Mammút: “Det er nemmere bare at blive sammen…”

Mammút Regnsky Roskilde Festival

Islandske Mammút udgiver i dag deres fjerde album, “Kinder Versions”, som samtidig er deres første engelsksprogede af slagsen. Jeg mødtes med de fem karismatiske nordboer inden deres koncert på Roskilde Festival. Det er muligvis det skøreste interview, jeg nogensinde har lavet, men det er, hvad der sker, når man fem dage inde i Roskilde Festival vælger at sætte en sen eftermiddagsdate op med fem personer på én gang – med hver deres øl i hånden…

Hvad vil I gerne sige med “Kinder Versions”?
Det handler om kærlighed. Men jeg tror, at det, der gør os til dem, vi er, er, at vi prøver at være så lidt verbale som muligt, når vi laver musik. Vi prøver at tale mindre og bare spille. Vi beslutter os aldrig for en bestemt rute at følge; konceptet opstår bare undervejs. I det hele taget er vi ikke så glade for at tale om musik. Vi vil hellere bare spille den.

Gør det det ikke lidt svært at give interviews?
Haha! Jo, men det er sjovt! Da vi skulle beslutte os for titlen på albummet, og vi stødte på “Kinder Versions“, vidste vi bare, at det var det rigtige. Fordi albummet går fra et mørkt sted til et lykkeligt sted. Hele ideen er kærlighed, hvor corny det end måtte lyde. Det hele er kærlighed – men fra forskellige udgangspunkter. Det koncept blev skabt undervejs.

Så kan man sige, at der er en naturlig udvikling på albummet?
Ja, men det var ikke planlagt. Nogle gange sker det bare. Du laver albummet, og så tager du et skridt væk og kigger på det – og først der kan du se, at ja, det er det, det handler om.
Men for os er hver eneste baslinje, guitarlinje og hvert eneste trommeslag vigtige. Ligeså vigtige som teksterne. Enhver stemme på albummet, også selvom den kommer fra et instrument, har en klart defineret ting, den prøver at sige. Vi prøver allesammen at sige noget med de lyde og de linjer, vi spiller. Vi prøver ikke bare på at spille; vi prøver på at leve det og mene noget med det. Til gengæld elsker vi at beskære vores sange, for vi gider ikke have noget bullshit i vores musik.

Hvorfor har I valgt at lave “Kinder Versions” på engelsk?
Jeg tror bare, at det er en del af den naturlige udvikling. Vi var nødt til at komme væk fra øen (Island, red.). Det er en vigtig pointe, for vi har været der i mange albums, og nu er vi nødt til at tage det næste skridt. Det er sundt for vores kreativitet at åbne den port.

Hvad er det næste skridt for jer?
Vi vil virkelig gerne bare lave det her. Og det kommer vi kommer til: Udgive det nye album og turnere meget. Bare spille, spille, spille! Vi vil fortsætte. Det er hårdt i musikbranchen. Virkelig hårdt. Så vi vil forsøge at gøre det lidt mindre hårdt.

Ja, I har været i musikbranchen længe nu. Sammen. Bliver I aldrig trætte af hinanden?
(Sagt på samme tid) Ja, vi gør! Overraskende nok, nej!
Hahaha! Ej, overraskende nok ikke så ofte, men selvfølgelig gør vi det. Ligesom familie. Du bliver også nogle gange træt af din søster, dine forældre eller din kæreste.

Men I har aldrig i de cirka 14 år, I har været et band, haft lyst til at splitte op?
Vi har været igennem en masse lort som band. Også lort som sikkert burde have fået os til at give op mange gange. Og vi har været lige ved, men vi gjorde det aldrig, for det giver ingen mening ikke at være et band. Det er så stor en del af vores liv. Det er nemmere bare at blive sammen.

Med andre ord er I for dovne til at sige stop?
Haha, ja, præcis. Du vokser op som et band med de samme mennesker. Vi har været i bandet i mere end halvdelen af vores liv. Faktisk nærmest hele den del af vores liv, vi kan huske, for du husker ikke rigtig noget, fra du er helt lille. Du ved ikke, hvordan du kan leve uden det. Og der er stadig passion, og vi respekterer hinanden. Det giver ingen mening at stoppe. Og hver gang vi laver en god sang eller et godt album, sker der noget meget unikt. Vi kan mærke, når det sker, og det er ikke noget, du bare kan beslutte at gøre et andet sted. Det er meget specielt. Så selv når vi er trætte af omstændighederne, vil musikken altid holde os sammen.

Er I, hvor I gerne vil være som musikere?
Vi er det rigtige sted lige nu. Der er selvfølgelig altid et mål foran dig, men lige nu føler vi, at vi er det rigtige sted. Især på den her festival. Men hvis du har nogle penge, så… især kontanter!

Det er der ikke nogen, der har fortalt mig…
Vi ruller dig efter interviewet.

Fair nok. Sådan er det vel at være en del af den hårde musikbranche… Er der noget, I gerne vil sige, inden vi slutter?
Bare at vi elsker alle jer, som har lyttet til os. Og at vi elsker jer for at holde os ud i så lang tid. Og vær søde at sende os penge. Giv os nogle penge. Kontanter! Euro! Vi foretrækker euro. Ikke kroner!

Med den opfordring vil jeg da bare opfordre dig til at tjekke “Kinder Versions” ud herunder, hvis du er til indierock med et islandsk twist. Eller hvis du bare gerne vil undgå at blive rullet af fem frejdige islændinge…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Oh Wonder interview: “Vi vil ikke være berømte!”

Oh Wonder Regnsky Heartland

På fredag den 14. juli udsender britiske Oh Wonder deres andet officielle studiealbum. Vi mødtes med Josephine Vander Gucht og Anthony West til en snak om det nye “Ultralife”-album og deres turnéliv, da de besøgte Danmark og Heartland Festival i juni.

På papiret er det bandets andet album, men langt hen ad vejen føles det som Oh Wonders første egentlige album. For det selvbetitlede debutalbum var nemlig i højere grad en samling af 15 singler, der egentlig ikke var skabt til at passe sammen. Debutalbummet opstod nemlig ud af et dogme, hvor Josephine og Anthony havde besluttet sig for at udgive ét nummer om måneden over et år.

Det må være en del anderledes for jer denne gang, hvor der er tale om et rigtigt album så at sige…
Josephine: Ja, det føles sådan. Det er underligt at sidde på så mange sange og så dele dem alle sammen på én gang, når vi var vant til at udgive en sang om måneden sidste gang.
Anthony: På samme tid er det underligt at udgive sange fra albummet, for du har mest bare lyst til at dele det hele og sige: “Det er sådan her, det skal lyde!” Den 14. juli bliver en god dag, når vi endelig udgiver “Ultralife”.

Hvordan har processen med at lave albummet været denne gang?
Anthony: Vi var på turné i…
Josephine: …halvandet år…
Anthony: …og da vi kom hjem, tog vi direkte i studiet.
Josephine: Mere eller mindre. Vi tog til New York i en måned og skrev halvdelen af albummet der, og så skrev vi den anden halvdel, da vi kom tilbage til London. Og så indspillede vi det hele over en periode på to-tre måneder derhjemme, hvilket var så skønt, fordi vi havde været på farten virkelig længe. Det var fantastisk bare at kunne stå op, lave morgenmad og så bruge 12 timer i studiet.
Anthony: Mere end 12 timer vil jeg sige.
Josephine: Haha, ja okay, 20 timer i studiet.
Anthony: Ikke så meget søvn. Det var godt!

Min oplevelse med “Oh Wonder”-albummet var i høj grad, at jeg på en måde selv var med til at bygge det. Hvordan var det for jer?
Josephine: Haha, ja. Det var rigtig meget sådan. Det føltes som en samtale mellem os og andre mennesker. Vi lavede ikke albummet i et vakuum. Det mere sådan: “Her er en sang!” Og så ville vi få feedback med det samme. Det var som at have tusindvis af mennesker overalt i verden som dommere på hver eneste sang. Det var fantastisk og et kæmpe privilegium for os.
Anthony: Det bedste ved at være et band er at udgive musik, så at kunne gøre det hver eneste måned er helt fantastisk.

Jeg har lyttet til de nye singler, og umiddelbart synes jeg, at de virker lidt mere forskelligartede i forhold til genrer og stilarter. Er det bevidst?
Josephine: Ja, vi har forsøgt at eksperimentere. Det første album var åbenlyst lavet uden noget perspektiv. Det var bare en sang, en sang, en sang…
Anthony: Ja, sidste gang handlede det om sangene. Denne gang har vi fokuseret på helheden.
Josephine: Præcis. Vi har lavet albummet som en helhed, som man bør lave et album.
Anthony: Det er bare mere dynamisk. Vi har haft muligheden denne gang for at sige, at vi har brug for en massiv sang som den anden sang, eller hvad det nu var. Vi er meget tilfredse med, hvor vi er endt op, hvilket er mega cool.

Hvilken sang er jeres yndlingssang fra det nye album?
Josephine: Min yndlingssang er nok det sidste nummer, “Waste”.
Anthony:: Min er åbneren, “Slip Away”. Den har et lækkert groove.
Josephine: Alt det i midten er lort!

Hvad vil I gerne sige med “Ultralife”?
Josephine: At det er okay, at der er tidspunkter, hvor du ikke føler, at du kan overskue livet. Og at det er lige så okay at vide, at der er dage, hvor du har det ultra og fantastisk og føler dig uovervindelig som en superhelt. Den næste dag kan du så igen have det forfærdeligt og ikke have lyst til at forlade dit hjem. Altså at det hele er helt almindelige følelser.
Anthony: Alle skal igennem det.
Josephine: Det skal vi også, når vi er på tour. Albummet er meget personligt på den måde. Vi har virkelig taget vores personlige erfaringer fra turnélivet og puttet dem ind i albummet. Ubevidst. Det var ikke planlagt – det er bare endt sådan.

Hvordan har I det med at være på turné?
Josephine: Det er helt utroligt fedt!
Anthony: Jeg tror, at fordi vi kom frem gennem Spotify og Soundcloud, så er vi ikke store ét sted, hvilket er fantastisk. Vi er meget heldige, at vi ikke kun er store i det nordlige England. Vi får lov til at tage på turné i hele verden. Der er nogle steder, vi ikke har været endnu. Vi har ikke været så meget i Asien, så der skal vi hen i næste måned (juli, red.). Og vi skal til Sydamerika.
Josephine: Vi får lov til at se verden.
Anthony: Det er vi meget taknemmelige for. Vi er nok først hjemme igen i 2019, haha!

Hvordan har I det med det?
Josephine: Det er ret utroligt, men det betyder selvfølgelig, at du går glip af en masse almindelige ting såsom dine venners fødselsdage. Min mor er ret irriteret, for jeg har ikke været hjemme til hendes fødselsdag de sidste tre år.
Anthony: Der er en del ofre. Du går glip af hverdagsting.
Josephine: Ja, alle de ting, som det går op for dig, er vigtige i livet. Mennesker har ambitioner om at blive popstjerner og rejse verden rundt, men hvad der i virkeligheden er fantastisk, er din familie, dine venner, at passe på dig selv. At skabe et hjem et sted… De ting er virkelig vigtige. Så hver gang, vi er hjemme, prøver vi at samle alle omkring os og virkelig presse det sidste ud af de timer, vi har. Det får dig til at sætte meget større pris på de ting.
Anthony: Og det får dig til at sætte pris på søvn…
Josephine: Ja, vi sover aldrig.

Jeg har læst et sted, at I ikke vil være store, berømte popstjerner. Vil I det?
Josephine: Åh, Gud nej!
Anthony: Jeg vil stadig ikke være berømt.
Josephine: Vi er ikke berømte, så det er ok. Det ville være forfærdeligt.
Anthony: Det er bare en del af det at være et band. Det er den side af det, du virkelig ikke har lyst til at være en del af.

Hvordan vil I undgå at blive berømte?
Josephine: Jeg tror, at folk, der bliver berømte, i høj grad bliver det, fordi de gerne vil. Se på sådan en som Adele. Hun er nok en af de mest kendte musikere i verden, men vi ser hende aldrig. Vi ser en masse andre bands til events men aldrig Adele. Du læser aldrig om hende i aviserne. Hun bliver formentlig aldrig forstyrret på gaden. Hun siger, at hun går tur med sit barn i en park i London, og at ingen stopper hende, fordi hun har markeret sig som en, der ikke søger berømmelse eller spotlyset eller at være en del af hele kendiskulturen. Det er en svær balance, men hun har været smart.
Anthony: Der er en linje et sted, og hvis du krydser den, bliver du forstyrret resten af dit liv. Så… Vi prøver at undgå at krydse den linje!

Hvad vil I gerne opnå?
Josephine: Jeg ved det ikke. Alt, hvad jeg gerne ville opnå, har jeg allerede opnået.
Anthony: Vi er færdige! Haha. Ej, vi har ingen forventninger. Det er den primære ting. Jeg mener, at hvis du har forventninger, vil der være et pres for, at du skal indfri dem. Hvorimod hver eneste dag for os bare er en fantastisk bonus. Vi havde aldrig troet, at vi skulle spille en koncert; hverken i Danmark eller et andet sted i verden. Så det er meget specielt.
Josephine: Mit personlige mål er bare at bevise over for folk omkring mig, der fortalte mig, at det var umuligt, at du kan leve af at lave noget, du elsker. Og det gør jeg nu, så selv hvis det sluttede i morgen, kunne jeg sige: “Hey, jeg gjorde det!”
Anthony: …og nu går jeg på pension!
Josephine: Haha! Mit nye personlige mål er at blive bedre til at nyde hvert øjeblik af det. For det virkelig nemt at blive fanget i, at jeg er træt, jeg har ikke sovet i tre dage, og alt er lort.
Anthony: Og det er nemt at få ind i hovedet, at vi spiller en koncert i 2018, men vi spiller altså i dag her i 2017.
Josephine: Ja, vi er i Danmark i verdens smukkeste omgivelser. Lad vær med at bekymre dig om alt det andet. Bare vær her. Bare det at sidde her (i artist village, red.) på festivalen er sikkert nogens drøm. Og det her er bare én dag. Det er vigtigt konstant at minde dig selv om at nyde det hele, for det er nemt at komme til at glemme.

Tusind tak for snakken.
Josephine: Tak, Peter.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Her er snydekoderne til fredagens program

Den Sorte Skole Regnsky
Foto: Jesper Palermo

Fredag står for døren. Vi er halvvejs gennem Roskilde Festivals musikdage. Du er træt, jeg er træt, ham/hende, du kigger på lige nu, er med sikkerhed også træt. Programmet bliver sværere og sværere at overskue. Hvad vi alle har brug for, er en nem og indsatsløs metode til at få et overblik og finde ud af, hvad der skal ske. Det vil jeg gerne hjælpe med. Derfor præsenterer jeg her snydekoderne til fredagsprogrammet, som giver dig evigt liv og fuldt overblik over det vigtigste. I hvert fald det sidste.

Hvis din torsdag blev sen, og du ikke kan stave til iddqd, kan du bare scrolle lidt længere ned på siden. Jeg vil nemlig starte med at fortælle dig, at du bør begynde din dag med at besøge to danske kunstnere:
Først First Hate på Apollo klokken 12 og dernæst Cancer på Avalon klokken 13. Ind imellem kan du købe en cola eller en milkshake. Eller morgenmad. Milkshaken kan selvfølgelig også være din morgenmad. Dit liv, dine regler, du ved.

Både First Hate og Cancer skaber behagelig, omfavnende musik, som man godt kan overskue at stå eller sidde (i regnen) og lytte til. For First Hates vedkommende vil Anton Falcks rolige baryton skabe en slags blødt velourskjold, som kan holde de værste tømmermænd på afstand, mens du roligt rokker frem og tilbage til duoens yderst velskabte synthpop.

Så er du nemlig også helt klar til at nyde Cancer aka Nikolaj Vonsild fra When Saints Go Machine og Kristian Finne fra Chorus Grant, når de krammer dig varm med silkeblød drømmepop. Det er noget mere eksperimenterede end First Hate, men alligevel behøver du ikke tænke så meget. Du kan bare give slip og glide ind i deres drømmende univers ledsaget af Kristian Finnes lækre guitarspil og Vonsild overjordiske vokal.

Så er det nu, at alle jer, som har behov for at sove længe, kan begynde at læse med igen!

De morgenfriske har nemlig nu fået frokost, fundet deres venner, og klokken nærmer sig der, hvor eftermiddag bliver til aften. Det betyder, at vi i samlet flok bevæger os mod Avalon (eller bliver siddende, hvis du ikke har formået at flytte dig efter Cancer – Meyers er lige ved siden af, så det er fair nok, hvis du er blevet hængende), hvor Angel Olsen giver koncert klokken 17. Det vil du gerne høre – trust me!

Angel Olsen er nemlig i al beskedenhed verdens bedste kvindelige singer-songwriter lige pt. Hvis du hørte Kevin Morby onsdag, som jeg sagde, du skulle, så vil du helt sikkert også gerne høre Angel Olsen. Hvis ikke, så er det på tide, at du tager til koncert med en vaskeægte historiefortæller. Hendes musik er vel egentlig country i genren, men med så mange finurlige twists og udefrakommende elementer, at det bare bliver til Angel Olsen. Nogle gange er det grunget, andre gange poppet – men altid er det godt!

Efter Angel Olsen står du og jeg ved en ret afgørende skillevej. Dit valg afhænger i høj grad af, hvor godt din krop har det på nuværende tidspunkt. Du har to valgmuligheder:
Enten kan du købe en drink og gå over til Gloria klokken 18.30, hvor det excentriske australske synthpopfænomen Alex Cameron holder til – ham har Angel Olsen i øvrigt sagt, at hun lytter til, mens hun træner. Du behøver derimod ikke træne for at høre ham. Eller også kan følge strømmen mod Orange Scene klokken 19, hvor entertainer og fidusmager Father John Misty er klar til at synge fjollede sange og formentlig opføre et nyt, absurd teaterstykke imens, ligesom han gjorde sidste gang han besøgte Roskilde Festival.

Dermed ikke sagt, at Alex Cameron er en mindre entertainer end Father John Misty, for det er han bestemt ikke. Han er nok bare mere selvdestruktiv og knastør i sin humor, så det er vel det, man må kalde en smagssag. Personligt er jeg nok mest til Alex Cameron-humor. Musikalsk står valget mellem bas, synths og en langsom fest hos Alex Cameron eller en mere afslappende og hyggelig start på aftenen foran Orange, hvor man – hvis vejrguderne gider – sikkert godt kan få lov til at sidde ned og grine med sine venner, mens Joshua Tillmann leverer den ene skøre karakter efter den anden. Hvis du synes, at Mac DeMarco er genial live, så vil du helt sikkert også elske Father John Mistys live-performance!

(Pst.. Nu fik jeg sat det op som et valg, men i virkeligheden kan du jo godt bruge den første halve time på at finde ud af, om Alex Cameron er noget for dig, og så ellers bevæge dig mod Orange omkring klokken 19. Det er nok min egentlige anbefaling. Ja, gør det!)

Uanset hvad du vælger, skal du naturligvis hen og høre islandske Mammút bagefter. Det vil jeg ikke skrive så meget om, for det har jeg allerede gjort her. Men det er på Pavilion, og det er klokken 20.15.

Nu er du enten nået til det stadie, hvor den første fadøl er blevet indtaget, og du vurderer, at du er klar til at tage en næstsidste tørn i natsmatten. Eller også er du på vej i seng igen. Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg anbefale dig at prøve den der fadøl af. Eller noget andet flydende, som kan få dig på bedre tanker. For klokken 22 skal vi allesammen hen til Orange Scene og høre Foo Fighters. Det skal vi bare. Også selvom de fleste af os bare er pretenders blandt de ægte fans…

Ægte fans i Danmark har Roskilde Festival åbenbart vurderet, at Lorde ikke har så mange af, som man skulle tro. Af uransagelige årsager er kvinden, hvis nyeste album pt ligger nummer 1 i USA, Canada, Australien og naturligvis hjemlandet New Zealand, ikke stor nok til at være hovednavn på festivalen. Man kan undres over den ikke helt ædruelige beslutning, men i virkeligheden burde jeg nok være ligeglad – det er jeg bare ikke (det er endnu et fjollet pun, slap af!).

Det ændrer dog ikke ved, at hun spiller på Arena klokken 23.30, og at hun er det største scoop på årets program. Og at jeg har glædet mig til den her dag, lige siden jeg stiftede bekendtskab med den dengang 16-årige Ella Yelich-O’Connor i foråret 2013.

Hvis du stadig er i live efter Lorde, er det fordi, du har besluttet dig for at feste. Og det gør du bare bedst sammen med Den Sorte Skole, som står klar til at vælte dig, mig og Orange Scene klokken 01.15 natten til lørdag. Rygterne vil vide, at bandet har anmodet om at få lukket luftrummet over festivalen, mens koncerten står på, så jeg er spændt på at se, hvad de og deres hær af visuelle wizkids, som blandt andre tæller Dark Matters, har fundet på. Vildt bliver det i hvert fald.

…og nu vil jeg holde op med at guide dig, for du er garanteret enten for træt eller for fuld til at forstå det komplicerede koncept, som er bogstaver. God fest og/eller godnat!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad skal du høre torsdag, hvis “mareridtsvejret” rammer?

Roskilde Festival 2017. Foto. Stiig Hougesen

Det helt store spørgsmål på Roskilde Festival 2017 har ikke været, om der kommer regn, men hvornår regnen kommer. Onsdagen slap uden skybrud, og meldingerne skifter, og det ser ud til, det måske kan ramme i nat. Derfor er det måske også en idé at planlægge sit skema ud fra, hvor man kan finde en plet med tørvejr på de overdækkede scener. Specielt hvis man ligesom mig ikke ejer hverken regnbukser eller gummistøvler.

Lad din dag og dine dansesko starte med at blive smurt af jamaicanske PopcaanJeg har endnu ikke fanget så meget som ét ord af hans lyrics. Bwum, baaaah maaan! Det ændrer dog ikke på, at hans musik kan give en dejlig og nødvendig illusion om sommer kl. 15.15 på Avalon, med dens fantastiske laidbackness og caribiske lyd. Det er specielt godt at starte festen tidligt, hvis man er:

Er du typen, der elsker totalløsninger og synes, at fly og hotel helst skal komme i én pakke (som så selvfølgelig er inklusiv helpension), så er du ekstremt heldig, fordi Arena præsenterer det mest vanvittige program i dagens måske regnfulde anledning. Du kan starte med at møde op til Future Islands kl. 16.00 og så faktisk bare blive der, da Beyonces lillesøster Solange tager over kl. 19.00, Erasure kl. 21.30, Bryson Tiller 23.30, og The Jesus And Mary Chain kl. 02.00. Der er altså lagt i ovnen til R’n’B lækkerhed fra Solange, hiphop fra Bryson Tiller, støjrock fra The Jesus And Mary Chain, synthpop fra Future Islands og så selvfølgelig fantastisk firsernostalgi fra Erasure. Der er altså dækket ret mange behov ind på én scene. Jeg glæder mig mest til at høre Erasure, men jeg er også lidt mærkeligt og født i firserne. November 1989 godt nok men det er stadig inden for rammen. Okay, jeg elsker bare Erasure, og jeg har ikke brug for at retfærdiggøre det overfor nogen. Du burde også elske dem. Det er dig, der er mærkelig.

Her ville der stå Nicolas Jaar, hvis ikke der var overvejende risiko for skybrud. I stedet for står der Viagra Boys. Jeg tror, der er overhængende fare for, at det godt kunne gå hen og blive en af årets vildeste og sjoveste koncerter med de svenske viagradrenge. Man skal nok ikke forvente vellyd og fantastiske kompositioner, men man kan sagtens forvente utæmmet vildskab og en fed fest kl 00.30 på Pavilion. 

Efter midnat er promillen sikkert der, hvor et regnskyl er lige meget, og jeg skal død og pine høre Nas, om det så begynder at sne. Det sker dog først kl. 01.30 på Orange. Den mand er bare fantastisk, men det bedste var nok, hvordan Roskilde bare lige casually introducerede ham, da spilleplanen kom. “Nå ja, så har vi forresten også lige Nas… Hvis I kender ham”. Det gør vi. Det bliver ikke meget større hiphop-mæssigt. En legende der stadig er højaktuel.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde giver os programmet til at skabe de nye legender

Når jeg har talt om Roskildes fremragende program, har nogle af mine venner rynket en smule på næsen og sagt “ja ja, techno og tudeindie, det er fint nok alt sammen, men hvor er legenderne, som vi ved kan håndtere Orange Scene?”. Med det har de ment “Hvor er Neil Young/Bob Dylan/The Who/Kraftwerk/Rolling Stones” – forsæt selv listen af 60’er/70’er-artister, der har defineret de tre store hovedgenrer; rock, folk og techno. Jeg har sagt “tsk, tsk” og vendt øjne diskret. Og så er jeg kommet med en række argumenter.

For jeg synes, at kritikken er forkert. Roskilde har for vane at forvænne sit publikum, gøre dem for godt vant. Det er fra det perspektiv, mine kritiske venner har talt. På Roskilde får vi i pose og sæk. Hvert år, dette inklusiv. Både af hovednavne, der flyves ind, og de purunge, der knap nok kan krybe op på scenen. Vi får kæmpe popnavne (The Weekend), og vi får obskur country (hør lige Margo Price). Vi får den store, samlende Orange-fest (Den Sorte Skole), og vi får intime oplevelser i de mindre fællesskaber (jeg anbefaler Bicep, aYia og Kink, hvis du har brug for elektronisk, Cancer, Angel Olsen, Jenny Hval, Hamilton Leithauser og Julia Jacklin, hvis du har brug for “rocken”). Og vi får ikke mindst altid udfordrende overraskelser, der giver stor glæde, netop fordi oplevelsen ikke var forventet.
Roskilde med til at skabe musiklyttere og mennesker, som går det ukendte i måde med åbent sind, lader sig rive med af det anderledes og som tør stole på, at andre vil dem det gode – både Roskildes bookere, arrangørerne generelt, anbefalingsgivere og ens medmennesker, om det er venner eller folk man ikke kender, men som man på Roskilde er i et nært fællesskab med. Ja, Roskilde Festival lever op til sin formålsparagraf, lad os bare sige det sådan.

Når mine venner har beklaget sig, har jeg sagt, at deres reaktion er et bevis på det modige ved årets Roskilde-program. Programmet udfordrer det forvendte publikum, som mener, at der skal være en særlig type hovednavne. Det udfordrer tankegangen om, at legender var nogen, der levede for 40-60 år siden. Indflydelsesrige musikanter har også eksisteret efterfølgende (og der er flere af dem end Radiohead). De repræsenterer ofte bare mindre strømninger end de tre hovedgenrer. Det gør dem mindre altomfattende betydningsændrende, ja. Men de store, revolutionerende artisters tid, den er forbi, hence fragmenteret forbrug og så videre.

Jeg er kommet mine venners kritik i hu ved at fremhæve de artister, jeg også her vil anbefale jer – artister, som er mit Roskilde-programs moderne legender og, som i min optik skubber til genregrænser og udvikler musikken, lige nu og de sidste 25 år fra deres respektive strømninger og et stykke ind i mainstream. Ja, det er tre navne på store scener, men et par anbefalinger til de mindre ting fik i ovenfor.

Arcade Fire – Lørdag kl. 22, Orange Scene

De fleste havde nok forsvoret, at mine største Roskilde-anbefalinger ville være til Orange Scene. At det er tilfældet vidner om, at genrer til venstre for mainstream nu kan få store menneskemængder til at strømme til. Og det er i den grad gladeligt for en musikalsk diversitet. I Arcade Fire har vi 00’ernes i min optik vigtigste rockband – hvad Radiohead var i 90’erne, har Arcade Fire været i 00’erne. Da det canadiske musikerkollektiv debuterede med den Funeral i 2004 gjorde bandet orkesterinstrumenter som strygere og blæsere comme il faut i alternativ rock – behøver jeg at argumentere for, at det har haft en temmelig signifikant indflydelse?

Opfølgeren Neon Bible fra 2006 imploderede for mig lidt i sine dystopier, men rykkede en samfundsbevidsthed tilbage i rockmusikken, som den orkestrale indie måske havde glemt på himmelfarten mod utopisk skønhed. Med The Suburbs fra 2010 gik Arcade Fire på hugst i rockhistorien – titelnummeret og “Wasted Hours” svinger som et Kinks-nummer, mens “We Used To Wait”’s strygercrescendo næsten er en selvrefleksion.

Selvom Arcade Fire er et band i konstant udvikling, og at bandet selv referer til debuten understreger på den måde dens indflydelse – og så peger netop “We Used To Wait” og det lidt aparte “Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)” med deres næsten housede rytmik frem mod Arcade Fires seneste album, Reflektor fra 2015. Her hvirvler referencerne fra de foregående fire albums kaleidoskopisk rundt i hinanden – mest fornemt på titelnummeret og min personlige favorit “Afterlife”, hvor intet andet end congas giver mig galopenergi til at gøre alt jeg kan for de fællesskaber, Arcade Fires strømmer fra, kæmper for og som Roskilde både skaber og former medlemmerne til.
Setlisterne fra Arcade Fires foreløbige festivalshows viser en forrygende samling af alle albums bedste numre, og bandet har, bl.a. på i syndfloden på Roskilde 2007, bevist sig som et fuldstændig eminent liveband. Og i mellemtiden er Arcade Fire blevet verdens største alternative rockband. Behøver jeg at sige, at Arcade Fire meget vel kunne bliver den ultimative Orangekoncert?

Moderat/Modeselektor, lørdag kl. 00:30, Orange Scene

Bliv på Orange når Arcade Fire er gået af. Eller – gå i drinksbaren til højre for scenen. Roskilde har jo alle dage været glade for traditioner, og det ser ud til, at en ny er ved at etableres: at sen lørdag aften på Orange er en elektronisk fest for de musikinteresserede, som giver programmet et ekstra tjek – sidste år tilfaldt pladsen LCD Soundsystem, i år Moderat/Modeselektor, og det er ingen Major Lazer. Men selvom Moderat/Modeselektor næppe et navn, som ringer klokker hos alle de 130.000 mennesker på pladsen, er de en fremragende booking. Derfor lad os få konstellationen på plads: Modeselektor er en berliner-technoduo af den rimelig tunge slags, både i anseelse og i indflydelse, for duoen har siden 2005 givet den rene techno baghjul med uortodokse introduktioner af glitch, breakbeat og jungle. Moderat er Modeselektor sammen med Sasha Ring, der går under kunstnernavnet Apparat. Apparat er melankolikerens techno. Det er dybt, ofte langsomt, med Rings følsomme vokal og guitar i front. Apparat er det kuldegysningsfremkaldende smukke møde mellem menneske og maskine, følelsesmættet og intenst. Og så står Apparat bag et af mine personlige top-3 elektroniske numre, Sayulita” (læs teenage-Evas beretning om det nummer her). Som Moderat smelter Modeselektors dansegulvstække og Apparats tænksomhed sammen, og artister som Sekuoia eller Av Av Av havde nok ikke lyt som de gør uden.

Moderat/Modeselektor er en genial booking af flere årsager. Lad os starte med deres Roskilde-historik: Da Moderat lukkede den hedegangne Cosmopolscene lørdag nat klokken 04:30 i 2010, gik publikum fuldstændig flyvende ud af teltet. Da de spillede søndag kl. 20 på Arena i 2014 blæste særligt det visuelle show fra Pfadfinderei, som vist nok også er med i år. Da Modeselektor bankede luften ud af den i 2012 elendige, oppustelige Apollo-scene med en dansefest af dimensioner, der blev moshet.
Til Moderat/Modeselektor får du også et af Roskildes hovednumre: at de får artister til at lave helt særlige shows – normalt spiller Moderat og Modeselektor ikke samtidig. Men det gør de til denne tre-timers seance med særligt lys- og lasershow på Orange, lørdag nat. Der er grund til at glæde sig.

Slowdive, lørdag kl. 18, Avalon

Jeg har også fremhævet at legender godt kan findes efter 70’erne. De kunne eksempelvis være Slowdive eller The Jesus And Mary Chain, som repræsentanterne til slut 80’er/stat 90’ernes støjpop, der i den grad har haft indflydelse på mangt en pjuskhåret indiemusikant, og som begge er reunion-aktuelle med gode album. Særligt for Slowdive understreger genkomsten, at Slowdive gennem sit 25 år lange fravær blot er blevet et større band end i sin først periode – måske med god grund, for leder man efter et band, som har formået at træffe musikalske valg, der gør Slowdive til et fremragende forbillede. På det aktuelle,  selvbetitlede album udvider Slowdive sin musiks univers mellem skønmalende guitareffekter og mumlevokal, mest bemærkelsesværdigt i i rytmesektionen. Her har Simon Scotts trommespil fået en mere fremtrædende rolle, som på selv en fjerlet svævende skæring som “Don’t Know Why” og årets bedste single “Sugar For The Pill” giver en distinkt grounding og bliver et prototypisk eksempel på Slowdives evne til at skrive musik så smuk, at den er tragisk.

Og så en række contenders…

Når mine venner har kritiseret legendemanglen i Roskilde-programmet og så videre, har jeg også nævnt Solange for sin clean R’n’B, som uden aggression, men med direkte italesættelse får racespørgsmål italesat. Nicolas Jaar har siden sit første hit “Mi Mujer” kombineret techno med minimalhousens melodik fra særligt vokal og skiftevis cumbia-rytmer og jazz-indfald som saxofoner. Nicolas Jaar er i min optik bedst, når han tager fra især elektroniske genrer og forener dem i et super detaljeret, men minimalistisk univers som på 2015-singlen “Fight” – læs mere om det nummer her. Til rock-folket som virkelig savner Neil, Bob og Bruce kan Hamilton Leithauser måske være et plaster på såret. Som frontmand i The Walkmen var Leithauser en af de absolut mest karismatiske frontmænd på 00’ernes alternative rockscene og i front for sit senest projekt i samarbejde med produceren Rostam, skruer Leithauser endnu mere op for de enkelte numres egne visioner – bare lyt hør 60’ernes genklang på “Rough Going”. Eller til den næsten Cohensk simple “In A Black Out”, som sammen med hele Angel Olsens koncert kan give dig din det-lyder-som-en-hvid-mand-med-guitar-genredosis på fashionabel vis.

Så: lad os summe op. Årets Roskilde-program myldrer ikke med de store legender i toppen af programmet, men er et væsentligt indspark i en bevidstliggørelse om, at legender er noget, man selv er med til at skabe gennem eksempelvis sin programlægning som festival og sin lydhørhed som publikum. Roskildes publikum er lydhørt, opbakkende og tillidsfuldt mod festivalbookernes valg. På Roskilde er de betydningsfulde musikere også nogen, der dannes i 90’erne, i 00’erne og i dag. Gå på jagt efter dem og de nye. God festival!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *