Northside plakatens fem pletskud

Der er delte meninger om Northsides program, der landede med de sidste navne i går. Er det for pop med The 1975, Bastille og Veronica de Maggio? Er det for Århuskært med Thomas Helmig? For nationalistisk med Suspekt og Mø? Og Peter Sommer og Tina Dickow? Og Rasmus Walter og WhoMadeWho? Og When Saints Go Machine og Phlake? Og….

I fangede pointen, går jeg ud fra.

Jeg synes, det er værd at tale lidt om, hvor Northsides bookere virkelig har ramt rigtigt. Det er for nemt at tale om Radiohead og Frank Ocean, så jeg vil gerne bevæge mig lidt ud over det. Her følger de bedste bookings fra Northsides endelige plakat (I vilkårlig rækkefølge). Listen er baseret på min helt objektive mening.

Sort sol

Fantastisk og dansk. Man fristes til at sige dantastisk. Nu gjorde jeg det alligevel. Det er svært at karakterisere Sort Sol, fordi de kan så meget. Kald det punk eller rock eller hvad du vil, men jeg er sikker på at Northside og Steen Jørgensen vil gå helt sublimt hånd i hånd (no pun intended).

Primus

Den kortlivede succes for genren funk metal kan i høj grad tilskrives bands som Primus. Altså ikke at den var kortlivet, men at den overhovedet havde succes. Les Claypool er en fremragende bassist, som endda var til audition i 1986 for at overtage bassen fra afdøde Cliff Burton hos Metallica. Legenden siger, at medlemmerne i Metallica synes, at Les var for dygtig, og at han ville spilde sit talent ved at spille thrash metal sammen med dem. Nu spiller han med Primus. Et forholdsvist skævt og unikt band. Tag evt. et lyt til nummeret “American Life” og nyd Les’ unikke bassriff, eller sæt et afsnit af South Park på, og læg mærke til introsangen, som, you’ve guessed it, er lavet af Primus, da Trey Parker og Matt Stone er kæmpemæssige Primus-fans. Det bliver helt sikkert en koncert, hvor man ikke ved, hvad man skal forvente, udover at den bliver uforglemmelig.

Richard Ashcroft

Det er utroligt, at ingen andre medier har hevet fat i, hvor stort et scoop det her er. Jeg er måske lidt farvet, fordi Richard Ashcroft har været kilden til både min største eufori og kraftigste frustration siden jeg gik i gymnasiet. Eufori fordi han formår at være en singer/songwriter som ingen andre og skrive sange som “Drugs don’t work”, hvor man skal være lavet af ren granit for ikke at flække en tåre, når den høres. Og frustration fordi han ikke kunne forblive venner med de andre medlemmer i hedengangne The Verve, og fordi han ikke har spillet en koncert i Danmark siden år 2000, hvor han med sit første soloalbum i bagagen gav en koncert i Den Grå Hal. Nu sker det endelig, og selvom navnet Richard Ashcroft ikke ringer den store klokke for størstedelen af deltagerne på årets festival, så vil The Verve og Bittersweet Symphony nok gøre det. Det er altså en helt unik mulighed, der gør sig gældende her.

Agnes Obel

En dansk kvinde med internationalt appeal som ikke er MØ. Jeg rangerer stadig albummet Philharmonics, som et af de måske 25 bedste danske albums nogensinde indspillet. Det er desuden heller ikke et dansk navn, som er blevet en kliché i sig selv, fordi der er langt mellem hendes optrædener, og hoveddelen af de deltagende nok ikke før har fået lov til at opleve Agnes Obel live. Mig deriblandt.

The Prodigy

Northside har haft stor succes med deres vilde elektroniske nattekoncerter de tidligere år. Bagkataloget er bredt med alt fra The Chemical Brothers til Underworld over Jamie XX og Royksopp. Det har som regel været her, den akkumulerede brandert virkelig kunne slå sig løs, og man kunne bekæmpe morgendagens tømmermænd ved at svede alkoholen ud under rekordforsøget i vildeste dansemoves og størst antal af væsner af det modsatte køn skræmt væk på samme tid. The Prodigy er sgu next level. Det tegner til at blive et decideret rave. Det klæder Northside at bryde rammerne for, hvad man tror, man kan forvente af dem. Det klæder også festivalen at turde booke en koncert som The Prodigy på den ellers meget pæne, rene og ordentlige festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sekuoia var bedst ud af tre, da Frost Festival kulminerede

Sekuioa. Foto. Jens Wulff

Hvis ikke arrangørerne selv har opfanget, hvor morsomt det er, at Smerz og AV AV AV spiller samme aften, så vil jeg meget gerne lige påpege det. Okay, det er måske ikke HAHA morsomt, men det er i hvert fald ekstra-luft-ud-af-næsen sjovt. Frost Festival holdte i lørdags afslutningsfest på Stødpudelageret med Smerz, Sekuoia og AV AV AV på plakaten. Den fire timer lange koncert bød på elektronisk musik og flagspætte-repeterende stortrommer, og det var lige præcis, som det skulle være.

Frost Festival havde valgt Stødpudelageret på Carlsberg som venue, og jeg må sige, at stedet var fremragende valgt til lejligheden. Det var hverken for stort eller for småt, og akustikken var petervælteme i orden, hvilket jeg synes er imponerende for en gammel industribygning. Garderobeforholdene er dog en helt anden snak, og alle der var til stede den aften, vil nok ikke lige foreløbig glemme den time, man stod i kø i regnvejret for at kunne få lov til at lægge sin jakke. Det er dog svært at skyde skylden på arrangørerne, da det virkede som om, alle gæsterne ankom samtidig, og der derfor blot var tale om et uheldigt sammenfald.

SMERZ. Foto af: Jens Wulff

Aftenen startede ud med Smerz-pigerne, der vel nok, med rette, er nogle af de mest hypede og interessante kunstnere i Danmark lige for tiden. De kom med debut-EP’en “okey” i bagagen, og havde fået det mindst tilgivende slot i dagens tredelte koncert. Der manglede publikum, der stadig stod i kø, da Smerz gik på, og det kunne mærkes. Måske desværre også lidt på engagementet fra pigerne, der kom lige fra en koncert dagen før i London. Det tog lidt tid at varme op, men halvvejs gennem koncerten fik publikum omsider danseskoene på, og det løftede hele stemningen, da publikum og Smerz-pigerne endelig fandt hinanden. Det endte med ikke at blive et skuffet selskab. Jeg vil vove at påstå, at Smerz slår SKAM i forhold til kvaliteten af nutidig norsk eksport.

Mellem koncerterne vendte Simon Dokkedal og Shaq nogle plader på en computer, og jeg er dybt imponeret over deres evne til at holde folk i gang. Deres musikvalg svingede fra det tungeste trap til electro-klassikeren Hyph Mngo af Joy Orbison, som fik folk til at fastholde fokus på trods af tisse- og øltrang.

Sekuoia. Foto af: Jens Wulff

Det har aldrig været en hemmelighed, at vi på Regnsky er glade for Sekuoia. Det er heller ingen hemmelighed, at vi måske er lidt besatte af Sekuoia. Men er det virkelig ikke fair nok, når der bliver leveret så solid en optræden, som der gjorde i lørdags? Med på scenen var livemusikere i form af en trommeslager, en guitarist (ham fra Chinah, måske?) og en gæsteoptræden af Marc Roland fra Kentaur på nummeret “Brace”. Det gav en helt anden følelse af liveoptræden, end man er vant til fra elektroniske musikere. På trods af den rå elguitar kunne man godt være med, selvom man led af nikkelallergi (elguitar -> metalmusik… Følg nu med!), fordi tonerne var alt andet end rockede. Det gik op for mig, hvor dygtig Sekuioa faktisk er, da jeg blev suget ind i lyduniverset, der spænder så evigt bredt. Han kan også synge, og gør det selv på sine numre. How about that. Det var uden sammenligning aftenens højdepunkt, og jeg vil valfarte til Sekuoias koncerter fremover.

Der skal lyde en special hyldest til Kasper Dauberg og Jannik Jensen, der har stået for lysinstallationerne. Min tanke var, at der var valgt varme røde og blå farver som grundpillerne i setuppet, men jeg blev ved med at blive overrasket. Noget af lyset var så hårdt og insisterende, at man ikke kunne se, hvad der foregik på scenen, og jeg håber ved gud ikke, der var epileptikere til stede i lørdags. Fantastisk setup og som resten af Frost Festivalen var lyset et kunstværk i sig selv.

2/3 del af AV AV AV i form af DJ E.D.D.E.H. og Eloq. Foto: Jens Wulff

Jeg vil ikke knytte så mange ord til AV AV AV, fordi her blev min ædruelighed for alvor sat på prøve. Det er ikke min kop te, men jeg kan sagtens se det smarte i at sætte dem på til at lukke ballet. Det blev mere klub-stemning, end det var koncert, da Unkwon, Eloq og Dj Er Du Dum Eller Hvad fyrede op for deres triumvirat af DJ-pulte. Deres setup var så vildt, at der måtte sættes ekstra lys op, før de spillede. Det var et stroboskop-helvede, på den måde der er fantastisk, hvis man alligevel er i en alkoholinduceret trance, men hvor det mest af alt føles som lyskeglerne under et opdaget flugtforsøg fra en koncentrationslejr under holocaust, hvis man er ædru. Min egen oplevelse skal dog ikke overskygge det brag af en afslutning, det var.

Fremragende måde at spendere sin lørdag på. Alt i alt er jeg fan af Frost Festival, og den måde hvorpå vinteren i København ikke nødvendigvis behøver at være kedelig. Det er også ok godt klaret at booke The Orb til en omgang opgraderet vinterbadning en stivfrossen søndag i februar. Dejligt bidrag til det københavnske kulturliv.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Stream ny udgivelse fra Sekuoias kommende remix-album!

Foto: Stephanie Staal

Sekåja… Sekva… Sekøa…

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan man udtaler navnet med de mange vokaler, men det er måske heller ikke det mest aktuelle. Noget der til gengæld er aktuelt, er, at Patrick Alexander Bech Madsen, der gemmer sig bag kunstnernavnet Sekuoia, snart udsender et remix-album af debuten Flac fra september sidste år. Nærmere bestemt udkommer det den 24. februar, og det lader til, at der er lidt lækkert til os i bland selv-posen. Vi har på Regnsky fået æren af at streame et nummer fra pladen, som er et remix af nummeret Rek. Det er svenske KRIGET!, der har haft fingrene i maskinen, og det er der kommet en noget tungere og mere club-venlig version ud af. Der var intet i vejen med originalen, og normalt ville man nok sige – if it ain’t broken, don’t fix it, men jeg synes alligevel, der kan være en charme over, at en anden kunstner genfortolker numrene. Derfor glæder jeg mig meget til at høre resten af albummet.

Du kan streame Rek i remixet version herunder.

Hvis du er tosset med Sekuoia, så glem ikke, at du har muligheden for at se ham og resten af cremen af kontemporær (sygt prætentiøst ordvalg, undskyld) dansk elektronisk musik på Stødpudelageret næste lørdag. Det er Frost Festival, der står bag arrangementet, der også byder på AV AV AV og Smerz.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danmarks nye kongelige arena er officielt åben!

Foto: Royal Arena og 3XN

I går aftes fik jeg pludselig stukket en billet til Metallica i hånden af min far som fortrød i den 11. time. “Så skal du tage derind, min dreng, så er det næsten ligesom om, at jeg selv var der”. Metallica har altid været vores ting. Jeg kan huske, hvordan han lærte mig at synge “EXIT LIGHT – ENTER NIGHT” allerede inden, jeg mestrede det engelske sprog. Det var svært ikke at sige ja tak til billetten.

Jeg gider dog ikke skrive så meget om Metallica og deres koncert. Dog kan jeg lige oplyse om, at det var en prægtig oplevelse.

Det jeg også var vidne til i går, var selve Royal Arenas ilddåb som spillested, og det er faktisk det, jeg vil knytte nogle ord til.

Royal Arena er nu officielt åbnet af ingen ringere end Metallica, hvor Lars Ulrich personligt har ønsket at åbne den med fire koncerter.

Det er sgu også en flot arena. Arkitektonisk er der gjort noget ud af det, og den er ikke en øjebæ som Forum og lignende. Den er tegnet af tegnestuen 3xn, som også har tegnet Den Blå Planet og Bella Sky. De ved, hvad de laver. Den er delvist ejet af Københavns Kommune, der har skudt 325 millioner i projektet, og Realdania der har betalt det samme beløb. Jeg mindes, at baggrunden for at bygge den københavnske arena var, at der skulle kunne konkurreres med koncertstederne i Jylland, der tit og ofte tiltrak store navne.

Den første tanke der slog mig, da jeg kom ind i arenaen, var, har København virkelig brug for en opgraderet version af Forum, der består af 70% siddepladser. Fordi sådan er arenaen opbygget. Selve gulvet foran scenen var utroligt småt, og jeg stod måske 20 meter fra James Hetfield, selvom jeg først overvandt min angst for at være alene i et rum med mange mennesker, lige da koncerten startede.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at lyden ikke var helt i skabet. Dog virkede det som om, at der er potentiale i arenaen for, at den kan forbedres. Det var også første gang, de spillede, og taget det i betragning er det ok, at det hele ikke er lige i skabet. Akustikken virker til at være god og hovedsaligt bedre end andre steder, jeg har været.

Det med siddepladserne dog.. Altså, hvad fanden er pointen. Jeg kan forstå det til sportsbegivenheder eller den kommende koncert med Celine Dion, men det holder ikke til eksempelvis Metallica. Der er tre etager med siddepladser, og det virker altså som enormt spildt potentiale at fylde den nye arena med det. Dem der havde købt siddepladser rejste sig alligevel op, da Kirk Hammett slog de første toner an. Forskellen var bare, at de kun havde 20 cm at bevæge sig på, modsat dem på gulvet, hvor der faktisk var overraskende meget luft.

Det spørgsmål der står tilbage for mig, er, havde København virkelig brug for et koncertsted, hvor man næsten bliver tvunget til en siddeplads? Et koncertsted som er navngivet efter den århusianske Royal-øl, som alle københavnerne jo elsker?

Jeg står tilbage, og forstår ikke helt pointen. Det sidste søm i kisten er arenaens privatøkonomiruinerende (et ord jeg lige har fundet på til lejligheden) billetpriser. Hvis du vil have dig et chok, så tjek hvad en billet Aerosmith koster. Drake og The Weeknd ligger også i den tunge ende. Nik og Jay koster 400 kroner. Fire fucking hundrede kroner.

Det er en ny arena, og den skal sikkert betales af og så videre – men for fanden altså. Det bliver den jo ikke, hvis folk ikke har råd til at komme der.

Alt i alt en arena med en masse potentiale. Om det bliver forløst, vil tiden vise. Det er nyt, det er flot, og det er sgu også godt, når al galden er tilsidesat. Jeg er spændt på fremtiden for Royal Arena – prestigeprojekt eller ej.

Del og kommentér

  1. Jens says:

    Jeg giver dig ret i i din kritik af, at forholdet mellem siddepladser og ståpladser skal være i orden, hvis man har tænkt sig at drive sportshallen som multiarena – altså både til sport- og koncertformål. Og priserne virker også til at være fuldstændig ude af proportioner. Men at navngivningen, der forøvrigt er et selskab med hovesæde i Faxe og ikke Århus, er endt med at være “Royal Arena”, tror jeg er svær at gøre noget ved. Sponsorerede navne til arenaer og stadions er efterhånden en udbredte løsning, når projekter af sådanne størrelsesordener også økonomisk skal kunne bestå. Noget andet er det underligt kongeligtklingende navn sig selv. Fred være med det. Konkurrencen med Jyske Bank Boxen er helt sikkert også reel, men at byer som Stockholm, Hamborg, Malmø allerede i lang tid har haft en såkaldt superarena er måske et lige så stort nederlag for Københavns selvværd. Men som du også selv er inde på, så er der vigtigere ting, end at arenaen skal betales af, hvis man ikke engang har råd til at tage derind. Vi må håbe, at tingene løser sig henadvejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

REGNSKY: GREATEST HITS 2016

Regnsky
Indrømmet. At 2016 har været et lorteår for musikken er nu blevet en fortærsket kliché. Vi har mistet nogle af de største i form af Bowie, Cohen og Prince.

Det skal dog ikke holde os fra at iføre os et par ufatteligt snævre tilbagebliksbriller og tage et kig på, hvordan Regnskys 2016 har været. Vi har udvalgt de bedste/skæveste/sjoveste øjeblikke fra året der gik, og undskylder på forhånd for at pudse vores egen glorie.. Men vi er sgu lidt glade for de her øjeblikke!

– Rasmus tog på Copenhell og undersøgte, hvad der var metal, og hvor meget det er muligt at være på festivalsmæssig udebane.

– Peter lander et interview med selveste Wayne Coyne på Heartland Festival!

– Rasmus siger ja til at interviewe en hiphop-gruppe bestående af de 21 islandske piger fra Reykyavikurdætur.

– REGNSKY OPGRADERER! Alt bliver nyt og fint, som Eva forklarer i artiklen Forever Changes.

– Peter er sur på Lukas Graham efter Northside-“koncert”.

– Mirja tager på Copenhagen Psych og udforsker den danske psykedeliske scene.

– REGNSKY NÅR 3000 LIKES PÅ FACEBOOK!!

Vi vil gerne fra Regnskys side af takke jer, læserne, fordi I har fulgt med hele sidste år. Vi håber, I fortsat vil følge med på siden i 2017. Masser af Regnsky-love fra Eva, Mirja, Peter og Rasmus!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *