I fredags under Roskilde Festival var Rose og Peter sammen taget til koncert med svenske Kristian Matsson, som de fleste nok kender bedre under hans ironiske kunstnernavn The Tallest Man on Earth. For begge var den 32-årige svensker på forhånd definitionen af baggrunds-hygge-musik, men hvordan klarede den knap så høje artist egentlig at skulle træde frem i forgrunden for en stund på et steghedt Arena?
Peter: Hvad synes du overordnet set om koncerten?
Rose: Overordnet set var jeg rigtig, rigtig glad. Mest af alt på grund af hans…
P: …mange guitarskift?
R: Også det! Hans fuldstændig sindssyge evne til at multitaske og skifte rundt mellem guitarerne. Men allermest på grund af hans evne til at danse, på trods af at det ikke ligefrem er musik, der indbyder til dans.
P: Ja, det var en lidt sjov og akavet dans, men det fungerede alligevel rigtig godt.
R: Han spankulerede rigtig rundt på scenen. Jeg lagde også mærke til, at han hele tiden var oppe på tå og lidt nede i knæene. Han kunne slet ikke sætte fødderne fladt på jorden, ikke engang da han trak den der stol frem. Hvis den mand havde haft en hat, der kunne holde hans mikrofon, så var der intet, der kunne afholde ham fra at danse rundt på scenen konstant. Det eneste, der afholdt ham fra det, var, når han død og pine skulle synge ind i den mikrofon.
P: Ja, han virkede meget, meget engageret. Det mindede mig lidt om for fire år siden, da jeg hørte Bright Eyes på Arena. Det var meget den samme oplevelse. Når man hører musikken hjemme på anlægget, fornemmer man ikke, at han er så energisk, men når han så kommer op på scenen, så sker der noget.
R: Ja, det er noget af en kontrast. Men når musikken bliver spillet live, så egner den sig bedre, for der er jo faktisk ganske meget rytme. Det er dansevenligt, så snart lyden er høj nok, og trommerne kan få lov at buldre igennem.
P: Der var lige et par gange, hvor jeg tænkte, at det var på grænsen til at blive lidt for dansktop/syng-med-agtigt. Men det lykkedes ham at finde den rette balance.
R: Omvendt var der også et par numre, hvor det bare var ham på guitaren, og folk var helt klar på at klappe og synge med. Der kunne han godt have improviseret og givet plads til, at det kunne have udfoldet sig. Men i stedet holdt han sig tæt på album-versionen, så klappene hurtigt stilnede af igen, da han begyndte at synge. Det var lidt en skam.
P: Jeg kunne meget godt lide det segment, hvor han var alene på scenen og blandt andet spillede en nærværende version af Love Is All. Det var første gang, at publikum for alvor kom med, fordi alle kendte sangen.
The Tallest Man on Earth – Love Is All
R: Ja. De fleste koncerter har godt af en vis grad af sing-along. Og den her kunne godt have tålt et lille hak mere efter min mening. Men hvad var din samlede oplevelse af koncerten?
P: Jeg var rigtig glad for det meste af koncerten. Jeg synes dog, at slutningen var lidt kedelig, fordi han sluttede med 2-3 lidt stille sange, og der var da et par sange, jeg gerne ville have hørt også. Han kunne godt have sluttet med lidt mere energi. Det virkede som om, han havde en masse energi tilbage.
R: Hvad ville du gerne have hørt?
P: King of Spain og I Won’t Be Found blandt andet.
The Tallest Man on Earth – King of Spain
R: Enig. Men det er rigtigt, at han havde meget mere energi i starten end i sidste halvdel af koncerten.
P: Når jeg tænker lidt mere over det, så er det fair nok, når han har danset så meget rundt.
R: Ja, efter min mening er han total frikendt al kritik efter at have leveret den start! Det må have været hårdt.
P: Han svedte også meget.
R: Det dryppede af ham!
Så selvom The Tallest Man on Earth havde svært ved at holde dampen oppe hele vejen i de kogende temperaturer, var det alligevel to glade regnskyere, som kunne gå ud i Roskildes støvskyer med visheden om, at The Smallest Swede on Earth bestemt kunne bære at være andet end baggrundsmusik.
Det er efterhånden fem år siden, at norske Susanne Sundfør på en varm mandag Roskilde-debuterede på det daværende Pavilion Junior. Dengang var der tale om en noget forsigtig optræden fra en kunstner, som dog voksede med opgaven, som koncerten skred frem. Og det var da i den grad også en fuldvoksen artist, som trådte frem på Avalon fredag eftermiddag til lyden af storslåede trommer og dramatiske violiner. For hvor den norske artist i 2010 havde svært ved at definere sit eget udtryk, var man ikke i tvivl i 2015: Susanne Sundfør var kommet for at markere, at hun bestemt tilhører den nye generation af fantastiske kvindelige norske artister, som de sidste par år med stor succes har indtaget dyrskuepladsen. Her tænker jeg især på Emilie Nicolas sidste år og Fay Wildhagen i år. Tilføj mine personlige favoritter fra Highasakite til gruppen, og Norge har et meget stærkt musikalsk firkløver, som vi nok ikke har set det sidste til på de danske festivalscener.
Men tilbage til fredagens koncert, som på alle måder stod i dramatisk kontrast til Broken Twin‘s introverte og følsomme koncert få minutter forinden på Pavilion. På knap en time bragede Susanne Sundfør et for mig overraskende talstærkt publikum bagover med en vokal, som meget vel kan være den stærkeste på årets program. Koncertens omdrejningspunkt var Sundførs 2015-album Ten Love Songs, som dog blev suppleret med det fremragende åbningsnummer “The Brothel” fra 2010 og mit yndlingsnummer “White Foxes” fra 2012-albummet The Silicone Veil. For mig peakede koncerten dog cirka halvvejs, da Susanne Sundfør leverede en dramatisk version af “Memorial“, som på mange måder understregede, præcis hvor stort et talent Sundfør besidder. Jeg stod tilbage med den samme fornemmelse, som jeg havde efter The Knife-koncerten på Northside for et par år siden – en fornemmelse af at have været vidne til noget magisk.
Årets festival er for mig en lidt kortere fornøjelse end normalt, da jeg først ramte den solramte dyrskueplads onsdag. Derfor var Communions årets første koncert for mit vedkommende, efter jeg noget jetlag-ramt efter 30 timers flyvning fra New Zealand havde bevæget mig ud på festivalpladsen. Om Communions også led af jetlag, kan jeg ikke svare på – måske var det bare lydmanden – men bandet startede overraskende usikkert ud med deres nyeste nummer “Wherever“, og jeg frygtede for en stund, at det talentfulde band skulle drukne i utidige effekter og overdreven diskant. Men sådan gik det heldigvis ikke.
Communions, som i år var blevet forfremmet fra sidste års Rising-scene til Pavilion, formåede at spille sig varme, og på både “Summer’s Oath“, “Children” og ikke mindst “Cobblestones” midt i koncerten mærkede både jeg og et ellers ret forsigtigt publikum det unge punk/powerpop bands store potentiale. Når jeg alligevel har fat i publikum, så var det ret tydeligt, at der var tale om en af årets første rigtige koncerter i høj solskin. Det meste af teltet virkede døsigt, og om det var den dårlige start, varmen i teltet eller bare konkurrencen fra Minds of 99, som skræmte folk, ved jeg ikke, men der blev desværre tyndet gevaldigt ud blandt publikum undervejs, hvilket var synd, da Communions netop præsterede bedre og bedre, desto længere koncerten skred frem. Og det hele sluttede da også med det forventelige brag i form af P6 Beat-hittet “So Long Sun“, som sågar formåede at vække publikum op til dåd, inden det altså var slut, og den jetlag-ramte skribent (og lydmand) kunne få fred.
Så på trods af startvanskeligheder, viste Communions ligesom sidste år, at de er et unikt indspark på den danske musikscene som et eklektisk mix mellem The Cure, The Smiths og Cloud Nothings. Og jeg er sikker på, at de står foran et større gennembrud, når de altså lige slipper af med de sidste børnesygdomme. For de viste i glimt, hvor fantastisk et liveband de er, og det talent bør dyrkes af både band og publikum.
For få dage siden udsendte danske Furns deres seneste single, og trods ekstremt høje forventninger fra min side skuffer Furns ikke på det sommerligt dansable nummer “Fortress”.
Lyden er markant anderledes i både tempo og stemning fra tidligere produktioner som deres cover af Kashmir‘s “Ether” fra sidste år eller YouTube-hittet “Haunt Me”, men en af Furns’ største styrker og mest markante kendetegn er dog bevaret: Sangerinde Monika Faluidis stemme. Så selvom Mathias Dahl Andreasen eksperimenterer på livet løs i sine evigt stilsikre produktioner, kan man stadig genkende Furns i Furns – og det er godt. Rigtig godt.
For mig er “Fortress” det perfekte nummer til en lun sommeraften, hvor man kun lige kan overskue de mest simple dansebevægelser rundt om båltønden. Men lyt selv. Måske har du flere moves i baghånden, end jeg har. Det håber jeg et eller andet sted, at du har…
Tidligere på ugen offentliggjorde Roskilde Festival det endelige program for 2015-udgaven af landets største festival. Og modsat sidste år, hvor jeg var meget kritisk overfor et program, som, jeg mente, manglede kvalitetsnavne i både dybden og bredden, er jeg anderledes positivt stemt overfor årets program. Selvom Rising-dagene på ren og skær “name-value” er faldet lidt i niveau, er de ligesom sidste år fyldt med en række spændende navne, som vi formentlig vil se på de større scener i de kommende år.
Hovednavnene er på mange måder en gentagelse af sidste år, hvor Paul McCartney er dette års The Rolling Stones, Kendrick Lamar dette års Drake og Pharrell Williams dette års Outkast i form af en appel til et tilsvarende publikum. Men det er nok ikke helt forkert at påstå, at sidste års hovednavne var stærkere, end hvad festivalen kan præstere i år, da Stevie Wonder, Major Lazer og Trentemøller på mange måder giver Florence Welsh og hendes maskineri, Disclosure og Mew massive baghjul.
Men det fører tilbage til min første pointe: De mindre hovednavne betyder nemlig, at der har været penge og plads til at styrke bredden og dybden i årets program, og det er helt klart til festivalens fordel. Så alt i alt er jeg en glad kommende festivalgænger, som kan finde artister at glæde mig til på samtlige musikdage. Lige en lille note, inden vi kommer til de egentlige anbefalinger: Jeg vil i denne artikel udelukkende fokusere på de “rigtige” musikdage, som i år hedder onsdag til lørdag. Et nærmere kig på warm-up-dagene vil komme senere. Men lad os komme i gang: Her er mine 10 bud på artister, du ikke må gå glip af under årets festival.
Onsdag:
Communions, Pavilion klokken 18.00
Jeg lægger ud med en Regnsky-yndling i form af de danske punkere i Communions. Vi elskede dem som Rising-band sidste år, og de skal selvfølgelig også have en anbefaling med på vejen i år, hvor de er blevet en del af det voksne program. Danmark har de senere år vundet genklang internationalt for vores bidrag indenfor den punkede rock med et band som Ice Age og nu Communions. Her er garanti for en energisk åbning af Pavilion.
Pre-listen råd: Communions – Summer’s Oath (Live)
The War on Drugs, Arena klokken 23.00
Jeg vil primært anbefale mindre kendte artister, for jeg går ud fra, at I læsere kender de fleste af de større navne, men jeg gør en undtagelse med The War on Drugs. Det efterhånden 10 år gamle orkester fra Philly er nemlig for mig det åbenlyse valg fra et onsdagsprogram, som ellers kommer til at stå i Pharrell Williams’ festlige navn. Derfor er programsætningen ekstra ærgerlig, da mange formentlig vil gå glip af i hvert fald dele af The War on Drugs’ optræden på Arena, da de går på bare en time efter Pharrell. Men står det til mig, er det pitten til Arena, man bør stille sig i kø til onsdag aften for at opleve Kurt Viles tidligere band.
Pre-listen råd: The War on Drugs – Red Eyes (Live)
https://www.youtube.com/watch?v=JED1hq7GIio
Torsdag:
Perfume Genius, Pavilion klokken 20.00
Torsdagen har rigtig mange stærke navne på programmet, og jeg glæder mig blandt andre rigtig meget til både St. Vincent og Father John Misty. Men det er ikke dem, jeg vil snakke om her. Faste læsere vil vide, at jeg ELSKER Seattle og stort set alt, hvad der udsprunget derfra af musikalske vidundere. Et af disse vidundere er Mike Hadreas aka Perfume Genius, der vel nok er et af de største navne, man kan møde på Pavilion i år. Perfume Genius’ musik og fysiske fremtræden på en scene giver associationer til David Bowie og fortjener min allerstørste anbefaling. Hvis du skal vælge én koncert på årets festival, så vælg den, der foregår under pavillonen torsdag aften.
Pre-listen råd: Perfume Genius – Fool
Kaytranada, Apollo klokken 23.30
I en helt anden boldgade finder man Haiti-canadieren Kaytranada. Jeg bliver aldrig nogensinde Regnskys ekspert indenfor elektronisk musik, men det skal ikke afholde mig fra at anbefale at besøge Kaytranada ved røgslørede Apollo sent torsdag aften, mens resten af festivalgængerne hænger ud ved Orange eller Arena. For Kaytranada er en DJ/producer/remixer, der har formået at skabe sin helt egen lyd; en lyd, som går på tværs af genrer som RnB, hiphop og house og låner de bedste elementer fra hver genre for at skabe en unik musikalsk oplevelse. Tag selv og lyt til mit udvalgte Kaytranada-nummer, der vel nok tager prisen som årets festivals bedste titel.
Pre-listen råd: Kaytranada – Holy Hole Inna Donut
Fredag:
Kippi Kaninus, Gloria klokken 16.30
Islandske Kippi Kaninus er skåret ud af den samme vulkan som sine noget mere berømte kollegaer i Sigur Rós. Men hvor Sigur Rós i høj grad læner sig op ad en symfonisk opbygning af musikken, er Kippi Kaninus mere eksperimenterende og finder inspiration i den elektroniske musik og til dels i verdensmusikkens univers. Her er tale om en af den slags koncerter, hvor man bliver nødt til at glemme sine omgivelser og lade sig omfavne af musikken for at få det maksimale ud af koncerten. Hvis man har lyst til at lege med, vil man få en ganske særlig oplevelse; hvis ikke, er det nok bedre at gå et andet sted hen denne fredag eftermiddag.
Pre-listen råd: Kippi Kaninus – Klafi (Live)
Goat, Avalon klokken 00.00
De svenske geder i Goat er nok nummer to på min liste over must-sees på dette års program. På mange måder deler de inspirationskilder med Kippi Kaninus, men lyden, der kommer ud i sidste ende, er en helt anden. Bandet er svært at placere genremæssigt, men i Roskildes program fremgår beskrivelsen “shamansk dansefest”, og det er egentlig meget rammende. Jeg tror i hvert fald på, at publikum foran Avalon vil få en fantastisk fest sammen med Goat, så sørg for Guds skyld for at være en del af det publikum!
Pre-listen råd: Goat – Hide from the Sun
Twin Peaks, Pavilion klokken 02.30
Hvis jeg siger Twin Peaks, er de flestes første tanke ikke et garage rockband fra Chicago, men det er ikke desto mindre en af fredagens anbefalinger. Det relativt nye band har fået et svært spilletidspunkt klokken halv tre natten til lørdag, men det bør ikke afholde dig fra at dukke op. Twin Peaks kan beskrives som en mellemting mellem The Strokes og sidste års hovednavn The Rolling Stones. Selvom det kan virke som store sko at udfylde for så ungt et band, lykkes de alligevel langt hen ad vejen. Så hvis ikke trætheden overvælder dig, bør du helt sikkert slå vejen forbi den (meget) sene Twin Peaks-koncert. Du kan jo passende lave morgenmad efter koncerten…
Pre-listen råd: Twin Peaks – Making Breakfast
Lørdag:
Perfect Pussy, Pavilion klokken 15.00
Jeg elsker støjrock. Jeg elsker især støjrock med kvindelige forsangere. Enter: Perfect Pussy. Det er ekstremt simpelt, ekstremt støjende, ekstremt hurtigt og ekstremt kaotisk. Det er med andre ord alt, hvad du behøver for at vågne op på Roskilde Festivals sidste musikdag anno 2015. Meredith Graves og co. er et unikum på dette års program, så hvis du havde en fest med Sleigh Bells sidste år, er Perfect Pussy helt sikkert noget for dig.
Pre-listen råd: Perfect Pussy – Big Stars
Benjamin Booker, Pavilion klokken 19.00
Jimi Hendrix, The Black Keys, Jack White og Velvet Underground. Det er bare nogle af de artister, som snart 26-årige Benjamin Booker er blevet sammenlignet med. Og jeg kan egentlig godt forstå hvorfor, for her er tale om guitarmusikkens helt store håb. Benjamin Booker stammer fra det sydlige USA og er stadig et ubeskrevet blad i den brede offentlighed. Hans hidtidige gennembrud kom i form af et job som opvarmer for førnævnte Jack White, og siden da er det gået stærkt. På Roskilde spiller han på Pavilion, men det skulle ikke undre mig, hvis vi ser ham på Arena eller Orange indenfor få år – talentet er i hvert fald stort nok til det!
Pre-listen råd: Benjamin Booker – Have You Seen My Son?
Drenge, Avalon klokken 00.00
Jeg overvejede længe at lade min sidste anbefaling være Jamie xx eller Nils Frahm, men I ved selvfølgelig godt, at I bør tage til begge disse koncerter. I stedet vil jeg fremhæve det britiske band med det meget dansk-klingende navn Drenge. Navnet er såmænd dansk nok, men musikken trækker tråde tilbage til, ja, Seattle og grungens hjemstavn. Hvis man ikke har lyst til at blive hængende til Jamie xx går på klokken 2 om natten, så er Drenge den perfekte måde at afslutte Roskilde Festival 2015 på i festligt lag med en fadøl i den ene hånd og sin bedste ven eller veninde i den anden.
