Fremadstormende aktører i København samler sig i DJ Foreningen: Interview med DJ og label-boss Courtesy

DJ Foreningen er navnet på et nyt fællesskab formet mellem promotere, pladeselskaber og dj’s fra den alternative elektroniske scene i København. 27. december holder de en fest i Pumpehuset, hvor overskuddet fra denne fest vil gå ubeskåret til aktiviteter, der fremmer den lokale scene.

En række aktører fra den alternative elektroniske scene i København er gået sammen under DJ FORENINGEN, der skal bidrage til at sætte det lokale musikmiljø på den internationale dagsorden. Regnsky har talt med en af initiativtagerne bag foreningen, dj’en og pladebossen COURTESY, der forklarer, hvordan foreningen skal indfri dette mål.

Kan man tale om et momentum i en musikscene? Det vil en lang række aktører fra det alternative elektroniske musikmiljø højest sandsynligt argumentere for. Hovedstadens såkaldte “undergrund” har over de seneste år påkaldt sig stor opmærksomhed fra både udenlandske medier, klubber og ikke mindst turister, der oplever en tiltagende interesse for de københavnske technofester, musikkollektiver, pladeselskaber og dj’s.

Og dette momentum har nu resulteret i, at en lang række aktører fra det elektroniske musikmiljø har dannet fælles front i en forening, der meget passende har fået navnet DJ Foreningen.

Målet med DJ Foreningen er, at de både de individuelle medlemmer og den københavnske scene som helhed bliver stærkere og mere eksponeret lokalt, nationalt og ikke mindst internationalt. Det fortæller Najaaraq Vestbirk, der dj’er under aliaset Courtesy og driver pladeselskabet Kulør, og som netop nu regnes for en af de største danske dj’s på den internationale scene.

“Alle har gang i små succes-projekter, som alle sammen på en eller anden måde har sindssygt meget potentiale. Og når vi så går sammen og hjælper hinanden med støtte, sparring og vidensveksling, så løfter man også de projekter til et helt andet niveau, end hvis de selv skulle sidde og lære tingene alene.”

Helt konkret handler DJ Foreningen om, at medlemmerne støtter op om om drifts- og udviklingsinitiativer. Det kan eksempelvis i forbindelse med PR, pladeudgivelser, fester eller noget fjerde – så længe initiativerne “hjælper med at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden”. Derudover vil DJ Foreningen en gang hvert halve år arrangere stort anlagte fester med foreningens medlemmer på plakaten, hvor festens overskud vil gå ubeskåret til “aktiviteter, der fremmer den lokale scene”.

Men formålet med DJ Foreningen er lige så vigtigt, at behovet for sparring, erfaringsudveksling og hjælp til projekter italesættes og udnyttes, forklarer Najaaraq Vestbirk.

“Foreningen udspringer af, at vi sammen så, at der var et behov for en sparringsgruppe, fordi vi alle stod og havde brug for at hjælpe hinanden med en masse opgaver. Nogle folk havde brug for kontakter til PR, som jeg har siddet rigtig meget på tidligere. Der har været en masse, der skulle have hjælp til distribution, og der var nogen, der bare akut skulle have sendt nogle plader ud. Vi har behov for at stå sammen og lave noget sammen. Vi sad alle og var nogle lidt forskellige aktører her i den alternative elektroniske musikscene, som hver især sad på noget af denne viden. Og så besluttede vi os, at det ville være federe, hvis vi bare slog os sammen og lavede en forening, hvor vi vidensmæssigt kan sparre helt vildt meget. Fremadrettet vil det så bare være fedt, hvis vi holder en stor fest hvert halve år og så som foreningen være med til at udpege nogle projekter, som vi føler har fortjent noget ekstra.”

Courtesy aka Najaaraq Vestbirk (foto: Fee-Gloria Groenemeyer)

Dannelsen kommer i slipstrømmen på en udvikling i miljøet, hvor de forskellige parter internet er rykket tættere sammen. Eksempelvis fører festarrangører og promotere i dag en samlet kalender, så de involverede parter – ved at spille med åbne kort – forsøger at undgå, at de planlægger ambitiøse og dyre fester den samme nat og derfor ikke skal kæmpe om den samme, relativt smalle publikumsmængde. Og i sommer, da Strøm var bannerfører for en underskriftindsamling for en mindre restriktiv støjpolitik, var flere uafhængige organisationer fra den musikalske undergrund samlet i en politisk kamp, der risikerede at indskrænke bevægelsesfriheden for udendørsaktiviteter og andre fester.

Najaaraq Vestbirk – der i øvrigt netop er blevet nomineret til Steppeulvens nye Initiativpris ‘for sin indsats for fremme den elektroniske musikscene herhjemme’ – fortæller, at hovedstadens festarrangører, dj’s og promotere er holdt op med at kæmpe om København – og i stedet om verden.

“Før i tiden var scenen bare københavnerorienteret, så alle kæmpede om at holde den fedeste fest i en lille storby. Nu turnerer disse mennesker og grupper i udlandet, og der er uendeligt mange klubber i udlandet, så der er ikke længere behov for konkurrence. I stedet handler det om, hvordan vi kan få flere af os derud. Så jeg tror, det er det, der har været udviklingen. Lige nu er der bare ekstremt meget originalitet i det, som kommer ud af København, og det gør bare, at verden er interesseret i det, der sker her. Og det gør, at folk bliver mindre territoriale, fordi det er ikke bare længere de samme tre spillesteder, der kæmper om hele byen.”

Hvordan kan DJ Foreningen så konkret bidrage til at sætte dansk elektronisk musik på den internationale dagsorden, som I skriver det?

“Lige nu snakker vi om strategier og udveksler kontakter. Vi går ind og giver støtte til PR hos internationale bureauer, som arbejder specifikt med eksperimenterende elektronisk musik. Jeg har været i musikbranchen i 12 år, og min personlige erfaring er, at det er få internationale succeshistorier, vi har haft i Danmark i de senere år. Der har bare været lidt dødt i 10 år. Den seneste danske succes på den internationale scene, der har været spændende, er sådan nogen som Kasper Bjørke og Tomas Barfod med Filur. Og det er jo mere end ti år siden, de slog igennem. Nu er der denne enorme opmærksomhed og potentiale i danske eksperimenterende labels og kunstnere. Det er blandt andre sådan nogen som Puce Mary, der udkommer på PAN. Der er mange, der sparker røv i udlandet, og det er ikke kun, fordi de har noget originalitet. De samarbejder og netværker.”

Hvordan kan man så måle, om I indfrier de målsætninger, I har sat op for jer selv?

“Jeg tror, man vil kunne se det i forhold til en artist som Kasper Marott og det pladeselskab, han er med til at køre nu (Axces). Hans karriere ser først og fremmest vildt lovende ud, fordi han er en fantastisk producer, men også fordi han er en del af en scene, der vil ham det bedste, og hvor vi støtter og løfter hinanden. Jeg tror, at der vil komme langt flere af de succeshistorier, fordi folk er så dygtige og ønsker at fremme en musikalsk spændende tid i København. Projekter dør af alle mulige forskellige grunde. Enten er folk stressede, eller også løber de ind i en blindgyde. De kan også brænde nallerne på en aftale, de har indgået. Hvis man så har venner, man kan ringe til for at få rådgivning eller opbakning, så undgår de, at de mister gejsten omkring et projekt, som jo er meget normalt, hvis man sidder alene om noget, der er rigtig svært. Og der skal vi være et organ, der sikrer, at ting ikke dør, når det bliver svært, hvis der er potentiale i dem. Vi vil hjælpe hinanden igennem de ting, der er svære, og over på den anden side.”

Najaaraq Vestbirk har de seneste par år været en eftertragtet dj i udlandet, og hun har brugt hundredevis af timer i selskab med profiler fra internationale musikmiljøer. Alligevel mener hun ikke, at der hverken herhjemme eller i udlandet findes noget sidestykke til det, som DJ Foreningen repræsenterer.

“For mig er det første gang, vi laver noget, der på denne måde går på tværs af genreskel. Vi har haft et tæt samarbejde i technomiljøet i nogle år, og jeg kender Kasper Marott og Daniel Bruhn (aka dj’en Dee Brown og labelboss på CUP, red.) og mange andre fra scenen, men det er første gang, hvor vores samarbejde ikke er musikgenre-betinget, og det, synes jeg, er rigtig fedt. Scenerne i udlandet er meget mere fragmenterede, end de er i København. Det eneste ‘community’, jeg mener minder lidt om København, er Bristol. Men de har ikke som sådan en forening for promotore. Jeg har aldrig hørt om nogen, der på en måde har sagt, at ‘nu har vi et momentum i vores lokale scene, nu skal vi hjælpe hinanden’.”

Der er sikkert også andre aktører, producere, pladeselskaber og arrangører i København, der kunne være interesseret i at være med i DJ Foreningen, med alt hvad det indebærer af erfaringsudvekslinger. Vil det være muligt for jer at åbne op for endnu flere aktører?

“Vi er ved at definere medlemsrammen og udkastet til, hvordan vi skal organisere os i fremtiden. Jeg tror, vi tager et event ad gangen. Nu holder vi denne fest, og så er vi en defineret gruppe af hvem, der bestemmer, hvad pengene skal bruges til. Og så tror jeg helt klart, at vi i fremtiden åbner op for, at man kan blive foreningsmedlemmer under disse rammer. Lige nu er vi gået sammen, fordi vi er nogle mennesker, der godt kan lide hinanden på trods af, at vi arbejder med forskellige genrer. Men vi arbejder med musik på samme måde, og der er ikke nogen, der tvivler på musikken og kvaliteten i denne gruppe.”

Medlemmer af DJ Foreningen tæller pladeforretningen Percy, pladeselskaberne ØEN, KulørC.U.P.Petrola 80Axces og Euromantic, mastereringsstudiet Six Bit Deep samt Fast ForwardFyraftensboogie og Bunkerbauer.

DJ Foreningens første fest foregår på Pumpehuset den 27. december. Køb billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Månedens bedste tracks: November 2018

Regnsky siger farvel til november ved at se tilbage på månedens bedste numre, og det er endnu en gang blevet til en mangefacetteret blanding af genrer, udtryk og nationaliteter, der er repræsenteret i dette batch!

Anderson .Paak – 6 Summers


Det længe ventede album Oxnard er blevet en blandet affære. Det er det fordi, at Anderson. Paak ekspeimenterer en del mere, end han gør på det forrige soloalbum, Malibu. Det ender ud i et par missere, men det mest vellykkede eksperiment er 6 Summers, hvor man skulle tro, at Paak havde været inde i et rytmiklokale for at lave at lave et nummer ud af alle de instrumenter, som altid bliver valgt til sidst i musikundervisningen. Man skulle ikke tro, det kunne fungere, men havde han været til eksamen, havde han fået A+. Blandt andet på grund af nok det mest elegante beatswitch siden The Gaslamp Killer’s ‘Nissim’ fra 2012. Han både synger, rapper og smider de mest simple men californiske guitarriffs og beats indover sit værk, der omfavner udtrykket ‘organiseret rod. Og så klæder det ham i den grad at være politisk. Slår man op i en ordbog under ‘overskud’, burde der være en lydfil med 6 Summers. (Mathias Gavnholt)

A$AP Rocky – Sundress

Lige som man troede, at A$AP Rocky ikke kunne bevæge sit udtryk længere væk fra, hvordan det startede på debutalbummet Long.Live.A$AP, udgiver han singlen Sundress. Hvor han dengang samarbejdede med blandt andet Skrillex for at lave hård og mørk hiphop, har han på Sundress allieret sig med efterhånden legendariske Danger Mouse og samplet et otte år gammelt Tame Impala nummer. I stedet for at blive slået i gulvet af en hård bas og aggressive rim, bliver man med Sundress’ opadgående, friske rytmer og lækre keys sendt direkte frem til næste års solstråler. Mellem rapperens sang er der et enkelt veltimet vers, og det klæder ham med det mere subtile udtryk. Sundress er endnu et bevis på, at A$AP formår at blive ved med at være relevant. Men okay, det er også svært at fucke op, når man får hjælp af et af tidens bedste bands og bedste producer. (Mathias Gavnholt)

Goss – There’s Just So Much A Heart Can Take

Jeg har været fan af Goss-projektet siden singlen “Time” blev udgivet sidste år, og at han nu har valgt at udgive endnu en EP, var rigtig gode nyheder for mig. Generelt er jeg fan af alle fem tracks på “Homeland Security“-EP’en, men “There’s Just So Much A Heart Can Take” vinder klart min førsteplads. Den er slæbende, den er svævende og mixer perfekt det organiske og elektroniske, og lytteren bliver taget med gennem mange forskellige rum og universer på kun 3,5 minut. EP’en omhandler langdistanceforholdet med kæresten , så de forskellige rum gør kun tekstens billeder endnu mere tydelige. At MØ låner sin vokal til andet vers, og på perfekt vis fuldender den længselsfulde kærlighedsballade, gør mig kun endnu mere lykkelig. (Line Mortensen)

Gurli Octavia – Clone 

Jeg er vild med Gurli Octavias folkede og nordiske univers. Hendes sange er altid den perfekte blanding af mystik, magi og personlighed. “Clone” er ingen undtagelse, og den er med sit organiske og slæbende udtryk endnu en god fortælling i rækken fra Octavia. Normalt er jeg til de mere elektroniske skæringer, men Gurli Octavia lokker mig gang på gang ind i hendes univers med hendes fantastiske melodier og personlige fortællinger. Melankolien vælter ud gennem højtalerne på den evigt antiklimatiske “Clone”, og teksten får sat mine tanker i gang. Jeg er virkelig imponeret over denne udgivelse, og glæder mig kun til mere! (Line Mortensen)

DJ Different – Permission 2 Dance

Den versatile svenske producer DJ Different (Aleksandar Zekovski) er rykket ind i folden hos det indflydelsesrige og hyperaktive label Lobster Theremin, og det fejres med ep’en Permission 2 Dance, hvor titelnummeret med sit heftige tempo, sin storladenhed og de emotionelle post-rave-fornemmelser ikke holder sig tilbage. (Morten Bruhn)

Deena Abdelwahed – Khonnar

Arabisk identitet og social uretfærdighed som sexisme og homofobi er blot nogle af emnerne på tunesiske Deena Abdelwaheds debutalbum, Khonnar. Albummet byder på et unikt og radikalt blend af klublyd og manipulerede arabiske instrumenter, og det er slet og ret et af årets bedste. Et indfaldspunkt på pladen er svært at udpege, men dyp eventuelt tæerne på den insisterende og hypnotiske Tawa. (Morten Bruhn)

Ciel – The Twirler (Central Remix)

Kønspolitik – og isærdeleshed et større fokus på safespaces i nattelivsinfrastrukturen for udsatte minoriteter – virker i det hele taget til at have fået større opmærksomhed og et større areal at udfolde sig på. Octo Octa, Violet (der gæster København lørdag!), Eris Drew, Peach og Ciel er nogle af frontløberne på dette område. Sidstnævnte har netop udgivet ep’en Hundred Flowers, der indkapsler betydningen af sikkerhed i en fysisk forstand og et opgør med angst og lede på dansegulvet. Alle numre er stærke, men vi har den rød-hvide klaphat på og anbefaler i stedet Centrals (aka århusianske Natal Zaks) remix af The Twirler. (Morten Bruhn)

Saba – Stay Right Here feat. Mick Jenkins & Xavier Omär

Saba er ekstremt svingende i min bog, men på ‘Stay Right Here’ rammer han plet. Chicago-rapperen er godt hjulpet på vej af stærke features fra den soul-croonende Xavier Omär på omkvædet, og et stærkt vers af albumaktuelle Mick Jenkins. Sangens beat bobler afsted med alt godt fra percussion-kurven i folkeskolens musiklokale tilsat et horn eller to, der leder tankerne hen på The Social Experiment. (Nikolaj Boesby Skou)

Modeselektor feat. Flohio

Steroidepumpende, pupiludvidende og hårdtslående er tre ord jeg ville bruge til at beskrive Flohios levering på Modeselektors instrumental. Grimeflowet skærer klart igennem på det tunge industrielle beat. Det lyder som en mere poleret og klubklar udgave af Kanye Wests ‘Send It Up’, man kan i hvert fald mærke de skarpe synths, der svejser og metalsaver sig gennem sangen. Flohio kan opleves på næste års Roskilde Festival. (Nikolaj Boesby Skou)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Månedens bedste tracks: Oktober 2018

November er over os, oktober er et overstået kapitel, men inden vi helt siger goddag til det nye måned, hylder Regnsky nogle af de udspil fra ind- og udland, der var med til at definere det forgangne.

Desire – Tears From Heaven

Synthpop-trioen Desire, der består af Megan Louise, Nat Walker og Johnny Jewel (som også er med i Chromatics og Glass Candy, og som driver pladeselskabet Italians Do It Better), er tilbage med sit første udspil siden 2009. Tears From Heaven er en forsmag på et album, der er sat til at udkomme i 2019, og nummeret byder på poleret og mørk synthpop lig den, der for snart et årti siden gav gruppen kultstatus for sit bidrag til Nicolas Winding Refns film Drive med nummret Under Your Spell. (Morten Bruhn)

Lyra Valenza – Reality Blizz

Danske Lyra Valenza har på kort tid gjort sit navn kendt på den internationale scene, og nu er duoen bestående af Jens Konrad Barrett (Sigurd Barretts søn(!)) og Hjalte Lehmann klar med en ep på det fremadsynede britiske label Opal Tapes. Ep’en hedder Scan, Deliver, hvorfra den 150 bpm-torpederende post-rave-single Reality Blizz kan høres nu. Nummeret knytter tropiske synthlines med insisterende og inciterende akkordprogressioner og jungle-rytmik. Tænk… Aphex Twin? (Morten Bruhn)

Roísin Murphy – The Rumble

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Roskilde Festival bør som minimum gøre en ihærdig indsats for at skaffe irske Roísín Murphy til sin 2019-plakat. Det bør de, fordi den tidligere Moloko-forsangerinde i år har spyttet hele fire ep’er ud, der alle er producerede af house-originalen og legenden Maurice Fulton. I oktober kom det afsluttende kapitel så, The Rumble / World’s Crazy, hvor førstnævnte skæring både skuer tilbage mod house-lydens oprindelse og frem mod i dag. Roísín Murphys vokal er som fløde lagt ned over Fultons klassiske house-beats og piano-stabs. (Morten Bruhn)

NAO – Curiosity

Siden jeg for første gang hørte Mura Masa-samarbejdet Bad Blood, har jeg været en regulær NAO-fangirl. Det er med stor glæde, at jeg nu kan sætte mig ned og lytte til hele hendes nye Saturn-album, men jeg vil dog gerne fremhæve single-udspillet fra tidligere på måneden; Curiosity. Den slæbende, atmosfæriske stemning, som gennemsyrer nummeret, er tryllebindende, og sammen med hendes geniale vokal og korarrangementer er jeg simpelthen blæst bagover af hendes rå talent. (Line Mortensen)

Kwamie Liv – New Boo

ENDELIG! Efter alt for mange år har Kwamie Liv igen åbnet op for sin sang-godtepose og udgivet ny musik. Jeg er personligt selv vild med oktoberudgivelsen New Boo, der stemningsmæssigt minder dejligt meget om hendes tidligere udgivelser på Lost In The Girl-ep’en fra 2014. Den mystiske stemning og hendes dybe vokal er endnu engang den perfekte kombination, og den uforløsende måde, som New Boo holdes nede på fra start til slut, giver mig kun lyst til at høre mere, mere, mere! (Line Mortensen)

Thom Yorke – Suspirium

Ny genistreg fra manden, der besidder historiens flotteste falsetstemme, og som i sig selv er blevet en genre. Nummeret kommer fra det nye album Suspiria, som er soundtracket til Luca Gudagnino’s remake af Dario Argento’s klassiske horrorfilm. En filmisk genre, der er lige så mørk, mystisk og melankolsk som Thom Yorkes magiske lydunivers. Traileren til filmen ser så creepy ud, at jeg måtte stoppe efter 15 sekunder, men alligevel ser jeg det som et absolut must at skulle se og ikke mindst høre filmen i en biograf med en ordenlig surroundsound. (Laura Fromm)

Robyn – Ever Again

Sveriges ukronede pop- og dancehallqueen er efter seneste genistreg Body Talks tilbage med et emotionelt, dybt og honningsødt abum, Honey. Udgivelsen har været undervejs i otte år, og jeg er efter første lyt allerede lige så stor fan af det som de foregående plader. Robyn har genforenet den gamle lyd med flere farver, dynamik og samarbejdspartnere som svenske ZHALA, der før har været med på turné. Pladen slutter efter min mening med det bedste nummer, Ever Again, og bidrager til en af de der A-Z oplevelser. Jeg kan ikke vente på, hvornår en af sommerens festivaler løfter sløret, slipper bierne løs og lader forventningsfulde fans sværme helt tæt på den længe ventede honning #PrayforRobyn!!! (Laura Fromm)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bjarke Niemann: “Jeg kan godt lide det simple i at være på en længere rejse, hvor man ryger dybere ind i noget og hvor adspredelse er noget, man prøver at undgå”

Efter en fire år lang proces er Lightwave Empires debutalbum, Heart of Noise, på gaden. Siden udgivelsen har frontmand Bjarke Niemann fortalt den tragiske historie om, hvordan han skrev de lyse sange på albummet for at opmuntre sin kone, efter hendes mor begik selvmord en juleaften. Historien er blevet taget op i alt fra Politiken til Se og Hør. Derfor besøger jeg Bjarke i hans studie i Kødbyen til en snak om at blive sammenlignet med sine tidligere værker i Spleen United, om at lave musik med andre og om at indspille i LA.

Pressefoto – Rasmus Weng Karlsen

Hvor meget betyder omgivelserne, når du indspiller et album?

Det betyder rimelig meget. Ikke at det er nødvendigt, men det har en indvirkning på det, man får lavet. Lightwave Empire orienterer sig mod californisk indie/ pop-rock, og det passer meget godt ind i de radiokanaler, der kører derovre. Jeg har været derovre ret meget de sidste fem år og har helt klart fundet noget forfriskende i at få skiftet mine omgivelser ud. Jeg tror lige så langsomt, det har påvirket mit syn på det musik, jeg har lavet i den periode. Der er nogle døre, der er blevet åbnet op, som har været lukkede for mig før, fordi jeg syntes, de har været unaturlige og måske lidt kiksede også.

Omvendt er der nogle ting, jeg ikke har haft lyst til at lave, som har været mere nordiske, og som har været sådan noget melankolsk indie for eksempel. Det kan vi super godt lide her i Danmark, og jeg har også altid beskæftiget mig med det og altid synes, at det var det eneste rigtige. Den trives ikke i LA. Nu gik jeg efter at lave noget lyst musik, og det passer meget godt derovre.

Du åbnede nogle døre, der før var lukkede, og som føltes kiksede. Hvad er det for nogle døre?

Det er noget med ikke at være så højtidelig i sin kunst. Det der med, når man kommer derover, så er der nogle klicheer, som måske virker lidt bedre. Det der med, at ting skal være nyskabende, er ikke så vigtigt, som det før har været for mig. Jeg tror, det er fordi, jeg er vokset op i Damark, hvor det simpelthen ikke har givet mening ikke at forsøge at være nyskabende. For vi har ikke haft nogen tradition at stille os på ryggen af.

Så Lightwave Empire er mindre højtideligt end det, du tidligere har lavet?

Helt klart, og det er meningen.

Hvad har inspireret dig på det nye album?

Lyrisk har jeg prøvet at være mindre abstrakt i mine tekster, end jeg har været før. Mindre ud-og-flyve-poetisk på en eller anden måde og mere forståeligt. Jeg har været mere inspireret af tekster som ”It’s a Wonderfull World”. To-the-point tekster. Det har været en fed nok ting for mig at prøve. Musikalsk set har jeg været mere inspireret af de ting der kører derovre nu. Det lader til, LA har haft en fin bølge. Førhen har den været lidt død. Nu er det mere sådan noget som Ariel Pink, der inspirerer mig. Den der lidt mere udkogte soul-vibe, som trækker på klassisk.

Skal du tilbage igen nu?

Det er lidt frem og tilbage. Jeg har boet derovre – også med mine børn og min kone. Det kan sgu godt være, vi tager derover igen. Så kan jeg sætte lidt arbejde op derovre. Det er en rigtig fed by at være i, hvis man har noget at arbejde med, for man kan det der med at lukke sig ind i en boble. Det kan man også kritisere byen for, for man kan lave sit eget univers og blive i det i lang tid. Men det kan jeg personligt super godt lide i perioder. Også musikalsk. Jeg kan godt lide det simple i at være på en længere rejse, hvor man ryger dybere ind i noget og hvor adspredelse er noget, man prøver at undgå. Man møder ikke nogen på gaden, fordi man kører rundt i biler. Pot er lovligt, så alle er også semi-skæve hele tiden og alle dasker bare rundt i deres eget projekt til det punkt, hvor det også bliver lidt til grin nogle gange, når alle serverer kaffe på Starbucks. Næsten alle der er der, er jo taget væk fra en eller anden del af verden, hvor de kedede sig, og det kan jeg jo godt relatere til. Det er jo også derfor, jeg bor i København og ikke i Vejle.

Hvad skulle du lave derovre, hvis du tog derover igen?

Jeg tror, jeg skulle lave en ny plade.

Med Lightwave Empire eller noget andet?

Det er jeg lidt i tvivl om. Fordi den her plade har taget så lang tid, og så har jeg en harddisk fyldt med materiale. Den her CD har ligget klar i to år og er gået i hårdknude pga. møder og labels. Det er, hvad der sker. Men det betyder, at jeg har haft tid til at skrive en masse. Nu skal jeg prøve at tjekke op på, hvad de forskellige ting på den harddisk er. Og hvilke projekter jeg skal sætte i gang. Det kunne være en ting, man tog over og lavede. Så er jeg også begyndt at få en del henvendelser omkring at skrive med andre.

Ghostwriting?

Nej. Lige da Spleen United kom frem, blev jeg tilbudt at skrive med nogle af de danske. Ikke Remee, men typer som ham. Det kunne jeg slet ikke udstå idéen om. Og jeg tror også, det var godt, jeg ikke gjorde det, men nu har jeg overvejet lidt, om jeg skulle prøve det. Jeg har så mange sange liggende, som jeg ikke kommer til at færdiggøre selv. Det kan måske give nogle sjove arbejdsprocesser, hvis man arbejder sammen om det, men jeg er hele tiden i tvivl om, om det kunne være ødelæggende. Det virker nogle gange som en lidt kommerciel skræmmemodel, som også er styret af at få nogle rettigheder ind på forskellige charts, så man kan få nogle penge. Så er der også en social ting ved det, som er lidt skræmmende. Jeg kan ikke køre sådan en vibe op, hvor vi står og high-fiver i studiet, hver gang vi har indspillet en akkord.

Handler det ikke også om at finde de rigtige at arbejde sammen med?

Jo, det gør det. Men man kan sige, det der er specielt for mig nu, det er, at jeg har fået afviklet mit band over nogle år og nu står solo. Det er der en frihed over, men det er også et andet liv. Det kan godt blive lidt mere stenet, når man kan få lov til at rulle alene med et eller andet i lang tid, Og derfor tror jeg, det der med ideén om at kigge mere på samarbejde er tillokkende.

Hvad med at medvirke som gæst på noget andet?

Det ville jeg have det fint med, men det kommer 100 procent an på, hvem der spørger. Jeg er blevet mere åben overfor det nu, hvor jeg før sagde nej til næsten alt det der af en eller anden grund. Jeg føler mig åben i forhold til musik på en lidt anden måde, end jeg måske har været før.

Hvordan kan det egentlig være?

Min relation til det musik, jeg laver, er ikke så intens, som da jeg var yngre. Dengang var det mere en forlængelse af min identitet oppe i mit eget hoved.

Er der nogle planer for Lightwave Empire udover de to koncerter I har på programmet?

Jeg kunne godt forestille mig, vi bookede nogle flere og så har jeg som sagt nogle numre, der kunne være meget fede at få indspillede og sendt ud.

Som også er med Lightwave Empire?

Ja, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed. For det er ikke i process endnu, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal lave dem. Om jeg skal finde en producer til at indspille dem. Så har jeg nogle andre numre, der lyder lidt anderledes, og som jeg ikke helt ved, hvordan skal passe ind. Men jeg ville gerne få udsendt lidt mere musik, fordi jeg har så mange ting liggende. Det tynger mig på en eller anden måde. Idéen om at jeg ikke når at få dem ud, inden jeg kradser af en dag.

Der er vel forhåbentlig nogle år endnu.

Jojo, men hvis jeg tager fem år om at lave en plade, så går matematikken ikke op.

Der er mange artikler om dit nye album, der handler meget om Spleen United.
Tror du det hæmmer eller styrker Lightwave Empire, at det bliver sammenlignet så meget med Spleen United?

Det er lidt tosidet, for Lightwave Empire er jo et kapitel i min historie, som jeg synes giver meget god mening. Jeg har jo skrevet alle sangene i Spleen United også, og det er også derfor, historien om min svigermor bliver interessant – fordi min sangskrivning ændrer sig. Ellers ville jeg aldrig have følt et behov for at snakke om det, tror jeg.

Der er også nogen, der synes, det er straight up nederen. “Fuck hvor er det ringe det nye, og hvor var det gamle bare fedt”, har jeg fået at vide. Og så kan man sige, at det behøver do jo ikke sige til mig, men hvis jeg skal tage de store sko på, så må jeg jo bare glæde mig over, at jeg på et tidspunkt har ramt nogle i deres liv, hvor de kunne rammes. Og så holder de fast i det, fordi en eller anden Spleen United-plade eller -sang har formået at komme ind til dem. Det kan jeg jo ikke være sur over.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

INTERVIEW: Gold Panda stortrives i det nye projekt ‘Selling’

Gold Panda (Derwin Dicker) og Jas Shaw som Selling (foto: Laura Lewis)

For knap to uger siden kunne man på Regnsky – og mange øvrige medier – læse nyheden om det nye musikalske projekt mellem Gold Panda og Jas Shaw (fra Simian Mobile Disco) som Selling. Sammen har de spontanudgivet albummet On Reflection, der byder på ni legende og kalejdoskopiske instrumental-ekskursioner, og som er det første egentlige kollaborative album med Gold Panda (aka Derwin Schlecker) på rollelisten.

Regnsky ‘slid into Gold Panda’s DMs‘ kort efter offentliggørelsen af pladen med fem hurtige spørgsmål om det nye album og om samarbejdet med Jas Shaw.

You’ve called ‘On Reflection’ “the most immediate and natural record I’ve ever made”, which I think is a pretty big accolade. Can you elaborate on what it was that made your collaboration with Jas feel so instinctive?

DERWIN: »Jas mixed Lucky Shiner and Half Of Where You Live, so it felt familiar being in the studio with him. I went to visit him because I hadn’t seen him for a few years and after a cup of tea and a chat he showed me round his studio and we just switched some gear on. We made two tracks which were about 40 minutes each, just messing about with a simple sequence. It was so easy and fun that we just decided to do more. Once we got better at getting the jam sessions shorter, the tracks became more structured and before we knew it we had 28 tracks.«

»I think we like to work in a very similar way, set up some stuff and keep tweaking things until the sequences become a bit messy and unexpected and surprise us, then hit record on the computer, and jam with whatever gear is running. Later we edit together the good bits and eat some cheese.«

How do you feel about the album? Do you see this as a natural transition after your three albums as Gold Panda?

»I’m really proud of it, I can listen to it and enjoy it because it’s not just me. I don’t think it’s a transition. I make lots of music. I see Gold Panda as certain music I make. I’ve made a lot of stuff in the last year and there are two more albums out this year under different names.«

When I listen to ‘On Reflection’, I recognise your sound immediately. And yet, there are hardly any tracks on the album that I would expect on a Gold Panda record. What were your contributions to this collaboration – and what were Jas’?

»Yeah, I definitely have a sound! It’s great because it’s natural for me, I don’t have to force it. Before I used to get annoyed that it would always sound like I had made it. I wanted to sound like other artists I admired, but now I think it’s my saving grace.«

»I’d say Jas did more work than me, especially in the editing and arranging stage after we recorded the jams, because he is way better at Pro Tools. I really hate arranging, I’m too impatient. I sat on the sofa behind him eating fudge and saying, “delete that bit, oh let’s get that bit louder“, like a backseat driver, haha.«

»When we’re making the tracks, Jas would be writing a sequence on the Cirklon and I’d be messing with a synth and then suddenly we’d get a combination of good loop and good synth sound and that would be our cue to hit record. Next time we’d swap, etc.«

How did the production of the tracks – with your tight touring schedules in mind – come about? Where you mailing ideas back and forth, or where you sitting in one room together and eventually thinking ‘this is what we wanted, this is actually pretty good’?

»I actually had a pretty quiet year and Jas has a family, so he was mainly dj’ing on weekends and at home in his studio in the week doing sessions. We did everything together in the his studio over about 10-15 days in about four or five sessions throughout 2017, so each day we’d make about four to six tracks!«

I’ve always been an admirer of your ability to discuss mental health, both in interviews and when I’ve seen you, where you haven’t been afraid to talk about feeling shit for a couple of days on a row. How are things today? Have you found a sense of normalcy in your life as a so-called ‘musician’?

»I’m feeling quite good today, thanks! But the black dog still follows me around, the void is always there, waiting to swallow me whole at any minute. I decided that I do really like making music or being creative as much as possible so why not try to focus on that? I still don’t see myself as a musician… sometimes I say I’m an artist, I should get a beret and an easel!«

________

Sellings ‘On Reflection‘ kan købes nu digitalt (via Bandcamp), og albummet udkommer ligeledes på vinyl 14. december

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *