“I want my fucking money back”

Det er vist sikkert at sige, at der ikke er nogen, der er helt som den kære canadiske surfy-bluesy-dreamy Mac DeMarco. Han lagde i går vejen forbi en udsolgt Grå Hal på Christiania til 2 en halv times forunderlig koncertoplevelse i Mac’s univers.

En tanke der slog mig under koncerten, var, hvad man egentlig gerne vil have, når man går til koncert. Vil man bare gerne høre sangene, som de lyder på albummet fuldstændig uden interaktion med publikum, eller vil man have et show, hvor man bliver overrasket og bagefter tænker: “Hvad fanden skete der lige”. Mac gør sig i sidstnævnte. Og her gør han sig godt. Han er en halvkvabset ung mand med et kæmpe mellemrum mellem fortænderne, der møder op uden sko på. Han er typen, du vil finde sovende i dit Roskilde-telt efter en lidt for våd nat, og han kan noget helt særligt.

Koncerten lagde ud med “On The Level” og “Salad Days”. Det lod fra start af til at blive et par timers hyggeaften med den rolige og hyggelige Mac som vært. Den slags koncert hvor man går hjem og tænker: “Det var sgu en god aften”. Sådan skulle det dog ikke være, fordi Mac og hans fantastiske band havde helt andre planer for os. Der blev i starten fortalt, at det ville blive en mærkelig koncert, fordi de alle sammen havde jetlag, og det var første koncert på turnéen. Her fra blev det bare mere og mere underligt..

Der skete så mange ting, at jeg har svært ved at huske dem alle, men her er et par udpluk:

  • Mac fik hele salen til at råbe “I want my fucking money back”. Det var smukt og selvironisk på den helt rigtige måde.
  • Der blev spillet utallige covers/medleys af unlikely sange. Bl.a. Vanessa Carltons “A Thousand Miles” og Sixpence None The Richers “Kiss me”, hvor Mac selvfølgelig kvitterede med et kys til alle bandmedlemmerne. Trommeslageren blev dog nærmere overgrebet med en livlig tunge i hele ansigtet.
  • Den nævnte trommeslager crowdsurfede hele vejen fra scenen og op til baren for at få en Hancock.
  • Mac selv crowdsurfede flere gange. En af gangene vist blot for at få en cigaret.
  • En ung pige blev hevet op på scenen til en omgang Red Hot Chili Peppers-karaoke, der blev ved og ved. Hun kunne også næsten teksten til Californication og Can’t Stop.

Det spørgsmål der står tilbage, er, hvilken forventning man har til en koncert. Musikken blev leveret glimrende, men med lange pauser mellem numrene til gak og spas. Jeg personligt synes, det var helt fantastisk og uovertruffent at tilbringe min aften i Mac’s univers, men jeg kan godt forstå, hvis man gik skuffet derfra med en anden forventning, der stod uforløst. Selve numrene virkede sekundære i forhold til sceneshow, covers og mærkværdige instrumentalsessions. Hvilket jeg er en sucker for.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad skal du høre torsdag, hvis “mareridtsvejret” rammer?

Roskilde Festival 2017. Foto. Stiig Hougesen

Det helt store spørgsmål på Roskilde Festival 2017 har ikke været, om der kommer regn, men hvornår regnen kommer. Onsdagen slap uden skybrud, og meldingerne skifter, og det ser ud til, det måske kan ramme i nat. Derfor er det måske også en idé at planlægge sit skema ud fra, hvor man kan finde en plet med tørvejr på de overdækkede scener. Specielt hvis man ligesom mig ikke ejer hverken regnbukser eller gummistøvler.

Lad din dag og dine dansesko starte med at blive smurt af jamaicanske PopcaanJeg har endnu ikke fanget så meget som ét ord af hans lyrics. Bwum, baaaah maaan! Det ændrer dog ikke på, at hans musik kan give en dejlig og nødvendig illusion om sommer kl. 15.15 på Avalon, med dens fantastiske laidbackness og caribiske lyd. Det er specielt godt at starte festen tidligt, hvis man er:

Er du typen, der elsker totalløsninger og synes, at fly og hotel helst skal komme i én pakke (som så selvfølgelig er inklusiv helpension), så er du ekstremt heldig, fordi Arena præsenterer det mest vanvittige program i dagens måske regnfulde anledning. Du kan starte med at møde op til Future Islands kl. 16.00 og så faktisk bare blive der, da Beyonces lillesøster Solange tager over kl. 19.00, Erasure kl. 21.30, Bryson Tiller 23.30, og The Jesus And Mary Chain kl. 02.00. Der er altså lagt i ovnen til R’n’B lækkerhed fra Solange, hiphop fra Bryson Tiller, støjrock fra The Jesus And Mary Chain, synthpop fra Future Islands og så selvfølgelig fantastisk firsernostalgi fra Erasure. Der er altså dækket ret mange behov ind på én scene. Jeg glæder mig mest til at høre Erasure, men jeg er også lidt mærkeligt og født i firserne. November 1989 godt nok men det er stadig inden for rammen. Okay, jeg elsker bare Erasure, og jeg har ikke brug for at retfærdiggøre det overfor nogen. Du burde også elske dem. Det er dig, der er mærkelig.

Her ville der stå Nicolas Jaar, hvis ikke der var overvejende risiko for skybrud. I stedet for står der Viagra Boys. Jeg tror, der er overhængende fare for, at det godt kunne gå hen og blive en af årets vildeste og sjoveste koncerter med de svenske viagradrenge. Man skal nok ikke forvente vellyd og fantastiske kompositioner, men man kan sagtens forvente utæmmet vildskab og en fed fest kl 00.30 på Pavilion. 

Efter midnat er promillen sikkert der, hvor et regnskyl er lige meget, og jeg skal død og pine høre Nas, om det så begynder at sne. Det sker dog først kl. 01.30 på Orange. Den mand er bare fantastisk, men det bedste var nok, hvordan Roskilde bare lige casually introducerede ham, da spilleplanen kom. “Nå ja, så har vi forresten også lige Nas… Hvis I kender ham”. Det gør vi. Det bliver ikke meget større hiphop-mæssigt. En legende der stadig er højaktuel.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival: Rasmus anbefaler de bedste fester!

Mine søde tabervenner søndag morgen sidste år i L.

Let’s face it. Roskilde er lige så meget festen, som det er musikken. Sådan virkede det i hvert fald sidste år, da mine søde venner havde besluttet, at vi skulle ligge i campingområde L. Vi var også kun omkring 10 år ældre end de næstældste. Om ikke andet så er festen en integreret del af Roskildes DNA – og den er vigtig! Fordi netop på Roskilde får festen frit spil. Politiet kigger (oftest) den anden vej, hvis du ryger noget, der ikke er en cigaret, og du kan støve dit kyllingekostume af og tage med. Det med Fernet Branca-pletterne, du ved.

Når jeg tager på Roskilde, så handler det om, at jeg skal ud og have en fest. Northside og Heartland er dedikerede til musikken, og man skammede sig nærmest over at være fuld til sidstnævnte. På Roskilde skammer man sig ikke over at være påvirket, og man møder hurtigt nye lige så påvirkede venner. Man slipper alle hæmninger, glemmer den tilbageholdende neurotiske del af sin personlighed og slår sig løs. Man befinder sig i en boble, der kun findes dér, hvor alt er tilladt, så længe det ikke går ud over andre. Nu er det Roskilde – nu skal den fandme bare ha’.

Men hvad gør campingkrigerne så, når deres trælse venner insisterende slæber dem med til en koncert? “Altså, du har betalt næsten 2000 for den her billet. Nu skal du sgu med op og se noget musik, makker”. “Jamen jeg vil jo bare gerne ølbowle og kaste op udover nogens telt”.

Desværre har de jo en pointe… MEN jeg har en løsning! Du kan nemlig være smart. Og vi snakker ikke hæld-vodka-i-din-vandflaske-og-tag-den-med-ind-på-pladsen-smart. Ægte smart. Du kan allerede hjemmefra forberede en liste over koncerter, som der har potentiale til at stikke af. Var du til Stormzy sidste år? Nej, du havde sikkert travlt med at snave en eller anden med studenterhue nede i P, men du kan finde klippet på Youtube. Jeg kan også finde det til dig, selvfølgelig. Her:

Så skal du heller ikke sige, jeg aldrig gør noget for dig. Her følger en liste med tips til nogle af musikprogrammets potentielt bedste fester!

Opvarmningsdagene:

Daily Dak

Er du til Psytrance? Nej. Det troede jeg heller ikke, jeg var. Daily Dak har vækket et eller andet i mig, som jeg ikke vidste fandtes. Det startede sidste år, og det hænger ved. De holdte nogle af de fedeste fester på Roskilde 16, og i år er det blevet belønnet med deres eget slot på den nye East-scene. Jeg er sikker på, at der bliver fuld fart på, når bl.a. Morten Granau kommer og lægger Roskilde ned.

Facebook-event

Det sker søndag fra kl. 12 på East.

Caius

Jeg er kommet i tvivl. Jeg hørte først den fremragende trance-lignende Tomorrow på Spotifys egen Roskilde playliste, og jeg blev lynhurtigt forelsket. Det er et fantastisk opløftende nummer, som på trods af spilletidspunktet godt ville kunne skabe en god fest. Efterfølgende har jeg kigget Caius lidt i sømmene, og det virker mere chill, det han ellers har lavet. Det er der intet galt med selvfølgelig, men det var Tomorrow, jeg blev draget af, og jeg håber, det bliver en koncert i den dur, fordi det er virkelig et godt nummer

Jeg er faktisk lidt i tvivl om, om det overhovedet er samme kunstner, men ellers så kan du give den her et lyt. Det er i hvert fald den rigtige, og selvom det måske er mere chill, så synes jeg alligevel, Caius skal have en anbefaling her fra.

Det sker søndag kl. 15.00 på Countdown.

Mechatok

Tyske Mechatok fangede også min interesse ud fra Spotify-listen. Det er virkelig tungt og beskidt, og jeg er vild med det. Jeg aner ikke, hvad man skal kalde det, men det lyder som noget, der er værd at tjekke ud live.

Det sker søndag kl. 19.30 på Countdown

Farveblind

Det er ikke kun Peter, der får lov til at anbefale Farveblind..

Det sker tirsdag kl. 16.30 på Rising.

Musikdagene:

Kano

En af the godfathers of grime. Hvis du synes, Stormzy var vildt, så tænkt på Kano som ham, der har været med til at skabe alt det, som Stormzy gør nu. Bare med meget mere erfaring. Der skal nok blive moshet og skubbet og hoppet og alt det, de unge gør. Jeg er på nippet til at tage til Kano, selvom Foo Fighters spiller samtidig.. Lige på nippet.

Det sker fredag kl. 22.00 på Apollo.

Rüfüs (& Jagwar Ma)

Forløbere for den fremragende australske elektroniske scene. De er mindre kendte end Flume, men de gør det virkelig godt. De hører inde under den genre, der kaldes Indietronica, og specielt Rufus var mit go-to act sidste sommer, når jeg pludselig fik AUX-stikket i hånden til en fest. Man kan næsten høre solen i deres musik. Specielt er jeg oppe at køre over Rufus, og jeg synes det er en genial booking, desværre tror jeg bare ikke, der er særligt mange i Danmark, der kender dem – endnu! Jagwar Ma får en honorable mention, fordi det også er dejlig sommerligt men mere chill.

Det sker onsdag kl. 19.15 på Apollo. Jagwar Ma spiller fredag kl. 23.00 på Avalon.

Møme

Mere poppet end jeg normalt godt kan lide, men en gang imellem har man bare brug for en pop-fest. På trods af pop-prædikatet, synes jeg, Møme gør det fantastisk. Det er sindssygt fængende EDM, og jeg tror virkelig det egner sig fint til at blive hørt live på nogle ordentlige højttalere.

Det sker fredag kl. 20.00 på Apollo.

47 Soul

Palæstinensisk shamstep. Behøver jeg VIRKELIG at sige mere?

Ja, det gør jeg nok, men jeg ved ikke mere. Hør det nu bare. Det er fucking fedt.

Det sker fredag kl. 16.00 på Apollo.

Noisia

Bum, hvor skal jeg begynde. Det er i hvert fald ikke for de sarte, men det bliver muligvis den vildeste fest i år på Roskilde Festival. Noisia er kendt for et lydunivers, der er vildt og uden hæmninger. Det er dubstep, det er drum&bass, det er det hele. Den her fest ved jeg ikke, om jeg selv skal til, men jeg synes, den er værd at tjekke ud, hvis man bare skal slutte festivalen af med et brag.

Det sker lørdag kl. 23.30 på Apollo.

Freddie Gibbs

O.G. Den ægte Freddie Gibbs. Det er en af mine yndlings rappere. Han er tilbage, efter han måtte aflyse sin koncert sidste år pga. et fængselsophold. Han er også blevet skudt og alt det der. Jeg var til Madlib på Vesterbro under Distortion i år, og da Madlib smed sange på fra deres kollaborative “Piñata” album, blev mine knæ bløde og mine øjne rettet mod dyrskuepladsen, hvor Freddie som årets aller sidste kunstner går på. Og så forstår han også, at Adidas-tracksuits er the pinnacle of fashion.

Det sker lørdag kl. 02.00 på Avalon.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danmarks metalfestival kan noget helt særligt

Foto: Jens Wulff

Sidste år var jeg for første gang på Copenhell. Det skrev jeg bl.a. den her artikel om. Det var noget af en omvæltning fra en selverklæret del af Northside-segmentet at komme ud på Refshaleøen til metalfestival. Det var en positiv overraskelse, og jeg besluttede derfor for at aflægge festivalen et besøg igen i år for at se, om det var en éngangsucces.

Copenhell er og bliver en niche-festival. Det er ikke for alle. Publikum ligner det, man ville forvente de ligner – metalhoveder. Overalt er der sorte støvler, denimveste, læderbukser og vanvittige frisurer. Og det er fantastisk. Jeg ved ikke, hvor disse mennesker gemmer sig til daglig, men jeg synes ikke, at jeg har set dem andre steder uden for Copenhell end til Red Warszawas koncerter.

Foto: Jens Wulff

Jeg er ikke det store metalhovede, og jeg synes tit, det er alt for larmende til mig. Der er dog et eller andet over Copenhell, en charme som andre festivaler i Danmark ikke besidder. Hele konceptet er så gennemført og selvironisk, at man ikke kan andet end at blive glad i låget, når man træder ind i den verden, de har bygget op. Kanoner der spyer ildkugler op mellem scenerne inden koncerterne, området Asgård hvor man bl.a. kan smage på Lokes Boller (de er sygt gode, skal jeg lige hilse og sige) og min personlige favorit: Snapsekirken! Komplet med omvendte kors og hjemmelavet snaps, som smager fantastisk og som gør en klar til at skulle ind og smadre.

Som sagt er det hele så gennemført, men der er også en selvironisk distance, og det er nok det, der gør Copenhell så fantastisk. VIP-området hedder selvfølgelig RIP og busserne der kører til Refshaleøen bærer nummeret 666. Og kaffen er skull-hed. Det er sgu fantastisk.

I går tog jeg min ven Jens under armen og tog afsted til Refshaleøen. Det var andet år, så man havde været rundt og opleve festivalen, og derfor behøvede man ikke vandre rundt for at se det hele. Smadreland og Biergarten var dækket ind, og det var kun, hvis man havde et ærinde, man ville bevæge sig derind. Eksempelvis hvis man skulle smadre, selvfølgelig. Smadre er egentlig et sygt dejligt ord. Anyways, vi ankom og det føltes fuldstændig som, da vi forlod pladsen sidste år. Og det var sgu dejlig velkendt. Snapsekirken stod, hvor den skulle stå, og man kunne stadig få Red Bull og vodka og Royal Eksport på dåse. Jeg havde set ret meget frem til at se Prophets of Rage og System Of A Down. Jeg er aldrig hoppet med på Rage Against The Machine-bølgen, men jeg synes, Tom Morello er en dybt fascinerende musiker.

Foto: Jens Wulff

Det mest spændende var, hvordan de ville kombinere deres rocklyd med hiphoppen fra Chuck D og DJ Lord fra Public Enemy og B-Real fra Cypress Hill. DJ Lord var passende klædt i en hættetrøje med skriften: “Play some fucking hiphop” til showet på Copenhell. Mit gæt er, at det ikke var tilfældigt, men det var utroligt morsomt. Han stod også ved turntables, og det er ikke just det mest brugte setup på en metalfestival. B-Real var iklædt et partisanertørklæde og havde noget mellemøstligt over sig.

Vendepunktet under koncerten var, da de begyndte at spille hiphop. Der blev gravet dybt i kataloget, og frem kom Insane in the brain og Jump Around bl.a. Det må være første gang, der bliver spillet hiphop på Copenhell. Og folk elskede det. Jeg kunne stå og kigge ud over publikum og jeg så, de gik fuldstændig amok og tog i mod det, som var det deres eget. Det er satset at spille hiphop på en metalfestival, men Prophets of Rage var sgu ligeglade, og de leverede i aller højeste grad.

Tom Morello er dog mr. Stand Out. Han er virkelig svær at blive træt af. Så fascinerende dygtig en musiker, at man føler sig et skridt nærmere nirvana (konceptet – ikke bandet), når man oplever ham live. Der blev spillet musik fra Cypress Hill, Public Enemy, Rage Against The Machine, Prophets of Rage og Audioslave. Specielt det sidste gav et sug i maven, da de leverede en instrumental Like A Stone. Det var som om, at de ved at spille den mellem linierne sagde, at ingen kan erstatte Chris Cornell. Zack de la Rocha er en anden snak. B-Real fylder forsangerrollen eminent ud. Det var en kæmpe oplevelse at se Prophets of Rage på Copenhell 2017.

Efter koncerten skulle den lige synkes. Eller, skylles ned, selvfølgelig. På Copenhell får man hurtigt sat nogen øl til livs. Endnu bedre er, at de øl man køber faktisk bliver fyldt til kanten. Ikke kun til den der latterlige 0,5 l streg. Helt op til kanten. Hver gang. Det er fandme stil.

Foto: Jens Wulff

Klokken 22.30 tog System Of A Down over på Helvití-scenen. Her blev vi taget med tilbage til Boogie-dagene på DR, hvor man sad og ventede på, at Toxicity kom frem på skærmen. Det samme gjorde sig desværre lidt gældende her. Det var en lang koncert, og den peakede til sidst med Toxicity. Jeg skulle have taget mig sammen og sat mig lidt mere ind i bagkataloget, fordi hold kæft hvor de sparkede røv. Det var en helt unik koncert med en gruppe, som kan noget særligt. De fire armensk-amerikanske gutter er lyden af mine meget tidlige teenageår, men det holder lige så godt nu, som det gjorde dengang.

Jeg genopdagede sangen “Aerials” i går, og kom i tanke om, hvorfor jeg skamhørte Toxicity-pladen tilbage i 2001. Ord kan ikke helt beskrive, hvordan det var at være til stede i går, og jeg er ked af, at jeg ikke kan trække jer med ind foran Helvití-scenen i går under koncerten, så I også kan få glæde af det glimt af storhed, der ramte København i aftes. Jeg er taknemlig for, at jeg fik mulighed for at være til stede. Det her er altså et af verdens fedeste bands. WERE TRYING TO BUILD A PRISON.

Systems vanvittige lysshow. Foto: Jens Wulff

Efter at være blevet kørt helt op af Serj og drengene tog jeg til koncert med Architects, hvor jeg havnede i mit første rigtige moshpit. Normalt har jeg altid hadet at være i moshpits – specielt til hiphopkoncerter – fordi folk ikke ved, hvordan man skal opføre sig. I går var det en behagelig oplevelse at blive kastet lidt rundt af nogle store mænd. Der eksisterer nemlig et moshpit-kodeks, som alle metalhovederne på Copenhell følger. Hvis nogen falder, så hiver man dem op med det samme!

Tak til Copenhell for at endnu engang at give mig en lektion i metal og minde mig om, at der faktisk findes en verden uden for Ådalen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Regnsky møder… Mando Diao!

Interviewet er lavet af vores gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen

Efter deres koncert søndag på Northside Festival lykkedes det os at fange Björn Dixgård, Jens Siverstedt, Daniel Haglund og Patrik Heinkipieti fra det svenske rockband Mando Diao til en lille snak om deres optræden på festivalen og deres helt nye album Good Times, der eftersigende skulle være deres bedste album nogensinde.

First of all, how did the concert go? 

Very, very well. We haven’t played here for like eight years or something so we didn’t know what to expect. But it was better than we expected actually. We knew that we had like the first slot on the Sunday so we thought: “Oh, we’re gonna be the underdogs”. You know, it’s like the Swedish football team. Suddenly we can win over France. Or the Danish football team, same shit – two terrible teams that sometimes win over the mighty dinosaurs. So it’s challenging and fun to be out here. And the crowd and audience, come on, it was great! Kept us going. We sort of have this newborn love in the group right now after everything that happened to us doing last year, so we really go to places where we haven’t been in decades, so it’s nice.

Is it just Århus or is it entire Denmark you haven’t been in, in a decade? 

In Denmark in general. Oh no!

But you live so close! You’re like our neighbours, come on. 

We’re gonna start now!

Björn: We’ll come back for Vega in October.

Resten af bandet: DECEMBER! The 2nd of December!

So was it ok playing so early? You had to play around 1 o’clock. 

Yeah. You just have to simulate that it’s evening. Like Danish people do. No problem.

What do you think of getting the 1 o’clock slot on the Sunday? 

We didn’t expect anything bigger. We’re just happy to play here. We haven’t been here for a while, so that the festival wants to have us is like ruiihh (so great!). When we think back on the show we didn’t have any expectations, as we said, but we started playing and people were coming to the show and there came more people and they were singing along and we really felt it. The audience was really ‘vibing’ to the music, so it was wonderful. But we didn’t expect that. That’s why we are so happy right now.

Why didn’t you expect that? 

Because of the slot! Haha! Sunday 1 o’clock come on!

Jens: I’m not sure that we would go to a show that early. I’m just thinking about myself, and my own awful behaviour. I’m more like a night person you know.

What do you think about the festival in general – about Northside? 

Patrik: We actually went out to see Prodigy yesterday me and Jens. It was very muddy. We didn’t bring any shoes and stuff, so we got stocked there, and when we came back to the hotel it was like… (ryster på hovedet). But whatever we saw from there was nice. I mean lots of people and a good vibe.

Jens: I fucked up my sneakers.

It’s a very good line-up here. We’re sorry that we have to miss Radiohead tonight. That sucks. And Franck Ocean, that would’ve been amazing.

You’ve just released your new album? How would you describe that? 

Oi, how do you describe your child? It’s perfect! It’s really versatile. We got this from out of journalism and fans and people. It’s kinda like back to the roots of being a band. During the weeks of promotion that we did this spring, we reflected on the album, and we understand that this is straightforward, you can hear the drums and you can hear the guitars. It’s not that polished, it’s raw, something like that. Focus on the vibe.

Jens: I see our album Good Times more like a movie you know. You have all the different vibes, the ballads, the up-tempo songs, and the soulful songs. So it’s diverse and versatile I guess.

If you do a playlist on Spotify or whatever you don’t want to have the same kind of songs over and over again, you want to make it a road trip you know. That was a bigger thing we thought about. On this album we didn’t use that many musical references, we used mainly mood-based stuff – talking about different moods. And we didn’t let anybody else into the process, we did it all in the band, so that’s what defines the record. Us as a group doing it ourselves like a team – team effort. We didn’t have a producer, we produced it ourselves, and so it’s a lot of ‘us’, a lot of emotions from this group of people.

What is the message of the album? 

The title comes from the song obviously; it’s called Good Times. We took the title and made something different about it, because when you listen to the lyrics of the song Good Times it’s about the devil on your shoulder, your darkest feelings and emotions, but then we took the title and made a really weird epic fucked up cover coming to like Eden, Paradise and it has nothing to do with the song, but we used the title and it became something different. It grew in another direction. And we had such a good time recording the album. If you take like every lyric on the album it’s kind of depressing, hahah! It’s the Nordic melancholy and you can feel the darkness. But at the same time the title… Because we had such a good time recording it, we want to come with the good times and the good vibes, because now we are in such a good place and we are so happy with our music so it became something different.

Good Times has been called your best album, why do you think that is? 

Patrik: I didn’t know that.

It said so in the press release we got. 

HAHAHA! Somebody wrote it! Caught us – Caaaught us!

Well okay it’s called ‘perhaps’ your best album. 

Ahh perhaps, perhaps! No but the last baby you give birth to is the best. It’s the best for now anyways. Ask us again in two years and maybe it’s not, but right now everybody says that.

Jens: This is our best album, come on. Don’t be shy.

Björn: In the end it’s really up to us and we are really proud of it.

Jens: It’s the best album man, come on. Just listen to it.

Björn: I don’t listen to it man.

Resten bandet: You should, haha!

Your former guitarist Gustaf left the band. Do you miss him? 

NO. Haha! Simple as that. Next question.

Why did he leave? 

We don’t know actually, but he didn’t wanted to do this kind of stuff: the tour life, the music life. Being in a band is a problem for him, we think, but you’ll have to ask him. The political stuff with releasing music was a problem for him. We wanted to release only free music. He wants to become a music teacher and he is doing different stuff. Hope he is happy, absolutely.

What will the future look like? 

Bright! Good times! We are doing this over and over again we just love this.

Patrik: I think we grew together now the last two years as well; we’ve never had such a good mood in the band as we have right now and hopefully we can do it another 20 years, 30 years. 40 maybe? 50?

Jens: Arh, don’t push it.

We will keep making and writing music, recording, playing live. We are really living in the moment. That’s the best thing of being in this band; you just look to the next day and schedule. You don’t need to think about the future, because you are like: “Okay, we are going to Denmark tomorrow, that’s gonna be fucking fun, let’s do it! Berlin Tuesday!” That’s the beauty of this and we are really privileged to have this kind of life and we cherish it and we are making the best out of it. We are not fucking around. We really tried to make a really good album and it was blood, sweat and tears, and it turned out to be the best album. Here we are in Denmark.

Do you have anything that you want to tell us now that you have us here? 

Jens: My name is Jens, it’s a Danish name. I’m the new guy in the band. I really feel connected to Denmark and I feel really glad to be here.

We ranked the Nordic countries earlier today; we’ve been in Finland, Norway and Denmark and Denmark came in first place even though we had to play at an early slot on Sunday. So we love Denmark. We looove Denmark. The end. Really, you have the ‘Gammel Dansk’ you have the ‘Smørrebrød’ and everything and you’re smoking a lot of cigarettes. Funny cigarettes! Haha!

Thank you for the interview!

Thank you!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *