Eik Octobre

Det er fredag den 10. februar 2017, og jeg befinder mig på Nordatlantens Brygge til release-koncert af Eik Octobres nye EP “Lent”. De sidste par dage har den danske vinter vist sin ankomst med sne og frostgrader over byen, og hvad er så mere belejligt end at sætte sig ind i varmen og blive ledt med på en rejse i danske Eik Octobres melankolske univers.

Aftenen lagde ud med den unge færøske sangskriver Lea Kampmann som opvarmningsband. Med sin guitar og sine tre musikere præsenterede Lea en håndfuld perler i form af drømmende folkmusik med både færøske og engelske tekster. Her blev udvist et udtryk og et talent, som i sig selv kunne have udgjort et hovednavn, og hun var en sand musikalsk optur, som jeg helt bestemt tror, vi kommer til at høre mere til!

Efter Lea Kampmann indtog Eik Octobre scenen i form af den 25-årige komponist og musiker Emil Skovsgaard Christensen og hans strygerensemble fra EP’en. Vi har at gøre med instrumentalmusik, som udspiller sig fra Emils klaverkompositioner akkompagneret af strygerne i stemningsmættede klangfarvelader, der levende fører lytteren ud og hjem på en og samme tid. Emils musik lægger i høj grad op til fordybelse og eftertænksomhed. Det er uden ord, og alligevel er man med fra start til slut.

Eik Octobre – Why We Fight (Live in studio)

Why We Fight (Live in studio) har været ude i en uge, og tusind tak for den gode modtagelse! Vi glæder os til på fredag.Video af: Aske Salling, Oskar Andersson, Agnes Olander og Simon Thams.Lyd af: Lukas Rasmussen, Emil Thomsen, Elias Seidler.Prod.: Marcus Andreassen.Musik af Eik Octobre.

Opslået af Eik Octobre på 5. februar 2017

In a storm, One winter, why we fight og prelude er de fire numre vi finder på EP’en “Lent”, der er den første officielle udgivelse fra Eik Octobre. Emil er hjemme bag klaveret, og nøjsomt fører han sit publikum gennem de følsomme kompositioner i samskabelse med det særlige strygerensemble. Musikken er bevægende og vel doseret uden på noget tidspunkt at blive overprætentiøst, og lytteren inkluderes i de instrumentale kompositioner med træk fra filmmusikkens komponister som Dustin O’Halloran og Yann Tiersen.

Eik Octobres musik er levende, nærværende og melankolsk og passer perfekt som soundtracket til resten af din vintermåned (eller når tiden blot er til lidt eftertænksomhed). Så træk i din bedste groftstrikkede sweater, sæt et lys i vinduesskammen og kig ud på den frostklare himmel, imens du giver dig hen til Eik Octobres eventyrlige fortællinger, der starter, hvor ordene hører op.

EP’en Lent kommer ud på Spotify i løbet af de næste par dage, og indtil da kan du tjekke Eik Octobres musik ud på Soundcloud.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Stjerner, STRØM og æggesnaps – en tribute i ord og toner

ba%cc%8andspole

”Den 2. december ville dansk elektronisk musiks bedstemor være fyldt 92. I den anledning udgiver Dacapo den nye CD ‘EMP RMX 333 – A Tribute to Else Marie Pade’, hvor 11 kunstnere hylder Else Marie Pade, som døde i januar.”

Jeg faldt tilfældigvis over denne begivenhed på Facebook i sidste uge (tak FB) og fik i den anledning lyst til at dele den prøveartikel, som jeg lavede til Regnsky for snart et år siden. God læselyst og så ses vi måske til bobler, lagkage, flag og fejring i det gamle radiohus

Stjerner, strøm og æggesnaps

Komponist og musiker Else Marie Pade er kendt som en af de store danske pionerer inden for elektronisk musik. En genre som i dag er blevet så indlejret i vores musikkultur, at termen “elektronisk musik” sjældnere tages i brug, end hvis der er tale om ren akustisk musik. Siden det første stykke “elektronmusik” blev spillet i Danmarks Radio, har den elektroniske genre været i en konstant udvikling, flyttet sig og finder forsat nye veje. Den danske elektroniske festival Strøm er et godt eksempel på, hvor solidt genren står i dag, og festivalen kunne da også fejre sit 10 års jubilæum her i 2016 med et bredt udbud af diverse genrer og kunstnere inden for den elektroniske scene.

Else Maries Pades inspiration til sine banebrydende værker, stammer fra hendes barndoms fantasiverdener og drømme. Grundet sygdom levede hun et isoleret liv gennem en stor del af sin barndom. Lydene var hendes primære kontakt med livet uden for lejligheden i Århus, hvor hun boede med sine forældre. Hendes fantasi og kreativitet fejlede dog ikke noget, og om aftenenerne lå hun og lyttede til stjernerne, som sludrede og månemanden, der oplyste den sorte nattehimmel. Lydene blev hendes venner, som hun fandt på eventyr og historier ud fra, og det var både de udefrakommende lyde fra gaden og lydene i hendes eget hoved, hun brugte i sin drømmesymfoni om engle, dæmoner og stjerner. De musikalske fantasier blev sidenhen grobunden og drivkraften for hendes revolutionerende musikalske karriere.

Else Marie Pade lavede elektronisk og konkret musik i 1950'erne. Samtiden rystede på hovedet, mens nutidens elektroniske musikere ser hende som deres bedstemor. Hun har været militant modstandskvinde og studeret hos Stockhausen. Selv siger hun, at hun lever i et eventyr og kæmper for det gode. Else Marie Pade med sin gamle båndoptager og tonegenerator.

Første gang jeg selv hørte Else Marie Pades lille stemme, en stemme som er præget af en halsoperation, og derfor har en helt særlig lyd (næsten som en dukkestemme), var i radioprogrammet Besøgstid på P1. I starten af interviewet fortæller Else Marie Pade om forskellige lyde, og da hun bliver spurgt om sin yndlingslyd, udbryder hun klukkende:  ”Jaaa… Den er så sjov, for det er at røre æggesnaps i en kop”.  Herefter beskriver hun, hvordan denne dumpe lyd forbinder hende med barndommens tryghed og tilføjer om yndlingslyden at den: ”så oven i købet var noget som smagte godt!”. Her, blot fire minutter inde i interviewet, var jeg solgt til denne dame med den sjove stemme. En dame, der trods sin høje alder, og et liv præget af krig, sygdom og isolation, alligevel evner at have øje for de gode ting, og som med lidt tryllestøv, en saks og et spolebånd kan forvandle almindelige lyde til eventyr og musik.

LYT på P1: Else Marie Pade var elektronmusikkens bedstemor

I 1951 så Else Marie Padde muligheden for at indfri sine musikalske fantasier fra barndommen, da hun i et radioprogram for første gang blev præsenteret for “konkretmusikken”. Konkretmusikken byggede blandt andet på begrebet akusmatisk musik brugt af Pierre Schäffer (ophavsmanden til “musique concrète”) om lyde og musik, man ikke ser blive til, men blot hører. Her var altså tale om musik skabt til at blive spillet gennem højttalere, fremfor til at blive opført af musikere. Else Marie Pade fik herefter kontakt med Karlheinz Stockhausen og Pierre Boullez i studierne på Darmstadtskolen, og med sin stilling i Danmarks Radio blev udforskningen og eksperimenterne med den elektroniske musik en realitet. I arbejdet med klangfarver, serialisme og tonebearbejdelse kunne Else Marie Pade nu skabe stemmer til stjernerne, havfruerne og universet, som før ellers kun havde eksisteret i hendes eget hoved. I august 1955 præsenterede hun det første danske stykke elektronmusik “En dag på Dyrehavsbakken”, som var en tv-collage bestående af billeder og lyde i form af elektronisk og konkret musik. Trods en umiddelbar succesfuld modtagelse af værket, blev senere præsentationer slet ikke mødt med samme åbenhed. Sidste del af 60’erne gik produktionen i stå og lidt efter lidt svandt kendskabet til hende og værkerne.

I starten af 00’erne gryede en fornyet interesse for de danske rødder til den nu veletablerede elektroniske scene. Værkerne, som indtil da kun havde været tilgængelige som spolebånd, blev genindspillet og Else Marie Pade blev mødt med hyldest og anerkendelse fra folk i den nye generation af elektronisk musik.

Syv cirkler – et remix

Utopiske lyde siver ud af mine højttalere, og minder mig om vore dages lydkunstinstallationer eller en dystopisk film fra 70’erne… Jeg lytter til Else Marie Paddes “Syv Cirkler” fra 1958, et værk lavet ud fra syv toner i en seriel tilgang med gentagelser og forskydninger. I 2002 blev “Syv Cirkler” genindspillet og udgivet i fem nyfortolkede udgaver fra hver af de fem kunstnere Bjørn Svin, Hans Sydow, Jens Hørsving, Ejnar Kanding og Opiate, en udgivelse som dannede grundlag for kåringen af Else Marie Pade til en Steppeulv for Årets Idé i 2003. Holdes de nyere remixes op imod den oprindelige udgave, er det som om, at rytme indtager en større rolle. Dette er blandt andet tydeligt i Opiates remix. Her har han arbejdet med tilsætning af rytmiske strukturer, skabt gennem klikkende lyde frembragt med en CD-afspiller. Bjørn Svins udgave synes også at være en meget mere beat-præget version end den originale. Disse mere rytme- og beatprægede versioner er eksempler på den udvikling moderne elektronisk musik tog fra elektronmusik og frem, hvor rytme er blevet dominerende ift. opbygning og fremdrift. Strømninger, der beskæftiger sig mere med klangfarver og toner, i stil med den musique concrète, som Else Marie Pade blandt andet komponerede, er dog stadig aktuel, hvilket jeg oplevede på egen krop i 2015 til en koncert med Robin The Fog og Logos i Cisternerne under Strøm Festival. De eksperimenterede klart mere med selve lyden og akustikken. Koncerten var en kæmpe oplevelse, og kan i kort træk beskrives som 1,5 times lang underjordisk klangsammensmeltning. Jeg gik i hvert fald derfra i en tranceagtig tilstand, blæst omkuld af de lyd og sanseindtryk, som jeg havde været en del af.

Rytme, klang, serialisme, akustik… Tja, det er vist ikke helt til at sige hvor den elektroniske musik vil bringe os hen. Nogle elementer i musikken går tabt, imens andre kommer til og midt i dette kaos af larm, udvikling, sammenstød og fusioner, er en person som Else Marie Pade en reminder for mig om at turde være åben, give plads til fantasi og drømme, men også at turde give slip. Sidst, men ikke mindst, så lad os huske hinanden på at LYTTE, så kan det nemlig være, at vi en stjerneklar aften får øre på en sludrende Else Marie Pade, der blinker oppe på nattehimlen og sludrer med månemanden og de andre stjerner.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Youth in Blue

12249708_423220181206838_6141045765303798310_n

Vinden rusker udenfor. Huerne og vanterne er fundet frem, og der snøftes rytmisk om kap rundt omkring på læsesale og i togkupeer. Sengen synes pludselig mere lokkende end danseskoene, og du fanger dig selv i overspringshandlings-surfing på charterrejser og billige getaways… Jo, det er rigtig blevet efterår i Danmark, og jeg er nok ikke den eneste, som får lyst til at pakke mig ind og gå i hi, indtil solen og forårssneakers atter titter frem på Dronning Louises bro. Vintertiden rummer dog også andet end fastfrosne cykelgear og de alt for mørke morgener. Efterår og vinter indbyder nemlig til en anden fornemmelse for dybden, nærheden og det at dvæle i et rum, hvor det faktisk er ok at gå lidt i stå. Netop dette gjorde jeg i søndags, da jeg lyttede til EPén #1 fra den nye danske duo Youth in Blue. EP’en udgøres af 5 numre samt en kort intro. Lyden er folket med den gode melodi og lyrik som omdrejningspunkt. Med første nummer You pustes der liv i mit lille forsømte indie-hjerte, og mens bladende danser i deres gyldne klæder ude foran mit vindue, ledes tankerne hen på bands som Rumour Said Fire og Boho Dancer, der for mig har været med til at live op i de mørke vintermåneder i årenes løb.

Den forvrængede guitar og en stålsat rytme karakteriserer Kiss Me, der er EP’ens andet nummer, og med sit mere temperamentsfulde udtryk står dette nummer i fin kontrast til You, der næsten gik hen og blev en lille pop-ballade. På femte nummer I Wanna Be With You er Jesper Braae hoppet med på vokalen i en sød lille kærlighedsduet, der snildt kunne ligge på soundtracket til en amerikansk indie-film. Generelt bærer #1 præg af eksperimenteren med kontraster og genreelementer men uden at gå på kompromis med det gode håndværk. Hele vejen igennem er der en vellykket balance i instrumentering og opbygning. Amourose har noget drømmende, til tider næsten overjordiskt, over sig, i sine tekster og stemme, og sammen med Jesper Braaes velskrevede melodier mødes de på midten af indie-spektret i et enkelt poetisk udtryk. På tirsdag er det atter tid til at forsøde efterårsmelankolien, så garder dig med din uldne sweater og en spand varm kakao og gå vinteren i møde, når Youth in Blue inviterer til releasefest i Huset KBH.

Youth in Blue releasekoncert 18/10 i Musikcaféen kl. 18.30. Link til begivenheden her

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

“Man gør det bare, fordi det er fedt!” – Interview med Emil Wilk fra M.I.L.K.

20160629_152336

En sommer i musikkens tegn er ved at gå på hæld, men her kommer et lille tilbageblik fra årets Roskilde Festival. Garderet med TUC kiks og kaffe havde jeg fornøjelsen af at interviewe musiker og filmproducer Emil Wilk. Det endte med at blive en længere samtale om musik, kunst og udtryk, men også om barndommen på Bornholm, halmballe-borg-byggerier og dét at være draget af storbyens mystik, når man selv kommer fra provinsen. Til slut hører vi om et ganske særligt møde med selveste Brian Eno… Så hold godt fast! Emil Wilk er en mand med meget på hjerte, og han er ikke bange for at åbne op ind til de refleksioner og spørgsmål, der opstår undervejs, når man skal finde sit eget udtryk.

Mirja: Tak for i koncerten, hvordan var det at spille hernede?

M.I.L.K.: Det var fedt, publikum var virkelig meget på, og det virkede som om, at folk faktisk kom for at se OS; de sang jo med! Det var ret syret altså…

Mirja: Hvem er Emil Wilk, og hvem er M.I.L.K.?

M.I.L.K.: Altså, M.I.L.K. er mig, efter jeg fandt mit udtryk. Alt, hvad jeg laver nu, det laver jeg som M.I.L.K., og alt hvad der ikke passer ind i M.I.L.K., ja, det laver jeg så ikke.

Mirja: Okay, hvordan vil du så beskrive dit udtryk?

M.I.L.K.: Mit udtryk er en form for tekstur, feel eller vibe – eller noget, jeg synes, er dejligt! Før prøvede jeg vildt meget af og satte derfor ikke et label på, som jeg gør nu med M.I.L.K.. Det hele faldt bare lige i hak med M.I.L.K.. Så, M.I.L.K. er nok bare mig, som er sikker på, hvad jeg gerne vil.

Following The Sun: Et af de seneste udspil fra M.I.L.K.

Mirja: Hvad så med navnet M.I.L.K. – hvor kom det fra?

M.I.L.K.: Det startede oppe i mit køkken. Vi bor sådan seks drenge. Jeg havde lavet de her sange, som jeg gerne ville give et navn. Så vi sad bare og snakkede om, hvad fanden det skulle være. Jeg ville gerne have, at det var sådan “BOOM”; helt straight forward, og så skulle det have en institutionel vibe ligesom sådan nogle forkortede punktum-navne. Pludselig siger Mads Christian oppe fra lejligheden ”hvorfor hedder du ikke milk, det er jo sådan en hverdagsting?”, så det tog jeg og gjorde til en forkortelse. Så har vildt mange efterfølgende spurgt, hvad det står for, og så har jeg bare fundet på noget nyt hver gang, ha ha!

Mirja: Fedt, hvad ville du så finde på nu?

M.I.L.K.: Nu… Jamen, det ved jeg ikke. Det kan være, der kommer et eller andet, så skal jeg nok sige til… Ellers må du prøve at give et bud!

Mirja: Øhh, ja… Det kan være, jeg gør det.

M.I.L.K.: En anden ting er, at jeg faktisk er SINDSSYGT inspireret af N.E.R.D., Pharrells gamle projekt. N.E.R.D. lyder jo også som en forkortelse, og de sagde det stod for no-one-ever-really-dies, men det er faktisk bare noget, de har fundet på senere, når folk spurgte. Så der er ikke sådan en kæmpe forkromet idé bag navnet M.I.L.K.; jeg synes bare, det virkede!

Mirja: Når jeg har læst om M.I.L.K., er jeg stødt på flere forskellige beskrivelser. Nogle omtaler M.I.L.K. som et band, et multikunstprojekt; at M.I.L.K. er Emil Wilk, som laver musik… Flere medier har også omtalt M.I.L.K. som et soul-kollektiv. Hvad er din opfattelse af alle de her mærkater?

M.I.L.K.: Ha ha! Jamen det er jo bare fordi, det er helt vildt nyt. Når folk har spurgt ind til M.I.L.K., har jeg bare sagt et eller andet. Så er der nogen andre, der har kigget på det, der er blevet skrevet, og så har de også bare skrevet det. For at være helt ærlig så startede jeg med at kalde det et kollektiv, da jeg synes, at ideen om soloprojekt egentlig er lidt langt ude. Man har jo altid en masse folk, der hjælper en med alt muligt. Det kan være alt fra fotografen, til ham der bærer ens udstyr – derfor kaldte jeg det et kollektiv. I virkeligheden var jeg nok også lidt skræmt over at lægge ting ud som “Hey, det her er kun mig”. Men i den klassiske forstand kan man jo godt kalde det et soloprojekt, fordi alle de der ting som at lave numrene og bestemme, hvor musikken skal hen, har jeg jo gjort, og det er jo det, som en typisk solo artist gør. I virkeligheden var jeg nok bare lidt bange for det.

Mirja: Det er da også skræmmende!

M.I.L.K.: Men når folk spørger mig nu, så svarer jeg bare, at M.I.L.K. er mig.

Mirja: Er det så både dig som musiker, musikvideo-mand og…?

M.I.L.K.: M.I.L.K. er alt det, jeg laver nu. Tidligere arbejdede jeg for mange forskellige. Da lavede jeg ting, hvor jeg mere gik på kompromis, fordi det jo var et bestilt stykke arbejde. Folk vil jo gerne sætte alle ting i bokse, og så er det bare rart for en selv at have sådan et filter, at hvis det passer ind i M.I.L.K., så laver jeg det, og ellers laver jeg det ikke. Med M.I.L.K. har jeg fundet ud af, hvad der er 100 % mig, og så er det bare nemmere at træffe valg, hvor jeg ikke går på kompromis med mig selv. Jeg har ligesom fundet hvile i det, som er M.I.L.K..

Mirja: Det lyder som en spændende proces. Hvis nu vi så det som en slags udviklingsproces, hvordan ville du så beskrive forløbet?

M.I.L.K.: Jamen, den har jo sikkert løbet, lige siden man begyndte at lave sine egne ting som lille – det man synes var sjovt, ik?

Mirja: Hvad har det fx været?

M.I.L.K.: Alle mulige ting. Jeg har lavet noget, som hedder FreeBikes – en form for socialt projekt. Så har jeg været med til at udvikle børne-tv-universer hos DR og lavet alt fra madprogrammer til musikprogrammer.

Mirja: Hvad så da du var helt lille?

M.I.L.K.: Altså jeg voksede jo op på Bornholm sammen med min mor. Vi boede i en skov, som hedder Almindingen, hvor jeg rendte rundt og legede actionman, kastede knive i træerne og byggede borge af halmballerne på vores høloft.

Mirja: Ej, hvor fedt!

M.I.L.K.: Ja, det var mega nice. Der var jo flere kilometer til nærmeste ven, så når man først havde en legeaftale, så skulle man virkelig lave et eller andet. Så havde jeg det der borgprojekt oppe på høloftet, og det var nok egentligt mit første store projekt. Man var jo så lille, så halmballerne var jo bare gigantiske. Men processen startede nok sådan for alvor, da jeg begyndte at synge mine egne ting. Det blev ligesom mere personligt, når jeg selv sang. Så her gik processen for alvor fra bare at være mig, der tossede rundt, til, at det begyndte at komme mere indefra og fik større betydning. Giver det mening?

Mirja: Ja, helt sikkert. Tænker du, at de ting, du har skabt/lavet som barn, har haft betydning for de ting, du laver i dag som voksen?

M.I.L.K.: Ja. Eller jeg tror det med, at jeg er vokset op på Bornholm, har gjort et eller andet. Der var ikke den slags kultur eller musikmiljø, som, jeg synes, var fedt, så jeg følte mig nok lidt alene derovre. Min far boede på Frederiksberg, og ham var jeg ovre hos sådan en gang om måneden. Han tog mig med ud og spise, på cafeer, til ferniseringer – alt sådan noget. På den måde kom København til at repræsentere noget mystisk og spændende. Jeg troede, der var en slags skjult sandhed derovre, som jeg ikke kendte til.

Mirja: Fandt du så svaret eller ”den store sandhed”, da du kom til København?

M.I.L.K.: Altså, jeg flyttede til København, da jeg var 18, og så finder man jo ud af, at det bare er præcist det samme.

Mirja: Hvad var det samme?

M.I.L.K.: At der ikke var sådan en stor sandhed eller hemmelighed; at det også bare er mennesker, der laver projekter, de synes, er sjove. Men sådan har jeg det tit, at hvis jeg føler, der er noget, jeg ikke kender, bliver jeg vildt tiltrukket af det og helt “obsessed” for finde ud af, hvad det er. Så møder man så personen eller miljøet og kommer bagom studiet, filmsættet, eller hvad det nu er, og ser, at det også bare er mennesker, der prøver at finde deres vej, og som gør det, de synes, er fedt.

Mirja: Er du kunstner?

M.I.L.K.: Det var et vildt svært spørgsmål! Det er nemmere at sige, man er musiker eller filminstruktør, fordi det mere beskriver en eller anden form for håndværk. Hvis jeg siger, jeg er kunstner, så skal jeg jo definere begrebet kunst, og det vil jeg helst ikke kaste mig ud i, ha ha. Men det er noget, jeg har tænkt meget over. For mig personligt er kunst dog noget, der kommer indefra og ikke forholder sig til alt muligt udefrakommende. Så det er mere en proces end et resultat… Hvad, synes du, er forskellen på en musiker og en kunstner?

Mirja: For mig er kunst det, som får mig til at føle et eller andet. Egentlig tror jeg, alle kan lave kunst, men det skal ramme én; altså jeg skal kunne mærke det, ik? Men jeg tror også, at man sagtens kan være en god håndværker uden at betegne sig selv som kunstner – og omvendt.

M.I.L.K.: Ja, det er faktisk også en anden ting. Jeg går nemlig vildt meget op i at være en god håndværker i de forskellige medier, jeg arbejder med. Når jeg fx laver musik, går jeg sindssygt meget op i det produktionsmæssige, og når jeg laver film, kan jeg drive folk til vanvid, fordi jeg er så sindssyg detaljeret. Håndværket betyder bare vildt meget for mig, om det så er kunst eller ej; det må jo være op til andre at bedømme.

Mirja: Kan du selv se nogle fællestræk ved de ting, du laver; altså når du laver musik, film eller andre projekter?

M.I.L.K.: Ja, det er sgu et meget godt spørgsmål! Noget af det, jeg tror, går igen, er processen, hvor jeg går VILDT meget op i kvalitet i de forskellige ting, jeg laver. For mig er de sidste 10 % i projektet frem til det endelige resultat et helvede. Jeg afveg altid fra det, da jeg var yngre, og derfor blev mine ting ikke færdige og heller ikke særlig gode. Men nu tvinger jeg mig selv til at gå ind i de der sidste 10%. Det er dér, følelsen indtræder af, at projektet er færdigt, når den sidste streg sættes.

Mirja: Hvad betyder det for dig at kunne udtrykke dig gennem de ting, du laver; altså din musik, kunst, film…

M.I.L.K.: Det betyder rigtig meget for mig, at jeg nu bare lever af at være M.I.L.K., men samtidig er der jo også en masse andet, som betyder meget for mig. Hvis jeg ikke kunne udtrykke mig igennem arbejdet, så ville jeg nok bare udtrykke det i et eller andet andet. Jeg kan dog ikke forestille mig en situation, hvor jeg ikke kunne lave mine egne projekter. Det er bare sådan en måde for mig at leve på!

Mirja: Er der noget, du gerne vil efterlade hos folk med de ting, du laver?

M.I.L.K.: Jeg har ikke sådan en tanke om noget, folk skal sidde tilbage med. Det er mere, hvad, jeg lige synes, er fedt i det, jeg arbejder med. Fx da jeg og Jonas Bang skulle lave musikvideoen til Blondages “Dive”. “Dive” har de her eksotiske rytmer og en masse fremdrift i sig. Samtidig er nummeret jo også bare en popsang – men med noget dybere på hjerte. De her indtryk ville vi gerne have med i videoen, så det blev sådan en slags fortolkning af nummeret.

M.I.L.K.: Når jeg selv laver musik, handler det også meget om den stemning, jeg lige er i. Som på den sommerdag jeg skrev nummeret “If We Want To”. Jeg, Søren Christensen og Mads DK (Mads Damsgaard Kristiansen, red.) fra Reptile Youth sad sammen i hans kælder og lavede musik, og det var egentlig bare den sommervibe, jeg havde. Så det er ikke sådan, at jeg har siddet med en stor plan om, hvad folk skal føle. Det er mere bare sådan en stemning, ik? Jeg har bare gjort det, jeg lige havde inden i mig, eller sådan…

Mirja: Har du noget, du gør, eller et sted, du tager hen for at få ideer eller ny inspiration?

M.I.L.K.: Der er ikke et konkret sted, jeg tager hen eller sådan noget. Jeg tror rigtig meget på bare at arbejde og være i sådan et ”arbejdsmood”. For mig er inspiration ikke noget, der bare lige pludselig rammer mig. Skal jeg skrive en sang, ved jeg, at fx klokken 11 i dag skal jeg sætte mig ned i studiet, og når dagen er omme, så skal der være en sang. Det kan være den bliver god, og det kan være, den er fucking dårlig. Jeg tror bare, det handler om, at man skal lave rigtig meget, og det er bare ikke alt sammen, der bliver godt. Men jeg elsker at gå på museer, gallerier, ferniseringer og sådan noget, og der suger jeg nok rigtig meget til mig.

Mirja: Hvad har du sidst være ind og se?

M.I.L.K.: Det sidste, jeg har været inde og se, er “The Ship” på Charlottenborg af Brian Eno. Jeg var vildt heldig at komme med til sådan en middag også med Brian Eno. Det var ret…

Mirja: SHIT!

M.I.L.K.: Jeg er jo kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, kæmpe, KÆMPESTOR Brian Eno-fan, så det var vildt at snakke med ham. Jeg stillede lidt de samme spørgsmål, som vi har snakket om faktisk. Sådan noget som hvor hans inspiration kommer fra, og hvordan processen er. I hvert fald fortalte han, at det for ham altid har handlet om at sætte nogle regler op for leg i et studie. Fx med “Heroes” vidste Brian Eno, at Robert Fripp, som var med til at lave den, er god til at lave hits og havde styr på strukturen, så i den kontekst kunne Brian Eno egentlig bare være legebarn. Ved at optage forskellige steder i rummet og gøre brug af diverse reverb-pedaler, lavede de jo den her ret famøse effekt på “Heroes”-vokalen, og det kom rent ud sagt af sådan noget Brian Eno-leg! Men det kunne han også kun, fordi han vidste, der var en anden, som havde styr på strukturen.

Mirja: Det her med leg og kreativitet… Jeg fandt engang nogle forskellige definitioner, hvor en en af dem lød, “at det, vi kalder leg hos børn, hedder kreativitet hos voksne.” Synes du, at du leger, når du laver dine ting?

M.I.L.K.: To tusind procent! Altså, hundrede procent. Jeg synes faktisk, det er en vildt god beskrivelse, at kreativitet er voksne, der leger. Det er også derfor, jeg hader det der Kaospilot-agtige “nu skal vi skabe” og alle sådan nogle opstillede kreative workshops. Det er ligesom kunstigt stillet op, for at det kan blive nemmere at interagere i det kreative rum, men det er bare fordi, man ikke forstår processen endnu. Når man leger, så tænker man ikke på at gøre det godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, og det er jo egentligt bare det, det hele handler om! Man bygger en borg af halmballer eller sådan noget; man gør det bare, fordi det er fedt!

Mirja: Man er ikke bange for at fejle…

M.I.L.K.: Man er slet ikke bange for at fejle! Men det er faktisk ret interessant… For at forbinde det med det jeg sagde før med de sidste 10%; det er nemlig der, hvor det ikke er leg mere. Her skal det gøres færdigt, og det er her, hvor det gode håndværk får afgørende betydning. Men jeg tror på, at man skal lade det være leg så lang tid som muligt, men så til sidst også have professionalismen til at sige, at nu skal det her altså gøres færdigt, og selvom det tager 3 timer at mikse den her lilletromme, så bliver vi ved, indtil vi er glade for den. Men den ene går ikke uden den anden – forstår du, hvad jeg mener? Jeg tror virkelig meget på begge dele.

Mirja: Men der kan man sige, at Brian Enos måde – altså det med at skabe nogle rammer – giver rigtig god mening. Det kan jo være alt fra deadlines og projektbeskrivelser til en konkret situation, fx at man er på et høloft og skal lave noget ud af halmballer.

M.I.L.K.: Ja, præcist!

Mirja: Hvad kan vi forvente af udspil fra M.I.L.K. henover sommeren?

M.I.L.K.: I går (under Roskilde Festival, red.) havde jeg faktisk final cut på en musikvideo til Liimas nummer ”Russians”, som jeg laver sammen med Jonas Bang.

M.I.L.K.: Så er jeg begyndt at lave rigtig mange remixes af spor, jeg får fra mine venner, som jeg har siddet og leget lidt med, og så glæder jeg mig VILDT meget til at gøre mine to ep’er 100% færdige. Den ene udkommer i sensommeren, og den anden til vinter.

Vi ser frem til udgivelsen af M.I.L.K.’s to ep’er her på Regnsky. Indtil da kan du tjekke hans nye remixes ud på soundcloud.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

COPENHAGEN PSYCH FEST 2016

Copenhagen Psych Fest billede

Copenhagen Psych Festival 2016 afsluttede sidste weekend med den hedeste syrefest og efterlod mig i en overstimuleret tilstand af alskens farveindtryk og støjfusioner, som stadig synes at vibrere i trommehinderne. På fire dage formåede festivalen at illustrere genrens brede spektrum gennem et alsidigt program, hvor nye såvel som gamle psych bands var repræsenteret.

The Soft Moon spillede onsdag aften på Spillestedet Loppen, og var de første, der virkelig blæste mig omkuld, eller nærmere beskrevet KNOCKED ME OUT! Lyden af The Soft Moon kan beskrives som et hårdtslående og aggressivt mix af industrial og club – genialt! Luis Vasquez er bandets hovedproducer, og sammen med hans to andre musikere blev der udvist et musikalsk niveau og engagement ud over det sædvanlige. Gennem beatsekvenser og ekstremt stimulerende kulminationer paralyserede de publikum og fik Loppen til at sitre i spænding.

Dagen efter var Loppen atter platform for lidt af en spektakulær oplevelse, da bandet Kaleidoscope, en af psych pionererne helt tilbage fra 60/70’erne, lagde vejen forbi. Det var imponerende at se, hvordan forsanger Peter Daltrey formåede at genskabe den saft og kraft, som bandet uden tvivl har besiddet, dengang de farverige psykedeliske lydbølger rullede ind over Europa. Med lukkede øjne ville man aldrig drømme om, at manden bag mikrofonen har 70 år bag sig. Tekst og musik var bibeholdt i 67′ stil med folkloriske kompositioner og et ideologisk tekstunivers. Trods disse referencer var der ingen aldring at spore i hverken samspil eller vokal.

Senere på aftenen skal jeg love for at der blev sprøjtet ungdommelige væsker gennem festivalens årer, da Århusianske Yung rystede Børneteatrets undergrund gevaldigt. Set i forhold til den 50 år ældre Peter Daltrey repræsenterer Yungs forsanger Mikkel Holm Silkjær  med sine blot 21 år en yngre del af årets Psych Fest. Det var et overordentligt ekspressivt, utålmodigt og insisterende skud energi som bandet diskede op med fredag nat. Silkjærs krængende vokal blandet med storladne guitar grooves og fremadfusende rytmer formåede virkelig at udtrykke en ungdommens angst, apati og rastløshed, som ikke kun eksisterer i 80’ernes postpunk, men manifesterer sig hos de fleste gennem de unge år. Yung er kort sagt ALT for meget på den HELT rigtige måde!

Dagen efter fik københavnertrioen Papir lov til at varme Den Grå Hal op. For undertegnede blev de stjerneeksemplet på psych åndens potentiale og styrke. Først og fremmest var niveauet for bandets musikalske evner ekstremt højt, hvilket ligeledes gjorde sig gældende for de andre bands på dette års festival. Hos Papir var samspillet dog helt exceptionelt. I en blanding af semi-improvisationer, sekvenseringer og organiske strukturer tog bandet mig med på en instrumental rejse. Papir formår at drive dig fremad uden garanti for endemålet, men sikkert er det, at du enten må give slip og følge med eller stå helt af. At lade sig føre gennem det konstant foranderlige kræver dog en tillid og tiltro til bandets evner, som skabes gennem musikken. Gennem opbygninger med noter til både jazz, elektronisk, world og rock, konfronterer musikken dig med begreber som uforudsigelighed og uendelighed, termer vi har så svært ved at forstår og acceptere. Denne konfrontation kan lede til følelser som utålmodighed og angst, hvilket får de fleste til at stå af og vende om eller forsvinde i beruselse og distraktioner. Med Papir ved roret, var der dog ingen “tankefliksflakserier”, men i stedet tillid til at give fuldstændig slip. – Og nej, Papir gør hverken brug af magi eller pokémoner, de er bare forbandet dygtige musikere!

På sidstedagen af Copenhagen Psych Fest 2016 blev Fribytterdrømme det perfekte bud på dansefesten lørdag aften. Mange havde nok set frem til bandet Spids Nøgenhat (myself incl.) der var blevet lidt af en headliner. Fribytterdrømme serverede dog et show så overbevisende, at de i sig selv sagtens kunne stå som hovednavnet, og de er helt klart et af de psychfix jeg vil gå efter næste gang jeg får “abstinenser”.

Med annonceringen af dette som deres eneste show i 2016, havde bandet Spids Nøgenhat lagt kævler i ovnen til en ikonisk koncert. Jeg har ikke oplevet bandet før, men rygterne går om trippede koncerter i særklasse, så mine forventninger var høje – heldigvis blev jeg ikke skuffet! Fra første til sidste nummer synes Guf og resten af bandet at indsvøbe Den Grå Hal af stemninger, som nærmest tonede over mod ritualistiske hvælvinger. Bandet og publikum smeltede sammen i en kollektiv fejring af musikken. Ligeledes virkede koncerten som en gensidig hyldest af dette band, som gennem årene har været med til at aktualisere og repræsentere den danske syrerock og bringe mennesker sammen på tværs af baggrund og aldersspænd, blandt andet på en festival som denne!  Koncerten var dog også præget af en alvor og en tyngde, som gjorde det til en både intens, men også rørende oplevelse.

https://soundcloud.com/badafrorecords/spids-n-genhat-fred?in=badafrorecords/sets/spids-n-genhat-kommer-med-fred

Copenhagen Psych Festival er en hyldest og en fejring af psychkulturen, en kultur der manifesterer sig langt ud over musikken og koncerterne. Det er en ånd, en ambition og et budskab, som rækker tilbage til 60’ernes mantraer om fred, kærlighed og opgør med de gængse konventioner i samfundet. Du bliver nødt til at give slip for at kunne mærke ånden, men lykkedes det dig vil du blive lukket ind i universer af helt andre dimensioner…

Fotograf: Mestellés

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *