Selv regn kan ikke stoppe det velsmurte maskineri, som Heartland Festival er

Die Antwoord lukker hele showet af Foto: Mathias Bak Larsen

Det er altid spændende at se, om en ung festival kan overleve den udfordring, dårligt vejr skaber. Alle der var på Northside i 2017 oplevede, hvor svært det kan være for festivalen at følge med, når himmelen nådesløst åbner sig. Heartland 2019 lagde ud med en forholdsvist regnfyldt torsdag. Det gjorde, at alle ankomne måtte slå deres telte op i regnvejr, og det er aldrig fedt at starte en festival ud med et vådt telt. Tidligere har Heartland været utroligt heldige med vejret, og trods den regnfulde torsdag, var de heldige igen. Det var aldrig på skybrudsniveau, og da det først blev tørt holdte det resten af festivalen.

Nu skal det her ikke blive en ”hvis vi ikke har noget at snakke om, så kan vi altid snakke om vejret”-artikel, men jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at det fyldte noget.

Hvilket jo egentlig er sjovt, at det gør, fordi det er vitterligt det eneste, måske sammen med aflysninger, som man ikke kan gøre noget ved fra festivalens side af. Heartland er en velsmurt V8-motor, der altid fungerer. Jeg kan ikke sætte en finger på eksekveringen, fordi jeg synes, de gør det så sindssygt godt. Derfor er jeg nødt til at klage lidt over vejret. Lidt sur skal man jo være, når man møder ind på kontoret i dagene efter at have været på en fantastisk festival, og har lidt svært ved at acceptere hverdagen igen.

Hans Philip foto: Nicolai Hildebrand

Heartland, du er fantastisk, og du bliver ved med at udvikle dig. Der var større forskel på 2017 og 2018 udgaverne, end der var på i år og sidste år, og det vidner om, at Heartland har fundet den struktur, der passer. De store scener lå samme steder, og det lignte faktisk i store træk sig selv fra sidste år. But why would you change a winning team? Det gør du jo kun, hvis du er Pochettino og starter Kane i stedet for Lucas I DEN STØRSTE KAMP I KLUBBENS HISTORIE, SELVOM HAN SCOREDE HATTRICK I SIDSTE KAMP OG DERMED EGENHÆNDIGT BOOKEDE PLADSEN I FINALEN…

Nå, men det skal ikke handle om fodbold, selvom det var på manges læber om lørdagen. Det svømmede med Liverpool-trøjer på pladsen, og jeg kan forestille mig, at festivalen har haft et kæmpe dilemma i forhold til, om de skulle vise Champions League-finalen. Jeg endte med ikke at se den og prioritere festivalen, men jeg kan godt forstå dem, der gerne ville se det.

Så det var et Heartland plaget af vejrmæssige udfordringer og interessen for en fodboldkamp. Men det var også et Heartland, der er så skide veludført, at man kun kan elske det.

Jeg vil ikke bruge så lang tid på at gå i dybden over det musikalske, fordi jeg havde så mange gode oplevelser, at jeg kunne skrive en roman om det. Men jeg vil alligevel lige fremhæve Erika de Casier og First Hate som dem, der rangerer i min personlige top. Prxjects-scenen var blevet flyttet ud i skoven, og den er fandme dejlig, den scene. I hvert fald for os der gerne vil følge med i vækstlaget i dansk musik.

Erika kommer til at spille større scener i fremtiden. Foto: Maja Kongegaard Bramm

Udover de mindre, danske navne, så leverede de større, danske navne bestemt også mindeværdige øjeblikke. Minds er som altid sublime, og de har sat deres egen barre så højt, at de kun kan skuffe, men aldrig gør det alligevel. Hans Philip var tilbage og stod og var helt sart på en scene, med sin nye og mere introverte musik. Det klædte ham ikke at kunne gemme sig bag Ukendt Kunstners fest-koncerter.

Et sidste skud ud skal gå til Die Antwoord, der faktisk skabte Heartlands første moshpit. Og der var faktisk mere end et. Det lykkedes for Heartland at smide det polerede og vise ægte kant i 2019 og minde os om, at det jo faktisk er en festival og ikke bare et folkemøde for kultureliten.

Vi ses sgu i 2020, og jeg glæder mig til at se, hvad I finder på til mig næste gang.

First Hate på Prxjects scenen Foto: Dennis Morton

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

At SPOT-te ægte talenter – En guide til de bedste oplevelser på tredjedagen

Who Killed Bambi & Jenny Wilson – Foto: Steffen Jørgensen

Jenny Wilson & Who Killed Bambi? – Jenny did it.

Jenny Wilson var trods skyhøje forventninger og en uges skamlytning af hits som LET MY SHOES LEAD ME FORWARD eller Like a Fading Rainbow, en halvlunken oplevelse. – Men det var bestemt ikke grundet Symfoni Salens æstetiske omgivelser eller den klassiske support fra det århusianske stryger-orkester Who Killed Bambi, som har været gæstekunstnere for navne som Mikael Simpson og Oh Land, og samarbejdet med Ane Brun, No Name og Alice Boman. Det var nærmere grundet Jennys desværre alt for dominerende facon og kedelige vokal, der, trods 15-års erfaring som soloartist og en lang række albums bag sig, overskyggede salen.

Det startede godt, da de syv strygere fra Who Killed Bambi indtog scenen med violiner, celloer og bratsch, som straks skabte en fortryllende stemning. Desværre blev magien decideret bremset, da den svenske diva valgte at stoppe musikken og calle en ommer kort inde i et af de første numre. – Hun ramte efter egen vurdering skævt at stygerne. – Ganske unødvendigt, hvis du spørger mig. Jeg bemærkede ingenting, men skal da gerne indrømme, at jeg også på tredjedagen, havde en lille fugl på. Jenny Wilson forsvarede sig med, at øvetiden havde været knap, og at de to bands ikke havde haft mere end en enkelt morgenstund til at øve. Der ville Bjarne Goldbæk nok hævde, at de godt kunne have brugt “LIDT mere forberedelsesti-id”.

Hvis man skal besvare spørgsmålet i det århusianske strygeorkesters navn, var det Jenny, der dræbte Bambi. Det var en skam, for de fortjener ellers store roser for deres højtløftende strygere og ikke mindst originale kunstnernavn.

Selma Judith – Skælvende styrke på sang og strenge


SPOT har for mit tilskuerperspektiv været en god blanding af kunstnere, der bare gerne vil være berømte (uden at have noget at noget at lægge det i) – og så de talenter, der rent faktisk kan noget; de kunstnere, der ikke prøver for hårdt, men bare ER gode. Ligesom Selma Judith, som jeg
endelig fik jeg chancen for at høre på SPOT.

Selma Judith har på i løbet af det seneste halve år fået stor omtale i medierne. Bandet går under titlen som: “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb” og “en stille storm af minimalistisk harpespil” – Udsagn, der bakkes godt op af Ibyen-prisen, hvor bandet er at finde blandt de nominerede til “Årets Musiknavn”.

Selma var den første kunstner, jeg i min spæde opstart som musikanmelder ville interviewe; både fordi jeg blev totalt opslugt af Kind og Lonely, første gang jeg hørte den (på repeat), men også fordi jeg kender produceren Mikkel Kjær Hansen, og det derfor var oplagt at tage en snak med Selma. – Desværre var jeg ikke hurtig nok, og to uger efter var hun på forsiden af Ibyen.

Sidste gang jeg skulle have set Selma Judith var til Jouney Fest, hvor bandet spillede blandt Obongjayar, Coco O. og Liss. Jeg havde en naiv idé om, at Selma gik på som den sidste, da det var i den rækkefølge, Jouney havde oplistet programmet. Jeg tænkte: ‘Helt sikkert! FED idé at give plads til et mindre navn på aftenens bedste tidspunkt!’. Desværre viste det sig ikke at være tilfældet, og da jeg direkte fra arbejde kom racende over brostenene ved VEGA, var bandet ved at læsse gear i en taxa.

Heldigvis fik jeg min revanche forrest i en fyldt Voxhall, hvor Selma fortryllede publikum med sin spinkle og skælvende måde at være i verden på, men alligevel med en enorm styrke og jordnærhed.

Bandet akkompagnerede harpespillet i en elegant og afbalancerende sammenfletning af guitarsolo, perkussion og kor. Jeg tog flere gange mig selv i at stå og nærstudere Selmas mange tatoveringer med særegne motiver og tyske skrifter. Tatoveringerne er ægte, og vi er hverken ude i ‘dalmatineren’ med identitetskrisen foreviget i huden eller Joe and the Juice medarbejderen, der har så mange blækklatter under skindet, at man mister overblikket.

Det var både ømt og råt, da Selma med et lille smil på læben sang “Let me fuck you into the daylight” på nummeret Inner Thigh, men favoritten var klart coverudgaven af Tash Sultanas reggae-rock-nummer – Jungle, hvor guitaren var udskiftet med en silkeblød harpe, men vokalen bevaret i samme inderlige og afsøgende leje som Sultanas. Hold kæft det var godt!

Én ting er sikkert: Det kan næppe være et tilfælde, at bandet allerede har optrådt med kunstnere som The National og Mø. Det bliver stort. Det er allerede stort. Husk at stem på Selma Judith til Ibyen-prisen, og kom i god tid, når Årets Musiknavn optræder med deres første headliner-koncert i Lille Vega d. 18 oktober. Du kan sikre din billet her.  


Simon Littauer – hård impro-techno at it’s best

For at komme til A-Husets loft skal man et lille stykke ned ad jernbanestrækningen langs Volume-scenen og forbi en Christiania-agtig containerpark (hvor Takykardia uden tvivl må have følt sig i sit es, da de afgav en spontan udendørs-koncert i fjerboa og malerdragter). Stedet virkede som en højborg for kunstnere og kreative kræfter, og A-Husets indendørs loft var den perfekte lokation for den ukronede konge af dansk impro-techno. Simon Littauer skabte en svedig og svævende Boiler Room-vibe med sin verden af drejeknapper, røg og hurtige hænder bag pulten. Sættet startede som en slags lydprøve, hvor systemet blev tunet. En fact, det ikke lod som om, mange i A-Huset var opmærksomme på, og som desværre virkede som forsinkelser – men da først sættet gik i gang, skal jeg sateme love for, at der kom fart på(!). Med tunge rytmer og banger-beats forvandlede han A-Huset til noget, der godt kunne minde om den famøse intro-scene i vampyr-thrilleren Blade, hvor et hav af hoppende hoveder går amok til pulserende techno i en slagterhal under jorden – dog var det uden blodbrusere og Wesley Snipes i stram læder.

Jeg takker for fire forrygende dage på SPOT og glæder mig allerede til næste forår. Jeg kan næppe være den eneste Københavner, der har taget en god håndfuld nye toner med hjem i Flixbussen, og som beder for bedre vejr næste år.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SPOT er det bedste sted at følge med i dine yndlingskunstneres udvikling

Motorique Foto: Laura Fromm

SPOT-festival er kendt som den ultimative hellige gral for upandcoming dansk musik. Det er stedet, hvor håbefulde musikere spiller showcases i håb om, at den rigtige person står i publikum og kan hjælpe deres karriere videre. Det er ligeledes et godt sted for publikum at holde øje med musikbranchen, og hvad der rører sig, og tage nye oplevelser med hjem, når dagen er omme.

 

Det er også det, som SPOT-festival har været for mig – indtil nu. Det er tredje år i træk, jeg har været på SPOT, og jeg nyder altid at bruge en weekend i maj i Århus, hvor man kan mærke at byen summer af liv og glade mennesker. Jeg nyder også at opdage ny musik og blive positivt overrasket over oplevelser, som jeg ikke helt tror, man kan få andre steder. Men udover at SPOT er et godt sted for ny musik, så fandt jeg ud af i år, at SPOT også har en helt anden funktion – det er virkelig et godt sted at holde øje med musikeres udvikling. Det er den fedeste følelser, når man kan stå og se en koncert med et band, man har set flere gange før og så nyde, at de bare bliver dygtigere og mere scenevante. Det gjorde sig for mig gældende med bl.a. Motorique, som jeg har skrevet en del om tidligere. Sidste år kæmpede de for at komme med på SPOT og i år spillede de på hovedscenen. Der er altså kun gået et år!

 

Udover Lennart, David og Mads fra Motorique, så har jeg før interviewet Rasmus, Oskar og Peter fra Ecstasy In Order. Jeg har også været til koncert med dem to gange før. Første gang var på netop SPOT for et år siden. Her lagde de Radar ned med deres dansable beats og længselsfulde lyrik. Det bagkatalog de havde for et år siden bar meget præg af at være det første, de havde udgivet. Det var skide godt, men havde også nogle “rough edges”. Det er ikke en kritik, fordi jeg er vild med deres gamle sange, men det forbavsede mig virkelig i år, hvor velproduceret og professionelle deres nye sange lyder i forhold til. Det er virkelig en fornøjelse at følge med i deres udvikling – specielt når der bag musikken står tre utroligt sympatiske gutter, som bare gerne vil lave noget musik, de selv synes, er fucking fedt.

 

Det er helt skørt, så populære Athletic Progression er i Århus. Følelsen af at de er byens drenge, gennemsyrer publikum under deres koncerter. Crowds til SPOT kan være svære pga. showcase formatet, men under deres koncert på Voxhall var der virkelig ild i fødderne hos publikum. Det føltes som om, at der var solgt mange SPOT-billetter kun for den her koncert. Det er en Regnsky-tradition, at der bliver skrevet lidt om Athletic Progression efter SPOT, og i år skal ikke være nogen undtagelse, fordi jeg føler virkelig, at de ikke kan gøre noget som helst forkert, når de optræder i hjembyen, Århus. Den større scene i år gjorde dem kun ekstra tændte, og specielt Justo og hans tilstedeværelse på scenen gør, at man aldrig kommer til at savne nogen form for lyrik i deres numre. Det er en bassist med stor selvtillid, der fører sig frem på den helt rigtige måde, og ligemeget hvad han gør, så kvitterer publikum med et “YEEEEAAAAH”-råb. Fantastisk at opleve. Også et godt trick med at kaste en signeret LP ud blandt publikum. Knap så fedt, at det var lydmanden, der greb den. Det har slet intet at gøre med en mavesurhed over, at jeg stod ved siden af lydmanden og faktisk havde den i hånden i et splitsekund.

 

Jonathan fra Athletic spiller også i andre projekter, og jeg kan ikke få nok af at se ham optræde. Han tager røven på mig gang på gang, og derfor var det en utroligt positiv overraskelse, at han delte scenen med Erika de Casier, som min kæreste allernådigst havde fået trukket mig med til. Det var en kanon oplevelse at se deres samspil, og på et tidspunkt fik man nærmest lidt ondt af Erika over, at tempoet blev sat så højt, at hun havde lidt problemer med at følge med i sit eget nummer “intimate”. Det gjorde hun dog med bravour, og for helvede det fungerede godt. Det var kun de to på scenen, og det var hverken for meget eller for lidt.

 

Nu har det handlet meget om at gense og nyde udviklingen, men jeg vil dog lige runde den her artikel af med et shoutout og måske et lille “hvad sagde jeg”. Jeg anbefalede, at man skulle se NATKAT, og de var helt nye for mig. Jeg fandt dog ud af, at jeg måske anbefalede dem af de forkerte grunde. Det var 90’er inspireret hiphop med bøllehat og beats, der ville gøre LL Cool J misundelig, men det var i høj grad også en magtdemonstration af frontmand Frej Le Funk, der uden anstrengelser viste, at han gør tingene på sin egen måde, og at man godt kan forvente, at fremtiden for dansk hiphop kan noget andet end autotune og dårligt producerede beats. Sorry, men jeg afskyr soundcloud og mumblerap. NATKAT er ægte, for helvede hvor er de ægte. Gå ikke glip af dem på Roskilde. De kommer til at lægge det ned igen.

 

SPOT, tak for dig igen i år. En mindre tak skal der lyde til nattefrost og snevejr der gav et meget anderledes SPOT, end jeg har oplevet før. Jeg håber, solskinnet vender tilbage i 2020, fordi Århus og SPOT gør sig bare bedre i lys frem for skiftende sne og blæst. Og så er det mega svært at se ordentlig smart ud i en regnjakke, når man havde planlagt et outfit der var baseret på shorts og hurtige sneaks. Det må blive i 2020.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

“SPOT-Festival er som bland-selv-slik” – De største opdagelser på 2. dagen

Paper Cranes – Foto: Daniel Freestone

Sløv er ikke det ord, jeg vil bruge til at beskrive 2. dagen på SPOT. Jeg vil nærmere sammenligne den med bland-selv-slik, hvor der er så mange godter at vælge i mellem, at man ender ud med en pose, der rækker langt og til enhver smag. Jeg endte med en sammensætning, der både bød på sikre favoritter og på nye spændende smagsvarianter: Alt i alt 11 blandede fornøjelser: Takykardia, I Think you’re Awesome, School of X, Late Verlane, Hoy La, Clara, Efterklang, Yin Yin, Paper Cranes, Elisha, ANALOGIK, en durum-falafel og en lille fugl. Her er en opsamling på de bedste: 

TAKYKARDIA – plukker plastikblomster fra mannequin-dukkehoveder, men plukker de også publikum?

Jeg startede dagen i går med at pynte mig med små fjer fra en lille fugl. Det samme havde forsangeren i Takykardia, Luna Matz, gjort – i bogstavelig forstand. Jeg ved ikke hvilken fugl hendes fjer kom fra, men det var i hvert fald ikke fra en Chardonnay … Luna gjorde sin entré på Trailerscenen med en fjerboa, en kollosal discokugle, og et hvidt 70’er-outfit. Der var tænkt over detaljerne (næsten for meget) og i håret havde hun et spænde med “TAKY” skrevet i små diamant-lignende sten. Outfittet var meget bart og stod i stor kontrast til de øvrige bandmedlemmer, der i baggrunden stod i hvide malerdragter med små planter stikkende op fra brystlommen. Scenen var pyntet med mannequinhoveder med blomster struttende op fra skallen. Luna plukkede stilkene og hoppede ned fra scenen, hvor hun som en anden MØ bevægede sig rundt mellem et desværre temmelig tamt publikum. Takykardia kalder sig selv for en trip-soul-kvartet, og der er da også noget sensuelt og forførende over Lunas stemme og bandets chill-out-vibes. Da jeg stod foran scenen, kom jeg til at tænke en anelse på den franske producer DJ Cam’s ambiente jazz og på en god blanding soul og R’n’b. Jeg undrede mig over, hvorfor bandet blev sat til at spille på en gratisscene, da jeg vil mene, at de er en af de store navne på upcoming-fronten, men det var selvfølgelig bare lækkert for folk uden armbånd. Jeg tabte desværre mit fokus en anelse til Lunas dans, der virkede lidt for føleren og Coachella-agtigt i forhold til musikken og omgivelserne, men jeg vil da klart anbefale at tjekke Takykardia ud – særligt nummeret Aeon, hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med bandet.

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra – “FUCK det er vildt!” 


I Think You’re Awesome er et af de bands, jeg har glædet mig  mest til at se på SPOT, og deres koncert i Rytmisk Sal akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra var det perfekte plaster på såret efter at være blevet afvist i døren til NATLYST, der fyldte Klubscenen ud på ingen tid. Frontsanger og kontrabassist, Jens Mikkel Madsen, var første mand på Rytmisk Scene med sit store skæg, små runde briller og venlige væsen. “FUCK det er vildt! – Det er en skam, at tiden er kort! Jeg har sådan lyst til at snakke med jer.” afslørede Jens, som virkede som et stort og kærligt legebarn, der næsten var mere spændt end publikum på det, der skulle til at ske – og det med god grund. Indie-jazz-bandet fyldte nemlig 10 år, og det blev fejret med en stor og kærlig fest, som fik mig til at glemme tiden og alle de koncerter, jeg ellers havde på programmet. Koncerten bød både på den drømmende og blide banjolyd, der er ikonisk for bandet, en eminent guitarsolo, fortryllende fløjter og ømme vokaler – sidstnævnte blev næsten for ømme, og jeg blev desværre tabt en smule til både den mandlige og kvindelige vokal, der ikke helt kunne leve op til den instrumentelle standard og egentlig slet ikke var nødvendig. Som en hval der roligt pustede ind og ud, var der noget beroligende over rytmerne. Indimellem kom Jens med små udbrud som “HURRA!”, “YEEEEEAH!”, “SIIIGNE” og “ANDREEEEEAS”, mens han rystede sine briller af hovedet over en mægtig kontrabas-solo. Der var så meget indbyrdes anerkendelse, respekt og god stemning på scenen, at det var svært ikke at trække på smilebåndet. De to bands udgjorde det perfekte par og tog mig med på en lys og mørk rejse, hvor jeg på det ene tidspunkt befandt mig i en svingende dansestue i Aristocats og det næste i en scene fra Merry Christmas, Mr. Lawrence med David Sylvian og Ryuichi Sakamoto legendariske Forbidden Colours-track i baggrunden.

Late Verlane – Fredagens største opdagelse – From Sweden with love


Efter at gå tre numre inde i School Of X, der desværre havde problemer med lyden og ikke formåede at fænge efter en sublim koncertoplevelse med I Think You’re Awesome, befandt jeg mig atter i Rytmisk Sal – denne gang helt oppe foran med Søren fra Liss ved min ene side. Han var også var mødt op for at høre den svenske charmør, Viktor Persson, som er forsanger i det melodiøse pop-rock band Late Verlane. Efter bare en halv time i bandets selskab fik jeg en bedre forståelse for, hvorfor fankultur og ‘screamers’ er en ting. Og selvom jeg ikke stod og skreg, hev ud efter Viktor Perssons læderjakke eller på anden vis skabte mig hysterisk, blev jeg grebet af en stemning, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal beskrive med andet end ‘Verlanemania’. Faktisk stiftede jeg først bekendtskab med bandet i Flixbussens forbydende rum på vej til Aarhus. Late Verlane var klart den største opdagelse, og jeg forstår endnu ikke, hvorfor det catchy hit Roll Like A Dummy med 24,809 afspilninger på Spotify ikke er større, end det allerede er. Det var første gang bandet optråde i Danmark, men der var absolut ingen tegn på usikkerhed på scenen. Tværtimod. På scenen forførte Victor Persson publikum med et let smil over læben, tilbagestrøget hår og en ydmyg elegance. Lyden var ren og rå, men samtidig blød og sød. Det er svært konkret at beskrive, hvad den mindede mig om – hvilket altid er en god ting for nye kunstnere – men der var både noget Kurt Cobaine, Phil Collins og Vinnie Who over Victors vokal. Lydmæssigt er vi ude i noget Tame Impala, og så danser Victor som en ung Elvis. Jeg må indrømme, at jeg blev lidt forelsket på den der fjantede teenagemåde … Nåede du ikke at se de svenske charmører i går, og vil du nå at synge med på Roll Like a Dummy, kan du fange dem på Volume kl. 17.00 i dag eller på Heartland Festival i slutningen af maj. 

Efterklang – Eftertænksom eufori 


Efterklang var mindst så lige så magiske live, som jeg havde forestillet mig – Specielt efter en halv flaske Prosseco og en durum-falafel i køen til Musikhuset. Store Sal var den perfekte ramme for deres storslåede lydunivers, hvor man blidt kunne læne sig tilbage i de magelige sæder, lade boblerne stige til hovedet og tage hver en tone ind fra både nye og gamle udgivelser. Det eneste minus var, at koncerten kun varede i 45 minutter. Til gengæld spiller Efterklang i Koncerthusets Koncertsal den 6. november, hvor jeg i hvert fald caller revanche! Koncerten melder allerede om få billetter, og jeg kan kun anbefale at sikre sig et par!

YIN YIN – Nicolas Cage – is that you?


Spot beskriver det hollandske syreband således:

“Med et moderne take på 60’erne og 70’ernes thai-fink er YIN YIN syret doubleneck guitar, groovy, basgange og legende lette thai-riffs i et lydbillede, der gennem disco, funk og rock strækker sig mod trance-festen fra Syudøstasien. Strømmende gennem de to bandstiftere, Kees Berkers og Yves Lennertz er dog også både inde-rock, punk-inspiration og tung, elektronisk house.”

– og jeg må ærligt indrømme, at jeg efter at være gået fra køen til BISSE ikke blev meget klogere på, hvad jeg gik ind til i den Rå Hal – andet end underholdning. Jeg endte med følgende indtryk efter en lille halv time i selskab med YIN YIN:

“Psykedelisk lys, et gulv af tæpper, I Like The Way You Move, lyden af vikinge ritualer, up-tempo, loco dance, lidt for meget snak, vild orgel solo, The Doors, Hvem trækker først, western battle, electronic-supersonic, Nicolas Cage-lignende forsanger.”

Paper Cranes – full denim og dansable beats

Århusianske Paper Cranes var hele ventetiden værd efter de gik på scenen på Remisen 20 minutter efter planlagt tid og leverede et show, der skabte stærke associationer til Spleen United, Veto og Rangleklods. Med en lyd domineret af storslåen synth og skarpskårne beats, stod bandet stærkt og gav mig lyst til at gå i dybden med deres historik. Forsanger Jacob Reimer har en lækker og lys vokal, og så ved han, at full denim altid er en vinder! Det var klart en niche-koncert for dedikerede fans, venner eller tilfældige forbipasserende. Jeg var der på en anbefaling fra en ven og skal klart høre bandet næste gang, jeg får muligheden for det. Det bliver ud for deres optræden at dømme nok på en noget større scene næste gang.

Analogik – Balkanblæs på hjemmebane. 

Jeg har før undret mig over, om det overhovedet er muligt at fylde Rå Hal helt ud. Det kan jeg efter den sidste koncert for mit vedkommende på gårdagens program konstatere, at det er det. Analogik leverede som forventet en gennemført pakke af sømandsviser, balkanbeats og elektronisk jazz, da de fyrede op for “Hæng og hyg” konceptet i Rå Hal.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SPOT 19: Off Bloom var højdepunktet på en sløv førstedag

Foto: Press

I går tog vi hul på 25-års-jubilæumsudgaven af SPOT Festival. Traditionen tro bød torsdagen på en række dayparties, gratis koncerter og rigelig med tid til at få smagt på, hvad mad- og ølboder havde at byde på. Det sidste kan også noget, men jeg vil nu i første omgang give en status på de første to.

Musikalsk fik danske Off Bloom lov til at åbne festivalen på SPOT Royal. Det er en af festivalens gratis scener, som er placeret ude i åen ved Magasin. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det decideret ‘naturskønt’ – ‘urbanskønt’ er måske et bedre ord – men i solskin findes der få bedre steder at befinde sig i Aarhus.

Det var en fantastisk dejlig måde at åbne festivalen på – energiniveauet hos Mette Mortensen og resten af bandet var højt, timerne i Damon Albarns London-studie havde båret frugt, så både numrenes egen kvalitet og kvartettens fremførelse af denne bragte smil og nogle enkelte danserytmer frem hos publikum. Det skulle vise sig at blive dagens højdepunkt.

Koncerten kom efter en noget aparte TALK med rapperen Kesi. Den blev afsluttet med en seance med spørgsmål fra publikum. Jeg skal ikke kommentere for meget på spørgsmålenes niveau, men blot konstatere, at Oliver Kesi til sidst spurgte, om Off Bloom ikke snart skulle på…

SPOT Festivals anden gratis scene Aarhus Volume havde fuldt program denne torsdag. Vi var frem og tilbage fra hyggelige og relativt vellydende dayparties hos Smash!Bang!Pow! og Wonderwhy x We Are Suburban, så vi indtog først området foran Aarhus Volume, da norske Fieh skulle optræde.

Fieh er et funky jazzband, som jeg inden koncerten havde hørt mange gode ting om. Personligt kommer jeg nok ikke til at tale alt for meget om dem efterfølgende. Det var en noget repetitiv oplevelse, hvor numrene flød sammen i en stor pærevælling af fjollet dans, elendige lydniveauer og charmerende norske gloser. Hvis jeg skal opsummere koncerten i én sætning, så må det være, at bandet tog sig selv omtrent lige så seriøst, som publikum gjorde.

Det virkede som om, at Fieh primært var kommet for at have det sjovt – og fred være med det – men det endte med at gå gevaldigt ud over det musikalske niveau. Der var momenter, hvor jeg sagtens kunne forstå hypen, men de virkede langt mere fokuserede på “koreografien” end på at levere en musikalsk oplevelse. Det betød dog ikke noget for publikum, som bestod af en sær blanding af superfans og af musikerkollegaer, som hellere ville tale om sig selv og med hinanden end at være til stede ved koncerten. Superfansene havde uden tvivl en god oplevelse, mens de andre i hvert fald ikke havde en dårlig, for det var da fin underlægningsmusik til en egocentrisk samtale.

Min musikalske aften blev sluttet af i selskab med producer/DJ-trioen Av Av Av. Det er nok en af mine yndlingsartister, når det kommer til live koncerter, og jeg havde set frem til en ægte dansefest. Meget symptomatisk for den første aften gik strømmen halvvejs, og der var alt for mange mennesker til, at man for alvor kunne danse. Musikalsk var det dog en rigtig fin oplevelse, og der er ingen tvivl om, at Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad er blandt landets ypperste liveperformere.

Så alt i alt var torsdagen en noget blandet oplevelse. Fredag starter festivalen for alvor, og jeg glæder mig!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.