“Det var da helt Uhørt godt” siger gutten ved siden af mig. Jeg kæmper, men kan ikke lade være med at smile over verdens måske nemmeste far-joke. Vittigheden er et godt eksempel på, hvordan publikum var i lørdag til “Uhørt Præsenterer” i Pumpehuset – overraskede og i højt, højt humør. Der var inviteret hele syv artister med i år, og der nåede også at blive udsolgt, hvilket vidner om en stor interesse i den danske undergrundsmusik, og det er forfriskende og dejligt at se. Sommerens Uhørt-festival var også et af mine højepunkter, så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde haft store forventninger til lørdagens arrangement.
Mest havde jeg glædet til at høre Motorique. Ikke bare fordi jeg synes, de er enormt fede og har virkelig meget potentiale, men også fordi at deres optræden på sommerens festival varede lige omtrent to minutter, før strømmen gik, og koncerten måtte aflyses. Den trofaste Regnsky-læser vil måske huske, at jeg havde skrevet en anbefalingsartikel, hvor jeg foreslog, at man skulle høre Motorique. Det kan du nok ikke, men det gjorde jeg altså.
De betalte heldigvis tilbage med den inderligste koncert, og det var uden tvivl aftenens bedste. Jeg er også et 80’er barn (4. november 89 gælder!), så jeg har fået tunge synths ind med modermælken, og der er ikke noget, der løfter mit humør mere end synthbårne sange. Det var også klart den koncert, der havde det største opbud.
Jeg vil dog ikke undgå at nævne Regnsky-favoritterne fra BROER, som vi begejstret har skrevet om før, der igen leverede en fantastisk koncert med deres synergiske rap og sang. Hold øje med de drenge.
Uhørt Præsenterer er et fremragende arrangement, men den ivrige festivalsdeltager vil have stødt på alle navnene under sommerens festival, hvorfor det egentlig kun var Motorique, der endelig fik lov til at spille deres koncert, der var nyt. Resten var ikke just, *ahem*, Uhørt..
Det skal dog ikke tage noget fra et veludført arrangement med den helt rigtige location indenfor Pumpehusets gamle mure, der er som skabt til netop et format som dette. Uhørt gør noget godt for København, og hvis lørdagen gjorde noget ved mig, så var det at få mig til at glæde mig endnu mere til sommerens festival og se, hvad de hiver op af hatten forud for den!
På RUST’s scene foran mig står en mand med soundcloud-rap-hår, du ved, det med alle fletningerne i forskellige farver. Han er iklædt en lyserød FCK-trøje – den alle snakkede om, da klubben trak den på i 8-delsfinalen i 2010-11 udgaven af Champions League mod Chelsea. Tilhørende har han løse, røde bukser, der ikke ligefrem skjuler bulen fra hans manddom og en halskæde med et Mercedes-logo i. Ud af munden på ham kommer ordene “Lick her ass music – all my friends do it”.
Foto: Eder Lopez
Céleste er manden bag det ekstraordinære look – og lyrik. Han er en del af treenigheden Capital Fluxus – en hiphop-gruppe fra “Neo-Neo Europe”. Jeg tog en snak med Capital Fluxus forud for deres første headliner-koncert på RUST i lørdags om, hvad Neo-Neo Europe er, og vigtigst af alt – hvem de er.
Hey guys! Could you introduce yourselves?
I’m Robin, and we are Capital Fluxus, and we are from Neo-Neo Europe!
Originally we consist of four persons, but Jonas is in New York at the moment. The last two gigs we’ve had Sarah (drums) and Sofus (keys) playing with us, and hopefully going onwards we are going to have a more live setup, when we play. And I’m Céleste by the way.
And you are Jacob, the man pulling all the strings?
Yeah, I still produce with Jonas, so now we are in a long-distance-relationship.
Robin, you said you are from Neo-Neo Europe. What’s that?
It started from the concept of Neo-Europe with the fluid borders and so on. Neo-Neo-Europe is the next step where borders don’t even exist and people are just people.
Jacob: It came from the way we met with everyone having different international backgrounds and we just came together.
Celeste: It’s a critique of Neo-Europe, which is what happened when Europeans came to South Africa and lived there and so on. It’s what happens, when you can’t really put Europe in a box anymore. We don’t want to be boxed in, and we try to make music and art that shows that whatever stigmas you have regarding gender-roles and sexuality doesn’t matter. Especially in hiphop, you know. Homophobia and such. Fuck that shit. Basically saying: “The old world has failed”. Haha. Our generation is about something new. Wherever you go, you can just feel it in people. It’s like millennials watching Friends for the first time and being like: “Why is it only white people in there?” and “Why does the pretty girl have to be stupid?”.
Jacob: It’s about deconstruction things and doing something new.
It seems rather philosophical..
Robin: Yes, I guess you could say that. Maybe we read to many books and that’s why.
Aren’t you afraid of loosing listeners with this kind of abstract philosophical thinking?
Robin: Yes, and that’s the challenge. Making accesible music with that kind of thought behind it. But then again, that’s the whole game, isn’t it?
Celeste: Everybody’s welcome in Neo-Neo Europe.
Jacob: It’s not like we come and say: “This is the thing. Get in on it”. We are trying to do something together with other people rather than be like: “This is our thing – come and dig our thing”. We are not here to hand out manifestos to people on how to live their lives.
And why should our readers listen to your music?
Céleste: It’s not to sound arrogant, but there are nobody in Copenhagen doing what we do. You should listen to us, if you are tired of artists on the radio sounding like each other. We are doing something that might make you think differently.
Robin: Bringing some new perspective to the music industry. Maybe that sounds arrogant..
No, I don’t think it’s arrogant saying you are unique – it’s arrogant claiming you are better than others.
Robin: Yes, exactly.
Foto: Eder Lopez
Tilbage til koncerten er Robin i gang med et af sine lækre franske rim, som giver Capital Fluxus en hel del ekstra kant og som bakker konceptet om Neo-Neo Europe op. I princippet kan Robin rappe hvad som helst, fordi jeg forstår ikke meget mere fransk end Camembert og Jean Luc-Godard, men det klæder alligevel musikken med det franske, fordi rap på fransk bare lyder ret fedt. Jeg bliver trukket tilbage i tiden, hvor jeg hørte Mc Solaar på MTV, og tænkte, at fransk rap har et ret fedt flow, og at det kunne et eller andet. Hvad det kunne, har jeg dog svært ved at sætte fingeren på. Fransk lyder jo selvfølgelig bare altid godt, så måske er det det?
Foto: Eder Lopez
Jakob er den sky svensker bag knapperne og melodierne. Han står tilbagetrukket og sørger for, at det hele spiller, som det skal, mens frontmændene fyrer rundt på scenen
Til sammen har vi altså et kollektiv bestående af en skandinav, en franskmand og en dansk-rwandaner der gerne vil udbrede budskabet om at vende det hele på hovedet og gentænke, hvorfor vi gør, som vi gør. Måske er det netop dér, det største puslespil for mig går op, fordi jeg ikke kunne forene en sang som “Lick her ass music” med et politisk budskab, men det handler om at gentænke hele vores liv og tilværelse og ageren, og der passer sangen ind, fordi den omhandler noget som stadig er tabubelagt, men som Capital Fluxus gerne vil opfordre os til at gentænke. Derfor har sangen en symbolværdi som går ud over det abstrakte seksuelle indhold, og den er bare et eksempel på at udfordre sig selv til at bryde et tabu og ændre på ens værdier og normer. Europas kulturer og grænser flyder sammen, men gå ikke i panik, Capital Fluxus er din guide til det nye-nye Europa.
Cults har sådan set et relativt stort publikum på Spotify. Deres mest afspillede sang “Go Outside” har 30 millioner (!) afspilninger. Og jeg står nok for halvdelen af dem. I Danmark virker det dog lidt som om, at der ikke er den helt store fanbase til indiepop-gruppen fra New York. Der var i hvert fald langt fra udsolgt på Loppen i går, hvor der som bekendt kun er plads til 400 mennesker.
Cults består af den sky keyboard-mand Brian Oblivion (fedt at hedde “Glemsel” til efternavn”) og den sådan helt absurd dygtige sangerinde Madeline Follin. Sammen med tre livemusikere var de mødt op på Loppen i går for at give en intim mandagskoncert.
Loppen er et spillested, hvor man virkelig kommer tæt på artisterne. Det er nærmest som at være med dem en tur i øvelokalet. Det føles endnu mere som en tur i øveren, når teknikken driller og Madeline render rundt og peger på sit øre for at signalere, at hun ikke kan høre sig selv, men teknikerne har for travlt med at drikke øl til at opfange det. Generelt var koncerten præget af tekniske udfald, men det hele var med til at bygge noget autentisk og nærværende op, som jeg ikke tror, jeg har oplevet før.
Jeg har hørt meget Cults på det sidste. Det er virkelig god og gedigen indiepop, men deres lydunivers føles meget, meget ensformigt live. Som min ven Victor bemærkede, så lød det desværre som én lang sang, hvor det eneste alsidige var Madelines helt ekstraordinære vokal, der på hvert nummer skinnede igennem og bar hele koncerten og gjorde den til en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.
Jeg vil fortsat høre Cults på repeat, for det er sgu bare noget dejlig musik, og så vil jeg tage til mig, at de udbrød at “This is our favorite European city” efterfulgt af “No, we DON’T say that at every show”. Desværre virkede det på publikumsfremmødet som om, at København spiller lidt hard-to-get, og at følelserne ikke er gengældt – endnu. Jeg vil dog gerne slå et slag for, at Cults er værd at både høre og opleve live, hvis muligheden byder sig. Hvilket den nok gør, hvis København i sandhed er deres favoritby.
Efter at Vice bragte artiklen: “Holy shit, hvem er Marshall Cecil, og hvorfor er deres første musikvideo så god?” blev min interesse for den nye københavnske trio i den grad pirret. Derfor mødte jeg op til deres debut-koncert i Huset tilbage i oktober. Det pirrede mig også, at de havde valgt Capital Fluxus som opvarmning, som min gode ven Céleste Nshimiyimana er en del af. Aftenen startede med fransk/dansk hiphop der mundede ud i et mini onsdags-rave, og gik derefter over i Marshall Cecils bløde elektroniske alternative pop. Det var en debutkoncert, men der var fuldt hus, og på trods af at de på daværende tidspunkt kun havde udgivet én single, så kunne alle dem der stod forrest teksterne udenad. Derfor tænkte jeg, at jeg blev nødt til at være den første, der lavede et interview med MC før de på et tidspunkt kommer til at eksplodere!
Marshall Cecil består af Sophus August Tuxen på keyboard, Sebastian Fibiger på trommer og Daniel Abraham Basse som frontmand. I interviewets anledning havde Daniel inviteret på en kop revive-te til mandagens andendagstømmermænd på privatadressen.
Hej drenge. Tak fordi jeg måtte komme forbi. Hvem er Marshall Cecil?
Daniel: Vi er en trio, og vi har lavet musik sammen i halvandet år ca. Så vi er sådan relativt nye. Vi har lavet musik sammen før, Sophus tog til Catalonien og var der i et lille års tid, hvor vi pendlede frem og tilbage. Sebastian og jeg sad og skrev ting sammen. Vi skrev måske en 30 numre, og så satte vi os ned med Sophus, når vi var i Catalonien og fandt ud af, hvad det var, vi gerne ville lave. Vi har været i mange forskellige retninger, men nu har vi valgt de sange, som vi synes havde en nogenlunde rød tråd, men som også sagde, det vi synes er vigtigt.
Hvad er det, I synes er vigtigt at sige?
Daniel: Det er måske ikke fordi der er noget specifikt, der er vigtigt, men alle vores sange opstår af historier, der er sket for os. Det er mig, der skriver teksterne, så det er oftest ting, der er sket for mig og tanker, jeg har haft oppe i hovedet, og det er tit udgangspunktet for en sang, og så laver vi noget musik til det og prøver at få de to ting til at smelte sammen. Så det er noget med at fortælle en historie samtidig med, at man har musik som et medie.
Sophus: Og få musikken til at hjælpe med at fortælle det, som vi gerne vil. Prøve at få musikken til at skabe et univers omkring teksten.
Daniel: Nogen gange sidder vi også bare og laver musik uden at have en større idé med det, men det bliver bare tit bundet op på noget, som har noget med virkeligheden at gøre. F.eks. “Going up” er en sang om at lave musik og sidde og være optaget af sig selv hele tiden, når man laver musik, og om at give slip på de frustrationer, man har i forbindelse med. Og det ved jeg ikke, om folk har tænkt over, men jeg tror, de kan mærke det, når de hører den, at der er en eller anden form for given slip på noget. Sådan når problemer ender i ekstase. Den næste sang, vi har udgivet, “Beatrice, X, Regine (A Timeless Love Regime)”, er en historie om gammel kærlighed.
Sebastian: Der er nogen bands, der står i et øvelokale og jammer sig frem til en lyd og bruger flere år på det. Vi har ligesom haft produktionen som udgangspunkt. Vi har siddet rigtigt meget foran en computer og prøvet at producere os frem til et udtryk, og vi gik ret sent i øvelokalet som orkester. Det var først, da vi egentlig havde en koncert i kalenderen, at vi gik i gang med at øve. Fordi Sophus var i Catalonien i et år, har det været meget senden frem og tilbage og det har hele tiden været et projekt, der har fungeret i Spanien og i Danmark.
Det lyder som om, det var svært at starte op, mens Sophus var afsted?
Sophus: Vi startede et par måneder før, jeg tog afsted. Så prøvede vi ligesom at få lavet nogen skitser, som jeg tog med og arbejdede på, som vi så fortsatte med på afstand.
Stillbillede fra Marshall Cecils nyeste musikvideo. Se den i bunden af artiklen!
Hvordan mødte I overhovedet hinanden?
Daniel: Det gjorde vi, da vi spillede sammen i et band, som aldrig rigtig blev til noget. Vi spillede vist kun én koncert og fik aldrig indspillet noget. Så arbejdede vi tre bare videre men på nogle andre præmisser end før.
Hvorfor er udgangspunktet for Marshall Cecil bedre end jeres tidligere band?
Sebastian: Jeg tror, det er et godt udgangspunkt, fordi det er friere. Det havde vi alle tre i høj grad brug for på det tidspunkt. Og som så mange andre bands startede vi med at tage en tur i sommerhus, hvor alt bare var tilladt… Musikalsk set… Hvor at vi kunne lave en freejazz-komposition lige så vel, som vi kunne lave det vildeste hiphop eller techno, hvis det var det, vi havde lyst til. Så det er at åbne helt op for sluserne og kreativiteten, det har været en drivkraft fra starten.
Daniel: Jeg tror også, at det er en force, at vi binder tingene op på en idé, som jeg oftest har en ret klar vision om. I det tidligere band prøvede vi alle sammen at være kreative kaptajner. Så har vi altid et mål og en retning med det, og hvis vi begynder at arbejde med noget i dybden, så arbejder vi med det, indtil vi synes, at vi har fået den der idé frem. Det havde vi ikke energien til i det andet band, fordi der var for mange, der havde idéer og retninger, de ville. Det kan også godt fungere, men i den her konstellation er det fedt, at vi har en konkret ting, vi gerne vil arbejde os hen i mod.
Hvad er det, I gerne vil arbejde jer hen i mod?
Sophus: Det er forskelligt fra sang til sang, men vi har et mål om, hvor den her sang skal hen, så man kan arbejde hen mod det.
Daniel: Vi arbejder også med, at der skal være et element i musikken, der gør, at den lyder anderledes end musik normalt gør.
Hvad kunne det f.eks. være?
Daniel: Det kunne f.eks. være i “Going up” hvor vi går fra noget meget melankolsk og tungt til noget lettere og mere hiphop-inspireret. Vi blander jo mange genrer. Vi blander gammel sangskrivning med hiphop-elementer. Eller når man laver en rap og pitcher den op og ser, hvad der sker.
Sophus: Vi lytter til en masse forskellige ting, og tager ting ind, som vi synes er spændende at arbejde med.
Hvad er jeres vision med Marshall Cecil som band?
Daniel: For mig er det at fortælle historier fra en vinkel, som ikke er lige så set, som den normalt er. Jeg tror, at hvis folk hører historier fra en vinkel, de ikke har hørt før, men det taler til dem, så vil de føle sig forstået, og det tror jeg, er vigtigt. Det tror jeg, er en af de vigtigste ting i musik, at man kan føle sig forstået eller set. Det er også vores mål at komme ud med det til så mange som muligt, og det betyder også at komme ud med det til udlandet, hvis det er muligt. Vi vil gerne spille koncerter rundt omkring i Europa og ikke bare holde det til Danmark. Danmark er et dejligt land, men det er også et lille land.
Marshall Cecils nyeste musikvideo er også lavet af Céleste Nshimiyimana og Jacob Schill fra Capital Fluxus.
Vice var meget optaget af jeres musikvideoer, men hvor får I idéerne fra?
Sebastian: Musikvideoerne er primært lavet af Céleste og Jacob fra Capital Fluxus, hvis videoer vi stødte på og faldt helt på røven over, hvor fedt, vi synes, det var. Derfor SKULLE vi bare arbejde sammen med dem, og så sendte vi vores musik til dem, og så syntes de, det var mega fedt. De har ligesom været de kunstneriske primus motorer i de første to videoer.
Daniel: De ville gerne lave et nyt take, på de sange vi har lavet. Det er hele tiden en fortolkning af vores idé, og det vi gerne ville udtrykke. Vi har givet dem ret meget plads til bare at fyre den af.
Hvad handler jeres nye EP “Heady” om?
Daniel: Altså, den hedder jo “Heady”. Der er ikke rigtig en dansk oversættelse, men det er ting, der stiger én til hovedet. Jeg synes bare, det ord var passende. Det kan også være en parfume eller en rødvin, der er lidt for tung. Nogen gange er vores musik måske også ret tungt at lytte til. Det kommer nok ikke på “Chill”-listen på Spotify. Desværre. Så det er ikke så meget, at den handler om noget specifikt, men der er gemt en masse frustrationer i den, som mange folk i midttyverne kan relatere til. Er det det rigtige, jeg gør? Er det rigtige, der foregår i verden? Hvorfor foregår der så mange forfærdelige ting i verden?
Hvordan føler I, at folk har taget i mod jer?
Daniel: Virkelig godt. Der har været virkelig meget kærlighed. Vi har fået rigtig fin omtale i medierne og P6 har spillet os og talt pænt om os, når de har spillet os. Det vigtigste er jo, at folk møder op til koncerterne. Der var fuldt hus og en kærlighed i luften til debuten. Det er som om, at folk gerne vil projektet. Det er virkelig rart at mærke, at folk vil det. Det giver os blod på tanden til at fortsætte.
Marshall Cecil kan opleves den 7. december på Loppen sammen med Capital Fluxus til en favorabel pris på 60 kroner. Her er Facebook-event:
Tjek desuden den nye EP Heady på Spotify her:
Og musikvideoen til Regine, X, Beatrice (A Timeless Love Regime) her:
For knap en måned siden havde jeg besøg på hjemmeadressen af to norske gutter. De lignede til forveksling hinanden, men det gør de fleste brødre jo. De fleste brødre spiller dog ikke dansabel indierock sammen, men det har Pål og Axel valgt at gøre under navnet Kakkmaddafakka. De er efterhånden ikke helt ukendte i det danske land, og de har spillet på både Smukfest og Roskilde – og for nylig i Vega. I onsdags blev det annonceret, at de vender tilbage til Roskilde Festival til sommer. I den anledning er det jo perfekt at bringe et interview med de kække nordmænd!
DISCLAIMER: Interviewet blev gennemført på en blanding af dansk med ømålsdialekt og norsk med bergensk dialekt, hvorfor nogle ordstillinger måske er spøjse.
Jeg studerer faktisk ude på Roskilde Universitet, hvor I var ude og spille til Årsfesten.
Nå, ja! Så du koncerten?
Ja! Det var derfor, jeg tænkte, det ville være sjovt at skrive noget om jer, efter jeg så den.
Ahh! Fedt!
Ja, jeg har lige nogen spørgsmål, som jeg tænkte, vi lige kunne køre igennem. Jeg har lagt mærke til, at I har spillet rigtigt meget i Danmark. I har spillet Roskilde sidste år, Smukfest i år, koncerter i Aarhus og København og RUC’s Årsfest. Hvad er jeres forhold til Danmark?
Vældig godt! Danmark er vores satsningsland, fordi vi elsker Danmark. Der er kort til Danmark. Vi har været i Tyskland, Holland og Frankrig, men vi kan virkelig godt lide Danmark. Med Kakkamaddafakka er det sådan, at det har taget nogen år at bygge os op, og så kommer vi til det niveau, vi er. Vi er stadig i opbygningsfasen.
Hvorfor har I valgt at satse på Danmark?
Det er et fantastisk land, vi elsker Danmark på mange måder. Der er god mad her, der er kort rejse, der er vældig morsomme folk, og der er en god “talk”, folk er rationelle, smukke piger! Haha. Og så er der selvfølgelig brug for Kakkamaddafakka i Danmark.
Der er simpelthen behov for det?
Ja, det føler vi!
Hvad opstår det behov af?
Der trænger den perfekte blanding mellem dannelse og party! For danskerne elsker party, men de må også have en dannelse, og den får de i Kakkamaddafakka, spørger du mig.
Så I kan levere den dannelse, som danskerne mangler?
Ja, vi gør faktisk det. Så det ikke bare er Aqua. Jeg har faktisk oplevet, at den musik jeg hører rundt omkring i Danmark i dag, har ikke været overfladisk, som har været min kritik tidligere. Paradise Hotel-kulturen er slut. Og indie-kulturen er tilbage. I hvert fald føler jeg, at vi i Kakkmaddafakka kan være her med indie-kulturen. Der trænger ikke silikone for, at det er fedt.. Eller selvbruningscreme.
Ja, der er allerede et par gode rubrikker. “Kakkmaddafakka leverer den dannelse, som danskerne mangler”.
Haha. Men det er faktisk det danskerne liker!
Den skal nok blive læst, det er helt sikkert.. haha. Fedt! Hvordan kan det være, at I valgte at spille til RUC’s Årsfest – det var da sådan en ret lille koncert i forhold til, hvad I ellers har været ude at spille?
Vi spiller, når folk vil have os. Vi prøver, og specielt hvis det er satsningsland som Danmark, at sige ja til næsten alt, vi kan. Vi er ikke snobbede. Hvis du vil have et folkeligt band med dannelse, så er det Kakkamaddafakka, og så siger vi ja til at spille for smilende folk. Vi dømmer ingen folk. Folk er folk.
I er det første internationale navn nogensinde derude. Ellers har det kun været danske kunstnere, så det var ret stort.
Er det sandt? Wauw! Var det på den Roskilde, vi spillede på nu? Vi var de første internationale? Der ser du! Det jeg snakker om! Og det var jo fantastisk! Det var fedt at gå rundt på campus og høre, at nogle steder spillede de rock. De spillede Nirvana og Metallica. Og det sker ikke i Norge! Overhovedet ikke.
Hvorfor ikke? Hvad hører de så?
Det er yt! Nu hører man hiphop.
Og I kan ikke lide hiphop?
Jo, jo.
Jeg kan ret godt lide Lars Vaular.
Ja! Han er jo fra vores by!
Men der er jo virkelig meget god musik, der kommer ud af Bergen. Kings of Convenience, Aurora og ja, Kygo, han er jo meget populær.
Det er så fedt, man! (Oppe at køre på norsk)
Hvorfor tror I, der kommer så meget god musik ud af Bergen?
Det er umuligt at få svar på.. Vi har jo faktisk problemer med det, fordi vi ikke kan få stor succes. Men vi er jo ingen news længere i Norge, fordi der er så mange andre hele tiden. Men nej, det er helt fantastisk, men ubeskriveligt hvorfor.
Men I har også arbejdet sammen med Kings of Convenience?
Ja, de er vores gode venner! Det var Erlends idé at kalde vores nye album “Hus”.
Har I selv følt Bergen som en faktor i jeres musik?
Alle vores album handler jo meget om Bergen.
Bor I der stadigvæk?
Ja, ja. Vi bor der.
Lars (Vaular) har jo eksempelvis lavet en sang, der hedder Bergen Bergen. Har I det lige så lokalromantisk?
Ja. For os er det jo vigtigt, fordi vi føler et mindreværdskompleks i forhold til Oslo. Og alle som bestemmer, hvad der skal i radioen, de sidder i Oslo. Det er ikke en to timer lang togtur som Århus til København. Der er syv timer i toget. Så vi har ganske langt. Så vi føler os vældig isoleret. Lars han blev ikke accepteret i Oslo før langt hen i sin karriere. Det er det samme med Kakkamaddafakka og Kings of Convenience. Altså ikke sammenlignet med hvor stor succesen er i udlandet, Kings of Convenience er jo de musikere i Norge, som tjener masser af penge. Og de får udsolgt i Hamborg på fem minutter og i Sydney, men i Norge, når de spiller, så er det noget andet.
Skal jeg forstå det som, at I føler, at I ikke kunne opnå stor succes i Norge, og så har I satset internationalt?
Ja, vi har meget succes i Norge, men Danmark er næsten allerede oppe på norsk niveau. Der er ikke stor forskel på billetsalget i Oslo og København. Vi har også mange flere interviews i København. I Norge vil det altid være en kamp mellem Bergen og Oslo. Lars sidder alene på hiphop-tronen. Der sker meget fedt i norsk hiphop, men det hele sker i Bergen.
Hvordan har I det med, at I har større succes i udlandet end jeres eget land?
Hvordan vi har det med det? Nej, men vi er vant til det, man. Vi begyndte jo at turnere i 2010. Vi er vant til at have en underdog-rolle, og vi kan også bedst lide en underdog-rolle.
Hvorfor?
Fordi man er vant til det. Man har altid været en underdog. Det er vældig uvant at komme i en situation, hvor man er on top of things. Det er vi dog efterhånden oftest, så vi er nødt til at lære at kunne lide det også. Det er dog bedst at være i angrebsposition.
Ligesom i fodbold..
Ligesom i fodbold.. Det er ikke fedt at være i toppen af tabellen, men at være nummer to, det er fedt!
Er I bedst live eller på album?
Der er mange, der siger, at vi er vældig gode live. Der er ikke så mange, der siger, at vi er gode på album.. Men det bedste er at lytte til albummet og så komme og høre os live. Det kommer til at ske lidt med Kakkmaddafakka, som det sker med The Smiths, tror jeg..
Altså at du (Axel) går solo?
Nej, det tror jeg ikke. Haha. Det er mere det, at vi tror, folk vil høre vores musik fremover. Det kommer til at tage lidt længere tid, men det vokser på dem. The Smiths er mit favoritband. Min ven kom til mig og sagde, “The Smiths er bedre end Beatles”. Og jeg spurgte, om han overhovedet havde hørt Beatles.. Men så hørte jeg Smiths, og så blev det også mit favoritband. Det er også derfor, vi lavede albummet “Six months is a long time”.
Så The Smiths er en stor inspirationskilde?
Ja, det burde det jo være for alle, som laver musik. De er lige så stor en inspirationskilde som Beatles eller Michael Jackson. Pointen er, at de var store, da de spillede, men de er større nu, fordi nu lytter alle til The Smiths. Det er blevet lidt en mainstream ting, men da det kom, var det underground.
Så måske blive I også mainstream en dag?
Ja, det er det, jeg prøver at lugte lidt, men jeg kan ikke garantere nogen ting.
Men bryder man så ikke lidt med den der indiepersonlighed, hvis man pludselig bliver mainstream?
Nej, det ved jeg ikke. Det handler om jo, om musikken var mainstream, da man lavede den for 10 år siden. Det er noget andet, hvis vi bliver dommere i Xfactor. Så kan du komme med din mainstreamfinger! Men så længe vi spiller i sjov og vi er ude og rocke uden backingtrack, så er vi underground.
På jeres wikipedia-side står der, at I er kendte for “Pioneering use of social media”. Hvad betyder det?
Vi var ligesom dem, der tog social media to the next level.
Haha, hvordan gjorde I det?
Vi var jo ekstremt tidligt ude. Vi var på Youtube i 2006. Det var vigtigt for, hvordan vi har opbygget en fanbase. Det var der heller ikke så mange andre, der gjorde.
I var måske heller ikke så gamle i 2006, så det har været ungt og hipt.
Ja, vi forstod heller ikke selv, hvor vigtigt, det var. Vi skulle have gjort det mere og have fortsat med at gøre det hver dag. Pioner og pioner, det er også en joke.
I sagde, at Erlend havde valgt, jeres nye album skulle hedde Hus. Hvorfor “hus?”
– Fordi det er indspillet i et hus.
Okay?
Har du set coveret? Det er inde i det hus.
Så der er ingen dybere mening..
Nej.
Det er lige som det skal være så.
–Ja, det skal være sådan!
Og sådan blev det. Jeg glæder mig til at genopleve Kakkmaddafakka på Roskilde, og jeg siger tak for besøget til de flinke nordmænd.
