Roskilde Festival: Tanker om en emotionel uge

Orange Stage Regnsky
Foto: Krists Luhaers

Musik er følelser. Det er et mantra for mig som musikskribent, men aldrig har det virket mere rigtigt end på dette års Roskilde Festival. Jeg er fuldstændig drænet for mental og emotionel energi. Jeg ved ikke, om det er programmet, vejret eller min egen sindsstemning, men for mig har årets festival været en helt ekstrem følelsesmæssig rutchebanetur, hvor jeg vist stadig ikke helt er klar over, om, hvordan eller hvor jeg skal stå af.

Jeg ved til gengæld godt, hvornår jeg stod på. Det gjorde jeg i mandags, hvor særligt svenske Skott med sin på samme tid fløjsbløde og knivskarpe vokal skar sig direkte ind i hjerterne på mig og de andre mandagsfriske musikelskere. Så var bunden ligesom lagt, inden jeg kastede mig ud hovedkulds ud i campingområdets mange fornøjelser og den egentlige rutchebane.

Tirsdag var det IRAH og GANGLYs tur til at bevise, at fremtiden er både lys og skræmmende på samme tid. Både IRAH og GANGLY formår at opbygge drømmende men faretruende lyduniverser, som kun få bands kommer i nærheden af at matche – begge ledsaget af en overjordisk dygtig vokalist i form af henholdsvis danske Stine Grøn og islandske Jófríður Ákadóttir. Jeg har længe været dybt forelsket i Stines vokal, og jeg tror, at folk herhjemme er ved at få øjnene op for Jófríður. I hvert fald var flere henne og erklære deres kærlighed til hende overfor mig, efter hun torsdag havde optrådt sammen med Hun Solo som soloprojektet JFDR.

For det fortjener hun fandme. På festivalen lavede jeg mit andet interview med hende på bare to måneder (først med JFDR – nu med GANGLY), men hvis det stod til mig, kunne jeg egentlig godt nøjes med kun at interviewe hende i alle mine interviews fremover. Sjældent har jeg mødt så smuk og eftertænksom en sjæl, der formår at sætte ord på alt det, der kan være svært at sætte ord på. Tak for dig, Jof!

Det hele peakede dog for mig torsdag aften, hvor the xx leverede deres livs formentlig bedste koncert. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at de kan gøre det bedre, for alt var absolut perfekt. Jamie xx var genial som altid, Romy fik alle omkring mig til at græde, mens Oliver virkede mere hjemme på scenen, end han nogensinde har gjort før. Jeg tror, at de mærkede kærligheden, der brusede over i pitten, og det gav dem mod på og lyst til at være den bedste udgave af dem selv; sagt på vaskeægte klichésk.

Jeg vil ikke gå i dybden med koncerten, for det har jeg allerede gjort her. Men blot konstatere at de og særligt Romys enestående følelses-tour-de-force på “Performance” vil stå tilbage som soundtracket for min festival.

When you saw me leaving // Did you think I had a place to go? // Since you stopped believing // I’ve had to put on my own show

Tilbage vil jeg også stå med en Roskilde Festival 2017, som på mange måder har været en underlig oplevelse. Jeg har været lykkelig og trist. Jeg har været fuld og tom. Jeg har savnet, og jeg har elsket. Jeg har med andre ord bare været på Roskilde Festival – det underlige skal findes i balancen. Vi ses næste år!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Taknemmelighed og ugidelighed

Angel Olsen - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Angel Olsen – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Angel Olsen – Avalon – fredag

Angel Olsen er et omskifteligt gemyt. På et kvarter skiftede hun fra at ville sit publikum til at vrisse af det. Og det er ikke det klogeste at gøre til et tredjedagsfestival-publikum i regnvejr. At bede publikum holde mund er fair nok. Men det er bedre, når det bliver vist fremfor sagt. Hvad der blev sagt var langt henad vejen et problem for Olsen. Hun skjulte på ingen måde, at hun var turnétræt: Roskilde var sidste show på en to-måneders turné, hvor det åbenbart har været et mirakel, at tourbussen ikke har været en mordscene. Hun forstod ikke, hvorfor hun var blevet placeret på Avalon på netop dette tidspunkt – “I guess someone wanted to see me here” var hendes eget upræcise bud. Bandet forstod det heller ikke rigtigt og spillede numrene fra primært Olsens seneste album My Woman uinspireret, men sådan fint nok. Langt henad vejen fremstod Olsens altid imponerende vokal som numrenes eneste holdepunkt, fordi sangenes instrumentale strukturer ikke lod melodierne fremstå helt skarpt nok.

Forsøget på at kompensere for den tydelige manglende lyst til at være tilstede, kom i de temmelig forcerede seksuelle referencer i koncertens første del. Olsens første henvendelse lød “Can we lower the lights a bit? I feel very sexy right now and I want you to feel sexy too”. Det er jo et sympatisk ønske, men det var mildest talt svært at føle sig sexet i gummistøvler og fugtigt regntøj – henvendelsen gjorde ikke distancen mellem scene og publikum mindre, tværtom. Det var symptomatisk for første del af koncerten, hvor Angel Olsen talte om sin fascination af et rimelig almentmenneskelige vilkår: at vi alle ser det samme, men oplever det forskelligt. Olsen valgte i koncertens anden halvdel at vende den sløje stemning mod publikum med sætningen “Can I ask you something? Will you please just shut up?!”. Det er jo sådan set fint nok at ønske det, når man står på en scene, men man kan omvendt også spørge, hvorfor publikum skal give deres udelte opmærksomhed til en artist, som både i sine udtalelser og i sit spil giver tydeligt udtryk for ikke rigtigt at gide at være på scenen. Det samlede i hvert fald ikke individer i en fælles oplevelse, men skabte opdeling mellem scene og telt. Jeg smuttede efter en uengageret opførelse af det ellers forrygende nummer “Sister” for at snakke med mine venner i stedet – tak for den opfordring til Angel Olsen – og håber nu på at næste danske koncert ligger tidligere i turneplanen.

Hamilton LeithauserPavillon – torsdag

Mens alle er til The XX samles mænd på 40+ til Hamilton Leithauser og får en oplevelse i diametral modsætning til den Angel Olsen vil give dagen efter.
I 2004 kickstartede Hamilton Leithauser New Yorker-rockbølgen i front for The Walkmen. Tretten år efter står han som soloartist på Pavillon scene, og forskellen er markant: fra The Walkmens stramt koreograferede rock til soloprojektets leg med rockreferencer er det et godt stykke. Således også på Pavillon, hvor Leithauser i front for tre medbragte musikere optræder i et klassisk rocksetup. Setlisten består mestendels af sange fra Leithausers seneste album I Had A Dream That You Were Mine lavet i samarbejde med Rostam. Trods sangenes skiftende tempi og strukturer præsterer Leithauser og band at virke decideret løsslupne på scenen. Den altid træfsikre vokal klarer de skærende fraseringer og ofte historiefortællende foredrag fornemt, og giver plads til anekdoter og nærvær: det er tillokkende at se Leithauser som prototypen på en vellykkede transition fra meget bevidst cool rockstjerne til familiefaren, som på vellykket vis har skiftet blazeren ud med fleecetrøje. Leithausers publikum er blevet mindre end The Walkmens var, men Leithauser fremstår afslappet cool og taknemmelig, og rammer på numre som “The Bride’s Dad” og særligt “Peaceful Morning” mod koncertens afslutning sweet spot mellem kontrol og spontanitet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Father John Misty omvendte tvivlere

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

At høre Father John Misty fylde Orange var en overraskende god oplevelse. På Orange kunne Josh Tillman synge, danse og se udover et publikum, som havde han lyst til at knalde hver og en i megalomansk storhedsrus. Sådan på “Ideal Husband”-måden med knæfald og sjæleudkrængning.

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle skrive en positiv anmeldelse af Father John Misty, for så vidt nogensinde skrive om ham uden at blive betalt for det. Få artister har som Father John Misty trigget en skarp aversion hos mig: i min optik er hans performance skabet, hans musik ulidelig ensformig (særligt rytmisk, hvor trommerne sjældent nuanceres fra deres bord-stol-bord-stol-march), hans ironiske tekster et udtryk for den værste udgave af velstillede og selvmedlidende indieverdenbeboeres weltsmerz – den selvbevidste, som i sine udsagn forsøger at skabe distance til sig selv, men i realiteten ikke gør det.

Nu er jeg så i gang med at skrive en endog vældig positiv anmeldelse af en Father John Misty-koncert (uden at blive betalt for det). For koncerten var god. Den var velspillet, favnende og underholdende. Måske kom albummenes kapitalismekritik og lignende ikke udpræget til syne, som kritiske anmeldere har påpeget. Men måske var det heller ikke nødvendigt fredag aften på en festival, som i den grad har givet os performances af den politisk tonede slags. Father John Misty brugte ikke Orange Scene som en prædikestol, men som scene, der fredag aften gerne må give show af vellyd og “Total Entertainment Forever” – en sang, der med blæsere og nøgen vokal satte barren højt fra koncertens andet nummer.

Det var en sjældent velsyngende frontfigur, som indtog Orange. Tillmans vokal og tekster er det uomgængelige centrum for sangene, og derfor kræver de at lyden lader alle nuancer gå klart igennem. Det gjorde de på Orange, og Josh Tillman klarede samtlige sange til UG – de knivskarpe fraseringer pointererede teksternes indhold. Han vidste, at han gjorde det, og den selvtillid gav plads til både knæfald og flirt på tværs af scenen. At min koncertpartner kalder ham Fætter John Fugtig er rimelig præcist.

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Josh Tillman kunne også med ro i sindet stole på sin opbakning. At det faste band var velspillende og uden selvudslettelse spillede ydmygt for opgaven, er en selvfølge for en artist af Father John Mistys størrelse. At Father John Misty havde fået et godt udsnit af Copenhagen Phil med på scenen under hele koncerten til at bakke de orkestrale croonerstykker fra de seneste albums “Pure Comedy” og “I Love You, Honeybear” var ligeledes et scoop, som tidligt skabte højdepunkter som “Things It Would Be Helpful To Know Before The Revolution” og holdt albumversionernes snigende kedsomhed fra døren i liveudgavernes konstante detaljerigdom. Selv den 80’er-klingende “True Affection” blev et rytmisk energigivende afbræk med strygere som science fiction-elementer.

Koncerten ramte sit klare højdepunkt med Father John Mistys magnum opus “I Love You, Honeybear” som settets egentlig sidste nummer. Hvor mængden af rutineoptrædener på årets festival har været temmelig stor (hvis endnu en artist siger “You look so beautiful!” til en koncert med blændende frontlys bliver jeg seriøst træt) er Father John Mistys energi medrivende. Han har måske nok spillet en milliard koncerter med det her materiale, men vi får kun den gode effekt af rutinen: at den giver sikkerhed. Det er en fornøjelse at have ham på den scene, hans performance er indlevende, sjov og fællesskabsskabende – det er effekten af den naturlige performer, der afslappet, men tændt, lever og ånder på scenen. Sådan en performer giver energi fremfor at tage den.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Geografiforvirrede Lorde strålede i glimt

Lorde Regnsky

Det er egentlig vildt, at vi skulle helt hen til fredag på Roskilde Festival, før det skete. Lorde blev den første til ikke at vide, hvor hun befandt sig. Det er egentlig lidt synd, for nogen skulle have briefet hende inden, så hun ikke endte med at stå på scenen og råbe “I love you Copenhagen!” og “Roskilde! It’s so good to be here in Copenhagen!”

Men hvis nogen kunne slippe af sted med sådan en lille svipser, så var det newzealandske Lorde fredag aften. For hvis der er kommet noget godt ud af, at Roskilde Festival af uransagelige årsager ikke har anset Lorde for at være stor nok til at være hovednavn, så er det, at nærmest samtlige mennesker i Arena-teltet denne aften var Lorde-fans, som kunne mere eller mindre samtlige tekster. Jeg var selv en af dem.

Det gav en helt særlig stemning, hvor man glemte, at man var på Roskilde Festival. For en stund var jeg bare til Lorde-koncert sammen med en masse andre, som kun var kommet for det. Dén oplevelse havde man nok ikke haft på Orange Scene. Bagsiden af medaljen var så, at alt, alt for mange blev efterladt uden for teltet og uden for fællesskabet, men det er Roskilde Festivals fejl – ikke Lordes.

Lorde selv virkede nærmest chokeret over det absurd store fremmøde, og hun måtte flere gange tage sig til hovedet og tydeligt rørt takke et særdeles veloplagt publikum. Det er fandme også sjældent, at man kan stå helt bagerst i teltet og stadig føle, at alle omkring en er der for musikken og intet andet. Hurra for jer, fellow festivalgæster!

Koncerten blev åbnet med “Tennis Court” fra 2013-albummet “Pure Heroine”, og det gav den forventede effekt blandt det dedikerede publikum. Det samme gjorde blandt andet gennembrudshittet “Royals“, dette års monsterhit “Green Light“, “Homemade Dynamite” fra samme album (“Melodrama“) og nyklassikeren “Team“. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at være lidt skuffet, for numrene druknede for mig i overdreven backtracking, som dog blev mindre tydeligt af, at alle blandt publikum sang med på hver en strofe. Jeg ved godt, at det er en normal popkoncertsygdom, men det ville klæde Lorde at medbringe et rigtigt band og et kor næste gang frem for bare en trommeslager og en fyr til at dreje på knapper. Det kan hendes musik godt bære, og det samme kan Lordes tydelige vokaltalent.

For det var en god koncert, og særligt på balladen “Liability” strålede Lorde som den stjerne, jeg har ment, hun var, siden jeg stødte på hende ved et tilfælde i slutningen af 2012. Her fremstod hun nemlig helt nøgen musikalsk, og det klædte hende gevaldigt. Det hjalp selvfølgelig også, at store dele af publikum på eget initiativ tændte lightere og kameralys og skabte en kulisse, der fik Ella Yelich-O’Connors stemme til at knække, da hun opdagede, hvad der foregik.

Og inden det her ender som en anmeldelse med et enkelt højdepunkt, er det vigtigt for mig at fastslå, at jeg nød koncerten til fulde. Det var en skøn oplevelse, som absolut vil stå som et af mine højdepunkter i år. Fordi jeg havde glædet mig til at høre Lorde i efterhånden fem år. Fordi publikum til denne koncert var så klart det bedste, jeg har været i selskab med på årets festival. Og fordi Lorde er så pisse dygtig, at det bare er en fornøjelse at opleve. Men det er også derfor, jeg gerne vil have mere. For hun kan mere. Og det ville klæde hende at vise det. Det ville givetvis kaste nogle fejl ind hist og her, men der må hun bare tro på, at publikum og hende nok skal komme igennem det sammen. Gårsdagens publikum ville i hvert fald have båret Lorde rundt i en dronningestol, indtil deres arme faldt af.

Så tak for en dejlig koncert, men hey, tag lige dit band med fra Austra…jeg mener New Zealand, næste gang!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Ikke tale, bare snakke…

Roskilde Festival Regnsky
Foto: Jonas Laurien

Det er efterhånden 13 år siden, at Peter Sommer udødeliggjorde ordene i overskriften med gennembrudshittet “Valby Bakke”, men sjældent har et citat været så on point til at beskrive min oplevelse af Roskilde Festivals fredagsprogram. Det er efterhånden ganske forudsigeligt at beklage sig over, at der er for meget snak blandt publikum til rigtig mange koncerter. Ikke bare til festivalkoncerter men også til koncerter, som folk rent faktisk har betalt penge for specifikt at høre. Måske kunne det tyde på, at der findes et uudnyttet marked for dyr baggrundsstøj til din samtale om heste, kærester eller en kombination. Iværksætteridé lige der; du tager den bare!

Men det er egentlig ikke den irriterende summen, som i går fx fik Angel Olsen til at ytre ordene: “Can I ask you something? Will you please just shut up?!” Hvilket blev modtaget med store jubelbrøl fra den frustrerede del af publikum, som var mødt i Avalon for at nyde en af verdens mest interessante singer/songwritere lige nu. Avalon er i øvrigt klart den værste synder på Roskilde Festival, da teltet tilsyneladende er designet på en sådan måde, at den også suger al udefrakommende lyd til sig. Denne vidunderlige teknologi må kunne udnyttes andre steder; fx til at få folk til at gå hjem fra fester.

Nu har jeg efterhånden selv gjort mig skyldig i at snakke frem for at tale – for god ordens skyld skal det lige siges, at min definition i dagens anledning er, at tale har indhold – det har snak ikke. Det er ligegyldigt fyld, der selvfølgelig også er vigtig i mange sociale sammenhænge. Men hvad, jeg oplevede i går, var, at nærmest alle de artister, jeg havde fornøjelsen af at lytte (igen en vigtig nuance: Lytte er aktivt, høre er passivt) til i går, var yderst snaksaglige.

Det gjorde sig gældende for både Karl William, Seun Kuti, Angel Olsen, Alex Cameron, Mammút, Foo Fighters og Lorde. Og interessant nok ikke rigtig for Father John Misty, som virkede mindre oplagt i mundtøjet end normalt. Eller for Noga Erez, som man ellers må sige har noget på hjerte, men som måske også bare havde indset, at klokken 02.00 på Gloria fredag aften ikke var det mest oplagte tidspunkt til at komme med politiske statements om forholdene i hjemlandet Israel.

Men lad os fokusere på dem, der rent faktisk forsøgte at interagere med publikum. For det kan virkelig både gå godt eller skidt. Det er muligt, at det står i Roskilde Festival-håndbogen, at man skal råbe “Roskilde” med tryk på d’et mindst fem gange i løbet af en koncert, men derudover bør man nok kun tale, hvis man har noget at udtrykke. Kort sagt skal man kende sit publikum.

Eva var inde på noget af det samme i sin anmeldelse af Rüfüs tidligere på ugen, og jeg vil sige, at især Karl William faldt i den samme fælde. Han formåede at sige “det her er så stort for os” så mange gange, at han til sidst rent faktisk tog sig selv i at være i gang med at sige det igen, hvorefter han fik mumlet noget fuldkommen meningsløst. Så er det bedre at lade musikken tale.

Dave Grohl i front for Foo Fighters er derimod en sand mester i stadiontale. Det er selvfølgelig også en fordel, når bandet direkte udstråler, at de elsker at stå på Orange Scene. Det var ikke bare et eller andet tilfældigt job. Det betød fandme noget og særligt anekdoten om, at Dave havde siddet backstage og krydset fingre inden en koncert for 25 år siden, da Danmark vandt EM i fodbold, var spot on. Det var ærligt, det var nærværende, og det talte direkte ind i den danske folkesjæl. Lidt ligesom da Romy fra The xx aftenen forinden havde fortalt om dengang, hvor hun som 16-årig var blevet droppet af sin kæreste på Roskilde Festival – det tror jeg, at de fleste på pladsen kan relatere til i en eller anden grad; alle anmelderne kunne i hvert fald.

Det er alt andet lige også en bedre anekdote, end da den ene konferencier forud for Seun Kuti-koncerten fortalte om et par, som engang havde været på Roskilde, og nu var det igen med deres børn. Man må godt prøve lidt mere. Det gjorde Seun Kuti heldigvis selv, og han leverede alle de politiske budskaber, som jeg savnede fra Noga Erez. Nogle mindre end andre. Blandt andet kastede han sig ud i en underholdende svada om, at han ikke måtte ryge sig skæv backstage, men at andre ifølge ham tilsyneladende godt måtte tage hårdere stoffer uden at få skæld ud. Det kan man selvfølgelig også undre sig over; særligt med festivalens fokus i disse år.

Mammút og Lorde er faktisk nok de mest interessante snakke/tale-cases, for de gjorde vel nærmest alt det, man kan blive irriteret over, men det blev alligevel ikke for meget. Mammút-frontkvinden Kata var tydeligvis rørt over at stå på scenen og fik formuleret den ene halvforvrøvlede sætning efter den anden. Højdepunkterne talte blandt andet “now, we will play a song” og “we will see you… the next time we see you!” Men man kan slippe af sted med meget, når man konstant tager sig til hovedet i benovelse og tydeligt viser sin taknemmelighed over at få lov til at spille på Roskilde Festival – hvilket hun da også fik sagt, er det største, man kan opnå som islandsk artist. Og det troede man på!

Jeg havde lidt frygtet, at Lorde ville være mere distanceret, da hun entrerede Arena, men hun var nærmest selvudslettende ydmyg, og jeg tror faktisk, at hun var lidt i chok over den enorme opbakning, hun oplevede. Hun var helt tydeligt alt, alt for stor til Arena, hvilket betød, at samtlige personer i teltet var fans, der kunne nærmest alle hendes sange udenad. Så det gjorde det mindre, at hun flere gange fik sagt “I love you Copenhagen” og “It’s so good to be here in Copenhagen”. Mere om det i min anmeldelse af koncerten.

Så den overordnede pointe er vel egentlig bare, at man skal have noget på hjerte, inden man kaster sig ud i de længere foredrag. Det er der ikke noget groundbreaking i. Men samtidig at det i grunden måske ikke er så vigtigt, hvad man siger, så længe man siger det på en troværdig måde. Musik handler om følelser, og hvis man samtidig finder de rette ord til at udtrykke de følelser, der opstår mellem en kunstner og et publikum, skaber man den magi, der gør koncerter mindeværdige. The xx mestrerede det torsdag, rigtig mange ramte inden for skiven fredag.

Og hold så kæft under koncerterne! Dine ord er ikke magi – medmindre du er Gandalf eller Harry Potter. Og det er du ikke.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *