Århusianske overraskelser blev favoritten

Farveblind var ikke det eneste, der havde en hemmelig gæst med på SPOT. Regnsky havde taget sin helt egen gæsteskribent med. Den soul- og funkelskende Marie Louise Takibo Kaspersen fandt stor entusiasme over ét specifikt århusiansk band, som hun har skrevet en lille artikel om.

Athletic Progression. Foto: Shali S. Bakari Hansen

Det er allerede ved at være nogle dage siden, at SPOT Festival sluttede, men alt imens musikalske oplevelser og festivaleufori stille klinger af, er der ét band og én koncert, der bliver ved med at rumstere i mit baghoved.

Bandet jeg gerne vil slå et slag for er det instrumentale hiphop band Athletic Progression, der består af trioen Jonas Cook (keyboard), Jonathan J. Ludvigsen (trommer) og Justo Gambula (bas). Det århusianske band spiller musik inspireret af 90’ernes hiphop og producere som J Dilla og Flying Lotus og kunne opleves både fredag og lørdag under SPOT Festival.

Det var helt tilfældigt, at jeg endte med at tage til Athletic Progressions koncert. Da jeg fredag formiddag slentrede forbi Godsbanen, opsnappede mine ører nogle indbydende toner og rytmer fra Århus Volumes koncertområde. Jeg stoppede op og fik øje på tre fyre på scenen, der formentlig var i gang med en lydprøve, og jeg var ikke i tvivl. Dét band skulle jeg høre.

Nogle timer senere fandt jeg mig selv stående blandt det forreste publikum omringet af festivalglade mennesker foran Århus Volume scene. Klokken var 23.10 og stemningen var munter og energisk. Ikke mange minutter efter at den instrumentale trio satte i gang, var publikum suget ind i et lydbillede præget af legesyge og eksperimenterende rytmer, en insisterende og meget melodisk bas samt fyldige, harmoniske akkorder med inkorporerede hooks. Med afsæt i soul- og jazzverdenen formåede gruppen at skabe deres egen lyd karakteriseret af en sammensmeltning mellem det elektroniske og det organiske. At lytte til Athletic Progression var og er udfordrende – og heldigvis for det!

Hvor er det skønt at tage til koncert og blive mindet om, hvor dygtig man kan blive til at spille et instrument, hvis bare man øver sig nok. Når man lytter til Athletic Progression, er man ikke et sekund i tvivl om, at man står overfor nogle enormt dygtige musikere. Her er det musikken der er i fokus, og ’nørderi’, opfindsomhed og leg er noget af dét der kommer til udtryk, når hiphop-trioen indtager scenen.

Publikum måtte overgive sig efter få minutter, og koncerten på Århus Volume førte til dans og begejstring og endte ud i en velfortjent applaus. Med slag der lå så langt tilbage på beatet, at det var svært at følge med (hvis I forstår, hvad jeg mener) og melodier og rytmer der blev ved med at snyde mig, samt en dyb og cool energi, var jeg solgt efter første nummer. Det her er musikere, der virkelig har noget at byde på, og jeg sender dem varme tanker og kæmpe tak for en skøn musikalsk oplevelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SPOT var hot – Redaktørens højdepunkter fra SPOT Festival 2017

SPOT Festival Regnsky

SPOT Festival 2017 er slut, og vi skal vente et helt år, inden det igen er tid til at slentre rundt i Aarhus’ evigt hyggelige, små gader og entrere den bermudatrekant af lykke, hvor man omgivet af Musikhuset i øst, Godsbanen i vest og Voxhall/Atlas lidt mod nord kan lade sig indhylle i musikalske oplevelser uden at skulle forholde sig til den travle verden udenfor. Det har Rasmus, Eva og jeg gjort i en lille håndfuld dage, som kastede alt fra spændende konferencer og glædelige genforeninger til eminente koncerter og hyggelige dayparties af sig. Her er mine fem’ish højdepunkter!

Aarhus Volume
Torsdagen på SPOT Festival er altid en lidt sjov størrelse. Festivalen er stadig ved at vågne af sin alt for lange dvale, og de mange tilrejsende københavnere skal lige vænne sig til, at indre by de næste dage er skiftet ud med midtbyen, og at der findes andre bakker end broerne, der forbinder Sjælland med Amager. Men heldigvis er der også musik til at lette integrationen, og i år var der opstået et nyt, fantastisk koncertområde mellem Godsbanen og Scandinavian Congress Center. Aarhus Volume stod bag initiativet, som bedst kan beskrives som en lille festival i festivalen, hvor de torsdag, fredag og lørdag præsenterede en lang række dygtige upcoming artister – og så endda helt gratis!

Aarhus Volume-scenen blev åbnet af danske Slowes, og det blev gjort med maner. Om Slowes skal have æren for, at 2017-udgaven af SPOT Festival havde det bedste vejr, jeg kan huske, skal jeg ikke gøre mig klog på, men for mig er Slowes uden forbehold lyden af sommer. Jeg spåede tilbage i januar Jack Kilburn og Anders Hamanns projekt til at slå igennem for alvor i løbet af 2017, og jeg tror på, at deres performance i torsdags kan være et godt skridt på vejen! Det var velproduceret, det var vedkommende, og det var helt grundlæggende bare en dejlig måde at åbne festivalen på.

I det hele taget var det en god aften for de (forholdsvist) unge danske bands. Især TÅRN leverede lidt senere på aftenen en rigtig god koncert. Jeg har ikke været blæst bagover, når jeg har lyttet til TÅRN på mit anlæg, men jeg var meget imponeret over, hvordan de formåede at løfte deres musik i en live setting, hvor den virkede både mere indlevende og dansabel.

Det er egentlig ikke noget nyt med små koncerter rundt om i Aarhus under SPOT, men Aarhus Volume er det mest gennemførte, omfattende og integrerede, jeg endnu er stødt på, og det fungerede hele festivalen igennem; både til koncerter men også som mødested, når man ville ses med sine ikke-SPOT-gående venner, eller bare havde lyst til at nyde en øl og lidt musik ude i det gode vejr. Så velkommen tilbage næste år, Aarhus Volume!

JFDR
Den koncert, som jeg på forhånd havde glædet mig suverænt mest til, var fredagens koncert med islandske JFDR. Jófríður Ákadóttir hedder den 22-årige kvinde bag JFDR, og hun er allerede en ret erfaren ræv i manegen (som man overhovedet ikke siger, men det gør jeg nu). Allerede som 14-årig debuterede hun sammen med sin søster med duoen Pascal Pinon, og de otte år i musikbranchen mærkedes tydeligt i en koncert, som virkede både gennemtænkt og gennemført ned til mindste detalje. Den gode halve time i Rytmisk Sal i Musikhuset er nok den mest følelsesmæssigt intense oplevelse, jeg endnu har været udsat for på SPOT. JFDR formåede på nærmest magisk vis at gøre en hel sal mundlam med sine finurlige, organiske produktioner, hvor musikken i lige så høj grad udtrykkes gennem følelser og nærvær, som den gør det gennem Jófríður inderlige vokal og de uortodoske trommearrangementer. Det er en oplevelse, jeg vil mindes længe!

Jeg havde i øvrigt fornøjelsen af at interviewe dem eftertænksomme nordbo efter koncerten – resultatet af den filosofiske samtale dukker op her på bloggen inden alt for længe.

Siv Jakobsen
Noget af det, som SPOT Festival er bedst til, er at skabe de her uventede og unikke oplevelser, fordi man pludselig befinder sig til en koncert, som man ikke havde planlagt at tage til. Sådan en oplevelse var norske Siv Jakobsens koncert. Jeg havde lyttet ganske lidt til Siv Jakobsens musik inden SPOT Festival, men jeg endte alligevel med at tage med et par venner til koncerten, fordi jeg ikke havde andet at tage mig til på det tidspunkt. Og det viste sig at være en virkelig god beslutning.

Omgivet af en pianist og en lille håndfuld strygere skabte Siv Jakobsen en norsk hyggehule (nej, jeg har ikke set SKAM, så jeg kender ikke det norske ord for hyggehule), hvor hendes eminente vokal og den minimalistiske produktion fungerede som et virkeligt behageligt gruppekram. Det var en dybt personlig oplevelse, hvor Siv også fik erklæret sin kærlighed til Britney Spears gennem et forfriskende nøgent cover af megahittet “Toxic” – som i øvrigt også er min yndlingssang fra min tidlige ungdoms store popstjerne.

IRAH
SPOT Festival anno 2017 var en lidt anderledes oplevelse for os på Regnsky. For første gang i seks år var vi nemlig en aktiv del af festivalprogrammet, da vi sammen med vores gode venner hos Wonderwhy Music Company, IAMSOUND og PHQ Music var arrangører af et officielt dayparty lørdag eftermiddag på HeadQuarters. Vi havde arrangeret det sådan, at vi hver især skulle stille med én eller flere artister. Jeg besluttede ret tidligt, at IRAH var en af de artister, jeg allerhelst ville have til at komme og spille til arrangementet – og de var heldigvis søde nok til at sige ja – evigt meget kærlighed og tak for det!

Jeg har ikke fortrudt det valg et eneste sekund, for hold nu op en optræden!
Hvis jeg skulle vælge én lyd, som skulle være den eneste, jeg måtte høre resten af mit liv, ville Stine Grøns vokal være øverst på den liste. I sammenspil med lydgeniet Adi Zukanovic på keys skabte IRAH et himmelsk lydbillede, som trængte direkte ind og fik sjælen til at danse sejrsdans. Jeg har meget svært ved at beskrive den koncert meget anderledes, og jeg kan kun give Gaffa ret i, at IRAH muligvis har givet den bedste koncert nogensinde på SPOT Festival – endda to dage i træk! Wauw!

KOPS
Fra IRAH skal vi til en anden dansk artist på fire versaler, nemlig KOPS. Men der ophører lighederne så også. KOPS burde egentlig slet ikke være noget for mig. Det er en underlig blanding af alt det værste fra P3’s playlister mixet med Lukas Grahams scenecharme og Phlakes evne til at udgive det samme velskabte popnummer 10 gange. Og så er han bare 19 år gammel. Det samme er en stor del af hans publikum. Men han kan fandme starte en fest fra nul, som jeg har lyst til at være med til, og det er altså en kvalitet i sig selv.

KOPS tager prisen som årets overraskelse for mig på alle leder og kanter. Jeg er overrasket over, at jeg tog til koncerten. Jeg er overrasket over, at jeg ikke gik igen. Jeg er overrasket over, at jeg nød at være der. Og jeg er overrasket over, at det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg skriver det her!

Hvis Oskar Kops Kronback formår at holde fast i charmen og arbejde videre med sangstemmen og sangskrivningen, så tror jeg helt sikkert, at han har fat i et eller andet helt rigtigt her.

Der er naturligvis mange andre dejlige minder fra SPOT Festival 2017, men den her artikel er allerede rigeligt lang, så jeg vil bare nøjes med her til sidst at sende en kæmpe high five i retning af blandt andre Amanda Delara, Konni Kass, Velvet Volume, Rest in Beats og alle de optrædende til vores dayparty! Tak for i år, SPOT Festival – vi ses igen i 2018!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky anbefaler: Spot festival 2017!

SPOT-festivalen er over os! Den starter på torsdag og varer weekenden ud, når Århus fyldes med cremen af den danske up-and-coming-scene. Navnene er mange, og det kan være svært at finde rundt i programmet, medmindre man er passioneret undergrundsfan, der håber på at finde den næste MØ før alle andre. Lad Regnsky være din redningsblog og læs, hvad vi synes, du burde tjekke ud på årets festival!

Rasmus anbefaler:

Til at starte med vil jeg lige slå et slag for Smash Bang Pow og Soundvenue’s warm-up torsdag på Radar. Jeg kan ikke få nok af First Hate og Gents for tiden, og det er en fornøjelse, at flere dyrker synth-poppen som det nye store. Her er samlet et glimrende line-up, der gør, at man med rette kan tilbringe hele torsdagen under ét tag. Her er link til facebook-event.

Code Walk
Nogle gange har man bare brug for en fest. Den håber jeg, Code Walk gerne leverer på årets Spot. Det bliver første gang, jeg skal se drengene live, og jeg har tårnhøje forventninger. Kan man have andet oven på deres fremragende “Guess What” feat. Smerz? Med udgivelsen af nummeret “Doubler” viser de, at de sagtens kan klare sig uden hjælpen fra Smerz, og at de ikke behøver en vokal for at skabe stor technokunst. Hvis du er til tunge beats og karseklippede drenge, så tror jeg, at du skal indfinde dig klokken 01.00 lørdag på Radar.


Hvem er Kå? Det vidste jeg ikke for et par uger siden. Da jeg kiggede programmet til SPOT igennem, faldt jeg over det spøjse navn og synes med det samme, han lød interessant. Dansksproget rap har jeg sådan set altid haft det svært med, men efter at have hørt “være sådan her”, der jo lige så meget er en ærlig og selvreflekterende ung mands tanker omkring, hvorfor man ikke tør at binde sig, blev jeg fanget. Det er et gennemgående godt nummer, og forhåbentlig bliver det fulgt op med en koncert, der er det værdigt.
Kå spiller fredag kl. 17.30 på Atlas.

Jeg får desuden også en travl lørdag, da jeg skal forsøge at nå at høre: Lord Siva (kl. 22 – SCC), Noah Carter (kl. 23.15 – RADAR), Sekuoia (kl. 01.00 – SCC), Tuuttimörkö (kl. 22.30 – Godsbanen) og Rune Bagge, (hvis jeg kan holde mig vågen til kl. 04.00 på TAPE).

Peter anbefaler:

For mig er SPOT Festival 2017 et tydeligt eksempel på, hvorfor det ikke burde være så svært for de fleste festivaler at stille med programmer med en nogenlunde kønsbalance – programmet flyder nemlig fuldstændig over med kvindeligt talent. Da jeg skulle vælge mine to anbefalinger, gik jeg programmet igennem og bogmærkede alle dem, jeg overvejede. 10 kvinder kvindelige solister, to bands og én mandlig solist stod jeg tilbage med. Jeg har forsøgt at holde mig fra dem, som jeg har anbefalet et utal af gange før, for faste læsere vil vide, at I naturligvis skal kigge forbi JÆRV (lørdag kl. 20, HQ), Velvet Volume (fredag kl. 21, SCC), Konni Kass (lørdag kl. 19.15, Musikhuset, Rytmisk Sal) og Palace Winter (lørdag kl. 18, SCC).
Om lidt vil jeg afsløre mine to favoritter, men som altid på SPOT er mit råd at gå på opdagelse. Tag til noget, du ikke kender. Bevæg dig ud på de mere skæve venues. I det hele taget: Oplev alle sider af SPOT Festival!

JFDR
Hvis der er en ny (sådan relativt i dansk kontekst i hvert fald) artist, som opfavner alt det, jeg elsker ved musik, så er det islandske Jófríður Ákadóttir – eller bare JFDR. JFDR er lyden af Island, det er lyden af natur, og lyden af musik der opstår organisk og bare giver så meget mening, at det kan være svært at sætte sin finger på, hvad det er der, der gør JFDR til noget ganske særligt. Er det den poetiske og velskrevne lyrik? Er det den elegante, minimalistiske produktion? Er det den kreative og interessante brug af åndedrættet som instrument på “Instant Patience”? Eller er det den kuldegysfremkaldende vokal, som kan få en hvisken til at virke som råben? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg glæder mig som et lille barn til at opleve JFDR på SPOT. Det sker i Musikhuset i Rytmisk Sal fredag aften klokken 19.30. Be there!

Ellis May
Jeg ved godt, at jeg lige har skrevet ovenfor, at I skal tage til Velvet Volume klokken 21 om fredagen, meeeen hvis I nu skulle være i lidt mere stille humør end de tre energiske kvinder, så er der et fantastisk alternativ klokken 21.30 i Musikhuset. Her spiller Ellis May nemlig. Hvem tænker du måske?
Ellis May er den danske sangerinde og lyddesigner Sophia Majs soloprojekt, og det er noget af det fineste, jeg har hørt i år. Hendes musik er legende, eksperimenterende og ikke mindst velskabt. Med en ekstremt vedkommende vokal ledsaget af trommemaskiner, gennemførte kor-arrangementer og velplacerede breaks har Ellis May skabt en sonisk univers, som i hvert fald fanger min opmærksomhed fra første sekund og giver mig lyst til at høre mere. Det kan jeg heldigvis få lov til, når hun som sagt giver koncert i Musikhusets Lille Sal fredag aften klokken 21.30.

OG så er Regnsky jo medarrangører på et dayparty lørdag, hvor vi glæder os til at præsentere IRAH og kaste nogle gratis øl i nakken på jer hele eftermiddagen på HeadQuarters! SAGDE DU GRATIS ØL?

Vi ses på Spot!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sekuoia var bedst ud af tre, da Frost Festival kulminerede

Sekuioa. Foto. Jens Wulff

Hvis ikke arrangørerne selv har opfanget, hvor morsomt det er, at Smerz og AV AV AV spiller samme aften, så vil jeg meget gerne lige påpege det. Okay, det er måske ikke HAHA morsomt, men det er i hvert fald ekstra-luft-ud-af-næsen sjovt. Frost Festival holdte i lørdags afslutningsfest på Stødpudelageret med Smerz, Sekuoia og AV AV AV på plakaten. Den fire timer lange koncert bød på elektronisk musik og flagspætte-repeterende stortrommer, og det var lige præcis, som det skulle være.

Frost Festival havde valgt Stødpudelageret på Carlsberg som venue, og jeg må sige, at stedet var fremragende valgt til lejligheden. Det var hverken for stort eller for småt, og akustikken var petervælteme i orden, hvilket jeg synes er imponerende for en gammel industribygning. Garderobeforholdene er dog en helt anden snak, og alle der var til stede den aften, vil nok ikke lige foreløbig glemme den time, man stod i kø i regnvejret for at kunne få lov til at lægge sin jakke. Det er dog svært at skyde skylden på arrangørerne, da det virkede som om, alle gæsterne ankom samtidig, og der derfor blot var tale om et uheldigt sammenfald.

SMERZ. Foto af: Jens Wulff

Aftenen startede ud med Smerz-pigerne, der vel nok, med rette, er nogle af de mest hypede og interessante kunstnere i Danmark lige for tiden. De kom med debut-EP’en “okey” i bagagen, og havde fået det mindst tilgivende slot i dagens tredelte koncert. Der manglede publikum, der stadig stod i kø, da Smerz gik på, og det kunne mærkes. Måske desværre også lidt på engagementet fra pigerne, der kom lige fra en koncert dagen før i London. Det tog lidt tid at varme op, men halvvejs gennem koncerten fik publikum omsider danseskoene på, og det løftede hele stemningen, da publikum og Smerz-pigerne endelig fandt hinanden. Det endte med ikke at blive et skuffet selskab. Jeg vil vove at påstå, at Smerz slår SKAM i forhold til kvaliteten af nutidig norsk eksport.

Mellem koncerterne vendte Simon Dokkedal og Shaq nogle plader på en computer, og jeg er dybt imponeret over deres evne til at holde folk i gang. Deres musikvalg svingede fra det tungeste trap til electro-klassikeren Hyph Mngo af Joy Orbison, som fik folk til at fastholde fokus på trods af tisse- og øltrang.

Sekuoia. Foto af: Jens Wulff

Det har aldrig været en hemmelighed, at vi på Regnsky er glade for Sekuoia. Det er heller ingen hemmelighed, at vi måske er lidt besatte af Sekuoia. Men er det virkelig ikke fair nok, når der bliver leveret så solid en optræden, som der gjorde i lørdags? Med på scenen var livemusikere i form af en trommeslager, en guitarist (ham fra Chinah, måske?) og en gæsteoptræden af Marc Roland fra Kentaur på nummeret “Brace”. Det gav en helt anden følelse af liveoptræden, end man er vant til fra elektroniske musikere. På trods af den rå elguitar kunne man godt være med, selvom man led af nikkelallergi (elguitar -> metalmusik… Følg nu med!), fordi tonerne var alt andet end rockede. Det gik op for mig, hvor dygtig Sekuioa faktisk er, da jeg blev suget ind i lyduniverset, der spænder så evigt bredt. Han kan også synge, og gør det selv på sine numre. How about that. Det var uden sammenligning aftenens højdepunkt, og jeg vil valfarte til Sekuoias koncerter fremover.

Der skal lyde en special hyldest til Kasper Dauberg og Jannik Jensen, der har stået for lysinstallationerne. Min tanke var, at der var valgt varme røde og blå farver som grundpillerne i setuppet, men jeg blev ved med at blive overrasket. Noget af lyset var så hårdt og insisterende, at man ikke kunne se, hvad der foregik på scenen, og jeg håber ved gud ikke, der var epileptikere til stede i lørdags. Fantastisk setup og som resten af Frost Festivalen var lyset et kunstværk i sig selv.

2/3 del af AV AV AV i form af DJ E.D.D.E.H. og Eloq. Foto: Jens Wulff

Jeg vil ikke knytte så mange ord til AV AV AV, fordi her blev min ædruelighed for alvor sat på prøve. Det er ikke min kop te, men jeg kan sagtens se det smarte i at sætte dem på til at lukke ballet. Det blev mere klub-stemning, end det var koncert, da Unkwon, Eloq og Dj Er Du Dum Eller Hvad fyrede op for deres triumvirat af DJ-pulte. Deres setup var så vildt, at der måtte sættes ekstra lys op, før de spillede. Det var et stroboskop-helvede, på den måde der er fantastisk, hvis man alligevel er i en alkoholinduceret trance, men hvor det mest af alt føles som lyskeglerne under et opdaget flugtforsøg fra en koncentrationslejr under holocaust, hvis man er ædru. Min egen oplevelse skal dog ikke overskygge det brag af en afslutning, det var.

Fremragende måde at spendere sin lørdag på. Alt i alt er jeg fan af Frost Festival, og den måde hvorpå vinteren i København ikke nødvendigvis behøver at være kedelig. Det er også ok godt klaret at booke The Orb til en omgang opgraderet vinterbadning en stivfrossen søndag i februar. Dejligt bidrag til det københavnske kulturliv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Eik Octobre

Det er fredag den 10. februar 2017, og jeg befinder mig på Nordatlantens Brygge til release-koncert af Eik Octobres nye EP “Lent”. De sidste par dage har den danske vinter vist sin ankomst med sne og frostgrader over byen, og hvad er så mere belejligt end at sætte sig ind i varmen og blive ledt med på en rejse i danske Eik Octobres melankolske univers.

Aftenen lagde ud med den unge færøske sangskriver Lea Kampmann som opvarmningsband. Med sin guitar og sine tre musikere præsenterede Lea en håndfuld perler i form af drømmende folkmusik med både færøske og engelske tekster. Her blev udvist et udtryk og et talent, som i sig selv kunne have udgjort et hovednavn, og hun var en sand musikalsk optur, som jeg helt bestemt tror, vi kommer til at høre mere til!

Efter Lea Kampmann indtog Eik Octobre scenen i form af den 25-årige komponist og musiker Emil Skovsgaard Christensen og hans strygerensemble fra EP’en. Vi har at gøre med instrumentalmusik, som udspiller sig fra Emils klaverkompositioner akkompagneret af strygerne i stemningsmættede klangfarvelader, der levende fører lytteren ud og hjem på en og samme tid. Emils musik lægger i høj grad op til fordybelse og eftertænksomhed. Det er uden ord, og alligevel er man med fra start til slut.

Eik Octobre – Why We Fight (Live in studio)

Why We Fight (Live in studio) har været ude i en uge, og tusind tak for den gode modtagelse! Vi glæder os til på fredag.Video af: Aske Salling, Oskar Andersson, Agnes Olander og Simon Thams.Lyd af: Lukas Rasmussen, Emil Thomsen, Elias Seidler.Prod.: Marcus Andreassen.Musik af Eik Octobre.

Opslået af Eik Octobre på 5. februar 2017

In a storm, One winter, why we fight og prelude er de fire numre vi finder på EP’en “Lent”, der er den første officielle udgivelse fra Eik Octobre. Emil er hjemme bag klaveret, og nøjsomt fører han sit publikum gennem de følsomme kompositioner i samskabelse med det særlige strygerensemble. Musikken er bevægende og vel doseret uden på noget tidspunkt at blive overprætentiøst, og lytteren inkluderes i de instrumentale kompositioner med træk fra filmmusikkens komponister som Dustin O’Halloran og Yann Tiersen.

Eik Octobres musik er levende, nærværende og melankolsk og passer perfekt som soundtracket til resten af din vintermåned (eller når tiden blot er til lidt eftertænksomhed). Så træk i din bedste groftstrikkede sweater, sæt et lys i vinduesskammen og kig ud på den frostklare himmel, imens du giver dig hen til Eik Octobres eventyrlige fortællinger, der starter, hvor ordene hører op.

EP’en Lent kommer ud på Spotify i løbet af de næste par dage, og indtil da kan du tjekke Eik Octobres musik ud på Soundcloud.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *