Start din juleferie med at tjekke den danske indie-undergrund ud!

På onsdag afholder vores gode Regnsky-venner Wonderwhy en labelnight hos Hotel Cecil. Hvis du interesserer dig for upandcoming dansk musik, hvilket du nok gør, fordi hvorfor skulle du ellers læse Regnsky, så er der her fra en anbefaling til at svinge forbi og nyde bl.a. Guldimund og Rebecca Lou live. Desuden er det en god undskyldning for at komme forbi Hotel Cecils smukke lokaler og få en iskold Albani på fad til 40 kroner. 

Jeg tog lige en hurtig snak med indehaver af Wonderwhy, Magnus Grilstad, om arrangementet, fordi jeg lige ville høre, hvorfor han havde valgt at afholde det.

Hej Magnus. Hvorfor afholder du det her arrangement, og hvordan fungerer det med så mange artister på én aften?

  • Det er fordi vi gerne vil vise nogle af vores artister frem. Det bliver i showcase-format, og de har 30 minutter pr. koncert. Første band går på 19.30 og sidste 22.30.

Er det så ikke kun et event for musikbranchen?

  • Nej, det er en god mulighed for at gå på opdagelse i den danske indie-undergrund, synes jeg. Vi præsenterer også en helt ny artist i “Your Love”.

Nu spiller dine artister vel ikke julemusik, vel?

  • Det regner jeg ikke med, men man ved aldrig med Guldimund. Da han holdte koncert på Stengade i marts gik han pludselig ned blandt publikum og delte flyers ud, fordi nu skulle vi alle sammen synge “Jens Vejmand”.

Hvorfor holder du det på Hotel Cecil?

  • Fordi det er et fedt sted. De har virkelig taget den et nøk opad med æstetikken siden Jazzhouse lå der. 

Så hvad kan jeg forvente af på onsdag?

  •  God musik og forhåbentlig god feriestemning. Det er en god mulighed for, at man kan kickstarte sin juleferie med et par øl med vennerne og høre noget musik.
Asger fra Guldimund. Foto af Lene Kronow.

Hvis du stadig mangler én god grund til at tage ind til arrangementet, så vil jeg bare lige fremhæve Guldimund som den grund. Blaue Blume-medlemmet Asger Nordtorp har skabt noget helt særligt med sit projekt her, og han gav en af årets bedste koncerter på Uhørt-festivalen i sommer. Han er én, der er værd at holde øje med, og han har skrevet nogle virkelig stærke sange i bl.a. “Til min mælkebøtte” og “Novemberpige”. Det skal dog ikke tage noget fra de andre optrædener på aftenen – jeg kender dem bare ikke så godt, endnu. Men jeg ved, at Wonderwhy altid er garant for kvalitet.

Du kan tjekke eventet ud her: Wonderwhy x Hotel Cecil

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

EVERYBODY WANTS TO RULE THE FUCKING WORLD

Tears For fucking Fears kommer på Roskilde, men hvorfor skal du give en fuck for det? Er det ikke bare et æææældgammelt band, som ens forældre elskede og prøvede at få én til at kunne lide, mens man i skjul satte “The Eminem Show” på anlægget, når de ikke var opmærksomme? 

Lad mig lige understrege nogle ting. Roskilde har endnu en gang gjort det, som kun Roskilde kan. De har vakt en sovende gigant til live med denne booking. Tears For Fears har ikke spillet i Danmark siden 1990. Nittenhundredehalvfems. Det bliver altså 29 år siden til sommer, at Roland Orzabal og Curt Smith har spillet live i Danmark. Det i sig selv burde være argument nok for at være oppe at køre over bookingen. Stadig ikke overbevist?

Vidste du, at det faktisk er Tears For Fears, der har skrevet sangen “Mad World”. Det er den, du tror, Gary Jules (eller R.E.M. hvis du er helt bong) har lavet, fordi du hørte den i Donnie Darko, og ikke tænkte videre over det. Det nummer er om noget lyden af britisk 80’er melankoli på linje med The Cures bedste numre. “I find it kinda funny, I find it kinda sad, the dreams in which I’m dying, are the best I ever had”. Fucking fantastisk.

“Rasmus, jeg skal lige høre, har du tilfældigvis noget personligt investeret i den her booking”? Sjovt, du spørger! Jeg er livslang Tears For Fears-fan, ja. Jeg har aldrig set dem live, nej. Jeg har været euforisk forelsket til “Head Over Heels”. Jeg har prøvet at overbevise folk om, at det bedste ved The Weekends album “Starboy” var samplet fra “Pale Shelter”. Jeg har grædt til Mad World, jeg har været ulykkeligt forelsket til “The Hurting” og jeg har været oven ud ekstatisk på Dunkel som 19-årig, første gang jeg var i byen i København, da de spillede “Everybody Wants To Rule The World”, og jeg sad og skrålede med sammen med min bedste ven, Peter. Det i kontrast til “Jeg vil la’ lyset brænde”, som jeg vi var vant til fra provinsdiskoerne.

Bliver det en skuffende koncert med to artister, der er way past their prime? Måske. Har de overhovedet lavet noget godt siden 1989? Næ. Kan Curt Smith stadig synge? Han prøver i det mindste. Kommer der til at være nogen under 50 i publikum? Ja, mig. Helt oppe foran. Med tårer i øjnene. 

Så tak Roskilde. Tak er et fattigt ord. Men I har gjort det, som ingen andre i Danmark har gjort i 29 år og booket Tears For Fears. Det er altså hele mit liv, der er gået, siden de her gutter sidst var her, og lige så længe har jeg drømt om at se dem live. Jeg glæder mig virkelig. Specielt til at stå ved siden af min kæreste, som jeg har tvunget til at blive fan, og synge med på den her:

Ja, jeg beklager, hvis du havde regnet med at kunne læse om, hvilken betydning Tears For Fears har haft for musikhistorien eller lignende. Jeg er simpelthen for excited til at kunne gå i dybden med det lige nu. Så smid et af de tre gode albums fra perioden 1982-89 på anlægget og glæd dig til, det bliver sommer. Det vil jeg i hvert fald gøre på denne grå torsdag.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

GusGus fyldte Koncerthuset med tung islandsk techno (og lidt for meget røg)

Jeg har aldrig prøvet at tage hele vejen fra Sønderborg til København en torsdag aften for at høre islandsk techno i DR’s Studie 2, men det havde den meget utilfredse gut, der gik ved siden af mig, da GusGus’ koncert efter to minutter blev afbrudt af en hvinende alarm og en venlig, men bestemt, stemme, der bad alle om at forlade koncerthuset, da der var opstået en “kritisk situation”. I starten troede folk ikke rigtigt på det, og de mente, at det måske var en del af showet. Jeg har ikke personligt set GusGus før, men det virkede som om, at folk forventede, de lavede en gimmick. De udspringer jo også af et kunstnerkollektiv, så jeg tænkte også, det sagtens kunne være en del af deres performance. Men næ nej, ud kom vi efter ti forvirrede minutter, og ham fra Sønderborg var en yderst presset mand.

Pludselig blev der åbnet op igen, og vi fik lov at komme ind til koncerten igen. De gode pladser, vi havde haft helt oppe foran, var selvfølgelig røget, og den manglende information fra DR’s ansatte irriterede min nysgerrige journalisthjerne. Jeg ville gerne vide, hvad der var sket. Der var snak i krogene om, at deres røgmaskiner var for kraftige, men ingen vidste rigtigt noget.

Det lykkedes dog hurtigt GusGus at komme efter episoden, og i dag tænker jeg over, at det efterhånden er sjældent, at jeg får sådan helt nye oplevelser, når jeg er til koncert. Det er bagsiden af at skrive om musik. Ja, stakkels mig, ak og ve, alle de gratis koncerter, jeg får lov til at anmelde! Men det her har jeg aldrig prøvet før, og det gav mig desværre en irriteret følelse i kroppen, som jeg havde svært ved at slippe, da de så startede koncerten igen. 

GusGus er et af de bands, som jeg har villet høre live de sidste 10 år, men som jeg aldrig har fået taget mig sammen til at se. Til Final Party på Carlsberg under Distortion 2010 forsøgte jeg ellers virkelig at komme til at se dem, men jeg havde kort forinden været så fuld, at jeg troede, jeg var til Booka Shade-koncert, for så at finde ud af, at den foregik et andet sted. Måske var det nederlaget fra den gang, der har taget mig otte år at komme over, men i går lykkedes det mig endelig. 

Og det var værd at vente på. Koncerten endte med at være fuldstændig opslugende, og jeg blev gang på gang overrasket over deres bagkatalog, som jeg havde glemt, hvor bredt var. Det var én lang “nå ja, den har de også lavet”-koncert. Favoritten, “David” fra 2002-udgivelsen “Attention”, havde heldigvis også fundet vej til setlisten i går. Det klart mest poppede nummer i et ellers tonsertungt technotorsdagstamtam (øver mig på bogstavrim), men resten fungerede også, som det skulle. Selvom det var meget tunge mure af lyd, vi blev præsenteret for, så giver Daniels bløde vokal et sublimt modspil, der gør, at alle kan være med. Mange tak til Daniel Ágúst Haraldsson og Birgir Þórarinsson for at forsøde en ellers ultrakedelig efterårstorsdag.

Og gutten fra Sønderborg? Sidst jeg så ham, dansede han rundt i ekstase til “Arabian Horse” med en Heineken i hånden. Don’t we all love a happy ending!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

“Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer”

Foto: Daniel Hjort

En helt almindelig tirsdag åbnede 27-årige Jacob Aksglæde sin dør for mig og bød på en kaffe i hjemmet på Amager. Jacob fangede min opmærksomhed, da jeg ved et tilfælde var til koncert med ham på Egmont-festival, og jeg vidste med det samme, at jeg gerne ville tale med og komme lidt ind under huden på ham. Vi fik en god snak om C.V. Jørgensen, Jacobs nye single “PromilleRomantikken” og hvor vigtigt, det er at kunne genkende sig selv i musik.

Hvad driver dig, når du laver musik?

  • Det første, der driver mig, er at finde sådan en mavefornemmelse, hvor jeg kan mærke, at der er et eller andet i akkorderne eller teksten, der resonerer i min krop. Følelsen af, at det er en god linje, eller det er en god melodi. Det er det første kick. Når man så har sangen, vil man gerne have det til at ramme så mange mennesker som muligt og gøre folk glade.

Så det starter altid med noget, som du synes, er fedt?

  • Altid det. Jeg skal altid gøre mig selv glad. Når jeg så har gjort mig selv glad, så tænker jeg, er der noget her, som jeg kan gøre endnu bedre, så jeg kan ramme endnu flere mennesker. Så sidder jeg typisk sammen med en producer, hvor jeg har lavet en sang, og han så sidder og eksempelvis tænker, at vi kan gøre den der melodi i omkvædet lidt skarpere, så den får en bredere appel.

Men hvad giver dig lyst til at lave musik?

  • Jeg tror bare ikke, jeg kan lade være. Det er jo det klassiske svar. Det er ligesom, når man har været på ferie. Jeg har lige været i Nice uden min guitar, og der havde jeg bare lyst til at holde en guitar og skrive en sang. Men fordi jeg ikke kunne det, gik jeg hele tiden rundt og skrev tekststumper ned til sange, som jeg ville skrive, når jeg kom hjem. Det tror jeg bare er et meget godt tegn på, at man måske er blevet lidt afhængig af det. Jeg tror også, jeg er afhængig af at ytre mig kunstnerisk eller poetisk. Og på sigt er det jo også blevet en del af min identitet. Jeg startede jo allerede med at skrive sange som 14 årig i folkeskolen. Dengang var det bare nogle banale digte om en pige, men i gymnasiet fik jeg arbejde i en pladeforretning og fik kendskab til blandt andre C.V. Jørgensens musik og tekster, hvilket inspirerede mig til at skrive mere poetisk. Og langsomt blev det at skrive en del af min identitet, og som nu er det groet fast i mig. Jeg gruer også for den dag, hvor man måske skal stoppe med at lave musik og lave noget andet – få et job i Finansministeriet eller sådan noget. Fordi hvad sker der så med min identitet? Hvem bliver jeg så?

Jeg kan se, at du har “Sjælland”-pladen inde på væggen. Er du meget inspireret af C.V. Jørgensen?

  • Jamen, altså ja, jeg er inspireret af ham. Jeg tror ikke, jeg vil sige meget inspireret. Jeg er mere inspireret af poesien og det at skrive finurligt. Det gør han, men jeg læser også mange digtsamlinger og poetiske bøger. Det med at bruge billeder og sprog på en finurlig måde. Jeg er også meget inspireret af Marie Key og Nicolaj Nørlund.

Men din vokal minder om C.V’s.

  • Ja, jeg har en nasal stemme ligesom ham.

Det er bare påfaldende, at du har Sjælland-pladen hængende, nu hvor der bliver draget paralleller.

  • Derfor tror jeg også, at det er nemt at lave den sammenkobling.

Er der forskel på Jacob og Aksglæde?

  • Nej, det er der faktisk ikke. Forskellen er, at Jacob er ham der bor på Amager, og Aksglæde er ham, der står på scenen, men det er jo den samme person. Det startede jo med at være et band, og så kunne det ikke hedde Jacob Aksglæde. Men det var altid mig, der skrev sangene og sådan.

Har du en mål eller en vision med din musik?

  • Det, der kan gøre mig glad og få et smil frem på mine læber, det er forestillingen om, at jeg står bag Arena på Roskilde Festival og skal op på scenen med mit band, og vi skal op og holde en fest deroppe. Det er det, jeg går efter.

Og stå at kunne høre 12.000 mennesker råbe “AKSGLÆDE, AKSGLÆDE”.

  • Præcis. Og de synger mine sange, inden jeg går på.

Hvorfor Arena og ikke Orange?

  • Jeg tror bare, det er sjovere at spille på Arena.

Det synes C.V. Jørgensen jo også..

  • Haha, ja, det synes han jo! Jeg så ham der i 2010.

Lad os tale lidt om din nye single, “PromilleRomantikken”. Hvad handler den om?

  • Det er den generation og den tid, vi lever i. Den kalder jeg PromilleRomantikken. Jeg prøver at tage et billede af vores tid og lave en historie om det. PromilleRomantikken er der, hvor den unge generation oftest møder hinanden igennem alkohol. Hvor man så er god til at tilnærme sig andre mennesker, når man lige har fået et par øl. Det er den gode ting, fordi man bryder nogle grænser ned og tør gøre nogle ting, man ellers ikke ville turde have gjort. Udfordringen er så, at man ikke rigtigt ved, hvem det er, man møder, når man er i byen. Man har måske drukket sig mod til at snakke med nogen og være lidt mere udfarende, end man ellers ville have gjort. Hvem var jeg selv den aften? Jeg er ikke sådan, når jeg vågner op næste dag. Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer. Selvværdsproblemerne starter typisk, når der kommer en meget smuk pige ind i et lokale, og jeg så tænker, at hun aldrig vil kigge i min retning.
  • Det er jo faktisk en kærlighedshistorie. Jeg var på en højskole og skrive nogle sange, og der var jeg med til en fest, hvor der var en meget smuk brunette iført sådan en grøn blomstret kjole og hvide sneaks, hvor jeg tænkte: “Hold kæft, hvor er hun smuk. Hun vil aldrig kigge i min retning”. Men på en eller anden måde kom vi til at spille på hold sammen i bordtennis. Og vi tabte stort, fordi jeg er virkelig dårlig til bordtennis, men på en eller anden måde havde jeg drukket perfekte mængder af øl og havde den helt rigtigt promille til at kunne være lidt mere udfarende og charmerende og få hende til at grine, hvilket var helt perfekt, men næste morgen ville jeg jo gerne blive ved med at være den charmerende type og få hende til at grine, men der havde jeg ikke den samme vibe, og hun kunne så mærke, at jeg havde ændret mig, så hun endte med at afvise mig. Så sangen handler om, at man er to personer. Men den ene er ikke bedre end den anden. Hvis jeg ikke havde drukket, havde jeg aldrig snakket med hende.

Hvorfor synes du, at det er vigtigt, at sætte fokus på det?

  • Det er ikke fordi, jeg har en mission om at sætte fokus på noget som helst, og jeg synes ikke, man skal alarmere noget eller stoppe noget. Jeg tager bare et billede af samfundet og fremkalder og udgiver det. Det er sådan, jeg typisk skriver musik. Du spurgte tidligere, hvad mit mål var. Mit mål er også at sætte et spejl op til mine lyttere, så de kan se sig selv i min musik. Det er typisk mig, der er i musikken, og jeg er typisk et meget normalt menneske. Jeg tror, jeg har mange af de samme tanker, problemer og glæder, som mange mennesker har. Det største mål er, at folk kan genkende sig selv i sangene og tænke, at den følelse har de også haft. Jeg synes, det er vigtigt i meget af den musik, jeg selv hører, at jeg kan genkende mig selv. Så får man et smil på læben, fordi man kan genkende sig selv. Det er også sådan, når man sidder og fortæller anekdoter med vennerne eller ser Klovn. Man kan godt se sig selv i det, og ellers ville man ikke reagere så voldsomt.

PromilleRomantikken udkommer i dag, og du kan høre den lige her!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg elsker sgu UHØRT-festival

Moon Mountain med matchende frisurer

Mavefornemmelsen efter en UHØRT festival er altid god, synes jeg. Man er fyldt op af ny
musik og føler sig helt inspireret. Når man sådan lige kigger på UHØRT, så frygter man måske
risikoen for, at man skal på festival og høre en masse amatørbands, der knap nok kan ramme
en tone, men virkeligheden er anderledes. UHØRT’s bookings er topprofessionelle, og selvom
der kan være enkelte svipsere, så er bundniveauet utroligt højt på UHØRT. Det gør UHØRT til
en allround god oplevelse, hvor man virkelig kan få udforsket den danske undergrund. Hvis
man er til den slags, er der nok ikke noget bedre sted at gøre det.

Årets overraskelse er delt mellem den dygtige Guldimund og Moon Mountain. Begge koncerter
slog benene væk under mig på hver deres måde. Jeg havde troet, at Guldimund ville være
noget stille indie, men han formåede med et stort band at spille en utroligt festlig koncert på
Gårdscenen. Til det har han et ret stærkt bagkatalog, som sagtens kunne have båret en større
scene, hvis han var mere kendt – men det tror jeg bare, er et spørgsmål om tid. Det var helt
suverænt ind til mindste detalje, og han har fået sig en ny fan.

Moon Mountain var et af de bands, der var forholdsvist ukendte, men jeg havde alligevel
foreslået at høre dem i min optaktsartikel. Gloriepudsning <3. Det var en fantastisk dreamy seance vi var vidner
til, og mange af dem jeg talte med, mente bestemt, at de var blandt årets højdepunkter. Hvor
de har gemt sig væk så længe, ved jeg ikke, men jeg er glad for, at de nu endelig er kommet
frem til overfladen og viser sig, fordi Moon Mountain er utroligt dygtige og har en masse
potentiale.

De to koncerter var samtidig de to bedste, jeg så på UHØRT18.

En anden god ting ved UHØRT er, at der er ret så mange genrer repræsenteret. Det inkluderer
metal, hip hop og EDM. Engang imellem er det godt og sundt at få udfordret sine fordomme,
specielt hvis man er sådan en selvfed indieelskende anmeldertype som mig. Derfor fandt jeg mig bl.a. til
Tyrees Tyr og Boye & Sigvart-koncerterne. Og selvom det langt fra er min smag, så kan jeg
sagtens forstå den appel, det har, og jeg kan helt vildt godt sætte mig ind i, hvad det er, det
kan. Engang imellem har man bare brug for at holde en fest. Specielt Tyrees Tyr vil jeg gerne
tale lidt mere om. Jeg så med det samme en stærk kontrast til Balthasar, der spillede fredag. Hvor
Balthasar er den her absurd dygtige, men meget indadvendte, rimsmed og teknisk overlegne
rapper, så var Tyrees Tyr en selvtillidsfyldt energibombe af en anden verden. Det var to
forskellige tilgange til hip hop/rap, og det var fascinerende at se, hvor bred den genre faktisk
er. Desuden så var det ægte UHØRT, da Tyrees’ DJ kommer ind og siger: “Nej nej, det er altså ikke mig, der er Tyrees”. Så er man fandme undergrund. Det er nok ikke noget, jeg nogensinde ville sætte på anlægget derhjemme, men jeg var betaget af hans performance alligevel.

UHØRT, du bliver ved med at give mig gode oplevelser, og jeg kan mærke en udvikling fra
sidste år. Det var høj kvalitet hele vejen igennem. Bl.a. var Royal-øllen fra sidste år skiftet ud
med Tuborg. Det får man altså thumbs up for. Rammerne er de samme, men de passer også
helt perfekt til den slags festival, som UHØRT er.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?