Årtiets vigtigste plader – ifølge Regnskys bloggere

Regnsky kårer år10ets vigtigste albums – grafik af Magnus Søholt.

Vi er nu 99,92 pct. igennem dette årti, og med tre dage tilbage af 2019 er det tid for Regnskys bloggerkorps at gøre boet op og reflektere over de albummer, der har skabt de største og mest vedvarende indtryk på skribenterne.

I løbet af dette årti har lytternes forbrugsmønstre og kunstnernes distributionsmuligheder ændret sig radikalt, men set fra vores egen lille andedam har vi stadig en stor kærlighed for albummet som et kunstværk. Det er albummet, der kan rumme hele fortællinger om liv og kan ændre lytterens eget, og det kan vi hurtigt garantere, at de nedenstående albums har gjort.

Reglen har været simpel: Hver af Regnskys otte skribenter har haft til opgave at nævne 10 albums, som vi særligt vil huske 2010’erne for. Blot 11 albums blev nævnt mere end én gang, og dermed er der i alt blevet plads til 69 værker på denne liste. I bunden kan du læse, hvordan skribenterne har stemt – i en rangeret rækkefølge – men først og fremmest håber vi, at du vil tage med os på denne rejse igennem det seneste årti af uforglemmelige udgivelser.

Til alle læsere vil vi gerne sige tak for dette årti og i særdeleshed udtrykke en stor tak for jeres tid. Vi glæder os til et nyt årti.

“After The Rain står som et mesterværk i inderlighed og ægthed, der skinner igennem i Benjamin Francis Leftwich’ billedskabende lyrik og knitrende organiske lydunivers.”

Anderson .Paak – ‘Malibu’

Arcade Fire – ‘The Suburbs’

Agnes Obel – ‘Philharmonics’

Denne plade er ikke bare som at blive pakket ind i et blødt og smukt drømmelinned af melankolske og afdæmpede melodier. Den er også beviset på en ualmindelig lovende debut fra den Berlin-bosatte danske sangerinde, sangskriver og pianist. Siden Philharmonics har Obel udgivet Aventine (2013) og Citizen of Glass (2016), der begge er stærke plader, men som ikke har den samme tryllebindende magi som Philharmonic. Pladen trækker både tråde til folk og jazz men mest af alt til den klassiske musikscene. Philharmonics er da også betegnelsen for et stort klassisk orkester, og det forekommer ikke tilfældigt, at Agnes Obel er inspireret af store komponister som Claude Debussy, Maurice Ravel og Erik Satie samt sangskrivere som Joni Mitchell og PJ Harvey. På pladen optræder lidt cello, lidt slagtøj, keyboard, violin, trommer og akustisk guitar, og så er tre numre instrumentale. Men det er vokalen og klaveret, der er toneangivende, og som gør Agnes Obel til en af vor tids største sangskatte. Hun er en skrøbelig og sjælden fugl, og jeg flyver konsekvent og tidsløst med i tonernes forførelse, når jeg lytter til pladen. (Laura Fromm)

A$AP Rocky – ‘Live. Love. ASAP’

Banks – ‘Goddess’

Beach House – ‘Teen Dream’

Benjamin Francis Leftwich – ‘After The Rain’

Betydningen af dette album kan næsten ikke overvurderes. For Benjamin Francis Leftwich er After The Rain hans måde at bearbejde tabet af sin far, mens albummet for mig trækker direkte tråde tilbage til en af mine nærmeste veninder, der bearbejdede en alvorlig sygdom med hjælp fra Leftwichs nærmest meditative lydkollage. Denne personlige tilknytning – og det faktum, at jeg har interviewet Ben Leftwich om albummet – har med garanti forstærket min kærlighed til singer-songwriterens musik, men for mig står After The Rain som et mesterværk i inderlighed og ægthed, der skinner igennem i hans billedskabende lyrik og knitrende organiske lydunivers. (Peter Pishai Storgaard)

Bisse – ‘19.6.87’

Blood Orange – ‘Freetown Sound’

Dev Hynes er i mine øjne en af 10’ernes allerstørste komponister, og både Cupid Deluxe og Negro Swan kunne sagtens have fundet vej til listen. Når det så alligevel er Freetown Sound, jeg vælger at fremhæve, er det bestemt ikke tilfældigt. Albummet er åbenlyst en kreativ, musikalsk perle, men det er samtidig et stærkt politisk og personligt manifest. Freetown Sound udkom i slipstrømmen på Black Lives Matter og behandler på den ene side den systematiske undertrykkelse af sorte i USA, men albummet handler lige så meget om Dev Hynes’ eget forsøg på at passe ind – om ikke at være sort nok, om at være usikker, ikke at passe ind og om at finde sin identitet. På den måde formår Blood Orange at almengøre en tragisk fortælling om en bestemt befolkningsgruppe, så den bliver relevant for os alle, og dét rammer sgu lige i hjertekulen. (Peter Pishai Storgaard)

Der er dømt koldkrigs-æstetik på Boards of Canads ‘Tomorrow’s Harvest’, der italesætter klimaforandringer, masseovervågning, globale epidemier og forsvindende naturressourcer.

Boards of Canada – ‘Tomorrow’s Harvest’

Med udgivelsen af Tomorrow’s Harvest brød Boards of Canada otte års tavshed siden det lunefulde album The Campfire Headphase fra 2005. Jeg havde først koblet mig på brødrene Michael Sandison og Marcus Eoins projekt imellem de to udgivelser, så da Tomorrow’s Harvest udkom i 2013, var det samtidig første gang, jeg i realtid kunne følge Boards of Canadas æteriske lyd anmode om landingstilladelse. Jeg husker stadig i levende billeder, hvordan albummet fik sin verdenspremiere direkte på YouTube, og det var på sin vis berusende at opleve, hvordan hele verden kunne følge med unisont, som var det en månelanding, der fandt sted.

Det, lytterne blev mødt med på Tomorrow’s Harvest, lå dog milevidt fra de stoiske og magelige toner fra forgængeren. I stedet er det klimaforandringer, masseovervågning, globale epidemier og forsvindende naturressourcer, der fylder på albummet. Tomorrow’s Harvests horisontale komposition og alvorsfulde koldkrigs-æstetik er mesterligt bygget op som en palindrom, der knækker på Collapse. I bytte for fortidens eksperimenterende lyd leverer Boards of Canada højdramatiske og episke produktioner, der nærmest rejser spørgsmålet, hvad det er for en planet, vi mennesker efterlader os, med alle de handlinger, vi har påført den. Jeg vil spare jer for yderligere fortolkningsmuligheder, da der findes tusindvis af forskellige betragtninger til denne plade, men en ting er sikkert: Man kan ikke undgå at reflektere, når man lytter til Tomorrow’s Harvest. (Morten Bruhn)

Bon Iver – ‘Bon Iver’

Bon Iver er broen over kløften mellem Justin Vernons akustiske debut og den elektroniske vej, han siden er gået nedad. Og blandingen fungerer så godt. Vokalen er produceret i en form for audio-lagkage, hvor sangen harmonerer med sig selv og giver et spøjst og smukt ekko. Jeg har sovet utallige middagslurer til albummet, men det betyder bestemt ikke, at der er kedeligt. Snarere giver det mig en indre ro og tryghed som få andre plader. Min yndlingssang er Beth/Rest, som måske er en smule kitsch, men den et perfekt eksempel på den helt særlige energi, Bon Iver har, når det hele topper. (Nikolaj Boesby Skou)

Calvin Harris – ‘Funk Wav Bounces Vol. 1’

Hvis der var et VM i pop, ville den skotske stjerneproducer Calvin Harris være blandt favoritterne til at hive trofæet hjem til højlandet (eller hans LA-mansion). Alle sangene slapper så hårdt, og det er den vildeste samling af de mest aktuelle kunstnere i 10’erne. Specielt samarbejdet med Young Thug, Pharrell og Ariana Grande på Heatstroke vil altid stå i min bog som et af de bedste sommernumre. Generelt er det bare en lækker plade, der lyder af sommer, og hvem elsker ikke det? Med Harris i ørene er det i hvert fald ikke svært at drømme sig til et solskinscruise i en sprød cabriolet. (Nikolaj Boesby Skou)

Car Seat Headrest – ‘Teens of Denial’

Jeg har egentlig ikke tænkt mig at skrive voldsomt langt om 26-årige Will Toledo og Car Seat Headrest – de første sange er optaget på bagsædet af den dengang 17-årige Will Toledos forældres bil, deraf navnet. Bandet har udgivet hele 11 album i det forgangne årti, og i virkeligheden burde det nok være den samlede pakke, der figurerede her på listen. Det store gennembrud kom dog med Teens of Denial i 2016, og det er derfor, jeg har valgt at lave mit nedslag der. Albummet er DIY-soveværelsesrock, når det er bedst. End of story. Lyt til det! (Peter Pishai Storgaard)

Caribou – ‘Swim’

Dette årti var kun fire måneder gammel, før Caribou med albummet Swim både satte tonen for en ny bølge af elektronisk musik og samtidig erobrerede hidtil usete territorier for sig selv som producer. Dan Snaith havde tre år tidligere udgivet det lige dele poppede og psykedeliske Andorra til stor succes, men med Swim går Caribou dybere ind i sit elektroniske ringhjørne, hvor solbeskinnede beats agerer bagvæg for et mix af detaljerigdom og emotive fortællinger om forhold. Swim byder på hele to af årtiets bedste numre i Odessa og Sun, der er lettilgængelige hits med en klar ode til klubmusikkens forhistorie, men Caribou viser også, hvad der er muligt, når man bringer en avantgardistisk tilgang ind i fire-til-gulvet-lyden og krydrer den med 1960’er-psykedeliske elementer.

Apropos Odessa og Sun: Dan Snaith er kraftedeme så fræk at placere dem som de to første på Swim. Det er big dick energy – otte år før vi overhovedet skulle lære meningen bag vendingen. Med imposante numre som Odessa og Sun afviklet på 11 minutter er det naturligt at frygte, at Swim før eller siden vil snuble over det tempo, albummet dikterer for sig selv, men Caribou veksler på imponerende vis mellem menneskelig minimaltechno – på numre som Bowls og Hannibal – og højdramatiske ro-uro-ro-uro-kompositioner som Leave House og i særdeleshed lukkenummeret Jamelia. (Morten Bruhn)

Caroline Polachek – ‘Pang’

Jeg elskede Chairlift i gymnasiet, og derfor var det med en vis ærefrygt, at jeg kastede mig over forsanger Caroline Polacheks første album i eget navn. Men sjældent har en frygt været så ubegrundet. I en verden af kvindelige popsangere, der enten ofte er norske Sigrid-kloner, svenske Robyn-kloner eller amerikanske megabrands, fremstår Polachek som et frisk pust. Pang er et avantgardepop-værk med mainstreamappel, der på en og samme tid udfordrer den popvante lytter uden at give afkald på poppens altafgørende sing-along-ness. Som på titelnummeret, hvor Polachek med et ujævnt (i allerbedste forstand) omkvæd bryder den pæne popfacade. Eller på Hit Me Where It Hurts, der ligeledes luller lytteren ind i et trygt popunivers i de første 20 sekunder. Det er forfriskende, velsmagende og gennemført lækkert. Så lækkert, at et album med bare to måneder på bagen har sneget sig ind på både min og Lines lister over de bedste album fra 10’erne. (Peter Pishai Storgaard)

Charli XCX – ‘POP2’

Jeg er kæmpe fan af Charli XCX, og jeg elsker, hvordan hendes mærkelige og skæve popunivers hele tiden udfordrer mig som lytter. Kan jeg lide det, eller kan jeg egentlig ikke? Det tænker jeg ofte, de første gange jeg lytter til Charlis udgivelser, men jeg overgiver mig altid og ender med at skam-lytte det, til jeg kan synge med på hvert ord. Charli har haft en del udgivelser i løbet af dette årti, men stærkest for mig står POP2, der som en form for minialbum med ti tracks udforsker og presser popmusikken til sit yderste. Særligt nummeret Porsche, med en feature af MØ, og Track 10 (der sidenhen er genudgivet i mainstream-versionen Blame It On Your Love) er øverst på min liste. Jeg elsker de mekaniske lyde, de mærkelige beats, Charlis skærende og overproducerede vokal, der sammen med hendes geniale sangskrivning skaber en lyd, som jeg ikke kan mindes at have hørt hos nogle andre artister før. (Line Mortensen)

Courtney Barnett – ‘Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’

Kan en plade være en af årtiets bedste bare på sin titel? Jeg elsker Courtney Bartnetts evne til at beskrive hverdagssituationer med en tyk ironisk distance og en umiskendelig australsk ‘I don’t give a fuck’-attitude. Om det er drømmen om at være elevatorkonduktør på Elevator Operator, årtiets bedste linje i den selvkritiske Pedestrian at Best (“Give me all your money and I’ll make some origami, honey”) eller hendes alt for ærlige take på forstadslivet i Depreston. Sjældent har en titel på et album været så rammende som på Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, og det er stadig en go-to for mig i mine mere eftertænksomme øjeblikke. Eller når jeg bare har lyst til at sidde og lytte til noget god musik. (Peter Pishai Storgaard)

Drake – ‘Take Care’

Det er svært at se tilbage på 10’erne uden at tænke på Drake. Han er verdens største popstjerne, og man kan ikke åbne Spotify uden at se hans smilende ansigt. Ingen forstår markedsføring og hit-snedkeri bedre, end han gør. Alt hvad han rører, bliver til guld (som han heller ikke er bleg for at minde folk om), og det er virkelig svært at hate på ham, fordi han er så pumpet med selvironi – senest vist ved Tyler, the creators festival, hvor han blev buhet af scenen, og med det samme proklamerede, at han ville spille der de næste 10 år. Men den succesrige rapper har altså et par seriøse verdensklasse albums på samvittigheden. Take Care er en tour de force gennem alt, hvad Drake kan. Der er de mest hjerte/smerte-teenagesange som Marvin’s Room, og der er kæmpe slagsange, skræddersyet til klubben som The Motto. Take Care er super alsidigt, og jeg vil vædde på, at der er en sang der falder i din smag – guilty pleasure eller ej! (Nikolaj Boesby Skou)

El-P – ‘Cancer 4 Cure’

FKA Twigs – ‘LP1’

Flume – ‘Skin’

Frank Ocean – ‘Blonde’

Jeg var så heldig, at hr. Ocean udgav mit absolut yndlingsalbum nogensinde i 10’erne, så hvis denne liste var rangeret, ville der ikke være nogen tvivl om min førsteplads. Nå, men, hvorfor er Blonde så god? Jeg vil prøve at forklare det på et par forskellige måder. For det første føles albummet lidt som at se en film, fordi lydsiden er meget filmisk. Der er både store strygere og korarrangementer som på Self Control, men også helt små novelle-agtige fortællinger som på Facebook Story.Blonde viser Frank Ocean, at han er kongen af at fortælle historier og ramme følelser med så få ord som muligt. Tag Close to You, hvor han har den rammende linje “To you, it was just another late night out” – Av! Jeg vil tro, jeg har hørt Blonde omkring 80-100 gange efterhånden, og hver gang opdager jeg en ny lille krølle. Det er kort sagt et evighedsprojekt at lære albummet at kende. Det er det også, fordi Ocean inviterer lytteren ind i værket. Det lægger op til, at man læser ens egne oplevelser ind i teksterne og på en måde starter en samtale om ens eget liv, så det fungerer som ens psykolog . Og sidst men ikke mindst lyder det bare suverænt godt. Frank Ocean havde allerede vist, at han mestrer det fuldendte popværk på Channel Orange, og jeg tror, at det frisatte ham til at gøre lige præcis, hvad han ville på Blonde. Han havde vist, at han synger som en engel, så det tillod ham at udforske, hvordan stemmen kan bruges som instrument. Blonde er også kendetegnet ved ikke at have ét bestemt nummer, der er det største hit. Det er en flydende oplevelse, som jeg under alle at have. Det er i mine ører verdens bedste album. (Nikolaj Boesby Skou)

Frank Ocean – ‘Channel Orange’

Freddie Gibbs & Madlib – ‘Bandana’

Freddie Gibbs & Madlib – ‘Piñata’

Frightened Rabbit – ‘Pedestrian Verse’

Her er tale om et album, som desværre er kommet alt, alt for tæt på virkeligheden. Den 10. maj 2018 blev forsanger Scott Hutchinson fundet død efter at være forsvundet dagen forinden. Det er svært ikke at lytte til numre på Pedestrian Verse som Dead Now eller The Woodpile og tænke, at nogen burde have kunnet redde Scott. Men ser man på reaktionerne fra fans ovenpå nyheden, er det uomtvisteligt sandt, at Scotts musik har været med til at få mange andre gennem svære situationer i livet. Frightened Rabbit er mit ultimative yndlingsband, og det er netop Scotts evne til at formidle og forholde sig til svære og tunge emner på en så smuk og inderlig måde, der har fanget mig siden Sing the Greys i 2006. Meget stor kunst er gennem tiden blevet fremdyrket af smerte, og der er Pedestrian Verse ingen undtagelse. Det er ikke bandets bedste album, men jeg har alligevel skamlyttet det i en sådan grad, at det for mig er uundgåeligt, når jeg ser tilbage på 10’erne. Hvil i fred, hvor end du er, kære Scott. (Peter Pishai Storgaard)

Eva kalder ‘Plowing In The Fields of Love’ for “et intenst personligt og alvorfuldt hovedværk, der rystede mig, rugede i mig og rustede min egen dannelse af vilje, mod og autoritet.”

Girls – ‘Father, Son, Holy Ghost’

Goss – ‘Homeland Security’

Gorillaz – ‘Plastic Beach’

Grimes – ‘Art Angels’

Jeg elsker Claire Boucher. (Peter Pishai Storgaard)

H.E.R. – ‘I Used To Know Her’

Iceage – ‘Plowing Into The Field of Love’

Iceages tredje albumudgivelse i dette årti besidder kunstens eksklusive og ypperlige evne til at være en livsprisme til det andet, det mere, det forandrende.

Plowing Into the Field of Love er – foruden Iceage’ foreløbige hovedværk – deres ’coming of age’-album. Med albummet omdanner børnepunkbandet rastløs, retningsløs energi til desperat drift søgende efter en mening med (voksen)livet, efter et mål i det, eller som bandets altoverskyggende midtpunkt, Elias Bender Rønnenfelt, betegner det på Forever: ‘The other’. Vældig identifikationsfremmende for mig, særligt ved udgivelsen.

Der er så vældigt meget at beundre Iceage for; den uomtvistelige vilje, det distanceblændende mod og den bydende autoritet. Tre karaktertræk, som giver bandet evnen til at træde fra deres egen skygge ind i andre forbilleders referencer og endelig ud i deres eget, selvdefinerede musikalske univers – et univers, som både kan rumme den månesyge serenade Pissing Against The Moon, den drilsk forførende The Lord’s Favourite og den utidige afstikker Let It Vanish – og som tilmed samles i én stemme af trombone, marchtrommer og akustisk guitar på det blændende, afsluttende titelnummer.

Med Plowing Into the Field of Love og koncerter fra turneerne omkring udgivelsen stod Iceage for et intenst personligt og alvorfuldt hovedværk, der rystede mig, rugede i mig og rustede min egen dannelse af vilje, mod og autoritet. (Eva Laksø)

IDER – ‘Emotional Education’

Det var først tidligere i år, at jeg stiftede bekendtskab med den britiske duo IDER, men siden da har jeg lyttet til deres debutalbum, Emotional Education, på daglig basis. De to sangerinders måde at skrive sange på og væve deres stemmer ind og ud af hinanden lyder så utrolig smukt. Jeg får ondt i hjertet af deres længselsfulde ’jeg er ved at blive voksen, hjælp, hvad gør jeg nu’-tekster, og særligt Mirror, Slide og Saddest Generation flyder jævnligt ud af højtalerne derhjemme. Jeg glæder mig kun til at høre endnu mere fra duoen i fremtiden. (Line Mortensen)

James Blake – ‘James Blake’

James Holden – ‘The Inheritors’

Jamie xx – ‘In Colour’

Jamie XX er mesteren i en selvmodsigende disciplin; melankolsk festmusik. In Colour er britens gave til alle os, der kender følelsen af at være ensom, mens man er presset op ad svende kroppe på et tætpakket dansegulv. Her føler man sig forstået og accepteret. Her kan man danse til den lyse morgen uden venner omkring en, for når Jamie XX er DJ, er det kun musikken der tæller. Albummet er helstøbt og gennemført, og er desuden perfekt til at høre i en bil på motorvejen i skumringen, hvor de sidste rådyr er på vej hjem i vejkanten. (Nikolaj Boesby Skou)

Janelle Monáe – ‘Dirty Computer’

Jeg kunne for den sags skyld have fundet plads til samtlige af Monáes album fra dette årti på denne liste, men jeg har holdt mig tilbage og kun givet plads til mit favoritalbum fra den nu 34-årige altmuligkvinde. Dirty Computer er for mig et skridt op ad rangstigen fra Janelle Monáes tidligere udgivelser som The ArchAndroid og The Electric Lady, da albummet fremstår mere modigt og sammenstøbt end de tidligere. Monáe har aldrig været bange for at udfordre sine lyttere, både med aktuelle og politiske tekster samt musikalske spring fra genre til genre. Dirty Computer indeholder stadig disse ting, men for mig på et nyt niveau. Monáe er mere eksplicit i sin sangskrivning, og tunge temaer som racisme, diskrimination, sexisme og meget andet bliver pakket ind i funky og letfordøjelige produktioner, så man næsten ikke ænser sangerindens dagsorden. Hele konceptet på Dirty Computer, hvor Monáe udstiller sig selv som en slags ødelagt cyborg, der er programmeret forkert, fordi hun ikke ønsker at underkaste sig samfundets normer, er for mig super stærkt og kunstnerisk genialt. (Line Mortensen)

Kanye West – ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’

Om 50 år, når jeg skal fortælle mine børnebørn om geniet Kanye West, vil jeg formentlig tage dette album ned fra den virtuelle hylde for at vise den excentriske, megalomane og vanvittige multikunstner fra sit allerbedste. Det er hans ’Sgt. Peppers’ og er kronjuvelen i hans velbesatte krone. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er det ultimative kreative output fra vor tids måske største musiker. Han er perfektionist i ordets sandesete forstand, og albummet er pompøst og barokt, pyntet med små musikalske krummelurer og detaljer overalt. Jeg bliver aldrig træt af Elton Johns klaverstykke på All of the Lights eller Nicki Minaj’ legendariske vers på Monster. Kanye er måske mere i rollen som instruktør eller dirigent end solostjerne, men det er i virkeligheden også i denne rolle, han excellerer. Han smutter ind og ud ad rampelyset, men har sit aftryk på det hele og gør det til sit magnum opus. (Nikolaj Boesby Skou)

Lordes ‘Melodrama’ fra 2017 udpeges både af Peter og Line som et af årtiets bedste albums.

Kaytranada – ‘99.9 %’

Kendrick Lamar – ‘Good Kid, M.A.A.D City’

Kendricks gennembrudsalbum er en fuldendt fortælling om livet i Los Angeles-bydelen Compton, der foruden at være en gribende historie lige så vel kunne være en ‘greatest hits’-plade. Der er en rød tråd gennem hele albummet, samtidigt med at det er fyldt til bristepunktet med giga-bangers som m.A.A.d city eller Money Trees. Jeg vil lægge hovedet på blokken og sige, at det er det bedste hiphop-album fra 10’erne, fordi det perfekt balancerer energi og eftertænksomhed. (Nikolaj Boesby Skou)

Lana Del Rey – ‘Born To Die’

Jeg har haft en indre debat om, hvorvidt jeg skulle placere Lana Del Reys debutalbum, Born To Die, på denne liste, eller om det skulle erstattes med dette års geniale udgivelse Norman Fucking Rockwell!. Men debutalbummet fra 2012 vandt kampen. Da Born To Die udkom, var jeg forvirret. Jeg forstod slet ikke, hvad det var, heller ikke med førstesinglen Video Games. Var det et soundtrack til en film, jeg ikke havde hørt om? Var det en gammel sang, som var blevet populær igen? Det lød ikke som det andet, der var på hitlisterne. Hvem var Lana Del Rey? Først troede jeg, hun var en karakter ala Lady Gaga i starten. Men da det endelig gik op for mig, at det var en sangerinde, der turde lave noget helt andet, end hvad alle andre gjorde, var jeg solgt. Lana Del Rey leverer  sublim sangskrivning og et lydunivers, der er så specielt og personligt, at det på en gang føles som noget gammelt, man genopdager, og på samme tid føles som noget helt nyt, man aldrig har hørt før. Lana Del Rey har siden Born To Die haft stor indflydelse på min opfattelse af, hvad popmusik er og kan være. (Line Mortensen)

LCD Soundsystem – ‘This Is Happening’

Nogle gange er det ikke muligt at tage et værk ud af en kunstners diskografi og vurdere det isoleret. Nogle gange bliver et værk afhængigt af andre omstændigheder. Sådan er det for mig med This Is Happening. Da LCD Soundsystem udgav albummet i 2010, udlevede James Murphy sin vision om at slutte bandet med et brag. På toppen. Med en gribende skildring af, hvordan ungdommen i almindelighed og selvkontrollen i særdeleshed undslipper ham. Fremturet som bandets selvvalgte og nøje tilrettelagte punktum, efterfølgende kronet med den endegyldige farvelkoncert på Madison Square Garden.

Hvis der var én ting, James Murphy aldrig udgød, var det selvbedrag, men albummet fik netop en bismag af dette, da LCD Soundsystem i 2015 – stik imod alt vi var blevet lovet – blev genoplivet. Den betingelse, at min oprindelige fascination for This Is Happening skulle leve videre i tiden efter gendannelsen af James Murphys band, kom med tiden til at afhænge af, at post-breakup-udgaven af LCD Soundsystem og albumopfølgeren American Dream fra 2017 ville fortsætte bandets musikalske retning og James Murphys ærgerrighed. Dette lykkedes til fulde, og sådan fik et album fra 2017 pludselig fremstillet et på det tidspunkt syv år gammelt værk i det bedst mulige lys. Fortællingen på This Is Happening var ikke forgæves, og numre som Dance Yrself CleanAll I Want og Home vil leve forevigt. (Morten Bruhn)

Lorde – ‘Melodrama’

Allerede da Green Light udkom som første single, var jeg solgt, og jeg vidste, at det her album ville blive noget helt specielt. Jeg var vild med Lordes første album, Pure Heroine fra 2013, men jeg blev aldrig die hard fan. Dette skulle dog ændre sig med Melodrama, der for mig personligt fremstår som det perfekte album og derfor tager prisen for mit årtiets album. Det er et album, jeg nærmest har hørt i stykker, hvis det kan lade sig gøre, og jeg vender jævnligt tilbage til det, selvom det snart har tre år på bagen. Der er ikke ét nummer, som jeg ikke kan lide fra start til slut, og det er næsten umuligt for mig at vælge nogle numre ud, men jeg vil dog fremhæve Sober og Supercut, der holder en speciel plads i mit fan-girl-hjerte. Hele albummet er fyldt til randen af hjertesorger, længsel og ungdom, og det går lige i hjertet. Det er en følelsesmæssig rutschebanetur for mig at lytte til Melodrama, og hver eneste gang står jeg tilbage og er lige så imponeret over samspillet mellem Lordes lyrik, melodier og produktionerne, som første gang jeg hørte Melodrama. (Line Mortensen)

Mac DeMarco – ‘Salad Days’

The Minds of 99 – ‘Solkongen’

Mitski – ‘Be The Cowboy’

Moderat – ‘II’

Krydsningen mellem sanger/producer Apparat og duoen Modeselektor når sit absolutte højdepunkt på II. Med en rød tråd bestående af tre elementer, insisterende synth, drillende trommer og rungende bas, omfavnes Sascha Rings stemme og tekster perfekt. Ja, faktisk omfavner Sascha Rings stemme sig selv, da den udover skønsang også bliver brugt som regulært instrument sammen med drømmende strygere. Det skaber en lyd, der er så storslået og tør så meget, at det bliver til noget, der bedst kan beskrives som lyden af livet selv. Og det er ikke så tilfældigt, da det også er det, som tekstuniverset handler om. Tog du de rigtigte beslutninger, og turde du leve livet, når du ligger og ser tilbage på det hele? Det spørger II dig om. Moderat turde i hvert fald – og lykkedes med – at skabe en plade, der er så stemningsfuld og følelsesladet, at den kan få alle dine følelser frem, så længe de er dybe nok. Og med en opbygning af numre, der kun kan skabes af genier, rammer II dig de helt rigtige steder og på de helt rigtige tidspunkter, så du får små mentale orgasmer på hvert enkelt nummer, uanset om det er de langsomt opbyggende som Let In The Light og Last Time eller en banger som Bad Kingdom. (Mathias Gavnholt)

Moses Sumney – ‘Aromanticism’

The National – ‘High Violet’

Nick Cave & The Bad Seeds – ‘Push The Sky Away’

“And we breathe it in”. Sådan indleder mørkets mester sit femtende studiealbum på nummeret We No Who U R i en tone, hvor hjerte rimer på smerte. Det er en kliché at skrive den sætning (især hvis man hedder Anders Bøtter og arbejder på P6 Beat), men jeg er af den overbevisning, at livet er bygget på klicheer, og i den forstand kan man ikke komme uden om, at Nick Cave er en mand, der om nogen har prøvet kræfter med livets både lyse og mørke sider. Push The Sky Away er en plade, der har været værd at vente på. Da den udkom i 2013, var det australiernes første udspil i fem år. Bandet havde på daværende tidspunk eksisteret i omkring 30 år og var mest kendt for sine aggressive og rockede murder ballads. Her stod ‘Push The Sky Away’ i dirrende kontrast med sin underspillede ynde, dybde og konstant nagende forurolighed. Nick Cave skiftede simpelthen farve med udgivelsen, men glemte ikke den rå, følsomme og perverse poesi, som man kender den fra eksempelvis ‘The Boatman’s Call’. På Jubilee Street tager Cave eksempelvis lytteren med på luder-besøg med en opbyggelig repetitiv guitarrundgang, der minder om Velvet Underground, talesang og skærende celloer, der vokser og tilspidser i et helstøbt klimaks. Nummeret Higgs Boson Blues tager prisen som min favorit og er blandt de numre, jeg har lyttet mest til, ikke blot i 2013, men i hele årtiet. Den latente guitarrytme skaber en rolig ramme for den selvdestruktion, man fornemmer gennem teksten, der let kunne gå for en god road movie, hvor Nick Cave møder alt fra Robert Johnson, Hannah Montana til selveste djævlen i et eskapistisk drama: “Can’t remember anything at all. But I’m driving my car down to Geneva”. Pladsen afrundes på smuk og afmålt vis med titelnummeret Push the Sky Away, og du kan ikke andet end at “breathe it in”! (Laura Fromm)

Perfume Genius – ‘No Shape’

No Shape er på mange måder alt, alt for meget. Det er storladent, det er overgearet, det er kærlighed i 1000. potens, og det er simpelthen bare vanvittigt fedt. Mike Hadreas’ selvtillid og kompromisløse vilje til bare at være sig selv er inspirerende, og selvom Slip Away kan tolkes tragisk i sit forsøg på at undslippe sin egen krop, men for Hadreas handler det mere om at få lov til at være sig selv på sine egne betingelser – ikke på trods af konservative forventninger om det modsatte. Ligesom Blood Orange løfter Perfume Genius sig op over ‘bare’ at være en musiker – budskabet skinner igennem, og det er vanvittigt inspirerende. At Weyes Blood er featured på nummeret ‘Sides’ er ren og skær bonus. (Peter Pishai Storgaard)

PJ Harvey – ‘Let England Shake’

Pantha Du Prince – ‘Black Noise’

Radiohead – ‘A Moon Shaped Pool’

“Milosh har sammen med danske Robin Hannibal formået at skabe et af de smukkeste albums, jeg har hørt,” skriver Mathias om Rhyes ‘Woman’.

Rhye – ‘Woman’

Alle de beskrivelser, jeg nogensinde har hørt af drømmekvinden, har altid taget udgangspunkt i det samme. Hun skal have nogle bestemte egenskaber, værdier, se ud på en specifik måde, og så videre. For mig er der kun en ting, der er vigtigt. Jeg skal have det med hende, som Mike Milosh har det med den kvinde, han synger om på Woman, for aldrig nogensinde har jeg været så overbevist om, at en kærlighedserklæring i et stykke kunst er ægte, som Milosh’ er om den kvinde, der bliver sunget om igen og igen på Woman. At han ikke får kvinden, er heller ikke til at være i tvivl om. Til gengæld har Milosh sammen med danske Robin Hannibal formået at skabe et af de smukkeste albums, jeg har hørt. Den dybfølte og hudløst ærlig blanding af længsel, håb og begær kommer så hjerteskærende direkte til udtryk, at man samtidig håber og frygter at få følelsen af at være så forelsket, som Milosh er det på Woman. Og det er bestemt ikke kun teksten og den gudesmukke sangs skyld, for den simple klaver- og strygerbårne instrumentalside er afslappende, virkelighedsskabende og malerisk på en måde, der både skaber en symbiose mellem musik, sang og tekst, men også formår at være så tidsløs, at Woman lige så godt kunne være fra o0’erne eller 20’erne. (Mathias Gavnholt)

Richard Russell – ‘Everything Is Recorded’

Skee Mask – ‘Compro’

Skepta – ‘Konnichiwa’

Slowdive – ‘Slowdive’

Solange – ‘A Seat at the Table’

Sjældent har musik været så yndefuldt, hjerteskærende og kraftfuldt på same tid. Med A Seat at the Table trådte Solange for alvor ud af sin søsters koloenorme skygge med et sandt kunstnerisk mesterværk. Det er næsten uhyggeligt, hvor godt det her album er, og hvor godt det hænger sammen. Når jeg ser Lionel Messi spille fodbold, og han tryller med bolden, får jeg lyst til at smutte ned til det nærmeste mål og sparke på kassen. Når Solange folder sig løs, får jeg lyst til at finde et klaver og øve mig på at synge. Jeg synes, der er forskel på kunst, der får en til at føle, og kunst, der giver en lyst til at handle. A Seat at the Table giver mig begge ting i overflod. (Nikolaj Boesby Skou)

St. Vincent – ‘Masseducation’

Sufjan Stevens’ ‘Carrie & Lowell’ rummer luminøse tekster og minutiøs sangskrivning.

Sufjan Stevens – ‘Carrie & Lowell’

Sufjan Stevens indledte årtiet med udgivelsen af albummet The Age of Adz; et ambitiøst gadekryds af sangskriverens idiosynkratiske selviagttagende tematik, eksperimenterende programmeringer, en meget kropslig rytmik og autotunede vokaler. Resultatet var et mesterværk og blandt meget andet et opgør med den sentimentale og orkestrale side af Sufjan Stevens, som i løbet af 00’erne gav ham både dedikerede fans men også en del skepsis.

Fem år senere skulle Sufjan Stevens så overgå sig selv med efterfølgeren Carrie & Lowell, der musikalsk ikke bare er sangskriverens mest specificerende værk hidtil, men også det stærkeste. Albummets titulære hovedperson er uden tvivl Sufjan Stevens’ mor, Carrie, der fylder det meste af tekstuniverset; fra hendes beslutning om at forlade familien, mens Sufjan stadig er ganske ung, til hun genforener sig med sine børn flere år senere, og til hun dør. Men bag facaden gemmer sig historier om at forsvinde, om ønsket om selv at forsvinde og om ånder og spøgelser. Både de spirituelle genfærd af dem, man har mistet, men også genfærd af dem, man selv engang var. Og ånderne kan høres på halen af hvert eneste af albummets 11 fremragende numre, når de med et sidste rumklang-spækket svirp panorerer ud i en sagte hvisken.

Carrie & Lowell besidder en komposition og en styrke, der gør, at jeg aldrig har lykkedes med at smide albummet fra mig halvvejs igennem en lytter. Og så er det fuldstændig urimeligt at pege på et af albummets individuelle numre, der skiller sig mere ud end resten. Sufjan Stevens skriver ud fra sin egen sorg og egne oplevelser, men albummet har en universel og relaterbar appel, der især skal tilskrives Stevens’ minutiøse sangskrivning og luminøse tekster. (Morten Bruhn)

SZA – ‘Ctrl’

Ærlighed er noget man nogle gange skal kigge langt efter i SoMe-tidsalderen, men man finder den på SZA’s fænomenale album Ctrl. Albummet handler om at finde sig til rette med alle ens mangler og fejl, og indrømme hvad man kunne have gjort bedre i forliste forhold – i sig selv ikke et banebrydende tema, men SZA har en unik hverdagsagtig tilgang til emnet. Man får lov til at komme ind i SZAs sinds dybeste afkroge samtidigt med, at hun synger så hårene rejser sig på ens arme. Jeg vil gerne fremhæve Garden (Say It Like Dat), der virkelig rammer essensen af det her album. Det er sådan her det lyder, når man møder sin kæreste på Instagram. (Nikolaj Boesby Skou)

Tame Impala – ‘Currents’

Hvad skal man næsten skrive? Currents er i min bog årtiets bedste album (sammen med Lordes Melodrama, som Line så smukt har beskrevet længere oppe). Fra den første majestætiske tone af Let It Happen mærker man, at man her har fat i noget helt særligt, der ikke slipper sit tag gennem de knap otte minutter, åbningsnummeret varer. Og i det hele taget er der ikke sat så meget som en lilletå forkert på dette – for mig – den psykedeliske rocks moderne hovedværk. Alene basgangene på Eventually og The Less I Know The Better kan befrugte samtlige køn, eliminere inkubationstiden og fremtvinge øjeblikkelige fødsler af barn Jesus. Nogen vil sikkert påstå, at Lonerism er et bedre album, men for mig er det først på Currents, at Tame Impala fremstår som et decideret band frem for Kevin Parkers soloprojekt. Væk er den konstante guitarfiksering, tilbage står et eklektisk værk, der viser bandets fulde formåen og rækkevidde – og det er med til at løfte albummet op på et hidtil uset højt niveau. (Peter Pishai Storgaard)

A Tribe Called Quest – ‘We Got It From Here… Thank You 4 Your Service’

Ukendt Kunstner – ‘Neonlys’

Vinnie Who – ‘Then I Met You’

The War On Drugs – ‘A Deeper Understanding’

The Weeknd – ‘House of Balloons’

Sammen med hiphop overtog R&B pladsen som den vigtigste og mest innovative genre i 10’erne. Det var i høj grad takket være kunstnere som The Weeknd og hans mørke, narkofyldte univers. Toronto-sangerens lyd blev toneangivende i hele verden, og House of Balloons står stadig som hovedværket i den emotionelle scorekarls diskografi. Der er samples fra store indie-kunstnere som Beach House og Cocteau Twins, og deres idéer var med til at affyre raketten The Weeknd mod stjernerne, og han har bestemt ikke set sig tilbage siden da. (Nikolaj Boesby Skou)

Sådan stemte skribenterne:

Eva Laksø:

1. Beach House – Teen Dream
2. Nick Cave – Push The Sky Away
3. The National – High Violet
4. Iceage – Plowing Into The Field of Love
5. The War on Drugs – A Deeper Understanding
6. Radiohead – A Moonshaped Pool
7. Bisse – 19.6.87
8. Pantha Du Prince – Black Noise
9. Arcade Fire – The Suburbs
10. Wild Nothing – Gemini

Laura Fromm:

1. Agnes Obel – Philharmonics
2. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
3. Gorillaz – Plastic Beach
4. PJ Harvey – Let England Shake
5. Nick Cave – Push The Sky Away
6. Richard Russell – Everything is Recorded
7. Moses Sumney – Aromanticism
8. Radiohead – A Moon Shaped Pool
9. Mitski – Be The Cowboy
10. Vinnie Who – Then I Met You

Line Mortensen:

1. Lorde – Melodrama
2. Janelle Monáe – Dirty Computer
3. Charli XCX – POP2
4. IDER – Emotional Education
5. Caroline Polachek – Pang
6. Goss – Homeland Security
7. Banks – Goddess
8. Solange – A Seat at the Table
9. FKA Twigs – Magdalene
10. H.E.R. – I Used To Know Her

Mathias Gavnholt:

1. Moderat – II
2. Rhye – Woman
3. Tame Impala – Currents
4. James Blake – James Blake
5. Kendrick Lamar – Good kid, m.A.A.d. city
6. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service
7. Kaytranada – 99.9%
8. Anderson .Paak – Malibu
9. Frank Ocean – Channel Orange
10. El-P – Cancer 4 Cure

Morten Bruhn:

1. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell
2. Caribou – Swims
3. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
4. Arcade Fire – The Suburbs
5. LCD Soundsystem – This Is Happening
6. Skee Mask – Compro
7. James Holden – The Inheritors
8. Pantha Du Prince – Black Noise
9. Girls – Father, Son, Holy Ghost
10. Beach House – Teen Dream

Nikolaj Boesby Skou:

1. Frank Ocean – Blonde
2. Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy
3. Kendrick Lamar – Good kid, m.A.A.d. city
4. Solange – A Seat at the Table
5. Jamie XX – In Colour
6. Drake – Take Care
7. SZA – Ctrl
8. Bon Iver – Bon Iver
9. The Weeknd – House of Balloons
10. Calvin Harris – Funk Wav Bounces Vol 1.

Peter Storgaard:

1. Lorde – Melodrama
2. Frightened Rabbit – Pedestrian Verse
3. Benjamin Francis Leftwich – After The Rain
4. Blood Orange – Freetown Sound
5. Tame Impala – Currents
6. Courtney Barnett – Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit
7. Grimes – Art Angels
8. Caroline Polachek – Pang
9. Car Seat Headrest – Teens of Denial
10. Perfume Genius – No Shape

Rasmus Stegmann:

1. Freddie Gibbs & Madlib – Piñata
2. Slowdive – Slowdive
3. Ukendt Kunstner – Neonlys
4. St Vincent – Masseduction
5. Freddie Gibbs & Madlib – Bandana
6. Flume – Skin
7. Skepta – Konnichiwa
8. Asap Rocky – Live. Love. A$AP
9. Mac DeMarco – Salad Days
10. The Minds of 99 – Solkongen

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OPTAKT: Det skal du høre under musikdagene på Roskilde Festival 2019


Her er Regnskys officielle guide til Roskilde Festival 2019. Der er lidt til enhver smag, lige fra flamenco-pop til indie-rock. Forhåbentligt vil du blive inspireret til at opleve nogle koncerter, der måske var fløjet under din radar, for vi kender i hvert fald følelsen af at opdage kunstnere, og så se til ens ærgrelse, at de lige har spillet på Roskilde. Vi håber, at du med vores guide kan undgå eller som minimum minimere følelsen, når du sidder med Roskilde blues i juli og august.

Onsdag 3/7

Maggie Rogers – Onsdag, 3. juli kl. 17.30 – Avalon

Den dybt originale amerikaner åbner Avalon scenen i år. Hun blev bl.a. kendt for at få Pharrell til at græde, fordi hun har så stærk en kunstnerisk integritet. Hun har udgivet et meget stærkt album i år, der hedder ‘Heard It In A Past Life’, fyldt af inderlige sange, der ville være det perfekte soundtrack til en laaaaang køre- eller gåtur. Dem der møder op ved Avalon kommer til at blive mødt af en ekstremt sikker sangerinde, der er fuldt bevidst om, hvor hendes styrker ligger, og jeg forventer en stærk vokal præstation med et godt band i baggrunden. (Nikolaj Boesby Skou)

Tears For Fears – Onsdag, 3. juli kl. 18.00 – Arena

Jeg er sgu’ ikke så meget til de der koncerter, hvor der er fællessang gennem hele koncerten, og næste gang du ser kunstneren er det nogenlunde samme oplevelse. Det gælder både D-A-D, Rasmus Seebach og Minds of 99. Men når der er 30 år mellem hver koncert, så er det altså okay. Legendariske Tears For Fears spillede sidst i Danmark i 1989! Med sig har de et væld af hits fra 80’erne, som du helt sikkert kender. Tænk blandt andet ‘Shout’, ‘Everybody Wants To Rule The World’ og ‘Mad World’. Ved offentliggørelsen gjorde det regnskys seniorreporter, Rasmus, fuldstændig ekstatisk, hvilket du kan læse mere om her.

Bob Dylan – Onsdag, 3. juli kl. 20.00 – Orange

Det er Bob Dylan.

Rosalìa – Onsdag, 3. juli kl. 21.30 – Avalon

Spanieren eller rettere catalaneren Rosalìa tager castagnetter med til Roskilde Festival, når hun spiller sin fænomenale blanding af flamenco og pop. Hun er uddannet i den spanske dans, og har videreudviklet og opdateret udtrykket så det passer til selv det mest leverpostejsfarvede publikum. Prøv lige at høre ‘Malamente’ og se om du kan undgå at prøve at klappe i takt. Det bliver jo for fedt! Hun er i besiddelse af en sindssyg stemme, der på trods af dens vævre lyd har en helt utrolig power. Hvis der er en koncert jeg ikke vil gå glip af på Roskilde i år, så er det den her. (Nikolaj Boesby Skou)

Cardi B – Onsdag, 3. juli kl. 23.15 – Orange

Verdens største kvindelige rapper gæster ENDELIG Roskilde Festival. Man kan se frem til et storstilet show med masser af hits og bombastisk attitude fra stjernen i midten. Cardi B er en ultramoderne superstjerne, der er vant til at tage sagen i egen hånd og smadre alle udfordringer på sin vej. Hun er den første kvindelige rapper årevis til at gå nummer 1 i USA, og har på mange måder været et friskt pust ind i popverdenen, der til tider kan virke en anelse tør og stagneret. (Nikolaj Boesby Skou)

Torsdag – 4/7 

Sharon Von Etten – Torsdag, 4. juli kl. 15.00 – Avalon 

Der er mødepligt til dig, der har en forkærlighed for indie- og singer-songwriter-genren, der næsten ikke fås mere ren og ærlig end hos Sharon Van Etten. Den amerikanske sangerindes lyd udforsker mørket, men bevæger sig samtidig i lette og svævende himmellag. Måske var du blandt de heldige, der oplevede Sharon Von Etten i Studie 2 i Koncerthuset i foråret. Måske var du ikke, eller måske kan du bare ikke få nok. Jeg har aldrig haft fornøjelsen af indie-dronningen før, og jeg glæder mig til min første oplevelse med sangerinden, der minder mig om Trentemøllers kvindelige gæste-vokalister, som jeg forguder! (Laura Fromm)

Jorge Ben Jor – Torsdag, 4. juli kl. 16.00 – Orange

Den brasilianske fader af sambarock har været elsket af fans og ikke mindst af dj’s, som har samplet hans mix af samba, soul, funk og vestlig pop i forskellige genrer i årtier. Du kan ikke have undgået at høre et track på dansegulvet i byen! Jorge Ben Jors lyd er indbegrebet af feel-good-musik og læner sig op af bands som Buena Vista Social Club og Gilberto Gill. Jeg er sikker på, at hans optræden bliver et eksotisk og dynamisk indslag, hvor både de tømmermændsramte og siddende koncertgængere kan drive den af efter opvarmningsdagene og de dansable bossa nova- og Tropicálla-typer kan få bevægelse i halefjerene med en Mojito fra Gringo-barens Mojito Bus i hånden. Det er i hvert fald en drink, jeg uden tvivl kommer til at stå med, når jeg skal danse og drømme mig væk under brasilianske himmelstrøg torsdag eftermiddag foran Orange. (Laura Fromm)

Parquet Courts – Torsdag, 4. juli kl. 17.00 – Avalon 

Hvis du er til kantet brit-rock og kunstnere som Franz Ferdinand og The Hives, er der mødepligt, når indie-rockbandet Parquet Courts giver dig Brooklyns svar på, hvordan klassisk rock, punk og funk skal skæres. Bandets lyd er krydret med rå attitude, og så er deres seneste plade udgivet i et samarbejde med Danger Mouse. Jeg glæder mig til at rocke, danse og føle, at jeg er i til pub-koncert i Manchester, selvom bandet er amerikansk, og jeg befinder mig på en mark i Roskilde. – Gør dig selv den tjeneste, at tjek dukke-videoen til Human Performance ud, hvis du har en forkærlighed for bizar 80’er video-kunst, som nogen ville kalde kult, mens andre ville spørge sig selv, om Kogekunst mon har haft en finger med i spillet bag. Se den til ende og du vil finde ud af, at Phil Collins har mange andre hobbyer end at lege med trommestikker. Jeg havde sgu aldrig gættet, at det var dukker … (Laura Fromm)

Tirzah – Torsdag, 4. juli kl. 20.00 – Gloria

Du skal lægge vejen forbi Gloria torsdag aften, hvis du vil høre hvordan britisk post-r’n’b lyder, når det bliver krydret med minimalistisk garage og grime. 31-årige Tirzah er et nyt pop-pust, og jeg er vild med hendes vokal, som er ligeglad, sløv og almægtig på samme tid. Hendes lyd minder mig om svenske Museum of Bellas Artes, og jeg kan ikke vente med at høre bangers fra debutalbummet Devotion på den lille intime scene. Godt råd: kom i god tid. Der bliver højst sandsynligt packed! (Laura Fromm)

Jon Hopkins – Torsdag, 4. juli kl 23.30 – Avalon

Brian Eno’s protegé er efterhånden en af koryfæerne indenfor house-genren. Og så er han en mester i den visuelle side. Forvent trance-oplevelser, når Hopkins forhåbentlig spiller en masse fra sin nyeste udgivelse ‘Singularity’. Forvent klassiske elementer og eminent klaverspil, der eskalerer i den klassiske feststemte house-lyd. (Mathias Gavnholt)

Brockhampton – Torsdag, 4. juli kl 23.45 – Arena

Få grupper spænder bredere end kollektivet Brockhampton, der består af en stor gruppe rappere og producere, der mødte hinanden på et forum for Kanye-fans og nu bor sammen i LA. De kalder sig selv for et boyband, men blander rap, sang og beats. Det er fremragende nyskabende rapmusik, der excellerer ved konstant at være i forandring. Forvent dog, at forhenværende medlem, Ameer Vann’s vers er censureret helt ud af numrene. (Mathias Gavnholt)

Speaker Bite Me – Torsdag, 4. juli kl 00.00 – Pavillon 

Tag med til midnats-støjrock-koncert med danske Speaker Bite Me, som har over 11 års erfaring i musikbranchen og var blandt de optrædende til P6-Beat-Rocker-Koncerthuset i foråret. Jeg glæder mig til at blive opslugt af P6-Beat-darlingernes larmende og rendyrkede støjunivers, som får mig til at tænke på Sonic Youth’s melodiske støjrock, hvor Thurston Moores grusede vokal er byttet ud med Signe Høiruaps rene rock-røst. (Laura Fromm)

Fredag 5/7

Jada – Fredag, 5. juli kl 13.00 – Avalon

Danmarks næste store pop-stjerne, Jada, er rykket op fra Countdown-scenen sidste år til Avalon i år. En af landets bedste sangerinder, har en eventyrlig evne til at finde fængende melodier, og kæde dem sammen med sit lækre R&B-univers. På scenen er det ikke forkert at betegne hende som en diva, når hun står og spreder luftkys og vifter med sine fine vifter. Alle der kan lide god popmusik kommer til at elske Jadas koncert, der formentlig kommer til at være fuldstændig proppet.

Lowly – Fredag, 5. juli kl 14.00 – Pavillon

Endnu et spændende band, der er vokset ud af smilets by. De byder på drømme-pop, som man kender det fra fx Beach House, der kan føles langsomt og drævent på en overskudsagtig måde, selvom der godt kan komme tempo på, fx på nummeret ‘stephen’. Lowly er et meget sammentømret band, som kommer til udtryk, når de giver koncerter. Her kan man virkelig mærke, hvor godt de spiller og synger sammen. (Nikolaj Boesby Skou)

Ross From Friends – Fredag den 5. juli kl 18.00 – Apollo

Det bliver ikke mere aktuelt end Ross From Friends, hvis man kigger på den eksperimenterende house. Det lyder fjollet, og det er det på sin vis også, men det er lyttevenligt, teknisk genialt elektronisk musik, der får dig til at bevæge fødderne. Det er mit absolutte must see i år, og derfor kommer jeg også med en endnu mere udførlig guide til, hvorfor det lige netop er Ross From Friends du skal se i år. Følg med her på siden de kommende dage. (Mathias Gavnholt)

Hans Philip – Fredag, 5. juli kl 19.00 – Arena

Hans Philip er allerede etableret folkeeje, og har cementeret sin status med sit debutalbum ‘Forevigt’ fra tidligere på året. Til koncerten på Arena, bliver det spændende at se, hvordan Hans Philip som solokunstner vil optræde. Hvordan kommer setuppet med band osv. til at være? Hvordan vil han interagere med publikum? Selvom albummet har udstukket en lo-fi-agtig rettesnor, bliver det interessant at se om den snor vil blive fulgt eller brudt med, når musikken kommer til live på scenen. (Nikolaj Boesby Skou)

Nicola Cruz – Fredag, 5. juli kl 20.00 – Apollo

I de sidste par år har Roskilde Festival haft besøg af flere sydamerikanske kunstnere, der blander traditionel sydamerikansk musik med moderne elektronisk. Både Bomba Estéreo og Tropkillaz leverede rigtig gode koncerter. Med Nicola Cruz er det samme blanding, men så alligevel ikke helt. For hvor de to fornævnte lever højt på drops, er Nicola Cruz mere ovre i deep house, hvor de traditionelle elementer får lov at simre i retten over tid. Det skal nok komme til at smage rigtig lækkert på Apollo fredag aften. (Mathias Gavnholt)

Underworld – Fredag, 5. juli kl 23.30 – Arena

Sent fredag aften bliver Roskilde omdannet til en svedende rave i et gigantisk rave, når techno-grandmasterne, Underworld, tænder op for stereoanlæggene. Forbered dine trommehinder på et hæsblæsende tempo med hidsige trommerytmer, der tager dig med på en tur til en dunkel klub i 90’erne i England med kondens dryppende ned fra væggene. (Nikolaj Boesby Skou)

Robyn – Fredag, 5. juli kl 01.00 – Orange

Nok en af de skarpeste bookinger til Orange i meget lang tid. Med tre albums fra tre forskellige årtier skal Robyn nok favne bredt, og aktualiteten er i top efter udgivelsen af ‘Honey’ fra 2018, der imponerede både på Regnskys redaktion og hos rigtig mange andre musikanmeldere. At nå ud over scenekanten bliver ikke noget problem for den folkekære svensker, Robyn forstår om nogen at gøre triste kærlighedssange festlige. (Mathias Gavnholt)

Death Grips – Fredag, 5. juli kl 02.00 – Arena

Det bliver ren ondsskab når Death Grips smadrer Arena fredag nat. Både musik og tekst er så absurd, at du højst sandsynligt ikke kan lide det, men hvis du kan, så elsker du det. Følg med på regnsky.dk de kommende dage for en mere udførlig anbefaling af Death Grips. Det er nemlig et navn, der rammer mig lige i hjertet, men sandsynligvis rammer din nabocamps lyst til at kaste ting efter dig. Det fortjener mere, end et par spalter. (Mathias Gavnholt)

Lørdag – 6/7

Khruangbin – Lørdag, 6, juli kl 13.00 – Avalon

Den californiske trios lyd bliver ofte beskrevet som ’Thaifunk’. Men selvom thaifunk lyder asiatisk. så forestil dig det helt modsatte af kinesisk operarock. Kinesisk operarock er måske en smule specifikt, men i skrivende stund har min kinesiske sidemand valgt at udsætte en halv togvogn for lyden af førnævnte genre spillet fra en mobiltelefon uafbrudt i to timer – og det er præcist lige så sløset, larmende og overdrevent som Khruangbins lyd ikke er det.

Khruangbin er så chilleren, at deres merchandise blandt andet består af rullepapir til joints. Det er bas, guitar og trommer i en bolsjeblanding, som man kan spise, mens man ligger i en hængekøje. Forvent vilde improvisationer, når de spiller på Avalon, for de er på et højt teknisk niveau, som de udnytter til fulde både i de stille momenter og i de øjeblikke, hvor det eskalerer. (Mathias Gavnholt)

Flohio –  lørdag, 6. juli kl 18.00 – Apollo

Tænk Stormzy på LSD. Hvad spinkle Flohio ikke har i muskelmasse sammenlignet med førnævnte grime-stjerne, har hun i crazyness. Det skal nok gå apeshit, når hun blander traditionel grime med techno, trance, drum ‘n’ bass og andre hårde elektroniske genrer. Forvent attitude og originalitet, der holder grime-bølgen levende, mens Stormzy er i Bøgeskoven. Og så er hun i øvrigt tight af helvedes til. (Mathias Gavnholt)

DJ Koze – Lørdag, 6. juli kl 02.00 – Apollo

Tyske DJ Koze er en rutineret herre. Og rutine er der brug for, når man skal levere den elektroniske afslutningsfest på Apollo og sørge for, at dem, der er tilbage, stadig fester. Koze laver house, men hvis man skal sætte et tillægsord på, er det første der dukker op i mit hovede: optimistisk. Settet kommer ikke til at have en masse drops, men i stedet er det den slags house, der hele tiden lægger op til, at der kommer mere. Det kan fungere rigtig godt, som det sidste skud energi til et vedholdende publikum. Tysk effektivitet, når det er bedst. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OPTAKT: Det skal du høre på opvarmningsdagene til Roskilde Festival 2019

Foto: Jesper Bjarke Andersen

Endnu en gang byder Roskilde Festival velkommen til et festfyrværkeri af musikalske oplevelser fra nær og fjern. Denne guide til opvarmningsdagene har til opgave at få folk som min og din mor til at forstå, hvorfor man skal være på Roskilde i dagene før den ‘rigtige’ festival. For de byder på meget andet end druk og hor, ølbowling og dårlige pizza-slices. Det er (heldigvis) ikke længere den lokale trubadur, der får lov til at spille et par lejrbålssange på en eller anden middelmådig campingscene, men derimod nogle af de mest spændende navne i vækstlaget specielt i dansk og nordisk musik, som giver den op, inden selve festivalpladsen åbner.

Lørdag 29/6

Roskilde Festival har i år rykket lidt rundt på scenerne (se et kort her) og slår dørene op til et nyt område, der er døbt Central Park. Det ligger foran Countdown-scenen, og der er naturligvis arrangeret en housewarming i hiphoppens tegn med navne som Emil Stabil, ICEKIID, Pattesutter og Emil Kruse. Du kan læse mere om arrangementet, der starter 19:30 og præsenteres af Pelle Peter Jensen, her. (Nikolaj Boesby Skou)

Søndag – 30/6

Hjalte Ross – Søndag, 30. juni kl. 14.00 – Rising

Hjalte Ross åbner Rising-scenen, der ligger i toppen af campingområdet West. Jeg glæder mig rigtig meget til at lytte til hans rolige folk på søndag. Ross har en sans for at holde pauser på de helt rigtige tidspunkter, så han på den måde nærmest synger duet med sin egen guitar – hør selv på nummeret Embody nedenunder. Jeg tror, det bliver en behagelig start på en ellers hæsblæsende uge. (Nikolaj Boesby Skou)

ZAAR – Søndag den 30. juni kl. 17.00 – Rising

Den danske sangerinde og komponist ZAAR giver sin første koncert på Roskilde søndag sen eftermiddag. Hun har et ekstremt dragende lydunivers, der er bygget op af en masse forskellige elementer, der komplimenterer hinanden. ZAAR har en vis kølighed og distance, men klinger på en krystalklar og fængende måde. Der er noget episk og tungt over musikken, som jeg glæder mig til at opleve live. (Nikolaj Boesby Skou)

Lil Halima – Søndag den 30. juni kl. 21.00 – Countdown

Den norske sangerinde er uden tvivl den artist, jeg glæder mig mest til at høre i opvarmningsdagene. Lil Halima laver R&B, og i mine ører er der en klar inspiration fra britiske Jorja Smith, der i øvrigt spiller på Arena lørdag aften klokken 21:30. Hun er ekstremt talentfuld og har en lyd, der rammer lige i tidsånden, uden det virker forceret. Der bliver serveret supersprøde beats med søde melodier som tilbehør. PS: Det er altid virkelig sjovt at se norske koncerter på Roskilde, fordi det norske mindretal har en kollektiv eufori, der kun overgås af festen til VM i langrend. (Nikolaj Boesby Skou)

Mandag – 1/7 

Selma Judith – Mandag den 1. juli kl. 14.45 – Countdown

23-årige Selma Judith vandt for nylig iByens pris som årets musiknavn med sin stille storm af minimalistisk harpespil. Bandet er tidligere blevet beskrevet som “et af landets største og mest kreative r’n’b-håb”, og allerede nu er musikken gået fra håb til realitet. Mød op foran Countdown og hør bandet, der på ingen tid er gået fra niche til udbredt populærkultur, og som ifølge mig næsten er for stort et navn til opvarmningsdagene. (Laura Fromm)

Kogekunst – Mandag den 1. juli kl. 15.30 – Rising
Skæv, skør og skabelonsudfordrende popmusik med dybde under plattenslager-overfladen. Regnsky var med til en af de spæde koncerter på ALICE tilbage i februar, og du kan her læse, hvorfor du ikke må gå glip af den aalborgensiske duo Kogekunst, som blander pop-poesi og børnehavehits. Du kan også bare se med her, hvor Simon Mariegaard og Oskar Krusell spiller en sælsom buffetkoncert på M/S Sarfaq Ittuk i Grønland foran desserten på en båd. (Laura Fromm)

Discoshaman – Mandag den 1. juli kl. 18.00 – Countdown

Det her er koncerten, hvor du ikke opdager, at du er begyndt at danse.  Regn med rytmisk naturmedicin, hvor du forsvinder ind i shamanens behandling og kun vågner sporadisk af, at resten af stammen danser rundt om dig. Daniel Andersen holder til i København, når han ikke er ude og være shaman. Han kommer til at tage mystiske strengeinstrumenter, stemningsfyldte vokaler, strygere og lækre percussion med i sin elektroniske medicintaske, så du kan starte mandag aften med at få dine tømmermænd helbredt. (Mathias Gavnholt)

Schacke – Mandag den 1. juli kl. 21.30 – Countdown

Det bliver snart ikke mere moderne, end Schacke er lige nu, så hvis du gerne vil være ung med de unge, så skal du skynde dig op foran til Schacke. Hvis du godt kan lide dansk techno, der viser cremen af den københavnske nattelivsscene frem på Berghain og andre af de største techno-spillesteder i Europa, så skal du også være der. Schacke har en evne til at fange lytteren med sin musik, på trods af at det virkelig hamrer afsted. Jeg håber, at Roskilde tør skrue lidt op for højtalerne på Countdown, der godt kan være en smule lave, for Schacke skal høres højt. Tip: Lad være med at tage dine bedsteforældre med. (Mathias Gavnholt)

Hôy La – Mandag d. 1. juli kl 21.30 – Rising

Hôy La er norsk minimalistisk trip-hop ala Portishead. Med en vokal, som læner sig stødt op af Beth Gibbons, og med langsomme, vedvarende beats eksperimenterer Ingri Høyland Kvamstad med elektroniske loops og akustiske elementer, som sammenflettet med et melankolsk tekstunivers skaber emotionelle konfrontationer. Mød op foran Rising mandag aften og oplev mørkets unge dronning. (Laura Fromm)

Tirsdag 2/7

AUÐUR – Tirsdag d. 2. juli kl. 20 – Countdown

Naturligvis kan man også finde noget i den mere poppede retning i opvarmningsdagene. Et interessant bud er islandske AUÐUR, der leverer sange til soveværelset med stor inderlighed. En lidt kæk bas og et catchy omkvæd? Det fungerer i de fleste sammenhænge. Jeg har et meget sparsomt bekendtskab med islandsk musik og ser derfor frem til at udforske en ny side af den barske øs kultur. (Nikolaj Boesby Skou)

Natkat – Tirsdag 18.30 – Countdown

De mest kendte bølger inden for dansksproget hiphop i øjeblikket læner sig op ad navne som Kesi og Gilli. Men der er en anden lyd på vej til at få sit gennembrud, hvor navne som F.L.E.M.M.I.N.G og Natkat banker på døren til rampelyset. Den lyd er mere oldschool og bruger jazzede elementer og drømmende lydflader som den mur, man læner sig opad, nar man smider intelligente, dansksprogede rim. Forvent eksperimenterende beats, historiefortællende rap og omkvæd, man kan synge med på, når gruppen går på scenen. (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SKYSKRABERE 2018: Årets albummer

Kære læser.

Først og fremmest vil vi sige jer tusind tak for jeres selskab i løbet af 2018, som snart lakker mod enden. Som flere af jer måske allerede har bemærket, er vores blog nu 10 år gammel, og selvom vores produktivitet i løbet af året måske ikke bevidner det, har det været et rigtig godt år. Vi håber, at I også vil sidde tilbage med samme fornemmelse, når I har læst og lyttet til Regnsky-skribenternes bud på de albummer fra i år, der for alvor skiller sig ud. Og ikke nok med, at det har været et stærkt år – det har også været et mangfoldigt år, og selvom vores liste bærer præg af alt fra dansksproget lofi-pop til dronningen og kongen af indie rock og videre over til banebrydende hiphop, så kan ingen årsliste illustrere den tætte urskov af kreativt liv, som dansk musik bærer rundt på.

Og det skal vi værne om. Problemet er, at det ikke er alle, der gør dette. Om et år skal vi takket være politisk besluttede nedskæringer i DR vinke farvel til radiostationerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, der har spillet og spiller en stor rolle i formidlingen af skæv og nichepræget musik. Og netop mangfoldigheden savner også et skub, når man kigger på det (snart) forgangne års festivalprogram. Kvinderne er underrepræsenterede, nogle steder mere end andre. Tinderbox er den helt store synder, og her lyder undskyldningen, at deres bookere særligt lider under, at der findes så få kvindelige dj’s. Det er bare ikke rigtigt. Og vi slutter i hovedstaden, hvor politikerne på Københavns Rådhus forsøgte at få implementeret nye og mere restriktive støjgrænser for aktiviteter i Københavns byrum. Den nye grænse skulle gå på 60 dB, lød forslaget i det kommunale forskrift. Det er et støjniveau, vi kender fra en almindelig samtale mellem to mennesker. Men takket være en stor protest mod forslaget samt en underskriftsindsamling, der genererede 27.000 underskrifter mod forslaget, besluttede Teknik- og Miljøudvalget i sommer, at forskriftet for udendørs musikarrangementer skal ændres. Så vi holder vejret til foråret 2019, hvor et nyt forskrift efter høringssvar bliver fremlagt.

Og mens vi gør det, må vi blive ved med at kæmpe for de bedste vilkår for musikkens strømninger. Men nu er det tid til at kigge tilbage på de særligt positive ting, som musikåret bød med sig.

Against All Logic – 2012-2017

Det kan komme som lidt af en overraskelse, når en personlig favorit har udgivet at album, som man slet ikke har opdaget. Det er nemlig Nicolas Jaar, der står bag Against All Logic, som inden 2012-2017-udgivelsen kun havde udgivet enkelt numre. Men i modsætning til Nicolas Jaars eget og hans fantastisk Darkside-projekt er 2012-2017 enormt udadvendt og i højt tempo. Det er tilbage til klassisk house, men med en mængde af samples, der i størrelse kan måle sig med Kanyes megalomani. Ja, han sampler faktisk Kanye på et nummer. Et komplet album, der minder om et DJ-sæt i opbygningen – hvor man hele tiden spidser ører og lytter efter, hvad den næste musikalske godte mon består af. (Mathias Gavnholt)

Alle – Dine Pæne Øjne

Ja, et tilbagelænet pop-album med banale tekster som “Selvom du er sød // Ka’ du godt vær’ fræk // Selvom du er blid // Ka’ du godt vær’ fræk” kan sagtens gøre sig til blandt årets bedste plader. For bag aliaset Alle gemmer sig den dygtige house-producer Natal Zaks (DJ Central), der træder helt nye pop-græsgange med albummet ‘Dine Pæne Øjne’. Legende let, lakonisk og næsten kurrende går han igennem centrale følelser for ethvert ungt hjerte. Zaks’ producerbaggrund skinner dog stadig igennem, for det er et popalbum, der værner meget om sine instrumentaliseringer. Igennem ‘Dine Pæne Øjne’ er den skramlet og legesyg, med få armbevægelser og bestræbelser når den rigtig langt ind i hjertekulen på denne lytter.

Beach House – 7

Baltimore-bandet gjorde det igen på 7. De inviterer lytteren med på en vidunderlig drømmeodyssé, når tonerne flyder ud af højtalerne, og man lader sig rive med. Jeg synes, Beach House formår at udviske grænserne i deres musik, uden det bliver mudret. På den måde er 7 en helhedsoplevelse, og derfor fortjener den at være et af årets vigtigste albummer. (Nikolaj Boesby Skou)

GDRN – Hvað ef

I år har jeg været så heldig at opdage den islandske sangerinde GDRN, og sikke et dejligt bekendtskab. GDRNs debutalbum Hvað ef består af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af det smukke og – i mine ører – mytiske islandske sprog. Albummets højdepunkter er efter min mening titelsangen Hvað ef, Það sem og Ein, men jeg synes, at alle sangene fortjener et lyt – eller mange. GDRN er i hvert fald blevet en fast del af min playliste, og jeg håber, at der er nye udgivelser på vej fra det høje nord i 2019. (Line Mortensen)

Janelle Monáe – Dirty Computer

Et fuldkomment mesterværk. Mindre vil jeg ikke kalde Janelle Monáes fuldstændig fantastiske album Dirty Computer. Med en lang video, der binder alle sangene sammen og fremviser Monáes dybe og samfundskritiske sangskrivning, blæste den amerikanske sangerinde mig fuldstændig bagover, da “Dirty Computer” blev allemandseje. Det er en næsten umulig opgave for mig at fremhæve enkelte sange på den helhedsoplevelse, som “Dirty Computer” er, men hvis man har hengivet sig til at streame singler fremfor albummer, så vil jeg alligevel sige, at man bør smide powersangen Django Jane, førstesinglen Make Me Feel og den geniale Pynk på playlisten i første omgang. Men igen …. hele albummet fortjener en plads. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse alt, hvad jeg har, og håbe på, at Roskilde Festival offentliggør Monáe. (Line Mortensen)

Jon Hopkins – Singularity

Klassisk musik og house er to genrer, man normalt ville tænke er noget langt fra hinanden. Det er det ikke på Singularity, hvor smukke, følelsesladede klaversekvenser bliver bundet sammen med Hopkins’ velkendte house. Singularity er i den grad en enhed, og det er umuligt at anbefale et nummer, for det hele hænger sammen – og det er det, der gør Singularity så fantastisk. (Mathias Gavnholt)

Kali Uchis – Isolation

Den colombianske sangerinde debuterede med et brag. Isolation er en smuk blanding af latinamerikanske rytmer og diva-pop. Kali Uchis har samlet et stærkt hold bag sig med producere som Kevin Parker og Damon Albarn. Det er et meget alsidigt album, men Uchis stemme er den røde tråd, der binder alle de musikalske indtryk sammen. Det er absolut noget af det bedste, 2018 havde at byde på. (Nikolaj Boesby Skou)

Octavian – Spaceman

Spaceman var et forfriskende originalt pust ind i en genre, der har stagneret de seneste par år: OVO-lyden der kendes fra PartyNextDoor, Roy Woods, Bryson Tiller osv., og som også har været populær herhjemme. Octavian har taget den melankolske R&B og givet den et drys af grime og house, og nu har lyden fået en helt ny smag. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve ham på Journey-festival og på Roskilde festival til sommer. (Nikolaj Boesby Skou)

Pusha T – Daytona

Pusha Ts Daytona var en del af et spændende projekt, Kanye West havde gang i i 2018. De kompakte og korte albums blev spyttet ud henover sommeren til overvejende positiv modtagelse. Jeg synes, Daytona er den skarpeste, og jeg kan ikke få nok af Virginia-rapperens raspende røst. Han lyder så gritty uden at kamme over i en parodi. Der er en helt vild nerve på ’Daytona’, og man bliver blæst bagover fra første sekund. (Nikolaj Boesby Skou)

Robyn – Honey

Årets tre bedste tracks kunne meget vel alle sammen være fra Robyns nyeste album, for det er fyldt med catchy hits. Et album, der på trods af, at Robyn fik sit gennembrud i 90’erne, føles enormt aktuelt. Det er moderne, men det er samtidig tidløst, og det er meget sjældent, at et album formår det. Det eneste andet, jeg kan komme på, der for nylig har præsteret det samme, er A Tribe Called Quests We got it from here… Thank you for your service. Robyns ærlighed og geniale tekster er alt andet end fraværende og balancerer som altid på grænsen mellem konkret og abstrakt, så alle kan være med, men ingen mangler noget at tænke over. (Mathias Gavnholt)

Skee Mask – Compro

Hvis Boards of Canada var tyskere og lavede techno – så ville det muligvis lyde noget meget i retning af Skee MaskCompro, der for mig står som årets absolut bedste elektroniske album – og potentielt også et af de bedste fra det seneste årti. Skee Mask aka Brian Müller er simpelthen et naturtalent og til at programmere trommer og til at skabe sjælerensende ambience. Compro er et album med mange udtryk – se bare overgangen fra Dial 274 til VLI – men det er også stærkt centreret omkring Müllers mesterlige fornemmelse for soundscapes, stemninger og en art techno, både egner sig på et dansegulv men i høj grad også til hjemmelytning. Og der er vi tilbage til Boards of Canada-associationerne. For ligesom med det skotske brødrepar er der med Skee Mask mulighed for at opdage nye musikalske hjørner og referencer ved hver gennemlytning. Et helstøbt og langtidsholdbart mesterværk.

Tove Styrke – Sway

Det perfekte popalbum kom i år fra den svenske sangerinde Tove Styrke. De ni sange, der er at finde på Sway, passer perfekt ind i samme lydunivers med Styrkes vokal i fokus. Med personlige højdepunkter som On The Low og On A Level synes jeg, at svenskeren sætter barren utrolig højt. At hun også har valgt at inkludere et cover af en af mine favorit-sangere, Lorde, gør kun albummet endnu bedre. (Line Mortensen)

V/A – Kulør 001

Det efterlod et musikpublicistisk techno-tomrum i København, da Najaaraq Vestbirk (Courtesy) og Sara Svanholm (Mama Snake) i foråret indstillede arbejdede med pladeselskabet Ectotherm, der siden begyndelsen i 2016 nåede at udgive fem ep’er med lokale producere. Men det var to skridt tilbage og tre skridt frem, for ud af Ectotherm-asken hejste Courtesy egenhændigt det nye pladeselskab Kulør, hvis første udgivelse – der udkom i oktober – er en 12 numre lang kompilation med nyt materiale fra de københavnske techno-aktører. Og resultatet er både vellydende og noget, som scenen skal bryste sig med stolthed over. Musikken er med sit høje tempo først og fremmest skabt til natklubberne, men der er også produktioner, der løfter sig op fra dansegulvet. Schackes Automated Lover, IBONs No Sleep, Sugars Drowner og Funeral Futures ‘Heute Nicht kryder langsommeligt opbyggende melodier med hårdhudet techno-emotionalitet og 90’er-trance – bare uden de ironiske laserlys-indbydende breaks. (Morten Bruhn)

Yves Tumor – Safe In The Hands Of Love

Årets grænseeksperimenterende succeshistorie tilhører amerikanske Sean Bowie aka Yves Tumor. I efteråret udkom han med den selvbiografiske og åbenhjertige ‘Safe In The Hands Of Love”, der kombinerer dream-pop, noise og sløret 90’er-r’n’b, og som er fyldt med en masse følelser, så de nærmest er ved at flyde over. Det er på en måde pop, men ligesom med de musikalske artsfæller Arca og Mykki Blanco flyder han frit uden om regler og konventioner – og det gør han med stor succes og bred appel.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SKYSKRABERE 2018: Årets tracks

2018 var et stort år for Regnsky. Bloggen fejrede sin 10 års fødselsdag, udvidede skribentstaben til ni bidragsydere og havde generelt et optursmusikår. Men hvad lyttede skribenterne til, og hvad vil de især huske musikåret 2018 for? Det fortæller fire Regnsky-skribenter, der kommer forbi alt fra The Internet og Robyn til innovative Ross From Friends og dansk italotechno fra Kasper Marott.

Anderson .Paak – Til It’s Over

En af årets mest elegante singler, der low-key er ret dansabel. Det er FKA Twigs i hvertfald enig i, for hun dansede sangen ud i et syret udtryk i en reklame for Apple, instrueret af Spike Jonze, der virkelig er et kig værd. Jeg synes, sangen viser, at .Paak godt kan bære at være underspillet uden at miste sin ukuelige charme, og det klæder ham godt. (Nikolaj Boesby Skou)

Angèle – Balance ton quoi

Med mine folkeskolefranskkundskaber har jeg absolut ingen ambitioner om at forstå mere end maks. fem pct. af Angèles ordforråd, men heldigvis er det heller ikke nødvendigt, når musikken taler alle verdens sprog. Balance ton quoi er en dejlig sød popmelodi tilsat et par skæve synths, der måske er inspireret af Paris’ harmonikaer, hvem ved? Det er en sang, der godt kan få gang i mit stive stativ, selv når jeg står og bander over opvasken. (Nikolaj Boesby Skou)

Barker – Low How Hard I’ve Tried

Sam Barkers solodebut på Berghain-pladeselskabet Ostgut Ton er et af årets bedste techno-ep’er, og så byder den ikke engang på ét eneste trommeslag over skivens fire numre og mere end 20 minutters spilletid. Ep’en fusionerer trancens mest euforisk og melodiske stunder med en pulserende techno-tilstedeværelse. Look How Hard I’ve Tried synes måske ved første gennemlytning at tippe over af akkordsammenslutninger ad flere omgang, men holder sig evigt lige til grænsen af ekstase, som også fremkaldes af sine lytter. (Morten Bruhn)

Brockhampton – Weight

Med sit fjerde album på lidt over et år og et bandmedlem mindre skulle man tro, kreativiteten begyndte at sætte begrænsninger for drengene i Brockhampton. Det gør det bare ikke, og det ser man i sær på Weight fra Iridiscence-pladen, hvor skarpe rim og tætte produktioner mødes i en sublim blanding af hiphop og drum’n’bass. (Mathias Gavnholt)

Earl Sweatshirt – Cold Summers

Indrømmet, det var svært at vælge en sang fra Earl Sweatshirts eminente album Some Rap Songs, men valget faldt på ’Cold Summers’, fordi det bare er så stærkt. Det hele holder på det 66 sekunders lange nummer. Ét vers, ét beat og ikke så meget pis. Det er er Earl, når han i min bog er bedst, med rim der som sild i en tønde står mast sammen som en tætpakket 5C på en sludregnende decemberdag. (Nikolaj Boesby Skou)

The Internet – Come Over

Skal det være drevent, skal det godt nok også være drevent for at fungere. The Internet er næsten for ligeglade til at spille eller synge. Syd crooner apatisk hele sangen igennem, og på trods af, at hun beder om at komme over til dig sent om aftenen, virker det som om, hun egentlig gør dig tjeneste. Ingen er dog mere kostbare end mit mancrush Steve Lacy, der spiller den mest tilbagelænede guitarsolo på Syds opfordring, og det irriterer mig hver gang, jeg hører sangen, at han slipper af sted med det. (Nikolaj Boesby Skou)

Kasper Marott – Keflavik

Den unge producer med opvækst i Skee lige uden for Roskilde har med Keflavik ikke blot stået for et af årets absolut bedste numre – Kasper Marott har også leveret et nummer, der nærmest fuldstændig indkapsler den københavnske technoscene anno 2018 med hvad det indebærer af virilitet og global appel. Marott mixer en dominerende italo-bassline ind i et højt tempo – 135 bpm – med tunge trommer og adskillige breakdowns, og resultatet er en både charmerende og kløgtig banger. Ep’en af samme navn er udgivet på ingen ringere end Modeselektors pladeselskab, Seilscheibenpfeiler – og ja, det er så godt som Kasper Marotts endegyldige internationale gennembrud. (Morten Bruhn)

Loidis – A Parade

Brian Leeds er for de fleste bedst kendt under producer-aliaset Huerco S, men i 2018 udkom den amerikanske house- og ambientproducer med to til lejligheden nye aliaser, Pendant og Loidis. Hvor Leeds som Pendant udgav et ganske fint ambient-album, viste han med “mikrohouse”-projektet (egne ord) Loidis og ep’en A Parade, In The Place I Sit, The Floating World (& All Its Pleasures), hvad det er, han gør allerbedst. Den syv minutter lange A Parade – pladens åbningsnummer og korteste track – veksler konstant mellem atmosfærisk house placeret i front og sensibel ambience bølgende i understrømmen. Dette i en perfekt ratio, og det lyder slet og ret fremragende og forfriskende. (Morten Bruhn)

Pil – Nattely

Den danske sangerinde Pil har i år udgivet hele to ep’er, Side A og Side B. På Side A gemmer sig det hjerteskærende nummer Nattely blandt en række engelsksprogede sange. Pils endnu eneste dansksprogede sang er en smuk følelsesbombe, der rammer lige i hjertekuglen gang på gang. Jeg har skamhørt denne sang, siden den blev udgivet tilbage i marts, og jeg har ingen intentioner om at stoppe. (Line Mortensen)

Robyn – Missing U

I år gjorde Robyn stort comeback med albummet Honey, og førstesinglen Missing U indfriede alle mine (store!) forventninger til den svenske sangerinde. Nummeret er en perfekt blanding af den nye moderne-Robyn og den gamle velkendte party-Robyn, og Missing U fik med det samme en plads på min playliste. Jeg har da også allerede kriller i maven over, hvor fedt det bliver at høre hende live på Roskilde til næste sommer! (Line Mortensen)

Ross From Friends – John Cage

Ross From Friends er tilknyttet Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder, og det er meget typisk, at disse kunstnere udviser innovation i sådan en grad, at mange bare synes, det er en mærkelig samling af tilfældige lyde og skæve trommeslag. På John Cage formår Ross From Friends at ramme den gyldne mellemvej, hvor han udfordrer house-genren men samtidig giver lytteren har en fornemmelse af, at hvert enkelt trommeslag sidder lige, hvor det skal. (Mathias Gavnholt)

Sheck Wes – Mo Bamba

Der er sange, der får dig til at stoppe op, der er sange, der får hårene til at rejse sig, og så er der ’Mo Bamba’. Sheck Wes’ gennembrudshit får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig på en god måde. Sangen består af fire gange omkvæd kun kortvarigt afbrudt halvvejs af et skingrende vanvittigt vers. Det er en gigantisk ørehænger og Wes’ rå Harlem-energi har ingen værdig modstander lige i øjeblikket. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, når han skriger ad-libben ’Bitch!’. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask – Flyby VFR

Ja, det var et rigtig godt år for elektronisk musik, særligt når man tænker på alle velproducerede genrehybrider, der fandt vej igennem til en universel anerkendelse. Skee Masks (aka tyske Bryan Müller) album Compro var en af dem, og albummet høstede både i Pitchfork, Resident Advisor og talrige andre medier skyhøje roser for dets fjerlette techno og for Müllers perfektionistiske tilgang til både produktionen og trommerytmikken over Compros 12 numre. Der er så mange numre at fremhæve fra dette mesterværk af et album, men jeg kan ikke komme udenom at nævne den atmosfæriske Flyby VFR. Start der, og sæt så efterfølgende hele albummet på! (Morten Bruhn)

Tove Styrke – On The Low

Tove Styrkes album Sway fra maj er en lille skattekiste fyldt med fantastiske numre til enhver popfan. Det er næsten umuligt for mig at udpege et enkelt nummer fra albummet, men valget er faldet på den snigende og quicky On The Low. Med sin evigt uforløsende og ikke-eksisterende opbygning samt Styrkes næsten hviskende vokal falder On The Low på en dejlig måde uden for den klassiske popformel. (Line Mortensen)

6lack – Pretty Little Fears

Om det er r’n’b, trap-soul eller pop, ved jeg ikke, men det kan alt det, et godt popnummer skal kunne. Omkvædet sidder fuldstændig fast, og man kan høre nummeret igen og igen. Samtidig er det inderligt, ærligt og velproduceret. Og så synger han sublimt på tracket. Og så har han også lige J. Cole med. Behøver jeg at sige mere? (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *