“And our love roams through a vivid fantasy / please take me to the depths of sanity” The Rumour Said Fire “Passion”.
Der er smæk på, på The Rumour Said Fires debutalbum. Smæk på trommerne, der marcherer energisk, vedholdende og stabilt. Smæk på vokalen, hvis tekster synges med en gennemtrængende nødvendighed. Smæk på guitaren, som ruller melodierne op, ind, hen, ud og rundt om hinanden. Smæk på strukturen – hvor vil de nå og (be)vise meget, og hvor skal melodierne komprimeres tæt.
Og det er egentlig ikke underligt. For af og til er det ikke to’eren, der er et bands svære plade og som dømmes efter tårnhøje forventninger.
Derfor var jeg ret skuffet, da førstesinglen “Sentimentally Falling” brød gennem radiomuren. Hvor var den glasklare melankoli og ærligt fortællende længsel, jeg forelskede mig i og identificerede mig med på sidste års ep The Life and Death of a Male Body blevet af?
Samme sted som den var, da The Rumour Said Fire stod på Rusts intime scene tilbage for halvandet års tid siden. Absolut til stede, men af og til svær at finde. Gemt bag komplekse strukturer, vilje og vid. Jovist, The Rumour Said Fire spiller med store bogstaver. Og fortæller dig præcis, hvilken stemning du skal være i, hvilke følelser musikken skal fremkalde hos dig. Men hvor gøres det elegant og fuldendt. Det er store bogstaver, der stryger dig med håret i stedet for at hæve pegefingeren. Harmoni er højeste prioritet, og den plejes og fremelskes af pladens fremragende, luftige og varme produktion. Og så gennem noget, som egentlig plejer at være et decideret skældsord i musikverdenen: Forudsigelighed.
En af The Rumour Said Fires grundlæggende forudsætninger er trygheden. Der findes en millon ligheder mellem Rumour og ældre folkbands. Men trygheden ligger i netop den lyd. Og forudsigeligheden nærer i den grad tryghed. The Arrogant giver mig lyst til at ringe til en ven, bede ham komme over og tage med en flaske vin med til snak hele aftenen. Den giver mig lyst til at høre bandet på Vega sammen med massevis af andre mennesker. Til at være lige så inkluderende, som musikken er generøs med både sin “sturm und drang”-instrumentering (som på “She”) og sin overflod af detaljer (som f.eks. på pladens bedste nummer, “Air Force”).
The Rumor Said Fire dissekerer skønheden med pincet, og det ekstremt fintfølende og indigneret usentimentalt på samme tid (trods ordene “heart” og “love” nævnes hhv. 14 og 22 gange). Jo, jeg fandt siden hen den rene skønhed i både “Sentimentally Falling” og pladens ni andre skæringer. Jeg skulle heldigvis bare opfange numrenes kompleksitet først.
The Rumour Said Fire – Air Force
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/07-Air-Force-1.mp3]
The Rumour Said Fire – Sentimentally Falling
The Rumour Said Fire spiller udsolgt koncert på Vega denne torsdag, hvor Treefight For Sunlight står for opvarmningen.
Tjek resten af tourplanen her.
Dette er et meget svært indlæg for mig at skrive. Det er svært, fordi jeg simpelthen ikke føler, at mine ord på nogen måder kan retfærdiggøre, hvor godt dette band er. Den danske musikscene er, lige nu, langt mere interessant end den har været i mange år. Listen af bands der tør bryde med normerne er uendelig, og det er nærmest blevet obligatorisk at tilføje udtryk som shoegazer, lo-fi, chillwave, chill-fi og melancholia-dubstep til ens ordforråd. Men der er, ifølge mig, ét navn på denne uendelige liste af danske stjerner, der lyser lidt klarere end alle de andre. – Nemlig Chimes & Bells, der med deres melodiøse støjrock, er den perfekte sammenslutning af melankoli og gode, solide popmelodier og virkelig forstår at lave musik der betyder noget. Musik der ikke bare er musik, og sange så dybtfølte at man sidder tilbage i stolen, som ét stort spørgsmålstegn og hverken ved hvor man er, eller hvem man i virkeligheden er. Første gang jeg lyttede til pladen, blev jeg helt overvældet og var nødt til at holde pause halvvejs, simpelthen fordi, der var så mange indtryk og følelser, der lige skulle have lov til at blive slugt og gennemtænkt. Jeg mødtes med forsanger Cæcilie Trier, der tidligere har været stemme og cellolist i bl.a. førnævnte Le Fiaskoog Choir Of Young Believers, til en kop kaffe, for at høre lidt om deres fine nye plade:
Hvad inspirerede dig under tilblivelsen af pladen?
Allermest stilhed tror jeg. Jeg hørte mindre og mindre musik først mens jeg skrev og siden da vi indspillede og mixede pladen, jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at lytte rigtigt og blev bare grundforvirret af at forholde mig til andet musik. Jeg blev vildt irriteret på mig selv over at jeg ikke kunne nyde det, også fordi de fleste jeg omgås er vildt gode til at tjekke for musik i lange baner, få lyttet til alt det nye der hele tiden udkommer og alt det gode gamle. Det er jeg virkelig dårlig til generelt. Og så især i den periode, men på et tidspunkt gav jeg ligesom op og holdt bare op med at høre musik. Så nu har jeg en masse at indhente.
Men selvfølgelig er der en masse musikalske inspirationer til grund for pladen. Man står på skuldrene af alt muligt musik man har hørt og hæftet sig ved gennem tiden, det er klart. Men under selve tilblivelsen af pladen var det alt muligt andet end lige netop musik der inspirerede mig. For mig er det sådan at når der er helt stille og har været det i tilpas lang tid begynder jeg at have lyst til at lave musik. Det er paradoksalt at elske stilhed og bruge al sin tid på at bryde den med musik hæhæ.
Noget andet er at jeg fra starten havde en ide om at det skulle være enkelt og forholdsvist ensrettet i udtrykket i den forstand at melodierne dikterede akkorderne, arrangementerne og dynamikken.
Hvilke scenarier og stemninger synes du jeres plade bedst lyttes til?
Jeg har selv haft de vildeste lytteoplevelser når jeg har hørt musik på vej hjem på cyklen sent om natten, og når man er kommet op i sin lejlighed og ikke kan finde ud af at gå i seng. Måske til en havefest i en lys sommernat, eller måske kunne jeg bare godt tænke at være til sådan en fest snart selv. Jeg ved det ikke, men jeg håber man hører det på noget andet end sine computerhøjtaler, mixet lyder virkelig mærkeligt på den måde.
Hvis du skulle nævne fem navne der inspirere dig musikalsk, hvem skulle det så være?
Idag har jeg gået og lyttet til en der hedder Eden Ahbez, som jeg for nylig blev introduceret, det er sådan en mand der var forløber for hippierne og havde sådan en naturmenneske movement hvor han og hans band boede på en trope ø og skrev noget virkelig henslængt dramatisk og jiggy musik mens han snakker om månen og havet henover. Og så lyttede jeg til en sangerinde der hedder Dimi Mint Abba, fra Mauretanien, som synger fuldstændig overjordisk inderligt med lange forsiringer og nogle uigennemskkuelige taktarter. Man kan også finde live optagelser med hende på you tube, hvor hun sidder og spiller keyboard og synger omgivet af sine børn og sin mand som akkompagnerer på keyboards og tambouriner og kor.
Da jeg gik på konservatoriet blev vi grundigt introduceret til den klassiske musikshistorie helt fra den tidligste gregorianske kirkesang til det der bliver skrevet nu, og det var skelsættende for mig at høre alle de værker der blev trukket frem. En af de komponister jeg virkelig blev optaget af hedder Gorecki, en polsk minimalist som tog den ud i et religiøst trip i sit senere virke, sådan nogle lange hypnotiserende og doomy stykker musik som river een midt over med halve timers lange opbygninger og buldrende kor recitationer.
Det var vist ikke 5 jeg fik nævnt, men der er også en lang “all time favourite”- liste med alle dem man kan blive ved med at trippe over. Den vil jeg ikke lige gå igang med, men Bob Dylan er nummer ét, tror jeg.
Hvad er dit største, klareste og bedste minde med Chimes & Bells?
Der har været mange koncerter og øvere hvor jeg har trippet helt ud i galakserne. Men et øjeblik som også var magisk, var da vi havde færdigmixet ep’en, det var lige før jul og vi havde holdt en juleafslutning i studiet og drukket en masse vin og blevet enige om at det var blevet vildt godt. Og så var jeg lidt spændt næste morgen på om det var vinen eller musikken der havde gjort det så godt, men jeg blev pavestolt. Det var FANTASTISK for mig, at de der sange jeg havde mast rundt med derhjemme uden mål, var blev taget videre af bandet, det at vi mixede det selv og pludselig havde lavet et lille værk sammen. Det kom helt bag på mig og jeg var ekstatisk. Det er jo noget banalt noget, men jeg kan flippe evigt over, hvordan musik kan vokse sig til noget man ikke kan dechifrere ned til dem der står og spiller det, men på en eller anden måde bliver til noget meget større og udefinérbart.
Betyder Chimes & Bells’ succes at Choir er et overstået kapitel?
Bestemt ikke. Vi skal snart i studiet at indspille den nye Choir plade, måske snart indspille et eller andet med Chimes og begge bands skal tournere.
Det er helt vildt adspredende og vigtigt for mig at spille i begge bands- ligeså spændende det er at være primus motor i et band, lige så for meget kan det også blive at cirkle meget rundt i noget så personligt. Altså ihvertfald hvis man som jeg har svært ved at lægge det fra sig og tænke på noget andet. Så er det befriende i Choir at have en anden andel og hjælpe til med at realisere Jannis’ sange og spille sammen med det hold som er vidt forskelligt fra Chimes. Det er faktisk en lige så stor glæde, bare på et andet plan, og begge situationer genererer energi til hinanden.
Vi har i øvrigt det samme label, Tigerspring, som også står for management og booking og sådan noget, og de er mega gode til at hjælpe med at holde styr på logistikken, så der har indtil videre ikke været noget der clashede.
Hvad er din generelle holdning til fænomenet musikblogs?
I bedste fald er det ligesom da jeg var lille og min storesøster lærte mig alle mulige seje bands at kende, eller når man får et mixtape af en ven. Så kommer det bare fra en ven man ikke kender. Jeg kan også godt lide ideen om at de store musikmagasiner og dagblades monopol på hvad der er værd at nævne bliver brudt, og at der er plads til at blive skrevet om mindre bands og genrer som ikke kan lave overskrift i Gaffa eller what ever.
I går fyldte vores venner fra Det Elektriske Barometer hele 24 år. D.E.B er en alternativ lytterbestemt hitliste, der praktiserer at være de første med det nyeste, sprødeste, vildeste, ondeste og vemodigste indie, lo-fi, shoegaze, rock, pop og elektroniske musik på den danske og internationale musikscene. I anledning af fødselsdagen, inviterer D.E.B på søndag på fødselsdagshygge hvor i bl.a. vil kunne høre en special skrevet fødselsdags sang af Kristian Hjelm fra Figurines og Thomas Fagerlund fra The Kissaway Trail. Derudover kigger barometer yndlingene Cæcilie Trier (Chimes & Bells), Ebbe Frej (Helsinki Poetry), Kirsten & Marie og Agnes Obel forbi studiet og udvælger denne ugens testere, som betyder noget særligt for lige netop dem. Lyt til det og meget, meget på søndag fra kl. 21 på p3 <3
Det Elektriske Barometer på p3 var bl.a. de første til at give Wisconsin darlingen Justin Vernon aka Bon Iver airplay i Danmark. Jeg kan huske første gang jeg lyttede til nummeret “Re: Stacks”, en meget, meget mørk vinteraften under dynen med barometeret syngende ud af højtalerne. – Siden er Bon Iver blevet en af mine absolutte favoritter.
Berliner bosatte Agnes Obel lå ligeledes på listen i 8 uger med hendes fine lille hit “Brother Sparrow” fra hendes “Philharmonics”. – Et nummer der går igen på alle mine små efterårsspille lister. Husk at du kan høre Agnes Obels egen personlige tester til Det Elektriske Barometer, nu på søndag.
Det danske band med det bemærkelsesværdige navn, Pinkunoizu, udgiver d. 8 november første del af deres to-delte udgivelse, kaldet “Free Time Volume One & Two”. En plade hvor man kan møde medlemmer fra bl.a. Howl Baby Howl, Chimes & Bells, Valby Vokalgruppe og sidst men absolut ikke mindst Le Fiasko, som alle fire medlemmer i sin tid spillede med i. Hvis du, ligesom jeg, til tider savner Le Fiaskos fantastiske og melankolske drømmerock, så er der godt nyt til lige præcis dig. Kreativiteten på denne plade vil ingen ende tage, og Pinkunoizu er ikke bange for at gøre lige præcis dét som ingen af de andre tør gøre – Og det virker. Det rammer lige der hvor det gør allermest ondt, og jeg kan næsten ikke vente med at gå en lang tur i frostklart vejr med denne lille vinter favorit på repeat på min iPod. Med en plade, bestående blot af fire (lange!) sange, administrer Pinkunoizu at fylde alle 35 minutter ud til perfektion, med interessante og innovative lyde, der fanger ens opmærksomhed og får en til at tænke ‘Ej, jeg starter den lige igen!’. Jeg hørte, på min gode veninde Lucias opfordring, første gang Pinkunoizu på dettes års SPOT festival, og det var en af de der koncerter man går ind til, uden nogen forventninger overhovedet, og kommer ud med hjerte, hjerne og krop fyldt med kreativitet og melankoli. – Det har siden indprintet sig på mit sind, som en af de absolut smukkeste koncerter jeg nogensinde har været til.
Jeg fik mig en lille snak med forsanger, Andreas Pallisgaard om Pinkunoizus lille lydunivers og om hvordan “Free Time Volume One” blev til;
Hvordan opstod projektet Pinkunoizu?
Pinkunoizu er egentlig en naturlig videreførelse af nogle af de idéer vi prøvede af med Le Fiasko (som vi alle fire spillede med i). Efter Le Fiasko gik jeg i start 2009 igang med at skrive en masse nyt materiale og indspille en ordentlig bunke skitser. Mere eller mindre bevidst begyndte musikken at få et lidt andet fokus. Ved at være færre personer end vi var i Le Fiasko var der større mulighed for at spille musikken frem. Før vi begyndte at spille live havde vi en længere periode hvor vi lukkede os inde og blev ved med at søge i vores spil. Med Pinkunoizu har vi skabt tingene ved at blive i dem længe og give dem plads og tid. Men der har også hele tiden hersket en stemning af bevægelse og foranderlighed inden for et totalt åbent felt. Alle impulser har hele tiden været velkommende i det her band. Vi har gerne villet prøve at spille musik på en, for os, ny måde. F.eks. brugte vi meget tid på at finde ind til hvordan vi kunne undgå en traditionel tromme/bas-afhængighed. Jakob lagde bassen i graven, og vi spillede med tre el-guitarer og trommer i stedet. Det åbnede op for en ny og frisk luftighed i lydbilledet.
Hvad inspirerede jer under tilblivelsen af “Free Time Volume One”?
Jeg tror det vil være svært at sætte en finger på en fælles inspiration vi har dyrket. Men skal man nævne én ting der har rumsteret i det skjulte, er det nok det faktum at vi har opsøgt musik fra fjerne himmelstrøg i højere grad end tidligere. Her taler vi måske endda specielt om musik fra det afrikanske kontinent. Særligt den malinesiske guitarmusik, den nigerianske high-life, men også percussiv trancemusik fra Marokko har haft en betydelig indflydelse på vores spil. Det transcenderende ved gentagelsen som musikalsk virkemiddel går igen i den del af det vi har lavet.
Derudover har vi dyrket diverse opsamlinger med asiatisk 60’er pop. Mange af de her optagelser rummer en sær dobbelthed af på den ene side, at have en helt eventyrlig renhed over sig, og på den anden, at være helt obskure, beskidte og grimme i deres udtryk.
Da vi selv stod for optagelsen og miksningen af Free Time Volume One, havde vi tid til at lege mere med teksturer både i det vi indspillede med også i selve produktionen af lyden. Her skylder vi sikkert en del til de amerikanske minimalister som La Monte Young, Steve Reich og Terry Reily. Også Morton Feldman har i den forbindelse været spændende at dykke mere ned i.
Men altså listerne er uendelige. Det vigtige for os har været at være i stand til at gøre plads i Pinkunoizu til alle de der figurerer på disse lister.
Hvornår lytter man bedst til Punkunoizus plade?
Juleaften, hvis man ikke har nogen at holde den med. Foran pejsen eller hvis man bare trænger til en god lang gåtur i de tomme gader. Jeg tror enten man skal plante sig godt i en stol, eller også skal man rejse med pladen. Det er nogle lange forløb der er på færde, og de gør sig nok ikke så godt hvis man bare lige skal bruge noget at lytte til på en kortere cykeltur fx.
Hvorfor valgte i at dele pladen op, i “Volume One” & “Volume Two”?
Nok både fordi vi har en masse materiale vi allerede har lavet, og det kan ikke alt sammen proppes ned på én LP. Men også fordi vi gerne vil ha det lidt hurtigt ud af vagten. Derudover bliver det sjovt allerede nu at gå i gang med at finde ud af hvad vi skal lave på Volume Two. Den kommer måske til at være meget anderledes end 1’erne. Det håber jeg da.
Hvad synes du om personlige musikblogs generelt?
Jeg synes altid der er rart når der brydes med centralisering; det være sig musikblogs, musikindustrien, fødevareindustrien, byplanlægning, kartografiske strukturer, narrative strukturer, tankevirksomheder og alle mulige andre virksomheder. Derudover mærkes det stærkt og nærværende at dét folk vælger at skrive om, er det de reelt har lyst til at videreformidle. Jeg sporer også en anden åbenhed på mange af de personlige blogs, da de ikke er underlagt samme normdannelse som på flere af de større sites.
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/11/01-Time-Is-Like-A-Melody2.mp3|titles=Pinkunoizu – Time Is Like A Melody]
Regnsky er fans, og vi vil virkelig opfordre jer alle til at erhverve i Pinkunoizus fantastiske debutalbum, der er den perfekte sammenslutning af en musikalsk fangeleg.. Første del udkommer elektronisk d. 8 november, og det vil være muligt at købe den samlede plade “Free Time Volume One & Volume Two” i marts 2011.
Shoegaze, Chillwave, Lo-fi eller bare Indie, who gives a fuck – faktum er at amerikanske Deerhunter, i deres fine nye album, “Halcyon Digest”, har lavet en af de der plader man helt sikkert bare skal kende til 2010. Lidt ligesom det var, da hypen omkring Beach Houses “Teen Dream” var på sit højeste. På pladen drejer Deerhunter deres lyd hen imod mere psykedeliske lo-fi navne som Wild Nothing, Grizzly Bear, Panda Bear eller Animal Collective.
Sidstnævnte er da heller ikke helt ukendt for bandet, for på “Halcyon Digest”, har Atlanta-bandet nemlig arbejdet sammen med stjerne produceren Ben Allen, der ligeledes var med under tilblivelsen af Animal Collectives hitparade “Merriweather Post Pavillion”. Sammen har de kreeret et album der har så bredt et lydspektre, at det indeholder alt fra syrede saxofon soloer, vokaler med distortion og rumklang, tungsindigt orgelspil og minimalistiske toner fra en ensom guitar. Med åbningssangen Earthquake giver Deerhunter sig perfekt tid til at komme ordentligt igang, og bygger i alt sin enkelthed op til et klimaks, der først rigtig opstår under det fine lille barometer hit Helicopter, som der allerede er blevet blogget en del om. Det kan jeg sådan set også godt forstå, for på dette nummer går Bradford Cox‘s stemme da også renere ind end på mange af de andre numre, og spiller i perfekt harmoni med melodien, som jeg overhovedet ikke tør begive mig ud i at beskrive. Deerhunter er uden tvivl en lille favorit på min iPod i denne tid, og er uden tvivl kommet for at blive!
Deerhunter – He Would Have Laughed
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/10/11-He-Would-Have-Laughed.mp3|titles=Deerhunter – He Would Have Laughed]
Nummeret Helicopter er endvidere blevet remixet af stjerne DJ og producer Diplo, der på dette nummer har teamtet ud med Lunice, og sammen har de lavet denne udgave af nummeret der perfekt indkapsler essensen af originalen, men udfylder nogle af tomrummene fra Deerhunters egen version og forstærker blot Bradfords fantastiske vokal.
