SKIZO – kærlighed og psykisk ustabilitet skildres i KLIPOs nye video

KLIPOs udsvævende og æteriske musikalske udtryk suppleres i SKIZO med det taktile på billedsiden, hvor stof, sand, uhøvlede gulve, planter, smykker, hud og hår skaber en sansemættet genrehybrid med en underliggende dybde og et vigtigt budskab på KLIPOS nye udgivelse SKIZO. Sidste efterår havde jeg fornøjelsen af at anmelde albummet Purpurlyd af Johannes Bruun (aka KLIPO), der netop har haft release på sit nye projektsamarbejde med Simon Nielsen-Englyst. SKIZO er lavet som en forening mellem kunst, fashion og musik – en musikalsk filmcollage, som udvikler KLIPOs porøse og ungdommelige  univers i mødet med en virkelighed, hvor sårbarhed langtfra altid er en styrke.

Jeg har fået lov at stille Johannes Bruun et par spørgsmål i anledning af den nye udgivelse:

I din tidligere udgivelse “purpurlyd” var det dét at være ung, og sårbarheden i de unge år, som var i fokus. Hvordan kommer det til udtryk i Skizo?

Johannes Bruun: Sårbarheden er sat i en helt anden kontekst i Skizo. På Purpurlyd var sårbarheden det bærende element – det var den unge forvirring og usikkerhed, historien og følelserne bag hele EP’en byggede på. I Skizo-universet bliver sårbarheden sat i et mere hårdt lys. Det at være sårbar er lige pludselig ikke en fordel længere, det åbner ingen døre i verden og det skal i sangen forstås som et slags svaghedstegn. “Jeg lever jeg ånder, jeg vælger min dommer, det stresser mig så meget” er lige pludselig en svag sætning, i stedet for at virke som en ærlig udtalelse. På Skizo er sårbarheden stadig i fokus, den er bare flippet 180 grader.

Du beskriver SKIZO som et projekt der prøver at skildre fiktiv psykisk ustabilitet i et visuelt/lydbaseret univers. Hvorfor har det været vigtigt for dig med dette fokus?

Johannes Bruun: Samfundsdebatten og det store fokus på psykiske lidelser og ustabilitet de sidste par år, satte mine tanker igang om, hvordan – helt lavpraktisk og tankegangsmæssigt – det må være at være inde i et hoved med så meget torden og virvar. Og det endte med at blive kogt ned til 6 linjer, der udgør teksten til Skizo. Så fik jeg en masse hjælp af Simon Nielsen-Englyst og et større hold af film-skabere og stylister til at få denne feeling og vibe af rod og forvirring ned i et fashionfilm/kunstprojekt-format, hvor det visuelle har en lige så stor rolle som både det lyriske og det lydmæssige.

I jeres beskrivelse af videoen fremgår det, at I tager afstand fra narrativitet og overfortolkning, – hvorfor har det været vigtigt for dig/jer?

Johannes Bruun: Det var, for os, sindssygt vigtigt at holde budskabet og udtrykket i fokus – og det følte vi var bedst muligt, når man holder historiefortællingen på et plan, hvor man undgår overfortolkninger, men også direkte fortælling af, hvad budskabet er. Det skal kunne tolkes af seeren igennem stemninger og landskaber. Det var grundtanken.

KLIPO holder release i aften til Skizo – KLIPO // Release og ellers kan du opleve ham til en række koncerter rundt omkring i Danmark her i foråret:

22/03: Train i Århus Elefantbar2019

29/03: Subhuset i Holsterbro Subhuset X KLIPO

05/04: Train i Aarhus

06/04: Rust i København – KLIPO // Rust

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fire musikalske podcast-anbefalinger til din efterårsferie

Kulden lister sig ind under min lette sommerjakke, og løvets gyldne nuancer omfavner den stadig mere grånende himmel. Jeg skriver dette, imens jeg tænder et stearinlys med en rygende varm kop te ved min side. Det er allerede begyndt at blive mørkt udenfor, selvom klokken ikke er meget mere end seks om aftenen. Skolernes efterårsferie står for døren, og med den også udsigten til kortere dage, lavere temperaturer og dertilhørende tæpper, rodfrugter, varme drikke og….. PODCASTS! Så her følger en lille efterårsanbefaling, som hverken kræver kastanjedyr, flybilletter eller feriedage.


Wagners Ringen ifølge Kristian Leth

Hvem var det lige, ham der Richard Wagner var, og hvad var det med den dér ring? Hvis du gerne vil blive lidt klogere på en af vestlig musikhistories giganter, så bør du lytte med, når Kristian Leth guider dig gennem et af musikhistoriens allerstørste værker. Find programmet her


Album: Kate Bushs ‘Hounds of Love’

Mere Kristian Leth. For når Kate Bushs Hounds of Love behandles af Kristian Leth og Information-journalist Ralf Christensen i programmet Album, er der god grund til at spidse ører. Selvom Album-serien har fået et par år på bagen nu, holder det altså stadig. Programmet giver den tid og fordybelse, som albummet fortjener, og dette på en måde så alle kan være med. Derudover er albummet i sig selv fremragende, så der er ingen undskyldninger for ikke at lytte med, når Leth og Christensen guider dig gennem de musikalske historier. Andre anbefalelsesværdige udgaver af programmet tager fat på The Smiths  ‘The Queen is dead”, PJ Harveys “To Bring You My Love” og Fela Kuti med ‘Expensive Shit’. Så der er lagt op til mange timers lytning for enhver smag.

Find den her


Politikens Poptillæg

Dette bliver nu en popkulturelt begejstret hyldest til vores alle sammens “pop connoisseur”, Lucia Odoom, der står bag podcasten ”Politikens Poptillæg”. Fra første program i 2016 har Lucia Odoom hver uge inviteret et pop-panel ind for at diskutere tendenser i popkulturen, i et rum hvor intet er for kommercielt eller nørdet til en seriøs diskussion. Panelet behandler alt lige fra “Den Store Bagedyst” og datingprogrammer til politiske strømninger og science fiction. Her følger blot et lille udpluk af programmer med musikalske temaer:


  • Hvorfor elsker vi 90’erne? “Ugens Poptillæg forener generation X og Y i studiet og diskuterer det poptimistiske årti i musik, mode, tv og politik.” Find den her.
  • Kendrick Lamar vil det hele: “Den Grammy-vindende og anmelderroste rapper Kendrick Lamar har hele musikbranchen i sin hule hånd og slipper afsted med både at lave politisk hiphop og hits med Maroon 5. Men hvem er han egentlig? Politikens Poptillæg giver en indgående introduktion til tidens mest populære hiphop-musiker”. Find programmet her.
  • Poptillæggets sommer-mixtape: “Poptillægget ser nærmere på sommerhittet som fænomen og laver den perfekte sommerspilleliste”. Find den her.

.. og så dem med Queen B:

  • Beyoncés ‘Formation’ og protestpop: Find den her.
  • Bittersød hyldest til Beyonces “Lemonade”: Find den her.

Den nye stil – historien om dansk rap

Denne podcast-anbefaling kommer jeg selv til at bruge efterårsferien på. Jeg har ikke selv hørt den (endnu), men da jeg snakkede med min studiemakker Sophie Kjeldberg Mathiesen om dette indlæg, jeg var i gang med, nævnte hun denne prisvindende podcast for mig med stor begejstring. Vil du vide lidt mere om serien, har Sophie været så sød selv at sætte et par ord på hendes oplevelse af podcasten: “Den nye stil – historien om dansk rap” er en kronologisk gennemgang af dansk hiphop- og raphistorie. På klassisk vis er hvert afsnit centreret om en person, en gruppe eller et fænomen, og værten, Pelle Peter Jensen, er så sprængfyldt med humør og passion, at man ikke behøver at være hiphop-interesseret for at nyde podcasten. Det er eksemplarisk musikformidling og vildt sjovt. Der kommer stadig nye afsnit, og der er rigeligt at tage fat på – hvilket man kan blive overrasket over, hvis man (som jeg) ikke vidste meget om omfanget af dansk hiphophistorie. Det gør jeg nu.”

Find den her.


… god fornøjelse med lytningen og glædeligt efterår!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Purpurlyd: Ny udgivelse fra danske KLIPO

Ung naivistisk poesi med en underliggende dybde. KLIPO’s musik emmer af sårbarhed, og netop dét er styrken i de dansksprogede tekster, der serveres legende og eksperimenterende til sin lytter.

Ordet omhyggelighed slår mig i beskrivelsen af Johannes Bruun. Omhyggelighed i det han laver, den han er og i hans beslutning om at droppe ud af gymnasiet for at gå musikkens vej. Han er kunstner men også poet og håndværker. Han laver alt selv lige fra fotos, covers og PR til musikken, teksterne og det visuelle materiale til sine liveshows.

Det var i forbindelse med talentudviklingsprojektet Future Sound, at jeg i foråret mødte den nu 18-årige århusianske musiker og kunstner Johannes Bruun, der er manden bag KLIPO. Gennem vores samtale lagde jeg mærke til den særlige sensitivitet og kæmpe arbejdsomhed, der afspejler Johannes Bruuns musikalske arbejde. Musikbranchen er en nåleøje-disciplin, og mange talentfulde musikere og kunstnere oplever gang på gang at støde hovedet mod muren. I modgang er det let at forlade sig på at dikteres af diverse tendenser og andres velmenende råd og at gøre sig hård og strømlinet, så man ikke støder på de spidse albuer i slipstrømmen. Denne taktik går måske an i sejlsporten, men når det kommer til kreativitet, musik og udtryk i selve kunsten, er sensitivitet og sårbarhed ganske afgørende for at vi som lyttere eller beskuere kan blive berørt og mærke os selv i mødet med den anden. Modet til at turde vise noget mere af sig selv, var i hvert fald det jeg faldt for hos den unge århusianer, og netop dette mod videreføres på KLIPOs nye EP “Purpurlyd”, der officielt udkommer i morgen den 7 september til releasekoncert i Dome of Visions.

Johannes beskriver sin nye EP som en følelsesmæssig dagbog fra det sidste halve år. En tid, der har båret præg af en konstant pendulering mellem glæde og forventning på den ene side, men også en destruerende angst for fremtiden og konsekvensen af de valg man tager på den anden. Jeg tror, de fleste unge på vej ud i voksenlivet oplever det som en stor mundfuld selv at skulle håndtere den angst og tvivl, der dog er et grundvilkår for det frie individs livsføring. På nummeret Ingen forstår folder KLIPO denne frustration og ensomhed ud i en proces, der næsten er på vippen til narcissisme og selvpineri. Med teksten; “det er blevet en rutine – en slags lavine – og ‘mens jeg går og evaluerer mit liv, fisker jeg efter svar – jeg er så ueffektiv” bruger KLIPO rytmen og lyden i ordene på samme vis som i nummeret Et Barn fra EP’en Dagdrømme fra 2017. Ord og rytmer flettes sammen, så det banale bliver fascinerende og det fascinerende et mysterie. I stedet for at spytte ordene ud i tekstrømme, er det som om at KLIPO virkelig smager på hver enkel ord-nuance for at temperere og nuancere betoningen på en sådan måde, at ellers velkendte ord bliver nye i sammenhængen.

Positiv er straks mere kaotisk, hvilket kommer til udtryk når tekst og beat flere steder river nummeret fra hinanden. Teksten beskriver det intime, kropslige og seksuelle som et ubehageligt, nærmest uhyggeligt paradoks til det følelsesløse, ja nærmest som om individet oplever en indre spaltning eller et brutalt tab af kontrol over sig selv. ” (…) kigger – slutter – sluger – tørrer mig om munden. Slikker – venter – hiv mig lige op fra bunden. Kan ikke mærke mig selv mer’, kan ikke mærke mig selv mer’..” Det tumultariske, forstyrrede og ude af trit understreges når KLIPO synger “Jeg kan ikke mærke mig selv mer’ (…)” for er man først blevet følelsesløs, er det svært at falde i sync med sine omgivelser såvel som med sig selv.

I Blind udfolder der sig en melankolsk undersøisk atmosfære. Nummeret bevæger sig skvulpende fremad med lullende og bølgende elektroniske lag. I kontrast brydes de lange synth-flader af elektroniske kantslag, der sammen med vokalen gør nummeret præsent, så man som lytter ikke forsvinder helt hen i, hvad jeg bedst kan beskrive som hypnotiserende hvalsang fra det fjerne.

Luna står som en længselsfuld kærlighedssang eller en slags skizofren hyldest til månen. Nummeret rejser sig i fragmenter, der skaber en længselsfuld og energiladet rejse mod droppet og afslutter EP’en med et stærkt og dramatisk udtryk. Selvom det er EP’en sidste nummer, er jeg ikke helt sikker på hvor KLIPO har ført mig hen. Der er noget uforløsende og søgende i det stemningsrum som KLIPO har skabt med Purpurlyd, og måske er det netop pointen…Purpurlyd som en følelsesmæssig dagbog afspejler meget vel Johannes Bruuns virkelighed, hvor følelser som succes og frustration ikke er langt fra hinanden, og hvor vi konstant befinder os på kanten af kaosset imellem liv og drømme.

KLIPO holder releasekoncert den 7 september i Dome of Visions, hvor du også kan opleve Kara Moon som support og forskellige DJ’s (TBA) til efterfesten. Link til begivenhed

Jeg er spændt på hvad KLIPO vil bringe os i fremtiden, men håber han formår at bære det inderlige, særprægede, til tider naive og personlige udtryk med sig på sin rejse. God vind herfra i hvert fald!

PS. Et Barn fra EP’en dagdrømme er og bliver stadig en af mine “yndlinge”. Lyt eller genlyt til den her:

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Future Sound – fem udvalgte portrætter fra programmet

KlaptraeKLIPONordpaaMagnus TempelsNava, Neon Priest og Ponti – umiddelbart vækker navnene måske ikke genklang hos dig, men det kommer de  til. De er nemlig alle sammen bands, der er blevet udvalgt som en del af Future Sound 2018. Future Sound er et talentudviklingsprojekt for unge bands mellem 15-25 år. Kunstnerne i Future Sound er meget forskellige, men fælles for dem alle er, at de er lige på nippet til at bryde igennem til næste niveau indenfor dansk musik. Jeg kiggede forbi til deres første weekendcamp, og der blev jeg overvældet af deres evner, entusiasme og ikke mindst hvor ambitiøse og hårdtarbejdende de var.
Her følger et lille portræt af nogle af de udvalgte kunstnere.  Den 25. august kan du opleve dem alle på live på endagsfestivalen LYDFEST i Birkerød.

KLIPO

“Jeg elsker klare farver, melankoli og elektroniske beats, og det viser sig alt sammen i min musik”

Hvad kendetegner din musik?

KLIPO er mørk elektro-pop med poetiske tekster og masser af manipuleret vokal og tung bas. Jeg (Johannes) er manden bag KLIPO, og producerer, skriver og synger selv sangene i mit soveværelse. Jeg laver selv mine covers og har selv filmet og redigeret de visuals, jeg bruger til mine live-shows. Dét, at jeg har kontrollen over alle processer som vedrører KLIPO, gør at min personlighed skinner utroligt meget igennem, sådan at tekst, musik, video og min udstråling passer sammen og giver en form for harmoni.

Hvilke kunstnere inspirerer dig? 

Jeg er meget inspireret af kunstnere som Kill J, Mø, Soleima og Lydmor.

Johannes Bruun er 18 år og studerer til daglig på Aarhus Katedralskole. KLIPO spiller koncert på Råhuset 27 april – samme dag som udgivelsen af KLIPOS nye musikvideo. 

PONTI

Hvad kendetegner din musik?

Ponti er en fusion mellem let indie-lyd, mørke tekster og en klassisk dansksproget pop/rock vokal. Min musik er nok rimelig biografisk, for jeg skriver om livet som 23-årig, og den følelse af kontroltab i forhold til kærligheden og livet generelt. Det er de store spørgsmål pakket ind i lette pop-melodier. Et godt eksempel er min nye single Øresund. Den handler om dengang jeg flyttede fra byen til en campignvogn i Dragør efter at have siddet to år i min lejlighed og brugt tiden på alt muligt andet end musikken. I den periode brugte jeg sangskrivningen som en slags terapi. Sangene, jeg lavede, blev en måde at forstå mig selv bedre på, og det blev også en proces mod at finde frem til et slags mål eller formål med tilværelsen. Med udsigt over Øresund indspillede jeg de første demoer til Ponti og min nye single Øresund, der lige har haft release her den 6 april.

Hvilke kunstnere inspirerer dig? 

Når man hører min musik, kan man nok godt høre, at der er tråde til danske bands som Minds of 99, Ulige Numre og CV Jørgensen.

Emil Pontoppidan er manden bag Ponti. Han skriver, synger og indspiller selv de meste af sin musik, men fremadrettet kan Ponti opleves som et fem mand stort band – næste gang bliver på Plekter-tour hvor bandet besøger henholdsvis København, Odense og Aarhus. Pontis nye single Øresund er produceret af Chief1 og mastereret af David Elberling, desuden sidder Emils bror Tobias Pontoppidan bag trommesættet. 

Magnus Tempels

Hvad kendetegner din musik?

Et groovy guitarspil kombineret med en lys og skrøbelig stemme, og tekster der beskriver en tilstand af forundring og ungdommelighed, hvor alting er så ufatteligt muligt. Som den unge “singer/songwriter” jeg er, forsøger jeg gennem musikken og budskaberne i mine tekster at værne om og formidle de ofte flygtige og pergamentfine følelser, som driver rundt i ungdomsårene. Magnus Tempels startede, da jeg for 4 år siden tog min guitar i hånden og gav mig i kast med at spille på Københavns og andre europæriske storbyers gader og stræder. Efter utallige timer på gaden, med sang og guitarspil – i selskab med andre gademusikanter fra verden over, debuterede jeg som Magnus Tempels i august 2017 med band på Loppen, Christiania.

Hvilke kunstnere inspirerer dig? 

De CD’er som lå i min families bil, hvilket er kunstnere som Thomas Dybdahl, Teitur og Tina Dickow, har sat stort præg på hvor jeg får min inspiration fra.

Nordpaa

Hvad kendetegner din musik?

Nordpaa er en kombination af rap og R’n’B med reference til nutidens popmusik. Jeg er meget inspireret af film og æstetikker fra 80’erne og 90’erne både på lydsiden og det visuelle, og det prøver jeg så at tilføje til min “moderne” musik. Nogle af mine numre er meget typisk “rap” agtige, altså med meget ego og selv-dyrkelse mens andre numre er mere indadvendte og følsomme. Jeg er egentlig en forholdvis jordnær person, der ikke nødvendigvis råber allerhøjest i lokalet. Når jeg til gengæld spiller live, får jeg ofte at vide at folk ser en helt anden side af mig. På den måde kan man sige at de introverte og de ekstroverte træk kolliderer i musikken, der skræddersyes af mig og min producer R93se.

Hvilke kunstnere inspirerer dig?

Som nævnt er jeg meget inspireret af ældre film som fx. “Alien”, “Blade Runner” og “Mulholland Drive”. De har nogle stemninger, som vi gerne vil prøve at genskabe i nogle af mine sange.  Jeg er desuden enormt inspireret af de helt store navne indenfor min egen genre såsom Kanye West, Drake og Frank Ocean. Af danske artister er det navne som Ukendt Kunstner, Xander og Suspekt .

Jeg er enormt betaget af musik, der går i skelsættende nye retninger, og jeg håber en dag, at min musik vil gøre det samme.

Nordpaa spiller til Plekter Tour på Råhuset d. 24 maj og på Stakladen i Aarhus d. 26 maj. Nordpaas næste single kommer til april (TBD) 

Klaptrae

“Stemningsmættede knitrende fragmenter og en æstetik der pendulerer mellem et folket og et elektronisk univers danner tilsammen en højere enhed i Klaptraes æstetiske, melankolske og følelsesladede univers”

Hvad kendetegner din musik?

Min musik og mine koncerter har afsæt i det akustiske mixet med elektroniske elementer, hvor følelserne er helt ude på tøjet. Klaptrae er et personligt projekt, som jeg startede i december 2017. Igennem flere år havde en masse sange ophobet sig, og efter at jeg startede på Engelsholm Højskole, samlede projektet sig lige så stille til den lyd, man kan høre på mit første album “1”. På Engelsholm fik jeg også interesse for visuals, som man især også kan forvente til mine koncerter. Lige nu afvikler jeg koncerterne solo, men i den nærmeste fremtid udvides livedelen til et band, hvilket er en stor del af klaptraes fremtidsplaner. Publikum skal have en rigtig god oplevelse, og derfor betyder det enormt meget for mig at give noget, som man ikke oplever så ofte, og noget der bliver siddende i kroppen – noget man kan tage med sig videre.
Navnet Klaptrae er et ord jeg har båret rundt på i mange år, efter at min far engang fortalte mig om det her sted i København, der hed klaptræet. Det var et mega lækkert ord syntes jeg, uden at vide noget om selve stedet. Jeg havde tidligere en hemmelig SoundCloud under navnet klaptrae, som jeg brugte til alle de skitser jeg gik og arbejdede på. Først elektronisk musik og soundscaping og senere alt. Her fik jeg samlet min lyd og fik mit akustiske univers og mit elektroniske univers til at mødes. Pludselig var det Klaptrae, som jeg identificerede mig med, og Klaptrae er nu 100% mig, mig som indspiller og mig der producerer.

De næste par måneder mødes de udvalgte bands på camps med musikalske sessions, sparring og rådgivning af nogle af danmarks førende sangskrivere og branchefolk. Til august kulminerer det hele når alle 7 bands præsenteres på scenen til Lydfest 2018 i Birkerød, der garanterer det bedste musik, fest og glade mennesker! Jeg har i hvert fald tænkt mig at kigge forbi, og så glæder jeg mig ellers bare til at høre meget mere fra de forskellige Future Sound bands.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dreamers’ Circus, tak for nærvær

Sådan en tidlig og kold mandag morgen tyer jeg ofte til en maksimal dosis audiodope, mens jeg bevæger mig gennem kulden imod en ny travl uge. Det var dog ikke tilfældet på cykelturen denne mandag i marts, hvor meget var som det plejede, og så alligevel ikke.

Aftenen forinden var jeg kommet i tanke om, at jeg skulle ind at høre Dreamers’ Circus den kommende onsdag med mine forældre. Det var flere måneder siden, de havde inviteret mig med til koncerten, som jeg glædeligt havde jeg sagt ja til, med fornemmelsen af at det var laaaangt ude i fremtiden.  Men som den slags går, så har fremtiden det med at indhente én, og det var blevet ugen før koncerten i Rundetårn (jo sgu – Christian d. 4’s eget!!). Mit sædvanlige pedal-tramp-morgentrack var derfor skiftet ud med de eventyrlige og løjerlige melodier fra Dreamers’ Circus.

Bandet, der består af Ale CarrRune Tonsgaard Sørensen og Nikolaj Busk, har med rødder i folkemusikken skabt deres eget eksperimenterende univers, og denne frostklare morgen oplevede jeg disse melodiske fortællinger, der selv uden tekst eller ordinære pop/rock-tematikker fængede mig og fik morgenluften til at synes klarere og asfalten lidt blødere. Dreamers’ Circus skaber genrefusioner mellem folk, elektronisk og klassisk musik. Musikken er en fornyelse og genetablering af en skandinavisk folklyd, som i den grad rækker ud og taler til alle ører, som tør høre. I stedet for at forsvinde ind i rusen af intense drops og højhastige beats , flettede melodierne sig sammen med omgivelserne, og blev det perfekte morgenakkompagnement til den lyserøde himmel over Hans Tavsens Park, blikket fra en ensom romaskine hos fitness.dk, cyklisten hjulende afsted i første gear og en rosa-farvet cykel med støttehjul parkeret ud mod stien.

Musikken fra Dreamers’ Circus får én til at opdage det nære, det glemte og det finurlige. Verden bliver blødere, kulden lidt mildere, himlen større og morgenen lidt rarere. De folkede, akustiske numre fra Dreamers’ Circus formår at række ud over den gode melodi og skabe stemninger, følelser af nærvær og samhørighed, og hvem kunne ikke bruge lidt af det i disse tider?

Jeg får i hvert fald bare lyst til at sige tak til drengene i Dreamers’ Circus og tak til dig, som læser og lytter  ❤

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *