Altid at kunne åbne et parallelt univers – Et essay om Talk Talk og Mark Hollis

Mark Hollis er død, 64 år gammel. Britiske medier skrev først om dødsfaldet mandag aften, og tirsdag er det blevet bekræftet af Hollis’ manager, Keith Aspden.

Mark Hollis var især kendt som frontmand i bandet Talk Talk, der som ganske få bands formåede at undergå en komplet forvandling fra 80’er-artpopband til genrepionerer med albummene Spirit of Eden og Laughing Stock, der var med til at definere postrock. Mark Hollis udgav efterfølgende sit selvbetitlede og eneste soloalbum i 1998, og trak sig dernæst tilbage fra offentligheden med ordene: “I choose for my family. Maybe others are capable of doing it, but I can’t go on tour and be a good dad at the same time.”

På baggrund af den triste nyhed bringer vi her et essay om, hvordan Mark Hollis’ og Talk Talks musik lever videre. Essayet er skrevet i 2015 og har ligget i skuffen siden da.

Det korte moment, hvor Mark Hollis synger “Lenient/The song the lawyer sang/Our nation’s wrong” på The Rainbow varer under 13 sekunder. Fra den dumpe trommerytme standser og blot efterlader det ildevarslende rasleæg, åbner Talk Talk porten til Paradisets Have i det splitsekund, hvor melodien letter.

Er det en obo, en violin eller et harmonium, det er et godt spørgsmål, som min forfængelighed ville ønske, jeg kunne besvare sådan lige, men som med sit milde mysteries tiltrækningskraft bliver symbolsk for albummets helhed: Spirit of Eden er en mytisk plade, fremmedartet i mange aspekter, svær at sammenligne med den foregående musikhistorie. En gennemført elegant overskridelse af genreskel ind i sit helt eget rum. Et nybrud, der gør at en obo, en violin, et harmonium, Hollis’ helt nære stemme og alle de andre lyde, vi generelt kender ganske udmærket i forvejen, bliver så groundbreakende nye som lytteoplevelse. Jeg har aldrig før hørt en sammensætning af instrumenter, genrer og visioner forløst i en intensitet som denne.

80’er-pop og teenageri eller diskant eufori og eksistentiel alvor

Der er to udgaver af Talk Talk. Den poppede, new romantics-alvorlige, new wave-synthede, der sætter Mark Hollis som sjælebror med David Sylvian og forudser en Duran Duran’sk fremtid for London-gruppen. Og så der er den anden del af bandets liv, som eksisterer aldeles uden for etablerede genrer og er komplet distanceret fra sin samtids strømninger. Jeg har derfor opdaget Talk Talk ad to omgange. Først gennem hitsene, Life’s What You Make It og It’s My Life. It’s My Life kan et barometer-barn godt spjætte rundt til i diskant eufori og samtidig fornemme den eksistentielle alvor i Mark Hollis’ tekster. Den trodser alle de stjerneskudssprinklende 80‘er-synths og står klart frem, selv på dansegulvet et par og tyve år efter udgivelsen. Naturligvis med klar genlyd fra ophavsårtiet, men med sin universelle “er denne plads i verden min rette”-tematik udtalt med en nødvendighed, så refrænet er printet i hukommelsen. Derfra går man hjem og spørger sine forældre, hvad mon det var, man hørte i går, delvist anklagende, fordi det jo var godt, og det i sig selv disharmonerer med deres fortælling om 80‘erne som dødens årti for ny musik. Og de fortæller om Talk Talk som det bedste fra perioden, og jeg får min mors gamle The Colour of Spring-vinyl. Det er i 2007, det var måske i forgårs, men det er før streaming, det er før pladespillere på teenageværelset, og det er i øvrigt også den forkerte plade, for det var jo It’s My Life og ikke Life’s What You Make It, jeg forelskede mig i der på Stengade. Et godt arvestykke ender for nu i reolen, og jeg glemmer alt om Talk Talk.

Lige indtil jeg tre år efter ramler ind i en fest med et godt 80’er-trip kørende, der er Tears For Fears, Japan og Talking Heads, der er Talk Talk med Life’s What You Make It, denne gang er tempoet skruet lidt ned, min hukommelse er dårligere, jeg skriver band og titel ned til den følgende dag. Det er 2010, der er stadig ingen pladespiller på teenageværelset, men til gengæld en streamingtjeneste med en aftale med Talk Talks forhadte label EMI, som jeg dog er ret taknemmelig for. Så The Colour of Spring lytter jeg til uden at forelske mig hovedkuls, men dog med et etableret nok forhold til ikke længere at ligne et spørgsmåltegn, når Life’s What You Make It, Happiness Is Easy og Living In Another World krydser mit spor.

Det er faktisk først efter, at jeg har tabt mig selv i Spirit of Eden, at jeg rigtigt værdsætter The Colour of Spring som andet end kor- og bongolækre Sport på 3‘eren-hits. Det er først der, at jeg sådan rigtigt hører begyndelsen til Talk Talk part to i samklangen af orgeldroner og Mark Hollis’ tyste vokal på albummets hovedstykke, April 5th. Hører stilheden hvorimod hvert bidrag i nummeret er opvejet. Den ekstra vægt, tonerne fremstår med qua deres estimerede nødvendighed. At de forlanger opmærksomheden og til gengæld giver et helt rum tilbage. Før April 5th knitrer vinylen særligt, nålen er blevet sat i her mange gange før, selvom det er sidste nummer på side A. Det er det nummer, mine forældre har hørt mest. Sådan sladrer det fysiske format, sådan gemmer det på historier. De havde god smag.

Altid fremmed når jeg lytter

Hvordan møder jeg Spirit of Eden? Igen tak til forældrene. Jeg flytter hjemmefra, får en pladespiller og en pose vinyler af mor, hendes dubletter fra den fælles pladesamling. Heriblandt er velkendte sager, Bowie, Joy Division, Cohen, og så er der Talk Talk. Hvornår bliver Talk Talk velkendte? Deres musik føles end ikke familiær i dag. Heri ligger dens største attraktion vist nok. At jeg kan høre Spirit of Eden firetusinde gange og stadig sætte den på, lægge mig på sengen, lukke øjnene og blive påvirket af den som var det første gang.

Mit første lyt var egentligt en tilfældighed på en kedsom hverdagseftermiddag. Jeg var komplet uforberedt på Spirit of Edens natur, forventede vel egentligt Life’s What You Make It part to, og ikke en videreudvikling af de sange, jeg havde bemærket mindst på The Colour of Spring, grundet deres fravær af netop sangstruktur og hook.

I stedet fik jeg den overrumplende musikoplevelse, der kan opstå i det uforventede. Uforventet var pladen, og uforventede var de store udsving, som præger den. Der er en del minimalistisk percussion, og der er en del stilhed, og der er en del flænsende støj, der ikke ulmer, men slår ned ganske abrupt og lige så pludseligt aftager igen. Hvor April 5th sang om sæsonernes logiske skiften, er infernoet i “omkvædet” på Desire uforudset som lyn fra en skyfri himmel. Det er det stadig den dag i dag, selvfølgelig ved jeg, at det kommer, men kraften, hvormed guitaren hviner og bæknerne crasher er overvældende hver gang. Lidt ubehagelig, dog ofte ret berusende: Selv i den ultimativt kontrollerede proces forekommer udbrud. Her i selvforsvar, måske foranlediget af vrede, i et af de mest emotionelt kraftfulde stykker musik, jeg kender.

Det er ikke en diskografi, Talk Talks to sidste album og Mark Hollis’ soloplade, jeg brænder for at dele med andre, diskutere med andre. Hvordan forklares skønheden i noget så midlertidigt, i noget så flygtigt, i noget så hverdagsfjernt? Musikkens momenter af skønhed antyder et billede, og eroderer det lynsnart igen, just som jeg kunne skimte skitsen af det skønne på mit indre lærred. Jeg fortsætter med at komme tilbage, i et håb om at se mere i ilden ved endnu et strøg af tændstikken. Den brænder hurtigt ud, og billedet er ufatteligt svært at fastholde. Det er de følelser, enkelte passager på Spirit of Eden ikke fremkalder. Kort efter jeg først hørte Spirit of Eden købte jeg mig en uldplaid. Om jeg dengang kendte sammenhængen er uvist, men den er som regel i brug, når jeg besøger Spirit of Eden. For kuldegysningerne risler, de små hår rejser sig, og jeg bliver her, alene, med pladen i en rum tid. Kold og overvældet igen-igen over et album så vedvarende forunderligt.

Stilhed fremfor støj, improviseret fremfor forceret

Så Spirit of Eden kommer altså efter hits. Efter masser af penge, fra et dyrt studie, fra 17 forskellige musikeres totale frihed, herefter forvaltet grundigt af Mark Hollis’ og Tim Friese-Greenes musikalske vision. Hvad den nu helt præcist var er et godt spørgsmål, der fremgår ikke at de få interviews, der er tilgængelige fra perioden. Blot at hver tone skal være spillet med topmålet af intensitet. Optaget i mange bidder og sat sammen til blot seks stykker af værket Spirit of Eden er hver enkelt tone et eksempel på tilværelsens umiddelbare intensitet i musik. Det særligt følte slag, tone, stryg over violinstrenge, blæs, er en repræsentation, ikke af tidligere spillede stykker, men af en følelse motiveret i den improvisation, hele albummet er skabt af. Som Walter Benjamin i sit klassiske essay The work of art in the age of mechanical reproduction hævder, mister kunst sin aura, når det reproduceres, mener Mark Hollis og co. også, at musikken mister sin følelse, når den gentages. Derfor er alle de optagelser, der indgår på Spirit of Eden enten firsttakes, improvisationer eller afvigelser fra det planlagte. Derfor er der påny steder at dykke ned i albummet, selv efter 4.000 lyt. Med moderne indspilningsmetoder har Talk Talk som nogen af de første kunnet rykke rundt på optagelser, således at stykker indspillet med henblik på et sted på albummet ender med at optræde et helt andet. Og således at en tone kan indsættes akkurat der, hvor den ikke forventes, men i sit indbyggede overraskelsesmoment skaber næsegrus beundring og forbløffelse. Som percussionen på Eden ved 2:37 – ude af kontekst med det øvrige nummer, men en påmindelse om at være på tæerne før omkvædets distortede guitar sætter ind. En lille venlighed. En af årsagerne til, at Spirit of Eden ikke fremstår som et svært album, der vender lytteren ryggen, men som et humanistisk album. Målet er ikke det bevidst arty, højpandede eller uforståelige, men den intense lytteoplevelse. Og den opstår ikke nødvendigvis i et overvældende ragnarok, men kan opstå af stilhed. Talk Talk tager faktisk lytteren i hånden med Spirit of Eden, en bedrift når nu referencefremkaldte glæder ved gentagelser ikke lige er noget, gruppen stryger omkring sig med, selvom dens baggrund i 80‘ernes synthbands netop har bidraget til popmusikkens alfabet af “efter denne tone kommer denne” – bare lyt til modulationen før omkvædet på It’s My Life fra 1984.

Det kunne være verdens mest irriterende band

Modulationer ved omkvæd. Rimelig Melodi Grand Prix-agtigt, og potentielt virkelig irriterende. Bidrag fra 17 forskellige musikere samt et kirkekor og et år i studiet, der ender ud i et komplet markedsføringsuegnet album til EMI som tak for smør på brødet. Og så toppe den med et romantisk natursyn og et til tider nykristent tekstunivers om synder, tilgivelse og verdens forfald, en (megaloman) søgen efter at genskabe ånden fra Paradis. Talk Talk kunne være verdens mest irriterende band. Men er det ikke. Netop fordi modulationerne, ambitionerne, det verdensfjerne og det uimponerede fremstår universelt menneskeligt, som en humanistisk musik.

Talk Talk komponerer Paradisets uendelige ro frem til Mark Hollis’ terminalt heroinafhængige bror med I Believe In You. Jeg tror, at det lykkes. Han døde i hvert fald kort efter sangen var færdigskrevet, med et værk der inkluderer Choir of Chelmsford Cathedral og et kirkeorgel, som får troen på synthesizeren til at evaporere. I Believe In You er det tætteste, vi kommer en religiøs hymne, jeg kan tro på.

Mark Hollis er som tekstens formidler uendeligt melankolsk. Han står som det efterladte menneske uden for Paradisets Have: enten med døden lige foran sig, eller med de afdøde helt tæt i hukommelsen og savnet som en kvælende klump lige ved stemmebåndet. Vaklende mellem en følelse af at være forurettet af verden (eller måske af sin skaber, hvis man vil anlægge det perspektiv), når han med stor, men halvvejs kvælt kraft spytsynger “Enough/Ain’t it enough/Crippled world”, og derefter med en bedende, opofrende hviskevokal lige før grådkvalt synger “Spirit/How long?”. Hvor længe må vi vente på porten til Paradis åbnes, åbnes for de døende, der skal have lov at gå ind, åbnes for forsoning og genforening, på at der åbnes for sorgens knugende klump i halsen, så luften igen kan strømme frit i tilgivelse og erkendelse, i en fornyet tro på mening i døden eller en genforening i et liv efter dette. Med koret og orglet, kirken, som et tydeligt rum for I Believe In You, og disses opadstigende, overjordiske klange så rene, at sangen bliver rørende sorgmodig, sker en forløsning. “Ikke længere”, siger instrumenteringen omkring Hollis. Når koret dør ud, er Paradisets Have her.

At I Believe In You giver stof til sådan en analyse, kunne gøre Talk Talk til verdens mest irriterende band – megalomant, helt generelt for meget. Helt ærligt, spille Paradisets Have åbent for sin heroinjunkende bror? Åh jo, for heri ligger sådan en menneskelighed. Den menneskelighed, som forhindrer Talk Talks perfektionistiske flueknepperi på Spirit of Eden i at kamme over i freejazz’et dygtighed-wank. Den menneskelighed, som gør Spirit of Eden til et universelt værk. Talk Talk kerer sig om verden, er bekymret for den, for naturens forsvinden (se blot dyrene på covers til Laughing Stock, The Colour of Spring, samt selvfølgelig Spirit of Eden), for undergangen, og derved bliver gruppens fortolkning af livets skønhed så meget større.

Fra jeg mødte Spirit of Eden til jeg forleden satte efterfølgeren Laughing Stock på for første gang, er der gået fire år. Normalt, når jeg opdager noget nyt godt, eftersøger jeg alt relateret i en forslugen lykkerus. Men med Talk Talk var det nok med Spirit (og Mark Hollis’ selvbetitlede soloalbum fra 1998), som om det ypperligste delikates knaphed fordrer en særlig andægtighed omkring sig. Jeg ville gemme Laughing Stock til den dag, Spirit kedede mig. Jeg ville være “færdig” med det foregående, før det sidste blev defloreret. Efter fire år forstår jeg, at der hele tiden var (og er) mere at opdage i Spirit. Og så hører jeg New Grass fra Laughing Stock, og så hører jeg det smukkeste stykke musik i en uendelighed, og så vaskes mit blik på verden rent, til det blot er nuets tilværelse i musik. Mildt, taknemmeligt over en skønhed som denne: facetteret, tæt på uendelig i noget så temporært som en tone, en tilværelse.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Interpol på Orange var en tilforladelig tur på rockmuseum

I vores Roskilde-podcast talte vi om, hvorvidt en indieelsker kunne tage direkte på Roskilde Festival efter ti år i koma og stadig have en god festival med sine yndlingsbands. Interpol var et af de nostalgi-indiebands, som vi i podcasten hentydede til – og som vi kritiserede Roskilde for at have booket, til trods for, at alle de tre Regnsky-skribenter på Roskilde har en stor kærlighed til New Yorker-bandets første to album, Turn on the Bright Lights (2002) og Antics (2004). For har Interpol leveret gode sange de sidste ti år? Er nostalgi et carte blanche til Nordeuropas største scene? Og kan Interpol – og Orange – overleve en halvtom plads?

Rasmus og Eva mødtes efter Interpols koncert for at evaluere bookingen og finde ud af, om de 00’er-cool New Yorkere stadig kan levere en god koncert.

Eva: Jeg har et modsætningsfuldt forhold til Interpol. Antics og Turn on the Bright Lights er to af mine yndlingsalbum, og de var et af de første bands jeg forelskede mig i. Derfor har de haft en stor indflydelse på min musiksmag i dag. Men samtidig er jeg ikke rigtigt fan, da de for mig stoppede med at være et cool band, da de udgav deres tredje album “Our Love To Admire” i 2007. Derfor var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle tage til koncerten – men endte med at gå til den for nostalgiens skyld. Og fordi jeg var spændt på, hvordan bandet og Orange ville fungere sammen. Jeg fik, hvad jeg kom for og smuttede efter 45 minutters nostalgitrip. Rasmus, mens jeg stod omme bag pitten og overvejede at smutte, så stod du oppe i forreste pit. Hvordan oplevede du koncerten? Normalt plejer du og jeg at være ret uenige om, hvad der gør en god koncert – du er meget orienteret omkring entertainerfaktoren, hvor jeg mest lytter til, hvordan sangene bliver fremført?

Rasmus: Jeg synes først, at Interpol for alvor kom i gang i den sidste halve time af koncerten. Der talte Paul Banks lidt til publikum for første gang, og de midaldrende mænd havde hinanden på skuldrene og svingede med deres trøjer. Bar overkrop og dad-bod til Interpol er så stille og roligt, at Orangevagterne ikke en gang gad bede dem hoppe ned. Men så sluttede koncerten så også. Interpol er den diametrale modsætning til et underholdende liveband som Kakkmaddafakka. Interpol har et stærkt bagkatalog, og det bruger de i stedet for at gøre noget som helst-liveagtigt. Det mest gøjlede, der skete til koncerten var, at lyset på kanten af teltdugen blev tændt et par gange under “Rest My Chemestry”. De har valgt at bruge deres coolness som deres fede livefaktor fremfor alt muligt gejl.”

Eva: I min optik redede Interpols coolness dem fra den til tider ubarmhjertigt store Orange Scene. Der var vitterligt ikke særligt mange mennesker, men bandet var fuldstændigt ligeglade, og nød nok egentligt bare at at deres musik blev blæst ud på det gigantiske anlæg. Og så fremtræder de altså 16 år efter deres debut med en imponerende selvtillid, som afgjort var med til at gøre koncerten til en fin oplevelse for mig. De troede stadig på det.
Heldigt for bandet brød solen igennem fredagens tykke skydække netop som koncerten startede. Det retfærdiggjorde sanger og guitarist Paul Banks ikoniske solbriller, og gjorde bandets fremtoning i skarpe blazere cool fremfor komiske. Hvad tror du bandet havde de gjort, hvis det var helt overskyet?

Rasmus: Så havde de stadig haft solbriller på. For mig skabte deres coolness en lidt for stor distance til publikum og selve koncertsituationen. De bliver lidt for cool, når den eneste afveksling er et “thank you”. Der var intet live-agtigt over koncerten, hverken i deres kommunikation med publikum eller i deres livelyd, der er identisk med deres albumlyd. Og helt seriøst, hvis man skal være så cool, så skal man ikke tage hvide solbriller på, vel Paul Banks? Og dog – han har jo scoret Helena Christensen, så måske han er klogere end mig…”

Eva: Undervejs i koncerten kom jeg til at tænke på, om det at spille på Orange Scene har forandret betydning. Før peakede du, når du stod på Orange. Nu peaker du, når du spiller på et helt fyldt Arena – og så spiller du på Orange en eftermiddag et par år efter, hvor du er way past your prime. Men det ændrer jo ikke på, at det er muligt at spille gode koncerter for rutinerede bands på Orange om eftermiddagen. Orange har bevist for mig, at scenen kan have en intimitet til de her halvtomme eftermiddagskoncerter. Have Interpol spillet Arena, havde teltet været temmelig tomt, og det havde været værre end en sløjt besøgt Orange-koncert.

Rasmus: Sikkert. Og på de to nye numre, herunder singlen “The Rover”, kunne man høre, at de virkelig er past their prime. De tog dog både publikums manglende reaktion på nye numre og det halvsløje fremmøde med ophøjet ro, og en af de få ting, Banks faktisk sagde til publikum var “That’s what success sounds like”. Godt nok efter de havde spillet sangen “Success”, men ordspil eller ej, så kræver det alligevel en solid gang selvtillid at sige det.

Eva: Ja, og sangskrivning eller ej, så har Interpol virkelig stadig selvtilliden til at stille sig op på de store scener. Og ikke mindst et bagkatalog af fremragende sange, som de gavmildt delte med publikum på en efter mine præferencer dejligt Antics-præget setliste. At de spillede “C’mere”, “Not Even Jail” og “Take You On a Cruise” tilfredsstillede i hvert fald min nostalgi, og bekræftede mig i bandets evne til at skrive skarpe, signaturlydende numre med en personlig struktur. De er elegante, ofte er omkvædene ikke særligt prangende, og overraskelsen ligger i forrygende breaks fra trommerne, der leder til drømmende c-stykker, som udfordrer rockens firkantede coolness. De numre var glædelige genhør, men de havde også en slagside, da de fremhævede de nyere numres manglende musikalske vision og på den måde gjorde koncerten til en rockmuseums oplevelse for mig – tryg efter 10 års koma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Charlotte Gainsbourg – ulastelig cool omgang med klicheer

Da Charlotte Gainsbourg sidste år udgav albummet “Rest”, blev den franske elektropop påny noget, man kunne lytte til uden en voldsom nostalgi. Sangerinden, skuespilleren, den af navn belastede og begavede Gainsbourg fik sammen med produceren SebastiAn (som gamle clubkids vil genkende fra de gode gamle Ed Banger-dage) genren til at fremstå frisk og sensuel. Og sangenes penduleren mellem det mystisk hviskende og det melodisk ligefremme, fik Charlotte Gainsbourg til at fremstå som en artist udenfor tid og stilluner – og en artist uden sidestykke på Roskilde Festivals program.

Udenfor tid og sted var koncerten på Avalon kl. 00:00 onsdag nat også. En forbløffende menneskemængde havde fundet vej til scenen, som Gainsbourg og band havde gjort til deres egen med en stilistisk gennemført scenografi af skiftesvist hvidtlysende LED-porte og hvide vertikale lamper fra begge af scenens sider. Scenografien skabte et eget rum for koncerten, og det var nødvendigt, for koncerten står her 24 timer efter festivalspladsens åbning som en “one of a kind”-oplevelse på en festival med megen politisk snak og nostalgi fra rockverdenens artister som The Weather Station og First Aid Kit.

Charlotte Gainsbourg optrådte med et ulasteligt cool band inklusiv festivalens indtil videre bedste musiker i form af en decideret fremragende trommeslager, der viste trommesættets muligheder som naturligvis rytmisk indpisker, men også som et nærmest melodisk instrument på især “Sylvia Says”. Her blev den indspillede versions halvdumpe lilletrommeslag forvandlet til næsten metallisk skarpe lyn. Ulasteligt cool, og et valg, der bekræftede Charlotte Gainsbourgs coolness. Det kan nærme sig en kliché at skrive om de lyseblå outfits og den androgynt cool frontfigur, og dem skal man passe på, for de kan overskygge den egentlige oplevelse (Gaffa, vi kigger på jeres elendige anmeldelse), men i Gainsbourgs tilfælde er de væsentlige. Franske artister og elektropop er nærmest en kliché, men koncerten viste at det ikke gør den enkelte oplevelse skidt. Man må gerne spille på klicheer, bruge dem, bekræfte dem, låne referencer af dem, danne sig selv med dem sig spejl. At Charlotte Gainsbourg i den grad har gjort det, viste Roskilde-koncerten. Den peakede flere gange med “Lying With You” og “Ring-a-Ring o’ Roses” som knivskarpe åbnere, der kunne stille publikums Daft Punk-sult, et afdæmpet, artpoppet mellemstykke med den hviskende “Rest” og “Kate”, der næsten var for delikate til Roskildenatten, inden det afsluttende, powerpoppede crescendo “Les Oxalis”.

Roskildes booker Stefan Gejsing fremhæver i dagens Orange Press Charlotte Gainsbourg som sin yndlingsbooking i år, fordi Charlotte Gainsbourg spiller koncerter uden at tænke på deres sædvanlige former. Om koncerten udfordrede koncertformen tvivler jeg på, men at koncerten står frem som sin helt egen på årets festival med sin gennemførte scenografi og efterhånden tidsløse genre, kan vi allerede på dag to sætte kryds ved.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kakkmaddafakka holdt Bergen-indiedisco-anno-2007-fanen højt

Kakkmaddafakka er seks drenge fra den nabolejr, du altid frygter at få, men som går hen og bliver dine bedste nye festivalvenner.
Med en fanesvinger, hårbånd og cap på tværs til at styre de lyse krøller og lå lå lå-kor er Kakkmaddafakka prototypen på den lidt irriterende, men elskværdige norsk/svenske nabolejr – den nabolejr, som du ikke ved om er svensk eller norsk, før de siger tvivlomme kønsstereotype udsagn som “stop acting like a girl” og “the only question is: is she old enough for me?”, og svensk bliver afskrevet.

Og så er Kakkmaddafakka fra Bergen nok det mest Roskilde-agtige band i hele verdenen – og derfor også de perfekte til at åbne festivalens Avalon-scene onsdag kl. 17:30. Eller hvad? Kakkmaddafakka-kenderen Rasmus og Kakkmaddafakka-skeptikeren Eva mødtes lige efter koncerten for at finde ud af, hvorfor bandet havde publikum i deres hule hånd.

Luftens helte giver den blege indieprut elastik i knæene

Eva: “Det band kan jo give selv den blegeste indieprut elastik i knæene, det er jeg vidst beviset på… men jeg forstår ikke helt, hvordan de gør det, for min hjerne bliver ved med at sige til mig, at de er ret uoriginale og ikke skriver helt gode nok sange til den form for overgivelse – selvom jeg morede mig gevaldigt. Rasmus, du har hørt Kakkmaddafakka spille koncert tidligere, interviewet bandet i din egen stue, og må siges at være lidt af en kender i det hele tage: hvad er det, de kan?

Rasmus: “Grundlæggende, så ved Kakkmaddafakka, hvad man vil som publikum. De ved, at man vil have en fest, og de ved, hvordan de skal give os den. De siger ja til alt. Også til at spille til sådan noget som RUCs årsfest”

Eva: “Ja, de tager bare børnene med, som vi kan se, da de havde overvundet alle i Avalon-teltet til at blive fans, og derefter kom ud på scenen med børnene for at modtage publikums hyldest. Men helt ærligt: faner, Cher-covers og koklokke – bruger de ikke lolleriet for at kompensere for noget?”

Rasmus: “Det, tror jeg, afhænger af, hvordan man går til koncerter – jeg synes, det skal være sjovt og underholdende og festligt. Jeg har det sværere ved at tage til koncerter, hvor det kun er musikken det handler om. Det gør det virkelig ikke hos Kakkmaddafakka, der handler det om at give publikum en kæmpe fest. Så kan det godt være, at de rammer nogle toner forkert og ikke har verdens stærkeste bagkatalog, men for mig var det virkelig definitionen af en livekoncert, hvor bandet virkelig nyder det.”.

Eva: “Helt klart. Altså, de kommer jo løbende ind på scenen som luftens helte eller sådan noget, fuldstændigt overgearede, og efter første eller andet nummer, da de to guitarister og bassisten løfter deres instrumenter over hovedet, må keyboardspilleren bare være med – med klaverbænken. Det satte virkelig rammerne for koncerten som en hands-in-the-air-indiefest.” 

Den perfekte åbning af Avalon

Rasmus: “Jeg vidste godt, de var enormt glade for Roskilde, men ikke at Roskilde havde været et mål for dem, da de startede bandet, sådan som konferencieren fortalte inden koncerten. Men man kunne bare mærke på dem, at de var oprigtigt glade for at være der og havde den samme glæde ved koncerten som publikum.”

Eva: “Ja, inden koncerten var vi begge i tvivl om, hvorvidt de kunne fylde Avalon ud. Men teltet var fyldt fuldstændigt, og folk gik ikke midt i koncerten – tværtimod.”

Rasmus: “Det har måske også overrasket bandet, selvom det også er typisk, at det er først er når man ser et band på Roskilde, at det går op for en, at det er blevet stort. Der kan være 8.000 på Avalon, og der var jo pakket.”

Eva: “Kakkmaddafakka var perfekt programsatte til netop at ramme det publikum, som nok ikke har høvlet fuldstændigt igennem i alle opvarmningsdagen. Publikum var ret gammelt for Roskilde-standarter – når man er i trediverne, så er man altså 10 år ældre end Roskildes gennemsnitspublikum. Kakkmaddafakka er nostalgisk og trygt for dem, der også hørte The Whitest Boy Alive i 2007 eller 2009 – man kan tydeligt høre fællesskabet med The Whitest Boy Alive i Kakkmaddafakkas jangly guitar og dansable, håndspillede beats.

Rasmus: “Erlend Øye fra The Whitest Boy Alive har produceret Kakkmaddafakkas seneste album “Hus”.

Eva: “Så giver det jo meget god mening. Det var som om, der var noget virkelig folkeligt over koncerten, og jeg forestillede mig, at det kunne være sådan noget, den 30-årlige roskildegænger hører på revyen som 70-årig. For mig peakede koncerten med deres cover af Chers “Believe”, hvor percussion-spilleren kom frem og sang med størst indlevelse. Det var ekstremt kikset og virkelig nice på en og samme tid, fordi det understregede, at bandet er i det for the fun of it og ikke skal tages særligt seriøst som andet end en god oplevelse. Det var gode lette festivalkalorier, og så er man ligesom klar Nine Inch Nails sent på Arena – eller Roskilde-stemningen i det hele taget.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Roskilde Festival: Taknemmelighed og ugidelighed

Angel Olsen - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Angel Olsen – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Angel Olsen – Avalon – fredag

Angel Olsen er et omskifteligt gemyt. På et kvarter skiftede hun fra at ville sit publikum til at vrisse af det. Og det er ikke det klogeste at gøre til et tredjedagsfestival-publikum i regnvejr. At bede publikum holde mund er fair nok. Men det er bedre, når det bliver vist fremfor sagt. Hvad der blev sagt var langt henad vejen et problem for Olsen. Hun skjulte på ingen måde, at hun var turnétræt: Roskilde var sidste show på en to-måneders turné, hvor det åbenbart har været et mirakel, at tourbussen ikke har været en mordscene. Hun forstod ikke, hvorfor hun var blevet placeret på Avalon på netop dette tidspunkt – “I guess someone wanted to see me here” var hendes eget upræcise bud. Bandet forstod det heller ikke rigtigt og spillede numrene fra primært Olsens seneste album My Woman uinspireret, men sådan fint nok. Langt henad vejen fremstod Olsens altid imponerende vokal som numrenes eneste holdepunkt, fordi sangenes instrumentale strukturer ikke lod melodierne fremstå helt skarpt nok.

Forsøget på at kompensere for den tydelige manglende lyst til at være tilstede, kom i de temmelig forcerede seksuelle referencer i koncertens første del. Olsens første henvendelse lød “Can we lower the lights a bit? I feel very sexy right now and I want you to feel sexy too”. Det er jo et sympatisk ønske, men det var mildest talt svært at føle sig sexet i gummistøvler og fugtigt regntøj – henvendelsen gjorde ikke distancen mellem scene og publikum mindre, tværtom. Det var symptomatisk for første del af koncerten, hvor Angel Olsen talte om sin fascination af et rimelig almentmenneskelige vilkår: at vi alle ser det samme, men oplever det forskelligt. Olsen valgte i koncertens anden halvdel at vende den sløje stemning mod publikum med sætningen “Can I ask you something? Will you please just shut up?!”. Det er jo sådan set fint nok at ønske det, når man står på en scene, men man kan omvendt også spørge, hvorfor publikum skal give deres udelte opmærksomhed til en artist, som både i sine udtalelser og i sit spil giver tydeligt udtryk for ikke rigtigt at gide at være på scenen. Det samlede i hvert fald ikke individer i en fælles oplevelse, men skabte opdeling mellem scene og telt. Jeg smuttede efter en uengageret opførelse af det ellers forrygende nummer “Sister” for at snakke med mine venner i stedet – tak for den opfordring til Angel Olsen – og håber nu på at næste danske koncert ligger tidligere i turneplanen.

Hamilton LeithauserPavillon – torsdag

Mens alle er til The XX samles mænd på 40+ til Hamilton Leithauser og får en oplevelse i diametral modsætning til den Angel Olsen vil give dagen efter.
I 2004 kickstartede Hamilton Leithauser New Yorker-rockbølgen i front for The Walkmen. Tretten år efter står han som soloartist på Pavillon scene, og forskellen er markant: fra The Walkmens stramt koreograferede rock til soloprojektets leg med rockreferencer er det et godt stykke. Således også på Pavillon, hvor Leithauser i front for tre medbragte musikere optræder i et klassisk rocksetup. Setlisten består mestendels af sange fra Leithausers seneste album I Had A Dream That You Were Mine lavet i samarbejde med Rostam. Trods sangenes skiftende tempi og strukturer præsterer Leithauser og band at virke decideret løsslupne på scenen. Den altid træfsikre vokal klarer de skærende fraseringer og ofte historiefortællende foredrag fornemt, og giver plads til anekdoter og nærvær: det er tillokkende at se Leithauser som prototypen på en vellykkede transition fra meget bevidst cool rockstjerne til familiefaren, som på vellykket vis har skiftet blazeren ud med fleecetrøje. Leithausers publikum er blevet mindre end The Walkmens var, men Leithauser fremstår afslappet cool og taknemmelig, og rammer på numre som “The Bride’s Dad” og særligt “Peaceful Morning” mod koncertens afslutning sweet spot mellem kontrol og spontanitet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.