Trackudveksling mellem Lasse og Morten (vol. 1)

Owen Pallett er aktuel i en særegen konstellation med Daphni (aka Dan Snaith aka Caribou). Sammen har de netop udsendt 12″eren ‘Julia / Tiberius’, og i den forbindelse har Morten afspillet nummeret for Lasse.

Regnskys fire skribenter – Lasse, Peter, Morten og Eva – har hver sine musikalske præferencer, og sammen er de i stand til at dække det meste af den undergrund, skribenterne finder både fristende og pulserende. Men hvad sker der, når to af bloggerne sætter sig ned og i en fredsceremoni deler hovedtelefoner og musik med hinanden? Morten og Lasse, denne sides to skarpeste bloggere udi elektronisk musik, valgte hver at spille tre nye numre for hinanden, for at finde både modsætninger og ligheder.

Daphni & Owen Pallett – Julia [Jialong]

Morten: Daphni (aka Dan Snaith aka Caribou) er ikke bange for at udforske nye musikalske veje. Senest har han produceret denne 12”er Julia / Tiberius sammen med den skønne baroque pop-komponist Owen Pallett (modsætninger mødes!). Kan man godt blande house og violin, synes du?

Lasse: Man kan prøve alt, men det er ikke sikkert, man lykkes med det! Jeg synes ikke, det er et dårligt track, men det lyder lidt stift i mine ører. Det er en typisk konsekvens af at blande elektronisk komposition med levende instrumenter: Instrumentet kommer til at tilpasse sig maskinernes kantethed, hvilket kan lyde forkert. Og så synes jeg måske, at det er et lovlig kedeligt melodistykke, de har fundet som tema. Men på den anden side kan jeg godt lide den lidt hårde komposition, som egentlig ligger langt fra både Daphni og Pallett. Man må give dem, at overgangen 1.30 virkelig holder med det lille break efter opbygningen. Jeg er lidt splittet her.

Not Waving Future Rain [Emotional Response]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/04-Future-Rain.mp3]

Morten: Jeg skrev i slutningen af 2013 om det her forestående album, Human Capabilities, der kommer fra den italienske producer Not Waving. Pladeselskabet bag, britiske Emotional Response, tog sig ret god tid med at få albummet ud, men ud kom det endelig tilbage i marts. Det er en udefinerbar blanding imellem ambient møder krautrock møder non-dance music møder you-name-it. Hvis jeg skulle spille ét nummer for dig, som jeg synes fungerer som en solid præsentation af albummet, så skulle det være Future Rain. Ville du få lyst til at høre resten af albummet, baseret på dit indtryk af dette numer?

Lasse: Ja, jeg bliver helt klart nysgerrig. Det giver en lækker afventende atmosfære og leger med et lidt hypnotisk harmonispil. Det bærer også præg af en filmisk stil, hvor man i højere grad stilles i et rum end i en rytme. Jeg kan godt lide, at det tør at være relativt minimalistisk. Måske kunne det bruge lidt drama? Jeg kommer til at tænke på et nyt track af Oberman Knocks med navnet Dilankex, som også er non-dance, og som er lidt mere dramatisk i sin opbygning og lydflade.

Jamie xx Sleep Sound [Young Turks]

Morten: Engelske Jamie xx udkom i april med sin nye 12”er Girl / Sleep Sound, som jeg personligt når samme højder som hans solodebut Far Nearer. Egentlig ville jeg spille Girl for dig, men Sleep Sound har en Beyonce-sample gemt et sted, og så tænkte jeg, det måske ville fange din interesse. Virker det for dig?

Lasse: Det er i sandhed en lise for sjælen. Mmmm… melankolsk, sexet, sommerligt. Fyldt med nænsomhed og bløde hooks. Specielt starten minder mig meget om det, jeg plejer at kalde ”varm house”. Det tæller f.eks. Taragana Pyjaramas tidlige arbejde, eller Pantha du Prince og Gold Panda. Nummeret har en helt særlig, vidunderligt navlebeskuende stemning, og jeg er vild med overgangen 1.30-1.40. Det sidste halvandet minut er guld værd: Jeg håber nogen spiller det meget højt en sen aften under Distortion. Alt i alt kan nummeret godt være bekendt at bruge et Beyoncé-sample.

Minor Science Foggy Situation [The Trilogy Tapes, februar]

Lasse: Så er det blevet min tur. Jeg synes dette track har en dejlig kombination af saglighed og uro. Fuglekvidder og flotte harmonier i diskrete korstemmer møder urolige rytmer og en plagsom telefon, der ringer. Det minder mig om en linje fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling Det Værste og Det Bedste som lyder: ”Det værste er telefoner der ringer om natten så blodet standser og styrter den anden vej rundt”. Kan du genkende følelsen?

Morten: Først og fremmest er jeg glad for, at nogle kan udpege numre fra The Trilogy Tapes’ bagkatalog, der er værd at lytte igennem, for det er jo helt sindssygt, hvor kort tid der går mellem hver udgivelse. Jeg har svært ved selv at følge med. Om jeg følte mig urolig mens jeg lyttede til Foggy Situation, er jeg derimod langt mere usikker på. Jeg var i de første to minutter usikker på, hvilken retning, nummeret ville gå, fordi tråden var så utydelig, men jeg kan skidegodt lide nummerets afveksling mellem det metalliske og det organiske.

Nummeret giver ikke meget af sig, så det er de små belønninger, der tæller, som når beatet stopper op og trækker vejret, og når de høje vokalsamples i få tilfælde træder ind i lydbilledet og lægger sig til at hvile over produktionen. Jeg ser skove, havestole og sol for mig. Jeg vil have dette nummer med i mit sommer-soundtrack.

Beneath One Blings [PAN, marts]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/03-One-Blings.mp3]

Lasse: Mange mener at dubstep er endegyldigt begravet. Men jeg synes faktisk, jeg hører en del tracks rundt omkring, der henter gyldne indsigter i blandt andet den tidlige dubstep. F.eks. synes jeg at LogosCold Mission var et af 2013’s bedste album. Beneath er et andet godt eksempel: Det er spændstigt, har masser af percussion og lækker subbas. Hvad synes du? Er jeg bare sentimental eller har det fremtidsperspektiver?

Morten: Jeg kan godt lide, hvordan de to YouTube-kommentarer hidtil henholdsvis går ”HEAVY” og ”boring”. Noget siger mig, at det er et nummer, der kan skille vandene. Jeg synes også, jeg for tiden ser og hører lidt mere til dubstep, som man kender den fra genrens heydays, dog stadig i en moderne fusion med elementer af eksempelvis footwork. Personligt er jeg dog lidt skuffet over, hvor direkte ud af dubsteppens gyldne år, dette nummer har afsæt i. Det bliver lidt en kliché med ”nobody knows I’m here”-vokalsamplingen. Den tunge bas gør mig ingenting, men jeg tror den havde haft det bedre, hvis den var blevet sat op med percussion, der fremstod mere luftigt. Ellers ender man med en produktion, man har hørt – ikke identisk – men tilsvarende fra tidligere. Dette er et nummer for nostalgikeren.

DJ Clent Don’t Go Down [Planet Mu, april]
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2014/05/04-dj_clent-dont_go_down.mp3]

Lasse: Den ekstremt triste og chokerende nyhed om footwork-geniet DJ Rashads død er svær at komme sig over. En anden klassisk footwork-producer, DJ Clent, har netop udgivet en ny EP på Planet Mu. Dette er et meget klassisk, sample-baseret footwork-track, næsten et skoleeksempel. Jeg kan lide det, selvom jeg savner lidt af Rashads vildskab. Hvad synes du?

Morten: DJ Clent skylder ret meget til artister som DJ Rashad, som jeg også mener tidligere er blevet udpeget som en kæmpe footwork-inspirationskilde af DJ Clent selv. Jeg er en sucker for den klassiske ”footwork møder soul”-opskrift, og introen gav mig også høje forventninger, men det hele står lidt i stampe herefter, og der bliver ikke leget tilpas med vokalen, der gentagende bliver loopet igennem hele tracket. Piano-delen fungerer virkelig godt, men drukner lidt i den rodebutik, han har foldet ud for lytteren. Nej, jeg synes han mangler mod, pondus og freakyness til at Don’t Go Down bliver et nummer, jeg vil vende tilbage til.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky og Namunël inviterer til torsdagsfest på Jolene

Med undtagelse af vores fantastiske og mindeværdige fem års fødselsdagsfest på Rust sidste år, hvor vi var beæret af at have Gold Panda på plakaten, er det umenneskelige tider siden vi sidst har kunnet lægge navn til en fest i det københavnske natteliv. Dette kommer vi efter på torsdag, når vi sammen med kollegaerne fra Namunël åbner Jolenes døre op til en god, gammeldaws torsdagsfest.

Reykjavik er Jolenes seneste bud på en gedigen torsdagsfest, hvor værtskabet går på skift imellem Namunël, flødedrengene fra Bump’N’Grind Slow Hustle Crew, Roskilde-holdet Johnnys DJ og italo-hovederne Fredag I Firenze, hvorfor hver torsdag på Jolene aldrig er den samme. Derfor er vi også glade for at kunne sætte vores eget præg på Reykjavik, hvor vi til festen på torsdag har udformet programmet sammen med Namunël-bloggen.

Theodor Clausen (kendt fra duoen Averos og holdet bag Harveys Kartel) og Mads Schmidt (bag Villains Club på Rust) var også en del af programmet da vi sidst holdte fest, og deres tilbagevenden krydres med tilføjelsen af Acid Pigs, der netop har sendt et nyt mixtape ud, som Morten Bruhn skrev om i forrige om. Han er desuden det fjerde navn på torsdagens program, og hvis hans opdagelser her på bloggen fra den seneste måned giver et præg af, hvad der er i vente, er vi sikre på et brag af en fest.

Namunel & Regnsky x Reykjavik at Jolene
Jolene, Kødbyen
Torsdag, 6. marts, 22.00
m/ Theodor Clausen, Mads Schmidt, Acid Pigs & Morten Bruhn

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyt til vores set fra Trailerpark Festival

Regnsky @ Trailerpark Festival (af Marcus Andreassen/Soundvenue)

I fredags under Trailerpark Festival havde alle fem skribenter på Regnsky den store ære af at levere det musikalske lydtæppe til den bagende aftensol, et møde som vi aldrig havde forsøgt os med før – for den vante Regnskylæser må det stå klart, hvordan vi hver især interesserer os for og dækker en særlig musikstil. Alligevel var det mere end to timer lange set en sand fornøjelse, hvor vi samlet set fik skabt et rimelig spændende, hvis ikke eklektisk set. Vi blev selvfølgelig revet med af den høje temperatur, så man igennem vores set kan høre musik, der passer fint i spænd med solens varme stråler.

Vores set fra Rebel Stage var delt i to, en time i tidsrummet 17-18 og en time mellem 19 og 20. Sidstnævnte time, der endte med at løbe lidt længere, blev optaget, og vi kan varmt anbefale jer at give vores mix et lyt, hvis I er interesseret i et farverigt blend imellem alt fra blandt andre Here We Go Magic, Rhye, Air France, James Pants, Cooly G og Redinho. Mixet går under titlen Totally Nexus, som skal ses som en homage til det lydanlæg vi spillede på, som måtte igennem så meget igennem på grund af det varme vejr, men især også på grund af de fem DJs’ forskellige musikstilarter. God fornøjelse, og tusind tak til Artrebels for endnu et fantastisk år med Trailerpark Festival!

Totally Nexus – Live Trailerpark Mix by Regnsky on Mixcloud

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Andy Stott – dagstechno på Roskildes smukkeste scene

Andy Stott (billede fra anden begivenhed)
Andy Stott (billede fra anden begivenhed)

Lasse: Gloria er en forvandlingsscene. Det er stedet hvor man kan forlade The Orange Feeling og forsvinde ind i andre verdner. I går tog Fairfield publikum med til 1800-tallets USA, i dag gjorde Andy Stott scenen til et rumskib af stål, der buldrende og knagende sigtede efter det store mørke. Nederst i musikken lå et baldret orgelpunkt af en bas, der materialiserede sig lejlighedsvis til et hårdtpumpet 4/4-beat. På en skala fra 1-5, hvor techno var koncerten, Morten?

Morten: Den var så meget techno, og jeg er mest af alt imponeret over den måde, Andy Stotts musik så varmt blev modtaget. Jeg var op til koncerten længe bekymret for kombinationen af mørk techno, der langsomt men aggressivt steg i tempo og intensitet, og det tidlige tidspunkt for koncerten. Jeg mener, der skal mindst et par gode øl eller drinks ned i mit system, før jeg kan slippe tøjlerne, men det lykkedes og min frygt blev gjort til skamme. Hvad med dig, Lasse, fik du rykket dig lidt?

Lasse: Helt klart. Især fordi han tog sig god tid til at bygge sine strukturer op. Starten var rå og abstrakt med et sært sample af en heavy-metal-agtig vokal. Senere kom han ind på de mere afslappede lydbilleder fra Luxury Problems med kor og lidt skæve rytmelag, hvorefter han, som du bemærker, lod tempo og udtryk blive støt mere direkte og hårdt. Det gode ved at se Andy Stott midt på dagen er, at hans rytmer ofte tilbyder to forskellige tempi: Nederst ligger takten i et relativt højt tempo, mens de ledsagende rytmer i de overliggende lag ofte opfører sig som om, musikken faktisk gik i et mere roligt tempo. Du siger koncerten var meget techno, men hvad skete der hen mod slutningen, hvor han pludselig slog over i drum’n’bass? Gav det mening?

Morten: Jeg ved ikke, om det var et forsøg på at skabe et mere alsidigt udtryk, for drum’n’bass var tidligere en naturlig del i Andy Stotts lyd. Jeg følte mig ret tidligt hypnotiseret, og det var så berusende, at Andy Stott kunne have fået mig til hvad som helst, og så lød det jo på ingen måde dårligt – det lød faktisk til, at folk gerne ville rykke til lidt langsom drum’n’bass! Men man kan godt sige, at det pillede en smule ved helhedsindtrykket. Det var en helt ny oplevelse at gå ind til en så technoid og klubbet koncert så tidligt på dagen, men han skulle måske have forsøgt at holde et mere fokuseret udtryk, når man tænker på, hvor sent i settet det skete. Det svarede lidt til, at Vinnie Who kom tilbage på Orange i går og spillede nogle ekstranumre, og det så var ren ballerock. Kan du følge mig?

Lasse: LOL, du har ret. Det lød godt, men var lidt sært placeret, især fordi han kort inden afslutningen vendte tilbage til technoen for en kort bemærkning. Det var som om, han ikke havde tid til at runde af på samme gennemarbejdede måde, som resten af settet virkede. Men uanset hvad, var jeg meget taknemmelig over koncerten. Dagstechno holder, når den følges af stjerneskud på Glorias vidunderligt geometriske projektionsskærm.

 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Livestemning: Animal Collective @ Arena

Animal Collective (af Daniel Hjorth/Politiken)

“Ej, men Mike Mondays rework af “My Girls” er jo bedre end originalnummeret”. Citat Eva et par dage før selve Roskildes festivalplads. Med andre ord – ikke alle på Regnsky har et lige kærligt forhold til Animal Collective – og vi har samtidig dårlig samvittighed over ikke at have det. Vi er tre skribenter afsted på Roskilde Festival. Lasse, som kender Animal Collective godt og virkelig har været med på hypen siden Merriweather Post Pavilion, mens Morten og Eva aldrig har forstået hypen. Derfor tog vi torsdag aften afsted sammen til Arena, Lasse med forventninger og Eva og Morten med lige portioner nysgerrighed og skepsis.

Lasse: En næsten hypnotisk koncertoplevelse, hvis du spørger mig. Animal Collectives sange har som oftest en cirkulær opbygning, ingen klassisk progressiv fremgang med vers og omkvæd osv. I stedet går numrene i ring med en indførende intro, derefter et par vokale hooks, der typisk lyder som fragmentet fra en større episk sang, inden musikken vender tilbage til udgangspunktet, nu med nye, psykedeliske lag. Midt i et stort gebis, der omgav scenen, tog Animal Collective publikum med ind i deres rundtossede koncentration, fyldt med intimt sammenspil og en samtidig distancerende ekko-fyldt, nærmest jodlende bjergsang. Det mest syrede var nok, da koncerten i sidste halvdel introducerede en næsten kalypso-agtig stemning. Men det passede godt til det danseglade publikum. Hvad siger du, Morten, var du med på kollektivets cirkelslutningerne?

Morten: Det er sjovt, for den beskrivelse du bruger, er jo lige netop en form, jeg ofte er meget bekendt med indenfor elektronisk musik. En vis form for repetition, der hypnotiserende skaber en fordybelse i lytteren, hvor man, eller i hvert fald jeg, bliver mere opmærksomme på enkelte lyde. Derfor har det været meget frustrerende for mig, at jeg ikke har haft den samme indlevelse i Animal Collectives musik. Men jeg indså ret tidligt, at det højest sandsynligt skyldes en anden konstruktion i Animal Collectives takt. Hvor 4/4-takten er den mest familiære musikalske opbygning for mig og sikkert mange andre, bliver det udfordrende for lytteren at indstille sig på 3/4-takt eller sågar 7/4-takt som det var tilfældet på What Would I Want? Sky, og man bliver nødt til at se det på dén måde – at det er udfordrende og kan være svært at forstå et band som Animal Collective. Man skal i hvert fald gøre en stor indsats, for et optimalt udbytte. Koncerten skabte i hvert fald for mig en større forståelse, og jeg vil stærkt overveje, om ikke jeg skal sætte Merriweather Post Pavilion-albummet i CD-afspilleren, når jeg kommer hjem igen.

Eva: Jeg er meget enig. Jeg begyndte, efter en halv times tid, at høre Animal Collective som techno. Som Morten ganske rigtigt siger, er det svært at finde 4/4-rytmer hos Animal Collective. Med techno mener jeg, at det er en forsat udvikling. Jeg følte mig inddraget i musikken – suget ind i det psykedeliske, farverige univers, hvor musikken og visualiteten flyder sammen. Det er både en kritik og en ros, for jeg fangede mange af strukturerne i øjeblikket, men få hang ved. Altså udover “My Girls”. Som om Animal Collective til koncerten fik deres ejerskab af My Girls tilbage fra Mike Monday. Det nummer har en meget klarere struktur, og var afgjort lettere at forholde sig til – i hvert fald for en som mig, der er mest hjemme i klassiske vers/omkvæd-strukturer. Ikke desto mindre fik Animal Collective overbevist mig om, at deres musik fungerer fremragende i den totaloplevelse, som en visuelt udsmykket koncert udgør. Men jeg kommer næppe til at lytte meget til dem derhjemme.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *