Sort Synæstesi: The Haxan Cloak og Goya

Onsdag den 14. august spiller The Haxan Cloak en udsolgt koncert i København i forbindelse med Strøm. Det er en oplagt mulighed at parre denne koncert med det andet afsnit af vores temaserie om synæstesi. Synæstesi er en evne til at blande sanseindtryk. I Regnskys univers samsanser vi det visuelle med det auditive. Du kan læse det første afsnit her. Vi har traditionen tro lavet en playliste hvor du kan begrave dig i musik, der kan kendetegnes med betegnelseen ”Sort Synæstesi”

I 1794 malede den spanske maler Francisco Goya ”Yard with Lunatics”. Maleriet blev undfanget i en periode, hvor Goya gennemgik et mentalt sammenbrud. Et par år forinden havde han mistet sin hørelse og fået tinnitus. Denne tilstand var befordrende for hans kunstneriske praksis, som lineært med hans ældningsproces cirkulerede imod de mørkeste temaer i den menneskelige psyke. Bedst eksemplificeret ved det klassiske maleri ”Saturno devorando a su hijo”, hvor guden Saturn æder sin egen søn. Maleriet blev undfanget i selvvalgt eksil og er en del af en serie af billeder, som er blevet døbt ”The Black Paintings”. Denne serie blev Goyas sidste og var formodentlig ikke tiltænkt offentlighedens søgelys. Billederne var øjensynligt et privat anliggende.

Courtyard_with_Lunatics_by_Goya_1794

Goyas kunstneriske bidrag er monumentalt, men hans tilstand i sine sidste leveår, er i ligeså høj grad mit anliggende i denne henseende. En fysisk tilstand, hvor hans auditive sanseapparat er forkrøblet og erstattet af tinnitus. En isolation som er fuldstændig gennemgribende. Ikke blot er hans faktiske isolation selvvalgt. Hans mentale rum er et isolationsfængsel. Et gitter af defekte nervebaner, hvor støjen og galskaben er omnipresente entiteter. I denne tilstand bevæger Goya sig ind mørket for at skildre dets beskaffenhed. Dets arkitektur.

Goyas Black Paintings og historien om de sidste penselstrøg, tjener som en velegnet analogi til en forgrening af musikken, som The Haxan Cloak repræsenterer.

The Haxan Cloak –  The Mirror Reflecting (Part 2)

Gennem de sidste par år har en del af musikken indgået et ubevidst partnerskab med Goya. Den har forgrenet sig ud i en form, som skildrer den mentale ambience af sindssyge, dødsangst og fremmedgjorthed overfor verden, som kendetegner Goyas sidste værker. Der er med andre ord opstået en genre, som billedligt talt har hængt mikrofoner op i Goyas indre kamre. Et sind, hvor hans tinnitus støjer om kap med angsten. Et sind, hvor okkulte energier bliver allestedsnærværende. En tilstand, hvor det er nærliggende at male børn, der bliver spist af deres egne fædre i deres egne spisestuer.

Denne forgrening har en intim relation til det okkulte. En relation der kommer til udtryk i Bobby Krlic kunstnernavn The Haxan Cloak. Haxan er svensk for heks.
Han udgav i foråret sin anden plade Excavation. En plade som, ifølge kunstneren selv, skildrer tomrummet efter døden.

Ambience og Tomrum

Excavations forbindelse til Goya er selvsagt en abstraktion, men de har tematikken til fælles. De har følelsen til fælles. De har angsten til fælles. De har intensiten i deres udtryk til fælles. Det virker som om, at Bobby Krlic har italesat de energier, der fik Goya til at male som han gjorde. Han har afbilledet Goyas indre og er således kommet i kontakt med en aldeles urmenneskelig følelse. Frygten for tomrummet.

Lige så vel som denne type af musik har en relation til okkulte energier, har den også en stærk tilknytning til ambience – den auditive gengivelse af et givet rum. Derfor virker det nærliggende at The Haxan Cloaks musik skal opleves i uvante koncertrammer. Strøm har i partnerskab med Click Festival valgt af afholde koncerten i Cisternene i Søndermarken. Cisternerne er et gammelt vandreservoir, der engang kunne rumme 16 millioner liter vand. Det resulterer i en naturlig 17 sekunders rumklang. En velegnet ramme for en type af musik, der har opløst sin perkussion til vilkårlige nedslag i en mørk masse af droner.

Tomrummet (fraværet af stof), eller det afgrænsede rum lader til at være en fællesnævner for hele den scene som blomstrer omkring Haxan og hans ligesindede. Lyt til dem i playlisten ovenfor. Det gælder artister såsom Raime, Roly Porter og Emptyset. Sidstnævnte skriver meget rammende om deres valg af bandnavn

”An empty set is an empty box or an empty bag. It’s not the same as nothingness. Aesthetically it implies structure without content”

Emptyset – Awake

De okkulte energier i både Bobby Krlics og Goyas univers er ildevarslende. De antænder en følelse hinsides melankolien. Melankolien kan være et arketypisk og til tider patetisk stykke kunstnerisk brændsel, som er bredt repræsenteret i meget populær sangskrivning. Melankolien tilbyder en form for terapeutisk musik, hvor lytteren kan tolke sin egen tilstand ind i værket uden at blive frastødt over sig selv og sin egen dybde. Melankolien er et naturligt og accepteret domæne at udfolde sin musik i, men i tilfældet Haxan bevæger vi os ud i en ekstrem nuance af et menneskes følelsesregister. Så ekstremt, at mange bliver intimideret og frastødt. Så ekstrem at Goyas sidste stunder tjener som den bedste analogi til hans værker.

Men han er ikke ene på dette okkulte domæne.

“Raging Lung” fra The Knifes nyeste plade Shaking The Habitual besidder den samme okkulte stemning. Den indre monitor flyder over med referencer til stammeritualer. Men det har ikke den samme altomfavnende angst, som kendetegner Haxan. Man får faktisk lyst til at flå heksekutten af Karin Dreijer, danse nøgen-ballet med hende langs mosevandet og kaste sig ud i et barbarisk Ménage à trois med hende og brormand Oluf i måneskinnet. “Raging Lung” er de frække ånder i dit sovekammer. Det er det flirtende mørke.

The Knife – Raging Lung.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Hvid synæstesi

En yndet musiker-kritik af musikjournalistik er følgende:

”Writing about music is like dancing about architecture”

Om end der i nogle tilfælde er en sandhed i det udsagn, er musikjournalistikken også en gave til musikken. Musikjournalistik har mulighed for at åbne det abstrakte, decifrere det kryptiske og italesætte en kontekst og et forhold mellem musik og samtid som den intuitive musiker måske ikke altid har gjort sig bevidst.

I kompositionsprocessen, på den anden side af journalistens tekst, i tiden før skriften, i processen ved klaveret eller ved sampleren, anvender nogle musikere farver eller andre abstraktioner for at kommunikere til hinanden, for at kunne italesætte lyden. De giver den tekstur og farve for at navigere i det abstrakte og magiske rum, som går unden betegnelsen musik.

Når en musiker sanser en farve i lyden, gør denne brug af en evne, som inden for psykologien kaldes synæstesi. Synæstesi er en sammenblanding af sanseindtryk og betyder sam-sansning. Synæstesi kan antage mange former, men en mild og hyppig afart af evnen er, at lytteren sam-sanser farve og lyd.

Jeg vil bruge denne synæstesi vinkel til at præsentere musik, hvis klanglighed gør, at den fremstår gennemlyst og hvid. Lad os kalde det følgende en essayistisk autobahn, der fører dig milevidt omkring i abstraktionens kamre. Indlægget er ledsaget af den her WiMP-playliste med en god portion af den omtalte musik:

Jesu transfiguration og en ordenligt portion blegemiddel

Fra en optisk vinkel er hvid den farve som det menneskelige øje sanser, når det er rettet imod lys. En overflade fremstår hvid, fordi den reflekterer lyset som rammer den, samtidig med at den ikke absorberer farver. Den hvide farve har en neutraliserende kvalitet, og skabes ved at kombinere passende intensiteter af de tre primære farver rød, grøn og blå. Den neutraliserende kvalitet og tilknytningen til lys, giver farven hvid en puritansk overtone. Farven hvid forbindes med det rene, det uskyldige, det perfekte og har en kulturel vægt som er ganske umiskendelig. Det er vel formentlig en af årsagerne til, at den hvide farve symboliserer Jesus’ transfiguration. Spørg Paven – hvordan vasker de mon hans klæder, skal der blegemiddel til, åh, så mange spørgsmål –  vi begraver os i hvide toner.

Jocelyn Pook – Dionysus

I det første stykke hvide musik er vi i selskab med en sorgfuld uskyldighed i skikkelse af en kønsløs stemme, der over et repeterende kor fraserer i et formløst sprog. Den hvide association kommer af uskyldigheden i stemmeføringen, men det er måske især det formløse sprog, som er interessant. Et sprog, hvor ordlyden angiver emotion uden at formidle et egentligt budskab. Det er en velsignet kompositorisk beslutning at undgå den semantiske tyngde, som et ord kan iklæde en komposition. Pook undgår den friktion, som kan opstå, når musikken forenes med et betydningsmættet fælles sprog, og hun åbner for et tolkningsrum frigjort fra sprogets vægt. Musikken får lov til at udfolde sin egen mening, selvom den er vokalbåret, og det er væsentligt, fordi vokaler ellers har en særegen evne til altid at placere sig i centrum af musikken.

Hans Otte – Wassermanmusik

http://youtu.be/2TmB-SYduYw

Elegante gevandter – den hvide elegance

Den hvide sanseoplevelse af musik er ofte et tegn på en særlig elegance. Måske fordi kunsten at afklæde musikken til dens essens – instrumentet og instrumentalisten – kræver, at de grundlæggende musikalske ideer er stærke og udførelsen ligeså. Måske foreligger elegancen i dette samspil mellem menneske, instrument og komposition. I “Wassermanmusik” er der ikke anvendt de effekter og redigeringsmuligheder, som en moderne musikteknologi tilbyder, og således bliver farveoplevelsen af musikken heller ikke kandiseret eller forvredet af ændringer i klangen eller i musikkens tekstur. Den hvide farves tilknytning til det rene er den åbenlyse pointe.

Ligesåvel er der en mærkbar balancering mellem simplicitet og kompleksitet i “Wassermanmusik”. “Wassermanmusik” er nemlig simpelt instrumenteret men samtidig et enormt komplekst stykke musik. Det er derfor både mini – og maksimalistisk, og fremstår som et balanceret værk, der rummer den lethed og tyngde som kendetegner egentlig substans.

Detour; den hvide musik i relation til samtidsmusikken – det digitale rums konstruerede stilhed

Den hvide musik, med dens elegante og klare fremtræden, står i kontrast til det man med et vagt ord kan kalde samtidsmusikken. Med samtidsmusikken forstås det effekterede og nano-redigerede. En tilstand, hvor musikkens undfangelsesrum er blevet overvejende digital. Musikkens rumfornemmelse konstrueres digitalt eller med samplinger af fysiske rumklange. Syntetisk ambience er ikke noget nyt fænomen. Det kan Bon Jovis diskografi bevidne, men ligesom i den periode, synes jeg at spore en bevægelse iblandt musikere og musik-forbrugere lige nu. Man lader sig ikke mætte af gigantiske computeriserede konstruktioner og vender sig i stedet mod plader såsom Spirit of Eden af Talk Talk, der synes at fremstå som computermusikkens antitese. I det egentlige fysiske rum kan musikkens nærvær blomstre. Det er en reaktion, som udarter sig til en puritanisk indstilling til musikken, der ikke er direkte sammenlignelig med folk-musikkens klangbund af værdier. Og netop denne puritanisme er så tydeligt tilknyttet den gennemlyste musik.

Den modsatrettede bevægelse er også en mulighed. En bevægelse ind det digitale.

En af de mest begavede eksempler på dette er højaktuelt. “Infinity Killer” fra When Saint Go Machines nye album Infinity Pool rummer en begavet musikalsk pointe. Arrangementet består primært af digitaliserede, pitchede og forvredne variationer af forsanger Nikolaj Manuels Vonsilds stemme. Musikkens genialitet består i, at den evner at gengive den (sen)moderne tilstand, hvor vores menneskelighed konstant er omsluttet af digitale variationer af os selv. Mails, Facebook, smartphones, Instagram, Twitter, Vine – en evig rumklang af et menneskes digitale spejlinger.

Hm, i relation til synæstesien.

Efter en kort stund i radioens nærvær føles det som om, hver eneste tone vibrerer i klaustrofobisk afmagt overfor de binære koder som omslutter alting og giver det farve. Musikken afspejler vores tilstand. Elektronisk musik har igennem de sidste 10 år været en progressiv kraft, hvis energiudladning har fået rockmusikken til at virke tilbageskuende og blodfattig, så dette er ikke en kritik af digitalt konstrueret musik, derimod er det blot en pointering af, at den hvide musik har den afvæbnende kvalitet, at den kan henføre lytteren til det rum, hvor musikken bliver fremført. Man er i selskab med det skabende menneske i det fysiske rum, som bliver musikkens undfangelsesrum. Tonerne indkapsles af et egentligt fysiske rum

Et samtids-eksempel kunne være forskellen på at høre Nils Frahm og James Blake. Selvom Blake er en mester i at skabe musikalsk nærvær, formidle emotion og arrangere med en simplistisk begavelse, er hans kanvas digitalt, og stilheden han komponerer i er digitalt konstrueret.

Og hvad så, tænker du! Hvad er forskellen på at formulere sig i egentlig stilhed i tid og rum kontra digitalt konstrueret stilhed af binære koder. Se, det er jo det frække spørgsmål.

Maurice Ravel – Miroirs: Les Oiseaux tristes

Fra 2013 til 1905 – en akustisk rejse i tid

Med Frahm, Pook og Otte som repræsentanter for den hvide musik, står det klart, at den hvide musik har en impressionistisk og for så vidt minimalistisk undertone. Impressionismen var en kunstform, som var farverig i malerkunsten, men også en kunstform som yndede at skildre lysets flakkende karakter med stor akurattese – det er selvsagt en grov forsimpling.

I musikken tog den form som en magisk klanglighed, der brød med de dengang herskende harmoniske dogmer. Maurice Ravel, en af impressionismens store mestre, bidrog til harmonikkens evolution med Miroirs fra 1905, og hans harmoniske tone har uden tvivl påvirket en af vor tids store ”pop”kunstnere: Björk. En påvirkning som især er tydelig på albummet Homogenic fra 1997 – tjek hyperlinks for audio eksempler. (Dette er for nørderne, men bemærk, hvordan Björk i sin moderne klassikker “Joga” rent faktisk citerer Ravel i stryger-arrangementet i omkvædet)

Björk – Undo

Før du lukker fanen og vender tilbage til din Twitter-scroll

“Undo” er fra Bjørks plade fra 2001, Vespertine. En plade, som ifølge Bjørk, portrætterer følelsen af at gå ud i sin have i vinternatten. I tilfældet “Undo” antydes det hvilke karakteristika, der knytter sig til den hvide musik. Det musikalske nærvær, som her kommer til udtryk i Björks vokalpræstation og det skarpe kompositoriske fokus, som kendetegner sig ved at alle elementer har en klar funktion og er særlige i deres egen ret. Rytmiseringen er enten fraværende eller underspillede. I hvid musik forsager man det kraftige energiudladning og formulerer sig subtilt. Bemærk fraværet af mærkbare basfrekvenser og af forvrængning. Det gennemtrumfer den hvide oplevelse. Slutteligt finder du det elegante kor-arrangement, som har en andægtig og religiøs undertone. For den hvide musik har netop denne religiøse undertone. Farven genereres ved hyppig brug af rumklang. Katedralens primære effekt.

Jeg vil slutte denne fabuleren med et citat fra en mand der yndede at skildre det religiøse i de dyre katedraler.

“Simplicity is the ultimate sophistication”

Leonardo Da Vinci

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Pak din reptilhjerne ud af fløjlssækken med Regnsky på Radar

Regnsky elsker Århus! Derfor præsenterer vi den 22. juni på Radar en af vores yndlinge, nemlig den garvede og hypede, elektroniske musiker Machinedrum. Vi glæder os til at se en masse af vores århusianske læsere! Warm-up: Aebeloe og Odd Shapes. Tjek Facebook Event her.

machinedrum

Travis Stewart AKA Machinedrum er en hyperproduktiv elektronisk producer som har produceret et stort antal ep’er og albums siden år 2000. Et af højdepunkterne er hans album Rooms fra 2011, som kandiderede til et af det års bedste elektroniske udgivelser. Albummet indeholdt numre såsom The Statue, hvor Machinedrum kommercialiserede lyden af footwork, og gjorde den spiselig.

Machinedrum – The Statue

Machinedrums musik er umiddelbar og samtidig virtuost produceret. Den virker både henkastet og overvældende. Machinedrums musik pakker elegante menneskers reptil-hjerner ud af fløjlsækken og sætter deres hofter i rotation via en perfekt afmålt kombination af diskret idioti og repetative beats.

Sideløbende med sin solokarriere har Machinedrum haft succes som producer for Azealia Banks, hvilket har givet ham ørenlyd hos et publikum, der ikke nødvendigvis befinder sig i hans sædvanlige del af det musikalske spektrum – et spektrum der kan beskrives som et orgie af tunge hip-hop beats, der parrer sig med rave-tendenser, for derefter at afføde en medrivende og opdateret elektronisk hybrid af klassiske, elektroniske stilarter.

Til sommer udgiver han endnu et fuldlængde album. I den anledning har Regnsky i samarbejde med Radar inviteret ham til Århus og give en forsmag på goderne lørdag den 22. juni. Vi har derudover fået et par spændende og lovende elektroniske producere til at varme op, nemlig Aebeloe og Odd Shapes. Vi glæder os utrolig meget til at sætte gang i festen i Århus, ikke mindst fordi Machinedrum har stærkt ry for at levere ekstatiske live-sets. Et ry som blandt andet understøttes af en myte-skabende koncert på Dunkel i København sidst han gæstede vort lille kongerige.

Machinedrum + Aebeloe + Odd Shapes + Regnsky djs
Radar, Aarhus.
22. juni kl. 21-02.
Tjek Facebook Event her.

Og køb billetter til koncerten her.

Machinedrum – Boiler Room Set

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Om Status Quo, Punk & Wasteland. Et essay affødt af Frost Festival

Forestil dig Status Quo. Status Qou forstået som tingenes uforandrede tilstand. Forestil dig at Status Quo har form. Form som en rektangulær klippesten, der danner skygge for solen. Forestil dig en horde af unge mennesker. En horde af mennesker som har det til fælles at de er født fra 1985-1995. De søger skygge for solen. De er blevet kastet ind i livet og danser parringsdans i skyggen. Blege og begavede nejer de for klippestenen, for den har altid været i deres åsyn. De kender ikke til andet. De kender ikke til udsyn. De er blevet foræret denne situation af historien.

De maler swastika tegn i loftet over deres sengegærde, for at få deres soltegn tilbage. De danner par og bryder op, men først og fremmest vedligeholder de Status Quo. For uden Status Quo har de ingen skygge, så de kerer om klippestenen med vand og sæbe. Uden Status Quo som form og forestilling skal de træffe aktive beslutninger. Status Qou, konformismen og konsumerismen har dannet en hellig triangulering om vor generation. Den har rettet os til. Status Quos triangulering er slyngveninder med sandheden. De holder kaffemøder, hvor de drøfter hvorledes de kan vedligeholde deres magtpositioner.

Fra mit perspektiv har oprøret imod denne situation af stilstand været ganske tavs i kunsten. Generation 85-95 har danset parringdans i skyggen og ladet virkelighed være virkelighed, og der har ikke været meget i kunstens horisont, som kunne smadre eller blot ændre Status Qou. Selv om man kan fodre gribbe med grafiske designere og arbejdsløse dimittender fra designskolen har vi som generation ensrettet os selv i vores søgen på at være et unikke. Vi er unikke konformister.

Synd & Skam Live
P6 Beat Rocker Koncerthuset.

Du undrer dig måske over, at du beskæftiger dig med sociologiske overvejelser og platoniske analogier på en musikblog. Det har sin årsag. For lige så vel som sandhed og status qou er slyngveninder, har (rock)musikken og oprøret længe været bon kammerater. Musikken har en samtid. En sociologisk dimension.

Det er efterhånden mange år siden, at rocken har haft noget sociokulturelt momentum, men i skikkelse af orkestret Synd & Skam varetager rocken en opgave, som den har forsømt i umindelige tider. Den gør oprør imod de etablerede sandheder. Den fungerer som et talerør for en generations utilpassethed. En generation der stemte rødt og fik selskabsskattelettelser i stedet. En generation, der primært har haft repræsentanter fra dens reality-forgrening. En generation som vedligeholder Status Qou med en tiltagende bitterhed.

Synd og Skam spillede på JazzHouse i fredags i anledning af Frost Festival, og selvom det var et dejligt gensyn for undertegnede, var koncerten også et bevis på, hvor hurtigt man som orkester kan blive krammet ihjel af de kræfter, som man øjensynligt er i opposition til. Nok om det. Det er for så vidt uinteressant i det store hele.

For Synd og Skam har en særlige haiku kvalitet i deres tekst univers, hvor de formår at udvise samtidsbevidst begavelse i ganske få sætninger. Forsanger Asger Hartvig synger som en psykotisk mongol på kanten af epileptisk anfald. Teksterne emmer af knækprosa, beatpoetisk dadaisme & haiku på valium. Det virker tåbeligt ved første ørekast, men ved nærmere eftertanke, er det godt tænkt at formulere sig som en psykotisk idiot. Det er afvæbnende og uprætentiøst.

I selskab med Synd og Skam står det klart at den egentlig tåbelighed er afrundet, poleret og uniformeret som Viasat-pakken. For Synd & Skam er paradise-generationens negation, men samtidig er de også snot i ansigtet på Birgitte Nyborg og den akademiserede politiske korrekthed som hærger i Kongens København. Synd og Skam bruger punkens energi til at diktere frihed fra alle de kategorier og forestillinger som omgiver os, og det er denne aura af frihed som er så umådelig tiltrængt. Synd & Skam er et kollektiv i en individualistisk tidsalder. Synd og Skam er samfundspolemisk musik med en stor poetisk dybde.

Blafret Ør af Kjoler

Selvom intentionen bag titlen på Synd og Skams EP Blafret Ør af Kjoler, måske ikke er identisk med min tolkning af den, formår orkestret Synd og Skam med vilje eller utilsigtet, at diagnosticere deres samtid meget præcist. I modsætning til “Nik&Jay-Æraen” er liderligheden i Synd & Skams univers en urovækkende tilstand. En altopslugende hærgen i en ung mands krop og sjæl.

Skynd dig op af trappen

Selvom man som ung mand ikke kan undsige sig begæret som et grundvilkår, behøver det nødvendigvis ikke være en lyksagelig situation at være liderlig. Enhver som har interesse i at observere liderlighedens allestedsnærværende manifestation i min generation, kan tage på natklubben Simons eller give sig i kast med Justin Timberlakes diskografi, som har en tendens til at handle om begær og hvilken påklædning, der bedst foranlediger samleje (Suit & Tie).Men hvad nu, hvis man faktisk blev Blafret Ør af Kjoler. En følelse af afmagt.

I selskab med Viasat-pakken er det da ikke så underligt at unge mænd bliver vrede. Det er da faktisk mere underligt, at vi andre lader stå til og lader altings selvfølgelighed danse sin sejrsdans. Men dansken har aldrig været et revolutionært folkefærd. Så mens vi går pænt i højre side på vej imod Irma for at lufte hund og købe tofu til aftensmanden, stjæler Synd og Skam en parkeret Sankt Bernards Hund og sætter den fri. Men en hund som er flasket op i tryghed, med foder i skålen og daglige rutiner, forstår ikke den frihed som Synd og Skam tilbyder. For i denne frie verden er der ingen som renser dens pels eller roser den for at hoppe højt. Den er ikke længere et dyr. Den længes efter Status Quo. Den er ikke “dygtig”. Den er ikke unik. Den er bare til.

“Jeg har overlevet Auswitz, men jeg kan stadig ikke pille en appelsin”

(Spillemændene)

Der er en snigende fornemmelse af oprør på færde i musikken. Som en syndflod skylder den indover dannevangens sandslotte og kolliderer med den villavejs pænhed, der har lagt en rouge over vor samtid. Der er ingen PhotoShop i Synd & Skam. Der er ingen Status Quo. Kun intimiderende vidder af horisont.

Vi lever i en tid, hvor læderet klæber sig til Anne Linnets fysik, på samme måde som overfladen klæber sig til fordybelsen. En tid hvor Linnets integritet sygner hen, som et resultat af den samme mediehungrende narkomani, der har gjort Viasat-pakken til en normal tilstand.

Kære Anne Linnet:

Danmark har ikke brug for et nyt ligegyldigt Karaoke Boyband, hvis eneste talent består i at udvælge kansas-jakker fra Samsøe Samsøe. En kvartet som symptomatisk nok kalder sig Wasteland. Danmark har brug Synd & Skam og deres ligesindede. Danmark har brug for at musikken tager sig selv seriøst og bliver til mere end en vare.

Slutteligt vil jeg blot gøre opmærksom på en stor musiker som spillede før Synd og Skam til dette Frost arrangement. Colin Stetson berigede os med sin akustiske variationer over den elektroniske musik. Jeg er fan og beklager at hans musik ikke fik mere taletid i dette indlæg. Derfor virker det nærliggende at præsentere en mand som evner at skabe intimiderende vidder af horisont i sin musik.

Colin Stetson – High Above A Grey Green Sea

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Emmathiesen says:

    “Men en hund som er flasket op i tryghed, med foder i skålen og daglige rutiner, forstår ikke den frihed som Synd og Skam tilbyder.”

    Den mest rammende sætning for hele den tilstand, jeg går ud fra, der beskrives. En menneskelig nødvendighed for det, vi udelukker os selv fra. En nødvendighed af det fremmede, vi ikke forstår at bruge – som at tage i mod friheden, Synd og Skam tilbyder?

  2. Faux Effet says:

    ‘High above a grey green sea’ är mycket bra

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Bowie, Beck og Legemsvarmen

Det er begrædeligt at se levende legender gå til grunde. Hvor højt vi end har hævet dem op på berømmelsens tinder, må vores “idoler” ligesom vi selv gå til grunde. Memento Mori står skrevet overalt; selv på populærkulturens stjernehimmel. Nogle fanatikere ville mene, at vi en dag får et stjernebillede som forestiller Muhammad Ali i en rullestol. Jeg tror umiddelbart, at universet har andet at tage sig til.

Selvom legendernes fald fra tinderne efterlader et tomrum, står der altid en ny generation som bør og skal formidle energien videre. I de sidste par uger har denne bevægelse været ganske tydelig i musikkens verden.

David Bowie – Where Are We Now

I starten af januar udgav David Bowie den første single fra hans kommende album “The Next Day”. Efter 10 års album pause fra en af popmusikkens største artister, havde stilheden affødt en række af spørgsmål og bekymring over Bowies fravær. Så nettet emmede af forventning og måske især forundring. For hvem var denne skikkelse som påstod at være David Bowie?

David Bowie – Life on Mars.

Nostalgisk, langsommelig, grå og “musikalsk afkræftet” var nogle af de adjektiver som både musik og mennesket i den tilhørende video vakte til live. Den engang så virile, ikoniske, fremsynede og androgyne artist havde forlagt alt det, der gjorde ham til en legende.

I sin årtier lange storhedstid var han en sangskriver som mestrede det simple og iørefaldende. Men også en kunstner som var nysgerrig efter at erobre nye territorier. Han evnede at fusionere det avantgardistiske med det populær kulturelle, og hans indflydelse på vor tid er blandt andet synlig i Lady Gaga’s pop-persona, som trækker heftigt på Bowie’s Ziggy Stardust periode.

Manden som rystede sin samtid med sin (homo)seksuelle åbenhed og et dertilhørende fremsynet visuelt univers, som lagde kimen til glam, punk og gaga, havde nu taget til takke med at formulere sig igennem det uinspirerede. Det musikalsk middelmådige.

”As long as there is fire

as long as there is rain

as long as there is fire

as long as there is fire

as long as there is me

as long as there is you”

Er de sidste linjer på Bowies nye single. Både musik, tekst og performance er afrundet af en følelse af nostalgi og den sidste rest af energi(fire), som bebor et afkræftet menneske, der knap nok orker at synge sine sange.

Meninger var delte i kølvandet på sangens udgivelse. Forståeligt nok, for denne sang står mest af alt som et vidnesbyrd på at energien, legemsvarmen; de 37,5 grader Celsius som er blevet os lånt af solen, i selv de største og mest flamboyante skikkelser brænder på lånt tid – med den sandhed i Solar Plexus, står Bowies “Where are we now” som et de mest rystende stykker musik jeg stået til ansigt med længe. Måske især fordi det ikke er malet så tydeligt, som eksempelvis Johnny Cash gjorde det i sit cover af Nine Inch Nails klassikeren ”Hurt”. Bowie er mere subtil og lader tematikken hænge som en sløv grå mathed i “Where are we now“.

Blot en måneds tid efter toner et andet menneske frem i horisonten. Et menneske som langsomt er ved at støbe sig selv i den form som populærkulturelle legender galvaniserer deres liv og levned i.

Beck – Sound and Vision.

http://youtu.be/QnOmrDzRrGQ
Beck har påtaget sig den opgave at fortolke Bowie’s mesterværk “Low” fra 1977. Et album som blev undfanget i Berlin, da muren stadig delte byen i øst og vest. Den selvsamme by som er det mere åbenlyse lyriske fokuspunk for “Where are we now”, og hvor nostalgien i Bowies tilfælde dræner sine lyttere for livsenergi gør Beck’s nostalgi det absolut modsatte.

I selskab med 157 musikere bruger Bech ni et halvt minut på anskue sangen “Sound and Vision” fra et utal af vinkler. Det er ikke perfekt, men det er slet ikke meningen. Det er modigt. Det er nærmest encyklopædisk og vibrerer af hele musikkens historie. Det er livsbekræftende og man bliver som menneske hensat til en tilstand af livs-eufori, og for det skylder vi ham tak.

En tak for at han viderefører musikkens energi, staffet om du vil, og udviser stor respekt for de mennesker som har aftegnet det musikalske landskab, som han bebor, fornyer og genopliver.

Beck  Round the Bend.

Bowie – Subterraneans (Fra albummet Low)

http://youtu.be/Yke-c1z8_9Q

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.