Haven Festival: The National var en forbandet forvirrende og forrygende forestilling

The National Haven Regnsky
Foto: Peter Kirkegaard

Jeg var temmelig skrupforvirret, da jeg forlod min post i menneskemængden foran Meadow-scenen lørdag nat. Aftenens værter, The National, havde lige revet mig igennem en rutsjebanetur, jeg ikke på noget tidspunkt, heller ikke undervejs i koncerten, havde set komme. Men var det galt eller genialt? Jeg har stadig min tvivl.

Efter åbningsnummeret ”Don’t Swallow the Cap” peb guitarist og festivalarrangør Aaron Dessner en genert tak og proklamerede, at de ville spille en del nye numre fra deres endnu uudgivne syvende album. Da Matt Berninger herefter var ved at kløjes i første linje af det næste nummer, var jeg lige ved at blive nervøs for, hvad der skulle til at udspille sig foran mig. At dømme ud fra fremmødet og publikums begejstring, har det været weekendens måske mest ventede koncert. Det sløje førstehåndsindtryk vendte sig dog til et comic relief, da Berninger efterfølgende forklarede, at han, no joke, havde slugt en flue. Han var tilgivet for nu.

At publikum ikke kendte en stor del af numrene fra det kommende album, fik de gjort op for ved at invitere en håndfuld af weekendens artister på scenen for at jamme med. Det kildede især i publikums fædrelandsstolthed og udløste et helt ekstatisk bifald, da danske Kwamie Liv fik lov at synge duet med Berninger på singlehittet ”I Need My Girl”. Også Bon Ivers Justin Vernon og Kate Stables fra This Is The Kit spicede et par numre op, hvilket holdt publikum stangen for en stund. Men det var stadig de mere kendte numre som ”Afraid of Everyone”, nyeste single ”The System Only Dreams in Total Darkness” og naturligvis ”Bloodbuzz Ohio”, der fik folk på deres tåspidser.

Halvvejs inde i koncerten havde de som sådan ikke gjort noget forkert. Sætlisten varierede fint mellem nyt og gammelt, gæsterne på scenen gjorde deres ting, og publikum blev sweettalket lidt ind imellem numrene. ”How cool that we can all just bike home tonight”, siger Aaron Dessner mellem to numre. Alligevel manglede der noget. Berningers vokal sad ikke helt i skabet; han kvækkede lidt engang imellem og havde ikke den dragende, dybe gennemslagskraft, jeg normalt elsker The National for. Lyden var heller ikke særligt taknemmelig over for trommerne og guitaren, der er så bærende i deres musik. Men publikum lod til at være særligt tilgivende på denne sidste sene aften, så jeg lod mig rive med af stemningen.

Hovedsættet sluttede lidt uforløst efter ”England” og ”Fake Empire”, og bandet forlod scenen. Men rutsjebanen havde tilsyneladende først nået sin øverste bakketop. Efter hvad der føltes som adskillige minutter, og en del publikummer var faldet fra, kom bandet tilbage på scenen. Aaron Dessner, der havde iført sig værtsrollen under hele koncerten, takkede igen og dedikerede på meget smuk vis det næste nummer, ”Carin at the Liquor Store”, til sin kone. På det tidspunkt kunne jeg ikke undgå at få lidt fugtige øjne, mens adskillige stjerneskud skød over den stjerneklare nattehimmel lige oven for scenen.

Mit dybsindige øjeblik blev dog brat afbrudt ved nummerets slutning, da der pludselig var en tumult på scenen, og Ragnar Kjartansson kom spankulerende med armene i vejret iført sailor-hat og et stort, fjoget grin. Der lod til at være total forvirring på scenen såvel som iblandt de nærmeste medtilskuere, jeg kunne se omkring mig, indtil bandet sparkede gang i en løssluppen fællesskrål af Kim Larsens ”De smukke unge mennesker”. Der blev udvekslet forvirrede blikke omkring mig, før der blev opnået konsensus om bare at skråle med og kaste hænderne i vejret. Ragnar Kjartansson sprang rundt på scenen og nærmest growlede de sidste par omkvæd i et uforståeligt dansk-islandsk remix af den folkekære klassiker, mens Berninger fløjtede til.

Heldigvis stoppede det ikke efter denne gakkede omgang. Efter et par lettere uelegante overgange fik koncerten endelig sin forløsning med ”Mr. November” og til sidst ”Terrible Love”. Matt Berningers stemme havde tydeligt nået bristepunktet, og selvom det efterhånden lød decideret uskønt, så gav han den alt, hvad han havde. Han gemte sig ikke længere bag den ualmindeligt høje krave på sin jakke med bøjet nakke. Jeg ville bare ønske, han havde løftet blikket lidt tidligere i koncerten. Den introverte facon, de havde lagt for dagen det meste af koncerten, harmonerede slet ikke med deres udskejelser under de sidste fire ekstranumre.

Jeg gik derfra og studsede længe over, hvad deres plan for den halvanden time lange seance egentlig havde været. Om der overhovedet havde været en plan, og om den i så fald havde virket på mig. Lige nu er jeg tilbøjelig til at konkludere, at det må tale for sig selv, hvis man ikke er 100% overbevist. Og så vil jeg ellers bruge et par dage mere på at ombestemme mig, ligesom jeg har gjort det hundrede gange allerede, siden jeg stod dér i publikum.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Haven Festival: Nelson Can holdt solid rockfest for de indviede

Nelson Can Haven Regnsky
Foto: Mathias Bak Larsen

Da jeg i mit frikvarter mellem Band of Horses og Iggy Pop besluttede mig for at tjekke Nelson Can ud, var det ærlig talt på baggrund af et ret begrænset kendskab til bandet. Udover min overfladiske research forud for festivalen havde jeg kun sporadisk rocket med til singlerne ”Miracle” og ”Talk About it”, når de blev luftet på P6 Beat, og oftest halvt overdøvet af bruserens larm.

Derfor var min første overraskelse, da forsanger Selina Gin hilste på publikum på pæredansk (selvom hun senere skiftede til engelsk, da der, som hun pointerede, lod til også at være mange ikke-danskere mødt op). Så måske var jeg lidt biased fra starten, fordi jeg øjeblikkeligt fik vild optur over, at nogen, jeg ubevidst havde dømt til uden tvivl at være et større, internationalt navn, var et produkt af vores eget lille Danmark. Senere kunne jeg da også forstå på Peter, at jeg må have været temmelig late to the show i at opdage dem. Det håber jeg, I kan tilgive.

Som det desværre har været tilfældet ved samtlige koncerter, jeg foreløbigt har set, satte vinden sit hårde præg på lyden. I koncertens første del var det svært at holde koncentrationen. Vinden forvrængede lyden, ligesom den havde gjort til Band of Horses, hvor man ind imellem blev i tvivl, om det var forsanger Ben Bridwells stemme, der knækkede, eller blot vinden, der slugte den. Men efterhånden som folk omkring mig omrokerede, kom jeg et godt stykke op foran, hvor vinden glimtvis fik en besynderligt gåsehudsfremkaldende og intensiverende effekt på Selinas i forvejen enormt kraftfulde vokal. Ikke nok med, at hun uden undtagelse ramte plet på de højeste, lange toner, så blev lyden på nogle tidspunkter hængende i luften og kastet frem og tilbage af vinden på en måde, så man følte sig komplet omsluttet af den skingrende inderlighed i Selinas stemme i flere sekunder efter, at musikken var fortsat videre foran én.

Hele bandet, der inkluderede dobbelt-op på bassist og en gæsteoptræden fra Aaron Dessner, der er guitarist i The National, var veloplagte og velspillende. Det skinnede tydeligt igennem trods den dårlige lyd. Enkeltheden i at skrue op for bassen og trommerne, der i forvejen er kendetegnende for deres lyd, fremfor at tilsætte alt muligt overflødigt, fungerede rigtig godt på de store bangere. Men der var flere numre, der lod en del tilbage at ønske, fordi de blot blev spillet efter bogen og back-to-back. Jeg savnede, at der blev leget mere, for eksempel med optrapningen af de numre, der ikke starter lige så ’lige på og hårdt’, som førstnævnte singler gør. Især fordi ingen af deres numre, når de først er i gang, nogensinde bliver for kedelige til at kunne bære en lang intro, hvis det bidrager til at bygge nummeret op. For mig virkede det oplagt at udfolde sig kreativt her, så publikum måske også havde skænket de numre, de ikke kendte så godt, lige så stor opmærksomhed som de kendte numre. For da først der blev spillet op for de uptempo numre, så foregik festen hele vejen ned gennem publikum og ikke kun på de første rækker som så ofte.

Jeg er ikke i tvivl om, at denne koncert havde været en noget ringere oplevelse, hvis jeg var blevet stående bagved, men også tilsvarende bedre, hvis jeg havde befundet mig på de forreste rækker. Det varierer altid, hvordan man oplever en koncert, alt efter hvor man står. Men på en blæsende dag som denne i et helt fladt landskab er forskellen uden tvivl mange gange forstærket. Det må foreløbigt være min lektie på denne festival: party in the front. Vil man have nok ud af koncerten, så må man op foran for som minimum at opleve sceneshowet, for man kan ikke stole på, at lyden når én, hvis man står for langt bagude. Og så bliver det altså en lang koncert, hvis man som mig og mine korte ben tilmed sjældent kan se scenen i andet end glimt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Florence + the Machine: Magtdemonstration fra en teatralsk kærlighedsgudinde

Jeg var i starten af min gymnasietid, da Florence + The Machine havde sit gennembrud. I mine ører har de altid leveret noget af det allermest sensommer-festivalegnede musik, jeg kan forestille mig. I gymnasiet drømte jeg da også ofte om at opleve dem live med storslået strygerensemble og føle alle de følelser, Florence Welch så mesterligt brygger sine tekster og sin lyd på. Trods det manglende strygerensemble og kor torsdag aften, var følelserne så koncentrerede, at man kunne have kogt bouillon på dem, og jeg blev således sendt stik tilbage til min drømmende og hormonspækkede gymnasietid.

Florence viste denne aften, at hun er en yderst kompleks og kontrastfuld musiker og performer. Barfodet og hvidklædt havde hun skruet helt op for sin karakteristiske stage performance, der var en tryllebindende kontrast mellem at springe rundt på scenen til at stå helt stille med langsomme, intense bevægelser, der ind imellem sendte tankerne over på tai-chi.

Florence Welch. Foto: Lasse Lagoni
Florence Welch leverede også store følelser med små bevægelser. Foto: Lasse Lagoni

Det var en ualmindeligt heldig fanskare i pitten, der blev forkælet og kredset om af en meget kærlig og gavmild Florence Welch, der hele tre gange bevægede sig ned blandt publikum – uden den mindste påvirkning af hendes stensikre vokal. Om Florences anstrengelser også nåede uden for pitten, skal jeg ikke gøre mig klog på, men dårlig lyd kan i hvert fald ikke have været et kritikpunkt for nogen. Florences stemme trængte evigt ubesværet igennem, så det stod i stor kontrast til, når hun med den blideste, sarte stemme sweet talk’ede publikum mellem numrene. Her agerede hun kærlighedsguru og gav evigt gyldige livsråd blandet med anekdoter, eksempelvis indledende til titelmelodien fra det tredje og seneste albums, How Big, How Blue, How Beautiful.

For mig bekræftede Florence Welch eviggyldigheden af sin samling af ballader, som jeg til min overraskelse var væsentligt mere befaren i, end jeg havde troet på forhånd. Jeg forlod pitten sammen med resten af det hypnotiserede publikum under talrige erklæringer om, at Florence Welch er den sejeste kvinde i verden. Og det føltes som om, jeg havde forelsket mig på ny.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Kompilation af warm-up-dagene

Min musikuge skulle have startet i selskab med Wangel på Rising om søndagen. Jeg blev imidlertid lidt forsinket, da jeg på vejen hørte en velkendt stemme fra den nye Apollo-scene og lod mig drage et øjeblik af Jokeren, der surprise-gæstede de for mig hidtil ukendte Benal-drenge. Det var en bitter følelse at måtte løsrive mig fra hvad der lød som en yderst lovende og velproportioneret rapsceance.

Søndag: Wangel
Det glemte jeg dog hurtigt igen, da jeg kom ned ad trappen til East og Wangels melodiske klagesang og et allerede opstemt publikum. Det var en lettelse for mig at se den varme modtagelse, da mit første møde med Wangel var en lidt flødet fornøjelse til Zetland Live i Aarhus for et godt halvt års tid siden. Dengang gjorde trioen ikke synderligt indtryk på mig udover latter fra publikum og tåkrummeri, da en nervøs forsanger Peter Wangel snublede i nogle ledninger på scenen. Den generthed og ydmyghed, de udviste den gang, ydede dem ikke særlig stor fordel foran et stillesiddende publikum. Men denne gang havde de tydeligt smidt genertheden til stor glæde for et dansende publikum, der eksploderede til kendingshittet Eternal History. Kærligheden blev gengældt af en overvældet og stadig ydmyg Peter, der udbrød “Fuck, hvor er I fede” og “tusind, tusind, tusind, tusind tak”.  Kærlighedsfesten blev meget passende og forudsigeligt sluttet af med den stemningsfyldte ode til deres venner i Sydkorea, Seoul.

Mandag: Kwamie Liv
Kwamie Liv blev virkelig sat på arbejde mandag aften, da dårlig lyd og tekniske udfordringer komplet overdøvende det, der for mig et det absolut bærende element i hendes musik, nemlig den sælsomme, dragende vokal. Men ser man bort fra den tekniske udførelse, så formåede Kwamie alligevel at fange et i starten lettere genert og distræt publikum. Det er på sådan et tidspunkt, at der går lidt fan-girl i mig, når jeg kan se en kunstners personlige kvaliteter bære dem igennem på scenen. “C’est la vie, mon amour”,  og så bad hun ellers på klingende sødt københavnsk folk om at rykke sig tættere på scenen, så vi alle kunne danse sammen. Det udløste en epidemisk bølge helt ud til de tyndspredte yderkanter af publikummet, da der blev blæst op for Lost in the Girl – endelig skruet ned for druknende støj og op for tyngden på beats af den slags, der svømmer gennem hele rygradslængden og rodfæster sig i brystet til længe efter koncertens afslutning.

Jeg kunne rigtig godt have tænkt mig, at Kwamie havde fået lov at spille efter mørkets frembrud på Apollo Countdown. Enten det, eller den mørke, mystiske Gloria kunne have trukket den charmerende og dunkle storbymystik op på et endnu højere niveau. Men sådan skulle det ikke være, og om ikke for den lettere uelegante lyd i starten, så har jeg i den grad stadig vundet respekt for Kwamie Liv og hendes nærvær.

Tirsdag: Hey Elbow
Der var ikke lige så meget smidighed over svenske Hey Elbows (som jeg tidligere har anbefalet her) optræden på Rising som deres aerobic-inspirerede navn antyder. Alt det, som Kwamie Liv vandt på, var det, som Hey Elbow tabte på – personlighed, nærvær, kontakt. Det var en yderst minimalistisk triade, der kom, leverede og forlod scenen uden andet end et lavmeldt “thank you, ha’ det godt” til afslutning. De tre (ellers yndige) gæstende korister/perkussionister og trommeslager Liam Amner var de eneste, der engang imellem kastede et flygtigt nysgerrigt blik og et smil ud over det lidt porøse publikum. Uden ord eller øjenkontakt lykkedes det ikke de tre matchende jakker og pandehår at nå ud over scenekanten, og musikken blev forbeholdt dem selv og de få blandt publikum, der var fulde nok til at være ligeglade med leverancen.

For mig var højdpunktet, da forsangerinde Julia Ringdahl begyndte at eksperimentere med violinbue på elguitar samt på de numre, hvor de blev bakket op af korsang, perkussion og blæs, og musikken nærmede sig mere de triumferende big-bandlignende højder, der kendetegner deres jazzinspirerede baggrund.

Jeg vil stadig gå hjem og lytte videre til musikken og glæde mig til, at de spirer og modner lidt mere over de næste par år, men det bliver nok uden at mindes deres koncert her på Roskilde.

Hey Elbow på Rising-scenen (foto: Peter Emil-Witt)

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tre svenske anbefalinger fra gæsteblogger Rose Agergaard

Hvad glæder jeg mig til på årets festival? Jeg må indrømme, at det slet ikke var min plan at tage af sted i år, fordi mange af de artister, jeg har haft i kikkerten det seneste års tid, åbenbart ikke ramte Roskilde-bookernes prioriteringsliste. Men da Peter var så flink at invitere mig ombord på regnskyen, kunne jeg alligevel ikke sige nej til en uge i musikudforskningens tegn. Derfor er en ekstra håndfuld af mine dage op til festivalen i år gået med at forsøge at komme på fornavn med årets program.

Når det så er sagt, så vil jeg nok alligevel være at finde foran Orange og Arena det meste af tiden. For en bredtsigtende musikgeneralist som mig er der nok must-sees på de to scener alene til, at hele festivalen kunne spenderes der. Men da det nok ikke er så spændende at læse om, hvorfor jeg naturligvis ikke kan gå glip af Pharrell og Paul McCartney ligesom 90% af festivalens besøgende, har jeg valgt at dedikere dette indlæg til tre svenske navne, jeg skal danse til på dette års festival. Det er jo en kendsgerning, at svenskerne er dygtige til det med musik, og mine nordiske yndlinge er heldigvis også stærkt repræsenteret på Roskilde-programmet igen i år. Så hermed mit supplement til årets festprognoser.

bob hund
bob hund

 

bob hund @ Avalon – onsdag 19.00

Min festival skal skydes i gang af Antemasque-afløserne bob hund. Da udskiftningen blev offentliggjort, kendte jeg ikke nogen af de to bands, og efter at have luret lidt på Youtube var jeg ikke videre begejstret over det (for mig, i hvert fald) relativt ukendte og lallede middelaldrende svenskerband. Men siden offentliggørelsen er jeg gået hen og blevet helt glad for bandet med det muligvis åndssvageste navn og musik, jeg nogensinde har hørt. Forsangeren kan ikke synge, men til gengæld vidner Youtube om, at han i den grad kan skeje ud på en scene, og det går lige i hjertet på mig. Det er hurtigt, tilfældigt og farverigt, og det spiller uendeligt godt sammen med den delvist talte lyrik – og ikke mindst min store svaghed – det svenske sprog. Jeg kommer i hvert fald til at stå og danse og synge med på den eneste del af deres lyrik, jeg kan forstå og identificere mig med: “tralala”.

Lust for Youth @ Gloria – torsdag 20.30

Dansk/svenske Lust for Youth har for alvor vundet indpas på P6 Beats eftermiddagsplaylister det forgangne år, så jeg har naturligvis ikke kunnet undgå at lytte lidt med. Og jeg er ret glad for at se de unge fyre på årets program, for det har givet anledning til at snuse endnu mere. Den svenske bagmand Hannes Nordvidde har en sjælden mørk og skærende vokal, der ofte er blevet sammenlignet med Depeche Mode, og som jeg kun kan forestille mig vil komme til absolut rette i Glorias dunkle hule.

Hey Elbow @ Rising – tirsdag d. 30. 20.00

Til sidst har jeg fået ørerne op for excentriske Hey Elbow, der laver støjende, underspillet elektronisk jazzpop. Med deres debutalbum på gaden for ikke engang tre måneder siden er de en helt frisk lille spire på den blågule stamme, og jeg glæder glæder glæder mig til at høre mere!

Og så er der i øvrigt slet ingen tvivl om, at jeg skal se min årlange store kærlighed, The Tallest Man on Earth – som jo også er svensk.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.