Ólafur Arnalds indhyllede Koncertsalen i en islandsk og hypnotisk sweater

Hvad får man, når man blander nordatlantisk naturmusik med ny computerteknologi og Koncerthusets 360 graders amfiscene? … En tidsløs aften fyldt med magisk melankoli og meditative melodier.

I onsdags åbnede den islandske multiinstrumentalist Ólafur Arnalds sin europaturné i DRs Koncertsal med sit fjerde studiealbum Re:member, som er en hyldest til vulkanøens natur.

Det særlige ved Ólafur Arnalds lyd er, at han mixer klassisk og elektronisk musik, hvor strygere og klaver sammenflettes med ambiente loops og grænsesøgende beats. Den 31-årige kunstner har før gæstet Danmark, bare ikke i så fine omgivelser. Tidligere på året optrådte han på hjemmebane til en totalt udsolgt Sonar Festival og senere også i Royal Albert Hall. Nogle vil måske genkende hans musik fra den britiske TV-serie Broadchurch, andre fra hans kærkomne bidrag til Late Night Tales, eller hans eksperimenterende technoprojekt i samarbejde med Janus Rasmussen: Kiasmos, som er kendt for nummeret Looped. Jeg kender ham fra hans samarbejde med Nils Frahm og dobbelt-udgivelsen Collaborative Works, som er en smuk og tidsløs genistreg af improviserede melodier. Hvis Haruki Murakamis litterære værker skulle reduceres til et album, ville det være det her. Ligesom Murakami blander Ólafur Arnalds nemlig drømme og virkelighed. Med forventningen til hans smukke lyd, og måden denne udfolder sig på, er vi fælles om at være alene med de dybe og personlige følelser, som musikken fremkalder. Netop dét gør den speciel.

Til min store lykke arbejder jeg i Koncerthusets restaurant, og jeg har sjældent glædet mig så meget til at slippe tallerkenerne og nyde den ultimative fyraftens frynsegode. Jeg træder ind i salen akkurat som det islandske multitalent kommer til syne iført en hvid t-shirt, der matcher farven på hans hår. Arnalds fortæller i en gebrokken blanding af islandsk og ‘danglish’, at vi nu skal ”hyggæh os”. Han afslører et ydmygt smil, mens publikum ler. Han virker som en rar og jordnær type.

Med sig har han tre violinister, en cellist og en trommeslager/perkussionist, som alle er placeret i forskellige vinkler for at imødekomme salens breddegrader. Scenens epicenter er et keyboard-arrangement; det er herfra, Arnalds indledende spørger aftenens gæster: ”Can you sing?”, hvorefter hele salen messer ”aaaaaaaaaaaah” i et nonneagtigt kor. Med stor elegance looper han koret ind i det følgende nummer, og skaber et inkluderende og nærværende rum.

Det er også fra epicenteret, at de robotstyrede instrumenter får deres lyd. To flygler er placeret forskudt af hinanden, og det ene spiller via algoritmer fra de lydbilleder, Arnalds udsender fra det andet. Det autostyrrede flygel trækker associationer til introen i Westworld, hvor kunstige skeletfingre spiller på flyglets tangenter. Dog har Arnalds’ flygel slet ingen fører. Det ser uhyggeligt og spøgelsesagtigt ud, når tangerne presses ned uden menneskelig berøring. Samtidig er det også et indlevende og komisk syn, da der foran er placeret en klaverstol til Arnalds “hemmelige ven” – som dog spiller upåklageligt smukt; særligt i remførelsen af intro- og titelnummeret Re:member. Både titlen og musikvideoen kaster et eksistentialistisk lys over, at vi alle skal huske hvem vi er, hvad vi gør, og hvad der betyder noget for os.

Koncerten er en blanding af organiske, dagdrømmende harmonier og storladne transcenderende ballader, hvor både gamle og nye numre får plads i salen. Det islandske multitalent taber ikke tråden på noget tidspunkt under den knap to timer lange performance, og publikum sidder tryllebundet og ser på, mens Arnalds skifter fra keyboard til klaver. Endda går han ud af salen for at give sin violinist fuld opmærksomhed under en solo, der næsten skaber en stående applaus halvvejs inde i koncerten. Arnalds fortæller en anekdote om inspirationen til nummeret Nyepi, der kommer fra en nytårsdag, han fejrede på en ø i Indonesien – en nytårsaften, der skilte sig markant ud fra Vestens støjende raketfester. I Indonesien fejrer man nemlig nytår i marts, og i stedet for at forurene luften med batterier og bilos, holder man “Nyepi”, som betyder ”Day of Silence”. Regeringen slukker for internettet og folk lukker sig inde uden at tale sammen. Formålet er at kigge indad og opnå selvrefleksion. Samtidig giver man naturen en pause fra alt det ”shit”, vi mennesker udsætter den for. Efter anekdoten tænker jeg, at Ólafur Arnalds er typen, man gerne vil rejse jorden rundt med og måske gøre en forskel.

Noget af det, der gør koncerten helt særlig er sammenspillet af sanserne, hvor lyden varierer mellem stille melankoli og storslåede beats, mens synet bliver tilfredsstillet af skiftende lys og mørke. På et tidspunkt begynder et smalt lysglimt at cirkulere rundt på gulvet omkring Arnalds og strygerne, som en lille klode i et kosmisk kredsløb. Derudover er der placeret en masse projektører på scenen, som danner ceremonielle lyssøjler fra gulv til loft. Foruden søjlerne projekteres funklende lys op på salens forskudte balkoner. Det ligner stjerner, og lyseffekterne skaber tilsammen et højloftet himmelrum.

Forventningerne til koncerten i onsdags var skyhøje, og de blev alle overgået af Ólafurs svævende, islandsk tåge, der tog mig med på en rejse væk fra hverdagens travle trummerum. Det eneste minus var lyden af publikums plastikbægre, der væltede under de intime sjælenumre.

Det var med stående applaus og kolossale klapsalver, at Ólafur Arnalds takkede af.  Koncertens helhedsindtryk og tidsinterval var perfekt, og jeg følte mig renset og nulstillet, da jeg cyklede hjem gennem nattens stille rum. Jeg har ikke været vidne til ”Day of Silence”, men til en transcenderende tankestrøm i en nordisk, storladen skønhed – og jeg kan KUN anbefale at opleve ham live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Modne Gents vandt med vennerne

Foto: Christian Hjorth / Vega

Gents’ koncert på Store Vega var blottet for nervøsitet og fyldt med overskud, totalplanlægning og mod.

Jeg har det, som om jeg er en af de eneste blandt publikum, der er blevet ældre, siden Gents spillede på Roskilde Festival for snart tre år siden. De mange nye fans kan skyldes flere ting. Men i lørdags beviste Gents i hvert fald, at de har fået en god portion live-erfaring, siden de stod på Countdown-scenen i 2016.

Når man kigger op på Theis og Niels, der står foran et næsten udsolgt Store Vega, er det, som om der ikke er noget, der kan gå galt for dem. Der er ingen usikkerhed, det ligner heller ikke, der er nerver på, slet ikke, og overskuddet i både planlægningen og eksekveringen af denne aften er umulig at overse.

Et godt eksempel er nogle numre inde i koncerten, hvor bagtæppet pludselig bliver hævet og afslører, at Gents har taget ekstra friends med – et band. Det er selvfølgelig timet, så nummeret eksploderer, og publikummet omkring, hvor jeg selv står, glemmer helt hvor fulde og snakkende mine venner er. 

Selvom selvtillid er en fordel ved at ældes, så plejer der som regel også at følge nogle negative ting med. Men drengene er ikke stoppet med at være ydmyge og taknemmelige. Til gengæld er de blevet mere modige. Produktionerne er mere vovede og bevæger sig på et tidspunkt over mod noget, man nærmest skulle tro var et Enya-sample, og det bagtæppe, som før skjulte bandet, er nu hævet og bliver brugt til visuals.

En af mine berusede venner lover mig, at Tears For Fears nok skal komme i løbet af aftenen. Og selvom jeg da gerne havde set det legendariske band optræde i Danmark for første gang i 30 år, så er det svært svært at blive skuffet, da hittet Love Is Tears går i gang som et af aftenens sidste numre.

Aftenen på Store Vega, hvor Gents’ venner har varmet op i tre timer, slutter med ekstranummeret Young Again, og efter en optræden med modet til at bevæge sig i forskellige musikalske og stemningsfulde retninger træder det skarptskårne popnummer endnu mere i karakter, og man glemmer alt om ligegyldigheder som publikummets gennemsnitsalder.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Aminé havde taget tiltrængt sol og smil med til København

Kommer Aminé til at skrive sig ind i musikhistorien som et uundværligt hiphop-koryfæ? Formentlig ikke. Gør det noget? Nej. Leverede han et godt show i DRs Koncerthus i går? Ja!

Den 24-årige rapper Aminé fra Portland er i øjeblikket i gang med at turnere Europa tyndt, og i den forbindelse kunne jeg lørdag aften d. 2. februar opleve hans første koncert på dansk jord. Den fandt sted i et udsolgt studie 2 i kælderen under DRs koncerthus på en sludregnende vinteraften.

Den karismatiske rapper indtog med lethed scenen og et ungt publikum, der var blevet varmet grundigt op af to amerikanske DJs og tidens største hiphop-hits. Han indledte showet med sangen ’DR. WHOEVER’ fra sit seneste album ONEPOINTFIVE. Det er en af mine favoritter, der viser hvordan Aminé er i stand til at blande det alvorlige med det humoristiske, og den blev leveret med masser af nerve og intensitet.

Så var vi ligesom i gang. Publikum bouncede fra første drop, og hitmager-rapperen strikkede anekdoter, jokes og positive budskaber sammen til en lun sweater, der varmede godt på den ellers kolde aften.

På ingen tid kom stemningen op på 100°C uden at koge over, og der var fin dynamik mellem energiudløsende beats og mere eftertænksomme og humoristiske tankestrømme. Der var masser af glimt i øjet og humor i Aminés tekster, fx White girls love like my first name Coachella på ’Yellow’. Han rev hele salen rundt med ’Veggies’ og den legesyge ’WHY’.

Aminé fortalte, at det var vigtigt for ham, at publikum vidste, hvor smukke de var, så når han råbte ’You’re beautiful!” fra scenen, skulle vi råbe ’I know’ tilbage. Selvom det var virkelig cheesy, kunne jeg ikke lade være med at blive lidt varm indeni, og mærkede smilet brede sig på mit ansigt. Jeg tænkte lidt over, hvordan han kunne slippe afsted med det, men lod tanken opløse sig selv, da næste track blev sat på af DJ Madison, der var eneste anden mand på scenen, gemt væk i venstre side.

Koncerten kom helt op at toppe under den afsluttende hitparade. Først med ’Spice Girl’, der blev blandet med den ikoniske ’Wannabe’. Senere fik ’REDMERCEDES’ en tur igennem beatet fra Snoop Doggs ’Drop It Like It’s Hot’, og så var scenen sat til en tour de force gennem 4x Platin-hittet ’Caroline’, der fik studiet til at syde. Aminé tog sidste stik hjem med ’REEL IT IN’, og der må jeg virkelig tage hatten af for den visuelle side af showet. Rapperen havde screenshottet alle tweets, der mente, at singlen var årtusindets sang. I det hele taget fik baggrundsslideshowet mig flere gange til at klukke, men her var det så ironisk selvsmagende, at der ikke var andet at gøre end at grine højlydt og lade sig suge ind i moshpit-orkanens øje.

Det er fristende at gå hårdt til Portland-rapperen, men hvad får man ud af det? Nej, der er ikke noget live-band, og han synger virkelig dårligt uden autotune, men gør det noget ved oplevelsen? Jeg mener ikke, at det skygger for den underholdning og de positive vibrationer, Aminé udsender. Det er ikke en koncert, der vil gå over i historiebøgerne, men mindre kan også gøre det. Jeg ville i hvertfald ikke have noget imod at skråle med igen, hvis han skulle komme på plakaten på en dansk festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Premiere: Hop med i badekaret på danske Yör & U’s live-musikvideo

I dag fjerner synth/indie-bandet Yör & U forhænget for deres nye debut- og live-musikvideo Badekar.

Yör & U er et dugfriskt dansk band sammensat af fire venners kunsteriske personligheder og passion for musik. Firkløveren består af Marie Kildebæk på vokal, Viktor Dahl på synthesizers, Janus Bagh på bas/synthesizer og Lasse Jacobsen på trommer. Efter mange års sammenspil og uddannelser fra RMC, DDSKS, Sonic College og musikkonservatoriet i Amsterdam er de i dag aktuelle med deres første live-musikvideo, som har premiere på Regnsky.

I 2018 var bandet at finde på Karrierekanonen med numrene Overflade og Landskab, men udfolder sig på Badekar med ny styrke og en stemningsmæssig ynde, der løfter bandets lydbølger til helt nye højder.

Bandnavnet kommer sig af en drøm, Marie havde en nat om et band, der spillede rå og viljefaste sange sunget med hudløs ærlighed. I drømmen hed bandet Yör & U, og da Marie vågnede, besluttede hun sig for at gøre drømmens lyd til en realitet. Centralt for Yör & U’s musikalske udtryk er den rene frekvens og det dansksprogede tekstunivers, som kan drage associationer til Katinka, men som alligevel fremstår langt mere eksplosivt og elektronisk. Rent kunstnerisk og lydmæssigt trækker bandet nærmere tråde til internationale kunstnere som Little Dragon og Sonnymoon. Teksterne er personlige og udfoldes i en lyd, hvor det skrøbelige og intime akkompagneres af det store og insisterende. Tekstuniverset bevæger sig desuden i mellem det fremmede og velkendte, hvor Yör & U formidler personlige fortællinger om konfrontation, minder, forandring, erkendelse og kærlighed.

Musikken og filmen til Yör & U’s Badekar er optaget i et uklippet one-take og er instrueret og produceret af bandet selv. Debuten skyller ikke lytteren ud med badevandet eller leder til en anden Flemming Quist Møller undervandsverden med syngende barbrystede havfruer og dansede rom-drikkende skeletter. Den kredser ikke om Bennys Badekar, men om Yör og U’s æstetiske lilla-violette lys-univers, som kan minde om en tur på Louisiana og Yayoi Kusamas uendelige rum med de mange prikkede lysinstallationer.

I midten af lysrummet spiller bandet i tæt nærvær og udsender energiske beats og pulserende synthesizers, som står side og side med dansksproget lyrik og Maries kraftfuld vokal. Om det lyriske arbejde udtaler Marie: ”Det at blive voksen er en underlig størrelse, og ’Badekar’ fortæller, at vi kan være lige præcis de voksne, vi har lyst til at være: voksne der svømmer i lys, og som passer på hinanden”.

På Badekar giver sammenblandingen af den personlige lyrik og musikvideoens upolerede udtryk en nærværende og ærlig livestemning, som får mig til at tænke på Cphxsessions’ liveoptagelser af danske indiekunstneres optrædener fra et lille lydstudie, som er lavet i samarbejde med Roskilde Festival. – Tjek det ud, der er virkelig guld i mellem!

Generelt er jeg fan af, hvordan ord og betydning forbindes i en legelysten lyrisk form i Yör & U’s lydunivers. Men mest af alt er jeg draget af den upolerede live-lyd og den autentiske optagelse, og jeg kan kun sige, at 2019 tegner godt for nye og prætentiøse opdagelser i det danske musikocean. Spring ud i det og swim good!

Bonus info: Mens du ligger tilbagelænet i det lilla-lyriske badekar, kan du glæde dig til at bandet spiller en række koncerter over foråret og sommeren samt indspiller en EP.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kan man blive for gammel til at tage til grime-koncert?

Det med at blive ældre, det er altså noget mærkeligt noget. For nylig fyldte jeg 29 år. Niogtyve år. Det er så tæt, man kan være på 30 – uden at være det. Jeg kender flere jævnaldrende, der har etableret sig i familieliv med villa, vovse og Volvo. De er måske mere en typisk 29-årig, end jeg er. Det er som om, at da jeg flyttede til København, der fik jeg lige lov til at forlænge min ungdom med fem år, men man kan ikke lade være med at sidde og reflektere over, om man er der i livet, hvor man gerne vil være, og om der er ting, man simpelthen er blevet for gammel til.

De sidste par år har jeg været på forskellige festivaler og mødt moshpit-kulturen. Den har jeg konkluderet, at jeg ikke forstår, og at jeg simpelthen er for gammel til. Gider jeg betale for at tage til et arrangement for at blive skubbet rundt af en flok 18-årige hormonbombede gymnasie-elever fra Gammel Hellerup? Ikke tale om. Til bl.a. Stormzy-koncerten på Roskilde var der nærmest ikke sjovt at være pga. kulturen omkring det. Slet ikke når man er 198 cm og har et lidt for højt tyngdepunkt.

Mit problem er dog, at jeg elsker grime-musik. Jeg har hørt Skepta i mange år – og jeg har set ham to gange før på dansk grund. I lørdags var han tilbage i Danmark, da han gav koncert i Tap1. Mit dilemma var kæmpe stort. Ville jeg helst blive væk af frygten for at blive opslugt at et moshpit, eller ville jeg trodse risikoen og tage til koncert med en musiker, jeg elsker?

Du kan nok gætte, at jeg tog til koncerten. Fandme ikke om sådan nogle ungdomssvin skal bestemme over mig! Jeg knytter næven i vejret lige nu, det kan man bare ikke se på skrift.

Sidst jeg så Skepta live var på Roskilde i 2016, hvor han leverede hele 40 minutters koncert. Dog var det en af årets mest intense og bedste oplevelser, som jeg husker den. Det er en mand hvis musik, jeg har hørt i mange år, og som er kendt for at levere toptunede liveshows. I lørdags var ingen undtagelse. Det blev kun til en times koncert, hvilket jeg synes er lidt sølle for 370 kroners billetpris, men jeg er måske heller ikke den ideelle målgruppe for arrangementet. (Dengang jeg så Skepta til Distortion i 2015, der kostede det sgu gratis). Det var en fortrinlig højenergis koncert, men der var så meget mere end moshpits at komme efter. Jeg synes virkelig, at Skepta er dygtig. Og så er han pisse fucking sej. Han designer sindssyge ting sammen med Nike, dater Naomi Campbell, og laver sprød lo-fi grime som er så langt fra amerikansk hiphop, det overhovedet kan komme. Lydene er simple men rimene er stadig solide og teknikken helt i top. I lørdag trådte han ind på scenen i en meget 90’er inspireret nærmest technoagtig heldragt med selvlysende striber. Han leverede derefter hvert eneste vers med kirurgisk præcision, og jeg kunne stå et godt stykke væk fra moshpittene og være gammel og nyde koncerten med kun den lejlighedsvise svedige bare overkrop klaskende op af min adidastrøje. Et fint kompromis tænker jeg.

Det er værd at se Skepta live, hvis man har interesse for hans musik. Også selvom man ikke har lyst til at befinde sig i en times moshpit med ti år yngre gutter og gutinder. Han er i høj grad noget for sig selv. Jeg har nydt hver af de tre gange, jeg har været i selskab med ham, og jeg ser allerede frem til den fjerde.

Sidenote: Tap1 er altså ikke så slemt et sted, som det har fået ry for at være. Måske egner stedet sig bare bedst til hiphop-koncerter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.