En spejling af din tilstand

Der vil altid være perioder, hvor man er mere modtagelig over for særlige typer af musik. I perioder hvor man lider af tabet af en kær, eller når det kære bliver til kærestesorger kan musikken tilbyde en særlig form for forståelse. En spejling af din tilstand.

Broken Twin har udgivet en EP. Den består af 4 numre som afspejler en tilstand. En tilstand af yndefuld melankoli. Broken Twin er sanger og sangskriver Majke Voss Rommes projekt. Hun praktiserer en form for musik, som er rodfæstet i skandinaviske traditioner. Sparsomt instrumenteret med klaver, guitar, lidt stryg og minimalistisk percussion sætter hun sangene og vokalen i centrum. Ved hjælp af simple virkemidler formår hun at koncentrere en følelse af nordisk eftertænksomhed ned i sin musik.

Broken Twin – Float

Det er rørende i al sin enkelthed og nedbryder eventuelle behov om stor musikalsk originalitet eller moderne produktion. Sangene er så vidt forstået også udelukkende produceret af Broken Twin. Vi har at gøre med et projekt, som ikke er på en pionermission. Til gengæld skaber Majke Voss Romme en særlig type af musik, som minder undertegnede om, hvorfor det er så vigtigt at “skrive fra hjertet”. Klicheen er berettiget.

I dette univers er (sam)tiden sat ud af drift. Derfor virker det også som en fejlperspektivering at sætte denne musik i relation til sin samtid eller eller de musikalske traditioner, som den indskriver sig i. Alene Majkes stemme, og hendes fremtoning, er både ungdommelig og bedaget. Vi er i rum med et menneske, som har forladt sine illusioner om evig ungdom og evig kærlighed. I dette rum er trægulvene  mørnede og stearinlysende gløder over de få ord, som hun ender med at synge så sagte og så ærligt som muligt: Alt forgår, og hun lyder afklaret. Tiden bliver overflødiggjort, når man fornemmer at barnagtigheden ligger aflejret i en ungdommelig fysik, som er beboet af en bedaget ånd, der vover blot at viske sine åbenbaringer. Hvem visker sine åbenbaringer?

Denne åbenbaring væver sin melankoli ind disse 4 sange.

Broken Twin – Beaches

For sangene centrer sig om tab og afsked uden på noget tidspunktet at blive patetiske. Der er en afklaring i tonefaldet og lyrikken. Tabet står hele tiden i relation til naturen og foranlediger denne lille EP’s fine titel: “Hold on to nothing”, Man finder anstrøg af buddhistiske læresætninger i den nordisk melankoli, og fornemmer et stort mod og modenhed i både musik og lyrik. Modet til at formulere sig simpelt og ærligt. Modet til lade sangene ånde – det hedder vist tålmod; Modet til at lade stilhed være en konstant kompositorisk mulighed og lade hvert element komme til orde i arrangementerne.

I den fine åbner “Beaches” overrasker Broken Twin ved at anvende elementer som ikke er klassiske instrumenter i sangen sidste passage. Lyden af et metalhjerte som giver sit sidste mekaniske suk bliver gradvist suppleret af metallisk hvid støj. Det er overraskende fordi Broken Twin har etableret deres egen kontekst. En kontekst hvor der er ikke er plads til soniske eksperimenter. Når det uforudsigelige sniger sig frem fra dybet af det traditionelle, bliver man som lytter revet med og langsomt revet itu. Det er små greb som disse der gør musikken kraftfuld. Vi har ikke at gøre med en “hot produktion” eller en “hot sound” – jeg vil faktisk vove at påstå at denne musik ikke er produceret. Den er blot skrevet og fornemt arrangeret. Denne nuance forskel er med til gøre Broken Twin til et særdeles vedkommende og relevant bekendtskab.

Broken Twin er nemt at kategorisere og vurdere ud fra sin kategori. Sin genre. Denne genre er et kunstnerisk minefelt. Et minefelt som Broken Twin slipper helskindet igennem. Man svæver faktisk henover med stor ynde.

For musikken er ikke “catchy” men melodisk; Den er ikke produceret, men fornemt arrangeret; Den er ikke himmelråbende dramatisk, men emotionelt medrivende. Den er ikke tynget til jorden af ambitioner. Den virker henkastet og umiddelbar, men rummer stadig en tyngde i sin lethed. I Broken Twin balancerer man sit univers og undgår alle klicheerne som kombinationen af sørgmodighed og et klaver med sustain-pedalen i bund kan skabe.

Min vurdering er, at denne evne ikke stammer fra alenlange overvejelser om form og udtryk, som så mange andre prominente orkestre har for vane. Det virker som om alle beslutninger er taget fordi det var det rigtige at gøre; Broken Twin har, lige bortset fra i valget af navn, en instinktiv musikalitet som danser igennem hver eneste strofe.

Broken Twin – The Light

Broken Twin supporter Speaker Bite Me til deres koncert i Koncertkirken d. 1. marts. Koncerten er en del af Frost Festival, som I gennem den næste tid vil kunne læse mere om her på siden. Billetter til koncerten her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Glass House Failure

“Min Sorg det er min Ridderborg, der som en Ørnerede ligger høit oppe på Bjergenes Spidser mellem Skyerne; Ingen kan storme den. Fra den flyver jeg ned i Virkeligheden og griber mit Bytte; men jeg bliver ikke dernede, mit bytte bringer jeg hjem, og dette Bytte er et Billede jeg væver ind i Tapeterne på mit slot. (…) Da sidder jeg som en gammel graahærdet Mand tankefuld og forklarer Billederne med sagte Stemme, næsten hvidskende, og ved min side sidder et barn og lytter, skjøndt det husker Alt, førend jeg fortæller det”.

Således beretter Søren Kierkegaard på poetisk vis om sin sorgs arkitektur, og hvordan den former hans relation til virkeligheden. Citatet stammer fra Kierkegaards Enten – Eller som blev udgivet i februar 1843.

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg indleder med ovenstående citat, men årsagen er, at 169 år efter disse linjer blev udgivet, har barnet ved Kierkegaards side antaget form af lyd – eller rettere, et dansk band, som tillader sig at hedde Glass House Failure, har kondenseret denne følelse af sorg og distance til virkeligheden ned i en sang ved navn ”Fallacies”.

Sammenligningen er abstrakt og lighedstegnet er svævende – ja, det er nærmest krøllet sammen og gemt væk i de greb Glass House Failure anvender i produktionen af ”Fallacies”. Vokalen synger smertefuldt bag tremmer af skævvredne beats, som udtværer ordenes hørbarhed. Det er tilsyneladende ikke væsentligt, at lytteren forstår teksten. Teksten pointe er placeret i forholdet mellem vokalproduktion og leveringen af ordene. Vokalen er produceret så stramt, at den maler et billede på en distance fra virkeligheden. En sonisk italesættelse af at være fængslet af sin egen sørgmodighed. De skrævvredne beats står som et solidt gitter foran disse desperate stemmelæber, som taler sorgens og hadets klare sprog. Barnet ved Kierkegaards side: ”husker Alt, førend”, noget er blevet fortalt.

Teksten fremstår som en indre monolog. Et indblik i et menneske, som er løsrevet fra sine omgivelser, eller som forsanger og tekstforfatter Jan Ussing selv formulerer det: “essentielt er ”Fallacies” et talerør for den tjæresorte misantropi, som lever et sted langt inde i mit sind”. Misantropien runger både tungt i sangens titel (”fallacy” er en logisk fejslutning) og i sammenligningen med Ørnereden, der er hævet over masserne.

Ørnereden var amerikanernes kaldenavn for Hitlers hovedkvarter på toppen af alpefæstningen Obersalzberg. Det er ikke alle singler fra danske undergrundsbands som både drager referencer til Kierkegaards indre bolig og Hitlers ydre, men vi må lade associationen føre taktstokken, når musikken er stærkt associativ.

Lad os vende vort fokus tilbage mod ”Fallacies”. Sangen formår at antyde en følelse og kommunikere denne med en konsekvent og intens elegance i et arrangement, som balancer fornemt mellem stilistisk kaos og mixteknisk transparans. Selvom de står på randen af originalt territorium iklæder de sig ikke hul æstetik. Der en sammenhæng imellem sound og sanseligheden i selve sangskrivningen, og man får fornemmelsen af, at det er en indadvendt bevægelse som har foranlediget denne originalitet. Et sjælebillede af et menneske koblet fra den verden, han ikke kan nå – eller måske mest af alt den verden, han ikke kan få til at give mening. ”Fallacies” er temaet for et ensomt væsen, som lever i sin Ridderborg og som væver virkelighedens fotografier ind væggene. Aldrig levet liv, blot observationer af levet liv.

Glass House Failure er kastreret livslyst der sænker sit publikum ned i sorte søer af tjæresort misantropi. Jeg antager at Trent Reznor, fra Nine Inch Nails, stolt ville tage Glass House Failure i hånden og proklamere:

”Ja, vi er elitens Linkin Park. Vi hæver musikkens lixtal men komponerer fra det samme emotionelle rum. Når den ungdommelige følelse af ligegyldighed og distance fra verdenen er intakt i et voksent menneske hæver vi et auditivt spejl frem og visker ”Vi forstår. Vi kender følelsen – den forlod os aldrig” 

Linkin Park – Numb.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Mærens Mjød og Flylo

Flying Lotus nye plade Until the Quiet Comes kandiderer til en af årets bedste plader, og nummeret “me Yesterday/ /Corded” er en hjerteskælvende produktion, som placerer sig i krydsfeltet mellem fortid og fremtid.

Flying Lotus me Yesterday/ /Corded

Bevæbnet med en frigjort, ja en nærmest emanciperet musikalitet tager FLYLO dig med på soniske rejser, som få kontemporære artister evner at skabe. Flying Lotus er ubekendt med sædvane i sine arrangementer. Der, hvor mange producere ville rette til og editere sig imod en mere homogen oplevelse, trækker han sine elementer i den modsatte retning. En retning, hvor klaveret skal være dårligt stemt og trommerne skal falde arytmisk og kejtet. Disse beslutninger konsoliderer sig til et surrealistisk udtryk som både er uforudsigeligt i sin struktur, men som samtidig har sin egen originale tone. Den tone er den røde tråd, som din dansklærer altid advokerede for. Man kan kalde det en form for laptop-surrealisme med et tvist af hiphop. Det er Miles Davis på en MPC med netadgang til et utal af sample-biblioteker. Det er Bitches Brew i Ableton live.

Bitches Brew er et Miles Davis Album fra 1970 som i høj grad baserede sig på improvisation over musikalske skitser. Det var et album som udmærkede sig ved at anvende studiet til at editere i musikken og arbejde kreativt med de relativt få effekter, der dengang var til rådighed. Albummet erobrede nyt territorium ved at anvende 2 trommeslagere og en percussionist. Der var et særligt rytmisk fokus, som placerede sig nedenunder jazzmusikken, da den var særligt viril og vital.

Miles Davis – Bitches Brew

Flying Lotus har taget ånden fra denne tilgang til musikken og ført den ind i vor tid ved hjælp af digitale remedier. Man kan ikke sætte et et direkte lighedstegn imellem Bitches Brew og Flying Lotus, men det er bemærkelsesværdigt at anskue, hvordan den elektroniske musik er i færd med at fabulere over tidligere tiders musikalske strømninger, og måske især tidligere tiders greb, tilgange og stilistiske virkemidler. Flying Lotus’ musik føles nærmest som en krydsreference mellem tid og genrer. Ved sammenligningen med Miles Davis står det klart, at enhver generations musikalske foregangsmænd lader deres musik farve af de teknologiske muligheder som deres tid giver dem, men også at lige meget hvor langt de drager ud i nye genrer, vil historiens tyngde indhente deres kunstneriske færden og drage sammenligninger med fortidens giganter. I Flying Lotus tilfælde vil jeg dog påstå, at der ikke her er tale om en simpel kopi, men snarere et åndsfællesskab mellem pionerer.

Flying Lotus – Table Tennis (Cosmogramma 2010)

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Stort like herfra for indlægget. Jeg synes samtidigt at en strålende kvalitet og lighed mellem Miles og FlyLo, kommer til udtryk ved Miles udtalelse om at “you don’t have to understand jazz to get it”. Det er faktisk lige præcis det modsatte, at det handler om. Og dette synes jeg i bund og grund kun er endnu federe hvad angår en producer som FlyLo, i og med at han gør sin ting så nørdet og forskruet, som det nu engang er tilfældet. Alligevel er hans musik stadig væk (med et åbent sind) universel, og nydes bedst ved blot at åbne op for alle sluser og suge det hele til sig, fremfor hvis man prøver at gennemskue den musikalske kompleksitet.

    Mvh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Frank Ocean: En Patineret Sjæl (Del 2)

I dag fortsætter vi vores Frank Ocean-tema og kaster os over singlen “Pyramids”. Læs første del af artiklen her.

“Pyramids” udmærker sig ved at lade musikkens struktur følge det lyriske narrativ – mere om det senere. I “Pyramids” forsager Ocean den lyriske realisme, og fortæller en historie om, hvordan vi betaler for vore tidligere livs synder i det næste.

Frank Ocean – Pyramids

Ocean lader sjælen fra en gudinde fra år 31 før Kristi fødsel blive reinkarneret ind i vores virkelighed. Gudinden arbejder i vor tid på en stripklub, og Oceans figur agerer nu alfons for denne kvinde på et slibrigt hotelværelse, før hun igen skal ud og tjene. På “Pyramids” er Ocean ikke selvbiografisk, men blot en karakter i sin fortælling.
Hendes fald fra tinderne skyldes utroskab. En gudinde er ikke sin mand utro i Oceans optik.

Remove her, send the cheetahs to the tomb
Our war is over, our queen has met her doom
No more she lives no more serpent in her room
No more it has killed Cleopatra”

Ocean udnytter en tvetydighed i sit ordvalg. Årstal og geografi er de opklarende faktorer. De geparder (cheetahs) som før beskyttede Cleopatra, er nu navnet på hendes arbejdsplads. Cheetahs er navet på en stripklub i Las Vegas. Ocean anvender ordenes tvetydighed til at insinuerer hendes nuværende beskæftigelse uden at konkretisere den.

Pyramiden er både gudindens gravplads i faraoernes tid, men også en arbejdsplads, hvor hendes skønhed er det optiske centrum, der iværksætter erotiske fantasier blandt beskuerne. ”She’s working at the pyramid” synger Ocean med melankolsk stemmeføring. Det, der før var helligt er nu allemandes eje.
Det er straffen.

En gudinde værner om det monogame og står ikke til falds for fristelsen. Hvis hun falder for fristelsen, skal hun udstilles i liderlighedens Zoo i den bygning, som før var tiltænkt som gravplads og monument over hendes storhed. Ocean udnytter ordets forskellige forståelsesmuligheder, og perverterer her funktionen af pyramiden. Læser man sangen således, rummer den altså en provokativ holdning til utroskab.

Historie og musik har et særligt forhold i “Pyramids”. Musikken underbygger historien. Indledningsvis lader Ocean storladne keyboard-samples iscenesætte sin fortælling. Pyramidernes storhed maler sig for lytterens indre øje mens Ocean begræder gudinden Cleopatras forhold til den bibelske figur Samson.
Langsomt men sikkert bliver musikken mere urban og kontemporær, fordi det lyriske univers Ocean nu befinder sig i er nutidigt. Hun er i et sonisk rum af slæbende 808’beats og R’n’B. Vi er i Las Vegas anno 2012 og Oceans vokal bevæger sig i et tilsvarende lydlandskab.

Det ville være belejligt at klandre Ocean for at være uoriginal i sit valg af stilistiske virkemidler i sangens outro, men han er på mange måder mere musikalsk eventyrlysten end eksempelvis Drake eller The Weeknd. Så når Ocean befinder sig i et Drake-inspireret univers er der en klar pointe bag. Musikken er determineret af historien.
Det er ikke en unik kompositorisk prioritering, men på “Pyramids” lykkedes det til en vis grad. “Pyramids” er dog også et vidnesbyrd om popmusik på et budget. Lyrisk er Ocean i en særlig liga, men når det kommer til produktion og arrangement har Oceans musik en laptop/DIY-fornemmelse, som ikke er i tråd med den pop-tradition, han indskriver sig i. Jeg holder personligt af ideen om sangen, men må også erkende at selve udførelsen ikke lever op til den lyriske tematik. Værst står det til i sangenes først halvdel, hvor man godt kunne ønske sig at produktion ikke forfaldt til laptop/neo-funk, når Ocean synger om Cleopatra. Det er en skizofren oplevelse, som han samtidig krydrer med et Eurodance tema.

Det er et digitalt præg, som man lever med. I vor tid sidder popstjerner ikke i store studier omgivet af talentfulde studie-musikere. De sidder foran en laptop med et midi-keyboard til 800 kr  og sampler trommelyde fra Youtube. “Pyramids” blegner således ved sammenligning med fortidens glanspolerede pop-produktioner, men er samtidig et bevis på en ung sangskriver, som laver pop-musik med patina af levet liv, og det er en kvalitet, der har været savnet i den glanspolerede popmusik.

Michael Jackson – Liberian Girl

Prince – If I Was Your Girlfriend

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Frank Ocean: En Patineret Sjæl (Del 1)

Vi stjæler konceptet fra VH1 og bruger de næste to dage på Frank Oceans bedste sange. Ocean har opnået stor succes med sit nyeste album Channel Orange, og vi prøver at forstå, hvorfor hans sange appellerer så bredt som de tilsyneladende gør. Unge smukke mænd, patos og R’n’B er en særlig trylledrik, som før har betaget en hel generation, men spørgsmålet er, om gratissamfundet også har medført at vores popstjerner anno 2012 går i lasede klæder, og at deres musik mister den overmenneskelige produktionsfernis, som en boomende musikøkonomi kunne genere i popmusikken guldalder. I dag sætter vi fokus på nummeret “Novacane”:

Popmusik er et fænomen, som fylder meget i vor kollektive bevidsthed. Popmusik har sine konger, sine dronninger og ikke mindst sin “kongerække”. Popmusikken antager et utal af former, som gør den særdeles uhåndgribelig, og når vi tror, at vi har forstået den og sat den på formel, glider den ud af vore fingre og gør det uigennemsigtige transparent. Den gør det skæve kommercielt. Popmusikken har heldigvis ingen tronfølge-lov.

Den tjener både som en flugt og en trøst. Den er både eskapisme og realisme. Den eskapistiske afart hæver dine hænder i beruset ekstase, selvom du i virkeligheden har kærestesorger og er på dagpenge (trods 5 år på universitet), og fordamper fra dine blodbaner i takt med alkoholen gør det samme. Den har uden tvivl sin berettigelse i denne verden.
Den eskapistiske afart af popmusik afspejler ikke din nuværende situation – denne opgave påtager Frank Ocean sig til gengæld.
Han bruger popmusikken som platform for at udlevere sit inderste. På empatisk vis observerer han verdenen omkring sig og beretter fra de yderste afkroge af sit sjæleliv og universet omkring de væsener, som han begærer og elsker – uafhængigt af køn. Ocean er biseksuel. Et faktum, som har tiltrukket megen medieopmærksomhed.

Frank Ocean – Novacane

I det nu knap så aktuelle hit ”Novacane” fra hans forrige album nostalgia, ULTRA, står Ocean i midten af en eskapistisk menighed, og leder efter remedier, der kan dulme den indre smerte, og gøre ham så bevidstløs som muligt. Han begraver sig i kærlighedsløs sex og anæstesi for at udholde smerten. Ocean er revet i stykker af sin egen følsomhed. Det bemærkelsesværdige er, at det uden tvivl også er denne sensitivitet, som gør Ocean til et rørende bekendtskab. Han er en blottet nerve i denne menighed af bedøvet kødelighed.

”Fuck me Numb” er i sig selv også paradoksalt udtryk, som netop rummer Oceans handlemønster. Et handlemønster, hvor Ocean søger at pervertere den egentlige effekt af sine handlinger. Han søger det modsatte af, hvad handlingen giver ham. Han søger følelsesløshed i nydelsens epicenter.
Ligeledes forsøger Ocean at flygte fra en indre smerte, i et rum som designet af elendighed og kærlighedsløst begær. Ocean antyder rummets beskaffenhed ved at synge:

“I’m feelin’ like Stanley Kubrick, this is some visionary shit
Been tryna film pleasure with my eyes wide shut but it keeps on movin’”

Med denne reference til Eyes Wide Shut fornemmer lytteren de omgivelser som præger Ocean, og det seksuelle kaos som han er draget af – og farvet af.
For flugten fra indre smerte i et kærlighedsløst rum, som er designet af elendighed, er en umulighed. Især i denne menighed, hvor korset af slanger bider sig fast og kvindernes elendighed blot spejler sig i hans. Ocean søger svar i blanke bibel-sider. Det samme handlemønster gentager sig. Ocean søger ro i en eksplosion af sanseindtryk. Han søger at pervertere effekten af sine handlinger.

”I can’t feel a thing
I can’t feel her
Novacane for the pain”

Absurditeten i hans handlemønster efterlader en tilbageværende mulighed. Anæstesi; bedøvelse for at undgå smerten. Ikke et stof som leverer orgasmiske oplevelser, men et stof som forkrøbler alle sanseindtryk. Han lader sensitiviteten opløse sig i det vakuum, som portrætteres i den tilhørende video. Det er en mulighed. Midlertidig ro.

Indtil virkningen fortager sig og Ocean igen skal forholde sig til sig selv. Ocean er et fejlende menneske, som du og jeg. En nærværende popstjerne – ikke et lamineret idol, men en patineret sjæl. Det er en af de ting, som gør ham til noget ganske særligt i popmusikkens verden anno 2012.

Vend tilbage i morgen, hvor vi bringer anden del af artiklen om Frank Oceans relevans som popstjerne i dag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *