Fotoreportage: Perfume Genius i Koncerthuset

Peter var, som han skrev, ikke den eneste, der havde fået forvildet sig til Perfume Genius under Regnskys faner. Jeg istemmer mig herfra, at det var en fantastisk koncert, og at den kære Mike Hadreas i aller højeste grad er værd at opleve i levende live. En fantastisk optræden der kommer til at rumstere i min bevidsthed i den næste lange tid. I stedet for at skrive endnu en anmeldelse så havde jeg taget en fotograf med i dagens anledning, og vi har udvalgt syv billeder fra koncerten, som giver et indtryk af, hvordan oplevelsen var – og specielt hvordan, Mike var klædt.

Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Perfume Genius perfektionerede perfektion i Koncerthuset

Perfume Genius Koncerthuset Studie 2

Den korte anmeldelse: I know my queen. Perfume Genius gjorde det sgu igen her til aften i DR Koncerthuset. Han leverede et vaskeægte mesterværk af en koncert foran et tilpas fuldt Studie 2, ledsaget af en særligt indkaldt strygerkvartet.

Det føles lidt som et deja vu at skrive denne anmeldelse, for det er ikke mere end tre måneder siden, at jeg sidst var ved at falde om af begejstring efter Mike Hadreas’ koncert på en regnfuld Haven Festival. For dig som læser vil det også snart komme til at føles som et deja vu, for her på Regnsky er vi åbenbart virkelig glade for Perfume Genius. Så glade, at Rasmus og jeg helt uafhængigt af hinanden har spurgt om lov til at komme ind og anmelde koncerten. Men hey, så kan vi jo se, om vores oplevelse af koncerten matcher hinanden…

Min oplevelse starter og slutter med aftenen sidste nummer, “Queen”. Det var som om, at hele koncerten for mig byggede op til det moment. Til kronen på værket – eller tiaraen om man vil. Det er ubetinget mit yndlingsnummer fra den karismatiske sanger, og det rummer alt det, der gør Perfume Genius til et spektakulært godt live act. Det er kraftfuldt, det er meningsfuldt uden nogensinde at miste den sårbarhed, som trækker Mike Hadreas helt ned på gulvet og gør, at ens største ønske bliver at omfavne denne androgyne mandsling.

Koncerten var langt hen ad vejen bygget op som et makrokosmos af hittet. Forestil dig, at du tager en virkelig dyb vejrtrækning og holder vejret. Og puster ud. Dén følelse var gennemtrængende hele vejen igennem. De stille numre fungerede som vejrtrækningen, inden numre som “Grid”, “Slip Away” og “Fool” fungerede som den tilfredsstillende, nærmest desperate udånding.

For et par dage siden læste jeg en anmeldelse i Politiken. Det var en fireårig knægt, som havde anmeldt en ny is. En ny Magnum. Han kaldte den for den bedste is, han nogensinde havde fået, og så brugte han udtrykket: “Den smagte diamantisk!”

Jeg kan umuligt finde på en bedre beskrivelse af Perfume Genius’ koncert end dette, så jeg vil tillade mig at citere en tydeligvis sprogligt veludviklet dreng og sige: Hold nu kæft, hvor var Perfume Genius diamantisk her til aften!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kæmpe hiphopfest lagde Tap 1 ned i går aftes

Danny Brown i en kæmpe koger

Der var lagt i kakkelovnen til noget af en hiphop-fest i Tap 1 i går, da Run The Jewels svingede forbi København. De havde endda været så søde at tage selveste Danny Brown med som opvarmning, hvilket jeg var stærkt begejstret over, da Danny Brown, i min optik, er noget af det aller vildeste.

Run the Jewels har aldrig rigtig fanget mig. Jeg synes ærligt talt ikke, deres album er særligt fede, men jeg befandt mig alligevel til koncerten på Northside i år. Hvorfor ved jeg ikke, men der er nok noget nysgerrighed, når alle folk er helt oppe at køre over noget, og man bare ikke selv rigtigt kan fange det. På Northside leverede de en gedin eftermiddagsfest af dimensioner. Jeg kan huske at stå og kigge ud over flere tusind mennesker, der bare havde det alt for vildt, og tænke: “Ja, okay, det kan noget”.

Igen prøvede jeg at lytte til albummene, fordi jeg ville så gerne være med på hypen, men det siger mig ikke en skid. Til gengæld tænkte jeg, at det måske bare er en af de grupper, man skal opleve live for at få det fulde udbytte af deres rå energi med.

Og det havde jeg heldigvis ret i.

Men før vi går ind i det, vil jeg lige smide et par ord efter Danny Brown. Det var dejligt endelig at opleve ham live, men det var godt nok noget af en svingende koncert. Den kære Danny var så skæv, at han glemte sin egen lyrik, og ramte ca. hvert tredje beat. Jeg ved ikke, om jeg havde nogen forventninger til Danny, men hvis jeg havde, var det nok at det ville blive skørt og uforudsigeligt, og det må man sige, at han leverede. Han brokkede sig også lidt over publikum, der måske ikke var vilde nok til hans smag. En kær gut i en rød hættetrøje fik et par ord med på vejen: “What happened to you? Your girl broke up with you or something?”. Jeg kunne ikke se gutten, men jeg går ud fra, han bare ikke var helt med på Dannys rave-rap.

Skift over til Run The Jewels som leverede det, de altid gør, en kæmpe fucking fest. Tap 1 var genialt udvalgt, omend lidt for stort, så gav den rå industrielle hal virkelig noget til koncerten. Killer Mike og El-P var yderst oplagte og leverede, hvad de skulle. Det var en kæmpe hiphopfest med to af de dygtigste inde for feltet. Det kan man se, når man oplever dem live. De har en helt særlig energi som smitter af på publikum, men heldigvis ikke på den der ungdommelige mosh-pit every-man-for-himself måde. De er sgu mere ægte, og jeg ville fortsat ønske, at deres musik sagde mig noget, men for nu har jeg det fint med bare at være en del af den fest, de kommer og leverer, når de spiller live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

For Evigt Hip Hop 2017

Suspekt var blandt de danske hovednavne på dette års festival.

Der blev hverken sparet på solskin, Redbull eller god stemning i lørdags, da For Evigt Hip Hop skrev historie som danmarks største (hardcore) hiphop festival. “RØDOVRE?” tænker du måske. Det gjorde jeg i hvert fald, første gang jeg hørte om festivalen, men ærlig talt: en hiphop-festival i Rødovre; whats not to like? (det skulle i hvert fald opleves). Med en halv time på den tohjulede til, jeg stod på pladsen, fandt jeg ud af, at distancen til “Reffen” vs. “Røderen” egentlig er et fedt, og der var ingen problemer med at få parkeret sin cykel, ja tak!

Jokeren sørgede for god stemning fra hovedscenen denne spæde lørdag formiddag, og om det var vejret, musikken eller Vestegnen, men allerede her inden 12 var der gang i festen.

Kl. 11.30 gik Binær på scenen. På anbefaling fra hip hop-kendere i min omgangskreds var netop denne koncert en, jeg havde set særligt frem til – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Duoen Binær består af Trepac og Mund De Carlo, en konstellation de selv beskriver som en bro mellem to af hovedstadens mest aktive hiphop-crews: Struglaz og Echo Out Records. Med sig på scenen havde de en saxofonist og en trompetist, der snildt levede op til Binær-drengenes musikalske og tekniske niveau. Tilsammen opstod en trekantsdynamik af beats, rap og blæs i et helt nyt format med træk fra jazztraditionen, hvor solo og samspil er kernebegreber i den kollektive musikform.

Kl. 12.05 overtog TopGunn hovedscenen. Med hits som “Kongens Have”, “Dejlig” og “Ingen andre” var der næsten lagt op til fællessang her klokken tolv i Rødovre. Oliver Gammelgaard Nielsen leverede helt sikkert, det han skulle.

Kl. 15.00 gik Gilli og Kesi på hovedscenen, mens Ham den lange tog plads på den lille scene kl. 15.20. Det var to yderst særskilte koncerter, som her overlappede hinanden og gav et godt billede af bredden i dansk hip hop.

Kl. 16.05 blev champagnen knappet op, da Lil Kleine sparkede festen igang foran hovedscenen. Det var en fest, og mere er der vist heller ikke at sige om det. Det er der til gengæld om Annelise, der trak festen over til den lille scene kl. 17.40. Annelise og Milad Genius er virkelig et team, som kan deres kram, og sammen leverede de et liveshow, der både var velforberedt og nærværende.

Så var det tid til lidt mad. I modsætning til Haven Festival, som jeg gæstede for et par uger siden, var der næsten ingen kø ved de forskellige boder. Der var dog heller ingen pastrami-sandwiches med RIGTIG pastrami, og man måtte også spejde forgæves mod nord efter surt som sort mikrobryg. Men ærligt talt; spanskrør m. softice og en veggie-fajita er ikke et dårligt bud på en god festivalmenu. Der var desuden rig mulighed for både flæskestegssandwich og fritter med salatmayo, hvis det var det, man trængte til.

Så var energidepoterne også fyldt op til danse-disko-dasko-fest kl. 19.30 med Marvelous Mosell. På tracks, bygget op af loops fra gamle disconumre, smeder han rim, der får enhvert millenium-barn til at længes tilbage til de gode gamle 90’ere. En bøllehat og guldkædeklædt Tue Track indtog pladsen bag mixeren, mens den 90’er-kondi-suitede Marvelous Mosell opfyldte swagkvoten for hele vestegnen. Sammen leverede de en sjov, underholdende og vellydende koncert. Der hersker ingen tvivl; Marvelous Mosell er den bedste danser!

Resten af aftenen stod på Ukendt kunstner til en koncert, der efter sigende skulle være deres sidste! Suspekt lukkede og slukkede, og trods tekniske problemer leverede de et sceneshow og den attitude, de er kendt så godt for.

Det var med trætte ører og ømme fødder, jeg vendte snuden hjemad lørdag nat, men jeg kom også hjem med en (tiltrængt) forfriskende musikalsk oplevelse og en smule mere forståelse for, hvor meget den danske hiphopscene har at byde på. Derudover var det bare enormt rart at være et sted, hvor det ikke var branche- eller kultureliten, som satte dagsordenen. Det resulterede i en bred musikalsk folkefest med plads til diversitet og sammenhold på tværs af kultur, forudsætninger og undergenrer. Jeg håber virkelig, vi ser en For Evigt Hip Hop vol. 2 i Rødovre næste år. Og så ville det klæde dem også at repræsentere nogle af de andre kerneaspekter i hiphop-kulturen som graffiti og breakdance.

Den danske sommer viste sig virkelig fra sin pæne side i lørdags til stod fordel for de mange gæster, der var troppet op på Rådhusplænen i Rødovre.

Hip hop forevigt, O.G.! Tak for en fly festival!

Peace out, x-tra swag og, øh… tag det roligt.

Mirja

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sublim kvalitet blandt programmet på Uhørt!

Da mit 2017 startede, besluttede jeg, at jeg ville tage på alle festivaler, jeg kunne komme til. Det var mit mål at nå 10, når året gik på hæld. Det mål nåede jeg på Uhørt Festival, som sluttede i lørdags. Dermed fik Uhørt også lov til at lukke mit festivalsår af.

Uhørt er en anderledes størrelse. Det er meget med at lytte til uslebne diamanter og bands, der stadig kun er et stykke kul, for at være helt metaforisk. Der er mange gange, hvor man tænker “aaah, det er lige ved og næsten”. Det giver en mulighed for, at man kan rende rundt og bilde sig ind, at man har en evne for at spotte Danmarks næste store talenter. Det kan man dog ikke. Det har lytteudvalget (som bl.a. har Peter fra Regnsky med) allerede gjort for én. De har fundet de 39 bedste acts og sørget for, at man som festivalsgænger får rigtigt meget for sine 150 kroner. Det gør Uhørt Festival til en enormt afrundet størrelse, og jeg var utroligt imponeret over den høje kvalitet hos kunstnerne. Mest var jeg dog imponeret over diversiteten i programmet. En festival som Uhørt kunne man godt frygte, ville ende som én lang to-dages upandcoming nevergonnabe indie-koncert, men jeg fandt mig selv til alt fra dødsmetal til trap over afrobeat og shoegaze (selvom de ikke selv mener, de er det). Der var større genrediversitet på Uhørt, end på de andre danske festivaler jeg har været på i sommer, og det gjorde, at programmet aldrig blev kedeligt, fordi man hele tiden kunne opleve noget nyt. Jeg er ikke til dødsmetal, men jeg hyggede mig gevaldigt i den halve time, jeg havde sammen med BAEST. Alle koncerterne på Uhørt varer en halv time, og det gør festivalen til en showcase-festival, og det gør det også nemmere at finde overskuddet frem til at få set størstedelen af programmet.

Jeg vil dog gerne lige fremhæve nogle acts fra Uhørt, som jeg synes var noget for sig, og som du måske burde holde øje med!

Det gik først op for mig i lørdags, hvorfor de har valgt navnet Broer. Det er simpelthen et brødrepar, der bygger bro mellem sang og rap. Derfor ordspillet som både er broer men også bror. Broer er i den grad en usleben diamant, og den synergi man har som søskende bliver overført direkte til musikken. Jeg er ikke sikker på, hvem der er hvem, men bror 1 er street-bror. Han rapper (hurtigt!) og bar i lørdags en hyldesttrøje til Priden. Bror 2 synger (fantastisk!) og var iført en skjorte og en pæn jakke ud over. Derfor er de to vidt forskellige mennesker, men som når de så optræder sammen virkelig bare giver mening. Peter fra Regnsky mente også, det her var årets koncert, og jeg forstår godt, hvorfor han var blæst bagover, og det var på hans opfordring, jeg overhovedet befandt mig til koncerten. Så tak, Peter!

Direkte fra Danmarks svar på Serengeti, nemlig den jyske hede, kom ultra charmerende JJ Paulo. Han mødte op iført en t-shirt i et flot orange afrikansk mønster, og forklarede, på klingende midtjysk, at han var fra Tanzania (og Silkeborg). Han havde taget sin lillebror med til at styre beatsne, og han havde også en t-shirt på med den tanzanianske flag. JJ Paulo var den bedste showman, jeg så på hele Uhørt. Han optrådte som om, han stod på Orange scene, og det var en intens og energisk koncert, hvor han fire-fem gange fik publikum til at sætte sig ned og hoppe op, når det første skønne afrobeat ramte. JJ Paulo er one-to-watch, fordi jeg spår, at vi, heldigvis, ikke har set det sidste til den fantastiske showman. På en halv time fandt han desuden plads til at cracke jokes, lære publikum swahili og selvfølgelig smide t-shirten og vise sig lidt frem. Wauw, for et show!

#uhørt17 publikummet bevæger sig endelig lidt – takket være @jj.paulo_tz @uhoertdk

A post shared by Regnsky (@regnskyblog) on

Det var tydeligt, da Iris Gold gik på, at det vi nu skulle til at se, var på et helt andet niveau. Det er ikke for at sige noget negativt om det generelle niveau på Uhørt, men mange af kunstnerne virker stadig som om, de er igang med at finde deres lyd. Sådan er Iris Gold ikke. Gemt bag et kæmpe hår findes en fantastisk musiker, der lyder topprofessionel og musikken er sublimt produceret. Og det hele fungerer også live. Hvor mange af de andre optrædener var uslebne diamanter, var Iris Gold kronjuvelen i Uhørts krone. Hun er decideret fantastisk, og jeg forstår ikke, at hun ikke har fået mere opmærksomhed. Det kan måske have noget at gøre med, at den funky neosoul-ish hun spiller, ikke har så stort mainstreamappeal i dagens Danmark. Om end ikke andet var det fantastisk at høre en kunstner, der genoplevede en 70’er lyd med en sådan overbevisning, at man blev i tvivl om, hvilket årti man befandt sig i.

Uhørt er en gave til København, og jeg er glad og taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af årets festival. Det er med 100 procents sikkerhed, at jeg kommer tilbage næste år for lige at sample det nyeste og bedste danske musik. Og det burde du også.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *