eksistentialistisk lys over, at vi alle skal huske hvem vi er, hvad vi gør, og hvad der betyder noget for os.

Koncerten er en blanding af organiske, dagdrømmende harmonier og storladne transcenderende ballader, hvor både gamle og nye numre får plads i salen. Det islandske multitalent taber ikke tråden på noget tidspunkt under den knap to timer lange performance, og publikum sidder tryllebundet og ser på, mens Arnalds skifter fra keyboard til klaver. Endda går han ud af salen for at give sin violinist fuld opmærksomhed under en solo, der næsten skaber en stående applaus halvvejs inde i koncerten. Arnalds fortæller en anekdote om inspirationen til nummeret Nyepi, der kommer fra en nytårsdag, han fejrede på en ø i Indonesien – en nytårsaften, der skilte sig markant ud fra Vestens støjende raketfester. I Indonesien fejrer man nemlig nytår i marts, og i stedet for at forurene luften med batterier og bilos, holder man “Nyepi”, som betyder ”Day of Silence”. Regeringen slukker for internettet og folk lukker sig inde uden at tale sammen. Formålet er at kigge indad og opnå selvrefleksion. Samtidig giver man naturen en pause fra alt det ”shit”, vi mennesker udsætter den for. Efter anekdoten tænker jeg, at Ólafur Arnalds er typen, man gerne vil rejse jorden rundt med og måske gøre en forskel.

Noget af det, der gør koncerten helt særlig er sammenspillet af sanserne, hvor lyden varierer mellem stille melankoli og storslåede beats, mens synet bliver tilfredsstillet af skiftende lys og mørke. På et tidspunkt begynder et smalt lysglimt at cirkulere rundt på gulvet omkring Arnalds og strygerne, som en lille klode i et kosmisk kredsløb. Derudover er der placeret en masse projektører på scenen, som danner ceremonielle lyssøjler fra gulv til loft. Foruden søjlerne projekteres funklende lys op på salens forskudte balkoner. Det ligner stjerner, og lyseffekterne skaber tilsammen et højloftet himmelrum.

Forventningerne til koncerten i onsdags var skyhøje, og de blev alle overgået af Ólafurs svævende, islandsk tåge, der tog mig med på en rejse væk fra hverdagens travle trummerum. Det eneste minus var lyden af publikums plastikbægre, der væltede under de intime sjælenumre.

Det var med stående applaus og kolossale klapsalver, at Ólafur Arnalds takkede af.  Koncertens helhedsindtryk og tidsinterval var perfekt, og jeg følte mig renset og nulstillet, da jeg cyklede hjem gennem nattens stille rum. Jeg har ikke været vidne til ”Day of Silence”, men til en transcenderende tankestrøm i en nordisk, storladen skønhed – og jeg kan KUN anbefale at opleve ham live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.