Rasmus anbefaler: UHØRT 2018

En af de mindste, men også bedste, festivaler i Danmark er UHØRT. Det var i hvert fald min tanke efter 2017-udgaven af festivalen. Det er virkelig dejligt at blive præsenteret for så meget ny og god dansk musik på en weekend, at man bare sidder tilbage sprængfyldt med håb for fremtiden i den danske musikbranche. På fredag og på lørdag er det blevet UHØRT-tid igen, og det er svært for selv en musikskribent at navigere i det ukendte program. Dog ser jeg det som en udfordring at skulle finde det bedste i det ukendte. Ja, jeg er lidt ligesom ham der din ven, der altid irettesætter dig, når du sviner Roskilde-programmet. “Du skal bare kigge i de små navne for at finde guldet”! Du hader ham, men du ved også godt, at han har ret. Men det er ret svært at navigere rundt i det uhørte program. Ja, den var dårlig, men det er programmet heldigvis ikke, så jeg vil gerne anbefale dig et par navne, som jeg synes, du skal prioritere i weekenden!

Balthasar

Wauw, det er ærligt. Prøv at lytte til “89’er” og overvej, hvor meget det kræver at udlevere sin livshistorie på den måde. Specielt når den har været hård og ubarmhjertig. Jeg er selv 89’er og har oplevet lidt af hvert, så det kan godt være, at jeg bare er den ultimative målgruppe for nummeret, men jeg føler den sgu bare. Jeg er spændt på at se, hvad Balthasar kan live.

Balthasar spiller fredag kl. 18.30 på Skatescenen.

Turquoise Sun

Yes man, psykedelisk rock. Det er efterhånden ikke så få bands, der trækker tråde tilbage til 60/70’ernes løsslupne guitarer, men Turquoise Sun er de mest fremtrædende på årets UHØRT, og netop denne type bands leverer altid live. Jeg har kun kendt dem i en uge, men det er allerede en af de koncerter, jeg glæder mig mest til.

Turquoise Sun spiller fredag kl. 23.10 på Gårdscenen.

Moon Mountain

Hvis du troede, at electrorock-bølgen var død (eller døende), så er Moon Mountain et godt bud på et kommende koryfæ, der kan puste et kunstigt åndedræt ind i genren. Tjek det ud, hvis du savner Spleen United, eller hvis du synes, Veto mangler en kvindelig vokal.

Moon Mountain spiller fredag kl. 20.30 på Volumescenen.

Cliff Waters

Hvis du er til blød mandepop, så kan det være, du skal tjekke Cliff Waters ud. Det er blødt uden at være drenget, det er opløftende uden at være påtaget, og det er lige i skabet. Det kunne godt være et af de navne, vi kommer til at høre meget mere fra det næste års tid.

Cliff Waters spiller lørdag kl. 23.10 på Gårdscenen

BÜNNI

Bunni eller bynni ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg er vild med Bünyamin Eroğlus lyd. Den er drømmende og melankolsk, og hvis du er den slags, der gerne vil stå med lukkede øjne til en koncert og forføres af langsomme og dreamy guitarer og en lo/fi lyd, så er det nok noget for dig.

BÜNNI spiller lørdag kl. 16.30 på Gårdscenen.

Paper Cranes

Hvis du er til elektronisk med flødeblød mandevokal, så er Paper Cranes et godt bud på en af de mere festlige koncerter. Jeg blev hurtigt bidt af deres lydunivers, og nu er udfordringen bare, om de som elektronisk band kan komme ud over scenekanten til koncerten. Det hjælper altid lidt på det, når der er en god vokal, så jeg er overbevist om, at det er værd at tjekke ud.

Paper Cranes spiller lørdag kl. 21.50 på Volumescenen

A Kind Of Man

Jeg vil måske bare lige til slut gøre opmærksom på UHØRTs egen beskrivelse af A Kind Of Man: “A Kind of Man er som blidt fugtede bomuldstrusser på en kvinde, der ligger halvsovende i sandet blandt sivene på Amager Strand, en sommerdag i august.”. 

Dertil vil jeg lade dig selv vurdere, om det er noget, du synes, du bør opleve.

Hør ham her.

A Kind Of Man spiller lørdag kl. 19.10 på Volumescenen.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Tag til festival med god samvittighed!

Engang imellem skal man finde guldet i det små. Den her festival vil jeg gerne lige slå et slag for og skabe opmærksomhed omkring!

Hvis du ikke skal noget på lørdag, så synes jeg, at du skal overveje at tage til Rock For Charity. Som navnet antyder er grundkonceptet nemlig, at der spilles god musik og doneres penge til velgørenhed. Derfor kan du med samvittigheden i orden høre musik og smide penge i baren, da der ikke er nogen, der skummer fløden i sidste ende. I år er det foreningen Hjernebarnet, der skal støttes op om.

Jeg har talt med Thor Boding, som afholder festivalen, og stillet ham et par spørgsmål om tanken bag Rock For Charity:

Hvor mange år har du holdt Rock For Charity?
– Jeg holdte RFC i Nykøbing Falster 4 år i træk, hvor vi samlede ind til forskellige projekter, bla. nyt legetøj til børnafdelingen på det lokale sygehus.
Da jeg kom til KBH lavede jeg et storstilet projekt med 3 dages festival på Huset, som desværre ikke blev en succes. Så efter et par års pause startede jeg det igen sidste år.

Hvorfor har du startet det?
– Jeg startede i sin tid RFC, fordi man som musiker har chancen for at kunne give til de som ikke har så meget, kraftigt inspiereret af George Harrisons Concert for Bangladesh. Og så er det bare dejligt at starte en fest med en masse gode venner, og jeg kender jo stort set alle de optrædende, og de er dejlige mennesker.

Hvad er visionen for RFC?
– Visionen er (blevet) at samle ind til frivillige projekter, som der doneres direkte til, så der ikke sidder en direktør/generalsekretær, som skummer et millionbeløb af de indsamlede midler

Hvorfor blev det Hjernebarnet, overskuddet skulle gå til i år?

– Hjernebarnet var et naturligt valg, da jeg indgik samarbejde med min ven, brygmester Peter Sonne, som driver bryggeriet Flying Couch, hvor jeg havde planer om, at det skulle afholdes.
Peter har en hjerneskadet datter og er derfor medlem af Hjernebarnet, så det var jo helt oplagt.
Sidste år var en stor succes og medlemmerne af Hjernebarnet var super søde og tjekkede som frivillige sidste år, så derfor var der ingen tvivl om, vi gjorde det igen i år.

Du kan på festivalen opleve bl.a. Thors eget band Syreregn og De Lyse Timer, som vi før har skrevet om på Regnsky. Oven i musikken er der også en tryllekunstner i form af Mikkel Karlsen. Og entréen? Den bestemmer du selv. Man donerer det, man kan undvære. Det hele foregår på Flying Couch Brewery på Bygmestervej nummer 6 i Nordvest fra klokken 11-21 på lørdag den 25. august.

Tjek det ud på Facebook her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Våd lørdag på HAVEN: Kraftwerk løftede endelig festivalen til nye højder

Som Peter var inde på i går, så er det svært at lokalisere HAVEN’s placering i det danske festivalslandskab. Her efter andetåret for Claus Meyer og co’s hyggeprojekt, er jeg ikke blevet klogere. Det var en mindre udgave end sidste år, men pladsen føltes alligevel langt fra fyldt. Rygter om svingende billetsalg blev kun forstærket af fremmødet, som til tider føltes ikke eksisterende. Det er selvfølgelig også en måde at bekæmpe toilet- og madkøer og broproblemet fra sidste år, men det syntes ikke overlagt.

Lørdagsprogrammet var dog utroligt stærkt i år. Fire ud af mine fem anbefalinger til HAVEN spillede i går, så jeg havde set frem til nogle gode musikalske oplevelser i venners lag. Min ven Victor havde glædet sig mest til Einstürzende Neubaten, så vi tog derud omkring klokken halv 5. Da jeg mødte ham efter koncerten, var han dog rasende. Han kunne fortælle mig, at de var nødt til at stoppe koncerten 25 minutter før, pga. regn. Det undrede ham, at man kunne afholde sådan en festival med en hovedscene, der kun fungerer i strålende og vindstille solskinsvejr. Og det har han da en pointe i. Niels Frahm jokede også med, at nu ville han forsøge ikke at få stød under sin koncert. Sidste år gled Matt Berninger også på scenen. Det virker en kende uprofessionelt, at det er med livet som indsats, hvis man skal optræde på HAVEN i regnvejr. Se hvor sur han er:

Nå, men udover det, så synes jeg, i går var en god musikdag. Jeg lagde ud med at se Unknown Mortal Orchestra.

Foto: Magnus Hyltoft

De er et spøjst band. Det er anden gang, jeg ser dem live, og jeg vil så gerne være blown away, men det formår de bare ikke. Til gengæld lavede Ruban Nielson et fedt stunt, hvor han tog sin guitar i hånden og løb fra scenen ned bag ved publikum, mens han spillede videre. Alle i publikum stod og forsøgte at spotte den 160 cm høje newzealænder. Måske er han ikke kun 160, men han er i hvert fald en lille mand, og det var sjovt at mærke den komplette forvirring blandt publikum. “Hvor blev han af?” stod der printet i ansigtet på alle sammen.

Det var en fin koncert omend lidt jævn. Jeg vil så gerne have, de er det lidt ekstra, fordi jeg elsker deres musik, men det har de ikke formået at gøre for mig endnu. Min kære ven Victor var stadig mavesur over Einstürzende Neubaten, og det affødte den fabelagtige kommentar: Unknown Mortal Orchestra er jo bare Urban Outfitters som band.

Fra newzealandsk neo-psych fandt jeg over til Moses Sumney, der jo simpelthen bare er gåsehudsfremkaldende dygtig. Han er godt på vej mod et gennembrud, og der var ret pakket foran HAVENS lille “værket”-scene. Han var vittig, og han var på og nærværende, og han sang som en fucking engel. Det var lige, hvad jeg havde håbet på.

Foto: Lydlös

Haven 2018 føltes som en festival, der manglede et klimaks. I forhold til at det er en festival, der gerne vil udfordre lidt og skabe nye oplevelser, så har koncerterne væres ret jævne. Fine, men jeg manglede virkelig at se noget nyt. Jeg manglede en oplevelse, som jeg kunne tage med derfra og huske tilbage på. Sådan havde jeg det også sidste år. Heldigvis havde de gemt det bedste til sidst, og Kraftwerk var klimakset, jeg ville have. Inden der havde jeg overvejet at tage hjem. Tømmermandsramt, våd og forfrossen er en dårlig kombination. Vi fik dog lige mandet os op til at blive til det sidste.

Kender I det, når man fra den første tone kan mærke, hvordan koncerten bliver? Sådan var det med Kraftwerk. Fra aller første sekund vidste jeg bare, at vi nu skulle være vidne til noget episk. Og Ralf og drengene skuffede ikke. Det var den mest gennemførte og perfekte koncert, jeg har oplevet. Det var en totaltoplevelse med musik og en visuel side, som var minimalistisk som bandet selv, og det hele gik op i en højere enhed. Der blev kun ytret tre ord på scenen, og det var “Goodbye – Auf wiedersehen”, da Ralf som sidste mand gik af. Alt var toptunet og tysk, og det var virkelig noget, jeg ikke havde set før. Det er den koncert, jeg kommer til at huske tilbage på, når jeg tænker på HAVEN.

Foto: Morten Rygaard

Et spørgsmål jeg har stillet mig selv, er, bliver der HAVEN i 2019? Mit umiddelbare gæt er nej. Der har svirret rygter om billetsalget, og pladsen føltes konstant affolket. Det lignte ikke en overskudsforretning at holde HAVEN 2018, men jeg håber da, at det bare er rygter, og at de vender tilbage med flere store øjeblikke ala Kraftwerk. Det er meget rart med en ordentlig festival i baghaven, der præsenterer noget nyt. Men HAVEN er nok nødt til at arbejde mere med sin identitet og med, hvordan man tackler et regnvejr.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Rasmus anbefaler: Haven 2018!

København har længe været bagud i forhold til festivaler, og selvom Roskilde geografisk set er tæt på, så kan man ikke ligefrem cykle hjem. Bevares, Copenhell har eksisteret, men det er en ekstremt nichefestival, så der har manglet noget, der gjorde de cykelglade Politiken-Plus mennesker tilfredse. Netop derfor, og ja, jeg er helt overbevist om, at det var PRÆCIS derfor, satte Mikkel Borg Bjergsø, Claus Meyer og Aaron Dessner sig sammen for at drikke en Mikkeller-øl, spise en flæskestegssandwich og høre “Sleep Well Beast” for sammen at løse dette gigantiske problem. Ja, det var altså sådan, det foregik.

Ok, sat lidt på spidsen, så er HAVEN et overflødighedshorn af en festival. Der var ikke rigtigt noget hul at udfylde i det danske festivalslandskab, men de tænkte alligevel, at der var et behov. Jeg var afsted sidste år, ikke med Regnsky, bare som fuld, og jeg synes, at taget i betragtning af at det var en førstegangsfestival, så var det faktisk ret vellykket. I år har de lyttet til feedbacken, og de vil sørge for flere toiletter, kortere køer til mad og øl og en løsning på bro-problemet. Eller broblemet. Jeg er i hopla i dag. Så nu er det andet år, at HAVEN findes som festival, og de har igen sat en ret sindssygt program sammen, hvor man egentlig bør sætte tid af til at høre det hele. Der skal dog også spises dyr mad og drikkes mikrobryggede øl mellem koncerterne, så jeg vil her give et bud på, hvad du bør prioritere aller højest.

Du skal høre: Brockhampton

Fordi: De er en skæv booking på en ellers forholdsvis ensidig festival. Sidste år havde Haven desværre en aflysning med Chance The Rapper, men det klæder festivalen at hive nogle lidt anderledes ting ind. Brockhampton er et hiphopkollektiv fra Texas, der beskriver dem selv som et boyband. Frontmand Kevin Abstract er 21 år gammel og åbenlyst homoseksuel og har udtalt, at han vil blive ved med at rappe åbenlyst om det, så længe der er en fan, der har brug for en stemme.

Præcis dette udsagn står i stærk kontrast til den netop overståede krise, bandet har haft, hvor rapperen Ameer Vann blev smidt ud fra gruppen efter hans egen personlige #metoo-sag, som resten af gruppen har taget kraftigt afstand fra.

De er noget af det bedste inden for alternativ hiphop lige nu, og de kommer med garanti til at levere en fremragende fest på Haven. Hør blot nummeret GOLD – og bliv hooket!

Du skal høre: Moses Sumney

Fordi: Han har en fantastisk stemme. Sådan out of this world fantastisk. Jeg er helt forelsket i nummeret “Lonely World”, og jeg håber, at han kan gengive stemningen live. Jeg kunne ikke forestille mig andet, og jeg tror det bliver en god chance for at opleve en artist, der kan blive rigtig stor.

Du skal høre: Unknown Mortal Orchestra

Fordi: De kommer med et helt nyt album i bagagen. Nummeret Hunnybee er det stærkeste fra pladen “Sex & Food”, og det glæder jeg mig til at høre live for første gang. De har også et relativt stærkt bagkatalog, og de fleste har skamhørt albummet Multi-Love de sidste tre år. Jeg så dem på Northside for tre år siden, og det var en fin koncert. Ikke meget mere end det. Jeg håber dog på, at Ruban Nielson og Co. får et bedre spot end midt på eftermiddagen, hvor deres musik slet ikke kom ordentligt til udtryk. Der er dog garanti for neopsykedelisk i lange baner, uanset hvornår de spiller.

Du skal høre: Den Sorte Skole

Fordi: Hvis du var til koncerten på Orange Scene sidste sommer, så ved du, hvor meget de to er i stand til at gøre ud af en koncert. Det var en sindssyg koncertoplevelse med 100-vis af gæster på scenen. Det var deres mesterværk og en cirkel, der blev afsluttet, som startede på Skatescenen i 2006. Du ved, du har været til en fest, hvor en 30-something har sat “klassikeren” ÅHH MÆIO på, fordi han har fået en Cult Shaker for meget og overhovedet ikke aner, hvad man hører nutildags. Det gik dog op for mig sidste år, at Den Sorte Skole er så meget mere end det udpinte nummer. Det var et audio-visuelt show uden sin lige. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og hvis bare de kommer med 10% af det på Haven, så er det værd at opleve.

Tjek for dig selv:

Du skal høre: Kraftwerk

Fordi: Det er fucking Kraftwerk. Tag dig sammen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad har Danmark gjort for at fortjene The Minds Of 99?

The Minds of 99 (Foto: Flemming Bo Jensen)

Påstand:

The Minds of 99 er Danmarks bedste liveband.

Argumentation:

Kender du det, når du står foran noget, som du bare ved er storhed? Det er ikke nemt at sætte ord på, præcis hvad der definerer storhed, og hvad der fortæller dig, at du netop nu er i direkte berøring med det. Dog er der nogle gode indikatorer.

Jeg er ret stor fan af The Minds of 99. Og det er en beskeden udmelding. Jeg har vist været til syv koncerter med dem. De bliver ved med at overraske mig, og det gør, at jeg altid synes, de er et band, der er værd at prioritere og vende tilbage til. De udvikler sig, og de bliver kun bedre for hver gang, jeg har set dem live. Derfor var det en selvfølge, at jeg skulle opleve dem indtage Orange Scene under årets Roskilde Festival – også selvom indiefolk koryfæerne Fleet Foxes spillede deres første danske koncert i syv år samtidig på Arena. Specielt nu hvor jeg ikke var på Roskilde, da de åbnede selv samme scene i 2015. Det bliver ikke større for et dansk band i en dansk kontekst, så det måtte jeg simpelthen opleve.

Aller første gang jeg hørte om The Minds of 99, var da de spillede koncert på Northside i 2014. Min ven Lasse spurgte mig, om jeg ville med over og høre dem på den daværende P6-beat-scene. Northsides mindste scene. Jeg kan ikke huske, hvad jeg prioterede over Minds. Om det var at drikke bajere eller høre noget andet, så er det, der står klarest i min hukommelse, hvorfor fanden jeg ikke gav dem en chance. Jeg kunne have oplevet dem helt fra start af. Før de spillede på Roskildes Pavillion-scene tre uger senere.

Året efter var jeg på Northside igen. Denne gang skulle de spille på den store blå scene. Og jeg gav dem en chance. Jeg var fuldstændig blæst bagover, som ingen andre danske bands har gjort for mig før. De var så sindssygt fede, at jeg blev fan med det samme. Og de var en klar prioritering, da de igen spillede på 2016-versionen af festivalen.

Folkelighed vs. mainstream

Siden dengang er der sket meget for det danske band. De er gået fra at være upandcoming til at være folkelige af helvedes til. Og ja, jeg rynkede på næsen, da de skulle spille Grøn Koncert sidste år, fordi jeg ville ikke dele dem med dem, der normalt sætter en Rasmus Seebach-koncert højest på deres bedste-koncerter-nogensinde-liste. Jeg var bange for, at det betød, at de nu var mainstream, og at de ville gå fuld Coldplay og begynde at lave skodmusik for pengenes skyld. Det mener jeg heldigvis ikke, de har gjort. De har eksempelvis sagt ja til at spille på årets Egmont Festival. Det er fucking sejt lavet af dem.

Der er talt meget om Niels og hans brækkede ben inden deres efterårstourné i 2017. Der er talt meget om, hvordan hans stemme er blevet helt fantastisk efter ulykken, fordi han ikke kunne spjætte rundt på scenen, som han plejede. Nu kom den ultimative test for mig. Kunne Niels tage sin nyfundne fantastiske stemme med på Orange uden at give afkald på sin maniske sceneoptræden?

Helt alvorligt talt. Både min kæreste og jeg kunne ikke stoppe med at græde det første kvarter af koncerten. Vi havde begge svært ved at sætte ord på hvorfor, men det har nok noget at gøre med, at det var noget nær perfekt. I hvert fald for os. Det var en smuk kulmination af lang tids tvedelt fascination af Minds. (Hun forærede mig i december en trøje, hvor hun havde fået trykt “Ung Kniv” på med kyrilliske bogstaver). Nu stod vi der sammen. Foran Danmarks største og bedste scene og nød det bedste liveband Danmark p.t. har at tilbyde. Det var et øjeblik, hvor alting bare føltes perfekt.

Resten af publikumet foran Orange Scene så ikke ud til, at de på nogen måde ville sætte spørgsmålstegn ved min påstand. Det var en folkefest af dimensioner. Specielt var det vildt, da de fik hele publikum til at sætte sig ned. Det er efterhånden blevet lidt af et kliché-trick, men alle gjorde det alligevel. Jeg ville aldrig selv gøre det til en koncert, jeg bare lige var for at tjekke ud. Jeg tolker det derfor som, at alle var der, fordi de gerne ville være der. Ellers blev de i hvert fald fans i samme sekund. Det var et enormt veloplagt og velspillende band, der mødte publikum på Orange. Og de leverede noget nær den perfekte koncert.

The Minds of 99 er så dygtige og gode. De er folkelige uden at være mainstream. De har lært danskerne at høre alternativ musik og at det er okay, at være som man er. De siger ja til at spille koncerter steder, hvor andre ville være for fine.

Hvad har Danmark overhovedet gjort for at fortjene The Minds of 99?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *