Sekuoia var bedst ud af tre, da Frost Festival kulminerede

Sekuioa. Foto. Jens Wulff

Hvis ikke arrangørerne selv har opfanget, hvor morsomt det er, at Smerz og AV AV AV spiller samme aften, så vil jeg meget gerne lige påpege det. Okay, det er måske ikke HAHA morsomt, men det er i hvert fald ekstra-luft-ud-af-næsen sjovt. Frost Festival holdte i lørdags afslutningsfest på Stødpudelageret med Smerz, Sekuoia og AV AV AV på plakaten. Den fire timer lange koncert bød på elektronisk musik og flagspætte-repeterende stortrommer, og det var lige præcis, som det skulle være.

Frost Festival havde valgt Stødpudelageret på Carlsberg som venue, og jeg må sige, at stedet var fremragende valgt til lejligheden. Det var hverken for stort eller for småt, og akustikken var petervælteme i orden, hvilket jeg synes er imponerende for en gammel industribygning. Garderobeforholdene er dog en helt anden snak, og alle der var til stede den aften, vil nok ikke lige foreløbig glemme den time, man stod i kø i regnvejret for at kunne få lov til at lægge sin jakke. Det er dog svært at skyde skylden på arrangørerne, da det virkede som om, alle gæsterne ankom samtidig, og der derfor blot var tale om et uheldigt sammenfald.

SMERZ. Foto af: Jens Wulff

Aftenen startede ud med Smerz-pigerne, der vel nok, med rette, er nogle af de mest hypede og interessante kunstnere i Danmark lige for tiden. De kom med debut-EP’en “okey” i bagagen, og havde fået det mindst tilgivende slot i dagens tredelte koncert. Der manglede publikum, der stadig stod i kø, da Smerz gik på, og det kunne mærkes. Måske desværre også lidt på engagementet fra pigerne, der kom lige fra en koncert dagen før i London. Det tog lidt tid at varme op, men halvvejs gennem koncerten fik publikum omsider danseskoene på, og det løftede hele stemningen, da publikum og Smerz-pigerne endelig fandt hinanden. Det endte med ikke at blive et skuffet selskab. Jeg vil vove at påstå, at Smerz slår SKAM i forhold til kvaliteten af nutidig norsk eksport.

Mellem koncerterne vendte Simon Dokkedal og Shaq nogle plader på en computer, og jeg er dybt imponeret over deres evne til at holde folk i gang. Deres musikvalg svingede fra det tungeste trap til electro-klassikeren Hyph Mngo af Joy Orbison, som fik folk til at fastholde fokus på trods af tisse- og øltrang.

Sekuoia. Foto af: Jens Wulff

Det har aldrig været en hemmelighed, at vi på Regnsky er glade for Sekuoia. Det er heller ingen hemmelighed, at vi måske er lidt besatte af Sekuoia. Men er det virkelig ikke fair nok, når der bliver leveret så solid en optræden, som der gjorde i lørdags? Med på scenen var livemusikere i form af en trommeslager, en guitarist (ham fra Chinah, måske?) og en gæsteoptræden af Marc Roland fra Kentaur på nummeret “Brace”. Det gav en helt anden følelse af liveoptræden, end man er vant til fra elektroniske musikere. På trods af den rå elguitar kunne man godt være med, selvom man led af nikkelallergi (elguitar -> metalmusik… Følg nu med!), fordi tonerne var alt andet end rockede. Det gik op for mig, hvor dygtig Sekuioa faktisk er, da jeg blev suget ind i lyduniverset, der spænder så evigt bredt. Han kan også synge, og gør det selv på sine numre. How about that. Det var uden sammenligning aftenens højdepunkt, og jeg vil valfarte til Sekuoias koncerter fremover.

Der skal lyde en special hyldest til Kasper Dauberg og Jannik Jensen, der har stået for lysinstallationerne. Min tanke var, at der var valgt varme røde og blå farver som grundpillerne i setuppet, men jeg blev ved med at blive overrasket. Noget af lyset var så hårdt og insisterende, at man ikke kunne se, hvad der foregik på scenen, og jeg håber ved gud ikke, der var epileptikere til stede i lørdags. Fantastisk setup og som resten af Frost Festivalen var lyset et kunstværk i sig selv.

2/3 del af AV AV AV i form af DJ E.D.D.E.H. og Eloq. Foto: Jens Wulff

Jeg vil ikke knytte så mange ord til AV AV AV, fordi her blev min ædruelighed for alvor sat på prøve. Det er ikke min kop te, men jeg kan sagtens se det smarte i at sætte dem på til at lukke ballet. Det blev mere klub-stemning, end det var koncert, da Unkwon, Eloq og Dj Er Du Dum Eller Hvad fyrede op for deres triumvirat af DJ-pulte. Deres setup var så vildt, at der måtte sættes ekstra lys op, før de spillede. Det var et stroboskop-helvede, på den måde der er fantastisk, hvis man alligevel er i en alkoholinduceret trance, men hvor det mest af alt føles som lyskeglerne under et opdaget flugtforsøg fra en koncentrationslejr under holocaust, hvis man er ædru. Min egen oplevelse skal dog ikke overskygge det brag af en afslutning, det var.

Fremragende måde at spendere sin lørdag på. Alt i alt er jeg fan af Frost Festival, og den måde hvorpå vinteren i København ikke nødvendigvis behøver at være kedelig. Det er også ok godt klaret at booke The Orb til en omgang opgraderet vinterbadning en stivfrossen søndag i februar. Dejligt bidrag til det københavnske kulturliv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Eik Octobre

Det er fredag den 10. februar 2017, og jeg befinder mig på Nordatlantens Brygge til release-koncert af Eik Octobres nye EP “Lent”. De sidste par dage har den danske vinter vist sin ankomst med sne og frostgrader over byen, og hvad er så mere belejligt end at sætte sig ind i varmen og blive ledt med på en rejse i danske Eik Octobres melankolske univers.

Aftenen lagde ud med den unge færøske sangskriver Lea Kampmann som opvarmningsband. Med sin guitar og sine tre musikere præsenterede Lea en håndfuld perler i form af drømmende folkmusik med både færøske og engelske tekster. Her blev udvist et udtryk og et talent, som i sig selv kunne have udgjort et hovednavn, og hun var en sand musikalsk optur, som jeg helt bestemt tror, vi kommer til at høre mere til!

Efter Lea Kampmann indtog Eik Octobre scenen i form af den 25-årige komponist og musiker Emil Skovsgaard Christensen og hans strygerensemble fra EP’en. Vi har at gøre med instrumentalmusik, som udspiller sig fra Emils klaverkompositioner akkompagneret af strygerne i stemningsmættede klangfarvelader, der levende fører lytteren ud og hjem på en og samme tid. Emils musik lægger i høj grad op til fordybelse og eftertænksomhed. Det er uden ord, og alligevel er man med fra start til slut.

Eik Octobre – Why We Fight (Live in studio)

Why We Fight (Live in studio) har været ude i en uge, og tusind tak for den gode modtagelse! Vi glæder os til på fredag.Video af: Aske Salling, Oskar Andersson, Agnes Olander og Simon Thams.Lyd af: Lukas Rasmussen, Emil Thomsen, Elias Seidler.Prod.: Marcus Andreassen.Musik af Eik Octobre.

Opslået af Eik Octobre på 5. februar 2017

In a storm, One winter, why we fight og prelude er de fire numre vi finder på EP’en “Lent”, der er den første officielle udgivelse fra Eik Octobre. Emil er hjemme bag klaveret, og nøjsomt fører han sit publikum gennem de følsomme kompositioner i samskabelse med det særlige strygerensemble. Musikken er bevægende og vel doseret uden på noget tidspunkt at blive overprætentiøst, og lytteren inkluderes i de instrumentale kompositioner med træk fra filmmusikkens komponister som Dustin O’Halloran og Yann Tiersen.

Eik Octobres musik er levende, nærværende og melankolsk og passer perfekt som soundtracket til resten af din vintermåned (eller når tiden blot er til lidt eftertænksomhed). Så træk i din bedste groftstrikkede sweater, sæt et lys i vinduesskammen og kig ud på den frostklare himmel, imens du giver dig hen til Eik Octobres eventyrlige fortællinger, der starter, hvor ordene hører op.

EP’en Lent kommer ud på Spotify i løbet af de næste par dage, og indtil da kan du tjekke Eik Octobres musik ud på Soundcloud.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danmarks nye kongelige arena er officielt åben!

Foto: Royal Arena og 3XN

I går aftes fik jeg pludselig stukket en billet til Metallica i hånden af min far som fortrød i den 11. time. “Så skal du tage derind, min dreng, så er det næsten ligesom om, at jeg selv var der”. Metallica har altid været vores ting. Jeg kan huske, hvordan han lærte mig at synge “EXIT LIGHT – ENTER NIGHT” allerede inden, jeg mestrede det engelske sprog. Det var svært ikke at sige ja tak til billetten.

Jeg gider dog ikke skrive så meget om Metallica og deres koncert. Dog kan jeg lige oplyse om, at det var en prægtig oplevelse.

Det jeg også var vidne til i går, var selve Royal Arenas ilddåb som spillested, og det er faktisk det, jeg vil knytte nogle ord til.

Royal Arena er nu officielt åbnet af ingen ringere end Metallica, hvor Lars Ulrich personligt har ønsket at åbne den med fire koncerter.

Det er sgu også en flot arena. Arkitektonisk er der gjort noget ud af det, og den er ikke en øjebæ som Forum og lignende. Den er tegnet af tegnestuen 3xn, som også har tegnet Den Blå Planet og Bella Sky. De ved, hvad de laver. Den er delvist ejet af Københavns Kommune, der har skudt 325 millioner i projektet, og Realdania der har betalt det samme beløb. Jeg mindes, at baggrunden for at bygge den københavnske arena var, at der skulle kunne konkurreres med koncertstederne i Jylland, der tit og ofte tiltrak store navne.

Den første tanke der slog mig, da jeg kom ind i arenaen, var, har København virkelig brug for en opgraderet version af Forum, der består af 70% siddepladser. Fordi sådan er arenaen opbygget. Selve gulvet foran scenen var utroligt småt, og jeg stod måske 20 meter fra James Hetfield, selvom jeg først overvandt min angst for at være alene i et rum med mange mennesker, lige da koncerten startede.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at lyden ikke var helt i skabet. Dog virkede det som om, at der er potentiale i arenaen for, at den kan forbedres. Det var også første gang, de spillede, og taget det i betragning er det ok, at det hele ikke er lige i skabet. Akustikken virker til at være god og hovedsaligt bedre end andre steder, jeg har været.

Det med siddepladserne dog.. Altså, hvad fanden er pointen. Jeg kan forstå det til sportsbegivenheder eller den kommende koncert med Celine Dion, men det holder ikke til eksempelvis Metallica. Der er tre etager med siddepladser, og det virker altså som enormt spildt potentiale at fylde den nye arena med det. Dem der havde købt siddepladser rejste sig alligevel op, da Kirk Hammett slog de første toner an. Forskellen var bare, at de kun havde 20 cm at bevæge sig på, modsat dem på gulvet, hvor der faktisk var overraskende meget luft.

Det spørgsmål der står tilbage for mig, er, havde København virkelig brug for et koncertsted, hvor man næsten bliver tvunget til en siddeplads? Et koncertsted som er navngivet efter den århusianske Royal-øl, som alle københavnerne jo elsker?

Jeg står tilbage, og forstår ikke helt pointen. Det sidste søm i kisten er arenaens privatøkonomiruinerende (et ord jeg lige har fundet på til lejligheden) billetpriser. Hvis du vil have dig et chok, så tjek hvad en billet Aerosmith koster. Drake og The Weeknd ligger også i den tunge ende. Nik og Jay koster 400 kroner. Fire fucking hundrede kroner.

Det er en ny arena, og den skal sikkert betales af og så videre – men for fanden altså. Det bliver den jo ikke, hvis folk ikke har råd til at komme der.

Alt i alt en arena med en masse potentiale. Om det bliver forløst, vil tiden vise. Det er nyt, det er flot, og det er sgu også godt, når al galden er tilsidesat. Jeg er spændt på fremtiden for Royal Arena – prestigeprojekt eller ej.

Del og kommentér

  1. Jens says:

    Jeg giver dig ret i i din kritik af, at forholdet mellem siddepladser og ståpladser skal være i orden, hvis man har tænkt sig at drive sportshallen som multiarena – altså både til sport- og koncertformål. Og priserne virker også til at være fuldstændig ude af proportioner. Men at navngivningen, der forøvrigt er et selskab med hovesæde i Faxe og ikke Århus, er endt med at være “Royal Arena”, tror jeg er svær at gøre noget ved. Sponsorerede navne til arenaer og stadions er efterhånden en udbredte løsning, når projekter af sådanne størrelsesordener også økonomisk skal kunne bestå. Noget andet er det underligt kongeligtklingende navn sig selv. Fred være med det. Konkurrencen med Jyske Bank Boxen er helt sikkert også reel, men at byer som Stockholm, Hamborg, Malmø allerede i lang tid har haft en såkaldt superarena er måske et lige så stort nederlag for Københavns selvværd. Men som du også selv er inde på, så er der vigtigere ting, end at arenaen skal betales af, hvis man ikke engang har råd til at tage derind. Vi må håbe, at tingene løser sig henadvejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

COPENHAGEN PSYCH FEST 2016

Copenhagen Psych Fest billede

Copenhagen Psych Festival 2016 afsluttede sidste weekend med den hedeste syrefest og efterlod mig i en overstimuleret tilstand af alskens farveindtryk og støjfusioner, som stadig synes at vibrere i trommehinderne. På fire dage formåede festivalen at illustrere genrens brede spektrum gennem et alsidigt program, hvor nye såvel som gamle psych bands var repræsenteret.

The Soft Moon spillede onsdag aften på Spillestedet Loppen, og var de første, der virkelig blæste mig omkuld, eller nærmere beskrevet KNOCKED ME OUT! Lyden af The Soft Moon kan beskrives som et hårdtslående og aggressivt mix af industrial og club – genialt! Luis Vasquez er bandets hovedproducer, og sammen med hans to andre musikere blev der udvist et musikalsk niveau og engagement ud over det sædvanlige. Gennem beatsekvenser og ekstremt stimulerende kulminationer paralyserede de publikum og fik Loppen til at sitre i spænding.

Dagen efter var Loppen atter platform for lidt af en spektakulær oplevelse, da bandet Kaleidoscope, en af psych pionererne helt tilbage fra 60/70’erne, lagde vejen forbi. Det var imponerende at se, hvordan forsanger Peter Daltrey formåede at genskabe den saft og kraft, som bandet uden tvivl har besiddet, dengang de farverige psykedeliske lydbølger rullede ind over Europa. Med lukkede øjne ville man aldrig drømme om, at manden bag mikrofonen har 70 år bag sig. Tekst og musik var bibeholdt i 67′ stil med folkloriske kompositioner og et ideologisk tekstunivers. Trods disse referencer var der ingen aldring at spore i hverken samspil eller vokal.

Senere på aftenen skal jeg love for at der blev sprøjtet ungdommelige væsker gennem festivalens årer, da Århusianske Yung rystede Børneteatrets undergrund gevaldigt. Set i forhold til den 50 år ældre Peter Daltrey repræsenterer Yungs forsanger Mikkel Holm Silkjær  med sine blot 21 år en yngre del af årets Psych Fest. Det var et overordentligt ekspressivt, utålmodigt og insisterende skud energi som bandet diskede op med fredag nat. Silkjærs krængende vokal blandet med storladne guitar grooves og fremadfusende rytmer formåede virkelig at udtrykke en ungdommens angst, apati og rastløshed, som ikke kun eksisterer i 80’ernes postpunk, men manifesterer sig hos de fleste gennem de unge år. Yung er kort sagt ALT for meget på den HELT rigtige måde!

Dagen efter fik københavnertrioen Papir lov til at varme Den Grå Hal op. For undertegnede blev de stjerneeksemplet på psych åndens potentiale og styrke. Først og fremmest var niveauet for bandets musikalske evner ekstremt højt, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for de andre bands på dette års festival. Hos Papir var samspillet dog helt exceptionelt. I en blanding af semi-improvisationer, sekvenseringer og organiske strukturer tog bandet mig med på en instrumental rejse. Papir formår at drive dig fremad uden garanti for endemålet, men sikkert er det, at du enten må give slip og følge med eller stå helt af. At lade sig føre gennem det konstant foranderlige kræver dog en tillid og tiltro til bandets evner, som skabes gennem musikken. Gennem opbygninger med noter til både jazz, elektronisk, world og rock, konfronterer musikken dig med begreber som uforudsigelighed og uendelighed, termer vi har så svært ved at forstår og acceptere. Denne konfrontation kan lede til følelser som utålmodighed og angst, hvilket får de fleste til at stå af og vende om eller forsvinde i beruselse og distraktioner. Med Papir ved roret, var der dog ingen “tankefliksflakserier”, men i stedet tillid til at give fuldstændig slip. – Og nej, Papir gør hverken brug af magi eller pokémoner, de er bare forbandet dygtige musikere!

På sidstedagen af Copenhagen Psych Fest 2016 blev Fribytterdrømme det perfekte bud på dansefesten lørdag aften. Mange havde nok set frem til bandet Spids Nøgenhat (myself incl.) der var blevet lidt af en headliner. Fribytterdrømme serverede dog et show så overbevisende, at de i sig selv sagtens kunne stå som hovednavnet, og de er helt klart et af de psychfix jeg vil gå efter næste gang jeg får “abstinenser”.

Med annonceringen af dette som deres eneste show i 2016, havde bandet Spids Nøgenhat lagt kævler i ovnen til en ikonisk koncert. Jeg har ikke oplevet bandet før, men rygterne går om trippede koncerter i særklasse, så mine forventninger var høje – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Fra første til sidste nummer synes Guf og resten af bandet at indsvøbe Den Grå Hal af stemninger, som nærmest tonede over mod ritualistiske hvælvinger. Bandet og publikum smeltede sammen i en kollektiv fejring af musikken. Ligeledes virkede koncerten som en gensidig hyldest af dette band, som gennem årene har været med til at aktualisere og repræsentere den danske syrerock og bringe mennesker sammen på tværs af baggrund og aldersspænd, blandt andet på en festival som denne!  Koncerten var dog også præget af en alvor og en tyngde, som gjorde det til en både intens, men også rørende oplevelse.

https://soundcloud.com/badafrorecords/spids-n-genhat-fred?in=badafrorecords/sets/spids-n-genhat-kommer-med-fred

Copenhagen Psych Festival er en hyldest og en fejring af psychkulturen, en kultur der manifesterer sig langt ud over musikken og koncerterne. Det er en ånd, en ambition og et budskab, som rækker tilbage til 60’ernes mantraer om fred, kærlighed og opgør med de gængse konventioner i samfundet. Du bliver nødt til at give slip for at kunne mærke ånden, men lykkedes det dig vil du blive lukket ind i universer af helt andre dimensioner…

Fotograf: Mestellés

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sammendrag af hiphop-koncerter på Roskilde

Indrømmet. Sammendrag af hiphop-koncerter på Roskilde er ikke den mest sexede rubrik, men den er sgu da meget konkret. Jeg er glad for, at du læser med alligevel.

Jeg var til en del hiphop-koncerter under årets Roskilde. Jeg ville rigtigt gerne have været til flere, men festivalslivet er hårdt, og nogle gange er det svært at prioritere en gut der kalder sig Young Thug over en fadølspause med dertilhørende flæskestegssandwich fra Meyers. Den gode med æbler og sennepsdressing, du ved. Dog nåede jeg seks styks koncerter i et ret spækket program (og to flæskestegssandwich), og lad os lige starte med et klappe i hånden over Roskildes hiphop-begejstring. Det er sgu godt kørt af dem, og jeg håber, det er en tendens, der fortsætter fremover fordi, jeg virkelig synes hiphopkoncerterne egner sig til festivalsformen. Hvad mener jeg så med det? Jeg er glad for, at du spørger!

  1. Hiphop-koncerter er oftest en kort men utrolig intens oplevelse, hvilket betyder, at man oftest sagtens kan overskue det i forhold til en tre timers maraton-koncert med en kunstner, som dine forældre synes er bomben, og som spiller guitarsoloer på en halv time. Intet had på Neil Young men den underliggende pointe foreligger stadig.
  2. De er unge, og de taler til Roskilde-generationen. Der er meget fisse, hash og penge hiphop derude, men dem går Roskilde heldigvis (oftest) uden om, og det betyder, at de dygtige rent faktisk kommer til orde. Dem med noget på hjerte.
  3. De kan holde en fest. Det gør ikke så meget, at de kun rammer 1 ud af 100 toner, når den tonstunge bas smadrer dig i ansigtet som en mudret gummistøvle med mursten i, og du alligevel har travlt med at være lidt fuldere, end hvad godt er og at hoppe rundt med armene i vejret. Som den wigga du er.

https://www.instagram.com/p/BGs_fq-kF4D/?taken-by=vincestaples
Vince Staples
Jeg kendte egentlig kun Vince fra ham og Flumes fantastiske kollaboration “Smoke & Retribution”, men alene ud fra dette nummer blev han et must-see for mig. Hans vokal på nummeret er helt fantastisk, og efterlader en tanke om, at han er, eller bliver, noget helt særligt. Det var en tidlig onsdagskoncert, men jeg tror måske, folk har været ovre hos Action Bronson først og blive kørt op, fordi fra første sceneindtræden dominerede Vince teltet, så man stod tilbage med et “gid jeg kunne det dér”. Pavillion var fyldt til randen, og det hele hoppede og svajede med diverse håndtegn i luften. Folk fik, hvad de kom efter fra en yderst veloplagt ung mand, der også gav mig, hvad jeg kom efter – nemlig Smoke & Retribution.

Don't miss tHa pit stops…… DENMARK COPENHAGEN

A video posted by ScHoolboy Q (@groovyq) on

Schoolboy Q

Da Future aflyste gjorde han Roskilde Festival en enorm tjeneste. Ikke blot er hans eget fravær beundringsværdigt, men den erstatning Roskilde hev ind, må kandidere til at være en genial løsning. Dengang Drake aflyste kom Jack White i stedet for. Det er en helt anden genre, vi har med at gøre, og det er langt fra det samme publikum, der ville blive tiltrukket. Men med denne aflysning efterlod det kun Macklemore til at bære popfanen højt. Schoolboy Q ligner på ingen måde en stjerne. Han virker ydmyg og som om, han altid forsøger at skjule sit ansigt med sin karakteristiske bøllehat. Han har lavet sange med mange andre – specielt med dem fra A$AP Mob. Herfra fik vi dog også den fabelagtige “Hands on the Wheel” og “Work” af A$AP Ferg. Han leverede den endda 10 gange bedre, end Ferg selv gjorde tilbage i 2014. Vi fik selvfølgelig også lov til at slutte på “Man of the Year”, som man ikke behøver at kunne teksten på i forvejen for at skråle med på. Desuden gik det hele virkelig amok på Arena, da han spillede m.A.A.d city af Kendrick Lamar. Vi kom et bredt repetoir af covers igennem, men det gjorde ikke noget, når Schoolboy Q ikke har fine fornemmelser som erstatning for et andet navn – til gengæld gik han ind på scenen og leverede den største hiphop-fest, jeg var vidne til og deltager i på RF16. Se selv videoen.

MEN HEY SCHOOLBOY Q. Jeg ved godt, du er fra Los Angeles, og det er en relativt stor by, men Roskilde Festival foregår IKKE i Copenhagen. Det bliver heller ikke Copenhagen, selvom du siger “WHAT’S UP COPENHAGEN” otte gange.

Lars Vaular

Tjek Straight outta Bergen.

Skærmbillede 2016-07-01 kl. 17.43.38

Anderson. Paak

Mirja har allerede anmeldt Anderson. Paak, så jeg vil ikke gå i dybden. Jeg vil dog kommentere, at han har en aura af kommende superstjerne omkring sig. Det burde Roskilde have vidst på forhånd. At sætte ham på klokken 14.00 på Apollo var en dødssynd. Fremmødet var MASSIVT. Intet var dog større end hans levering. Han kan spille trommer, han kan synge. Han er faktisk en rigtig musiker.

Last night was the best @ Roskilde 2016. See you again soon. Love. Love. Love.

A photo posted by SKEPTA (@skeptagram) on

Skepta

For helvede jeg havde glædet mig til den her koncert. Fredagen var dog ved at gøre sit indtog på mig, og det var svært uoverskueligt, at koncerten først startede 02.30. Med et øjebliks klarsyn fik jeg udsat mit allerede udsatte søvnbehov og hældt tre-fire fadøl mere ned. Så var jeg klar til at grime den til den koncert, jeg måske mest havde glædet mig til. Klokken 02.00 ankommer jeg i håb om at få en god plads. Det lykkedes ikke. Plads får jeg dog, og jeg venter spændt på, Tottenham-rapperen kommer frem fra sit skjul. En gut ved siden af mig har angiveligt lige spist en svamp, og han spørger mig, om jeg også kan se højtalerne trække vejret. Okay, det bliver sådan en slags koncert, tænker jeg, og putter min mobil og pung i en lomme med lynlås. Selvom Skepta forsøger at starte stille og roligt ud med “Konnichiwa” fra det nyeste album kaldet… ja, Konnichiwa, så kan folk slet ikke have det stille og roligt. Der går halvandet nummer før det første moshpit opstår. Det er langt fra det sidste. Det var forventeligt, men det er stadig irriterende at blive tvunget ind i, når man ikke har lyst. Selve koncerten varer hele 40 minutter, før Skepta ikke kan finde mere materiale fra sine 4 (!) studiealbums at spille for os, og derfor forlader scenen uden at kigge sig tilbage. Det var et kæmpe antiklimaks, men måske var det smartest, fordi det var vildt og sindssygt – og måske endda for vildt. Jeg hader bare, når nogle få ødelægger det for de mange. Nå, men vi fik lov til at høre Shutdown, It Ain’t Safe, That’s Not Me og Numbers. Jeg er faktisk i tvivl, om der overhovedet var et nummer fra et andet album end det nyeste.

Skepta, fordi jeg elsker dig så højt, så får du en chance til for at imponere mig. Det kan ikke være rigtigt, at du har fået penge for at komme og spille i 40 minutter. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag. Der er dog ikke noget at brokke sig over i forhold til leveringen af numrene. En dygtig herre – jeg tror bare godt, han ved det.

We flew from NYC to Istanbul Airport. Much love and support for them. From Istanbul to Bucharest. From Bucharest we decided as a result of a last minute decision to take a pair of really fast transporter cabs through the beautiful Romanian countryside stopping at a few small towns (Ramnicu Valcea) before reaching Sibiu. Incredible festival. Romanian people are not afraid of dying in a speeding car yo. ? This Romanian dude was top 5 dead or alive drivers! We performed at MIDNIGHT… AND THATS WHEN IT STARTED. 3 FESTIVALS IN 3 different countries in 24 hours. Right after we performed at the Airfield Festival in Sibiu we drove to Cluj where we caught a flight from a terrible airline called Wizzair that none of you will hopefully ever have to deal with. lol We landed in Eindhoven and then drove to Tilburg and crashed for like 6 hours and then we tore down the Woo Hah Festival at 4:15pm Immediately after we got off stage, we drove to Amsterdam and then flew to Copenhagen. Directly from the plane to the stage at Roskilde Festival (pictured here.) Denmark was insane. Closing out the Festival to tens of thousands, at MIDNIGHT! Thank you #Romania Thank you #Denmark One love #Netherlands Peace #istanbul #Bucharest #Sibiu #tilburg #amsterdam #Roskilde I'm going to sleep. Back to home to finally finish The Middle Passage Shout to my brothers that crawled through hell with me and walked through the sky with me. Great run! @poisonpenbk @cf201 @djstatic222 @chinoxl Warrior shit fellas. No sleep and still pushing. Partied out after the show was done. It's 7am and I'm going to sleep now. Goodnight Earth. #tourlife Haha! #3Festivalsin24hours

A photo posted by Immortal Technique (@techimmortal) on

Immortal Technique

Endnu en hiphop-aflysning var skyld i bookingen af Immortal Technique. Den her gang var det dog desværre den kære Freddie Gibbs, som jeg havde set frem til at se live. Freddie var blevet forhindret pga. en anholdelse i Toulouse og efterfølgende udlevering til Østrig i en sag om voldtægt. Sååå deeeet. Men hey! Så er det da naturligt, at tjekke hans erstatning ud, nu hvor jeg alligevel havde sat kryds ved hans navn. OG WOW. Jeg kendte intet til det, men det var sgu crazy. Immortal referede selv til den gang han spillede på Roskilde for 10 år siden, og han havde tænkt sig at lave en “Schoolboy Q” – dvs. bare levere et sindssygt show, så folk glemte skuffelsen over aflysningen. Avalon var pakket og klar til at tage i mod. Og de fik.

Roskilde, hold din hiphop-fane højt og bliv ved med det. Det passer så godt ind på festivalen, og I er så gode til at fange både nye og gamle navne. Selv med så bred en vifte af navne, så kan de alle sammen noget forskelligt og tilhører forskellige genrer. Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg må være en del af det. Tonstung kærlighed fra en kæmpe wigga.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *