Roskilde Festival 2014 – They were the way for the festival to kickstart itself

Nogle af jer har måske fanget det i overskriften, men jeg var til koncert med We Are The Way For The Cosmos To Know Itself på den særdeles effektfulde Apollo Countdown mandag aften. Og wow, en nærmest Crystal Castles’esque koncert de danske techno-wonderkids fik sendt af sted mod de mange festglade fremmødte.

Sjældent har jeg følt mig så kærligt omfavnet af en vidunderlig kombination af røgmaskiner, stroboskoplys og så det særlige, som nogle vil kalde ”Roskilde-ånden”. Den ånd, som pludselig får en til at danse med nogle fremmede mennesker, hvorefter man fem sekunder efter står med en øl i hånden. Eller den ånd, hvor man sidder nede på græsset og venter på en eksplosion, som man ikke på forhånd vidste ville komme, men som ganske selvfølgeligt kommer, fordi resten af gruppen har besluttet sig for, at det gør den.

We Are The Way For The Cosmos To Know ItselfTiger

For mig var det den helt perfekte start på årets Roskilde Festival, og den fik mig for en stund til at glemme de sure rønnebær og tilgive programmets til tider begrænsede attraktionsniveau. En stor hjælp var dog også, at gårsdagens program i det hele taget holdt et højt niveau – med enkelte svipsere.

Heimatt, som åbnede Rising-scenen, lagde dog for med en gennemført og inderlig eftermiddagskoncert, som passede perfekt til solen, der på det tidspunkt stadig formåede at besejre de truende regnskyer. Der var for mig få højdepunkter, hvilket dog ikke skal betragtes som en dårlig ting, men derimod blot skyldes et generelt meget højt niveau, og forsanger Magnus Grilstads evne til i højere grad at skabe stemninger frem for enkeltstående værker. Et værk skinnede alligevel lidt kraftigere end de andre, om end det ikke var hans eget. Det er måske ved at tage overhånd, men Heimatts cover af Kavinskys “Nightcall” virkede denne mandag eftermiddag både mere vellykket og på alle måder mere passende, end de fleste andre nyfortolkninger af nummeret. Den var nemlig både tro mod originalen, men formåede samtidig at udnytte særpræget i den dansk/norske forsangers stemme.

Dagens næste koncert på Rising-scenen faldt derimod til jorden med et brag. Jeg havde på forhånd ret høje forventninger til Get Your Gun, da jeg kun havde hørt gode ting om deres live-optrædener, men bagefter stod jeg tilbage med en følelse af, at jeg virkelig ikke havde forstået, hvad der lige var foregået. Jeg er slet ikke i tvivl om, at intentionerne var gode, men generelt virkede koncerten for pompøs og i det hele taget overgjort. Som da scenen pludselig skulle fyldes af et enormt kor af fuldvoksne mænd, der mest af alt fik det hele til at fremstå karikeret på en ucharmerende måde.

Efter den oplevelse var det heldigvis tid til Blaue Blume, og jeg behøver vel efterhånden ikke engang at skrive, at det var en sand fornøjelse. Med en nyklippet og veloplagt Jonas Smith i spidsen leverede et af Danmarks efterhånden allerbedste liveorkestre en eminent koncert, som fik hårene til at rejse sig hos de fleste foran scenen. Jeg har set dem bedre, men scenens beskaffenhed var ikke til mere, hvilket Eva vil gå i dybden en af de næste dage.

Så alt i alt var det en blandet pose bolsjer, der var blevet blandet fra Roskilde Festivals side, men der var bestemt flere lækre jordbærbolsjer, end der var kedelige karameller i posen. Og den måde, jeg sluttede den første musikaften på, var måske også ganske rammende for hele dagen.

For efter We Are The Way For The Cosmos To Know Itselfs astronomiske koncert – de burde virkelig få sig et kortere navn – og årets festivals første, rigtige regnskyl, valgte jeg at slå et smut forbi underskønne Emilie Nicolas’ koncert, som lukkede programmet på Rising.
Og det var i den grad en noget blandet afslutning på dagen. Man kan på ingen måde tage nordmandens talent fra hende, og det ville da også være synd, men hun måtte kæmpe lidt rigeligt med at fastholde folks opmærksomhed, og det var kun, da hun allersidst i koncerten fyrede op for hittet “Pstereo“, at publikum for alvor vågnede op til dåd.

Emilie NicolasPstereo
https://www.youtube.com/watch?v=e8ULmFcDwD8

Men de vågnede, og det gjorde Roskilde Festival også – i høj grad takket være bandet med det umulige galaktiske navn. Forhåbentlig kan niveauet holdes de næste dage, for så er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal blive en mindeværdig festival – uanset om der skulle være et lille skybrud eller en uforståelig koncert hist og her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Roskilde Festival 2014 – Peters anbefalinger

Jeg har længe været kritisk overfor Roskilde Festival anno 2014. Med god grund har jeg selv syntes. Og jeg kan ikke påstå, at de kritiske stemmer i mit hovedet har valgt at rejse mod fjerne sydhavskyster endnu, men de er i det mindste blevet dæmpet en smule. Om end den kritiske læser med rette kan påstå, at de blot har flyttet sig mod øst – eller vest.

Som overskriften afslører, så er det selvfølgelig den meget sene booking af Slowdive, som danner grundlag for det markante skift i min forståelse af årets Roskilde-program.

Jeg er shoegazer ind til mit allerinderste ben. Og hver eneste tirsdag undervejs i offentliggørelsesperioden har jeg kunne mærke en trykken i et bryst. Skuffelsens trykken. Indtil i torsdags, hvor Chromeo, som jeg aldrig har haft hverken et positivt eller negativt forhold til, valgte at aflyse til fordel for shoegazelegenderne fra Slowdive.

Min lykke var gjort. Min festival var reddet. Og alt var godt.

Jeg skrev egentlig dette indlæg før offentliggørelsen, og det bærer mine ”disse-fem-bands-glæder-jeg-mig-til-trods-et-noget-mudret-program”-liste også præg af. Men her kommer den så – uden Slowdive.

Blaue Blume, Rising mandag klokken 17.00


De danske wunderkinds. Fødselsdagsdrengene. Nytårsdrengene. Og de langhårede knægte omgivet af diskolys. Blaue Blume er i mine øjne og ører et ”must see” og ”must hear”, hvis man endnu ikke har oplevet dem. Inderligheden i deres liveoptrædener bør opleves af enhver med forkærlighed for falseteret og ærlig popmusik. Og så er det tilmed en perfekt måde at skyde sin festival i gang på.

Pre-listen råd: Blaue BlumeIn Disco Lights

Shadow Shadow, Apollo Countdown onsdag klokken 15.00


Svenskere kan bare noget med popmusik. Især hvis man giver dem en synthesizer og råber ”leg!” Og på det punkt er Shadow Shadow ingen undtagelse. Det unge band har ifølge mine smagsløg kreeret årets hidtil bedste popplade a la MGMT i ’Oracular Spectacular’-årene. Det er underspillet og overlegent på samme tid, og det er perfekt til en døsig eftermiddag knap halvvejs igennem årets festival.

Pre-listen råd: Shadow Shadow1000001

EMA, Pavilion søndag klokken 15.00


EMA kunne egentlig også være svensk – Erika M. Anderson har da i hvert fald et svensk klang over sig. Men hun er pæreamerikansk og samtidig et af de navne, som jeg glæder mig allermest til. Jeg var så heldig at opleve hende på Pumpehuset for nogle år siden, og hendes live-energi var dengang helt fantastisk. Hun er for en af de musikere, som slet ikke fungerer på plade for mig, men når først hun står foran mig, så går alt op i en højere enhed. Gå ikke glip af hendes søndagskoncert!

Pre-listen råd: EMAAngelo

Ryan Hemsworth, Apollo søndag klokken 16.00


Nu er vi nået til en anbefaling, som jeg ikke selv får hørt. Ryan Hemsworth var ellers et af mine første krydser på årets ”must hear”-liste. Men det samme var Deerhunter, og af uransaglige årsager er de to ellers genremæssigt relaterede navne endt på nøjagtigt samme spilletidspunkt. En mindre skandale, hvis man spørger mig, men det gør ikke min anbefaling af Ryan Hemsworth mindre. Så hvis du ikke vil til Deerhunter – og hvis du elskede How To Dress Well for et par år siden, så bør du helt sikkert indfinde dig i nærheden af Apollo på festivalens sidste eftermiddag.

Pre-listen råd: Ryan HemsworthThree Hours In

Forest Swords, Gloria søndag klokken 21.00


Min sidste anbefaling kommer også fra den elektroniske verden – og britiske Matthew Barnes spiller også på et ekstremt uheldigt tidspunkt. Men hvis du, når festivalen så småt går på hæld, føler dig i humør til dramatisk og ekstremt velproduceret trip-hop på Gloria frem for piano og mundharmonikaminder på Orange, så er Forest Swords en fremragende mulighed.

Pre-listen råd: Forest SwordsThor’s Stone

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Furns – Ether (Kashmir Cover)

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg er nok ikke landets største Kashmir-fan, omend jeg altid har haft et svagt punkt for “Mom In Love, Daddy In Space.”

Et band, som jeg længe har været meget begejstret for, er Kashmirs danske landsmænd i Furns. Jeg fremhævede dem blandt andet på den liste over danske artister, som jeg forventer mig store ting af i 2014, jeg lavede tilbage i starten af januar.

For to dage siden smed Furns et lækkert cover af Kashmirs Ether på Soundcloud, og jeg må sige, at jeg er vild med deres fortolkning af det efterhånden næsten ni år gamle nummer. Man er ikke i tvivl om, at det er Furns, første gang man hører det. Deres sædvanlige drømmende og befriende luftige elektroniske lyd danner rammen for en mere afdæmpet, men i mine ører også mere følsom fortolkning af nummeret.

Furns – Ether (Kashmir Cover)

Måske kan dette fremragende cover være med til at give bandet den respekt og omtale, som de to unge danskere fortjener – og som de i det skjulte er ved at opnå internationalt.