Newbees Festival: Nutiden er her

Da jeg for tre måneder siden besøgte Newbees Festival, var de uprøvede talenter i fokus. Den type talenter, der har et tydeligt potentiale og nogle gode musikalske ideer, men som ofte også mangler det sidste skub i den rigtige retning.

I torsdags var det så blevet tid til en slags efterfest for de af os, der enten måtte savne den fantastiske festival, var gået glip af den i efteråret, eller som bare ønskede sig nogle dejlige toner til øregangen. For der var lagt op til god musik med to af de ypperste eksponenter for dansk elektropop i ColorKaleido og .

ColorKaleido kom desværre ikke særlig godt fra start, hvilket ofte er tilfældet til den type arrangementer, hvor hovedparten af publikum først kommer dryssende et godt stykke inde i den første koncert. De tog dog en alvorlig revanche mod slutningen, hvor singlerne “Like a Rainbow” og især “Magic Mind” fik sat gang i festen hos det stadigt voksende publikum. For der skal ikke herske tvivl om, at Christine Milton og Kim Vagn Wagner er dygtige musikere. Bundniveauet er dog til tider lidt for lavt, men hvis “Magic Mind” er et tegn på den retning, som bandet er i gang med at bevæge sig i, tegner fremtiden utvivlsomt rigtig lys for de to københavnere, som bestemt kan være deres optræden i Aarhus denne iskolde vinteraften bekendt.

Aftenens hovednavn, MØ, leverede fra første sekund en stilistisk spektakulær og samtidig meget homogen koncert. Akkompagneret af Hitchcock-inspirerede film noir-hjemmevideoer som baggrundstapet, fortryllede 24-årige MØ straks publikum med back-to-back energiske versioner af “Pilgrim” og sin nye single “Glass.”
Aftenens ubestridte højdepunkt var dog et nummer, som formentlig vil være at finde på MØs kommende debutalbum, og som i min lille notesbog har fået titlen “Never Wanna Know” efterfulgt af tre meget store stjerner. På det nummer lykkedes hun med at kombinere de gode ting fra “Glass” og “Maiden:” Hendes dybe, sexede vokal og de dansable rytmer fra “Glass,” uden dog at give slip på de elektroniske elementer og den dystre stemning, som “Maiden” emmer af.

Jeg kan af gode grunde ikke give jer denne sang her på Regnsky, så derfor skal der lyde en stor opfordring til at tage til koncert med MØ, hvis I skulle få mulighed for det. De cirka 120 mennesker i Studenterhuset denne torsdag aften var i hvert fald ikke skuffede, hvis man skal tro den i øvrigt ret paradoksale feststemning foran scenen, som nok altid vil komme bag på mig i den forstand, at den står i skærende kontrast til budskaberne i MØs tekster, som ofte bærer præg af ensomhed, sorg og afsavn.
Den eneste kritik fra min side må være den til tider lidt lukkede fest, som MØ valgte at holde med ryggen til publikum og fronten mod de visuelle kopier af sig selv på storskærmen. Det ødelagde dog ikke helhedsoplevelsen af en ganske fremragende koncert.

– Maiden

Det var alt fra Newbees Festival i denne omgang, men vi ses forhåbentlig igen til efteråret, hvor festivalen igen vil flytte fremtiden tættere på nutiden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Konkurrence: Vind billetter til MØ og ColorKaleido i Aarhus

Kan du huske, at Regnsky var til Newbees Festival i efteråret? Hvis ikke, kan du læse mere her.

Nu er Newbees Festival tilbage med en ekstra dobbeltkoncert med den underskønne sangerinde og Karrierekanon/Popstars-duoen ColorKaleido på Studenterhus Aarhus den 31. januar. Og vi giver dig nu mulighed for at komme med, ganske gratis.

Vi udlodder nemlig to billetter til koncerten til én heldig vinder. Du skal bare komme med dit bud på en dansk artist, som, du tror, vil slå igennem i 2013. Skriv dit bud i kommentarfeltet herunder eller som kommentar til opslaget på Facebook. Vi trækker en vinder søndag den 27. januar.

Bag MØ gemmer sig den 24-årige odenseaner Karen Marie Ørsted, der for omkring en uge siden udsendte den eminente single “Glass,” som jeg personligt har rålyttet til lige siden. Lyden er tung og elektronisk, men komplementeres fantastisk af Karen Maries overraskende dybe, men klare vokal. Den er poppet – på den fede måde. “Glass” er den første single fra MØs kommende album, der får titlen Waiting for Something. Et album, som man sikkert kan høre flere smagsprøver på den 31. januar.

ColorKaleido er vist det, man på godt dansk kalder et umage par. De to medlemmer, Kim Vagn Wagner og Christine Milton, har godt nok begge en fortid hos DRs talentprogrammer, men de to programmer kunne næsten ikke være længere fra hinanden. Kim Vagn Wagner nåede i 2010 finalen i P3s Karrierekanonen med det alternative poporkester Lastbandalive, mens Christine Milton i efteråret 2002 konkurrerede med Jon Nørgaard og Julie Berthelsen om at blive Danmarks nye popstjerne.
Den mulighed får hun nu for alvor 10 år senere med sit nye band ColorKaleido, som må siges at være et popband. Deres lyd er meget enkel, men den rammer i hvert fald lige i mit slet skjulte pophjerte. Jeg glæder mig til at høre, hvad de to københavnere har at byde på, når de tager rejsen vest på til Aarhus og Studenterhuset.

Husk at deltage i konkurrencen. Skriv dit bud på en dansk artist, som, du tror, vil slå igennem i 2013 i kommentarfeltet herunder eller som kommentar til opslaget på Facebook. Vi trækker som sagt en vinder søndag den 27. januar.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mø slår igennem :-)

  2. Natasia says:

    Schultz and forever

  3. Jeg er sikker på at Schultz & Forever vil komme stærkt frem!

  4. Lotte says:

    Kites and komets

  5. Peter Pishai Storgaard says:

    Så har vi trukket en vinder, som har fået direkte besked. Mange tak for jeres svar – og kig da lige forbi koncerten, selv hvis I ikke har vundet. :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Furns – Power

Normalt siger ballader mig nærmest ingenting. Storslåetheden og pompøsiteten virker ofte forceret, og samtidig lider mange ballader af en ekstrem mangel på musikalsk nytænkning. Hvilket for mig medfører en irriterende déjà vu-fornemmelse, som får mig til at løbe skrigende væk.
Denne rant har blot til formål at understrege min egentlige pointe. Der er nemlig stadig et lille håb derude. Genren skal ikke have lov til at dø, hvis det står til en ung dansk duo.

Furns formår at give genren helt nyt liv med deres alternative livspust. Et livspust, som fuldstændig lægger pompøsiteten til side, og i stedet fører lytteren ind i en nærmest meditativ trance, mens de via Monika Faludis vokal stadig formår at fastholde den styrke og kraft, som karakteriserer genren. Samtidig har Faludi formået at skrive en tekst, som med symbiotisk perfektion underbygger og styrker den afdæmpede ballade. Især i form af den repetitive brug af sangens titel, “Power“, som gør, at sangen lykkes med at formidle en dyb følelse af længsel og afmagt.
En følelse, som underbygges af duoens andet medlem, Mathias Dahls, fine komposition. Den bærer tydelige præg af, at en stor del af inspirationen nok er hentet i den elektroniske musiks bløde ende, men det passer perfekt til den underspillede styrke i sangen.

Du kan høre og købe sangen her på Bandcamp:
Power by Furns

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2013: Er du til Woodkid eller Jai Paul?

2012 går på hæld, og det betyder i min verden, at det er tid til at kaste et blik ind i det nye år.

Efter et år præget af et væld af fantastiske folk-udgivelser, dubsteppen og RnBens opsigtsvækkende (gen)opstandelse som en del af mainstream-musikken og ikke mindst en opløftende skare af dygtige dansksprogede punkpopbands, får 2013 svært ved at leve op til den diversitet og det fascinationsniveau, som 2012 har budt på. Men bare rolig, jeg kan i hvert fald love dig, at 2013 vil indeholde en fascinerende konflikt. En musikalsk og eksistentiel duel, hvor du nærmest bliver tvunget til at tage stilling.

Jeg snakker naturligvis om duellen mellem to af blogosfærens mest hypede navne i løbet af de seneste par år. Britiske Jai Paul og franskmanden Yoann Lemoine, som nok er bedre kendt under sit kunstnernavn, Woodkid. Disse to spektakulære modpoler, som måske, for førstnævntes vedkommende, og stensikkert, for sidstnævntes, udsender deres debutalbums i løbet af 2013.

Og netop denne frustrerende usikkerhed omkring Jai Paul og nærmest kalkulerende sikkerhed omkring Woodkid er noget af det, som gør de to unge herrer så fascinerende forskellige at følge. For ligeså forskellige de er rent musikalsk, ligeså forskellige er de som mennesker. For deres musik afspejles nemlig diamantklart i deres personlighed. Eller måske afspejles deres personlighed i deres musik.

På den ene side har vi den nærmest paranoidt pressesky Jai Paul, som gik så langt som til at fjerne sin musik fra MySpace, da hypen var på sin højeste, i stedet for at udnytte den til en hurtig og oplagt succes. Han giver ingen koncerter, han viser sig aldrig offentligt; han har sågar ikke engang en Facebook fanside.
På den anden side har vi hans diamentrale modsætning i den meget karrierebevidste Woodkid, som har brugt en stor del af sin tid på at producere musikvideoer for navne som Lana del Rey og Rihanna, for derved at få skabt sig et navn og en genkendelighed, som er meget få forundt. Han er pt i gang med en stort anlagt Europa-turné, og han hører til gruppen af flittigst kommunikerende kunstnere på de sociale medier.
Det er definitionen på en introvert person over for personificeringen af ordet ekstrovert. Det er mystik over for tilgængelighed. Det langsomme og tunge overfor det hurtige og energiske. Det er britisk underspillethed over for fransk selvsikkerhed. Det er ganske enkelt bare to ekstreme modsætninger, som dog lige har det tilfælles, at de begge er gudsbenådede musikalske begavelser.

Der stopper lighederne så også. For som nævnt afbilledes deres menneskelige forskellighed også i deres musik. Men lad os for en god ordens skyld tage et kig på de to numre, som det hele startede med.

For Jai Pauls vedkommende startede det hele i foråret 2010, hvor han med en demo af “BTSTU” tog blogosfæren med storm. En mærkelig popsang bygget op om mystiske vokalharmonier, Jai Pauls karakteristiske falset, alskens små samples og ja, Skrillex-lignende wopwop-synthesizer-lyde. Personligt var jeg solgt ved første gennemlytning af sangen, og det blev sangen, der kendetegnede mit 2010. I 2011 udgav Jai Paul så en mere finpoleret udgave af sangen som single, hvilket blandt andet gav ham en plads i rotationen hos BBC Radio 1 og en plads på deres prestigefyldte “Sound of”-liste. Sangen er i øvrigt også blevet samplet af kunstnere som Beyoncé og Drake.

Jai Paul – BTSTU (Edit)

På nogenlunde samme tid som Jai Paul slog igennem hos de store medier i England, udsendte den franske multikunstner, Woodkid, sin første single i form af “Iron“. Her er tale om en storslået sang, hvis tydelige inspiration fra afrikansk tribal musik mærkes tydeligt. Congatrommer danner sangens puls, og Yoann Lemoines dybe, messende vokal skaber en stemning, som mest af alt leder tankerne hen mod det moment, som befinder sig et sted mellem stilheden før stormen og selve stormen. En sand krigshymne. Modsat “BTSTU“, slog “Iron” aldrig igennem hos de klassiske medier, og sangens bedste placering på de franske hitlister blev en 110. plads. Men der var langt fra tale om en fiasko for den talentfulde kunstner. Den franske designer Dior har valgt at basere sin 2013 efterårs- og vinterkollektion på netop dette nummer, som også er blevet spillet massivt i reklamerne op til udgivelsen af spillet “Assassin’s Creed: Revelations” i løbet af 2011.

Woodkid – Iron

Det må betragtes som en solid start på begge de unge kunstneres spirende karrierer, omend det foregik af to vidt forskellige veje. Jai Paul kom ud af ingenting, men benyttede sig af internettets enorme potentiale til at få et, ironisk nok, ret langtrukkent gennembrud. Langtrukkent i den forstand, at det lykkedes ham først at slå igennem i 2010, for så at udgive noget nær den nøjagtig samme sang et år efter og derved få endnu et gennembrud.
Woodkid hører til i en helt anden boldgade. Hvor Jai Pauls gennembrud kan betegnes som ret organisk, må Woodkids gennembrud siges at være gennemsyret kommercielt, da langt størstedelen af hans i øvrigt ganske imponerende fanbase er kommet via to af nutidens mest kommerceliserede brancher: Modebranchen og reklamebranchen. Uden derved at skele til de negative eller positive associationer, som disse karakteristika nok kunne afstedkomme for mange. Det er blot et udtryk for forskellighed.

Lad os slutte med de seneste singler fra de to kunstnere.
For Jai Pauls vedkommende med hans store hit fra det snart forgangne år, “Jasmine“, som fremstår tungere og mere dyster end “BTSTU,” men ellers benytter sig af mange af de samme elementer; omend der denne gang er skruet gevaldigt op for variationen af disse undervejs i nummeret. Men det er stadig den let genkendelige og fortryllende Jai Paul-lyd, bestående af Jai Pauls falset og en nærmest besat forelskelse i synthesizers, gentagelser og stilbrydende samples.

Jai Paul – Jasmine

For Woodkid er der, ligesom Jai Paul, tale om en unik lyd, som man straks identificerer som Woodkid. Tribal-trommerne er tilbage. Det samme er energien og storslåetheden med dommedagsklokken i starten. Og ikke mindst lysten til at flygte og at slås på én og samme tid. Men det er godt. Virkelig godt. Især hvis man samtidig ser den fremragende musikvideo, som tilfører Woodkids musik en ekstra dimension; hvilket nok i høj grad skyldes, at Yoann Lemoine selv står for både instruktionen og produktionen af denne.

Woodkid – Run Boy Run

Det var afslutningen på 2012 for mit vedkommende. Eller måske snarere en optakt til 2013. Og så er der jo kun et spørgsmål tilbage at stille: Er du til den ekstroverte, energiske franskmand i Woodkid eller til den introverte og noget mere dystre britte, Jai Paul?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kærlighed, unge bøfler og årets bedste EP

Lad mig fortælle dig en personlig historie. En historie om genfunden kærlighed. For næsten fire år siden faldt jeg tilfældigt over en demo fra et lille, ukendt band fra byen Oxford i staten Mississippi i USA.

Demoen indeholdte tre sange. “Catapilah“, “Liars” og “Three Deep.” Det blev starten på et forhåbentlig langt bekendtskab med Jim Barrett og Ben Yarbrough og deres band, Young Buffalo. Et band som dengang havde to erklærede mål. At lave god musik og undgå at opføre sig som idioter. Hvorvidt begge mål vil blive opfyldt, skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald godt på vej til at indfri det første. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg straks blev forelsket i bandets umiddelbarhed og især “Catapilahs” evne til at sidde fast med det samme.

Young Buffalo – Catapilah (Demo)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Catapilah-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Catapilah (Demo)]

Young Buffalo – Liars (Demo)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Liars-Demo.mp3|titles=Young Buffalo – Liars (Demo)]

Young Buffalo – Three Deep (Album Version)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/11/Three-Deep-Album-Version.mp3|titles=Young Buffalo – Three Deep (Album Version)]

Catapilah” er uden tvivl den mest iørefaldende af de tre sange, og den er da også at finde på bandets bemærkelsesværdige debut EP fra sommeren 2011, Young von Prettylips. En EP hvorpå bandet præsterer noget ganske usædvanligt for så ungt et band. De undgår nemlig at gå på kompromis med kvaliteten på EPen for lige at få et ekstra nummer med, hvilket desværre er en fælde, som mange unge bands falder i, i deres søgen efter en identitet og en lyd, som er deres egen. En proces som i øvrigt medførte, at bandets dengang tredje medlem, Alex Hardberger, valgte at gå egne veje i begyndelsen af 2012.
Men trods denne søgen får bandet med veltimede treklangsharmonier, et opløftende percussionkaos og en catchy lyd a la en genreforvirret Robin “Fleet Foxes” Pecknold-gone-Femi Kuti, vist det potentiale, som den trods alt ret ufokuserede demo gav løfter om.

Lyt til Young von Prettylips EP’en på Bandcamp her.

Men den egentlige grund til, at jeg vælger at skrive om Young Buffalo netop nu, er, at de netop er udkommet med deres anden EP, som meget passende blot har fået titlen Young Buffalo. Passende, fordi der her tydeligt er tale om et band, som er ved at have fundet sin lyd. De har fået defineret Young Buffalo som Young Buffalo. Identitetskrisen er vasket bort, Alex Hardberger har fundet andre græsgange, og uden ham er treklangen blevet til en toklang. Men tilbage står en duo med de samme værdier som for næsten fire år siden. Med glæde, med passion, med energi. Og ikke mindst med den umiskendelige catchyness og noget der minder om en percussionbesættelse, som heldigvis aldrig tager overhånd. Referencerne er ikke i samme grad Robin Pecknold og en Kuti’sk afropop. I stedet ledes tankerne fra første sekund af åbningstracket “Baby Demons” hen mod Wild Nothing, Real Estate og sidste års bølge af lo-fi surfpop og shoegaze, mens inspirationen fra Beach Boys heller ikke er alt for langt væk.

Højdepunktet på EP’en er for mit vedkommende “Nature Boy.” Harmonierne og det hyggelige guitarspil dominerer, men afropoppen kan alligevel anes undervejs i form af keyboardet. Her er tale om et af årets bedste popnumre, som nærmest gør det umuligt at holde et lille smil tilbage. Jeg forestiller mig, at Animal Collective ville lyde sådan, hvis de var et decideret popband (som på eksempelvis Fireworks)

Young Buffalo – Nature Boy

Nu er vi efterhånden så sent på året, at jeg godt tør vove pelsen og kalde Young Buffalo årets mest formfuldendte EP. I hvert fald når der er tale om et relativt uprøvet band, som Young Buffalo stadig må siges at være. Også selvom de har været en del af mit liv i snart fire år. Og hvis jeg kigger på dem igen om fire år, vil det album, som “Three Deeps” betegnelse som “Album Version” lagde op til, forhåbentlig eksistere.

Lyt til Young Buffalo på Bandcamp her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *