Tak for i år søde NorthSide!

IMG_3299
Nieeeeeels.

Fantastiske Northside. Tak for i år.

Ja, jeg ved godt, jeg er superfan, men det er sgu bare en god festival, de har stykket sammen derovre i Århus. Man ved det har været godt, når man har været hele følelsesregistret igennem fra melankoli over eufori til decideret tuderi, og man ved, det har været bedst, når man stadig kan mærke det i kroppen onsdagen efter. Godt der er længe til Roskilde!

De største opture
◾Jeg er stadig høj på Beach Houses hjemsøgende optræden lørdag aften. Det er dog mest på det personlige plan, fordi jeg ENDELIG fik lov til at se dem live. De leverede en fremragende og vedhængende koncert, og jeg er af den overbevisning, at det var helt fantastisk. Dog ikke en once-in-a-lifetime-oplevelse.

◾Den menneskelige lædersofa aka Iggy Pop er det vildeste menneske, jeg har set. Hans optræden var medrivende og overbevisende, og hans sex-appeal ramte helt ned i bukserne hos selv alle de heteroseksuelle mænd til stede på pladsen. I kan godt forsøge at benægte det, men I kan ikke snyde mig. Jeg var til stede. Det fantastiske ved Iggy Pop er hans evne til at holde koncerter med så meget energi og intensitet i en alder af 69, at hans bagkatalog slet ikke gør noget, fordi det, mener jeg, faktisk er lidt sløjt.

◾The Minds of 99 tog tre i træk, da de igen leverede en helstøbt koncertoplevelse. Sidste år var jeg blown away af deres optræden, og jeg kendte ikke så meget til deres musik, men jeg kunne straks fornemme, at der var potentiale i de her drenge. Siden dengang har de udgivet deres andet album, og det beviste jo blot det, som alle i forvejen vidste – de er noget helt særligt. Forsanger Niels Brandt er så karismatisk og dygtig, at han kan tillade sig at ligne en stereotypisk slaver med sin frisure og valg af træningstrøje. Lukas Graham skal kigge langt efter den samme mængde talent, som de her drenge besidder.

IMG_3309
En anden optur. De infamøse hvide Northside-sko lever stadig i bedste velgående.

Årets største overraskelse
◾Kontantløs festival er kommet for at blive. Jeg stod ikke ufrivilligt i kø en eneste gang. Alting gik så stærkt, og der var ingen spildtid. Det fungerer.

◾Northsideburgeren er blevet bedre, er den ikke? Udover at være dyrere så smagte den anderledes end sidste år. Som om den udvikler sig sammen med festivalen. For satan den var lækker. Den kan sagtens konkurrere med Tommi’s.

◾Duran Duran overraskede mig positivt. Stadion-musik på den måde var virkelig et sats. Måske det største sats overhovedet, men de leverede varen, og jeg ville så gerne synes, de fremstod rutineprægede, men det ville være en løgn af konkludere. Simon Le Bon var til stede i Ådalen sammen med os, og det var sgu egentlig meget rart med et navn, hvor man kunne synge med på alle sangene. ALLE sangene.

IMG_3301
Det samme gør de høje hæle. Det her er altså en festival – ikke et modeshow.

De største nedture
◾Lukas Graham var den koncert, der trak flest mennesker, tror jeg. Det virkede i hvert fald sådan. Det forstår jeg ikke, når der bliver præsenteret store internationale navne. Hvorfor strømmer folk så til et lidt ligegyldigt dansk act? Måske er det et af Northsides problemer, der hænger lidt sammen med den kritik, publikum har fået for at snakke for meget til koncerterne. Måske er oplevelsen for intens, fordi man vandrer fra den ene koncert til den anden med kun et kvarters pause, og så får man slet ikke talt sammen imellem. Heldigvis var Lukas Forchhammer rigeligt snakkesalig, som Peter pointerede i sin anmeldelse. Det virker desværre som om, der er mange af gæsterne, der er der mere for hyggens skyld end de store musikalske oplevelser. Og Lukas er da en hyggelig fyr, når han for syvogtyvende gang fortæller, om dengang han spillede på Wembley. Ikke sandt mine damer og herrer?

◾Hvor blev hiphoppen af, Northside? De sidste par år har i booket navne som A$AP Rocky og Wu Tang Clan. Der er sgu lidt vej op til dem for Malk De Koijn og Marvelous Mosell. Selv for Yelawolf vil jeg mene. Jeg savnede et mellemstort til stort hiphop-act på plakaten. Det behøver jo ikke være Eminem, men udbuddet var altså sløjt i år. I vinder mest ved, at der er noget for enhver smag, og Yelawolf er sgu for nichepræget sydstatsrap til at være godkendt.

◾JEG GLEMTE AT SPISE TARTELETTER. Fuck mig.

IMG_3329
Publikum var ligeglade med vagternes anvisninger om, at de ikke skulle sidde på skuldrene af hinanden. Dig på jorden – you’ da real MVP.

Til næste år ønsker jeg mig
◾Hiphop, selvfølgelig. Vamos!!

◾At I bliver ved med at holde indie og alternative-fanen højt, fordi I gør det bedre end nogle andre i Danmark. Det skal I blive ved med. Hvis I læser med her, så psssst…. Book lige Morrissey, ik’.

◾At I bliver ved med at udfordre jer selv på form og facon, så I ikke gror fast og bare bliver placeret i en bås, der hedder hipster-festival. I år bookede i flere hårde navne, end I har gjort før, og jeg har ladet mig fortælle, at det var med stor succes. Jeg var ikke selv til nogle af koncerterne, fordi det ikke er min kop te, men folk har talt virkelig positivt om det.

IMG_3311
Nye venner blev det også til.

Tilbage er der at sige tak for i år. Det var en ægte bedstival som altid.

Nu er der bare at se frem til 2017-udgaven. Jeg ved, at Northside vender og drejer al kritik og svipsere og bruger det konstruktivt forud for næste år. Det er stadig en ung festival, og børnesygdomme er acceptable. Nu bliver jeg helt trist, mens jeg har skrevet den her artikel, fordi det er gået op for mig, at der vitterligt er et helt år til NS17. Puha, det er længe… Sker der noget næste weekend?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvordan fungerede NorthSides elektroniske program?

Et af de mest omdiskuterede punkter i festivalsregi de sidste fem år er den nye tendens med såkaldte DJ-koncerter. Kan man virkelig tillade sig at smække en DJ op på en stor scene og kalde det en koncert, når man lige så godt kunne have tilsluttet en iPhone med Spotify, og det ville give den samme oplevelse?

Jeg kan huske diskussionen for alvor tog fart omkring Deadmau5’ koncert på Roskilde tilbage i 2011, hvor Politiken gav koncerten 1 ud af 6 stjerner. Status her fem år efter er, at tendensen er blevet umulig at ignorere. Når man kigger på årets Northside-program, så er nogle af de tungeste trækplastre helt sikkert de elektroniske navne. De sidste to år har der også været elektronisk på programmet, men det var i form af “sikre” navne som Röyksopp feat. Robyn og Underworld sidste år, der dog begge formåede at få noget live-stemning ind over med sang fra scenen. I år har opbudet af elektroniske navne gjort sit indhug i plakaten, og derfor er det relevant at diskutere og kigge på, om den satsning har været en succes fra arrangørernes side, fordi det i høj grad er en udvikling fra de tidligere års indierock-prægede programmer.

Digitalism

13467858_10153724217016705_1978822385_o
Foto: Hjördís Jónsdóttir

Jeg nåede desværre aldrig selv til Digitalism. Derfor bad jeg min enormt entusiastiske ven Thomas Laumark om at fortælle, hvad han synes om koncerten:

“Hvor The Chemical Brothers holdt sig fuldstændig anonyme gennem et overvældende sceneshow valgte Digitalism at hænge et halv-gennemsigtigt gardin op, der slørede deres tilstedeværelse på scenen. Det fungerede godt til formålet: at lade fokus være på musikken og publikum, som havde en fest sammen. Der opstod en trancestemning i de mindre drop-baserede numre, mens man rigtig kom i håndgemæng med sin svedige sidemand til numre som “Wolves” og den nye “Utopia” – de to stod helt klart ud som de største publikumsfavoritter.
Drengene spillede oveni Lukas Graham, hvilket gjorde det til en lukket fest for de indviede, som ikke valgte det ‘kendte’ og ‘mainstream’ over en til tider krævende techno-fest. Men det gjorde samtidig, at det var en ren pølsefest, mens kæresten var parkeret til fællessang på Grøn Scene.”

The Anonymous Brothers

13453145_10153724217011705_632514187_o
Foto: Thorsten Iversen

I mine øjne er The Chemical Brothers den absolutte sværvægter af de elektroniske bookings. Vi har at gøre med en gruppe, som har domineret den elektroniske scene siden 90’erne, og som så sent som sidste år udsendte albummet “Born in the echoes”, der affødte flere sublime numre som “Go” og “Wide Open”. Vi snakker om en gruppe, som har headlinet Roskilde Festivalen i 2008, og som altid er højaktuelle. Jeg er ikke enig i tesen om, at de skulle være has-beens og et par år for sent ude som f.eks. Underworld måske var det. Publikum på Northside har alligevel alderen til at huske dengang, hvor de rigtigt store hits blev udsendt.

Derfor var forventningerne til fredagens koncert da også absolut de højeste fra min side af. Jeg forventede, at så stærke hitmagere og rutinerede DJ’s kunne levere et act på højde med Underworld sidste år.

Det kunne de desværre ikke.

Hvor Underworld var tilstedeværende og frontman Karl Hyde sang fra scenen og talte til publikum, var The Chemical Brothers til dato det mest anonyme, jeg har set. Det var som om, at vi ikke måtte se, hvem der var på scenen. Der var slukket for storskærmen, og man blev forsøgt distraheret med sindssyge visuals i stedet. Det kan godt være, det bare er mig, men jeg var altså kommet for at se The Chemical Brothers spille. Det blev dog så anonymt, at det lige så godt kunne have været DJ Palle Pis fra den lokale i Skanderborg, de havde hevet ind og givet en setliste i hånden. Det er problematisk, fordi oplevelsen af at det var live-musik vi havde med at gøre overhovedet ikke var til stede.

Vi fik dog serveret alle klassikerne som “Block rockin’ beats” og “Galvanize” over “Hey Boy Hey Girl”, og jeg kunne da ikke holde mig fra at begynde at svinge mine 198 cm i den mest akavede facon, jeg har lært, fordi det jo bare ER god musik, de har lavet. Det kunne bare lige så godt have foregået hjemme på mit Marshall-anlæg via Spotify, som det kunne have foregået i Ådalen.

Jamie XXX-rated

13467723_10153724216951705_974884075_o
Foto: Hjördís Jónsdóttir

Det er virkelig svært at vide, hvad man skal forvente, når et DJ-sæt starter med Joy Divisions “Atmosphere”, men man ved hurtigt, at det bliver noget helt andet, end man har oplevet før. Det fungerede som en perfekt teaser til den kommende koncert, fordi det hurtigt gjorde, at folk ikke vidste, hvad de skulle forvente, og dermed brød Jamie XX alle forhåndsforventningerne op. Han kunne gøre præcis, hvad han ville herfra. Anonymiteten var ingensteds at spore, og vi fik lov til at se på Jamie XX og hans sublime DJ-skills fra scenen. Vi så ham også rode sine vinyler igennem, næsten for lige at markere at han ikke helt på forhånd havde besluttet, hvad der skulle spilles. Hvis det var tilfældet, så får han kun endnu flere point her fra, fordi en god DJ skal kunne spille op til sit publikum. Det udløste sig i musik med så lækre beats, at det gjorde sommernatten et par grader varmere.

Jeg må indrømme, at når der bliver mikset så meget, som Jamie gjorde, så er det svært at høre, hvilke numre der bliver spillet, og jeg kendte ikke hans egen musik så godt på forhånd ud over The XX, men det fungerede så fint som den lørdagsfest, det skulle være, og det var ikke nødvendigt at kunne synge med på sangene, det var mere relevant, om der kunne danses til beatsne. Og det kunne der i aller højeste grad. Jamie er en fantastisk dygtig DJ, og det var det, han var kommet for at vise. Jeg har ikke en finger at sætte på ham, og jeg synes det var det elektroniske højdepunkt fra årets program.

Flumes orbassme

Flume
Foto: Hjördís Jónsdóttir

Flume, Flume, Flume… Hvor skal vi starte?
Jeg elsker Flume, og jeg har skamhørt hans nyeste album “Skin”. Han er så uendeligt dygtig til at skabe nogle helt unikke lyde, og man kan se, hvordan han er gået fra at være endnu et mærkeligt navn på programmet på Roskilde i 2013 til at være et must see på Northside i 2016. Han har kun udgivet to albums (og en millard remixes), men de er begge to så nyskabende og gennemførte, at det var svært ikke at klappe i sine fedtede fingre, da NorthSide havde booket ham.

Harley Edward Streten, som Flumes borgerlige navn lyder, er en ung mand både aldersmæssigt men også musikalsk, men han vidste præcis, hvad publikum ville have. De ville have ham. Han er en flot mand, og han kom selvsikkert ind på scenen med sine solbriller på og et kækt smil på læben. Han er en superstjerne, og han ved det godt. Den attitude passer godt overens med hans musik, der svinger fra ultrapoppet til uudhørligt eksperimenterende. Publikum fik ham, og publikum fik lov til at høre alle de sange, de havde håbet på fra både gammelt og nyt album. Der var “Never be like you” og “Holding On”, og der var selvfølgelig en afslutning med Disclosures “You and Me”, som Flume lavede et ok succesfuldt remix af…

Der var heller intet forsøg på at være andet end en DJ, og musikken lød præcis som på pladen. Faktisk lød musikken så meget, som på pladen, at jeg forsøgte at “Shazamme” et nummer, jeg ikke kendte. Bare for at vi er på samme side, så er Shazam en app, du kan holde op til din radio, hvis du er i tvivl om hvad en sang hedder. Den kan genkende musikalske mønstre og dermed fortælle dig, hvad nummeret hedder. Netop derfor burde det ALDRIG være muligt at kunne Shazamme noget til en live-koncert, men det fangede sgu uden problemer det nummer, jeg ikke kunne genkende:

IMG_3336

Og pga. den detalje, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal mene om Flumes koncert.

Han kom, han spillede sine hits direkte fra albummet og han skred igen. Det var historien om Harley Edward Stretens besøg i Ådalen.

Cari-boss

Foto: Hjördís Jónsdóttir
Foto: Hjördís Jónsdóttir

Peter kunne ikke skjule sin begejstring over Caribous søndagskoncert, og blev nødt til at skrive en anmeldelse af koncerten. Jeg er så uendeligt enig med Peter. Det var en helt anden tilstedeværende oplevelse. En magtdemonstration som Peter pointerede. Måske endda en underspillet fuckfinger til de andre elektroniske musikere, fordi Dan Straith spillede elektronisk musik med orkester. Alle var klædt i hvidt, og så uformelt som det kunne være, havde Dan ikke engang sko på. Til gengæld havde han lilla sokker på med store huller i. Det var så nede på jorden, og det klædte programmet at slutte af med Caribous tightness og talent. Det var en perfekt blanding af alt det, som de andre navne gjorde rigtigt.

Honorable mention skal gå til AV AV AV og Den Sorte Skole, som jeg ikke var til stede hos, da de lå oven i Jamie XX og The Chemical Brothers. Af erfaring ved jeg dog, at de begge er så dygtige, at det sikkert også har været en oplevelse. Gode alternativer hvis man ikke var i hovednavns-humør!

Konklusionen på Northsides elektroniske program må være den, at det i høj grad har været et sats fra arrangørernes side, men at der dog alligevel har været en enorm alsidighed navnene imellem, hvilket gjorde, at ikke to af koncerterne på nogen måde var ens. Og det er den største styrke, jeg kan komme på, fordi netop kritikpunkterne af DJ-koncerter oftest er, at de jo bare står og vender plader. Nu var det dog (heldigfuckingvis) ikke David Guetta, der var booket, og alle acts passede fint ind i årets program. Cadeau til NorthSide for at tage hånd om DJ-tendensen, som efterhånden må kunne konkluderes at være kommet for at blive. Husk på succesen, når I skal sammensætte næste års program. I sælger sikkert også flere fadøl, hvis der er rave kl. 1 fremfor en tudekoncert med et melankolsk indieband, og Ådalen kan sagtens håndtere en endnu større fest.

Man kunne også sagtens begynde at satse på navne, der ikke er sikre. Folk går alligevel bare efter lyden af bass, når klokken er kvart i fadøl om natten.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Til eftermiddagsgadefest på Grøn Scene

13461241_10153724216141705_1393423113_o
Foto: Peter Kirkegaard

Når man laver en aftale med nogen, man ikke kan leve op til, så har man også bare at gøre det godt igen.

I Bloc Partys tilfælde aflyste de deres koncert på NorthSide tilbage i 2013, og derfor var forventningerne forud for dagens koncert relativt høje. Det var da også heldigvis en virkelig veloplagt Kele Okereke, der indtog Grøn Scene sidst på eftermiddagen søndag. Han var kommet for at please publikum og gøre det godt igen, for dem der blev skuffede, da de aflyste sidst. Med sig havde han den nye kvindelige trommeslager Louise Bartle, der har overtaget stikkerne for Matt Tong, der gjorde sig bemærket med en yderst energifyldt optræden. Nogle gange var det svært at tage øjnene fra hende, fordi hun spillede med så stor entusiasme, at der konstant var fare for at overskygge frontman Kele.

Allerede som sang nummer tre fik vi en af de store. Eller ”bangers” som Kele selv valgte at kalde dem. ”Hunting for witches” er et tempofyldt og letgenkendeligt nummer, og det samme hurtigt gang i publikum der pludselig kunne lyrikken udenad. De valgte at spille et set, der var baseret på hits og sikre numre. Vi fik altså som publikum alle de sange, vi har hørt før, og hvor var det lige i skabet. Det var det, vi var kommet for. Vi ville danse og skråle med på Mercury og Banquet, som vi gjorde da de først kom frem 2008 og 04.

“I like to fuck and get high”

Koncerten blev dog en smule for fjollet, da Kele Okereke retorisk spørger publikum ”Do you know, what I like?” med svaret: ”I like to FUCK and get high”. Den kommentar var gået rent ind hos 17-årige mig tilbage i 2007, og det havde været det fedeste nogensinde, men på en festival som NorthSide hvor folk er ældre, faldt det til jorden, og man stod lidt gammelsur tilbage og tænkte: ”Skulle du ikke tage at blive voksen, unge mand?”. Endnu værre var det, da han forsøgte at formulere en undskyldning for miseren i ’13, som ikke var en rigtig undskyldning men blot et ”upsi”.

Det fjerner dog ikke fokus fra en særdeles god søndagsfest med et band, der er en sikker vinder hos det publikum, som Northside tiltrækker. Den rigtige undskyldning var at finde i bandets gennemført energiske koncert, som må have overbevist selv tvivlerne. Et godt eksempel på at ”Show it – don’t tell it” virker langt mere overbevisende.

Og når det så er sagt, så så det ud som om, at publikum på NorthSide i den grad var i stand til at tilgive Bloc Party efter de leverede en gennemført koncert spækket med gamle klassikere.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Øst, syd eller vest – Nordsiden er bedst!

"Ich heisse super fantastisch. Ich trinke schampus mit lachsfisch."
“Ich heisse super fantastisch. Ich trinke schampus mit lachsfisch.”

På fredag den 17. juni starter 2016 udgaven af NorthSide-Festivalen. Den unge festival har lynhurtigt etableret sig i det danske festivalslandskab, og det er blandt andet ved hjælp af enormt stærke årlige bookings. Allerede under festivalens anden udgave sprang de fra danske kanoner som Veto og Turboweekend til internationale navne som Suede og Interpol. Derfra har det hvert år lykkedes dem at toppe programmet fra forrige år med endnu vildere bookings. Det har givet udslag i billetsalget, og NorthSide har kunnet præsentere udsolgt i 2013-14-15. Men er boblen ved at briste for arrangørerne?

I år har festivalen endnu ikke meldt udsolgt. Roskilde har udsolgt. Copenhell har udsolgt. Skanderborg har udsolgt. Tinderbox har meldt tæt på udsolgt – Northside har ikke meldt andet ud, end at dagsbilletter til fredag og lørdag er væk, mens søndag er tæt på udsolgt. De kan nå det endnu, velsagtens, men jeg synes, der har været en udpræget rynken på næsen over programmet i år blandt dem, jeg kender, som jeg betragtede som sikre deltagere. Udtryk som ”niche-præget” er blevet taget i brug af en ven, der har deltaget i samtlige NorthSide-festivaler.

Det er tredje gang, jeg rykker til Ådalen for at deltage i festivalen, så min erfaring går kun tilbage til 2014. Jeg må indrømme, at NorthSide har formået at charmere og forføre mig på en måde, som ikke engang Roskilde kan. Det smukke ved NorthSide er, at de deltagende er der for musikkens skyld. Publikummet er ældre (men ikke Skanderborg gamle), og de har intet imod at betale for den kvalitet, som festivalen indeholder. Det skal lige pointeres, at en weekend på NorthSide hurtigt kan løbe op, fordi der er en insisteren på kvalitet og økologi i alt, hvad der serveres, og det koster. Øllene er Tuborg Rå, maden er alt fra jyske cupcakes til klassiske flæskestegssandwiches. Og sushi. Man kan få fucking sushi. På en festival. Det tætteste den gennemsnitlige roskildegænger har været på festivalssushi, er, når dåsemakrellen konkurrerer med dåsetunen om at udgøre dagens proteintilskud. Hvis man ikke er til øl, kan man jo passende tømme kontoen i vin og champagnebaren. Eller rom og cigar-baren for ultimativ dekadence. Der er som bekendt heller ikke et campingsområde, hvor man lige kan slumme sig ned med en dåseøl og et stykke med Faaborg-leverpostej, så man er tvunget til at dykke ned i NorthSides luksusudvalg for at få stillet sine behov. Det er i den grad det hårde festivalsliv!

A$AP Rocky giver lige en lektion i hiphop tilbage i 14.
A$AP Rocky giver lige en lektion i hiphop tilbage i 14.

Når jeg siger, at publikum er der for musikkens skyld, så mener jeg, at den løsslupne festivalsstemning der hersker på Roskilde ikke er at finde i samme omfang. Der er altid én, der har fået for meget, jovist, men der er ikke nogen mobilanlæg og ølbonger, og det er en befrielse at komme et sted hen, hvor man kan fokusere 100% på at nyde det vanvittige line-up, der bliver præsenteret år efter år.
Det er også en festival, hvor folk klæder sig tight og lækkert, og hvor man kan tillade sig at ligne en million. Man skal ikke være overrasket, hvis man ser et par høje hæle (!) på NorthSide eller hvide sneakers. Apropos de hvide sneakers, så synes jeg, at de indfanger præcis det, der gør, at NorthSide skiller sig ud fra andre festivaler. Under festivalen sidste år begyndte det at regne om lørdagen. Sådan rigtigt for alvor regne. Pludselig var Ådalen ét stort mudderhul, og det var som om, at folk overhovedet ikke var forberedte på, at dette kunne lade sig gøre, at det overhovedet var en mulighed, at vejret blev så dårligt, og det tyndede gevaldigt ud i folk inden aftenens koncerter, der til gengæld blev passet op af en mindre men meget mere dedikeret skare. Koncerten med Underworld mindes jeg, som den definerende oplevelse, hvor publikum var få og gennemblødte men med en gejst uden lige. Dem, der altid er på festivaler, der bare ”lige skal se, hvad det er”, var taget hjem, og dem der dansede i mudderet hele natten stoppede ikke med at bevæge sig igen, før musikken var helt slukket. Selv dem der havde taget hvide sneakers på.

Her er der et dyster og artsy fartsy billede, jeg tog sidste år.
Her er der et dystert og artsy fartsy billede, jeg tog sidste år.

I år virker det som om, at der ikke bliver udsolgt. Spørgsmålet er så, om det vil lønne sig i flere Underworld-oplevelser, eller om det vil have negativ konsekvens for næste års budget. Jeg kan i hvert fald sige, at jeg kommer tilbage næste år uanset hvad, fordi jeg elsker Ådalens form og facon, deres evne til booke ting, jeg har drømt om at se live længe, samt det faktum at jyderne bare er pisse, skide hyggelige mennesker.

Mit gæt er, at du ikke har brug for mig til at anbefale dig navne som Beck, Beach House og Flume (som ligger søndag?! What the f…), men jeg vil foreslå dig at høre NorthSides officielle Spotify-playliste igennem, og se om der ikke gemmer sig et par positive overraskelser. Og så tag lige at se Duran Duran. 80’er koryfæerne med alle sangene, du måske ikke vidste, du kunne, men tro mig, det kunne du. Og nyd så, at du ikke behøver løbe frem og tilbage mellem fire forskellige scener for at fange et kvarter af hver optræden, fordi planlæggerne ikke har husket at tage dine personlige ønsker i betragtning i spilleplanen. På NorthSide er det enten Grøn eller Blå scene, der spiller. I hvert fald de største navne. Der er altid et alternativ på P6-beat scenen, men der bliver gjort meget ud af, at du slipper for at få et angstanfald pga. din uhelbredelige FOMO.

Vi ses i Ådalen, gør vi ikke? Husk på, at Lonely Planet har placeret Aarhus som næsthotteste destination i Europa i 2016, og du er jo en del af the in crowd, ik’!

NS16_Poster_A4_RGB