Svensk fra Brasilien

stars-in-coma

Svensk indiepop som den kendes og har været lidt savnet. Stars in Coma kom forleden med sin 4. udgivelse – ep’en “Death and Hope” på noget så sjældent som et brasiliansk label. Bolinha Records hedder det, og de er, ligesom jeg, faldet for André Svenssons udmiddelbare popperler.
Et nummer som “People Put Up With A Lot Of Shit” fra enmandsprojektets eneste fuldspiller bærer præg af, at et veludviklet popøre står bag. Med himmelstræbende korpassager er der ikke langt til landsmanden i Loney, Dear, og de går igen på den nye ep, f.eks. det veloplagte og lalleglade “Save”.

Stars in Coma arbejder i øjeblikket på en ny plade med titlen “Sisters”, som er sat til at udkomme i marts 2009. Singleforløberen fra pladen hedder “Amelié” og kan pt. streames gratis her. Det er catchy melodier, tacky synth, og inspirationen fra AHA og of Montreal på en meget velkommen forårsmåde, mens den svævende elektroniske “The Fantasy Youth Club” sender tankerne mod The Radio Dept.

Stars in Coma –  The Fantasy Youth Club
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/02/01-the-fantasy-youth-club.mp3]

Stars in Coma Death and Hope
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/02/01-death-and-hope.mp3]

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

På en elektronisk tirsdag

Elektroniske tirsdage fødselsdag

Siden februar 2007 har tirsdage på Gefärhlich været dedikeret til den elektroniske musik. Elektroniske Tirsdage fylder 2 år tirsdag d. 3.2 og det skal fejres med manér.
Aftenens line-up består hovedsageligt af kendinge fra tidligere tirsdage, såsom Lulu Rouge, der bidrager med et dj-set af electronica og stemningsfuld dub. Aftenens to scoop af mere kendte dj’s må dog siges at være Thomas Knak, der vel sagtens har bidraget med mere til den danske electronica-scene end resten af aftenens lineup tilsammen. I aftens anledning spiller han alene i sit Opiate-projekt, så der er dubbet electronica i vente. Derudover spiller Troels Abrahamsen, som Søren tidligere har skrevet om, og efter undertegnede oplevede ham på Kødboderne 18 for et par uger siden, kan jeg skrive under på at han er i topform – bare lyt til det utroligt smukke nummer End Scene, der er en demo fra hans kommende album “WHT”.

Både Nabo og Det Sejler I Effekter spiller live, men det er for alvor når yngre dj’s som Trolle&Rosenstand spiller, at jeg vil spidse ører. Trolle&Rosenstands kalender har for alvor lidt af vokseværk, siden de i sommers blev resident dj’s på Dunkel-klubben New Kids On The Decks, hvor det kendetegnende for deres jobs er den store melodiøsitet, selvom de respektløst har mikset alt sammen – eneste kriterie er, at det er godt.

Og så er det jo en fødselsdag – det fejres med cava og ikke at forglemme lagkage til de første.

Elektroniske Tirsdages fødselsdag
Gefährlich 3.2.2008 kl. 21:00

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Bon Iver – Blood Bank (ep)

I sommers forelskede jeg mig hovedkulds i Bon Ivers meget roste debut “For Emma, Forever Ago”. Et poetisk album, af den slags, der griber fat i lytteren, og nærmest er så indtagende at det bliver besættende. I al sin enkelthed var “For Emma, Forever Ago” et lovende album, der præsenterede en ny amerikansk sanger med hjertet bag hver strofe og øre for det musikalsk i enkeltheden.

På “Blood Bank” fortsætter Bon Iver i samme spor. Produktionen er afdæmpet og med fokus på Justin Vernons stemme, og de dominerende instrumenter er fortsat guitaren og klaveret. Titelnummeret er smukt, og lyder præcis som var det fra “For Emma, Forever Ago”. I mine ører leder det til undren – for da Bon Iver i efteråret gav koncert på Vega, var det netop dette nummer, der ruskede op i koncerten og viste en forfriskende fornyelse. Problemet med “Blood Bank” som ep er nemlig, at numrene ikke viser nogen særlig bevægelse eller fornyelse, udover brugen af vocoder på nummeret “Woods”, som jeg i hvert fald godt kunne have været foruden. Og de alenlange klaverstykker på “Babys”, der lyder som et forsøg på fornyelse, men blot bliver til ligegyldigt fyld. Alt i alt giver Bon Iver os mere efter “For Emma…”-formlen, men udtrykket er ustruktureret, usammenhængende og uden den samme indlevelse – det virker simpelthen ikke som om, at udgivelsen er vigtig for Justin Vernon. Det får “Blood Bank” til at fremstå som en temmelig ligegyldig udgivelse, der på ingen måde lever op til debuten.

Bon IverBlood Bank
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/bon-iver-blood-bank.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Discoens genkomst

Vinnie Who

Discoen er vendt tilbage til sin originale form. Fra undergrundsmiljøer, med epicenter hos selskaber som Italians Do It Better og DFA, har bands som Hercules and Love Affair, Chromatics og Glass Candy gennem 2008 erobret klubber verden over tilbage til discoen, efter i mere end 20 år at have været negligeret og stemplet som for useriøs, for pæn og for cheesy en genre.
I oktober kørte Soundvenue en uge med disco-tema på deres hjemmeside. Klubber som Disco Vendetta har i to år vendt italodisco på Dunkel bar. Og siden i sommers er det blevet sværere at finde koncerter med danske indiebands.
Discoen, og i det hele taget den mere organiske lyd i elektronisk musik, er det nye hit.

“Det er heldigt for mig, at navne som Hercules & Love Affair og Chromatics har fået hul igennem via et disco-brand, som jeg har oplevet, at folk synes er rigtig spændende,” mener Niels Bagge, alias Vinnie Who, der fredag spillede sin 4. officielle koncert i forbindelse med booking-bureauet InkInk’s night på Dunkel, hvor danske Freja Loeb også havde debutkoncert.

Den mindre alvorlige discoscene er et tiltrængt pusterum fra de sidste 5 års postpunk-revival, indierock-bands med 10 medlemmer, og minimaltechnoens monopol på dj-pulten.
“Først og fremmest er det (disco) dansevenligt. Efter at have spillet mange indie-koncerter, fik jeg rigtig meget lyst til, at folk kunne danse til musikken. Desuden havde jeg indtil for ca. fire år siden udelukkende dyrket en indie musik scene, og discoen var og er et friskt pust som inspirer mig enormt. Det svinger og er ikke nødvendigvis ligeså alvorlig som hvad jeg ellers er gået op i før hen,” fortæller Niels om baggrunden for delvist at konvertere til discoen. Vinnie Who’s disco er stærkt infiltreret af baggrunden i indierock. “Den traditionelle disco er generelt en optimistisk genre, mens min udgave også indeholder en mere mørk side, hvilket jeg synes giver et interessant følelsesmæssigt paradoks. Det er bl.a. sådan noget, som giver mig gåsehud. Det betyder rigtig meget at lytteren føler noget, da jeg lægger mange følelser i musikken selv.”
Følelsen, og “den mørke side” er kendetegnende for den nye bølge af disconavne. Live nedbrydes folks barrierer af den catchy musik, og der danses discodans som på et provinsdiskotek i 80’erne, mens musikken uden alkohol i blodet er mindst ligeså interessant, på trods af at disco’en som genre er forholdsvis enkel. Det er så bare en god anledning til, som hos Vinnie Who, at gøre musikken til et overflødighedshorn af melodisk overskud i et detaljemættet lydbillede.

Vinnie Who kan fanges på Kødboderne 18 d. 16.1, på Jolene 22.1, på Rust 31.1 eller her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

M83 mikser og mikses

Det franske enmandsprojekt M83 udgav i 2008 albummet “Saturdays = Youth”.  En plade fyldt med popperler af elektronisk tilsnit, der dog ikke brød igennem hos den brede befolkning – måske på grund af de drøje hug fra anmelderne.

Anthony Gonzalez har nu kastet sig over remix, også under sit M83 alias. Og det er har vist sig at være en ganske god idé. Electropoppen har fået en pause, og en stilfærdig eftertænksomhed præger remix af fremadstormende bands som australske Midnight Juggernauts og af Soundvenue heftigt hypede Van She.
Til forskel fra originalen, der er mindst ligeså electrostøjpoppet som M83, er det særligt mikset af Van She’s “Kelly” der gør sig bemærket med sin fine brug af blæsere og sin behageligt langsomme udvikling.

Maps og M83 har også lavet en vellykket byttehandel – Maps har mikset M83’s drømmende single “We Own the Sky” fra at fremstå som en svævende bevægelse til et mere regulært nummer, mens M83 har mikset Maps “To the Sky”. Den usædvanligt fine og bittersøde video til netop det nummer var nomineret til MTV’s best of 2008 konkurrence og er faktisk ligeså anbefalelsesværdig remixet.

Van SheKelly (M83 Remix)
[audio:http://regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/01/kelly-m83-remix.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *