SKYSKRABERE 2018: Årets albummer

Kære læser.

Først og fremmest vil vi sige jer tusind tak for jeres selskab i løbet af 2018, som snart lakker mod enden. Som flere af jer måske allerede har bemærket, er vores blog nu 10 år gammel, og selvom vores produktivitet i løbet af året måske ikke bevidner det, har det været et rigtig godt år. Vi håber, at I også vil sidde tilbage med samme fornemmelse, når I har læst og lyttet til Regnsky-skribenternes bud på de albummer fra i år, der for alvor skiller sig ud. Og ikke nok med, at det har været et stærkt år – det har også været et mangfoldigt år, og selvom vores liste bærer præg af alt fra dansksproget lofi-pop til dronningen og kongen af indie rock og videre over til banebrydende hiphop, så kan ingen årsliste illustrere den tætte urskov af kreativt liv, som dansk musik bærer rundt på.

Og det skal vi værne om. Problemet er, at det ikke er alle, der gør dette. Om et år skal vi takket være politisk besluttede nedskæringer i DR vinke farvel til radiostationerne P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, der har spillet og spiller en stor rolle i formidlingen af skæv og nichepræget musik. Og netop mangfoldigheden savner også et skub, når man kigger på det (snart) forgangne års festivalprogram. Kvinderne er underrepræsenterede, nogle steder mere end andre. Tinderbox er den helt store synder, og her lyder undskyldningen, at deres bookere særligt lider under, at der findes så få kvindelige dj’s. Det er bare ikke rigtigt. Og vi slutter i hovedstaden, hvor politikerne på Københavns Rådhus forsøgte at få implementeret nye og mere restriktive støjgrænser for aktiviteter i Københavns byrum. Den nye grænse skulle gå på 60 dB, lød forslaget i det kommunale forskrift. Det er et støjniveau, vi kender fra en almindelig samtale mellem to mennesker. Men takket være en stor protest mod forslaget samt en underskriftsindsamling, der genererede 27.000 underskrifter mod forslaget, besluttede Teknik- og Miljøudvalget i sommer, at forskriftet for udendørs musikarrangementer skal ændres. Så vi holder vejret til foråret 2019, hvor et nyt forskrift efter høringssvar bliver fremlagt.

Og mens vi gør det, må vi blive ved med at kæmpe for de bedste vilkår for musikkens strømninger. Men nu er det tid til at kigge tilbage på de særligt positive ting, som musikåret bød med sig.

Against All Logic – 2012-2017

Det kan komme som lidt af en overraskelse, når en personlig favorit har udgivet at album, som man slet ikke har opdaget. Det er nemlig Nicolas Jaar, der står bag Against All Logic, som inden 2012-2017-udgivelsen kun havde udgivet enkelt numre. Men i modsætning til Nicolas Jaars eget og hans fantastisk Darkside-projekt er 2012-2017 enormt udadvendt og i højt tempo. Det er tilbage til klassisk house, men med en mængde af samples, der i størrelse kan måle sig med Kanyes megalomani. Ja, han sampler faktisk Kanye på et nummer. Et komplet album, der minder om et DJ-sæt i opbygningen – hvor man hele tiden spidser ører og lytter efter, hvad den næste musikalske godte mon består af. (Mathias Gavnholt)

Alle – Dine Pæne Øjne

Ja, et tilbagelænet pop-album med banale tekster som “Selvom du er sød // Ka’ du godt vær’ fræk // Selvom du er blid // Ka’ du godt vær’ fræk” kan sagtens gøre sig til blandt årets bedste plader. For bag aliaset Alle gemmer sig den dygtige house-producer Natal Zaks (DJ Central), der træder helt nye pop-græsgange med albummet ‘Dine Pæne Øjne’. Legende let, lakonisk og næsten kurrende går han igennem centrale følelser for ethvert ungt hjerte. Zaks’ producerbaggrund skinner dog stadig igennem, for det er et popalbum, der værner meget om sine instrumentaliseringer. Igennem ‘Dine Pæne Øjne’ er den skramlet og legesyg, med få armbevægelser og bestræbelser når den rigtig langt ind i hjertekulen på denne lytter.

Beach House – 7

Baltimore-bandet gjorde det igen på 7. De inviterer lytteren med på en vidunderlig drømmeodyssé, når tonerne flyder ud af højtalerne, og man lader sig rive med. Jeg synes, Beach House formår at udviske grænserne i deres musik, uden det bliver mudret. På den måde er 7 en helhedsoplevelse, og derfor fortjener den at være et af årets vigtigste albummer. (Nikolaj Boesby Skou)

GDRN – Hvað ef

I år har jeg været så heldig at opdage den islandske sangerinde GDRN, og sikke et dejligt bekendtskab. GDRNs debutalbum Hvað ef består af bløde og dybe elektroniske elementer med en særlig nordisk kant, især tilføjet af det smukke og – i mine ører – mytiske islandske sprog. Albummets højdepunkter er efter min mening titelsangen Hvað ef, Það sem og Ein, men jeg synes, at alle sangene fortjener et lyt – eller mange. GDRN er i hvert fald blevet en fast del af min playliste, og jeg håber, at der er nye udgivelser på vej fra det høje nord i 2019. (Line Mortensen)

Janelle Monáe – Dirty Computer

Et fuldkomment mesterværk. Mindre vil jeg ikke kalde Janelle Monáes fuldstændig fantastiske album Dirty Computer. Med en lang video, der binder alle sangene sammen og fremviser Monáes dybe og samfundskritiske sangskrivning, blæste den amerikanske sangerinde mig fuldstændig bagover, da “Dirty Computer” blev allemandseje. Det er en næsten umulig opgave for mig at fremhæve enkelte sange på den helhedsoplevelse, som “Dirty Computer” er, men hvis man har hengivet sig til at streame singler fremfor albummer, så vil jeg alligevel sige, at man bør smide powersangen Django Jane, førstesinglen Make Me Feel og den geniale Pynk på playlisten i første omgang. Men igen …. hele albummet fortjener en plads. Nu kan jeg ikke gøre andet end at krydse alt, hvad jeg har, og håbe på, at Roskilde Festival offentliggør Monáe. (Line Mortensen)

Jon Hopkins – Singularity

Klassisk musik og house er to genrer, man normalt ville tænke er noget langt fra hinanden. Det er det ikke på Singularity, hvor smukke, følelsesladede klaversekvenser bliver bundet sammen med Hopkins’ velkendte house. Singularity er i den grad en enhed, og det er umuligt at anbefale et nummer, for det hele hænger sammen – og det er det, der gør Singularity så fantastisk. (Mathias Gavnholt)

Kali Uchis – Isolation

Den colombianske sangerinde debuterede med et brag. Isolation er en smuk blanding af latinamerikanske rytmer og diva-pop. Kali Uchis har samlet et stærkt hold bag sig med producere som Kevin Parker og Damon Albarn. Det er et meget alsidigt album, men Uchis stemme er den røde tråd, der binder alle de musikalske indtryk sammen. Det er absolut noget af det bedste, 2018 havde at byde på. (Nikolaj Boesby Skou)

Octavian – Spaceman

Spaceman var et forfriskende originalt pust ind i en genre, der har stagneret de seneste par år: OVO-lyden der kendes fra PartyNextDoor, Roy Woods, Bryson Tiller osv., og som også har været populær herhjemme. Octavian har taget den melankolske R&B og givet den et drys af grime og house, og nu har lyden fået en helt ny smag. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve ham på Journey-festival og på Roskilde festival til sommer. (Nikolaj Boesby Skou)

Pusha T – Daytona

Pusha Ts Daytona var en del af et spændende projekt, Kanye West havde gang i i 2018. De kompakte og korte albums blev spyttet ud henover sommeren til overvejende positiv modtagelse. Jeg synes, Daytona er den skarpeste, og jeg kan ikke få nok af Virginia-rapperens raspende røst. Han lyder så gritty uden at kamme over i en parodi. Der er en helt vild nerve på ’Daytona’, og man bliver blæst bagover fra første sekund. (Nikolaj Boesby Skou)

Robyn – Honey

Årets tre bedste tracks kunne meget vel alle sammen være fra Robyns nyeste album, for det er fyldt med catchy hits. Et album, der på trods af, at Robyn fik sit gennembrud i 90’erne, føles enormt aktuelt. Det er moderne, men det er samtidig tidløst, og det er meget sjældent, at et album formår det. Det eneste andet, jeg kan komme på, der for nylig har præsteret det samme, er A Tribe Called Quests We got it from here… Thank you for your service. Robyns ærlighed og geniale tekster er alt andet end fraværende og balancerer som altid på grænsen mellem konkret og abstrakt, så alle kan være med, men ingen mangler noget at tænke over. (Mathias Gavnholt)

Skee Mask – Compro

Hvis Boards of Canada var tyskere og lavede techno – så ville det muligvis lyde noget meget i retning af Skee MaskCompro, der for mig står som årets absolut bedste elektroniske album – og potentielt også et af de bedste fra det seneste årti. Skee Mask aka Brian Müller er simpelthen et naturtalent og til at programmere trommer og til at skabe sjælerensende ambience. Compro er et album med mange udtryk – se bare overgangen fra Dial 274 til VLI – men det er også stærkt centreret omkring Müllers mesterlige fornemmelse for soundscapes, stemninger og en art techno, både egner sig på et dansegulv men i høj grad også til hjemmelytning. Og der er vi tilbage til Boards of Canada-associationerne. For ligesom med det skotske brødrepar er der med Skee Mask mulighed for at opdage nye musikalske hjørner og referencer ved hver gennemlytning. Et helstøbt og langtidsholdbart mesterværk.

Tove Styrke – Sway

Det perfekte popalbum kom i år fra den svenske sangerinde Tove Styrke. De ni sange, der er at finde på Sway, passer perfekt ind i samme lydunivers med Styrkes vokal i fokus. Med personlige højdepunkter som On The Low og On A Level synes jeg, at svenskeren sætter barren utrolig højt. At hun også har valgt at inkludere et cover af en af mine favorit-sangere, Lorde, gør kun albummet endnu bedre. (Line Mortensen)

V/A – Kulør 001

Det efterlod et musikpublicistisk techno-tomrum i København, da Najaaraq Vestbirk (Courtesy) og Sara Svanholm (Mama Snake) i foråret indstillede arbejdede med pladeselskabet Ectotherm, der siden begyndelsen i 2016 nåede at udgive fem ep’er med lokale producere. Men det var to skridt tilbage og tre skridt frem, for ud af Ectotherm-asken hejste Courtesy egenhændigt det nye pladeselskab Kulør, hvis første udgivelse – der udkom i oktober – er en 12 numre lang kompilation med nyt materiale fra de københavnske techno-aktører. Og resultatet er både vellydende og noget, som scenen skal bryste sig med stolthed over. Musikken er med sit høje tempo først og fremmest skabt til natklubberne, men der er også produktioner, der løfter sig op fra dansegulvet. Schackes Automated Lover, IBONs No Sleep, Sugars Drowner og Funeral Futures ‘Heute Nicht kryder langsommeligt opbyggende melodier med hårdhudet techno-emotionalitet og 90’er-trance – bare uden de ironiske laserlys-indbydende breaks. (Morten Bruhn)

Yves Tumor – Safe In The Hands Of Love

Årets grænseeksperimenterende succeshistorie tilhører amerikanske Sean Bowie aka Yves Tumor. I efteråret udkom han med den selvbiografiske og åbenhjertige ‘Safe In The Hands Of Love”, der kombinerer dream-pop, noise og sløret 90’er-r’n’b, og som er fyldt med en masse følelser, så de nærmest er ved at flyde over. Det er på en måde pop, men ligesom med de musikalske artsfæller Arca og Mykki Blanco flyder han frit uden om regler og konventioner – og det gør han med stor succes og bred appel.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SKYSKRABERE 2018: Årets tracks

2018 var et stort år for Regnsky. Bloggen fejrede sin 10 års fødselsdag, udvidede skribentstaben til ni bidragsydere og havde generelt et optursmusikår. Men hvad lyttede skribenterne til, og hvad vil de især huske musikåret 2018 for? Det fortæller fire Regnsky-skribenter, der kommer forbi alt fra The Internet og Robyn til innovative Ross From Friends og dansk italotechno fra Kasper Marott.

Anderson .Paak – Til It’s Over

En af årets mest elegante singler, der low-key er ret dansabel. Det er FKA Twigs i hvertfald enig i, for hun dansede sangen ud i et syret udtryk i en reklame for Apple, instrueret af Spike Jonze, der virkelig er et kig værd. Jeg synes, sangen viser, at .Paak godt kan bære at være underspillet uden at miste sin ukuelige charme, og det klæder ham godt. (Nikolaj Boesby Skou)

Angèle – Balance ton quoi

Med mine folkeskolefranskkundskaber har jeg absolut ingen ambitioner om at forstå mere end maks. fem pct. af Angèles ordforråd, men heldigvis er det heller ikke nødvendigt, når musikken taler alle verdens sprog. Balance ton quoi er en dejlig sød popmelodi tilsat et par skæve synths, der måske er inspireret af Paris’ harmonikaer, hvem ved? Det er en sang, der godt kan få gang i mit stive stativ, selv når jeg står og bander over opvasken. (Nikolaj Boesby Skou)

Barker – Low How Hard I’ve Tried

Sam Barkers solodebut på Berghain-pladeselskabet Ostgut Ton er et af årets bedste techno-ep’er, og så byder den ikke engang på ét eneste trommeslag over skivens fire numre og mere end 20 minutters spilletid. Ep’en fusionerer trancens mest euforisk og melodiske stunder med en pulserende techno-tilstedeværelse. Look How Hard I’ve Tried synes måske ved første gennemlytning at tippe over af akkordsammenslutninger ad flere omgang, men holder sig evigt lige til grænsen af ekstase, som også fremkaldes af sine lytter. (Morten Bruhn)

Brockhampton – Weight

Med sit fjerde album på lidt over et år og et bandmedlem mindre skulle man tro, kreativiteten begyndte at sætte begrænsninger for drengene i Brockhampton. Det gør det bare ikke, og det ser man i sær på Weight fra Iridiscence-pladen, hvor skarpe rim og tætte produktioner mødes i en sublim blanding af hiphop og drum’n’bass. (Mathias Gavnholt)

Earl Sweatshirt – Cold Summers

Indrømmet, det var svært at vælge en sang fra Earl Sweatshirts eminente album Some Rap Songs, men valget faldt på ’Cold Summers’, fordi det bare er så stærkt. Det hele holder på det 66 sekunders lange nummer. Ét vers, ét beat og ikke så meget pis. Det er er Earl, når han i min bog er bedst, med rim der som sild i en tønde står mast sammen som en tætpakket 5C på en sludregnende decemberdag. (Nikolaj Boesby Skou)

The Internet – Come Over

Skal det være drevent, skal det godt nok også være drevent for at fungere. The Internet er næsten for ligeglade til at spille eller synge. Syd crooner apatisk hele sangen igennem, og på trods af, at hun beder om at komme over til dig sent om aftenen, virker det som om, hun egentlig gør dig tjeneste. Ingen er dog mere kostbare end mit mancrush Steve Lacy, der spiller den mest tilbagelænede guitarsolo på Syds opfordring, og det irriterer mig hver gang, jeg hører sangen, at han slipper af sted med det. (Nikolaj Boesby Skou)

Kasper Marott – Keflavik

Den unge producer med opvækst i Skee lige uden for Roskilde har med Keflavik ikke blot stået for et af årets absolut bedste numre – Kasper Marott har også leveret et nummer, der nærmest fuldstændig indkapsler den københavnske technoscene anno 2018 med hvad det indebærer af virilitet og global appel. Marott mixer en dominerende italo-bassline ind i et højt tempo – 135 bpm – med tunge trommer og adskillige breakdowns, og resultatet er en både charmerende og kløgtig banger. Ep’en af samme navn er udgivet på ingen ringere end Modeselektors pladeselskab, Seilscheibenpfeiler – og ja, det er så godt som Kasper Marotts endegyldige internationale gennembrud. (Morten Bruhn)

Loidis – A Parade

Brian Leeds er for de fleste bedst kendt under producer-aliaset Huerco S, men i 2018 udkom den amerikanske house- og ambientproducer med to til lejligheden nye aliaser, Pendant og Loidis. Hvor Leeds som Pendant udgav et ganske fint ambient-album, viste han med “mikrohouse”-projektet (egne ord) Loidis og ep’en A Parade, In The Place I Sit, The Floating World (& All Its Pleasures), hvad det er, han gør allerbedst. Den syv minutter lange A Parade – pladens åbningsnummer og korteste track – veksler konstant mellem atmosfærisk house placeret i front og sensibel ambience bølgende i understrømmen. Dette i en perfekt ratio, og det lyder slet og ret fremragende og forfriskende. (Morten Bruhn)

Pil – Nattely

Den danske sangerinde Pil har i år udgivet hele to ep’er, Side A og Side B. På Side A gemmer sig det hjerteskærende nummer Nattely blandt en række engelsksprogede sange. Pils endnu eneste dansksprogede sang er en smuk følelsesbombe, der rammer lige i hjertekuglen gang på gang. Jeg har skamhørt denne sang, siden den blev udgivet tilbage i marts, og jeg har ingen intentioner om at stoppe. (Line Mortensen)

Robyn – Missing U

I år gjorde Robyn stort comeback med albummet Honey, og førstesinglen Missing U indfriede alle mine (store!) forventninger til den svenske sangerinde. Nummeret er en perfekt blanding af den nye moderne-Robyn og den gamle velkendte party-Robyn, og Missing U fik med det samme en plads på min playliste. Jeg har da også allerede kriller i maven over, hvor fedt det bliver at høre hende live på Roskilde til næste sommer! (Line Mortensen)

Ross From Friends – John Cage

Ross From Friends er tilknyttet Flying Lotus’ pladeselskab Brainfeeder, og det er meget typisk, at disse kunstnere udviser innovation i sådan en grad, at mange bare synes, det er en mærkelig samling af tilfældige lyde og skæve trommeslag. På John Cage formår Ross From Friends at ramme den gyldne mellemvej, hvor han udfordrer house-genren men samtidig giver lytteren har en fornemmelse af, at hvert enkelt trommeslag sidder lige, hvor det skal. (Mathias Gavnholt)

Sheck Wes – Mo Bamba

Der er sange, der får dig til at stoppe op, der er sange, der får hårene til at rejse sig, og så er der ’Mo Bamba’. Sheck Wes’ gennembrudshit får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig på en god måde. Sangen består af fire gange omkvæd kun kortvarigt afbrudt halvvejs af et skingrende vanvittigt vers. Det er en gigantisk ørehænger og Wes’ rå Harlem-energi har ingen værdig modstander lige i øjeblikket. Det er simpelthen umuligt ikke at lade sig rive med, når han skriger ad-libben ’Bitch!’. (Nikolaj Boesby Skou)

Skee Mask – Flyby VFR

Ja, det var et rigtig godt år for elektronisk musik, særligt når man tænker på alle velproducerede genrehybrider, der fandt vej igennem til en universel anerkendelse. Skee Masks (aka tyske Bryan Müller) album Compro var en af dem, og albummet høstede både i Pitchfork, Resident Advisor og talrige andre medier skyhøje roser for dets fjerlette techno og for Müllers perfektionistiske tilgang til både produktionen og trommerytmikken over Compros 12 numre. Der er så mange numre at fremhæve fra dette mesterværk af et album, men jeg kan ikke komme udenom at nævne den atmosfæriske Flyby VFR. Start der, og sæt så efterfølgende hele albummet på! (Morten Bruhn)

Tove Styrke – On The Low

Tove Styrkes album Sway fra maj er en lille skattekiste fyldt med fantastiske numre til enhver popfan. Det er næsten umuligt for mig at udpege et enkelt nummer fra albummet, men valget er faldet på den snigende og quicky On The Low. Med sin evigt uforløsende og ikke-eksisterende opbygning samt Styrkes næsten hviskende vokal falder On The Low på en dejlig måde uden for den klassiske popformel. (Line Mortensen)

6lack – Pretty Little Fears

Om det er r’n’b, trap-soul eller pop, ved jeg ikke, men det kan alt det, et godt popnummer skal kunne. Omkvædet sidder fuldstændig fast, og man kan høre nummeret igen og igen. Samtidig er det inderligt, ærligt og velproduceret. Og så synger han sublimt på tracket. Og så har han også lige J. Cole med. Behøver jeg at sige mere? (Mathias Gavnholt)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Månedens bedste tracks: November 2018

Regnsky siger farvel til november ved at se tilbage på månedens bedste numre, og det er endnu en gang blevet til en mangefacetteret blanding af genrer, udtryk og nationaliteter, der er repræsenteret i dette batch!

Anderson .Paak – 6 Summers


Det længe ventede album Oxnard er blevet en blandet affære. Det er det fordi, at Anderson. Paak ekspeimenterer en del mere, end han gør på det forrige soloalbum, Malibu. Det ender ud i et par missere, men det mest vellykkede eksperiment er 6 Summers, hvor man skulle tro, at Paak havde været inde i et rytmiklokale for at lave at lave et nummer ud af alle de instrumenter, som altid bliver valgt til sidst i musikundervisningen. Man skulle ikke tro, det kunne fungere, men havde han været til eksamen, havde han fået A+. Blandt andet på grund af nok det mest elegante beatswitch siden The Gaslamp Killer’s ‘Nissim’ fra 2012. Han både synger, rapper og smider de mest simple men californiske guitarriffs og beats indover sit værk, der omfavner udtrykket ‘organiseret rod. Og så klæder det ham i den grad at være politisk. Slår man op i en ordbog under ‘overskud’, burde der være en lydfil med 6 Summers. (Mathias Gavnholt)

A$AP Rocky – Sundress

Lige som man troede, at A$AP Rocky ikke kunne bevæge sit udtryk længere væk fra, hvordan det startede på debutalbummet Long.Live.A$AP, udgiver han singlen Sundress. Hvor han dengang samarbejdede med blandt andet Skrillex for at lave hård og mørk hiphop, har han på Sundress allieret sig med efterhånden legendariske Danger Mouse og samplet et otte år gammelt Tame Impala nummer. I stedet for at blive slået i gulvet af en hård bas og aggressive rim, bliver man med Sundress’ opadgående, friske rytmer og lækre keys sendt direkte frem til næste års solstråler. Mellem rapperens sang er der et enkelt veltimet vers, og det klæder ham med det mere subtile udtryk. Sundress er endnu et bevis på, at A$AP formår at blive ved med at være relevant. Men okay, det er også svært at fucke op, når man får hjælp af et af tidens bedste bands og bedste producer. (Mathias Gavnholt)

Goss – There’s Just So Much A Heart Can Take

Jeg har været fan af Goss-projektet siden singlen “Time” blev udgivet sidste år, og at han nu har valgt at udgive endnu en EP, var rigtig gode nyheder for mig. Generelt er jeg fan af alle fem tracks på “Homeland Security“-EP’en, men “There’s Just So Much A Heart Can Take” vinder klart min førsteplads. Den er slæbende, den er svævende og mixer perfekt det organiske og elektroniske, og lytteren bliver taget med gennem mange forskellige rum og universer på kun 3,5 minut. EP’en omhandler langdistanceforholdet med kæresten , så de forskellige rum gør kun tekstens billeder endnu mere tydelige. At MØ låner sin vokal til andet vers, og på perfekt vis fuldender den længselsfulde kærlighedsballade, gør mig kun endnu mere lykkelig. (Line Mortensen)

Gurli Octavia – Clone 

Jeg er vild med Gurli Octavias folkede og nordiske univers. Hendes sange er altid den perfekte blanding af mystik, magi og personlighed. “Clone” er ingen undtagelse, og den er med sit organiske og slæbende udtryk endnu en god fortælling i rækken fra Octavia. Normalt er jeg til de mere elektroniske skæringer, men Gurli Octavia lokker mig gang på gang ind i hendes univers med hendes fantastiske melodier og personlige fortællinger. Melankolien vælter ud gennem højtalerne på den evigt antiklimatiske “Clone”, og teksten får sat mine tanker i gang. Jeg er virkelig imponeret over denne udgivelse, og glæder mig kun til mere! (Line Mortensen)

DJ Different – Permission 2 Dance

Den versatile svenske producer DJ Different (Aleksandar Zekovski) er rykket ind i folden hos det indflydelsesrige og hyperaktive label Lobster Theremin, og det fejres med ep’en Permission 2 Dance, hvor titelnummeret med sit heftige tempo, sin storladenhed og de emotionelle post-rave-fornemmelser ikke holder sig tilbage. (Morten Bruhn)

Deena Abdelwahed – Khonnar

Arabisk identitet og social uretfærdighed som sexisme og homofobi er blot nogle af emnerne på tunesiske Deena Abdelwaheds debutalbum, Khonnar. Albummet byder på et unikt og radikalt blend af klublyd og manipulerede arabiske instrumenter, og det er slet og ret et af årets bedste. Et indfaldspunkt på pladen er svært at udpege, men dyp eventuelt tæerne på den insisterende og hypnotiske Tawa. (Morten Bruhn)

Ciel – The Twirler (Central Remix)

Kønspolitik – og isærdeleshed et større fokus på safespaces i nattelivsinfrastrukturen for udsatte minoriteter – virker i det hele taget til at have fået større opmærksomhed og et større areal at udfolde sig på. Octo Octa, Violet (der gæster København lørdag!), Eris Drew, Peach og Ciel er nogle af frontløberne på dette område. Sidstnævnte har netop udgivet ep’en Hundred Flowers, der indkapsler betydningen af sikkerhed i en fysisk forstand og et opgør med angst og lede på dansegulvet. Alle numre er stærke, men vi har den rød-hvide klaphat på og anbefaler i stedet Centrals (aka århusianske Natal Zaks) remix af The Twirler. (Morten Bruhn)

Saba – Stay Right Here feat. Mick Jenkins & Xavier Omär

Saba er ekstremt svingende i min bog, men på ‘Stay Right Here’ rammer han plet. Chicago-rapperen er godt hjulpet på vej af stærke features fra den soul-croonende Xavier Omär på omkvædet, og et stærkt vers af albumaktuelle Mick Jenkins. Sangens beat bobler afsted med alt godt fra percussion-kurven i folkeskolens musiklokale tilsat et horn eller to, der leder tankerne hen på The Social Experiment. (Nikolaj Boesby Skou)

Modeselektor feat. Flohio

Steroidepumpende, pupiludvidende og hårdtslående er tre ord jeg ville bruge til at beskrive Flohios levering på Modeselektors instrumental. Grimeflowet skærer klart igennem på det tunge industrielle beat. Det lyder som en mere poleret og klubklar udgave af Kanye Wests ‘Send It Up’, man kan i hvert fald mærke de skarpe synths, der svejser og metalsaver sig gennem sangen. Flohio kan opleves på næste års Roskilde Festival. (Nikolaj Boesby Skou)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Månedens bedste tracks: Oktober 2018

November er over os, oktober er et overstået kapitel, men inden vi helt siger goddag til det nye måned, hylder Regnsky nogle af de udspil fra ind- og udland, der var med til at definere det forgangne.

Desire – Tears From Heaven

Synthpop-trioen Desire, der består af Megan Louise, Nat Walker og Johnny Jewel (som også er med i Chromatics og Glass Candy, og som driver pladeselskabet Italians Do It Better), er tilbage med sit første udspil siden 2009. Tears From Heaven er en forsmag på et album, der er sat til at udkomme i 2019, og nummeret byder på poleret og mørk synthpop lig den, der for snart et årti siden gav gruppen kultstatus for sit bidrag til Nicolas Winding Refns film Drive med nummret Under Your Spell. (Morten Bruhn)

Lyra Valenza – Reality Blizz

Danske Lyra Valenza har på kort tid gjort sit navn kendt på den internationale scene, og nu er duoen bestående af Jens Konrad Barrett (Sigurd Barretts søn(!)) og Hjalte Lehmann klar med en ep på det fremadsynede britiske label Opal Tapes. Ep’en hedder Scan, Deliver, hvorfra den 150 bpm-torpederende post-rave-single Reality Blizz kan høres nu. Nummeret knytter tropiske synthlines med insisterende og inciterende akkordprogressioner og jungle-rytmik. Tænk… Aphex Twin? (Morten Bruhn)

Roísin Murphy – The Rumble

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Roskilde Festival bør som minimum gøre en ihærdig indsats for at skaffe irske Roísín Murphy til sin 2019-plakat. Det bør de, fordi den tidligere Moloko-forsangerinde i år har spyttet hele fire ep’er ud, der alle er producerede af house-originalen og legenden Maurice Fulton. I oktober kom det afsluttende kapitel så, The Rumble / World’s Crazy, hvor førstnævnte skæring både skuer tilbage mod house-lydens oprindelse og frem mod i dag. Roísín Murphys vokal er som fløde lagt ned over Fultons klassiske house-beats og piano-stabs. (Morten Bruhn)

NAO – Curiosity

Siden jeg for første gang hørte Mura Masa-samarbejdet Bad Blood, har jeg været en regulær NAO-fangirl. Det er med stor glæde, at jeg nu kan sætte mig ned og lytte til hele hendes nye Saturn-album, men jeg vil dog gerne fremhæve single-udspillet fra tidligere på måneden; Curiosity. Den slæbende, atmosfæriske stemning, som gennemsyrer nummeret, er tryllebindende, og sammen med hendes geniale vokal og korarrangementer er jeg simpelthen blæst bagover af hendes rå talent. (Line Mortensen)

Kwamie Liv – New Boo

ENDELIG! Efter alt for mange år har Kwamie Liv igen åbnet op for sin sang-godtepose og udgivet ny musik. Jeg er personligt selv vild med oktoberudgivelsen New Boo, der stemningsmæssigt minder dejligt meget om hendes tidligere udgivelser på Lost In The Girl-ep’en fra 2014. Den mystiske stemning og hendes dybe vokal er endnu engang den perfekte kombination, og den uforløsende måde, som New Boo holdes nede på fra start til slut, giver mig kun lyst til at høre mere, mere, mere! (Line Mortensen)

Thom Yorke – Suspirium

Ny genistreg fra manden, der besidder historiens flotteste falsetstemme, og som i sig selv er blevet en genre. Nummeret kommer fra det nye album Suspiria, som er soundtracket til Luca Gudagnino’s remake af Dario Argento’s klassiske horrorfilm. En filmisk genre, der er lige så mørk, mystisk og melankolsk som Thom Yorkes magiske lydunivers. Traileren til filmen ser så creepy ud, at jeg måtte stoppe efter 15 sekunder, men alligevel ser jeg det som et absolut must at skulle se og ikke mindst høre filmen i en biograf med en ordenlig surroundsound. (Laura Fromm)

Robyn – Ever Again

Sveriges ukronede pop- og dancehallqueen er efter seneste genistreg Body Talks tilbage med et emotionelt, dybt og honningsødt abum, Honey. Udgivelsen har været undervejs i otte år, og jeg er efter første lyt allerede lige så stor fan af det som de foregående plader. Robyn har genforenet den gamle lyd med flere farver, dynamik og samarbejdspartnere som svenske ZHALA, der før har været med på turné. Pladen slutter efter min mening med det bedste nummer, Ever Again, og bidrager til en af de der A-Z oplevelser. Jeg kan ikke vente på, hvornår en af sommerens festivaler løfter sløret, slipper bierne løs og lader forventningsfulde fans sværme helt tæt på den længe ventede honning #PrayforRobyn!!! (Laura Fromm)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

REGNSKY SØGER NYE SKRIBENTER – OG FOTOGRAFER

Føler du en rus af dopamin, når du hører ny musik? Har du lyst til at fortælle om musikalske oplevelser til et nysgerrigt publikum, og har du mod på at lære og komme på spændende oplevelser med et erfarent bloggerteam? Så har Regnsky måske brug for dine kræfter!

Vi holder i øjeblikket en kort ferie på Regnsky, men når vi kommer tilbage, bliver det så småt tid til at fejre vores 10 års jubilæum som musikblog.

I den forbindelse er vi på udgik efter en udvidelse af skribentstaben og efter nye kræfter, som kan løfte Regnsky mod nye højder ved at gøre det, som alle medlemmer af bloggen brænder for: Dele ny musik og musikalske oplevelser med andre nysgerrige øjne og ører.

Om os:
Siden Regnsky blev stiftet i 2009, har bloggen været en sandkasse for fri leg og frie rammer til at udtrykke sig på tværs af genrer og udtryk. Det er ud fra denne formel, at vi skriver om den musik, der tænder en ild i os, og som fortjener at blive udbredt til flere mennesker. Vi skriver om musikken, som om vi anbefaler den til en nær ven, og på den måde ender vores sprog og historier ikke sjældent med at blive meget personlige og indlevende.

I øjeblikket styres Regnsky af Morten Bruhn, Peter Storgaard, Rasmus Stegmann, Eva Laksø og Mirja Bonné. Vi ligger aldersmæssigt fra midten til slutningen af 20’erne og er enten uddannede i journalist- eller musikbranchen – og for de fleste af os startede det hele med denne lille blog (læs meget mere om Regnsky på dette link).

Desværre har vores fem skribenter ikke altid tiden til at give musikken den opmærksomhed, den fortjener, og vi er derfor på udkig efter to-tre nye skribenter, der kan komme med nye ideer, indspark og indlæg til bloggen. Det er værd at nævne, at Regnsky skrives fra personligt engagement og ikke har nogen indtægter – derfor er det også ulønnet at skrive/fotografere for Regnsky. Til gengæld kan vi tilbyde et opbakkende miljø, muligheden for at lære at formidle kunst og kultur til tusindvis af læsere samt – ikke mindst – muligheden for at dække flere koncerter og festivaler.

Om dig:
Foruden en naturlig interesse for musik har vi ikke nogen håndfaste forventninger til dig. Måske er du netop begyndt på eller overvejer at starte på en videregående uddannelse, måske klør det i dig at prøve din formidling af på et højere niveau, eller måske vil du bare gerne have et sted at dele musikalske opdagelser med andre. Og selvom samtlige fem Regnsky-skribenter for øjeblikket har base i København, er der i udgangspunktet ingen krav til geografi.

Fotograf:
Som noget nyt ønsker vi også at få flere egenproducerede billedserier ind på vores blog. Derfor søger Regnsky en fast fotograf, der har lyst til at arbejde fortællende og journalistisk med sine billeder. Vi forventer, at en Regnsky-fotografs opgaver sjældent bliver at supplere billedmateriale til de øvrige skribenters artikler, men i høj grad at levere selvstændige og fotojournalistiske stemningsreportager igennem sin egen tilstedeværelse ved koncerter og festivaler.

Er du interesseret i at komme med på bloggen, skal du senest mandag d. 6. august kontakte os på morten@regnsky.dk, hvor du i mailen bedes skrive lidt om dig selv og dit forhold til musik. Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har spørgsmål til bloggen eller skribenternes arbejde på Regnsky. Vi glæder os til at høre fra dig, og håber at du vil…

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.