Atmosphere erobrede med rutine, hjerte og syfillys-jokes

Foto: Dan Monick

“Oh, i just forgot my jacket”, siger frontmand Slug, da han går ind på scenen igen. “Y’all have to leave, they gotta sweep the floors in here”, fortsætter han. Der er dog ikke rigtig nogen, der er i tvivl om, at Atmosphere er gået på scenen igen for at spille ekstranumre. Især ikke en fan, der står på anden række, og som skynder sig at ønske et nummer. Slug er ikke overbevist. Først prøver han at forklare, at det giver mening, at han spiller det, som han selv har valgt ud. Bagefter siger han, at det kan være, han ikke kan huske teksten til nummeret. Til sidst giver han sig.

“Is that possible?”, spørger han Ant, der er den producerende halvdel af Atmosphere. Uden noget klart svar, går han i gang a capella, og leverer et helt vers tilsyneladende fejlfrit. “Of course i know the lyrics.”, når han lige at sige, inden Ant blæser musikken ud af højtalerne, lyset intensiveres og Slug napper resten af nummeret, i hvad der må siges at være aftenens mest overbevisende øjeblik under lørdagens koncert.

Et par stærke tracks mere, hvor Dem Atlas og The Lioness, der også var aftenens support sammen med DJ Keezy, hjælper til på scenen, og aftenens koncert, slutter lige så stærkt, som den startede.

Allerede i løbet af aftenens andet nummer kan man mærke det. Den der energi, der kommer fra scenen, som sender energi tilbage igen. Man ved, det bliver en god aften. En god aften i selskab, med en hiphop-gruppe, der leverer tekster med indhold og nogle gange i en opfindsom og historiefortællende stil. En gruppe der leverer klassiske beats og skarpe rim og som efterhånden har ni albums på bagen. Debutalbummet er fra 1997, og nogle af de mest ikonsiske som ‘GodLovesUgly’ og ‘When Life Gives You Lemon, You Paint That Shit Gold’ er fra 2002 og 2008. Derfor er det også en gruppe, med rutine, der står på scenen, og det kan man mærke. Lige så vel, som Slug bemærker, at publikum ikke er helt ungt længere. “I see a lot of fucking old people in here.”, siger han og fortsætter: “I’m surprised there was enough daycare to acommadate y’all.”

Den jokende stil fortsætter hele aftenen. Selvom han er på, når musikken kører, og spytter det ene komplicerede vers efter det andet, så er han helt jordnær, når han snakker i mellem. Selv en joke om syfillis er der plads til. Jeg forstod den aldrig helt selv, da jeg havde travlt med at prøve at forstå, om han rent faktisk sagde ordet syfillis. Men det gjorde han, for kort efter spørger han publikum ved håndsoprækning, hvor mange der har haft syfillis, inden han indrømmer, at han selv har haft sygdommen to gange, men at han rigtig godt kunne lide de øjeblikke, hvor han fik blev smittet med sygdommen. Og så starter han ellers på et nyt, tight, oldschool nummer. Den rytme kører egentlig gennem hele koncerten, og det virker. Selv da koncerten er slut, vil publikum have mere, og der blev der også plads til både dance- og freestyle battles foran Koncerthusets døre, på trods af, at store dele af publikum har nogle år på bagen og små dele af publikum åbenbart har haft syfillis.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Okay Kaya – Intim debutkoncert med norsk nattergal

Køen på Enghavevej summer i forårsskumringen og strækker sig fra krydset ved Pasha Kebab til Ideal Bar. Rækken af håbefulde koncertgængere er så lang, at man skulle tro, at det er Lille Vega, aftenens kunstner gæster, men køen fortsætter og ender på hjørnet ved det lille gadeplansspillested. Koncertgængerne er kommet for at opleve Kaya Wilkins, der i 2015 brød igennem som musiker med singlen Damn Gravity med King Krule og Sampha-samarbejdspartneren Rodiadh McDonald bag produktionen. Kaya Wilkins går under kunstnernavnet Okay Kaya, og det er hendes første danske (udsolgte!) optræden.

Den unge nordmand har lavet hudløst ærlig indie-pop siden 2014, hvor hun først begyndte at udgive musik på Soundcloud, og sideløbende arbejdede som model i New York for mærker som Calvin Klein og Balenciaga. – En karriere der giver god mening, da Kaya træder frem på scenen med sine fyldige læber, høje kindben og brune dådyrøjne, der vidner om et yndefuldt ydre. Kaya er iført sorte Air Force sneaks, mørke jeans og en t-shirt med teksten ”MADE IN SPACE”. En ”dritkul” påklædning, der går i ét med spillestedets uformelle facon.

På scenegulvet ligger en lille seddel skrevet med blokbogstaver, som får et smil frem på mine læber. – Selvom spillelisten er kort, afslører den, at sættet består af syv solide sange fra debutalbummet Both, der udkom sidste år samt en lille surprise i bunden. Jeg kender ikke det sidste nummer STILL THE ONE, der senere viser sig at være et covernummer af Shania Twain.

Kaya gør sin entré som en membran på grænsen mellem stilhed og en let støjende skælven. Hun griber teksten på t-shirten, og indleder med at sige, at hun er ”spaced out” over at stå i det lilla rampelys foran de 200 mennesker, der kigger forventningsfuldt op på hende. Foruden en flaske vand, en drink og en brun Gibson SG er der intet andet. Ingen backing tracks eller perkussion. Intet smart og artsy lys-lir.

Nordmanden emmer af forsigtighed og nervøsitet i den halv time, hun står på scenen. Selvom hendes stemmeregister er mindst lige så smukt som på pladen, fremstår hun flere gange som en undskyldning for sig selv. Hun ender stort set alle numre med tøven, små smil og skæve grimasser, hvilket er ærgerligt, for hun gør det virkelig godt. – Samtidig er det også en del af charmen; særligt hvis man kender baggrunden for debutpladen, der kredser om personlige temaer som psykisk sygdom, alkoholmisbrug og sex.

Koncerten er indbegrebet af intim, og den spartanske scene passer perfekt til set-up’et. Hvis man er typen, der bedst kan lide, at numrene minder om dem på pladen, ville man nok tænke: ”Okay… Kaya, det her kan du sgu gøre bedre!” – Men vil man have den samme lyd som i øre-bøfferne, kan jeg egentlig ikke se det store formål i at gå til koncert…

På nummeret Dance Like U taber Kaya tråden, men bliver hurtigt samlet op af publikum, der kender teksten og i kor synger med  på det intime omkvæd ”Do you dance like you fuck? Do you dance like you make love?” Et par herretrusser flyver da også op på scenen og bliver svunget rundt som en lasso af Kaya, der for et øjeblik glemmer alt om tøven og forsigtighed.

Der er applaus efter hvert endt nummer, og Kaya har en fin egenskab til at skabe kontakt med sit publikum. Jeg er vild med hendes ærlighed og dialog. Man kan mærke, at hun er et menneske, og trods undskyldningerne og den lidt dirrende guitar overbeviser hun publikum med sin silkebløde harmoniske stemme, der både mestrer de lyse og de dybe vokaler.

Okay Kaya var klart bedst på modersmål på det længselsfulde nummer La Meg, der lyder som en blid vuggevise, og får de nostalgiske klokker til at ringe for alle SKAM-fans.

Ideal Bar var i lørdags en sjælelig nudiststrand og den nøgne koncertoplevelse går direkte i gemmebogen. Jeg savnede dog det jazzede og lavmælte cover af Chers Believe og storhittet Habital Love, som på stående fod har 1.310.432 afspilninger på Spotify. Desværre var der ingen ekstra numre, men publikum fik da Shania Twain i stedet for Cher. Habital Love ville til Kayas forsvar også kræve mere rytmisk assistance end en enkelt guitar.

Heldigvis er Okay Kaya en af de mest håbefulde skud på indie-stammen lige nu, så lur mig om muligheden for at høre et af numrene live, og muligvis flere nye, ikke opstår igen?

Indtil da vil jeg anbefale at tjekke debutalbummet ud og holde godt øje med, hvornår den norske nattergal spreder sine vinger, og igen lander i Danmark. Det bliver nok ved siden af i en af Ideal Bars ældre søskende.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Maribou State spiller bare bedre en sommerdag på Apollo

Maribou State i Pumpehuset – Foto: Laura Fromm

Der er noget storslået, kraftfuldt og overbevisende over britiske Maribou States hårdtslående dancemusik. Måden de blander keyboards og mixerpulte med guitar, tung bas og (conga)trommer. Noget der torsdag aften fik mig til at bestige Pumpehusets stejle trapper med tårnhøje forventninger. Forventninger, der til min store skuffelse blev knust i lidt for mange letkøbte backing tracks, klapsalver på kommando og et skødesløst snakkende og snavende publikum.

En let summen brummer gennem luften og blander sig med noter af røget græs. 600 mennesker er mødt op i Kransalen for at opleve de britiske legekammerater Maribou State på deres første liveoptræden i København. Koncerten har for længst meldt udsolgt, og dette kan skyldes tre ting:

For det første blander elektro-kvartetten traditionel housemusik med håndspillede instrumenter og skaber en eksotisk palme-vibe, der er den perfekte akkompagnatør til forårets komme.

For det andet udsendte de sidste efterår albummet Kingdoms in Colour der med en sværmende opbyggelig rytmik, elektronisk genklang og bastunge lyde overgår debutalbummet Portraits, som også er en yderst elegant og stemningsfuld skæring.

For det tredje gæstede de Roskilde Festival sidste sommer og fyrede op for Apollo med musikalsk magi akkompagneret af solens varme stråler og Orange Feeling-eufori. Jeg husker koncerten som værende en altopslugende oplevelse, og det er blandt andet derfor, at mine forventninger svæver med skyerne inden koncerten.

Desværre klasker mine forventninger mod gulvet i samme stil som regndråberne fra sidste uges bibelske uvejr. I denne anmeldelse må jeg desværre bytte Regnskys slogan ”Danmarks sødeste musikblog” ud med ”Danmarks ærligste-” eller ”ærgerligste musikblog” ….

Maribou State virker mekaniske og fraværende fra de træder ind på scenen, til de forlader den. Sætningen: ”Copenhagen, how are you. Thanks for coming down” virker ligeså falsk som de mange backing tracks, der dominerer størstedelen af repertoiret på aftenens spilleliste. Det eneste autentiske ved bandets éntre er, at den korte intro-speak bliver givet ved en tyk britisk accent.

Den lette summen fra publikum forvandler sig under koncerten til en decideret snak, og min sidemand har tilsyneladende travlere med at snave kæresten i gulvet og lave sigøjnerfagter med armene end at Være.her.nu. Den manglende koncentration blandt publikum kan både skyldes, at der er blevet taget lidt for meget coke, eller at Maribou State simpelthen ikke henvender sig til sit publikum.

Trommeslageren befinder sig under hele koncerterne i et sjæleløst hjørne af scenen. Han sidder isoleret med høreværn og koncentrerer sig om at holde rytmen til de mange backing tracks. Det er tåkrummende, da bandets medlemmer hele fem gange appellerer til, at publikum skal klappe med på deres pre-optagede synthesizer rytmik, og at Maribou State nærmest formår at hylde sig selv mere end publikums ’klap på kommando’-bidrag.

Til gengæld opvejer den britiske sangerinde Holly Walker den tamme stemning med sine lyse vokaler og smil, der vidner om, at hun har lyst til at stå på scenen. Hendes stemme minder mig om en ung Christina Aguilera, der både mestrer de mørke og de lyse toner med en gennemført sprød røst. Jeg bliver nostalgisk og tænker tilbage på dengang, hvor der ikke var andet til efter skole, end at sidde tryllebundet foran flimmerkassen og se Boogie Listen – back in the 90’es.

Holly Walkers smil smitter både publikum og resten af bandet. Hun er aftenens bærende led og en vokalistens dronning, der får publikum til at synge med på hittet Nervous Tics.

Det er som at åbne en kølig øl, tage en slurk og få den revet ud af hånden igen, da Holly forlader scenen efter et par numre, og bandet igen er overladt til sig selv og deres backing tracks. Vokalerne virker tamme og åndsløse uden Holly – især efter hun lige har demonstreret, hvordan man rammer toner til perfektion og skaber kemi i luften. Jeg forstår ikke helt, hvorfor Maribou State overhovedet kører backing tracks på vokalerne. Det hele bliver lidt for ensformigt, og til trods for en elektronisk jazz-jam mod enden kunne jeg næsten have sat pladen på derhjemme og fået det samme ud af det – og så helt uden pakken af klap på kommando, sigøjnerhænder og sidemandens konstante knævren.

Heldigvis kommer Holly tilbage på scenen hele tre gange, og det er også her, jublen er størst, og klapsalverne er ægte. Efter en god times performance erklærer Maribou State, at de spiller det sidste nummer, og det er her, jeg får forløst, hvad jeg er kommet for. Den majestatiske opbyggelighed i intronummeret på det nye album Beginners Luck, hvor tung bas svæver med bløde guitarriffs og Hollys sjælsomme stemme. Selvom violinerne ikke er med på scenen, virker det som en smuk sammensmeltning, hvor syntetiske og organiske ballader møder hinanden.

Bandet forlader scenen uden at takke af, og der opstår en akavet og uklar stemning af, om det var det for i aften, eller om der er mere på programmet. Dog går Maribou State på scenen igen efter fem langvarige minutter og smider et tungt techno-tæppe henover hovederne på publikum. De afslutter aftenen med det inciterende og dynamiske nummer Turnmills. Et glimrende valg – og nummeret fungerer da også langt bedre live end på pladen.

Desværre er det ikke helt nok til at overdøve skuffelsen. Jeg forlader Pumpehuset efter ti minutters asen og massen på de snævre gange for at få udleveret min jakke – sammen med de 600 andre, der er på samme mission. Jeg kan ikke lade være med at føle mig som en muggen pessimist, der er blevet for gammel til backing tracks og folk der snakker under koncerter og springer over i køen til garderoben.

I det mindste kan jeg glæde mig over, at musikken lyder godt på pladen, og at Maribou State har fået dollars ind på kontoen til forhåbentligt at lave en fin opfølger på Kingdoms in Colour. Jeg skal i hvert fald høre “Kongeriger i farver”, når jeg spiller kongespil i Fælledparken over sommeren. Til gengæld er jeg næppe at finde blandt publikum, hvis briterne spiller på en af de danske festivaler.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

The Blaze tvang publikum til at danse med hinanden

En kæmpestor firkantet UFO er landet på scenen søndag aften i Store Vega. På gulvet og balkonen vrimler det med mennesker, der er kommet for at se fænomenet. Med ét slukkes lyset i salen, og The Blaze byder velkommen med nummeret ’Prelude’. Publikums øjne retter sig mod rumskibet på scenen, hvor aftenens første film projekteres op på kubens hvide vægge.

Måske er folk bare betagede af de forbløffende smukke videoer, der ledsager house-musikken, men de virker en anelse forvirrede over, hvordan de skal reagere, og med god grund. De to franske Alric-fætre, der udgør The Blaze, står nemlig ikke til frit skue, men holder sig skjult bag videoerne. I et interview med Spotify, siger de, at de gerne vil have publikum til at forstå, at deres musik og videoer er uadskillelige, og kuben er deres redskab til at indprente konceptet hos deres festglade publikum. Efter to numre glider dørene til UFOen op og afslører de to franskmænd stå og synge og spille midt på scenen. Nu kan publikum endelig rigtigt få udløst deres energi, og der lyder et vaskeægte jubelbrøl op mod de to aliens.

Når jeg sammenligner The Blaze med rumvæsner, er det fordi de på mange måder distancerer sig fra deres publikum. For det første er de trukket tilbage på scenen og starter koncerten uden at være synlige. For det andet står de to mænd i stærkt modlys under hele koncerten, så man kun kan se deres silhuetter. For det tredje er vokalen i The Blazes musik anonymiseret ved at blive pitchet ned, så det lyder som en sløret stemme i en krimi-udsendelse. Lyt bare til ‘Heaven’:

Man skulle tro, at The Blazes dehumanisering burde gøre musikken kold, maskinel og koncerten umulig at relatere til, men resultatet er det diametralt modsatte. Netop fordi kunstnernes personer ikke fylder meget, tvinger det publikum til at være nærværende, og musikken får sin sjæl fra de mennesker, der hører den og danser til den. De sætter høje krav til gæsterne, og de skal komme hinanden ved, før det fungerer. – Og det gør det. Stor cadeau til alle, der var med til at skabe den stemning søndag aften.

’The Blaze’ står for at skabe stemninger, der støttes af den visuelle del af showet. Lys og lyd teleporterer os til Algeriet eller Paris, og man kan nærmest dufte, hvordan de varme himmelstrøg suser ind igennem salen på Vesterbro. Det var rent ud sagt lige, hvad jeg havde brug for, og absolut den bedste koncert jeg har oplevet i år. Heldigvis har du muligheden for snart at høre dem (igen), når de spiller på Northside Festival til sommer.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Publikum blev ved med at danse, selvom koncerten var slut

Foto: Rasmus B. S. Hansen

R’n’B-klassikere og poppet hip-hop brager ud af Store Vegas lækre højtalere. Publikum, ser ikke ud som om, de kommer til at stoppe med at danse før en eller anden hiver stikket. Der er forskel på dans, men det her, er af den slags, hvor brede smil er lige så dominerende som svingende hofter. Hvis en almindelig aften på diskotek var bare tilnærmelsesvist, som de første 15 minutter efter NAO’s koncert onsdag den 13. marts, så ville jeg begynde at slæbe min 28-årige krop på klub igen.

Nårh ja, så der er jo også selve koncerten, som nok er en af grundende til, at der var så god stemning, da musikken kom på efterfølgende. NAO laver en form for poppet electro-soul, hvor selv de stille numre har et elektronisk klimaks eller en dansevenlig vibe. På de forskellige numre, kan man høre, at hun har en smuk og teknisk stærkt sangstemme. Men bare ét minut inde i koncerten, finder man ud af, at hendes stemmeregister er endnu højere, end man kan høre gennem hørebøfferne.

Før koncertens start begynder der pludselig at komme en smule tumult bag mig. En manden kommer farende fremad, mens han lyser på folk med en lommelygte. Dårlig stil, når jeg lige at tænke, før det går op for mig, at han har aftenens hovedperson med sig, som kort efter stiller sig op på en lille kasse midt i salen og starter koncerten med nummeret ‘Another Lifetime’. Et nummer, hvor hun synger i toner, der er absurd høje. I øjeblikket tænker jeg: “det er da umuligt at komme helt derop”, men der er selvfølgelig også folk, der har besteget Mount Everest.

Foto: Rasmus B. S. Hansen

Den naturlige faldgrube, når man har en stemme som NAO’s, er, at det hurtigt kan blive for fokuseret på selve stemmen, og i stedet for at man ser en koncert, ser man en en form for sangteknisk show-off. Det er ikke tilfældet på Vega, hvor numre i højt tempo og adskillige ørehængende hits gør, at fokus er forskelligt. Blandt andet ‘Complicated’ og ‘Firefly’, der er blevet til i samarbejde med Mura Masa, bidrager til, at man bliver beskudt fra flere vinkler.

Samtidig kan det også være en udfordring at have et meget elektronisk bagkatalog og et nyt album, der er mere analogt. Men i sær trommeslagerens elegante skift fra drumpad til klassiske trommer gør, at koncerten rammer et godt sted midt i mellem dubstep og indie. Alt i alt er NAO og bandet gode til, at ramme det gyldne punkt i midten. En koncert der hverken er for stillestående eller for fokuseret på sangerindens dans, for stille eller for larmende, eller for følelsesladet eller kold. Og så har hun i den grad publikum med sig. Klappen mellem numrene er åbenbart ikke nok, og mange tyer til trampen i gulvet og hujen, der får NAO til at rødme og vise en mere menneskelig side, end den hun viser, når kommer op i bjerg-høje toner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.