Lee Fields: En mand fra en anden tid

I en tid, hvor mere og mere musik præges af synthesizers, auto-tune og alskens andre tekniske hjælpemidler, lærer man at sætte større pris på musikalsk ægthed, når man støder på den. For det er efterhånden lidt af en sjældenhed. Men heldigvis findes der stadig kunstnere som det amerikanske soulfænomen Lee Fields.

Lee Fields startede sin efterhånden gloværdige karriere tilbage i slutningen af 60’erne, og han har gennem de sidste 40 år arbejdet sammen med så vidt forskellige kunstnere som legendariske Kool and the Gang, soulsangeren Darrell Banks og den franske houseproducer Martin Solveig. Han er tidligere i sin karriere blevet sammenlignet med en legende som James Brown, men måske vil han en dag selv være den legende, som man sammenligner andre kunstnere med.

For Lee Fields er noget særligt. Mange fik øjnene op for ham i 2009, da han udgav LPen My World, men da han tidligere i år udsendte Faithful Man, var jeg for alvor solgt. Han har på imponerende vis formået at perfektionere den moderne soulmusik med elementer fra 60’ernes RnBs spæde begyndelse.

Lee Fields er nærmest en Benjamin Buttonsk fortælling – jo ældre han bliver, desto tættere kommer han på der, hvor det hele startede. Tilbage til North Carolina. Tilbage til starten på det, som i dag er en overdrevent kommercieliseret RnB-genre. En udvikling, som han heldigvis står i skærende kontrast til.

For ham er det nemlig en oprigtig livsglæde, som er drivkraften for hans musikalske virke. Ønsket om at have det godt. Om at dele den glæde med andre. Og ønsket om at grine. Eller som han selv udtrykker det i indledningen på nedenstående session:

“If you keep a laugh on the inside, it will hurt you later. So if you gotta laugh, laugh out!”

Lee Fields – Faithful Man:

Lee Fields er for mig en af de mest livsbekræftende musikalske bekendtskaber, og det er en oplagt måde at bekæmpe den snigende efterårs- og vinterblues på. Og med den opfordring vil jeg slutte af med endnu et nummer fra Faithful Man. Nemlig “You’re the Kind of Girl,” som er en sand RnB tour de force med netop den ægthed, som gør Lee Fields så speciel. Og så atypisk for sin samtid.

Lee Fields – You’re the Kind of Girl

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“The Seattle Sound:” Musikken før bandet

For hvad der efterhånden føles som evigheder siden, gik jeg på jagt efter “The Seattle Sound.” Og jeg fandt den i Lemolo. Men jeg kunne ligeså godt have kastet mig over et utal af andre bands, som repræsentanter for den samme lyd. Eller snarere den samme følelse. Den udefinerbare følelse af at elske og af at hade. Af at være forvirret og af at være afklaret. Af at lide og af at nyde. Alle disse seks sindstilstande på samme tid.
Det er det, der kendetegner “The Seattle Sound.” Og det er det, der kendetegner Poor Moon. Men ud over at være en repræsentant for det, som jeg ganske ydmygt døbte “The Seattle Sound of 2012,” er Poor Moon også en god historie.

Historien starter og slutter med den Seattlefødte artist og gudsbenådede ordsmed, Christian Wargo. Hvis navnet lyder bekendt, så skyldes det formentlig, at han i al beskedenhed har en sidebeskæftigelse som backupvokal, bassist og sangskriver i et andet Seattle band; Fleet Foxes. Et band, hvor Wargo har stået i skyggen af berygtet kontrolfreak, frontmand og ligeledes sangskriver, Robin Pecknold.

Ved siden af sangskrivningen i Fleet Foxes fremelskede Wargo en lang række personlige sangtekster, som han ikke vidste, hvad han skulle gøre med. Han sendte dem derfor til tre af sine gode venner; Fleet Foxes-kollegaen Casey Wescott og brødreparret Peter og Ian Murray.

Wescott og de to brødre forelskede sig i Wargos tekstunivers, og de ville derfor være en del af det. Og det blev så starten på Poor Moon; et band som opstod på baggrund af Wargos tekster. På baggrund af Wargos uudtømmelige musikalske kreativitet.

Netop denne kreativitet er blevet bandets styrke, men det er også bandets største udfordring. For Wargo har ikke bare skrevet en masse tekster. Han har tænkt i arrangementer. I helheder. Ingen elementer må være overflødige. De skal underbygge hinanden. Sangene skal være spektakulære i detaljen, men samtidig enkle i deres overordnede udtryk. Det har i hvert fald været ambitionen, men lykkes det også?

Det synes jeg til dels, at det gør. Det kommer eksempelvis fint til udtryk i opbygningen af “Birds” fra bandets selvbetitlede debutalbum. Alt i alt et meget enkelt nummer bygget op om Wargos stærkt lidende rumklangsvokal og et drømmende nynnekor i baggrunden. Men hvis man lytter godt efter, bemærker man de små klap, som overdøves af claves for til sidst at blive overtrumfet af trommer. Men det forstyrrer ikke det simple. Det giver blot en konstant progression, som fører lytteren trygt igennem Walcos længselsfulde tekstunivers.

Poor Moon – Birds

Alligevel er det ikke debutalbummet, som har imponeret mig mest. Derimod har Poor Moons debut-EP, Illusion, taget mig med storm og på samme tid givet mig en fornemmelse af déjà vu. Illusion er nemlig til dels en rejse tilbage til dengang Fleet Foxes var Fleet Foxes. Tilbage til 2008. Men EP’en er også noget helt andet.

For mens “Illusion“, “Anyplace” og “Wido” kunne være skabt af 2008-udgaven af Fleet Foxes, skiller de to sidste numre på Illusion sig markant ud. De sender nemlig tankerne væk fra Fleet Foxes og folken og hen mod det hedengangne Memphis-rockband Big Star.

Big Star – September Gurls

People In Her Mind” er et forfriskende popnummer, der sender en væk fra folkens klassiske eftertænksomme efterårstema og ind i et håbefuldt og bekymringsfrit forår, mens “Once Before” påtager sig en mørkere og guitardomineret lyd, som står i stærk kontrast til det foregående nummer. Også sangenes tekster fremstår som modsætninger.
Hvor “People In Her Mind” beskæftiger sig med en kvindes nysgerrige interesse i andre mennesker og deres kærlighed, repræsenterer “Once Before” en maskulin bedrevidende ligegyldighed, hvor nysgerrigheden og kærligheden afvises; “Curse the day that love comes knocking at my door.”

Disse to sange udgør altså i sig selv en helhed. Et modsætningspar. En konflikt. Men alligevel en håndterbar konflikt, da den pakkes ind i det simple univers, som er folkens univers. Hvilket i sig selv er meget rammende for den konflikt, som Wargo må have stået i, da han for alvor valgte at træde ud af Robin Pecknolds skygge. På den ene side kunne Wargo vise, at han spiller en væsentlig rolle i Fleet Foxes’ lyd. Og på den anden side kunne han også vise, at han evner at stå på egne ben. Men på bemærkelsesværdig vis er begge ting lykkedes for ham på blot fem sange.

Poor Moon – Illusion EP (Alle fem sange)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Newbees Festival 2012 i billeder

Regnsky er rigtig glade for Newbees Festival. Og hvis du ikke allerede har læst vores reportage derfra, så kan du læse den her. Men vi mangler stadig den sidste del af vores dækning af årets festival. Nemlig den lovede fotoreportage. Vi havde den dygtige fotograf Sebastian Kjær med på festivallen, og det er der kommet en lille billedserie ud af. Vi vil i samme vejrtrækning benytte lejligheden til at sige tak for hjælpen og tak for de fine billeder.

Fredag:

Schultz and Forever

Dig og Mig

Lørdag:

Dangers of the Sea

Linkoban

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Newbees Festival 2012: Nutiden, fremtiden og for evigt

“Newbees Festival præsenterer 10 af de mest spændende og lovende nye danske navne” skrev Newbees Festival i deres egen præsentation forud for den femte udgave af den unge to-dages festival i Aarhus.
Så det var med netop den forventning, at jeg troppede op i Studenterhusets hyggelige koncertsal, Stakladen, fredag og lørdag aften. Og så naturligvis med den der “hvordan-mon-det-går”-fornemmelse, som for mig altid vil være til stede, når jeg skal opleve relativt uprøvede artister live. For der opstår altid en del sjove situationer, når nye kunstnere skal vise sig frem. Men de fleste tog heldigvis diverse startvanskeligheder med et smil. Såsom Age of Giants‘ guitarist, Zacharias Baden, da han, med en lånt guitar i hånden, udbrød: “Jeg ved ikke, hvordan den her guitar virker.” Eller da han koncerten igennem måtte minde sine bandkammerater om, at de skulle vente på ham. Og selvfølgelig gjorde de det.

Selv med disse små svipsere undervejs, kom alle disse upcoming artister helskinnede igennem deres optrædener. Og nogen endda mere end det. Mere præcist var der fire optrædende, der i den grad sparkede benene væk under mig. To fredag og to lørdag. Det drejer sig om den purunge Barometer-komet, Jonathan Schultz, de drømmepoppede kanariefugle i We Were Born Canaries og så de to hovednavne i grimepopperen Linkoban og de vidunderlige kaosprofeter, Andrea og Kasper, under navnet Dig og Mig. Dem vil jeg kigge lidt nærmere på, for hvorfor var det lige netop dem, der fik mig til at grine, græde, lade mig forelske eller bare hoppe rundt som en vanvittig? Eller komme i tvivl om, hvorvidt en peberfrugt i virkeligheden er en frugt?

Årets hovednavn, Linkoban. Foto: Sebastian Kjær

Nu er festivallen efterhånden et par dage inde i det, vi kalder fortiden. Men jeg kan stadig ikke helt forstå, at Jonathan Schultz fra Schultz and Forever blot er 18 år gammel. Hvis du har lyttet til “Falling”, kan du formentlig heller ikke. Og hvis du var til stede denne fredag på Newbees Festival, kan du med sikkerhed ikke. Hans vokal var kuldegysningsfremkaldende koncerten igennem, og man kunne mærke den inderlighed, med hvilken alle hans sange er skrevet. Netop inderligheden vil man kunne finde mere af på hans nye album, der kommer til januar. Første nummer på pladen får titlen “Sociopathic Youth”, og det er en sang, som Jonathan selv beskriver som en af de sange, der betyder mest for ham. Fans af Schultz and Forever går i den grad en lys fremtid i møde – og ligeledes gør Jonathan selv. Hvis jeg skal give koncerten et ord med på vejen, kan det kun blive følgende: Optur!

Schultz and Forever – Falling

Da klokken blev hen ad midnat, var det tid til fredagens hovednavn. Nemlig de to hyperenergiske københavnere, Andrea og Kasper, som til sammen udgør Dig og Mig, tilsat en smule Magnus på keyboard. Jeg havde på forhånd valgt ikke at fokusere på dem, da jeg hellere ville give de mindre kendte artister en chance, men deres optræden var ganske enkelt umulig at overse. Den var på samme tid støjende, kaotisk, ekstremt fragmenteret og alligevel helt igennem homogen.
For hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at Andrea på vokal, Kasper på guitar og Magnus på keyboard var kommet til at gå op på scenen på samme tid ved en fejl. Magnus ville passe perfekt ind i 70’ernes amerikanske East Coast hip-hop, Kasper tilhører bølgen af post-punk guitarister, mens Andrea ligner en, der mest af alt vil synge hyggelige popsange. Sammen bliver det til den umiskendelige lyd, som er Dig og Mig. Og det var den lyd, som for alvor fik sat gang i en ellers rimelig sløv fredagsfest.

Dig og Mig – Skyggerne

Lørdagen indledtes med Age of Giants’ ganske befriende tekniske vanskeligheder, men der gik ikke længe, før jeg stod med munden på vid gab af ren og skær fascination. Og lad mig sige det med det samme: Jeg er forelsket i Stine Grøn. Med andre ord havde We Were Born Canaries indtaget Stakladen, og med harmonier af himmelske proportioner og en vokal, som ledte tankerne hen mod Nanna “Oh Land” Fabricius’ bedste øjeblikke, tryllebandt Stine hele den brogede forsamling i salen. “My Beat” var det forventede højdepunkt, men et nyt nummer med arbejdstitlen “White Gold” gav løfter om en spændende fremtid for We Were Born Canaries. Produktionen var skarpere, end alt hvad jeg tidligere har hørt fra duoen, og brugen af diverse samples fremstod yderst velovervejet, indenfor et folk-univers som ellers ofte er præget af overdreven minimalisme og simplicitet.

We Were Born Canaries – My Beat

Efter denne tour de force i skønhed fulgte en desværre alt for rutinepræget optræden fra superbandet Dangers of the Sea, omend de spillede sig gevaldigt op i løbet af koncerten. Dernæst var det tid til Jetsi Kain, som heller ikke levede helt op til, i hvert fald, mine forventninger. Koncerten var præget af for megen livrem og seler, hvilket var en skam, for de viste undervejs et stort potentiale på eksempelvis en, til lejligheden, rimelig up-tempo udgave af “I’m In Control.”

Jetsi Kain – I’m In Control

Dernæst var vi nået til hende, som man kunne mærke, at en stor del af publikum havde set mest frem til. Flere små klynger, primært piger, havde sågar bevæget sig op foran scenen og varmede stille op til koncerten med et par forsigtige dansetrin. Festen gik for alvor i gang, da hipsterprinsessen, som de to konferencier fra Aarhus Studenterradio havde døbt hende, endelig dukkede op bag scenetæpperne. Og så var der i den grad dømt fest a la M.I.A. på Orange Scene i 2011. Linkoban erobrede scenen og publikum med en selvtillid, som selv Noel Gallagher ville have svært ved at matche.
Med energipumpede og koreografiproppede numre som “Popgun,” “Fireflower” og “Like This” fik Ling Ly sat en tyk streg under, at hun ubestridt er Danmarks sejeste kvindelige livemusiker lige nu. Og ingen var bagefter i tvivl om, hvorfor hun var årets hovednavn. Lad mig bare sige, at folk var “Super Into On It.”

Linkoban – Super Into On It
http://www.youtube.com/watch?v=Aka37ICdXRI

Og så må jeg hellere få opklaret situationen med peberfrugten. Jeg fik mig en snak med Andrea og Kasper fra Dig og Mig før deres koncert, og i den forbindelse nævner Kasper rød peberfrugt som sin yndlingsfrugt, hvilket fører til en længere diskussion, hvor Andrea er overbevist om, at en peberfrugt i virkeligheden ikke er en frugt. Efter længere tids research kan jeg dog bekræfte, at en peberfrugt ER en frugt.

Og det var så alt fra den skriftlige reportage fra dette års fantastiske Newbees Festival. En af de nærmeste dage vil der dog også følge en billedreportage fra min gode ven og dygtige fotograf, Sebastian Kjær. Glæd jer!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Konkurrence – Vind billetter til Newbees Festival i Aarhus

Fredag den 28. og lørdag den 29. september løber årets udgave af Newbees Festival af stablen i Stakladen ved Studenterhuset i Aarhus. Det er en festival for nogle af de mest lovende, danske artister.

Årets program tæller blandt andet navne som Dig og Mig, grime-popperen Linkoban og de, i dette selskab, bundrutinerede Age of Giants.

Linkoban – Like This

Alle disse og mange flere vil Regnsky nu give dig mulighed for at opleve, ganske gratis endda. Vi udlodder nemlig 2×2 partout billetter til festivallen i en lille konkurrence.

Konkurrencen går ganske simpelt ud på, at du skriver dit danske favorit-upcomingband i kommentarfeltet herunder, og så er du med i lodtrækningen; vinderne får direkte besked i starten af næste uge. Bare husk at skriv din mailadresse, så vi kan få fat på dig, hvis du skulle være så heldig at vinde!

Og selvom jeg ikke selv deltager i konkurrencen, vil jeg alligevel dele to af de bands, jeg ser allermest frem til at opleve på festivallen.

Det første band er Dangers of the Sea. De laver indiefolk lige efter mit hjerte. Bandet består af musikere fra bands som Efterklang, Saybia og Slaraffenland, så det er flok rutinerede herrer, der møder op med deres nye projekt på Newbees Festival. Du har måske været så heldig at opleve dem på Roskilde Festival i sommers, men hvis ikke, så har du muligheden, når de spiller i Stakladen om lørdagen.

Dangers of the Sea – Sheer Desperation

Det andet band, jeg gerne vil fremhæve, er de to vidunderlige drømmepoppere i We Were Born Canaries. Nok foregår Newbees Festival næsten en måned inde i efteråret, men jeg lover dig, at Jakob Steen og Stine Grøn i fællesskab nok skal skabt en dejlig forårsstemning i Aarhus, når de går på scenen lørdag den 29. september.

We Were Born Canaries – My Beat

Hvis du ikke er en af de heldige, der vinder billetter til festivallen, men alligevel gerne vil opleve de mange dygtige musikere, så kan billetter købes på nedenstående link. Der sælges både endagsbilletter og partout billetter.
http://aarhusstudent.www2.dk/index.php

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Kathrine Rasmussen says:

    The Green Lives! Fantastiske dygtige med en kæmpe sans for det smukke melodiøse lettere the rumour said fire agtige lyd. Så dem for 2-3 år siden på Bremen til deres EP-release og husker tydeligt at min veninde og jeg følte at vi var de eneste der ikke havde en eller anden form for relation til bandet hvilket gjorde det til en virkelig unik oplevelse og ville glæde mig at se dem igen til New Bees festivalen

  2. Signe says:

    Kan virkelig godt lide Ice Cream Cathedral, synes det er det bedste nye danske navn, som jeg har hørt i år.

  3. Janus Spøhr says:

    Dangers of the Sea. Det leverer lækker lyd til ørerne. De bliver spænddnde at følge i fremtiden. Det kunne være en fornøjelse at vinde billetter tilNF, så de kan opleves live!

  4. Jon says:

    Grime er lige mig, så jeg er helt tosset med Linkoban!!!

  5. Jacob Grosen says:

    Homewrecker er fede! Beskidt, dansabel blues, støj og ren rock ‘n’ roll. De har fået nye live-legekammerater, og der går rygter om, at de vil spille en del nyt materiale på Newbees. Dét vil jeg gerne opleve!

  6. Nick says:

    Jeg er en stor sucker for Linkoban – det gør lige i blodbanen og rundt i hele systemet!

  7. Cæcilie says:

    Dig og Mig uden tvivl! jeg skal opleve dem senere i efteråret, men jeg ville ikke have noget imod at høre dem i fantastiske Aarhus til en mindst lige så fantastisk festival!

  8. Søren says:

    Jeg er begyndt af følge med i de små koncert oplevelser og Go Go Berlin er noget af det fedeste jeg har hørt! deres energi på scenen og stemning de skaber ved deres koncerter! Jeg er sikker på at vi kommer til at se mere til dem!!
    – S

  9. Esther Bæk says:

    Green Pitch – Smukt, skrøbeligt og melankolsk. Spiller ikke på newbees, men dette ændrer ikke på det faktum at det er fandens fantastisk!

  10. Mia says:

    Efter en fantastisk oplevelse af en koncert på Roskilde, er jeg i høj grad faldet for Linkoban! Dette ville være det vildeste at få mulighed for genhøre en vild omgang grime!

  11. amanda says:

    Waldo and Marsha; de er danske, de er unge, de er mange og så er det shoegaze når det er bedst!

  12. Peter Pishai Storgaard says:

    Så er vinderne udtrukket, og de to heldige har fået direkte besked. Stort tillykke til Kathrine og Cæcilie!
    Tak til alle, der deltog – og vi ses forhåbentlig til festivallen alligevel. :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?