“Vi leverer den dannelse, som danskerne mangler”

Pål og Axel fra Kakkmaddafakka

For knap en måned siden havde jeg besøg på hjemmeadressen af to norske gutter. De lignede til forveksling hinanden, men det gør de fleste brødre jo. De fleste brødre spiller dog ikke dansabel indierock sammen, men det har Pål og Axel valgt at gøre under navnet Kakkmaddafakka. De er efterhånden ikke helt ukendte i det danske land, og de har spillet på både Smukfest og Roskilde – og for nylig i Vega. I onsdags blev det annonceret, at de vender tilbage til Roskilde Festival til sommer. I den anledning er det jo perfekt at bringe et interview med de kække nordmænd!

DISCLAIMER: Interviewet blev gennemført på en blanding af dansk med ømålsdialekt og norsk med bergensk dialekt, hvorfor nogle ordstillinger måske er spøjse.

Jeg studerer faktisk ude på Roskilde Universitet, hvor I var ude og spille til Årsfesten.

  • Nå, ja! Så du koncerten?

Ja! Det var derfor, jeg tænkte, det ville være sjovt at skrive noget om jer, efter jeg så den.

  • Ahh! Fedt!

Ja, jeg har lige nogen spørgsmål, som jeg tænkte, vi lige kunne køre igennem. Jeg har lagt mærke til, at I har spillet rigtigt meget i Danmark. I har spillet Roskilde sidste år, Smukfest i år, koncerter i Aarhus og København og RUC’s Årsfest. Hvad er jeres forhold til Danmark?

  • Vældig godt! Danmark er vores satsningsland, fordi vi elsker Danmark. Der er kort til Danmark. Vi har været i Tyskland, Holland og Frankrig, men vi kan virkelig godt lide Danmark. Med Kakkamaddafakka er det sådan, at det har taget nogen år at bygge os op, og så kommer vi til det niveau, vi er. Vi er stadig i opbygningsfasen.

Hvorfor har I valgt at satse på Danmark?

  • Det er et fantastisk land, vi elsker Danmark på mange måder. Der er god mad her, der er kort rejse, der er vældig morsomme folk, og der er en god “talk”, folk er rationelle, smukke piger! Haha. Og så er der selvfølgelig brug for Kakkamaddafakka i Danmark.

Der er simpelthen behov for det?

  • Ja, det føler vi!

Hvad opstår det behov af?

  • Der trænger den perfekte blanding mellem dannelse og party! For danskerne elsker party, men de må også have en dannelse, og den får de i Kakkamaddafakka, spørger du mig.

Så I kan levere den dannelse, som danskerne mangler?

  • Ja, vi gør faktisk det. Så det ikke bare er Aqua. Jeg har faktisk oplevet, at den musik jeg hører rundt omkring i Danmark i dag, har ikke været overfladisk, som har været min kritik tidligere. Paradise Hotel-kulturen er slut. Og indie-kulturen er tilbage. I hvert fald føler jeg, at vi i Kakkmaddafakka kan være her med indie-kulturen. Der trænger ikke silikone for, at det er fedt.. Eller selvbruningscreme.

Ja, der er allerede et par gode rubrikker. “Kakkmaddafakka leverer den dannelse, som danskerne mangler”. 

  • Haha. Men det er faktisk det danskerne liker!

Den skal nok blive læst, det er helt sikkert.. haha. Fedt! Hvordan kan det være, at I valgte at spille til RUC’s Årsfest – det var da sådan en ret lille koncert i forhold til, hvad I ellers har været ude at spille?

  • Vi spiller, når folk vil have os. Vi prøver, og specielt hvis det er satsningsland som Danmark, at sige ja til næsten alt, vi kan. Vi er ikke snobbede. Hvis du vil have et folkeligt band med dannelse, så er det Kakkamaddafakka, og så siger vi ja til at spille for smilende folk. Vi dømmer ingen folk. Folk er folk.

I er det første internationale navn nogensinde derude. Ellers har det kun været danske kunstnere, så det var ret stort.

  • Er det sandt? Wauw! Var det på den Roskilde, vi spillede på nu? Vi var de første internationale? Der ser du! Det jeg snakker om! Og det var jo fantastisk! Det var fedt at gå rundt på campus og høre, at nogle steder spillede de rock. De spillede Nirvana og Metallica. Og det sker ikke i Norge! Overhovedet ikke.

Hvorfor ikke? Hvad hører de så?

  • Det er yt! Nu hører man hiphop.

Og I kan ikke lide hiphop?

  • Jo, jo.

Jeg kan ret godt lide Lars Vaular.

  • Ja! Han er jo fra vores by!

Men der er jo virkelig meget god musik, der kommer ud af Bergen. Kings of Convenience, Aurora og ja, Kygo, han er jo meget populær.

  • Det er så fedt, man! (Oppe at køre på norsk)

Hvorfor tror I, der kommer så meget god musik ud af Bergen?

  • Det er umuligt at få svar på.. Vi har jo faktisk problemer med det, fordi vi ikke kan få stor succes. Men vi er jo ingen news længere i Norge, fordi der er så mange andre hele tiden. Men nej, det er helt fantastisk, men ubeskriveligt hvorfor.

Men I har også arbejdet sammen med Kings of Convenience?

  • Ja, de er vores gode venner! Det var Erlends idé at kalde vores nye album “Hus”.

Har I selv følt Bergen som en faktor i jeres musik?

  • Alle vores album handler jo meget om Bergen.

Bor I der stadigvæk?

  • Ja, ja. Vi bor der.

Lars (Vaular) har jo eksempelvis lavet en sang, der hedder Bergen Bergen. Har I det lige så lokalromantisk?

  • Ja. For os er det jo vigtigt, fordi vi føler et mindreværdskompleks i forhold til Oslo. Og alle som bestemmer, hvad der skal i radioen, de sidder i Oslo. Det er ikke en to timer lang togtur som Århus til København. Der er syv timer i toget. Så vi har ganske langt. Så vi føler os vældig isoleret. Lars han blev ikke accepteret i Oslo før langt hen i sin karriere. Det er det samme med Kakkamaddafakka og Kings of Convenience. Altså ikke sammenlignet med hvor stor succesen er i udlandet, Kings of Convenience er jo de musikere i Norge, som tjener masser af penge. Og de får udsolgt i Hamborg på fem minutter og i Sydney, men i Norge, når de spiller, så er det noget andet.

Skal jeg forstå det som, at I føler, at I ikke kunne opnå stor succes i Norge, og så har I satset internationalt?

  • Ja, vi har meget succes i Norge, men Danmark er næsten allerede oppe på norsk niveau. Der er ikke stor forskel på billetsalget i Oslo og København. Vi har også mange flere interviews i København. I Norge vil det altid være en kamp mellem Bergen og Oslo. Lars sidder alene på hiphop-tronen. Der sker meget fedt i norsk hiphop, men det hele sker i Bergen.

Hvordan har I det med, at I har større succes i udlandet end jeres eget land?

  • Hvordan vi har det med det? Nej, men vi er vant til det, man. Vi begyndte jo at turnere i 2010. Vi er vant til at have en underdog-rolle, og vi kan også bedst lide en underdog-rolle.

Hvorfor?

  • Fordi man er vant til det. Man har altid været en underdog. Det er vældig uvant at komme i en situation, hvor man er on top of things. Det er vi dog efterhånden oftest, så vi er nødt til at lære at kunne lide det også. Det er dog bedst at være i angrebsposition.

Ligesom i fodbold..

  • Ligesom i fodbold.. Det er ikke fedt at være i toppen af tabellen, men at være nummer to, det er fedt!

Er I bedst live eller på album?

  • Der er mange, der siger, at vi er vældig gode live. Der er ikke så mange, der siger, at vi er gode på album.. Men det bedste er at lytte til albummet og så komme og høre os live. Det kommer til at ske lidt med Kakkmaddafakka, som det sker med The Smiths, tror jeg..

Altså at du (Axel) går solo?

  • Nej, det tror jeg ikke. Haha. Det er mere det, at vi tror, folk vil høre vores musik fremover. Det kommer til at tage lidt længere tid, men det vokser på dem. The Smiths er mit favoritband. Min ven kom til mig og sagde, “The Smiths er bedre end Beatles”. Og jeg spurgte, om han overhovedet havde hørt Beatles.. Men så hørte jeg Smiths, og så blev det også mit favoritband. Det er også derfor, vi lavede albummet “Six months is a long time”.

Så The Smiths er en stor inspirationskilde?

  • Ja, det burde det jo være for alle, som laver musik. De er lige så stor en inspirationskilde som Beatles eller Michael Jackson. Pointen er, at de var store, da de spillede, men de er større nu, fordi nu lytter alle til The Smiths. Det er blevet lidt en mainstream ting, men da det kom, var det underground.

Så måske blive I også mainstream en dag?

  • Ja, det er det, jeg prøver at lugte lidt, men jeg kan ikke garantere nogen ting.

Men bryder man så ikke lidt med den der indiepersonlighed, hvis man pludselig bliver mainstream?

  • Nej, det ved jeg ikke. Det handler om jo, om musikken var mainstream, da man lavede den for 10 år siden. Det er noget andet, hvis vi bliver dommere i Xfactor. Så kan du komme med din mainstreamfinger! Men så længe vi spiller i sjov og vi er ude og rocke uden backingtrack, så er vi underground.

På jeres wikipedia-side står der, at I er kendte for “Pioneering use of social media”. Hvad betyder det?

  • Vi var ligesom dem, der tog social media to the next level.

Haha, hvordan gjorde I det?

  • Vi var jo ekstremt tidligt ude. Vi var på Youtube i 2006. Det var vigtigt for, hvordan vi har opbygget en fanbase. Det var der heller ikke så mange andre, der gjorde.

I var måske heller ikke så gamle i 2006, så det har været ungt og hipt.

  • Ja, vi forstod heller ikke selv, hvor vigtigt, det var. Vi skulle have gjort det mere og have fortsat med at gøre det hver dag. Pioner og pioner, det er også en joke.

I sagde, at Erlend havde valgt, jeres nye album skulle hedde Hus. Hvorfor “hus?”

– Fordi det er indspillet i et hus.

Okay?

  • Har du set coveret? Det er inde i det hus.

Så der er ingen dybere mening..

  • Nej.

Det er lige som det skal være så.

 Ja, det skal være sådan!

Og sådan blev det. Jeg glæder mig til at genopleve Kakkmaddafakka på Roskilde, og jeg siger tak for besøget til de flinke nordmænd.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fotoreportage: Perfume Genius i Koncerthuset

Peter var, som han skrev, ikke den eneste, der havde fået forvildet sig til Perfume Genius under Regnskys faner. Jeg istemmer mig herfra, at det var en fantastisk koncert, og at den kære Mike Hadreas i aller højeste grad er værd at opleve i levende live. En fantastisk optræden der kommer til at rumstere i min bevidsthed i den næste lange tid. I stedet for at skrive endnu en anmeldelse så havde jeg taget en fotograf med i dagens anledning, og vi har udvalgt syv billeder fra koncerten, som giver et indtryk af, hvordan oplevelsen var – og specielt hvordan, Mike var klædt.

Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen
Foto: Sofie Engelbrecht Simonsen

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Premiere: De Lyse Timer – Øjne

Foto: Yasser Yassin

Vi er glade for her på Regnsky at kunne præsentere De Lyse Timers nye single og dertilhørende video!

De Lyse Timer er dansksproget, når det er dejligst. Det klæder virkelig lyden, at der bliver svoret til sang på modersmålet. Min første tanke ved lytningen var, at det lød lidt ala. Lars H.U.G. og Loveshop. Der bliver dog også trukket en del på 80’er lyd, fortalte bandet mig.

  • Vores kærlighed til 80’erne skinner uden tvivl igennem i sangskrivningen, og selve produktionen af det her album.. Vi elsker den æra, – men fører unægteligt også nyt blod til den, med en klang af noget mere moderne.

Der bliver lagt stor vægt på, at lyden skal være deres egen, og jeg spurgte, om de ikke lod sig inspirere lidt for meget, men det mener de bestemt ikke.

  • I det store hele, planlægger man jo aldrig, at kopiere et udtryk, eller en sang fra sine helte. Det starter jo oftest bare på en guitar. Det umiddelbare udtryk når du skriver på den måde stiler sjældent mod en produktion fra start. Det skriver ligesom sig selv… Og så er det mere et spørgsmål om hvad underbevistheden vil fortælle dig, når du sidder der med guitaren og skriveblokken foran dig.

Omend det bringer tankerne hen på noget velkendt, så er jeg enig i, at De Lyse Timer bestemt har deres egen lyd. Førstesinglen “Blodmåne” er på 8. uge på Barometeret på P3. Deres nye single “Øjne” besidder en rar og behagelig svævende lyd, der bygger op til en storslået finale, hvor hurtige trommer giver lyst til at bevæge sine ben. Det er dansk, det er dejligt, og det er helt sikkert værd at give et lyt. Tjek videoen og sangen herunder! Videoen er skudt af Yasser Yassin og de forskellige øjne er blevet crowdsourcet ud til gruppens fans.

Hvis du vil have mere, kan du jo glæde dig til den 20. november, hvor De Lyse Timers debutalbum “Under En Anden Sol” udkommer, og ellers har du muligheden for at opleve dem live her:

– 17. nov på KulturStationen Vanløse (support for Sonja Hald)
– 1. dec på Vega, Ideal Bar (support for Marc Fachini)
– 9. dec på Christianias Børneteater med Esben Amdissen og De Blege Mænd i Sort, Bjergtaget og Solvej Nygaard

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kæmpe hiphopfest lagde Tap 1 ned i går aftes

Danny Brown i en kæmpe koger

Der var lagt i kakkelovnen til noget af en hiphop-fest i Tap 1 i går, da Run The Jewels svingede forbi København. De havde endda været så søde at tage selveste Danny Brown med som opvarmning, hvilket jeg var stærkt begejstret over, da Danny Brown, i min optik, er noget af det aller vildeste.

Run the Jewels har aldrig rigtig fanget mig. Jeg synes ærligt talt ikke, deres album er særligt fede, men jeg befandt mig alligevel til koncerten på Northside i år. Hvorfor ved jeg ikke, men der er nok noget nysgerrighed, når alle folk er helt oppe at køre over noget, og man bare ikke selv rigtigt kan fange det. På Northside leverede de en gedin eftermiddagsfest af dimensioner. Jeg kan huske at stå og kigge ud over flere tusind mennesker, der bare havde det alt for vildt, og tænke: “Ja, okay, det kan noget”.

Igen prøvede jeg at lytte til albummene, fordi jeg ville så gerne være med på hypen, men det siger mig ikke en skid. Til gengæld tænkte jeg, at det måske bare er en af de grupper, man skal opleve live for at få det fulde udbytte af deres rå energi med.

Og det havde jeg heldigvis ret i.

Men før vi går ind i det, vil jeg lige smide et par ord efter Danny Brown. Det var dejligt endelig at opleve ham live, men det var godt nok noget af en svingende koncert. Den kære Danny var så skæv, at han glemte sin egen lyrik, og ramte ca. hvert tredje beat. Jeg ved ikke, om jeg havde nogen forventninger til Danny, men hvis jeg havde, var det nok at det ville blive skørt og uforudsigeligt, og det må man sige, at han leverede. Han brokkede sig også lidt over publikum, der måske ikke var vilde nok til hans smag. En kær gut i en rød hættetrøje fik et par ord med på vejen: “What happened to you? Your girl broke up with you or something?”. Jeg kunne ikke se gutten, men jeg går ud fra, han bare ikke var helt med på Dannys rave-rap.

Skift over til Run The Jewels som leverede det, de altid gør, en kæmpe fucking fest. Tap 1 var genialt udvalgt, omend lidt for stort, så gav den rå industrielle hal virkelig noget til koncerten. Killer Mike og El-P var yderst oplagte og leverede, hvad de skulle. Det var en kæmpe hiphopfest med to af de dygtigste inde for feltet. Det kan man se, når man oplever dem live. De har en helt særlig energi som smitter af på publikum, men heldigvis ikke på den der ungdommelige mosh-pit every-man-for-himself måde. De er sgu mere ægte, og jeg ville fortsat ønske, at deres musik sagde mig noget, men for nu har jeg det fint med bare at være en del af den fest, de kommer og leverer, når de spiller live.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Vi vil gerne være lige så store som Marcus og Martinus!”

Fra venstre mod højre: Anders, Mads, Mathias og Lauge. Tilsammen udgør de SILQUE

SILQUE er navnet på hedengangne Disarray Son’s nye projekt. Eller, projekt er måske tarveligt sagt, fordi de har lige udgivet deres første album under titlen “Gloria”, og så må man gerne være lidt mere end et projekt, tænker jeg. De fire gymnasievenner fra Køge har spillet sammen i syv år, men har ændret koncept og stil med deres nye band. De vil helst ikke genredefinere deres musik, men det bringer tankerne hen på Beatles mm.

Jeg stødte på deres album tilfældigt, og så fik jeg lyst til at dele det med jer. Det lød ret fedt, synes jeg, så jeg blev nysgerrig efter at vide mere om herrerne bag, og så mødte jeg dejligt selvironiske og selvindsigtsfulde Lauge, Anders, Mads og Mathias på Nordvest Ølbar en regnfuld torsdag eftermiddag.

Hvor meget er der overhovedet tilbage af Disarray Son?

  • Os. Ellers kun de mange år, vi har spillet sammen og det venskab, vi har bygget op. Og fire tatoveringer.

Hvad er det for nogle tatoveringer?

  • Ja, det var nogen, vi fik…

Javel, ja… Hvorfor ændrede i navn og koncept?

  • Vi havde brug for en ny start. Vi følte lidt, at den her garagerock var ved at løbe ud for os. Vores studiesession skulle have varet en måned, men endte med at vare fire, så der kunne vi mærke der skulle noget nyt til.

Hvordan føles det at udgive jeres første album?

  • Det bliver fedt. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Vi har skrevet og komponeret på det siden sidste sommer. Nu har vi et HELT album, ligesom man hørte på CD på drengeværelset eller på forældrenes vinyl, og lige pludselig er det ens egen lyd og ens egen musik. Det er en form for komplethed. Vi har haft udgivet singler før, men det med at udgive et helt album på vinyl, det er, som det skulle være i drømmen.
  • Det er vildt at tænke over, at man står med en fucking vinyl, man har lavet, man. Fra start til slut. Det er et fuldt værk.

Hvad er det SILQUE kan, som Disarray Son ikke kunne?

  • SILQUE kan tage mange flere chancer. Før i tiden var vi meget mere fastlåste i et eller andet rockmantra. Vi har en meget større frihed til at gøre lige, hvad vi har lyst til, og det fordrer bare rigtig meget kreativt.

Hvem er det, I lader jer inspirere af?

  • Det er meget flygtigt. Der er altid de klassiske som Beatles, men jeg tror, vi er blevet bedre til at høre et nummer i radioen og tænke “Fuck det var dårligt, men den der groove eller det der beat, det er sindssygt inspirerende”. Så det er en blanding af de gamle pop og rock-kompositioner, samtidig med at man prøver at absorbere det, der er moderne.

Hvordan vil I så genredefinere jer selv?

  • Mads: Ordet genrer… Jeg hader det! Jeg vil bare gerne kalde det alternativ rock, for det er sgu egentlig rimelig bredt. Det er dækkende, fordi vi giver os lov til at bevæge os i forskellige retninger.
  • Lauge: Ja, lige nu er det dækkende, men man ved aldrig, om vi laver to hiphop singler nu. Du må gerne citere mig for at sige, at genrer er noget pis, lyt til musikken, og bestem selv, hvad du synes.

Men er I ikke bange for, at I får påduttet en eller anden genre?

  • Så skal vi nok gøre det bedste for at undvige. Så ændrer vi bare stil igen!
  •  Det er subjektivt. Det er som at skulle skrive en personanalyse af sit eget barn. Det er unikt, det er perfekt. Der vil nok komme noget, hvor man siger, det der, det er pop, og det der, det er smadderrock, men også derfor har vi snakket os frem til, hvad vi skulle svare, hvis der kom en eller anden fra en blog og spurgte, hvilken genre vi er, så siger vi alternativ rock.

Ja, det er godt nok bredt. Alt fra Radiohead til Rage Against The Machine…

  • Ja, men genren er alternativ rock, og held og lykke med det!

Ok, fair nok. Genredefinition er et følsomt emne. Jeg har for nylig lavet et interview med Fugleflugten, der som det første sagde “Vi er ikke fucking shoegaze”.

  • Det er vi heller ikke! Vi er heller ikke fucking shoegaze!

Skide godt. Nu har I udgivet album. Hvad er målet så her fra?

  • Vi vil gerne være lige så store som Marcus og Martinus. Vi vil gerne spille Royal Arena for 12-årige piger og deres forældre. Det er næste skridt. Lige inden det, så vil vi gerne holde trit med branchen. Få spillet en masse koncerter og få udgivet en masse sange og give folk en masse forskellige indtryk af, hvad SILQUE det kan være. Uden at gå i detaljer så har vi meget klare planer for 2018, og der kommer til at ske ret meget. No spoilers.

Er der et dybere budskab, eller noget I gerne vil sige med “Gloria”?

  • Det er ikke et album, der prædiker. Der er ikke noget større budskab, andet end at det er en identificering af nogle af de problemer, der hører til i livet generelt. Dagligdagsfortællinger fra ting der kan være svære, ting der kan være håbefulde og ting, der kan gøre en optimistisk. Det er måske bare et håb om, at der er nogen i sidste ende, der kan høre de her sange og tænke: “Puha, sådan har jeg det faktisk også!”. Håbet er, at der er nogen, der kan høre de her sange, og så have vidt forskellige opfattelser af, hvad hver sang betyder. Vi har før oplevet, at en pige kom over til os og påpegede et nummer, som hun var blevet helt forelsket af, men hvor vi faktisk skrev det som en break-up sang. Det er jo helt fantastisk! Det er ligesom med “Every Breath You Take”, der i virkeligheden handler om en stalker..

Så “Hey Brother” er det en, der er super stalker-agtig omkring sin egen bror?

  • Anders: Haha! Nej, det er det sgu ikke. Det er, rent personligt for mig, en kærlighedserklæring til min bror. Det, der er essensen af nummeret, er, at der altid er en lige omkring dig. Om det er så er en bror, søster, kvinde, mand, whatever, der er altid en omkring dig, hvor du tænker, den person gør det worthwhile, når du har det af helvedes til.

Så der er ingen reference til Avicii i den?

  • (Alle griner og klapper) Anders: Jo! Nu sagde jeg jo bror, men jeg mente Avicii. Det er ham, der gør det worthwhile. Det er en tribute til housemusic!

Hvordan er jeres interne dynamik? Den virker ret god, men hvis I selv kan sætte ord på den?

  • Altså, det er kun på overfladen! Vi er rigtig, rigtig gode skuespillere. Ej, det er en af vigtigste ting for os. Vi havde en ret dyb snak omkring det. Ud ad til er vi sgu bare os. Vi går selvfølgelig ikke på scenen i vores hverdagstøj, men det er ikke nok bare at snakke med Anders. Det hedder “vi”. Vi er EN ting. Vi er bedste venner, og vi gør en dyd ud af også at ses, når vi ikke øver. Men vi ser dog også andre på siden. Haha.

Så der er ikke en, der pludselig går solo?

  • Anders: Nej, desværre ikke. Jeg gør måske. Jeg havde tænkt mig at lave noget psytrance..

Nu har I udgivet et album, og det ret professionelt, men er I så et sted, hvor I satser 100% på musikken?

  • (Alle fire i kor) Ja! Der er ingen vej tilbage nu. Mads: Det er i hvert fald en kæmpe motivationsfaktor for mig. Jeg tror, vi alle sammen har brug for at gøre det 100%. Det handler også om, at det er en vigtig ting for os at spille sammen og lave musik, og jeg ville personligt have ret svært ved at spille, hvis SILQUE var et hobbyband. Det ville jeg faktisk ikke gøre, tror jeg. Jeg ville ikke kunne slæbe mig selv en enkelt gang om ugen over i øvelokalet og stå og spille lidt Thomas Helmig. Ikke at der er noget galt med Thomas Helmig. Jeg elsker Thomas Helmig.
  • Anders: Vi arbejder rigtig, rigtig hårdt. Vi vælger selv at kalde os Danmarks mest hårdtarbejdende band.

Det er simpelthen en ting, du gerne vil citeres for?

  • Øeeeh…. Ja? Vi har Danmarks kedeligste band, det er TV-2, så tager vi den der!

Har I nogen rivaler, eller nogen I sammenligner jer med?

  • Marcus og Martinus. Det er helt klart vores største rivaler. De snakker jo netop om daglige struggles. Der er altid den der pige, du jagter i skolegården. Ogææææh, de tjener flere penge, end vi gør.. Og de har ikke engang fået låst deres børneopsparing op.

SILQUE’s debut album “Gloria” kan høres på Spotify eller erhverves på vinyl hos Route 66 på Fælledvej!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *