SILQUE udgiver ny single!

Ahh, ENDELIG hører vi nyt fra SILQUE. Deres album Gloria udkom i slutningen af sidste år, og jeg havde fornøjelsen af at møde drengene en torsdag på Nordvest Ølbar til et af de sjoveste interview, jeg har lavet. I dag har de udsendt den nye single “Drive”, som tegner utroligt godt for, hvad der kommer i fremtiden.

Drive er en stærk synthbåren single. Hooket får tankerne hen på en solid 80’er sang som “Tell it to my heart”, men det gør egentlig heller ikke noget, fordi selvom det er velkendt, så er det stadig deres eget. Man drømmer sig langt væk til dagslange rejser på motorveje, men den er mere Route 66 end den er Autobahn, og den lysere og drømmende tone gør den til et virkelig godt forårschiller-hit, som jeg synes er værd at starte weekenden på.

Jeg fangede lige drengene til en hurtig kommentar om singlen:

Har I overvejet, hvor meget jeres synth lyder som “Tell it to my heart”?

  • Vi har ærlig talt aldrig hørt “Tell it to my heart” før, men vi må da indrømme, at Taylor Dayne har skrevet en ret god synthmelodi, som er rimelig catchy. Vi vil dog mene, at vores er en smule bedre. Ej, det siger måske bare lidt om hvor hurtigt man kan komme til at lyde som andre solister og bands. Syret sammentræf. Måske vi laver en cover/medley-udgave live snart.

Kan man forvente mere musik i samme stil fremover?

  • Ja man kan sagtens forvente mere at denne sound fremover. Vi ser Drive som en forsmag på den kommende udgivelse som er mere præget af synths og hooks end vores tidligere musik.

Det tegner rigtigt godt for SILQUE’s kommende musik, og jeg personligt glæder mig til at høre flere af deres synths og hooks. Du kan tjekke SILQUE ud live den 6. april her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ny single fra Rest In Beats får dig til at glemme den sibiriske kulde

Det velkendte uforudsigelige (dejligt oxymoron) danske klima slår til igen. I denne uge har vi mærket konsekvenserne af en “sibirisk kulde”, der har overfyldt den offentlige transport og gjort en cykeltur til en Facebook-værdig opdatering på linje med et gennemført maraton. Jeg fryser, I fryser, Danmark fryser og det ser ikke ud til at vende lige foreløbig.

Heldigvis har Regnsky lidt brænde til dit humørbål i form af Rest In Beats nye single og specielt musikvideo til “Synge Igen”.

Da den tikkede ind i min mailboks, blev jeg helt høj. Videoen giver mig så meget lyst til at rejse væk fra det hele og bare glemme kulden for en stund. Omend økonomien og a-kassen ikke tillader mig at rejse lige nu, så takker jeg Rest In Beats for at tage mig med på tur til Indien og tilbage til sommerfestivalerne, som jeg savner og ser frem til. Det er en fantastisk lo-fi nærmest hjemmevideo-agtig produktion, som får det hele til at virke så ægte og inkluderende, at jeg føler, jeg har været med, og hvis jeg nogensinde møder Rezwan Farmi, vil jeg havde lyst til at sige “tak for sidst”.

Det falder på et tørt sted, men al opmærksomheden skal ikke tilfalde videoen, fordi den er akkompagneret af en virkelig stærk single, og Rezwans vokal er utrolig dragende og giver mig lyst til at høre (meget) mere. I første omgang vil jeg dog lige dele den med jer i håb om, at I kan få lidt minder fra varmere tider og håbefulde hjerter, der husker jer på, at den sibiriske kulde nok skal slutte en dag, og at dit hjerte kommer til at synge igen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lad Fugleflugtens nye EP være soundtracket til dit efterår

ENDELIG, ENDELIG, ENDELIG kommer Fugleflugtens anden EP “Bølgevækker”. Det er den EP, du har gået og ventet på. Du vidste det bare ikke, før du hørte den. Eller at jeg fortalte dig det.

Siden jeg stødte på nummeret “Alt Der Glimter” på Roskilde Festivalens Spotify-playliste i foråret en gang, har jeg været en Fugl-ieber. Det er sjældent, man falder over noget i dagens konstante strøm af udgivelser, som bare med ét sætter sig fast, men Fugleflugten fløj (pun intended) direkte ind i hovedet på mig og byggede rede (stadig med vilje). Over sommeren har jeg haft glæden af både at interviewe, opleve live og komme nærmere ind på de fire gutter: Mathias, Frederik, Laurits og min navnebror Rasmus. På Roskilde led deres koncert under en ærgerligt lav lyd det første kvarter, og mit favoritnummer “En Anden Side Af Ting” druknede fuldstændig, men på Uhørt fik de oprejsning med en intens og hårdtslående 23-minutters koncert, hvor forsanger Rasmus nåede at springe en streng på sin guitar og måtte fortsætte koncerten på Mathias’ guitar, som han aldrig før havde spillet på. Den korte koncert gav en intens følelse af at ville have mere, og det har været min generelle kilde til frustration hos fugledrengene. Jeg vil bare gerne have mere.

Nu giver de mig endelig det, jeg vil have, og det kommer i form af den berusende EP “Bølgevækker”, der udkommer på fredag. På Uhørt fik vi introduceret singlen “Glædens Port”, som er en del af Bølgevækker. På EP’en findes, udover Alt Der Glimter, En Anden Side Af Ting og Glædens Port, sangene: “Solens Sidste Stråler” og “Det Næsten Totale Mørke”.

EP’en er helt perfekt udgivet i oktober måned, når himlen og bladene skifter farve, og melankolien raser (og fuglene trækker sydpå – eller flygter?). Her passer det drømmende lydunivers til humøret, og med titler som Solen Sidste Stråler og Det Næsten Totale Mørke tillader jeg mig at gætte på, det ikke er helt tilfældigt.

Deres helt egen

Jeg er så glad for, at der findes nogen derude i det danske musiklandskab, som ikke kan andet end at være dem selv. Der er ikke nogen, Fugleflugten prøver at lyde eller være som. Der er kun Fugleflugten. De laver musik, de selv synes er fedt, fortalte de mig på Roskilde Festival, og jeg kan ikke opdigte en mere beundringsværdig tilgang til tingene. Heldigvis har de god smag, og Bølgevækker står som en enormt stærk udgivelse.

Det er svært at spå om deres fremtid herfra, men de har fuldstændig overbevist en musikskribent om, at de er bomben, så mon ikke der burde være flere spændende ting i vente. Jeg håber i hvert fald, de vil fortsætte med samme gejst, som de har nu.

Tag mine varmeste anbefalinger, hør EP’en Bølgevækker eller tag til en koncert med Fugleflugten i efteråret. Det er en dejlig oplevelse at blive suget med ind i Fugleflugtens toner og glemme tid og sted for en stund og tage del i den sanselige beruselse, som de formår at frembringe – jeg ved det, for jeg har været der.

P.s. Tjek allerede nu sangene “En anden side af ting” og “Alt der glimter” på Spotify, og se videoen til “Glædens Port” på Youtube. Den er desuden animeret af forsanger Rasmus Yde.

P.p.s. Fugleflugten spiller med ligeledes fantastiske Tårn den 3. november på Templet i Lyngby. Det er en god mulighed for at opleve dem. Facebook-event!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En hyldest til et lortealbum

I takt med at man bliver ældre og mere dannet, så rykker ens musiksmag sig (heldigvis) også. Man kan kaste et blik på sine CD’er (R.I.P.) fra dengang, man havde lort i hovedet og blive ramt af den klassiske: “Hvad fanden jeg har dog tænkt på”-følelse. I min CD samling fra mine præpubertetsår står mange skampletter og hygger sig. Jeg ejer eksempelvis “Spice” og “…Baby one more time” fra dengang, da jeg var en usikker lille pige. Den usikre pige blev til en meget usikker dreng, og med den udvikling fulgte musiksmagen. Pludselig var interessen distortede guitarer og folk der “sang” meget, meget vredt. Netop her blev der produceret en masse gyselig musik under genrefanen “Nu metal”, og hold nu kæft, det var noget der rykkede i det nyvundne følelsesliv, man ikke helt havde lært at kontrollere.

Limp Bizkits numero uno fan, lige her, du!

Det føles som mange år siden, men der er alligevel noget, der rykker i mig, når jeg genhører et nummer fra den tidløse evergreen: “Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavored Water”. Jeg kan sågar huske, jeg var med min mor nede og købe CD’en i en butik i Nykøbing Falster, og både ekspedienten og min mor var yderst imponerede over, at jeg kunne den lange titel. Jeg kan huske, hvordan jeg ovre i skolen pludselig fik en stemme overfor dem, der troede jeg stadig hørte “Invincible” med 5ive. De tog ikke helt fejl, men jeg bevægede mig over mod noget væsentligt hårdere.

Jeg kan hele sangteksterne til i hvert fald “My Generation”, “Hot Dog” og “My Way”, og jeg ved ikke hvorfor. De sidder fast i min hjerne, mens eksempelvis videnskabsteorien fra universitetet helst vil ud. Hvorfor kunne det ikke være omvendt?

Det har nok noget at gøre med den lille lykkelige dreng, der hoppede rundt på sit værelse og råbte med på en af de 48 gange Fred Durst siger “fuck” i nyklassikeren “Hot Dog”. Den følelse af, at nogen havde formået at indfange frustrationerne og følelserne af det præcise punkt i livet i et album, vil nok aldrig blive overgået, fordi tænk engang, at Limp Bizkit har været med til at forme mig som person. Tænk engang, at Fred Durst, trods mangel på talent, for evigt vil stå knivskarpt i min hukommelse. Tænk engang, at jeg stadig bobler af energi og glædesrus, når jeg sætter albummet på, selvom jeg nu bryster mig af at være musikaficionado og hipster-anmelder-type. Jeg tager på Uhørt festival, og skriver om det nyeste og mest obskure up-and-coming-musik, mens jeg i skjul sidder i min stue og skriger: “IT’S MY WAY OR THE HIGHWAY”.

Det er netop dér, det bliver en smule smukt. Det er der, hvor musikken har samme indvirkning på dig, som en forelskelse. Du kan ikke selv styre, hvad der rykker i dig, du har ingen magt over, hvordan musikken får dig til at føle. Det kan godt være, du bilder dig ind, at du er mest til turkmensk acid-jazz, men i virkeligheden så er det intro-riffet fra “Take A Look Around”, der får dig til at pisse i bukserne af glæde, fordi det minder dig om en hel speciel stemning og en tid og et sted, som aldrig nogensinde kan komme igen, udover gennem genhøringen af noget musik, du virkelig ikke burde kunne lide.

Dét, venner, dét er definitionen af en guilty pleasure.

Så tak Fred Durst, Wes Borland og de andre, jeg ikke aner, hvad hedder, men sagtens kunne have tjekket op på på Wikipedia, men ikke gad, fordi det var pisse ligegyldigt. Tak fordi I har udgivet et album af så ringe musikalsk kvalitet, at der kun er den rene følelse tilbage, som til gengæld står fuldstændig fast i hukommelsen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky guider: Musik til når du går fra en dobbelt til en enkeltmandsseng

En gang i mellem tager livet én med bukserne nede. Der er hverken noget man kunne have gjort fra eller til for at ændre på, at hele ens dagligdag med ét bliver vendt op og ned. Det kan være dødfald, sygdom eller kærestesorger. Jeg vil gerne skrive lidt om kærestesorger, fordi det er en tilstand, som mange dygtige musikere har ladet sig inspirere til at skrive noget fantastisk musik. Her for nylig slog min kæreste op med mig som et lyn fra en klar himmel. Jeg følte mig taget med både bukser og underbukser nede. Lidt ligesom den der drøm, hvor man pludselig står foran en forsamling af mennesker uden tøj på. Det stadie af panik der rammer en, over at man pludselig med ét mister noget, der har stor betydning i ens liv, kan være uhyggeligt svært at håndtere. I går tog jeg ud til Amager Strandpark blot at høre The Power Of Love med Frankie Goes To Hollywood og græde – få det hele ud én gang til. Ja, jeg ved godt, jeg er fucking sølle. Kærestesorger er lidt ligesom tømmermandskvalmen – den går og bygger sig op, men hvis du får det ud, så har du det meget bedre bagefter.

Til bekæmpelsen af dette formål har jeg sammensat en playliste, som jeg virkelig gerne vil dele med alle og enhver, der måtte finde den interessant. Den er forsøgt at lave så alsidig som muligt (og uden alt for meget med The Smiths). Der er sange til alle sorgens fem faser. Jeg har lavet den, fordi jeg synes, der eksisterer et tabu omkring mænd og følelser, hvorfor meget kærestesorgsmusik er rettet mod kvinder, men jeg selv er en ung mand i sluttyverne.

Fornægtelse:

Du kan sige det nok så mange gange til dig selv. “Hun er væk. Hun kommer ikke tilbage. Det er slut”, men din fornuft er underlegen i forhold til dine følelser, og din krop glemmer ikke lige så hurtigt, som din hjerne gør. Den gør det svært, at acceptere at du aldrig nogensinde skal holde på de perfekte brune baller igen. Det er kroppen, der bestemmer her, makker.

Du bliver simpelthen nødt til at høre:

The Magnetic Fields – I don’t wanna get over you

Den der følelse af at man burde komme videre, men man har egentlig ikke lyst. Man vil bare gerne have flere gode stunder.

The Streets – Dry your eyes

Mr. Mike Skinner siger det, som det er. Du er fucking magtesløs.

Jeff Buckley – Forget her

Det her var min råbe-sang i gymnasiet, når jeg havde kærestesorger. Jeg cyklede rundt på min Kvickly-cykel i Nykøbing Falster med Jeff Buckley spillende på min iPod Classic, mens jeg skrålede: DON’T FOOL YOURSELF, SHE WAS HEARTACHE FROM THE MOMENT THAT YOU MET HER. Det hjælper. Tro mig, homie.

Vrede

Engang imellem skal man bare være vred. Vrede er godt, så længe det ikke går ud over nogen, og hør lige engang: Hun har fucking såret dig! Du har ret til at være fucking vred. GRRRR for helvede!!! Alt efter hvor isolationistisk du er, kan du jo prøve de her tre bangere:

Red Warzawa – Jeg hader alle mennesker

Fordi du altid leder efter en måde at bebrejde dig selv på – men hey, homie. Nogen gange er det sgu virkelig ikke dig – men hende!

Magtens Korridorer – Lorteparforhold

Du vidste jo, den kom.

Kelis – Caught out there

Forfærdelig sang men med et gyldent omkvæd, der kan skriges for dine lungers fulde kraft.

Forhandling

Hvis nu du ændrer dig? Du bliver den perfekte mand i hendes øjne! Så kan du vinde hende tilbage! Det er sgu da pisse nemt, er det ikke? NEJ, homie. Du skal ikke give afkald på dig selv. Hvis hun ikke kan lide dig, som du er, så er hun ikke god nok til dig. Det betyder dog ikke, at du kan ignorere de tanker, der opstår. Morrissey er specielt god til dette punkt.

The Smiths – Please, please, please let me get what I want

For once in my life, let me get what I want, lord knows it would be the first time.

Take That – Back For Good

Rigtige mænd hører Take That. Sådan er det bare.

The White Stripes – I just don’t know what to do with myself

Jack White forstår dig, kammerat.

Depression

Den kommer før eller siden. Du skal bare sørge for, at den bliver så mild som muligt. Kom ud og se nogle venner, hør noget mere med The Smiths, og for fanden husk, det hele er midlertidigt. Og nå ja, hold dig fra sprutten.

The Smiths – Heaven knows I’m miserable now

I was happy in the haze of a drunken hour, but heaven knows I’m miserable now. In my life, why do I give valuable time, to people who don’t care if I live or die.

The Verve – History

Richard ved det. I’ve got to tell you my tale, of how I loved and how I failed, I hope your understand, these feelings should not be in the man.

Nazareth – Love hurts

Lad Nazareth guide dig mod accepten. Du skal hurtigt gennem depressionen og videre. Love fucking hurts. Sådan er det bare. Men når det er godt, så er det bedst. Du er der næsten. Du kan klare det!

Accept

For fanden! Du er der sgu. Du har haft det som et stykke vådt tagpap i et stykke tid, men du har fået mod på livet igen, og måske er du endda klar til at køre en tur i Tindermobilen. Du er blevet såret, og du har helet. Du er faktisk et mere komplet menneske nu. Nu kan du høre de gode sange:

Tina Turner – When the heartache is over

Tina-pigen for fa’n. Hun siger det, som det er! Du kommer ikke til at savne hende på sigt, homie.

The Mavericks – Dance the night away

And if you should see her, Please let her know that I’m well, As you can tell, And if she should tell you, That she wants me back, Tell her no, I gotta go.

Pulp – Bad Cover Version

Jarvis Cocker har opmuntrende ord til dig – ligemeget hvem hun møder i fremtiden, vil hun aldrig kunne slippe tanken om, hvor godt det kunne have været. Alle i fremtiden vil bare være dårlige coverversioner af dig. ‘Cause every touch reminds you of, just how sweet it could have been. Fuck du er ovenpå nu! The original was so good – the one you no longer own! Preach, Jarvis!! FUCKING PREACH!

Jeg håber, du er blevet inspireret, om end ikke andet så en lille smule underholdt af min personlige ynkelighed. Det kan også redde nogens dage. Her er hele listen:

Den her liste går ud til alle mænd, der tør at være kede af det. Den går ud til alle, der er blevet dumpet af én, de elskede mere, end det var gengældt. Og den går ud til alle jer, der har rejst jer igen.

En stor tak skal lyde til de Twitter-brugere der har foreslået sange til listen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *