HJÆLP! Hvad skal jeg høre på JOURNEY fest.?

Der er 23(!) navne på plakaten, når smash!bang!pow! afvikler JOURNEY fest. i denne uge. Det kan være lidt uoverskueligt at tage stilling til hvilke aftener, man skal tage afsted til, så her kommer de seks koncerter, du ikke må gå glip af.

Octavian – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Jeg har glædet mig sindssygt meget til at opleve den britiske rapper for første gang i Danmark. Han måtte desværre aflyse sidste gang Journey løb af stablen, men nu skulle alt være klar til, at man kan få lov til at høre hans unikke blanding af grime og house live. Briten er ekstremt dygtig til at indfange alle facetter af byen og klubben, op- såvel som nedture. Hans tekster og omkvæd er catchy uden at blive for poppede. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at han bliver en af fremtidens helt store stjerner. Hør ‘Lightning’, hvor han udvælger elementer fra forskellige genrer, og sammensætter dem til netop hans dybt originale udtryk.

Slowthai – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Endnu en meget spændende ung uk-rapper, der har et lidt mere råt udtryk end Octavian. Tempoet er højere og generelt mere punket og direkte. Den lidt skingre stemme har en utrolig intensitet, der griber lytteren ved første lyt. Jeg synes at kunne høre en snert af The Streets en gang i mellem, men for det meste bliver jeg bare slynget rundt i Slowthais fråde-om-munden, aggressive univers. Se bare den Trainspotting-inspirerede musikvideo til hans seneste single ‘Doorman’:

Homeshake – Hvor? Pumpehuset – Hvornår? Onsdag d. 20/2

Canadiske Homeshake kommer til København med et dugfrisk album ‘Helium’ i bagagen. Peter Sagars soloprojekt er et finurligt et af slagsen. Her er der plads til søde melodier og brede synthflader, mens Sagar synger sine skrøbelige tekster. Musikeren kommer fra Montreal, og han indfanger den kulde, vi kender fra de mørke måneder, men krydrer det med det lys vi inderligt længes efter.

Varnrable – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Varnrable har kun udgivet tre numre, men de holder allesammen højt niveau. Det er spændende at se, hvad den norske sangerinde har at byde på i forhold til at skabe et liveshow, men hvis det bare er i nærheden af singlerne, kan man godt begynde at glæde sig. ‘On/Off’ pulserer lidt som en lampe, der står og flimrer, så man bliver lidt irriteret, men samtidigt draget ind og vil se nærmere.

Yves Tumor – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Sidste efterår udgav Yves Tumor albummet ‘Safe In The Hands of Love’, der var en af årets stærkeste og mest interessante plader i min bog. Pladen svingede rundt i mange forskellige genrer og tempi, og det er svært at klassificere Yves Tumors stil. Jeg glæder mig til at lade mig suge ind i malstrømmen, og lade mig snurre rundt til fx ‘Honesty’. Amerikaneren har også arbejdet sammen med bl.a. Blood Orange, så måske man også kunne forvente noget fra den skuffe?

Obongjayar – Hvor? Store Vega – Hvornår? Fredag d. 22/2

En glat blanding af afrobeat, soul og elektroniske beats giver nigerianske Obongjayar en unik lyd. Modsætningerne mellem de forskellige genrer har skabt en lille oase, hvor sangeren har sat sit telt op for en stund, før han drager videre mod nye indflydelser. Men mens han er, hvor han er, spiller han heldigvis en koncert, man helst ikke skal gå glip af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Månedens tracks: Januar 2019

Kære læser. Tillykke. Du er officielt kommet igennem det, som forskere kalder “årets længste måned”. Januar har som altid taget sig ud som en trafikprop, der aldrig løser sig op, den har sneglet sig afsted, været mødt af forsinkelser og budt på meget lidt andet end grå sjap, det uundgåelige butikudsalg, der bare nægter at dø, og en gennemtæsket diskussion om, hvor meget vi lovligt kan tillade os at gå op i håndbold. Heldigvis har januar også budt på god musik, der har kunnet varme os, og måske netop derfor er denne måneds trackopsamling præget af musik, der har trøstet os og lindret vores smerter.

Fennesz – Umbrella

Vi starter hos den østrigske ambient-legende Christian Fennesz, der kommer hele verdens vinterdeprimerede befolkning til undsættelse med nye salige, langtudstrakte lyde og stemninger på albummet Agora, som udkommer 29. marts. Vejen til albummet er banet af, at østrigeren rykkede ud af sit gamle studie og indspillede ny musik med ganske få instrumenter og et sæt høretelefoner som sine eneste allierede. Umbrella er den første og hidtil eneste smagsprøve fra albummet, der byder på fire numre og er det første soloalbum i fem år. Fremfor ét langt tranceskabende stykke møder vi på Umbrella en række små idéer, der alle vækker stor spænding og får skuldrene til at glide lidt ned. [Morten Bruhn]

Stella Donnelly – Old Man

Magtmisbrugende og kvindeundertrykkende mænd er den allegoriske boksebold på førstesinglen Old Man fra Stella Donnellys kommende debutalbum Beware of The Dogs, der udkommer 8. marts på Secretly Canadian. Men Old Man er mere end blot endnu et indspark i en vigtig samtidsdebat, det er også et utroligt vellydende og charmerende stykke musik, der til fulde viser Stella Donnellys sangskriver-evner og evne til at invitere lytteren ind i et lækkert univers. [Morten Bruhn]

CFCF – Closed Space (Single Edit)

Canadiske CFCF har været iført mange masker, siden han første gang blev omtalt her på Regnsky for ti år siden. I 2009 gjorde han et navn for sig selv gennem det 80’er-synth-kitschede debutalbum Continents, og siden da har CFCF aka Mike Silver med lethed og stor succes sprunget mellem house, new age-vibes og modige, Steve Reich-agtige kompositioner. Til marts udkommer CFCF med sit syvende album på ti år, når Liquid Colours åbenbarer sig som endnu et stykke kommercielt forbrugsgods, der kan købes og sælges enten som kassettebånd, vinyl eller blot som digitale megabytes, og som er endnu et bevis på CFCFs virtuose diversitet. Denne gang krydser han poppet new age med jungle-breakbeats, som det kan høres på smagsprøven Closed Space (Single Edit). [Morten Bruhn]

Apparat – Dawan

Man kan godt høre, hvem der stod for meget af trommespillet i Moderat, når man smider Apparats nye single på. På Dawan bærer trommestikkerne dig igennem nummeret, der ellers består af skiftende elementer. En lækker analog basgang, strygere, noget der lyder, som om det er samplet fra en spilledåse, og selvfølgelig mandens egen skønsang. Det her er et af de numre, der er så snedigt opbygget, at der først går op for dig, hvor meget du nyder det, når det er ved at være færdigt. [Mathias Gavnholt]

Octo Octa – I Need You

Octo Octa ser os og ved lige præcist, hvad vi i januar gik og havde brug for: Et euforisk, holistisk og spirituelt house-nummer fyldt med breakbeats, messende vokaler og en fremragende intro, der ville få Alice Coltrane Turiyasangitananda til at fælde en tåre i respekt. Højdepunktet kommer midtvejs i breaket, hvor en oprigtig og dybfølt takketale glider ud over Maya Bouldry-Morrisons læber: “This if for my friends, this is for my lovers, this is for the people I care about, for my familiy, for those who support me. I love you. Thank you for being there. It means so much to me“, inden den sidste sætning looper og glider langsomt ind i det instrumentale lydbillede. [Morten Bruhn]

Croatian Amor – Into Salt (ft. Alto Aria)

Ingen månedsliste uden dansk islæt, denne gang repræsenteret af Posh Isolation-labelbossen Loke Rahbek aka Croatian Amor, der i januar spyttede albummet Isa ud. Selvom der virker til at være gået inflation i begrebet decomposed [indsæt genre], så er det lige præcis det, der er tale om her. Tag nummeret Into Salt, der byder på aldeles fremragende gæstevokalspor fra Alto Aria, der klippes, pitches og spredes ud over nummerets skrøbelige komposition. Albummet veksler evigt mellem håb og tragedie, og ligesom med Croatian Amors vidtrækkende bagkatalog er Isa særdeles anbefalelsesværdigt. [Morten Bruhn]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

PREMIERE: Kakkmaddafakka sætter gang i dine trætte vinterfødder med deres nye single!

Foto: Ruben Nesse

Det er en stor glæde at kunne præsentere Kakkmaddafakkas nye single “Runaway Girl” her på Regnsky!

Det er et band, vi har fulgt med stor interesse over en periode, og som danskerne har taget virkelig godt i mod. Det kunne man læse i anmeldelserne fra P6 Beat rocker, og jeg så det med egne øjne i tirsdags i Pumpehuset, hvor de bl.a. spillede deres vanvittige cover af Rasmus Seebachs “Natteravn”, og selv en prætentiøs og selvudnævnt kulturelitær skribent måtte bøje sig i støvet for de mægtige nordmænd.

Denne gang er der dog ikke tale om et cover, men et splinteravende nyt nummer fra den kommende plade Diplomacy, der udkommer 22. marts. Jeg havde i weekenden besøg af Axel til en skål havregrød og en snak omkring hans livsfilosofi, og hvordan den kommer til udtryk i Kakkmaddafakkas musik.

Hej Axel. Er du Norges gladeste mand?

I blandt toppen vil jeg tro. Jeg har startet glædens religion og skrevet bogen “Bible of Joy”. Den handler om følelsemæssige rutsjeture. Man skal ikke være glad hele tiden. For at kunne opleve glæde må man også opleve sorg. Når jeg vågner om morgenen, er jeg glad. Jeg gør ting, der giver mig glæde. Do cool stuff, and you become cool.

Hvorfor har du skrevet den?

Det handler om min filosofi. Jeg maler og laver musik, og så fik jeg lyst til at skrive, men jeg kunne ikke skrive uden først at have skrevet biblen. Danmark er et af de bedste lande for diskussionsmiljø, i Norge og Sverige er det sværere med det ekstreme politiske korrekte miljø. Folk kalder mig racist, fordi jeg ikke synes, man skal censurere ordet “negerkonge” fra Astrid Lindgrens bøger. Jeg nægter at lade mig kue. Jeg er en mand, som gør, hvad jeg vil. Jeg var nødt til at sige, jeg er ikke kommunist, nazist eller politiker – jeg tror på glæde! Så det er nødvendigt at have en bibel. Man bør kunne sige, hvad man vil, så længe man ikke siger det med “bad intentions”. Et ord kan ikke været racistisk i sig selv. Det er intentionen bag ordene, der kan.

Er det så ikke mere en livsfilosofi end en religion?

Jeg tror på gud. Han er der for mig og for dem, der tror på ham. Andre kan sagtens bruge bogen til at følge dens guidelines.

Er I så Norges gladeste band?

Ja, det kan man sige, men vores tekster har alle noget melankoli og ironi i sig. Musikken derimod er vældig joyful. Det er det samme som Abba! På den nye plade kommer der flere powerballader, og det bliver lidt mere rock.

Du har før fortalt mig, at dine største forbilleder er The Smiths. Deres tekster er meget melankolske. Hvordan hænger det sammen med, at Kakkmaddafakka er så glade?

Jeg synes jo, at Morrissey på mange måder gør det samme som os. Johnny Marr er en fantastisk guitarist, og han spiller på en joyful måde. De har mange danceable songs. Jeg tror, Morrissey ville digge Kakkmaddafakka, hvis han hørte det.

Hvad handler den nye sang “Runaway girl” om?

Den handler om meget forskelligt. Mest om en kunstnerkvinde. Det er faktisk mest Pål, der har skrevet sangen. Vi prøver at lave sange om arketyper fremfor individer.

Synes du, at der er forskel på niveauet af glæde i Danmark og Norge?

Glæden i Danmark er på et helt andet niveau. I Norge har vi ikke fokus på glæden. Det er derfor, jeg har skrevet bogen. Danmark er et af de få lande i verden, der har fokus på glæde. I Danmark spiser man hotdogs og flødebøller, og der er fadøl og festivaler. Og man ryger i Danmark! Det er fantastisk. Det gør man ikke i Norge. Der ser man mere ned på folk, der ryger. Jeg føler, at folk er mere intellektuelle i Danmark end i Norge. De ikke-intellektuelle sætter en meget lav standard for ting, og det gør, at de intellektuelle mennesker er i mindretal. Vi har ikke så mange selvproducerede ting. Når vi ser kokkeprogrammer, ser vi Spise med Price, og når vi rejser, tager vi til Danmark. Vi er en ung nation, som har fået oliepenge og nu er nyrige. Vi plejede at være en bondesamfund! Eller, alt andet end Bergen var. Oslo blev jo først hovedstad for 100 år siden. 

Alle i Danmark skal vide, at situationen her er meget bedre end i Norge, Sverige og Tyskland. Man kan sige en joke, og folk forstår den. Man kan snakke med kvinderne. I Norge tror de bare, det er MeToo. “Han så på mig med de styggeste øjne – nu føler jeg mig krænket” hvis man kigger på nogen. Sådan er det ikke i Danmark.

Tusind tak, Axel. 

Jeg vil til enhver tid mene, at Kakkmaddafakka gør sig stærkest live, og det er i sandhed dér, man kan opleve deres energi og personligheder, og at deres hjertevarme glæde kommer bedst til udtryk. Når det så er sagt, så synes jeg, det tegner godt for det kommende album, og jeg glæder mig til at høre mere fra familien Vindenes og co.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

MANILA får publikum, kabler og knapper til at danse

Der er stille på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Fem unge håbefulde mænd går rundt mellem hinanden og roder med kabler og pedaler. Luften sitrer af koncentration og nervøsitet, og det er som om de mørkegrønne og lilla gardiner, der er trukket for omkring scenen, sluger al lyd i rummet. Svagt i baggrunden kan jeg høre larmen fra publikum og musikken fra baren, der inviterer til latter og torsdagsskåle med venner. Klokken er 20:35 og om femogtyve minutter skal mændene i MANILA spille deres største koncert i bandets historie på Hotel Cecil i indre by i København.

Pitstop. På kort tid skal instrumenterne på scenen skiftes mellem Theo X’ og MANILAs koncerter

Bandet har allerede været her i fire timer, og nerverne har haft god tid til at spire fra små stiklinger i maven til at være plukmodne uden på tøjet. Det er en speciel koncert, som de har brugt lang tid på at forberede, fortæller de mig i backstage-lokalet:

”Vi har øvet næsten hver dag i den seneste halvanden uge i hvert fald,” siger Gustav Lahrmann, der spiller bas. De andre stemmer i og fortæller, at de har arbejdet meget med at gøre deres nye musik mere live-venlig, bl.a. ved at inkorporere en ny form for backing track. ”Efter vi har fået vores eget studie, er vores musik blevet mere elektronisk med flere synth-lyde og bittesmå detaljer. For eksempel bruger vi risers, som er hvid støj, der vokser gennem nummeret og skaber en stemning, og dem er vi begyndt at bruge i backing tracket,” forklarer forsanger Julius Amdisen.

Sømmet i bund. Fra venstre: Tuner, Delay, yndlingspedalen Reverb, Overdrive

Selvom de tekniske muligheder kan skabe forbedringer, er MANILA stadig opmærksom på faldgruberne ved at være afhængig af backing tracket. Det kan virke stift og mekanisk når teknik skal blive til musik. ”Vi har prøvet at jagte den nerve, der er i vores musik, mens vi øvede.” fortæller Andreas Grønne, der spiller trommer, og manden på keys, Mads Boldt, fortsætter: ”Nogle af vores numre ville virke sterile, hvis vi bare spillede studieversionen live, på trods af det måske er det bedste billede af, hvad vi vil med sangen. Derfor tager vi f.eks. de funkede elementer og fremhæver dem, så det bliver mere live-venligt og akustisk.”

Finjusteringer. De sidste monitors indstilles med det rette forhold af bas og guitar

Under lydprøven er det tydeligt at mærke både sol- og skyggesiden af de nye tiltag. Det er udfordrende at få instrumenterne til at harmonere med backing tracket i de forskellige musikeres monitors. Men så snart musikken starter, kan guitarist Mikkel Strandberg ikke lade være med at hengive sig til de skæve rytmer, og kanaliserer sin kærlighed til musikken ud gennem en svingom med Gustav Lahrmann. Med computeren gaffatapet til synthesizeren, som sidste forberedelse, hopper bandet ned fra scenen, med blikke der siger, at de alle krydser fingre indvendigt for at teknikken holder. De går ud backstage for at hilse på Sherpa og Theo X, som er de to andre bands, der spiller til aftenens Limelight showcase for upcoming dansk musik.

Efter en bagel, en kold øl og et par vindruer er det blevet tid til en hurtig smøg på gaden foran Helligaandskirken i Niels Hemmingsens Gade. Det er blevet hurtigt mørkt og det snelag, der om formiddagen var drysset sirligt ud over byen, er nu smeltet. Min ånde bliver til en grøn dis i skæret fra Gasoline Grills grønne neonskilt lidt længere oppe ad gaden. De fem musikere ringer rundt for at finde ud af, hvem af deres venner, der kommer og støtter, og stemningen er høj efter de finder ud af, at nogle efterskolevenner også støder til. Herefter bliver det dog hurtigt alvor igen, når Julius Amdisen starter setliste-ritualet, hvor bandet står i en cirkel, og i rækkefølge siger sangene så alle er på samme bølgelængde.

Af kommer det varme vintertøj og på kommer fem kortærmede farvestrålende skjorter. Klokken 21 træder de fem venner en ad gangen de fire trin op på scenen i aftalt rækkefølge ledsaget af klapsalver. Selvom de går ind hver for sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sammentømret gruppe.

”Vi har spillet sammen så længe, at vi har opbygget en fælles referenceramme,” forklarede Mikkel Strandberg tidligere. Andreas Grønne beskrev sin producerrolle, som ham, der skal koge suppen af alle de mange fælles idéer. Essensen og grundlaget for bandet definerer Gustav Lahrmann: ”Det, vi gør, er at dele musik med hinanden, som vi griber.”

De fem venner er ikke ens, men de overlapper på mange områder, og det er i det overlap, at MANILA eksisterer. Det er en fælles vision, som alle kan indgå i på fælles præmisser, og det er som om, hvert medlem får lov til at shine i forskellige sange under koncerten. Heldigvis svigter teknikken ikke og de indøvede overgange mellem numrene er elegante og ikke forcerede. Scenen bliver epicenter for MANILAs vibe, der sender rystelser ud i Hotel Cecil, og får publikum til at bounce og smile.

Triumf. Fra venstre: Mads Boldt, Mikkel Strandberg, Julius Amdisen, Andreas Grønne og Gustav Lahrmann

Sveddryppende, udmattede og lettede møder jeg bandet efter koncerten. De smiler alle fem stolt fra øre til øre, og er helt euforiske efter showet. Nu står menuen på kolde øl og varme kram fra familierne, der er kommet for at bakke op. Hurtigt dukker forskellige branchefolk op for at få en snak med bandet, og medlemmerne tager dem med storm uden tøven med samme charme, som de indtog scenen. Jeg efterlader MANILA siddende i en bås i foyeren med venner og kærester til, hvad der har udsigt til at blive en lang og dejlig danseaften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

G Flip: Fra soveværelset til SXSW

2018 var G Flips år. Da australieren uploadede sin første single, ”About You”, til Triple J Unearthed (lidt a la KarriereKanonen) i midten af februar, var der nærmest tale om ’instant fame’. Indenfor en uge havde 15.000 mennesker fra 73 forskellige lande besøgt hendes Unearthed-profil, den hjemmelavede video til ”About You” var vist 120.000 gange, og hendes Facebook-likes var vokset med 300 % (og de tal er selvfølgelig kun vokset siden da). Under en måned senere spillede hun sin debutkoncert – på intet mindre end den anerkendte musikbranchefestival SXSW i Texas.

”Jeg lærer ting, mens jeg gør dem. Det er som om, at jeg har sprunget en masse trin over. Jeg spillede ikke mit første show i min hjemby, men røg direkte til SXSW,” fortæller Georgia Flipo, som er kvinden bag G Flip-projektet.

”Jeg har spillet verden over som trommeslager, men det er gået så stærkt med det her projekt. Jeg lærer foran publikum. Jeg er ikke en udlært sangerinde eller guitarist, jeg kaster mig bare ud i det. Det har jeg også lidt angst omkring. Men jeg har arbejdet så hårdt for det her, at jeg ikke kan lade mig selv tænke for meget over det. Det handler om musikken, og hvordan den ’connecter’ med folk.”

Flipo fik sit første trommesæt af en onkel, da hun var ni år gammel, og siden da har hendes liv handlet om musik. Hun fik trommeundervisning, lærte sig selv at spille guitar og klaver og begyndte faktisk allerede som 14-årig at skrive sange. Det har hun gjort lige siden, men de blev gemt væk i en notesbog i hendes skab.

Brud satte ild under soloprojektet
Det var først i slutningen af 2016, da hendes daværende band gik i opløsning, at hun besluttede sig for, at det var på tide at gøre noget mere seriøst ved soloprojektet. De mange koncerter bag trommesættet havde givet hende mere selvtillid, og hun var ikke længere bange for at stå foran et publikum. Trommeslager-baggrunden har også sat et klart aftryk på hendes percussion-drevne, upolerede popunivers. Men før hun kom så langt, at hun kunne udgive ”About You” og sidenhen andensinglen ”Killing My Time”, blev der lagt mange, MANGE timer i et skrive og indspille i hendes hjemmelavede soveværelsesstudie – hele 2017 faktisk.

”Jeg kunne spille en masse instrumenter, men jeg anede ikke noget om at indspille og producere og havde ikke råd til at betale nogen for det, så det blev jeg nødt til at lære mig selv,” forklarer hun.

”Jeg behandlede det som et job. Jeg har altid været meget målrettet. Hvis der er noget, jeg vil, går jeg store længder for at nå mit mål. Jeg arbejdede i mit soveværelse hele dagen, og så underviste jeg børn i trommer, guitar og klaver efter skoletid til ud på aftenen. Og så gik jeg i seng og gjorde det hele igen næste dag, fem dage om ugen.”

Det viste sig at være en strategi, der virkede. Efter SXSW blev hun blandt andet booket til The Great Escape i Brighton, hvor jeg så hende i maj. På det tidspunkt havde hun kun spillet omkring 15 koncerter, hvilket dog ikke var til at se. Det er blevet til mange flere siden, blandt andet hendes første headline-tour i hjemlandet, hvor samtlige shows blev udsolgt, og koncerter i USA. I juli spillede hun en af Australiens største festivaler, Splendour in the Grass.

”Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Det er nok den fedeste festival i Australien, men jeg har aldrig været der, fordi jeg ikke havde råd. Og så spurgte de mig, om jeg ville komme og spille. Jeg græd, da jeg fik det at vide.”

2018 var G Flips år
Jeg kan blive ved med at remse ting op, men jeg tror, I har fattet det: 2018 var virkelig G Flips år. Det har været en drøm, der gik i opfyldelse, og hvis du for 12 måneder siden havde spurgt hende, hvad der ville komme til at ske i løbet af året, ville hun nok ikke kunne have forudset, hvor vildt det ville blive. Men det har også været en stor mundfuld for den unge musiker, og nu sparker hun 2019 i gang med to singler, “Drink Too Much” og ”Bring Me Home”, som stemningsmæssigt giver et ganske godt indtryk af det forgangne år.

Førstnævnte handler om en bytur i Flipos hjemby Melbourne, dengang hun var lidt af et ’party animal’ og ikke var helt så seriøs omkring musikkarrieren. Den falder i samme kantede popkategori som de to første singler. Men på klaverballaden ”Bring Me Home” hører vi en ny og mere følsom side af G Flip.

”2018 var et helt vildt år for mig. Det var både spændende og udmattende, og min hjerne kæmpede for at følge med. Jeg har haft en del angst, og det skræmte mig virkelig,” fortæller hun ærligt. ”Det var ret overvældende, og det er dét, den her sang handler om. Det er okay ikke at være okay engang imellem.”

Nummeret har en tilhørende video, og det var vigtigt for Flipo, at den kom til at udtrykke præcist, hvordan hun havde det, da hun skrev det – på randen af et sammenbrud. Men hun måtte tage alternative metoder i brug for at få det til at lykkedes.

“Selv hvis det gjaldt liv og død, ville jeg ikke kunne spille skuespil. Så for at komme frem til den følelse, den totale udmattelse, så spillede jeg trommer seks timer i streg i et varmt varehus på en dag, hvor det i forvejen var 36 grader. Jeg spillede, indtil jeg fysisk ikke kunne mere,” fortæller hun.

Trods den følelsesmæssige rutsjebanetur, så er Flipo heldigvis mere end klar til at fortsætte sin musikalske færd. Hun starter med en række australske festivaler, men har netop offentliggjort, at hun spiller tre europæiske shows i London, Paris og Berlin til maj. Så man kan jo krydse fingre for, at der kommer nogle skandinaviske datoer på den liste, og så satser jeg altså også på en EP eller et album senere på året. Og hey, hun er virkelig underholdende på instagram, hvis det skulle være noget.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.