For Evigt Hip Hop 2017

Suspekt var blandt de danske hovednavne på dette års festival.

Der blev hverken sparet på solskin, Redbull eller god stemning i lørdags, da For Evigt Hip Hop skrev historie som danmarks største (hardcore) hiphop festival. “RØDOVRE?” tænker du måske. Det gjorde jeg i hvert fald, første gang jeg hørte om festivalen, men ærlig talt: en hiphop-festival i Rødovre; whats not to like? (det skulle i hvert fald opleves). Med en halv time på den tohjulede til, jeg stod på pladsen, fandt jeg ud af, at distancen til “Reffen” vs. “Røderen” egentlig er et fedt, og der var ingen problemer med at få parkeret sin cykel, ja tak!

Jokeren sørgede for god stemning fra hovedscenen denne spæde lørdag formiddag, og om det var vejret, musikken eller Vestegnen, men allerede her inden 12 var der gang i festen.

Kl. 11.30 gik Binær på scenen. På anbefaling fra hip hop-kendere i min omgangskreds var netop denne koncert en, jeg havde set særligt frem til – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Duoen Binær består af Trepac og Mund De Carlo, en konstellation de selv beskriver som en bro mellem to af hovedstadens mest aktive hiphop-crews: Struglaz og Echo Out Records. Med sig på scenen havde de en saxofonist og en trompetist, der snildt levede op til Binær-drengenes musikalske og tekniske niveau. Tilsammen opstod en trekantsdynamik af beats, rap og blæs i et helt nyt format med træk fra jazztraditionen, hvor solo og samspil er kernebegreber i den kollektive musikform.

Kl. 12.05 overtog TopGunn hovedscenen. Med hits som “Kongens Have”, “Dejlig” og “Ingen andre” var der næsten lagt op til fællessang her klokken tolv i Rødovre. Oliver Gammelgaard Nielsen leverede helt sikkert, det han skulle.

Kl. 15.00 gik Gilli og Kesi på hovedscenen, mens Ham den lange tog plads på den lille scene kl. 15.20. Det var to yderst særskilte koncerter, som her overlappede hinanden og gav et godt billede af bredden i dansk hip hop.

Kl. 16.05 blev champagnen knappet op, da Lil Kleine sparkede festen igang foran hovedscenen. Det var en fest, og mere er der vist heller ikke at sige om det. Det er der til gengæld om Annelise, der trak festen over til den lille scene kl. 17.40. Annelise og Milad Genius er virkelig et team, som kan deres kram, og sammen leverede de et liveshow, der både var velforberedt og nærværende.

Så var det tid til lidt mad. I modsætning til Haven Festival, som jeg gæstede for et par uger siden, var der næsten ingen kø ved de forskellige boder. Der var dog heller ingen pastrami-sandwiches med RIGTIG pastrami, og man måtte også spejde forgæves mod nord efter surt som sort mikrobryg. Men ærligt talt; spanskrør m. softice og en veggie-fajita er ikke et dårligt bud på en god festivalmenu. Der var desuden rig mulighed for både flæskestegssandwich og fritter med salatmayo, hvis det var det, man trængte til.

Så var energidepoterne også fyldt op til danse-disko-dasko-fest kl. 19.30 med Marvelous Mosell. På tracks, bygget op af loops fra gamle disconumre, smeder han rim, der får enhvert millenium-barn til at længes tilbage til de gode gamle 90’ere. En bøllehat og guldkædeklædt Tue Track indtog pladsen bag mixeren, mens den 90’er-kondi-suitede Marvelous Mosell opfyldte swagkvoten for hele vestegnen. Sammen leverede de en sjov, underholdende og vellydende koncert. Der hersker ingen tvivl; Marvelous Mosell er den bedste danser!

Resten af aftenen stod på Ukendt kunstner til en koncert, der efter sigende skulle være deres sidste! Suspekt lukkede og slukkede, og trods tekniske problemer leverede de et sceneshow og den attitude, de er kendt så godt for.

Det var med trætte ører og ømme fødder, jeg vendte snuden hjemad lørdag nat, men jeg kom også hjem med en (tiltrængt) forfriskende musikalsk oplevelse og en smule mere forståelse for, hvor meget den danske hiphopscene har at byde på. Derudover var det bare enormt rart at være et sted, hvor det ikke var branche- eller kultureliten, som satte dagsordenen. Det resulterede i en bred musikalsk folkefest med plads til diversitet og sammenhold på tværs af kultur, forudsætninger og undergenrer. Jeg håber virkelig, vi ser en For Evigt Hip Hop vol. 2 i Rødovre næste år. Og så ville det klæde dem også at repræsentere nogle af de andre kerneaspekter i hiphop-kulturen som graffiti og breakdance.

Den danske sommer viste sig virkelig fra sin pæne side i lørdags til stod fordel for de mange gæster, der var troppet op på Rådhusplænen i Rødovre.

Hip hop forevigt, O.G.! Tak for en fly festival!

Peace out, x-tra swag og, øh… tag det roligt.

Mirja

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sublim kvalitet blandt programmet på Uhørt!

Da mit 2017 startede, besluttede jeg, at jeg ville tage på alle festivaler, jeg kunne komme til. Det var mit mål at nå 10, når året gik på hæld. Det mål nåede jeg på Uhørt Festival, som sluttede i lørdags. Dermed fik Uhørt også lov til at lukke mit festivalsår af.

Uhørt er en anderledes størrelse. Det er meget med at lytte til uslebne diamanter og bands, der stadig kun er et stykke kul, for at være helt metaforisk. Der er mange gange, hvor man tænker “aaah, det er lige ved og næsten”. Det giver en mulighed for, at man kan rende rundt og bilde sig ind, at man har en evne for at spotte Danmarks næste store talenter. Det kan man dog ikke. Det har lytteudvalget (som bl.a. har Peter fra Regnsky med) allerede gjort for én. De har fundet de 39 bedste acts og sørget for, at man som festivalsgænger får rigtigt meget for sine 150 kroner. Det gør Uhørt Festival til en enormt afrundet størrelse, og jeg var utroligt imponeret over den høje kvalitet hos kunstnerne. Mest var jeg dog imponeret over diversiteten i programmet. En festival som Uhørt kunne man godt frygte, ville ende som én lang to-dages upandcoming nevergonnabe indie-koncert, men jeg fandt mig selv til alt fra dødsmetal til trap over afrobeat og shoegaze (selvom de ikke selv mener, de er det). Der var større genrediversitet på Uhørt, end på de andre danske festivaler jeg har været på i sommer, og det gjorde, at programmet aldrig blev kedeligt, fordi man hele tiden kunne opleve noget nyt. Jeg er ikke til dødsmetal, men jeg hyggede mig gevaldigt i den halve time, jeg havde sammen med BAEST. Alle koncerterne på Uhørt varer en halv time, og det gør festivalen til en showcase-festival, og det gør det også nemmere at finde overskuddet frem til at få set størstedelen af programmet.

Jeg vil dog gerne lige fremhæve nogle acts fra Uhørt, som jeg synes var noget for sig, og som du måske burde holde øje med!

Det gik først op for mig i lørdags, hvorfor de har valgt navnet Broer. Det er simpelthen et brødrepar, der bygger bro mellem sang og rap. Derfor ordspillet som både er broer men også bror. Broer er i den grad en usleben diamant, og den synergi man har som søskende bliver overført direkte til musikken. Jeg er ikke sikker på, hvem der er hvem, men bror 1 er street-bror. Han rapper (hurtigt!) og bar i lørdags en hyldesttrøje til Priden. Bror 2 synger (fantastisk!) og var iført en skjorte og en pæn jakke ud over. Derfor er de to vidt forskellige mennesker, men som når de så optræder sammen virkelig bare giver mening. Peter fra Regnsky mente også, det her var årets koncert, og jeg forstår godt, hvorfor han var blæst bagover, og det var på hans opfordring, jeg overhovedet befandt mig til koncerten. Så tak, Peter!

Direkte fra Danmarks svar på Serengeti, nemlig den jyske hede, kom ultra charmerende JJ Paulo. Han mødte op iført en t-shirt i et flot orange afrikansk mønster, og forklarede, på klingende midtjysk, at han var fra Tanzania (og Silkeborg). Han havde taget sin lillebror med til at styre beatsne, og han havde også en t-shirt på med den tanzanianske flag. JJ Paulo var den bedste showman, jeg så på hele Uhørt. Han optrådte som om, han stod på Orange scene, og det var en intens og energisk koncert, hvor han fire-fem gange fik publikum til at sætte sig ned og hoppe op, når det første skønne afrobeat ramte. JJ Paulo er one-to-watch, fordi jeg spår, at vi, heldigvis, ikke har set det sidste til den fantastiske showman. På en halv time fandt han desuden plads til at cracke jokes, lære publikum swahili og selvfølgelig smide t-shirten og vise sig lidt frem. Wauw, for et show!

#uhørt17 publikummet bevæger sig endelig lidt – takket være @jj.paulo_tz @uhoertdk

A post shared by Regnsky (@regnskyblog) on

Det var tydeligt, da Iris Gold gik på, at det vi nu skulle til at se, var på et helt andet niveau. Det er ikke for at sige noget negativt om det generelle niveau på Uhørt, men mange af kunstnerne virker stadig som om, de er igang med at finde deres lyd. Sådan er Iris Gold ikke. Gemt bag et kæmpe hår findes en fantastisk musiker, der lyder topprofessionel og musikken er sublimt produceret. Og det hele fungerer også live. Hvor mange af de andre optrædener var uslebne diamanter, var Iris Gold kronjuvelen i Uhørts krone. Hun er decideret fantastisk, og jeg forstår ikke, at hun ikke har fået mere opmærksomhed. Det kan måske have noget at gøre med, at den funky neosoul-ish hun spiller, ikke har så stort mainstreamappeal i dagens Danmark. Om end ikke andet var det fantastisk at høre en kunstner, der genoplevede en 70’er lyd med en sådan overbevisning, at man blev i tvivl om, hvilket årti man befandt sig i.

Uhørt er en gave til København, og jeg er glad og taknemmelig for, at jeg fik lov til at være en del af årets festival. Det er med 100 procents sikkerhed, at jeg kommer tilbage næste år for lige at sample det nyeste og bedste danske musik. Og det burde du også.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Haven Festival: The National var en forbandet forvirrende og forrygende forestilling

The National Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Jeg var temmelig skrupforvirret, da jeg forlod min post i menneskemængden foran Meadow-scenen lørdag nat. Aftenens værter, The National, havde lige revet mig igennem en rutsjebanetur, jeg ikke på noget tidspunkt, heller ikke undervejs i koncerten, havde set komme. Men var det galt eller genialt? Jeg har stadig min tvivl.

Efter åbningsnummeret ”Don’t Swallow the Cap” peb guitarist og festivalarrangør Aaron Dessner en genert tak og proklamerede, at de ville spille en del nye numre fra deres endnu uudgivne syvende album. Da Matt Berninger herefter var ved at kløjes i første linje af det næste nummer, var jeg lige ved at blive nervøs for, hvad der skulle til at udspille sig foran mig. At dømme ud fra fremmødet og publikums begejstring, har det været weekendens måske mest ventede koncert. Det sløje førstehåndsindtryk vendte sig dog til et comic relief, da Berninger efterfølgende forklarede, at han, no joke, havde slugt en flue. Han var tilgivet for nu.

At publikum ikke kendte en stor del af numrene fra det kommende album, fik de gjort op for ved at invitere en håndfuld af weekendens artister på scenen for at jamme med. Det kildede især i publikums fædrelandsstolthed og udløste et helt ekstatisk bifald, da danske Kwamie Liv fik lov at synge duet med Berninger på singlehittet ”I Need My Girl”. Også Bon Ivers Justin Vernon og Kate Stables fra This Is The Kit spicede et par numre op, hvilket holdt publikum stangen for en stund. Men det var stadig de mere kendte numre som ”Afraid of Everyone”, nyeste single ”The System Only Dreams in Total Darkness” og naturligvis ”Bloodbuzz Ohio”, der fik folk på deres tåspidser.

Halvvejs inde i koncerten havde de som sådan ikke gjort noget forkert. Sætlisten varierede fint mellem nyt og gammelt, gæsterne på scenen gjorde deres ting, og publikum blev sweettalket lidt ind imellem numrene. ”How cool that we can all just bike home tonight”, siger Aaron Dessner mellem to numre. Alligevel manglede der noget. Berningers vokal sad ikke helt i skabet; han kvækkede lidt engang imellem og havde ikke den dragende, dybe gennemslagskraft, jeg normalt elsker The National for. Lyden var heller ikke særligt taknemmelig over for trommerne og guitaren, der er så bærende i deres musik. Men publikum lod til at være særligt tilgivende på denne sidste sene aften, så jeg lod mig rive med af stemningen.

Hovedsættet sluttede lidt uforløst efter ”England” og ”Fake Empire”, og bandet forlod scenen. Men rutsjebanen havde tilsyneladende først nået sin øverste bakketop. Efter hvad der føltes som adskillige minutter, og en del publikummer var faldet fra, kom bandet tilbage på scenen. Aaron Dessner, der havde iført sig værtsrollen under hele koncerten, takkede igen og dedikerede på meget smuk vis det næste nummer, ”Carin at the Liquor Store”, til sin kone. På det tidspunkt kunne jeg ikke undgå at få lidt fugtige øjne, mens adskillige stjerneskud skød over den stjerneklare nattehimmel lige oven for scenen.

Mit dybsindige øjeblik blev dog brat afbrudt ved nummerets slutning, da der pludselig var en tumult på scenen, og Ragnar Kjartansson kom spankulerende med armene i vejret iført sailor-hat og et stort, fjoget grin. Der lod til at være total forvirring på scenen såvel som iblandt de nærmeste medtilskuere, jeg kunne se omkring mig, indtil bandet sparkede gang i en løssluppen fællesskrål af Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”. Der blev udvekslet forvirrede blikke omkring mig, før der blev opnået konsensus om bare at skråle med og kaste hænderne i vejret. Ragnar Kjartansson sprang rundt på scenen og nærmest growlede de sidste par omkvæd i et uforståeligt dansk-islandsk remix af den folkekære klassiker, mens Berninger fløjtede til.

Heldigvis stoppede det ikke efter denne gakkede omgang. Efter et par lettere uelegante overgange fik koncerten endelig sin forløsning med ”Mr. November” og til sidst ”Terrible Love”. Matt Berningers stemme havde tydeligt nået bristepunktet, og selvom det efterhånden lød decideret uskønt, så gav han den alt, hvad han havde. Han gemte sig ikke længere bag den ualmindeligt høje krave på sin jakke med bøjet nakke. Jeg ville bare ønske, han havde løftet blikket lidt tidligere i koncerten. Den introverte facon, de havde lagt for dagen det meste af koncerten, harmonerede slet ikke med deres udskejelser under de sidste fire ekstranumre.

Jeg gik derfra og studsede længe over, hvad deres plan for den halvanden time lange seance egentlig havde været. Om der overhovedet havde været en plan, og om den i så fald havde virket på mig. Lige nu er jeg tilbøjelig til at konkludere, at det må tale for sig selv, hvis man ikke er 100% overbevist. Og så vil jeg ellers bruge et par dage mere på at ombestemme mig, ligesom jeg har gjort det hundrede gange allerede, siden jeg stod dér i publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Haven Festival: Bon Iver tog magi med på festival

Bon Iver Haven Regnsky
Foto: Morten Rygaard

Lørdagens hovednavn på Haven Festival var den amerikanske hulemand Justin Vernon og hans band Bon Iver. Mindst. For målt på mængden af mennesker foran Meadow-scenen var Bon Iver sgu nok egentlig festivalens hovednavn. Punktum.

Det stillede store krav til den beskæggede amerikaner på scenen, og det stillede især krav til, at han havde formået at sammensætte en sætliste, der var festivalsegnet. Og at lyden var bedre end om fredagen. Spoiler: Det havde han, og det var den. Det første betød så også, at der ikke var blevet plads til gamle klassikere som Skinny Love, Beth/Rest og Blood Bank for at nævne nogle få.

Det gjorde mig bare ingenting. Bon Iver leverede nemlig i stedet lige præcis den koncert, som enhver magibegejstret musikelsker kunne ønske sig. Han tog det musiknørdede med sig ud i virkeligheden og gjorde det tilgængeligt for 20.000 mennesker. Så gør det mindre, at han havde sammensat en sætliste, som var absurd svær at tage noter til, da jeg i første omgang skulle forsøge at stave til titlerne.

Eksempel: De seks første numre var “22 (OVER S∞∞N)”, “10 d E A T h b R E a s T ⚄ ⚄”, “715 – CRΣΣKS”, “33 “GOD””, “29 #Strafford APTS” og “666 ʇ”.

Det var egentlig en ret forudsigelig sætliste på den måde, at han nærmest spillede hele sidste års album, “22, A Million” fra ende til anden, inden han pleasede de mere old school blandt publikum med blandt andet “Perth” og underskønne “Holocene” fra “Bon Iver”-pladen og en helt fantastisk liveudgave af “Creature Fear” fra pladen, der startede det hele: “For Emma, Forever Ago”.

Forudsigeligheden i sætlisten blev dog fuldstændig gjort til skamme af en særdeles veloplagt Justin Vernon, der fra første sekund legede sig igennem de komplicerede kompositioner på “22, A Million”-numrene og tog dem så langt væk fra albumuniverset, at de smagte nye og forfriskende. Særligt på mit ubetingede yndlings Bon Iver-nummer, “8 (circle)”, var publikums fulde opmærksomhed rettet mod scenen, hvilket gjorde, at Bon Ivers brug af breaks i musikken kom til at stå som buldrende udråbstegn, der bare skreg: Hold kæft, det her er magi! Og det gjorde vi så.

Jeg havde inden i aftes aldrig hørt Bon Iver live, men hvis alle første gange kunne være ligesom denne, ville verden fandme være et lækkert sted at være. Det er den heldigvis for det meste. Og det var den især på den regnvåde græs-/mudder-/grusplæne lørdag aften på Haven Festival.

Her til sidst vil jeg udføre lidt public service. Under koncerten bar Justin Vernon og resten af bandet t-shirts med påskriften “People”. Mange har sikkert undret sig over hvorfor. Svaret finder du her. Selv tak, I sender mig bare to millioner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Haven Festival: Geniale Perfume Genius besejrede regnvejret

Perfume Genius Regnsky

Amerikanske Perfume Genius er en artist, som jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af hans koncert på Haven Festival. Jeg overvejede sågar for en stund at høre Danish String Quartet i stedet. Men hold nu kæft, hvor er jeg glad for, at jeg endte med at bruge en time i det silende regnvejr i selskab med enigmatiske Mike Hadreas og Perfume Genius!

Perfume Genius udgav lige inden sommeren (eller hvad vi nu skal kalde de seneste regnfulde måneder) et nyt album, “No Shape”, og det var da også numre fra det album, der dominerede koncerten på Mindfield-scenen.

Allerede fra åbneren “Otherside” kunne man mærke, at det her ville blive en særlig oplevelse. Lyden fungerede, Hadreas havde fundet sine bedste og mest sensuelle dansemoves frem, og på grund af regnen var det kun den hårde kerne blandt publikum, som var mødt op. Måske er regnvejr slet ikke så skidt igen…

Koncertens første højdepunkt kom med “Longpig” fra “Too Bright”-pladen, hvor Hadreas gav prøver på sin helt vilde vokal, der skar sig gennem regnens trommen og helt ind i sjælen på de regnvåde gæster. “Longpig” flød langsomt over i “Fool” fra samme plade, inden Perfume Genius besluttede sig for at hoppe tilbage til nutiden.

De næste fire numre var en helt eminent session, der viste styrkerne ved “No Shape”-albummet. På “Wreath” viste han sin melodiske forståelse og tog i hvert fald mig på en rejse tilbage til 80’erne, mens han nærmest messende sang “I see the sun go down”.

“Just Like Love” kravlede han igen helt ind under huden på festivalgæsterne, inden han på den selvsikre og selvtillidsboostende “Go Ahead” fastslog, hvem der var dronningen af Mindfield. Nummeret blev da også afsluttet med et meget sigende statement: “I don’t play games anymore!”

Det var dog især med koncertens sidste seks numre, at Perfume Genius gjorde sig fortjent til ovenstående proklamering om genialitet. En nærmest eksplosiv udgave af “Slip Away” gik over i hjerteskærende og smertensskrigende versioner af “My Body” og “Grid”, hvor en sensuelt dansende Mike Hadreus for alvor lod sig rive med af sin egen musik og lukkede sig inde i den boble, hvor magi opstår. Den boble, hvor mennesket træder i baggrunden, og musikken får lov til at sejre.

“I Decline” blev koncertens sidste eksplosive højdepunkt, inden “Die 4 You” desværre fik taget luften lidt ud af ballonen. Nu var folk ellers lige ved at have danset regnen væk. Heldigvis gjorde Perfume Genius det godt igen og afsluttede den 15-numre lange tour de force med den helt fantastiske “Queen”, der stillede spørgsmålet, alle tilstedeværende godt kendte svaret på:

“Don’t you know your queen?”

I do. Perfume Genius var den ubestridte dronning af Mindfield. Både denne aften men også på festivalen som sådan.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *