Future Sound – fem udvalgte portrætter fra programmet

KlaptraeKLIPONordpaaMagnus TempelsNava, Neon Priest og Ponti – umiddelbart vækker navnene måske ikke genklang hos dig, men det kommer de  til. De er nemlig alle sammen bands, der er blevet udvalgt som en del af Future Sound 2018. Future Sound er et talentudviklingsprojekt for unge bands mellem 15-25 år. Kunstnerne i Future Sound er meget forskellige, men fælles for dem alle er, at de er lige på nippet til at bryde igennem til næste niveau indenfor dansk musik. Jeg kiggede forbi til deres første weekendcamp, og der blev jeg overvældet af deres evner, entusiasme og ikke mindst hvor ambitiøse og hårdtarbejdende de var.
Her følger et lille portræt af nogle af de udvalgte kunstnere.  Den 25. august kan du opleve dem alle på live på endagsfestivalen LYDFEST i Birkerød.

KLIPO

“Jeg elsker klare farver, melankoli og elektroniske beats, og det viser sig alt sammen i min musik”

Hvad kendetegner din musik?

KLIPO er mørk elektro-pop med poetiske tekster og masser af manipuleret vokal og tung bas. Jeg (Johannes) er manden bag KLIPO, og producerer, skriver og synger selv sangene i mit soveværelse. Jeg laver selv mine covers og har selv filmet og redigeret de visuals, jeg bruger til mine live-shows. Dét, at jeg har kontrollen over alle processer som vedrører KLIPO, gør at min personlighed skinner utroligt meget igennem, sådan at tekst, musik, video og min udstråling passer sammen og giver en form for harmoni.

Hvilke kunstnere inspirerer dig? 

Jeg er meget inspireret af kunstnere som Kill J, Mø, Soleima og Lydmor.

Johannes Bruun er 18 år og studerer til daglig på Aarhus Katedralskole. KLIPO spiller koncert på Råhuset 27 april – samme dag som udgivelsen af KLIPOS nye musikvideo. 

PONTI

Hvad kendetegner din musik?

Ponti er en fusion mellem let indie-lyd, mørke tekster og en klassisk dansksproget pop/rock vokal. Min musik er nok rimelig biografisk, for jeg skriver om livet som 23-årig, og den følelse af kontroltab i forhold til kærligheden og livet generelt. Det er de store spørgsmål pakket ind i lette pop-melodier. Et godt eksempel er min nye single Øresund. Den handler om dengang jeg flyttede fra byen til en campignvogn i Dragør efter at have siddet to år i min lejlighed og brugt tiden på alt muligt andet end musikken. I den periode brugte jeg sangskrivningen som en slags terapi. Sangene, jeg lavede, blev en måde at forstå mig selv bedre på, og det blev også en proces mod at finde frem til et slags mål eller formål med tilværelsen. Med udsigt over Øresund indspillede jeg de første demoer til Ponti og min nye single Øresund, der lige har haft release her den 6 april.

Hvilke kunstnere inspirerer dig? 

Når man hører min musik, kan man nok godt høre, at der er tråde til danske bands som Minds of 99, Ulige Numre og CV Jørgensen.

Emil Pontoppidan er manden bag Ponti. Han skriver, synger og indspiller selv de meste af sin musik, men fremadrettet kan Ponti opleves som et fem mand stort band – næste gang bliver på Plekter-tour hvor bandet besøger henholdsvis København, Odense og Aarhus. Pontis nye single Øresund er produceret af Chief1 og mastereret af David Elberling, desuden sidder Emils bror Tobias Pontoppidan bag trommesættet. 

Magnus Tempels

Hvad kendetegner din musik?

Et groovy guitarspil kombineret med en lys og skrøbelig stemme, og tekster der beskriver en tilstand af forundring og ungdommelighed, hvor alting er så ufatteligt muligt. Som den unge “singer/songwriter” jeg er, forsøger jeg gennem musikken og budskaberne i mine tekster at værne om og formidle de ofte flygtige og pergamentfine følelser, som driver rundt i ungdomsårene. Magnus Tempels startede, da jeg for 4 år siden tog min guitar i hånden og gav mig i kast med at spille på Københavns og andre europæriske storbyers gader og stræder. Efter utallige timer på gaden, med sang og guitarspil – i selskab med andre gademusikanter fra verden over, debuterede jeg som Magnus Tempels i august 2017 med band på Loppen, Christiania.

Hvilke kunstnere inspirerer dig? 

De CD’er som lå i min families bil, hvilket er kunstnere som Thomas Dybdahl, Teitur og Tina Dickow, har sat stort præg på hvor jeg får min inspiration fra.

Nordpaa

Hvad kendetegner din musik?

Nordpaa er en kombination af rap og R’n’B med reference til nutidens popmusik. Jeg er meget inspireret af film og æstetikker fra 80’erne og 90’erne både på lydsiden og det visuelle, og det prøver jeg så at tilføje til min “moderne” musik. Nogle af mine numre er meget typisk “rap” agtige, altså med meget ego og selv-dyrkelse mens andre numre er mere indadvendte og følsomme. Jeg er egentlig en forholdvis jordnær person, der ikke nødvendigvis råber allerhøjest i lokalet. Når jeg til gengæld spiller live, får jeg ofte at vide at folk ser en helt anden side af mig. På den måde kan man sige at de introverte og de ekstroverte træk kolliderer i musikken, der skræddersyes af mig og min producer R93se.

Hvilke kunstnere inspirerer dig?

Som nævnt er jeg meget inspireret af ældre film som fx. “Alien”, “Blade Runner” og “Mulholland Drive”. De har nogle stemninger, som vi gerne vil prøve at genskabe i nogle af mine sange.  Jeg er desuden enormt inspireret af de helt store navne indenfor min egen genre såsom Kanye West, Drake og Frank Ocean. Af danske artister er det navne som Ukendt Kunstner, Xander og Suspekt .

Jeg er enormt betaget af musik, der går i skelsættende nye retninger, og jeg håber en dag, at min musik vil gøre det samme.

Nordpaa spiller til Plekter Tour på Råhuset d. 24 maj og på Stakladen i Aarhus d. 26 maj. Nordpaas næste single kommer til april (TBD) 

Klaptrae

“Stemningsmættede knitrende fragmenter og en æstetik der pendulerer mellem et folket og et elektronisk univers danner tilsammen en højere enhed i Klaptraes æstetiske, melankolske og følelsesladede univers”

Hvad kendetegner din musik?

Min musik og mine koncerter har afsæt i det akustiske mixet med elektroniske elementer, hvor følelserne er helt ude på tøjet. Klaptrae er et personligt projekt, som jeg startede i december 2017. Igennem flere år havde en masse sange ophobet sig, og efter at jeg startede på Engelsholm Højskole, samlede projektet sig lige så stille til den lyd, man kan høre på mit første album “1”. På Engelsholm fik jeg også interesse for visuals, som man især også kan forvente til mine koncerter. Lige nu afvikler jeg koncerterne solo, men i den nærmeste fremtid udvides livedelen til et band, hvilket er en stor del af klaptraes fremtidsplaner. Publikum skal have en rigtig god oplevelse, og derfor betyder det enormt meget for mig at give noget, som man ikke oplever så ofte, og noget der bliver siddende i kroppen – noget man kan tage med sig videre.
Navnet Klaptrae er et ord jeg har båret rundt på i mange år, efter at min far engang fortalte mig om det her sted i København, der hed klaptræet. Det var et mega lækkert ord syntes jeg, uden at vide noget om selve stedet. Jeg havde tidligere en hemmelig SoundCloud under navnet klaptrae, som jeg brugte til alle de skitser jeg gik og arbejdede på. Først elektronisk musik og soundscaping og senere alt. Her fik jeg samlet min lyd og fik mit akustiske univers og mit elektroniske univers til at mødes. Pludselig var det Klaptrae, som jeg identificerede mig med, og Klaptrae er nu 100% mig, mig som indspiller og mig der producerer.

De næste par måneder mødes de udvalgte bands på camps med musikalske sessions, sparring og rådgivning af nogle af danmarks førende sangskrivere og branchefolk. Til august kulminerer det hele når alle 7 bands præsenteres på scenen til Lydfest 2018 i Birkerød, der garanterer det bedste musik, fest og glade mennesker! Jeg har i hvert fald tænkt mig at kigge forbi, og så glæder jeg mig ellers bare til at høre meget mere fra de forskellige Future Sound bands.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dreamers’ Circus, tak for nærvær

Sådan en tidlig og kold mandag morgen tyer jeg ofte til en maksimal dosis audiodope, mens jeg bevæger mig gennem kulden imod en ny travl uge. Det var dog ikke tilfældet på cykelturen denne mandag i marts, hvor meget var som det plejede, og så alligevel ikke.

Aftenen forinden var jeg kommet i tanke om, at jeg skulle ind at høre Dreamers’ Circus den kommende onsdag med mine forældre. Det var flere måneder siden, de havde inviteret mig med til koncerten, som jeg glædeligt havde jeg sagt ja til, med fornemmelsen af at det var laaaangt ude i fremtiden.  Men som den slags går, så har fremtiden det med at indhente én, og det var blevet ugen før koncerten i Rundetårn (jo sgu – Christian d. 4’s eget!!). Mit sædvanlige pedal-tramp-morgentrack var derfor skiftet ud med de eventyrlige og løjerlige melodier fra Dreamers’ Circus.

Bandet, der består af Ale CarrRune Tonsgaard Sørensen og Nikolaj Busk, har med rødder i folkemusikken skabt deres eget eksperimenterende univers, og denne frostklare morgen oplevede jeg disse melodiske fortællinger, der selv uden tekst eller ordinære pop/rock-tematikker fængede mig og fik morgenluften til at synes klarere og asfalten lidt blødere. Dreamers’ Circus skaber genrefusioner mellem folk, elektronisk og klassisk musik. Musikken er en fornyelse og genetablering af en skandinavisk folklyd, som i den grad rækker ud og taler til alle ører, som tør høre. I stedet for at forsvinde ind i rusen af intense drops og højhastige beats , flettede melodierne sig sammen med omgivelserne, og blev det perfekte morgenakkompagnement til den lyserøde himmel over Hans Tavsens Park, blikket fra en ensom romaskine hos fitness.dk, cyklisten hjulende afsted i første gear og en rosa-farvet cykel med støttehjul parkeret ud mod stien.

Musikken fra Dreamers’ Circus får én til at opdage det nære, det glemte og det finurlige. Verden bliver blødere, kulden lidt mildere, himlen større og morgenen lidt rarere. De folkede, akustiske numre fra Dreamers’ Circus formår at række ud over den gode melodi og skabe stemninger, følelser af nærvær og samhørighed, og hvem kunne ikke bruge lidt af det i disse tider?

Jeg får i hvert fald bare lyst til at sige tak til drengene i Dreamers’ Circus og tak til dig, som læser og lytter  ❤

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Athletic Progression til åbningsfest af Monten.. “goddamn!”

Uendeligheder af rytmer og harmoniske sammensætninger via auditive tråde som spinder sig på kryds og tværs mellem beat, rytme og klang. Foran mig og indeni sker oplevelsen, oplevelsen som jeg uforløsende prøver at sætte ord på, men som ideelt bør sanses. Jeg er på Jazzhus Montmarte der i anledning af premieren af deres nye månedlige koncept “Monten” har fået fornemt besøg af den instrumentale hip hop trio Athletic Progression. Musikken, rummet og bandet fylder atmosfæren omkring mig såvel som indeni og skaber farver for mit indre blik, farver der skifter som det musikalske flow udspiller sig. Det er damn tight, uforudsigeligt og frækt. Det ligner de står på scenen og leger, men tag ikke fejl, progressionerne i lyd og flow er professionalisme og innovation i de høje grader..

I foråret skrev regnskys gæsteskribent Marie Louise Takibo Kaspersen om sin oplevelse, da hun fredag aften i maj havnede til Athletic Progressions koncert på sidste års Spot festival. Marie Louise beskrev koncerten som en sammensmeltning mellem det elektroniske i brugen af samplings og det organiske i form af bandets instrumentale og yderst musikalske virke. Det er deres lyd – altså Athletic Progression, som fylder mine øregange på denne fredag aften i januar. Selvom det kun i begrænset omfang kan spores, at kalenderåret spår om lysere tider, er åbningsfesten af Monten her på Jazzhus Montmartre et energiorgie af lyd-sætninger og forventningsspirer mellem publikum og artister.

Forbindelser er kodeordet her. Forbindelser som de auditive tråde mellem mennesker og maskine, natur og kultur. Forbindelser som den instrumentale hip-hop trio spinder sig ind, ud og imellem. Forbindelser mellem traditioner af jazz, funk og neo soul. De musikalske forbindelser. Men også forbindelser mellem fortid, nutid og fremtid. Forbindelser til det historisk finder vi også i navnet Monten som Montmartres nye månedlige koncertkoncept hedder. Monten er nemlig kælenavnet for hvad der i jazzkredse associeres med den åbne atmosfære på Jazzhuset Montmartre, som i 60’erne og 70’erne turde udfordre publikum og de eksisterende genrekonventioner.

I samme ånd relanceres Monten på ny, som en tilbagevendende begivenhed med udvalgte koncerter, der indbyder til undersøgelse og bevægelser rundt i jazzens grænseflader. Det er fusioner af genrer, stilarter og mennesker som mødes her, og giver et rum og et bud på hvordan jazzen også kan føre os hen. Det er livestemningen, rummet og momentet som byder dig ind i Montens udforskende og nysgerrige musikalske rum, med plads til det skæve, det skarpe det sexede og det udfordrende.

Om du er en hardcore jazz-avantgardist, eller som jeg, blot nysgerrigt er troppet op til en lytter, skal der nok være noget at komme efter, når Monten præsenterer og udfolder en række jazzmusikalske potentialer gennem genrefusioner og koblinger af artister fra ind og udland. Der var i hvert fald noget at komme efter for mig denne fredag aften i selskab med de ekstremt dygtige drenge i Athletic Progression som denne aften  havde fået ekstra selskab af knaldhamrende dygtige saxofonist Oilly Wallace. En presserende influenza måtte desværre sende mig tidligt hjem, men rygterne taler om en veldrejet efterfest med DJ-sets fra ingen ringere end skønne Astrid Engberg, Dee Brown og Simon Dokkedal.

Monten er et tilbagevendende koncept med udvalgte koncerter – inkl. et unikt live-setup med bla. Jonathan Bremer og Morten McCoy til Vinterjazz 2018 – og DJ-sets. De første internationale bookinger præsenteres snart på Jazzhus Montmartres facebook og hjemmeside som du kan finde her 

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

RUNNING MUSIC – Teitur/Mads Björn 2017

Visuelt cover af Esben Hjorth

“Et drømmende, ambient univers – med masser af beat og fremdrift..”

Sådan lød Mads Björns og Teiturs ambition i samarbejdet om det 35 minutter lange musikstykke til brug under løbeturen eller andre bevægelsesformer. Det drømmende, ambiente univers udfolder sig over EP’ens 35 minuter og er en god omgang vellyd (selv når man ikke motionerer). 1. januar havde EP’en “Running music” release via Stella Polaris Music, og der er noget at komme efter, uanset om du har sportsskoene på eller bare trænger til en omgang organisk upbeat fra de to lydorakler.  Med navne på sportstjerner som Serena Williams, Carl Lewis og Jane Fonda udspiller tracket sig fra 120 bpm, topper ved 180 og ender atter ved 120, hvorefter du har udført 35 minutters motion. Det er kvalitetsmusik, det er gennemtænkt og helt automatisk driver det dig fremad og presser dig ved blot at følge beatet.

Mads Bjørn og Teitur har skabt et brugbart stykke musik uden at gå på kompromis med kvalitet og udtryk, og på den måde er 2018 nu godt i gang – mere af det tak!

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lea Kampmann

Uanset om du har efterårsferie eller ej, synes jeg, du skal give dig selv en stille stund alene eller sammen med en god ven og lytte til Lea Kampmanns nye EP Common Blue. Selv blev jeg første gang præsenteret for Lea, da hun i vinters varmede op til Eik Octobres releasekoncert, og her fik hun da også et par Regnsky-ord med på vejen.

Nu står Lea Kampmann klar med sin første udgivelse gennem det færøske pladeselskab Tutl Records (der også står bag navne som Teitur og Konni Kass). De fem sange på Common Blue er hver især en inderlig musikalsk oplevelse. Båret af Leas stemme, folder de fem numre sig ud og sender mig på en rejse ind i et atmosfærisk drømmeunivers, hvor fine sensible nuancer i stemme og sind snor sig ind og ud mellem Leas storladne følelser og rå musikalitet.

Lea Kampmann beskriver selv atmosfæren i Common Blue som:

“At blive kastet i understrømmen og forsøge at kæmpe sig op til overfladen igen, men ikke være stærk nok. Lettelsen ved at lade understrømmen føre sig i mål. At synke i den fællesblå uro. At mærke at når uroen er fælles, kan den forvandles til ro”

.. og således vil jeg blot opfordre til at møde efteråret og lade dig flyde med en stund gennem Leas Common Blue.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *