Norsk hiphop. Indtil i dag ville jeg nok have ment, at det var et oxymoron. At man simpelthen ikke kan være street, når man kommer fra Bergen. Alligevel har jeg den sidste periode hørt norske Lars Vaulars musik på repeat i min Spotify. Dog med det forbehold at det var lidt fjollet og mest af alt morsomt, når han sang om at “sniffe liner i designerdresser” og “ching-ching-champagneting”. Sådan lidt dum hiphop ala det, som man har set i Danmark med Emil Stabil og co.
Jeg havde dog set enormt meget frem til koncerten. Faktisk som en af de ting jeg helst ville tjekke ud under årets Roskilde.
At være norsk rapper og få spilletidspunktet klokken 12 middag på Apollo dag tre inde i festivalen er i sig selv en udfordring. Men at få de få fremmødte overbevist om, at man er the shit, er virkelig en bedrift, der kræver sin mand.
Det gjorde Lars dog. Fra første tone af koncerten sprang han frem med sine homies og sangen DD jeg gør. Og det var præcis, hvad han gjorde. Han ejede Apollo på trods af, at de færreste forstod et ord af, hvad han rappede om. Noget han vendte til sin fordel, da han proklamerede “i forstår inte hvad jeg siger, vel?”. Lyrikken var dog ikke det væsentligste, når melodierne er fængende og godt skruet sammen. Og Lars levende og tilstede med publikum i hånden hele vejen igennem.
Et tip til dig der ikke var til koncerten. Hør Lars’ seneste tre EP’er. De hedder ALT GIVER MENING. Han er en dygtig rapper, men han er endnu dygtigere til at skrue sine sange sammen med fængende melodier og omkvæd. Det fedeste er bare, at han i den grad formår at tage energien fra sine albums med sig på scenen. Også kl. 12. på Apollo. Fredag under Roskilde. Foran 3-400 fremmødte.
Nu siger jeg det bare. Norsk hiphop er det nye. I ved, hvor I hørte det først.
Det er ikke nemt, vel. Du vil sindssygt gerne høre Odesza, men de spiller samtidig med Red Hot Chili Peppers, som du godt kunne lide, dengang du var teenager. Du vil egentlig bare gerne skråle med på Scar Tissue, og se om nostalgien ikke kan bringe en tåre frem i øjenkrogen.
Onsdag aften prioriterede jeg at høre Odesza over RHCP. Var det en klog beslutning?
Det var et retorisk spørgsmål. Det var faktisk den klogeste beslutning, jeg har truffet i meget lang tid. Det ville selvfølgelig også være fjollet at skrive en anbefaling til en koncert, man selv fravælger.
Nu har jeg for nylig været på Northside og diskuteret deres elektroniske program. Både valg af kunstnere og udførsel. DJ-koncerter er svære at levere, så de bliver mindeværdige. Det taler mere til danseskoene end den musikalske oplevelse. MEN HEY. Ikke Odesza. Jeg var blown away. Jeg har skamhørt deres musik men ladet det ligge i lang tid. Jeg har også fortrudt den novemberdag på Loppen, hvor jeg valgte ikke at tage ind og høre dem. Det har gjort ondt i maven siden, men nu kom forløsningen endelig. Hold nu klappe hvor var det en oplevelse. De gutter kan noget helt unikt. Deres lydunivers er så mangfoldigt, og det passede så godt til en elektronisk nattekoncert på Apollo. Jeg tror, helt alvorligt, at det er den bedste elektroniske koncert, jeg har været til. Den kunne det hele. Tilfredsstille fans. Vinde nye over. Få dig til at danse. Få dig til at være i ekstase over, hvor dygtige, de er. Ironisk nok pillede de sig selv ud af koncerten – noget jeg for nyligt har kritiseret Chemical Brothers for at gøre, men der var en anden energi og livefeeling over det her. Det var mere end bare en DJ-koncert.
Tak for den, Odesza-drenge. Det var en éner.
MEN HEY, nu er gammelfar også lidt sur. Helt ærligt. Det er ikke musik, der egner sig til at lave moshpits og vælte rundt i hinanden. Hvorfor skal der konsekvent været et moshpit, bare fordi der er den mindste snert af noget elektronisk eller hiphop? Det er en mærkelig tendens, jeg ikke forstår. Måske har det noget at gøre med festivalgæsternes alder og alkoholindtag. Indrømmet, jeg var selv i godt humør, men blev meget hurtigt ædru, da jeg så folk begynde på det pjat. Ja, jeg sagde pjat. Jeg er gammel. Og sur.
Men kun på gæsterne. Odesza satte ikke et ben forkert.
Lige til at starte med så laver jeg lige en disclaimer. Den her artikel er ikke skrevet til dig, der er fast inventar på Copenhell, og som kender hvert et hjørne af festivalspladsen. Den er skrevet til dig, der er nysgerrig omkring, hvad der egentlig foregår ude på Refshaleøen, når Copenhell tager over.
Jeg har aldrig været på Copenhell før. Faktisk har jeg knap nok været til en metalkoncert. Jeg så Metallica i Forum tilbage i 2009, men det stopper vist også der. Min generelle musiksmag ville nok få lattermusklerne i alvorlig krampe hos den almene Copenhell-gænger, men nu har jeg udfordret mig selv og taget ud for at opleve vanviddet og se om en Vesterbro-type overhovedet kan passe ind derude.
Allerede på Christianshavn station starter det. Der er specialindhentede busser til begivenheden ala til Distortion (Ja, det er min referenceramme). Det er genialt tænkt, at de kører med nummeret 666 og destinationen Copenhell. Desuden er de gratis, hvilket ikke gør turen mindre behagelig. Det gør temperaturen til gengæld. Det tager ikke lang tid at komme ud på Refshaleøen, men kombinationen af tætpakkethed og strålende sommervejr gør, at min, til lejligheden, sorte t-shirt er helt gennemsvedt – men ved du hvad? Det er sgu lige meget. Det er fandme metal at svede, tror jeg. Jeg ved faktisk ikke, hvad der er metal. Tænker det er noget med fuldskæg (noget der egentlig også går igen på Distortion Ø) og tatoveringer (stadig). Måske er hipsterne og metalhovederne faktisk slet ikke så langt fra hinanden?
Der er et stykke gang fra busholdepladsen til indgangen. Ikke særligt langt men langt nok til, at en flue når at flyve ind i munden på mig. Et øjeblik slår det mig, at jeg måske burde sige “Fuck det” og sluge lortet. Ville det ikke være metal?
Det går op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt ved, hvad der er metal, og hvad der ikke er. Det bliver jeg simpelthen nødt til at undersøge.
Foto: Jens Wulff
Er det metal?
Jakob på billedet var den første, jeg løb ind i i min jagt efter, hvad der er metal. Jakob havde øjenmakeup og fletninger i skægget. To ting, der taget ud af konteksten, umiddelbart ikke ville være så metal. På Copenhell passer det bare godt ind. Jeg bad Jakob og ni andre om at tage stilling til forskellige udsagn og vurdere, om det var metal.
Første udsagn var, en om en gut, jeg så i torsdag, klædt i helt jakkesæt, var metal. Han var Blues Brothers-ish, og jeg synes, han skilte sig ud fra mængden. Han blev dog vurderet metal af 8 ud af 10 af de adspurgte.
Næste udsagn var en gut, jeg så, der gik og spiste et helt grisehoved, som jeg vil tro, han havde fået fra den stand, hvor man kan få helstegt pattegris. Han fik 9 ud af 10 i metalscore. Alice Cooper måtte desuden nøjes med 7 i metalscore til sammenligning. Vodka og redbull-boderne fik kun tre i score. Og fadølspriserne på 50 kroner skrabede bunden men en metalscore på én.
Jakob kom desuden med en kommentar til, hvad der efter hans mening er metal.
“Det er metal at kunne være kontrolleret stiv i en lang periode. Musikalsk set kan jeg godt lide en god tung bass, og jeg sætter melodien over teksten i sangene. Dog kan jeg ikke lide al den skrigeri, der er i noget metal.”
Med min nyfundne viden om metal, gik jeg videre, og en ting, der er værd at snakke om, er det notoriske Smadreland. Et sted hvor man med koben og hammere kan tæske løs på skrotbiler. Det er desuden det eneste sted på Copenhell, hvor der er en DJ-pult. Den spiller dog selvfølgelig stadig kun smadremusik. Der er lang vej til det EDM, jeg er vant til. Bare som publikum bliver man grebet af en lattertrang, og man kan slet ikke holde det tilbage, når man ser, hvor fantastisk morsomt det ser ud, at en fuldvoksen mand med skæg og svedpletter tæsker løs på et gammelt lej-et-lig med en hammer, der ville gøre selv Poppy fra League of Legends misundelig. Smed jeg lige en gaming-reference ind i min artikel? Det tror jeg nok, jeg gjorde. Google det og grin. Er det metal?
Amerikansk smadderbold. Foto: Jens Wulff
Hvad med musikken?
De fleste af koncerterne på Copenhell anede jeg ikke helt, hvad der foregik under. Det, tror jeg, har noget at gøre med, at jeg simpelthen ikke kender musikken – og knap nok genren. En koncert, hvor jeg sagtens forstod, hvad der foregik, var årets største – nemlig Black Sabbath. Det er deres sidste turné nogensinde, og derfor var det sidste chance for at se dem live. Det var allerede tydeligt, hvor stor en booking det var, da Copenhell tidligere på foråret kunne melde udsolgt af lørdagsbilletterne lynende hurtigt. Efterfølgende blev der også udsolgt af partout, hvilket måske også kan tildeles til Black Sabbath status som metalgiganter.
Det er fucking Ozzy det der. The man – the legend! Foto: Jens Wulff
En spøjs ting er dog, at de faktisk blev overshinet af et andet band, der var booket til om lørdagen. Nu kommer der en halvkontroversiel udtalelse, måske, men husk på, jeg overhovedet ikke ved, hvad jeg snakker om.
Jeg synes, det var helt sublimt at se Red Warszawa i topform og på hjemmebane. De ejede Refshaleøen, og de gjorde det så godt, at selv jeg kunne forstå det. Det er dumt, det er uforudsigeligt, det er absurd morsomt at stå og skråle med på “HURRA SKOLEN BRÆNDER”. Kan du ikke teksterne, lærer du dem hurtigt. Det er ikke stor kunst, men det er det måske alligevel. Det er genialt og galt. Det er fuldvoksne mænd, der snaver på scenen; det er snapseviser. Det er en julemand på afveje. Det er Red Warszawa.
“Nåå, det var det, du mente”. Foto: Jens Wulff
Koncerterne på Copenhell er vilde og uforudsigelige. Det eneste, man ved på forhånd, er, at folk passer sindssygt godt på hinanden. Selv folk, der dyrker helvede og satan, stopper moshpits, når der er en, der ligger ned. Dermed ikke sagt at folk herude er satanister, men det lyder bare meget godt. Vokalisterne i metalbands imponerer mig sindssygt meget. Helt seriøst, hvad smører man sin hals med for at kunne skrige ind i en mikrofon i halvanden time?
Lækre Jens og Hævi Henning i et slags ømt øjeblik. Foto: Jens Wulff
Hold kæft, der er knald på ude på Reffen, når Copenhell tager over. Selvom man ikke er stor fan af musikken, så vil jeg foreslå at deltage i en festival, blot for at være en del af den fantastiske stemning og se lidt på nogle mennesker, som man ikke ligefrem ser på kontoret til daglig. Der er også noget urkomisk over den måde, Copenhell præsenterer sig på. Det hele er metal på den lidt overdrevne og derfor komiske måde, og det giver et indtryk af en seriøs festival, der ikke tager sig selv alt for seriøst, hvis det giver mening. Det kunne flere af de andre danske godt lære lidt af. Festivaler handler i bund og grund om at have det sjovt og gode oplevelser, og på trods af sprængte trommehinder er det præcis, hvad man får ud af et besøg i Københelvede.
Jeg ved ikke særligt meget om moderne metal. Så er det på plads. Derfor er det også svært at anmelde en koncert, hvor man ikke rigtigt forstår, hvad der foregår. ”Det larmede i halvanden time. Det må være godt. Seks stjerner”.
Til gengæld er jeg opdraget i klassisk rock og gammel metal. Iron Maiden, Judas Priest, Black Sabbath… Og Alice Cooper. Udvalget af klassisk metal er enormt på Copenhell i år. Der er mulighed for at se ovennævnte Black Sabbath og Alice Cooper samtidig med, at man kan se Scorpions, Megadeth og den nationale stolthed King Diamond. Det har været mit incitament for at tage på årets Copenhell, hvilket desuden er min jomfrutur.
Allerede kl. 19.15 torsdag på Helveti-scenen var det tid til den første af mange. Det var tid til panda-makeup og rebelske ungdomssange som ”I’m Eighteen” og ”School’s out”.
Alice Cooper er en helt. Og han er på hjemmebane. Det står tydeligt, da han endelig kommer frem og synger, og publikums begejstring ingen ende vil tage. De ved, at de står her med en levende legende, og det klassiske djælvehornshåndtegn bliver smidt i hans retning fra alle ender af det massive publikumsfremmøde. Alice bærer en sort kappe, og han er svær at se i starten. Da han tager den af og afslører sit zebrastribede sæt og sin idiosynkratiske panda-makeup, er folk slet ikke til at styre. ”DET ER FUCKING ALICE COOPER DET DÉR”.
MEN….. Hvor ville jeg ønske, at Alice Cooper gengældte den entusiasme, der blev vist ham. Han virker altså desværre noget uoplagt, og han fanger mig på intet tidspunkt under koncerten, selvom jeg virkelig gerne vil fanges. Jeg vil tages væk, jeg vil til et andet sted, hvor alting kan være lige meget, og det hele handler om rock’n’roll. Desværre ender jeg bare med at stå og tænke over, hvordan folk er klædt på, og hvilke tatoveringer de har. Mit fokus ryger hurtigt, og min opmærksomhed er andetsteds under store dele af koncerten. Faktum at han er Alice Cooper ”The legend” er i sig selv ikke nok. Det er det dog heldigvis for mange af de fremmødte, og det virker alt i alt som om, at der er en udpræget tilfredshed med bare at få lov til at lægge øjnene på rockens yndlings panda.
NOGET der til gengæld virkelig fanger min opmærksomhed, er hans valg af guitarist. I starten tænker jeg bare ”Fedt, det er en kvinde som leadguitarist”. Efter et kvarter tænker jeg ”okay, hun kan satme spille guitar”. Efter en halv time tænker jeg ”For helvede hvor er hun dygtig, og hvor er det genialt”. Specielt da hun smider sig ned på knæ foran publikum for at spille en guitarsolo af den gamle skole. Vi snakker tapping helt op ad gribebrættet og flere toner end min hjerne kan håndtere. Hold kæft hvor var hun dygtig – og hun formåede virkelig at fange mig.
DESUDEN var der også en klassisk trommesolo. Alice’s trommeslager var så hjernedødt dygtig. Han var også en showman. Han spillede sin solo, hvor han slog på trommen, svingede stikken en omgang i hånden, og slog igen. Altså konsekvent. Hele tiden. Det så fedt ud, og publikum hujede og hejede af begejstring over hans tricks.
ÆRGERLIGT at Alice Cooper bliver overshinet af sine musikere, fordi hans egen performance overlod meget til håb og drømme. Jeg forstår heller ikke setlisten. Vi fik FEM covernumre fra en mand der har udgivet 26 studiealbums. Var det virkelig nødvendigt?
ALTSÅ nu har jeg set giraffen.. Eller zebraen om man vil. En ægte levende legende som desværre var en anelse forpustet. Han var jo selvfølgelig også i Danmark for 24 dage siden og levere en anmelderrost koncert med Hollywood Vampires. Om det var udfordringen i et nyt projekt, der gav ham energi er svært at sige, men han virkede noget flad, når han skulle levere det samme, som han altid har gjort i sit eget navn. En publikumsfavorit på halv kraft.
NU NÆRMER DET SIG. Roskilde Festivalen er endelig ved at begynde, og det forlyder, at de første allerede har lagt sig i kø. Programmet har hele 175 kunstnere, der kommer til at fornøje vores øjne, ører og (danse)fødder, når Dyrskuepladsen igen lægger græs (og mudder) til det nok største årlige event i Danmark. Med så mange forskellige koncerter at vælge imellem kan Roskilde-labyrinten være umulig at navigere rundt i, og man risikerer tit blot at prioritere de tungeste navne frem for de letteste. Oftest af den simple grund, at man simpelthen ikke kender de små navne. Regnsky har sat sig for at sikre, at du i hvert fald bliver klædt lidt bedre på forud for festivalens start ved simpelthen at samle vores personlige forslag til, hvor du kan få en god oplevelse. Hver skribent på bloggen har skrevet lidt om, hvad de er mest begejstrede over og indvilget i at dele det med jer. Her har du skribenternes egne yndlinge og must-sees på Roskilde Festival 2016.
Mirja
Der er virkelig meget guf på programmet til dette års Roskilde, og at skulle udvælge mig tre fra en pose fyldt af mit ”yndlingsmix” synes næsten umuligt. Her følger dog alligevel tre navne med det tilfælles, at de er danske og alle navne, jeg glæder mig sindssygt meget til at kunne forsøde dette års Roskilde med.
Mmmm Mmmm Mmmm.. med M.I.L.K.’s tilbagelænede soul-inspirerede lyd forelsker jeg mig en smule mere, for hver gang de karamelliserede vibrationer flyder ud af mine højtalere med nummeret ”If We Want To”, som jeg opdagede for knap et år siden. De sidste par måneder har der atter været røre ”on the milky way” med seneste single ”Following the Sun” – en lille saltvandsperle, der med blidt vuggende rytmer og forfriskende bølgeskvulp vil pleje selv de mest hårdkogte roskildetømmermænd. Her kredses der virkelig for den gode og velproducerede lyd, hvilket også kendetegner de tidligere udspil fra Emil Wilk, der er frontmanden i bandet. “Following the Sun” er blot første i en række af singler, som udgives henover sommeren, og vil være det perfekte match til din sødmefulde roskildeflirt, der forlænger din sommer til langt ind i efteråret. M.I.L.K. spiller på Street Scenen mandag 27 juni, 20:00.
Mit eget forårssoundtrack har i høj grad været præget af bandet Liss, der med sine blot tre numre har drønet derudaf på diverse musikmedier gennem 2015, og nu står klar med deres længe ventede EP, som ganske passende bærer navnet “First”. Trods bandets spæde alder, må man sige, at der er succes over Liss-drengene. Deres elektroniske future-pop-sound vidner om et band, der både er professionelt og nytænkende, og som formår at give et unikt strøg til såvel den danske som udenlandske musikscene. Live skulle Liss også være ganske eminente, så der synes ingen undskyldning for ikke at opleve dem den kommende uge. (Der går desuden rygter om, at vi kan forvente nyt materiale til øregangene, når de kommer på dette års Roskilde) – så sæt et STORT FEDT kryds på hånden og noter dig fredag 1 juli, hvor Liss spiller på Avalon, 13:00.
Liss – Miles Apart
Glæder mig afsindigt meget til at stå i mine udtrådte kondisko og have den største dansefest foran Orange scene, når Karen Marie Ørsted – MØ fyrer den af med hendes kæmpe hits “Kamikaze“, “Lean On” og “Pilgrim“, “Final Song” mfl. Personligt har jeg endnu ikke oplevet hende live, så vel også ved at være ”last call”, inden selv Roskilde bliver for småt for en stjerne som hende. Tjaaa, der er vel ikke så meget andet at sige end; ”VI SES, dansende, svedende, skrålende, hoppende foran Orange lørdag, 22:00!”
MØ – Final Song (.. årets roskildesang?)
Peter
Vi nærmer os med hastige skridt, men jeg allerede på forhånd overbevist om, at 2016-udgaven af Roskilde Festival bliver en af de bedste, jeg har været med til. Jeg kan ikke mindes at have set så stærkt og ikke mindst velrundet program som det, de disker op med i år. Toppen af plakaten stråler med navne som LCD Soundsystem, PJ Harvey og Tame Impala, de mellemstore navne er solide i form af kawaii-pop energibundet Grimes, altid-energiske Mac DeMarco, musikalske vidunderbørn i Miike Snow og James Blake tilsat årets måske mest interessante sammensætning i form af Damon Albarn og The Orchestra of Syrian Musicians.
Men for mig er de største scoops i årets program at finde med de mindre typer. Særligt synes jeg, at Roskilde Festival har været gode til at fange min yndlingstendens fra 2015: Rockmusik af høj kvalitet med en kvindelig vokal i forgrunden. Hovednavnet inden for det segment er uden tvivl Courtney Barnett, som jeg allerede flere gange har erklæret min kærlighed til, og som da også er mit ultimative must-see på årets program. Og netop derfor vil jeg i stedet dykke ned i tre andre rockbands, som alle bør give en chance.
Det første er også det største, og det er naturligvis madrilenske band Hinds. Mange fik øjnene (eller måske snarere ørerne) op for dem i sommeren 2014, da de udsendte de to vidunderlige støjrock-numre “Bamboo” og “Trippy Gum”, som flere anerkendte medier dengang opfangede. Tidligere i år udsendte de så deres første rigtige album, “Leave Me Alone”, og jeg kan roligt sige, at jeg må skuffe de fire piger – de skulle have udsendt et dårligere album, hvis de reelt ville have folk til at lade dem være i frem. Hvis du er til støjrock i den mere poppede ende, så skal du læse det her som en klar opfordring til, at du kigger forbi Hinds, når de optræder onsdag klokken 22.15 på Pavilion – og ja, jeg ved godt, at der er Red Hot Chili Peppers på samme tid, men stol på mig: Det her vil du ikke gå glip af!
Hvis man ikke helt har lyst til at vente så længe, så er der flere meget interessante nordiske navne. Svenske Yast hører til i den hårdere ende af spektret med deres drømmende shoegaze-take på den moderne rockmusik, men kvaliteten er efter min mening i samme internationale klasse, som har givet Hinds et mindre gennembrud i løbet af vinteren. Jeg lyttede første gang til Yast for nylig, da jeg sad og gennemgik programmet, og det var kærlighed ved første lyt. De fangede mig med det samme med deres tilbagelænede lyd, som sender lytteren i en stemning af vidunderlig langsomhed. Ja, det lyder mærkeligt, men det er ufatteligt behageligt og bestemt en oplevelse værd. Det går ned tirsdag klokken 15.30 på Rising-scenen.
Min sidste anbefaling i denne omgang går til bandet med Roskilde Festivals nok mest absurde bandnavn – okay, de islandske feminister i Reykjavíkurdætur er også godt deroppe af, når det kommer til min evne til at udtale bandnavnet i hvert fald. Men jeg taler naturligvis om finske Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? Først og fremmest: Nej, det har jeg ikke. Men det kan godt være, at jeg skulle til at gøre det, for hvis de er lige så fantastiske som bandet, er vi godt på vej. Hvor Yast på mange måder er indadskuende og drømmende i deres lyd, er Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? både eksperimenterende og legende. Til tider grænsende til det absurde, men med et bandnavn som er for langt til både Twitter og de gængse streamingtjenester, bør man også forvente noget interessant. Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er blæsere, slaginstrumenter og 80’er keyboards, Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS? er fest og glade dage i små eksplosive doser, og jeg er sikker på, at deres koncert vil blive husket som en af Roskilde 2016’s sjoveste oplevelser – måske igen i stærk konkurrence med Reykjavíkurdætur. Det er ligesom Yast tirsdag på Rising – bare først klokken 20.00.
Lad mig slutte med et lille tip til de spirende musikere derude: Hvis I gerne vil have mig til at lytte til jeres band, så start med at finde på et absurd bandnavn, for så er chancen for, at jeg i hvert fald lytter til det ret stor. Kvaliteten skal selvfølgelig hænge sammen med bandnavnet, men i første omgang handler det jo om at blive hørt!
Eva
Jeg råber “hurra!” hylder gerne årets program som et af festivalens bedste de sidste mange år. Som sædvanligt skyldes begejstringen Roskildes forrygende talent for at fange de bedste navne indenfor de mindre genrer, som ellers kun kan præsenteres af genrefestivaler i Danmark – jeg tænker på elektroniske navne (ikke EDM), eksperimenterende R’n’B og lo-fi indieartister, som de mere polerede festivaler sjældent rør ved.
Roskildes første scoop i år blev annonceret tidligt: Floating Points leverede med Elaenia sidste år – og sådan set også i års – bedste søndagsplade. Symfonisk og minimalistisk er vel egentligt modsætninger, men begge betegnelser er gældende for albummets luftige og detaljedvælende produktioner, der tildeler stilhed og støj samme magt og giver nogle seriøse harmoniske opture, eksempelvis på Elaenias ultimative stand-out track “Silhouettes (I, II & III)”.
Floating Points – Silhouettes (I, II & III)
Minimalistisk er en anden favorit bestemt ikke. Med i onsdagens pakke var et undseeligt, men markant navn: DAWN. Dawn hedder også Dawn Richard, og læser du med hos The Fader og var du på fornavn med Kelela længe før os andre, så ved du måske, at hun er det næste R’n’B-talent, der kommer til at styre verden med sin futuristiske, haunted R’n’B. Når Dawn laver baskere som den Machinedrum-producerede “Not Above That” tapper hun af Glasgow-scenens maksimalistiske gryde i et omfang, der kan få en EDM-fan til at flirte udenom, men uden at miste den selvsikre coolnes alle hendes allerede mange produktioner emmer af, og som i rigt mål blev udfoldet på sidste års Blackheart.
DAWN – Not Above That
Og så skal vi til noget helt andet: akustiske guitarer og ikke-samplede vokalharmonier. Lo-fi og med den helt gammeldags idé om autenticitet i behold er Whitneys soldampende sange slacker-country til roadtrip, festivalvandring og andre støvede steder – her både passer og fortolker de omgivelserne med skarptskårne sange. Kan du lide Woods vokal, Håkan Hellströmsk brug af blæsere og Smith Westerns fritflyvende melodier, kan Whitney godt blive din bedste opdagelse i Roskilde-programmet.
Alle tre bookinger er bevis på Roskildes evne til at fange artisterne på peaket – Floating Points med sin til dato bedste udgivelse, Dawn på nippet af et bredt gennembrud og Whitney som det helt nye varme indienavn. Godt gjort!
Whitney – Golden Days
Rasmus
For satan der er jo Roskilde lige om lidt. Jeg er lidt af en festabe, så jeg ser mest frem til elektroniske og hiphop navne, og på de fronter har Roskilde jo heldigvis kælet for os i år. Her har du et par forslag til nogle navne, du kan tjekke ud og dykke ned i, hvis du har det ligesom mig.
Først og fremmest vil jeg håbe, at du er stødt på Odesza før. Hvis ikke er du in for a treat, som man siger. Seattlegenserne (hedder det det?) laver noget af det rareste og mest gennemførte elektroniske musik, jeg er stødt på i lange perioder. Odesza er et af de navne, som man altid kan hive op af lommen, når ens venner spørger, om man ikke lige gider sætte noget musik på. Det kan både være til hverdag eller fest – alt afhængigt af decibel-niveauet, du hører dem på. Det gjorde mig ekstra glad, at de var en del af årets bookings, fordi jeg missede deres koncert på Loppen i 2014. En aften hvor DJ Paypal faktisk spillede, der også er Roskilde aktuel. Og Slow Magic som du kan opleve på Trailerpark. Slow Magic er desuden sygt fedt.
Nå, tjek lige det her album ud, som simpelthen er rene auditive antidepressiver.
JEG SKAL HØRE EN ÆGTE GANGSTER. Freddie Gibbs spiller nemlig i år. Er du træt af autotune og rappere der ikke engang er blevet skudt på? Har du en svaghed for George Michael-samples og numre der handler lidt for meget om narkotika? Freddie’s got the answer for you! Med respekt for Roskildes generelt virkelig flyvende hiphop-program, så vil jeg vove at påstå, at hr. Gibbs er den mest gangster af dem alle. Så gangster at han blev forsøgt myrdet i Brooklyn tilbage i 2014. “They tried to kill Tupac. They tried to kill me. I’m Freddie Gibbs. I’m still alive” udtalte han efterfølgende, da han blev spurgt om, hvorfor han var målet… Daaaaamn son! Det er sgu hårde sager.
SPØRGSMÅLET er dog, om han kommer til at spille. Den kære Freddie er nemlig for nylig blevet anholdt i Toulouse, og bliver måske udleveret til Østrig for en påstået voldtægt tilbage i 2014. Det kan også blive for gangsta’..
Dog er hans sidste album “Shadow of a Doubt” er blevet skamhørt på min Spotify – men han rammer mig virkelig også i mit organ for guilty pleasures med hans George Michael-sample på “Careless“.
Jeg håber, I kan klare flere rim og beats, fordi der er jo skruet helt op for grimen i år. Jeg er jo en prætentiøs anglofil hipster. Forstået på den måde at jeg elsker engelsk musik, kultur og sprog, men jeg har faktisk aldrig været i England… Anyways, jeg er tosset med grime og jeg er tosset med Skepta! Første gang, jeg stødte på Skepta, var til Distortions lidt spøjse gadefest på Christiansborg sidste år. Omme bag børsen fandt jeg pludselig en scene, der gik fuldstændig amok. Det var midt om eftermiddagen, og resten af eventet var rimelig chill. Men ikke her. Ikke til Skeptas koncert. Her svang/svungede/svingede (hvad hedder det?!) folk deres tshirts over hovedet og hoppede så højt, at jeg næsten ikke kunne se “The King of Grime”. Og jeg er altså 198 cm. Anyways, jeg anede ikke, hvem det var, men hørte navnet “Skepta” ude i atmosfæren et sted. Siden har jeg drømt om at stå i midten af flokken, mens Skepta skruer op for stemningen. Ligesom han gør i den her video. Det bliver noget med blå mærker og five-panel kasketter. Og jeg glæder mig.
Skepta – Shutdown London
Udover Skepta kan du jo passende lige tjekke Stormzy, Elf Kid og Little Simz ud. Britiske rim der får dig til at kigge dig over skulderen en ekstra gang, hvis du er på vej hjem en mørk aften i Tottenham.
