Roskilde Festival: Father John Misty omvendte tvivlere

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

At høre Father John Misty fylde Orange var en overraskende god oplevelse. På Orange kunne Josh Tillman synge, danse og se udover et publikum, som havde han lyst til at knalde hver og en i megalomansk storhedsrus. Sådan på “Ideal Husband”-måden med knæfald og sjæleudkrængning.

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle skrive en positiv anmeldelse af Father John Misty, for så vidt nogensinde skrive om ham uden at blive betalt for det. Få artister har som Father John Misty trigget en skarp aversion hos mig: i min optik er hans performance skabet, hans musik ulidelig ensformig (særligt rytmisk, hvor trommerne sjældent nuanceres fra deres bord-stol-bord-stol-march), hans ironiske tekster et udtryk for den værste udgave af velstillede og selvmedlidende indieverdenbeboeres weltsmerz – den selvbevidste, som i sine udsagn forsøger at skabe distance til sig selv, men i realiteten ikke gør det.

Nu er jeg så i gang med at skrive en endog vældig positiv anmeldelse af en Father John Misty-koncert (uden at blive betalt for det). For koncerten var god. Den var velspillet, favnende og underholdende. Måske kom albummenes kapitalismekritik og lignende ikke udpræget til syne, som kritiske anmeldere har påpeget. Men måske var det heller ikke nødvendigt fredag aften på en festival, som i den grad har givet os performances af den politisk tonede slags. Father John Misty brugte ikke Orange Scene som en prædikestol, men som scene, der fredag aften gerne må give show af vellyd og “Total Entertainment Forever” – en sang, der med blæsere og nøgen vokal satte barren højt fra koncertens andet nummer.

Det var en sjældent velsyngende frontfigur, som indtog Orange. Tillmans vokal og tekster er det uomgængelige centrum for sangene, og derfor kræver de at lyden lader alle nuancer gå klart igennem. Det gjorde de på Orange, og Josh Tillman klarede samtlige sange til UG – de knivskarpe fraseringer pointererede teksternes indhold. Han vidste, at han gjorde det, og den selvtillid gav plads til både knæfald og flirt på tværs af scenen. At min koncertpartner kalder ham Fætter John Fugtig er rimelig præcist.

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Josh Tillman kunne også med ro i sindet stole på sin opbakning. At det faste band var velspillende og uden selvudslettelse spillede ydmygt for opgaven, er en selvfølge for en artist af Father John Mistys størrelse. At Father John Misty havde fået et godt udsnit af Copenhagen Phil med på scenen under hele koncerten til at bakke de orkestrale croonerstykker fra de seneste albums “Pure Comedy” og “I Love You, Honeybear” var ligeledes et scoop, som tidligt skabte højdepunkter som “Things It Would Be Helpful To Know Before The Revolution” og holdt albumversionernes snigende kedsomhed fra døren i liveudgavernes konstante detaljerigdom. Selv den 80’er-klingende “True Affection” blev et rytmisk energigivende afbræk med strygere som science fiction-elementer.

Koncerten ramte sit klare højdepunkt med Father John Mistys magnum opus “I Love You, Honeybear” som settets egentlig sidste nummer. Hvor mængden af rutineoptrædener på årets festival har været temmelig stor (hvis endnu en artist siger “You look so beautiful!” til en koncert med blændende frontlys bliver jeg seriøst træt) er Father John Mistys energi medrivende. Han har måske nok spillet en milliard koncerter med det her materiale, men vi får kun den gode effekt af rutinen: at den giver sikkerhed. Det er en fornøjelse at have ham på den scene, hans performance er indlevende, sjov og fællesskabsskabende – det er effekten af den naturlige performer, der afslappet, men tændt, lever og ånder på scenen. Sådan en performer giver energi fremfor at tage den.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Future Islands gav publikum energi i en solid arbejdssejr

Future Islands - Foto: Malthe Ivarsson
Future Islands – Foto: Malthe Ivarsson

“You know the road has given us everything we’ve got”, er Samuel T. Herrings første ord til publikum i et fyldt Arena-telt. Klokken er 16, det vil sige, at det er formiddag på Roskilde, og det vil også sige, at et lidt søvnigt publikum kan forekomme. Måske ved Future Islands ikke det, måske gør de og er i så fald lige glade.

Future Islands er live såvel som på deres seneste to album, Singles (2014) og The Far Field (2017) indpiskere. De er et band af vejene, som Sam Herring pointerer. De har spillet over 1000 liveshows, og lad os blot få det sagt: de er et forbandet godt og karismatisk liveband, som kan bære at være netop indpiskere over en festivalkoncerts 75 minutter med et energihungrende publikum uden at miste deres personlighed i et forsøg på at please.

Publikum sugede godt til sig af Future Islands’ energi. Den kom fra live-trommeslageren Michael Lowrys piskende trommer, fra Gerrit Whelmers ekskursioner udi synthens lange toner, fra saltstøtten William Cashions melodiske basspil. Og så kom den selvfølgelig fra den nok mest usandsynlige dansestjerne, Sam Herring. Jo, en del af publikum var mødt op for at se giraffen i form af Herrings gorilla-dans. En del af dem gik efter koncertens tredje nummer. Synd, for havde de ventet, var de nok blevet omvendt til at være en del af fællesskabet af Future Islands-fans live – præcis sådan som Future Islands altid har opbygget deres publikum.

Future Islands lagde fra land med to forrygende singler, “Ran” og “A Dream of You And Me”, inden en række lidt mindre genkendelige tracks fra tidligere udgivelser og A Far Field overtog. Future Islands har fået sit gennembrud på baggrund af albummet Singles, og girafgæsterne kom på den baggrund. Det har været en udfordring for Future Islands at få lyttere med over på nye album.

Så meget desto heldigere for bandet, at de havde en Roskilde-koncert at gøre det ved. Et nummer som “North Star” funklede live med sit todelte omkvæd, som går en tone ned i sted fremfor op. Det er den form for overraskelser, som gør Future Islands til et gode liveband, trods deres musikalsk univers over 75 minutter kan blive lidt vel ensformigt, når festivalsettet hives frem for at give publikum den maksimale energi – nuancerende albumtracks som de mere stille “Give Us The Wind” og “Little Dreamer” blev naturligt undladt.

I stedet valgte Future Islands at give os energien. Den ustoppelige Herring – der i øvrigt stadig ligner en værftsarbejder fra Baltimore – farede scenen rundt med skiftevist parringsdans, på hug growlende mod publikum og hoftevrikkende som den vildeste ladyboy. Lod man sig indtage af det til tider lidt aparte syn og blev man hængende, så fik Future Islands i en solid arbejdssejr overbevist om, at også The Far Fields mere album-orienterede sange er af en helt særlig funklende slags – det kunne ses og høres i publikums fortløbende jubelbrøl halvvejs i sange. Så må nuancerne opleves til en venuekoncert med et veludhvilet publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Rüfüs – Som at kigge på stangvare sommertøj på en gråvejrsdag

Rufus smilte stort, men smilene spredte sig ikke. Foto: Malthe Ivarsson

Rüfüs er moderigtige. Sydney-trioen spiller electropop med tropical house-elementer til solslik og øldrik. Det er en populær genre, skulle man være i tvivl. At det så lyder som totalt uinspireret deephouse, betyder ikke så meget. For salgbart, det er det. Og på papiret fungerer det live, det skaber en god eftermiddagsfest – i en streamingvirkelighed er det altid en god idé at synge sange om at solen skinner og man har en fest, for der er sjovt nok mange, der hører den slags lejlighedsmusik, når solen skinner og de har en fest. Det er i hvert fald en god idé økonomisk. Ikke nødvendigvis kreativt. Og når det så blæser en halv pelikan og er 15 grader som på onsdagens Apollo Scene, forsvinder de lette point, og beder musikken vise sin kreativitet. Som var meget svær – ja, for mig decideret umulig – at finde.

Rufus - Foto: Malthe Ivarsson
Rufus – Foto: Malthe Ivarsson

En usynlig kreativitet er et problem. Mangler et band originalitet og gode sange, så kommer gennemskueligheden nemlig frem, og dens nabo er kedsomheden. Hvis noget var markant ved Rüfüs’ koncert, så var det, at selvom trioen brugte samtlige tricks i både deephouse- og publikumsengagementsbogen, så var det hamrende kedeligt. Ja, koncerten føltes lidt som at kigge på stangvare sommertøj på en gråvejrsdag.

Under koncerten forestillede jeg mig at være deres manager. Jeg ville se penge, men også et jævnt idéforladt band, som ikke kom udover scenekanten i deres performance, hvor to bandmedlemmer sidder fast bag trommesæt og synths/SPDS og frontmanden ikke har den store karisma (selvom han prøver at ligne Connan Mockasin lidt og være cool på den anti-cool/bøvede måde). Hvad gør man så? De spiller jo festmusik, så de skal engagere publikum! Man har en lille brainstormsession med forsangeren og skriver 14 linjer ala “It’s so good to be here”/”You all look beautiful today”/”It’s our first time to Roskilde(indsæt ethvert sted), it’s such a pleasure” – fortsæt selv listen over klicheer, der kan komme ud af munden på et band. Rüfüs afprøvede dem i de små rolige stykker i deres sange, som FYI kommer cirka 2/3 dele inde i hvertandet nummer – som det står skrevet i deephousebogen. Gaaaaaab.

Heldigvis for i hvert fald min festivalstart gik strømmen på hele Apollo efter tyve minutter med gab, et som ved lov småsvingende houseknæ og drømme om f.eks. at Todd Terje eller Tensnake stod på scenen i stedet. Strømmen kom eftersigende igen, men først en halv time efter Rüfüs var gået af scenen. Men selvom publikum havde haft en fest mens koncerten varede, var der ingen synderlig protest, da strømmen gik. Fordi Rüfüs var så aldeles lette at erstatte. Jeg smuttede f.eks. over på Pavillon til en fremragende koncert med Marching Church. Mere om den og en fremragende aften senere.