Forår og fælleskram på Radaren

Vinden hyler om kap med en flok skrålende festaarhusianere på denne vinterkolde martsaften. Personligt er jeg på randen af et træthedskollaps, men alligevel bevæger jeg mig ud mod Godsbanerne nær centrum af Aarhus. De feststemte aarhusianere er efterhånden druknet helt i vindens skingre melodi. Men jeg er nået frem.

Rammerne er perfekte til en gedigen omgang fredagshygge på Radar. Da jeg træder ind i det rå men indbydende lokale, har de fem drenge i folkkollektivet NovemberDecember netop indtaget scenen foran de omkring 50 fremmødte. De fem er placeret side ved side forrest på scenen. Måske er det et forsøg på ligestilling. Eller måske er det bare for bedre at kunne tage del i det store fælleskram, som koncerten viser sig at være.
Med Fleet Foxisk præcision leveres det ene harmoniske kunststykke efter det andet, og især på publikumsfavoritten “Save Yourself” formår NovemberDecember at vise det enorme potentiale, som gør forventningerne til det kommende debutalbum store. Alt i alt en dejlig koncert, hvor ordene fredagshygge, fælleskram og acapella-optur står stærkest i min erindring.

NovemberDecember – Save Yourself
http://www.youtube.com/watch?v=gq2AD6kEAMI

Efter en kort pause er det blevet tid til aftenens hovednavn. Salen fyldes så småt op, mens Anja Lahrmann og hendes to medsammensvorne i Ice Cream Cathedral gør sig klar på scenen. Småsnakken går lystigt, men den stopper brat, da den ellers hyggelige strøm af dygtige, udenlandske folkmusikere fra højtalerne fader ud.
På scenen kaster Ice Cream Cathedral sig modigt ud i en veludført psykadelisk intro til “Constantine.” Den dystre, drømmende stemning i nummeret passer perfekt til den intense længsel efter forår, som i disse dage sætter sit præg på en stor del af danskerne.
Den veloplagte indledning følges op af “The Volume of Your Voice,” inden den søde kærlighedssang “Let’s Collide Like Trains in the Underground” for alvor indhyller salen i forårsoptimisme. Den repetitive guitargang leder tankerne i retning af de senere års fremragende lo-fi mirakler fra Real Estate, og sangen afsluttes i dagens anledning af et regulært støjinferno, som selv Cloud Nothings ville lette på hatten for. Alt dette uden Anja Lahrmanns krystalklare klang drukner i mylderet.

Ice Cream Cathedral nævner selv på deres Facebook-profil Kate Bush som inspirationskilde til det næste nummer, “The Ranger.” Og Anja Lahrmann formår da også netop uden de store armbevægelser at tryllebinde de fremmødte med en kraftfuld Kate Bush‘isk vokalpræstation, som virker malplaceret i forhold til hendes spinkle ydre.

Ice Cream Cathedral – The Ranger

Bandet leverer i det hele taget en flot Aarhusdebut, hvor de når igennem hele deres anmelderroste debutalbum The Drowsy Kingdom. Og man kan ikke lade være med at blive imponeret over den tilsyneladende ret store kendskabskreds, som de allerede har opbygget i Aarhus, hvilket vidner om det unge bands store musikalske formåen.

Aftenens højdepunkt opstår for mit vedkommende i form af “Amber Sail,” som på smukkeste vis indrammer hele aftenen. For selvom de orientalske synths i nummeret for en stund tager en med på en rejse mod fjerne afkroge, føles det hjemligt og nært hele vejen. Og det er netop den balance, Ice Cream Cathedral formår at finde bedre end de fleste andre.

Med en genfundet forårsoptimisme og et stort fælleskram rigere kan jeg nu bevæge mig væk; ud i kulden og de vinterlige realiteter. Men med håbet om et snarligt forår.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Danske folktalenter fortolker Cohen

For mig er der en markant forskel på god og dårlig musik. God musik rører noget i én. Den forandrer følelser. Noget musik formår endda at frembringe helt nye og uforudsete følelser.
En af de største eksponenter for emotionsfrembringende, god musik er i min optik den canadiske legende Leonard Cohen. Teknisk er han langt fra et unikum, men han formår om nogen at synge, råbe og til tider skrige sin sjæl ud gennem sin musik. Det var derfor også med en vis skepsis, at jeg forleden gav mig til at lytte til endnu et Cohen-covernummer. Det er nemlig sjældent en let opgave at fortolke hans numre, og guderne skal vide, at den mand har været udsat for mange mere eller mindre heldige covers gennem tiden.

Denne gang er det blevet danske Dangers of the Sea og Schultz and Forevers tur til at forsøge sig. To af mine absolutte yndlinge blandt de up-and-coming danske artister, hvilket kun gjorde mit ønske om en oplevelse endnu større.
Sangen, som de har valgt at kaste sig over, er den håbløst desperate og længselsfyldte “One Of Us Cannot Be Wrong” fra Cohens første studiealbum, “Songs of Leonard Cohen.”

Leonard Cohen – One Of Us Cannot Be Wrong
http://www.youtube.com/watch?v=iels3GLw-zs

Leonard Cohen bygger i sin version op mod et klimaks, som manifesterer sig i en kaotisk afslutning ved den for ham karakteristiske skrigende nynnen akkompagneret af en yderst malplaceret fløjte.
I en mulig erkendelse af ikke at kunne gøre ham kunsten efter, har Jonathan Schultz og Dangers of the Sea-forsanger, Andreas Bay Estrup, valgt helt at se bort fra dette klimaks i deres fortolkning. De har i stedet været meget bevidste om egne styrker, og i særdeleshed Jonathan Schultz’ vokal formår som kuldegysfremkaldelse penselsstrøg at give det 55 årige kunstværk nyt liv. Tempoet er sat ned, og man kan ord for ord smage den nagende jalousi udvikle sig til den længselfulde frygt, som er tekstens omdrejningspunkt.

Dangers of the Sea & Schultz and Forever – One Of Us Cannot Be Wrong

Hvis du skulle have fået mod på mere fra de to talentfulde, danske kunstnere, har du mulighed for at opleve dem i løbet af den kommende måneds tid.
Den 21. marts påbegynder de en fælles Danmarks turné, som blandt andet bringer dem til Radar i Aarhus den 22. marts og til DRs Koncerthus’ Studie 2 i København den 30. marts.
Og som en lille bonus vil du efter koncerten i København kunne opleve Eva bag DJ-pulten sammen med Mads Axelsen og Lucia Odoom. Billetter til koncerten kan købes her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Newbees Festival: Nutiden er her

Da jeg for tre måneder siden besøgte Newbees Festival, var de uprøvede talenter i fokus. Den type talenter, der har et tydeligt potentiale og nogle gode musikalske ideer, men som ofte også mangler det sidste skub i den rigtige retning.

I torsdags var det så blevet tid til en slags efterfest for de af os, der enten måtte savne den fantastiske festival, var gået glip af den i efteråret, eller som bare ønskede sig nogle dejlige toner til øregangen. For der var lagt op til god musik med to af de ypperste eksponenter for dansk elektropop i ColorKaleido og .

ColorKaleido kom desværre ikke særlig godt fra start, hvilket ofte er tilfældet til den type arrangementer, hvor hovedparten af publikum først kommer dryssende et godt stykke inde i den første koncert. De tog dog en alvorlig revanche mod slutningen, hvor singlerne “Like a Rainbow” og især “Magic Mind” fik sat gang i festen hos det stadigt voksende publikum. For der skal ikke herske tvivl om, at Christine Milton og Kim Vagn Wagner er dygtige musikere. Bundniveauet er dog til tider lidt for lavt, men hvis “Magic Mind” er et tegn på den retning, som bandet er i gang med at bevæge sig i, tegner fremtiden utvivlsomt rigtig lys for de to københavnere, som bestemt kan være deres optræden i Aarhus denne iskolde vinteraften bekendt.

Aftenens hovednavn, MØ, leverede fra første sekund en stilistisk spektakulær og samtidig meget homogen koncert. Akkompagneret af Hitchcock-inspirerede film noir-hjemmevideoer som baggrundstapet, fortryllede 24-årige MØ straks publikum med back-to-back energiske versioner af “Pilgrim” og sin nye single “Glass.”
Aftenens ubestridte højdepunkt var dog et nummer, som formentlig vil være at finde på MØs kommende debutalbum, og som i min lille notesbog har fået titlen “Never Wanna Know” efterfulgt af tre meget store stjerner. På det nummer lykkedes hun med at kombinere de gode ting fra “Glass” og “Maiden:” Hendes dybe, sexede vokal og de dansable rytmer fra “Glass,” uden dog at give slip på de elektroniske elementer og den dystre stemning, som “Maiden” emmer af.

Jeg kan af gode grunde ikke give jer denne sang her på Regnsky, så derfor skal der lyde en stor opfordring til at tage til koncert med MØ, hvis I skulle få mulighed for det. De cirka 120 mennesker i Studenterhuset denne torsdag aften var i hvert fald ikke skuffede, hvis man skal tro den i øvrigt ret paradoksale feststemning foran scenen, som nok altid vil komme bag på mig i den forstand, at den står i skærende kontrast til budskaberne i MØs tekster, som ofte bærer præg af ensomhed, sorg og afsavn.
Den eneste kritik fra min side må være den til tider lidt lukkede fest, som MØ valgte at holde med ryggen til publikum og fronten mod de visuelle kopier af sig selv på storskærmen. Det ødelagde dog ikke helhedsoplevelsen af en ganske fremragende koncert.

– Maiden

Det var alt fra Newbees Festival i denne omgang, men vi ses forhåbentlig igen til efteråret, hvor festivalen igen vil flytte fremtiden tættere på nutiden.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Konkurrence: Vind billetter til MØ og ColorKaleido i Aarhus

Kan du huske, at Regnsky var til Newbees Festival i efteråret? Hvis ikke, kan du læse mere her.

Nu er Newbees Festival tilbage med en ekstra dobbeltkoncert med den underskønne sangerinde og Karrierekanon/Popstars-duoen ColorKaleido på Studenterhus Aarhus den 31. januar. Og vi giver dig nu mulighed for at komme med, ganske gratis.

Vi udlodder nemlig to billetter til koncerten til én heldig vinder. Du skal bare komme med dit bud på en dansk artist, som, du tror, vil slå igennem i 2013. Skriv dit bud i kommentarfeltet herunder eller som kommentar til opslaget på Facebook. Vi trækker en vinder søndag den 27. januar.

Bag MØ gemmer sig den 24-årige odenseaner Karen Marie Ørsted, der for omkring en uge siden udsendte den eminente single “Glass,” som jeg personligt har rålyttet til lige siden. Lyden er tung og elektronisk, men komplementeres fantastisk af Karen Maries overraskende dybe, men klare vokal. Den er poppet – på den fede måde. “Glass” er den første single fra MØs kommende album, der får titlen Waiting for Something. Et album, som man sikkert kan høre flere smagsprøver på den 31. januar.

ColorKaleido er vist det, man på godt dansk kalder et umage par. De to medlemmer, Kim Vagn Wagner og Christine Milton, har godt nok begge en fortid hos DRs talentprogrammer, men de to programmer kunne næsten ikke være længere fra hinanden. Kim Vagn Wagner nåede i 2010 finalen i P3s Karrierekanonen med det alternative poporkester Lastbandalive, mens Christine Milton i efteråret 2002 konkurrerede med Jon Nørgaard og Julie Berthelsen om at blive Danmarks nye popstjerne.
Den mulighed får hun nu for alvor 10 år senere med sit nye band ColorKaleido, som må siges at være et popband. Deres lyd er meget enkel, men den rammer i hvert fald lige i mit slet skjulte pophjerte. Jeg glæder mig til at høre, hvad de to københavnere har at byde på, når de tager rejsen vest på til Aarhus og Studenterhuset.

Husk at deltage i konkurrencen. Skriv dit bud på en dansk artist, som, du tror, vil slå igennem i 2013 i kommentarfeltet herunder eller som kommentar til opslaget på Facebook. Vi trækker som sagt en vinder søndag den 27. januar.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Mø slår igennem :-)

  2. Natasia says:

    Schultz and forever

  3. Jeg er sikker på at Schultz & Forever vil komme stærkt frem!

  4. Lotte says:

    Kites and komets

  5. Peter Pishai Storgaard says:

    Så har vi trukket en vinder, som har fået direkte besked. Mange tak for jeres svar – og kig da lige forbi koncerten, selv hvis I ikke har vundet. :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?

Furns – Power

Normalt siger ballader mig nærmest ingenting. Storslåetheden og pompøsiteten virker ofte forceret, og samtidig lider mange ballader af en ekstrem mangel på musikalsk nytænkning. Hvilket for mig medfører en irriterende déjà vu-fornemmelse, som får mig til at løbe skrigende væk.
Denne rant har blot til formål at understrege min egentlige pointe. Der er nemlig stadig et lille håb derude. Genren skal ikke have lov til at dø, hvis det står til en ung dansk duo.

Furns formår at give genren helt nyt liv med deres alternative livspust. Et livspust, som fuldstændig lægger pompøsiteten til side, og i stedet fører lytteren ind i en nærmest meditativ trance, mens de via Monika Faludis vokal stadig formår at fastholde den styrke og kraft, som karakteriserer genren. Samtidig har Faludi formået at skrive en tekst, som med symbiotisk perfektion underbygger og styrker den afdæmpede ballade. Især i form af den repetitive brug af sangens titel, “Power“, som gør, at sangen lykkes med at formidle en dyb følelse af længsel og afmagt.
En følelse, som underbygges af duoens andet medlem, Mathias Dahls, fine komposition. Den bærer tydelige præg af, at en stor del af inspirationen nok er hentet i den elektroniske musiks bløde ende, men det passer perfekt til den underspillede styrke i sangen.

Du kan høre og købe sangen her på Bandcamp:
Power by Furns

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *