Filur samler op

filur

Jeg blev rigtig glad, da jeg for nyeligt fik Filurs nye plade In Retrospect ind ad brevsprækken. Der var tilmed lagt et brev ved som forklarede de nærmere omstændigheder for udgivelsen, og det blev klart for mig, at jeg skulle ud på en musikalsk tidsrejse. Det er nemlig 10 år siden Filur startede karrieren.

Pladen starter i år 2009 med duoens nyeste single Rental Car” og bevæger sig derefter kronologisk tilbage i tiden. På rejsen møder man bl.a. Pernille Rosendahl, der synger med på nummeret “You & I”, man møder Magnum Coltrane Price på nummeret I Want You” og man møder Nellie Ettison på gennembrudshittet It’s Alright”.
Pladens sidste skæring er duoens første vinyludgivelse Crowdpusher”, der er lavet i et soveværelse med 1,5″ disk og Atari computer.
Teknologien har udviklet sig, ligesom Filurs musikstil også har gjort det. In Retrospect skildrer hvordan housemusikken har bevæget sig gennem disco, jazz og soul til deep house, til et melankolsk, analog og rocket udtryk og tilbage til disco.

I duoens første år turnerede de verden rundt med store liveopsætninger og i 2003 spillede de på Roskilde Festivalens Arena Scene for intet mindre end 18.000 mennesker.
Siden da, har duoen dog udelukkende valgt at satse på dj-sets, og er i dag faste dj’s på Vega.

I de senere år har både Tomas Barfod og Kasper Bjørke markeret sig som remixere af andres numre, ligesom de selv er blevet remixet af bl.a. Trentemøller, Lulu Rouge, Muzzle Flash, Rune RK og Emperor Machine.
In Rectrospect indeholder også en cd 2, hvor en god samling af disse remixes er på.

Jeg har fået lov at dele Muzzle Flash’ remix af Rental Car med jer. Originalen kan streames via myspace, og pladen vil være i handel fra på mandag (02.02.09)

Filur – Rental Car (Muzzle Flash remix)

[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/rental-car-ft-naim-muzzle-flash-remix.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Bon Iver – Blood Bank (ep)

I sommers forelskede jeg mig hovedkulds i Bon Ivers meget roste debut “For Emma, Forever Ago”. Et poetisk album, af den slags, der griber fat i lytteren, og nærmest er så indtagende at det bliver besættende. I al sin enkelthed var “For Emma, Forever Ago” et lovende album, der præsenterede en ny amerikansk sanger med hjertet bag hver strofe og øre for det musikalsk i enkeltheden.

På “Blood Bank” fortsætter Bon Iver i samme spor. Produktionen er afdæmpet og med fokus på Justin Vernons stemme, og de dominerende instrumenter er fortsat guitaren og klaveret. Titelnummeret er smukt, og lyder præcis som var det fra “For Emma, Forever Ago”. I mine ører leder det til undren – for da Bon Iver i efteråret gav koncert på Vega, var det netop dette nummer, der ruskede op i koncerten og viste en forfriskende fornyelse. Problemet med “Blood Bank” som ep er nemlig, at numrene ikke viser nogen særlig bevægelse eller fornyelse, udover brugen af vocoder på nummeret “Woods”, som jeg i hvert fald godt kunne have været foruden. Og de alenlange klaverstykker på “Babys”, der lyder som et forsøg på fornyelse, men blot bliver til ligegyldigt fyld. Alt i alt giver Bon Iver os mere efter “For Emma…”-formlen, men udtrykket er ustruktureret, usammenhængende og uden den samme indlevelse – det virker simpelthen ikke som om, at udgivelsen er vigtig for Justin Vernon. Det får “Blood Bank” til at fremstå som en temmelig ligegyldig udgivelse, der på ingen måde lever op til debuten.

Bon IverBlood Bank
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/bon-iver-blood-bank.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Discoens genkomst

Vinnie Who

Discoen er vendt tilbage til sin originale form. Fra undergrundsmiljøer, med epicenter hos selskaber som Italians Do It Better og DFA, har bands som Hercules and Love Affair, Chromatics og Glass Candy gennem 2008 erobret klubber verden over tilbage til discoen, efter i mere end 20 år at have været negligeret og stemplet som for useriøs, for pæn og for cheesy en genre.
I oktober kørte Soundvenue en uge med disco-tema på deres hjemmeside. Klubber som Disco Vendetta har i to år vendt italodisco på Dunkel bar. Og siden i sommers er det blevet sværere at finde koncerter med danske indiebands.
Discoen, og i det hele taget den mere organiske lyd i elektronisk musik, er det nye hit.

“Det er heldigt for mig, at navne som Hercules & Love Affair og Chromatics har fået hul igennem via et disco-brand, som jeg har oplevet, at folk synes er rigtig spændende,” mener Niels Bagge, alias Vinnie Who, der fredag spillede sin 4. officielle koncert i forbindelse med booking-bureauet InkInk’s night på Dunkel, hvor danske Freja Loeb også havde debutkoncert.

Den mindre alvorlige discoscene er et tiltrængt pusterum fra de sidste 5 års postpunk-revival, indierock-bands med 10 medlemmer, og minimaltechnoens monopol på dj-pulten.
“Først og fremmest er det (disco) dansevenligt. Efter at have spillet mange indie-koncerter, fik jeg rigtig meget lyst til, at folk kunne danse til musikken. Desuden havde jeg indtil for ca. fire år siden udelukkende dyrket en indie musik scene, og discoen var og er et friskt pust som inspirer mig enormt. Det svinger og er ikke nødvendigvis ligeså alvorlig som hvad jeg ellers er gået op i før hen,” fortæller Niels om baggrunden for delvist at konvertere til discoen. Vinnie Who’s disco er stærkt infiltreret af baggrunden i indierock. “Den traditionelle disco er generelt en optimistisk genre, mens min udgave også indeholder en mere mørk side, hvilket jeg synes giver et interessant følelsesmæssigt paradoks. Det er bl.a. sådan noget, som giver mig gåsehud. Det betyder rigtig meget at lytteren føler noget, da jeg lægger mange følelser i musikken selv.”
Følelsen, og “den mørke side” er kendetegnende for den nye bølge af disconavne. Live nedbrydes folks barrierer af den catchy musik, og der danses discodans som på et provinsdiskotek i 80’erne, mens musikken uden alkohol i blodet er mindst ligeså interessant, på trods af at disco’en som genre er forholdsvis enkel. Det er så bare en god anledning til, som hos Vinnie Who, at gøre musikken til et overflødighedshorn af melodisk overskud i et detaljemættet lydbillede.

Vinnie Who kan fanges på Kødboderne 18 d. 16.1, på Jolene 22.1, på Rust 31.1 eller her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

VUF#4

Så er vi for alvor i gang igen. Tusind tak for den gode modtagelse vi har fået via bloggen, mails, facebook og så videre. Tusind tak, vi er superglade.

Husk, at vi har en facebook-gruppe som i meget gerne må melde jer ind i. På den måde kan vi også holde jer orienteret, når der sker nye tiltag i fremtiden.

I al denne omstillingsvirvar, var der en udgivelse, som desværre ikke fik al den opmærksomhed den havde fortjent.
Der er tale om den fjerde i række af compilations fra VUF Empire. Konceptet var denne gang at skabe et soundtrack til årets største tømmermandsdag – 1. januar.
Selvom nytårstømmermændene forhåbentligt har lagt sig, så er der jo nye tømmermænd der skal plejes hver eneste weekend og derfor synes jeg alligevel ikke, at det er for sent at poste lidt numre fra pladen.
Hele herligheden er compileret af Jonas Højgaard og Sarah Lützen og rummer sprit nye artister, VUF kendinge og også et remix af Birk Storm, som vi før har omtalt her på bloggen.

Plade og cover kan hentes via dette link, og hvis du vil høre lidt smagsprøver, har jeg her udvalgt to af mine favoritter.

Det Sejler I EffekterCease & Sekkle

[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/01-cease-sekkle.mp3]

Hannah SchneiderThis Is Goodbye (SpejderRobot Remix)

[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/09-this-is-goodbye-spejderrobot-remix.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Lasse Lyngbo

lasse-lyngbo
Jeg vil lige benytte denne mandag til at poste et par remixes af Lasse Lyngbo.
For dem der ikke kender Lasse, så er han en særdeles travl herre. Han spiller guitar og laver electronics i albumaktuelle Diefenbach, DJ’er og producerer singler sammen med Pato Siebenhaar i duoen White Pony DJ Team (billedet), har været involveret i pladeindspilninger af bl.a. Under Byen, Tys Tys, Flamingo Records, My Evil Twin og Vinnie Who, lavet teatermusik i Danmark og Sverige og slutteligt er han som nævnt tidligere også aktuel som soloartist hvor han remixer fortrinsvis danske kunstnere.
At Lyngbo spænder så bredt, også genremæssigt, gør ham til en særdeles interessant artist at følge. Det er umuligt at definere hans stil fuldstændig.
De to remixes jeg har fået lov at poste er af henholdsvis Trolle//Siebenhaar og Diefenbach og de afspejler denne forskellighed utrolig godt.
Trolle//Siebenhaar-remixet er tydeligvis udarbejdet udfra titlen Sunday Song, da det tilbagelænede beat og de dubbede elementer på offbeatsne lægger op til en afslappet søndagschiller.
Anderledes er det med Diefenbach-remixet som i øvrigt er lavet i samarbejde medMuzzleflash. Her bygger beatet op til at blive et vanligt “4 i gulvet”-remix, men overrasker pludseligt 2 minutter henne i nummeret og forvandles til et lydunivers næsten i gammel efterklang stil, for på den måde at skabe mere fokus omkring teksten.
Nummeret bygger flere og flere lag på inden det igen forvandles til et tungt dansabelt remix.
Check dem ud her:

Trolle//Siebenhaar – Sunday Song (Lasse Lyngbo Remix)

Diefenbach – Up To Your Neck (Muzzleflash og Lasse Lyngbo Remix)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *