EVERYBODY WANTS TO RULE THE FUCKING WORLD

Tears For fucking Fears kommer på Roskilde, men hvorfor skal du give en fuck for det? Er det ikke bare et æææældgammelt band, som ens forældre elskede og prøvede at få én til at kunne lide, mens man i skjul satte “The Eminem Show” på anlægget, når de ikke var opmærksomme? 

Lad mig lige understrege nogle ting. Roskilde har endnu en gang gjort det, som kun Roskilde kan. De har vakt en sovende gigant til live med denne booking. Tears For Fears har ikke spillet i Danmark siden 1990. Nittenhundredehalvfems. Det bliver altså 29 år siden til sommer, at Roland Orzabal og Curt Smith har spillet live i Danmark. Det i sig selv burde være argument nok for at være oppe at køre over bookingen. Stadig ikke overbevist?

Vidste du, at det faktisk er Tears For Fears, der har skrevet sangen “Mad World”. Det er den, du tror, Gary Jules (eller R.E.M. hvis du er helt bong) har lavet, fordi du hørte den i Donnie Darko, og ikke tænkte videre over det. Det nummer er om noget lyden af britisk 80’er melankoli på linje med The Cures bedste numre. “I find it kinda funny, I find it kinda sad, the dreams in which I’m dying, are the best I ever had”. Fucking fantastisk.

“Rasmus, jeg skal lige høre, har du tilfældigvis noget personligt investeret i den her booking”? Sjovt, du spørger! Jeg er livslang Tears For Fears-fan, ja. Jeg har aldrig set dem live, nej. Jeg har været euforisk forelsket til “Head Over Heels”. Jeg har prøvet at overbevise folk om, at det bedste ved The Weekends album “Starboy” var samplet fra “Pale Shelter”. Jeg har grædt til Mad World, jeg har været ulykkeligt forelsket til “The Hurting” og jeg har været oven ud ekstatisk på Dunkel som 19-årig, første gang jeg var i byen i København, da de spillede “Everybody Wants To Rule The World”, og jeg sad og skrålede med sammen med min bedste ven, Peter. Det i kontrast til “Jeg vil la’ lyset brænde”, som jeg vi var vant til fra provinsdiskoerne.

Bliver det en skuffende koncert med to artister, der er way past their prime? Måske. Har de overhovedet lavet noget godt siden 1989? Næ. Kan Curt Smith stadig synge? Han prøver i det mindste. Kommer der til at være nogen under 50 i publikum? Ja, mig. Helt oppe foran. Med tårer i øjnene. 

Så tak Roskilde. Tak er et fattigt ord. Men I har gjort det, som ingen andre i Danmark har gjort i 29 år og booket Tears For Fears. Det er altså hele mit liv, der er gået, siden de her gutter sidst var her, og lige så længe har jeg drømt om at se dem live. Jeg glæder mig virkelig. Specielt til at stå ved siden af min kæreste, som jeg har tvunget til at blive fan, og synge med på den her:

Ja, jeg beklager, hvis du havde regnet med at kunne læse om, hvilken betydning Tears For Fears har haft for musikhistorien eller lignende. Jeg er simpelthen for excited til at kunne gå i dybden med det lige nu. Så smid et af de tre gode albums fra perioden 1982-89 på anlægget og glæd dig til, det bliver sommer. Det vil jeg i hvert fald gøre på denne grå torsdag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Orbital tog VEGA med på en 90’er tidsrejse med tung “far-techno”

Orbital i VEGA i søndags  (foto: joltvideo)

Sidste søndag havde jeg mest af alt lyst til at flade ud og pleje tømmermændene med slask og snask. Tømmermænd og techno er normalt ikke min cocktail, og jeg havde selvfølgelig glemt alt om, at jeg havde aftalt at tage i VEGA og høre kultkoncert med techno og electro-dance på menuen. En menu, der skulle vise sig at være rasende sprød, og som drev tankerne langt væk fra tømmermænd og tidlige mødertider mandag morgen. Brødrene Paul- og Phil Hartnoll bag det britiske band Orbital forvandlede nemlig VEGA til en kosmisk og komisk ravefest for alle aldre.

Orbital blev dannet i 1989 i den sydøstlige del af London og med navne som Underworld, Aphex Twin, The Prodigy og Chemical Brothers var de med til at forme 90’ernes techno- og electro-scene i England. De to brødre slog igennem med albummet Snivilisation og har efter en genforenings-tour sidste år netop udgivet electro-dance albummet Monsters Exist fra ACP Recordings Ltd. Orbital er med 8.927.641 afspilninger på Spotify, bedst kendt for det hypnotiske og trance-agtige nummer: Halcyon On and On som sammen med det nye album blev luftet i Svend Auken-Salen i søndags. 

De to monstre, om man vil, var udstyret med ikoniske briller med runde lys på hver side, som fik dem til at ligne planetens sidste overlevende eksistenser. Orbital gik i luften fem år før, jeg blev født og har så mange albums på CV’et at de, som aftenens øvrige klientel, kunne have været mine forældre. Med undtagelse af en lille purk, der sad på sin fars skuldre udstyret med høreværn, var jeg klart den yngste i 90’er tidslommen af tung støj og hård “far-techno”. Koncerten havde ikke solgt ud, så salen var halveret og balkonerne lukket. Dette bidrog bare til en mere intim stemning af at være samlet til den samme nieche-koncert på en højhellig søndag.

Orbital gik på scenen til et nedtællende ur og en alarmerende stemme, der gentagende gange sagde: “How long do you think the humanrace will survive?”. Der var dommedags trusler i luften, og deres dias virkede som en syrede kritik af systemet og det menneskeskabte kaos på jorden. På trods af de dystre visuals, var Orbitals søndagstrance både sjov, kikset og sprød på samme tid. Nummeret Hoo Hoo Ha Ha fra det nye album forvandelede tilskuerrækken fra trancetilstand til en trompet-triumf af hoppende hoveder.

Koncerten kørte glat på nær en enkelt afbrydelse med tekniske problemer. Det skabte lidt af en akavet stemning, men Hartnoll-brødrene kom heldigvis hurtigt tilbage bag pulten. Der blev mixet efter den gamle skole, hvor alle instrumenter bliver blæst ud med samme styrke, og det gjorde ørepropper til et absolut must. Det særlige ved deres live-performances er, at de improviserer og leger med strukturen undervejs i numrene. Orbital sætter sequencere i gang og bygger konstant lyden op i lag via diverse analoge synthesizere og trommemaskiner.

Det virkede i starten en anelse malplaceret, da brødrene flettede pop-klassikere som I Will Survive og Heaven is a Place on Earth midt ind i rave-sættet, men efter nogen tid voksede deres mashups på mig. Det var festligt og plat på den der “vildere klovn” agtige måde. Man fik især de tunge electro-bølger og break-beats at mærke på nummeret Impact (The Earth Is Burning), som fungerede vanvittig godt i liveudgave. Studieversionen er en del anderledes, men også glimrende, hvis man er i humør til noget ravey baggrundsmusik og et skud Mario Party-nostalgi.

Lider man af epilepsi eller angstanfald, vil jeg dog fraråde at opleve bandet live. Støjniveauet, strobelyset og deres excentriske dias, er ikke for sarte sjæle. Lysshowet mindede mig om en intergalaktisk stjernekrig, der ville have lukket luftrummet, hvis brødrene spillede under åben himmel. 

På trods af den korte afbrydelse og en lydstyrke, der kunne have baldret samtlige af Enghavevejs vinduer, får Orbital mine varmeste anbefalinger. De erfarne brødre var på trods af alderen i topform, og jeg skal klart opleve Orbital og deres tossede throwback-techno, hvis de gæster Danmark igen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Black Milk smed svedige håndtegn på en højhellig søndag

Søndag aften er for mig en helligdag – og jeg ved, at jeg ikke er alene om at have indviet ugens sidste dag til ‘sundaze’. En dag hvor jeg helst bare vil pleje tømmermændene med noget snask, slå stængerne op og stene til en god serie. Der skal med andre ord en meget god grund til, at jeg bevæger mig væk fra min hule og ud i efterårets rusk og kulde. En grund som Curtis Cross, bedre kendt som “Black Milk”, der i søndags fyrede op for en fest på Loppen med sit band Nat Turner.

Black Milk er med fingeren på hiphop-pulsen en førende renæssance-rapper, der som en af de få stadig formår at holde liv i hiphoppen. Den 25-årige rapper er født og opvokset i Detroit, hvor han i over et årti har produceret musik og samarbejdet med mange af strædets andre kunstnere. Gennem J-Dillas gamle band Slum Village, fik han i 2002 skudt sin karriere i gang på deres album The Trinity og er siden 2006 gået solo med eget band. Det er der kommet syv solide studiealbums ud af fra Fat Beats Records og Ugly Computer. Det fede ved Black Milk er, at han ikke er en stor flødebolle rullet i kokos, der står og brøler “Yaw Yaw Yaw! WAZ UP COPENHAGEN, Big ass tities!”, mens der bliver skruet og drejet lidt på en mixer. Black Milk laver ægte hiphop med levende instrumenter og hans udgivelser Tronic og Album of the Year er et must i samlingen, hvis man er hiphop-henrykt. Jeg må virkelig også give den op for de tre sidste udgivelser If There’s A Hell Below, The Rebellion Sessions (et moderne jazzalbum domineret af instrumentale afrobeats) og den seneste skive; FEVER. Albummet er en kritik af det amerikanske uddannelses- og fængselssystem, hvor racekrigen stadig hærger. Problematikker, der særligt kommer til udtryk på nummeret True Lies:

Første gang jeg hørte Black Milk var på Roskilde i 2011, da de turnerede med Album of the Year. Jeg kom helt tilfældigt slentrende forbi Cosmopol og blev straks tryllebundet af den lyriske troldmand Curtis Cross, bandets moderne jazz-vibes og de kraftige trommer. Det var klart årets Roskilde-surprise, også selvom det ikke var en fuld A-Z koncertoplevelse.

Jeg fik heldigvis mulighed for at tage revanche og høre en hel koncert til ende, da Black Milk i sommeren 2016 gæstede Pumpehuset. Koncerten blev få dage inden rykket ud i Byhaven, da den ikke havde solgt nok. Dette lod hverken til at genere bandet (eller os – gratis hiphop under åben himmel – what’s not to like?!) det mindste, da de fyrede op for en kæmpe fest med dans og svedige håndtegn i sommervejret. En fest, som latinamerikanerne fra Detroit i søndags demonstrerede, at de ikke har mistet evnen til at starte.

Black Milk passede perfekt ind i Loppens loose-stemning, hvor det ikke er en ny opdagelse at finde en koncertgænger med en spliff i hånden ude foran den ikoniske graffiti-opgang – søndag ingen undtagelse. Koncerten blev solgt for en slik uden gebyrer, og der var rigeligt med plads til at svinge håndtegnene langt ud i lokalet uden at ramme sin sidemand. Bandet gik på til tiden, men deres entré forekom en anelse flad. Det virkede lidt som om, de lige var landet og kom direkte fra Kastrup, da de noget søvnige indtog Loppen. Trommeslageren trådte fra publikum sløvt op på scenen iført mørke afrobeat-briller, en stor hoodie og stadig med rygsækken på skulderen. Både taske og hoodie blev kastet af ved siden af trommesættet, og han sad nu kun tilbage blottet med kæmpe overarme i en smal tanktop, der næsten afslørede hans nipples. En praktisk mundering, når der skal hamres igennem, og man bliver komplet gennemblødt efter en time og et kvarters jam. Curtis Cross virkede i starten noget uoplagt med et par smalle øjne, der fik mig til at spekulere over, om det var “søvnig-søndag”, jetlag eller et smut forbi Pusher Street, der gjorde udfaldet. Han kom dog hurtigt i gang og lagde ud med en håndfuld nye numre. Han virkede særligt overlegen på True Lies og Could It Be med en selvsikker gestus.

Både keyboard og trommer blendede smooth ind i beatet, når Curtis Cross spacede ud. Jeg savnede dog bassisten, der var med sidst i Byhaven, og som i stedet var erstattet af percussion. Jeg fik efter koncerten at vide af Curtis Cross, der stod og signerede plader, at han desværre havde lagt sin musikalske karriere på hylden. Til gengæld satte Black Milk en stor ære i at udfylde den tomme plads med improvisationer. Der kom under aftenen en del anekdoter fra opvæksten i Detroit og slynget sætninger ud som: “You gotta represent!” eller “We just gonna do whatever. Your in the funkiest church in the world”. Curtis Cross er til dags dato den mest up-town funky præst, jeg er stødt på. Den hvide krave er erstattet med guldkæder og den tørre prædiken med beat boxing. Desuden blev de hellige skrifter byttet ud med numre fra Black Milks bugnende bagkatalog, som publikum frit kunne ønske fra. Curtis Cross indfriede mange af bønnerne, men slingrede dog noget på prædikestolen, da han glemte teksten til to af numrene og måtte afbryde midt i et beat med et “Sorry man, sorry man! I forgot the verse!”, men som Black Milk selv sagde: “Fuck it!” – Kikseren bidrog bare til en mere løssluppen stemning, der til sidst blev så loose, at en ung gut hoppede op på scenen og råbte: “LET’S GIVE IT UP FOR BLACK MILK” til et jublende publikum.

Aftenens klientel bestod af alt fra ‘håndbajeren og kappen på skrå’-typerne til Fritz og Poul-fyren, der møvede sig gennem folk med to glas rødvin, tabte det ene på gulvet og slyngede det andet i vejret i takt med de svedige håndtegn. Klassikerne Bounce, Tronic og Losing Out var blandt hovedønskerne fra publikum, der også fik indfriet sidstnævnte nummer ved koncertens afrunding. Desværre druknede det en anelse i den sveddryppende trommeslagers lidt for dominerende solo, hvor hele sættet ellers fik hans kraftige overarme at mærke. Jeg synes klart, at deres jazzede freestyle numre fungerede bedst, men Losing Out er sgu også i orden, og den fortjener sin klassiker-status.

SÅ: Alt i alt var koncerten super sprød. Jeg blev hevet ud af min søndagsslasker og havde mest af alt lyst til at tage videre i byen og fejre, at ægte hiphop stadig lever. I stedet vendte jeg hjem med The Rebellion Sessions og min all time favourite Album of the Year i cykelkurven – signeret af Black Milk. Lidt fangirl, har man vel lov at være.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

GusGus fyldte Koncerthuset med tung islandsk techno (og lidt for meget røg)

Jeg har aldrig prøvet at tage hele vejen fra Sønderborg til København en torsdag aften for at høre islandsk techno i DR’s Studie 2, men det havde den meget utilfredse gut, der gik ved siden af mig, da GusGus’ koncert efter to minutter blev afbrudt af en hvinende alarm og en venlig, men bestemt, stemme, der bad alle om at forlade koncerthuset, da der var opstået en “kritisk situation”. I starten troede folk ikke rigtigt på det, og de mente, at det måske var en del af showet. Jeg har ikke personligt set GusGus før, men det virkede som om, at folk forventede, de lavede en gimmick. De udspringer jo også af et kunstnerkollektiv, så jeg tænkte også, det sagtens kunne være en del af deres performance. Men næ nej, ud kom vi efter ti forvirrede minutter, og ham fra Sønderborg var en yderst presset mand.

Pludselig blev der åbnet op igen, og vi fik lov at komme ind til koncerten igen. De gode pladser, vi havde haft helt oppe foran, var selvfølgelig røget, og den manglende information fra DR’s ansatte irriterede min nysgerrige journalisthjerne. Jeg ville gerne vide, hvad der var sket. Der var snak i krogene om, at deres røgmaskiner var for kraftige, men ingen vidste rigtigt noget.

Det lykkedes dog hurtigt GusGus at komme efter episoden, og i dag tænker jeg over, at det efterhånden er sjældent, at jeg får sådan helt nye oplevelser, når jeg er til koncert. Det er bagsiden af at skrive om musik. Ja, stakkels mig, ak og ve, alle de gratis koncerter, jeg får lov til at anmelde! Men det her har jeg aldrig prøvet før, og det gav mig desværre en irriteret følelse i kroppen, som jeg havde svært ved at slippe, da de så startede koncerten igen. 

GusGus er et af de bands, som jeg har villet høre live de sidste 10 år, men som jeg aldrig har fået taget mig sammen til at se. Til Final Party på Carlsberg under Distortion 2010 forsøgte jeg ellers virkelig at komme til at se dem, men jeg havde kort forinden været så fuld, at jeg troede, jeg var til Booka Shade-koncert, for så at finde ud af, at den foregik et andet sted. Måske var det nederlaget fra den gang, der har taget mig otte år at komme over, men i går lykkedes det mig endelig. 

Og det var værd at vente på. Koncerten endte med at være fuldstændig opslugende, og jeg blev gang på gang overrasket over deres bagkatalog, som jeg havde glemt, hvor bredt var. Det var én lang “nå ja, den har de også lavet”-koncert. Favoritten, “David” fra 2002-udgivelsen “Attention”, havde heldigvis også fundet vej til setlisten i går. Det klart mest poppede nummer i et ellers tonsertungt technotorsdagstamtam (øver mig på bogstavrim), men resten fungerede også, som det skulle. Selvom det var meget tunge mure af lyd, vi blev præsenteret for, så giver Daniels bløde vokal et sublimt modspil, der gør, at alle kan være med. Mange tak til Daniel Ágúst Haraldsson og Birgir Þórarinsson for at forsøde en ellers ultrakedelig efterårstorsdag.

Og gutten fra Sønderborg? Sidst jeg så ham, dansede han rundt i ekstase til “Arabian Horse” med en Heineken i hånden. Don’t we all love a happy ending!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mitski er en kunstnerisk kamæleon og en kæmpe anbefaling til næste års festivalprogram

Mitski på Lille Vega i fredags (foto: Christian Hjorth/Vega)

Den japansk/amerikanske kunstner Mitski, der netop har udsendt albummet Be The Cowboy, stråler af stærk selvironi og rå indie-rock på livescenen. Det særlige ved denne kvinde er, at hun eksperimenterer og skifter sit udtryk med elektronisk singer-songwriter-poesi og en metallisk grundklang. Den 28-årige sangerinde er opvokset i Japan, hvor hun fik folk-plader og japansk popmusik skudt ind med modermælken. Inspiration, som man tydeligt mærker at hun har taget med sig i sit lydunivers, som svæver langt fra mainstreamkulturen. Mitski Miyawaki har udgivet fem plader, hvoraf de to første er selvproducerede, og begge er resultater af afsluttende studieprojekter på Purchase College – musikkonservatoriet i New York.

Det seneste album, som blev udgivet af Dead Oceans tidligere på året, var i højsædet i Lille Vega, da hun i fredags fyldte Stauningsalen ud. Den unge kunstner gæstede allerede Ideal Bar sidste sommer, og det engelske dogme ’never change a winning team” gjorde sig i høj grad gældende, da hun trådte et skidt op ad karrierestigen og man på aftenen fik lov at mærke hendes overvældende vokale spændvidde.

Be the Cowboy er rasende anbefalelsesværdigt og tager udgangspunkt i den unge kvindes konfliktfyldte følelsesliv, hvor trediveårskrisen lurer lige om hjørnet. Et tema, der passer perfekt til Mitki Miyawakis monotone mimik og distræte distance til publikum, som i starten fik hende til at fremstå introvert og med et strejf af selvhøjtidelig kunstnerattitude. Hun mindede mig både i stil og udtryk om Björk med sit mørke pagehår, hvide kjortelskjorte og mystiske koreografier med håndfladerne, som om hun spillede på en usynlig harpe. Hun fik da hurtigt brudt isen med publikum med korte kommentarer og underspillet ironi. Dog virkede det noget komisk, da hun gentagende gange for fra den ene ende af scenekanten til den anden som en hovedløs høne, der lige har fået det dødsbringende øksehug og pisker rundt på de sidste nerver.

Mitski spillede i fem kvarter, og man mistede sjældent fokus på numrene, som i gennemsnit ikke varer meget mere end to minutter. Numre som Why Don’t You Stop Me, Remember My Name og Washing Machine Heart drog alle mine associationer til Crystal Castles’ vanvittige electropunk og synthpop. Det fungerende vildt godt – også selvom den unge japaner ikke havde taget strobelyset med på touren, eller som en anden Alice Glass vendte bunden i hovedet på en flaske vand og headbangede sit våde hår ud blandt publikum. Another night, another show…

Stemningen i Stauningsalen bevægede sig fra en metallisk rumklang til en ren diskofest på det opstemte nummer Nobody, som forvandlede publikum til et hav af hoppende hoveder. Lidt over halvanden million har været inde og se musikvideoen på Youtube, og den fortjener virkelig også et klik med sit gennemførte kunstneriske præg og eksistentialistiske grundtema.

Skal jeg komme med en lille kritik, savnede jeg en anelse mere ydmyghed og interaktion med publikum fra Mitski, men det er nok en del af hendes mystiske image at pakke det sammen. Og på studieudgaven af Be The Cowboy kunne de 14 numre også snildt være kortet ned til 10, da noget af indholdet bliver en smule overflødigt og ensformigt. Alligevel bliver jeg overbevist om albummets ret på det sidste nummer, Two Slow Dancers, som forener pladen i en smuk, stille og sfærisk afrunding og virkelig formåede at røre mig live. Nummeret ville være et oplagt sted at slutte aftenen, men valget endte i stedet i et antiklimaks med sangen Goodbye, My Danish Sweatheart, der godt nok stemte med bandets lokation, men blev for syret og overskyggede det førnævnte sjælenummer.

En ting er dog sikkert, og det er, at jeg vil være at spotte blandt publikum, hvis Mitski Miyawaki gæster Danmark igen. Det ville virkelig være oplagt at se hende på en af sommerens festivaler. Så hvis der sidder nogle bookerer derude og læser med, vil jeg bede en stille bøn: Please pick it up!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *