“Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer”

Foto: Daniel Hjort

En helt almindelig tirsdag åbnede 27-årige Jacob Aksglæde sin dør for mig og bød på en kaffe i hjemmet på Amager. Jacob fangede min opmærksomhed, da jeg ved et tilfælde var til koncert med ham på Egmont-festival, og jeg vidste med det samme, at jeg gerne ville tale med og komme lidt ind under huden på ham. Vi fik en god snak om C.V. Jørgensen, Jacobs nye single “PromilleRomantikken” og hvor vigtigt, det er at kunne genkende sig selv i musik.

Hvad driver dig, når du laver musik?

  • Det første, der driver mig, er at finde sådan en mavefornemmelse, hvor jeg kan mærke, at der er et eller andet i akkorderne eller teksten, der resonerer i min krop. Følelsen af, at det er en god linje, eller det er en god melodi. Det er det første kick. Når man så har sangen, vil man gerne have det til at ramme så mange mennesker som muligt og gøre folk glade.

Så det starter altid med noget, som du synes, er fedt?

  • Altid det. Jeg skal altid gøre mig selv glad. Når jeg så har gjort mig selv glad, så tænker jeg, er der noget her, som jeg kan gøre endnu bedre, så jeg kan ramme endnu flere mennesker. Så sidder jeg typisk sammen med en producer, hvor jeg har lavet en sang, og han så sidder og eksempelvis tænker, at vi kan gøre den der melodi i omkvædet lidt skarpere, så den får en bredere appel.

Men hvad giver dig lyst til at lave musik?

  • Jeg tror bare ikke, jeg kan lade være. Det er jo det klassiske svar. Det er ligesom, når man har været på ferie. Jeg har lige været i Nice uden min guitar, og der havde jeg bare lyst til at holde en guitar og skrive en sang. Men fordi jeg ikke kunne det, gik jeg hele tiden rundt og skrev tekststumper ned til sange, som jeg ville skrive, når jeg kom hjem. Det tror jeg bare er et meget godt tegn på, at man måske er blevet lidt afhængig af det. Jeg tror også, jeg er afhængig af at ytre mig kunstnerisk eller poetisk. Og på sigt er det jo også blevet en del af min identitet. Jeg startede jo allerede med at skrive sange som 14 årig i folkeskolen. Dengang var det bare nogle banale digte om en pige, men i gymnasiet fik jeg arbejde i en pladeforretning og fik kendskab til blandt andre C.V. Jørgensens musik og tekster, hvilket inspirerede mig til at skrive mere poetisk. Og langsomt blev det at skrive en del af min identitet, og som nu er det groet fast i mig. Jeg gruer også for den dag, hvor man måske skal stoppe med at lave musik og lave noget andet – få et job i Finansministeriet eller sådan noget. Fordi hvad sker der så med min identitet? Hvem bliver jeg så?

Jeg kan se, at du har “Sjælland”-pladen inde på væggen. Er du meget inspireret af C.V. Jørgensen?

  • Jamen, altså ja, jeg er inspireret af ham. Jeg tror ikke, jeg vil sige meget inspireret. Jeg er mere inspireret af poesien og det at skrive finurligt. Det gør han, men jeg læser også mange digtsamlinger og poetiske bøger. Det med at bruge billeder og sprog på en finurlig måde. Jeg er også meget inspireret af Marie Key og Nicolaj Nørlund.

Men din vokal minder om C.V’s.

  • Ja, jeg har en nasal stemme ligesom ham.

Det er bare påfaldende, at du har Sjælland-pladen hængende, nu hvor der bliver draget paralleller.

  • Derfor tror jeg også, at det er nemt at lave den sammenkobling.

Er der forskel på Jacob og Aksglæde?

  • Nej, det er der faktisk ikke. Forskellen er, at Jacob er ham der bor på Amager, og Aksglæde er ham, der står på scenen, men det er jo den samme person. Det startede jo med at være et band, og så kunne det ikke hedde Jacob Aksglæde. Men det var altid mig, der skrev sangene og sådan.

Har du en mål eller en vision med din musik?

  • Det, der kan gøre mig glad og få et smil frem på mine læber, det er forestillingen om, at jeg står bag Arena på Roskilde Festival og skal op på scenen med mit band, og vi skal op og holde en fest deroppe. Det er det, jeg går efter.

Og stå at kunne høre 12.000 mennesker råbe “AKSGLÆDE, AKSGLÆDE”.

  • Præcis. Og de synger mine sange, inden jeg går på.

Hvorfor Arena og ikke Orange?

  • Jeg tror bare, det er sjovere at spille på Arena.

Det synes C.V. Jørgensen jo også..

  • Haha, ja, det synes han jo! Jeg så ham der i 2010.

Lad os tale lidt om din nye single, “PromilleRomantikken”. Hvad handler den om?

  • Det er den generation og den tid, vi lever i. Den kalder jeg PromilleRomantikken. Jeg prøver at tage et billede af vores tid og lave en historie om det. PromilleRomantikken er der, hvor den unge generation oftest møder hinanden igennem alkohol. Hvor man så er god til at tilnærme sig andre mennesker, når man lige har fået et par øl. Det er den gode ting, fordi man bryder nogle grænser ned og tør gøre nogle ting, man ellers ikke ville turde have gjort. Udfordringen er så, at man ikke rigtigt ved, hvem det er, man møder, når man er i byen. Man har måske drukket sig mod til at snakke med nogen og være lidt mere udfarende, end man ellers ville have gjort. Hvem var jeg selv den aften? Jeg er ikke sådan, når jeg vågner op næste dag. Jeg er jo egentlig sådan en genert og introvert type, der har pendulerende storhedsvanvid og selvværdsproblemer. Selvværdsproblemerne starter typisk, når der kommer en meget smuk pige ind i et lokale, og jeg så tænker, at hun aldrig vil kigge i min retning.
  • Det er jo faktisk en kærlighedshistorie. Jeg var på en højskole og skrive nogle sange, og der var jeg med til en fest, hvor der var en meget smuk brunette iført sådan en grøn blomstret kjole og hvide sneaks, hvor jeg tænkte: “Hold kæft, hvor er hun smuk. Hun vil aldrig kigge i min retning”. Men på en eller anden måde kom vi til at spille på hold sammen i bordtennis. Og vi tabte stort, fordi jeg er virkelig dårlig til bordtennis, men på en eller anden måde havde jeg drukket perfekte mængder af øl og havde den helt rigtigt promille til at kunne være lidt mere udfarende og charmerende og få hende til at grine, hvilket var helt perfekt, men næste morgen ville jeg jo gerne blive ved med at være den charmerende type og få hende til at grine, men der havde jeg ikke den samme vibe, og hun kunne så mærke, at jeg havde ændret mig, så hun endte med at afvise mig. Så sangen handler om, at man er to personer. Men den ene er ikke bedre end den anden. Hvis jeg ikke havde drukket, havde jeg aldrig snakket med hende.

Hvorfor synes du, at det er vigtigt, at sætte fokus på det?

  • Det er ikke fordi, jeg har en mission om at sætte fokus på noget som helst, og jeg synes ikke, man skal alarmere noget eller stoppe noget. Jeg tager bare et billede af samfundet og fremkalder og udgiver det. Det er sådan, jeg typisk skriver musik. Du spurgte tidligere, hvad mit mål var. Mit mål er også at sætte et spejl op til mine lyttere, så de kan se sig selv i min musik. Det er typisk mig, der er i musikken, og jeg er typisk et meget normalt menneske. Jeg tror, jeg har mange af de samme tanker, problemer og glæder, som mange mennesker har. Det største mål er, at folk kan genkende sig selv i sangene og tænke, at den følelse har de også haft. Jeg synes, det er vigtigt i meget af den musik, jeg selv hører, at jeg kan genkende mig selv. Så får man et smil på læben, fordi man kan genkende sig selv. Det er også sådan, når man sidder og fortæller anekdoter med vennerne eller ser Klovn. Man kan godt se sig selv i det, og ellers ville man ikke reagere så voldsomt.

PromilleRomantikken udkommer i dag, og du kan høre den lige her!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Jeg elsker sgu UHØRT-festival

Moon Mountain med matchende frisurer

Mavefornemmelsen efter en UHØRT festival er altid god, synes jeg. Man er fyldt op af ny
musik og føler sig helt inspireret. Når man sådan lige kigger på UHØRT, så frygter man måske
risikoen for, at man skal på festival og høre en masse amatørbands, der knap nok kan ramme
en tone, men virkeligheden er anderledes. UHØRT’s bookings er topprofessionelle, og selvom
der kan være enkelte svipsere, så er bundniveauet utroligt højt på UHØRT. Det gør UHØRT til
en allround god oplevelse, hvor man virkelig kan få udforsket den danske undergrund. Hvis
man er til den slags, er der nok ikke noget bedre sted at gøre det.

Årets overraskelse er delt mellem den dygtige Guldimund og Moon Mountain. Begge koncerter
slog benene væk under mig på hver deres måde. Jeg havde troet, at Guldimund ville være
noget stille indie, men han formåede med et stort band at spille en utroligt festlig koncert på
Gårdscenen. Til det har han et ret stærkt bagkatalog, som sagtens kunne have båret en større
scene, hvis han var mere kendt – men det tror jeg bare, er et spørgsmål om tid. Det var helt
suverænt ind til mindste detalje, og han har fået sig en ny fan.

Moon Mountain var et af de bands, der var forholdsvist ukendte, men jeg havde alligevel
foreslået at høre dem i min optaktsartikel. Gloriepudsning <3. Det var en fantastisk dreamy seance vi var vidner
til, og mange af dem jeg talte med, mente bestemt, at de var blandt årets højdepunkter. Hvor
de har gemt sig væk så længe, ved jeg ikke, men jeg er glad for, at de nu endelig er kommet
frem til overfladen og viser sig, fordi Moon Mountain er utroligt dygtige og har en masse
potentiale.

De to koncerter var samtidig de to bedste, jeg så på UHØRT18.

En anden god ting ved UHØRT er, at der er ret så mange genrer repræsenteret. Det inkluderer
metal, hip hop og EDM. Engang imellem er det godt og sundt at få udfordret sine fordomme,
specielt hvis man er sådan en selvfed indieelskende anmeldertype som mig. Derfor fandt jeg mig bl.a. til
Tyrees Tyr og Boye & Sigvart-koncerterne. Og selvom det langt fra er min smag, så kan jeg
sagtens forstå den appel, det har, og jeg kan helt vildt godt sætte mig ind i, hvad det er, det
kan. Engang imellem har man bare brug for at holde en fest. Specielt Tyrees Tyr vil jeg gerne
tale lidt mere om. Jeg så med det samme en stærk kontrast til Balthasar, der spillede fredag. Hvor
Balthasar er den her absurd dygtige, men meget indadvendte, rimsmed og teknisk overlegne
rapper, så var Tyrees Tyr en selvtillidsfyldt energibombe af en anden verden. Det var to
forskellige tilgange til hip hop/rap, og det var fascinerende at se, hvor bred den genre faktisk
er. Desuden så var det ægte UHØRT, da Tyrees’ DJ kommer ind og siger: “Nej nej, det er altså ikke mig, der er Tyrees”. Så er man fandme undergrund. Det er nok ikke noget, jeg nogensinde ville sætte på anlægget derhjemme, men jeg var betaget af hans performance alligevel.

UHØRT, du bliver ved med at give mig gode oplevelser, og jeg kan mærke en udvikling fra
sidste år. Det var høj kvalitet hele vejen igennem. Bl.a. var Royal-øllen fra sidste år skiftet ud
med Tuborg. Det får man altså thumbs up for. Rammerne er de samme, men de passer også
helt perfekt til den slags festival, som UHØRT er.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Rasmus anbefaler: UHØRT 2018

En af de mindste, men også bedste, festivaler i Danmark er UHØRT. Det var i hvert fald min tanke efter 2017-udgaven af festivalen. Det er virkelig dejligt at blive præsenteret for så meget ny og god dansk musik på en weekend, at man bare sidder tilbage sprængfyldt med håb for fremtiden i den danske musikbranche. På fredag og på lørdag er det blevet UHØRT-tid igen, og det er svært for selv en musikskribent at navigere i det ukendte program. Dog ser jeg det som en udfordring at skulle finde det bedste i det ukendte. Ja, jeg er lidt ligesom ham der din ven, der altid irettesætter dig, når du sviner Roskilde-programmet. “Du skal bare kigge i de små navne for at finde guldet”! Du hader ham, men du ved også godt, at han har ret. Men det er ret svært at navigere rundt i det uhørte program. Ja, den var dårlig, men det er programmet heldigvis ikke, så jeg vil gerne anbefale dig et par navne, som jeg synes, du skal prioritere i weekenden!

Balthasar

Wauw, det er ærligt. Prøv at lytte til “89’er” og overvej, hvor meget det kræver at udlevere sin livshistorie på den måde. Specielt når den har været hård og ubarmhjertig. Jeg er selv 89’er og har oplevet lidt af hvert, så det kan godt være, at jeg bare er den ultimative målgruppe for nummeret, men jeg føler den sgu bare. Jeg er spændt på at se, hvad Balthasar kan live.

Balthasar spiller fredag kl. 18.30 på Skatescenen.

Turquoise Sun

Yes man, psykedelisk rock. Det er efterhånden ikke så få bands, der trækker tråde tilbage til 60/70’ernes løsslupne guitarer, men Turquoise Sun er de mest fremtrædende på årets UHØRT, og netop denne type bands leverer altid live. Jeg har kun kendt dem i en uge, men det er allerede en af de koncerter, jeg glæder mig mest til.

Turquoise Sun spiller fredag kl. 23.10 på Gårdscenen.

Moon Mountain

Hvis du troede, at electrorock-bølgen var død (eller døende), så er Moon Mountain et godt bud på et kommende koryfæ, der kan puste et kunstigt åndedræt ind i genren. Tjek det ud, hvis du savner Spleen United, eller hvis du synes, Veto mangler en kvindelig vokal.

Moon Mountain spiller fredag kl. 20.30 på Volumescenen.

Cliff Waters

Hvis du er til blød mandepop, så kan det være, du skal tjekke Cliff Waters ud. Det er blødt uden at være drenget, det er opløftende uden at være påtaget, og det er lige i skabet. Det kunne godt være et af de navne, vi kommer til at høre meget mere fra det næste års tid.

Cliff Waters spiller lørdag kl. 23.10 på Gårdscenen

BÜNNI

Bunni eller bynni ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg er vild med Bünyamin Eroğlus lyd. Den er drømmende og melankolsk, og hvis du er den slags, der gerne vil stå med lukkede øjne til en koncert og forføres af langsomme og dreamy guitarer og en lo/fi lyd, så er det nok noget for dig.

BÜNNI spiller lørdag kl. 16.30 på Gårdscenen.

Paper Cranes

Hvis du er til elektronisk med flødeblød mandevokal, så er Paper Cranes et godt bud på en af de mere festlige koncerter. Jeg blev hurtigt bidt af deres lydunivers, og nu er udfordringen bare, om de som elektronisk band kan komme ud over scenekanten til koncerten. Det hjælper altid lidt på det, når der er en god vokal, så jeg er overbevist om, at det er værd at tjekke ud.

Paper Cranes spiller lørdag kl. 21.50 på Volumescenen

A Kind Of Man

Jeg vil måske bare lige til slut gøre opmærksom på UHØRTs egen beskrivelse af A Kind Of Man: “A Kind of Man er som blidt fugtede bomuldstrusser på en kvinde, der ligger halvsovende i sandet blandt sivene på Amager Strand, en sommerdag i august.”. 

Dertil vil jeg lade dig selv vurdere, om det er noget, du synes, du bør opleve.

Hør ham her.

A Kind Of Man spiller lørdag kl. 19.10 på Volumescenen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Tag til festival med god samvittighed!

Engang imellem skal man finde guldet i det små. Den her festival vil jeg gerne lige slå et slag for og skabe opmærksomhed omkring!

Hvis du ikke skal noget på lørdag, så synes jeg, at du skal overveje at tage til Rock For Charity. Som navnet antyder er grundkonceptet nemlig, at der spilles god musik og doneres penge til velgørenhed. Derfor kan du med samvittigheden i orden høre musik og smide penge i baren, da der ikke er nogen, der skummer fløden i sidste ende. I år er det foreningen Hjernebarnet, der skal støttes op om.

Jeg har talt med Thor Boding, som afholder festivalen, og stillet ham et par spørgsmål om tanken bag Rock For Charity:

Hvor mange år har du holdt Rock For Charity?
– Jeg holdte RFC i Nykøbing Falster 4 år i træk, hvor vi samlede ind til forskellige projekter, bla. nyt legetøj til børnafdelingen på det lokale sygehus.
Da jeg kom til KBH lavede jeg et storstilet projekt med 3 dages festival på Huset, som desværre ikke blev en succes. Så efter et par års pause startede jeg det igen sidste år.

Hvorfor har du startet det?
– Jeg startede i sin tid RFC, fordi man som musiker har chancen for at kunne give til de som ikke har så meget, kraftigt inspiereret af George Harrisons Concert for Bangladesh. Og så er det bare dejligt at starte en fest med en masse gode venner, og jeg kender jo stort set alle de optrædende, og de er dejlige mennesker.

Hvad er visionen for RFC?
– Visionen er (blevet) at samle ind til frivillige projekter, som der doneres direkte til, så der ikke sidder en direktør/generalsekretær, som skummer et millionbeløb af de indsamlede midler

Hvorfor blev det Hjernebarnet, overskuddet skulle gå til i år?

– Hjernebarnet var et naturligt valg, da jeg indgik samarbejde med min ven, brygmester Peter Sonne, som driver bryggeriet Flying Couch, hvor jeg havde planer om, at det skulle afholdes.
Peter har en hjerneskadet datter og er derfor medlem af Hjernebarnet, så det var jo helt oplagt.
Sidste år var en stor succes og medlemmerne af Hjernebarnet var super søde og tjekkede som frivillige sidste år, så derfor var der ingen tvivl om, vi gjorde det igen i år.

Du kan på festivalen opleve bl.a. Thors eget band Syreregn og De Lyse Timer, som vi før har skrevet om på Regnsky. Oven i musikken er der også en tryllekunstner i form af Mikkel Karlsen. Og entréen? Den bestemmer du selv. Man donerer det, man kan undvære. Det hele foregår på Flying Couch Brewery på Bygmestervej nummer 6 i Nordvest fra klokken 11-21 på lørdag den 25. august.

Tjek det ud på Facebook her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Våd lørdag på HAVEN: Kraftwerk løftede endelig festivalen til nye højder

Som Peter var inde på i går, så er det svært at lokalisere HAVEN’s placering i det danske festivalslandskab. Her efter andetåret for Claus Meyer og co’s hyggeprojekt, er jeg ikke blevet klogere. Det var en mindre udgave end sidste år, men pladsen føltes alligevel langt fra fyldt. Rygter om svingende billetsalg blev kun forstærket af fremmødet, som til tider føltes ikke eksisterende. Det er selvfølgelig også en måde at bekæmpe toilet- og madkøer og broproblemet fra sidste år, men det syntes ikke overlagt.

Lørdagsprogrammet var dog utroligt stærkt i år. Fire ud af mine fem anbefalinger til HAVEN spillede i går, så jeg havde set frem til nogle gode musikalske oplevelser i venners lag. Min ven Victor havde glædet sig mest til Einstürzende Neubaten, så vi tog derud omkring klokken halv 5. Da jeg mødte ham efter koncerten, var han dog rasende. Han kunne fortælle mig, at de var nødt til at stoppe koncerten 25 minutter før, pga. regn. Det undrede ham, at man kunne afholde sådan en festival med en hovedscene, der kun fungerer i strålende og vindstille solskinsvejr. Og det har han da en pointe i. Niels Frahm jokede også med, at nu ville han forsøge ikke at få stød under sin koncert. Sidste år gled Matt Berninger også på scenen. Det virker en kende uprofessionelt, at det er med livet som indsats, hvis man skal optræde på HAVEN i regnvejr. Se hvor sur han er:

Nå, men udover det, så synes jeg, i går var en god musikdag. Jeg lagde ud med at se Unknown Mortal Orchestra.

Foto: Magnus Hyltoft

De er et spøjst band. Det er anden gang, jeg ser dem live, og jeg vil så gerne være blown away, men det formår de bare ikke. Til gengæld lavede Ruban Nielson et fedt stunt, hvor han tog sin guitar i hånden og løb fra scenen ned bag ved publikum, mens han spillede videre. Alle i publikum stod og forsøgte at spotte den 160 cm høje newzealænder. Måske er han ikke kun 160, men han er i hvert fald en lille mand, og det var sjovt at mærke den komplette forvirring blandt publikum. “Hvor blev han af?” stod der printet i ansigtet på alle sammen.

Det var en fin koncert omend lidt jævn. Jeg vil så gerne have, de er det lidt ekstra, fordi jeg elsker deres musik, men det har de ikke formået at gøre for mig endnu. Min kære ven Victor var stadig mavesur over Einstürzende Neubaten, og det affødte den fabelagtige kommentar: Unknown Mortal Orchestra er jo bare Urban Outfitters som band.

Fra newzealandsk neo-psych fandt jeg over til Moses Sumney, der jo simpelthen bare er gåsehudsfremkaldende dygtig. Han er godt på vej mod et gennembrud, og der var ret pakket foran HAVENS lille “værket”-scene. Han var vittig, og han var på og nærværende, og han sang som en fucking engel. Det var lige, hvad jeg havde håbet på.

Foto: Lydlös

Haven 2018 føltes som en festival, der manglede et klimaks. I forhold til at det er en festival, der gerne vil udfordre lidt og skabe nye oplevelser, så har koncerterne væres ret jævne. Fine, men jeg manglede virkelig at se noget nyt. Jeg manglede en oplevelse, som jeg kunne tage med derfra og huske tilbage på. Sådan havde jeg det også sidste år. Heldigvis havde de gemt det bedste til sidst, og Kraftwerk var klimakset, jeg ville have. Inden der havde jeg overvejet at tage hjem. Tømmermandsramt, våd og forfrossen er en dårlig kombination. Vi fik dog lige mandet os op til at blive til det sidste.

Kender I det, når man fra den første tone kan mærke, hvordan koncerten bliver? Sådan var det med Kraftwerk. Fra aller første sekund vidste jeg bare, at vi nu skulle være vidne til noget episk. Og Ralf og drengene skuffede ikke. Det var den mest gennemførte og perfekte koncert, jeg har oplevet. Det var en totaltoplevelse med musik og en visuel side, som var minimalistisk som bandet selv, og det hele gik op i en højere enhed. Der blev kun ytret tre ord på scenen, og det var “Goodbye – Auf wiedersehen”, da Ralf som sidste mand gik af. Alt var toptunet og tysk, og det var virkelig noget, jeg ikke havde set før. Det er den koncert, jeg kommer til at huske tilbage på, når jeg tænker på HAVEN.

Foto: Morten Rygaard

Et spørgsmål jeg har stillet mig selv, er, bliver der HAVEN i 2019? Mit umiddelbare gæt er nej. Der har svirret rygter om billetsalget, og pladsen føltes konstant affolket. Det lignte ikke en overskudsforretning at holde HAVEN 2018, men jeg håber da, at det bare er rygter, og at de vender tilbage med flere store øjeblikke ala Kraftwerk. Det er meget rart med en ordentlig festival i baghaven, der præsenterer noget nyt. Men HAVEN er nok nødt til at arbejde mere med sin identitet og med, hvordan man tackler et regnvejr.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.