Hvad har Danmark gjort for at fortjene The Minds Of 99?

The Minds of 99 (Foto: Flemming Bo Jensen)

Påstand:

The Minds of 99 er Danmarks bedste liveband.

Argumentation:

Kender du det, når du står foran noget, som du bare ved er storhed? Det er ikke nemt at sætte ord på, præcis hvad der definerer storhed, og hvad der fortæller dig, at du netop nu er i direkte berøring med det. Dog er der nogle gode indikatorer.

Jeg er ret stor fan af The Minds of 99. Og det er en beskeden udmelding. Jeg har vist været til syv koncerter med dem. De bliver ved med at overraske mig, og det gør, at jeg altid synes, de er et band, der er værd at prioritere og vende tilbage til. De udvikler sig, og de bliver kun bedre for hver gang, jeg har set dem live. Derfor var det en selvfølge, at jeg skulle opleve dem indtage Orange Scene under årets Roskilde Festival – også selvom indiefolk koryfæerne Fleet Foxes spillede deres første danske koncert i syv år samtidig på Arena. Specielt nu hvor jeg ikke var på Roskilde, da de åbnede selv samme scene i 2015. Det bliver ikke større for et dansk band i en dansk kontekst, så det måtte jeg simpelthen opleve.

Aller første gang jeg hørte om The Minds of 99, var da de spillede koncert på Northside i 2014. Min ven Lasse spurgte mig, om jeg ville med over og høre dem på den daværende P6-beat-scene. Northsides mindste scene. Jeg kan ikke huske, hvad jeg prioterede over Minds. Om det var at drikke bajere eller høre noget andet, så er det, der står klarest i min hukommelse, hvorfor fanden jeg ikke gav dem en chance. Jeg kunne have oplevet dem helt fra start af. Før de spillede på Roskildes Pavillion-scene tre uger senere.

Året efter var jeg på Northside igen. Denne gang skulle de spille på den store blå scene. Og jeg gav dem en chance. Jeg var fuldstændig blæst bagover, som ingen andre danske bands har gjort for mig før. De var så sindssygt fede, at jeg blev fan med det samme. Og de var en klar prioritering, da de igen spillede på 2016-versionen af festivalen.

Folkelighed vs. mainstream

Siden dengang er der sket meget for det danske band. De er gået fra at være upandcoming til at være folkelige af helvedes til. Og ja, jeg rynkede på næsen, da de skulle spille Grøn Koncert sidste år, fordi jeg ville ikke dele dem med dem, der normalt sætter en Rasmus Seebach-koncert højest på deres bedste-koncerter-nogensinde-liste. Jeg var bange for, at det betød, at de nu var mainstream, og at de ville gå fuld Coldplay og begynde at lave skodmusik for pengenes skyld. Det mener jeg heldigvis ikke, de har gjort. De har eksempelvis sagt ja til at spille på årets Egmont Festival. Det er fucking sejt lavet af dem.

Der er talt meget om Niels og hans brækkede ben inden deres efterårstourné i 2017. Der er talt meget om, hvordan hans stemme er blevet helt fantastisk efter ulykken, fordi han ikke kunne spjætte rundt på scenen, som han plejede. Nu kom den ultimative test for mig. Kunne Niels tage sin nyfundne fantastiske stemme med på Orange uden at give afkald på sin maniske sceneoptræden?

Helt alvorligt talt. Både min kæreste og jeg kunne ikke stoppe med at græde det første kvarter af koncerten. Vi havde begge svært ved at sætte ord på hvorfor, men det har nok noget at gøre med, at det var noget nær perfekt. I hvert fald for os. Det var en smuk kulmination af lang tids tvedelt fascination af Minds. (Hun forærede mig i december en trøje, hvor hun havde fået trykt “Ung Kniv” på med kyrilliske bogstaver). Nu stod vi der sammen. Foran Danmarks største og bedste scene og nød det bedste liveband Danmark p.t. har at tilbyde. Det var et øjeblik, hvor alting bare føltes perfekt.

Resten af publikumet foran Orange Scene så ikke ud til, at de på nogen måde ville sætte spørgsmålstegn ved min påstand. Det var en folkefest af dimensioner. Specielt var det vildt, da de fik hele publikum til at sætte sig ned. Det er efterhånden blevet lidt af et kliché-trick, men alle gjorde det alligevel. Jeg ville aldrig selv gøre det til en koncert, jeg bare lige var for at tjekke ud. Jeg tolker det derfor som, at alle var der, fordi de gerne ville være der. Ellers blev de i hvert fald fans i samme sekund. Det var et enormt veloplagt og velspillende band, der mødte publikum på Orange. Og de leverede noget nær den perfekte koncert.

The Minds of 99 er så dygtige og gode. De er folkelige uden at være mainstream. De har lært danskerne at høre alternativ musik og at det er okay, at være som man er. De siger ja til at spille koncerter steder, hvor andre ville være for fine.

Hvad har Danmark overhovedet gjort for at fortjene The Minds of 99?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Når kunst og musik går op i en højere enhed og skaber et af de der helt perfekte øjeblikke

Artpop er et utroligt abstrakt begreb. Jeg har altid mere haft en idé om, hvad artrock gik ud på. Når man hører “Bohemian Rhapsody” er man ikke i tvivl om, at det er et kernenummer i genren. Bands som Queen, Talk Talk og Pink Floyd har alle haft en eksperimenterende og alternativ tilgang til musik, og de står i dag som nogle af musikhistoriens aller stærkeste kunstnere.

Men hvornår er noget så artpop, og behøver der overhovedet at være en forskel mellem de to begreber? Jeg vil påstå, at det i begge tilfælde handler om at gå eksperimenterende og avant-garde til værks og dermed skabe noget, som ikke er hørt og set før. Jeg synes tit, at betegnelsen pop får en yderst negativ klang – det kan også bare godt være, at jeg er en prætentiøs hipster, der nægter at høre noget, der er blevet spillet på P3, men lad nu det være det.

St. Vincent står for mig som et koryfæ inden for art-musik. Lad os lige kalde det dét for nu. Jeg synes personligt, at “Masseduction” fra sidste år var 2017’s bedste udgivelse sammen med “Slowdive”. Jeg kan ikke vælge mellem de to, og jeg nægter at forsøge. Nu er det dog St. Vincent, det handler om. Jeg var ovenud begejstret over, at hun var blevet booket til Roskilde Festival i kølvandet på Masseduction. Det er dog langt fra en Eminem-på-Orange-booking. St. Vincent har faktisk spillet en del i Danmark. Bl.a. på Arena i 2015. Der har været en masser chancer for at opleve hende live for danskerne, så hvorfor er det så genial en booking alligevel?

Jo, nu skal I høre svaret på mit retoriske spørgsmål:

St. Vincent eller Annie Clarke peaker lige nu. Det vil jeg gerne lægge hovedet på (regnsky)bloggen (ordspil!) over. Når man ser billeder fra koncerten i 2015, så er det en helt anden Annie Clarke, der stod på scenen. Hun har videreudviklet St. Vincent, og med Masseduction har hun ramt en perfekt blanding af art og pop og rock. Da hun trådte på scenen onsdag aften, var det iført verdens strammeste (og korteste) latex-kjole (i orange, selvfølgelig), og som min gode ven Victor så fint udtrykte med forbavselse i øjnene: “Hun er jo ren sex”. Høje hæle, kort sort hår og fremtrædende rød læbestift. Der var langt til den mere mondæne Annie Clarke fra 2015. Hele det univers, hun har bygget op omkring sit seneste album, tolker jeg som, at hun er den her heartbroken thirty-something kvinde, der desperat forsøger at komme over tabet af sin partner. “Nu skal du fandme se, hvad du går glip af”. Og som så fremstår endnu stærkere på den anden side med ar på sjælen, men alligevel formår at bruge de ar til at ende med at være et mere udviklet menneske. Så kan man stå som publikum og ønske, at man bare havde et gram af hendes selvtillid. Spørgsmålet er dog, om selvtilliden er ægte eller påtaget.

Der var ikke en finger at sætte på hende musikalsk, performance-mæssigt eller visuelt. Det hele var en komplet pakke af musikalsk kunst, som jeg aldrig har oplevet mage. Det var en af de bedste koncerter, jeg har set på Roskilde og, når jeg har fordøjet den ordentligt, måske nogensinde.

Eminem kom til Danmark 15 år for sent, men St. Vincent kom igen på det helt rigtige tidspunkt.

Del og kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?

Interview med Regnsky-favoritten Athletic Progression: “Nøgleordet er forskelligt”

Jonas Cook, Justo Gambula og Jonathan Jull Ludvigsen. Til sammen udgør de Athletic Progression.

J, J og J. Sådan kunne man koge fænomenet Athletic Progression sammen. Jonathan Jull Ludvigsen, Justo Gambula og Jonas Cook er nemlig navnene på de tre drenge, der forsøder den danske musikbranche med deres egen fusion af hiphop og jazz. De var et af årets højdepunkter på SPOT for andet år i træk, og jeg tror ikke, at der er nogen af Regnskys læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med dem. Vi har skrevet en del om dem, og vi har fortalt om vores oplevelser med dem, men vi har ikke ladet dem selv komme til orde. Det besluttede jeg mig for at gøre på årets SPOT-festival, hvor jeg mødte drengene til et interview ude foran musikhuset i Århus.

Vil I ikke lige introducere jer selv med navn og instrument?

Athletic Progression: Jeg hedder Jonas, jeg spiller keys og på min SP 404. Jeg hedder Justo, og jeg spiller elbas. Jeg hedder Jonathan, og jeg spiller trommer.

Fedt. Nu spillede I jo på SPOT 2017, så hvad er der sket siden?

Justo: Det er ikke fordi, der er kommet et eller anden kæmpe management eller booking agency indover. Jeg tror, at den måde vi kom på SPOT på var lidt utraditionel. Der var en, der ringede til mig: “Hey, har du ikke et band, der gerne vil spille?”. Jo, det kan da godt være. Så ringede jeg til Jonas og Jonathan og sagde: “Vi får ikke nogen penge, men SPOT-festival er en branchefestival, og der kommer nok nogle interessante mennesker. Har vi lyst til det?”

Jonathan: Men vi fik nogle henvendelser fra nogle bookere. Ingen af dem var fra Danmark, men det havde vi også forventet, fordi vi godt vidste, vores musik var utraditionel i forhold til hele lyden på SPOT. Først og fremmest er det instrumentalt og det er af den ene årsag sværere at sælge. Vi har også haft et ønske om at have forskellige features, så det var bandet, der var i fokus, så vi kunne bryde med det med at have en frontfigur. Så det er bandet, der er hjernen, og som får credit for det.

Ja, det bliver hurtigt den person, der synger, der bliver hypet.

Jonathan: Ja, så i stedet for at man skal stå og gemme sig, så vil vi gerne have et band, hvor det er okay at føre sig frem som instrumentalist.

Jonas: Der var også en del københavnere, som vores booker Sean havde booket til at spille samme dag som os. Der er en masse af dem, der har en masse kontakter til et selskab, der hedder Super Bad Disco, og de hørte også koncerten fredag aften sidste år, så vi fik etableret noget kontakt, og vi kom til København. Så der er sket nogen ting. Vi får langsomt bygget nogen relationer op, og de har en fod indenfor i et tysk pladeselskab, der hedder HHV, så igennem Super Bad Disco har vi fået lov til at udgive vores første EP. Så det er nok det mest konkrete, der kom ud af den koncert.

Det er da også noget. Det er ikke alle, der får lov til at udgive?

Jonas: Ja, det er selvfølgelig rigtigt. Vi har også været i Amsterdam.

Justo: Vi har spillet Koncertsalen.

Jonas: Ja, så der er sket en del.

Justo: Ja, stille og roligt… Stille og roligt.

Som I selv påpeger, så er jeres musik instrumentalt og lidt uden for det man normalt ville støde på på SPOT. Hvilket segment tror I, at jeres musik henvender sig til?

Jonas: Jeg tror ikke, der er noget sådan konkret segment.

Jonathan: Nej.

Jonas: Jeg tror, vi rammer mange forskellige typer af mennesker. Jeg ved ikke, hvad der binder de her typer af mennesker sammen. Jeg synes, der er mange ældre, der kan lide det, og der er mange unge i 1. g’s alderen. Så det synes jeg, er svært at svare på.

Justo: Ja, det er meget forskelligt. Vi spiller jo forskellige ting. Hvis vi kun spillede straight up hård rock, så er det nok de mennesker, der elsker det, som der er flest af. Bare det at vi er tre forskellige mennesker, med tre forskellige instrumenter, tre forskellige tilgange til musik og tre forskellige historier i musik, det gør jo bare, at der er meget, man kan lide. “Okay, jeg kan ikke lide bas og trommer, men jeg kan godt lide klaver – jeg kan godt lide Athletic Progression, fordi det klaver er nice”. Jeg tror, at der er noget for alle. Når vi laver musik, er der også nogen ting, som jeg synes, er fucking lort, men så er der andre ting, som jeg synes, er fucking sindssygt, og så vejer det op og gør, at jeg kan acceptere det. Sådan er det vel også, når man ser musik. Der er ting, man godt kan lide, og ting man mindre godt kan lide. Det er det, der gør det. Jeg synes, det er ret enkelt. Vi spiller forskellige ting og der er forskellige mennesker, der kan lide det. Nøgleordet er: “Forskelligt”.

Jonas: Et grundvilkår er, at du godt kan lide musik uden vokal, så tror jeg, der er mange ting i vente ved at komme til en af vores koncerter.

Justo: Jeg tror, folk der godt kan lide musik med vokal også kommer.

Jonathan: Folk der er inde i den der LA-scene eller SoundCloud-beats-scenen. Det er meget sådan nogle, jeg ser, der altid kommer. Folk der hører Anderson Paak, Flying Lotus eller Thundercat og sådan.

Men jeg er fascineret af, hvordan I ikke bruger hooks og sådan.

Jonathan: Hooket kan jo godt ligge i, at det bare er et fedt beat. Vi hviler i, at der ikke nødvendigvis skal være et melodisk element. Hooket kan ligge i alting. Det kan være en bassline, det kan være beatet eller en bestemt lyd.

Er I også venner ved siden af Athletic Progression?

Jonathan: Strictly professional. Haha.

Justo: (Henvendt til Jonathan) Hvor mange gange har vi fået det spørgsmål der?

Ja, det er sådan et rigtigt klassisk spørgsmål. 

Justo: Det er straight up business.

Jonathan: Ej, man hænger meget ud i starten af sådan et band, fordi der ikke er så mange ting, man skal se til, men efterhånden kommer der flere ting. Og man hænger så meget ud gennem bandting, at vi faktisk nogen gange er sådan “Hey, vi bliver nødt til også bare lige at ses som venner”, fordi man kan mærke, at det er usundt hver eneste gang, vi ser hinanden, så er der koblet et eller andet bandrelateret op på det, hvor det bliver sådan, “nå ja, nu er vi sammen, så skal vi også lige snakke om det der”.

Jonas: Ja, der er altid et hængeparti.

Jonathan: Det var vi oplevet gennem så lang tid nu, at vi nogle gange er sådan “fuck, i dag, skal vi så ikke bare lade være med at øve og så tage ud og høre noget nice”. Så er der sgu også federe energi til den næste øver.

Jonas: I starten, da det kun handlede om musikken, så var det nemmere. Nu er der så meget at forholde sig til med business og så videre.

Hvad kommer der til at ske fremadrettet for jer?

Jonathan: Planen er, at vi fucking skal udgive noget musik. Vi har spillet lang tid, og vi har stadig næsten ikke noget musik ude. Vi har været igennem meget materiale, som stadig ikke er udgivet og lagt noget på hylden, som vi ikke spiller så meget live længere. Så vi har indspillet en helvedes masse materiale, som bare skal gøres færdigt og udgives. Det er sådan nok priority number one. Og så er vi jo bare også bare meget ambitiøse musikere hver især og har andre interesser også, så vi har også behov for at spille med andre og lave andre ting og gå lidt i skole og sådan.

Justo: Ja, jeg tror bare, det er nice, at der sker noget forskelligt. Så har vi også lidt ny energi, når vi mødes igen. Det er vigtigt, når man spiller i et band, at man kan mærke, at man rykker sig. At det ikke bare er det samme. Det er lidt ligesom livet, og man vokser, og det vil vi gerne.

Har I noget, I godt kunne tænke jer at sige til Regnskys læsere?

Jonas: TAK! Med store bogstaver.

Justo: Tak til jeres læsere og tak til Regnsky. I burde jo ikke gøre det her, men I gør det, fordi I godt kan lide musik, og det er nice. Det er bare nice, at ens far ringer én op på SPOT-festival sidste år, og er sådan: “RRRHHRR, jeg har set det der Regnsky”. Så læste han hele artiklen op for mig. Jeg har ikke Facebook, så det var nice. Det er nice med de små ting, der bare sker. For mig der handler det ikke om alle de der store labels, det handler om de små skribenter og blogs som Regnsky, fordi det er det, der er real. Det er jer, der sidder og ikke får en kæmpe pose penge for at gøre det shit, I gør. Og derfor betyder det mere for mig, for jeg ved godt, at i sidste ende kommer der nogle store labels og tænker: “De er fede – hvor mange penge, kan vi tjene”. Regnsky, de tænker: “De er fede. Hvor mange mennesker kan jeg fortælle, at jeg har haft den fedeste oplevelse, så de også kan få det?”. Det er real, mand.

Fra Regnsky af siger vi af hjertet tak for den måske fineste afslutningsreplik i Regnskys historie. Jeg har ikke læst alle de gamle artikler, men jeg tænker, den i hvert fald må tangere. Jeg vil personligt også gerne takke Athletic Progression for interviewet og for de koncertoplevelser, de har givet Regnsky.

Hvis du har lyst til at opleve Athletic Progression, så har du muligheden den 7. juli på Nørrebro. Her er et link til eventet.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

INTERVIEW: Skal GENTS vare for evigt? “Du kan ikke være kærester med nogen, du ikke tror på, du skal dø sammen med.”

Drengedrømmen om albumudgivelse og Roskilde-koncert er allerede gået i opfyldelse for GENTS. Så hvordan kommer man videre derfra? Skal GENTS vare for evigt, og hvordan føles det at sidde i sauna-gus i Moskva? Vi har mødt den unge synthpop-duo.

GENTS er efterhånden ikke just et ukendt navn i det danske musiklandskab, men de er heller ikke up-and-coming længere. De befinder sig et sted, hvor de har udgivet et album, spillet på Roskilde og netop været på Europa-tourné, men de er heller ikke blevet folkelige. Netop dette ville jeg gerne snakke med Theis og Niels om, så det var med stor fornøjelse, at jeg mødte dem på årets Heartland Festival.

Hey, drenge. I har lige været på sådan en mega svedig Europa-tour, og I spillede også rigtigt meget i Rusland?

Niels: Vi spillede tre koncerter i Rusland!

Det er for sejt. Hvordan gik jeres Europa-tour?

Niels: Jamen, det gik godt. Koncerterne i Rusland var bare sådan en weekend for sig, vi tog.

Theis: Sådan en halv uge, ja. Det lå oven i Mors Dag, som åbenbart er gigantisk i Rusland. Man tænker, at det bare er sådan en oldschool kønsopdeling i Rusland, men Mors Dag er dagen, hvor alle holder fri og ferie, og alle blomsterbutikkerne har udsolgt. Men det er så nok bare fordi, at resten af året, der er hun så bare i køkkenet, tænker jeg.

Er det sådan noget med, at man kan se det på gaden?

Theis: Fuldstændig. Altså, vi spillede jo onsdag aften klokken 01.00 om natten, men folk havde ferie, så det var okay.

Men Mors Dag er da en søndag, er det ikke?

Theis: Nej, det var faktisk slet ikke Mors Dag. Det var kvindernes kampdag, men de brugte det som en Mors Dag.

Niels: Ja, de har bare kaldt det mors dag. det er ikke sådan en dag med “lad os tage en samtale om, hvordan vi synes det går med ligestillingen”. Det er mere sådan en “Mor, du er så dejlig, du skal have en buket blomster”.

Det er måske heller ikke lige Rusland, jeg tænker, når jeg tænker ligestilling..

Theis: Nej, det er meget sådan en machokultur. Vi har også oplevet det i sådan et mande-saunagus i Moskva, hvor der kun måtte være mænd. Så sad man bare og spiste pil-selv rejer og drak fadøl og vodka, og så havde folk businessmøder derinde. Så kunne man leje et bord og sådan noget. Så handlede det lidt om, hvem der kunne holde varmen ud længst og sådan. Det var meget macho-agtigt.

I forhold til hvor bange, de er for homoseksuelle, så synes jeg da, at det er fascinerende, at man kan sidde i sådan en mandesauna og så bare være en mand.

Niels: Jeg tror, det er fordi, der er noget super macho-agtigt over at udholde varmen. Så jeg tror, det kommer det sted fra. Det er sådan noget, man ser. Jeg har også været til saunagus i Valby Svømmehal. Jeg tænkte, at det var mere sådan Politiken Plus-mennesker, der tager til det. Men det er det nok også inde på brokvartererne, men her var det folk med Dannebrog tatoveret, der snakkede om Brøndby IF. Så det var også lidt om udholdenhed. Saunakulturen er super tvedelt. Der er både noget med wellness, og så er der noget med macho.

Når jeg kigger på jer to, så ligner I ikke umiddelbart to russiske mafiabosser, så hvordan tog de imod jer i forhold til jeres looks?

Niels: Vi var jo nøgne, kan man sige.. Såå…

Ja, OK, men nu tænker jeg mere til koncerterne, haha. 

Niels: Pisse god stemning.

Theis: Der var ikke så meget machostemning. Det var mere young.

Niels: De russiske indiekids.

Er der sådan en glødende subkultur, der synes, at det alternative er fedt?

Niels: Det tænker jeg. Der var jo mennesker. Og der var mennesker, der kendte det. Vi kender også mange, der har været ovre og spille. First Hate-drengene har spillet rigtigt meget eksempelvis. Jeg ved ikke, om vi bliver skrevet ind i en eller anden fortælling om at være en del af en gruppe eller en scene.

Altså synthpop-scenen eller dansk musik-scenen?

Niels: Jeg tror, det er synthpop-scenen.

Theis: Jeg tror, de holder meget øje med København.

Hvordan endte I med at skulle spille i Rusland?

Niels: Vi fik sgu bare en mail, du.

Theis: Fra en fyr der hed Sasha, som satte det hele op. Det er også ham, der har booket First Hate og sådan.

Fedt. Jeg så jeres koncert på SPOT-festival. Det var et imponerende opbud. Man kunne slet ikke komme til. Så tænkte jeg, de der GENTS-drenge, de er lige på randen af et stort gennembrud. Hvordan har I det i forhold til jeres placering lige p.t.?

Theis: Vi har følt en eller anden form for overgang på det seneste. Der har været et eller andet skifte fra at være et up-and-coming-act, som folk skal have forklaret, til noget hvor man i nogen fora bliver taget mere seriøst, når man er mere etableret. Det er en stor tilfredsstillelse og en motiverende faktor for ens arbejde.

Ja, I havde et lidt tarveligt tidspunkt midt på eftermiddagen, men alligevel var der helt pakket på Scandinavian.

Theis: Ja, det var meget overvældende. Det er helt klart de fleste mennesker, vi har stået over for.

Niels: Det og så Roskilde. Det er svært at sige, præcis hvor mange der har været. Måske omkring 3.000. Andreas (Vi ved ikke, hvem Andreas er, red.) sagde, der var omkring 3-4.000. Og han har gået på CBS, så han kan regne.

Theis: Haha!

Men nu går det jo meget godt med jeres karriere og jeres musik, så jeg er faktisk lidt interesseret i at høre, om I skal være GENTS resten af jeres liv?

Theis: Det er sjovt, du spørger.

Niels: Det skal man jo ikke udelukke! Jeg vil sige det sådan her. Jeg synes ikke, at det giver mening at investere så meget i noget, hvis man ikke synes, det skal være for evigt. 99% af ens forhold er jo ikke evige, men den fedeste måde at gå til verden på, er, at nu går jeg den her vej.

Theis: Det er fucking rigtigt. Det er ligesom med parforhold. Du kan ikke være kærester med nogen, du ikke tror på, du skal dø sammen med.

Niels: Nej, lige præcis. “Så kan jeg lige gøre det i to år, og så kan jeg finde på noget nyt”.

Theis: Hvis du har en kæreste, hvor du siger, at du ser hende “for tiden”, så er det jo ikke et sundt forhold. Men altså, da vi startede for fire år siden, havde jeg det måske sådan, at det var noget vi lige prøvede af. Det var et sjovt afbræk. Men jo længere tid der går, jo mere tænker jeg, at det jo ikke skal ende. Der er ikke nogen ting, som jeg føler, at jeg ikke kan leve ud i det projekt, så jeg bliver nødt til at have noget andet.

Har I noget, hvor I tænker, at nu har I “made it”?

Niels: Der kommer naturlige identitetskriser i løbet af sådan en karriere, som vi har og som vi har forfulgt og bliver ved med at forfølge. Jeg tror, man kan mærke det, når man ikke kan mere, men vi har det ikke sådan, at når vi har spillet Wembley, så stopper vi.

Theis: Sådan var det jo meget, da vi startede. Den der drengedrøm med at lave en plade og at spille på Roskilde.

Niels: Det afføder en kæmpe stor identitetskrise, fordi vi var så heldige, at vi fik lov til at opleve de to ting tidligt i vores karriere. Så hvad så nu? Så skal man bruge noget tid på at mærke efter, om man er noget mere end det.

Theis: Det bliver i hvert fald nogle mindre konkrete ting, man snakker om.

Så I er lidt inde i en udviklingsproces, hvor I også udvikler jer personligt?

Niels: Jeg synes ikke, der er nogen forskel mellem at snakke om personlig krise og professionel krise, når man gør det her. Det er det samme for mig. Man lægger hele sin person over i det, og det gør jo så, at man også selv er enormt skrøbelig. Men jeg tror hele tiden, det er sådan en revurdering af én selv, og det er ret hårdt at være i. Men jeg føler, at lige nu er vi et sindssygt godt sted, hvor vi bare skal gøre vores ting, og det er fucking dejligt.

Theis: At det hele er eskaleret gør, at der er en anden ro. Vi er mere selvsikre og har det fint med bare at gøre det, vi gør. Og så er det ikke fordi, det står og falder med, om man er booket til den og den festival. Vi er ret sikre på, at vi synes, det er fedt, det vi har gang i.

Da jeg så jer på SPOT, der virkede det også som om, I var i jeres es. I brændte bare igennem og var tilstede. I er jo ikke længere et up-and-coming-bands, men I er heller ikke Minds of 99 og fuldstændigt folkelige. Det synes jeg er ret fascinerende, hvor I befinder jer lige nu, sådan midt i mellem det hele.

Niels: Det er sådan et svært sted at være. Det er svært, fordi der er mange bands, og der er mange fucking gode bands. Og ikke alle får lov til at spille Roskilde, men i det mindste, når man ikke har prøvet den slags, så har man noget at hige efter. Lige nu bevæger vi os ind i et eller andet felt, hvor vi ikke ved, hvem vi skal sammenligne os med.

Theis: Det er jo svært at vide. Det skal man nok være musikanalytiker for at vide. Man kan mærke, at der er folk, der gerne vil høre det. Når man står i Moskva, og der står en fyr og har det for vildt over et nummer, man har skrevet oppe i et sommerhus, det er ret sygt. Det er det, der motiverer mig meget lige for tiden.

Cool. Er det første gang, I er på Heartland?

Niels: Ja.

Hvad synes I om det? Det er jo en lidt anderledes festival.

Niels: Ja, både og. Fordi et eller andet sted, så er det jo også bare folk, der drikker bajere og har det dejligt i solen.

Theis: Den er lidt mere voksen, hvilket passer meget fint, fordi man får gået i seng om natten og et bad om morgenen. Så er det jo bare et smukt område her.

Bor I også på campingområdet?

Theis: Ja, vi har lejet en campingvogn dernede.

Niels: Ja, vi har strøm og et kæmpe fortelt. Så sidder man bare der og chiller.

Ja, I er vel også bare på festival nu så (interviewet er fra dagen efter GENTS-koncert red)?

Niels: Ja, det må man jo tage med, så man også har det lidt sjovt, så det ikke bare er business det hele.

Jeg har ikke sådan flere spørgsmål, men er der noget, I har lyst til at sige til Regnskys læsere?

Niels: Mjaaah… Pas på jer selv! Husk at drikke vand! Ikke glem hvor du kommer fra! Keep it real!

Den bedste afslutningsreplik, jo. Tak for det, drenge.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Der er endelig kommet en ny single fra Motorique – og den er temmelig tight!

Er der nogen bedre følelse, end når der pludselig dukker nyt materiale op fra en kunstner, du er ret vild med?

Det tror jeg ikke. Det er nok ikke gået hen over hovedet på mange, at Motorique er blevet en ægte Regnsky-favorit. Jeg har fulgt dem i knap et år, jeg har lavet et interview med dem, og jeg har set dem live flere gange. At der ikke er flere, der har fået øjnene op for dem endnu, er mig et mysterium. Det håber jeg dog, at jeg kan bidrage til at lave om på, ved at blive ved med at skrive om dem, når de i sandhed har fortjent det.

Og fortjent det har de med deres nye single “John Rawls”. Det er lang tid siden, de har udgivet noget, men det er også ok, hvis det man så udgiver er værd at vente på. Jeg har i hvert fald hørt John Rawls 20 gange på nuværende tidspunkt, og jeg kan slet, slet, ikke slippe den. Den har alt det bedste fra Motoriques lyd. Der er tunge synths, bongotrommer, en maskinel krautrytme og en billet til endnu en svingom med forsanger Lennarts lidt for lækre stemme. Samtidig føler jeg, at man kan høre og fornemme drengenes udvikling, som kun går den rigtige vej.

Jeg synes, du skal tjekke den ud, og måske kan den redde din weekend, ligesom den helt sikkert har reddet min uge.

Den eneste anke jeg har, er, at jeg synes John Rawls desværre virker lidt kort. Der er simpelthen ikke lang nok tid fra start til slut, og jeg føler hele tiden den slutter før, den er kommet rigtigt i gang. Den indeholder så mange gode elementer, der sagtens kunne foldes ud over et længere track. Det synes jeg, er ærgerligt, men jeg takker alligevel for et helt gedigent godt track.

You’re so kind when you share things with me!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.