Waves Vienna: Årets bedste koncertoplevelse og fem skjulte skatte fra den europæiske musikscene

Surma, Waves Vienna
Fotograf: Hugo Domingues

I festivalweekenden – det vil sige torsdag-lørdag – var jeg af sted på Waves Vienna; en festival med cirka 15.000 besøgende som alt for få herhjemme formentlig er bevidste om eksistensen af. Festivalen kan bedst beskrives som den østrigske pendant til aarhusianske SPOT Festival, norske By:larm eller hollandske Eurosonic. Det er med andre ord en festival for vækstlaget; dog med den væsentlige forskel fra fx SPOT Festival, at Waves Vienna i høj grad også sætter fokus på andre lande end hjemlandet.

I år havde Waves Vienna to fokuslande: Portugal og Slovakiet. Det bar konferenceprogrammet præg af, mens også musikprogrammet i høj grad blev tegnet af artister fra de to lande med nogle enkelte markante afstikkere til de øvrige europæiske lande – dem kommer jeg tilbage til.

Waves Vienna finder hovedsageligt sted i en bygning med det noget funky navn ‘Das WUK’, som er en forkortelse for ‘Werkstätten- und Kulturhaus’ – eller på nydansk: ‘Workshop- og kulturhus’. Das WUK er uden tvivl et af de mest fantastiske ‘venues’, jeg nogensinde har befundet mig i. Forestil dig en blanding mellem en gammel østtysk fabriksbygning og en klassisk 70’er skolebygning – en af scenerne hed sågar ‘Aula’ (hvilket er nok til at gøre mig helt sentimental), mens min yndlingsscene lød navnet ‘Projektraum’ – ‘Projektrum’.

Men nok om de fysiske rammer. De kan være nok så fede, men hvis ikke indholdet matcher indpakningen, kan det hele være ligemeget. Indholdet var heldigvis ganske forrygende, og jeg blev gang på gang overrasket over, hvor mange skjulte skatte, der ligger gemt i lande, som for mig er fuldstændig uudforsket territorium. Lande som Østrig, Slovakiet, Portugal, Tjekkiet, Ungarn og Kroatien – tilsat et par artister fra mere velkendte musiklande som England og Norge og så et enkelt amerikansk band, der fremstod som lidt af en kuriøsitet på denne meget europæiske festival.

Årets bedste koncertoplevelse
Min ubestridt bedste koncertoplevelse kom fredag aften, hvor portugisiske Surma gav koncert i den føromtalte Aula. Det skulle hurtigt vise sig, at Aula var den scene, hvor man festivalen igennem kunne finde de mest intense, alternative koncertoplevelser, og der var Surma ingen undtagelse. Jeg havde på forhånd enorme forventninger til den lille, androgyne 23-årige kvinde, som de fleste med kendskab til festivalens program havde udråbt som ‘Portugals Björk’. Min sunde danske skepsis havde fået mig til at tvivle en del på den påstand, da jeg hørte den første gang, men hver eneste gang, jeg spurgte en af portugiserne om, hvad jeg skulle høre, var svaret altid det samme: Surma. Så der stod jeg så; i den alt for varme aula, klar til koncert med noget så modsætningsfyldt som en portugisisk udgave af den islandske legende – med en solid mængde tilsatte Sigur Ros-vibes skulle det vise sig. Og hold nu op, hvor var jeg blæst væk fra absolut første sekund!

Surmas tilstedeværelse på scenen var af en anden verden. Musikaliteten nærmest strømmede ud af hende, mens hun med hele kroppen som instrument skabte en koncertoplevelse, der kun kan beskrives som perfekt. Musikken er lag-på-lag atmosfærisk elektronisk musik, hvor kvinden med det borgerlige navn Débora Umbelino snarere end at skrive sange skaber et rum af vellyd, der lige så meget er en stemning og en følelse.

Jeg oplever ofte til ambiente elektroniske koncerter, at de kan opleves udynamiske og monotone, men det var aldrig tilfældet i selskab med Surma. Overraskelserne stod i kø, og Surma charmerede hver og en blandt publikum med sine små gavtyve-smil, hver eneste gang hun trykkede på en ny knap. Som et barn, der havde gjort noget lidt frækt og udmærket var klar over det. At hun så også fik sneget et helt eminent cover af Agnes Obels “Just So” ind undervejs, løftede blot koncerten yderligere – og gjorde mig lidt danskerstolt. Og nej, nedenstående optagelse fra for et par uger siden yder på ingen måde oplevelsen retfærdighed, men altså…

Surma er ubetinget en artist, alle bør hæfte sig ved. Det beviste hun så sent som i Austin under SxSW tidligere på året, hvor NPR udvalgte hende som en af årets største opdagelser. Det kan jeg kun erklære mig enig i.

Fem skjulte skatte fra Waves Vienna
Surma var heldigvis langt fra den eneste, der imponerede i løbet af de tre koncertdage i solrige Wien, så her kommer fem andre kontinentaleuropæiske skatte, du bør kende:

1) Den slovakiske kvartet Papyllon var det første band, jeg havde fornøjelsen af at opleve på Waves Vienna. De sørgede i den grad for en fornem start på festivalen ved den intim koncert, jeg var så heldig at bevæge mig hen til. Koncerten var en del af en slovakisk reception, som foruden musik bød på shots i store mængder og ustyrligt meget kage – med andre ord fik jeg et godt førstehåndsindtryk af landet. Papyllon selv laver på mange måder klassisk rockmusik, men de har en uudgrundelig inderlighed, der løfter deres musik op over det banale, og gør deres musikalske univers interessant at være en del af.

Næste skridt: Tjek Papyllons selvbetitlede debutalbum ‘Papyllon’ fra 2017 ud!

2) Tjekkiske teepee var den uden sammenligning mest behagelige koncert på festivalen. Her er der tale om et band, der bare kan sit kram. Teepee, som består af duoen Tereza Lavickova og Miroslav ‘Mason’ Patocka, er garant for en musikalsk velsmagende cocktail bestående af drømmepop og indiefolk, der gør dem til et både velkendt, trygt og unikt bekendtskab. Jeg har skamlyttet deres debutalbum, siden jeg kom hjem, og det er stadig et rart soundtrack til min morgencykeltur!

Næste skridt: Lyt til teepees debutalbum ‘Albatross’ fra 2016!

3) Danskklingende Hån er aliaset for den 22-årige italiener Giulia Fontana. Hun er det seneste bevis på, at synthpoppen bestemt også er kommet til Italien i sin reneste og mest pulserende form. Undervejs i koncerten jokede hun i sin præsentation af nummeret “Hands” med, at hun nu ville spille sit eneste ikke-ulykkelige nummer. Denne mærkbart ægte ungdommelige smerte og melankoli er ubetinget Håns helt store styrke. Hendes musik kommer direkte fra hjertet, og det mærkes i den næsten ubærlige inderlighed, med hvilken hun krænger sit hjerte ud. Hun skal stadig arbejde lidt med at finde den rette balance, for hendes uerfarenhed skinnede igennem et par gange i koncerten, hvor tonerne blev ramt lidt rigeligt skævt. Men potentialet er enormt, hvilket man tydeligt kan høre på hendes debut-EP, der blandt andet indeholder den eminente single “The Children“.

Næste skridt: Tjek hendes EP ‘The Children’ fra december 2017 ud!

4) Festivalens mest farverige og interessante indslag stod Wien-bandet Kids N Cats for. De fire medlemmer i bandet har formået at skabe fransk/engelsk-sproget elektropop, som man aldrig har hørt det før. Det er på samme tid både artsy, vildt og helt vildt catchy. Nå ja, og så er det ubetinget feministisk uden at kamme over – de formår at finde den umulige balance mellem sødme og provokation. Frontkvinden Jeanne Drach er en karakter, der som en personificeret musikvideo formår konstant at fastholde opmærksomheden hos tilhørerne, hvilket er en præstation i sig selv på en showcase-festival som Waves Vienna, hvor de fleste hurtigt er videre til den næste af fem simultane koncerter. Og så bliver jeg lige nødt til at knytte en kommentar til deres debutalbum “11 Tracks“, der udkom tidligere i år. Albummet er blevet til på en verdensomrejse, hvor det energiske band har opsøgt lokale musikere i de lande, de har besøgt, og indspillet sange med dem. Derfor har alle numrene fået titler som Japan, Swaziland og Brazil, hvilket, som du nok havde gættet, repræsenterer de lande, sangene er indspillet i. Det giver et meget eklektisk album, der ligesom liveudgaven fastholder lytterens opmærksomhed gennem alle 11 numre.

Næste skridt: Lyt til hele ’11 Tracks’ – det vil du ikke fortryde!

5) Det østrigske band Like Elephants stod for Waves Viennas mest velbesøgte koncert, da de optrådte på Deezer Next Stage, som til daglig vist nok bare er et aflangt klasselokale. Bandet fra Grieskirchen i det nordlige Østrig laver drømmende indiepop med tydelige referencer til new wave og post punk – med en snert shoegaze. Mens jeg kunne tale i en evighed om Kids N Cats, har jeg ikke behov for at knytte særligt mange ord til Like Elephants. Det er simpelt, det er gennemført, og det fungerer vanvittigt godt, hvis man kan lide bands som Wild Nothings, Real Estate og deres åndsbrødre.

Næste skridt: Giv et lyt til deres nyeste album ‘Kaleidoscope’, der udkom tidligere på året!

Afrundning
Det var alt fra denne omgang af Waves Vienna – en festival som jeg bestemt forventer at vende tilbage til. Festivalen er i øvrigt en del af et europæisk netværk af showcase festivaler, der hvert år udvælger en række fokustalenter. Det er i år blevet til et playliste, som måske kan give dig ny inspiration. Tjek den ud herunder, når du er færdig med mine fem (seks) anbefalinger:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

De syv bedste koncerter fra Reeperbahn – Tysklands svar på Spot og by:Larm

Reeperbahn Festival (Foto: Roberto Kai Hegeler)

Reeperbahn Festival er Tysklands svar på SPOT, by:Larm, SXSW og Great Escape; festivaler, som udover et hav af koncerter med hovedsageligt upcoming bands har et omfattende konference- og netværksprogram. Efter at have besøgt SXSW fik festivalens grundlægger Alexander Schultz den idé, at der også skulle holdes en lignende festival i Hamburg, og således blev Reeperbahn født. Det er i år trettende gang, at festivalen afholdes, og der er over årene blevet føjet flere og flere ting til programmet, der nu – foruden et hav af musik – rummer kunsttiltag, filmvisninger og en lang række tech-fokuserede oplæg – sådan som man også finder det på SXSW, men selvfølgelig i meget mindre skala.

Det er anden gang, at jeg er på Reeperbahn, og i løbet af de fire dage, festivalen varede, blev det til et hav af koncerter, talks og events. Jeg vil spare jer for den slaviske opremsning af bands og i stedet give jer mine syv favoritkoncerter – værsågod:

Hope

I 2016 lancerede Reeperbahn sin egen talentpris, Anchor Award, og blandt de otte nominerede i år kunne man finde Berlin-bandet Hope, som jeg fangede på den lille bar Sommersalon på festivalens første dag. Hopes musik er både dyster, pulserende og hårdtslående, og forsangeren Christine balancerede perfekt på den flydende linje mellem det skrøbelige og det nærmest maniske. Sommersalon var fyldt til randen, og musikken, der bankede ud af de åbne vinduesfacader bag scenen, tiltrak mange nysgerrige ører ude på gaden. Hope vandt ikke Anchor-prisen på trods af, at flere jurymedlemmer (blandt andet Sky Edwards fra Morcheeba og stjerneproduceren Linda Perry) fremhævede dem i løbet af awardshow’et, som fandt sted lørdag aften – men det skulle undre mig meget, hvis vi alligevel ikke kommer til at høre mere fra dem.

Jungle

Det tog et godt stykke tid, før britiske Jungle gik op for mig. Jeg kan godt huske at være gået forbi Avalon-scenen på Roskilde for nogle år siden og tænkt, at det var en virkelig svedig lyd, der kom derinde fra, men jeg var på vej til noget andet og stoppede ikke rigtig op. Det var faktisk først, da jeg fangede dem på Falls Festival i Vestaustralien i januar i år, at jeg blev mindet om dem. Jeg er stadig ikke helt fanget af pladerne, men live sætter det syv mand store band og deres yderst dansable neo-soul altså gang i en fest. Udover at det nærmest var umuligt at stå stille, så er der noget dragende og virkelig smittende ved den spilleglæde og kemi, der er mellem de to frontmænd, Tom MacFarland og Joshue Lloyd-Watson, og deres nærmest flirtende kontakt med publikum. Så, ja, jeg var godt og grundigt glad i låget, da jeg gik fra spillestedet Docks onsdag nat.

Carey

Carey er et nyt navn for mig på trods af, at han har flere album bag sig, og, nårh ja, så spiller han trommer i Bon Iver. Det var da også det faktum, der fik mig til at gå til hans koncert torsdag aften – altså Bon Iver-forbindelsen. Jeg tænkte, at det ikke jo ikke kunne være helt ved siden af. Og det var det heller ikke. Fra balkonen på det smukke jazz-spillested Mojo Club lod jeg mig i knapt en time tryllebinde af den beskedne amerikaners ambiente univers, som næsten selvfølgeligt bringer tankerne hen på særligt det tidlige Bon Iver, men også navne som Sufjan Stevens og Fleet Foxes. En helt igennem lækker afslutning på festivalens andendag.

Tempesst

Der var propfyldt, da jeg ankom til det underjordiske spillested Bahnhof Pauli fredag aften, og jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle droppe at mase mig ind i det aflange lokale. Heldigvis blev jeg hængende. Kernen i det fem mand høje band Tempesst udgøres af brødrene Toma og Andy Banjanin, som egentlig er fra Australien, men nu er bosat i London, og de laver indie-rock med psykedeliske tendenser. Jeg kendte ikke rigtig musikken på forhånd, men det var svært ikke at rocke med, og efterhånden fik jeg også arbejdet mig så langt frem, at jeg også kunne se scenen – momentvis i hvert fald. Det var ikke en koncert, som blæste mig bagover, men jeg var rigtig godt underholdt, og den har gjort mig nysgerrig på bandet.

Dizzy

Hvis du ikke allerede har fået ørerne op for canadiske Dizzy, så kan det kun gå for langsomt. Bandet består af brødrene Charlie, Alex og Mackenzie Spencer samt Katie Munshaw, som står for den fine vokal, og de er nok det band, som jeg var allermest ærgerlig over at gå glip af på Great Escape Festival i engelske Brighton i maj. De har siden udgivet det virkelig lækre debutalbum ’Baby Teeth’, og mine forventninger til bandet er bestemt ikke blevet mindre siden da. Heldigvis blev jeg heller ikke skuffet, da de gik på scenen på Nochspeicher fredag aften. Det eneste, der var galt med koncerten, var, at den ikke var længere – 40 minutter er simpelthen alt for kort tid i Dizzys drømmende elektropop-univers.

 Parcels

Jeg opdagede dette band, da jeg var på Reeperbahn første gang for to år siden. De fem unge australiere, som er bosat i Berlin, var nomineret til føromtalte Anchor Award, og jeg blev med det samme fanget af deres legende funk-univers. Og der er altså sket meget, siden jeg så dem på en propfyldt Molotow-bar, hvor der er plads til ca. 150 personer, til nu, hvor de spillede for fuldt hus på ikoniske Große Freiheit 36, der har en kapacitet på 2.000. Kvintetten lagde ud med en af mine favoritter, nemlig det super funkede track ’Hideout’, og jeg kunne simpelthen ikke holde op med at smile – og danse. Daft Punk har produceret nummeret ’Overnight’, og i de lange instrumentaler undervejs i koncerten var det tydeligt, at kvintetten er store fans af den franske duo. Bandets debutalbum kommer på gaden i midten af oktober, og jeg kan godt bekymre mig for, om lyden kommer til at blive lidt for ensformig på plade – men live fungerer det altså.

Christof van der Ven

En af mine sidste koncerter på årets Reeperbahn blev med hollandske Christof van der Ven (som også er del af Bear’s Dens liveband). Singer-songwriteren spillede et akustisk set på Hamburger Schulmuseum lørdag aften, og det var en af den slags koncerter, hvor man virkelig føler, at man kommer tæt på en artist. Vi var nok omkring 60 mennesker, måske lidt flere, i lokalet, hvoraf størstedelen sad ned på de bonede trægulve, og stemningen var afslappet, men også meget respektfuld – der var musestille under numrene. Christofs ’jeg tuner lige min guitar’-smalltalk blev leveret med en lidt akavet charme, som flere gange fyldte rummet med latter, og det var blot med til at lette stemningen yderligere. Alt i alt bare en rigtig fin koncert i et lidt anderledes format.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg elsker sgu UHØRT-festival

Moon Mountain med matchende frisurer

Mavefornemmelsen efter en UHØRT festival er altid god, synes jeg. Man er fyldt op af ny
musik og føler sig helt inspireret. Når man sådan lige kigger på UHØRT, så frygter man måske
risikoen for, at man skal på festival og høre en masse amatørbands, der knap nok kan ramme
en tone, men virkeligheden er anderledes. UHØRT’s bookings er topprofessionelle, og selvom
der kan være enkelte svipsere, så er bundniveauet utroligt højt på UHØRT. Det gør UHØRT til
en allround god oplevelse, hvor man virkelig kan få udforsket den danske undergrund. Hvis
man er til den slags, er der nok ikke noget bedre sted at gøre det.

Årets overraskelse er delt mellem den dygtige Guldimund og Moon Mountain. Begge koncerter
slog benene væk under mig på hver deres måde. Jeg havde troet, at Guldimund ville være
noget stille indie, men han formåede med et stort band at spille en utroligt festlig koncert på
Gårdscenen. Til det har han et ret stærkt bagkatalog, som sagtens kunne have båret en større
scene, hvis han var mere kendt – men det tror jeg bare, er et spørgsmål om tid. Det var helt
suverænt ind til mindste detalje, og han har fået sig en ny fan.

Moon Mountain var et af de bands, der var forholdsvist ukendte, men jeg havde alligevel
foreslået at høre dem i min optaktsartikel. Gloriepudsning <3. Det var en fantastisk dreamy seance vi var vidner
til, og mange af dem jeg talte med, mente bestemt, at de var blandt årets højdepunkter. Hvor
de har gemt sig væk så længe, ved jeg ikke, men jeg er glad for, at de nu endelig er kommet
frem til overfladen og viser sig, fordi Moon Mountain er utroligt dygtige og har en masse
potentiale.

De to koncerter var samtidig de to bedste, jeg så på UHØRT18.

En anden god ting ved UHØRT er, at der er ret så mange genrer repræsenteret. Det inkluderer
metal, hip hop og EDM. Engang imellem er det godt og sundt at få udfordret sine fordomme,
specielt hvis man er sådan en selvfed indieelskende anmeldertype som mig. Derfor fandt jeg mig bl.a. til
Tyrees Tyr og Boye & Sigvart-koncerterne. Og selvom det langt fra er min smag, så kan jeg
sagtens forstå den appel, det har, og jeg kan helt vildt godt sætte mig ind i, hvad det er, det
kan. Engang imellem har man bare brug for at holde en fest. Specielt Tyrees Tyr vil jeg gerne
tale lidt mere om. Jeg så med det samme en stærk kontrast til Balthasar, der spillede fredag. Hvor
Balthasar er den her absurd dygtige, men meget indadvendte, rimsmed og teknisk overlegne
rapper, så var Tyrees Tyr en selvtillidsfyldt energibombe af en anden verden. Det var to
forskellige tilgange til hip hop/rap, og det var fascinerende at se, hvor bred den genre faktisk
er. Desuden så var det ægte UHØRT, da Tyrees’ DJ kommer ind og siger: “Nej nej, det er altså ikke mig, der er Tyrees”. Så er man fandme undergrund. Det er nok ikke noget, jeg nogensinde ville sætte på anlægget derhjemme, men jeg var betaget af hans performance alligevel.

UHØRT, du bliver ved med at give mig gode oplevelser, og jeg kan mærke en udvikling fra
sidste år. Det var høj kvalitet hele vejen igennem. Bl.a. var Royal-øllen fra sidste år skiftet ud
med Tuborg. Det får man altså thumbs up for. Rammerne er de samme, men de passer også
helt perfekt til den slags festival, som UHØRT er.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Våd lørdag på HAVEN: Kraftwerk løftede endelig festivalen til nye højder

Som Peter var inde på i går, så er det svært at lokalisere HAVEN’s placering i det danske festivalslandskab. Her efter andetåret for Claus Meyer og co’s hyggeprojekt, er jeg ikke blevet klogere. Det var en mindre udgave end sidste år, men pladsen føltes alligevel langt fra fyldt. Rygter om svingende billetsalg blev kun forstærket af fremmødet, som til tider føltes ikke eksisterende. Det er selvfølgelig også en måde at bekæmpe toilet- og madkøer og broproblemet fra sidste år, men det syntes ikke overlagt.

Lørdagsprogrammet var dog utroligt stærkt i år. Fire ud af mine fem anbefalinger til HAVEN spillede i går, så jeg havde set frem til nogle gode musikalske oplevelser i venners lag. Min ven Victor havde glædet sig mest til Einstürzende Neubaten, så vi tog derud omkring klokken halv 5. Da jeg mødte ham efter koncerten, var han dog rasende. Han kunne fortælle mig, at de var nødt til at stoppe koncerten 25 minutter før, pga. regn. Det undrede ham, at man kunne afholde sådan en festival med en hovedscene, der kun fungerer i strålende og vindstille solskinsvejr. Og det har han da en pointe i. Niels Frahm jokede også med, at nu ville han forsøge ikke at få stød under sin koncert. Sidste år gled Matt Berninger også på scenen. Det virker en kende uprofessionelt, at det er med livet som indsats, hvis man skal optræde på HAVEN i regnvejr. Se hvor sur han er:

Nå, men udover det, så synes jeg, i går var en god musikdag. Jeg lagde ud med at se Unknown Mortal Orchestra.

Foto: Magnus Hyltoft

De er et spøjst band. Det er anden gang, jeg ser dem live, og jeg vil så gerne være blown away, men det formår de bare ikke. Til gengæld lavede Ruban Nielson et fedt stunt, hvor han tog sin guitar i hånden og løb fra scenen ned bag ved publikum, mens han spillede videre. Alle i publikum stod og forsøgte at spotte den 160 cm høje newzealænder. Måske er han ikke kun 160, men han er i hvert fald en lille mand, og det var sjovt at mærke den komplette forvirring blandt publikum. “Hvor blev han af?” stod der printet i ansigtet på alle sammen.

Det var en fin koncert omend lidt jævn. Jeg vil så gerne have, de er det lidt ekstra, fordi jeg elsker deres musik, men det har de ikke formået at gøre for mig endnu. Min kære ven Victor var stadig mavesur over Einstürzende Neubaten, og det affødte den fabelagtige kommentar: Unknown Mortal Orchestra er jo bare Urban Outfitters som band.

Fra newzealandsk neo-psych fandt jeg over til Moses Sumney, der jo simpelthen bare er gåsehudsfremkaldende dygtig. Han er godt på vej mod et gennembrud, og der var ret pakket foran HAVENS lille “værket”-scene. Han var vittig, og han var på og nærværende, og han sang som en fucking engel. Det var lige, hvad jeg havde håbet på.

Foto: Lydlös

Haven 2018 føltes som en festival, der manglede et klimaks. I forhold til at det er en festival, der gerne vil udfordre lidt og skabe nye oplevelser, så har koncerterne væres ret jævne. Fine, men jeg manglede virkelig at se noget nyt. Jeg manglede en oplevelse, som jeg kunne tage med derfra og huske tilbage på. Sådan havde jeg det også sidste år. Heldigvis havde de gemt det bedste til sidst, og Kraftwerk var klimakset, jeg ville have. Inden der havde jeg overvejet at tage hjem. Tømmermandsramt, våd og forfrossen er en dårlig kombination. Vi fik dog lige mandet os op til at blive til det sidste.

Kender I det, når man fra den første tone kan mærke, hvordan koncerten bliver? Sådan var det med Kraftwerk. Fra aller første sekund vidste jeg bare, at vi nu skulle være vidne til noget episk. Og Ralf og drengene skuffede ikke. Det var den mest gennemførte og perfekte koncert, jeg har oplevet. Det var en totaltoplevelse med musik og en visuel side, som var minimalistisk som bandet selv, og det hele gik op i en højere enhed. Der blev kun ytret tre ord på scenen, og det var “Goodbye – Auf wiedersehen”, da Ralf som sidste mand gik af. Alt var toptunet og tysk, og det var virkelig noget, jeg ikke havde set før. Det er den koncert, jeg kommer til at huske tilbage på, når jeg tænker på HAVEN.

Foto: Morten Rygaard

Et spørgsmål jeg har stillet mig selv, er, bliver der HAVEN i 2019? Mit umiddelbare gæt er nej. Der har svirret rygter om billetsalget, og pladsen føltes konstant affolket. Det lignte ikke en overskudsforretning at holde HAVEN 2018, men jeg håber da, at det bare er rygter, og at de vender tilbage med flere store øjeblikke ala Kraftwerk. Det er meget rart med en ordentlig festival i baghaven, der præsenterer noget nyt. Men HAVEN er nok nødt til at arbejde mere med sin identitet og med, hvordan man tackler et regnvejr.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

HAVEN Festival: Nils Frahm fandt magien i regnen

Nils Frahm Haven Festival
Foto: Peter Kirkegaard

Himmel og HAVEN stod i et, da tyske Nils Frahm indtog Meadow-scenen lørdag aften på HAVEN Festival. Der var ellers lidt usikkerhed, om det ville komme til at ske, efter landsmændene i Einstürzende Neubauten havde afsluttet deres optræden tidligt af frygt for deres udstyrs velbefindende. Det bekymrede tilsyneladende ikke Nils Frahm, som allieret med en håndfuld håndklæder kastede sig ud i det perfekte soundtrack til styrtregnet, der har været flere måneder undervejs.

Og det var virkelig det perfekte soundtrack. De velkomponerede, buldrende rytmer matchede regnens hidsige trommen på den mest naturlige måde og skabte en nærmest hypnotisk oplevelse, hvor man først efter Nils Frahms sidste tryk på klaveret opdager, at man er drivvåd og kold. På en festival, hvor de store musikalske oplevelser i den grad har manglet, var Nils Frahm alt det, som de fleste andre ikke har været. Han var tilstedeværende, han var selvopofrende, og så var han knaldhamrende dygtig.

For mig er der noget helt særligt ved regnvejrskoncerter. Ligesom under Perfume Genius sidste år, som var Haven 2017’s ubestridt bedste koncert, var der under Nils Frahm-koncerten også en stemning af, at det var noget, vi gjorde sammen. At vi var den hårde kerne, som VIRKELIG gerne ville bakke op om og nyde en time i selskab med den tyske virtuos. Dét kan fandme noget, og det smitter af på artisten. Jeg tror aldrig, at jeg har været til en dårlig koncert i regnvejr. Jeg har til gengæld været til mange mindeværdige koncerter, og denne med Nils Frahm vil jeg også huske.

På en festival, der hylder de umage kunstnersamarbejder, er det endelig lykkedes at finde en konstellation, der holder: Nils Frahm X Den danske styrtregn.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *