I morgen, fredag den 15. april, udgiver danske Palace Winter sin nyeste single, men allerede i dag har vi ganske eksklusivt fået lov til at vise jer singlen, som har fået titlen “H.W. Running“.
“H.W. Running” åbner med en tung, rytmisk trommeintro, som dog hurtigt flyder over i Palace Winters karakteristiske drømmende eventyragtige lyd. Nummeret har ligesom Palace Winters andre numre fundet sin inspiration i filmmusikkens ofte storladne verden, og “H.W. Running” er fortællingen om en søns kontrastfyldte kærlighed til sin far; mildt inspireret af plottet i det Oscar-vindende mesterværk ‘There Will Be Blood’ fra 2007.
For mig er “H.W. Running” essensen af Palace Winter som band. Det er dramatisk, det er velproduceret, og det er et af den type numre, hvor man bare kan lukke øjnene og lade sig indhylle i bandets patosbårne lyriske univers. Der er ikke andet at sige end velkommen i Palace Winter-land!
I en verden, hvor alle faldt i svime over Bon Iver, er det mig dybt uforståeligt, at Benjamin Francis Leftwich endnu ikke har fået det helt store folkelige gennembrud endnu. For mig er Leftwich indbegrebet af alt det, musik handler om: Indlevelse, nærvær, poesi og relations- og billedskabelse.
Måske kommer gennembruddet med hans andet album, “After the Rain”, som efter planen udkommer den 19. august. Albummet har været længe undervejs, efter Benjamin Francis Leftwich gjorde opmærksom på sig selv med debutten tilbage i 2011. De fem års pause skyldes en livskrise forårsaget af tabet af hans far, som Leftwich selv har beskrevet som sin største inspirationskilde.
Men nu er han tilbage med den første single “Tilikum”, som er skrevet i stuen over for hans fars gamle hjem, og som på mange måder fungerer som katalysator for det nye album. Lyden er karakteristisk melankolsk uden dog at bevæge sig over i det håbløse – snarere tværtimod. Det er umiskendeligt Benjamin Francis Leftwich, og det lover rigtig godt for det kommende album. Lyt selv!
Alt burde egentlig være i den fineste orden. I fredags, den 4. marts, udsendte det britiske mega-talent Låpsley sit længeventede debutalbum til fine anmeldelser i de meste af verden. Debutalbummet “Long Way Home” indeholder Holly Lapsley Fletchers bedste kreationer fra hendes korte karriere, og det snart tre år gamle gennembrudshit “Station” sidder stadig lige i skabet; et gennembrudshit som var markant nok til at få den blot 19-årige sangerinde signet hos det hippe London-baserede label XL Recordings. Men det er lige netop dér, at det idylliske billede krakelerer en smule.
Låpsley tilhører nemlig en eksklusiv klub af artister – sammen med blandt andre Claire Boucher fra Grimes, Merrill Garbus fra tUnE-yArDs og britiske Jack Garratt for at nævne nogle af de mest aktuelle – som sætter en ære i selv at producere al deres musik. Men læser man under punktet producer på “Long Way Home”, finder man navnet Rodaidh McDonald. Rodaidh McDonald er en anerkendt skotsk producer fra XL Recordings, som blandt andre har arbejdet sammen med Adele, Vampire Weekend og Daughter. Med andre ord en mand med et ganske habilt CV. Men problemet er bare, at hvis spørger man Holly Lapsley Fletcher selv, så har Rodaidh McDonald ikke produceret hendes album. Det har hun selv.
Men hvad er problemet egentlig? Altså ud over det grundlæggende problem i, at McDonald krediteres for Fletchers arbejde, så taler det ind i en større problematik; nemlig at vi her på 102-årsdagen for Kvindernes internationale kampdag stadig har en musikbranche, hvor under fem procent af producerne ifølge 2010-tal fra Music Producers’ Guild er kvinder. Og de få kvinder, der så er, har meget svært ved at blive taget seriøst og opnå anerkendelse for deres arbejde.
Som Låpsley – løst oversat – udtrykte det i et interview med Consequence of Sound i januar: “Det er som om, at folk ikke tror på dig. Jeg føler ikke, at det er selvcentreret at sige, at jeg er stolt af mit arbejde, for mænd ville blive påskønnet for det. Klart, min produktion er ikke på niveau med Max Martin (en af verdens mest succesfulde producere, red.), men jeg har gjort et forsøg og sat mit eget aftryk. Jeg har brugt timevis på at producere dette album. At mit navn ikke er nævnt i albummets production credits er ulækkert, og det ville ikke være sket, hvis jeg var en dreng.”
Og et hurtigt kig hos kollegaerne Jamie xx (som parentes bemærket også har arbejdet sammen med Rodaidh McDonald) og Jack Garratt bekræfter den sidste påstand. For god ordens skyld skal det også lige nævnes, at Låpsleys kritik er rettet mod hendes label og musikbranchen som sådan – ikke mod Rodaidh McDonald, som hun har været glad for at samarbejde med og beskriver som “en kreativ facilitator.”
Nogle vil måske nu sidde og tænke, at det er meget at gøre ud af et navn på indersiden af et albumcover, som de færreste nok alligevel vil læse. Og hvis det var det eneste problem, ville jeg måske være på nippet til at give disse nogle ret. Men som Låpsley udtrykker det, så vil hun “hellere sige noget, ellers forbliver lortet det samme.” Og problemerne går langt ud over relativt små detaljer som en manglende kreditering trods alt må siges at være.
En anden, som bestemt ikke har været bange for at udtale sig kritisk om forholdene i musikbranchen, er canadiske Claire Boucher. I sidste måned besøgte hun under sit kunstnernavn Grimes Danmark til en udsolgt koncert i Falconersalen på Frederiksberg. Hun har gennem de seneste år været en af de skarpeste kritikere af musikbranchen og i særdeleshed koncertoplevelsen og produktionsforholdene som ung kvinde.
Allerede tilbage i 2013 skrev Claire Boucher et nu-slettet-indlæg på Tumblr under overskriften “I don’t want to compromise my morals in order to make a living.” Flere medier kaldte dengang indlægget for “et feministisk manifest” – en definition jeg ikke nødvendigvis er enig i. For mig var det snarere udtryk for en ung kvinde, som havde fået nok af sexisme i musikbranchen. Hun var træt af at blive sat i bås, fordi kvinder tilsyneladende ikke skulle kunne finde ud af at benytte teknik. Træt af at ikke-musikfaglige mennesker, der følte trang til at hjælpe hende, som om hun helt tilfældigt var kommet til at skabe et fantastisk album i form af “Visions” og havde brug for deres hjælp for at gøre det igen. Træt af at blive kaldt overfladisk, fordi hun kunne og stadig kan lide mode og popmusik. Og generelt bare træt af at blive defineret, infantiliseret og seksualiseret – og sågar seksuelt forulempet – på grund af sit udseende. Alle ting som i 2013 ikke burde være issues, men tilsyneladende har været det. Og desværre stadig synes at være det.
Claire Boucher skrev “Oblivion” for cirka fem år siden efter en situation i Montreal, hvor hun var blevet krænket seksuelt.
I et langt og i øvrigt fremragende interview i magasinet Dazed fra efteråret 2015 fortæller en nedtrykt Claire Boucher om sine oplevelser i forbindelse med den kreative proces, som senere skulle blive til hendes fjerde album, “Art Angels.” Løst citeret: “Du kunne være i studiet med en cool person, men så siger en lydmand, ‘Her er mit nummer’, og jeg ville være sådan, ‘Kan du ikke lade være med at give mig dit nummer, når jeg er på arbejde, og det er meningen, at du skal arbejde for mig? Seriøst?’ Jeg ville foretrække at kunne gå på arbejde og ikke blive inviteret ud. Jeg ville foretrække at kunne gå på arbejde og få lov til at røre computeren. Det, at jeg bliver nødt til at kæmpe for at få lov til at udføre mit arbejde, er vanvittigt,” lød det blandt andet fra Claire Boucher sidste år.
Det er svært at være uenig med hende, for det er fuldkommen vanvittigt. Og hun siger det egentlig meget rammende senere i interviewet: “Jeg vil bare være et menneske.”
Det er netop hele pointen. For selvfølgelig skal Låpsley krediteres for sit arbejde som producer på sin egen plade på lige fod med Jack Garratt og Jamie xx. Selvfølgelig skal Claire Boucher, Alice Glass (tidligere forsangerinde i Crystal Castles), Kesha og alle andre kunne kaste sig ud i publikum eller gå i studiet uden at blive forulempet. Og lige så selvfølgeligt bør det være, at Grimes primære kvalitet ikke er, at hun “en nuttet, lille pige” men en fantastisk dygtig artist, at – for lige at vende hjem til vores egen lille andedam – Velvet Volumes primære kvalitet ikke er, at de er tre unge piger, men at de gennem deres energi er et af landets pt bedste livebands; og at evnen til at betjene elektroniske værktøjer og instrumenter intet har med ens køn at gøre – for som Fader så fint udtrykte det i en anbefalelsesværdig artikel for halvandet år siden, så lytter vi ikke til musik med vores genitalier. Men alle disse ting er desværre ikke så selvfølgelige, som de burde være, og netop derfor er dagen i dag ekstremt vigtig.
Lad mig slutteligt sige, at jeg – ligesom Claire Boucher også er citeret for i stort set alle de interviews, jeg har læst – mener, at langt de fleste mennesker i musikbranchen og langt de fleste koncertgængere er skønne og fornuftige mennesker. Flere af de bedste mennesker i mit liv kender jeg gennem musikbranchen, og mange af mine bedste minder stammer fra musik og koncerter – begge ting, der også gør sig gældende for Claire Boucher og formentlig også de andre artister, jeg har nævnt undervejs. Men der er stadig meget at kæmpe for – også i musikbranchen. Glædelig kvindernes internationale kampdag!
Tilbage i november havde jeg fornøjelsen af at opleve Amanda Glindvad og JÆRV live for første gang, da hun sammen med vores aarhusianske yndlinge Velvet Volume optrådte på Ideal Bar i København. På sådan en aften kan man ikke lade være med at blive glad på dansk musiks vegne, for der er ingen tvivl om, at det er to af landets allerkraftigt lysende talenter inden for hver deres del af det musikalske spektrum. Og det bliver kun bekræftet på JÆRVs debut EP “Dit Hav”, som udkommer den 11. marts.
Foto: Jannick Boerlum
For mens Velvet Volume i høj grad lever på deres energi og en uimodståelig bundaarhusiansk charme, er JÆRV unik i form af Amanda Glindvads inderlighed og den lethed, hvorpå de sætter tanker i gang i hovedet på lytteren gennem deres kaotiske lyriske univers. Omdrejningspunktet i deres underligt optimistiske, dystopiske hverdagsunivers er utvivlsomt Amanda Glindvads vokal. Det kommer eksempelvis til udtryk på EP’ens første af i alt seks numre: “I Staver“, som blev udsendt som single allerede i efteråret.
På åbningsnummeret – og resten af EP’en – ledsages Glindvads vokal af velproducerede elektroniske bølgesprøjt, som på elegant vis holder lytteren fast i JÆRVs ambivalente univers. Men hvor “I Staver” er et energisk værk, er andet nummer “Skurk” anderledes minimalistisk i sin produktion og messende i sit udtryk, hvilket skaber en god dynamik på pladen uden at virke forstyrrende. For mig fungerer de insisterende gentagelser af linjerne “Hævn dig nu // Få det så gjort // Så du blir stor // Så du blir stor // Gå foran mig langsommere // Gå foran mig langsommere” som en lidet provokerende og sarkastisk kommentar til nutidens digitale konflikthåndtering – eller mangel på samme – hvilket for mig er et fantastisk eksempel på Amanda Glindvads metaforiske skrivestil.
Variationen fortsætter på tredje nummer, som er den anden allerede-udgivne single, “Falder“. Her er tempoet igen skruet op, og den dystre indledning er erstattet af en snert af håb, som leder tankerne mod 00’ernes glade dage, hvor MGMT og M83 sad på den energiske elektropop.
JÆRV – Falder
Fjerde nummer “Konkylielyd” fortsætter på mange måder i samme spor, omend der her trækkes tråde til drømmepoppen mixet med et marchband. En temmelig spøjs kombination, men alligevel en af mine klare favoritter på albummet. Det er forfriskende, det er drømmende, og det sætter gang i mine sovende forårsfornemmelser.
For mig kommer højdepunktet i form af titelnummeret, “Dit Hav“. Her tager Amanda Glindvad et lyrisk opgør med den selvoptagethed og den selviscenesættelse, som lige nu præger vores måde at agere på online; at vi befinder os i vores eget “selvoptagede hav.” Med linjer som “Det var, da vi var små, at du kunne leve”, fortæller JÆRV historien om forandring, om længsel og om en verden, hvor man glemmer sig selv og sine. Det er i bund og grund den fortælling, som går igen på alle numrene og gør EP’en til den bedste og mest formfuldendte debutudgivelse, jeg har haft fornøjelsen at lytte til, siden Blaue Blume udsendte “Beau & Lorette” for snart to år siden.
EP’en vender tilbage til det dunkle hjørne på afslutningsnummeret “Ingen Alder”, hvor JÆRV udfordrer nogle menneskers manglende evne til at sætte sig i andres sted. Nummeret starter som en stille fortælling, inden den eksploderer i, hvad der føles som et vredesudbrud i frustration over den manglende forståelse.
Heldigvis kan jeg berolige JÆRV med, at deres musik er til at forstå. Jeg har svært ved at putte det ned i en bestemt kasse, medmindre der findes en kasse med påskriften: “Dansk musiks fremtid”. For jeg må indrømme, at jeg er dybt, dybt imponeret over, hvor høj en kvalitet JÆRV holder igennem EP’ens seks numre, og hvis nogen skulle finde på at bede mig om at definere god musik, så kan jeg svare dem meget enkelt: Lyt til Dit Hav.
For knap tre år siden erklærede jeg bombastisk i disse spalter, at poppen var reddet. Årsagen til den udmelding var den dengang stort set ukendte London-baserede australske sanger Josef Salvat, som på det tidspunkt lige havde udsendt den afdæmpede og sensuelle single “Hustler”.
Netop “Hustler” binder så fint denne lille fortælling sammen, for nummeret er nemlig igen højaktuelt som et af de 16 numre på Salvats debutalbum Night Swim – i øvrigt sammen med det andet nummer, jeg omtalte i 2013-artiklen, “This Life”.
Men er Night Swim så svaret på enhver kræsen popelskers våde drøm?
Mit svar vil langt hen ad vejen være et klokkeklart ja. For Josef Salvat har formået at skabe et formfuldendt værk, som forbinder nutidens største popstjerner (ja, Rihanna‘s “Diamonds” er sågar med på albummet) med den nytænkning og lyriske eftertænksomhed, som i første omgang fik sat ham på landkortet hos flere respekterede musikformidlere. Det kommer blandt andet til udtryk på titelnummeret “Night Swim”, som tager den simple fortælling om en forelskelse og tager lytteren med ind i et univers, hvor usikkerheden og kærligheden flyder sammen i et litterært hav af forvirring.
Josef Salvat – Night Swim (Live)
Klippet er taget fra en livesession, som Josef Salvat lavede for franske Le Figaro sidste efterår. Højdepunktet i den session må siges at være hans fremføring af det pulserende og inderlige åbningsnummer “Open Season”. Til lejligheden har sangen fået en fransk titel, da Josef Salvat på smukkeste vis har oversat første vers til fransk, hvilket for mig leder tankerne mod Mike Skinner og The Streets, som havde tradition for at gøre det samme, da de turnerede Europa for snart 10 år siden.
Josef Salvat – Open Season (Une Autre Saison) (Live)
Alt i alt skal der lyde en kraftig anbefaling herfra, hvis du er til god popmusik, men gerne vil have lige dét ekstra lag i din musik. Jeg er i hvert fald glad for det album, som mit mangeårige mancrush har præsteret.
