Aminé havde taget tiltrængt sol og smil med til København

Kommer Aminé til at skrive sig ind i musikhistorien som et uundværligt hiphop-koryfæ? Formentlig ikke. Gør det noget? Nej. Leverede han et godt show i DRs Koncerthus i går? Ja!

Den 24-årige rapper Aminé fra Portland er i øjeblikket i gang med at turnere Europa tyndt, og i den forbindelse kunne jeg lørdag aften d. 2. februar opleve hans første koncert på dansk jord. Den fandt sted i et udsolgt studie 2 i kælderen under DRs koncerthus på en sludregnende vinteraften.

Den karismatiske rapper indtog med lethed scenen og et ungt publikum, der var blevet varmet grundigt op af to amerikanske DJs og tidens største hiphop-hits. Han indledte showet med sangen ’DR. WHOEVER’ fra sit seneste album ONEPOINTFIVE. Det er en af mine favoritter, der viser hvordan Aminé er i stand til at blande det alvorlige med det humoristiske, og den blev leveret med masser af nerve og intensitet.

Så var vi ligesom i gang. Publikum bouncede fra første drop, og hitmager-rapperen strikkede anekdoter, jokes og positive budskaber sammen til en lun sweater, der varmede godt på den ellers kolde aften.

På ingen tid kom stemningen op på 100°C uden at koge over, og der var fin dynamik mellem energiudløsende beats og mere eftertænksomme og humoristiske tankestrømme. Der var masser af glimt i øjet og humor i Aminés tekster, fx White girls love like my first name Coachella på ’Yellow’. Han rev hele salen rundt med ’Veggies’ og den legesyge ’WHY’.

Aminé fortalte, at det var vigtigt for ham, at publikum vidste, hvor smukke de var, så når han råbte ’You’re beautiful!” fra scenen, skulle vi råbe ’I know’ tilbage. Selvom det var virkelig cheesy, kunne jeg ikke lade være med at blive lidt varm indeni, og mærkede smilet brede sig på mit ansigt. Jeg tænkte lidt over, hvordan han kunne slippe afsted med det, men lod tanken opløse sig selv, da næste track blev sat på af DJ Madison, der var eneste anden mand på scenen, gemt væk i venstre side.

Koncerten kom helt op at toppe under den afsluttende hitparade. Først med ’Spice Girl’, der blev blandet med den ikoniske ’Wannabe’. Senere fik ’REDMERCEDES’ en tur igennem beatet fra Snoop Doggs ’Drop It Like It’s Hot’, og så var scenen sat til en tour de force gennem 4x Platin-hittet ’Caroline’, der fik studiet til at syde. Aminé tog sidste stik hjem med ’REEL IT IN’, og der må jeg virkelig tage hatten af for den visuelle side af showet. Rapperen havde screenshottet alle tweets, der mente, at singlen var årtusindets sang. I det hele taget fik baggrundsslideshowet mig flere gange til at klukke, men her var det så ironisk selvsmagende, at der ikke var andet at gøre end at grine højlydt og lade sig suge ind i moshpit-orkanens øje.

Det er fristende at gå hårdt til Portland-rapperen, men hvad får man ud af det? Nej, der er ikke noget live-band, og han synger virkelig dårligt uden autotune, men gør det noget ved oplevelsen? Jeg mener ikke, at det skygger for den underholdning og de positive vibrationer, Aminé udsender. Det er ikke en koncert, der vil gå over i historiebøgerne, men mindre kan også gøre det. Jeg ville i hvertfald ikke have noget imod at skråle med igen, hvis han skulle komme på plakaten på en dansk festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

MANILA får publikum, kabler og knapper til at danse

Der er stille på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Fem unge håbefulde mænd går rundt mellem hinanden og roder med kabler og pedaler. Luften sitrer af koncentration og nervøsitet, og det er som om de mørkegrønne og lilla gardiner, der er trukket for omkring scenen, sluger al lyd i rummet. Svagt i baggrunden kan jeg høre larmen fra publikum og musikken fra baren, der inviterer til latter og torsdagsskåle med venner. Klokken er 20:35 og om femogtyve minutter skal mændene i MANILA spille deres største koncert i bandets historie på Hotel Cecil i indre by i København.

Pitstop. På kort tid skal instrumenterne på scenen skiftes mellem Theo X’ og MANILAs koncerter

Bandet har allerede været her i fire timer, og nerverne har haft god tid til at spire fra små stiklinger i maven til at være plukmodne uden på tøjet. Det er en speciel koncert, som de har brugt lang tid på at forberede, fortæller de mig i backstage-lokalet:

”Vi har øvet næsten hver dag i den seneste halvanden uge i hvert fald,” siger Gustav Lahrmann, der spiller bas. De andre stemmer i og fortæller, at de har arbejdet meget med at gøre deres nye musik mere live-venlig, bl.a. ved at inkorporere en ny form for backing track. ”Efter vi har fået vores eget studie, er vores musik blevet mere elektronisk med flere synth-lyde og bittesmå detaljer. For eksempel bruger vi risers, som er hvid støj, der vokser gennem nummeret og skaber en stemning, og dem er vi begyndt at bruge i backing tracket,” forklarer forsanger Julius Amdisen.

Sømmet i bund. Fra venstre: Tuner, Delay, yndlingspedalen Reverb, Overdrive

Selvom de tekniske muligheder kan skabe forbedringer, er MANILA stadig opmærksom på faldgruberne ved at være afhængig af backing tracket. Det kan virke stift og mekanisk når teknik skal blive til musik. ”Vi har prøvet at jagte den nerve, der er i vores musik, mens vi øvede.” fortæller Andreas Grønne, der spiller trommer, og manden på keys, Mads Boldt, fortsætter: ”Nogle af vores numre ville virke sterile, hvis vi bare spillede studieversionen live, på trods af det måske er det bedste billede af, hvad vi vil med sangen. Derfor tager vi f.eks. de funkede elementer og fremhæver dem, så det bliver mere live-venligt og akustisk.”

Finjusteringer. De sidste monitors indstilles med det rette forhold af bas og guitar

Under lydprøven er det tydeligt at mærke både sol- og skyggesiden af de nye tiltag. Det er udfordrende at få instrumenterne til at harmonere med backing tracket i de forskellige musikeres monitors. Men så snart musikken starter, kan guitarist Mikkel Strandberg ikke lade være med at hengive sig til de skæve rytmer, og kanaliserer sin kærlighed til musikken ud gennem en svingom med Gustav Lahrmann. Med computeren gaffatapet til synthesizeren, som sidste forberedelse, hopper bandet ned fra scenen, med blikke der siger, at de alle krydser fingre indvendigt for at teknikken holder. De går ud backstage for at hilse på Sherpa og Theo X, som er de to andre bands, der spiller til aftenens Limelight showcase for upcoming dansk musik.

Efter en bagel, en kold øl og et par vindruer er det blevet tid til en hurtig smøg på gaden foran Helligaandskirken i Niels Hemmingsens Gade. Det er blevet hurtigt mørkt og det snelag, der om formiddagen var drysset sirligt ud over byen, er nu smeltet. Min ånde bliver til en grøn dis i skæret fra Gasoline Grills grønne neonskilt lidt længere oppe ad gaden. De fem musikere ringer rundt for at finde ud af, hvem af deres venner, der kommer og støtter, og stemningen er høj efter de finder ud af, at nogle efterskolevenner også støder til. Herefter bliver det dog hurtigt alvor igen, når Julius Amdisen starter setliste-ritualet, hvor bandet står i en cirkel, og i rækkefølge siger sangene så alle er på samme bølgelængde.

Af kommer det varme vintertøj og på kommer fem kortærmede farvestrålende skjorter. Klokken 21 træder de fem venner en ad gangen de fire trin op på scenen i aftalt rækkefølge ledsaget af klapsalver. Selvom de går ind hver for sig, er jeg ikke i tvivl om, at det er en sammentømret gruppe.

”Vi har spillet sammen så længe, at vi har opbygget en fælles referenceramme,” forklarede Mikkel Strandberg tidligere. Andreas Grønne beskrev sin producerrolle, som ham, der skal koge suppen af alle de mange fælles idéer. Essensen og grundlaget for bandet definerer Gustav Lahrmann: ”Det, vi gør, er at dele musik med hinanden, som vi griber.”

De fem venner er ikke ens, men de overlapper på mange områder, og det er i det overlap, at MANILA eksisterer. Det er en fælles vision, som alle kan indgå i på fælles præmisser, og det er som om, hvert medlem får lov til at shine i forskellige sange under koncerten. Heldigvis svigter teknikken ikke og de indøvede overgange mellem numrene er elegante og ikke forcerede. Scenen bliver epicenter for MANILAs vibe, der sender rystelser ud i Hotel Cecil, og får publikum til at bounce og smile.

Triumf. Fra venstre: Mads Boldt, Mikkel Strandberg, Julius Amdisen, Andreas Grønne og Gustav Lahrmann

Sveddryppende, udmattede og lettede møder jeg bandet efter koncerten. De smiler alle fem stolt fra øre til øre, og er helt euforiske efter showet. Nu står menuen på kolde øl og varme kram fra familierne, der er kommet for at bakke op. Hurtigt dukker forskellige branchefolk op for at få en snak med bandet, og medlemmerne tager dem med storm uden tøven med samme charme, som de indtog scenen. Jeg efterlader MANILA siddende i en bås i foyeren med venner og kærester til, hvad der har udsigt til at blive en lang og dejlig danseaften.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Theophilius London og Tame Impala genindspiller discodiamant

Et af mine absolutte yndlingsdansenumre er Steve Monites ’Only You’ fra 1984. Det er en vaskeægte kultklassiker med en af de mest funklende basgange nogensinde. Originalen har et futuristisk lydunivers og lyder stadig dugfrisk den dag i dag.

Theophilius London og Kevin Parker må være enige i, at sangen er yderst spændstig, for de har netop udgivet et cover af dansedjævlen. Jeg vil dog mere kalde det en genindspilning end et cover, for selvom man kan høre Tame Impalas patenterede slørede synths, har sangen fuldstændig samme struktur og lyd som Steve Monites version. På trods af, at man nok skal se udgivelsen som en hyldest til discohymnen, virker den stadig lidt ligegyldig, for det er ikke meget, de to kunstnere fornyer sangen. Genindspilningen ledsages af en musikvideo i VHS-retrostil tonet i lilla og guldglimmer.

London og Parker spillede for nyligt et udsolgt show i Los Angeles under gruppenavnet Theo Impala. Duoen har indtil videre kun udgivet ’Only You’, men rapperen har tidligere spillet et nummer fra samarbejdet ’Whiplash’ til koncerter tilbage i 2016. Efter sigende skulle begge sange være at finde på Theophilus Londons kommende album BeBey.

Theo Impala er ikke de eneste, der har fortolket Monites klassiker. Tilbage i 2017 spillede selveste Frank Ocean nummeret under sin koncert ved FYF Fest i Los Angeles. Hvis det ikke kan overbevise dig om, at ’Only You’ skal direkte ind på din danseliste, så ved jeg ikke, hvad der kan.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette skulle ikke have været en anmeldelse af Octavians mixtape ‘Spaceman’

Den britiske kunstner Oliver Godji går under navnet Octavian, som er en 22-årig rapper, der trods sin opvækst i det sydlige London er født i byen Lille i Frankrig. Han blev tidligere i år signet af Sony/ATV og Stellar Songs til en verdensomspændende kontrakt.

Dette skulle egentlig have været en tekst om Octavians forestående koncert til den stort anlagte Journey-festival, der finder sted på lørdag i Den Grå Hal, og som også byder på koncerter med Jimothy Lacoste, Nilüfer Yanyar, First Hate og mange flere. Men desværre har briten netop meldt sit afbud, så dette er i stedet en anmeldelse af hans debut-mixtape, ‘Spaceman‘, der udkom for to uger siden.

Octavian spiller grime i slowmotion, krydrer lyden med Jamie xx-agtige beats og en af de sprødeste og mest originale kunstnere, der debuterer i år. Han har for to uger siden udgivet sit debut-mixtape ’Spaceman’. Mixtapet er en perfekt anledning til at springe på Octavian-vognen, men hvis du gerne vil have en god indføring i den 22-åriges stil kan du passende varme op med at høre rapperens første, og efter min mening bedste, single ’Party Here’.

’Party Here’ er produceret af J. Rick og lyder som en privatfest, hvor der er plads til at snakke følsomt i et mørklagt rum, mens der i stuen er fuld drøn på højtalerne. Alle på dansegulvet bliver badet i tropiske farver af lavalamper og lyskegler.

Det dunkle rum er møbleret af grime-agtige synths, og Octavians vokal og lyrik står meget tydeligt frem i mixet. I omkvædet buldrer et eksotisk beat med olietønder, der minder om noget, Jamie xx kunne stå bag.

De indadvendte og ærlige tekster kombineret med en eksperimenterende blanding af beats giver tilsammen nummeret en blanding af melankoli og feststemning, som får mig til at sætte nummeret på repeat.

Octavians musik er tiltrækkende, for den fransk-engelske rapper har noget på spil. Han tager ikke sit fancy poolbord i sin lejlighed for givet. Han kan huske, hvordan det føles at sove på gaden. Han vil gerne være have succes, men er også klar over, at han ikke kommer sovende til det. Det sætter dog ikke en stopper for, at det er vigtigt at have det sjovt, mens man knokler, og det kan man især mærke på førstesinglen fra Spaceman, ’Revenge’.

’Revenge’ er en kort tune, på under 2 minutter, hvor Octavian autotunerapper med sin karakteristiske raspe, hæse røst. Beatet er luftigt og minder om produktionen på sange som ’Pick up the phone’ af Travi$ Scott og Young Thug eller Kesis seneste single ’Ekstra’. Octavian rammer altså lige ned i tidsånden, men formår at bevare originaliteten især i kraft af stemmen, men også i sangens format, der er kortere end radio edits.

Ligesom den romerske kejser Octavian, regerer Oliver Godji også over et stort imperium af musikalske genrer. Han siger selv, at han er meget inspireret af Bon Iver og James Blake, og deres ambiente tilgang til musikken kan godt spores, bl.a. på nummeret ’Hands’. Specielt den autotunede vokal på dette nummer minder om den måde, Frank Oceans vokal forvrænges på ’Lens’, eller vokaleffekterne på Bon Ivers ’The Wolves (Act I and II).

Og så må vi ellers håbe, at Octavian snart kommer til Danmark i en anden forbindelse. Det har han allerede lovet efter sit afbud til Journey. Det vil formentlig blive et brag af en fest.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Noname serverer varm efterårssoul til din kolde regnvejrsdag på ‘Room 25’

Noname – ‘Room 25’ (selvudgivet)

Hvis du lige er trådt ind af døren med rød næse og bittert fortryder, du ikke tog regnjakken med på en lang dag på studie eller arbejde, så har jeg det helt rigtige album til dig. Du kan godt begynde at sætte kaffen eller kakaoen over og glæde dig til en elegant blanding af jazz, soul og hiphop. I dag er Noname den musikalske kok, og menuen står på hendes andet album ’Room 25’, som hun udgav i fredags, 14. september.

På nummeret ’Window’ med en feature af pladens producer, Phoelix, går den bløde percussion i et med den regn, der stille banker på mine vinduer, og sammen med strygerne har sangen en soundtrack-vibe, som er vanvittigt dragende.

Neo-soulens ypperstepræst D’Angelo får en kærlig reference på den følsomme ’Don’t Forget About Me’, og der er flere sange på albummet, der lægger sig i slipstrømmen af D’Angelos ’Voodoo’-plade fra 2000.

Pladen er velproduceret og formår at beholde den autencitet, jeg kan savne hos kollegerne Smino eller Xavier Omär. Prøv at sammenligne lilletrommen på ’Part of Me’ med Sminos ’blkswn’. Jeg synes, det klæder ’Room 25’ at bruge en mere livlig lyd i produktionen, og det er med til at understrege den modning, Noname har gennemgået fra sin debut til i dag.

Heldigvis har Noname alias Fatimah Nyeema Warner ikke mistet sit kække og humoristiske bid, som vises frem i allerførste sang ,’Self’: “My pussy teachin’ ninth-grade English/My pussy wrote a thesis on colonialism.” Generelt virker Chicago-rapperen veloplagt, og hendes poetiske snakke-rappen leveres overbevisende på hele albummet.


’Room 25’ er lige i underkanten af 35 minutter lang og selvudgivet. ’Room 25’ følger op på Nonames 2016-udgivelse ’Telefone’, som bestemt også er værd at (gen)lytte igennem.

Mine yndlingssange: ’Window’, ’Don’t Forget About Me’, ’Ace’, ’Part Of Me’

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *