Fire musikalske podcast-anbefalinger til din efterårsferie

Kulden lister sig ind under min lette sommerjakke, og løvets gyldne nuancer omfavner den stadig mere grånende himmel. Jeg skriver dette, imens jeg tænder et stearinlys med en rygende varm kop te ved min side. Det er allerede begyndt at blive mørkt udenfor, selvom klokken ikke er meget mere end seks om aftenen. Skolernes efterårsferie står for døren, og med den også udsigten til kortere dage, lavere temperaturer og dertilhørende tæpper, rodfrugter, varme drikke og….. PODCASTS! Så her følger en lille efterårsanbefaling, som hverken kræver kastanjedyr, flybilletter eller feriedage.


Wagners Ringen ifølge Kristian Leth

Hvem var det lige, ham der Richard Wagner var, og hvad var det med den dér ring? Hvis du gerne vil blive lidt klogere på en af vestlig musikhistories giganter, så bør du lytte med, når Kristian Leth guider dig gennem et af musikhistoriens allerstørste værker. Find programmet her


Album: Kate Bushs ‘Hounds of Love’

Mere Kristian Leth. For når Kate Bushs Hounds of Love behandles af Kristian Leth og Information-journalist Ralf Christensen i programmet Album, er der god grund til at spidse ører. Selvom Album-serien har fået et par år på bagen nu, holder det altså stadig. Programmet giver den tid og fordybelse, som albummet fortjener, og dette på en måde så alle kan være med. Derudover er albummet i sig selv fremragende, så der er ingen undskyldninger for ikke at lytte med, når Leth og Christensen guider dig gennem de musikalske historier. Andre anbefalelsesværdige udgaver af programmet tager fat på The Smiths  ‘The Queen is dead”, PJ Harveys “To Bring You My Love” og Fela Kuti med ‘Expensive Shit’. Så der er lagt op til mange timers lytning for enhver smag.

Find den her


Politikens Poptillæg

Dette bliver nu en popkulturelt begejstret hyldest til vores alle sammens “pop connoisseur”, Lucia Odoom, der står bag podcasten ”Politikens Poptillæg”. Fra første program i 2016 har Lucia Odoom hver uge inviteret et pop-panel ind for at diskutere tendenser i popkulturen, i et rum hvor intet er for kommercielt eller nørdet til en seriøs diskussion. Panelet behandler alt lige fra “Den Store Bagedyst” og datingprogrammer til politiske strømninger og science fiction. Her følger blot et lille udpluk af programmer med musikalske temaer:


  • Hvorfor elsker vi 90’erne? “Ugens Poptillæg forener generation X og Y i studiet og diskuterer det poptimistiske årti i musik, mode, tv og politik.” Find den her.
  • Kendrick Lamar vil det hele: “Den Grammy-vindende og anmelderroste rapper Kendrick Lamar har hele musikbranchen i sin hule hånd og slipper afsted med både at lave politisk hiphop og hits med Maroon 5. Men hvem er han egentlig? Politikens Poptillæg giver en indgående introduktion til tidens mest populære hiphop-musiker”. Find programmet her.
  • Poptillæggets sommer-mixtape: “Poptillægget ser nærmere på sommerhittet som fænomen og laver den perfekte sommerspilleliste”. Find den her.

.. og så dem med Queen B:

  • Beyoncés ‘Formation’ og protestpop: Find den her.
  • Bittersød hyldest til Beyonces “Lemonade”: Find den her.

Den nye stil – historien om dansk rap

Denne podcast-anbefaling kommer jeg selv til at bruge efterårsferien på. Jeg har ikke selv hørt den (endnu), men da jeg snakkede med min studiemakker Sophie Kjeldberg Mathiesen om dette indlæg, jeg var i gang med, nævnte hun denne prisvindende podcast for mig med stor begejstring. Vil du vide lidt mere om serien, har Sophie været så sød selv at sætte et par ord på hendes oplevelse af podcasten: “Den nye stil – historien om dansk rap” er en kronologisk gennemgang af dansk hiphop- og raphistorie. På klassisk vis er hvert afsnit centreret om en person, en gruppe eller et fænomen, og værten, Pelle Peter Jensen, er så sprængfyldt med humør og passion, at man ikke behøver at være hiphop-interesseret for at nyde podcasten. Det er eksemplarisk musikformidling og vildt sjovt. Der kommer stadig nye afsnit, og der er rigeligt at tage fat på – hvilket man kan blive overrasket over, hvis man (som jeg) ikke vidste meget om omfanget af dansk hiphophistorie. Det gør jeg nu.”

Find den her.


… god fornøjelse med lytningen og glædeligt efterår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Waves Vienna: Årets bedste koncertoplevelse og fem skjulte skatte fra den europæiske musikscene

Surma, Waves Vienna
Fotograf: Hugo Domingues

I festivalweekenden – det vil sige torsdag-lørdag – var jeg af sted på Waves Vienna; en festival med cirka 15.000 besøgende som alt for få herhjemme formentlig er bevidste om eksistensen af. Festivalen kan bedst beskrives som den østrigske pendant til aarhusianske SPOT Festival, norske By:larm eller hollandske Eurosonic. Det er med andre ord en festival for vækstlaget; dog med den væsentlige forskel fra fx SPOT Festival, at Waves Vienna i høj grad også sætter fokus på andre lande end hjemlandet.

I år havde Waves Vienna to fokuslande: Portugal og Slovakiet. Det bar konferenceprogrammet præg af, mens også musikprogrammet i høj grad blev tegnet af artister fra de to lande med nogle enkelte markante afstikkere til de øvrige europæiske lande – dem kommer jeg tilbage til.

Waves Vienna finder hovedsageligt sted i en bygning med det noget funky navn ‘Das WUK’, som er en forkortelse for ‘Werkstätten- und Kulturhaus’ – eller på nydansk: ‘Workshop- og kulturhus’. Das WUK er uden tvivl et af de mest fantastiske ‘venues’, jeg nogensinde har befundet mig i. Forestil dig en blanding mellem en gammel østtysk fabriksbygning og en klassisk 70’er skolebygning – en af scenerne hed sågar ‘Aula’ (hvilket er nok til at gøre mig helt sentimental), mens min yndlingsscene lød navnet ‘Projektraum’ – ‘Projektrum’.

Men nok om de fysiske rammer. De kan være nok så fede, men hvis ikke indholdet matcher indpakningen, kan det hele være ligemeget. Indholdet var heldigvis ganske forrygende, og jeg blev gang på gang overrasket over, hvor mange skjulte skatte, der ligger gemt i lande, som for mig er fuldstændig uudforsket territorium. Lande som Østrig, Slovakiet, Portugal, Tjekkiet, Ungarn og Kroatien – tilsat et par artister fra mere velkendte musiklande som England og Norge og så et enkelt amerikansk band, der fremstod som lidt af en kuriøsitet på denne meget europæiske festival.

Årets bedste koncertoplevelse
Min ubestridt bedste koncertoplevelse kom fredag aften, hvor portugisiske Surma gav koncert i den føromtalte Aula. Det skulle hurtigt vise sig, at Aula var den scene, hvor man festivalen igennem kunne finde de mest intense, alternative koncertoplevelser, og der var Surma ingen undtagelse. Jeg havde på forhånd enorme forventninger til den lille, androgyne 23-årige kvinde, som de fleste med kendskab til festivalens program havde udråbt som ‘Portugals Björk’. Min sunde danske skepsis havde fået mig til at tvivle en del på den påstand, da jeg hørte den første gang, men hver eneste gang, jeg spurgte en af portugiserne om, hvad jeg skulle høre, var svaret altid det samme: Surma. Så der stod jeg så; i den alt for varme aula, klar til koncert med noget så modsætningsfyldt som en portugisisk udgave af den islandske legende – med en solid mængde tilsatte Sigur Ros-vibes skulle det vise sig. Og hold nu op, hvor var jeg blæst væk fra absolut første sekund!

Surmas tilstedeværelse på scenen var af en anden verden. Musikaliteten nærmest strømmede ud af hende, mens hun med hele kroppen som instrument skabte en koncertoplevelse, der kun kan beskrives som perfekt. Musikken er lag-på-lag atmosfærisk elektronisk musik, hvor kvinden med det borgerlige navn Débora Umbelino snarere end at skrive sange skaber et rum af vellyd, der lige så meget er en stemning og en følelse.

Jeg oplever ofte til ambiente elektroniske koncerter, at de kan opleves udynamiske og monotone, men det var aldrig tilfældet i selskab med Surma. Overraskelserne stod i kø, og Surma charmerede hver og en blandt publikum med sine små gavtyve-smil, hver eneste gang hun trykkede på en ny knap. Som et barn, der havde gjort noget lidt frækt og udmærket var klar over det. At hun så også fik sneget et helt eminent cover af Agnes Obels “Just So” ind undervejs, løftede blot koncerten yderligere – og gjorde mig lidt danskerstolt. Og nej, nedenstående optagelse fra for et par uger siden yder på ingen måde oplevelsen retfærdighed, men altså…

Surma er ubetinget en artist, alle bør hæfte sig ved. Det beviste hun så sent som i Austin under SxSW tidligere på året, hvor NPR udvalgte hende som en af årets største opdagelser. Det kan jeg kun erklære mig enig i.

Fem skjulte skatte fra Waves Vienna
Surma var heldigvis langt fra den eneste, der imponerede i løbet af de tre koncertdage i solrige Wien, så her kommer fem andre kontinentaleuropæiske skatte, du bør kende:

1) Den slovakiske kvartet Papyllon var det første band, jeg havde fornøjelsen af at opleve på Waves Vienna. De sørgede i den grad for en fornem start på festivalen ved den intim koncert, jeg var så heldig at bevæge mig hen til. Koncerten var en del af en slovakisk reception, som foruden musik bød på shots i store mængder og ustyrligt meget kage – med andre ord fik jeg et godt førstehåndsindtryk af landet. Papyllon selv laver på mange måder klassisk rockmusik, men de har en uudgrundelig inderlighed, der løfter deres musik op over det banale, og gør deres musikalske univers interessant at være en del af.

Næste skridt: Tjek Papyllons selvbetitlede debutalbum ‘Papyllon’ fra 2017 ud!

2) Tjekkiske teepee var den uden sammenligning mest behagelige koncert på festivalen. Her er der tale om et band, der bare kan sit kram. Teepee, som består af duoen Tereza Lavickova og Miroslav ‘Mason’ Patocka, er garant for en musikalsk velsmagende cocktail bestående af drømmepop og indiefolk, der gør dem til et både velkendt, trygt og unikt bekendtskab. Jeg har skamlyttet deres debutalbum, siden jeg kom hjem, og det er stadig et rart soundtrack til min morgencykeltur!

Næste skridt: Lyt til teepees debutalbum ‘Albatross’ fra 2016!

3) Danskklingende Hån er aliaset for den 22-årige italiener Giulia Fontana. Hun er det seneste bevis på, at synthpoppen bestemt også er kommet til Italien i sin reneste og mest pulserende form. Undervejs i koncerten jokede hun i sin præsentation af nummeret “Hands” med, at hun nu ville spille sit eneste ikke-ulykkelige nummer. Denne mærkbart ægte ungdommelige smerte og melankoli er ubetinget Håns helt store styrke. Hendes musik kommer direkte fra hjertet, og det mærkes i den næsten ubærlige inderlighed, med hvilken hun krænger sit hjerte ud. Hun skal stadig arbejde lidt med at finde den rette balance, for hendes uerfarenhed skinnede igennem et par gange i koncerten, hvor tonerne blev ramt lidt rigeligt skævt. Men potentialet er enormt, hvilket man tydeligt kan høre på hendes debut-EP, der blandt andet indeholder den eminente single “The Children“.

Næste skridt: Tjek hendes EP ‘The Children’ fra december 2017 ud!

4) Festivalens mest farverige og interessante indslag stod Wien-bandet Kids N Cats for. De fire medlemmer i bandet har formået at skabe fransk/engelsk-sproget elektropop, som man aldrig har hørt det før. Det er på samme tid både artsy, vildt og helt vildt catchy. Nå ja, og så er det ubetinget feministisk uden at kamme over – de formår at finde den umulige balance mellem sødme og provokation. Frontkvinden Jeanne Drach er en karakter, der som en personificeret musikvideo formår konstant at fastholde opmærksomheden hos tilhørerne, hvilket er en præstation i sig selv på en showcase-festival som Waves Vienna, hvor de fleste hurtigt er videre til den næste af fem simultane koncerter. Og så bliver jeg lige nødt til at knytte en kommentar til deres debutalbum “11 Tracks“, der udkom tidligere i år. Albummet er blevet til på en verdensomrejse, hvor det energiske band har opsøgt lokale musikere i de lande, de har besøgt, og indspillet sange med dem. Derfor har alle numrene fået titler som Japan, Swaziland og Brazil, hvilket, som du nok havde gættet, repræsenterer de lande, sangene er indspillet i. Det giver et meget eklektisk album, der ligesom liveudgaven fastholder lytterens opmærksomhed gennem alle 11 numre.

Næste skridt: Lyt til hele ’11 Tracks’ – det vil du ikke fortryde!

5) Det østrigske band Like Elephants stod for Waves Viennas mest velbesøgte koncert, da de optrådte på Deezer Next Stage, som til daglig vist nok bare er et aflangt klasselokale. Bandet fra Grieskirchen i det nordlige Østrig laver drømmende indiepop med tydelige referencer til new wave og post punk – med en snert shoegaze. Mens jeg kunne tale i en evighed om Kids N Cats, har jeg ikke behov for at knytte særligt mange ord til Like Elephants. Det er simpelt, det er gennemført, og det fungerer vanvittigt godt, hvis man kan lide bands som Wild Nothings, Real Estate og deres åndsbrødre.

Næste skridt: Giv et lyt til deres nyeste album ‘Kaleidoscope’, der udkom tidligere på året!

Afrundning
Det var alt fra denne omgang af Waves Vienna – en festival som jeg bestemt forventer at vende tilbage til. Festivalen er i øvrigt en del af et europæisk netværk af showcase festivaler, der hvert år udvælger en række fokustalenter. Det er i år blevet til et playliste, som måske kan give dig ny inspiration. Tjek den ud herunder, når du er færdig med mine fem (seks) anbefalinger:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer”

Foto: Daniel Hjort

En helt almindelig tirsdag åbnede 27-årige Jacob Aksglæde sin dør for mig og bød på en kaffe i hjemmet på Amager. Jacob fangede min opmærksomhed, da jeg ved et tilfælde var til koncert med ham på Egmont-festival, og jeg vidste med det samme, at jeg gerne ville tale med og komme lidt ind under huden på ham. Vi fik en god snak om C.V. Jørgensen, Jacobs nye single “PromilleRomantikken” og hvor vigtigt, det er at kunne genkende sig selv i musik.

Hvad driver dig, når du laver musik?

  • Det første, der driver mig, er at finde sådan en mavefornemmelse, hvor jeg kan mærke, at der er et eller andet i akkorderne eller teksten, der resonerer i min krop. Følelsen af, at det er en god linje, eller det er en god melodi. Det er det første kick. Når man så har sangen, vil man gerne have det til at ramme så mange mennesker som muligt og gøre folk glade.

Så det starter altid med noget, som du synes, er fedt?

  • Altid det. Jeg skal altid gøre mig selv glad. Når jeg så har gjort mig selv glad, så tænker jeg, er der noget her, som jeg kan gøre endnu bedre, så jeg kan ramme endnu flere mennesker. Så sidder jeg typisk sammen med en producer, hvor jeg har lavet en sang, og han så sidder og eksempelvis tænker, at vi kan gøre den der melodi i omkvædet lidt skarpere, så den får en bredere appel.

Men hvad giver dig lyst til at lave musik?

  • Jeg tror bare ikke, jeg kan lade være. Det er jo det klassiske svar. Det er ligesom, når man har været på ferie. Jeg har lige været i Nice uden min guitar, og der havde jeg bare lyst til at holde en guitar og skrive en sang. Men fordi jeg ikke kunne det, gik jeg hele tiden rundt og skrev tekststumper ned til sange, som jeg ville skrive, når jeg kom hjem. Det tror jeg bare er et meget godt tegn på, at man måske er blevet lidt afhængig af det. Jeg tror også, jeg er afhængig af at ytre mig kunstnerisk eller poetisk. Og på sigt er det jo også blevet en del af min identitet. Jeg startede jo allerede med at skrive sange som 14 årig i folkeskolen. Dengang var det bare nogle banale digte om en pige, men i gymnasiet fik jeg arbejde i en pladeforretning og fik kendskab til blandt andre C.V. Jørgensens musik og tekster, hvilket inspirerede mig til at skrive mere poetisk. Og langsomt blev det at skrive en del af min identitet, og som nu er det groet fast i mig. Jeg gruer også for den dag, hvor man måske skal stoppe med at lave musik og lave noget andet – få et job i Finansministeriet eller sådan noget. Fordi hvad sker der så med min identitet? Hvem bliver jeg så?

Jeg kan se, at du har “Sjælland”-pladen inde på væggen. Er du meget inspireret af C.V. Jørgensen?

  • Jamen, altså ja, jeg er inspireret af ham. Jeg tror ikke, jeg vil sige meget inspireret. Jeg er mere inspireret af poesien og det at skrive finurligt. Det gør han, men jeg læser også mange digtsamlinger og poetiske bøger. Det med at bruge billeder og sprog på en finurlig måde. Jeg er også meget inspireret af Marie Key og Nicolaj Nørlund.

Men din vokal minder om C.V’s.

  • Ja, jeg har en nasal stemme ligesom ham.

Det er bare påfaldende, at du har Sjælland-pladen hængende, nu hvor der bliver draget paralleller.

  • Derfor tror jeg også, at det er nemt at lave den sammenkobling.

Er der forskel på Jacob og Aksglæde?

  • Nej, det er der faktisk ikke. Forskellen er, at Jacob er ham der bor på Amager, og Aksglæde er ham, der står på scenen, men det er jo den samme person. Det startede jo med at være et band, og så kunne det ikke hedde Jacob Aksglæde. Men det var altid mig, der skrev sangene og sådan.

Har du en mål eller en vision med din musik?

  • Det, der kan gøre mig glad og få et smil frem på mine læber, det er forestillingen om, at jeg står bag Arena på Roskilde Festival og skal op på scenen med mit band, og vi skal op og holde en fest deroppe. Det er det, jeg går efter.

Og stå at kunne høre 12.000 mennesker råbe “AKSGLÆDE, AKSGLÆDE”.

  • Præcis. Og de synger mine sange, inden jeg går på.

Hvorfor Arena og ikke Orange?

  • Jeg tror bare, det er sjovere at spille på Arena.

Det synes C.V. Jørgensen jo også..

  • Haha, ja, det synes han jo! Jeg så ham der i 2010.

Lad os tale lidt om din nye single, “PromilleRomantikken”. Hvad handler den om?

  • Det er den generation og den tid, vi lever i. Den kalder jeg PromilleRomantikken. Jeg prøver at tage et billede af vores tid og lave en historie om det. PromilleRomantikken er der, hvor den unge generation oftest møder hinanden igennem alkohol. Hvor man så er god til at tilnærme sig andre mennesker, når man lige har fået et par øl. Det er den gode ting, fordi man bryder nogle grænser ned og tør gøre nogle ting, man ellers ikke ville turde have gjort. Udfordringen er så, at man ikke rigtigt ved, hvem det er, man møder, når man er i byen. Man har måske drukket sig mod til at snakke med nogen og være lidt mere udfarende, end man ellers ville have gjort. Hvem var jeg selv den aften? Jeg er ikke sådan, når jeg vågner op næste dag. Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer. Selvværdsproblemerne starter typisk, når der kommer en meget smuk pige ind i et lokale, og jeg så tænker, at hun aldrig vil kigge i min retning.
  • Det er jo faktisk en kærlighedshistorie. Jeg var på en højskole og skrive nogle sange, og der var jeg med til en fest, hvor der var en meget smuk brunette iført sådan en grøn blomstret kjole og hvide sneaks, hvor jeg tænkte: “Hold kæft, hvor er hun smuk. Hun vil aldrig kigge i min retning”. Men på en eller anden måde kom vi til at spille på hold sammen i bordtennis. Og vi tabte stort, fordi jeg er virkelig dårlig til bordtennis, men på en eller anden måde havde jeg drukket perfekte mængder af øl og havde den helt rigtigt promille til at kunne være lidt mere udfarende og charmerende og få hende til at grine, hvilket var helt perfekt, men næste morgen ville jeg jo gerne blive ved med at være den charmerende type og få hende til at grine, men der havde jeg ikke den samme vibe, og hun kunne så mærke, at jeg havde ændret mig, så hun endte med at afvise mig. Så sangen handler om, at man er to personer. Men den ene er ikke bedre end den anden. Hvis jeg ikke havde drukket, havde jeg aldrig snakket med hende.

Hvorfor synes du, at det er vigtigt, at sætte fokus på det?

  • Det er ikke fordi, jeg har en mission om at sætte fokus på noget som helst, og jeg synes ikke, man skal alarmere noget eller stoppe noget. Jeg tager bare et billede af samfundet og fremkalder og udgiver det. Det er sådan, jeg typisk skriver musik. Du spurgte tidligere, hvad mit mål var. Mit mål er også at sætte et spejl op til mine lyttere, så de kan se sig selv i min musik. Det er typisk mig, der er i musikken, og jeg er typisk et meget normalt menneske. Jeg tror, jeg har mange af de samme tanker, problemer og glæder, som mange mennesker har. Det største mål er, at folk kan genkende sig selv i sangene og tænke, at den følelse har de også haft. Jeg synes, det er vigtigt i meget af den musik, jeg selv hører, at jeg kan genkende mig selv. Så får man et smil på læben, fordi man kan genkende sig selv. Det er også sådan, når man sidder og fortæller anekdoter med vennerne eller ser Klovn. Man kan godt se sig selv i det, og ellers ville man ikke reagere så voldsomt.

PromilleRomantikken udkommer i dag, og du kan høre den lige her!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rasmus anbefaler: UHØRT 2018

En af de mindste, men også bedste, festivaler i Danmark er UHØRT. Det var i hvert fald min tanke efter 2017-udgaven af festivalen. Det er virkelig dejligt at blive præsenteret for så meget ny og god dansk musik på en weekend, at man bare sidder tilbage sprængfyldt med håb for fremtiden i den danske musikbranche. På fredag og på lørdag er det blevet UHØRT-tid igen, og det er svært for selv en musikskribent at navigere i det ukendte program. Dog ser jeg det som en udfordring at skulle finde det bedste i det ukendte. Ja, jeg er lidt ligesom ham der din ven, der altid irettesætter dig, når du sviner Roskilde-programmet. “Du skal bare kigge i de små navne for at finde guldet”! Du hader ham, men du ved også godt, at han har ret. Men det er ret svært at navigere rundt i det uhørte program. Ja, den var dårlig, men det er programmet heldigvis ikke, så jeg vil gerne anbefale dig et par navne, som jeg synes, du skal prioritere i weekenden!

Balthasar

Wauw, det er ærligt. Prøv at lytte til “89’er” og overvej, hvor meget det kræver at udlevere sin livshistorie på den måde. Specielt når den har været hård og ubarmhjertig. Jeg er selv 89’er og har oplevet lidt af hvert, så det kan godt være, at jeg bare er den ultimative målgruppe for nummeret, men jeg føler den sgu bare. Jeg er spændt på at se, hvad Balthasar kan live.

Balthasar spiller fredag kl. 18.30 på Skatescenen.

Turquoise Sun

Yes man, psykedelisk rock. Det er efterhånden ikke så få bands, der trækker tråde tilbage til 60/70’ernes løsslupne guitarer, men Turquoise Sun er de mest fremtrædende på årets UHØRT, og netop denne type bands leverer altid live. Jeg har kun kendt dem i en uge, men det er allerede en af de koncerter, jeg glæder mig mest til.

Turquoise Sun spiller fredag kl. 23.10 på Gårdscenen.

Moon Mountain

Hvis du troede, at electrorock-bølgen var død (eller døende), så er Moon Mountain et godt bud på et kommende koryfæ, der kan puste et kunstigt åndedræt ind i genren. Tjek det ud, hvis du savner Spleen United, eller hvis du synes, Veto mangler en kvindelig vokal.

Moon Mountain spiller fredag kl. 20.30 på Volumescenen.

Cliff Waters

Hvis du er til blød mandepop, så kan det være, du skal tjekke Cliff Waters ud. Det er blødt uden at være drenget, det er opløftende uden at være påtaget, og det er lige i skabet. Det kunne godt være et af de navne, vi kommer til at høre meget mere fra det næste års tid.

Cliff Waters spiller lørdag kl. 23.10 på Gårdscenen

BÜNNI

Bunni eller bynni ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg er vild med Bünyamin Eroğlus lyd. Den er drømmende og melankolsk, og hvis du er den slags, der gerne vil stå med lukkede øjne til en koncert og forføres af langsomme og dreamy guitarer og en lo/fi lyd, så er det nok noget for dig.

BÜNNI spiller lørdag kl. 16.30 på Gårdscenen.

Paper Cranes

Hvis du er til elektronisk med flødeblød mandevokal, så er Paper Cranes et godt bud på en af de mere festlige koncerter. Jeg blev hurtigt bidt af deres lydunivers, og nu er udfordringen bare, om de som elektronisk band kan komme ud over scenekanten til koncerten. Det hjælper altid lidt på det, når der er en god vokal, så jeg er overbevist om, at det er værd at tjekke ud.

Paper Cranes spiller lørdag kl. 21.50 på Volumescenen

A Kind Of Man

Jeg vil måske bare lige til slut gøre opmærksom på UHØRTs egen beskrivelse af A Kind Of Man: “A Kind of Man er som blidt fugtede bomuldstrusser på en kvinde, der ligger halvsovende i sandet blandt sivene på Amager Strand, en sommerdag i august.”. 

Dertil vil jeg lade dig selv vurdere, om det er noget, du synes, du bør opleve.

Hør ham her.

A Kind Of Man spiller lørdag kl. 19.10 på Volumescenen.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Tag til festival med god samvittighed!

Engang imellem skal man finde guldet i det små. Den her festival vil jeg gerne lige slå et slag for og skabe opmærksomhed omkring!

Hvis du ikke skal noget på lørdag, så synes jeg, at du skal overveje at tage til Rock For Charity. Som navnet antyder er grundkonceptet nemlig, at der spilles god musik og doneres penge til velgørenhed. Derfor kan du med samvittigheden i orden høre musik og smide penge i baren, da der ikke er nogen, der skummer fløden i sidste ende. I år er det foreningen Hjernebarnet, der skal støttes op om.

Jeg har talt med Thor Boding, som afholder festivalen, og stillet ham et par spørgsmål om tanken bag Rock For Charity:

Hvor mange år har du holdt Rock For Charity?
– Jeg holdte RFC i Nykøbing Falster 4 år i træk, hvor vi samlede ind til forskellige projekter, bla. nyt legetøj til børnafdelingen på det lokale sygehus.
Da jeg kom til KBH lavede jeg et storstilet projekt med 3 dages festival på Huset, som desværre ikke blev en succes. Så efter et par års pause startede jeg det igen sidste år.

Hvorfor har du startet det?
– Jeg startede i sin tid RFC, fordi man som musiker har chancen for at kunne give til de som ikke har så meget, kraftigt inspiereret af George Harrisons Concert for Bangladesh. Og så er det bare dejligt at starte en fest med en masse gode venner, og jeg kender jo stort set alle de optrædende, og de er dejlige mennesker.

Hvad er visionen for RFC?
– Visionen er (blevet) at samle ind til frivillige projekter, som der doneres direkte til, så der ikke sidder en direktør/generalsekretær, som skummer et millionbeløb af de indsamlede midler

Hvorfor blev det Hjernebarnet, overskuddet skulle gå til i år?

– Hjernebarnet var et naturligt valg, da jeg indgik samarbejde med min ven, brygmester Peter Sonne, som driver bryggeriet Flying Couch, hvor jeg havde planer om, at det skulle afholdes.
Peter har en hjerneskadet datter og er derfor medlem af Hjernebarnet, så det var jo helt oplagt.
Sidste år var en stor succes og medlemmerne af Hjernebarnet var super søde og tjekkede som frivillige sidste år, så derfor var der ingen tvivl om, vi gjorde det igen i år.

Du kan på festivalen opleve bl.a. Thors eget band Syreregn og De Lyse Timer, som vi før har skrevet om på Regnsky. Oven i musikken er der også en tryllekunstner i form af Mikkel Karlsen. Og entréen? Den bestemmer du selv. Man donerer det, man kan undvære. Det hele foregår på Flying Couch Brewery på Bygmestervej nummer 6 i Nordvest fra klokken 11-21 på lørdag den 25. august.

Tjek det ud på Facebook her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *