Videopremiere: Moon Mountain ser dødsangsten i øjnene på den nye single Words

I dag har vi fornøjelsen af som de første at kunne vise jer danske Moon Mountains musikvideo til indiepopkvartettens kommende single “Words”, som egentlig først udkommer i morgen, fredag den 22. februar.

I den psykedeliske video bliver vi ført ind i hovedet på frontkvinde Mona Selma, som tilsyneladende er et ganske farverigt, kaotisk – men også umådeligt smukt – sted at befinde sig.

“Videoen er et lille visuelt indblik i, hvor meget hjerneaktivitet jeg kan bruge på at rykke mig meget kort – og hvor betydeligt mere ubehageligt der til gengæld er der, hvor jeg lander,” siger Mona Selma med et grin og uddyber:

“Jeg er pisse bange for døden. Jeg synes, det mest nøjeren i hele verden er at forestille sig en sjæl, der svæver hvileløst rundt i ingenting – og jeg tror samtidig ikke, at nogen forkynder har mandat til at love mig, at det ikke er sådan, det hele ender.”

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad døden måtte indebære, men hvis den minder om det hypnotiserende visuelle univers, Moon Mountain får skabt på videoen til “Words”, er jeg måske ikke så bange for den alligevel…

Selve nummeret, som er omdrejningspunktet for videoen, er indspillet i en kirke, ledsaget af både kor, strygere og blæsere. Ligesom på bandets hidtidige udspil er det dog Mona Selmas vokal, der træder i front og tryllebinder lytteren fra første sekund.

Tekstligt fungerer “Words” som en opsang og reminder til os alle om, at vi skal tænke over, hvilke ord vi bruger. Fordi ord skaber virkeligheder, og ord har styrken til at nedbryde – men heldigvis også til at bygge op.

Det er jo i virkeligheden et rigtig fint budskab, som det ikke kan skade at blive mindet om i disse socialmedie-tider, hvor vejen fra manglende tanke til handling er kortere end nogensinde før. Én handling, jeg dog gerne vil anbefale, er at lytte til Moon Mountain – selvfølgelig til “Words” men bestemt også til deres andre numre.

Og hvis man tilfældigvis befinder sig i nærheden af spillestedet RUST i København, så kan man jo tage ind og høre dem til UHØRT Præsenterer på lørdag den 23. februar!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

HJÆLP! Hvad skal jeg høre på JOURNEY fest.?

Der er 23(!) navne på plakaten, når smash!bang!pow! afvikler JOURNEY fest. i denne uge. Det kan være lidt uoverskueligt at tage stilling til hvilke aftener, man skal tage afsted til, så her kommer de seks koncerter, du ikke må gå glip af.

Octavian – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Jeg har glædet mig sindssygt meget til at opleve den britiske rapper for første gang i Danmark. Han måtte desværre aflyse sidste gang Journey løb af stablen, men nu skulle alt være klar til, at man kan få lov til at høre hans unikke blanding af grime og house live. Briten er ekstremt dygtig til at indfange alle facetter af byen og klubben, op- såvel som nedture. Hans tekster og omkvæd er catchy uden at blive for poppede. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at han bliver en af fremtidens helt store stjerner. Hør ‘Lightning’, hvor han udvælger elementer fra forskellige genrer, og sammensætter dem til netop hans dybt originale udtryk.

Slowthai – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Endnu en meget spændende ung uk-rapper, der har et lidt mere råt udtryk end Octavian. Tempoet er højere og generelt mere punket og direkte. Den lidt skingre stemme har en utrolig intensitet, der griber lytteren ved første lyt. Jeg synes at kunne høre en snert af The Streets en gang i mellem, men for det meste bliver jeg bare slynget rundt i Slowthais fråde-om-munden, aggressive univers. Se bare den Trainspotting-inspirerede musikvideo til hans seneste single ‘Doorman’:

Homeshake – Hvor? Pumpehuset – Hvornår? Onsdag d. 20/2

Canadiske Homeshake kommer til København med et dugfrisk album ‘Helium’ i bagagen. Peter Sagars soloprojekt er et finurligt et af slagsen. Her er der plads til søde melodier og brede synthflader, mens Sagar synger sine skrøbelige tekster. Musikeren kommer fra Montreal, og han indfanger den kulde, vi kender fra de mørke måneder, men krydrer det med det lys vi inderligt længes efter.

Varnrable – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Varnrable har kun udgivet tre numre, men de holder allesammen højt niveau. Det er spændende at se, hvad den norske sangerinde har at byde på i forhold til at skabe et liveshow, men hvis det bare er i nærheden af singlerne, kan man godt begynde at glæde sig. ‘On/Off’ pulserer lidt som en lampe, der står og flimrer, så man bliver lidt irriteret, men samtidigt draget ind og vil se nærmere.

Yves Tumor – Hvor? Den grå hal – Hvornår? Lørdag d. 23/2

Sidste efterår udgav Yves Tumor albummet ‘Safe In The Hands of Love’, der var en af årets stærkeste og mest interessante plader i min bog. Pladen svingede rundt i mange forskellige genrer og tempi, og det er svært at klassificere Yves Tumors stil. Jeg glæder mig til at lade mig suge ind i malstrømmen, og lade mig snurre rundt til fx ‘Honesty’. Amerikaneren har også arbejdet sammen med bl.a. Blood Orange, så måske man også kunne forvente noget fra den skuffe?

Obongjayar – Hvor? Store Vega – Hvornår? Fredag d. 22/2

En glat blanding af afrobeat, soul og elektroniske beats giver nigerianske Obongjayar en unik lyd. Modsætningerne mellem de forskellige genrer har skabt en lille oase, hvor sangeren har sat sit telt op for en stund, før han drager videre mod nye indflydelser. Men mens han er, hvor han er, spiller han heldigvis en koncert, man helst ikke skal gå glip af.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Månedens tracks: Januar 2019

Kære læser. Tillykke. Du er officielt kommet igennem det, som forskere kalder “årets længste måned”. Januar har som altid taget sig ud som en trafikprop, der aldrig løser sig op, den har sneglet sig afsted, været mødt af forsinkelser og budt på meget lidt andet end grå sjap, det uundgåelige butikudsalg, der bare nægter at dø, og en gennemtæsket diskussion om, hvor meget vi lovligt kan tillade os at gå op i håndbold. Heldigvis har januar også budt på god musik, der har kunnet varme os, og måske netop derfor er denne måneds trackopsamling præget af musik, der har trøstet os og lindret vores smerter.

Fennesz – Umbrella

Vi starter hos den østrigske ambient-legende Christian Fennesz, der kommer hele verdens vinterdeprimerede befolkning til undsættelse med nye salige, langtudstrakte lyde og stemninger på albummet Agora, som udkommer 29. marts. Vejen til albummet er banet af, at østrigeren rykkede ud af sit gamle studie og indspillede ny musik med ganske få instrumenter og et sæt høretelefoner som sine eneste allierede. Umbrella er den første og hidtil eneste smagsprøve fra albummet, der byder på fire numre og er det første soloalbum i fem år. Fremfor ét langt tranceskabende stykke møder vi på Umbrella en række små idéer, der alle vækker stor spænding og får skuldrene til at glide lidt ned. [Morten Bruhn]

Stella Donnelly – Old Man

Magtmisbrugende og kvindeundertrykkende mænd er den allegoriske boksebold på førstesinglen Old Man fra Stella Donnellys kommende debutalbum Beware of The Dogs, der udkommer 8. marts på Secretly Canadian. Men Old Man er mere end blot endnu et indspark i en vigtig samtidsdebat, det er også et utroligt vellydende og charmerende stykke musik, der til fulde viser Stella Donnellys sangskriver-evner og evne til at invitere lytteren ind i et lækkert univers. [Morten Bruhn]

CFCF – Closed Space (Single Edit)

Canadiske CFCF har været iført mange masker, siden han første gang blev omtalt her på Regnsky for ti år siden. I 2009 gjorde han et navn for sig selv gennem det 80’er-synth-kitschede debutalbum Continents, og siden da har CFCF aka Mike Silver med lethed og stor succes sprunget mellem house, new age-vibes og modige, Steve Reich-agtige kompositioner. Til marts udkommer CFCF med sit syvende album på ti år, når Liquid Colours åbenbarer sig som endnu et stykke kommercielt forbrugsgods, der kan købes og sælges enten som kassettebånd, vinyl eller blot som digitale megabytes, og som er endnu et bevis på CFCFs virtuose diversitet. Denne gang krydser han poppet new age med jungle-breakbeats, som det kan høres på smagsprøven Closed Space (Single Edit). [Morten Bruhn]

Apparat – Dawan

Man kan godt høre, hvem der stod for meget af trommespillet i Moderat, når man smider Apparats nye single på. På Dawan bærer trommestikkerne dig igennem nummeret, der ellers består af skiftende elementer. En lækker analog basgang, strygere, noget der lyder, som om det er samplet fra en spilledåse, og selvfølgelig mandens egen skønsang. Det her er et af de numre, der er så snedigt opbygget, at der først går op for dig, hvor meget du nyder det, når det er ved at være færdigt. [Mathias Gavnholt]

Octo Octa – I Need You

Octo Octa ser os og ved lige præcist, hvad vi i januar gik og havde brug for: Et euforisk, holistisk og spirituelt house-nummer fyldt med breakbeats, messende vokaler og en fremragende intro, der ville få Alice Coltrane Turiyasangitananda til at fælde en tåre i respekt. Højdepunktet kommer midtvejs i breaket, hvor en oprigtig og dybfølt takketale glider ud over Maya Bouldry-Morrisons læber: “This if for my friends, this is for my lovers, this is for the people I care about, for my familiy, for those who support me. I love you. Thank you for being there. It means so much to me“, inden den sidste sætning looper og glider langsomt ind i det instrumentale lydbillede. [Morten Bruhn]

Croatian Amor – Into Salt (ft. Alto Aria)

Ingen månedsliste uden dansk islæt, denne gang repræsenteret af Posh Isolation-labelbossen Loke Rahbek aka Croatian Amor, der i januar spyttede albummet Isa ud. Selvom der virker til at være gået inflation i begrebet decomposed [indsæt genre], så er det lige præcis det, der er tale om her. Tag nummeret Into Salt, der byder på aldeles fremragende gæstevokalspor fra Alto Aria, der klippes, pitches og spredes ud over nummerets skrøbelige komposition. Albummet veksler evigt mellem håb og tragedie, og ligesom med Croatian Amors vidtrækkende bagkatalog er Isa særdeles anbefalelsesværdigt. [Morten Bruhn]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

PREMIERE: Kakkmaddafakka sætter gang i dine trætte vinterfødder med deres nye single!

Foto: Ruben Nesse

Det er en stor glæde at kunne præsentere Kakkmaddafakkas nye single “Runaway Girl” her på Regnsky!

Det er et band, vi har fulgt med stor interesse over en periode, og som danskerne har taget virkelig godt i mod. Det kunne man læse i anmeldelserne fra P6 Beat rocker, og jeg så det med egne øjne i tirsdags i Pumpehuset, hvor de bl.a. spillede deres vanvittige cover af Rasmus Seebachs “Natteravn”, og selv en prætentiøs og selvudnævnt kulturelitær skribent måtte bøje sig i støvet for de mægtige nordmænd.

Denne gang er der dog ikke tale om et cover, men et splinteravende nyt nummer fra den kommende plade Diplomacy, der udkommer 22. marts. Jeg havde i weekenden besøg af Axel til en skål havregrød og en snak omkring hans livsfilosofi, og hvordan den kommer til udtryk i Kakkmaddafakkas musik.

Hej Axel. Er du Norges gladeste mand?

I blandt toppen vil jeg tro. Jeg har startet glædens religion og skrevet bogen “Bible of Joy”. Den handler om følelsemæssige rutsjeture. Man skal ikke være glad hele tiden. For at kunne opleve glæde må man også opleve sorg. Når jeg vågner om morgenen, er jeg glad. Jeg gør ting, der giver mig glæde. Do cool stuff, and you become cool.

Hvorfor har du skrevet den?

Det handler om min filosofi. Jeg maler og laver musik, og så fik jeg lyst til at skrive, men jeg kunne ikke skrive uden først at have skrevet biblen. Danmark er et af de bedste lande for diskussionsmiljø, i Norge og Sverige er det sværere med det ekstreme politiske korrekte miljø. Folk kalder mig racist, fordi jeg ikke synes, man skal censurere ordet “negerkonge” fra Astrid Lindgrens bøger. Jeg nægter at lade mig kue. Jeg er en mand, som gør, hvad jeg vil. Jeg var nødt til at sige, jeg er ikke kommunist, nazist eller politiker – jeg tror på glæde! Så det er nødvendigt at have en bibel. Man bør kunne sige, hvad man vil, så længe man ikke siger det med “bad intentions”. Et ord kan ikke været racistisk i sig selv. Det er intentionen bag ordene, der kan.

Er det så ikke mere en livsfilosofi end en religion?

Jeg tror på gud. Han er der for mig og for dem, der tror på ham. Andre kan sagtens bruge bogen til at følge dens guidelines.

Er I så Norges gladeste band?

Ja, det kan man sige, men vores tekster har alle noget melankoli og ironi i sig. Musikken derimod er vældig joyful. Det er det samme som Abba! På den nye plade kommer der flere powerballader, og det bliver lidt mere rock.

Du har før fortalt mig, at dine største forbilleder er The Smiths. Deres tekster er meget melankolske. Hvordan hænger det sammen med, at Kakkmaddafakka er så glade?

Jeg synes jo, at Morrissey på mange måder gør det samme som os. Johnny Marr er en fantastisk guitarist, og han spiller på en joyful måde. De har mange danceable songs. Jeg tror, Morrissey ville digge Kakkmaddafakka, hvis han hørte det.

Hvad handler den nye sang “Runaway girl” om?

Den handler om meget forskelligt. Mest om en kunstnerkvinde. Det er faktisk mest Pål, der har skrevet sangen. Vi prøver at lave sange om arketyper fremfor individer.

Synes du, at der er forskel på niveauet af glæde i Danmark og Norge?

Glæden i Danmark er på et helt andet niveau. I Norge har vi ikke fokus på glæden. Det er derfor, jeg har skrevet bogen. Danmark er et af de få lande i verden, der har fokus på glæde. I Danmark spiser man hotdogs og flødebøller, og der er fadøl og festivaler. Og man ryger i Danmark! Det er fantastisk. Det gør man ikke i Norge. Der ser man mere ned på folk, der ryger. Jeg føler, at folk er mere intellektuelle i Danmark end i Norge. De ikke-intellektuelle sætter en meget lav standard for ting, og det gør, at de intellektuelle mennesker er i mindretal. Vi har ikke så mange selvproducerede ting. Når vi ser kokkeprogrammer, ser vi Spise med Price, og når vi rejser, tager vi til Danmark. Vi er en ung nation, som har fået oliepenge og nu er nyrige. Vi plejede at være en bondesamfund! Eller, alt andet end Bergen var. Oslo blev jo først hovedstad for 100 år siden. 

Alle i Danmark skal vide, at situationen her er meget bedre end i Norge, Sverige og Tyskland. Man kan sige en joke, og folk forstår den. Man kan snakke med kvinderne. I Norge tror de bare, det er MeToo. “Han så på mig med de styggeste øjne – nu føler jeg mig krænket” hvis man kigger på nogen. Sådan er det ikke i Danmark.

Tusind tak, Axel. 

Jeg vil til enhver tid mene, at Kakkmaddafakka gør sig stærkest live, og det er i sandhed dér, man kan opleve deres energi og personligheder, og at deres hjertevarme glæde kommer bedst til udtryk. Når det så er sagt, så synes jeg, det tegner godt for det kommende album, og jeg glæder mig til at høre mere fra familien Vindenes og co.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

MANILA får publikum, kabler og knapper til at danse

Der er stille på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Fem unge håbefulde mænd går rundt mellem hinanden og roder med kabler og pedaler. Luften sitrer af koncentration og nervøsitet, og det er som om de mørkegrønne og lilla gardiner, der er trukket for omkring scenen, sluger al lyd i rummet. Svagt i baggrunden kan jeg høre larmen fra publikum og musikken fra baren, der inviterer til latter og torsdagsskåle med venner. Klokken er 20:35 og om femogtyve minutter skal mændene i MANILA spille deres største koncert i bandets historie på Hotel Cecil i indre by i København.

Pitstop. På kort tid skal instrumenterne på scenen skiftes mellem Theo X’ og MANILAs koncerter

Bandet har allerede været her i fire timer, og nerverne har haft god tid til at spire fra små stiklinger i maven til at være plukmodne uden på tøjet. Det er en speciel koncert, som de har brugt lang tid på at forberede, fortæller de mig i backstage-lokalet:

”Vi har øvet næsten hver dag i den seneste halvanden uge i hvert fald,” siger Gustav Lahrmann, der spiller bas. De andre stemmer i og fortæller, at de har arbejdet meget med at gøre deres nye musik mere live-venlig, bl.a. ved at inkorporere en ny form for backing track. ”Efter vi har fået vores eget studie, er vores musik blevet mere elektronisk med flere synth-lyde og bittesmå detaljer. For eksempel bruger vi risers, som er hvid støj, der vokser gennem nummeret og skaber en stemning, og dem er vi begyndt at bruge i backing tracket,” forklarer forsanger Julius Amdisen.

Sømmet i bund. Fra venstre: Tuner, Delay, yndlingspedalen Reverb, Overdrive

Selvom de tekniske muligheder kan skabe forbedringer, er MANILA stadig opmærksom på faldgruberne ved at være afhængig af backing tracket. Det kan virke stift og mekanisk når teknik skal blive til musik. ”Vi har prøvet at jagte den nerve, der er i vores musik, mens vi øvede.” fortæller Andreas Grønne, der spiller trommer, og manden på keys, Mads Boldt, fortsætter: ”Nogle af vores numre ville virke sterile, hvis vi bare spillede studieversionen live, på trods af det måske er det bedste billede af, hvad vi vil med sangen. Derfor tager vi f.eks. de funkede elementer og fremhæver dem, så det bliver mere live-venligt og akustisk.”

Finjusteringer. De sidste monitors indstilles med det rette forhold af bas og guitar

Under lydprøven er det tydeligt at mærke både sol- og skyggesiden af de nye tiltag. Det er udfordrende at få instrumenterne til at harmonere med backing tracket i de forskellige musikeres monitors. Men så snart musikken starter, kan guitarist Mikkel Strandberg ikke lade være med at hengive sig til de skæve rytmer, og kanaliserer sin kærlighed til musikken ud gennem en svingom med Gustav Lahrmann. Med computeren gaffatapet til synthesizeren, som sidste forberedelse, hopper bandet ned fra scenen, med blikke der siger, at de alle krydser fingre indvendigt for at teknikken holder. De går ud backstage for at hilse på Sherpa og Theo X, som er de to andre bands, der spiller til aftenens Limelight showcase for upcoming dansk musik.

Efter en bagel, en kold øl og et par vindruer er det blevet tid til en hurtig smøg på gaden foran Helligaandskirken i Niels Hemmingsens Gade. Det er blevet hurtigt mørkt og det snelag, der om formiddagen var drysset sirligt ud over byen, er nu smeltet. Min ånde bliver til en grøn dis i skæret fra Gasoline Grills grønne neonskilt lidt længere oppe ad gaden. De fem musikere ringer rundt for at finde ud af, hvem af deres venner, der kommer og støtter, og stemningen er høj efter de finder ud af, at nogle efterskolevenner også støder til. Herefter bliver det dog hurtigt alvor igen, når Julius Amdisen starter setliste-ritualet, hvor bandet står i en cirkel, og i rækkefølge siger sangene så alle er på samme bølgelængde.

Af kommer det varme vintertøj og på kommer fem kortærmede farvestrålende skjorter. Klokken 21 træder de fem venner en ad gangen de fire trin op på scenen i aftalt rækkefølge ledsaget af klapsalver. Selvom de går ind hver for sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sammentømret gruppe.

”Vi har spillet sammen så længe, at vi har opbygget en fælles referenceramme,” forklarede Mikkel Strandberg tidligere. Andreas Grønne beskrev sin producerrolle, som ham, der skal koge suppen af alle de mange fælles idéer. Essensen og grundlaget for bandet definerer Gustav Lahrmann: ”Det, vi gør, er at dele musik med hinanden, som vi griber.”

De fem venner er ikke ens, men de overlapper på mange områder, og det er i det overlap, at MANILA eksisterer. Det er en fælles vision, som alle kan indgå i på fælles præmisser, og det er som om, hvert medlem får lov til at shine i forskellige sange under koncerten. Heldigvis svigter teknikken ikke og de indøvede overgange mellem numrene er elegante og ikke forcerede. Scenen bliver epicenter for MANILAs vibe, der sender rystelser ud i Hotel Cecil, og får publikum til at bounce og smile.

Triumf. Fra venstre: Mads Boldt, Mikkel Strandberg, Julius Amdisen, Andreas Grønne og Gustav Lahrmann

Sveddryppende, udmattede og lettede møder jeg bandet efter koncerten. De smiler alle fem stolt fra øre til øre, og er helt euforiske efter showet. Nu står menuen på kolde øl og varme kram fra familierne, der er kommet for at bakke op. Hurtigt dukker forskellige branchefolk op for at få en snak med bandet, og medlemmerne tager dem med storm uden tøven med samme charme, som de indtog scenen. Jeg efterlader MANILA siddende i en bås i foyeren med venner og kærester til, hvad der har udsigt til at blive en lang og dejlig danseaften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.