OPTAKT: Det skal du høre under musikdagene på Roskilde Festival 2019


Her er Regnskys officielle guide til Roskilde Festival 2019. Der er lidt til enhver smag, lige fra flamenco-pop til indie-rock. Forhåbentligt vil du blive inspireret til at opleve nogle koncerter, der måske var fløjet under din radar, for vi kender i hvert fald følelsen af at opdage kunstnere, og så se til ens ærgrelse, at de lige har spillet på Roskilde. Vi håber, at du med vores guide kan undgå eller som minimum minimere følelsen, når du sidder med Roskilde blues i juli og august.

Onsdag 3/7

Maggie Rogers – Onsdag, 3. juli kl. 17.30 – Avalon

Den dybt originale amerikaner åbner Avalon scenen i år. Hun blev bl.a. kendt for at få Pharrell til at græde, fordi hun har så stærk en kunstnerisk integritet. Hun har udgivet et meget stærkt album i år, der hedder ‘Heard It In A Past Life’, fyldt af inderlige sange, der ville være det perfekte soundtrack til en laaaaang køre- eller gåtur. Dem der møder op ved Avalon kommer til at blive mødt af en ekstremt sikker sangerinde, der er fuldt bevidst om, hvor hendes styrker ligger, og jeg forventer en stærk vokal præstation med et godt band i baggrunden. (Nikolaj Boesby Skou)

Tears For Fears – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Arena

Jeg er sgu’ ikke så meget til de der koncerter, hvor der er fællessang gennem hele koncerten, og næste gang du ser kunstneren er det nogenlunde samme oplevelse. Det gælder både D-A-D, Rasmus Seebach og Minds of 99. Men når der er 30 år mellem hver koncert, så er det altså okay. Legendariske Tears For Fears spillede sidst i Danmark i 1989! Med sig har de et væld af hits fra 80’erne, som du helt sikkert kender. Tænk blandt andet ‘Shout’, ‘Everybody Wants To Rule The World’ og ‘Mad World’. Ved offentliggørelsen gjorde det regnskys seniorreporter, Rasmus, fuldstændig ekstatisk, hvilket du kan læse mere om her.

Bob Dylan – Onsdag, 3. juli kl. 20.00 – Orange

Det er Bob Dylan.

Rosalìa – Onsdag, 3. juli kl. 21.30 – Avalon

Spanieren eller rettere catalaneren Rosalìa tager castagnetter med til Roskilde Festival, når hun spiller sin fænomenale blanding af flamenco og pop. Hun er uddannet i den spanske dans, og har videreudviklet og opdateret udtrykket så det passer til selv det mest leverpostejsfarvede publikum. Prøv lige at høre ‘Malamente’ og se om du kan undgå at prøve at klappe i takt. Det bliver jo for fedt! Hun er i besiddelse af en sindssyg stemme, der på trods af dens vævre lyd har en helt utrolig power. Hvis der er en koncert jeg ikke vil gå glip af på Roskilde i år, så er det den her. (Nikolaj Boesby Skou)

Cardi B – Onsdag, 3. juli kl. 23.15 – Orange

Verdens største kvindelige rapper gæster ENDELIG Roskilde Festival. Man kan se frem til et storstilet show med masser af hits og bombastisk attitude fra stjernen i midten. Cardi B er en ultramoderne superstjerne, der er vant til at tage sagen i egen hånd og smadre alle udfordringer på sin vej. Hun er den første kvindelige rapper årevis til at gå nummer 1 i USA, og har på mange måder været et friskt pust ind i popverdenen, der til tider kan virke en anelse tør og stagneret. (Nikolaj Boesby Skou)

Torsdag – 4/7 

Sharon Von Etten – Torsdag, 4. juli kl. 15.00 – Avalon 

Der er mødepligt til dig, der har en forkærlighed for indie- og singer-songwriter-genren, der næsten ikke fås mere ren og ærlig end hos Sharon Van Etten. Den amerikanske sangerindes lyd udforsker mørket, men bevæger sig samtidig i lette og svævende himmellag. Måske var du blandt de heldige, der oplevede Sharon Von Etten i Studie 2 i Koncerthuset i foråret. Måske var du ikke, eller måske kan du bare ikke få nok. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af indie-dronningen før, og jeg glæder mig til min første oplevelse med sangerinden, der minder mig om Trentemøllers kvindelige gæste-vokalister, som jeg forguder! (Laura Fromm)

Jorge Ben Jor – Torsdag, 4. juli kl. 16.00 – Orange

Den brasilianske fader af sambarock har været elsket af fans og ikke mindst af dj’s, som har samplet hans mix af samba, soul, funk og vestlig pop i forskellige genrer i årtier. Du kan ikke have undgået at høre et track på dansegulvet i byen! Jorge Ben Jors lyd er indbegrebet af feel-good-musik og læner sig op af bands som Buena Vista Social Club og Gilberto Gill. Jeg er sikker på, at hans optræden bliver et eksotisk og dynamisk indslag, hvor både de tømmermændsramte og siddende koncertgængere kan drive den af efter opvarmningsdagene og de dansable bossa nova- og Tropicálla-typer kan få bevægelse i halefjerene med en Mojito fra Gringo-barens Mojito Bus i hånden. Det er i hvert fald en drink, jeg uden tvivl kommer til at stå med, når jeg skal danse og drømme mig væk under brasilianske himmelstrøg torsdag eftermiddag foran Orange. (Laura Fromm)

Parquet Courts – Torsdag, 4. juli kl. 17.00 – Avalon 

Hvis du er til kantet brit-rock og kunstnere som Franz Ferdinand og The Hives, er der mødepligt, når indie-rockbandet Parquet Courts giver dig Brooklyns svar på, hvordan klassisk rock, punk og funk skal skæres. Bandets lyd er krydret med rå attitude, og så er deres seneste plade udgivet i et samarbejde med Danger Mouse. Jeg glæder mig til at rocke, danse og føle, at jeg er i til pub-koncert i Manchester, selvom bandet er amerikansk, og jeg befinder mig på en mark i Roskilde. – Gør dig selv den tjeneste, at tjek dukke-videoen til Human Performance ud, hvis du har en forkærlighed for bizar 80’er video-kunst, som nogen ville kalde kult, mens andre ville spørge sig selv, om Kogekunst mon har haft en finger med i spillet bag. Se den til ende og du vil finde ud af, at Phil Collins har mange andre hobbyer end at lege med trommestikker. Jeg havde sgu aldrig gættet, at det var dukker … (Laura Fromm)

Tirzah – Torsdag, 4. juli kl. 20.00 – Gloria

Du skal lægge vejen forbi Gloria torsdag aften, hvis du vil høre hvordan britisk post-r’n’b lyder, når det bliver krydret med minimalistisk garage og grime. 31-årige Tirzah er et nyt pop-pust, og jeg er vild med hendes vokal, som er ligeglad, sløv og almægtig på samme tid. Hendes lyd minder mig om svenske Museum of Bellas Artes, og jeg kan ikke vente med at høre bangers fra debutalbummet Devotion på den lille intime scene. Godt råd: kom i god tid. Der bliver højst sandsynligt packed! (Laura Fromm)

Jon Hopkins – Torsdag, 4. juli kl 23.30 – Avalon

Brian Eno’s protegé er efterhånden en af koryfæerne indenfor house-genren. Og så er han en mester i den visuelle side. Forvent trance-oplevelser, når Hopkins forhåbentlig spiller en masse fra sin nyeste udgivelse ‘Singularity’. Forvent klassiske elementer og eminent klaverspil, der eskalerer i den klassiske feststemte house-lyd. (Mathias Gavnholt)

Brockhampton – Torsdag, 4. juli kl 23.45 – Arena

Få grupper spænder bredere end kollektivet Brockhampton, der består af en stor gruppe rappere og producere, der mødte hinanden på et forum for Kanye-fans og nu bor sammen i LA. De kalder sig selv for et boyband, men blander rap, sang og beats. Det er fremragende nyskabende rapmusik, der excellerer ved konstant at være i forandring. Forvent dog, at forhenværende medlem, Ameer Vann’s vers er censureret helt ud af numrene. (Mathias Gavnholt)

Speaker Bite Me – Torsdag, 4. juli kl 00.00 – Pavillon 

Tag med til midnats-støjrock-koncert med danske Speaker Bite Me, som har over 11 års erfaring i musikbranchen og var blandt de optrædende til P6-Beat-Rocker-Koncerthuset i foråret. Jeg glæder mig til at blive opslugt af P6-Beat-darlingernes larmende og rendyrkede støjunivers, som får mig til at tænke på Sonic Youth’s melodiske støjrock, hvor Thurston Moores grusede vokal er byttet ud med Signe Høiruaps rene rock-røst. (Laura Fromm)

Fredag 5/7

Jada – Fredag, 5. juli kl 13.00 – Avalon

Danmarks næste store pop-stjerne, Jada, er rykket op fra Countdown-scenen sidste år til Avalon i år. En af landets bedste sangerinder, har en eventyrlig evne til at finde fængende melodier, og kæde dem sammen med sit lækre R&B-univers. På scenen er det ikke forkert at betegne hende som en diva, når hun står og spreder luftkys og vifter med sine fine vifter. Alle der kan lide god popmusik kommer til at elske Jadas koncert, der formentlig kommer til at være fuldstændig proppet.

Lowly – Fredag, 5. juli kl 14.00 – Pavillon

Endnu et spændende band, der er vokset ud af smilets by. De byder på drømme-pop, som man kender det fra fx Beach House, der kan føles langsomt og drævent på en overskudsagtig måde, selvom der godt kan komme tempo på, fx på nummeret ‘stephen’. Lowly er et meget sammentømret band, som kommer til udtryk, når de giver koncerter. Her kan man virkelig mærke, hvor godt de spiller og synger sammen. (Nikolaj Boesby Skou)

Ross From Friends – Fredag den 5. juli kl 18.00 – Apollo

Det bliver ikke mere aktuelt end Ross From Friends, hvis man kigger på den eksperimenterende house. Det lyder fjollet, og det er det på sin vis også, men det er lyttevenligt, teknisk genialt elektronisk musik, der får dig til at bevæge fødderne. Det er mit absolutte must see i år, og derfor kommer jeg også med en endnu mere udførlig guide til, hvorfor det lige netop er Ross From Friends du skal se i år. Følg med her på siden de kommende dage. (Mathias Gavnholt)

Hans Philip – Fredag, 5. juli kl 19.00 – Arena

Hans Philip er allerede etableret folkeeje, og har cementeret sin status med sit debutalbum ‘Forevigt’ fra tidligere på året. Til koncerten på Arena, bliver det spændende at se, hvordan Hans Philip som solokunstner vil optræde. Hvordan kommer setuppet med band osv. til at være? Hvordan vil han interagere med publikum? Selvom albummet har udstukket en lo-fi-agtig rettesnor, bliver det interessant at se om den snor vil blive fulgt eller brudt med, når musikken kommer til live på scenen. (Nikolaj Boesby Skou)

Nicola Cruz – Fredag, 5. juli kl 20.00 – Apollo

I de sidste par år har Roskilde Festival haft besøg af flere sydamerikanske kunstnere, der blander traditionel sydamerikansk musik med moderne elektronisk. Både Bomba Estéreo og Tropkillaz leverede rigtig gode koncerter. Med Nicola Cruz er det samme blanding, men så alligevel ikke helt. For hvor de to fornævnte lever højt på drops, er Nicola Cruz mere ovre i deep house, hvor de traditionelle elementer får lov at simre i retten over tid. Det skal nok komme til at smage rigtig lækkert på Apollo fredag aften. (Mathias Gavnholt)

Underworld – Fredag, 5. juli kl 23.30 – Arena

Sent fredag aften bliver Roskilde omdannet til en svedende rave i et gigantisk rave, når techno-grandmasterne, Underworld, tænder op for stereoanlæggene. Forbered dine trommehinder på et hæsblæsende tempo med hidsige trommerytmer, der tager dig med på en tur til en dunkel klub i 90’erne i England med kondens dryppende ned fra væggene. (Nikolaj Boesby Skou)

Robyn – Fredag, 5. juli kl 01.00 – Orange

Nok en af de skarpeste bookinger til Orange i meget lang tid. Med tre albums fra tre forskellige årtier skal Robyn nok favne bredt, og aktualiteten er i top efter udgivelsen af ‘Honey’ fra 2018, der imponerede både på Regnskys redaktion og hos rigtig mange andre musikanmeldere. At nå ud over scenekanten bliver ikke noget problem for den folkekære svensker, Robyn forstår om nogen at gøre triste kærlighedssange festlige. (Mathias Gavnholt)

Death Grips – Fredag, 5. juli kl 02.00 – Arena

Det bliver ren ondsskab når Death Grips smadrer Arena fredag nat. Både musik og tekst er så absurd, at du højst sandsynligt ikke kan lide det, men hvis du kan, så elsker du det. Følg med på regnsky.dk de kommende dage for en mere udførlig anbefaling af Death Grips. Det er nemlig et navn, der rammer mig lige i hjertet, men sandsynligvis rammer din nabocamps lyst til at kaste ting efter dig. Det fortjener mere, end et par spalter. (Mathias Gavnholt)

Lørdag – 6/7

Khruangbin – Lørdag, 6, juli kl 13.00 – Avalon

Den californiske trios lyd bliver ofte beskrevet som ’Thaifunk’. Men selvom thaifunk lyder asiatisk. så forestil dig det helt modsatte af kinesisk operarock. Kinesisk operarock er måske en smule specifikt, men i skrivende stund har min kinesiske sidemand valgt at udsætte en halv togvogn for lyden af førnævnte genre spillet fra en mobiltelefon uafbrudt i to timer – og det er præcist lige så sløset, larmende og overdrevent som Khruangbins lyd ikke er det.

Khruangbin er så chilleren, at deres merchandise blandt andet består af rullepapir til joints. Det er bas, guitar og trommer i en bolsjeblanding, som man kan spise, mens man ligger i en hængekøje. Forvent vilde improvisationer, når de spiller på Avalon, for de er på et højt teknisk niveau, som de udnytter til fulde både i de stille momenter og i de øjeblikke, hvor det eskalerer. (Mathias Gavnholt)

Flohio –  lørdag, 6. juli kl 18.00 – Apollo

Tænk Stormzy på LSD. Hvad spinkle Flohio ikke har i muskelmasse sammenlignet med førnævnte grime-stjerne, har hun i crazyness. Det skal nok gå apeshit, når hun blander traditionel grime med techno, trance, drum ‘n’ bass og andre hårde elektroniske genrer. Forvent attitude og originalitet, der holder grime-bølgen levende, mens Stormzy er i Bøgeskoven. Og så er hun i øvrigt tight af helvedes til. (Mathias Gavnholt)

DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl 02.00 – Apollo

Tyske DJ Koze er en rutineret herre. Og rutine er der brug for, når man skal levere den elektroniske afslutningsfest på Apollo og sørge for, at dem, der er tilbage, stadig fester. Koze laver house, men hvis man skal sætte et tillægsord på, er det første der dukker op i mit hovede: optimistisk. Settet kommer ikke til at have en masse drops, men i stedet er det den slags house, der hele tiden lægger op til, at der kommer mere. Det kan fungere rigtig godt, som det sidste skud energi til et vedholdende publikum. Tysk effektivitet, når det er bedst. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hiphop er for unge i 2019, hvad punk var for unge i 80’erne

Hiphop er den altdominerende genre i 2019. Det er en genre, der har vokset sig så stor og mangfoldig, at den nærmest ikke længere kan klassificeres som en genre. Men fælles for de forskellige grene af hiphop er, at de stjæler med arme og ben fra andre musikalske stilarter både i form af lyd, men især også i forhold til live-elementer. Undergenrer som trap, grime og de mere eksperimentelle kunstnere har ofte meget voldsomme og punkede udtryk, når de spiller koncerter.

Rappen og hiphoppens popularitet er dog ikke kommet helt uden kritik. Blandt garvede koncertgængere er der en vis skepsis overfor ‘de unges’ moshpit-kultur, og kritikken går blandt andet på, at koncerterne udelukkende handler om at være så vilde som muligt. Jeg er med på, at det giver god mening at have en fornemmelse, for hvornår beatet ‘dropper’, før man bryder ud i ragnarok, men der er også flere kunstnere, hvis musik og optrædener lægger op til de kraftige, kollektive energiudladninger, og det er en central del af oplevelsen. Derfor skal der lyde en kæmpe ros til sikkerhedspersonalet på festivaler rundt om i landet og institutionerne, der tillader publikum at slå sig løs, for selvom det er vildt, føles det stadig (som regel) sikkert. Her er fem koncerter på årets Roskilde Festival, hvor du kan opleve moshpit-kulturen, både aktivt i cirklen og passivt i siden af teltet.

Death Grips – Fredag, 5. juli kl. 02.00 – Arena

Det er svært at anbefale Death Grips uden at komme til at lyde som et røvhul af en musiksnob. ‘Hey! Har du hørt det her anmelderroste noise-punk-industrielle eksperimentelle hiphop?’ Den er måske lidt svær at sælge. Det ville være en del nemmere, hvis man kunne give en pille kondenseret Death Grips, så man kunne opleve deres energiudladninger på egen krop. De har fornyet en genre på en dybt original måde og excellerer i deres brutale hardcore live show, som man har mulighed for at opleve fredag nat på Arena.

Travis Scott – Torsdag, 4. juli kl. 01.00 – Orange

Måske verdens største trap-stjerne og den første reelle verdensstjerne, der udsprang af SoundCloud-miljøet. Travis Scott har et af de vildeste live shows i spillet med rutschebaner på scenen og en endeløs mængde af fyrværkeri og røgkanoner. Hvad rapperen muligvis mangler af klassisk musikalsk træning, vejer han op for med et energiniveau, som vil gøre en duracell-kanin grøn af misundelse. Hans sange lægger op til moshpits med beats, der dropper og skifter stil undervejs for på ny at droppe. Men det er ikke kun gak og løjer, Scott har leveret nogle album, der kommer til at få status som klassikere inden for genren, og der er masser af ekvilibristiske produktioner gemt bag røgslørene og pistolskuddene.

Skepta – Onsdag, 5. juli kl. 20.30 – Arena

Kongen, gudfaderen, daddyen, kald ham hvad du vil, Skepta er indbegrebet af grime – den britiske rap-genre med hårde elektroniske beats i et vanvittigt tempo. Selvom han var med, da det hele startede på piratradioer i London, har han formået at forblive på toppen i løbet af de seneste års grime-renæssance. Det er han i høj grad af sin eminente teknik, sin humor og kreative flows. Skepta rapper så godt og tydeligt, at det næsten lyder som om han er dårlig – på en MC Einar-måde. Men det er kun, fordi han er så overlegen, hvilket han heller ikke er bleg for at gøre sit publikum opmærksom på.

JPEGMAFIA – Onsdag, 3. juli kl. 19.15 – Apollo

JPEGMAFIA er målt på aggressivitet på niveau med de andre i artiklen og eksperimenter som Death Grips også ekstremt meget med formen på musikken. Det er ikke let tilgængeligt, men man opfanger straks pulsen og attituden i musikken, og hip-hoppen har aldrig været så in-your-face, som når JPEGMAFIA klipper sine beats sammen og råber ind over dem.

Sheck Wes – Onsdag, 3. juli kl. 22.00 – Apollo

Udstyret med minimalistiske trap-beats, der giver plads til hans skingre stemme, går Sheck Wes i krig sammen med sit publikum. Han giga-hittede sidste år med Mo Bamba, og han er nu på en mission, hvor han skal vise, at han er mere end et one-hit-wonder. En del af rapstjerne-pakken har han dog helt styr på, og det er at sætte ild til publikum. Han har om muligt endnu mere energi end trap-kollegaen Travis Scott og leverer en uhyggelig vokal, der hjemsøger lytteren og pumper adrenalinen rundt i blodet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fem fede fester efter midnat på Roskilde

Der er ingen FESTIVAL uden FEST, og på det punkt er Roskilde ingen undtagelse. Der er lagt i kakkelovnen til dansemaratons hver aften til den lyse morgen på Dyrskuepladsen. Her er de fem fedeste fester, du ikke vil gå glip af:

1. Robyn – Fredag, 5. juli kl. 01.00 – Orange

Der er ingen tvivl. Robyn kommer til at holde årets fest på Roskilde Festival. Fredag nat vil Øresund tørre ud og Danmark og Sverige vil blive forenet under Robyns taktstok. Der kommer til at være en stemning, der ellers er reserveret til store landskampe, og plænen foran Orange Scene vil tilbede den svenske popdronning. Hun er i storform efter store koncerter på blandt andre Primavera i Barcelona og har sit fremragende album Honey med til det danske publikum, og hvis man tilsætter et par partystartere fra hendes tilsyneladende uendelige bagkatalog, er det umuligt at se, hvordan Robyn undgår at triumfere.

2. Octavian – Fredag, 5. juli kl. 02.30 – Apollo

Den fremadstormende britiske rapper og sanger har haft et stærkt 2019 og har foreløbigt toppet det med sit dugfriske mixtape Endorphins. Han er essensen af London som storby og blander grime, house, R&B og en masse andre genrer, der giver ham sit unikke, internationale udtryk. Han er fremragende live både som rapper og danser. På det nye mixtape er der et nummer med Theophilius London, som i hvert fald bliver mit sommernummer:

3. Christine and the Queens – Onsdag, 3. juli kl. 00.30 – Arena

Jeg er en hund efter fransk dansemusik, og Christine and the Queens er ingen undtagelse. Deres koncert har potentiale til at skrive sig ind i traditionen med vanvittigt gode koncerter på Arena. Jeg husker selv tydeligt Solange i 2017, Tame Impala i 2016 og Damon Albarn i 2014 – som alle blev kollektive giga-fester. Christine and the Queens lyder lidt som en funket udgave af HAIM, og det er så groovy, at jeg er sikker på, at alle i teltet kommer til at hoppe med.

4. Spleen United – Torsdag, 4. juli kl. 02.00 – Arena

Det danske synth-powerhouse er blevet gendannet i sin originale form og giver torsdag nat et brag af en koncert på Arena. Deres hårdtslående beats med skarpt skårede synths er umulige at stå stille til, og jeg forestiller mig, at publikum danser fuldstændig synkroniseret til Spleen Uniteds intense musik. Det er en speciel oplevelse at høre danske bands på Roskilde, så sæt kryds ved Spleen United, også hvid det måske ikke umiddelbart er din kop te.

5. DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl. 02.00 – Apollo

Det er altid vigtigt med en god ‘efterfest’, og det sørger tyske DJ Koze for på Apollo efter The Cures maratonkoncert på Orange lørdag nat. Den ekstremt erfarne tyske mester mixer house og disco med utallige samples, der nok skal sætte gang i hofterne på selv den trætteste festivalgænger. Hans musik sender tankerne lidt hen imod (hvis man tør sammenligne med) Daft Punk, så kom og oplev en verdensklasse festbestyrer gøre, hvad han gør bedst og slut din Roskilde Festival 2019 ordentligt af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OPTAKT: Det skal du høre på opvarmningsdagene til Roskilde Festival 2019

Foto: Jesper Bjarke Andersen

Endnu en gang byder Roskilde Festival velkommen til et festfyrværkeri af musikalske oplevelser fra nær og fjern. Denne guide til opvarmningsdagene har til opgave at få folk som min og din mor til at forstå, hvorfor man skal være på Roskilde i dagene før den ‘rigtige’ festival. For de byder på meget andet end druk og hor, ølbowling og dårlige pizza-slices. Det er (heldigvis) ikke længere den lokale trubadur, der får lov til at spille et par lejrbålssange på en eller anden middelmådig campingscene, men derimod nogle af de mest spændende navne i vækstlaget specielt i dansk og nordisk musik, som giver den op, inden selve festivalpladsen åbner.

Lørdag 29/6

Roskilde Festival har i år rykket lidt rundt på scenerne (se et kort her) og slår dørene op til et nyt område, der er døbt Central Park. Det ligger foran Countdown-scenen, og der er naturligvis arrangeret en housewarming i hiphoppens tegn med navne som Emil Stabil, ICEKIID, Pattesutter og Emil Kruse. Du kan læse mere om arrangementet, der starter 19:30 og præsenteres af Pelle Peter Jensen, her. (Nikolaj Boesby Skou)

Søndag – 30/6

Hjalte Ross – Søndag, 30. juni kl. 14.00 – Rising

Hjalte Ross åbner Rising-scenen, der ligger i toppen af campingområdet West. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til hans rolige folk på søndag. Ross har en sans for at holde pauser på de helt rigtige tidspunkter, så han på den måde nærmest synger duet med sin egen guitar – hør selv på nummeret Embody nedenunder. Jeg tror, det bliver en behagelig start på en ellers hæsblæsende uge. (Nikolaj Boesby Skou)

ZAAR – Søndag den 30. juni kl. 17.00 – Rising

Den danske sangerinde og komponist ZAAR giver sin første koncert på Roskilde søndag sen eftermiddag. Hun har et ekstremt dragende lydunivers, der er bygget op af en masse forskellige elementer, der komplimenterer hinanden. ZAAR har en vis kølighed og distance, men klinger på en krystalklar og fængende måde. Der er noget episk og tungt over musikken, som jeg glæder mig til at opleve live. (Nikolaj Boesby Skou)

Lil Halima – Søndag den 30. juni kl. 21.00 – Countdown

Den norske sangerinde er uden tvivl den artist, jeg glæder mig mest til at høre i opvarmningsdagene. Lil Halima laver R&B, og i mine ører er der en klar inspiration fra britiske Jorja Smith, der i øvrigt spiller på Arena lørdag aften klokken 21:30. Hun er ekstremt talentfuld og har en lyd, der rammer lige i tidsånden, uden det virker forceret. Der bliver serveret supersprøde beats med søde melodier som tilbehør. PS: Det er altid virkelig sjovt at se norske koncerter på Roskilde, fordi det norske mindretal har en kollektiv eufori, der kun overgås af festen til VM i langrend. (Nikolaj Boesby Skou)

Mandag – 1/7 

Selma Judith – Mandag den 1. juli kl. 14.45 – Countdown

23-årige Selma Judith vandt for nylig iByens pris som årets musiknavn med sin stille storm af minimalistisk harpespil. Bandet er tidligere blevet beskrevet som “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb”, og allerede nu er musikken gået fra håb til realitet. Mød op foran Countdown og hør bandet, der på ingen tid er gået fra niche til udbredt populærkultur, og som ifølge mig næsten er for stort et navn til opvarmningsdagene. (Laura Fromm)

Kogekunst – Mandag den 1. juli kl. 15.30 – Rising
Skæv, skør og skabelonsudfordrende popmusik med dybde under plattenslager-overfladen. Regnsky var med til en af de spæde koncerter på ALICE tilbage i februar, og du kan her læse, hvorfor du ikke må gå glip af den aalborgensiske duo Kogekunst, som blander pop-poesi og børnehavehits. Du kan også bare se med her, hvor Simon Mariegaard og Oskar Krusell spiller en sælsom buffetkoncert på M/S Sarfaq Ittuk i Grønland foran desserten på en båd. (Laura Fromm)

Discoshaman – Mandag den 1. juli kl. 18.00 – Countdown

Det her er koncerten, hvor du ikke opdager, at du er begyndt at danse.  Regn med rytmisk naturmedicin, hvor du forsvinder ind i shamanens behandling og kun vågner sporadisk af, at resten af stammen danser rundt om dig. Daniel Andersen holder til i København, når han ikke er ude og være shaman. Han kommer til at tage mystiske strengeinstrumenter, stemningsfyldte vokaler, strygere og lækre percussion med i sin elektroniske medicintaske, så du kan starte mandag aften med at få dine tømmermænd helbredt. (Mathias Gavnholt)

Schacke – Mandag den 1. juli kl. 21.30 – Countdown

Det bliver snart ikke mere moderne, end Schacke er lige nu, så hvis du gerne vil være ung med de unge, så skal du skynde dig op foran til Schacke. Hvis du godt kan lide dansk techno, der viser cremen af den københavnske nattelivsscene frem på Berghain og andre af de største techno-spillesteder i Europa, så skal du også være der. Schacke har en evne til at fange lytteren med sin musik, på trods af at det virkelig hamrer afsted. Jeg håber, at Roskilde tør skrue lidt op for højtalerne på Countdown, der godt kan være en smule lave, for Schacke skal høres højt. Tip: Lad være med at tage dine bedsteforældre med. (Mathias Gavnholt)

Hôy La – Mandag d. 1. juli kl 21.30 – Rising

Hôy La er norsk minimalistisk trip-hop ala Portishead. Med en vokal, som læner sig stødt op af Beth Gibbons, og med langsomme, vedvarende beats eksperimenterer Ingri Høyland Kvamstad med elektroniske loops og akustiske elementer, som sammenflettet med et melankolsk tekstunivers skaber emotionelle konfrontationer. Mød op foran Rising mandag aften og oplev mørkets unge dronning. (Laura Fromm)

Tirsdag 2/7

AUÐUR – Tirsdag d. 2. juli kl. 20 – Countdown

Naturligvis kan man også finde noget i den mere poppede retning i opvarmningsdagene. Et interessant bud er islandske AUÐUR, der leverer sange til soveværelset med stor inderlighed. En lidt kæk bas og et catchy omkvæd? Det fungerer i de fleste sammenhænge. Jeg har et meget sparsomt bekendtskab med islandsk musik og ser derfor frem til at udforske en ny side af den barske øs kultur. (Nikolaj Boesby Skou)

Natkat – Tirsdag 18.30 – Countdown

De mest kendte bølger inden for dansksproget hiphop i øjeblikket læner sig op ad navne som Kesi og Gilli. Men der er en anden lyd på vej til at få sit gennembrud, hvor navne som F.L.E.M.M.I.N.G og Natkat banker på døren til rampelyset. Den lyd er mere oldschool og bruger jazzede elementer og drømmende lydflader som den mur, man læner sig opad, nar man smider intelligente, dansksprogede rim. Forvent eksperimenterende beats, historiefortællende rap og omkvæd, man kan synge med på, når gruppen går på scenen. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Virgins in hell #2 – En hyldest til helvede

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Lamb of God

Fra onsdag til lørdag i sidste uge sprang jeg min eksamenslæsning over for at smelte sammen med en sort og svedende sværm af voksenbørns-vibrationer, venlig voldelighed og stadig voksende vomme til COPENHELLS 10-års jubilæum. Det er den bedste overspringshandling, jeg til dato har gjort mig, og allerede efter første dag, hvor jeg vågnede med krampe i min hornhånd efter at have kastet stive djævletegn til Eagles of Death Metal, har jeg ikke været så spændt på at drage mod en festival, som til mit første år på Roskilde i ’10. Min første oplevelse på Copenhell var en kæmpe optur, og det bliver bestemt ikke den sidste.

I denne todelte feature vil jeg dele “The Black Feeling”. – Først med en stemningsreportage over, hvad der er så magisk ved den mørke genres grænsesøgende adfærd og kreative tilgang til kropsudsmykning, massive moshpits, mjød fra horn og metal-merchandise, og dernæst med en koncertreportage fra de fire dages tunge toner.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen- Stemning

Krig og kærlighed

Min veninde går med hastige skridt foran mig. I hånden har hun en bærebakke med seks nyskænkede fadøl. Det er sidste dag på Copenhell, og vi er begge ved at flyde over af stemningens glæde, nye sanseindtryk og musikalske oplevelser. Hun kigger stolt tilbage og smiler. Øllene skummer, og ud fra hendes udtryk, kunne remmen til bærebakken lige så godt have været styret til en barnevogn. Lystigheden ændrer sig dog hurtigt, da en fuldfed skonnert hamrer direkte ind i hende, så størstedelen af de gyldne dråber spildes og absorberes af træflisen under os. Jeg forventer en scene fra mindst en af dem, men i stedet giver de hinanden et stort, solidarisk kram. Den distræte mand tilbyder at købe en ny bakke, men får i stedet erstattet sin dårlige samvittighed med sjatterne fra bakken, der lige akkurat rækker til en enkelt øl. Mr. Drunk Lord lover, at han giver en omgang til næste år, hvis han altså ”støder ind i os igen, høhø”. Med øllen i hånden tøffer han videre mod farrockernes ypperste favoritter; Scorpions, og ét smil bliver til flere.

Episoden er blot et lille eksempel på den venlighed, glæde og taknemmelighed, der hersker på den betonbeklædte Copenhell-plads, hvor krig bekæmpes med kærlighed og ingen fortrækker en mine, hvis du spilder øl på deres sorte vandrestøvler eller i forvejen beskidte battlevest.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen- Stemning

Mode i metalkulturen

Til de som ikke er bekendt med en battlevest, er det en jakke af denim eller læder, ofte med afklippede ærmer, som metalfans spækker med patches og badges med bandnavne. Kærligheden til metalgenrens fællesskab bæres uden på tøjet, og vesten er et must for veteraner på metalfestivaler. Til vesten følger omtrent lige så mange uskrevne love som til studenterhuen, og der er noget befriende (og pænt klamt) over, at man fx ikke må vaske vesten, uanset hvor meget mudder eller pis, den har kæmpet med i en moshpit. Alle er klamme på Copenhell, og der er ikke nogen Ganni-kjoler eller Hunter-gummistøvler, som bliver mopsede, hvis man spilder en øl eller træder dem over tæerne.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Veteran-battlevest

Social safari i skærsilden

En kolossal diskokugle formet som et dødningehoved byder os velkommen i Biergarten. Her kan du få askens øl og høre coverkoncerter med bands som Iron Maiden og Dio, der enten ikke er blevet booket til årets program eller ikke lever længere. Copenhell er som en social safari, hvor mennesker, døde dyr og noget der ligner en blanding af de to, lever sammen i flammernes fortrolighed.

Foto: Laura Fromm – Gedehyrde

Aldersgennemsnittet er lige så højt, som flertallets tindinger, men der er da også babyer udstyret med gevaldige høreværn at spotte. Festivalen er for alle. Det er den mørkeste afkrog af junglen, som du med din fornuft højst sandsynligt vil undgå, hvis du ikke er til dødsmetal. Men hvis du først forvilder dig ind i det mørke krat, vil du opdage, at der ikke er langt mellem himmel og helvede, når Live Nation åbner portene til deres metalbal på Refshaleøen.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Den sorte slette

– Specielt ikke når du har et R.I.P.-armbånd, der giver særadgang til et eksklusivt område med barer med udvidet mad- og drikkevarer-sortimenter, en tribune med udsigt over Pandæmonium-scenen og ræve og andre udstoppede dyr i baren (vigtigt!!).

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Udsigt fra tribunen i R.I.P
Foto: Laura Fromm – R.I.P-ræv og cocktails

I R.I.P optræder også strygere, og hvis det ikke er art med en intim symfoni-koncert på Copenhell, så ved jeg ikke, hvad det er.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Skærskilds-strygere

Det sorte samfund

Copenhell er et ’evil-eldorado’ med faciliteter, der er vilde nok til, at du ville kunne leve derude. Pladsen er beriget med en kirke, hvor du kan gå til metalmesse og angre din syndere, hvis du har sneget dig ind til Sweet Burlesque-show.

Foto: Laura Fromm – Metalkirken
Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Sweet Burlesque-show

Psykologen i Copenhell er erstattet med et smadreland, hvor du kan få aflad fra dine indre aggressioner ved at hamre løs på gamle lig.

Foto: Laura Fromm – Smadreland

Trænger vandrestøvlerne til en udskiftning, kan du købe ægte slangeskindsstøvler fra lædersmeden, som er ligeså badass som Nicolas Cage’s frakke i Wild at Heart. Vil du bryde battlevestens første regel og vaske dit overtøj, kan du bytte de hårde hvidevarer ud med sorte og købe en Copenhell-vaskemaskine på auktion.

Foto: Laura Fromm – “Hårde sortevarer”

Når maven begynder at growle …

… kan du stille appetitten med alt fra veganske falafel-bowler til fritter og pølsemix, der selv for en vegetar får mundvandet til at løbe. Skal den søde hugtand forkæles lidt, kan du fanden-hjælpe-mig også få bland-selv-slik i helvede … Copenhell har jo alt!

Foto: Laura Fromm – Den søde og noget så bløde hugtand

Når du får lyst til at drikke Thors horn i ét drag …

… kan du først og fremmest slukke tørsten i øl og mjød fra lange, snoede drikkehorn. Hvis du ligesom mig nærmest brænder dig på folks bebrejdende øjne, der gløder ligeså rødt som Eddie the Heads laserøjne (maskotten fra Iron Maiden),når du siger, at du ikke kan lide øl, kan du ty til andre alternativer som fx en ’black’, der er Copenhells svar på en Espresso Martini eller en Irish Coffee, der går under navnet  ’Sort Magi’. – De er begge uforskammet gode!

Foto: Laura Fromm – Thors horn
Foto: Laura Fromm – En ‘black’ i R.I.P-baren

Skal der gives en lille kritik, kunne Copenhell godt tage ved lære af Roskildes vandstationer og uddele væske i pitten. Ryge-græs, sved og støv er ikke ligefrem en god cocktail, men man kommer næppe udenom den, og vandstationer ville derfor gøre underværker.

Mørk musikalsk magi

Da vi cykler hjem efter første aften på Copenhell, tordner det i horisonten. Kort tid efter åbner himmelporten sig og et kæmpe skyld rammer os blødt, vådt og varmt. Vi har det som Nathalie Portman i den ikoniske regn-scene i V for Vendetta. Jeg får lyst til at smide begge arme over hovedet og råbe ”God is in the rain!”

Det er vores første år på Copenhell. Vi har lige fået taget vores metal-mødom. Er det et tilfælde, at det begynder at regne? We think not! Det er dåben. Den renser os og gør os klar til de tre officielle musikdage. Den gør os, og gør os klar til Tool, som har været blandt mine højesstående, musikalske live-ønsker de sidste ti år. Faktisk er bandet hele grunden til, at jeg tog på Copenhell – i første omgang. Senere er metalen vokset vildt på mig.

En totaloplevelse med Tool

Jeg er uden pis blevet en af de bedste koncertoplevelser i mit kvarte århundrede rigere. Hold kæft et sindsygt set-up! Maynard James Keenan indtræder scenen med en stiv hanekam og mørke øjne. I baggrunden indstilles et hav af projektører, og en syvstjerne sænkes i takt til lyden af en bankende puls. Min krop prøver at bevæge sig til rytmerne fra den tunge bas, den gennemborende guitar og de skæve, men perfekte trommeslag, men kroppen falder konstant ud af takt. Den kan ikke følge med, selvom jeg kender hvert nummer ud og ind. Musikken er for snu og intelligent.  På et tidspunkt prøver folk at klappe med, men bliver på ingen tid sat ud af sporet. Just don’t …

Jeg går i alarmberedskab, da en kolossal moshpit tager form foran mig, men få sekunder efter bliver jeg kastet rundt i den, og musikken står til min store overraskelse skarpere! Tumulten i moshpitten går på Copenhell under betegnelsen “dans”. Hvis en stor kleppert møver sig frem i pitten, smiler folk og giver ham (oftest mænd) et kærligt puf i moshpittens retning, og siger “han skal ud og danse!”.

Det yderst kunstneriske lys- og sceneshow var genialt og må være art-metallens svar på en Björk-performance. Tool leverede ligeledes lovende numre fra det kommende album, og jeg har svært ved at vente, til det rammer gaden!

Fotos: Laura Fromm – Tool

Slash var en slatten starut

Hvor Tool gik langt over forventningerne, leverede den gamle Guns n’ Roses-guitarist, Slash, en performance som stemte helt overens med mine forventninger. Guitarikonet går på scenen uden introduktion, og begynder fladt og lige på hårdt at jamme. Under den høje hat og de mørke Aviator-solbriller ligner han en pumpet grillkylling med Sidney-Lee-kulør. Han er teknisk dygtig, dét skal han have. Det samme er forsangeren Myles Kennedy. Problemet er bare, at de er åndsforladte, og at musikken er død-kedelig. Slash minder mig om en gamle skolelærer, der kan hele sit repertoire på rygraden, og som kun er mødt op for at tjene sin hyre. Højdepunkt var klart, da de spillede Night Train, og koncerten havde bestemt ikke taget skade af flere Guns ’n Roses-klassikere.

Min ven og jeg taler om, at old school-rocken er outdatet. Folk kommer udelukkende til en koncert med Slash for at sætte hak på tjeklisten over sete koncerter, og de vil ikke vide hvor mange groupies, han har bollet efter sine sets.

Foto: Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Slash

Stone Temple Pilots og Slipknot var omtrent lige så tamme og intetsigende som Slash, men jeg havde da mit moment til monster-maske-bandet på Before i Forget, som alle der har prøvet at tappe plastikhalsens knapper løs i Guitar Hero 3, ville have optur på at høre live.

Foto: Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Slipknot

Det svenske 90’er punk-rock-band Refused var til gengæld et kæmpe hit! De fik et band som Stone Temple Pilots til at blegne med dynamisk energi. Forsangeren Dennis Lyxzén er den første heavy-dude, jeg har set med et trampstamp. Det er første – og nok også sidste – eksempel på, at tramp-stamp til mænd faktisk kan være pænt frækt. Lyxzén sprang rundt som en rock-ballerina og blandede femininitet og maskulinitet med groove og Bowie-bevægelser.

Har folket brug for en rock revolution?

Det spurgte jeg mig selv om efter at have set det britiske rock/reggae band Skindred fra Wales, som blander metal, reggae, punk og hip-hop. Ifølge mig har den, og efter publikums reaktioner, da Skindred samplede stykker som Sound of da Police eller California Love til et hav af opløftede og rokkende arme, er jeg vist ikke alene om ønsket.

Foto: Laura Fromm – Skindred

Jeg er vild med nummeret ”Power”, hvor det det alternative metalband sampler Kanye West, og så var det et episk syn, da publikum smed trøjen foran Pandæmonium-scenen og svingede dem rundt som en propeller.

Haka-krigsdans og headbanging.

Et andet gyldent moment var da de newzealandske teenage-trashere fra Alien Weaponry, som varmede publikum op med haka-krigsdans inden de gik på scenen og performede et fremragende show, der efterfølgende har fået mig til at anerkende headbanging som en sportsgren.

Foto: Emilie Zakrzewski Rasmussen – Alien Weaponry

Dansk/norsk/tyske Heilung er også et eksempel på en alternativ form for mørk musik. Faktisk har gruppen genremæssigt ikke meget med metal at gøre. Snarere er der tale om mørk middelaldermusik, stoner-rock og en form for techno. Koncerten var mindst ligeså tryllebindende, som sidst jeg så dem i Koncerthuset, og det var magisk at lade sig drømme væk på en shamansk rejse i de lange, dystre trance-numre. Koncerten fandt sted kort tid efter Slipknot, og Heilungs dystre kropsudsmykning bestående af hjelme med gevirer, pelstøj og sort kropsmaling, var langt mere rædselsvækkende end Slipknots masker. En trefork sammenstøbt af to røde dildoer lagde heldigvis en dæmper på uhyggen, da den blævrende hoppede op og ned til rytmerne foran mig.

Foto: Laura Fromm – Heilung

 Et galt gøglershow

Den amerikanske sanger og filminstruktør Rob Zombie leverede et gøglershow af højeste kaliber. Hans optræden var som metallens svar på Monty Python, hvor bandmedlemmerne lignede zombier i pyjamas. Guitaristen med det hvidmalede ansigt, sorte kors over munden og lille kaninoverbid lignede Pjerrot, der havde forvildet sig ombord på Spøgelsestoget på Bakken. – Og hvis man tror på reinkarnation, kan Bob Marley meget vel gemme sig i en af Rob Zombies mange fedtede dreadlocks.
I baggrunden figurerede kultklip fra nogle af horror-instruktørens splatter-film med eksplosioner, kvinder med store kanoner og aliens med umådeligt store lemmer. Hvis man er til Wallmanns dinner-show, har man nok været meget godt underholdt. – Jeg havde en fest. Især fordi Rob Zombie var til stede og leverede et show; han hoppede ned til publikum, skiftede kostume tre gange undervejs, og mest af alt fordi han sluttede koncerten i en tanktop med Mariah Carey afbilledet på brystkassen.

Foto: Laura Fromm – Rob Zombie

Scorpions var nogle gamle rock-rotter, der nok havde gjort bedst i at stoppe for mange år siden. Klaus Meines stemme har hørt bedre tider, og så var deres sceneshow spækket med dannebrog-flag, som virkede malplaceret, da bandet er fra Tyskland. Heldigvis er det politiske valg overstået og enhver mistanke om DF-propaganda blev fejet af vejen. Flagene blev hurtigt erstattet af en mur af pumpende boomblastere og visuelle eksplosioner og så lignede trommeslageren Ulla Terkelsen på testosteron. Jeg var underholdt, men træt, og endte med at gå efter fem numre, da de endnu ikke havde spillet nogle gamle numre. Det havde ellers været magisk at gå på ferie til Holiday.

Foto: Laura Fromm – Scorpions

Copenhell er en hyggelig metal-niche-festival

Generelt savnede jeg mere diversitet i programmet på Copenhell og en større genreblanding. Med det sagt betyder det ikke, at line-up’et skal læne sig op af Tinderbox’, men for mit vedkommende bliver det en anelse tungt i længden med growl og hardcore metal. På den anden side er det en metal festival, og netop metallen gør Copenhell unik. Der er noget autentisk og råt over rigtige instrumenter med (for det meste) ren lyd, som ikke kommer fra en ung teenager bag en DJ-pult.

Copenhell er for real, og hver festival har sin charme.

Træt og opstemt sjoskede jeg lørdag aften under banneret med teksten “See you in 2020” og forlod pladsen.

Foto: Laura Fromm – See you in 2020

TAK for nu Copenhell. Vi ses til næste sommer, hvor jeg har erhvervet mig et par cowboy boots i slangeskind, og skal sætte det første patch på min battlevest. Til den tid har jeg lært at headbange og måske fået en tatovering mere (ikke et trampstamp). Det er også sandsynligt, at jeg hiver min far med. Han er allerede overbevist om, at atmosfæren i en moshpit er for sindssyg – by all means. Jeg afrunder artiklen med omkvædet fra dét Scorpions-nummer, jeg aldrig fik med, men som skildrer festivalens stemning på kornet:

“Exchange the cold days for the sun
A good time and fun
Let me take you far away
You’d like a holiday”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *