En hyldest til et lortealbum

I takt med at man bliver ældre og mere dannet, så rykker ens musiksmag sig (heldigvis) også. Man kan kaste et blik på sine CD’er (R.I.P.) fra dengang, man havde lort i hovedet og blive ramt af den klassiske: “Hvad fanden jeg har dog tænkt på”-følelse. I min CD samling fra mine præpubertetsår står mange skampletter og hygger sig. Jeg ejer eksempelvis “Spice” og “…Baby one more time” fra dengang, da jeg var en usikker lille pige. Den usikre pige blev til en meget usikker dreng, og med den udvikling fulgte musiksmagen. Pludselig var interessen distortede guitarer og folk der “sang” meget, meget vredt. Netop her blev der produceret en masse gyselig musik under genrefanen “Nu metal”, og hold nu kæft, det var noget der rykkede i det nyvundne følelsesliv, man ikke helt havde lært at kontrollere.

Limp Bizkits numero uno fan, lige her, du!

Det føles som mange år siden, men der er alligevel noget, der rykker i mig, når jeg genhører et nummer fra den tidløse evergreen: “Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavored Water”. Jeg kan sågar huske, jeg var med min mor nede og købe CD’en i en butik i Nykøbing Falster, og både ekspedienten og min mor var yderst imponerede over, at jeg kunne den lange titel. Jeg kan huske, hvordan jeg ovre i skolen pludselig fik en stemme overfor dem, der troede jeg stadig hørte “Invincible” med 5ive. De tog ikke helt fejl, men jeg bevægede mig over mod noget væsentligt hårdere.

Jeg kan hele sangteksterne til i hvert fald “My Generation”, “Hot Dog” og “My Way”, og jeg ved ikke hvorfor. De sidder fast i min hjerne, mens eksempelvis videnskabsteorien fra universitetet helst vil ud. Hvorfor kunne det ikke være omvendt?

Det har nok noget at gøre med den lille lykkelige dreng, der hoppede rundt på sit værelse og råbte med på en af de 48 gange Fred Durst siger “fuck” i nyklassikeren “Hot Dog”. Den følelse af, at nogen havde formået at indfange frustrationerne og følelserne af det præcise punkt i livet i et album, vil nok aldrig blive overgået, fordi tænk engang, at Limp Bizkit har været med til at forme mig som person. Tænk engang, at Fred Durst, trods mangel på talent, for evigt vil stå knivskarpt i min hukommelse. Tænk engang, at jeg stadig bobler af energi og glædesrus, når jeg sætter albummet på, selvom jeg nu bryster mig af at være musikaficionado og hipster-anmelder-type. Jeg tager på Uhørt festival, og skriver om det nyeste og mest obskure up-and-coming-musik, mens jeg i skjul sidder i min stue og skriger: “IT’S MY WAY OR THE HIGHWAY”.

Det er netop dér, det bliver en smule smukt. Det er der, hvor musikken har samme indvirkning på dig, som en forelskelse. Du kan ikke selv styre, hvad der rykker i dig, du har ingen magt over, hvordan musikken får dig til at føle. Det kan godt være, du bilder dig ind, at du er mest til turkmensk acid-jazz, men i virkeligheden så er det intro-riffet fra “Take A Look Around”, der får dig til at pisse i bukserne af glæde, fordi det minder dig om en hel speciel stemning og en tid og et sted, som aldrig nogensinde kan komme igen, udover gennem genhøringen af noget musik, du virkelig ikke burde kunne lide.

Dét, venner, dét er definitionen af en guilty pleasure.

Så tak Fred Durst, Wes Borland og de andre, jeg ikke aner, hvad hedder, men sagtens kunne have tjekket op på på Wikipedia, men ikke gad, fordi det var pisse ligegyldigt. Tak fordi I har udgivet et album af så ringe musikalsk kvalitet, at der kun er den rene følelse tilbage, som til gengæld står fuldstændig fast i hukommelsen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky guider: Musik til når du går fra en dobbelt til en enkeltmandsseng

En gang i mellem tager livet én med bukserne nede. Der er hverken noget man kunne have gjort fra eller til for at ændre på, at hele ens dagligdag med ét bliver vendt op og ned. Det kan være dødfald, sygdom eller kærestesorger. Jeg vil gerne skrive lidt om kærestesorger, fordi det er en tilstand, som mange dygtige musikere har ladet sig inspirere til at skrive noget fantastisk musik. Her for nylig slog min kæreste op med mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg følte mig taget med både bukser og underbukser nede. Lidt ligesom den der drøm, hvor man pludselig står foran en forsamling af mennesker uden tøj på. Det stadie af panik der rammer en, over at man pludselig med ét mister noget, der har stor betydning i ens liv, kan være uhyggeligt svært at håndtere. I går tog jeg ud til Amager Strandpark blot at høre The Power Of Love med Frankie Goes To Hollywood og græde – få det hele ud én gang til. Ja, jeg ved godt, jeg er fucking sølle. Kærestesorger er lidt ligesom tømmermandskvalmen – den går og bygger sig op, men hvis du får det ud, så har du det meget bedre bagefter.

Til bekæmpelsen af dette formål har jeg sammensat en playliste, som jeg virkelig gerne vil dele med alle og enhver, der måtte finde den interessant. Den er forsøgt at lave så alsidig som muligt (og uden alt for meget med The Smiths). Der er sange til alle sorgens fem faser. Jeg har lavet den, fordi jeg synes, der eksisterer et tabu omkring mænd og følelser, hvorfor meget kærestesorgsmusik er rettet mod kvinder, men jeg selv er en ung mand i sluttyverne.

Fornægtelse:

Du kan sige det nok så mange gange til dig selv. “Hun er væk. Hun kommer ikke tilbage. Det er slut”, men din fornuft er underlegen i forhold til dine følelser, og din krop glemmer ikke lige så hurtigt, som din hjerne gør. Den gør det svært, at acceptere at du aldrig nogensinde skal holde på de perfekte brune baller igen. Det er kroppen, der bestemmer her, makker.

Du bliver simpelthen nødt til at høre:

The Magnetic Fields – I don’t wanna get over you

Den der følelse af at man burde komme videre, men man har egentlig ikke lyst. Man vil bare gerne have flere gode stunder.

The Streets – Dry your eyes

Mr. Mike Skinner siger det, som det er. Du er fucking magtesløs.

Jeff Buckley – Forget her

Det her var min råbe-sang i gymnasiet, når jeg havde kærestesorger. Jeg cyklede rundt på min Kvickly-cykel i Nykøbing Falster med Jeff Buckley spillende på min iPod Classic, mens jeg skrålede: DON’T FOOL YOURSELF, SHE WAS HEARTACHE FROM THE MOMENT THAT YOU MET HER. Det hjælper. Tro mig, homie.

Vrede

Engang imellem skal man bare være vred. Vrede er godt, så længe det ikke går ud over nogen, og hør lige engang: Hun har fucking såret dig! Du har ret til at være fucking vred. GRRRR for helvede!!! Alt efter hvor isolationistisk du er, kan du jo prøve de her tre bangere:

Red Warzawa – Jeg hader alle mennesker

Fordi du altid leder efter en måde at bebrejde dig selv på – men hey, homie. Nogen gange er det sgu virkelig ikke dig – men hende!

Magtens Korridorer – Lorteparforhold

Du vidste jo, den kom.

Kelis – Caught out there

Forfærdelig sang men med et gyldent omkvæd, der kan skriges for dine lungers fulde kraft.

Forhandling

Hvis nu du ændrer dig? Du bliver den perfekte mand i hendes øjne! Så kan du vinde hende tilbage! Det er sgu da pisse nemt, er det ikke? NEJ, homie. Du skal ikke give afkald på dig selv. Hvis hun ikke kan lide dig, som du er, så er hun ikke god nok til dig. Det betyder dog ikke, at du kan ignorere de tanker, der opstår. Morrissey er specielt god til dette punkt.

The Smiths – Please, please, please let me get what I want

For once in my life, let me get what I want, lord knows it would be the first time.

Take That – Back For Good

Rigtige mænd hører Take That. Sådan er det bare.

The White Stripes – I just don’t know what to do with myself

Jack White forstår dig, kammerat.

Depression

Den kommer før eller siden. Du skal bare sørge for, at den bliver så mild som muligt. Kom ud og se nogle venner, hør noget mere med The Smiths, og for fanden husk, det hele er midlertidigt. Og nå ja, hold dig fra sprutten.

The Smiths – Heaven knows I’m miserable now

I was happy in the haze of a drunken hour, but heaven knows I’m miserable now. In my life, why do I give valuable time, to people who don’t care if I live or die.

The Verve – History

Richard ved det. I’ve got to tell you my tale, of how I loved and how I failed, I hope your understand, these feelings should not be in the man.

Nazareth – Love hurts

Lad Nazareth guide dig mod accepten. Du skal hurtigt gennem depressionen og videre. Love fucking hurts. Sådan er det bare. Men når det er godt, så er det bedst. Du er der næsten. Du kan klare det!

Accept

For fanden! Du er der sgu. Du har haft det som et stykke vådt tagpap i et stykke tid, men du har fået mod på livet igen, og måske er du endda klar til at køre en tur i Tindermobilen. Du er blevet såret, og du har helet. Du er faktisk et mere komplet menneske nu. Nu kan du høre de gode sange:

Tina Turner – When the heartache is over

Tina-pigen for fa’n. Hun siger det, som det er! Du kommer ikke til at savne hende på sigt, homie.

The Mavericks – Dance the night away

And if you should see her, Please let her know that I’m well, As you can tell, And if she should tell you, That she wants me back, Tell her no, I gotta go.

Pulp – Bad Cover Version

Jarvis Cocker har opmuntrende ord til dig – ligemeget hvem hun møder i fremtiden, vil hun aldrig kunne slippe tanken om, hvor godt det kunne have været. Alle i fremtiden vil bare være dårlige coverversioner af dig. ‘Cause every touch reminds you of, just how sweet it could have been. Fuck du er ovenpå nu! The original was so good – the one you no longer own! Preach, Jarvis!! FUCKING PREACH!

Jeg håber, du er blevet inspireret, om end ikke andet så en lille smule underholdt af min personlige ynkelighed. Det kan også redde nogens dage. Her er hele listen:

Den her liste går ud til alle mænd, der tør at være kede af det. Den går ud til alle, der er blevet dumpet af én, de elskede mere, end det var gengældt. Og den går ud til alle jer, der har rejst jer igen.

En stor tak skal lyde til de Twitter-brugere der har foreslået sange til listen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Her er årets 10 mest læste artikler på Regnsky

I sidste uge kunne Rasmus præsentere vores personlige greatest hits fra 2016, og for mig er der naturligvis intet, som kommer til at overgå mit interview med mit store idol, Wayne Coyne fra albumaktuelle The Flaming Lips.

Men et er, hvad vi selv vil huske fra 2016, men noget helt andet er, hvad I, kære læsere, havde mest lyst til at læse om i det forgangne år. Jeg har derfor her samlet en top 10 over sidste års mest velbesøgte artikler her på Regnsky.

Nummer 10: Helmet Compass PRE-RELEASE!
Mirja havde fornøjelsen af at give premiere til danske Helmet Compass‘ single “Come Into My Room”, og det ville mange rigtig gerne læse om i 2016. I hvert fald nok til at placere artiklen på 10. pladsen.

Nummer 9: Det glæder vi os til på Musik i Lejet
2017-udgaven af Musik i Lejet blev udsolgt langt inden, vi overhovedet kunne skrive 2017 i kalenderen, så der er ingen tvivl om, at den relativt lille og hyggelige nordsjællandske festival er populær. Rigtig mange af jer brugte da også fem minutter af jeres tid på at tjekke Peters anbefalinger ud, inden I tog af sted.

Nummer 8: Forever changes
Et af vores store højdepunkter har også fundet vej til listen. Vi er simpelthen så glade for vores nye design, og der var åbenbart også en del af jer, som var nysgerrige på, hvordan Regnsky ville se ud i en post-2008-udgave. Vi håber, at det har levet op til jeres forventninger.

Nummer 7: Dem skal du høre på UHØRT Festival
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om UHØRT Festival reelt er mere populær end Musik i Lejet, men måske er der i hvert fald et større behov for at forberede sig til Danmarks – i mine øjne – bedste festival for de helt unge talenter i den danske musikbranche.

Nummer 6: Spot på SPOT – Regnsky hylder…
Måske er det et tegn på, at SPOT Festival efterhånden er blevet så kæmpestort, at man bliver nødt til at tage nogle ret svære valg, når man skal prioritere, hvilke koncerter man skal høre. Men i hvert fald ville langt flere af jer hellere læse vores nedtakt end vores optakt til 2016-udgaven af SPOT Festival, hvor man i den grad kunne få stillet sin sult efter norsk musik.

Nummer 5: Regnsky møder… Konni Kass
Der var dog ikke kun norsk musik på SPOT Festival. Færøske Konni Kass er en af vores helt store opdagelser fra det sidste år, og en stor del af Regnsky-læserne var da også nysgerrige på at finde ud af, hvem den blonde færing egentlig er. Eller måske er der bare en virkelig loyal færøsk læserskare blandt vores læsere – hvis det er tilfældet, så er vi rigtig glade for, at I gider læse os oppe i det mere nordvestlige hjørne af kongeriget.

Nummer 4: JÆRV – Et hav af vellyd
En anden af i hvert fald Peters helt store musikalske forelskelser er naturligvis JÆRV, og det hele kulminerede i starten af året, da JÆRV udgav sin debut-EP, “Dit Hav”. Vi har offentliggjort en god håndfuld artikler om Amanda Glindvads projekt, men album-anmeldelsen var altså den, vores læsere helst ville læse.

Nummer 3: Forpremiere: Konni Kass – I Lie
Regnskys læsere tog virkelig Konni Kass til sig i 2016, og det kom tydeligt til udtryk, da vi ganske eksklusivt kunne præsentere en forpremiere på nummeret “I Lie” fra debutalbummet “Haphe”. To artikler om Konni Kass i top fem tror jeg ikke, at hverken vi eller hun regnede med, da vi tog fat på 2016.

Nummer 2: Premiere: Eugenia – vildt+sødt
Et af årets mest interessante bekendtskaber var den danske duo Eugenia. Med musik afspillet fra kassettebånd og nogle vidunderlige musikvideoer har de taget os med storm. Noget kunne tyde på, at vi ikke er de eneste, for vores læsere var også særdeles nysgerrige, da vi havde premiere på duoens allerførste udspil, “vildt+sødt”.

Nummer 1: “Spis eller bli’ spist!” med DC og Fouli
Årets mest læste artikel er samtidig den første artikel, Mirja nogensinde skrev på Regnsky. Mirja var taget ud i lørdagsnatten til undergrundshiphop, og det var noget, Regnskys læsere kunne lide. Om det er et tegn på, at vi har plads til endnu mere hiphop på bloggen, skal jeg ikke kunne sige, men vi er i hvert fald glade for, at I har taget så godt imod vores to nye skribenter.

Lad mig slutte af med et genlyt til en god omgang gadehiphop fra Carmon, og så læses vi forhåbentlig ved her i 2017!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

REGNSKY: GREATEST HITS 2016

Regnsky
Indrømmet. At 2016 har været et lorteår for musikken er nu blevet en fortærsket kliché. Vi har mistet nogle af de største i form af Bowie, Cohen og Prince.

Det skal dog ikke holde os fra at iføre os et par ufatteligt snævre tilbagebliksbriller og tage et kig på, hvordan Regnskys 2016 har været. Vi har udvalgt de bedste/skæveste/sjoveste øjeblikke fra året der gik, og undskylder på forhånd for at pudse vores egen glorie.. Men vi er sgu lidt glade for de her øjeblikke!

– Rasmus tog på Copenhell og undersøgte, hvad der var metal, og hvor meget det er muligt at være på festivalsmæssig udebane.

– Peter lander et interview med selveste Wayne Coyne på Heartland Festival!

– Rasmus siger ja til at interviewe en hiphop-gruppe bestående af de 21 islandske piger fra Reykyavikurdætur.

– REGNSKY OPGRADERER! Alt bliver nyt og fint, som Eva forklarer i artiklen Forever Changes.

– Peter er sur på Lukas Graham efter Northside-“koncert”.

– Mirja tager på Copenhagen Psych og udforsker den danske psykedeliske scene.

– REGNSKY NÅR 3000 LIKES PÅ FACEBOOK!!

Vi vil gerne fra Regnskys side af takke jer, læserne, fordi I har fulgt med hele sidste år. Vi håber, I fortsat vil følge med på siden i 2017. Masser af Regnsky-love fra Eva, Mirja, Peter og Rasmus!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuld affekt til Fuld Effekt

Foto lånt fra Fuld Effekts Facebook.

Jeg er faldet over noget, som jeg bliver nødt til at dele med nogen.

Det drejer sig om fire unge mænd, der laver musik under navnet Fuld Effekt. De har påtaget sig de glimrende navne ZacDaddy, BeefSupreme, DJ Speakr og min personlige favorit: SpytClaus. På baggrund af disse informationer er det svært at vide, hvad man skal forvente. Er det de nye Malk De Koijn? Marvellous Mosell? Måske Specktors? Det er dansk, det er rap, men om det er hiphop, er jeg i tvivl om. Jeg har aldrig hørt så funky musik kombineret med dansk rap før. Jeg kan godt afsløre, at det er noget, der rykker.

Fuld Effekt har netop udgivet EP’en Hommes Fatales, og det lyder ikke rigtigt som noget, jeg er stødt på før – på trods af at de trækker tråde til andre danske rappere. Der hvor de virkelig skiller sig bemærkelsesværdigt ud, er på selve musikken. Lækre basgange og beats der får dine baller til at hoppe og som sørger for, at du kan holde varmen i decemberkulden. Det minder lidt om det, Marvellous Mosell har lavet, men det er knap så fjollet. Og så kan de rent faktisk synge! Teksterne er ikke stor kunst, men drengene holder et tight flow, og deres stemmer klæder den funky lyd. Alt behøver jo ikke tage udgangspunkt i eksistentielle spørgsmål for at være værd at lytte til. Nogle gange kan det sgu også være et stort spørgsmål, hvor og hos hvem man skal sove lørdag nat.

Taget i betragtning af at EP’en hedder “HOMMES Fatales”, så har de med sange som “Superlike”, “Yoga Pants”, “Pigen Er En Spiller” et stærkt fokus på kvindekønnet, og det kulminerer i hyldesten til Sara Frost, hvortil de også har lavet en video:

Sara Frost er en flot dame, men jeg tror altså, at Snebolden har monopol på hende, drenge, omend det er morsomt tænkt, og er blevet til en sang med ekstra meget 90’er fløde – på den gode måde.

Heldigvis husker drengene også at hylde sig selv i sangen “Hommes Fatales”, som er mere elektronisk og dansevenlig. Nej drenge, jeg har desværre ikke set jer danse, men det vil jeg sgu gerne næste gang, I spiller.

Må jeg lige pointere at det her, det er rigtigt godt. Jeg er oppe at køre over, hvor talentfulde de her drenge er, og deres EP er noget af et statement. Jeg håber på, at det her er starten på en karriere, der kommer til at kaste mere musik af sig, fordi jeg vil glæde mig til at følge med. I har hermed fået en ny fan, drenge, og I har satme fortjent den. Der er tale om fuld affekt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *