Pale Honey: ”Lad bedstemor blive derhjemme”

Pale Honey Regnsky

Den 15. marts indtager den svenske duo Pale Honey Huset-KBH i København. Jeg tog en hurtig snak med Tuva Lodemar og Nelly Daltrey op til koncerten, hvor de vil gøre alt for, at hele publikum føler sig velkomne. Deres første tip: Lad bedsteforældrene blive derhjemme.

”Når vi spiller live, kan vi godt lide, at det er lidt højt og beskidt, og vi kan ikke ønske os mere, end at publikum lader sig gribe af stemningen. Vi opfordrer alle til at danse, headbange eller synge med – alt er velkomment. Men måske skal du lade din gamle bedstemor blive derhjemme, hvis hun ikke har lyst til at starte moshpits og bade andre mennesker i øl,” griner pigerne.

Nyt, modigt album på vej
Bandet er netop nu ved at færdiggøre opfølgeren til det succesfulde selvbetitlede debutalbum fra 2015. Her på Regnsky fandt en af de første singler fra det album, ”Real Thing”, vej til 11. pladsen på vores årsliste i december, og for mig personligt er “Pale Honey” et af de album, jeg lytter allermest til for tiden. Spørger man Pale Honey selv, kan man forvente et mere modigt andet album.

”Vi har været bedre til at lade sangene tage den tid, de skulle tage, denne gang. Vi har haft perioder, hvor vi ikke har fokuseret på andet end musikken, mens vi andre gange har vi lagt den helt fra os. Det har givet os muligheden for at lære vores egne værker bedre at kende og tiden til at udforske, prøve nye ting og finde ud af, i hvilken retning vi kunne tage vores sange – og hvor vi har lyst til at tage dem hen. På den måde har vi været lidt mere modige i vores bestræbelser på at lave noget, vi er stolte af,” forklarer Tuva og Nelly, som dog samtidig understreger, at de både var stolte og tilfredse med debutpladen.

”Vi synes, at det gik rigtig godt. Vi er stolte af, at det lykkedes os at lave et debutalbum, som var gennemtænkt. I stedet for at haste det igennem for at vise os frem til pladeselskaber eller bookere. Det var en fantastisk følelse, at vi havde lavet noget så gennemført for os selv, og det varmede virkelig vores hjerter, at så mange mennesker tog så godt imod albummet.”

Finder inspiration i rastløshed og gode bøger
Processen med at skrive tekster er noget, der betyder meget for Tuva og Nelly, og ud over at de naturligvis lader sig inspirere af andre musikere – Pale Honey er ofte blevet sammenlignet med både PJ Harvey og den amerikanske rocktrio Sleater-Kinney – men inspirationen til deres tekster skal ofte findes et andet sted.

”Vi er begge læseheste, så at læse er en evig kilde af inspiration for os. Det bedste, vi ved, er at finde en sætning, der bare vækker genklang hos os, og som så senere bliver omdrejningspunktet for en sang. Så sætter vi sætningen ind i en kontekst, som giver mening for os, og det inspirerer så musikken. Ikke at have noget at lave – altså bare være rastløs – er også med til at fremprovokere kreativitet hos os.”

I det hele taget er det et meget tæt forbundet kreativt univers, Tuva og Nelly har fået skabt sammen. De har prøvet at spille sammen med andre, men i sidste ende giver det bare mest mening, at Pale Honey er en duo.

“Vi er ikke fuldstændig ens, når det kommer til musik, men vi foretrækker mange af de samme ting, og vi er tiltrukket af de samme koncepter og lyde, vi har skabt som band. Så vi arbejder godt sammen og er meget opmærksomme på hinandens ideer. Vi lærte at spille vores instrumenter sammen i et andet band, så vi er på mange måder vokset og udviklet os sammen. Det har givet os muligheden for at søge ud af øvelokalet og finde inspiration andre steder, så vi kan udforske mere i forhold til sangskrivning og vores kreativitet.”

Man kan som sagt opleve Pale Honey i Huset-KBH på onsdag (sammen med danske Darling Don’t Dance) – eller i Lund i Sverige på torsdag, hvis man har mod på en tur over Sundet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Northside plakatens fem pletskud

Der er delte meninger om Northsides program, der landede med de sidste navne i går. Er det for pop med The 1975, Bastille og Veronica de Maggio? Er det for Århuskært med Thomas Helmig? For nationalistisk med Suspekt og Mø? Og Peter Sommer og Tina Dickow? Og Rasmus Walter og WhoMadeWho? Og When Saints Go Machine og Phlake? Og….

I fangede pointen, går jeg ud fra.

Jeg synes, det er værd at tale lidt om, hvor Northsides bookere virkelig har ramt rigtigt. Det er for nemt at tale om Radiohead og Frank Ocean, så jeg vil gerne bevæge mig lidt ud over det. Her følger de bedste bookings fra Northsides endelige plakat (I vilkårlig rækkefølge). Listen er baseret på min helt objektive mening.

Sort sol

Fantastisk og dansk. Man fristes til at sige dantastisk. Nu gjorde jeg det alligevel. Det er svært at karakterisere Sort Sol, fordi de kan så meget. Kald det punk eller rock eller hvad du vil, men jeg er sikker på at Northside og Steen Jørgensen vil gå helt sublimt hånd i hånd (no pun intended).

Primus

Den kortlivede succes for genren funk metal kan i høj grad tilskrives bands som Primus. Altså ikke at den var kortlivet, men at den overhovedet havde succes. Les Claypool er en fremragende bassist, som endda var til audition i 1986 for at overtage bassen fra afdøde Cliff Burton hos Metallica. Legenden siger, at medlemmerne i Metallica synes, at Les var for dygtig, og at han ville spilde sit talent ved at spille thrash metal sammen med dem. Nu spiller han med Primus. Et forholdsvist skævt og unikt band. Tag evt. et lyt til nummeret “American Life” og nyd Les’ unikke bassriff, eller sæt et afsnit af South Park på, og læg mærke til introsangen, som, you’ve guessed it, er lavet af Primus, da Trey Parker og Matt Stone er kæmpemæssige Primus-fans. Det bliver helt sikkert en koncert, hvor man ikke ved, hvad man skal forvente, udover at den bliver uforglemmelig.

Richard Ashcroft

Det er utroligt, at ingen andre medier har hevet fat i, hvor stort et scoop det her er. Jeg er måske lidt farvet, fordi Richard Ashcroft har været kilden til både min største eufori og kraftigste frustration siden jeg gik i gymnasiet. Eufori fordi han formår at være en singer/songwriter som ingen andre og skrive sange som “Drugs don’t work”, hvor man skal være lavet af ren granit for ikke at flække en tåre, når den høres. Og frustration fordi han ikke kunne forblive venner med de andre medlemmer i hedengangne The Verve, og fordi han ikke har spillet en koncert i Danmark siden år 2000, hvor han med sit første soloalbum i bagagen gav en koncert i Den Grå Hal. Nu sker det endelig, og selvom navnet Richard Ashcroft ikke ringer den store klokke for størstedelen af deltagerne på årets festival, så vil The Verve og Bittersweet Symphony nok gøre det. Det er altså en helt unik mulighed, der gør sig gældende her.

Agnes Obel

En dansk kvinde med internationalt appeal som ikke er MØ. Jeg rangerer stadig albummet Philharmonics, som et af de måske 25 bedste danske albums nogensinde indspillet. Det er desuden heller ikke et dansk navn, som er blevet en kliché i sig selv, fordi der er langt mellem hendes optrædener, og hoveddelen af de deltagende nok ikke før har fået lov til at opleve Agnes Obel live. Mig deriblandt.

The Prodigy

Northside har haft stor succes med deres vilde elektroniske nattekoncerter de tidligere år. Bagkataloget er bredt med alt fra The Chemical Brothers til Underworld over Jamie XX og Royksopp. Det har som regel været her, den akkumulerede brandert virkelig kunne slå sig løs, og man kunne bekæmpe morgendagens tømmermænd ved at svede alkoholen ud under rekordforsøget i vildeste dansemoves og størst antal af væsner af det modsatte køn skræmt væk på samme tid. The Prodigy er sgu next level. Det tegner til at blive et decideret rave. Det klæder Northside at bryde rammerne for, hvad man tror, man kan forvente af dem. Det klæder også festivalen at turde booke en koncert som The Prodigy på den ellers meget pæne, rene og ordentlige festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Stream ny udgivelse fra Sekuoias kommende remix-album!

Foto: Stephanie Staal

Sekåja… Sekva… Sekøa…

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan man udtaler navnet med de mange vokaler, men det er måske heller ikke det mest aktuelle. Noget der til gengæld er aktuelt, er, at Patrick Alexander Bech Madsen, der gemmer sig bag kunstnernavnet Sekuoia, snart udsender et remix-album af debuten Flac fra september sidste år. Nærmere bestemt udkommer det den 24. februar, og det lader til, at der er lidt lækkert til os i bland selv-posen. Vi har på Regnsky fået æren af at streame et nummer fra pladen, som er et remix af nummeret Rek. Det er svenske KRIGET!, der har haft fingrene i maskinen, og det er der kommet en noget tungere og mere club-venlig version ud af. Der var intet i vejen med originalen, og normalt ville man nok sige – if it ain’t broken, don’t fix it, men jeg synes alligevel, der kan være en charme over, at en anden kunstner genfortolker numrene. Derfor glæder jeg mig meget til at høre resten af albummet.

Du kan streame Rek i remixet version herunder.

Hvis du er tosset med Sekuoia, så glem ikke, at du har muligheden for at se ham og resten af cremen af kontemporær (sygt prætentiøst ordvalg, undskyld) dansk elektronisk musik på Stødpudelageret næste lørdag. Det er Frost Festival, der står bag arrangementet, der også byder på AV AV AV og Smerz.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modne blå blomster

Vores gæsterapporter Rasmus Vestergaard studerer Dansk på Københavns Universitet og arbejder til daglig for et dansk design bureau. Rasmus har tidligere drevet bloggen Frimusik.net, hvor han interviewede danske artister. I dag er det Regnsky, som får fornøjelsen af Rasmus’ interviewtække i samtale med et af de danske bands, vi forhåbentligt vil høre nyt fra i 2017.

Modne blå blomster
Hvis du så DR3-dokumentaren ‘Nyt Blod’ om Blaue Blume, kan du måske også huske vinklen: et ungt, dansk band, som under udvikling og med større forventninger end forsangerens toneregister, pressede sig selv til hele tiden at levere bedre og bedre. På vejen mod den måske uopnåelige perfekte optræden blev hver fejl trukket frem til analyse efter hver koncert rundt om i Europa. Blaue Blume var som ungt band ved at finde ud af sig selv, hvordan man gør tingene, og hvordan det er, man affinder sig med sig selv.

Spørgsmålet er derfor, om det stadig to år efter er tilfældet. Jonas, Robert og Søren, tre fjerdedele af Blaue Blume, har sat sig om det spinkle café-bord i Indre København med kolde sportscolaer og varm kaffe. Jonas lægger ud: “Det var meget sandt portrætteret, men det er jo ikke kun det, vi går op i. Men i løbet af 40 minutter skal man finde en vinkel, seeren kan forholde sig til.”

Robert: “Det er klart, at de ikke viste alt. De viste ikke de gange, hvor vi kun var glade. Så det er ikke, fordi det ikke passer. Billedet er bare lidt mere nuanceret og lidt bredere.”

For når kameraet ruller og kroppen er træt på grund af det hårde turnéliv, bliver fejlen nok blæst lidt mere op. “Sommerturen havde været lang og hård og udmattende. Derfor føles det også en lille smule som det billede, der entydigt blev vist af os. Det var mere gældende på det tidspunkt,” forklarer Søren.

Ikke en dans på blomster
Både i Norden og Europa har Blaue Blume fyldt tusinder af øregange med deres musik, der befinder sig i sin egen kategori, som nogle nok vil beskrive som art-pop med blandt andet referencer til 80’er bandet, Cocteau Twins.
De mange koncerter har været sjove, men gruppen har også fundet ud af, hvordan det er at spille meget live. “Det har været hårdt at komme igennem,” fortæller Jonas. “Når man spiller flere dage i træk, skal man arbejde hårdere for at finde ud af, hvorfor man står der. Ideelt set skal vi jo gerne spille meget mere, end vi gør nu, og hvis man skal kunne gøre det, så skal man også kunne holde til at levere hver gang.”

Søren tilføjer: “Eller måske finde et sted inde i sig selv, hvor man tager lidt lettere på, at man ikke kommer derop. Det er ikke noget problem med ambitionsniveauet. Det er mere, hvilken konsekvens man giver det, at man ikke når det. Hvis det er, at man skal være utrolig vred og ked ved sig selv, så duer det jo ikke. I stedet skal det være en guideline om, at man skal spille godt, men generelt kan tage lettere på ikke at gøre det.”

Med koncerter og livestress lidt på afstand føler gruppen sig nu opløftet af musikken og af band-fællesskabet. Klar til at tage favntag med den nye musik og søge mod nye horisonter. “Nu kan vi gå til de nye og de gamle numre på en helt ny måde og med en helt ny energi”, siger Jonas, mens Søren fortsætter: “De ting vi har fået, som vi kan give videre til det nye, føles helt vildt store. Vi synes kun, at vi er blevet bedre, og alle de ting kan vi bruge.”

Men da de tre bandmedlemmer bliver spurgt, om de slapper mere af med at skrive og spille deres sange, lyder der et fælles nej efterfulgt af en latter, som nok gemmer på en hel del internt.
Jonas: “Jeg tror da gerne, at vi vil have implementeret en form for afslapning i numrene målrettet koncerterne. Der tror jeg, at vi har fundet ud af, at vi ikke nødvendigvis er i kontrol, når vi er allermest tilpas på scenen. Det er dér, hvor der er plads til friheden. Omend vi arbejder intenst med form, så føler jeg, at vi er blevet friere til at prøve en masse ting og i sidste ende slappe mere af.”

Trimme numrene
Jonas, Robert, Søren og Peter er gået i studiet for at gå i gang med de nye numre, som er under udvikling og er en “kontinuerlig leg”, som Robert beskriver det. Hvor nye erfaringer blander sig med nye indtryk, der skal formidles i lyden. Som Søren siger: “Vi synes kun, at vi er blevet bedre, og alle de ting kan vi bruge, så hvorfor ikke bruge det?”

I studiet har gruppen talt om, at de skulle gå udogmatisk til værks. “Der skulle ikke være nogen Blaue Blume-sound, som vi skulle ind og lave en ny plade med,” siger Robert og forklarer, at musikken i stedet skulle være et sammensurium af deres musikalske præferencer. Når ens smag udvikler sig, vil de nye sange også afspejle det.

Robert: “Vi har været meget opmærksomme på ikke at skulle gøre noget bestemt og så turde jage den umiddelbare ide, som et nummer lagde frem for én. Hvis den ville en ting, skulle vi så se, hvor langt kan vi gå i den retning. Vi har måske tidligere haft en vis tendens til, at hvert nummer skulle kunne det hele. Nu er vi mere klare på, at hvert nummer skal kunne sin ting.”

Og når hvert nummer skal kunne sin ting, kræver det også, at nogle ting bliver skåret fra, eller som klichéen lyder, at man dræber sin kære, sine darlings. Robert tilføjer dog hurtigt, at de så er “blevet bedre til at lave nogle nye.”

Søren: “Nogle gange føltes det som en dårlige ide at tage noget ud, som man var glad for. Men hvis stemningen ikke lige er der, så ender man også på sigt med at tage det ud og indse, at dét er en god ide. I sidste ende handler det om at fjerne de ting, som ikke vil sangen noget, eller ikke vil det, vi tænker, det vil.”

Jonas: “Jeg håber, at vi bare mærker, hvornår det er godt. Lukke sangene, mens vi har en god følelse med det. De ting, vi har lavet før, er vi også glade for, men det blev trukket så langt ud, så man lidt mistede den simple følelse af, at det her er god musik.”

Søren: “Vores proces og vores erfaringer har gjort, at det er blevet nemmere at nå derhen, hvor det er fedt at være, som Jonas snakker om. Det handler både om at finde det dér sted, hvor man kan have optur over det nu og om fjorten dage.”

Gruppen har derfor gjort studieindspilningerne til en del af selve processen for sangskrivningen. Det giver nye muligheder for at få alle delene til at komplimentere hinanden i højere grad, så trommespil og lyrik kan skabe mere holistiske udtryk. Det har ikke gjort processen kortere, men forhåbningen er, at det kan få noget spontanitet og “afslappethed” med i indspilningerne, siger Jonas.

Søren: “Det er en balancegang. På den ene side vil man gerne minutiøst tilpasse alt, så man vidste, hvad der skete. Men omvendt er det også de gange, man formår at overraske sig selv, at man gider lytte til det.”

Jonas: Så er vi også blevet markant mere ligeglad med, hvad folk synes. Vi har ikke en stemme inde i baghovedet, som siger, at vi skal lyde mere på den måde. Der kan jeg mærke, at vi kommer hen til et sted, hvor vi kun lytter til os selv og folk internt. Dér tror jeg ikke længere, at vi har nogle skrupler. Så længe vi kan mærke det, er det ikke at tage højde for, hvad vi tror, at andre forventer af os, eller hvad der er det rigtige at gøre.”

Hvad er det, du synger?
Blaue Blumes lyd er storladen. Det rummer de store følelser og kan gå fra det dybe mod himlens uendelige horisont. Men når vokalen laver akrobatik og svinger sig fra ord til ord med kunstfærdige vibrationer, er det ikke altid, at lytteren kan forstå og afkode ordene fra den jyske forsanger.

Jonas: “Jeg har bare mødt alt for mange gange, at folk ikke kunne høre, hvad jeg sang. Det ville også være rart at kunne forholde sig til, hvad det er, der bliver sagt. Så det har jeg forsøgt, også,fordi min sangskrivning er moden nok til at være mere blottet.”

På debutalbummet ‘Syzygy’ arbejdede Jonas med at gøre sin stemme til et instrument, der arbejdede sammen med melodilinjerne i sangene. Hvert ord havde sin tone og var fonetisk afstemt med sangens udvikling og melodi. Det blev et fravalg af, “hvad der kunne have været nogle enkle og klare sætninger i forhold til en masse ord, der ligesom skulle passe med en melodi,” forklarer Jonas.

Måske har det også hængt sammen med en vis usikkerhed på egne evner, prøver Jonas at forklare det med. “Jeg tror ikke, jeg har følt mig god nok til at blotte mig selv 100 % i forhold til det lyriske, selvom jeg har brugt ufattelig mange timer på alt, hvad jeg nogensinde har skrevet.” I stedet har han skåret ind til den helt enkle sætning, “så den dels er umulig at undgå og for mig nem at sige og nem at relatere til med det samme følelsesmæssigt.”

Det har været nødvendigt ifølge Jonas, og samtidig er det et stort skridt for deres lyd. En lyd, som er mere nærværende med tekster, som folk nemmere kan forholde sig til. “Hvis man ikke har læst teksterne og har set os live, så kan det måske føles mere upersonligt. Hvad er det, der bliver sagt til mig?” spørger Søren og deler sit håb, “jeg håber, at folk synes, at Jonas som sanger og tekstforfatter er kommet sindssygt meget tættere på.”

Tænk, at det her ville ske en dag
Som man så i løbet af DR3-dokumentaren, så har Blaue Blume efterhånden spillet foran mange mennesker. Og det er nok her, at det kan være svært at se sig selv udefra. Se, at man er i gang med at gøre det, man altid har drømt om.

“Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi skulle få lov til at spille foran så mange mennesker på Roskilde Festival. Ikke i min vildeste fantasi i 1.g havde jeg tænkt tanken, at det her ville ske en dag,” siger Jonas og fortsætter: “Det glemmer man lidt, når man er i det, og står bag det røde forhæng, og der er fucking 10.000 mennesker, som bare står og venter på, at man giver sig til at synge. Spoler man bare fire år tilbage, så var der ingen bag det der forhæng, som stod og ventede. Der sker bare så mange fede ting, som er værd at huske på. Som er meget mere, end vi turde håbe på for nogle år siden, eller da vi startede bandet.”

De blå blomster er klar til mere, og de er i fuld gang. Desværre bliver det nok først til foråret, at de slipper nyt materiale. De er jo stadig perfektionister. Indtil da kan du høre deres ep, ‘Beau & Lorette’, eller deres debutalbum, ‘Syzygy’.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnskys julekalender 2016: 24. december

David Bowie Regnsky
Foto: Jimmy King

Vi er endelig nået til juleaften, og ventetiden er forbi, så i dag vil Peter åbne den sidste låge i Regnskys julekalender. De seneste 24 dage har han afsløret sine 24 yndlingsnumre fra det forgangne år og set nærmere på andet fra musikkens verden, som er værd at mindes. Tjek dem alle ud her. Rigtig glædelig jul fra alle os på Regnsky!

Glædelig jul! Det er juleaften – dagen, mange af os har ventet på. Nogle glæder sig til, at den er overstået, mens andre ser frem til endelig at kunne hygge sig i familiens skød. Dagen i dag betyder samtidig, at vi – meget naturligt – er nået til enden på Regnskys første rigtige julekalender. Den har været virkelig sjov at lave, og jeg håber også, at du, kære læser, har nydt at følge med undervejs. Jeg tror, at de færreste har kunnet lide alle numrene, men forhåbentlig har du opdaget et enkelt eller to nye numre undervejs. Eller måske fået lyst til at tjekke et album ud. Kom endelig med feedback, hvis der er noget, du synes, at jeg skulle have gjort anderledes. Og sig da også gerne til, hvis alt bare har været helt fantastisk!
Nå, vi har nok alle ret meget at se til i dag, så jeg må hellere forsøge at være lidt effektiv. Vi starter dog lidt alternativt ud…

Årslisten: #1
Jeg har haft vildt svært ved at vælge årets bedste nummer, og det har jeg, fordi musik for mig også handler rigtig meget om den fortælling, som musikken er en del af. Jeg mener ikke, at man kan se på musik uden at se på den kontekst, den er opstået i. Derfor er jeg faktisk endt ud med at placere hele tre numre på førstepladsen, omend de hænger sammen i ånden. Eller mere præcist hænger de sammen i David Bowies ånd.
De tre numre er David Bowies egen “Lazarus” fra “Black Star”, The Flaming Lips’ cover af “Space Oddity” og ikke mindst The Flaming Lips’ nyeste single “Sunrise (Eyes of the Young)”. Tre numre som for så vidt er fuldkommen forskellige, men som alligevel hænger sammen på et dybere plan.
Da jeg interviewede Wayne Coyne under Heartland Festival, var det helt åbenlyst, at David Bowie på mange måder har været afgørende for The Flaming Lips musikalske udvikling gennem tiden, og de har langt hen af vejen fulgtes ad op igennem musikhistorien. Derfor synes jeg egentlig også, at det er meget passende, at de får lov til at flyde sammen i en skøn toenighed på toppen af årslisten.

“Lazarus” er for mig det stærkeste nummer fra “Black Star”, og det nummer, som allertydeligst understreger Bowies selvbevidsthed omkring sin forestående død. Rent bibelsk og symbolsk er selve titlen en nærmest uhyggelig anerkendelse af Bowies evne til at leve videre i rigtig mange af os efter sin død, hvilket blandt andet eksemplificeres i The Flaming Lips’ enestående cover af Bowies måske mest karakteristiske nummer, “Space Oddity”. Jeg har det normalt virkelig svært med covernumre, men The Flaming Lips har på rørende vis formået både at fange deres og Bowies ånd i deres fortolkning af nummeret, og når man samtidig kender historien om bandets kærlighed og passion for Bowies musik og person, skaber det en uimodståelig stærk hyldest, som jeg i hvert fald ikke har oplevet andre steder i de mange andre i øvrigt for det meste fine hyldester til Ziggy.

Og så kan jeg bare ikke lade være med at omtale “Sunrise (Eyes of the Young)”, som for mig er det stærkeste The Flaming Lips har lydt i mange år. Wayne Coyne virker til at være tilbage i storform, og jeg har allerede nu en forventning om, at det snart forestående album “Oczy Mlody” kan nå samme højder som “Soft Bulletin” og “Yoshimi Battles The Pink Robots” – hvis lyd nummeret i øvrigt lægger sig tæt op af.

Årets danske udgivelse: #1
Årets danske udgivelse er den udgivelse, som jeg har lyttet suverænt mest til i 2016. Og det naturligvis JÆRV og hendes vidunderlige EP “Dit Hav”. Da EP’en udkom, kaldte jeg den for “den bedste og mest formfuldendte debutudgivelse, siden Blaue Blume udsendte “Beau & Lorette”” tilbage i sommeren 2014 – og det mener jeg egentlig stadig. Jeg vil egentlig ikke gennemgå EP’en alt for nøje, for det kan man læse i min anmeldelse fra marts her, men blot konstatere, at fremtiden tegner helt vildt lys for den mere eksperimenterende del af den dansksprogede popmusik. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til JÆRVs kommende anden EP, som snart skulle være klar til at se offentlighedens lys. For lur mig om den ikke godt kunne gå hen og blive noget af det, der kommer til at få en plads i mit musikalske hjerte anno 2017.

Det var så enden på årets julekalender. Jeg håber som sagt, at du har nydt den. Hvis du skulle have misset nogle afsnit, kan de alle findes lige her. Vi har stadig en lille smule opsamling fra året, der snart er forbi, i denne kommende uge her på Regnsky, men hvis vi ikke læses ved inden da, vil jeg gerne ønske dig og dine en glædelig jul og et godt nytår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *