Le forklarer den københavnske lyd

Når det drejer sig om gæsteindlæg er vi her på Regnsky klar med endnu et skud i stammen, endnu et hak i bæltet, endnu et søm i kassen og endnu et smukt ansigt iblandt mængden. 6. august fejres som dagen, hvor kompilationen Sound Of Copenhagen 3 udkommer. Bag SOC finder man Kjeld Tolstrup og Le Gammeltoft, som står for udvælgelsen af numrene til kompilationen.

Derfor følte vi selvfølgelig, at det ville være oplagt med Le Gammeltoft som forfatter til denne rundes gæsteindlæg, hvormed vi måske kan få et dybere indblik i den københavnske lyd, og hvorfor den fortjener en kompilation.

Le Gammeltoft og Kjeld Tolstrup

Så er den tredje plade i rækken kommet på gaden. Ligesom på de to forrige er lyden helt vildt bred. Den er poppet, elektronisk, mørk, dansabel, skæg og forhåbentlig synes du den er værd at lytte til!

Kjeld Tolstrup og jeg havde i lang tid talt om, at den københavnske klubscene spyttede god musik ud, og at vi virkelig kunne være stolte af, at vores lille storby sagtens kunne og kan måle sig med byer som New York, London, Paris og Berlin. Ofte når man som DJ er ude og spille, er der folk der kommer op og spørger, hvordan de kan få fingrene i et af de tracks man har spillet. Ofte er det nemt nok – smut på Beatport.com og køb det.. andre gange er det noget sværere. Vi får jo rigtig mange tracks, der ikke er blevet udgivet, og måske aldrig bliver det. Bootlegs, remix og demoer, som måske ligger på nogle blogs på nettet, men som ellers ikke er tilgængelige. Det er en skam.

Derfor besluttede vi os for, at begynde at udgive Sound Of Copenhagen. For at give den brede befolkning mulighed for at få fingrene i musikken fra den københavnske undergrund. Nogle af de numre vi har på pladerne er ikke svære at få fat i (for eksempel When Saints Go Machine – man kan jo bare købe deres plade), men de er så fede, at vi gerne vil have dem med på pladen, som vi håber tegner et bredt billede af lyden i København – og resten af Danmark, for den sags skyld.

Vi er jo ikke de første og helt sikkert ikke de sidste, der laver en compilation med Unga Bunga musik fra Danmark. Men vi håber at vi rammer et hul – at vi opfylder et behov. At vi gør noget for de musikinteresserede og for musikerne.

En ting, der er helt sikker er, at musik appellerer til vores personlige smag og holdning. Det er subjektiviteten, der er i højsædet. Så der vil selvfølgelig være enormt delte meninger om, hvilke numre der bør eller ikke bør være på pladen. Præmissen for udgivelsen er, at vi vil være brede! Vi ikke vil lave en plade fra undergrunden til undergrunden.

Af samme årsag har vi lavet hjemmesiden http://soundofcopenhagen.dk/ – som kan fungere som en slags guide for nysgerrige. Læs om de danske toneangivende DJs, om de mindre danske labels, der udgiver elektronisk musik og dyk ned i den lille genreguide.

Jeg håber, I kan lide pladen. Og hvis ikke – tja.. konstruktiv kritik modtages gerne!

Knus
Le

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Julius says:

    I mine øjne, har Sound Of Copenhagen altid handlet om tjene nogle hurtige penge ud fra jeres status i nattelivet – og så kan jeg ikke tage jeres albums seriøst.

    Da nyheden først kom ud i juni, lykkes det mig at samle alle mp3-filer fra jeres 3. album i en fin kvalitet, med undtagelse af to, hvilket også er mere grund til ikke at gide købe den – hvis I i stedet lagde noget energi i at samle nogle nyere ting, som vi ikke har set før, kunne det jo være at man kunne blive en smule mere imponeret.

  2. Julius says:

    Ligesom at den eneste grund til at Le skriver dette gæsteindlæg, er fordi hun ser mulighed for at promovere sin egen kompilation? Meget gæsteindlæg er der da ikke over indlægget?

  3. Le says:

    @Julius
    Det er da dejligt, at du har haft mulighed for at få fat i numrene på nettet. Det er der dog mange andre der ikke kan/gør – og det er velsagtens dem, der køber albummet. Jeg kan fortælle dig, og hverken Kjeld eller jeg har tjent en eneste krone på projektet, så det skyder ligesom din påstand i sænk. Men tak for den konstruktive kritik. Den sætter vi pris på.
    Mvh
    Le

  4. Thomas J says:

    jeg vil heller ikke se, nogen af SOC-kompilationerne har været en decideret åbenbaring for mig. det er derimod et dejligt input, især for folk der ikke nørder blogs 24/7. havde det ikke været for SOC havde jeg muligvis ikke opdaget flip’s ‘This Sound’, som indtil videre er mit ynlings klub-nummer fra i år. desuden var touren i år god, og man kan jo ikke benægte , at det er et særdeles stærkt line-up de kan stille med. så det på Pitstop i Kolding, hvor Wong Boys, Kjell T, Le, Peter Visti of As in Rebekka Maria optrådte. og det var sgu feh. yauw

  5. Julius says:

    @Le
    Okay, men så opstår mit næste spørgsmål pludselig… hvem ville sammensætte og udgive en kompilation, hvis der ikke, mere eller mindre, er garanteret et overskud? Hvis jeg kender pladeselskaber rigtigt, så plejer de at være rimelig strikse med at deres udgivelser, skal køre overskud ind – og nu er CPHREC ikke kendt for at udgive underskuds-udgivelser (Nephew, Alphabeat, Spleen United, osv.)

  6. Theodor C. says:

    Synes det er et rigtig gindt intiativ. Ligesom Julius havde jeg købt og blogget mig til det meste af pladernes indhold før de kom ud, men synes nu alligevel der er sundt med lidt fokus på musik der holder.

    Samtidigt er det virkelig spændende at i inddrager kunstner som kasper Marrot, der må siges at være forholdsvis ukendt, det jo så noget der kan bane vejen for ham og give ham nogle fede jobs. Er lidt uforstående over at i vælger at putte suspekt – kinky fætter på 2 gange i træk, men fair nok.

    alt i alt synes jeg det virker velfungerende og glæder mig til at følge udviklingen.

    Theodor

  7. Le says:

    @ Theodor: Tak for din kommentar! Dejligt. Og ja – der er ingen tvivl om, at vi håber det kan hjælpe de helt nye, upcoming kunstnere at vi sætter dokus på dem. Mht. Kinky Faster, så er den kun på SOC Vol. 1..

    @ Julius: Der er noget der hedder credibilty udgivelser.. Altså udgivelser, som man synes er super fede, og som er med til at skabe nye og spændende kunstnere. Den slags udgivelser regner man som regel med går i nul – altså nul tab og nul fortjeneste. Vi har fra starten af aftalt, at et eventuelt overskud skulle gå i næste udgivelse, så vi for mulighed for at lave flere arrangementer, bedre markedsføring og evt lave nogle sideprojekter under sammen navn.

  8. Julius says:

    @Le
    Credibility-udgivelser? Er det et fag-term? For jeg har aldrig hørt om det.

    Som sådan tror jeg ikke på at der ikke er nogen, som har fået finansiel udbytte ud af at udgive disse kompilations – det er ret meget arbejde for et label, ift. at de ikke får noget ud af det. Kunstnerne på udgivelserne er jo ikke engang kunstnere, som mangler et skub i karrieren, men ofte ret store kunstnere i det københavnske natteliv.

  9. Le says:

    @ Julius: Du kan tro på det eller lade være, men der er rent faktisk mennesker inden for den danske musikindustri, der stadig brænder for, at arbejde med og for noget de brænder for – og for hvem det ikke handler om penge.

  10. Julius says:

    @Le
    Haha, hvem hentyder du til?

  11. Martin says:

    Julius, lad være

  12. Julius says:

    @Martin
    Undskyld mig… men med hvad?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Lp

Discovery

Første gang jeg hører Lp er det eller andet sted i København, som underlægningsmusik til gøremål såsom indkøb af sokker, blyanter og kontaktlinsevæske. Der fik Discovery mig til at smile lidt mere til optikeren og kassedamen i H&M, end jeg plejer. Og det var dejligt.
Anden gang, jeg hørte pladen, var det på en eller anden café, og der fik Discovery lige vækket min autotune-allergi.

Så enkelt kan Discovery (navn for Wes Miles, som nogle vil genkende som ærke-indierockerne i Ra Ra Riots frontmand, og Rostam  Batmanglij fra Vampire Weekends duo) beskrives, når man har hørt pladen to gange. Men efter et par dage begynder immuniteten overfor den der autotuner at få overtaget, og musikalske oplevelser er nu engang noget lettere fordøjelige, uden bekymringer om begyndende røde knopper og forhøjet irritations-fremkaldt puls. De gode melodier er bestemt i overtal, og gør det spiseligt. Det samme gør Wes Miles vokal, der er klædeligt mindre emotionelt overloaded, men alligevel fremstår som en troværdig formidler af teksternes enkle observationer af et forstyrret teenageliv med not quite parent-approved romancer. Hvem forelsker sig ikke i tekstbidder som den simple, men præcise  ”can I sleep inside, if I promise to leave before your father wakes up in the morning? ‘Cause me, I’ve got a crush” (“Osaka Loop Line”) eller “oh baby, you’ve got me going so insane, and I just don’t know what’s going down, and I’m trying to get on my knees, try to fight this feeling, but I can’t” (“So Insane”).

Bedst er Discovery på numre som den discolabre single ”So Insane”, hvis mildt melankolske baggrund er en velkommen afveksling, og på den henkastet leverede, men drivende melankolske ”Swing Tree”, hvor R’n’B popmagien rammes præcist. Men det er lidt for ofte forsøget på at nå netop det mål, der skæmmer de fine melodier og trækker albummet ned. Lidt for meget af lidt for få elementer er ikke helt heldigt. Variation søges, og hvis duoen næste gang forelsker sig i et par lyde mere end autotuner og nervøst trippende hihats, vil det nok være ret givende. Også er anbefalingen total. Indtil nu, må den opsummerede udgave lyde: “download 4-5 numre på iTunes, og hør dem 4 gange hver. Hvis du har fået røde knopper, så lad være med at høre mere. Hvis ikke, kan du roligt købe hele albummet uden frygt for dit helbred”.

DiscoverySo Insane
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/Discovery_-_LP_So_Insane.mp3]

DiscoverySwing Tree
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/08/Discovery_-_LP_Swing_Tree.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. oskar says:

    swing treeeeeee

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Interview med Caroline Franceska/Shaque Lilli <3

Shaque Lilli

Personlighedsspaltning eller ej. I navnet Shaque Lilli udsendte Caroline Franceska i foråret albummet “Love Child” på Speed of Sound, der i efterhånden lang tid har fået mange afspilninger hos Regnsky-redaktionen. Her er tale om en beat-drevet r’n’b-inspireret og dybt personligt popalbum, der har en god portion melankoli og usikkerhed med.

Men hvordan laver man et album, to personer i en? Og er det en mærkelig personlighedssplitning, der afspejles i musikken, eller har den fundet et fælles udtryk? Vi har spurgt både Caroline og Shaque om et par spørgsmål.

Er du en så lyssky person, at du behøver at have en anden personlighed?

– Det ved jeg nu ikke. Måske som privatperson, men rent musisk set har Shaque Lilli-projektet været en slags dannelsesplade – et terapeutisk forløb hvor jeg via hans tekster og hans musikalske udtryk er kommet tættere på mig selv. Mere end jeg nogensinde kunne have håbet på, da jeg gik igang med at skrive de første numre. Selvfølgelig er Shaque en fiktiv karakter, der har sit eget liv, men han er jo på en bagvendt måde også en forlængelse af mit eget liv. Jeg oplever bare at det nogle gange er nemmere at nå ind til mit ærlige jeg, når jeg beskæftiger mig med drømmelignende og fjerne fortællinger.

Det siges at alle de mennesker, der optræder i vores drømme, i virkeligheden er forskellige versioner af os selv – sådan er det også med mit og Shaque Lillis univers. For at konkretisere mit liv og min udvikling som menneske er jeg nødt til at skabe noget, der starter med at være utrolig abstrakt for at kunne se meningen med det hele. Jeg har brug for en anden personlighed, for at nå helt ind til mig selv, så at sige… Men, altså, ubevidst har jeg måske ikke helt følt, at jeg var klar til at vise mit sande jeg frem. Shaque har gjort mig stærk, han har hjulpet mig til at forstå sider af mig selv, som før i tiden har været små mysterier. Det er selvhealing gennem toner, udklædning og fri leg i et skønt og selvvalgt ensomt midiunivers.

Er blufærdigheden ikke for stor til at musikken kan blive ærlig, når den tager udgangspunkt i to personer?

– Det kommer lidt an på hvordan man vælger at anskue tingene. For mig har det været ærligt helt fra starten. Jeg føler ikke nødvendigvis at det bliver mindre ærligt, af at man for en tid er en anden end sig selv. Det gør måske budskaberne lidt sværere for andre mennesker at forstå. Heldigvis er jeg ikke bange for tilsløringer. Vi er jo allesammen en del af hinanden, vi er forbundet på så mange ikke-visuelle planer. Men så længe det er energien, der er i centrum, kan jeg ikke se, hvordan det ikke skulle kunne være andet end hudløst ærligt. Jeg har blot indrammet min kreativitet og givet den et navn og et ansigt. Jeg lever jo Shaques liv; mine oplevelser og erfaringer er noget jeg forstørrer op hundredevis af gange og gør det til hans ditto.

Shaque er den overeksponerede, lettere distortede version af Caroline, og jeg synes det er vidunderligt at få lov til at være Bambi på glatis og eksperimentere med sit eget udtryk. Musik er jo en kunstform og ved at udfordre sig selv som jeg har gjort –  skrælde min kvindelighed væk, gemme alt det som mine omgivelser normalt ser – så føler jeg at jeg når ind til essensen, af hvad det hele handler om. Og det er vel så sandfærdigt som det kan blive. Det er ikke nødvendigvis særlig behageligt, men kan godt blive hårdt og voldsomt. Men det er okay. Så længe jeg ved at jeg lærer noget om livet, gør det ikke spor, at det i starten kan være svært for andre mennesker at sætte sig ind i.

Hvad er de 3 største forskelle på Caroline og Shaque’s personligheder?

Caroline: Det er fuldstændig umuligt at svare på. De største forskellle er jo i virkeligheden også de største ligheder. Troen på sandfærdig kærlighed, selvdestruktivitet – hvilket er en reaktion på en umådelig stor menneskelig sårbarhed – vildskab, som bliver kanaliseret ud gennem styrke, som kører på hysterisk mange hestekræfter. Dén måde, vi begge to forsøger at holde fast i barnet i os selv på, den måde vi gang på gang kommer til at overskride vores egne grænser på. Magt og afmagt, overdrevet larmende følelser og stille tårer.

Shaque Lilli: Eller hvad? Ved nærmere eftertanke… Den eneste ting, som ikke binder os sammen er min angstprovokerende forfængelighed. Jeg kunne jo aldrig nogensinde finde på at gå ned at hente smøger iført natbukser og gamle klipklappere. Det kommer aldrig til at ske. Hadet til mit eget udseende giver sig til udtryk, ved konstant at vise det modsatte. Mit indre er i udbrud og sammenbrud på én og samme gang. Dette kan kontrolleres eller måske skjules, ved hjælp af solbriller og  forskellige stramme habitter og nystrøgede skjorter. Det hjælper at se tight ud, når livet hænger i laser på indersiden. Jeg bliver nervøs, når jeg er sammen med børn. De minder mig for meget om mig selv. Derudover kan jeg ikke klare tanken om, at min barndom for altid vil være et summende fragment i mit baghovede, som aldrig nogensinde igen kan blive til virkelighed. Der er så meget smerte, men min mission er jo på længere sigt at erstatte smerten med evig kærlighed.

Citatet “My dream is to be free of all the unrwritten rules in music” stammer fra din MySpace-profil. Hvordan kan det så være, at dine numre, uden undtagelser, er opbygget af et konstant beat, som giver en meget fast ramme for numrenes udfoldelser?

– Beatet vil for altid være min største kærlighed. Beatet er hjertet i musikken, det er åndedraget, som skubber alle de andre elementer fremad og giver liv til musikkens toner, som for mig at se er flade og todimensionelle. Uden sin puls. Selvfølgelig er strukturen i mine sange genkendelige, men fortæl mig: Hvem har nogensinde lavet en plade, som tager udganspunkt i et kommercielt lydbillede, uden at have bas på én eneste af sangene. Det er da rimelig cutting edge. Og hvem starter sin plade med en ballade der er basseret på en tynd flade af midixylofoner. Det handler jo også om, hvilke regler man stiller op overfor sig selv. Det er vejen derhen, som gør destinationen så utrolig spændende og betagende. At mine sange blev så faste i deres form, var sådan set mest fordi jeg lyttede til mit hjerte, hvor nogle mennesker laver sange med fornuften og øjnene og benytter sig af, hvad man ved virker og hvordan audio-filerne ser ud på skærmen.

Shaque Lilli – Ballad of Me
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01-ballad-of-me-1.mp3]

Shaque Lilli – Make A Wish
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/05-make-a-wish-1.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Smerte rimer på <3

Så er hun tilbage. Sidste måned kunne vi offentliggøre, at Johanne Schwensen fra Ung Flugt månedligt ville pynte Regnsky med et gæsteindlæg, om hvad der står hende nært. Første gang var, da hun erklærede sin kærlighed til det tyske label, DIYNAMIC Records, men selv en DJ kan blive træt af techno fra de hamburgske sidegader. Læs med, når Johanne nu fortæller om smertemusik, blandt andet repræsenteret af Nick Drake og CocoRosie.

Jeg oplever tit indtrængende tomrum, hvor intet nyopdaget musik inspirerer. I mellemtiden tyer jeg til tonerne af alltime yndlinge som CocoRosie, Cat Power, Beirut eller Bob Dylan, for blot at nævne nogle få af de musikere, hvis kompositioner og budskaber er så hjerteskærende frigjorte og floskelfrie, at de for hver gennemlytning bliver tilføjet en ny dimension. Musik med noget på hjertet.

Jeg kan lede i dage, uger, endda i flere måneder uden noget som helst tænder en gnist. Intet af det man giver en chance gør ondt, gør glad, gør vred. Kun lutter indifferens og en, muligvis urimelig, følelse af at det er blevet for let at få sine halvhjertede forsøg på musikalitet udgivet. Myspace-generation, der blotter sig fordi den kan. Om det er fame eller fisse der driver værket, er ikke til at sige. Jeg mærker i hvert fald et skarpt emotionelt skel mellem musik, der er produceret med overlegen, til tider konservatoriepræget snilde, men bare ikke vil andet end at være et velkomponeret stykke musik, og musik, der er skabt fordi nogen har været nødtvungen til det. Hvad end det er sorg, sindslidelse eller vanvittig forelskelse der står bag, skal man kunne fornemme at ét eller andet trænger sig på. At der er noget bagvedliggende ægte. Noget sjæl. At det er skabt med hjertet, ikke hjernen.

Når først man fokuserer på forskellen er den svær at abstrahere fra. Alt det pæne og perfekte, men latterligt ligegyldige musik, der blot fylder og skygger for det autentiske og det vovede. For ikke at tale om alt det marionetstyrede pop man bombarderes med fra samtlige danske radiokanaler, med mindre man garderer sig selv godt og grundigt.
Men spredt ud over kloden findes der lykkeligvis talenter der smerter, og nogle få udvalgte der formår at formidle deres sindsstemning til sang. Som Justin Vernon der, plaget af mononukleose, kærestesorg og et brud med et tidligere band, fortrak sig til sin fars skovhytte i Wisconsin for at være alene i tre måneder – en isolation der, ud over restituering, uventet førte til skabelsen af enmandsprojektet Bon Iver. Og Joan Wasser, der lige fra barnsben har været beriget med et imponerende musikalsk talent, men som først fik sit rigtige store gennembrud som frontfigur for Joan As Police Woman, der blev dannet efter hun mistede sin kæreste Jeff Buckley, som på tragisk vis led drunknedøden. Kan det mon tænkes at den smerte hun siden hen har måtte bære på, har været en af grundstene i de rystende intime udgivelser der fulgte?                      

Det mest ikoniske eksempel på den fortabte romantiker hvis desperation blev kanaliseret udi musikken, er Nick Drake, underkendt og misbilliget af sin samtid, og med en indadvendthed, der udviklet sig til en dyb og destruktiv depression. Der skulle gå over et årti efter hans selvmord i 1975 før hans tre helt fænomenale udgivelser fik den anerkendelse de fortjente.

Misforstå mig ej. Jeg ligger hverken inde med en grundlæggende utilfredshed over for musikbranchen eller en misbilligelse af musikerne verden over som bare ikke lige formår at pirre mig. Jeg vil egentlig bare opfordre dem, der ligesom mig har det med at køre fast i den kyniske musikrille, til at navigere uden om den forkælede musik, og i stedet gå efter smerten. Det er den der gradvist vil vokse på én. Den der til sidst vil blive til evig <3.

CocoRosie Werewolf
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/07_Werewolf.mp3]

Nick Drake Pink Moon
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/07/01_Pink_Moon.mp3]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Ulf Aslak says:

    Jeg føler på samme måde om musik tror jeg. Omvendt synes jeg nok ikke det er så svært at få sit myrekrybs-løbende-koldt-ned-af-ryggen-fix.

    Why?, Wolf Parade (Dan Boeckner’s stemme <3), TV On The Radio for fanden, Tokyo Police Club, Polarkreis 18, Múm, Get Well Soon og mange flere. Sådan nogle bands, hvor man kan mærke at det er produceret af meget fintfølende mennesker, der har succes med at genfinde magien i musik.

    Men jeg skal sige dig én ting, Johanne. Island. Seabear, Benni Hemm Hemm, Mugison, Emiliana Torrini, Amiina, Hjaltalín. De har fat i et eller andet. Især Emiliana Torrini; hende vil jeg giftes og have børn med.

  2. Tak for de ord! De rammer fuldstændig i hjertet også på en anden side af ny musikkultur. Foruroligende rigtigt!

  3. Danielle says:

    Jeg faldt tilfædigvis over denne artikel, og hold da op hvor er det godt ramt. Fedt at få sat ord på en fornemmelse jeg tror rigtigt, rigtigt mange af os går rundt med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Interview: The Pains of Being Pure at Heart

The Pains of Being Pure at Heart på skovtur
I forbindelse med Roskilde Festival mødte vi Kip (2. th.), Peggy (2. tv.) og Alex (1. th.) – tre af de forvoksne teenagere i The Pains Of Being Pure At Hear, der dampende flygtede fra et andet interview. Vi satte bandet stævne med et lidt svalere underlag af græs, og dér kom det til at handle om det gode ved at tournere i Europa (Peggy mener, det er maden), det at spille i Europa vs. USA (Peggy mener det er slik-embalagerne), forskellen på at være “big in Denmark” og “big in Japan”, hvorfor bands fra New York hypes mere end bands fra Milwauke, og hvordan det kan være bandnavnet er “The Pains of Being Pure at Heart” og ikke “Nik og Jay til Orange Scene”.
Også bliver en ting slået fast: De har endnu til gode at blive kontaktet af Lindsay Lohan. Så helt berømte er de ikke.

Ser I de europæiske festivaler som en slags opvarmning til jeres egne koncerter i efteråret? I har blandt andet en koncert på Vega den 2. august.

Alex: Nej, egentligt ikke, vi ser det nok mest af alt som en sjov og underlig ting at beskæftige sig med, hvor vi er væk fra det mere officielle koncertliv. Det kan være vi skal spille et langt eller kort set. Festivaler har ligesom sit eget univers.
Kip: Ja, når vi selv turnéer er vi jo enten opvarmingsbandet eller hovednavnet, på en festival er vi jo bare et… band, ud af mange. Forhåbentligt vil folk se os, så det er bare et cool og unikt miljø at være en del af. Ikke så meget for at varme op til noget. Indtil videre har vi spillet på ret få festivaller, så det er svært at vurdere. Det er ikke fordi der er noget særligt festivalmiljø i USA – eller også har vi ikke opdaget det endnu – det er mere en europæisk ting, tror jeg.

Hvilke tanker har I gjort jer omkring at spille i Europa, sammenlignet med at spille i USA?

Peggy: Maden er bedre her!
Alex: Ja, man bliver nærmest behandlet bedre hér. Det er altid sjovt og overraskende at opleve nye steder, og vi ved jo aldrig om der kommer 5 eller 500 mennesker for at høre os, når vi spiller i lande der er helt nye for os.
Alex: Vi har spillet et par gange i England, men vi kom først for alvor udenfor England for en måneds tid siden.
Kip: Ja, det var nok hér vores første rigtige europæiske oplevelse fandt sted. Det er rigtig fedt, det er sådan en ting man kan fortælle sine venner. “Vi skal til Europa og spille musik i en måned”, det bliver de meget misundelige over, så det er en fed oplevelse.

Det er jo ikke fordi det er meget ulig os, når vi skal den anden vej.

Kip: Klart, græsset er jo altid grønnere på den anden side, men begge steder er selvfølgelig meget gode, for altså…
Peggy: Jeg kan rigtig godt lide at prøve nyt slik! Det er også sjovt, hvordan indpakninger er anderledes fra sted til sted, jeg kan godt lide at udforske mad og cigaretter – jeg er meget nysgerrig på slik og chips.
Kip: Slik er altid sjovt!

Jeres album blev udsendt for fire måneder siden – og I er blevet populære ret hurtigt. Hvordan har I oplevet denne popularitet?

Alex: Muligheden for at komme til Europa er der, uden at man skal bruge sin livsopsparing på det.
Peggy: Man kan komme til at spille for folk, som rent faktisk kan synge med og er engageret i vores koncerter – det er rigtig fedt. Men det er jo ikke mindblowing, det er jo ikke fordi Lindsay Lohan vil i kontakt med os. Så vi er jo ikke berømte! (griner)

Men I er faktisk et af årets mest omtalte nye indiebands, her i Danmark. Så man kan godt sige at I er ret store, her i landet.

Alex: Sådan! Det er sådan nogle ting vi kan fortælle vores venner!
Peggy: Det havde jeg faktisk ingen idé om.
Kip: Det er sjovt at opleve en masse forskellige scenarier, den ene uge kan man spille på en halvfyldt/halvtom arena, og næste uge er man populære i Danmark. Men vi er jo lige begyndt at lave musik, så det er ikke så prisværdigt som… hvis vi nu havde lavet musik i flere år, hvor vi ikke var populære i Danmark og så rent faktisk ende med at blive det, så ville vi jo være helt “Endelig! Vi er store i Danmark!” (griner)

I er blevet sammenlignet en del med kunstnere, der skrev musik i de sene firsere og tidlige halvfemsere. Kan I se nogle sammenligner mellem samfundet dengang og samfundet i dag som måske har inspireret musikere fra begge perioder til at skrive musik, på den måde de nu har gjort?

Kip: Jeg vil ikke snakke på vegne af alle bands som skriver musik i dag og skrev dengang, men for os er det meget simplere end som så. Vi skriver bare popmusik og så er det sådan lidt… “Godt, så gør vi dét”! Begge perioder har jo haft en aktiekrise, men jeg ved ikke, måske har folk bare tænkt, “så, nu laver vi nogle My Bloody Valentine-sange”.
Peggy: Haha, ja, grunden til at lave musik var bare for at tjene nogle penge!
Kip: Det er ikke fordi vi har så mange bandmøder, hvor vi aftaler ting, så jeg tror bare vi er inspireret af ting vi kan lide, vi har ikke tænkt så meget over samfundstendenser.

Når I laver musik, bliver musikken så skrevet ved at jamme, er det et bandmedlem der får en idé, eller hvorledes?

Alex: Det er faktisk ikke fordi vi jamer så meget.
Kip: Nej, oftest kommer jeg med en idé som vi så prøver at følge. Jeg kommer med et skelet, som vi hver især prøver at tilsætte forskellige organer, kød og hår på. Basisstrukturen af en sang er selvfølgelig langt dårligere end det endelige resultat, men den røde tråd er den samme i begge versioner. På mine demoer er der det samme, kedelige trommebeat og er ikke særligt cool. Men så snart alle er blevet en del af skabelsen af et nummer er det en helt anden verden.

Der kommer jo en masse cool bands fra New York disse år. Jer, Vivian Girls og en masse andre bands som laver støjende musik med et twist af popmusik. Har I tænkt over jer selv som en del af en bølge?

Kip: Jeg tror ikke vi gjorde, da vi begyndte. Men senere hørte jeg en masse mennesker sige at vi er.Jeg kan rigtig godt lide mange af disse bands og vi har selvfølgelig lyttet til mange af disse bands plader, Vivian Girls og Crystal Stilts, blandt andre. Det er alle sammen rigtig gode bands og glæder os altid, når vi har muligheden for at møde dem.
Alex: Jeg tror mere det handler om New York end om musikken bands spiller. Der er bare så meget kærlighed til al mulig musik i byen, så der vil altid være en eller anden der har noget fedt musik at introducere os for. Der er jo millioner af mennesker dér og enormt mange der interesserer sig for den slags musik vi spiller. Nok mere end Omaha, for at nævne en by.

Opfatter I en international hype omkring byen? I ved, når et band bliver beskrevet kan det godt ende med at blive kendt som “New York’er-bandet”. Det kan jo være svært at forestille sig et band blive beskrevet som “Omaha-bandet”…

Alex: Jeg tror det er ret nemt at identificere et band fra New York. New York er jo universets hovedstad. Uanset om man er fra … Tokyo, eller en landsby i et random land, så kender alle til New York og har i al fald hørt om byen. Altså, der er ligeså mange gode bands fra andre dele af Nordamerika, det ved vi jo, om det så er Milwauke eller hvor som helst, så vil det jo bare være “dem fra U.S.A.”, fordi man ikke vil have hørt om Milwauke, eller bare er ligeglad med hvad der sker i Milwauke.
Kip: … Mine bedsteforældre bor der!
Alex: Okay, dårligt eksempel. Men, New York er jo ikke blevet hypet anderledes nu, end det nogensinde har været eller vil blive.
Kip: Men Milwauke er ikke universets hovedstad, så? (joker)
Peggy: Brooklyn-tingen er måske mere i fokus for tiden. Det er jo ret nyt.
Kip: Selvfølgelig! Men teknologien i dag garanterer jo også, at man kan komme fra hvorend det skulle være og stadig blive bemærket. Man behøver ikke stamme fra en mediehovedstad for at få succes, man kan være fra Götheborg eller Omaha – og det kan være små bands, uden muligheden for at turneré og man kan alligevel blive fans af dem, på grund af MySpace og så videre. Bare man er i stand til at netværke, betyder det intet om man kommer fra Lars Tyndskids mark eller ej. Men min pointe om New York er bare, at det er let at blive identificeret, hvis man kommer herfra. Jeg tror det betyder mindre i dag, hvor man er fra, folk er bare vilde med at opdage nyt musik.

Hvorfor The Pains Of Being Pure At Heart? Man forstår nemt musikken ud fra navnet. Hvad var tankerne omkring bandnavnet?

Kip: Navnet er taget ud fra en børnefortælling, som en af mine venner skrev, The Pains of Being Pure at Heart. Bortset fra at det er en smuk vending, som kan bevirke på folks umiddelbare forståelse for vores musik, så er moralen ved historien at de vigtige ting i livet ikke omhandler ting som magt, berømmelse eller prestige, men den morskab og de oplevelser man har med sine venner mens man er ung og eftersom dette band nærmest er et konstant roadtrip med bedstevenner, så var navnet ret passende på os.

Hvad mener i med et konstant roadtrip?

Kip: Når vi turnérer, hopper ned i en bil med sine bedste venner og konstant besøger nye steder, møder nye mennesker og oplever nye begivenheder, så er det virkelig livsbekræftende. Det er skønt at dele disse oplevelser med mennesker som betyder meget for een. Det ville ikke være det samme som at være sammen med nogle stereotypiske, erfarne rockmusikere, og jeg så ville sige “jubii, vi skal til Danmark!”, mens de bare ville sige “whatever, bare betal mig” – det ville ikke være morsomt på samme måde som det er for os fire.

Hvornår blev navnet bestemt?

Kip: Vi kom op med navnet før der overhovedet var et reelt band. Jeg registrerede domænet og url’en før der var nogle egentlige sange at fremvise.
Penny: Så vil vi også slippe for, eksempelvis hvis der allerede var et band med dét navn, at tilføje noget tilsidst, som athave en adresse som “…/thepainsofbeingpureatheartuk”…
Kip: Eller, “…theband”. Haha!
Alex: Haha, ellers kunne vi sidde i en rundkreds og finde ideer til bandnavn. “Hvad med, øh, The Cherry Girls”.
Kip: “Hvad står der ovre på skiltet? Nik & Jay til Orange, det skal vi hedde!”. Men helt oprigtigt, så er det rart at have idealer før musikken. Man kan altid skrive musikken, men det er godt at have strukturen til at danne rammerne for bandets lyd.

Vi udnævner The Pains of Being Pure at Heart til verdens sødeste band, og glæder os til at se dem på Vega d. 2.08, hvor de har fået stiftet endnu bedre bekendtskab med Europa – og på forhånd ved, at de er “big in Denmark”.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.