Interpol på Orange var en tilforladelig tur på rockmuseum

I vores Roskilde-podcast talte vi om, hvorvidt en indieelsker kunne tage direkte på Roskilde Festival efter ti år i koma og stadig have en god festival med sine yndlingsbands. Interpol var et af de nostalgi-indiebands, som vi i podcasten hentydede til – og som vi kritiserede Roskilde for at have booket, til trods for, at alle de tre Regnsky-skribenter på Roskilde har en stor kærlighed til New Yorker-bandets første to album, Turn on the Bright Lights (2002) og Antics (2004). For har Interpol leveret gode sange de sidste ti år? Er nostalgi et carte blanche til Nordeuropas største scene? Og kan Interpol – og Orange – overleve en halvtom plads?

Rasmus og Eva mødtes efter Interpols koncert for at evaluere bookingen og finde ud af, om de 00’er-cool New Yorkere stadig kan levere en god koncert.

Eva: Jeg har et modsætningsfuldt forhold til Interpol. Antics og Turn on the Bright Lights er to af mine yndlingsalbum, og de var et af de første bands jeg forelskede mig i. Derfor har de haft en stor indflydelse på min musiksmag i dag. Men samtidig er jeg ikke rigtigt fan, da de for mig stoppede med at være et cool band, da de udgav deres tredje album “Our Love To Admire” i 2007. Derfor var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet skulle tage til koncerten – men endte med at gå til den for nostalgiens skyld. Og fordi jeg var spændt på, hvordan bandet og Orange ville fungere sammen. Jeg fik, hvad jeg kom for og smuttede efter 45 minutters nostalgitrip. Rasmus, mens jeg stod omme bag pitten og overvejede at smutte, så stod du oppe i forreste pit. Hvordan oplevede du koncerten? Normalt plejer du og jeg at være ret uenige om, hvad der gør en god koncert – du er meget orienteret omkring entertainerfaktoren, hvor jeg mest lytter til, hvordan sangene bliver fremført?

Rasmus: Jeg synes først, at Interpol for alvor kom i gang i den sidste halve time af koncerten. Der talte Paul Banks lidt til publikum for første gang, og de midaldrende mænd havde hinanden på skuldrene og svingede med deres trøjer. Bar overkrop og dad-bod til Interpol er så stille og roligt, at Orangevagterne ikke en gang gad bede dem hoppe ned. Men så sluttede koncerten så også. Interpol er den diametrale modsætning til et underholdende liveband som Kakkmaddafakka. Interpol har et stærkt bagkatalog, og det bruger de i stedet for at gøre noget som helst-liveagtigt. Det mest gøjlede, der skete til koncerten var, at lyset på kanten af teltdugen blev tændt et par gange under “Rest My Chemestry”. De har valgt at bruge deres coolness som deres fede livefaktor fremfor alt muligt gejl.”

Eva: I min optik redede Interpols coolness dem fra den til tider ubarmhjertigt store Orange Scene. Der var vitterligt ikke særligt mange mennesker, men bandet var fuldstændigt ligeglade, og nød nok egentligt bare at at deres musik blev blæst ud på det gigantiske anlæg. Og så fremtræder de altså 16 år efter deres debut med en imponerende selvtillid, som afgjort var med til at gøre koncerten til en fin oplevelse for mig. De troede stadig på det.
Heldigt for bandet brød solen igennem fredagens tykke skydække netop som koncerten startede. Det retfærdiggjorde sanger og guitarist Paul Banks ikoniske solbriller, og gjorde bandets fremtoning i skarpe blazere cool fremfor komiske. Hvad tror du bandet havde de gjort, hvis det var helt overskyet?

Rasmus: Så havde de stadig haft solbriller på. For mig skabte deres coolness en lidt for stor distance til publikum og selve koncertsituationen. De bliver lidt for cool, når den eneste afveksling er et “thank you”. Der var intet live-agtigt over koncerten, hverken i deres kommunikation med publikum eller i deres livelyd, der er identisk med deres albumlyd. Og helt seriøst, hvis man skal være så cool, så skal man ikke tage hvide solbriller på, vel Paul Banks? Og dog – han har jo scoret Helena Christensen, så måske han er klogere end mig…”

Eva: Undervejs i koncerten kom jeg til at tænke på, om det at spille på Orange Scene har forandret betydning. Før peakede du, når du stod på Orange. Nu peaker du, når du spiller på et helt fyldt Arena – og så spiller du på Orange en eftermiddag et par år efter, hvor du er way past your prime. Men det ændrer jo ikke på, at det er muligt at spille gode koncerter for rutinerede bands på Orange om eftermiddagen. Orange har bevist for mig, at scenen kan have en intimitet til de her halvtomme eftermiddagskoncerter. Have Interpol spillet Arena, havde teltet været temmelig tomt, og det havde været værre end en sløjt besøgt Orange-koncert.

Rasmus: Sikkert. Og på de to nye numre, herunder singlen “The Rover”, kunne man høre, at de virkelig er past their prime. De tog dog både publikums manglende reaktion på nye numre og det halvsløje fremmøde med ophøjet ro, og en af de få ting, Banks faktisk sagde til publikum var “That’s what success sounds like”. Godt nok efter de havde spillet sangen “Success”, men ordspil eller ej, så kræver det alligevel en solid gang selvtillid at sige det.

Eva: Ja, og sangskrivning eller ej, så har Interpol virkelig stadig selvtilliden til at stille sig op på de store scener. Og ikke mindst et bagkatalog af fremragende sange, som de gavmildt delte med publikum på en efter mine præferencer dejligt Antics-præget setliste. At de spillede “C’mere”, “Not Even Jail” og “Take You On a Cruise” tilfredsstillede i hvert fald min nostalgi, og bekræftede mig i bandets evne til at skrive skarpe, signaturlydende numre med en personlig struktur. De er elegante, ofte er omkvædene ikke særligt prangende, og overraskelsen ligger i forrygende breaks fra trommerne, der leder til drømmende c-stykker, som udfordrer rockens firkantede coolness. De numre var glædelige genhør, men de havde også en slagside, da de fremhævede de nyere numres manglende musikalske vision og på den måde gjorde koncerten til en rockmuseums oplevelse for mig – tryg efter 10 års koma.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Charlotte Gainsbourg – ulastelig cool omgang med klicheer

Da Charlotte Gainsbourg sidste år udgav albummet “Rest”, blev den franske elektropop påny noget, man kunne lytte til uden en voldsom nostalgi. Sangerinden, skuespilleren, den af navn belastede og begavede Gainsbourg fik sammen med produceren SebastiAn (som gamle clubkids vil genkende fra de gode gamle Ed Banger-dage) genren til at fremstå frisk og sensuel. Og sangenes penduleren mellem det mystisk hviskende og det melodisk ligefremme, fik Charlotte Gainsbourg til at fremstå som en artist udenfor tid og stilluner – og en artist uden sidestykke på Roskilde Festivals program.

Udenfor tid og sted var koncerten på Avalon kl. 00:00 onsdag nat også. En forbløffende menneskemængde havde fundet vej til scenen, som Gainsbourg og band havde gjort til deres egen med en stilistisk gennemført scenografi af skiftesvist hvidtlysende LED-porte og hvide vertikale lamper fra begge af scenens sider. Scenografien skabte et eget rum for koncerten, og det var nødvendigt, for koncerten står her 24 timer efter festivalspladsens åbning som en “one of a kind”-oplevelse på en festival med megen politisk snak og nostalgi fra rockverdenens artister som The Weather Station og First Aid Kit.

Charlotte Gainsbourg optrådte med et ulasteligt cool band inklusiv festivalens indtil videre bedste musiker i form af en decideret fremragende trommeslager, der viste trommesættets muligheder som naturligvis rytmisk indpisker, men også som et nærmest melodisk instrument på især “Sylvia Says”. Her blev den indspillede versions halvdumpe lilletrommeslag forvandlet til næsten metallisk skarpe lyn. Ulasteligt cool, og et valg, der bekræftede Charlotte Gainsbourgs coolness. Det kan nærme sig en kliché at skrive om de lyseblå outfits og den androgynt cool frontfigur, og dem skal man passe på, for de kan overskygge den egentlige oplevelse (Gaffa, vi kigger på jeres elendige anmeldelse), men i Gainsbourgs tilfælde er de væsentlige. Franske artister og elektropop er nærmest en kliché, men koncerten viste at det ikke gør den enkelte oplevelse skidt. Man må gerne spille på klicheer, bruge dem, bekræfte dem, låne referencer af dem, danne sig selv med dem sig spejl. At Charlotte Gainsbourg i den grad har gjort det, viste Roskilde-koncerten. Den peakede flere gange med “Lying With You” og “Ring-a-Ring o’ Roses” som knivskarpe åbnere, der kunne stille publikums Daft Punk-sult, et afdæmpet, artpoppet mellemstykke med den hviskende “Rest” og “Kate”, der næsten var for delikate til Roskildenatten, inden det afsluttende, powerpoppede crescendo “Les Oxalis”.

Roskildes booker Stefan Gejsing fremhæver i dagens Orange Press Charlotte Gainsbourg som sin yndlingsbooking i år, fordi Charlotte Gainsbourg spiller koncerter uden at tænke på deres sædvanlige former. Om koncerten udfordrede koncertformen tvivler jeg på, men at koncerten står frem som sin helt egen på årets festival med sin gennemførte scenografi og efterhånden tidsløse genre, kan vi allerede på dag to sætte kryds ved.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kakkmaddafakka holdt Bergen-indiedisco-anno-2007-fanen højt

Kakkmaddafakka er seks drenge fra den nabolejr, du altid frygter at få, men som går hen og bliver dine bedste nye festivalvenner.
Med en fanesvinger, hårbånd og cap på tværs til at styre de lyse krøller og lå lå lå-kor er Kakkmaddafakka prototypen på den lidt irriterende, men elskværdige norsk/svenske nabolejr – den nabolejr, som du ikke ved om er svensk eller norsk, før de siger tvivlomme kønsstereotype udsagn som “stop acting like a girl” og “the only question is: is she old enough for me?”, og svensk bliver afskrevet.

Og så er Kakkmaddafakka fra Bergen nok det mest Roskilde-agtige band i hele verdenen – og derfor også de perfekte til at åbne festivalens Avalon-scene onsdag kl. 17:30. Eller hvad? Kakkmaddafakka-kenderen Rasmus og Kakkmaddafakka-skeptikeren Eva mødtes lige efter koncerten for at finde ud af, hvorfor bandet havde publikum i deres hule hånd.

Luftens helte giver den blege indieprut elastik i knæene

Eva: “Det band kan jo give selv den blegeste indieprut elastik i knæene, det er jeg vidst beviset på… men jeg forstår ikke helt, hvordan de gør det, for min hjerne bliver ved med at sige til mig, at de er ret uoriginale og ikke skriver helt gode nok sange til den form for overgivelse – selvom jeg morede mig gevaldigt. Rasmus, du har hørt Kakkmaddafakka spille koncert tidligere, interviewet bandet i din egen stue, og må siges at være lidt af en kender i det hele tage: hvad er det, de kan?

Rasmus: “Grundlæggende, så ved Kakkmaddafakka, hvad man vil som publikum. De ved, at man vil have en fest, og de ved, hvordan de skal give os den. De siger ja til alt. Også til at spille til sådan noget som RUCs årsfest”

Eva: “Ja, de tager bare børnene med, som vi kan se, da de havde overvundet alle i Avalon-teltet til at blive fans, og derefter kom ud på scenen med børnene for at modtage publikums hyldest. Men helt ærligt: faner, Cher-covers og koklokke – bruger de ikke lolleriet for at kompensere for noget?”

Rasmus: “Det, tror jeg, afhænger af, hvordan man går til koncerter – jeg synes, det skal være sjovt og underholdende og festligt. Jeg har det sværere ved at tage til koncerter, hvor det kun er musikken det handler om. Det gør det virkelig ikke hos Kakkmaddafakka, der handler det om at give publikum en kæmpe fest. Så kan det godt være, at de rammer nogle toner forkert og ikke har verdens stærkeste bagkatalog, men for mig var det virkelig definitionen af en livekoncert, hvor bandet virkelig nyder det.”.

Eva: “Helt klart. Altså, de kommer jo løbende ind på scenen som luftens helte eller sådan noget, fuldstændigt overgearede, og efter første eller andet nummer, da de to guitarister og bassisten løfter deres instrumenter over hovedet, må keyboardspilleren bare være med – med klaverbænken. Det satte virkelig rammerne for koncerten som en hands-in-the-air-indiefest.” 

Den perfekte åbning af Avalon

Rasmus: “Jeg vidste godt, de var enormt glade for Roskilde, men ikke at Roskilde havde været et mål for dem, da de startede bandet, sådan som konferencieren fortalte inden koncerten. Men man kunne bare mærke på dem, at de var oprigtigt glade for at være der og havde den samme glæde ved koncerten som publikum.”

Eva: “Ja, inden koncerten var vi begge i tvivl om, hvorvidt de kunne fylde Avalon ud. Men teltet var fyldt fuldstændigt, og folk gik ikke midt i koncerten – tværtimod.”

Rasmus: “Det har måske også overrasket bandet, selvom det også er typisk, at det er først er når man ser et band på Roskilde, at det går op for en, at det er blevet stort. Der kan være 8.000 på Avalon, og der var jo pakket.”

Eva: “Kakkmaddafakka var perfekt programsatte til netop at ramme det publikum, som nok ikke har høvlet fuldstændigt igennem i alle opvarmningsdagen. Publikum var ret gammelt for Roskilde-standarter – når man er i trediverne, så er man altså 10 år ældre end Roskildes gennemsnitspublikum. Kakkmaddafakka er nostalgisk og trygt for dem, der også hørte The Whitest Boy Alive i 2007 eller 2009 – man kan tydeligt høre fællesskabet med The Whitest Boy Alive i Kakkmaddafakkas jangly guitar og dansable, håndspillede beats.

Rasmus: “Erlend Øye fra The Whitest Boy Alive har produceret Kakkmaddafakkas seneste album “Hus”.

Eva: “Så giver det jo meget god mening. Det var som om, der var noget virkelig folkeligt over koncerten, og jeg forestillede mig, at det kunne være sådan noget, den 30-årlige roskildegænger hører på revyen som 70-årig. For mig peakede koncerten med deres cover af Chers “Believe”, hvor percussion-spilleren kom frem og sang med størst indlevelse. Det var ekstremt kikset og virkelig nice på en og samme tid, fordi det understregede, at bandet er i det for the fun of it og ikke skal tages særligt seriøst som andet end en god oplevelse. Det var gode lette festivalkalorier, og så er man ligesom klar Nine Inch Nails sent på Arena – eller Roskilde-stemningen i det hele taget.”

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Taknemmelighed og ugidelighed

Angel Olsen - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Angel Olsen – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Angel Olsen – Avalon – fredag

Angel Olsen er et omskifteligt gemyt. På et kvarter skiftede hun fra at ville sit publikum til at vrisse af det. Og det er ikke det klogeste at gøre til et tredjedagsfestival-publikum i regnvejr. At bede publikum holde mund er fair nok. Men det er bedre, når det bliver vist fremfor sagt. Hvad der blev sagt var langt henad vejen et problem for Olsen. Hun skjulte på ingen måde, at hun var turnétræt: Roskilde var sidste show på en to-måneders turné, hvor det åbenbart har været et mirakel, at tourbussen ikke har været en mordscene. Hun forstod ikke, hvorfor hun var blevet placeret på Avalon på netop dette tidspunkt – “I guess someone wanted to see me here” var hendes eget upræcise bud. Bandet forstod det heller ikke rigtigt og spillede numrene fra primært Olsens seneste album My Woman uinspireret, men sådan fint nok. Langt henad vejen fremstod Olsens altid imponerende vokal som numrenes eneste holdepunkt, fordi sangenes instrumentale strukturer ikke lod melodierne fremstå helt skarpt nok.

Forsøget på at kompensere for den tydelige manglende lyst til at være tilstede, kom i de temmelig forcerede seksuelle referencer i koncertens første del. Olsens første henvendelse lød “Can we lower the lights a bit? I feel very sexy right now and I want you to feel sexy too”. Det er jo et sympatisk ønske, men det var mildest talt svært at føle sig sexet i gummistøvler og fugtigt regntøj – henvendelsen gjorde ikke distancen mellem scene og publikum mindre, tværtom. Det var symptomatisk for første del af koncerten, hvor Angel Olsen talte om sin fascination af et rimelig almentmenneskelige vilkår: at vi alle ser det samme, men oplever det forskelligt. Olsen valgte i koncertens anden halvdel at vende den sløje stemning mod publikum med sætningen “Can I ask you something? Will you please just shut up?!”. Det er jo sådan set fint nok at ønske det, når man står på en scene, men man kan omvendt også spørge, hvorfor publikum skal give deres udelte opmærksomhed til en artist, som både i sine udtalelser og i sit spil giver tydeligt udtryk for ikke rigtigt at gide at være på scenen. Det samlede i hvert fald ikke individer i en fælles oplevelse, men skabte opdeling mellem scene og telt. Jeg smuttede efter en uengageret opførelse af det ellers forrygende nummer “Sister” for at snakke med mine venner i stedet – tak for den opfordring til Angel Olsen – og håber nu på at næste danske koncert ligger tidligere i turneplanen.

Hamilton LeithauserPavillon – torsdag

Mens alle er til The XX samles mænd på 40+ til Hamilton Leithauser og får en oplevelse i diametral modsætning til den Angel Olsen vil give dagen efter.
I 2004 kickstartede Hamilton Leithauser New Yorker-rockbølgen i front for The Walkmen. Tretten år efter står han som soloartist på Pavillon scene, og forskellen er markant: fra The Walkmens stramt koreograferede rock til soloprojektets leg med rockreferencer er det et godt stykke. Således også på Pavillon, hvor Leithauser i front for tre medbragte musikere optræder i et klassisk rocksetup. Setlisten består mestendels af sange fra Leithausers seneste album I Had A Dream That You Were Mine lavet i samarbejde med Rostam. Trods sangenes skiftende tempi og strukturer præsterer Leithauser og band at virke decideret løsslupne på scenen. Den altid træfsikre vokal klarer de skærende fraseringer og ofte historiefortællende foredrag fornemt, og giver plads til anekdoter og nærvær: det er tillokkende at se Leithauser som prototypen på en vellykkede transition fra meget bevidst cool rockstjerne til familiefaren, som på vellykket vis har skiftet blazeren ud med fleecetrøje. Leithausers publikum er blevet mindre end The Walkmens var, men Leithauser fremstår afslappet cool og taknemmelig, og rammer på numre som “The Bride’s Dad” og særligt “Peaceful Morning” mod koncertens afslutning sweet spot mellem kontrol og spontanitet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Father John Misty omvendte tvivlere

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

At høre Father John Misty fylde Orange var en overraskende god oplevelse. På Orange kunne Josh Tillman synge, danse og se udover et publikum, som havde han lyst til at knalde hver og en i megalomansk storhedsrus. Sådan på “Ideal Husband”-måden med knæfald og sjæleudkrængning.

Jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle skrive en positiv anmeldelse af Father John Misty, for så vidt nogensinde skrive om ham uden at blive betalt for det. Få artister har som Father John Misty trigget en skarp aversion hos mig: i min optik er hans performance skabet, hans musik ulidelig ensformig (særligt rytmisk, hvor trommerne sjældent nuanceres fra deres bord-stol-bord-stol-march), hans ironiske tekster et udtryk for den værste udgave af velstillede og selvmedlidende indieverdenbeboeres weltsmerz – den selvbevidste, som i sine udsagn forsøger at skabe distance til sig selv, men i realiteten ikke gør det.

Nu er jeg så i gang med at skrive en endog vældig positiv anmeldelse af en Father John Misty-koncert (uden at blive betalt for det). For koncerten var god. Den var velspillet, favnende og underholdende. Måske kom albummenes kapitalismekritik og lignende ikke udpræget til syne, som kritiske anmeldere har påpeget. Men måske var det heller ikke nødvendigt fredag aften på en festival, som i den grad har givet os performances af den politisk tonede slags. Father John Misty brugte ikke Orange Scene som en prædikestol, men som scene, der fredag aften gerne må give show af vellyd og “Total Entertainment Forever” – en sang, der med blæsere og nøgen vokal satte barren højt fra koncertens andet nummer.

Det var en sjældent velsyngende frontfigur, som indtog Orange. Tillmans vokal og tekster er det uomgængelige centrum for sangene, og derfor kræver de at lyden lader alle nuancer gå klart igennem. Det gjorde de på Orange, og Josh Tillman klarede samtlige sange til UG – de knivskarpe fraseringer pointererede teksternes indhold. Han vidste, at han gjorde det, og den selvtillid gav plads til både knæfald og flirt på tværs af scenen. At min koncertpartner kalder ham Fætter John Fugtig er rimelig præcist.

Father John Misty - Flemming Bo Jensen - Roskilde Festival
Father John Misty – Flemming Bo Jensen – Roskilde Festival

Josh Tillman kunne også med ro i sindet stole på sin opbakning. At det faste band var velspillende og uden selvudslettelse spillede ydmygt for opgaven, er en selvfølge for en artist af Father John Mistys størrelse. At Father John Misty havde fået et godt udsnit af Copenhagen Phil med på scenen under hele koncerten til at bakke de orkestrale croonerstykker fra de seneste albums “Pure Comedy” og “I Love You, Honeybear” var ligeledes et scoop, som tidligt skabte højdepunkter som “Things It Would Be Helpful To Know Before The Revolution” og holdt albumversionernes snigende kedsomhed fra døren i liveudgavernes konstante detaljerigdom. Selv den 80’er-klingende “True Affection” blev et rytmisk energigivende afbræk med strygere som science fiction-elementer.

Koncerten ramte sit klare højdepunkt med Father John Mistys magnum opus “I Love You, Honeybear” som settets egentlig sidste nummer. Hvor mængden af rutineoptrædener på årets festival har været temmelig stor (hvis endnu en artist siger “You look so beautiful!” til en koncert med blændende frontlys bliver jeg seriøst træt) er Father John Mistys energi medrivende. Han har måske nok spillet en milliard koncerter med det her materiale, men vi får kun den gode effekt af rutinen: at den giver sikkerhed. Det er en fornøjelse at have ham på den scene, hans performance er indlevende, sjov og fællesskabsskabende – det er effekten af den naturlige performer, der afslappet, men tændt, lever og ånder på scenen. Sådan en performer giver energi fremfor at tage den.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *