Wauw, Dayyani leverede årets bedste koncert på længeventet SPOT Festival!

Dayyani
Dayyani. Fotograf: Asbjørn Kragh / Synkron

Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger, da jeg indfandt mig på Voxhall i god tid inden koncerten med Dayyani fredag eftermiddag. Men allerede under lydprøven til sangerindens spritnye single My Shit kunne jeg fornemme, at der var noget helt særligt på vej.

På en SPOT Festival med et historisk højt niveau, hvor ingen faldt igennem, og hvor artister som Mina Okabe, Prisma, Mekdes, Andreas Odbjerg og en række andre leverede fantastiske koncerter, formåede hjemmebane-pophåbet Isabella Dayyani alligevel at overstråle dem alle denne eftermiddag på et godt fyldt Voxhall med en koncert, der meget vel kan vise sig at være starten på noget meget stort. Vel og mærke efter koncert, som med rette kunne have slået den unge sangerinde ud af kurs efter konstante tekniske udfordringer og et decideret lydudfald undervejs i So Good.

Men hvad gør det, når resten af koncerten var decideret fremragende? Koreografien sad lige i skabet og sendte tankerne mod den legendariske Arena-koncert med Solange for nogle år siden – mens lydbilledet på især flere af de nye numre gav billeder af en ung Beyoncé og resten af Destiny’s Child, som i øvrigt også er et af Dayyani selvproklamerede forbilleder. Og så gør lydproblemer altså mindre, når størstedelen af publikum allerede kan synge med på radiohittet Goddess.

I disse år er der mange store talenter på den danske popscene, men Dayyani har alligevel formået – i øvrigt ligesom sine sjælsvenner i Ganger – at skabe sin helt egen lyd, der får hende til at stå frem fra mængden af popsangere i disse år. For selvom vi klart er i en velkendt gren af popmusikken, har Dayyani alligevel tilsat sin musik en tilpas mængde skævhed og iørefaldende beats, at man som lytter forbliver nysgerrig – både når der bydes op til dans, og når der trædes et skridt tilbage på numre som All The Things I’m Learning.

Koncerten sluttede i øvrigt med den fornævnte nye single My Shit, som jeg kunne synge med på efter ét omkvæd og stadig sidder fast på hjernen her to dage og alt for mange øl senere. Dayyani er The Shit!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tre kunstere du skal se på Carpark Festival 2021

Foto: Johan Stauner Bill

Den lille festival under Bispeengbuen er endelig tilbage. Den altid hyggelige og regnsikre festival formår igen og igen at forvandle den grå parkeringsplads under broen til en intim festivaloplevelse – samtidig med, at den forvandler upcoming musikere til hovednavne i centrum. I år er ingen undtagelse, og derfor har vi håndplukket tre kunstnere, du ikke må gå glip af.

MALU – Åbne Scene, fredag kl. 20.10

Var det a cappella skulle du stadig stille dig foran Åbne Scene lidt over otte. MALU’s vokal er simpelthen så fyldt med nuancer i sig selv, at det kunne være nok. Som flødeskum på toppen, får du lov at høre lækker neo-soul, i mens MALU synger dig hen i en anden verden.

MALU er så ubeskrevet et blad, at det kræver mere end bare en søgning på google at finde frem til hendes borgerlige navn. Men giver man sig tiden til at lede videre, finder man ud af, at Marie-Louise Pierini ved noget af en tilfældighed fik et klaver hjem i huset som 5-årig, fordi nogle flyttemænd ikke ville smide klaveret ud. Fredag aften skal du tage over at høre, hvorfor flyttemændene havde fat i den lange ende.

Magnus Tempels – Tribunen, fredag kl. 22.20

Elektronisk pop er efterhånden en kombination man har hørt om før. Men når Magnus Tempels laver musik, lyder det ikke som en del af den resterende grød af rimelige danske musikere, der synger med synthpoppede lyde i baggrunden.

Tempels tør nemlig at sætte instrumentalen i forgrunden, og hans produktioner er disharmoniske uden at være det, hvilket gør hans numre og især liveoptrædener til noget, der er dynamisk. Det er her han går fra at være en sød fyr til at være en følsom fyr med masser af kant, og det er rigtig vigtigt, når man vil skille sig ud på den moderne danske popscene.

Og så er han en utroligt nærværende livemusiker. Ingen store armbevægelser eller charmerende monologer, men han har en tilstedeværelse, man ikke er i tvivl om.

PRISMA – Åbne scene, lørdag kl. 23.00

Det er noget af et scoop for Carpark, at de har fået PRISMA til at komme og lukke festivalen. De to søstre laver en form for futuristisk, trommebåret new wave, der er vildt energisk. Som havde The Raveonettes og New Order fået et barn.

På papiret er det ikke et scoop, for PRISMA er et ubeskrevet blad, der er opstået i det Covid-restriksionsramte Danmark. Men det er svært at høre, at det ikke er et erfarent band, med så tætte produktioner og så genkendelig en lyd. Deres sange giver følelsen af at de er små komponerede værker, der drejer sig og tager nye former undervejs.

Til gengæld giver det rigtig god mening, når man hører deres bagkatalog, at det er to søstre, der står bag. Deres vokale samspil er lige i skabet, og de formår at bruge den enes inderlighed til at forstærke den andens.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Norsk konceptkunst kom aldrig ind under huden

Foto: Laura Ioana V

Modigt, nytænkende, befriende. Der er mange gode grunde til at smide en masse rosende tillægsord efter Smerz og den performance-koncert duoen giver på Store Vega søndag 30. maj. Men der er desværre ikke kun positive ord at sætte på den specielle optræden. På et sort klaver optræder Catharina Stoltenberg og Henriette Lutzfeldt i en time uden at kigge på publikum på noget tidspunkt.

Det mest passende ord at tillægge er avantgarde. Duoen, hvis største styrke ligger i evnen til at sammensætte et elektronisk lydunivers, der samtidig indkapsler skrøbeligheden i teksterne, har smidt stort set alle de sikre kort under bordet. Bortset fra to strygere og korte sessioner med violin og klaver, er resten af musikken ikke til stede på scenen. Det bliver ikke mikset, men spilles egentlig bare ud af højtalerne.

Der er to spots på Stoltenberg og Lutzfeldt, men ellers intet lys, røg eller andre visuelle elementer. Selve konceptet står altså mutters alene på scenen. Og det består hovedsageligt af skiftende siddende og liggende stillinger, en enkelt koreografi og en absurd mængde tomme blikke.

Det er sikkert nok, når det bare fungerer. Det er bare svært at se formålet. Der er helt sikkert en eller anden højere mening, en symbolik eller et budskab. Det er bare pokkers svært at forstå, hvad det er. Der skal sådan set også være plads til den slags kunst, så det hele ikke bare er Absolute Music 2. Men jeg har set en perlerække af gode koncerter, der tog mig med storm, hvor jeg heller ikke forstod symbolikken. De var bare medrivende alligevel. Man bliver desværre aldrig helt fanget af Smerz’ show.

Foto: Laura Ioana V

I øjeblikke fungerer det. De to strygere spiller upåklageligt og redder store dele. Det er live, og det spiller sammen med de dybe toner og skæve beats fra backing tracket. Særligt en seance, hvor lyset slukkes og et langt, instrumentalt stykke starter ud i drum n’ bass og ender med dystopiske nummer ‘Flashing’ lykkedes. Her får Stoltenberg og Lutzfeldt igen spotlys og lykkedes med en af deres forcer: deres vokale kemi. Med den 90’er-inspirede dystopisk bagtæppe fremhæves deres følelsesladede sang-sammenspil og det hele begynder at gå op i en højere enhed.

Der går bare ikke lang tid, så begynder opsætningen at virke nøgen igen. Et tilsvarende lavpunkt opstår, når Stoltenberg rapper acapella, mens Lutzfeldt nynner en melodi, der virker lidt tilfældig. Igen er det svært at finde formålet med det. Stoltenberg er en dygtig producer, men rapteknisk er der ikke meget at råbe hurra for, og derfor bliver det igen meget bart, når det ikke er flankeret af bas og trommer fra Vegas formidable lydsystem.

Teknisk skinner Lutzfeldt til gengæld igennem, når hun på smukkeste vis krydrer stykket med smuk norsk opera, når cellisterne får fokus eller når de to nordmænd synger ind over hinandens vers. Det løfter sig bare aldrig længere end i momenter, og det store billede ender med at være en optræden, hvor det der ikke fungerer kommer i forgrunden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

UHØRT: Skt. DeLarge stjal showet

Foto: Helene Maj Kildelund

Det er underlig følelse at mærke festivalgræsset under sine føder igen efter et helt års pause og en sommer uden festivaler. Og det må have været noget af en udfordring for arrangørerne at aafholde Uhørt på en måde, der også tager hensyn til Coronavirus. Men de nye forholdsregler fungerer overraskende godt på septembers første lørdag. For eksempel under Magnus Tempels, der leverer en ganske fin popkoncert på Gårdscenen foran et siddende publikum. Magnus’ nærvær og vokal løfter stemningen igennem velproduceret synthpop, uden det bliver sådan, at man absolut har brug for at stå op.

Én der til gengæld udfordrer siddekravet er Skt. DeLarge. For det er sindssygt svært at sidde stille, når der burde være et kæmpe moshpit lige foran scenen. Aldrig har jeg set så stor en energiudladning fra så lille et navn. “ARE YOU NOT ENTERTAINED?”, råber Skt. DeLarge mod slutningen af koncerten. Den er svær at pulle off, hvis ikke man virkelig hviler i sig selv og sin udstråling på scenen. Og jo, vi er underholdt – af en fyr, der i øvrigt står fuldstændig alene på scenen, men samtidig er den, der fylder scenen bedst ud af alle lørdagens acts. Han hopper rundt i bar overkrop og skinny jeans mens han rapper og råber om ting som mænd, der spiller smarte og ikke behandler kvinder ordentligt.  Men han gør det med en uovertruffen rå aggresivitet, der umiddelbart kun er til at sammenligne med udenlandske acts. Og så er det altså svært at forestille sig, at fyren på spillende tidspunkt kun har to sange på Spotify – og at ingen af dem er blevet hørt ret meget. Faktisk har de max 1000 lytninger mere end Radio LOUD’s samlede lyttertal fra dens målgruppe. Men måske det netop er den uhørte ivrighed for at bevise sig, der gør, at han rammer det helt rigtige punkt. Man får i hvert fald følelsen af, at han burde spille på en større scene.

Med flere sange, der er afspillet mere end 50.000 gange og et helt album på bagen, er GRETA en af Uhørts mere hørte acts. Og det kan mærkes. Der er ingen slinger i valsen. Vokalen sidder i skabet, og hun virker allerede som om, at hun er for stor til festivalen. Og det er ikke kun en god ting, for på en eller anden måde er det som om, at man ikke helt kan mærke det – at hun godt ved, at scenen er for lille til hende. Måske er det fordi, at man kommer lige fra Skt. DeLarge, måske er det fordi hendes relativt bløde Synthpop skulle være placeret tidligere på dagen. Uanset hvad, så skal det nok blive godt, når hun igen står for en lidt større udfordring, end at skulle gøre det bedre end helt uprøvede musikere.

Tidligere på dagen optræder Markus.waw. Og selvom bassisten har skills til at joine nærmest hvilket som helst etableret band, så er det altså svært at blive overbevist om, at det er Danmarks næste store stjerne man ser, når der er problemer med at ramme både vokalens tone og takt. Apropos skills, så er Himmelrum værd at fremhæve. På hver deres instrument formår de at fremmane en slags syrerock, der til tider bliver orgasmisk på grund af deres samspil og talent. Men man kommer også til at tænke på, at en orgasme bliver bedre, hvis der bliver bygget op til den over tid.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Journey fest: Mageløst mindfuck og støjende suspense

Foto: Louise Haywood-Shiefer

”OPEN IT UP. OPEN IT.”, råber en fyr i bar mave til sine medpublikummer, mens han forsøger at lave plads til mosh pit langs scenekanten. På scenen står theOGM lyst op af en pandelygte, så kun hans ansigt kan ses, mens han råber ”muahahaha”, som en tegneserieskurk fra 90’erne. Og så kommer det. Folket foran scenen hopper ind i hinanden mens trommer, strenge og synth’s bliver spillet hurtigere end danske apoteker blev rippet for håndsprit, da der første gang blev meldt om coronavirus i Danmark. Det er Ho99o9, der spiller på Loppen som en del af den ugelange Journey fest.

Hardcore punk, punk rap eller horrorcore er de genrebetegnelser Ho99o9 ofte får sat på sig. I virkeligheden har musikken enormt meget til fælles med Drum ‘n’ bass. I det, det er i den opbyggende fase, hvor magien befinder sig. I øjeblikket inden det hele ramler sammen. Typisk er det theOGM, der starter det hele, når han tænder for samples eller snakker til publikum på en noget atypiske måde. Med store dreadlocks og grillz, får han gejlet publikum op, som en demonbesat Bob Marley. Og når først suspensen når bristepunktet, så er det Eaddy og Brandon Pertzborn på henholdsvis guitar og trommer, der overtager energiudladningen.

Covernumre er ofte søgte til koncerter. Men det giver god mening, da en medley af The Prodigy-numre ryger på mod slutningen af koncerten til stor begejstring for tilskuerne. The Prodigy’s stil minder lidt om Ho99o9s og fordi de to kunstnere også har lavet et nummer sammen. Alt i alt en enormt original koncert med stor variation, indlevelse og karisma. Det hjalp også på det, at publikum, der var blevet godt varme efter Slægts koncert. Selvom Slægt ikke er originale på samme måde, og mest af alt ligner reinkarnationen af et rockband fra 80’erne, så spiller de fucking tight live.

Prikkerne faldt på plads

Fuckr med din hjerne kunne lige så godt være et program om Floating Points, der også gav koncert under Journey fest. Engelske Sam Shepherd, der står bag Floating Points har en Ph.d. i hjernevidenskab. Når man står til hans koncert på Store Vega, der afslutter Journey Fest, så giver det super god mening, at han er ekstremt klog på, hvordan hjernen fungerer. For hold kæft hvor kan han gøre noget ved sindet gennem sin musik. Han kan få dig til at forsvinde fuldstændig ind i dine egne tanker, eller han kan få din krop til at bevæge sig. Alt er på Sam Sheperds præmisser, når han med sin usynlige skalpel står og roder i dit kranie.

Det hele bliver gjort uden en eneste vokal. Med hypnotiserende visuals, og en opbygning, der er veltimet og gennemtænkt, føles koncerten på ingen måde for lang, selvom den varer over en time. Den måde, det fungerer for ham på, er, at han kombinerer forskellige elektroniske elementer, små samples af metalliske lyde, layers og ikke mindst skarpe trommer. Stopper man op og lytter efter, burde det ikke rigtigt give mening. Men to-tre minutter efter, når bassen rammer, så falder prikkerne på plads. Og de elementer, der virkede tilfældige for lidt siden flyder nu sammen med nuet. Det er her, hvor det er svært at stå stille. Han fik dog lyst til at lege lidt, og i momenter giver musikken dog så lidt mening for så mange, at de helt mister fokus og begynder at snakke ad helvedes til. Omvendt er alle opmærksomme, da nummeret LesAlps elegent bliver en del af settet.

På et tidspunkt, da Sheperd fik mig ud af mine egne tanker, kiggede jeg bagud mod mine to venner, for at få øjenkontakt. Det er helt umuligt med den ene, som han står der foroverbøjet dansende. Specielt ikke noget kønt syn, men det er fordi, han er så optaget af musikken, at han tilsyneladende ikke på noget tidspunkt funderer over, hvordan andre tænker om ham. Jeg fik øjenkontakt med min anden ven. Dog først efter tyver sekunder, men med et smil så stort, at vi uden yderligere kommunikation ved, at vi har den helt samme følelse. Hjernekirugien virker.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *