Gurli Octavia: “Det er okay ikke at vide, hvor man skal lande”

Tvivl er en følelse, vi alle kan blive ramt af i større eller mindre grad. Tvivl lige fra, om der skal guf eller flødeskum på den gammeldags vaffelis, til om man skal flytte til København eller blive boende i Århus. Man kan opleve at føle sig handlingslammet, og det hænger ofte sammen med, at man slæber rundt på en forestilling om, at der kun findes rigtige og forkerte valg, selvom det sjældent er tilfældet. Det er et væsentligt tema i Gurli Octavias musik. Folk-sangerinden har i marts udgivet sin tredje og sidste ep i trilogien ’Metanoia’. Vi tog en snak, der blandt andet handlede om at finde sig til rette på vejen i stedet for at stresse frem til målstregen.

Metanoia: Rejsen i at skifte mening – sådan mener Gurli Octavia, at titlen skal forstås, og sætter den i relation til de tre ep’ers tilblivelse:

”Metanoia var et ord, som jeg faldt over for tre eller fire år siden, da jeg besluttede mig for at lave de her tre plader, der skulle hænge sammen. Jeg synes, det var en ret fed måde at beskrive det på. Det var ikke så målorienteret men meget procesorienteret. Det opsummerede de år jeg har haft, hvor jeg har skrevet ep’erne. Nu flytter jeg til København, men jeg ved ikke, hvor jeg vil hen og jeg ved ikke hvad jeg vil. Man er hele tiden i en proces, hvor man ændrer sig, men ikke rigtigt ved, hvor man skal lande henne. Så man skal acceptere, at det er okay ikke at vide, hvor man skal lande.”

Den århusianske sangskriver arbejder impulsivt og intuitivt. Der er ikke nogen stor arkitekttegning bag hver ep. For Gurli Octavia handler det ikke om at skabe den helt rigtige lyd, men mere at indspille en god udgave af de personlige sange.

Hvordan kunne du mærke, når lyden på ep’en var rigtig?

”Jeg havde aldrig den fornemmelse. Jeg gør tit det, der føles umiddelbart rigtigt. Men jeg føler mig aldrig afklaret med det. Jeg kan stadig gå og tænke, argh, hvad hvis vi havde taget ’Clone’ derhen? Men jeg havde Søren Huss til noget sparring for et års tid siden. Det var lige inden jeg skulle lave denne her plade, og han sagde noget virkelig klogt til mig, om at når man går i studiet så skulle man huske at man ikke skal lave versionen af sangen, men at man skulle lave én version af sangen. Og så næste gang man skal spille den, så laver du en ny.”

Der er samlet seks sange på den nye udgivelse. Det bedste nummer på ep’en er ’We Can Not Stay Here Forever’, der i øvrigt også er Gurli Octavias yndlingsnummer. Sangen handler om, at livet ikke er noget værd uden døden, og at man skal fokusere på alt det folk har givet i deres liv, fremfor at bruge for meget energi, hvor uretfærdigt det er at miste. Sangen har også været en af de største udfordringer i forbindelse med den nye plade:

”’We Can Not Stay Here Forever’, er er mit mest ærlige nummer, og der har jeg virkelig skullet udfordre mig selv, altså turde have en følelse, der er lidt sværere end noget, jeg normalt ville lade folk høre om. Jeg tror tidligere, uden andre rigtigt har kunnet mærke det, så har jeg måske haft en smule mere armslængde til mit eget følelsesliv, hvor jeg gik lidt udenom det, der gjorde mest ondt.”

”Det er det nummer som jeg har fået allerflest beskeder fra folk af, at de har taget det til sig, og kan bruge det til noget. Hvornår skriver folk? Fx hvis de har mistet nogen. Der var en der skrev, at hun havde brugt den, den første fødselsdag for hendes far, efter han var gået bort. Så gav det rigtig meget mening for mig, for det der var det sværeste for mig, det kunne jeg kanalisere et sted hen, hvor det gav mening for andre.”

Den positive respons betyder meget for Gurli Octavia, der i øjeblikket er ved at finde grænsen mellem de personlige og inderlige tekster på den ene side og så de navlepillende på den anden side. For det skal også være tilgængeligt og brugbart for lytteren at høre ’Metanoia’.

Laver du musik for dig selv eller dit publikum?

”Jeg har lige snakket med Carsten Holm om det, hvor jeg fik formuleret det som om, jeg kun laver musik for at gøre andre folk glade. Men sådan har jeg det overhovedet ikke. Altid når jeg skriver, gør jeg det for mig selv, men når jeg kommer hen til den proces, hvor jeg skal vælge hvilke numre, jeg vil udgive eller hvordan jeg skal bearbejde de numre jeg har lavet, så tænker jeg også på, at de skal kunne have værdi for andre. Jeg har skrevet mange sange, som jeg synes er gode, men hvor jeg har kunnet mærke, at de bærer præg af mit ego, og mig der har taget mig og mine følelser et sted hen. Jeg har følt, at de ikke har været tilgængelige for andre.”

Har du givet publikum chancen for at høre et af de ’utilgængelige’ numre?

”Ja det har jeg faktisk. Jeg er lige begyndt at spille et nummer live, der ikke er udgivet endnu, der hedder ’Most of all’. Det er et ekstremt personligt nummer til min far, som jeg spillede impulsivt til et job i november, som folk tog så godt imod. Hvor vi fandt ud af, at folk alligevel godt kan bruge det, på trods af, at det bare er mig en-til-en og mit følelsesliv. Jeg tror ikke, man behøver at bekymre sig meget om, det bliver navlepilleri, for hvis folk har brug for at tage det til sig, så gør de det bare.”

Selvom der er sange som ’Thorn’, der peger tilbage på der, hvor Gurli Octavia kommer fra, er der også numre som ’Clone’, der skuer mod Århus-sangerindens kunstneriske fremtid. Lige nu er hun på orlov fra konservatoriet, der ellers har hjulpet hende med at nuancere hendes sangskrivning, specielt råd fra de medstuderende, der kan lyde sådan her: ”Gurli, kan du ikke prøve at skrive en sang i dur, du skriver altid i mol.”

Som sanselig sangskriver, er man nødt til at være i sine følelsers vold. Derfor kan man ikke altid selv bestemme, hvilke farve blæk der flyder i ens pen.

Er der nogle temaer du gerne vil berøre på din næste plade?

”Jeg havde en masse tanker for et år siden. Men så da min far gik bort, blev det altoverskyggende. Og nu kan jeg godt mærke, at jeg kommer til at skrive om det indtil, der er plads til andet. For lige nu skriver jeg meget om sorg og om livet, der jo er to meget sammenhængende ting. Jeg havde troet, at jeg skulle til at kigge lidt mere ud på andre. Men det er jo også det der er spændende ved at være en følende sangskriver, for man kan jo ikke altid styre det.”

Du har ikke skrevet den sidste strofe om det emne?

”Jeg tror, at jeg skal skrive indtil, der er plads til andet. Hvis man skal skrive noget, man virkelig har på hjertet, så skal man have en reel følelse om det. Jeg tror, sangskrivning går ned på et dybt niveau, og så bliver det svært at presse andet ind, mens man sørger. Men nu går der jo nok lidt tid, før jeg skal i studiet, så det kan jo godt være, der når at komme noget andet på bordet.”

Selvom der desværre går lidt tid, før der kommer ny musik fra Gurli Octavia, kan du heldigvis opleve hende og hendes band rundt i landet. Hun spiller i København på Huset på lørdag d. 20 april kl 21.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

KONKURRENCE! Vind to koncertbilletter til hypet hiphop-talent i Store Vega

Regnsky udlover to billetter når den unge St. Louis-rapper Comethazine giver sin første koncert i Danmark d. 10 april i Store Vega i København.

Den unge rapper har skabt en del røre i andedammen i USA, og nu er tiden inde til, at man kan få lov til at opleve den rowdy stemning på dansk jord. Senest er hans største hit ‘Walk’ blevet remixet af A$AP Rocky, og det er klart værd at give et lyt:

Skriv en kommentar med hvilken sang, du glæder dig mest til at høre, og så deltager du i konkurrencen. Vinderen får direkte besked på fredag.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Tobias Rose says:

    Walk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Månedens bedste tracks: Februar 2019

Februar er overstået, foråret står for døren, og som sædvanligt ser Regnskys skribenter tilbage på den forgangne måned med et overblik over de numre, der var med til at forme den. Denne gang er det blevet til ti numre, og man kan på listen finde alt fra Gents og Girls In Airports til Skee Mask og videre til hårdtspyttende Freddie Gibbs.

Kenton Slash Demon – Tik-Tik

Tik-tak, tiden går, og det har været svært at vente på den danske techno-duo Kenton Slash Demons nye ep, Oli. På tracket Tik-Tik opstår et elektronisk lydbillede af en skrattende græshoppesværm, der frembringer ætsende tonegnidninger med baglårene. Rytmen er repetitiv (næsten en anelse for meget) og sitrer i samtlige fem minutter – kun afbrudt af en enkelt pause, hvorefter den akkompagneres af hule ‘panfløjte-ekkoer’. Lydbilledet passer perfekt til den simple musikvideo, hvor blade badet i noget, der kunne ligne babyolie, synkront slanger sig op og ned i en ‘elektronisk dance’. Et stærkt nummer, hvor rytmen ikke kan udelukke en inspiration fra Jaars – Mi Mujer. (Laura Fromm)

Girls in Airports – Rold Skov
Har du også altid drømt at besøge Rold Skov, men aldrig fået det gjort, fordi Nordjylland simpelthen er for langt et smut på en søndagsudflugt? Så frygt ej. Det  ceremonielle og minimalistiske jazzband Girls In Airports, som gav en forrygende koncert på Hotel Cecil tidligere på måneden, tager dig med på en hypnotisk skovtur, der er ligeså skøn som optagelserne fra det himmerlandske naturområde i musikvideoen. Med en hæsblæsende saxofon og halvdystre men også lyse rytmer kommer vi helt ind i skovens mørke muld og bliver samtidig løftet højt op over trækronerne i et smukt og opbyggeligt toneunivers. (Laura Fromm)

Freddie Gibbs & Madlib – Flat Tummy Tea

Der er noget, der tyder på, at 2019 kan blive året, hvor vi får den længe ventede opfølger på Freddie Gibbs og Madlibs mesteralbum Piñata fra 2014. Flat Tummy Tea er i hvertfald en spændende teaser, der bestemt holder niveau med de tidligere skæringer. Gibbs leverer rap i maskingeværstempo over Madlibs tunge produktion, der ændrer karakter halvvejs gennem nummeret og giver mere plads til Gibbs, der klinger en anelse som DMX på nummeret. (Nikolaj Boesby Skou)

Bibio – Curls

Jeg forelskede mig i Bibio på gennembrudsalbummet Ambivalence Avenue fra 2009 og i særdeleshed den charmerende Lover’s Carvings, men så mistede jeg alt to år senere på Mind Bokeh og det fjogede, corny og tenderende åndssvage midt-00’er-ironisk-poprock-track Take Off Your Shirt, og siden da har jeg faktisk ikke givet Stephen James Wilkinson en ny chance. Indtil nu, hvor den engelske producer er aktuel med det kommende album Ribbons, hvorfra førstesinglen Curls har fanget min opmærksomhed. Bibio varsler, at albummet er en akustisk genopdagelse af 60’er- og 70’er-psykadelika, soul, ambient og field recordings, og det er præcis denne kombination, der venter lytteren på Curls – krydret med Bibios genkendelige lo-fi-skramlede guitar og et overraskende fingerspids Ringenes Herre-på-besøg-i-Herredet-violinspil. (Morten Bruhn)

Skepta – Wish You Were Here

Grime-godfatherne Skepta og Wiley har haft en mindre beef over Instagram de seneste par måneder. I et forsøg på at få talt ud, tog Skepta til Wileys fødselsdag, men Wiley dukkede ikke selv op, hvilket pissede Skepta af. Det kom der diss-tracket ‘Wish You Were Here’. Hvis nummeret er det første i en lang beef, må den godt fortsætte i lang lang tid, for det får det bedste frem i Skepta. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask– 808AB

Skee Masks 2018-album Compro blev på nærværende side hyldet som et af årets bedste albums – og måske også et af årtiets bedste – og nu er den tyske techno-producer klar med første udspil siden da med ep’en 800BB. Her er det pladens lukkenummer, 800AB, hvor Skee Mask bare fortsætter i samme stil fra Compro med sin lige dele indviklede og rørende techno-electro-breakbeat-lyd. Skee Mask kan ikke gøre noget forkert. (Morten Bruhn)

Octavian feat. Skepta & Michael Phantom – Bet

Brandvarme Octavian har fået fint besøg af Michael Phantom og den levende legende Skepta på den benhårde Bet. Et simpelt men hårdtslående beat tvinger de tre rapper til at spytte korte og præcise linjer. Videoen er også værd at tjekke ud; den er holdt i sort/hvid, og det er umuligt at lade være med at nikke med i takt med briterne. (Nikolaj Boesby Skou)

Gents – Smoke Machine

Det er svært at beskrive instrumentet, og selvom det føles ufyldestgørende, er den nærmeste beskrivelse nok, at det lyder som en form for elektronisk tuba. Catchyness’en er kun overgået af omkvædets sang, der klæber sig fast til hjernen som fluer på en lort. Hør ikke nummeret to gange, hvis ikke du er klar på at have Smoke Machine så meget på hjernen, at du har svært ved at koncentrere dig om helt almindelige samtaler og praktiske gøremål. Gents er efterhånden ret populære, men det her kan være nummeret, der i kraft at både genkendelighed – men også et produktionsmæssigt fingerspitzengefühl og elegante detaljer – giver Gents det helt store gennembrud. (Mathias Gavnholt)

Modeselektor – Wake Me Up When It’s Over

Selvom begge er elektroniske, er der langt fra Aviciis Wake Me Up til Modeselektors nummer tyskernes seneste album, Who Else. I hvad der ligner en hyldest til Aphex Twin indledes sangen med forvrængede mandlige stønnelyde som baggrund til lækre layers, der stille og roligt bygger op, som man kender det fra Modeselektors mere “rolige” numre. Nummeret peaker ved at flå lytteren ud af velværen og ind i ny lydboble af trommer i sjette gear og tunge synths, der kører i syvende eller ottende. Der er sket meget, siden tyskernes klassiske komponister dominerede musikscenen, men på trods af at lyden er anderledes, føles Wake Me Up When It’s Over langt hen ad vejen mest af alt som en storladen komposition. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Altid at kunne åbne et parallelt univers – Et essay om Talk Talk og Mark Hollis

Mark Hollis er død, 64 år gammel. Britiske medier skrev først om dødsfaldet mandag aften, og tirsdag er det blevet bekræftet af Hollis’ manager, Keith Aspden.

Mark Hollis var især kendt som frontmand i bandet Talk Talk, der som ganske få bands formåede at undergå en komplet forvandling fra 80’er-artpopband til genrepionerer med albummene Spirit of Eden og Laughing Stock, der var med til at definere postrock. Mark Hollis udgav efterfølgende sit selvbetitlede og eneste soloalbum i 1998, og trak sig dernæst tilbage fra offentligheden med ordene: “I choose for my family. Maybe others are capable of doing it, but I can’t go on tour and be a good dad at the same time.”

På baggrund af den triste nyhed bringer vi her et essay om, hvordan Mark Hollis’ og Talk Talks musik lever videre. Essayet er skrevet i 2015 og har ligget i skuffen siden da.

Det korte moment, hvor Mark Hollis synger “Lenient/The song the lawyer sang/Our nation’s wrong” på The Rainbow varer under 13 sekunder. Fra den dumpe trommerytme standser og blot efterlader det ildevarslende rasleæg, åbner Talk Talk porten til Paradisets Have i det splitsekund, hvor melodien letter.

Er det en obo, en violin eller et harmonium, det er et godt spørgsmål, som min forfængelighed ville ønske, jeg kunne besvare sådan lige, men som med sit milde mysteries tiltrækningskraft bliver symbolsk for albummets helhed: Spirit of Eden er en mytisk plade, fremmedartet i mange aspekter, svær at sammenligne med den foregående musikhistorie. En gennemført elegant overskridelse af genreskel ind i sit helt eget rum. Et nybrud, der gør at en obo, en violin, et harmonium, Hollis’ helt nære stemme og alle de andre lyde, vi generelt kender ganske udmærket i forvejen, bliver så groundbreakende nye som lytteoplevelse. Jeg har aldrig før hørt en sammensætning af instrumenter, genrer og visioner forløst i en intensitet som denne.

80’er-pop og teenageri eller diskant eufori og eksistentiel alvor

Der er to udgaver af Talk Talk. Den poppede, new romantics-alvorlige, new wave-synthede, der sætter Mark Hollis som sjælebror med David Sylvian og forudser en Duran Duran’sk fremtid for London-gruppen. Og så der er den anden del af bandets liv, som eksisterer aldeles uden for etablerede genrer og er komplet distanceret fra sin samtids strømninger. Jeg har derfor opdaget Talk Talk ad to omgange. Først gennem hitsene, Life’s What You Make It og It’s My Life. It’s My Life kan et barometer-barn godt spjætte rundt til i diskant eufori og samtidig fornemme den eksistentielle alvor i Mark Hollis’ tekster. Den trodser alle de stjerneskudssprinklende 80‘er-synths og står klart frem, selv på dansegulvet et par og tyve år efter udgivelsen. Naturligvis med klar genlyd fra ophavsårtiet, men med sin universelle “er denne plads i verden min rette”-tematik udtalt med en nødvendighed, så refrænet er printet i hukommelsen. Derfra går man hjem og spørger sine forældre, hvad mon det var, man hørte i går, delvist anklagende, fordi det jo var godt, og det i sig selv disharmonerer med deres fortælling om 80‘erne som dødens årti for ny musik. Og de fortæller om Talk Talk som det bedste fra perioden, og jeg får min mors gamle The Colour of Spring-vinyl. Det er i 2007, det var måske i forgårs, men det er før streaming, det er før pladespillere på teenageværelset, og det er i øvrigt også den forkerte plade, for det var jo It’s My Life og ikke Life’s What You Make It, jeg forelskede mig i der på Stengade. Et godt arvestykke ender for nu i reolen, og jeg glemmer alt om Talk Talk.

Lige indtil jeg tre år efter ramler ind i en fest med et godt 80’er-trip kørende, der er Tears For Fears, Japan og Talking Heads, der er Talk Talk med Life’s What You Make It, denne gang er tempoet skruet lidt ned, min hukommelse er dårligere, jeg skriver band og titel ned til den følgende dag. Det er 2010, der er stadig ingen pladespiller på teenageværelset, men til gengæld en streamingtjeneste med en aftale med Talk Talks forhadte label EMI, som jeg dog er ret taknemmelig for. Så The Colour of Spring lytter jeg til uden at forelske mig hovedkuls, men dog med et etableret nok forhold til ikke længere at ligne et spørgsmåltegn, når Life’s What You Make It, Happiness Is Easy og Living In Another World krydser mit spor.

Det er faktisk først efter, at jeg har tabt mig selv i Spirit of Eden, at jeg rigtigt værdsætter The Colour of Spring som andet end kor- og bongolækre Sport på 3‘eren-hits. Det er først der, at jeg sådan rigtigt hører begyndelsen til Talk Talk part to i samklangen af orgeldroner og Mark Hollis’ tyste vokal på albummets hovedstykke, April 5th. Hører stilheden hvorimod hvert bidrag i nummeret er opvejet. Den ekstra vægt, tonerne fremstår med qua deres estimerede nødvendighed. At de forlanger opmærksomheden og til gengæld giver et helt rum tilbage. Før April 5th knitrer vinylen særligt, nålen er blevet sat i her mange gange før, selvom det er sidste nummer på side A. Det er det nummer, mine forældre har hørt mest. Sådan sladrer det fysiske format, sådan gemmer det på historier. De havde god smag.

Altid fremmed når jeg lytter

Hvordan møder jeg Spirit of Eden? Igen tak til forældrene. Jeg flytter hjemmefra, får en pladespiller og en pose vinyler af mor, hendes dubletter fra den fælles pladesamling. Heriblandt er velkendte sager, Bowie, Joy Division, Cohen, og så er der Talk Talk. Hvornår bliver Talk Talk velkendte? Deres musik føles end ikke familiær i dag. Heri ligger dens største attraktion vist nok. At jeg kan høre Spirit of Eden firetusinde gange og stadig sætte den på, lægge mig på sengen, lukke øjnene og blive påvirket af den som var det første gang.

Mit første lyt var egentligt en tilfældighed på en kedsom hverdagseftermiddag. Jeg var komplet uforberedt på Spirit of Edens natur, forventede vel egentligt Life’s What You Make It part to, og ikke en videreudvikling af de sange, jeg havde bemærket mindst på The Colour of Spring, grundet deres fravær af netop sangstruktur og hook.

I stedet fik jeg den overrumplende musikoplevelse, der kan opstå i det uforventede. Uforventet var pladen, og uforventede var de store udsving, som præger den. Der er en del minimalistisk percussion, og der er en del stilhed, og der er en del flænsende støj, der ikke ulmer, men slår ned ganske abrupt og lige så pludseligt aftager igen. Hvor April 5th sang om sæsonernes logiske skiften, er infernoet i “omkvædet” på Desire uforudset som lyn fra en skyfri himmel. Det er det stadig den dag i dag, selvfølgelig ved jeg, at det kommer, men kraften, hvormed guitaren hviner og bæknerne crasher er overvældende hver gang. Lidt ubehagelig, dog ofte ret berusende: Selv i den ultimativt kontrollerede proces forekommer udbrud. Her i selvforsvar, måske foranlediget af vrede, i et af de mest emotionelt kraftfulde stykker musik, jeg kender.

Det er ikke en diskografi, Talk Talks to sidste album og Mark Hollis’ soloplade, jeg brænder for at dele med andre, diskutere med andre. Hvordan forklares skønheden i noget så midlertidigt, i noget så flygtigt, i noget så hverdagsfjernt? Musikkens momenter af skønhed antyder et billede, og eroderer det lynsnart igen, just som jeg kunne skimte skitsen af det skønne på mit indre lærred. Jeg fortsætter med at komme tilbage, i et håb om at se mere i ilden ved endnu et strøg af tændstikken. Den brænder hurtigt ud, og billedet er ufatteligt svært at fastholde. Det er de følelser, enkelte passager på Spirit of Eden ikke fremkalder. Kort efter jeg først hørte Spirit of Eden købte jeg mig en uldplaid. Om jeg dengang kendte sammenhængen er uvist, men den er som regel i brug, når jeg besøger Spirit of Eden. For kuldegysningerne risler, de små hår rejser sig, og jeg bliver her, alene, med pladen i en rum tid. Kold og overvældet igen-igen over et album så vedvarende forunderligt.

Stilhed fremfor støj, improviseret fremfor forceret

Så Spirit of Eden kommer altså efter hits. Efter masser af penge, fra et dyrt studie, fra 17 forskellige musikeres totale frihed, herefter forvaltet grundigt af Mark Hollis’ og Tim Friese-Greenes musikalske vision. Hvad den nu helt præcist var er et godt spørgsmål, der fremgår ikke at de få interviews, der er tilgængelige fra perioden. Blot at hver tone skal være spillet med topmålet af intensitet. Optaget i mange bidder og sat sammen til blot seks stykker af værket Spirit of Eden er hver enkelt tone et eksempel på tilværelsens umiddelbare intensitet i musik. Det særligt følte slag, tone, stryg over violinstrenge, blæs, er en repræsentation, ikke af tidligere spillede stykker, men af en følelse motiveret i den improvisation, hele albummet er skabt af. Som Walter Benjamin i sit klassiske essay The work of art in the age of mechanical reproduction hævder, mister kunst sin aura, når det reproduceres, mener Mark Hollis og co. også, at musikken mister sin følelse, når den gentages. Derfor er alle de optagelser, der indgår på Spirit of Eden enten firsttakes, improvisationer eller afvigelser fra det planlagte. Derfor er der påny steder at dykke ned i albummet, selv efter 4.000 lyt. Med moderne indspilningsmetoder har Talk Talk som nogen af de første kunnet rykke rundt på optagelser, således at stykker indspillet med henblik på et sted på albummet ender med at optræde et helt andet. Og således at en tone kan indsættes akkurat der, hvor den ikke forventes, men i sit indbyggede overraskelsesmoment skaber næsegrus beundring og forbløffelse. Som percussionen på Eden ved 2:37 – ude af kontekst med det øvrige nummer, men en påmindelse om at være på tæerne før omkvædets distortede guitar sætter ind. En lille venlighed. En af årsagerne til, at Spirit of Eden ikke fremstår som et svært album, der vender lytteren ryggen, men som et humanistisk album. Målet er ikke det bevidst arty, højpandede eller uforståelige, men den intense lytteoplevelse. Og den opstår ikke nødvendigvis i et overvældende ragnarok, men kan opstå af stilhed. Talk Talk tager faktisk lytteren i hånden med Spirit of Eden, en bedrift når nu referencefremkaldte glæder ved gentagelser ikke lige er noget, gruppen stryger omkring sig med, selvom dens baggrund i 80‘ernes synthbands netop har bidraget til popmusikkens alfabet af “efter denne tone kommer denne” – bare lyt til modulationen før omkvædet på It’s My Life fra 1984.

Det kunne være verdens mest irriterende band

Modulationer ved omkvæd. Rimelig Melodi Grand Prix-agtigt, og potentielt virkelig irriterende. Bidrag fra 17 forskellige musikere samt et kirkekor og et år i studiet, der ender ud i et komplet markedsføringsuegnet album til EMI som tak for smør på brødet. Og så toppe den med et romantisk natursyn og et til tider nykristent tekstunivers om synder, tilgivelse og verdens forfald, en (megaloman) søgen efter at genskabe ånden fra Paradis. Talk Talk kunne være verdens mest irriterende band. Men er det ikke. Netop fordi modulationerne, ambitionerne, det verdensfjerne og det uimponerede fremstår universelt menneskeligt, som en humanistisk musik.

Talk Talk komponerer Paradisets uendelige ro frem til Mark Hollis’ terminalt heroinafhængige bror med I Believe In You. Jeg tror, at det lykkes. Han døde i hvert fald kort efter sangen var færdigskrevet, med et værk der inkluderer Choir of Chelmsford Cathedral og et kirkeorgel, som får troen på synthesizeren til at evaporere. I Believe In You er det tætteste, vi kommer en religiøs hymne, jeg kan tro på.

Mark Hollis er som tekstens formidler uendeligt melankolsk. Han står som det efterladte menneske uden for Paradisets Have: enten med døden lige foran sig, eller med de afdøde helt tæt i hukommelsen og savnet som en kvælende klump lige ved stemmebåndet. Vaklende mellem en følelse af at være forurettet af verden (eller måske af sin skaber, hvis man vil anlægge det perspektiv), når han med stor, men halvvejs kvælt kraft spytsynger “Enough/Ain’t it enough/Crippled world”, og derefter med en bedende, opofrende hviskevokal lige før grådkvalt synger “Spirit/How long?”. Hvor længe må vi vente på porten til Paradis åbnes, åbnes for de døende, der skal have lov at gå ind, åbnes for forsoning og genforening, på at der åbnes for sorgens knugende klump i halsen, så luften igen kan strømme frit i tilgivelse og erkendelse, i en fornyet tro på mening i døden eller en genforening i et liv efter dette. Med koret og orglet, kirken, som et tydeligt rum for I Believe In You, og disses opadstigende, overjordiske klange så rene, at sangen bliver rørende sorgmodig, sker en forløsning. “Ikke længere”, siger instrumenteringen omkring Hollis. Når koret dør ud, er Paradisets Have her.

At I Believe In You giver stof til sådan en analyse, kunne gøre Talk Talk til verdens mest irriterende band – megalomant, helt generelt for meget. Helt ærligt, spille Paradisets Have åbent for sin heroinjunkende bror? Åh jo, for heri ligger sådan en menneskelighed. Den menneskelighed, som forhindrer Talk Talks perfektionistiske flueknepperi på Spirit of Eden i at kamme over i freejazz’et dygtighed-wank. Den menneskelighed, som gør Spirit of Eden til et universelt værk. Talk Talk kerer sig om verden, er bekymret for den, for naturens forsvinden (se blot dyrene på covers til Laughing Stock, The Colour of Spring, samt selvfølgelig Spirit of Eden), for undergangen, og derved bliver gruppens fortolkning af livets skønhed så meget større.

Fra jeg mødte Spirit of Eden til jeg forleden satte efterfølgeren Laughing Stock på for første gang, er der gået fire år. Normalt, når jeg opdager noget nyt godt, eftersøger jeg alt relateret i en forslugen lykkerus. Men med Talk Talk var det nok med Spirit (og Mark Hollis’ selvbetitlede soloalbum fra 1998), som om det ypperligste delikates knaphed fordrer en særlig andægtighed omkring sig. Jeg ville gemme Laughing Stock til den dag, Spirit kedede mig. Jeg ville være “færdig” med det foregående, før det sidste blev defloreret. Efter fire år forstår jeg, at der hele tiden var (og er) mere at opdage i Spirit. Og så hører jeg New Grass fra Laughing Stock, og så hører jeg det smukkeste stykke musik i en uendelighed, og så vaskes mit blik på verden rent, til det blot er nuets tilværelse i musik. Mildt, taknemmeligt over en skønhed som denne: facetteret, tæt på uendelig i noget så temporært som en tone, en tilværelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Videopremiere: Moon Mountain ser dødsangsten i øjnene på den nye single Words

I dag har vi fornøjelsen af som de første at kunne vise jer danske Moon Mountains musikvideo til indiepopkvartettens kommende single “Words”, som egentlig først udkommer i morgen, fredag den 22. februar.

I den psykedeliske video bliver vi ført ind i hovedet på frontkvinde Mona Selma, som tilsyneladende er et ganske farverigt, kaotisk – men også umådeligt smukt – sted at befinde sig.

“Videoen er et lille visuelt indblik i, hvor meget hjerneaktivitet jeg kan bruge på at rykke mig meget kort – og hvor betydeligt mere ubehageligt der til gengæld er der, hvor jeg lander,” siger Mona Selma med et grin og uddyber:

“Jeg er pisse bange for døden. Jeg synes, det mest nøjeren i hele verden er at forestille sig en sjæl, der svæver hvileløst rundt i ingenting – og jeg tror samtidig ikke, at nogen forkynder har mandat til at love mig, at det ikke er sådan, det hele ender.”

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad døden måtte indebære, men hvis den minder om det hypnotiserende visuelle univers, Moon Mountain får skabt på videoen til “Words”, er jeg måske ikke så bange for den alligevel…

Selve nummeret, som er omdrejningspunktet for videoen, er indspillet i en kirke, ledsaget af både kor, strygere og blæsere. Ligesom på bandets hidtidige udspil er det dog Mona Selmas vokal, der træder i front og tryllebinder lytteren fra første sekund.

Tekstligt fungerer “Words” som en opsang og reminder til os alle om, at vi skal tænke over, hvilke ord vi bruger. Fordi ord skaber virkeligheder, og ord har styrken til at nedbryde – men heldigvis også til at bygge op.

Det er jo i virkeligheden et rigtig fint budskab, som det ikke kan skade at blive mindet om i disse socialmedie-tider, hvor vejen fra manglende tanke til handling er kortere end nogensinde før. Én handling, jeg dog gerne vil anbefale, er at lytte til Moon Mountain – selvfølgelig til “Words” men bestemt også til deres andre numre.

Og hvis man tilfældigvis befinder sig i nærheden af spillestedet RUST i København, så kan man jo tage ind og høre dem til UHØRT Præsenterer på lørdag den 23. februar!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.