I dag kan vi præsentere et spritnyt projekt, som jeg er meget glad for, at vi har fået lov til at vise jer. For selvom der udkommer meget både god, rigtig god og helt fantastisk musik, så er der bare nogle artister, hvor jeg sidder tilbage med en følelse af rigtighed. Det er der, hvor musikken rammer ned i et melodisk smørhul, som gør noget uventet og skaber unik stemning omkring sig. Og det er netop det, som den danske duo Eugenia gør i sit debutudspil “vildt+sødt“.
Eugenias musik kan bedst beskrives som poppet triphop, der på debutudspillet i høj grad leger med kontrasten mellem Camilla Lily Papes lyse vokal og en insisterende brug af percussions på den ene side og Johan Ask Papes dybe vokal og et tungt, vedholdende beat på den anden. Det er med til at give nummeret en følelse af eftertænksomhed og opgivende dystopi, som fastholder lytteren i en ambivalent tilstand af både håb og fortvivlelse, der for mig er særdeles interessant.
Videoen til “vildt+sødt” er optaget på Salonen i København og tager udgangspunkt i skuespilleren Baard Owe, som igennem nummeret rokkende fra side til side lader sig opsluge mere og mere af musikken. Det er ekstremt simpelt, men for mig rammer det essensen af min egen oplevelse af Eugenias musik: Netop deres evne til at omslutte fuldstændigt, så man bliver en del af deres dystre univers.
Videoen åbner i øvrigt med et skud af en kassetteafspiller, som er et vigtigt element i bandets udtryk. Bandet optræder nemlig til beats afspillet fra kassettebånd, og hvis man har lyst til at opleve det i levende live, tager bandet på en mini-turné i København på lørdag den 28. maj, hvor de spiller på tre forskellige beværtninger i København: Først på Kaffestuen Vesterbro klokken 13, dernæst på Musiksmag klokken 18, inden de afslutter den lille rundtur på Dupong på Nørrebro klokken 20.
“vildt+sødt” er som sagt Eugenias første udspil, men man kan forvente mere i løbet af sommeren, hvor bandet går i studiet med producer Brian Batz, som tidligere har arbejdet sammen med artister som Broken Twin og Ice Cream Cathedral – begge artister, som vi har stor kærlighed til her på bloggen, og som bevæger sig i et lignende musikalsk univers som Eugenia.
Hvis jeg skal vælge én ny artist, som har fyldt meget for mig i 2016, så må det uden tvivl være danske JÆRV. Jeg hørte Amanda Glindvad og bandets dansksprogede elektropop for første gang i slutningen af november sidste år, da de sammen med nogle andre af mine yndlinge, Velvet Volume, gæstede Ideal Bar i København. Dengang var de fleste kommet for at høre Velvet Volume, men på SPOT Festival forrige weekend var det anderledes. Her gav JÆRV koncert alene på Godsbanen. Eller alene var hun bestemt ikke, for der var tæt på stuvende fuldt i det mørke lokale med den perfekte størrelse, som både tillod, at de mange fans kunne komme til koncert, uden det gik ud over den intime stemning, som er en forudsætning for Amanda Glindvads musikalske univers.
“Jeg vil rigtig gerne lave nogle sange, man kan mærke, som man kan føle, som kan sætte gang i noget. Jeg tror, at Mathias Pedersen Smidt (kreativ partner og producer i JÆRV, red.) og jeg er enige om, at det værste ville være at lave kedelig musik. Så vil vi næsten hellere lave noget, som frastøder nogen, og som nogen synes er dårligt. Men kedeligt må det aldrig blive!” understreger Amanda Glindvad, da jeg møder hende nogle timer inden koncerten.
Amanda Glindvad er i høj grad inspireret af kvindelige artister med et stærkt univers og et klart musikalsk udtryk, og det er også i den retning, hun håber, at det unge projekt vil bevæge sig endnu mere. Hun nævner blandt andre Kate Bush, Bjørk, Joni Mitchell og Fiona Apple som nogle af de kvinder, som har præget hende musikalsk.
“Jeg synes, det er svært at sætte ord på JÆRV-universet. Man skal opleve noget ærligt og noget intenst. Musikken leger meget med det spinkle og nøgne samtidig med, at det har det storladne i sig. På sigt vil jeg gerne arbejde mere med et hårdere, mere råt lydbillede. I den sammenhæng måske fokusere og dyrke sammenspillet mellem min lyse stemme og de dybe, buldrende trommer og den tunge bas noget mere.”
Det sammenspil vil man kunne opleve på JÆRVs kommende EP, som efter planen udkommer sidst på året. EP’en bliver opfølgeren til debutudspillet “Dit Hav”, som jeg har skamlyttet til, siden det udkom i marts. Allerede under koncerten på SPOT Festival kunne man få en lille smagsprøve, da Amanda Glindvad – uden i øvrigt at oplyse publikum om det – sang sig igennem “En anden drøm”. Et nummer, der ret paradoksalt er det nummer, som er længst væk fra det dystre univers, JÆRV vil bevæge sig i retning af.
“Det er mere drømmende i sit udtryk, så det understøtter overhovedet ikke, hvad jeg lige har sagt. Så det er bare super,” griner Amanda Glindvad, da hun inden koncerten skal forsøge at beskrive nummeret.
“Det er sjovt, at man prøver at sige, at nu skal vi lave sådan nogle sange. Men hvis det ikke er det, der kommer til en, så kan man ikke presse det frem. Hvis jeg eller Mathias får en idé, som brænder i en bestemt retning, så er vi nødt til at følge den. Man må bare indse, at man bliver nødt til at gå de veje, som kalder på en musikalsk.”
I det hele taget har Amanda Glindvads unge karriere båret præg af en stor impulsivitet, hvor hun i høj grad bare har ladet sig føre i den retning, som hendes musikalske inspiration har ført hende. Det var også sådan, JÆRV kom til verden.
“Det var en lille smule tilfældigt. På et tidspunkt gik jeg fra at skrive på engelsk til at skrive på dansk, fordi det lige pludselig bare kom ud. Jeg kan vildt godt lide både at skrive og synge på dansk, fordi jeg kan udtrykke mig mere ærligt og ægte. Jeg havde aldrig lavet elektronisk musik før, men jeg begyndte at lege lidt med det i Ableton Live.”
En dag sendte hun sangene til producer Mathias Pedersen Smidt – som er på bas synths, når JÆRV spiller live – og han producerede i første omgang det nummer, som skulle blive til debutsinglen “I Staver”.
“Vi var ret hurtigt enige om, at der var et eller andet her, som vi havde lyst til at arbejde videre med, og så har det bare udviklet sig. Faktisk blev “I Staver” udgivet, fordi Mathias en dag skrev til mig, at “nu lægger jeg den op.” Jeg tænkte først, at det kunne han ikke bare gøre, men til sidst gav jeg ham lov alligevel.”
Herfra skal der lyde en kæmpe tak til Mathias Pedersen Smidt for at have været med til at kickstarte et projekt, som har formået at skabe et udtryk, hvor sammenspillet mellem den gode melodi, de velskrevede tekster og et bemærkelsesværdigt nærvær får musikken til at løfte sig op over den ordinære popmusik og skabe et produkt, som jeg – på trods af de sproglige barrierer – sagtens kan se bevæge sig uden for Danmarks grænser. For når det kan lade sig gøre for artister som Sigur Rós, så kan det også for JÆRV, hvis musik rummer de samme kvalitet: Ærlighed, inderlighed og nærvær.
Det var nogle af de ord, færøske Konni Kass gav mig med på vejen, da jeg mødte hende i fredags under SPOT Festival i Aarhus. Ordene kom som svar på spørgsmålet om, hvad man skulle forvente af hendes koncert – og her en lille uge efter koncerten må jeg sige, at hun fik ret. Konni Kass skabte sammen med Per Højgaard Petersen på trommer, Torleik Mortensen på bas og Knút Háberg Eysturstein på synths et inderligt og følsomt pusterum midt i en hektisk festival. Man følte som tilhører, at man blev taget med på en dramatisk men samtidig meget meditativ udflugt gennem den færøske natur. Ubetinget et af mine personlige højdepunkter på årets festival.
Det er seks år siden, Konni Kass forlod Færøerne for at gå på jazzskole i Sverige. Senere flyttede hun til København for at læse medicin, men ophavet fylder stadig meget for den blonde færing.
“Man føler sig som en lille bitte sten i et stort univers, når man vokser op deroppe. Det er et kæmpe landskab, som er så voldsomt med hav og med bjerge og med vildt vejr. Man føler sig virkelig ikke så stor, og det har givet mig en meget stor respekt for naturen og alt det rundt omkring sig.”
Hun fortæller, at man i det hele taget har rigtig god tid til at tænke sig om, når man bor deroppe. Det kommer til udtryk både musikalsk og i hendes væremåde, hvor det er tydeligt, at hun tager sig god tid til at finde de helt rigtige svar på mine spørgsmål.
“Færinger er meget eftertænksomme. Vi er nogle mennesker, som tit går rundt og tænker over ting uden at sige så meget. Vi bruger meget tid på at observere og lytte til hinanden, kan man sige. Vi har det også sådan, at vi ikke laver noget, medmindre der virkelig er brug for det.”
Det kan man mærke i Konni Kass’ musik, som trods den til tider storslåede lyd er skabt med få elementer, som så til gengæld får plads til at udfolde sig på sine egne præmisser. “Alle skal have plads, alle skal høres”, som Konni Kass udtrykker det.
Netop den filosofi har skabt et meget eklektisk musikalsk univers, fordi bandet består af fire medlemmer med meget forskellige udgangspunkter. Det kommer særligt til udtryk på det kommende debutalbum, som vi har fået lov til at få en forsmag på. Den indeholder alt fra den meget soulede single “Surrender” over “Make Me Forget”, der kunne være skabt af britiske sangerinder som Duffy eller Amy Winehouse, til “Race”, som med lidt god vilje godt kunne være soundtracket til den næste James Bond-film. Og så en række numre til sidst på albummet, som er i familie med flere islandske artister og landsmanden Eivør, som Konni Kass var support for under hendes nyligt overståede 2016-turné.
Eivør & Konni Kass – Nothing Compares To You (Prince cover live)
“Jeg kommer selv fra jazz-verdenen, så jeg har lyttet meget til gamle jazz-sangere. Men også til færøske artister som Eivør og Teitur – og til meget islandsk og dansk musik. I Sverige blev jeg introduceret til rigtig meget neosoul; D’Angelo og den slags,” fortæller Konni Kass om nogle af inspirationskilderne.
Konni Kass er som sagt klar med sit debutalbum, som udkommer til september, og det er gået stærkt for det unge band, som blev dannet i maj 2015. Men det er ikke unormalt, at det går meget stærkt, når man først begynder at lave musik på Færøerne.
“Der er ikke langt fra, at man starter, til man er midt i det hele. Man bliver hurtigt introduceret til alle og bliver venner med alle dem, der spiller og skriver musik. Det er nærmest en lille familie,” forklarer Konni Kass, som var på sin første turné til Island som 16-årig, fordi hun var en af de eneste på Færøerne, der kunne spille saxofon.
Netop den lille familie og det nære forhold trækker stadig i Konni Kass, hvis tre andre bandmedlemmer stadig har deres base på Færøerne. Og hun kunne bestemt godt overveje at flytte tilbage til der, hvor det hele begyndte.
“Jeg kunne sagtens flytte hjem igen. Jeg har ikke planlagt, hvad der skal ske, når jeg er færdig med at læse, men jeg er ikke blevet grebet af storbyen. Jeg savner det der med, at man lige går ud og hilser på naboen, og at alle kender hinanden. Det gør jeg…”
Hvis jeg skal beskrive, hvad jeg især vil huske fra 2016-udgaven af SPOT Festival, kan det meste klares med én sang.
https://soundcloud.com/beachhouse/norway
For det kan godt være, at Norges pendant til SPOT Festival, By:Larm, løb af stablen for cirka to måneder siden, men det var der nogen, der havde glemt at fortælle vores overboer. For med Ary, Dagny og Bloody Beach i spidsen bragede de norske artister igennem i en sådan grad, at selv regnskyerne – både undertegnede og dem med vand i – til sidst bukkede under og lod sig rive med.
FREDAG: Beach Houses fortolkning af landet mod nord indledes med linjerne “You were sleeping till / You came along“. Og man skulle næsten tro, at Baltimore-bandet havde forudsagt min festivaloplevelse. Jeg ankom nemlig først til SPOT Festival fredag eftermiddag, og efter en lidt for lang bustur skulle der noget til for at vække mig.
Selvom danske J. Arlin gjorde et ihærdigt forsøg med eminente dansemoves og en ny og lækker funky lyd, så var det først, da de excentriske nordmænd i Bloody Beach indtog Atlas, at jeg for alvor blev vækket fra min busdvale. De åbnede med dansehittet “Quembo Que”, og så var stilen ligesom lagt til en halv time i festligt lag med en flok skøre fjeldboer. Deres musik kan bedst beskrives som en blanding af reggae og psykedelisk rock, hvilket giver en sær men også særdeles velfungerende lyd, som helt sikkert fik de mange mennesker på et fyldt Atlas til at glemme, at regnen silede ned i stride strømme udenfor.
Fredagens højdepunkt må dog gå til en anden norsk artist, som optrådte lidt senere på dagen samme sted. Jeg er nemlig overbevist om, at alle de tilstedeværende på tværs af køn var smaskforelskede i det lille og drøncharmerende stortalent Ary efter hendes koncert på Atlas ved 22-tiden. Med et andet af Norges største talenter Fay Wildhagen på guitar og den lige så talentfulde producer Anders Kjær bag pulten leverede Ary, hvad jeg godt tør kalde en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet på SPOT Festival – ja, den var faktisk så god, at jeg endte med at skippe en anden koncert dagen efter for at høre hende igen, da hun optrådte på den udendørs og gratis SPOT Royal-scene – som parentes bemærket er en af de bedste nyskabelser i den tid, jeg er kommet på SPOT. Men tilbage til musikken: De tunge beats og den ømme vokal skabte en kontrast, som på behagelig vis satte gang i en EDM-fest i slow motion, hvor man som tilhører fuldstændig kunne lade sig omfavne og glide igennem Arys ambivalente univers. En unik oplevelse.
LØRDAG:
Mens de norske artister lagde SPOT Festival ned om fredagen (og jeg fik slet ikke skrevet om Dagny, som også gjorde det fremragende i Musikhusets store sal), så var der lørdag plads til, at danske og andre ikke-norske artister kunne vise, at de ikke ville stå tilbage for deres naboer. Særligt to kvinder imponerede mig, hvoraf den ene ikke vil være en kæmpe overraskelse for faste læsere. Så lad mig i stedet starte med den anden, som kommer fra det mindste land, der var repræsenteret ved SPOT Festival 2016.
Vi skal til Færøerne, hvor Konni Kass stammer fra. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer om hende og bandet, for det vil I kunne læse i et interview en af de kommende dage, men i stedet bare konstatere, at det færøske musikalske vækstlag har det godt – rigtig godt.
Færøsk musik er for mig kendetegnet ved inderlighed, eftertænksomhed og fordybelse – bare tænk på tryllefeen Eivør og storytelleren Teitur – og på den måde passer Konni Kass perfekt ind i mine stereotypiske forestillinger. I en sammenhængende og gennemført optræden fortryllede den blonde færing publikum fra første sekund med sin soulfyldte vokal. Der var tidspunkter i showet, hvor man som publikum godt kunne føle, at det begyndte at gå lidt for langsomt, men i lige netop de momenter formåede Konni Kass hver gang at frembringe et gåsehudsfremkaldende øjeblik gennem en følelsesmæssig kraftudladning. Jeg elsker inderlighed, og det var lige præcis, hvad jeg og de især mange færinger i publikum fik i overflod. Man kunne godt mærke, at Konni Kass er en relativt ny artist, og alt sad da heller ikke lige i skabet, men det uperfekte var kun med til at forstærke følelsen af, at musikken var trukket direkte ud af den vilde færøske natur; som var det hugget ud af en bjergvæg eller sunget gennem en vild vinterstorm. Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at jeg har fornøjelsen af Konni Kass, som udgiver sit debutalbum “Haphe” senere på året.
Nogen har sikkert allerede gættet det, men den anden artist er naturligvis danske Amanda Glindvad og JÆRV, som I også kan læse et kort interview med inden længe. Min kærlighed til JÆRVs musik er ingen hemmelighed, og hende debut-EP “Dit Hav” er på trods af sine kun to måneder på bagen suverænt den udgivelse, jeg har lyttet mest til i år. På SPOT Festival havde JÆRV taget et nummer fra sin kommende anden EP med, og hun fortsætter, hvor hun slap med den første udgivelse. Det nye nummer er mindre bombastisk end lyden på “Dit Hav”, men man mærker den samme intensitet og selvbevidsthed, som kendetegner Amanda Glindvads musik. Det samme kan siges om koncerten, som blev en opvisning i, hvordan en formfuldendt koncert skal skæres. Man mærkede hele vejen igennem JÆRV, og det blev en af den type koncerter, hvor man følte, at koncerten kun lige var gået i gang, da hun sluttede af med “Ingen Alder.” Her til sidst skal der lyde en kæmpe ros til lydmanden, som formåede at levere den bedste lydoplevelse på hele festivalen. Enhver lille detalje i JÆRVs musik stod knivskarpt, og det var med til at styrke fornemmelsen af, at man var trådt ind i Amandas egen lille musikalske boble – og det er en boble, jeg aldrig tror, at jeg bliver træt af.
Der var selvfølgelig også mange andre gode oplevelser på årets festival, men disse fire var de største for mig. Kom endelig med dit bud i kommentarfeltet, hvis du er uenig med mig.
Så er det ved at være den tid af året igen. Det er ikke til at se på vejret, men foråret er over os, og med foråret kommer årets første festivaler. Traditionen tro er SPOT Festival i Aarhus en af de festivaler, som for alvor markerer, at sæsonen er skudt i gang, og hold nu op, hvor er der mange lækkerier på programmet i år. Faktisk så mange lækkerier, at det har været voldsomt svært for mig at lægge mit program i år, fordi jeg som ene mand desværre kun kan være ét sted af gangen. Så jeg har forsøgt at samle en god, blandet liste over navne, jeg helt sikkert skal forbi. En liste, som tæller fire danske navne, tre norske, to svenske, et færøsk – og så lige et enkelt “dayparty”.
Bloody Beach (NO)
Fredag klokken 17.45 på Atlas.
Festivalens første must see kommer i form af de norske psykedeliske surfrockere fra Bloody Beach. Hvis vejret ikke har rettet op på sig selv inden da, så er jeg sikker på, at Bloody Beach nok skal bringe foråret med sig til Aarhus på charmerende vis.
Saint Cava (DK)
Fredag klokken 19.15 på Godsbanen, Åbne Scene.
Hvis det nu ikke helt lykkes at få sunget regnvejret væk, så er der ikke andet at gøre end at omfavne det – og der finder man nok ikke et mere passende navn til at holde en ved selskab end danske Saint Cava. Saint Cava er lækker og sexet elektronisk R&B, som kun kan give dig en god start på din fredag aften.
Kentaur (DK)
Fredag klokken 21.15 i Musikhuset, Store Sal. De spiller også lørdag klokken 14.00 på Castenskiold.
Jeg hørte Kentaur (som parentes bemærket blandt andet består af vores tidligere skribent Søren Stenager) live for første gang til No3’s label night på Pumpehuset forleden, og jeg er ikke bange for at sige, at det var aftenens højdepunkt ud af et meget stærkt program. Hvis du er til vokalbåren, dyb og langsom elektronisk musik med massere af sjæl, så kig forbi Kentaur enten fredag eller lørdag.
Albin Lee Meldau (SE)
Fredag klokken 22.15 i Musikhuset, Lille Sal.
Der er ingen grund til at rende langt væk efter Kentaurs koncert om fredagen for så risikerer man at gå glip af Albin Lee Meldaus koncert, som går i gang kort tid efter i Musikhusets lille sal. Albin er en svensk singer/songwriter, som måske har udgivet årets mest iørefaldende single i “Lou Lou”. Personligt sidder “Lou Lou” fast i min hjerne på den gode måde, så jeg er meget spændt på, hvad den berejste svensker ellers har at byde på.
Dagny (NO)
Fredag klokken 23.00 i Musikhuset, Store Sal.
Vi slutter aftenen af tilbage i den største sal i Musikhuset, hvor norske Dagny står klar til at sparke gang i en kæmpe popfest på ryggen af hittet “Backbeat”. Dagny med det fulde navn Dagny Nordvoll Sandvik er til daglig bosat i London, og det er da også popmusik af international kaliber, der kommer ud af den unge nordmand. Hvis du skal videre ud i natten, kan Dagny bestemt sende dig godt af sted!
Hvis du har lyst til at blive hængende lidt længere, så skal der da også lyde en anbefaling til Slowolf (Voxhall ved midnat) og The Entrepeneurs (SCC klokken 01.00) som begge altid er garant for en god live-oplevelse.
UHØRT Dayparty
Lørdag klokken 12.00 på Fidels. Møl og Shy Shy Shy kan også opleves henholdsvis fredag klokken 00.30 på Radar og lørdag klokken 17.00 på Voxhall.
Som faste læsere vil vide, så hører UHØRT Festival til blandt mine absolutte yndlingsfestivaler, og som en slags mini-SPOT Festival er de naturligvis også til stede i Aarhus med et stærkt program bestående af fire navne fra sidste års program. Drømmepopperne fra Shy Shy Shy skyder musikken i gang klokken 13.00, og så følger de hårde shoegazere møl, de Roskilde-aktuelle noiserockere i Deadpan Interference og hiphopperne fra Manus Nigra ellers trop, indtil det musikalske program slutter lidt efter klokken 17. Herfra skal der især lyde en anbefaling til Shy Shy Shy og Deadpan Interference, som jeg regner med at høre meget til i løbet af 2016.
Ary (NO)
Lørdag klokken 15.00 på SPOT Royal. Spiller også fredag klokken 21.45 på Atlas.
Hvis man vælger ikke at blive hængende til hele UHØRTs fest, så vil jeg anbefale, at man i stedet finder vej til SPOT Royal, hvor det norske megatalent Ary spiller en eftermiddagskoncert. Styrken i Arys musik er uden tvivl en unik og indlevende vokal, som komplementeres af et simpelt synth-båret elektronisk udtryk. Det er popmusik anno 2016, og det har allerede taget det mest af Nordeuropa med storm.
Pale Honey (SE)
Lørdag klokken 18.30 på Voxhall.
Madrid har Hinds, Aarhus har Velvet Volume, og Göteborg har så Pale Honey. Pale Honey er melodisk rockmusik i sin mest simple og elskværdige form, hvor det er energien, der driver værket. Den perfekte måde at blive vækket på, hvis man ligesom jeg er en lidt langsom starter på dag to af en festival.
JÆRV (DK)
Lørdag klokken 19.30 på Godsbanen, Remisen.
Jeg er stadig helt tosset med JÆRVs debut-EP, som udkom sidste måned. Det er powerfuldt, det er lyrisk, og det er formfuldendt popmusik af den absolut bedste slags fra vores egen andedam.
Konni Kass (FO)
Lørdag klokken 20.15 på Godsbanen, Åbne Scene.
Vi fortsætter i, hvad jeg godt kan se, er ved at udvikle sig til en decideret kvindelørdag med den færøske artist Konni Kass. Man kan drage visse paralleller til Ary, men Konni Kass er alligevel storslået på en anden måde med en ømhed i vokalen, der gør mig meget nysgerrig på hendes debutalbum, som gerne skulle være på vej inden alt for længe; nærmere bestemt til september.
Palace Winter (DK)
Lørdag klokken 23.30 på Voxhall.
Jeg slutter rækken af med at anbefale et band, hvis nyeste single vi for nylig havde eksklusiv premiere på. Det er naturligvis danske Palace Winter, som nok skal få sat publikum godt af sted ud i natten med deres energiske drømmepoppede shoegaze. Jeg er dybt forelsket i deres musik, og derfor må en af mine varmeste anbefalinger også gå i retning af den dansk/australske konstellation.
Det var det for denne gang. Der er naturligvis mange flere bands, jeg ville kunne anbefale, men noget af det bedste ved SPOT Festival er de timer, hvor man helt forudsætningsløst tager på opdagelse på et tilfældigt spillested. Og det vil jeg naturligvis ikke ødelægge for dig.
Jeg vil i stedet slutte af med en spilleplansbeslutning, som jeg finder ret morsom: Bandet med det yngste stampublikum har fået en af spilleplanens seneste tider, så hvis du vil til fest sammen med trætte teenagepiger, så kig forbi Scandinavian Congress Center lørdag klokken 01.30, hvor Citybois indtager SPOT Festival. God festival!
