King – En rejse tilbage til 70’ernes USA

Jeg vil gerne fortælle dig en historie om tre unge, amerikanske kvinder. Eller rettere sagt. De tre unge, amerikanske kvinder vil gerne fortælle deres egen historie. Og bandet King er i sig selv en fortælling værd.

Det er nemlig historien om tvillingerne, Paris og Amber Strother, der, i løbet af deres opvækst i Minneapolis, lyttede til deres forældres pladesamling, hvis 70’er lyd i dag har sat sine tydelige spor i Kings stemningsfulde og soulede udtryk. Det er historien om, at de to ellers uadskillelige piger skiltes for at forfølge uddannelser i Chicago og Boston. Og det er historien om, at Paris mødte den californiske sangfugl, Anita Bias, på en musikskole i Boston. Og så er det ikke mindst historien om, at Paris flyttede til Los Angeles, hvor hun tilfældigvis mødte Anita igen på et lokalt spillested. Men det er også historien om…

Nej, der er egentlig ikke nogen grund til, at jeg fortæller historien. Til det formål er deres bemærkelsesværdige debut EP, “The Story,” nemlig perfekt. For som titlen mere end antyder, så vil de tre piger gerne selv fortælle en historie. Den historie, som indtil videre har udmøntet sig i tre sange, som pigerne i fællesskab har skrevet. Og som Paris har produceret med imponerende selv- og stilsikkerhed for så urutineret en kunstner. Det er nemlig Paris’ første udgivne produktion.

På det første nummer, “Hey,” synger Anita om en kærlighed, som i min tolkning handler om mødet mellem Anita og Paris og om den medfølgende nysgerrighed, som er hele grundlaget for trioen. Det er følelser uden filter. Paris’ produktion er minimalistisk i ordets absolut bedste forstand. Sjældent er ordet “Hey” blevet formidlet med så stor affektion, og samtidig med en nærmest meditativ ro, som meget få kærlighedssange formår at ramme.

King – Hey

Hvor Anita Bias tog sig af både lead- og backupvokaler på “Hey,” så bevæger det andet nummer på EP’en sig udelukkende rundt om Ambers mindst ligeså vidunderlige og gåsehudfremkaldende stemme. Det er ligeledes en kærlighedssang, som fuldt ud lever op til titlen. “Supernatural.” Produktionen er overnaturligt god, og jeg skal endnu engang minde mig selv og dig om, at der er tale om en ung producer, som ikke har produceret andet end de tre numre på EP’en. Tre!
Lyden på “Supernatural” adskiller sig en del fra “Hey.” Hvor “Hey” sendte tankerne mod Detroit og nogle svage Motown-referencer, skal inspirationen til “Supernatural” findes i New Orleans og byens berømte og berygtede karneval, Mardi Gras.

King – Supernatural

Og så er vi endelig nået til kronen på værket. Selve historien. “The Story.” Denne gang er der blevet plads til både Anita Bias og Amber Strother på vokal, hvilket er ganske passende. De tre er nemlig en helhed, og “The Story” fortæller hele historien om den unge trio. “Got a story to tell.” Om hvordan det er at rejse langt væk hjemmefra. “Goodbye, farewell. The train is leaving.” Og om at man alligevel kan mærke, at man er på vej det rigtige sted hen. “Off to the land of eternal sun.

King – The Story

Kings debut-EP udkom den 15. marts sidste år og kan købes via Amazon her:
http://www.amazon.com/The-Story/dp/B004OQCQVC/

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jagten på ”The Seattle sound”

Så er det endelig blevet tid til at præsentere den anden og sidste nye skribent her på Regnsky: Peter Pishai Storgaard er navnet. Peter er, som den eneste her på Regnsky, bosat på den anden side af Bæltet, hvor han studerer journalistik på Medie- og Journalisthøjskolen i Aarhus. For Peter handler formidling om at gøre emnet tilgængelig for så mange som muligt, så han vil i sine artikler præsentere både etablerede og spirende kunstnere på en vedkommende og let forståelig facon. Velkommen til, Peter!

For mit vedkommende er det bedste ved at rejse alle de nye oplevelser. De nye indtryk. De nye bekendtskaber. Og måske vigtigst af alt; de nye musikalske oplevelser, indtryk og bekendtskaber.

Derfor var min tur til Seattle i juli også imødeset med urimeligt høje forventninger. For det var jo Seattle. Byen, hvis til tider ret triste vejr, dannede en passende scene for grungens fremfærd i 80’erne og 90’ernes USA med bands som Soundgarden og Nirvana som de mest indflydelsesrige. Og som de senere år har givet os så forskellige bands som Fleet Foxes og Shabazz Palaces.

Soundgarden – Black Hole Sun

Fælles for disse fire bands er, at de alle er/var signet under det samme label. Nemlig Sub Pop Records, som med Bruce Pyatt og Jonathan Poneman i spidsen har været bagmændene bag det, som i 80’erne gik under navnet ”The Seattle sound,” og som i dag er kendetegnet ved et simpelt og stemningsfuldt musikalsk udtryk, hvor følelser vægtes højere end produktionel perfektion.

Det var denne nye afart af ”The Seattle sound,” jeg ville finde. Jeg ville vide, om den også fandtes udenfor Sub Pops studier. Ikke blot i ideen Seattle, men også i byen Seattle. Og heldigvis lykkedes det mig i sidste ende med god hjælp fra den anerkendte, lokale universitetsradio, KEXP.

Lemolo er navnet på mit første og største musikalske crush fra nutidens Seattle. Meagan Grandall og Kendra Cox hedder de to piger i duoen, hvis musik bevæger sig i den diffuse sfære mellem indie folk og drømmepop.

Men her er tale om et band, der ikke søger den tryghed, som de stringente musikalske genrer kan give. Dertil er den musikalske kreativitet for stor, hvilket smukt bliver eksemplificeret på ”On Again, Off Again,” hvor Grandalls tunge guitarriff og Coxs lidende trommeslag giver flashbacks til 80’ernes selvudslettende ”Seattle sound.”

Lemolo – On Again, Off Again

Eller på den minimalistiske og gåsehudsfremelskende ”Move Me,” hvor Meagan Grandalls imponerende vokal leder tankerne i retning af kunstnere som canadiske Feist og Sveriges Jenny Wilson.

Lemolo – Move Me

Men selvom Grandalls vokal uden tvivl er det bærende element i Lemolos musikalske udtryk, er det Kendra Coxs uimodståelige passion, der gør dette band til en værdig repræsentant for den nye ”Seattle sound.” Lidenskabeligt hamres der bestialsk på trommerne. Når klaveret altså ikke lige kræver Kendras kærtegn.

Hvor de to førnævnte numre er fantastiske eksempler på diversiteten i de to unge damers musikalske kunnen, samler ”Letters” på smukkeste vis passionen, minimalismen og den insisterende sorg på fem intense minutter. En intens repræsentant for det, jeg søgte at finde. ”The Seattle sound.” Eller måske snarere: ”The Seattle sound of 2012.”

Lemolo – Letters

Lemolos debutalbum ”The Kaleidoscope” udkom den 3. juli i år og kan købes her: http://lemolomusic.bandcamp.com/

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *