Blonde Redhead – Penny Sparkle

Blonde Redhead spiller tirsdag d. 21.09 på Store Vega. Der er stadig billetter i døren.

Penny er behageligt selskab. En feminin person – som en god tante, der altid pynter de hjemmebagte kager, og som har nips stående i vindueskarmen. Hun skatter ordentlighed højt, og man kan tilbringe mange timer i hendes selskab, for med hendes livserfaring er der ingen ende på historierne. Der hældes altid nok kaffe og småkager på når hun fortæller, men man bliver kun af og til rørt. Pointerne pakkes så grundigt ind, at de egentlige passioner sjældent udtrykkes. Derfor flyver tankerne lidt i øst og vest, indtil man oplever hele dagen er gået, og det er tid til at finde på noget andet.

En af de få plader, jeg med relativt korte mellemrum vender tilbage til, og bliver ligeså opslugt af som dengang, jeg hørte den for første gang, er New Yorker-bandet Blonde Redheads store (ok, i indiekredse) gennembrudsalbum Misery is a Butterfly fra 2004. I 2007 kom den næsten ligeså gode opfølger 23, og i mandags udkom trioens ottende album så.
Før Misery is a Butterfly udkom, var Blonde Redhead et støjelskende avantgardeband. Med Misery ændrede det sig – popmelodierne blev vægtet over støj, og der var nu altid form over udskejelserne. Bandet holdt sig i de sfærisk drømmende, næsten frit associerende luftlag, men altid med energi og fremdrift som grundlag – især i form af vekslingen mellem Amadeo Pace og Kazu Makinos vokaler.

Blonde Redheads nye album udkom i mandags og hedder Penny Sparkle. Og lyder omtrendt som det elskværdige familiemedlem, jeg ovenover beskrev. Pladen er ikke overvældende som hverken Misery eller 23 var det. Selvfølgelig er den det i momenter – synthen på “Here Sometimes” åbner plade med en fin intensitetsopbygning, “My Plants Are Dead” er en smuk og simpel kærlighedssang, og “Not Getting There” er en knap tre minutter lang genistreg.

Men jeg bliver kun sjældent rørt af min tantes historier. De er lidt trivielle efter noget tid. På samme måde slår Penny Sparkle af og til gnister, men intensiteten fra Misery savnes – måske fordi vokaltjansen nu kun (med meget få undtagelser) varetages af Kazu Makinos hviskende vokal?
Trods det er Penny på ingen måde en dårlig plade. Bare lidt for smuk, og accepterer lidt for hurtigt en tilbageholdende rolle som baggrundsmusik. Den måtte gerne stikke lidt dybere.

Blonde Redhead – Not Getting There
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/02-Not-Getting-There.mp3]
Fra “Penny Sparkle”

Blonde RedheadMagic Mountain
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/09-Magic-Mountain.mp3]
Fra “Misery is a Butterfly”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Figurines interview & nyt track!

Det er fredag, og vi skal have noget at sætte weekenden i gang med. Og hvad er bedre til det, end en lille gave fra et af Danmarks mest værdsatte indiebands gennem de sidste ti år?

Figurines og Morningside Records har været så søde at give Regnskys læsere et eksklusivt lyt til nummeret “Every Week” fra den kommende plade, Figurines. Den udkommer mandag d. 27. september, og er bandets første som trio – sidste efterår forlod både bandets bassist og trommeslager nemlig Figurines. Og I kan sagtens glæde jer til resten – Figurines’ sommerlige og optimistiske indierock har i den grad giver mig energi til at komme gennem den første efterårsblæst, og lyst til at knipse med på hvert af numrene.
“Every Week” ledsages af interview med frontmand Christian Hjelm, som fortæller om arbejdet med det nye album og triokonstellationen. Om “Every Week” siger han:

Every Week er måske den sang på pladen som peger mest tilbage på ”the deer” tiden. Nærmest en lidt mere avanceret og udvidet version af ”Let’s Head Out”. Sangen handler om folk som går hver til sit, og det faktum at man nogle gange ikke kan gøre noget for at forhindre det. Det er hårdt, men det er det rigtige, og nogle gange kan der efterfølgende opstå noget positivt fra det.”

Kan du høre den gamle single “Let’s Head Out” i “Every Week”? Lyt og download her:

FigurinesEvery Week
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/09/07-Every-Week1.mp3]

1. Hvordan skal man allerhelst høre albummet Figurines første gang?
Enten alene, sammen med venner, højt på anlægget eller på sin Ipod. Hvis det sidste så gerne kørende på cykel, i bil eller i tog. Fungerer også godt i mørke!

2. Hvilke ønsker fik jer til at vælge produceren fra Skeleton, Klaus Q. Hedegård, til arbejdet med det nye album?
Vi havde med denne plade lyst til, at hele processen skulle var meget nærværende. Derfor indspillede vi også hele pladen selv for at være 100% inde i den. Det føltes derfor meget naturligt for os at vælge en person, som kendte os som band og vidste hvad vi stod for. Derfor valgte vi Q som vi jo har arbejdet sammen med før. Det fungerede godt under Skeleton og det fungerede også rigtig godt under Figurines.

3. Efter Mads Kjærgaard og Kristian Voldens exit, er der så blevet byttet rundt på rollerne i bandet? Og har det haft indflydelse på arbejdsprocessen?
Altså, da vi var 5 i bandet havde vi nogle faste roller forstået på den måde, at en bestemt person altid spillede bas, en anden trommer og en spillede guitar osv. Men denne gang har alle spillet alt muligt forskelligt fra nummer til nummer. Claus har dog håndteret trommerne på det hele, hvilket han ikke har gjort siden vores EP The Detour fra 2002!

4. Sammenlignet med When The Deer Wore Blue er mange af melodierne på Figurines mere umiddelbare. Hvilke tidligere erfaringer med bandet har i brugt i forbindelse med Figurines?
”The Deer”
pladen var på en måde en konceptuel plade, et værk hvor sangene hørte og hang sammen. Den var til tider nok også indadvendt, og en plade man skulle nærlytte for at forstå. Det var det, vi havde lyst til at lave dengang, en plade som var mellow og på samme tid mere psykedelisk i forhold til Skeleton. Så er det meget naturligt at man vælger en ny stemning at arbejde med næste gang man laver en plade. Og med Figurines lå der bare i luften, og tidligt i sangskrivningen, et naturligt behov for at lave noget som var mere umiddelbart. Og det synes jeg hele pladen bærer præg af. Det er dog ikke en simpel plade, der er stadig mange komplekse lag og skøre akkorder, men den er bare overall lidt mere direkte end ”The deer” pladen.

5. Umiddelbart lyder pladen ganske optimistisk, både i instrumenteringen og i teksterne. Er Figurines fremtid lys?
Ja, det er den, synes jeg. Vi har været igennem nogle op/nedture, forandringer og udskiftninger med det ene og det andet igennem de sidste 3 år, og det at vi fik indspillet den her plade er en personlig sejr for os, for der var et tidspunkt, hvor vi var i tvivl om vi overhovedet skulle lave en plade til. Men de udfordringer som var der blev heldigvis løst, og vi gik sultne i gang med at indspille dette album med fornyet positiv energi.


Figurines
er Figurines fjerde album, og udkommer d. 27. september via Morningside Records.