Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!”

Uendeligheder af rytmer og harmoniske sammensætninger via auditive tråde som spinder sig på kryds og tværs mellem beat, rytme og klang. Foran mig og indeni sker oplevelsen, oplevelsen som jeg uforløsende prøver at sætte ord på, men som ideelt bør sanses. Jeg er på Jazzhus Montmarte der i anledning af premieren af deres nye månedlige koncept “Monten” har fået fornemt besøg af den instrumentale hip hop trio Athletic Progression. Musikken, rummet og bandet fylder atmosfæren omkring mig såvel som indeni og skaber farver for mit indre blik, farver der skifter som det musikalske flow udspiller sig. Det er damn tight, uforudsigeligt og frækt. Det ligner de står på scenen og leger, men tag ikke fejl, progressionerne i lyd og flow er professionalisme og innovation i de høje grader..

I foråret skrev regnskys gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen om sin oplevelse, da hun fredag aften i maj havnede til Athletic Progressions koncert på sidste års Spot festival. Marie Louise beskrev koncerten som en sammensmeltning mellem det elektroniske i brugen af samplings og det organiske i form af bandets instrumentale og yderst musikalske virke. Det er deres lyd – altså Athletic Progression, som fylder mine øregange på denne fredag aften i januar. Selvom det kun i begrænset omfang kan spores, at kalenderåret spår om lysere tider, er åbningsfesten af Monten her på Jazzhus Montmartre et energiorgie af lyd-sætninger og forventningsspirer mellem publikum og artister.

Forbindelser er kodeordet her. Forbindelser som de auditive tråde mellem mennesker og maskine, natur og kultur. Forbindelser som den instrumentale hip-hop trio spinder sig ind, ud og imellem. Forbindelser mellem traditioner af jazz, funk og neo soul. De musikalske forbindelser. Men også forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. Forbindelser til det historisk finder vi også i navnet Monten som Montmartres nye månedlige koncertkoncept hedder. Monten er nemlig kælenavnet for hvad der i jazzkredse associeres med den åbne atmosfære på Jazzhuset Montmartre, som i 60’erne og 70’erne turde udfordre publikum og de eksisterende genrekonventioner.

I samme ånd relanceres Monten på ny, som en tilbagevendende begivenhed med udvalgte koncerter, der indbyder til undersøgelse og bevægelser rundt i jazzens grænseflader. Det er fusioner af genrer, stilarter og mennesker som mødes her, og giver et rum og et bud på hvordan jazzen også kan føre os hen. Det er livestemningen, rummet og momentet som byder dig ind i Montens udforskende og nysgerrige musikalske rum, med plads til det skæve, det skarpe det sexede og det udfordrende.

Om du er en hardcore jazz-avantgardist, eller som jeg, blot nysgerrigt er troppet op til en lytter, skal der nok være noget at komme efter, når Monten præsenterer og udfolder en række jazzmusikalske potentialer gennem genrefusioner og koblinger af artister fra ind og udland. Der var i hvert fald noget at komme efter for mig denne fredag aften i selskab med de ekstremt dygtige drenge i Athletic Progression som denne aften  havde fået ekstra selskab af knaldhamrende dygtige saxofonist Oilly Wallace. En presserende influenza måtte desværre sende mig tidligt hjem, men rygterne taler om en veldrejet efterfest med DJ-sets fra ingen ringere end skønne Astrid Engberg, Dee Brown og Simon Dokkedal.

Monten er et tilbagevendende koncept med udvalgte koncerter – inkl. et unikt live-setup med bla. Jonathan Bremer og Morten McCoy til Vinterjazz 2018 – og DJ-sets. De første internationale bookinger præsenteres snart på Jazzhus Montmartres facebook og hjemmeside som du kan finde her 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

RUNNING MUSIC – Teitur/Mads Björn 2017

Visuelt cover af Esben Hjorth

“Et drømmende, ambient univers – med masser af beat og fremdrift..”

Sådan lød Mads Björns og Teiturs ambition i samarbejdet om det 35 minutter lange musikstykke til brug under løbeturen eller andre bevægelsesformer. Det drømmende, ambiente univers udfolder sig over EP’ens 35 minuter og er en god omgang vellyd (selv når man ikke motionerer). 1. januar havde EP’en “Running music” release via Stella Polaris Music, og der er noget at komme efter, uanset om du har sportsskoene på eller bare trænger til en omgang organisk upbeat fra de to lydorakler.  Med navne på sportstjerner som Serena Williams, Carl Lewis og Jane Fonda udspiller tracket sig fra 120 bpm, topper ved 180 og ender atter ved 120, hvorefter du har udført 35 minutters motion. Det er kvalitetsmusik, det er gennemtænkt og helt automatisk driver det dig fremad og presser dig ved blot at følge beatet.

Mads Bjørn og Teitur har skabt et brugbart stykke musik uden at gå på kompromis med kvalitet og udtryk, og på den måde er 2018 nu godt i gang – mere af det tak!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lea Kampmann

Uanset om du har efterårsferie eller ej, synes jeg, du skal give dig selv en stille stund alene eller sammen med en god ven og lytte til Lea Kampmanns nye EP Common Blue. Selv blev jeg første gang præsenteret for Lea, da hun i vinters varmede op til Eik Octobres releasekoncert, og her fik hun da også et par Regnsky-ord med på vejen.

Nu står Lea Kampmann klar med sin første udgivelse gennem det færøske pladeselskab Tutl Records (der også står bag navne som Teitur og Konni Kass). De fem sange på Common Blue er hver især en inderlig musikalsk oplevelse. Båret af Leas stemme, folder de fem numre sig ud og sender mig på en rejse ind i et atmosfærisk drømmeunivers, hvor fine sensible nuancer i stemme og sind snor sig ind og ud mellem Leas storladne følelser og rå musikalitet.

Lea Kampmann beskriver selv atmosfæren i Common Blue som:

“At blive kastet i understrømmen og forsøge at kæmpe sig op til overfladen igen, men ikke være stærk nok. Lettelsen ved at lade understrømmen føre sig i mål. At synke i den fællesblå uro. At mærke at når uroen er fælles, kan den forvandles til ro”

.. og således vil jeg blot opfordre til at møde efteråret og lade dig flyde med en stund gennem Leas Common Blue.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Friday Late Night: MUSIC + VIDEO

Hvert år fejrer CPH PIX danske musikvideoinstruktører og deres værker, og på fredag er det atter tid til at blive omsluttet af biografens mørke, når der er Friday Late Night: Musik + Video i Cinemateket. Aftenen vil byde på en kavalkade af tidens bedste danske videoer – værker der fortolker musikken i fantastiske, fantasifulde såvel som i dystre og dystopiske fortællinger. Senere på aftenen kåres den årlige vinder af publikumsprisen, men højdepunktet er klart den audiovisuelle pærevælling af videoer, der tilsammen giver udslag i en altid uforudsigelig og stemningsmættet aften.

Sidste års vinder var Du har aldrig savnet nogen af Frederik Uhrbrand med musik af Benal og Bashir Billow. Hvert år har jeg dog oplevet, at sidde i lidt af et dillema i forbindelse med afstemningen, da de udvalgte værker, plejer at være på et niveau håndværksmæssigt og kunstnerisk, at de på sin vis alle fortjener en pris. Derfor har jeg udvalgt et par af musikvideoerne fra de seneste års PIX, som jeg i hvert fald, synes fortjener et gensyn. Er du mere til det store lærred, synes jeg du skal tage i Cinemateket på fredag, og selv være med til at kåre årets bedste danske musikvideo.

Atli Brix Kamban finurlige animationer og Bjertagets unikke tekstunivers smelter på bedste vis sammen i videoen til Nattens Stjerner, der havde premiere på sidste års CPH PIX:

Nitesh Anjaan har produceret videoen til nummeret Hvor dit hjerte bor af Jonas Rendbo og Ukendt Kunstner. Medmenneskelighed og kærlighed er vigtige budskaber i Nitesh Anjaan  skildring af de ventende skæbner på Avnstrup Asylcenter, og videoen synes da lige så aktuel, som sidste år den var med på PIX:

I en noget anden genre har vi Ognjen Curcic’s og Tako Lakos Fearless video, som vandt i 2015. Der er dømt undergrunds-Gypsy-tipsy-rave for alle dine skejser i denne sjove, blodige og ækle film med skuespiller Danica Curcic og en masse… PICKLESS!

Alt synes at gå op i en højere æstetisk enhed i musikvideoen til Blondage’s Dive. Jonas Bang og M.I.L.K. har produceret videoen der både teknisk, visuelt og musikalsk må anses som intet mindre end et lille mesterværk.

Friday Late Night: MUSIC + VIDEO er arrangeret af Heartbeats og filmfestivalen CPH PIX . Læs mere om PIX og eventet HER

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

For Evigt Hip Hop 2017

Suspekt var blandt de danske hovednavne på dette års festival.

Der blev hverken sparet på solskin, Redbull eller god stemning i lørdags, da For Evigt Hip Hop skrev historie som danmarks største (hardcore) hiphop festival. “RØDOVRE?” tænker du måske. Det gjorde jeg i hvert fald, første gang jeg hørte om festivalen, men ærlig talt: en hiphop-festival i Rødovre; whats not to like? (det skulle i hvert fald opleves). Med en halv time på den tohjulede til, jeg stod på pladsen, fandt jeg ud af, at distancen til “Reffen” vs. “Røderen” egentlig er et fedt, og der var ingen problemer med at få parkeret sin cykel, ja tak!

Jokeren sørgede for god stemning fra hovedscenen denne spæde lørdag formiddag, og om det var vejret, musikken eller Vestegnen, men allerede her inden 12 var der gang i festen.

Kl. 11.30 gik Binær på scenen. På anbefaling fra hip hop-kendere i min omgangskreds var netop denne koncert en, jeg havde set særligt frem til – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Duoen Binær består af Trepac og Mund De Carlo, en konstellation de selv beskriver som en bro mellem to af hovedstadens mest aktive hiphop-crews: Struglaz og Echo Out Records. Med sig på scenen havde de en saxofonist og en trompetist, der snildt levede op til Binær-drengenes musikalske og tekniske niveau. Tilsammen opstod en trekantsdynamik af beats, rap og blæs i et helt nyt format med træk fra jazztraditionen, hvor solo og samspil er kernebegreber i den kollektive musikform.

Kl. 12.05 overtog TopGunn hovedscenen. Med hits som “Kongens Have”, “Dejlig” og “Ingen andre” var der næsten lagt op til fællessang her klokken tolv i Rødovre. Oliver Gammelgaard Nielsen leverede helt sikkert, det han skulle.

Kl. 15.00 gik Gilli og Kesi på hovedscenen, mens Ham den lange tog plads på den lille scene kl. 15.20. Det var to yderst særskilte koncerter, som her overlappede hinanden og gav et godt billede af bredden i dansk hip hop.

Kl. 16.05 blev champagnen knappet op, da Lil Kleine sparkede festen igang foran hovedscenen. Det var en fest, og mere er der vist heller ikke at sige om det. Det er der til gengæld om Annelise, der trak festen over til den lille scene kl. 17.40. Annelise og Milad Genius er virkelig et team, som kan deres kram, og sammen leverede de et liveshow, der både var velforberedt og nærværende.

Så var det tid til lidt mad. I modsætning til Haven Festival, som jeg gæstede for et par uger siden, var der næsten ingen kø ved de forskellige boder. Der var dog heller ingen pastrami-sandwiches med RIGTIG pastrami, og man måtte også spejde forgæves mod nord efter surt som sort mikrobryg. Men ærligt talt; spanskrør m. softice og en veggie-fajita er ikke et dårligt bud på en god festivalmenu. Der var desuden rig mulighed for både flæskestegssandwich og fritter med salatmayo, hvis det var det, man trængte til.

Så var energidepoterne også fyldt op til danse-disko-dasko-fest kl. 19.30 med Marvelous Mosell. På tracks, bygget op af loops fra gamle disconumre, smeder han rim, der får enhvert millenium-barn til at længes tilbage til de gode gamle 90’ere. En bøllehat og guldkædeklædt Tue Track indtog pladsen bag mixeren, mens den 90’er-kondi-suitede Marvelous Mosell opfyldte swagkvoten for hele vestegnen. Sammen leverede de en sjov, underholdende og vellydende koncert. Der hersker ingen tvivl; Marvelous Mosell er den bedste danser!

Resten af aftenen stod på Ukendt kunstner til en koncert, der efter sigende skulle være deres sidste! Suspekt lukkede og slukkede, og trods tekniske problemer leverede de et sceneshow og den attitude, de er kendt så godt for.

Det var med trætte ører og ømme fødder, jeg vendte snuden hjemad lørdag nat, men jeg kom også hjem med en (tiltrængt) forfriskende musikalsk oplevelse og en smule mere forståelse for, hvor meget den danske hiphopscene har at byde på. Derudover var det bare enormt rart at være et sted, hvor det ikke var branche- eller kultureliten, som satte dagsordenen. Det resulterede i en bred musikalsk folkefest med plads til diversitet og sammenhold på tværs af kultur, forudsætninger og undergenrer. Jeg håber virkelig, vi ser en For Evigt Hip Hop vol. 2 i Rødovre næste år. Og så ville det klæde dem også at repræsentere nogle af de andre kerneaspekter i hiphop-kulturen som graffiti og breakdance.

Den danske sommer viste sig virkelig fra sin pæne side i lørdags til stod fordel for de mange gæster, der var troppet op på Rådhusplænen i Rødovre.

Hip hop forevigt, O.G.! Tak for en fly festival!

Peace out, x-tra swag og, øh… tag det roligt.

Mirja

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *