Regnskys mix af klubfavoritter fra 2017

Vi er allerede en tiendedel igennem 2018, men her på Regnsky skal du ikke snydes for den forhåbentligt sidste årskavalkade til ære for 2017; et mix af nogle af undertegnedes klubfavoritter fra det forgangne år.

Langt om længe er det lykkedes mig at sammensætte en række numre, som har skillet sig ud og været med til at definere 2017 som et stærkt år for klubmusikken – i særdeleshed for den danske scene, hvor århusianske DJ Sports med sit album, Modern Species, er trådt frem som en af landets bedste aktiver på den elektroniske scene.

Et godt 2017 havde også Avalon Emerson, der sammen med danske Courtesy havde æren af at lukke den legendariske elektroniske musikfestival Sonar ned i sommer. Hun er med sit fremragende og transcenderende electro-hit One More Fluorescent Rush også at finde på dette mix.

Hele tracklisten til mixet findes under playeren. Jeg håber, I vil lytte til det, og ellers er I velkomne til at dømme tracklisten i tavshed. Falder dommen ud til den positive side, kan man også finde en udvidet spilleliste bestående af nogle af mine yndlingsnumre fra 2017 på denne Spotify-spilleliste.

God fornøjelse.

Isorinnne – 4:55
Hiver – Elipse
Errorsmith – Retired Low-Level Internal Server
DJ Richard – Path Of Ruin (Pain Mix)
2 Responsible – Warm For A Long Time
Shinichi Atobe – Regret
DJ Sports – Reluctant Memory
Telephones – DTMF (Call Super Remix)
Lorenzo Senni – The Shape Of Trance To Come
Bufiman – Peace Moves
Pender Street Peppers – Raining Again
Nummer – Boulangerie Des 90s
Kris Baha – Start Over
Luca Lozano + Mr. Ho – F.U.B.U
Avalon Emerson – One More Fluorescent Rush
S.O.N.S – A New Life (Planet Earth Mix)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Everybody’s welcome in Neo-Neo Europe!

På RUST’s scene foran mig står en mand med soundcloud-rap-hår, du ved, det med alle fletningerne i forskellige farver. Han er iklædt en lyserød FCK-trøje – den alle snakkede om, da klubben trak den på i 8-delsfinalen i 2010-11 udgaven af Champions League mod Chelsea. Tilhørende har han løse, røde bukser, der ikke ligefrem skjuler bulen fra hans manddom og en halskæde med et Mercedes-logo i. Ud af munden på ham kommer ordene “Lick her ass music – all my friends do it”.

Foto: Eder Lopez

Céleste er manden bag det ekstraordinære look – og lyrik. Han er en del af treenigheden Capital Fluxus – en hiphop-gruppe fra “Neo-Neo Europe”. Jeg tog en snak med Capital Fluxus forud for deres første headliner-koncert på RUST i lørdags om, hvad Neo-Neo Europe er, og vigtigst af alt – hvem de er.

Hey guys! Could you introduce yourselves?

  • I’m Robin, and we are Capital Fluxus, and we are from Neo-Neo Europe!
  • Originally we consist of four persons, but Jonas is in New York at the moment. The last two gigs we’ve had Sarah (drums) and Sofus (keys) playing with us, and hopefully going onwards we are going to have a more live setup, when we play. And I’m Céleste by the way.

And you are Jacob, the man pulling all the strings?

  • Yeah, I still produce with Jonas, so now we are in a long-distance-relationship.

Robin, you said you are from Neo-Neo Europe. What’s that?

  • It started from the concept of Neo-Europe with the fluid borders and so on. Neo-Neo-Europe is the next step where borders don’t even exist and people are just people.
  • Jacob: It came from the way we met with everyone having different international backgrounds and we just came together.
  • Celeste: It’s a critique of Neo-Europe, which is what happened when Europeans came to South Africa and lived there and so on. It’s what happens, when you can’t really put Europe in a box anymore. We don’t want to be boxed in, and we try to make music and art that shows that whatever stigmas you have regarding gender-roles and sexuality doesn’t matter. Especially in hiphop, you know. Homophobia and such. Fuck that shit. Basically saying: “The old world has failed”. Haha. Our generation is about something new. Wherever you go, you can just feel it in people. It’s like millennials watching Friends for the first time and being like: “Why is it only white people in there?” and “Why does the pretty girl have to be stupid?”.
  • Jacob: It’s about deconstruction things and doing something new.

It seems rather philosophical..

  • Robin: Yes, I guess you could say that. Maybe we read to many books and that’s why.

Aren’t you afraid of loosing listeners with this kind of abstract philosophical thinking?

  • Robin: Yes, and that’s the challenge. Making accesible music with that kind of thought behind it. But then again, that’s the whole game, isn’t it? 
  • Celeste: Everybody’s welcome in Neo-Neo Europe.
  • Jacob: It’s not like we come and say: “This is the thing. Get in on it”. We are trying to do something together with other people rather than be like: “This is our thing – come and dig our thing”. We are not here to hand out manifestos to people on how to live their lives.

And why should our readers listen to your music?

  • Céleste: It’s not to sound arrogant, but there are nobody in Copenhagen doing what we do. You should listen to us, if you are tired of artists on the radio sounding like each other. We are doing something that might make you think differently.
  • Robin: Bringing some new perspective to the music industry. Maybe that sounds arrogant..

No, I don’t think it’s arrogant saying you are unique – it’s arrogant claiming you are better than others.

  • Robin: Yes, exactly.
Foto: Eder Lopez

Tilbage til koncerten er Robin i gang med et af sine lækre franske rim, som giver Capital Fluxus en hel del ekstra kant og som bakker konceptet om Neo-Neo Europe op. I princippet kan Robin rappe hvad som helst, fordi jeg forstår ikke meget mere fransk end Camembert og Jean Luc-Godard, men det klæder alligevel musikken med det franske, fordi rap på fransk bare lyder ret fedt. Jeg bliver trukket tilbage i tiden, hvor jeg hørte Mc Solaar på MTV, og tænkte, at fransk rap har et ret fedt flow, og at det kunne et eller andet. Hvad det kunne, har jeg dog svært ved at sætte fingeren på. Fransk lyder jo selvfølgelig bare altid godt, så måske er det det?

Foto: Eder Lopez

Jakob er den sky svensker bag knapperne og melodierne. Han står tilbagetrukket og sørger for, at det hele spiller, som det skal, mens frontmændene fyrer rundt på scenen

Til sammen har vi altså et kollektiv bestående af en skandinav, en franskmand og en dansk-rwandaner der gerne vil udbrede budskabet om at vende det hele på hovedet og gentænke, hvorfor vi gør, som vi gør. Måske er det netop dér, det største puslespil for mig går op, fordi jeg ikke kunne forene en sang som “Lick her ass music” med et politisk budskab, men det handler om at gentænke hele vores liv og tilværelse og ageren, og der passer sangen ind, fordi den omhandler noget som stadig er tabubelagt, men som Capital Fluxus gerne vil opfordre os til at gentænke. Derfor har sangen en symbolværdi som går ud over det abstrakte seksuelle indhold, og den er bare et eksempel på at udfordre sig selv til at bryde et tabu og ændre på ens værdier og normer. Europas kulturer og grænser flyder sammen, men gå ikke i panik, Capital Fluxus er din guide til det nye-nye Europa.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Eksklusiv premiere: Mellemblond – “Elsk og bliv elsket”

Mellemblond Regnsky

Der har været stille om Kristoffer Munck Mortensen og Mellemblond i cirka tre år, men i morgen er han tilbage med singlen “Elsk og bliv elsket”. Det er hans første udspil forud for et fjerde studiealbum, der skulle komme ud, når tulipaner, påskeliljer og alverdens andre forårsbudbringere begynder at blomstre.

At blomstre kan man vel egentlig også sige, at Mellemblond gør på singlen, som vi har fået fornøjelsen af at præsentere for jer en dag før, den egentlig bliver udgivet. Det er i virkeligheden en meget simpel, banal sang om kærlighed og om at huske at elske – og ikke mindst blive elsket. Men nogle gang er det godt at blive mindet om de simple ting, som man nemt kan glemme i en hektisk hverdag med både indre og ydre udfordringer.

Mellemblonds to seneste album, det fremragende “Fra et sted” fra 2015 og gennembrudspladen “Lysvågen” fra 2013, er begge produceret sammen med Mads Brinch, der til daglig gør sig som Bisses faste partner-in-crime. Og selvom Mellemblond nok aldrig når Bisses excentricitets niveau – det gør de færreste – har hans musik rødder i den samme, dansksprogede sangskrivertradition, hvor man formår at sige meget med få ord. Det er også tilfældet på det nyeste udspil, hvor livets gang og jagten på lykken med få beskrives i al sin kompleksitet gennem fuglesang og en opsang om at huske kærligheden, inden det er for sent.

Men nu er det ikke mig men Kristoffer Munck Mortensen, som er en gudsbenådet sangskriver, så lad os give ham ordet i stedet på “Elsk og bliv elsket”:

Singlen udkommer som sagt i morgen, fredag den 26. januar, på det kærlige københavnske label Møs Møs.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!”

Uendeligheder af rytmer og harmoniske sammensætninger via auditive tråde som spinder sig på kryds og tværs mellem beat, rytme og klang. Foran mig og indeni sker oplevelsen, oplevelsen som jeg uforløsende prøver at sætte ord på, men som ideelt bør sanses. Jeg er på Jazzhus Montmarte der i anledning af premieren af deres nye månedlige koncept “Monten” har fået fornemt besøg af den instrumentale hip hop trio Athletic Progression. Musikken, rummet og bandet fylder atmosfæren omkring mig såvel som indeni og skaber farver for mit indre blik, farver der skifter som det musikalske flow udspiller sig. Det er damn tight, uforudsigeligt og frækt. Det ligner de står på scenen og leger, men tag ikke fejl, progressionerne i lyd og flow er professionalisme og innovation i de høje grader..

I foråret skrev regnskys gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen om sin oplevelse, da hun fredag aften i maj havnede til Athletic Progressions koncert på sidste års Spot festival. Marie Louise beskrev koncerten som en sammensmeltning mellem det elektroniske i brugen af samplings og det organiske i form af bandets instrumentale og yderst musikalske virke. Det er deres lyd – altså Athletic Progression, som fylder mine øregange på denne fredag aften i januar. Selvom det kun i begrænset omfang kan spores, at kalenderåret spår om lysere tider, er åbningsfesten af Monten her på Jazzhus Montmartre et energiorgie af lyd-sætninger og forventningsspirer mellem publikum og artister.

Forbindelser er kodeordet her. Forbindelser som de auditive tråde mellem mennesker og maskine, natur og kultur. Forbindelser som den instrumentale hip-hop trio spinder sig ind, ud og imellem. Forbindelser mellem traditioner af jazz, funk og neo soul. De musikalske forbindelser. Men også forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. Forbindelser til det historisk finder vi også i navnet Monten som Montmartres nye månedlige koncertkoncept hedder. Monten er nemlig kælenavnet for hvad der i jazzkredse associeres med den åbne atmosfære på Jazzhuset Montmartre, som i 60’erne og 70’erne turde udfordre publikum og de eksisterende genrekonventioner.

I samme ånd relanceres Monten på ny, som en tilbagevendende begivenhed med udvalgte koncerter, der indbyder til undersøgelse og bevægelser rundt i jazzens grænseflader. Det er fusioner af genrer, stilarter og mennesker som mødes her, og giver et rum og et bud på hvordan jazzen også kan føre os hen. Det er livestemningen, rummet og momentet som byder dig ind i Montens udforskende og nysgerrige musikalske rum, med plads til det skæve, det skarpe det sexede og det udfordrende.

Om du er en hardcore jazz-avantgardist, eller som jeg, blot nysgerrigt er troppet op til en lytter, skal der nok være noget at komme efter, når Monten præsenterer og udfolder en række jazzmusikalske potentialer gennem genrefusioner og koblinger af artister fra ind og udland. Der var i hvert fald noget at komme efter for mig denne fredag aften i selskab med de ekstremt dygtige drenge i Athletic Progression som denne aften  havde fået ekstra selskab af knaldhamrende dygtige saxofonist Oilly Wallace. En presserende influenza måtte desværre sende mig tidligt hjem, men rygterne taler om en veldrejet efterfest med DJ-sets fra ingen ringere end skønne Astrid Engberg, Dee Brown og Simon Dokkedal.

Monten er et tilbagevendende koncept med udvalgte koncerter – inkl. et unikt live-setup med bla. Jonathan Bremer og Morten McCoy til Vinterjazz 2018 – og DJ-sets. De første internationale bookinger præsenteres snart på Jazzhus Montmartres facebook og hjemmeside som du kan finde her 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ode to The Cranberries

The Cranberries Regnsky

Hvis der er én vokal, der definerer begyndelsen på min musiknørderi, så er det den, som irske Dolores O’Riordan fra The Cranberries var i besiddelse af indtil i dag. En ikonisk vokal som vi fremover kun vil kunne opleve på bånd efter hendes alt, alt for tidlige død. Hun blev blot 46 år gammel, hvilket i sig selv er utroligt, når hun altid har været der. I hvert fald i mit liv.

For mig vil The Cranberries for evigt være lig med “No Need To Argue“-pladen fra 1994 – og senere i livet også 1993-udgivelsen, “Everybody Else Is Doing It, So Why Can’t We?“.
Det var mine første spæde skridt ind i den alternative rockmusik, som jeg ikke har forladt siden, og det – No Need To Argue, altså – er derfor et album, som trods sin til tider svingende kvalitet altid vil stå mit hjerte meget nært.

Det var starten på min nuværende hobby. Det var soundtracket til min første ægte forelskelse, som jeg nød på min folkeskolevenindes discman på vej hjem fra folkeskoletræf med DSU. Det var den første CD, jeg købte for mine egne penge.
Og så var det ikke mindst albummet med udødelige klassikere som “Ode To My Family“, “I Can’t Be With You” og selvfølgelig “Zombie“, som jeg stadig den dag i dag hiver frem, når jeg er i mit sentimentale hjørne.

Sidstnævnte er muligvis det nummer, jeg har lyttet absolut flest gange til i løbet af mine spæde præ-teen år – og også pænt ind i teenageårene. Jeg kan stadig hele teksten, som desværre sagtens kan oversættes til den nuværende verdenssituation og stadig være omtrent lige så aktuel som dengang. Sangen handler om den langvarige irske konflikt, som briterne var millimeter fra igen at sætte ild i med Brexit. Fordi mennesker glemmer. Vi bliver selvtilfredse og opbygger en falsk tryghed. Der kan “Zombie” forhåbentlig for evigt være med til at minde os om, hvorfor det aldrig må ske.

For det er en af musikkens vigtigste funktioner. Nej, det er en af kulturens vigtigste funktioner; at minde os om og hjælpe os med at undgå at gentage fortidens fejltagelser. At huske os på det vi lærte engang, og som vi siden har glemt i fredens og tryghedens omklamrende hvilen-på-laurbærene. Så tak for det. Tusind tak for den evige påmindelse, som musik kan være, hvis vi gider at lytte. Lad mig slutte med endnu en påmindelse.

Hvil i fred, Dolores O’Riordan.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *