Kelela – Charmerende ydmyghed og imponerende nærvær

Årets personlige must see? Tjek! Kæmpe fanboy? Tjek! Små tyve minutter forsinket til koncerten på Roskilde Festival? Desværre ja, men få minutter under Pavilions teltdug vendte den L.A.-baserede sangerinde Kelela imidlertid min indledende skuffelse til sand ekstase. Var det ærgerligt at teltet kun lige var halvt fuldt og lyset fra aftensolen stadig strømmede ind gennem de tunge teltduge, og på ingen måde komplimenterede hendes bastunge, mørke og kluborienterede lyd? Svaret er ja, men samtidig også en omgang ligegyldig nitpickeri, så snart man lod sig oversvømme af Kelelas naturlige charme og falden-pladask-for sødme.

Flankeret af sin faste tour-dj og med mikrofonen som hendes eneste våben smurte hun teltet ind i sexet R&B, der var både inspirationskilderne Aaliyah og Timbaland værdige. Kelelas fremtidsrettede produktioner finder vi dog i den engelske undergrund, og selvom det i sig selv ikke er nytænkende at parre R&B-sangere med fremsdskuende elektroniske producere (se fx Jessie Ware eller Katy B), så bliver det kun mere spændende, når vi finder styrmænd- og kvinderne i to af basmusikkens mest interessante og eksperimenterende labels: Night Slugs og Fade To Mind.

Sidstnævnte var også selskabet bag hendes fantastiske og stadig free-of-charge debutalbum Cut 4 Me, som altså byder på produktioner fra blandt andre Bok Bok, Kingdom, Nguzunguzu og Jam City. Liveresultatet blev derfor også en basudladning af dimensioner, som udenfor teltet kunne virke altdominerende, men som indenfor komplimenterede Kelelas stærke vokal til perfektion. At koncertens pistolsalve-indledende slutnummer, titelnummeret Cut 4 Me, endte lidt som et antiklimaks på en ellers god koncert glemmer vi derfor hurtigt, når resten bød på charmerende ydmyghed og imponerede nærvær, som jeg personligt endnu ikke har mødt på festivalen.

Jeg kan derfor kun slå mig selv i hovedet for at misse starten og håbe på, at der ikke går mange år før hun igen kan opleves på Dyrskuepladsen (eller hvor som helst indenfor landets grænser). Der vil jeg i hvertfald møde op tiden og kan kun opfordre til, at I gør det samme.