Lp

Discovery

Første gang jeg hører Lp er det eller andet sted i København, som underlægningsmusik til gøremål såsom indkøb af sokker, blyanter og kontaktlinsevæske. Der fik Discovery mig til at smile lidt mere til optikeren og kassedamen i H&M, end jeg plejer. Og det var dejligt.
Anden gang, jeg hørte pladen, var det på en eller anden café, og der fik Discovery lige vækket min autotune-allergi.

Så enkelt kan Discovery (navn for Wes Miles, som nogle vil genkende som ærke-indierockerne i Ra Ra Riots frontmand, og Rostam  Batmanglij fra Vampire Weekends duo) beskrives, når man har hørt pladen to gange. Men efter et par dage begynder immuniteten overfor den der autotuner at få overtaget, og musikalske oplevelser er nu engang noget lettere fordøjelige, uden bekymringer om begyndende røde knopper og forhøjet irritations-fremkaldt puls. De gode melodier er bestemt i overtal, og gør det spiseligt. Det samme gør Wes Miles vokal, der er klædeligt mindre emotionelt overloaded, men alligevel fremstår som en troværdig formidler af teksternes enkle observationer af et forstyrret teenageliv med not quite parent-approved romancer. Hvem forelsker sig ikke i tekstbidder som den simple, men præcise  ”can I sleep inside, if I promise to leave before your father wakes up in the morning? ‘Cause me, I’ve got a crush” (“Osaka Loop Line”) eller “oh baby, you’ve got me going so insane, and I just don’t know what’s going down, and I’m trying to get on my knees, try to fight this feeling, but I can’t” (“So Insane”).

Bedst er Discovery på numre som den discolabre single ”So Insane”, hvis mildt melankolske baggrund er en velkommen afveksling, og på den henkastet leverede, men drivende melankolske ”Swing Tree”, hvor R’n’B popmagien rammes præcist. Men det er lidt for ofte forsøget på at nå netop det mål, der skæmmer de fine melodier og trækker albummet ned. Lidt for meget af lidt for få elementer er ikke helt heldigt. Variation søges, og hvis duoen næste gang forelsker sig i et par lyde mere end autotuner og nervøst trippende hihats, vil det nok være ret givende. Også er anbefalingen total. Indtil nu, må den opsummerede udgave lyde: “download 4-5 numre på iTunes, og hør dem 4 gange hver. Hvis du har fået røde knopper, så lad være med at høre mere. Hvis ikke, kan du roligt købe hele albummet uden frygt for dit helbred”.

DiscoverySo Insane
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/Discovery_-_LP_So_Insane.mp3]

DiscoverySwing Tree
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/Discovery_-_LP_Swing_Tree.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. oskar says:

    swing treeeeeee

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Interview med Caroline Franceska/Shaque Lilli <3

Shaque Lilli

Personlighedsspaltning eller ej. I navnet Shaque Lilli udsendte Caroline Franceska i foråret albummet “Love Child” på Speed of Sound, der i efterhånden lang tid har fået mange afspilninger hos Regnsky-redaktionen. Her er tale om en beat-drevet r’n’b-inspireret og dybt personligt popalbum, der har en god portion melankoli og usikkerhed med.

Men hvordan laver man et album, to personer i en? Og er det en mærkelig personlighedssplitning, der afspejles i musikken, eller har den fundet et fælles udtryk? Vi har spurgt både Caroline og Shaque om et par spørgsmål.

Er du en så lyssky person, at du behøver at have en anden personlighed?

– Det ved jeg nu ikke. Måske som privatperson, men rent musisk set har Shaque Lilli-projektet været en slags dannelsesplade – et terapeutisk forløb hvor jeg via hans tekster og hans musikalske udtryk er kommet tættere på mig selv. Mere end jeg nogensinde kunne have håbet på, da jeg gik igang med at skrive de første numre. Selvfølgelig er Shaque en fiktiv karakter, der har sit eget liv, men han er jo på en bagvendt måde også en forlængelse af mit eget liv. Jeg oplever bare at det nogle gange er nemmere at nå ind til mit ærlige jeg, når jeg beskæftiger mig med drømmelignende og fjerne fortællinger.

Det siges at alle de mennesker, der optræder i vores drømme, i virkeligheden er forskellige versioner af os selv – sådan er det også med mit og Shaque Lillis univers. For at konkretisere mit liv og min udvikling som menneske er jeg nødt til at skabe noget, der starter med at være utrolig abstrakt for at kunne se meningen med det hele. Jeg har brug for en anden personlighed, for at nå helt ind til mig selv, så at sige… Men, altså, ubevidst har jeg måske ikke helt følt, at jeg var klar til at vise mit sande jeg frem. Shaque har gjort mig stærk, han har hjulpet mig til at forstå sider af mig selv, som før i tiden har været små mysterier. Det er selvhealing gennem toner, udklædning og fri leg i et skønt og selvvalgt ensomt midiunivers.

Er blufærdigheden ikke for stor til at musikken kan blive ærlig, når den tager udgangspunkt i to personer?

– Det kommer lidt an på hvordan man vælger at anskue tingene. For mig har det været ærligt helt fra starten. Jeg føler ikke nødvendigvis at det bliver mindre ærligt, af at man for en tid er en anden end sig selv. Det gør måske budskaberne lidt sværere for andre mennesker at forstå. Heldigvis er jeg ikke bange for tilsløringer. Vi er jo allesammen en del af hinanden, vi er forbundet på så mange ikke-visuelle planer. Men så længe det er energien, der er i centrum, kan jeg ikke se, hvordan det ikke skulle kunne være andet end hudløst ærligt. Jeg har blot indrammet min kreativitet og givet den et navn og et ansigt. Jeg lever jo Shaques liv; mine oplevelser og erfaringer er noget jeg forstørrer op hundredevis af gange og gør det til hans ditto.

Shaque er den overeksponerede, lettere distortede version af Caroline, og jeg synes det er vidunderligt at få lov til at være Bambi på glatis og eksperimentere med sit eget udtryk. Musik er jo en kunstform og ved at udfordre sig selv som jeg har gjort –  skrælde min kvindelighed væk, gemme alt det som mine omgivelser normalt ser – så føler jeg at jeg når ind til essensen, af hvad det hele handler om. Og det er vel så sandfærdigt som det kan blive. Det er ikke nødvendigvis særlig behageligt, men kan godt blive hårdt og voldsomt. Men det er okay. Så længe jeg ved at jeg lærer noget om livet, gør det ikke spor, at det i starten kan være svært for andre mennesker at sætte sig ind i.

Hvad er de 3 største forskelle på Caroline og Shaque’s personligheder?

Caroline: Det er fuldstændig umuligt at svare på. De største forskellle er jo i virkeligheden også de største ligheder. Troen på sandfærdig kærlighed, selvdestruktivitet – hvilket er en reaktion på en umådelig stor menneskelig sårbarhed – vildskab, som bliver kanaliseret ud gennem styrke, som kører på hysterisk mange hestekræfter. Dén måde, vi begge to forsøger at holde fast i barnet i os selv på, den måde vi gang på gang kommer til at overskride vores egne grænser på. Magt og afmagt, overdrevet larmende følelser og stille tårer.

Shaque Lilli: Eller hvad? Ved nærmere eftertanke… Den eneste ting, som ikke binder os sammen er min angstprovokerende forfængelighed. Jeg kunne jo aldrig nogensinde finde på at gå ned at hente smøger iført natbukser og gamle klipklappere. Det kommer aldrig til at ske. Hadet til mit eget udseende giver sig til udtryk, ved konstant at vise det modsatte. Mit indre er i udbrud og sammenbrud på én og samme gang. Dette kan kontrolleres eller måske skjules, ved hjælp af solbriller og  forskellige stramme habitter og nystrøgede skjorter. Det hjælper at se tight ud, når livet hænger i laser på indersiden. Jeg bliver nervøs, når jeg er sammen med børn. De minder mig for meget om mig selv. Derudover kan jeg ikke klare tanken om, at min barndom for altid vil være et summende fragment i mit baghovede, som aldrig nogensinde igen kan blive til virkelighed. Der er så meget smerte, men min mission er jo på længere sigt at erstatte smerten med evig kærlighed.

Citatet “My dream is to be free of all the unrwritten rules in music” stammer fra din MySpace-profil. Hvordan kan det så være, at dine numre, uden undtagelser, er opbygget af et konstant beat, som giver en meget fast ramme for numrenes udfoldelser?

– Beatet vil for altid være min største kærlighed. Beatet er hjertet i musikken, det er åndedraget, som skubber alle de andre elementer fremad og giver liv til musikkens toner, som for mig at se er flade og todimensionelle. Uden sin puls. Selvfølgelig er strukturen i mine sange genkendelige, men fortæl mig: Hvem har nogensinde lavet en plade, som tager udganspunkt i et kommercielt lydbillede, uden at have bas på én eneste af sangene. Det er da rimelig cutting edge. Og hvem starter sin plade med en ballade der er basseret på en tynd flade af midixylofoner. Det handler jo også om, hvilke regler man stiller op overfor sig selv. Det er vejen derhen, som gør destinationen så utrolig spændende og betagende. At mine sange blev så faste i deres form, var sådan set mest fordi jeg lyttede til mit hjerte, hvor nogle mennesker laver sange med fornuften og øjnene og benytter sig af, hvad man ved virker og hvordan audio-filerne ser ud på skærmen.

Shaque Lilli – Ballad of Me
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01-ballad-of-me-1.mp3]

Shaque Lilli – Make A Wish
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/05-make-a-wish-1.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Smerte rimer på <3

Så er hun tilbage. Sidste måned kunne vi offentliggøre, at Johanne Schwensen fra Ung Flugt månedligt ville pynte Regnsky med et gæsteindlæg, om hvad der står hende nært. Første gang var, da hun erklærede sin kærlighed til det tyske label, DIYNAMIC Records, men selv en DJ kan blive træt af techno fra de hamburgske sidegader. Læs med, når Johanne nu fortæller om smertemusik, blandt andet repræsenteret af Nick Drake og CocoRosie.

Jeg oplever tit indtrængende tomrum, hvor intet nyopdaget musik inspirerer. I mellemtiden tyer jeg til tonerne af alltime yndlinge som CocoRosie, Cat Power, Beirut eller Bob Dylan, for blot at nævne nogle få af de musikere, hvis kompositioner og budskaber er så hjerteskærende frigjorte og floskelfrie, at de for hver gennemlytning bliver tilføjet en ny dimension. Musik med noget på hjertet.

Jeg kan lede i dage, uger, endda i flere måneder uden noget som helst tænder en gnist. Intet af det man giver en chance gør ondt, gør glad, gør vred. Kun lutter indifferens og en, muligvis urimelig, følelse af at det er blevet for let at få sine halvhjertede forsøg på musikalitet udgivet. Myspace-generation, der blotter sig fordi den kan. Om det er fame eller fisse der driver værket, er ikke til at sige. Jeg mærker i hvert fald et skarpt emotionelt skel mellem musik, der er produceret med overlegen, til tider konservatoriepræget snilde, men bare ikke vil andet end at være et velkomponeret stykke musik, og musik, der er skabt fordi nogen har været nødtvungen til det. Hvad end det er sorg, sindslidelse eller vanvittig forelskelse der står bag, skal man kunne fornemme at ét eller andet trænger sig på. At der er noget bagvedliggende ægte. Noget sjæl. At det er skabt med hjertet, ikke hjernen.

Når først man fokuserer på forskellen er den svær at abstrahere fra. Alt det pæne og perfekte, men latterligt ligegyldige musik, der blot fylder og skygger for det autentiske og det vovede. For ikke at tale om alt det marionetstyrede pop man bombarderes med fra samtlige danske radiokanaler, med mindre man garderer sig selv godt og grundigt.
Men spredt ud over kloden findes der lykkeligvis talenter der smerter, og nogle få udvalgte der formår at formidle deres sindsstemning til sang. Som Justin Vernon der, plaget af mononukleose, kærestesorg og et brud med et tidligere band, fortrak sig til sin fars skovhytte i Wisconsin for at være alene i tre måneder – en isolation der, ud over restituering, uventet førte til skabelsen af enmandsprojektet Bon Iver. Og Joan Wasser, der lige fra barnsben har været beriget med et imponerende musikalsk talent, men som først fik sit rigtige store gennembrud som frontfigur for Joan As Police Woman, der blev dannet efter hun mistede sin kæreste Jeff Buckley, som på tragisk vis led drunknedøden. Kan det mon tænkes at den smerte hun siden hen har måtte bære på, har været en af grundstene i de rystende intime udgivelser der fulgte?                      

Det mest ikoniske eksempel på den fortabte romantiker hvis desperation blev kanaliseret udi musikken, er Nick Drake, underkendt og misbilliget af sin samtid, og med en indadvendthed, der udviklet sig til en dyb og destruktiv depression. Der skulle gå over et årti efter hans selvmord i 1975 før hans tre helt fænomenale udgivelser fik den anerkendelse de fortjente.

Misforstå mig ej. Jeg ligger hverken inde med en grundlæggende utilfredshed over for musikbranchen eller en misbilligelse af musikerne verden over som bare ikke lige formår at pirre mig. Jeg vil egentlig bare opfordre dem, der ligesom mig har det med at køre fast i den kyniske musikrille, til at navigere uden om den forkælede musik, og i stedet gå efter smerten. Det er den der gradvist vil vokse på én. Den der til sidst vil blive til evig <3.

CocoRosie Werewolf
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/07_Werewolf.mp3]

Nick Drake Pink Moon
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01_Pink_Moon.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Ulf Aslak says:

    Jeg føler på samme måde om musik tror jeg. Omvendt synes jeg nok ikke det er så svært at få sit myrekrybs-løbende-koldt-ned-af-ryggen-fix.

    Why?, Wolf Parade (Dan Boeckner’s stemme <3), TV On The Radio for fanden, Tokyo Police Club, Polarkreis 18, Múm, Get Well Soon og mange flere. Sådan nogle bands, hvor man kan mærke at det er produceret af meget fintfølende mennesker, der har succes med at genfinde magien i musik.

    Men jeg skal sige dig én ting, Johanne. Island. Seabear, Benni Hemm Hemm, Mugison, Emiliana Torrini, Amiina, Hjaltalín. De har fat i et eller andet. Især Emiliana Torrini; hende vil jeg giftes og have børn med.

  2. Tak for de ord! De rammer fuldstændig i hjertet også på en anden side af ny musikkultur. Foruroligende rigtigt!

  3. Danielle says:

    Jeg faldt tilfædigvis over denne artikel, og hold da op hvor er det godt ramt. Fedt at få sat ord på en fornemmelse jeg tror rigtigt, rigtigt mange af os går rundt med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Interview: The Pains of Being Pure at Heart

The Pains of Being Pure at Heart på skovtur
I forbindelse med Roskilde Festival mødte vi Kip (2. th.), Peggy (2. tv.) og Alex (1. th.) – tre af de forvoksne teenagere i The Pains Of Being Pure At Hear, der dampende flygtede fra et andet interview. Vi satte bandet stævne med et lidt svalere underlag af græs, og dér kom det til at handle om det gode ved at tournere i Europa (Peggy mener, det er maden), det at spille i Europa vs. USA (Peggy mener det er slik-embalagerne), forskellen på at være “big in Denmark” og “big in Japan”, hvorfor bands fra New York hypes mere end bands fra Milwauke, og hvordan det kan være bandnavnet er “The Pains of Being Pure at Heart” og ikke “Nik og Jay til Orange Scene”.
Også bliver en ting slået fast: De har endnu til gode at blive kontaktet af Lindsay Lohan. Så helt berømte er de ikke.

Ser I de europæiske festivaler som en slags opvarmning til jeres egne koncerter i efteråret? I har blandt andet en koncert på Vega den 2. august.

Alex: Nej, egentligt ikke, vi ser det nok mest af alt som en sjov og underlig ting at beskæftige sig med, hvor vi er væk fra det mere officielle koncertliv. Det kan være vi skal spille et langt eller kort set. Festivaler har ligesom sit eget univers.
Kip: Ja, når vi selv turnéer er vi jo enten opvarmingsbandet eller hovednavnet, på en festival er vi jo bare et… band, ud af mange. Forhåbentligt vil folk se os, så det er bare et cool og unikt miljø at være en del af. Ikke så meget for at varme op til noget. Indtil videre har vi spillet på ret få festivaller, så det er svært at vurdere. Det er ikke fordi der er noget særligt festivalmiljø i USA – eller også har vi ikke opdaget det endnu – det er mere en europæisk ting, tror jeg.

Hvilke tanker har I gjort jer omkring at spille i Europa, sammenlignet med at spille i USA?

Peggy: Maden er bedre her!
Alex: Ja, man bliver nærmest behandlet bedre hér. Det er altid sjovt og overraskende at opleve nye steder, og vi ved jo aldrig om der kommer 5 eller 500 mennesker for at høre os, når vi spiller i lande der er helt nye for os.
Alex: Vi har spillet et par gange i England, men vi kom først for alvor udenfor England for en måneds tid siden.
Kip: Ja, det var nok hér vores første rigtige europæiske oplevelse fandt sted. Det er rigtig fedt, det er sådan en ting man kan fortælle sine venner. “Vi skal til Europa og spille musik i en måned”, det bliver de meget misundelige over, så det er en fed oplevelse.

Det er jo ikke fordi det er meget ulig os, når vi skal den anden vej.

Kip: Klart, græsset er jo altid grønnere på den anden side, men begge steder er selvfølgelig meget gode, for altså…
Peggy: Jeg kan rigtig godt lide at prøve nyt slik! Det er også sjovt, hvordan indpakninger er anderledes fra sted til sted, jeg kan godt lide at udforske mad og cigaretter – jeg er meget nysgerrig på slik og chips.
Kip: Slik er altid sjovt!

Jeres album blev udsendt for fire måneder siden – og I er blevet populære ret hurtigt. Hvordan har I oplevet denne popularitet?

Alex: Muligheden for at komme til Europa er der, uden at man skal bruge sin livsopsparing på det.
Peggy: Man kan komme til at spille for folk, som rent faktisk kan synge med og er engageret i vores koncerter – det er rigtig fedt. Men det er jo ikke mindblowing, det er jo ikke fordi Lindsay Lohan vil i kontakt med os. Så vi er jo ikke berømte! (griner)

Men I er faktisk et af årets mest omtalte nye indiebands, her i Danmark. Så man kan godt sige at I er ret store, her i landet.

Alex: Sådan! Det er sådan nogle ting vi kan fortælle vores venner!
Peggy: Det havde jeg faktisk ingen idé om.
Kip: Det er sjovt at opleve en masse forskellige scenarier, den ene uge kan man spille på en halvfyldt/halvtom arena, og næste uge er man populære i Danmark. Men vi er jo lige begyndt at lave musik, så det er ikke så prisværdigt som… hvis vi nu havde lavet musik i flere år, hvor vi ikke var populære i Danmark og så rent faktisk ende med at blive det, så ville vi jo være helt “Endelig! Vi er store i Danmark!” (griner)

I er blevet sammenlignet en del med kunstnere, der skrev musik i de sene firsere og tidlige halvfemsere. Kan I se nogle sammenligner mellem samfundet dengang og samfundet i dag som måske har inspireret musikere fra begge perioder til at skrive musik, på den måde de nu har gjort?

Kip: Jeg vil ikke snakke på vegne af alle bands som skriver musik i dag og skrev dengang, men for os er det meget simplere end som så. Vi skriver bare popmusik og så er det sådan lidt… “Godt, så gør vi dét”! Begge perioder har jo haft en aktiekrise, men jeg ved ikke, måske har folk bare tænkt, “så, nu laver vi nogle My Bloody Valentine-sange”.
Peggy: Haha, ja, grunden til at lave musik var bare for at tjene nogle penge!
Kip: Det er ikke fordi vi har så mange bandmøder, hvor vi aftaler ting, så jeg tror bare vi er inspireret af ting vi kan lide, vi har ikke tænkt så meget over samfundstendenser.

Når I laver musik, bliver musikken så skrevet ved at jamme, er det et bandmedlem der får en idé, eller hvorledes?

Alex: Det er faktisk ikke fordi vi jamer så meget.
Kip: Nej, oftest kommer jeg med en idé som vi så prøver at følge. Jeg kommer med et skelet, som vi hver især prøver at tilsætte forskellige organer, kød og hår på. Basisstrukturen af en sang er selvfølgelig langt dårligere end det endelige resultat, men den røde tråd er den samme i begge versioner. På mine demoer er der det samme, kedelige trommebeat og er ikke særligt cool. Men så snart alle er blevet en del af skabelsen af et nummer er det en helt anden verden.

Der kommer jo en masse cool bands fra New York disse år. Jer, Vivian Girls og en masse andre bands som laver støjende musik med et twist af popmusik. Har I tænkt over jer selv som en del af en bølge?

Kip: Jeg tror ikke vi gjorde, da vi begyndte. Men senere hørte jeg en masse mennesker sige at vi er.Jeg kan rigtig godt lide mange af disse bands og vi har selvfølgelig lyttet til mange af disse bands plader, Vivian Girls og Crystal Stilts, blandt andre. Det er alle sammen rigtig gode bands og glæder os altid, når vi har muligheden for at møde dem.
Alex: Jeg tror mere det handler om New York end om musikken bands spiller. Der er bare så meget kærlighed til al mulig musik i byen, så der vil altid være en eller anden der har noget fedt musik at introducere os for. Der er jo millioner af mennesker dér og enormt mange der interesserer sig for den slags musik vi spiller. Nok mere end Omaha, for at nævne en by.

Opfatter I en international hype omkring byen? I ved, når et band bliver beskrevet kan det godt ende med at blive kendt som “New York’er-bandet”. Det kan jo være svært at forestille sig et band blive beskrevet som “Omaha-bandet”…

Alex: Jeg tror det er ret nemt at identificere et band fra New York. New York er jo universets hovedstad. Uanset om man er fra … Tokyo, eller en landsby i et random land, så kender alle til New York og har i al fald hørt om byen. Altså, der er ligeså mange gode bands fra andre dele af Nordamerika, det ved vi jo, om det så er Milwauke eller hvor som helst, så vil det jo bare være “dem fra U.S.A.”, fordi man ikke vil have hørt om Milwauke, eller bare er ligeglad med hvad der sker i Milwauke.
Kip: … Mine bedsteforældre bor der!
Alex: Okay, dårligt eksempel. Men, New York er jo ikke blevet hypet anderledes nu, end det nogensinde har været eller vil blive.
Kip: Men Milwauke er ikke universets hovedstad, så? (joker)
Peggy: Brooklyn-tingen er måske mere i fokus for tiden. Det er jo ret nyt.
Kip: Selvfølgelig! Men teknologien i dag garanterer jo også, at man kan komme fra hvorend det skulle være og stadig blive bemærket. Man behøver ikke stamme fra en mediehovedstad for at få succes, man kan være fra Götheborg eller Omaha – og det kan være små bands, uden muligheden for at turneré og man kan alligevel blive fans af dem, på grund af MySpace og så videre. Bare man er i stand til at netværke, betyder det intet om man kommer fra Lars Tyndskids mark eller ej. Men min pointe om New York er bare, at det er let at blive identificeret, hvis man kommer herfra. Jeg tror det betyder mindre i dag, hvor man er fra, folk er bare vilde med at opdage nyt musik.

Hvorfor The Pains Of Being Pure At Heart? Man forstår nemt musikken ud fra navnet. Hvad var tankerne omkring bandnavnet?

Kip: Navnet er taget ud fra en børnefortælling, som en af mine venner skrev, The Pains of Being Pure at Heart. Bortset fra at det er en smuk vending, som kan bevirke på folks umiddelbare forståelse for vores musik, så er moralen ved historien at de vigtige ting i livet ikke omhandler ting som magt, berømmelse eller prestige, men den morskab og de oplevelser man har med sine venner mens man er ung og eftersom dette band nærmest er et konstant roadtrip med bedstevenner, så var navnet ret passende på os.

Hvad mener i med et konstant roadtrip?

Kip: Når vi turnérer, hopper ned i en bil med sine bedste venner og konstant besøger nye steder, møder nye mennesker og oplever nye begivenheder, så er det virkelig livsbekræftende. Det er skønt at dele disse oplevelser med mennesker som betyder meget for een. Det ville ikke være det samme som at være sammen med nogle stereotypiske, erfarne rockmusikere, og jeg så ville sige “jubii, vi skal til Danmark!”, mens de bare ville sige “whatever, bare betal mig” – det ville ikke være morsomt på samme måde som det er for os fire.

Hvornår blev navnet bestemt?

Kip: Vi kom op med navnet før der overhovedet var et reelt band. Jeg registrerede domænet og url’en før der var nogle egentlige sange at fremvise.
Penny: Så vil vi også slippe for, eksempelvis hvis der allerede var et band med dét navn, at tilføje noget tilsidst, som athave en adresse som “…/thepainsofbeingpureatheartuk”…
Kip: Eller, “…theband”. Haha!
Alex: Haha, ellers kunne vi sidde i en rundkreds og finde ideer til bandnavn. “Hvad med, øh, The Cherry Girls”.
Kip: “Hvad står der ovre på skiltet? Nik & Jay til Orange, det skal vi hedde!”. Men helt oprigtigt, så er det rart at have idealer før musikken. Man kan altid skrive musikken, men det er godt at have strukturen til at danne rammerne for bandets lyd.

Vi udnævner The Pains of Being Pure at Heart til verdens sødeste band, og glæder os til at se dem på Vega d. 2.08, hvor de har fået stiftet endnu bedre bekendtskab med Europa – og på forhånd ved, at de er “big in Denmark”.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

How many? 2many.

2manydjs

Okay, sidste Roskilde-koncert hér! Men så klart også den sjoveste. Fredag aften, klokken 22.30 gik de belgiske brødre bag 2manydjs, Stephen og David Dewaele på Cosmopolscenen. Før dette havde Lasse Lyngbo dj’et og da alt for mange djs gik på, var det proppede fremmøde i teltet, der mest præsenterede verdensmusik fra alle egne af kloden, klar på en rigtig fest. I kor råbte folk “Fuck Oasis!” som, samtidigt med 2manydjs, skulle spille på Orange Scene.

Lidt over halv elleve skete det så, at David og Stephen gjorde deres entré. Mens David hjalp til med at rulle mixeren ind stod Stephen og legede med en radio, som i løbet af et minuts tid kørte ind på flere frekvenser. Dette gav mig ligesom en forestilling om, at belgiernes set ville bestå af essentielle dele af numre, som på den ene eller anden måde har en forbindelse til Soulwax.

Og ganske rigtigt. Det halvanden time lange set havde knald på fra start til slut, og bestod blandt andet af en lang række officielle og uofficielle remixes fra de belgiske brødres hænder. Af disse remixes kan selvfølgelig nævnes Justices Phanton Pt. II og Daft Punks Robot Rock, men også numre, der har haft Soulwax som producere – noget af det gode fra Mr. Oizo og canadiske Tiga. Og selvfølgelig også en hyldestsalut til popkongen, hvor tre af hans største hits blev fyret af med cirka 20 sekunders mellemrum.

Det var en fed fest, hvor alle mennesker blev grebet af energien fra musikken, som ikke kun var elektronisk, men som også bød på mange rockede numre, som for eksempel af Nirvana, David Bowie og et eller andet komisk element af hovedbankende heavy metal. Det fedeste ved settet var dog de understøttende visuals, der symboliserede coveret på det igangværende nummer. Det var rent faktisk mindblowing, hvordan der eksempelvis kom liv og bevægelse i billederne, og den dag i dag undrer jeg mig stadigt over hvordan det kunne lade sig gøre. Forestil jer bevægelse i disse billeder! Det visuelle arbejde var så klart med til, at folk på intet tidspunkt ville gå hen og kede sig, men i stedet være sikret underholdning fra start til slut.

Eftersom belgiske David og Stephen Dewaele tydeligvis er inspireret af mange tendenser fra 90’erne og dermed også den dengang stærkt stående britpop er det måske lidt tragikomisk at synge “fuck Oasis!“, når de højest sandsynligt har en positiv indflydelse på 2manydjs. Men når valget, en fredag aften, står mellem et par charmerende belgiske brødre, der sikkert stadigvæk har til gode at peake, og et par fallerede ditto på Orange… Ja, så FUCK OASIS!

For at understrege, hvorfor jeg mener dette var Roskilde Festivals vildeste fest i år, kommer nogle privatoptagelser fra dj-settet, direkte fra YouTube. I sneaky pirater.

Fuck Oasis!

Fed opløsning – dårlig lyd

Kort glimt af visuals + Mr. Oizo!

David Bowie Rebel Rebel (Soulwax Club Mix)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/rebelrebelsoulwax.mp3]

Mr Oizo Positif
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/09_Positif.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Theodor C. says:

    Helt fantastisk koncert. Snakkede efterfølgende med en VJ, der snakkede om at de har brændt visuals ned på cd’erne, så visualsne kunne følge deres mix perfekt, hvilket også giver god mening ifh til alle deres effekter der også blev matched af visualsne til perfektion.

  2. Morten says:

    2manyDJs var klart årets valg for Roskilde folket at tage. Den sikre perfomance man kunne forvente fra Oasis i forhold til ‘the awesomeness’ som uundgåeligt måtte finde sted når 2manyDjs river teltet i stykker.

    Efter at have set det, hørt det og overlevet det – Der var jo ikke noget reelt valg.

    2manyDjs var bedste oplevelse på Roskilde ’09. 6/6.

  3. Søren says:

    Så afgjort en af de allerbedste koncerter.
    Man glædes ved tanken om et helt telt der deler sved og er fucking ligeglade med det. Festen var så vild og den måtte bare ikke stoppe.
    Jeg var solgt, og også meget meget imponeret over 2manyVJs

  4. Dennis says:

    Jamen jeg er rørende enig med hvad der er skrevet.
    Det var så absolut den bedste koncert på Roskilde 09. Og den bedste oplevelse.
    Har aldrig oplevet noget så vildt og levende. Og folk var bare i pisse godt humør og selv bagefter kunne man høre folk der råbte “Fuck Oasis, fuck fuck Oasis!”.
    Når jeg ser videoerne igen ville jeg bare ønske jeg stod der igen.

    Bedste koncert jeg nogensinde har været til.
    10 stjerner ud af 5!

  5. Hp says:

    Vildeste koncert mayn.

  6. Caisa says:

    Hey!
    Create your own mix @ Point Blank Music Machine! It’s fun, easy and FREE! http://mixer.pointblanklondon.com/

    Cheers!
    xx

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?